Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Radler

Egger Lemon Radler, Privatbrauerei Fritz Egger

2014-07-18 14.34.57

Den er da frisk …

Vi kan åbenbart ikke blive fri for møgvejr, der afsveder græsset og får asfalten til at smelte. Og så må man jo gå til yderligheder. Så da jeg efter hyggeseancen med Gedved i går lagde vejen forbi Netto på Kongelundsvej, og fandt denne rædsel, var det ikke kun fordi jeg lurede en undskyldning for at svælge i en dårlig anmeldelse. Jeg tænkte også, at med lidt held, kunne den faktisk gøre lidt nytte i sommerheden.

Ingredienslisten er underligt lakonisk i forhold til de radlere, Gedved og jeg afprøvede for et års tid siden. Det fremgår, at 60% består af citron lemonade (sic) (med citronsaft og citronsaftkoncentrat (1%)) og 40% premium øl (vand, humle, bygmalt og gær), og så er der da heller ikke sagt for meget. Jeg undrer mig, at det ikke fremgår, hvad citronlimonaden ellers består af. Jeg har svært ved at tro, at den ikke skulle indeholde sukker – eller måske endda kunstige sødemidler, som Flensburgers radler noget overraskende gjorde (og det kunne smages!).

Det er, som man kan se, en meget lys radler. Den består som bekendt også af væsentlig mere citronsaft, end øl, så at farven er tyndt fesengul kommer næppe bag på nogen. Skummet er rent sodavandsskum, og kan på ingen måde forbindes med den cremethed eller holdbarhed, der karakteriserer ølskum.

At der er tale om et ølprodukt skjules effektivt i duften. Jeg syntes nu, at dåsen ved åbning udsendte en sky af genkendelig pilsnerhumle, der endda var ganske velgørende. Men så var det også slut. Derefter dufter brygget kun af citronlimonade, af den slags man kan købe billigt i supermarkeder i både Tyskland og Østrig (hvor nærværende bryg kommer fra – det første på bloggen fra det land). Jeg mindes campingferierne i netop Østrig ved den duft, så igen props til en sodavandsøl for at udløse gode minder.

Og brygget er vitterlig forfriskende i sommervarmen. En kold én af dem, og man har et fremragende alternativ til citronsodavand, der smager af – citronsodavand, såmænd! Okay, citronsodavand der holder 2,2% alkohol, så man, hvis man drikker nok af dem, kan blive småfuld uden at behøve at få noget bittert i munden. Det undrer mig, at brygget ikke er blevet et instant hit blandt de unge, men måske smager det bare ikke sødt nok.

Ja, for de unge ville heller ikke kunne brokke sig over, at brygget var for syrligt. For selvom det dufter af citronsodavand, så trækker både mund og øjne sig i overraskende grad lidet sammen. Mest af alt smager det bare diffust sødt, ikke ulig Semper Ardens Weizen fra forleden (omend mere friskt), og nægter således både at smage af øl eller citron og mindst af alt på begge dele på én gang, sådan som en god radler skal. Og altså heller ikke sødt nok for de unge. Der skal man vel op på Somersby-niveau (som jeg måtte spytte ud, den ene gang jeg prøvede det) før sødmen slår til?

Og endskønt brygget ikke er sødt nok til de unges søde tænderer jeg ikke et sekund i tvivl om, at brygget er tilsat sukker. Og det fremgår ikke eksplicit af ingredienslisten, hvilket jeg ikke er sikker på, er helt lovligt.

Men der er vel et EU-direktiv, hvoraf det fremgår, at sukker ikke skal deklareres hvis det indgår som element i en blanding af flere halvfabrikata, eller noget. For det anses sikkert for konkurrenceforvridende, at lade forbrugerne vide, hvad det egentlig er, de putter i hovedet. Men det skal jeg ikke gøre mig klog på, for hvor vover jeg dog som menig forbruger at have en holdning til den slags!?

PS: Alle liv tæller fra floden til havet!

1-stjerne

Cheers Radler, Unicer Bebidas/Carlsberg (Portugisisk øl V)

Skål i sodavand …

Nå, jeg må til det. Jeg indrømmer, at de portugisiske øl hænger mig lidt ud af halsen, endskønt det er ved at være ret lang tid siden, jeg prøvede dem. Jeg må hellere få dem gjort færdig, så jeg kan få visket tavlen ren før månedsskiftet. Jeg skal ud og købe ind, og er spændt på, hvad der er kommet på hylderne efter en måned, hvor jeg kun har tilegnet mig en eneste alkoholfri øl.

Men aftenens epilog – en radler – skal selvfølgelig lige med. Radler er en blanding af øl – typisk pilsnerøl, og citronlimonade. Det er en oplagt blanding i subtropiske egne, og derfor et naturligt fund i Portugal. Hvordan brygget skal vurderes som øl, er altid en udfordring for mig, da blandingen af sodavand og øl altid strider mig mod et eller andet sted. Jeg ender med at fokusere på blandingens egenskaber som øl – man kunne også fokusere på bryggets egenskaber som sodavand, hvis man havde en sodavandsblog, og endelig kunne man fokusere på kombinationen af de to. Det sidste (og det næstsidste) er jeg dog tilbøjelig til ikke at gøre, da det netop ikke er en sodavandsblog, jeg driver. Når karakteren så falder lidt lavt, skal nydere af disse produkter selvfølgelig nok få at vide, om brygget i øvrigt smager godt. Men så længe det ikke smager som øl, vil det ikke score mange stjerner.

Det er et tåget radlerbryg i modsætning til Flensburgers klare (og i øvrigt elendige) Radler. Duften af citron er kraftig og gennemtrængende, og man forventer en stærk og syrlig – måske endda sur – radler, som den ikke helt vellykkede radler, jeg selv forsøgte mig med.

Men er bliver man overrasket. I stedet for et skarpt skud citron, overflydes tungen af den mildeste sødeste citronsodavand. Det skal retfærdigvis siges, at brygget ikke smager eller føles som de gamle smågiftige gule sodavand, vi fik som børn i firserne. Smagen er skarpere og det bruser mere – formentlig på grund af øllets gæring. Den ender dog med at stramme lidt i kæbemusklerne ved ørerne. Citronindslaget har altså mere kraft, end den søde smag i begyndelsen antyder.

Men det er også snart den eneste måde, man kan mærke på, at der er øl med i spillet. Gedved påstod lettere hånligt, at radleren smagte mere af øl, end nogen af de andre øl, vi prøvede den aften. Denne påstand gav han mig dog efterfølgende ret i, ikke indrømmede Cergal og Sagres Preta rimelig ære. Personligt ville jeg nok ikke selv kunne have gættet, at der faktisk var tale om et ølprodukt, hvis jeg fik den stukket skænket i hånden. Jeg ville have gættet på en sodavand.

Et irritationsmoment, og det ses ofte i radlere, er ingredienslisten. Den er lang som en Tolstoj-roman, og selvom den står på portugisisk genkender man både surhedsregulerende midler og aromastoffer – helt uden at man behøver slå E-numrene op. Det er altid træls med den slags produkter, og en god grund til at lave radler selv frem for at købe dem færdigblandet.

Vi gav også dette produkt samme karakter ud fra devisen om, at det egentlig smagte godt nok, men at ølelementet i uheldig grad ikke var fremtrædende nok.
2-stjerner

Det var så de portugisiske øl. Konklusionen er ret klar. Portugal er ikke et land, man skal besøge for øllets skyld. Selv det bedste kan man få meget bedre i supermarkederne herhjemme, endskønt det allerværste trods alt udmærker sig ved blot at være ekstremt kedeligt frem for at smage fælt. Vel, de portugisiske øl fik ikke ændret min holdning til sydeuropæisk øl i det hele taget. Ligesom italiensk øl, er det tyndt, uinspirerende og temmelig ligegyldigt.

Men så er der jo så mange andre gode grunde til at besøge Sydeuropa … Kulturen, historien, maden … Hvis siger klimaet, bliver jeg gram i hu!

Kajs Radler (Battle of the Soda Beers III) v. Gæsteanmelder Gedved

“Kaj har ødelagt en Thy-øl!”

Gedved (tv.) og jeg (mf) tester en Thy-øl, jeg har ødelagt.
Det er Thyra til højre i billedet.

Indlægget er en parafrase over de be- og anmærkninger, min gode ven Gedved havde til mit første forsøg udi radlerkunsten. Før selve indlægget kommer først opskriften:

Til to glas Radler skal bruges:

  • 0,33 l. Økologisk Thy Pilsner
  • Fire store økologiske citroner
  • Økologisk rørsukker og almindeligt sukker i ikke nærmere afmålt mængde.
Da der er tale om en 60/40-radler (tre dele øl til to dele citronlimonade) giver dette i overkanten af 0,5 l Radler.
Fremgangsmåde:
  • Pres citronerne grundigt.
  • Filtrer saften fra citronerne groft gennem en si.
  • Tilføj sukker efter behag, rør rundt indtil sukkeret er opløst (det går hurtigt på grund af citronsyren).
  • Skænk øllet
  • Tilføj citronblandingen.
  • Rør rundt.
Gedveds første kommentar til eksperimentets udfald var “Kaj har ødelagt en Thy-øl!”
Blandingen viste sig at være alt for sur. Både Gedveds og mit ansigt nærmest kastede sig rundt og flåede kinderne hårdt ind mellem tænderne, mens øjenlågene truede med at sprænge øjeæblerne, der pludselig havde alt for lidt plads i kraniet.
Jeg styrtede straks min ven, mig selv og ikke mindst brygget til undsætning med en større dosis ekstra sukker, der omgående blev omrørt. Herefter kunne prøvesmagningen fortsætte.
Gedved havde ros til eftersmagen, hvor det sure og det bitre fra brygget blandede sig elegant, og havde også ros til opsætningen af ingredienserne, duften der var forfriskende syrlig og bryggets dejligt uklare ydre. Kombinationen af det citronsure, det søde fra det ekstra tilsatte sukker og den ret bitre øl, var med Gedveds egne ord “ikke helt ved siden af,” men jeg skulle afgjort arbejde videre med blandingsforholdet, hvor citronen trods ekstra tilsat sukker fortsat var for dominerende.
Gedved gav brygget 2 stjerner før brygget fik ekstra sukker,
2-stjerner
og 3½ stjerne efter det ekstra sukker var tilføjet.

3-en-halv-stjerne

Det er en karakter, jeg er meget glad for, for ikke at sige, at jeg finder den ufortjent høj.
Selv synes jeg, at der fortsat er meget plads til forbedring. Den smagte alt for meget af citron, og hvis jeg skal arbejde videre med den, vil jeg fortynde citronen med danskvand for at gøre den lettere i smagen. Den var decideret anstrengende at komme igennem, og det er ikke meningen med en radler. Desuden vil jeg tilføje (meget) mere sukker – kun økologisk rørsukker, selvfølgelig. Valget af Øko-Thy som øl, vil jeg til gengæld holde fast i, ligesom jeg vil holde fast i det totale fravær af sødemidler og aromastoffer – det være sig naturlige som kunstige. Men om radleren i det hele taget er et projekt, jeg gider prioritere fremover, må tiden vise.
Men det var sjovt at prøve, og det føles jo rart, at ens venner giver højere karakterer til ens hjemmelavede radler, end til de færdigblandede fra de store industriforetagender.
Skål i sodavandsøl, og fortsat god sommer!

Flensburger Radler, Flensburger Brauerei (Battle of the Soda Beers II)

Flasken er sgu flot!

There I said it! Blåt bruges bare for sjældent i ølflasker.

Vel, det var noget af en omvæltning at gå fra den ene radler – hvis producent vi jo ikke kendte – til denne.
– “Den er klarere i farven. Den ligner mere øl” sagde jeg.
– “Den dufter også mere af øl,” fortsatte Gedved.
Bouqueten ramte som en huskekage, og jeg erklærede på stedet, at jeg ville æde den sixpence, jeg købte i Irland på, at det var Flensburger Radler, min viv nu havde serveret. Har man først prøvet Flensburger Pilsener, ved man, at pilsner ikke bare er pilsner. Der er det tynde pilsnersprøjt, folk tyller i sig herhjemme – og så er der Pilsener – med et ekstra ‘e’ og stort ‘p’. – Og det er, når den kommer fra dette Nordtyske bryggeri.

