Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Radler

Egger Grapefruit Radler, Privatbrauerei Fritz Egger

2017-08-26 14.48.49På vandvognen …

Sidste weekend var jeg til havefest i en af de små landsbyer, der har postnummer i Taastrup. En gammel ven fra min tid som københavnsk punker ved navn Claus har etableret et kollektiv derude, og hvert år holder han sensommerfest for alle de gamle venner.

Det blev til et par glade gensyn, mens det til gengæld ikke blev til druk og abefest som i de gamle dage. Jeg kunne skyde skylden på årene, men vil hellere begrunde det med, at det endnu var tidligt på dagen, og at jeg agerede chauffør for nogle af festdeltagerne, da lokationen både var temmelig svær at finde uden en GPS, og den lå fjernt fra alle busruter … i hvert fald af den slags, der kører en gang i timen eller oftere.

Heldigvis var der et bredt udvalg af alkoholfri øl også. Jeg fik bekræftet min oplevelse af, at Bavarias alkoholfri øl var aldeles drikkelig – dem røg der en betragtelig del ned af. Bekræftet fik jeg også min opfattelse af Carlsbergs Nordic som elendig – ja, den var faktisk værre, end jeg huskede den.

Og så var der også lige den her i baren. Det var den stærkeste øl, jeg tillod mig at drikke, endnu flere timer før jeg vendte snuden hjemad. 2,5 % var den på, og det er næsten stærkere end hvad jeg ellers vil vove at hælde i mig, hvis jeg skal sætte mig bag et rat. Jeg er meget afholdende, når jeg skal køre, grænsende til det tvangsneurotiske. Det forestiller jeg mig er bedre end det modsatte.

Jeg har for to år siden prøvet en citronradler fra samme bryggeri. Nu har Graperadleren så fundet vej til butikkerne, og er siden blev sat voldsomt ned i pris på grund af manglende salg, hvorefter den altså fandt vej til punkerbarens 5-kronersmarked. Den blev drukket af dåsen, da glas ikke var noget, man gør i ved den slags fester (punkere er på mange måder ligesom alle mulige andre mennesker – de får børn og kæledyr, der gerne skal kunne tumle i græsset uden at flænse fusserne på glasskår og deslige) så et billede af brygget må læserne have til gode. Emballagen må række i denne omgang, og det er i øvrigt også alt, hvad bloggeren selv har set af det.

Ligesom Lemon-radleren smager brygget mest af det, der er i ud over øl, nemlig grapefrugtjuice. Mængden af kulsyre antyder, at man har villet understrege sodavandselementet yderligere. Da jeg er en stor ynder af grapesodavand generer det ikke synderligt, end at jeg ærgrer mig over, at øllet langt henad vejen mangler.

Der er tale om en grapesodavand – i øvrigt af en lidt for sød og mild én af slagsen. Jeg foretrækker grapesodavand skarp, sur og bitter. Denne er for sød, langt fra sur nok og kun bitterheden er nogenlunde i skabet.

Jeg kan glæde mig en smule over, at bitterheden er lidt dybere og fyldigere end ved det meste mainstream grapesodavandsudvalg. Det er nok (jeg siger nok – sikker er jeg faktisk ikke) her, man bedst mærker, at der trods alt er tale om en sodavands- og ølblanding.

Fast står det imidlertid, at øllet kun mærkes, mærkes – ikke smages, sekundært. Og som grapesodavand er brygget kedeligt, da det slet ikke har den nødvendige øjesammenknibende syrlighed.

Men selvom det fejler på flere niveauer smager produktet nu ikke grimt, skylder jeg måske lige at sige. Men havefesten, som Claus arrangerede, var af en helt anden udsøgt kvalitet, der fortjener topkarakter.

1-en-halv-stjerne

G for Grapefrugt Shandy, Harboe

2016-04-03 17.38.33Mere som vi kender dem …

Fra en overraskende vellykket pilsnershandy … radler … whatever – med citron, og over til en hvedeløl med grapefrugt. Første spørgsmål, som min lille, plagede aspergerhjerne må strides med er, hvorfor mon ‘citron’ partout skal oversættes til ‘lemon’, når grapefrugt for lov til at forblive grapefrugt?

Er grapefruit bare et så meget mindre sejt ord end grapefrugt, selvom der kun er ét sølle bogstav til forskel? Og jeg tænker også på folk, der ikke er gode til engelsk – hvorfor er det så ordet for citron, man vælger at lave helt om, i stedet for at bevare det engelske ord, de fleste der ikke kan engelsk, vil kunne genkende med lethed?

Svaret må blæse i markedsføringsbrisens uforudsigelige vinde. Men i det mindste giver det da mig anledning til at skrive det lille eventyr, der helst skal ledsage mine anmeldelser, for at de også bliver underholdende – hvis ikke ligefrem vedkommende (… okay – kun underholdende) at læse.

Brygget matcher i forbløffende grad emballagens kulør. Frugtkødet er formentlig blended, mast, slynget og på anden vis molesteret – men det er med, og det giver brygget en tæthed som gamle appelsin- eller abrikossodavand.  Grapen møver sig anmassende frem i duften, så man fristes til at håbe på en gentagelse af citronshandyens relative succes.

2016-04-03 17.39.59Smagen er imidlertid ganske tam. Sukker, og ligegyldig grapeessens sjosker uengageret henover smagsløgene, gennemblødt af alt for meget vand. Syntetisk smag og stikkende syrlighed er der også mere af end i citronudgaven. Bryggets hulhed er i øvrigt kendetegnende for hvedeøl, der synes at være det foretrukne medie, når det er grape, der skal blandes i. Hvorfor egentlig ikke prøve at blande grape og pilsner? Hvem ved, måske det faktisk ville fungere?

I betragtning af den store mængde vandsmag i brygget, kan det selvfølgelig ikke nægtes at besidde visse tørstslukkende egenskaber. Bryggets deraf følgende spinkelhed – og – den lange liste af tilsætningsstoffers uheldige indflydelse gør imidlertid, at brygges ikke med rimelighed kan kaldes mere end kedeligt.

1-en-halv-stjerne

L for Lemon Shandy, Harboe

2016-04-02 18.35.37I’d buy that for a dollar …

Her indtræder et lille intermezzo i alt det vildt fancy øl, jeg i over et halvt år har svælget i. Det startede i oktober sidste år med, at jeg ikke havde salt til et æg, og endnu mindre til øl … selvom jeg godt nok ikke bruger salt i mit øl …

Hjælpen kom hurtigt. Siden blev det min fødselsdag. Så fik jeg hjælp fra Bryggeriforeningen, så indløste jeg et gavekort, jeg fik til førbemeldte fødselsdag, og så var der det løse hist og pist … Det er gået godt, er det, og det er jeg rigtigt glad for. Jeg kan ikke sige tit nok, at jeg er glad for mine læsere og glad for alt det, jeg får lov til og mulighed for at smage.

Men jeg skal ikke glemme mine rødder. Min begrundelse for at prøve en given øl er den simple, at den er der, og jeg er aldrig gået af vejen for at købe det billigste, mest uprætentiøse industrielle sprøjt, jeg kunne finde – for hvorfor skulle det være mindre egnet til anmeldelse end alt muligt andet? Jeg vil gerne være forbrugernes stemme, og så bliver jeg også nødt til at prøve lidt af det, forbrugerne rent faktisk har adgang til.

Og det har de i hvert fald til det her bryg … eller, det ved jeg faktisk ikke om de har, for det stammer helt tilbage fra et af de sponsorerede parti øl, jeg fik tilbage i oktober måned. Allerede dengang var den en overligger fra sommeren, der er sæson for disse bryg – en blanding af citronsodavand og øl. Her – paradoksalt nok i betragtning af Harboe-bryggeriets tyske inspiration – bruges den angelsaksiske betegnelse ‘shandy’. Det må lyde mere hipster, eller marketingsmart end radler, det udtryk som det næppe er nogen hemmelighed at jeg selv foretrækker.

Som disse bryg ofte gør, ligner produktet – især på den ringe skumdannelse – mere sodavand end øl. Farven er næsten skærende citrongul, men man 2016-04-02 18.39.41hæfter sig alligevel ved uigennemsigtigheden der peger i retning af opblanding med limonade snarere end egentlig sodavand. Citronen udebliver bestemt heller ikke i duften, og man må indrømme, at mundvandet springer på samme måde, som lige før man sætter et brusende friskt og syrligt sommerdrik for læberne. En industriel kant, der i betragtning af bryggets ingrediensliste (hvis længde og lixtal er sammenlignelig med indholdet af visse avancerede psykofarmaka) næppe er overraskende, gør sig imidlertid også gældende.

Brygget smager mest af det, der er mest af. Det består nemlig kun af 40 % pilsnerøl (der næppe i sig selv smager af voldsomt meget – bryggeriet taget i betragtning) – resten er citronlimonade. Det er bestemt et letdrikkeligt og syrligt friskt bryg, som jeg på stedet indrømmer massiv brugbarhed i sommervarmen. Øllet er ganske vist godt skjult, men det er jo nok det, de unge vil have. Alligevel kan øllet akkurat mærkes som en vag maltfylde ved mandlerne, og jeg vil i øvrigt slet ikke udelukke, at den humle, der ikke kan smages, dæmper noget af sukkersødmen (men ikke det hele), så citronsyrligheden træder mere frem og dermed gør vitterlig, at det ikke bare er en sodavand, man sidder med.

Duftens industrielle indslag mærkes forbløffende lidt – hvis overhovedet i smagen, og dermed er den hidtil bedste industrielle danske radler en realitet. Den smager faktisk godt, hvor det fremmeste, man kunne sige om Carlsbergs og Royal Unibrews bud er, at de da i det mindste ikke er så ringe, at de skal hældes ud.

Og så er den billig – en sølle femmer kaster jeg gerne efter sådan én her, hvis sommervarmen virkelig skulle få fat igen.

3-en-halv-stjerne

Shandy Lemon, Ørbæk

2015-11-30 19.22.53Når tørsten truer …

Mest af alt har jeg opfattet succes’en for Radler og Shandy her til lands som en art kuriosum, eller … nej ikke her tillands – snarere i det hele taget. “Hvorfor blande øl og sodavand? Hvis man vil have noget, der smager af sodavand – så drik dog sodavand. Og hvis man vil have noget, der smager af øl – så drik dog øl!”, tænker jeg. Men hvad ved jeg også om det? Jeg er jo ikke brygger – og mindre end det, er jeg forretningsmand, og endnu mindre end det, er jeg marketingmanagementconsultingconsultantkonsulent – og det plejer som bekendt at være den slags, der tager beslutning om, hvilke produkter der skal på markedet – og navnlig hvilke, der ikke skal (godt øl skal fx tit ikke på markedet vurderet ud fra det generelle udbud).

Når det så er sagt, må jeg jo erkende, at jeg faktisk kan finde nytte i de søde blandingsbryg, når solen tager rigtigt fat. Jeg foretrækker ganske vist at lave dem selv, men lejlighedsvis har supermarkedsvarianterne faktisk brilleret med deres friske sødme og læskende egenskaber i midsommerens ulidelige hede. Desværre har der overordnet været en tendens til, at blandingsprodukterne enten har føltes lige lovligt syntetiske, når de endelig smager af noget. Og ellers er de gerne så tynde og ligegyldige, at man lige så godt kunne tage sig et glas postevand.

Men lige netop Ørbæk har faktisk formået at brillere i en ellers tilsyneladende umulig ølgenre. Under Kvicklys Ølfestivalg 2015 lancerede de Shandy Ginger som skulle blive den første inden for genren, der scorede 4 stjerner på min blog. Senere relancerede de den sammen med to nye sodavandsølsprodukter – lakrids, der ikke var noget at prale af, og nu Lemon … altså citron, hvis man ikke er så god til engelsk.

Skuffelsen over lakridsvarianten sænkede forventningerne noget til dette bryg, som jeg anså for en forsimplet udgave af den adækvat begejstrende Shandy Ginger. Brygget dufter da heller ikke af meget ved afmontering af kapslen – mest af sløv og uengageret humle, som man finder den i visse kedelige og vandige pilsnere. Ved skænkning afløses denne af en skarpere citronduft, som jeg genkender fra billige grænsesupermarkeder fra barndommen. Vi befinder os fortsat i det tynde og det syntetiske – nu er det blot begge dele på én gang.

Smagsmæssigt blander brygget sig dog med de citronsmagende. Og mens det ikke er ulig billige sodavand fra Aldi, er det syntetiske trods alt nedtonet. Det samme er sukkeret, og det betyder, at humlen faktisk kan fornemmes. Det eneste, man sådan rigtig kan blive fornærmet over indtil videre er prisen. Jeg tror det var 16-17 kr. jeg gav for en halv liter, mens den østrigske Egger Lemon Radler, der forhandles af Dansk Supermarked vist kan erhverves formedelst sølle 4 bobs. Men på den anden side – nærværende bryg er jo også økologisk …

Og den vokser med tiden. Citronen bliver på forunderlig vis ved med ikke at være syntetisk. Humlen, forunderligt underspillet i sin lette krydrethed, holder sig fortsat i baggrunden, men formår alligevel lækkert at smyge sig om citronen, som bacon om en frankfurter i svøb.

Brygget må vitterlig indrømmes velkomponeret og -afstemthed. Det er bestemt en aldeles værdig, for ikke at sige overlegen manifestation af en genre, der især blandt ølkendere er noget af en outsider. Lidt ligesom bryggeriet selv.

Det er jo meget fint, at alle bryg fra Ørbæk er økologiske. Det ville bare være så meget bedre, hvis de også var gode, og ikke så evindeligt halvhjertede. Herslev har knækket koden. Hvorfor er det så svært for Ørbæk? Vel – måske har de faktisk fundet en niche her. Shandies – eller Radlere, som jeg foretrækker at kalde dem – behersker de i hvert fald bedre end de andre bryggerier, jeg hidtil har prøvet.

4-stjerner

Shandy Lakrids, Ørbæk

2015-11-17 17.18.59Limonaden fungerer heller ikke …

Det er efterhånden nogle heftige rædsler, jeg har været igennem i min tid som ølblogger. Alligevel kan jeg ikke lade være. Når jeg ser noget mærkeligt, bizart, sært, eller bare generelt noget, jeg kan sige mig selv, smager modbydeligt, så er der noget ved det, der hiver i mig. Jeg kan ikke lade være med at prøve det, selvom alle alarmklokker klemter.

Jeg ved ikke om det er en masochistisk tendens i mig. Jeg tror snarere det er en sadistisk, fordi rædslerne giver mig udsigt til at være rigtig styg i min efterfølgende anmeldelse. Men uanset hvad, ender jeg altid med især at gå efter blandingsrædslerne, eller sodavandsøllene, som jeg også ynder at kalde dem.

Og ind imellem formår selv de at skabe adækvat glæde. Måske jagter jeg bare overraskelsen? Den ene gode blandt de mange elendige? Det enlige tusindfryd blandt tidslerne?

I forbindelse med Kvicklys Ølfestivalg i år var jeg faktisk for første gang ude og give fire stjerner til en sodavandsøl. Det drejede sig om Ørbæks ‘Shandy Ginger‘ som nu er blevet relanceret med ny etiket – og to yngre søskende. Én med citron (kaldet lemon), og altså nærværende med lakridslimonade. (Er det i øvrigt ikke spøjst, hvordan ingefær og citron bliver meget sejere og markedsføringsagtigt, hvis man skriver det på engelsk, mens man holder fast i det danske, når det gælder lakrids? Det engelske ord ‘liquorice’ er selvfølgelig også svært at stave sig igennem – og der er fremmedartede bogstaver i, såsom ‘q’ og ‘c’. Og fremmedartet er jo som bekendt det ondeste i hele verden – så den slags griseri kan man ikke have i peri-DF-Danmark.)

Da jeg valgte at hale de to yngre søskende ned i kurven, var det vel også for at undersøge, om Ørbæk kunne gentage den relative succes, eller måske endda overgå sig selv. Det var ikke kun tiltrækningen ved det bizarre, og udsigten til at fyre endnu en elendig anmeldelse af. Uanset hvad, kunne jeg ikke tabe. Hvis brygget smagte godt, ville jeg intet problem have med at indrømme det. Og hvis det var lige så elendigt som man turde frygte, ville det være en fornøjelse at skrive anmeldelsen.

Og selvom typen hører sommeren til, har jeg altså gemt den her til den mørke tid … eller … den først lanceret for relativt nyligt … eller … ja, måske har der bare været så lidt salg i den, at den stadig står og fylder på hylderne i Kvickly? Er det sidste tilfældet, venter der næppe nogen stor positiv overraskelse.

Bryggets lød matcher nu årstiden fint. Det er praktisk taget sort med mørkttonet skum, der i øvrigt opviser en overraskende holdbar- og klæbrighed. Duften halter til gengæld voldsomt bagefter. Lakridsen føles som en letbranket kilden i næsens fimrehår – altså noget svag, men alligevel nærværende i forhold til ølindslaget. For selv det, der er svagt synes nærværende i forhold til noget, der er helt væk.

Måske kan øllet findes i smagen, så jeg nipper til det …

Ja, lakridsen kan i hvert fald smages. Og det er bestemt ikke piratos eller Tyrkisk Peber, der er forlægget (brygget er ellers tilsat chili, men se om det nytter). Det er faktisk ikke engang blue jeans, men derimod den sødeste, venligste børnelakrids, man har kunnet finde, og så ellers blandet godt op med en djævlens masse sukker. Ja, stundom bliver jeg endda i tvivl, om det i virkeligheden smager mere af en Soda Stream-sodavand fra firserne med cola-ekstrakt? Ikke bare alt for sødt, men også skummelt kemisk? (Jeg må hellere indskyde, at jeg ikke mistænker brygget for at indeholde noget syntetisk eller kemisk, endsige skadeligt som sådan. Brygget er, som Ørbæks øl nu engang er, økologisk.)

Mere end noget andet smager man det klægtsøde saftevand med lakridsaroma. Det er til at begynde med ikke ubehageligt, men glimrer altså heller ikke ved sin velsmag. Efterhånden som brygget bliver dovent (og det bliver det hurtigt) degenererer den søde lakrids, vandet træder mere frem og giver brygget en uvelkommen metallisk finish, mens sødmen langsom bliver kvalm til småvæmmelig.

Eftersmagen er et aftryk på mandlerne af rent lakridspulver, og det er sidste pind i kisten til bryggets integritet, der i øvrigt var anløben fra begyndelsen af. Man smager aldrig øllet, og brygget mangler derfor enhver legitimitet som øl. Desuden er den alt for søde lakrids fra starten mere en prøvelse end en nydelse, så ikke engang det, der skulle være øllets interessante erstatning, fungerer ordentligt.

Nej tak – den skal ikke prøves igen, og jeg fraråder, at man spilder sin tid på den. Til dens forsvar kan det kun siges, at jeg trods klæg sødme og syntetiske indtryk ikke følte mig ansporet til at hælde den ud. Men der skal mere til for at en øl består, end at man ikke har lyst til at dumpe den i nærmeste afløb.

1-stjerne

Shandy Ginger, Ørbæk (Kvicklys Ølfestivalg 2015 I)

2015-06-20 14.21.11Yes, I did that …

Jeg prøver ikke øllene i nogen bestemt rækkefølge. Det bestemmes af situationen, hvilken jeg i et givent øjeblik synes ser pænest ud, har mest lyst til, eller hvilken der ved åbning af køleskabet falder ud på gulvet, så kapslen springer op.

Det var nemlig på den måde, jeg valgte at starte med dette bryg, hvis det da ikke i virkeligheden var brygget selv, eller køleskabet, der valgte for mig. Det er i øvrigt ikke første gang et ingefærbryg fra netop Ørbæk vælter ud af køleskabet. Det skete også 1. januar 2014, oven i købet med den foregående vinder af årets Ølfestivalg, Organic Ginger Brew. Næste gang Ørbæk har en ingefærøl med som deltager ved arrangementet, bliver den lagt i køleskabet, og får ikke lov til at stå i døren.

Denne gang deltager de nu ikke bare med en øl, men med et blandingsprodukt – en Shandy. Ligesom Royal Unibrew har de valgt den angelsaksiske betegnelse for en blanding af øl og limonade, frem for den tyske ‘Radler’. Det er for så vidt forståeligt i betragtning af den vidt udbredte tradition for ginger beer i Storbritannien, og som ikke findes i Tyskland. Der nøjes man med limonaden.

Jeg er generelt lidt skeptisk over for de her sodavandsøl, som jeg ynder at kalde dem. Når det bliver varmt nok, kan jeg selv finde på at lave en blanding, mens de færdigblandede produkter ofte er mig for lidet ølagtige og/eller syntetiske. Ørbæks ingefærbryg mangler desuden fortsat at imponere denne blogger, så odsene er ikke gode forud for smagningen.

Brygget antager omtrent samme fremtrædelsesform som andre produkter i genren – bleggul (omend ikke helt så blegt som de fleste andre radlere) med hastigt vigende og tyndt skum (ingen forskel der). Ingefæren er præsent i duften. Det synes en smule fyldigere end, jeg har oplevet før. Vandelementet er trængt i baggrunden, og det lover jo for så vidt godt.

Smagen er fortrinsvis sød. Mest smager man sukkeret, dernæst ingefær, dernæst limonaden. Dernæst kigger man på deklarationen for at tjekke om der overhovedet er spor af øl i, dernæst opdager man, at den tilsatte chili (som man først nu opdager er tilsat) er særdeles velafstemt. Man smager den nemlig ikke, men ved man at den er der, og har man selv eksperimenteret med forskellige mængder chili i mad ved man også, at krydderiet er en glimrende smagsforstærker. Ikke mindst til søde ting som det tilsatte økologiske rørsukker – og vel egentlig også hyldeblomsten, selvom man ikke rigtig kan smage den. Men hvem ved, måske gør den også sit bag kulissen.

Øllet venter man stadig på. Det melder sig ikke rigtigt, men man hæfter sig ved bryggets blide fylde, som har fortrængt enhver sjasket vandfornemmelse, som man oplever dem i især Royal Unibrews kedelige industrielle shandies. Mon ikke den kommer fra malten? Den kunne nu også komme fra rørsukkeret, men jeg vil lade tvivlen komme brygget til gode, hvorved jeg kan erklære, at jeg for første gang har prøvet en blanding af øl og sodavand, som jeg bestemt ikke sådan lige kunne gøre bedre selv.

For det smager godt, og krydringen er næsten uhyggeligt velafstemt. Ja, det er chilien jeg tænker på. Den har Ørbæk tidligere bortødet uden nævneværdigt resultat, men her bruges den helt rigtigt.

Det er en shandy lige i skabet. Hvis sommeren bliver varm, smutter jeg næsten med sikkerhed forbi Kvickly for at købe en for mine egne penge. For det er den mere god nok til.

Så ja! Jeg giver en sodavandsøl mere end 3 stjerner – for første gang. Det fortjener den. Ikke bare i betragtning af, at det er en øl/limonadeblanding, men fordi den som ølvariant fungerer rigtig godt.

4-stjerner

Royal Shandy Lemon-Ginger, Royal Unibrew

2015-06-18 16.07.55Vi fortsætter i samme stil …

Royal Unibrews Shandy med grapefrugt fra sidste år har overlevet, og jeg er bestemt ikke lige så imponeret, som jeg er forundret. Royal Grapefruit er en sløv spiller på markedet for sodavandsøl – uden skyggen af ølsmag, og kun med en meget tam smag af fortyndet grapesodavand. Så gør både Carlsberg og Bryggeri Skovlyst det væsentlig bedre.

Men den er der stadig, og nu har den fået en søskend … Om det er bror eller søster, har jeg ikke nogen holdning til. Aromasammensætningen er, som navnet antyder, justeret en smule. Ingefær og citron matcher hinanden fint – også i duften på det champagnefarvede, svagtskummende bryg. Det stikker faktisk ganske forfriskende, omend en præsent, mild og blød humle også melder sig, og skaber mere forvirring end glæde  over, at der trods alt er noget ølagtigt ved brygget denne gang.

Det er bestemt også et forfriskende bryg, og der er vel nok omkring en knivspids (næppe mere) at komme efter end i Royal Grapefruit. Jeg ville afgjort sige tak til at få en kølig én stukket i hånden på en varm sommerdag, men det ville jeg også til et glas afkølet danskvand med en citronskive. Det er nemlig kun lidt mere end det, man får i den ellers fancy lysegrønne flaske.

Lidt citron, en antydning af ingefær, for lidt af det sukker, der ellers kunne have gjort det til an rar sodavand, for meget vand, og så ellers en egentlig rar, blid og rund humle, der imidlertid slet ikke passer ind i det samlede smagsbillede.

Overordnet en tynd og smagsfattig oplevelse, og den smule smag der er, er mere forvirrende end egentlig velgørende. Grimt smager brygget ikke, men det kræver ikke megen øvelse udi hjemmeblanderiet før man selv kan lave sig en radler (eller som Royal Unibrew udtrykker det i et anfald af lige dele germanofobi og anglofili – shandy), med både væsentlig mere gods og balance.

1-en-halv-stjerne

Frugtøl Citron og Hyldeblomst, Skovlyst

2014-09-06 16.43.12Retrograd udvikling …

Jeg troede jo egentlig, jeg var færdig med sommerfrugtøllene. Men så lå der alligevel et par stykker, da jeg forleden ryddede Netto på Artillerivej for billige bryg, og så kunne jeg jo ikke lade være. Skovlyst har før ramt plet med deres sodavandsøl, men de har så åbenbart valgt at ‘udvikle konceptet’ (er det ikke det, det hedder?) frem for at holde fast i noget, de ved fungerer. Den mildt imponerende SommerHvede er således blevet udfaset og erstattet af en ny sodavands/ølblanding med det knap så mundrette navn “Frugtøl Citron og Hyldeblomst”. Udviklet er der i hvert fald blevet. Nu må vi bare se, i hvilken retning, udviklingen er gået.

Det er sjældent, jeg drikker en øl så hurtigt. Men sjældent har man da oplevet global opvarmning som med den hedebølge, der har ramt København efter skybruddet først på måneden, og i en sådan situation er frugtøl som bekendt berettiget. Hektisk knappede jeg flasken med den venligt buttede facon op, og glædede mig ved duften. Den var netop som jeg husker den fra grapesodavandene, vi lavede på mit barndomshjems Sodastream-maskine. Lækkert bittersødt, og men måske ikke helt så syntetisk som de farvestrående firserekstrakter vi tyllede i os dengang. Og det er jo heller ikke ligefrem negativt.

Farvestrålende kan man til gengæld ikke anklage brygget her for at være. Det er bleggult og tyndt, selv for citronsaft at være. Skummet bruser som sodavand og falder med samme hastighed – nej, der er ikke noget visuelt at råbe hurra for.

Fra genkendelsens glæde over en svag visuel oplevelse til en decideret skuffelse. Brygget er langt tyndere end sommerølproduktet, bryggeriet havde på programmet sidste år. Grapen er erstattet af citron, og brygget forekommer helt amputeret ved den forandring det giver (hvordan de har bevaret duften, må bryggerne i Frankrig, hvor disse bryg angiveligt produceres, vide.) Man smager citronens sødme, men ikke dens syrlighed, og den tilsatte hyldeblomst … ja, den må vel være der, når det står på etiketten, men dens smag må man kigge i brygkataloget efter. Frugtsmagen er langt mere tam end i fx sommerens lettere obskure østrigske radlerprodukt. Det smagte da i det mindste lidt af citron.

På den anden side vinder Skovlysts produkt ved ikke at smage syntetisk, og det kunne da lige mangle, at den sparsomme smag også virkede kunstig. Men nej, heldigvis ikke. Og øllet kan endda smages. Det ligger som en letkælen maltfornemmelse på tungen, så man faktisk mærker, at det er til stede. Så som ølprodukt vinder den lidt på opløbet i forhold til sommerens andre radlerprodukter.

Men i forhold til bryggeriets satsning fra sidste år, Sommerhvede, er denne et udtryk for en kvalitetsmæssig udvikling i baglæns retning.

1-en-halv-stjerne

Royal Grapefruit, Royal Unibrew.

2014-07-22 19.47.12

Men duften er da god …

Efter at have causeret lidt om ølmarkedets udvikling, syntes jeg, det var på tide, at få gjort sommerølprodukterne færdig for denne gang. Det eneste, jeg mangler er denne ‘shandy’ en blanding af øl og limonade (her grape). I den germanske øltradition kaldes den præcis samme blanding ‘Radler’, men det er nok rasende upopulært at bruge udtryk fra det svære, militaristiske og stadig sådan lidt nazi-agtige sprog, de taler sydpå. Så det vil marketingpingerne hos Royal Unibrew nok helst ikke kalde den. Og så kan man jo altid ty til engelsk.

Jeg vil stadig kategorisere den som en radler her på bloggen i trods. Og så kan Royal Unibrew bare komme an, og fortælle mig, hvad de vil gøre ved det.

Angiveligt skulle den være brygget som svar på Tuborg Sommer, radleren, der overlevede den sidste smartbeer, der i øvrigt kom fra samme bryggeri. Vi kommer derfor ikke udenom, at drage en sammenligning eller to mellem dem undervejs. En forskel er den tilsatte frugt. Denne er iblandet grape, hvor Sommer er iblandet citron. Erfaringsmæssigt er kombinationen af grape og øl ikke uden potentiale.

Fælles for dem er til gengæld den lange varedeklaration. Dette bryg indeholder i alt fem e-numre. Ud over diverse syrer (E300, E330 og E332) er der stabilisatorerne (E414 og E445). Først da når vi til sukker- og aromastofferne. Men i det mindste er brygget da holdt fri for kunstige sødemidler – igen ligesom Tuborgs bud.

Ved åbning breder en kraftig og frisk duft af den lifligste grapelimonade sig i rummet. Det er sprødt, karsk og bittert, som man kender det. Selve brygget holder en samme bleggule lød som Egger-Radleren, men med et langt mere interessant skum. Selvom det ikke er højt, er der dømt klistret matengsmasse, der holder fast i glasset længe efter at brygget er skyllet ned.

For skyllet ned bliver det – og det er ikke kun varmens skyld. For uanset hvor imponerende grapeduften er (som limonade/sodavand betragtet) så er smagen lige så afdæmpet som man kunne have frygtet af en storproducent. Man smager grapen for lidt, sukkeret for meget og vandet endnu mere.

Og øllet kan man overhovedet ikke smage. Det er helt væk.

Dermed er den faktisk ret fine forening af grape og humlebitterhed, som vi fandt i Bryggeri Skovlysts SommerHvede, chanceløs i dette kemiske blandingskrater. Og som grapesodavand i sig selv betragtet, ja, der er det ikke alene set bedre, det er faktisk decideret tyndt.

Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at det tynde udtryk ikke var forventet. Et glimt af håb havde jeg dog i betragtning af den sidste grapeøls relativt høje evne til at imponere. Men Skovlyst er, industrifilial i Polen til trods, stadig så meget mere et mikrobryggeri end Royal Unibrew, at førstnævnte stadig føler sig forpligtet til at holde bare et minimum af niveau.

Nå, i det mindste var duften da god …

1-stjerne

Farvel til SmartBeer?

004Det er højsommer med høj sol, høje temperaturer, høj luftfugtighed, høje UV-tal, høje solcremefaktorer … og lavere alkoholprocenter. Kigger man på udvalget af sæsonbestemte gærede humleprodukter, tegner der sig et lidt andet billede end de foregående år. Fraværet af, hvad jeg ind imellem har kaldt ‘smartbeers’ (angelsaksisk selvfølgelig, for at det skal være smart (og rekursivt – rekursivt er smart)), er først nu gået op for mig, og måske er vi vidner til forandringer på det danske standardølmarked.

190610-004De sidste år har bryggerierne kæmpet og kæmpet og kæmpet for at gøre øl populært igen. Jeg havde ikke opdaget, at øl var blevet upopulært, men det var der til gengæld andre der havde opdaget. Husker I fx Cults direktør tilbage i 2011 før lanceringen af The Smart Beer to end all Smart Beers, den nærmest storslået intetsigende Kay-Sar-øl? Og trækket fra energidrikproducenten med de notorisk sexistiske reklamer var ikke nyt. Året forinden havde billeder-110910-078Carlsberg lanceret den syntetisk-vandede Tuborg Lime Cut, der ligefrem blev slået op på ikke at smage af noget. Ikke nok med det, Apollo havde i samarbejde med Ølfabrikken lavet Klovn–øllene, ‘en rigtig kvalebajer’ (ja mon ikke), inspireret af TV-serien af samme navn. De to bryggerier formåede således at skabe det eneste grinagtige, der nogensinde har kunnet forbindes med den TV-serie, for man kunne ikke andet end opkaste en hånlig latter ved mødet med det bryg.

20130513_175221Alle disse bryg ser nu ud til at være gået heden. Det samme er, til min ikke uanselige overraskelse Tuborg Grøn Ultra, der blev lanceret sidste år. Jeg havde den egentlig tippet den til overlevelse. Det var klart den øl, der smagte af mest, og jeg så også potentiale i en handy emballage, så den kunne fungere som et hurtigt øl-shot før eller under en fest.

20130624_073021Men noget har overlevet. Noget, der også blev lanceret sidste år – nemlig Tuborgs radler ved navn Tuborg Sommer. Samtidig har Netto fået et billigt østrigsk radlerprodukt på hylderne, og Royal Unibrew har også lanceret en radler, som de ganske vist kalder en shandy, fordi deres marketingafdeling vel har dikteret, at angelsaksiske betegnelser er det mest trendy. Ej heller skal man glemme, at Bryggeri Skovlyst også for et år siden lancerede to blandingsprodukter, der med lidt god vilje kan klassificeres som radlere. De er der også endnu, og jeg tror endda nogle flere er kommet til.

2013-06-16-14.11.11Så det ser ud til at de store bryggeriers søgen endelig er sluttet. I årevis har de forsøgt at brygge øl, der ikke smager af øl, og løsningen var såre simpel: Bland noget i øllet, der ikke smager af øl, og hokus pokus! Tænk, at man ikke tænkte på det noget før. Samtidig har man banket alkoholprocenten ned på ca. det halve, så man oven i købet kan sælge dobbelt så meget for at levere samme fuldskab som før.

2014-07-18 14.34.57Så radlerproduktion og -import er blevet en ny trend på det danske ølmarked. Nu mangler vi bare se, om det at drikke radler også bliver trendy. Som ølinteresseret har jeg min naturlige skepsis over overhovedet at blande øl med noget. Øl skal kunne stå for sig selv – men i det absolut modbydelige vejr, vi har for tiden, har jeg måttet erkende radlerens anvendelighed, selvom jeg altid vil fortrække at blande selv.

Imens jeg blander, vil jeg glæde mig over, at diverse ligegyldige smartbeers ikke længere optager unødig plads på supermarkedernes hylder. At det så ikke er amerikanske IPA’er eller belgiske Lambic-bryg, der erstatter dem, ærgrer selvfølgelig en smule, men i det mindste kan erstatningen da holde den værste sommerhede stangen – og i det mindste smage af et eller andet imens.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme