Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: pilsnerøl

Praga Premium Pils, Budejovicky Mestansky Pivovar

Radikal mainstream …

Så klarede jeg årsrapporten, og dermed er ølåret 2019 for alvor skudt i gang. Januar er typisk en måned, hvor ikke helt så mange klikker sig ind på bloggen, og jeg har på fornemmelsen, at det skyldes at jeg selv kan være lidt sen til at komme ud af starthullet. Årsrapporten er en træg sag at komme igennem, så der opstår gerne et hul i anmeldelseshyppigheden lige før og lige efter. Samtidig myldrer tiden op til årsskiftet med helligdage, hvor jeg før har observeret, at hitsene ikke er voldsomt mange. Jeg gætter på, at læserne har bedre ting at tage sig til i helligdagene – såsom at være sammen med familien fx frem for at læse min blog. Det er også bedst sådan – og så må det være mit ansvar, at projektet kommer på sporet igen i hverdagene derefter.

Vel, i skrivende stund har jeg en hel række øl, jeg skal have skrevet om, idet jeg har været igennem endnu en hyggeseance med min faste medsmager Marcus. Råmaterialet til en væsentlig opgradering af bloggen er i den forbindelse også indhentet, så nu burde jeg have rigelig anledning til fornyet blogaktivitet – det kan læserne jo glæde sig til. Yderligere hints derom kan man finde på min facebook-fanside.

Denne øl fandt jeg for få dage siden i Fakta. Jeg synes faktisk, at Fakta er faldet noget af på den her på det sidste. 2017 var højdepunktet for butikskædens udvalg af specialøl, hvor man fx kunne finde nogle ret spændende amerikansk/tyske IPA’er der, samt nogle uhørt gode belgiske sure bryg.

Nu er det sådan nogle her, man finder der. Jævne, generiske tjekkiske øl, der sjældent formår at imponere denne blogger synderligt. Ja, tjekkerne er vidtberømte for deres pilsnere, selvom de ofte ikke er bedre, end det man finder herhjemme i det alt for almindelige industrielle udvalg.

I næsen viser brygget såmænd lidt karakter. Bagom en generisk, industriel syrlighed damper det af fusel, der næsten river som salmiak i slimhinderne. Så er der da i det mindste lidt oplevelse at starte på.

Til gengæld forekommer brygget straks ved indtag mere end noget andet vandet. Vandet først, siden småsyrligt og så metallisk undgår brygget behændigt at være til nogen egentlig fryd, andet end at det må indrømmes tørstslukkende egenskaber. Man er ved at afskrive brygget helt, da en rund maltsødme melder sig et sted dybt nede i det syrlige vandbad.

Man får uvægerligt mistanken om, at det er det tilsatte sukker, der hjælper sødmen på vej – så meget for brygkunst, men en enkelt til to stumper formår denne ene aroma nu alligevel at redde i en pilsneroplevelse, om hvilken det bedste der kan siges er, at den er aldeles jævn, og ikke som sådan ubehagelig. For selv syrligheden og metallet ligger så dybt i vandet, at det ikke formår at genere, men måske endda skærper vandets tørstslukkende profil en anelse.

Jeg håber ikke, denne øl repræsenterer fremtiden for Faktas udvalg af specialøl. Kunderne fortjener meget bedre – ikke mindst i lyset af, at udvalget har været netop det – meget bedre.

Gavnø Økologisk Pilsner, Slotsbryggeriet Gavnø

Mon ikke den går an?

Nåmenøh  … Go’ jul, for Satan i helvede eller noget …

Så er det sagt og forhåbentlig på en måde, der adskiller sig bare en lille smule fra den store, ensartede grød af generiske julehilsner, som fyger gennem luften i disse dage.

Lige et par svinere (det er jo sæson for flæsk) og – mind you, for jeg kan faktisk også være positiv ind imellem – et par shout outs til dem der fortjener det og har brug for det.

Den afskyelige naziorganisation Nordfront/Den Nordiske Modstandsbevægelse har igen stukket sit fæle fjæs frem på Fyn. Denne gang skete det i Odense, hvor den lokale forening for LGBTQ+’ere, Lambda, fik overklistret deres lokaler med homofobisk nazipropaganda, herunder afspærringstape besmøret med naziorganisationens symbol og navn.

Et kærestepar – der at dømme efter den sparsomme omtale af hændelsen med relativt stor sandsynlighed var både cis-kønnet og heteroseksuelt, greb ind mens aktionen fandt sted. De små, ynkelige nazisvin tog omgående benene på nakken, hvorefter nazipropagandaen blev dokumenteret og efterfølgende fjernet. Nazisvinene pralede efterfølgende på egne fora med, at de skulle have jaget den ene del af kærestparret væk, men videoovervågning af hændelsen skulle ret tydeligt afkræfte nazisternes påstande som løgn – go figure.

Husk at støtte Lambda i Odense, uanset om du er L, G, B, T, Q, + – eller som jeg selv en kedeligt grå ciskønnet heteroseksuel person med humanistiske tilbøjeligheder. Det kan godt være, vi ikke er allerøverst på nazisvinenes liste over, hvem der som de første skal i gaskamrene. Men vi er der, og det er derfor i vores alles interesse, at nazisterne møder modstand overalt hvor de viser sig.

Mit resumé af hændelsen har jeg fra Out & About’s grundige gennemgang af hændelsen, som jeg roligt kan love, man vil blive klogere af at læse end nærværende tirade.

Den slags episoder kan desværre ikke bringe den almindelige danskers pis adækvat i kog. Muslimer, der derimod tilbageleverer julehjælp, fordi svin ikke liiiige er det de har mest lyst til at sætte på deres julebord, derimod …

I skrivende stund raser skænderiet over dette på indtil flere sociale medier, ikke mindst facebook, hvor jeg endda har været tåbelig nok til at blande mig i Venligboeren Marina Paulsens tiltrængte opslag om, at flæskesteg som julehjælp til muslimer nok ikke er det mest velovervejede eller empatiske i hele verden.

Hvis vi nu siger, at muslimerne rent faktisk havde fortæret julehjælpen, ville islamofoberne jo nok beskylde dem for udøvning af kulturel apropriation … ej, det ville de nok ikke, da de ikke ville forstå hvad ordene betød. Og de ville nok heller ikke kunne finde ud af at læse dem, eller udtale dem – endsige da stave dem! Nå, hvor kom jeg fra …? Nej, Islamofoberne ville selvfølgelig beskylde muslimerne for at ville æde danskerne ud af huset, sådan som jeg grafisk illustrerede det i Spelt-Segmentet juleaften 2014.

Islamofobernes logik er, omend ganske ulogisk, alligevel nem at forstå og forudsige, når man kender præmissen. Præmissen er, at alt hvad muslimerne (eller bøsserne, de fattige, de handicappede, de rødhårede eller hvem det nu er, vi ellers ikke kan lide) gør, altid er forkert, og at de skal tilsvines for det. Spiser man svinekød, æder man befolkningen ud af huset, gør man det ikke, vil man ikke være dansk. Arbejder man, tager man arbejdet fra danskerne, arbejder man ikke, er man bare kommet herop for at nasse. Går man med tørklæde er man muslimsk fundamentalist, går man ikke med tørklæde er man undercover IS-terrorist, der prøver at glide i ét med befolkningen lige før bomben detoneres …

Find selv på flere. At påpege den åbenlyse karrusellogik overbeviser stort set aldrig islamofoberne om, at deres argumentation er til at dumpe i samme septiktank, de selv er kravlet op ad. Men andre mennesker, der lytter til ens diskussion, vil måske kunne lære lidt af det.

Vel, det blev lidt langt. Men det er jo jul, så der må gerne gøres lidt ekstra ud af det hele. Og hvor upassende alt det foregående end måtte være for nogle, stopper det ikke her, thi dagens anmeldelse er ikke engang af en juleøl.

Der er tale om en økologisk pilsner fra Slotsbryggeriet Gavnø. Men som vi endnu engang har kunnet konstatere, er juleøl jo gerne blot små variationer over et i forvejen gråt og generisk pilsneremne. At sætte denne på julebordet vil næppe gøre nogen praktisk forskel fra de fleste andre juleøl på markedet.

Gavnø står fast i Irma, hvor jeg vist nok også købte den her, sammen med en stribe andre, der havde fået tilbudsmærker på. Den har altså fået lov at stå et stykke tid, men langt fra over sidste salgsdato. At jeg ikke behøver betale 40 kr eller deroppeomkring for mikrobryg passer mig egentlig ganske fint her sidst i juletiden.

Højt og flot gyldent skummes der over det tågede, appelsinfarvede bryg. Pilsnere er – her og i udlandet – bare alt for sjældent ufiltrerede. Bouqueten er også fin – i det søde hjørne med em af vanille. Humlen kan også mærkes, og også den lægger sig i det søde hjørne.

Flormelis og vanille blander sig ganske elegant med modne hasselnødder på tungen, og dermed fortsættes den søde linje, der blev lagt i den visuelle og olfaktoriske indledning. Snart melder der sig imidlertid en dybere, mere faretruende klang, end det fine hvide vanille/flormelis-landskab brygget startede med. En tung bund af kål indfinder sig – og giver den lidt for rare og venlige sødme et tiltrængt modspil.

En trold stikker imidlertid også sit hoved frem. Et klægt og syrligt gærelement gør sin entre, og forhindrer én i at nyde sødmen og bitterheden helt så meget, som man egentlig gerne ville.

Det er vel risikoen ved ufiltreret øl, og at de løber den, vil jeg hellere rose Gavnø for, end jeg vil jamre over, at resultatet måske ikke er helt i centrum. Brygget er da i hvert fald i Bulls Ring.

Og dermed Glædelig Jul, allesammen.

Thy Julebryg, Thisted Bryghus

Mere Pilsner …

Nu har jeg endelig fået juleferie. Jeg glæder mig til et par velfortjente fridage fra hamsterhjulet, hvor jeg i stedet vil hygge med min familie, smage nogle gode øl, og rase over regeringens uafladelige forsøg på at ødelægge højtiden for os andre. Den flere år gamle sag om den rædderlige sang på CBS og KZ-lejren på Lindholm var det perfekte røgslør over vedtagelsen af den mest sorte og asociale finanslove i årtier. Jo, de rige får en god jul, med nedsatte afgifter på lystyachter og privatfly, mens landets fattige, studerende, syge og ældre mødes af endnu flere nedskæringer. Og mens vores totalitære, fascistiske regering og støtteparti som rosinen i pølseenden vedtager håndtrykstvang ved statsborgerceremonien får klimaet en finger.

Vel, regeringen kan få en finger af mig herfra og så må jeg ellers tage min ferie fra virkeligheden, for ellers indfinder der sig kun øget apati og ingen julestemning.

Thisted Bryghus har holdt mig forsynet med øl – og enkelte juleøl i december måned. Den her har jeg endnu ikke prøvet, og den hedder slet og ret ‘julebryg’. Så er der vist ikke sagt for meget. Ved åbning mødes man af den velkendte og fortærskede duft af generisk pilsner. Og ud over et meget højt og ganske prangende fedtet marengsskum, er det også, hvad man ser. Ikke desto mindre kan min næse ikke undgå at glædes over et ret kraftigt udtryk, med en kant af fusel i den klassiske hallertauerimpression.

Det er vel til dels de 7,9% alkohol, der giver humlen den ekstra styrke og fylde. Således pakker brygget sig tæt omkring tunge og gummer, med en varm aroma af hasselnødder og bitterhumle. Også i eftersmagen mærker man, at humlen nok er generisk – men også bestemt af en lødig kvalitet, sådan som den hænger gummesmaskende nærværende så længe efter.

Den generende kant af metallisk syre, som forstyrrede ved de to foregående øl er holdt på et niveau, hvor det langt fra ødelægger noget, men stadig kan mærkes, hvis man smager grundigt efter. Brygget er tilsat ascorbinsyre, men enten kan det gøres i et begrænset omfang, der ikke giver afsmag af betydning, eller også er det faktisk noget andet, der har forstyrret i de foregående bryg.

Alt i alt en god … guldøl! Der er intet særligt julet ved den. Ingen søde noter, der vil klæde flæskestegen. Ingen endnu sødere noter, der ville komplimentere ris a la manden. Ja, der er ikke engang sprit nok til at hjælpe silden på vej i det ellers stærke bryg. Så der var faktisk sagt for meget alligevel, da den blev betegnet ‘julebryg’.

Men som stærk pilsner fungerer den godt, og det kan ingen tage fra den.

Anarkist Motueka Lager, Royal Unibrew/Albani

Damn you, Autocorrect!

Da kameraet i min mobiltelefon kun kan tage slørede billeder, bruger jeg skiftevis den første smartphone jeg ejede – en for længst uddateret HTC, hvis kamera til gengæld fungerer, eller – hvis jeg ikke lige kan finde HTC’en – min datters tablet, hvorefter jeg sender billedet til mig selv på mail. Derfra kan jeg så downloade billedet og efterfølgende uploade det til bloggen … Fagre nye, omend til tider noget omstændelige, verden.

“Ølbillede” skulle overskriften egentlig have været. Så stor var min undren, da jeg i min indbakke fandt en mail fra mig selv under navnet “Bølgede”. Og der var billedet jo så. Ligesom jeg ønskede det, men det tog et par momenters hjernegymnastik at nå frem til, hvorfor i alverden jeg dog havde givet mailen så tåbelig en overskrift.

I det daglige forsøger jeg at holde mit streak af aneurismer, der ligger på et fint rundt tal, nemlig nul. Det gør jeg især ved at skrive så lidt som muligt på mobile enheder, såsom telefoner og tablets. Alene det at ramme de små taster rigtigt, får pulsåreudposningerne til at true, mens enhedernes uafladelige korrektionslabilitet i retning af noget frådende absurd, opgraderer truslerne til hjerteinfarkt og apoplektiske anfald … Sådan nogle er jeg i øvrigt blevet ramt af præcis lige så mange gange som aneurismer, og sådan skulle det gerne fortsætte, så en af dagene må jeg vel hellere få løst det kameraproblem.

Men den gør jo ellers arbejdet fint, min datters tablet, når Royal Unibrews industribryg, forklædt som specialøl, skal fotograferes. Skummet holder sig lavt oven på det generisk smukke, blanke, messingfarvede bryg. Umiddelbart dufter brygget væsentlig mindre af industri end special-; blød som velour blander vanillie sig med maltsød aromahumle i en smagfuld og lovende ouverture.

Motueka (hvad end det måtte betyde) Lager er noget så sjældent som en spændende pilsner. Frisk, fortrinsvis sød og aroatisk af velmodne efterårsæbler og bergamot. Dertil kommer et krydret pust af grannåle i samme retning – omend slet ikke så langt ud af vejen – som man så godt kender det fra friske, skarpe IPA’er fra fx Amager Bryghus.

Helt fejlfri ville nogle nok hævde, brygget ikke er, for en glimt af metal melder sig også i den ellers fine aromakompot. Selv vil jeg mene, det kun giver brygget lidt mere friskhed, og vil kategorisere det under smagssager og i værste fald skønhedsfejl.

Her går det godt for Royal Unibrews ‘Anarkist’-serie. Faktisk så godt, at jeg har valgt at ignorere seriens sløje start på bloggen, og købt nogle flere til anmeldelse … med yderligere fare for at tale storindustriens sag. Men bare rolig – der skal nok også komme mere mikrobryg til, og jeg ville til enhver tid fortsat sætte mine penge på mikrobryggene, såfremt det er kvaliteten, der bliver væddet om.

Knudshoved, Refsvindinge

Mere fra Refsvindinge …

Endnu en øl, endnu et afbræk … den kommer snigende i perioder – ugideligheden, og den har en stærk samvarians med den politiske situations formørkelse herhjemme. Min nuværende ugidelighedsperiode har følgelig været ganske lang efterhånden.

Jeg magter ikke nyheder herhjemmefra længere. Landet kryber dybere og dybere ned i et kaninhul, hvor man prøver at score så mange stemmer som muligt på åbenlyst racistisk had. Senest sås dette med det racistiske regeringsstøtteparti Dansk Folkepartis demonstrative fortæring af 2 store lagkager i anledning af 100 udlændingestramninger. Den smålige fejring af triumfen over nogle af ikke bare samfundets – men hele klodens svageste individer er om muligt mere smagløs en kageleverandøren Lagkagehusets tørre og kedelige industrielle bagværk i sig selv.

Som om industrikædens smags- og lækkerhedsforladte margerineprodukter til hysterisk uforskammede overpriser ikke i sig selv var mere end rigelig (og rimelig) grund til at boykotte kæden. Lidt kan det i det mindste fryde mig, at kagerne formentlig var af en lige så forloren kvalitet som bageriets øvrige sortiment, og at det har måttet smage som aske i munden på DF’s fremmedhadske top. Faktisk ville jeg ønske DF-ledelsen en særligt udsøgt tør og varm dag i den danske sommer år 2018 uden vand og udelukkende med Lagkagehusets tørre industrifedtkager at spise.

Jeg har til gengæld fundet en smule glæde i uafhængige progressive amerikanske nyhedskanaler, hvis dækning af Cirkus Trump tørrer grundigt røv på alt hvad jeg har set af dansk nyhedsdækning det seneste årti. Det giver mig håb bare at se kloge mennesker med hjertet på rette sted rapportere indsigtsfuldt om det orangekulørte misfoster, de har valgt til verdens mægtigste mand. I det mindste slår jorden revner under ham, men hvor ville jeg dog ønske, man havde et korps af journalister og efterforskere, der gad gide gå efter en rigeligt korrupt magtelite herhjemme.

Men det er der vel ikke penge, stemmer eller skattelettelser til de allerrigeste nok i …

Vel – meget grimt kan siges om verdens og vores egen lille andedams situation. Langt fra så grimt kunne jeg aldrig nogensinde finde på at tale (eller skrive) om østfynske Bryggeriet Refsvindinge. Lovordene er imidlertid også sparsomme, idet det efterhånden bedagede mikrobryggeri bare ikke rigtig har leveret de store oplevelser siden A-Z Ale no. 16, der i øvrigt også er faldet i kvalitet, når den da ikke lige serveres fra fad af bryggeriet selv. Nærværende Refsvindinge-øl har jeg fået af min ølpusher Niels (nøgleord: afrikanske og tyrkiske øl), da vi en kort periode var kolleger, og for hans villighed til at donere, skal der kun lyde lovord her fra bloggen.

Jeg er ikke helt sikker på bryggets historie, men Knudshoved er i hvert fald det sted, hvorfra Vognmandsruten i gamle dage sejlede til Halsskov, før Storebæltsbroen blev bygget. De første år, jeg boede med min familie på Sjælland sejlede vi jævnligt den vej over, når vi fx skulle besøge familien i Tyskland. At dømme på farven og det overordnede indtryk er der vel tale om en art classic pilsner, hvor man imidlertid har snydt med netop farven, idet brygget er tilsat farvestof E150, ammoniseret karamel.

Følgelig er brygget tonet en hel del mørkere end jævnt pilsnerøl. Det skummer kun lavt og tamt, men dufter behageligt maltet henad det karamelsøde. Malten mærkes også i brygget, og det ledsages af en syrligt-sød kant af ikke helt modne æbler. Mundfornemmelsen er lige i øjet – virkelig blød og rar i sin maltede fylde, så den næsten bliver vinøs. Brygget ville have været rigtig godt, hvis ikke smagens vage syrlighed ikke havde virket mere forstyrrende end gavnende for den helhed, som malten ville have udgjort den perfekte bund i.

Indsigt i bryggets dybere idé undflyr min fatteevne. Noget af brygget fungerer rigtigt godt, mens valget af det ledsagende sødt-syrlige element virker underligt vilkårligt, og slet ikke passende i bryggets rare, velourbløde bund. Og således ender også dette bryg med at være endnu et Refsvindingebryg, som jeg efterhånden kender dem lidt for godt …

Bingo Gringo, Svaneke Bryghus

Ikke særlig mexicansk …

Nogle små lyspunkter glimter spagfærdigt i det mørke tæppe af intense grusomheder, der hele tiden viser sig i nyhedsfladen. Londonindbyggernes enorme demonstrationer mod Annoying Orange aka The Oompa-Loompa in Chief aka The Drumpf aka … ukært barn har åbenbart også mange navne – er ét af dem.

Et andet er at Københavns Politi dropper anklagerne mod Tarek Adlouni, som ordensmagten ellers på helt eget initiativ havde idømt en straksdom lydende på knippelsuppe, asfalteksem og racistisk tilsvining, angiveligt for at have ærekrænket deres store idol (omtalt i foregående afsnit) ved at udtale dennes efternavn med ordet ‘fuck’ foran. Hensynet til de tilstedeværende betjentes følelser når deres politiske og ideologiske forbilleder udsættes for hån på adskillige tusind kilometers afstand går altså stik mod betjentenes forventninger ikke forud for den grundlovssikrede ytringsfrihed.

At Adlounis erstatning formentlig kun bliver symbolsk er imidlertid blot en af mange dråber malurt i det bæger. At ingen af de tilstedeværende voldelige, racistiske og ytringsfrihedsafskyende betjente vil blive stillet til ansvar for deres magtmisbrug er et andet. Et tredje er, at chancen for at der ville blive fældet dom, hvis der mod forventning skulle komme en sag, formentlig skal operationaliseres i negative tal. At der er tale om en racistisk motiveret hadforbrydelse under særdeles skærpende omstændigheder med det forsæt at stække ytringsfriheden ved, med fysisk vold at afskrække andre fra at bruge den, er lige så klart som en lunken, ekstra fortyndet Tuborg Super Light i sommervarmen. Men som Tibet-sagen senest lærte os, vil ingen – selvom lovbruddene er helt åbenlyse – blive stillet til ansvar. Om ikke andet fordi politiet grundigt sørger for at bortskaffe bevismaterialet mod dem. Noget lignende vil forventeligt også ske i denne sag. Senere vil betjentene vil ikke kunne identificeres og politirapporterne vil forsvinde. Mest sandsynligt af alt er dog at sagen ender her, og snart er glemt.

Jeg har valgt at kvæle noget af min vrede over sagen i en lys pilsner efter mexicansk forbillede. Ja, det kunne godt lyde som om jeg gjorde pinen endnu større. men der er jo ligegodt tale om en pilsner fra Svaneke Bryghus. De er et af de få bryggerier, der kan noget ekstraordinært med pilsnertypen.

Indledende er oplevelsen dog afdæmpet. Det klassisk korngule bryg skummer måske en anelse mere end gennemsnittet, men mangt en pilsner har duftet af mere. Kvaliteten af den smule duft der er, er til gengæld mere end godkendt. En kant af fusel leverer råstyrken oven i en bund af Hallertauerhumle (om det er den humle, der er brugt, står hen i det uvisse) – ren og uforfalsket som man fx kender den fra Flensburger Pilsener. Helt rent er brygget nu ikke, da det er tilsat limesaft, som mexicanske øl ganske vist først bliver efter skænkning. Men en eller anden undskyldning for at kalde brygget mexicansk skal bryggeriet jo selvfølgelig have.

Smagen er om muligt endnu mindre mexicansk. I stedet for at få en mundfuld vand indenbords med et fjernt pift af humle, der allerede ved krydring var en skygge af sig selv, mødes smagsløgene her af en tæt, nøddebitter humlefylde, der igen fører tankerne sydpå til vores store nabo, når de undtagelsesvis i deres stereotype konservatisme faktisk får brygget en pilsner, der er værd at bide mærke i. Brygget bevarer desuden sin friskhed på trods af humlens tyngde. Alkohol og kulsyre river godt i brystkassen ved nedsvælgning, så sådan formår brygget at spille højt på alle tangenter uden at det resulterer i larm, eller at de kraftige indtryk overdøver hinanden.

Lidt irriteret bliver jeg til gengæld over etiketten. Der finder man en stereotyp mexicaner med Sombrero og stort overskæg, som vi i Vesten kender dem fra dårlige cowboyfilm. Come on – er vi virkelig ikke vokset fra den slags, og har mexicanerne ikke rigeligt at slås med for tiden? Deres store nabo mod Nord har som bekendt væsentlig mere dårligdom at byde på, end kedeligt øl (ja, deres øl er snart noget af det eneste fra den kant at råbe hurra over).

Men – alt i alt glimter denne pilsner fra Svaneke nu også en smule.

Twenty-2 Unfiltered Lager, Nørrebro Bryghus (Saufen mit Marcus – The Sequel II)

Ned ad bakke …

Efter det lille sidespring til SuperBrugsen Brønshøj og Tjekkiet, skulle jeg gerne igen være nogenlunde på rette spor – i det mindste med kronologien, omend humøret stadig gør knuder ind imellem.

I mellemtiden er min far jo fyldt 80 år, hvilket er blevet fejret på behørig vis. Der var besøg langvejs fra i den anledning – Tyskland, kunne mine faste læsere nok regne ud. Men andre venner af min far og familien i almindelighed tog skam også turen over broerne helt ovre fra det Euroasiske fastland for at slutte sig til festlighederne.

Det har lettet en del, kan jeg roligt sige, at dét flueben er sat i kalenderen over arrangemener, jeg skulle nå. Jeg har følt, at hele det første halve år af 2018 har været én lang række af familie-tam-tam’er jeg skulle forholde mig til. Nu er der så endelig lidt mere ro på, så jeg stille og roligt kan samle skårene sammen og klinke dem.

Vi slap som bekendt temaet om Marcus og min prøvesmagning af lagrede Amager Bryghus-øl ved det uforlignelige Matterhorn (Marcus’ betegnelse) af et bryg, Big Bold & Beautiful. Egentlig havde jeg fire øl med den aften – men vi nåede altså kun at anmelde to, plus denne ene, som vi købte i Meny Valby før vi indfandt os i Marcus’ lejlighed. Manglen på rettidig omhu fra begges side betød, at der måtte komme en ny anmeldelse ud af det. For egentlig var planen, at vi ville lave en opdateret anmeldelse – en revisited – af den Nørrebro Bryghus-øl, vi et par uger forinden havde nydt umiddlebart før vores biograftur.

Vi kunne huske det hed ‘Twenty-2 [et eller andet]’ men enten var vi for dovne, eller ganske enkelt ikke snarrådige nok til at tjekke efter på smartphonen mens vi stod i Supermarkedet. Jeg slår selv jævnligt op, når jeg køber ind, om jeg mon allerede har prøvet den øl, [indsæt stort set vilkårligt navn på supermarked, jeg kunne have handlet i her (undtagen Aldi – jeg handler ikke i Aldi)] i denne måned har på spotvarehylderne. Så hvorfor – nu vi stod med selve internettet ved vore fingerspidser – søgte vi dog ikke lige på bryggets navn før vi tog det forkerte?

Jeg vil ikke udtale mig på Marcus vegne, men selv er jeg da godt nok ikke for knøw …

Men efter at have brugt vel over en time på at nyde og opleve os igennem Amager Bryghus’ fænomenale pragtbryg fortrak vi til stuen, hvor den ud over endnu en ølanmeldelse stod på brætspil.

Men med vidunderet i baghovedet – eller snarere i vommen – vidste vi begge, at det kun ville gå én vej. Og det var såmænd ikke for at sige noget grimt om Nørrebro Bryghus’ øl inden vi overhovedet havde åbnet den, men at have prøvet et bryg som hint (altså BB&B) er jo i sig selv rigeligt hybris til, at et ethvert anstændigt menneske takker pænt nej til hvad som helst, der er blot halvt så godt lige efter.

Unfiltered Lager er en lys pilsnerøl – men fordi Nørrebro skal være så utroligt hipt foregår alt på engelsk, også selvom det vist er årtier siden, det ikke længere var hipt … tror jeg da nok. Nu er jeg ikke selv super hip, så hvad ved jeg?

Men denne gør det nu godt for det den er. Det korngule, højtskummende bryg byder på tæt, skarp, næsten røget duft med indslag af birkebark og lys mjød.

Marcus var nogenlunde tilfreds med brygget, der ydede ham en adækvat bitterhed, der dog ikke holdt helt nok i eftersmagen. Men som en go-to-øl, hvis man skal mødes med sine venner i parken en varm sommerdag, er den fuldt ud tilstrækkelig – “strålende at drikke i åbent landskab og i godt selskab”.

Selv fandt jeg imidlertid dårligt nok bryggets aroma adækvat. Den virker spinkel i udtrykket og holder aromaerne alt for vel inden for det sikre og velkendte – korn, majs og en på overfladen skarp, men slet ikke dyb nok kant af humle.

Til min påstand om, at brygget også havde et forstyrrende element af banan, tog Marcus imidlertid prompte afstand: “Det er noget fordrukkent sludder! Tal pænt om den her øl. Den har ikke skyggen af banan over sig …”

“Jeg tror altså, der er noget isoamyl acetat i den …”

Himmelvendte øjne og en lettere sexistisk mishagsytring, jeg skal skåne læserne for, var hvad Marcus havde til overs for min indvending, som jeg ellers bedyrede, jeg længe havde øvet mig på at udtale.

“Du har øvet dig to work it into conversation – det er JO isoamyl-bolangolaj mig noget så gudsjammerligt …”

Givet de rette omstændigheder var Marcus klar til at give den 3, måske 4. Selv vil jeg ikke gå så højt, da bryggets spinkelhed og vigende aroma ikke taler til dens fordel. Og uanset hvad Marcus havde at sige af grimme ting om, at jeg havde sagt grimme ting om isoamyl acetat, så mener jeg fortsat, at brygget havde antydning af banan i sig, hvilket ikke hører sig til i øl af pilsnertypen.

Marcus:

Kaj:

Novo Nordisk Organic Lager, Svaneke Bryghus

Julegave givet videre …

Endnu en ‘sådan en ville jeg nok aldrig have haft chancen for at prøve, hvis jeg ikke skrev om øl’-øl. Brygget her blev brygget af Svaneke Bryghus specielt til Novo Nordisk. Den skulle bruges som julegave til sidstnævntes medarbejdere. Hvordan det nu er blevet mit lod at berette om, hvilke hemmelige humlegaver den kendte virksomhed byder sine medarbejdere gik således for sig …

En tidligere kollega af mig, Zahra, arbejder i dag hos Novo Nordisk, og hun havde fået tre med sig hjem. Imidlertid havde hun ikke rigtig noget at bruge dem til. Dels kan hun ikke lide øl, dels drikker hun ikke alkohol … måske fordi hun er troende muslim, men hey, det er bare et vildt gæt fra min side. Hvis det er årsagen, har jeg imidlertid temmelig svært ved at se, hvad det store problem skulle være i, at en del af befolkningen har tilbøjelighed i retning af den tro, al den stund at de så hverken drikker min øl, eller spiser min bacon.

Øltypen er velkendt. En pilsner – så bliver det næppe mere velkendt med risiko for tilrige faldgruber såsom generiskhed, kedelighed, intetsigendehed … Svaneke har imidlertid gjort det rigtig godt tidligere med denne type, så håbet lever endnu.

Visuelt gør den det nu også meget godt. Brygget er flot orangerødt, nærmest kobberfarvet og mere end tilpas uigennemsigtigt. Skummet er lige så gyldent som man kunne ønske, og det knejser levende og plastisk et godt stykke over glasranden.

Det dufter til gengæld ikke af meget. Man forbereder sig på skuffelsen, og lettes enormt det øjeblik glasset sættes for læberne. Her mødes man af aromahumlens fulde kraft. Ikke tung som Flensburgerens hallertauer. Ikke skarp som IPA’ens Cascade, men et nydeligt og velvalgt sted midt imellem. Tæt maltfylde, finish af vanille, frugtkomponenter – figen, fersken og appelsin med ledsagende bitterhed af friskskåret løvtræ.

… og selvom oplevelsen tynder en smule ud undervejs, så er der stadig tale om aldeles nydeligt og veldrejet pilsnerhåndværk fra Svaneke Bryghus’ side.

For at det ikke skal være løgn, vandt Zahra forleden en konkurrence på arbejdet, og præmien var … endnu en øl. Den fik jeg også med ved samme lejlighed, så inden længe ved vi en smule mere om, hvor gode øl, Novo Nordisk vil give sine medarbejdere i gave.

Indtil videre ser det jo fint nok ud.

Dithmarscher Pilsener, Privatbrauerei Karl Hintz Marne in Holstein

Det er bedre nordpå.

Brygget her var en gave fra min gode kollega Henrik, der også tidligere har doneret øl til bloggen. På en måde, jeg ikke længere husker, havde han reddet sig en samling ærke-nordtyske øl. Dels et par af min egen favorit fra egnen – Flensburger Pilsener – og denne, Dithmarscher Pilsener. Henrik havde mildt sagt meget godt at sige om Flensburger – det involverede højfrekvent kysseri af fingerspidserne. Jeg giver ham, som man kan læse her, i det mindste ret i, at det ikke er nogen ueffen pilsner.

Min onkel og tante, der fejrede guldbryllup forleden bor faktisk lidt nord for Ditmarsken. Området hedder Stapelholm, og det skulle undre mig svært, om de ikke kendte nærværende øl … selvom jeg ganske vist ikke har spurgt dem direkte. Siger vi for argumentets skyld, at de kender den, vil de næppe røre den med en ildtang – lokalpatriotismen er ret stærk på de kanter.

Ditmarskens gærede humleflagskib … eller, det ved jeg jo egentlig ikke om den er. Flensburger Pilsener er så kendt over hele Tyskland, at den har fået et kælenavn – en ‘Flens‘. Jeg har ikke hørt, at Dithmarscher Pilsener går under kælenavnet en ‘Dith’ eller lignende … Så måske ikke et flagskib alligevel. Men selv hvis det var, behøvede det ikke frygte rørte vande. Således er bryggets em så svag, at den end ikke kvalificerer som en brise. En ganske let fuselnote er alt, selv et heftigt sniffende næsebor kan opsnuse.

En smule mere aroma i smagen er der dog. Valnødder og korn ledsages af sødme fra sukkerærter – en smag jeg ikke erindrer at være stødt på før i øl. Den er ikke på den måde ubehagelig, men lige her optræder den mere som et fremmedelement end noget der nødigt forener sig i et større og bedre hele. Og selv hvis det integrerede sig, ville det samlede billede stadig synes svagt og tyndt.

Distalt (det vil sige i retning mod svælget. Ih, alle de udtryk, man lærer når man over flere uger får foretaget en rodbehandling på tandlægeskolen … but i digress) melder der sig efterhånden en bittersyrlig blanding af lidet markant hallertaueraroma og grapefrugt. Samtidig må man indrømme brygget, at det bestemt virker tørstlukkende, rent i sin mundfornemmelse, og ganske sprudlende. Men også tyndt og umarkeret fra start til slut, og slet ikke med samme bidske kraft som naboen i Flensborg mod nord.

Min familie på Stapelholm har mere end bare skepsisen mod Ditmarscherne som begrundelse for ikke at skifte deres Flens ud foreløbig …

Økologisk US Lager, Albani/Royal Unibrew

Som i tegneserierne …

Jeg orker ikke at bladre alle mine Steen & Stoffer-tegneserier igennem for at finde lige netop den af Bill Wattersons striber. Men der er én, hvor den lille familie, Steen samt hans mor og far (der ikke har nogen navne – vidste I det?), sidder sammen ved middagsbordet, og Steen bryder ud i et kæmpe ræb. Dialogen på de næste billeder lyder omtrent som følger:

Mor: “Du godeste Steen, hvad siger man så?
Steen: “Det var dog herligt!”

Mor: “Hvad siger du!?

Og her afbryder jeg indtil videre gengivelsen af striben. Men jeg lover, at jeg kommer tilbage til den senere i indlægget. Måske – kun måske har den en relevans for dagens anmeldelse.

Royal Unibrew har sideløbende med Schiøtz-serien haft en anden stribe Albani-øl på programmet, der ligesom Schiøtz-serien forsøger at rane markedsandele tilbage fra mikrobryggerne. Det startede med Mosaic IPA (som de oven i købet har været så udspekulerede at stille på køl i Supermarkederne, så kvalitetsbevidste forbrugere – samt folk som undertegnede – vælger disse bryg, hvis man skal have et hurtigt fix af noget øl, der rent faktisk smager af noget. Nøj – hvis man kunne få Amager Bryghus’ øl på køl i supermarkederne, ville jeg nok være et endnu fattigere menneske) så kom der en Dark Ale, en Witbier, og nu også denne øl med det mundrette navn “Økologisk US Lager”.

Umiddelbart lyder det besnærende, men glem ikke, at det kun er for ganske nyligt, at det amerikanske øl ikke længere entydigt blev betragtet som noget ultratyndt sprøjt, hvis forskel fra vand bedst kunne mærkes på farven. Ikke desto mindre har vi fat i et af Royal Unibrews intenderede kvalitetsbrands – så oplevelsen kan tippe til begge sider.

Blomster, frugter, friske spæde fyrrenåle, krydderier og aroma myldrer frem ved skænkning – nej, allerede ved åbning – af det lyse, liflige bryg. Ingen tvivl! Sikken kvalitet, og sikken forøget fare for kvalitetsbryggerierne, når et industriforetagende kan skabe en sådan livsbekræftende symfoni af grapefrugt, fyrrenåle og forårets fineste hyld. Og vi er endda kun nået til duften!

Og så imploderer oplevelsen ellers som kogt spinat … Som flormelis i kogende vand … som en sæbeboble mod en kaktus … som …

Ak, ak, ak. Kun en hul skal – nej, der er slet ikke aroma nok til at skabe en hul skal. Der er bare sørgelige, skrøbelige rester. Små spinkle flager, gryn, fnug af den vidunderlige, aromatiske bouquet, der forjættede sådan en fin øloplevelse. Kun små spor i det rasende vandløb af en øl, der ellers kunne have været så god …

Og vandet forekommer endda kedeligt. Nærmest som om det lige har fået en ekstra rensning, før det blev hældt i brygkarret. Fladt, dovent og metallisk glider det alt for nemt henover tungen – næsten som om det ikke engang rigtig gider bare at slukke tørsten undervejs. Nej, der er ikke engang bare en antydning af noget syrligt til at give det lidt friskhed. Der er næsten ingenting.

Og så er det, at den ellers begrænsede mængde kulsyre alligevel formår at rejse sig i spiserøret …

… og med opstøddet titter alle blomsterne, de bittersyrlige citrusfrugter og de spæde grannåle frem igen. Så lifligt og smukt – men også som et nødråb fra det hinsides. Som et nødsskrig fra graven. For det er altså bedst, hvis øllet smag annammes når … og her er det så, at jeg igen vil give Steen ordet:

“Her i huset smager maden tit bedre på opturen end på nedturen.”

Og sådan er det også med denne øl. Den smager af stort set intet, når den drikkes. Først når man efterfølgende ræber, er der aroma at gøre godt med.

Det er inderligt trist. Intet øl burde være sådan. Og her er der oven i købet tale om noget, der skulle forestille et kvalitetsbrand fra Royal Unibrew. Men reelt er vi nede i en industristandard under både Carlsberg Premium og Tuborg Classic, bare med bonus af blomstersmagende bøvs.

F**king really, Royal Unibrew!?

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme