Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: quadrupel

Hr. Papsø, Amager Bryghus

Tak såvidt, lad os bare fortsætte …

Da jeg i foråret var forbi Amager Bryghus for at købe guldbryllupsgave til min onkel og tante, kom denne lille sag også med i tasken. Den var en lille erkendtlighed fra netop den herre, som øllet er opkaldt efter og er en hyldest til. Henrik Papsø er således også ham, der i sin tid inviterede mig på besøg på bryggeriet tilbage i 2016. Det blev begyndelsen på en perlerække af oplevelser, der forhåbentlig kommer til at fortsætte mange år endnu.

Denne kompakte pakke på en kvart liter 12 procents koncentreret klæbrighed er en quadrupel – en firedobbeltgæret øl. Typen stammer mig bekendt stammer fra Belgien, og den er så småt blevet en af mine favorittyper. Fakta har en fast stående i deleemballage til en rimelig pris. Amager Bryghus har en mere regulær én af slagsen, der udkommer hvert år til jul (meget apropos), og endelig prøvede jeg en øl, der godt kunne minde om typen da jeg var forbi DTU i fjor – omend det bryg vist ikke var tænkt som en quadrupel, men mere som et eksperimentelt bryg.

På DTU fik jeg forklaret, hvordan gæren omsætter forskellige sukkerstoffer i de på hinanden følgende gæringsomgange. I brygmester Preben Bøje Hansens eksperimentalbryg var der kun lange sukkerstoffer – dextriner tilbage, der gav en markant smag af vingummi. Denne aroma forefindes også til dels i Faktas quadrupel fra hollandske La Trappe, og meget markant i Amager Bryghus’ Secret Santa.

Før jeg begynder at lede efter en lignende aroma i Amager Bryghus’ øl, skal den selvfølgelig åbnes og skænkes – i Drageglasset naturligvis. Til at begynde med hæfter jeg mig ved nogle markante mørkebrune plamager på kapslen og flaskekanten. Nok har jeg hørt om bundfald før, men topfald? En smule bekymret skænkes indholdet, der i betragtning af bryggets mørke og styrke, er aldeles letflydende. Det er ganske tydeligt ikke nogen stout, farve og topfald (?) til trods.

Skum er der praktisk taget intet af – men duft! En vældig vinøs odeur vælter op glasset. På en baggrund af tunge, røde druer forkæles lugtesansen af intense, dybe noter af lys karamel, mørk chokolade og en knivspids cognac.

Smagen er til gengæld en kende mere ensporet, og vi er ovre i en ganske anden hylde hos slikmutter (eller -fatter #feminisme), nemlig udvalget af lakrids. Her har vi snarere den søde finske slags end den stærke engelske, men den antydningsvise ømhed i mit svælg lindres til fryd og tilfredshed uanset.

Der er ingen spor af støvet lakridssmag. Aromaen er lige i skabet, og det eneste ved den, nogle måske kan brokke sig over er, at det mangefacetterede duftindtryk ikke afspejles i brygget. Dekstrinsødmen, som jeg havde forventet og glædet mig til udebliver også, men kombinationen af sød, omend langt fra tandløs lakrids, kompenserer mere end sufficient.

Til gengæld aner jeg en anelse ilt i brygget. Det våde pap skarver en smule på tunge og i gane, men kan heldigvis nemt overdøves med lidt større mundfulde, eller ved at trække lidt luft ind over brygget, mens det hviler på tungen. Så udløses der rigeligt udsøgt lakridsaroma til at ilten kvæles.

Overordnet er brygget aldeles lækkert og en udelt nydelse. Oxideringen kunne skyldes, at jeg har ladet den stå for længe, og det skal bryggeriets ekstraordinære brygarbejde selvfølgelig ikke straffes for. Plamagerne i kapslen og på flaskehalsen lader desuden ikke til at have gjort noget skidt for brygget heller.

Jeg glæder mig til mange flere gode oplevelser fra og på Amager Bryghus også i fremtiden.

Quadrupel, La Trappe (Munchkin og Munkeøl III)

I found the …

Unspeakably Awful Indescribable Horror! Eller … så slem er dagens bryg jo heller ikke. Men det er mit yndlingskort i Munchkin. Det er et level 14-monster, og som sådan ikke engang umuligt at besejre. Til gengæld må man selv fantasere sig til, hvad det egentlig er – for det fremgår kun, at man dør af det, undtagen, hvis man er troldmand m/k.

En Quadrupel fra La Trappe slår også til enhver tid en Laser-Phaser-Shmazer-Bazer – noget i den retning hedder det ultimative våben fra Elins Star Wars Extension Pack. Her i huset ejer vi kun originalen – eller 1st Edition, så jeg kan ikke kigge efter, hvad våbnet rigtigt hedder. Hvad jeg dog ved er, at man kan klikke de forskellige våben, fx en Laser og en Shmazer sammen – og så kan man bruge dem begge som ét våben (en Laser-Shmazer, eller måske endda en Shmazer-Laser), hvor man i de andre udgaver ikke kan svinge mere end ét våben ad gangen.

Alligevel tror jeg stadig, at nærværende øl gør mere ondt end at blive ramt af kombination af alle våben på én gang. Især dagen efter. Jeg tror, det primært var den der gjorde, at jeg var temmelig immobil hele søndagen.

Brygget er gæret fire gange. Det er sådan, man får en Quadrupel, og for hver gang en omgang brygsukker eller malt, eller hvad det nu er de bruger til at fremme brygprocessen på La Trappe (jeg glemte at kigge efter) tilføjes, udskiller gæren mere alkohol. Det bliver til mægtige 10,0%, og det endda helt uden, at det kommer til at smage som en Wiibroe Årgangsøl. Man skal dog kæmpe lidt for at nå ind til brygget. Plasticpropperne sidder helvedes godt fast, og jeg måtte have Marcus’ hjælp til at få dem af.

Brygget er lysere end dubbel – mere ovre i det orange, og skummet er kun tonet et par grader i retning af det gullige. Det knækker i store flager, der klæber sig meget bedre til glasset, end man så på Dubbel. Det ligner en ikke ordentligt pisket marengsmasse med sine store bobler. Duften giver allerede antydning af hovedpine med et hårdt spritelement, der til gengæld gør én fri i næsen. Duften er tung – det er svært at sige, præcis hvad det dufter af, men vi er ovre i en lettere bizar – men ikke nødvendigvis ubehagelig kombination af cognac med svedsker.

Brygget byder på mange af de samme søde, og krydrede toner som Dubbel. Alkoholen gør dog sit uudslettelige udtryk, og drejer smagen mere over i det både markant sødere, men også markant mere sprittede. Man mærker romsukker, der flankeres af en gæret bismag, og faktisk lidt bitter humle ved mandlerne.

Selve smagsindtrykkene er ganske velintegrerede, men overordnet ender alkoholen med at blive for markant. Brygget bliver så småt harsk, selvom man hele glasset igennem kan glæde sig over dets fandivoldske karakter, der må siges at matche Munchkin-spillets voldelighed udmærket.

Koncentrationen om spillet vil nødvendigvis vige, efterhånden som man når dybere ned i flasken … Så pas på! De andre spillere vil udnytte din fuldskab til et snigangreb!! Og det er jo også lige i Munchkin-spillets ånd.
4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme