– Uden smag eller ubehag, dog fyldig.
Det er så småt ved at være tid til en ny højtidsøl – der brygges som bekendt gærede, alkoholiske humleprodukter til enhver højtid herhjemme, så hvad ville være mere passende at brygge en stærk guldøl i anledning af kirkens fødselsdag. Det er jo så ironisk, at det har sin helt egen skønhed.
Skønhed er der som bekendt ikke meget af ved Harboes produkter. Der er dog stadig lyspunkter nu og da – herunder den senest anmeldte Original Stout og Traditionel Påskebryg. Det er især på grund af sidstnævnte øl, at mine forventninger ikke har været i bund til deres Pinsebryg.
Indledningsvis er den bestemt heller ikke umulig. Selvom den blot ligner en ganske almindelig pilsner i farven, og skummet kun er en smule tættere, end hvad man oftest ser, så dufter den faktisk rigtig godt. Det er en frisk kornet, sød pilsnerduft, der nok på en eller anden måde hidrører fra det tilsatte glukosesirup.
Og glukosesiruppen er nok også den ingrediens, der gør, at nærværende øl ikke smager af det helt store. Man tilsætter som bekendt glukosesirup, så gæren har noget, det kan omsætte alkohol, så man ikke behøver bruge dyr malt i processen. Ulempen – men det er en ulempe, alt for mange bryggerier ikke anerkender som en ulempe – er så, at den smager af … nå ja, måske ikke meget lidt, men i hvert fald temmelig lidt. Den søde duft synes ikke at være præsent i smagen, der er kun en letbitter, maltet smag, der i sig selv må anses for at være kedelig og uinspirerende. Fraværet af harsk- og surhed er, som jeg har været inde på så mange gange, ikke som sådan et positivt træk, men det er da alligevel rart, at denne øl ikke har de samme negative egenskaber som så mange andre af Harboes øl.
Og alligevel er det ikke bare endnu en kedelig og intetsigende øl fra Harboe. Letdrikkeligheden til trods er den af en eller anden grund, jeg ikke kan sætte fingeren på, faktisk rigtig rigtig rar at have i munden. Brygget føles simpelt hen fløjlsblødt på tungen, og ved sin hemmelighedsfulde viskositet formår det at behage ganske meget. Det er egenskaben fyldighed, der får en ny betydning, for det er nærmest en fyldighed, der ikke ledsages af noget smagsindtryk.
Det tror jeg ligegodt, jeg ikke har oplevet før, og props til Harboe for den finurlighed.
Men Harboe har selvfølgelig rigelig erfaring med øl, der ikke smager af særlig meget, så måske er det ikke så overraskende, at netop de formår at brygge en øl, der ikke smager af noget, og alligevel er rar at drikke.
Seneste kommentarer