Jeg var ikke længere i tvivl, og min viv kunne da også bekræfte, at det var sådan, det hang sammen. Befriet for yderligere spekulationer om, hvilken af øllene vi sad med, gik vi nu i gang med at nedbryde de forskellige smagnuancer.

Flensburger Pilsener-elementet holdt sig sandelig heller ikke tilbage. Vi var begge enige om, at øllet var meget mere nærværende i denne radler. Til gengæld viste det sig også hurtigt, at forholdet mellem de forskellige smagsindslag langt fra var særligt elegante.

– “Jeg kan godt smage det syrlige, men det er lige som om det lammer smagsorganerne. Man kan godt smage øllet, men det passer ikke rigtig sammen,” mente Gedved.
– “Det giver jeg dig ret i,” sagde jeg. “Bittert og syrligt passer sjældent godt sammen. Heller ikke her. Samtidig har den også en sødere syrlighed end man fandt det i den anden.”
– “Der er lidt et element af æbler,” sagde Gedved.
– “Ja, den type sødme,” sagde jeg.
Det var omkring her vi opdagede, hvad der egentlig var galt.
– “Den smager jo sådan lidt syntetisk,” bemærkede jeg. Og Gedved bifaldt.
– “Ja,” sagde han “det smager sådan lidt … ikke som tif, men …”

Hvis læserne ikke skulle vide det, dækker betegnelsen “tif” over Aldis æble-aperitif. En sukkerholdig æblevin som i mine unge dage – og måske stadigvæk – var populær blandt københavnske punkere. Oh de branderter man fik af det. Kun tømmermændene var værre! Men det var det, man havde råd til.

Sådan lidt syntetisk på samme måde, måske lidt letmetallisk, uskønt blandende sig med et bittert element. Jo, denne radler minder ufrivilligt om det foretrukne punkerstads fra 90’erne. Den syntetiske smag, gættede vi på, måtte stamme fra de kunstige sødestoffer, denne radler er tilsat (Tuborg Sommer er til sødning kun tilsat rigtige sukkerarter).

Vi gav begge samme karakter til Flensburger Radler: Én stjerne for at minde os om vores glade tid som punkere i København. Tak for kaffe og skål i sommervarmen.
1-stjerne

Tuborg Sommer, Carlsberg (Battle of the Soda Beers I)

Citronbleg Satan


– “Den er godt nok lys”
– “En citronbleg Satan”, for det ud af mig. Hverken jeg eller Gedved var synderligt imponeret over den meget lyse, citrongule farve og det alt for skrøbelige skum.
– “Og så alligevel ser den ud til at være ufiltreret, – det er jo altid noget.”
Vi stak skeptisk næserne ned i glasset, og mærkede en meget kraftig odeur af citron, mens ølelementet praktisk taget udeblev. Spændt satte vi glasset for munden …
– “Man kan slet ikke smage øllet”, sagde Gedved, der allerede på dette tidlige tidspunkt lagde sig fast på, at det måtte være Tuborg-produktet. Det skulle vise sig at være sandt.
– “Man kan næsten ikke smage det, og så smager den faktisk også for lidt af citron i forhold til, hvad den dufter af,” sagde jeg.
Gedved gav mig ret, men indvendte i øvrigt, at der i smagen var et grapeelement, der faktisk gjorde godt. Lidt ligesom Skovlysts SommerHvede. Vi var også begge glade for, at denne radler klart lægger vægt på det syrlige frem for det søde. Som radler er den ganske forfriskende, men ikke specielt sød og dermed overrasker den positivt i forhold til det publikum af smart beer-konsumenter, den ellers er rettet mod.
Uenighederne strakte sig til, at Gedved mente, den smagte lidt syntetisk. Det syntes jeg egentlig ikke, og selvom der figurerer flere aromastoffer i varedeklarationen, er denne faktisk overraksende nok den mindre slemme, hvad småskumle tilsætningsstoffer angår.
Samlet set var det ikke noget, nogen af os kunne forfalde til, men en god eftersmag – ikke mindst på grund af grapeelementet, samt det faktum, at der var lagt ganske meget vægt på det syrlige frem for det søde, gennemtvang et par uventet høje karakterer:
Gedved gav den …
2-en-halv-stjerne
 Jeg gav den …
2-stjerner

Battle of the Soda Beers – Prolog

Bloggermediet er lidt bøvlet. Når dette temas fire indlæg er skrevet, står de med dette første indlæg nederst. Det første, de fleste vil læse er det sidste indlæg, og kronologien vil være gået til sine forgængere. Jeg må bare bide i det sure æble og gennemføre projektet sådan som projektet nu må gennemføres, for jeg kan ikke lade et mindre dispositionsproblem stå i vejen for det simple, men – synes jeg selv – også fine projekt, jeg har gået og syslet med på det sidste.

Endnu engang har jeg i embeds medfør valgt at teste nogle øl, som kendere ellers typisk rynker på næsen og fnyser ad. Det gælder den fra Tyskland hidrørende blanding af limonade og øl, kaldet ‘Radler‘. En sommerdrik, der ikke har sit navn på grund af bryggets lave alkoholprocent, der skulle gøre en i stand til at køre cykel bagefter – nej, angiveligt har den blot fra starten været forbundet med (cykel)sport. Og det er jo forresten også ret meget oppe i tiden. Selv gider jeg dog ikke at kigge med, så længe rytterne fortsat tyller piller og EPO som det tyske sommerfolk tyller Radler i middagsheden.

Oprindeligt har det været noget, der blev blandet på stedet – eller man blandede det selv hjemme i sin stue. Men på det sidste er flere bryggerier begyndt at producere dem selv, færdigblandet. I Tyskland har i hvert fald Flensburger Brauerei haft en længe, og denne sommer har hjemlige Carlsberg lanceret én via deres Tuborg-brand. Tuborgs Radler bærer navnet ‘Sommer’, og blev lanceret sideløbende med deres seneste smart beer, Tuborg Grøn Ultra.

Det er såmænd ikke engang med min ringeste vilje, at jeg indlader mig på disse blandingsprodukter. Jeg var jævnt imponeret over Bryggeri Skovlysts ene nye sodavandsøl, så jeg er egentlig ikke afvisende over for ideen. Jeg ser hellere, at man blander øl op – fx med limonade – hvis man vil drikke det i varmt vejr, og i den forbindelse finder bitterheden distraherende, frem for – som det nu om dage hyppigere er tilfælde – at bryggerierne brygger ultratyndt øl, der fra starten mangler nævneværdige meritter, men iøvrigt gør en fuld lige så hurtigt som det øl, der smager af noget. En radler ser jeg som en god løsning for dem der vil læske sig i sommersolen, og som ikke nødvendigvis gider fulde sig samtidig.

Vel – de følgende tre anmeldelser handler om tre forskellige radlere. De to første var færdigblandet, og blev smagt ved blindtest af undertegnede og en af mine allerbedste venner, som jeg nu har kendt gennem 18 år. Egentlig hedder han Claus, men siden en glorværdig tid på HF på Horsens-egnen, har han gået under navnet Gedved. Min kære viv bragte os først den ene – siden den anden – så vi ikke vidste, hvad vi fik først for på den måde at eliminere så meget bias som muligt. Endskønt jeg mener adækvat at have redegjort for radlerens berettigelse ovenfor, er det stadig en efterrationalisering, og de to konkurrerende bryggerier – Flensburger Brauerei og Carlsberg har jeg hhv. stor og næsten ingen respekt for. Så blindsmagningen var velbegrundet.

Den sidste radler står jeg selv til dels bag. Jeg har ikke selv brygget øllet (det har Thisted Bryghus) eller plukket citronerne – endsige dyrket dem. De er leveret af Irma på Islands Brygge, men jeg har selv presset dem, og tilsat rørsukker og almideligt sukker, da det slap op. Alt sammen selvfølgelig økologisk. Jeg har ikke selv anmeldt den blanding – det stod Gedved alene for. Han bliver dermed også den første, der alene anmelder en øl på denne blog.

Men lad hermed smagningen af de fæle sodavandsøl begynde … eller lad i hvert fald beretningen om dem blive skrevet … eller noget.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme