Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: pilsnerøl

Brooklyn Hoppy Amber Lager, The Brooklyn Brewery

Rutsjebane!

Man ved aldrig helt hvad man får, når man knapper en øl fra The Brooklyn Brewery op. Nogle gange er de helt oppe og ringe, andre gange not so much. Det er op, ned og også ret tit midt imellem.

Alligevel kommer de med, når jeg ser en ny, for det kan jo være, at der er en optur i vente. Og er der det ikke, har jeg en undskyldning for at sende et par eder og forbandelser af sted i stedet.

Jeg kan ikke tabe.

Brygget her må siges at være en af opturene. Det lægger godt ud med en habil Hallertauerimpression allerede ved åbning, der desværre allerede er aftaget noget efter at det dyborange, ravfarvede bryg er skænket.

Smagen er til gengæld ingenlunde forduftet. Rå, skarp og krydret melder den sig anmassende med en bund af hasselnødder med antydning af muskatnød. Aromaen klæber sig effektivt til gummer og tungesider, så den længe efter at brygget har forladt munden bagtil, stadig er præsent.

Man savner egentlig ikke fylde i brygget, selvom det sikkert for nogen må forekomme lige letflydende nok. Denne blogger finder imidlertid aromaen leverer rigeligt til at brygget ikke bare klarer den trods vigende fylde – den klarer den godt.

Den var jeg bestemt ikke ked af at have taget med hjem. Og i grunden er jeg heller ikke ked af, at den ikke gav mig anledning til at bande. Trods alt foretrækker jeg en en øl, jeg kan glæde mig over frem for en, jeg kan brokke mig over.

Jelen Svetlo Pivo, Apatinska Pivara

Kan måske en smule mere …

Bare fordi man er flyttet til udkanten, er der jo ingen der siger, man behøver at cutte båndene til hovedstaden fuldstændig. Således har en af mine læsere gennem flere år, Niels, sendt mig en øl, han gerne ville have mig til at smide nogle ord om. Det er en pilsner fra Serbien, som jeg mistænker han jævnligt drikker dernede, når han er på familiebesøg. Samme Niels inviterede mig på Taphouse og har tidligere sendt mig en Bosnisk IPA, så det er egentlig slet ikke småting, Niels har gjort det muligt for mig at anmelde.

En stor tak til ham, og jeg tager med kyshånd imod enhver smagsprøve, man har lyst til at sende til mig. Kontakter man mig på facebooksiden, kan man få min adresse, og i øvrigt koordinere nærmere om nødvendigt.

Vi har at gøre med en industriel standardpilsner, så hvis ikke Niels havde rost den i floromvundne vendinger, ville det uprætentiøse ydre – og indre idet brygget fremstår generisk korngult – ikke have kastet store forventninger af sig. Det første sug gennem næsen afgiver imidlertid lidt mere bouquet, end man i hvert fald er vant til fra hjemstavnens industrielle pilsnerbryg. En både dybere og kraftigere hallertauerduft melder sin tilstedeværelse til overraskelse og fryd, men driver så i øvrigt over så hurtigt, at man næsten kommer til at tvivle på, om den nu var der alligevel.

Det er den så, konstaterer man, da glasset sættes for munden. En noget mere markant bitterhed ved mandler og gummer end man er vant til fra den industrielle pilsner herhjemmefra gør egentligt godt, frem for blot at behage en smule mere. Der er noget dybde i den mørke hallertauersmag, og karakteren er forfriskende ren og helt fri for syntetiske afsmage eller fornemmelser. Midt på tungen forekommer brygget – skønt forfriskende og vederkvægende – ikke tyndt. Maltbunden er akkurat solid nok til, at brygget kan mærkes – og det føles rart – i stedet for at det bare glider igennem og ned med ekspresfart.

En industriel pilsner forbliver det dog – men af en kaliber der viser, at konsumøl også kan smage godt, samtidig med at de slukker tørsten.

Star, Nigerian Breweries

2 i 1 og så 1 mer’, tak …

Her er endnu en af de afrikanske øl, Marcus havde med til mig tidligere på sommeren. Navnet minder mig dog om noget mere hjemligt. Ganske vist er jeg ikke helt gammel nok til at have oplevet den oprindelige ‘Star’-øl. Den blev – ifølge den smule, der står på Wikipedia – skabt af arbejderbevægelsens bryggeri ‘Stjernen’ på Frederiksberg. Bryggeriet lukkede i 1964, mere end ti år før jeg blev født, men en stribe tegnede biografreklamefilm fra 50’erne genoplivede erindringen om dem i Jørgen de Mylius’ legendariske underholdningsprogram fra firserne, Eldorado. – Det kan jeg til gengæld tydeligt huske. Og endnu bedre husker jeg Carlsbergs relancering af brandet i 90’erne som billigmærke. Det var langt fra verdens dårligste billigbajer. Angiveligt hældte Carlsberg det samme på deres Hof, som på ‘Dansk‘-pilsnerne, dengang de sad på Faktas discountøl, og jeg kunne have dem mistænkt for noget lignende med Star-pilsneren.

Dengang som nu, fik man imidlertid kun én øl i en flaske. I Nigeria får man åbenbart to – eller næsten da. Flasken indeholder 600 ml, og så er det jo tæt på, om ikke andet.

Man får imidlertid uvilkårligt den tanke, at brygget stadig vil smage af én mer’, når det er åbnet og skænket. Sprød og sprudlende frisk knitrer og bruser brygget lystigere end en mark med kaniner om foråret. Det hastigt faldende skum lader imidlertid nogle karske humlenoter ane, så måske jeg tager fejl?

En vitterlig rar aroma af vanille melder sig som det første i smagen. Det er sødt og velgørende, og i den grad vederkvægende og tørstslukkende. Humlen lader vente på sig og bliver aldrig noget nær særlig interessant. Imidlertid lægger brygget sig stadig en smule over forventningerne, der ved deres lave niveau gør chancen for positive overraskelser større.

Omend det stammer fra Afrika, er denne nigerianske Star stadig meget europæisk – vel, tysk – i sit udtryk. Når det så er sagt, er vi stadig vel over niveauet for det værste discountsprøjt herhjemme.

Eller sagt på en anden måde. De to øl smager stadig af en tredje, og det er fint al den stund, at den spinkle aroma trods alt næppe afskrækker nogen fra at prøve den igen.

Carlsberg Humle, Carlsberg

But why, whyyyy!?

Carlsberg har smidt en uflitreret pilsner på markedet. Ja, det er så evigt innovative derude i gentrificeringsenklaven i Valby. Eller måske ikke, for uflitrerede pilsnere er olle Kamellen lige syd for grænsen, hvor stilen kendes som ‘Naturtrüb’, og er næsten lige så gammel som Moses. Uden lige at kunne smide eksempler på bordet, er jeg ret sikker på, at flere mikrobryggerier herhjemme også allerede har stilen i deres kataloger.

Og længe efter, at det er gårsdagens nyheder, buldrer industrikæmpen frem i et forsøg på at tage sig nyskabende ud. Lad mig prøve undtagelsesvist at vise mig fra min positive side over for industrien og helt undlade at kalde Carlsberg det, der først falder mig ind – pinlige, forsinkede, grinagtige … hov, nu kom jeg sørme til at kalde dem alt det alligevel. Det var jeg vist ikke så god til.

Nå, lad mig prøve igen. I stedet vil jeg kalde deres forkølede forsøg på at være den kække, frække, unge, nye i klassen … sødt? Nuttet? Kært? Foreslå gerne andre smykkende tillæg til Carlsbergs allerede bedagede initiativ i kommentarerne.

Brygget gør det ellers visuelt OK med et pænt, tåget ydre, og meget plastisk marengsskum. Duften byder på humle og fusel, begge dele mere markant, end man er vant til fra industrigiganterne, så måske er der en overraskelse i vente?

Nå … brygget viser sig bare at være en Carlsberg som så mange andre. Igen vil jeg prøve at være positiv, og derfor undlade at betegne brygget som tyndt, vandigt, hult og uinspirerende …

Damn! Jeg er bare ikke særlig god til det der ‘positivitet’?

Jeg mener selvfølgelig, at brygget er rigtig godt til tørst. Og oven i købet kan man da godt mærke, at der er noget humle, der rasler rundt derinde et eller andet sted. Så i let berøring med noget krydderi har væden i dåsen da været. Det vil jeg da gerne – eller rettere, aldeles modstræbende – indrømme.

Det må imidlertid også undre mig en kende, at brygget reelt ikke smager af mere end flagskibet Carlsberg Premium. I virkeligheden smager det nok af lidt mindre. Og det ansporer jo ikke så lidt til at stille spørgsmålet …

Hvorfor?!

Tusker, East African Breweries

End ikke en babyelefant …

Idet jeg nogenlunde har rejst mig fra sygesengen, er det blevet tid til at få færdiggjort de opgaver, der under min sidste nedtur fik lov at ligge ufærdige hen.

Denne øl, fx, er det vist flere uger siden, jeg fik afprøvet. Lige efter Esrum-eskapaderne og  besøget på Copenhagen Beer Festival tilbage i april. Det var også der, den blev købt – i African Beer‘s stand.

Marcus har været mig behjælpelig med nogle korrektioner til, hvad jeg i hint indlæg skrev om hans rejse til Afrika. Selv havde Marcus kun været der i en måned (hvilket jeg nu synes heller ikke er så lidt endda), mens hans bror Joachim havde rejst rundt i længere tid på kontinentet.

Og det var på den rejse, at Joachim åbenbart havde vundet noget begejstring for denne øl fra Kenya. Kenya som nation får dermed sin debut her på bloggen, og jeg skal i øvrigt behørigt beklage, at jeg på min facebook-side kontrafaktisk kom til at påstå, at den var fra Nigeria. Jeg vil meget nødigt opfattes som en af de udannede, selvfede, neokolonialistiske europæere, der tror Afrika er ét fedt, og jeg håber derfor at korrektionen er vel modtaget hos læsere med Afrikanske rødder – eller bare folk, der tænker omtrent som jeg selv gør.

Selvom jeg har svoret at Afrika aldrig skal være det ringest repræsenterede kontinent på blokken (næst efter Antarktis) er det lidt en anden sag med kvaliteten. Den vil jeg – til trods for århundreders europæisk kolonialisme efterfulgt af racisme, samt udplyndring hele tiden – fortsat være hudløst ærlig omkring.

Med denne øl starter det ellers godt. Brygget er – skønt en jævn pilsner – ganske mørkt, og skummet rejser sig egentlig adækvat op over dunkelheden. Duften matcher til gengæld ikke – den er meget let, grænsende til det insignifikante, men yder dog en smule pilsnerhumle, blandet med lidt ubestemmetlig syre af citrus.

Og hvis jeg sad tilbage efter ølfestivalen i Esrum, og var utilfreds med, hvor få og fragmentariske mine noter var, så er noterne til dette bryg – nedskrevet hjemme i privaten under afslappede former med rigeligt tid – rent ud sagt begrædeligt. Jeg har noteret, at brygget er meget let, at der praktisk talt ingen humle er i smagen, og at brygget derfor smager alt for meget af vand.

Det er måske også at foretrække i ækvatorial middagshede. På min blog, til gengæld, kræver det altså noget aroma og karakter, hvis man vil nå op i en højde, hvor der er flere stjerner at lege med.

Vesløs Brugsforening Jubilæumsøl 100 år, Thisted Bryghus

 

Udkantsdanmark styrer!

Det har kostet mig alt for mange kræfter at få sat mig bag tastaturet til denne anmeldelse. Årsagerne er mange, men kan koges ned til, at jeg slet ikke har det godt for tiden.

Jeg er psykisk meget langt nede. Mit arbejde er kun noget, jeg lige akkurat magter. Når jeg kommer hjem kollapser bag TV’et eller går direkte i seng selvom klokken endnu ikke har passeret syv. Som følge deraf sover jeg dårligt, hvilket kun bidrager yderligere til mit ringe velbefindende. Jeg vrisser ad mine børn, som får lov til at være alt for meget på skærme, fordi jeg ikke magter aktiviteter med dem. Jeg spiser dårligt, da jeg ikke har energi til at lave mad. Mange vil sikkert se det som en fordel, at jeg næsten helt har mistet lysten til øl – hver gang jeg drikker én, stresser det mig, at jeg skal anmelde den. I det mindste har jeg kunnet konstatere, at decideret alkoholisme vist ikke lige er mit nummer, for jeg kunne nemt forestille mig, at folk der har sygelig hang til våde varer, netop mister kontrollen over deres forbrug, når de har det som mig.

Men det betyder også, at jeg mister lysten til min hobby. Og jeg mister lysten til én af de ting, der vitterlig gør mig glad og giver mening i livet – at nyde oplevelsen af godt, velbrygget øl.

Hvor kommer det fra, det voldsomme sortsyn? Ikke kun fra ét sted, omend nogle af de mange, jeg vil remse op her har større betydning end andre.

Der er det nazistiske svin Rasmus Paludan, der promoverer sig som forkæmper for ytringsfrihed, dels for at fremprovokere uro, dels for at fremme sine nazistiske synspunkter om et apartheidsamfund, hvor betegnelsen ‘andenrangsborger’ for, hvordan muslimer skal behandles, er en brutal underdrivelse.

Der er det forestående valg, hvor oppositionens fremmeste leder, Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet nærmest konkurrerer med førnævnte Paludan om at foreslå de mest hadske og nedrige tiltag mod landets etnisk-religiøse mindretal. Tortur af børn i Sjælsmark og etablering af en KZ-lejr på Lindholm, er blot to tiltag, det højreradikale racistparti Socialdemokratiet har valgt at holde fast i – også efter et valg.

Der er branden i Notre Dame kirke i Paris … Katedralerne er mere end noget andet monumenter over menneskets evner udi ingeniørkunst og skønhed, og stråmænd om at jeg og andre ateister skulle fryde os over et slag mod kristendommen, hjælper heller ikke.

Men mere end noget andet, er det nok min familiære situation, der trykker. Mine børns mor og hendes nye mand har besluttet sig for at flytte – ikke bare til en ny bydel eller anden egn – nej, de har valgt at flytte så langt væk fra København man kan, uden at forlade Danmark. De flytter til Thisted i Juni måned og …

… de vil gerne have mig med.

Der er ingenlunde optræk til juristerier eller andre af den slags grimme ting. Jeg har det bedste samarbejde, jeg kunne ønske med min forhenværende livsledsager, og hun er desuden en af de få mennesker, jeg har turdet betro mig ærligt til, om mine mentale kvaler. Jeg er ingenlunde afvisende over for at tage med. København er mere og mere kvælende gentrificeret, og jeg føler mig mindre og mindre hjemme her, med et arbejde, der måske nok betaler huslejen – men for en lejlighed, der er alt for lille, og i grunden for dyr i betragtning af, hvor lidt jeg får for den. Det er heller ikke fordi arbejdet holder meget fast i mig. Jeg bliver mere og mere træt af det, og føler at jeg sidder fast i det uden mulighed for forandring, forfremmelse eller andet, der kunne øge min i forvejen katastrofalt lave arbejdsglæde.

Det jeg imidlertid slet ikke magter, er tanken om alt det, der skal arrangeres, ordnes, organiseres og koordineres. Jeg hader at flytte – og tanken om, at det denne gang skal gå helt til Thy er nærmest ubærlig for mig. Og så er der også den lille detalje med, at jeg skal finde et nyt arbejde deroppe. Det er måske det allermest skræmmende – at jeg i grunden vil blive kastet ud i den arbejdsløshed, der i sin tid var ved for alvor at koste mig mit mentale helbred.

Vel – nu ved I, hvorfor jeg ikke har skrevet helt så meget her på det sidste. Det er i en eller anden grad mit håb, at jeg, ved at skrive åbenhjertigt om det her, kan komme lidt videre. Vågne op, og rent faktisk få set i øjnene hvad jeg skal gøre, og rent faktisk få gjort det. Jeg har brug for alt den støtte, jeg kan få – bortset fra økonomisk. Pengene til bøvlet har jeg for så vidt. Men moralske skulderklap, og eventuel logistisk assistance vil – når jeg engang få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at få arrangeret en teltpløksoprykning – være aldeles påskønnet.

Dagens øl var anledningen til, at jeg endelig fik meldt det hele ud. Vesløs er en landsby på Thisted-egnen, og den skarpsindige læser har nok allerede ud fra overskriften regnet ud, at denne øl er brygget i anledning af den lokale brugsforenings 100-års jubilæum. Thisted Bryghus har lagt materiel og ekspertise til, og det – kan jeg allerede nu afsløre – er der kommet en overraskende god øl ud af. Jeg skal takke min ekshustru og hendes nye mand for at have taget den med deroppefra, da de i vinterferien var deroppe for at afsøge området.

I bund og grund er der tale om en pilsner, men med lidt mørkere malt, så vi velsagtens er ovre i noget wienerøl, eller classic som det hedder på vore kanter. ud over en nydelig dyborange lød under højt hvidt skum byder brygget på krydrede noter af kanel og farinsukker.

Man sætter glasset til munden i forventning om en fortrinsvis sød oplevelse. Det starter roligt – og stadig med forventningen om en afdæmpet oplevelse i betragtning af, at der trods alt kun er tale om en jubilæumsøl for en brugsforening et sted i Udkantsdanmark. Så rammer et bagholdsangreb af tung, dyb og mørk bitterhed. Hårdt træ blander sig med laurbærblade og nelliker.

Bittert, svært og slet ikke så lettilgængeligt, som man kunne have forventet det af en øl så langt væk fra hipstere og rigmandsfolk i hovedstaden. Oplevelsen er fuldfed og emmer af tydelige aromaer, der ikke bare er der for at kæle for smagsløgene, men bestemt også for at udfordre, rive rundt, og banke på helt nye pladser.

Det er ikke bare en overraskende stor fornøjelse i betragtning af den geografiske placering og anledningen. – det er bare en stor fornøjelse i sig selv..

Thisted Bryghus ville nyde endnu større agtelse hos mig, hvis de kunne gøre dette niveau til deres standard. Jeg tager i hvert fald øllet som et godt tegn i forhold til, hvad der venter mig af nye udfordringer. Hvor meget jeg end ville være fri – på nogen områder i hvert fald – så venter eventyret endnu engang derude.

Der er ølfestival på Vesterbro her på lørdag d. 20. april. Adressen er Engavevej 80, 1750 København V, og jeg regner med at komme forbi fra ved femtiden. Det kunne være hyggeligt at ses.

Norrlands Guld, Spendrups Bryggeri

Forventningerne opfyldt …

Der har opbygget sig en lille kø af ventende anmeldelser på bloggen, som jeg hellere må få bugt med. Fuldtidsarbejde og delebørn tager ikke bare megen tid, men også meget af min energi, og oven i det titter nogle store ændringer frem, som jeg på et tidspunkt også bliver nødt til at forholde mig til … Indtil videre har jeg forholdt mig til ændringerne (og nej, jeg vil endnu ikke fortælle, hvad de går ud på) ved at stikke hovedet i busken, og prøve at distrahere mig med andre ting, men det er næppe en holdbar løsning på længere sigt.

Forbliv indstillet til, at jeg en af dagene afslører, hvad jeg ævler om.

I mellemtiden er der altså anmeldelseskøen. Forrest står en svensk industriøl fra Spendrup-bryggeriet. Jeg har været omkring dem før, da de lancerede en serie af øl med skelethoveder på emballagen. Markedsføringen var ned i mindste detalje målrettet sådan nogle som mig, og hjem kom de da også, øllene, omend med en regulær skuffelse som resultat.

Forventningerne er dermed ikke bare helt nede på jorden, men også indtil flere fod nede i et hul. Svensk industriøl er bare ikke en kombination af begreber, der automatisk får mundvandet til at fosse.

Én for én bekræftes såvel fordomme som forventninger da også: Et klart, meget lyst, næsten citrongult bryg med forbløffende høj inkompetence udi skumdannelse plasker planløst ned i glasset. Kortvarigt forbløffer brygget med en overraskende karakterfuld odeur af fusel, men den damper snart af, og afslører tykke tæpper af vand under de ufuldstændige alkoholdampe.

Alligevel formår brygget til en vis grad at ikke afskrække ved indtagelse. Det er overraskende sødt, og har en maltet profil, der gør det blødt og behageligt mod tungen. Den rigelige kulsyre gør desuden brygget friskt, så risikoen for at gå tørstig fra brygget er aldeles minimal. Samtidig er alkoholstyrken holdt på afdæmpede 3,5%, hvilket er den øvre grænse for, hvornår øl må sælges i almindelig handel, uden at man behøver frekventere bolaget. Og at brygget på trods af dette stadig har en vis kontur taler også til dets fordel.

Meget bliver der dog ikke rettet op på, at brygget nærmest skriger af industriel generiskhed. Lige ned i løgnhalsen ryger det tynde og alt for lette bryg, så snart overraskelsen over, at brygget overhovedet smagte af noget, har lagt sig. Til bryggets forsvar skal det siges, at det i og for sig hverken er tyndere eller mere fri for smag, end hvad man ellers sådan går og finder i det industrielle pilsnerudvalg. Men at en øl ikke er værre end den standard, man ellers bliver budt, er ikke udtryk for en manifest kvalitet ved brygget, men blot et fravær af decideret fælhed.

Og fravær af fælhed har brygget da en hel del af. Den manifeste, håndgribelige kvalitet til gengæld kan man drage ud på lange eftersøgninger i den smålandske ødemark efter.

Øllet var en gave fra min ølpusher Niels – ham med de ugandiske øl. Jeg har ham mistænkt for i særlig grad at nyde mine negative anmeldelser, for det hænder med jævne mellemrum, at øllene fra ham ikke scorer videre højt på min karakterskala.

Det skal ikke desto mindre understreges, at min fornøjelse ved at anmelde er lige stor, om øllene er fine eller ringe. Ja, måske er fornøjelsen endda større, når jeg har noget at brokke mig over i floromvundne vendinger.

Halifax Pilsner, Bryghuset Braunstein

Det måtte jo ske …

Her forleden aften mødtes jeg endnu engang med Marcus. Han havde genoptaget en Netflix-abonnement, der gav ham adgang til filmen “Behind the Curve” på dansk “Faldet af i Svinget”, der handler om den globale flat earther-bevægelse.

Egentlig ville jeg i den anledning ikke have prøvet nogen nye øl – det skulle bare have været en hyggelig aften, hvor to nørder nørdede derudaf, uden at nogen nye øl skulle gribe forstyrrende ind. Nu kender jeg imidlertid mig selv godt nok til, at jeg alligevel valgte at tage notesblokken med – og sørme om ikke jeg fik brug for den. Who would have thunk.

Filmen var i grunden fin, også selvom den til at begynde med lod til at portrættere flerferne mere end at kritisere dem. Da kritikken kom, blev den til gengæld leveret iskoldt, som et par små, velplacerede skud, der i stedet for at eksplodere i et flammehav, ramte lige præcis, hvor de gjorde allermest skade. Forestillingen om en flad jord får et brat knæk, netop som man får mistanken om, at filmen blot er idel overfladisk underholdning om nogle mennesker, der mener noget fjollet.

Efter denne forret stod menuen på fritter og burgere med chipotlemayo, samt et par muligvis interessante øl fra Bryghuset Braunstein, man kunne købe samme sted. Tilsyneladende er de brygget til spisestedet, idet de bærer restaurantens navn.

Voldsomt fancy fremstår øllet nu ikke. Jeg er ikke engang sikker på, om brygget er ufiltreret, for hvor fantastisk fint Marcus’ glas ellers var, så var glasset ikke klart, hvorfor jeg ikke kunne bedømme bryggets klarhed. Bouqueten er syrlig, men med et præsent humleelement der for så vidt lover godt …

… men desværre ikke helt kan indfri løfterne. Brygget er ganske let – og dermed egentligt klædeligt nok til den avancerede grillmad. Letheden byder imidlertid også på andet end letdrikkelighed, nemlig noget der peger i retning af decideret tyndbenethed og vandighed.

Brygget redder lidt af æren på tærsklen til spiserøret, hvor den ved mandler og i gane faktisk formår at smage nogenlunde igennem af løvtræ. Marcus var vel en kende mere begejstret for brygget, da jeg har noteret ordet knas ud for hans navn i mine kradserier. Noget med noget friskhed og knasende sprødhed, tror jeg, det drejede sig om, men næppe noget, der formåede at imponere mig i samme grad.

At brygget i sidste ende fremstod ganske harmløst var vi i hvert fald enige om. Men igen – som ledsager til grillmad og morskab over verdens dumhed egner den sig nu ganske fint.

God Øl God Kamp Lålålå(lå?), Svaneke Bryghus

Ikke noget at synge ‘Lå’ over …

Jeg er her stadig!

At lave videoer har vist sig at være en lidt større opgave, end jeg egentlig troede, og det tager altså toppen af den energi jeg har til at skrive. Det gælder i hvert fald, hvis jeg skal lave videoerne sådan som jeg vil have dem. Det vil sige ikke bare en video af mig, der drikker en øl og snakker – der skal også være en lydside og en lille historie, helst ledsaget af plancher – ellers bliver det hurtigt ensformigt.

Men det kræver tid og kræfter – så jeg håber, læserne bærer over med mig, og i øvrigt sætter pris på, at jeg nu ikke længere kun findes på skrift, men også i levende billeder.

Forsinkelsen af dette indlæg skyldes desuden, at jeg føler mig drænet af den politiske situation herhjemme. Inger Støjberg, den racistiske antidemokrat og lystløgner, vi har siddende som minister, og som i endnu et samråd har leveret vrøvlesalat med sludderdressing, er totalt skærmet for ansvar og konsekvenser for sine åbenlyse lovbrud. Fraværet af ret i, hvad der skulle forestille at være en af Vestens førende retsstater, er aldeles horribel, idet det nu er tydeligere end nogensinde før, at loven ikke gælder for dem, der har magten.

Jeg har stadig et spinkelt håb om at Inger Støjberg ender for Rigsretten, men sandsynligheden for det er vel sammenlignelig med, at Anheuser-Busch’ ledelse spontant beslutter at gøre virksomheden til et socialistisk cooperativ med medarbejderdemokrati og fokus på bæredygtighed, ansvarlig lønpolitik og kvalitet. Så hun ender nok med at blive straffet med evig bespisning på Prytaneion i stedet.

Og fra tirade til anmeldelse: Denne øl fik jeg af en af mine faste ølpushere, Niels. Den ankom sammen med et restparti af de fine belgiske øl fra nogle år tilbage og et enkelt hjemmebryg. Han advarede mig i en besked om, at den snart ville være over dato, og at han meget gerne ville vide, hvad jeg syntes om den før det skulle ske.

Meget tæt på var den nu ikke, men der er selvfølgelig ikke nogen grund til at eksperimentere med at prøve den i en for gammel udgave. Jeg tror den blev udgivet i forbindelse med Fodbold-VM sidste år, behændigt uden at nævne begivenheden, fordi det sikkert er MEGET fy-fy. Men det passer vist meget godt med holdbarheden.

Jeg har været til live-fodbold mange gange i løbet af livet, og jeg ved hvad man skal forvente af øllet på stadion – eller for den sags skyld ude i stuerne bag skærmen. I løden bryder brygget imidlertid noget med standarden, da der her lader til at være tale om en ufiltreret pilsner, der er væsentlig mere orange i nuancen, end den korngule kulør, der er så velkendt for de industrielle produkter. Så passer duften bedre. Her dominerer vandet, og humlen findes kun konturløst og antydningsvist.

Desuden lader der til at være noget forvirring om navnet. Skal der være tre eller fire ‘Lå’ -er i navnet? (For de udenforstående skal jeg her anføre at “lå” i det store og hele betyder “la”, og er den stavelse, fodboldsange gerne synges på. Hvorfor det er for svært at synge “la” i stedet for “lå” af en tilsyneladende overvældende majoritet af fodboldfans, skal jeg ikke gisne unødigt om her.) På bagetiketten står det både med tre og fire lå’er. Jeg forstår, at bryggerier som Svaneke går meget op i kvaliteten af deres øl, men en enkelt korrekturlæsning er sjældent fuldkomment spild af ressourcer.

Brygget smager langt hen ad vejen som det dufter – af meget lidt. Bagetiketten lister ellers hele fem smagsindtryk op, af hvilke jeg kun kan genfinde græs – og det endda ikke som friske spæde skud fra foråret, men snarere som halgæret, slatten insilage. Gærindtrykket gør med tiden brygget småsurt og klægt, og det hjælper ingenlunde på vej. Vandet har de i øvrigt glemt i listen – for det er, hvad brygget smager mest af.

Svaneke gør det rigtig godt ind imellem. Men her har de med en tynd øl formået at sigte lavere end selv industribryggerierne gør med deres tynde pilsnere.

Om igen.

Gavnø Økologisk Ny Nordisk, Slotsbryggeriet Gavnø

Ond cirkel …

Endnu en video på YouTube-kanalen er det blevet til siden sidst. Der vil man kunne se min markering af, at Danmarks største fodbolddommer nogensinde er gået bort. Min anmeldelse af Budweiser vs. Carlsberg var desuden timet efter Superbowl, der løber af stablen i aften. Ligesom Carlsbergs tynde sprøjt forbindes med rigtig fodbold, forbindes Bud i høj grad med amerikansk fodbold, og selvom øllene scorer ens, vil man måske bemærke, at selvom mine videoer foregår på engelsk, vælger jeg det udpræget europæiske football og ikke ‘soccer’ (eller sucker, som jeg gerne kalder det) i min hyldest til Dommer Mikkelsen.

Man er vel europæer … eller noget.

Dagens ølanmeldelse angår en marginalt mere interessant øl end de to industrimonstre. Og det er ikke noget jeg siger kun for at være gnaven, men selvom Slotsbryggeriet Gavnø med rette betragtes som et mikrobryggeri, så når dagens øl kun at behage en kende mere end hint industrielt sprøjt.

Ufiltreret er det i det mindste – selvom ufiltreret i sig selv kun borger i begrænset omfang for en stor oplevelse. Det fortrinsvis lyse bryg leverer umiddelbart en skuffende bouquet af diffus syre og en humle, der måske ville synes sprød, hvis den ellers fik lov til at udfolde sig. Men nej, halvkvalt gemmer den sig i alt for meget vand, som om den skammede sig over at være så svag. – En ond cirkel, der kun gør humlen svagere jo mere man hiver vejret ind.

I smagen trøstes humlen dog en smule, og den kommer så småt frem fra sit skjul. Stadig duknakket og skamfuld tør den fortsat ikke gøre noget videre væsen af sig. Og det er ærgerligt – for de fine, søde blomsternoter, der titter frem ville være en ren nydelse, hvis de ellers kunne for lov til gøre mere væsen af sig.

Sødme af ligusterblomstnektar foran, og så en smule bitterhed bagtil er alt hvad man bliver budt. Og både sødmen og bitterheden er egentlig af en aldeles lødig kvalitet. Friske kviste af lyst træ og en snert af spæde nåle peger i retning af friske IPA-humler, der imidlertid næsten helt drukner i alt for meget fyld.

Der er alle grunde til fortat at være skeptisk over for ‘Nyt Nordisk’-konceptet. Det er meget dyrt og meget fancy, og det er på ingen måde nogen garant for egentlig kvalitet. Hvad det nye eller for den sags skyld nordiske i denne øl skulle forestille at være, står desuden hen i det uvisse. Øllet er brygget af vand, gær, humle og bygmalt – det kunne ikke være mere generisk böhmisk eller mindre nyt.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme