Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: pilsnerøl

Mango Galore, Svaneke Bryghus

Øl: Mango Galore
Bryggeri: Svaneke Bryghus
Type: Infused Pale Ale
ABV: 4,8%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Næppe engang ‘go leor’ …
“Galore” er et engelsk ord, jeg er blevet rigtig glad for. Det er nemlig ikke rigtig et engelsk ord, men et låneord fra irsk “go leor”, og det betyder “nok” eller “rigeligt”. Den oprindelige betydning ikke “i fuldkommen sindssygt exorbitante mængder” sådan som det gerne bruges på engelsk. Hvad man ville bruge i stedet på irsk er jeg ikke sikker på. Måske “go leir”, der betyder “helt”. Men snarere ville man nok omskrive og bruge nogle komplicerede forstavelses- og præpositionalkonstruktioner involverende an-, ro- og oll- på måder, et duolingo-kursus slet ikke rækker til at sætte én ind i, lige meget hvor meget sprognørd man ellers måtte være. Irsk er et af de der sprog, der starter med at være nemme, og så bliver det ellers bare sværere og sværere jo længere man kommer ind i det.

Men det er ikke så svært som dating. Det er nærmest umuligt for mig, og der kommer jeg absolut ingen vegne. Jeg nævner det, fordi jeg på det seneste har brugt ret meget af min tid på det – uden held selvfølgelig – og det må så tjene som dette indlægs dårlige undskyldning for, at der igen-igen-igen er gået ret lang tid siden sidste indlæg.

Men vi må til sagen: Mango Galore er en undergæret pale ale … hør, der er vist et eller andet, der ikke helt kan passe her. Ale er da altid overgæret, for f… Nå, det må Svaneke Bryghus vel et eller andet sted selv ligge og rode med. Men jeg synes det er på sin plads at påtale den misforståelse, at ales kan være undergærede. Ale er overgæret øl, lager er undergæret, og det burde være under Svaneke Bryghus’ niveau at skabe den slags forvirring omkring det.
Lyst er brygget i hvert fald – så vidt ingen duet mellem Mariah Carey og Jon Bon Jovi (I ved – ballade). I duften mærker man ikke alene den umiskendeligt bitre em af friske pale ale-humler (men det er altså gæren, der bestemmer om det er en ale eller en lager AT SVANEKE BRYGHUS VED DET) men også det tilsatte mango-indslag. Mango er en frugt, jeg tidligere har været ganske heldig med, så ingen fnysen her over, at brygget i en tysk mund måtte føles beskidt.
Brygget er sprødt bittert som ekstraristede cornflakes med smag af træflis – tørt, lækkert og … vel, fint nok I guess. Men ej heller noget, man ikke har prøvet før, især ikke når man måler på bitterhedens kraft. Et humleknald måske, men næppe en eksplosion. Oveni – eller måske skulle man snarere sige ved siden af – smager man mangoen. Ikke som en integreret del af brygget, men meget markant som en bismag i øllet. Ingen af delene – hverken humlen eller mangoen er ‘galore’ – ja, det er endda næppe ‘go leor’.
Gennemgående en kun lidt over middel præstation, der samtidig skæmmes af et disharmonisk brygresultat. Så har der været flere af Svanekes nyere bryg, der har gjort det bedre. Generelt må jeg dog indrømme, at jeg har været en smule skuffet over produkterne fra Svaneke på det sidste. Det bedste de har brygget forekommer mig stadig at være deres alkoholfattige øl i Don’t Worry-serien.

Hvis bare de kunne brygge alkoholdige øl lige så godt som alkoholfattige derovre på Bornholm …

Game Changer, Svaneke Bryghus

Øl: Game Changer
Bryggeri: Svaneke Bryghus
Type: Dry Hopped Mosaic Lager
ABV: 5,2%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Så skifter den heller ikke mere …
Jeg tænker, at den lange pause, der kom til at præge august måned, nok ikke kun var affødt af svigtende humør og sortsyn. At jeg ikke sjældent arbejdede 10 timer om dagen i hele uger ad gangen gjorde nok også sit til, at energiniveauet ikke var, hvad det har været. Hvor glad jeg end var for timerne – og betalingen, der gjorde, at jeg endelig så småt så hullet i min kassekredit lukke sig efter bilkøb – så må jeg også erkende, at jeg nu, hvor jeg er vendt tilbage til en mere almindelig arbejdsdag, finder mere energi til at gøre andet end bare flade ud, når jeg endelig har fyraften.

Jeg har skiftet arbejdsplads et par gange i løbet af de sidste par uger – sådan er det at være vikaransat. Og i morgen starter jeg igen-igen-igen hos en af de gamle kendinge, en fiskefabrik på Hanstholm havn. Det er beskidt og ildelugtende arbejde, der ikke er særlig godt betalt. Til gengæld er kollegerne rigtig søde, og det er et af de steder, jeg føler mig mest velkommen, af de mange jeg efterhånden har haft min gang på, siden jeg flyttede til Thy for nu over to år siden.

I den stik modsatte ende af landet – bogstaveligt talt, idet man næppe kan komme længere væk fra Thy uden rent faktisk at måtte forlade nationen – i Svaneke på Bornholm, er de godt i gang med innovationen … eller i hvert fald markedsføringen. Således praler de højlydt på dette brygs etiket med, at de er blevet CO2-neutrale (det siger Force Technology i hvert fald), så derfor er brygget her en rigtig Game Changer.
Det lyder jo alt sammen meget godt. Men hos mig slipper mistanken om, at måden man gør CO2-udledningen op, er mere end almindeligt fordelagtig for producenten, ikke så let. Jeg ville i hvert fald gerne se rapporten, der frikender Svaneke Bryghus for CO2-udledning, før mine arme ryger i vejret. Desværre ville jeg nok ikke forstå rapporten, da det der med kemi og energi og den slags desværre aldrig var min stærke side i skoletiden.

Det må få være for nu. Hvad mon der kommer ud af de ædle ambitioner? Et lettåget bryg, hvor det kun akkurat er synligt, at det er ufiltreret. Samtidig skulle det være tørhumlet, hvilket gør den næsten klare fremtoning … ikke suspekt, men måske nok alligevel en anelse skuffende. Skummet gør det til gengæld godt – tæt, fedtet og stædigt, stort set som bryggeriet også selv promoverer det.
Duften ligger ovre i det søde med noter af bergamot og lime. Det er mere markant end hvad industrien normalt byder på. En kraftigt humlet aroma gør umiddelbart godt, omend den anmassende træaroma nu nok kunne have brugt en anelse sandpapir til afrunding. Fennikelaromaen er en udelt nydelse. Indslaget af kommenbrændevin nok mere en acquired taste – som jeg imidlertid byder velkommen. Ærgre mig kan jeg til gengæld over en kraftig metallisk bismag, der får brygget til at fremstå unødigt langt ude til den tørre, næsten sandede side.

Alt respekt til Svaneke Bryghus for at ville skabe nyt og træde nye veje, men helt i skabet er brygeksperimentet her altså ikke. Hvis man virkelig vil skifte legen er det ikke nok bare at ramme inden for skiven – man må ramme bull’s eye, eller endnu bedre triple 20.
Og selvom der er mere end bare adækvat oplevelse i brygget her, så formår den højest at skifte fra den grå kedelige industris andet gear til tredje. Vi har været der mange gange før og vi har også været væsentlig højere oppe.

Og væsentlig længere nede, indrømmet – men altså også væsentlig højere oppe.

Europas Bedste Humle Til Verdens Bedste Fodboldfans, Thisted Bryghus

Øl: Europas Bedste Humle Til Verdens Bedste Fodboldfans
Bryggeri: Thisted Bryghus
Type: Pilsner
ABV: 5,0%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Fodboldfans will be fodboldfans …
Det er ikke nogen større hemmelighed, at de sidste alt for mange uger har stået i fodboldens tegn, og det hænger også mig ud af halsen efterhånden. Lidt ærgerligt var det selvfølgelig, at vi røg ud i onsdags, men det skal samtidig ikke være nogen større hemmelighed, at jeg er lettet over, at vi ikke skal spille finale i aften (i skrivende stund) med risiko for at vinde. For en gentagelse af 1992 ville betyde, at vi ikke skulle høre om andet end fodbold de næste mange uger fremover.
Nu vi snakker om 1992, så udgav nu hedengangne Raasted en jubilæumsøl i anledning af 25-året for den sejr tilbage i 2017 (regner man efter opdager man, at det faktisk passer meget godt med de 25 år). Den hed “Jubilæumsøl 25 år 26. juni 1992 – 2017 Danmark – Tyskland 2 – 0 Europamester ’92” – måske er det bare et tilfælde, men det kan også godt være, at den dannede skole for øl brygget over fodboldtemaet ved at have et navn de færreste kan læse højt uden mindst at trække vejret tre gange.
Det samme gælder denne øl, som Thisted Bryghus står bag. Denne gang valgte jeg at tage hele titlen med, mens ovenstående blev forkortet en anelse i overskriften. Jeg ved egentlig ikke hvorfor … måske for at forvirre mig selv mere end noget andet. Drukket blev den i hvert fald under den nervepirrende kamp mellem England og Danmark, hvor Danmark røg ud. Dramaet kan faktisk følges på min YouTube-kanal, hvor jeg streamede min online kammerat Geoff Breeze og mig selv live, mens kampen løb over skærmen. Selvfølgelig uden billeder fra kampen, for den slags mås man som bekendt ikke.

Øllet … vel, det stod faktisk ikke rigtig mål med kampen, der – selvom vi ikke vandt – stadig var en fantastisk kamp. At de britiske fodboldfans kunne lære en masse af de finske står også klart, men jeg bliver aldrig en af dem, der mener, at England skulle have frataget sejren på grund af fansenes beskidte opførsel. Jeg prøver at være opmærksom på min egen bias, og mener at den slags bør håndteres af uafhængige instanser. Og i øvrigt gerne mere uafhængige af UEFA, nu vi er ved det.
Titlen siger sådan set det meste. Thisted Bryghus har valgt de bedste humler fra rundt omkring i Europa, for at brygge en øl til verdens bedste fodboldfans, eller som der står på bagetiketten – ‘vores Roligans’. Intentionen er egentlig ganske smuk – at forene europæiske humler på samme måde som europæerne forenes i sporten. Imidlertid tror jeg ikke, at fodboldfans – med deres hang til indtagelse af letløbende industriprodukter under aldeles ukontrollerede former – er det ideelle publikum for et sådant bryg.

Eller – det kommer selvfølgelig an på, hvordan brygget smager, og det siger markedsføringen jo i virkeligheden ikke særlig meget om. Umiddelbart ligner det en pilsner som alle andre, (det slørede billede skyldes imidlertid ikke beduggethed, men min komplette inkompetance udi fotograferingens håndværk) – korngult og med hvidt skum, der måske (måske ikke) er en anelse mere fedtet og holdbart end det oftest set, men så heller ikke meget mere.
Det samlede oplevelsesoverskud sammenlignet med industrielle pilsnere bliver nu heller aldrig imponerende. Duften lover ellers ikke skidt, og byder på en habil bouquet af rå og aromatiske humler, der alligevel vil lidt mere.
Og der er måske lidt … lidt mere, men så stopper festen også. Man smager humlen, og den fremstår såmænd nok en anelse klarere i profilen end man finder den i storindustrien. Bryggerne på Thisted Bryghus har imidlertid ikke glemt, at modtagerne er fodboldfans – så friskhed og – lad os være ærlige – vand i rigelige, for ikke at sige overdrevne, mængder er heller ikke glemt.

At humleblomsterne måske har været en anelse flere, eller marginalt finere er med sikkerhed noget, fordrukne fodboldfans aldrig ville opdage, for det er svært nok at konstatere når man er ved sansernes fulde brug.
En øl til forening af europas humler er ellers ikke nogen dårlig idé. Men at blande fodbold – og navnlig fodboldfansenes tvivlsomme smag i øl – ind i det, vil uvægerligt udvande konceptet. Prøv igen – med mindre vand, og så ikke for fodboldens, men bare for Europas skyld … eller noget.

Påske Beer, Hancock Bryggerierne

Øl: Påske Beer
Bryggeri: Hancock Bryggerierne
Type: Stærk Pilsner
ABV: 6,3
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Til at drukne sorgen …

Efter i mange år at have nøjedes med apartheidpolitik og behandlet Gaza som en KZ-lejr, der ville have givet Goebbels og Heydrich spontan udløsning, har Israel i løbet af den sidste uge genoptaget sit aktive folkemord på den palæstinensiske befolkning. I går kunne man så bevidne, hvordan Københavns Politi aktivt holder enhver protest mod Israels folkemord nede med knippelslag, tåregas, vilkårlige anholdelser og demonstrationsforbud.
Præcis hvorfor politiet farer så hårdt frem med voldelige og antidemokratiske midler mod folk, der demonstrerer mod folkemord og apartheid kan man selvfølgelig kun gisne om. Men mon ikke svaret skal findes i politiets ambition om med vold og opdigtede anklager at skræmme befolkningen fra at bruge sin grundlovssikrede ytringsfrihed i almindelighed, samt at bruge denne ytringsfrihed mod Israel i særdeleshed?
Racistisk motiverede hadforbrydelser begået af politiet, såsom det voldelige overfald på Tarek Adlouni i 2017, peger i retning af, at Israels massemorderiske praksis nok ikke ligger super-langt fra, hvad Københavns Politi gerne så indført som almindelig praksis inden for ordenshåndhævelse herhjemme … Bottom line, alt det her gør mig forpulet deprimeret, midt i at det ellers gik ret godt, alt det andet …
Nyt job, som jeg faktisk glæder mig så meget at møde op til, at jeg keder mig bravt her i fridagene. At jeg har købt bil, og føler at min beskæftigelsessituation er så sikker, at mit underskud efter købet ikke engang rigtig skræmmer mig … Alt det ødelagt af magtliderlige, folkemorderiske psykopater og deres villige, hjernedøde voldsrobotter herhjemme …

… man får jo helt lyst til bare at drukne depressionen i noget stærkt øl. Og meget apropos havde Fakta netop sådan nogle stående til en billig penge her den anden dag. En overligger fra påske er nu røget på tilbud, og kunne erhverves i en sixpack for samme pris som Hancocks Høker Bajer, min hus-øl.
Jeg ignorerede ellers stiltiende påsken her på bloggen i år. Påskeøl er evigt og altid inderligt uinteressante stærke pilsnere, som ikke har andet formål, end at gøre konsumenten fuld hurtigere. Men her kommer de vel så lidt til deres ret. Ikke på den mest konstruktive måde, man kunne ønske, måske, men ikke desto mindre. Og så er det jo ligegodt Hancock, der står bag. De har før formået at overraske inden for ellers umulige øltyper (og så glemmer vi lige for en stund dengang det gik helt galt med en anden stærk øl. Det var en anomali! !والله)

Som alle andre af Hancocks øl, er dette bryg krydret med Saazer humle. Det giver en fin duft ved skænkning, og alene det, at brygget dufter mere af krydderi end af sprit gør, at denne øl allerede på dette tidlige tidspunkt formentlig vinder over det store flertal af industrielle påskepilsnere derude.
Det viser sig imidlertid hurtigt, at denne stærke påskepilsner er som stærke påskepilsnere er flest: Nok er humlen i Hancocks bryg bedre end hvad man ellers får, men det er ikke nok til at skjule spritelementet helt. Det er stadig en stærk pilsner med de ulemper der uvægerligt følger.
Men okay – den her glider en anelse mere smooth hen over tungen, end man måske er vant til. Saazerhumlen bryder imidlertid kun glimtvis igennem, så den samlede oplevelse kun hæves en anelse over, hvad man ellers er vant til af stærke øl, der ikke kun smager af sprit. Som sådan er Hancocks bryg en mere afdæmpet og harmonisk variant over de mange gashåndtag, men altså kun med små justeringer til det bedre i aromaen.

Men når gælder håndtering af nedturen over verdens fortrædeligheder, så er det jo også alkoholen, der kommer i højsædet. Den er ikke specielt høj for denne øl – 6,3%. Men … nu blev den jo ligegodt solgt i en sixpack – så mon ikke det lige akkurat går alligevel?

Lost Lager, Brewdog

Høj standard …

Den meget lækre øl/frugt-smoothie Hydra blev nydt til madlavningen. Jeg har faktisk en smule svært ved at se, hvad den ville egne sig til af for- og hovedretter. Men til en chokoladedessert ville den nok være ganske egnet.
Til maden valgte noget … vel – mere simpelt, kan man vel kalde det, eller mainstream på nudansk. En pilsner, omend med en antydning af variation, idet denne meget lyse, citrongule 4,7-procentssag er tørhumlet og ufiltreret. Som allerede bemærket har Brewdog for længst opgivet din status som innovativt, grænsebrydende specialbryggeri, der gjorde dem til en af lederne af ølrevolutionen. De er nu fast inventar i discountbutikkerne – omend ikke lige ved siden af industriøllene, der dog stadig kan ses – og med udstrakte arme nås – fra hylderne hvor Brewdogs øl står. Der skal derfor mere til end lidt tørhumling og grums for at få denne bloggers forventninger til brygget op over et gråt og kedeligt gennemsnitsniveau.

Skummet fejler i hvert fald ikke noget. Det stiger flot, fedtet og fyldigt op til glasranden, men ikke hurtigere, end at selv uøvede skænkere ikke sådan uden videre må trækkes med overløb. Duften peger til gengæld ikke umiddelbart i nogen heldig retning. Humle og karbonering giver sig kun spagfærdigt til kende, omend humlen – den smule der er – alligevel virker frisk og skarp, som den prikker i snudeskaftet. Alt håb er endnu ikke ude.
Inden for læberne er den heller ikke ligefrem et aromatisk vulkanudbrud – til gengæld prikker den både friskt og vederkvægende på tungen, og hvis man gider mærke efter, annammer man snart de fineste, spædeste og sprødeste små grannåle prikke pikant på tunge, gummer og gane.
Det er kun antydningsvist, hvilket netop gør brygget her til en egnet, velsmagende tørstslukker til et godt aftensmåltid.
Øl kan også godt være tilbehør ved middagsbordet – øl der har karakter af en hovedret bør faktisk nydes for sig selv, så der er mere end god plads i arsenalet til denne forfriskende og velsmagende perle.

Fra at være revolutionerende og verdensomvæltende har Brewdog vitterlig bevæget sig ind på en bredere og mere lettilgængelig sti. Men det betyder bestemt ikke, at deres produkter ikke længere er værd at afprøve. Den her kunne godt gå hen og blive semi-fast inventar i mit køleskab.

Thy Økologisk Pilsner, Thisted Bryghus

Gør den permanent …

Bare rolig, jeg skal nok nå til nogle juleøl inden alt for længe. Men først skal jeg lige have den her af vejen.
Det er en relancering af en gammel klassiker fra for 25 år siden, nemlig Thisted Bryghus‘ økologiske pilsner, der altså i år har fejret jubilæum.
Jubilæumseksemplaret her er dog ikke helt den samme øl som dengang. Det er altså ikke bare gammelt øl på nye flasker, men derimod en opdatering med lidt ekstra humle. Og det er kan jeg, som notorisk humlehoved, selvfølgelig kun hilse hjerteligt velkomment.
Ikke mindst når jeg kigger tilbage på originalen. Alle gode intentioner til trods samt det faktum at jeg dengang var nærmest forblændet af økologiens lyksaligheder – i dag er min begejstring noget mere pragmatisk – scorede den jo ikke nogen videre høj karakter dengang. Vist var de 3½ stjerner højere end hvad de fleste standard- og industripilsnere har scoret gennem tiden på bloggen, men produktet var alligevel ikke i nærheden af noget egentligt ekstraordinært. Ikke engang inden for pilsnerverdenen.
Hvor meget kan lidt ekstra humle gøre for en øl, om hvis kvalitet jeg ikke kunne sige meget mere, at den da var noget over standard? For at foregående sætning ikke ender som et rent retorisk spørgsmål, kunne man jo begynde med at afprøve den.

Det ligner sig selv, det korngule bryg. Pilsnerøl er letgenkendeligt, og altid synet værd, korngult og prangende som det står i glasset. Her med en mere end nydelig kridhvid og fedtet skumkrone, som jeg ikke husker fra originalen.
Duften røber til gengæld ikke nogen større oplevelse end for 25 år siden. Humlen er der, nogenlunde markant og med det samme rå, upolerede udtryk, der gjorde Danmarks første økologiske øl ganske populær i sin tid. Men så heller ikke mere …

I smagen til gengæld – der folder jubilæumsudgaven sig virkelig ud …

Her er der rigeligt med humle. Bitter og aromatisk, igen med den velkendte rå kant, men i forening med mere sød malt og vanilleessens, der giver brygget en langt fyldigere bund, end den man kender. Søde æbler blander sig med med bitterheden, og giver en bredere oplevelse, uden at brygget berøves sin oprindelige kantede karakter.

En gedigen opdatering af en øl, der mest var nyskabende ved andre egenskaber end sin smag. Nu har Thisted Bryghus fået smagen med, og det fortjener de hæder og ære for.
Mit ydmyge ønske er, at produktionen af det oprindelige økologiske bryg indstilles, og erstattes med denne jubilæumsudgave.

Jøwt, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken I

Bestemt jøw …

Jeg må hellere til det. En uge næsten uden arbejde og amerikansk valg har resulteret i endnu en rutsjebanetur – af den slags man finder på almindelige legepladser, og ikke i forlystelsesparker. De kører som bekendt kun én vej: ned!
Vel, nu er der så omsider lidt lys for enden af den tunnel, som rutsjebanen endte i igen (igen igen igen). Mit liv minder lidt om bilferierejserne i min barndom gennem alperne. Med jævne mellemrum må man igennem lange, mørke tunneller for at nå videre. En afgørende forskel er imidlertid, at udsigten mellem tunnellerne er knap så flot og spændende i mit liv som den er i alperne.
Ikke desto mindre tyder meget i øjeblikket på, at Agent Orange omsider må forlade Det Hvide Hus, så man endelig kan ånde lettet op igen. Sådan da. Demokraterne ser til gengæld ikke ud til at få kontrol over senatet – og så er vi om ikke lige vidt, så i hvert fald stadig meget langt væk fra reel forbedring. Men i det mindste vil katastroferne da ikke snuble over hinanden i flere på hinanden følgende train wrecks hver eneste dag.

Men netop som lyset viser sig for enden af den tunnel, muterer Coronavirusset i mink, og hele Region Nordjylland lukkes ned igen. Bummer! I det mindste har vi da en regering, der forstår at tage de nødvendige beslutninger hurtigt nok til, at Thy og Vendsyssel ikke går hen og bliver det nye Wuhan … håber jeg da. Men den sag kan nemt gå hen og blive lige så nervepirrende som det fortsat ikke afgjorte præsidentvalg.
Jeg har til gengæld fundet anledning til at gøre en dyd af nødvendigheden, og fejrer i dag min fødselsdag ved at være på internettet og skrive ølblog.
En officiel fødselsdagslivestream, der finder sted fra klokken 20 kan findes her.
I mellemtiden må jeg hellere se at få fulgt op på mine nylige smageaktiviteter. Bare fordi jeg sidder med depression op til halsen, betyder det jo ikke, at jeg ikke prøver nogen nye øl. Faktisk har jeg fire tomme flasker stående, hvis indhold ikke er anmeldt endnu, så jeg har faktisk en smule travlt.

Således tager jeg fat på den fine pakke øl, Løkken Bryghus sendte mig forleden. Nogle af øllene bærer navn efter særlige udtryk på det lokale vendelbomål. Som barn af firserne blev jeg med De Nattergales hyppige medieeksponering behørigt forberedt på min flytning til Thy for et år siden. Af vendelbomål forstår jeg til gengæld kun ganske lidt.
‘Jøwt’ er ifølge etiketten et universelt begejstrings- og anerkendelsesudtryk; “dejligt, fedt, kanon eller super” kan det oversættes med. Men passer det så? Er pilsneren her virkelig jøw eller det modsatte (hvad det så end måtte hedde (det er nok ikke ‘wøj’. Så nemt og logisk opfører sprog sig desværre aldrig))?

Skummet ser da ret jøwt ud – i hvert fald så længe man ikke hælder for voldsomt, thi oversvømmelse og vandskade … vel, ølskade må det vel hedde, er nok ikke videre jøwt. Det stiger hastigt, og forbliver højt et godt stykke tid, hvilket gør skænkningen til lidt af en udfordring. Udkantsdanmark-associationerne bliver ikke mindre af bouqueten, der minder én om stald og insillage. En ubehagelig lugt for mange, men langt fra fremmed i ølverdenen, og ingenlunde ildevarslende heller. Det er vist noget med, at de svampe- og gærtyper, der findes i staldmiljøer er nært beslægtede med dem, der bruges i ølbrygning, men det er ikke noget, jeg skal kloge mig videre på.
De høje forventninger staldlugten indgyder, bliver da også straks infriet. Her er en aromatisk pilsner. En pilsner, der rent faktisk smager af noget, og ikke bare er til tørst og fuldskab. Modne kornmarker leverer en fuldfed, næsten honningsød maltbund på hvilken solide stammer af mørkt træ slår rødder dybt ind i smagsløg og gummer.
Det er kraftfuldt, robust og ganske enkelt bare rigtig, rigtig velsmagende. Og i øvrigt også overraskende for så vidt, at brygget her ikke bare giver mere af den pilsnersmag, man så ofte gerne vil have mere af. Nej, den leverer en bitterhed og en sødme, man ikke har prøvet før. Oveni bare at være rigtig god, er pilsneren i sit udtryk også original.

Hvis det ikke er jøwt, så ved jeg ikke hvad der er.

St. Omer 8,0, Brasserie Goudale

Smagfuld spritterøl …

Rigtig mange af de øl jeg prøver, støder jeg tilfældigvis på i supermarkedet, og tager dem kun med, fordi jeg ikke har prøvet dem før. Denne her er fra Føtex, og er købt netop på de betingelser. Jeg har aldrig hørt om brygget før, omend jeg har været inde over bryggeriet med jævne mellemrum. La Goudale ser ud til at være fast leverandør til Salling Group af franske special- og som her, standardøl.

For det er i grunden blot en stærk pilsner vi har at gøre med. Næppe overraskende hentyder ‘8,0’ i navnet til alkoholprocenten, der ved tilsætning af majs er banket ekstra højt op. En pilsner i klasse med Elephant, Bjørnebryg, Brutalis og hvad de ellers hedder de mange billige og stærke øl, der i mine øjne alene appellerer til et forbrugersegment, der snarere burde gå i behandling for deres alkoholkonsum, frem for at få tilbudt øl af denne kaliber. Formålet med disse øl er at blive fuld hurtigt og billigt. Et rationale jeg personligt end ikke finder tiltalende når der er fest. Jeg kan ikke ryste følelsen af, at producenterne bag disse bryg søger at profitere af nogle ulykkelige skæbner, der har opgivet at finde glæde andre steder end i den hurtige, billige alkoholrus, hvorfor jeg da også under ét gerne kalder denne kategori af stærke, billige pilsnere ‘spritterøl’.

Det var der engang en læser, der blev vildt harm over. Kommentarer fra både vedkommende og undertegnede kan man læse under dette indlæg.

Som regel er min begejstring ikke stor for disse øl, hvilket nok også skyldes, at min begejstring for pilsnertypen i det hele taget er til at overse. Ikke mindst eftersom det nok er den type, der er lavet flest forskellige udgaver af, samtidig med at den gennemsnitlige varians fra bryg til bryg har været den suverænt laveste.

Forventningen var derefter, da dåsen blev åbnet og brygget skænket. Skummet kunne da behage øjeæblerne en smule, og i sig selv er det jo heller ikke fordi en pilsner er grim at se på. Men generisk forbliver brygget, ikke mindst i kraft af en stærk, gennemtrængende odeur af næsten ingenting. Der er ordentligt disket op til en både industriel og middelmådig oplevelse af de allermest mainstream på den mest middle-of-the-road-agtige måde.

Men se engang. Sådan skulle det overhovedet ikke gå. Aldrig så snart det på overfladen fornærmende ligegyldige bryg kommer inden for læberne, sker der noget.
Alkohol – ja, det var forventet. Men ikke en skarp og sprittet én af slagsen. Næh, den her er blød og rund, næsten likøragtig.
Malt – og rigeligt af den. Hvor mange gange har man ikke prøvet spritterøl helt uden fylde og krop. Her er der rigeligt af begge dele i form af en sød, næsten sirupblød mundfornemmelse, der næsten truer med at blive kvalm – men det bliver ved truslen, der jo faktisk også kun næsten er der.
Bitterhed – Ja! Øllets signaturaroma har bryggeriet heller ikke glemt. Og den er forbløffende markant, tung og mørk. Og helt uden at blive besk eller harsk, sådan som oplevelsen nemt bliver når brygget i øvrigt er tunet med ekstra alkohol og majsstivelse. Bitterheden er uændret og ufortrødent til stede i eftersmagen, hvor den næsten demonstrativt fortsætter med – mod forventningerne – ikke at være til ubehag. Tværtom.

En smagfuld stærk pilsner. Det havde jeg ikke ventet. Jeg er stadig ikke nogen fan af genren som sådan, men lyspunkter som dette yder den en berettigelse, som jeg ikke mente, den havde før.

Den ros skal den have.

Helles Vollbier, Kaiserdom Privatbrauerei

Så kan jeg vel forp@&%! lære det?

Jeg skulle selvfølgelig brokke mig over min ustabile arbejdssituation offentligt. Nærmest som en form for jinx eller nemesis – omend på den fede måde, når alt kommer til alt – måtte jeg bagefter dukke mig for ikke at blive slået omkuld af vildfarne jobtilbud.

Den i sidste indlæg omtalte arbejdsordre faldt om man så må sige i skrivende stund. Der var tale om en aftenvagt på den lokale margarinefabrik, der i øvrigt med jævne mellemrum er behjælpelig med udfyldning af huller i min usikre arbejdsplan. Aftenarbejde er velbetalt, og arbejdspladsen ligger i bekvem cykelafstand. Så midt på eftermiddagen gik det afsted, med hjemkomst ca. ved midnat.

Sulten og opfrisket efter hjemtur på velocipede i en mild eftersommernat langs limfjordspromenaden gik jeg ikke direkte i seng. Jeg formåede faktisk at trække den helt til klokken halv tre efter bl.a. at have nydt et solidt natmåltid med sådan én her til (mest fordi det var den eneste jeg havde).

Men jeg fik ikke lov at sove længe. Klokken halv otte ringede telefonen. En lokal friskole, hvor jeg om tirsdagen underviser i tysk havde brug for mig hele dagen som vikar. Så søvndrukken, forvirret og uden at kunne nå at få min morgenkaffe hastede jeg i bad, fik kastet et tarveligt og utilstrækkeligt morgenmåltid i hovedet, og så ellers af sted i bus til en hel dags vikarundervisning …

Heldigvis er eleverne derude rigtig søde. Lønnen som lærervikar fejler heller ikke noget. Og i morgen går det så løs igen med vikarundervisning. Men da jeg på hjemturen hurtigt skulle ringe til mit vikarbureau for at få afklaret en sag, blev jeg tilbudt endnu en aften/nat-tjans på margarinefabrikken … Lettere tøvende måtte jeg takke nej. Der er ingen grund til at få et stressrelateret nervesammenbrud netop som ens økonomi viser tegn på at være i bedring for en afvekslings skyld.

Relevansen for dagens øl af alt denne snik-snak om kaoset i mit liv er som altid lig nul. Kaiserdom-brandet er fast inventar i COOP’s butikker, og har været det gennem alle årene, hvor jeg har skrevet blog. En af de første anmeldelser jeg skrev, var faktisk af Kaiserdoms pilsner, og min begejstring var til at overskue, for nu at underdrive demonstrativt og med en æg af sarkasme.

Fire gange har jeg anmeldt bryggeriets øl, og ikke én af dem er nået op på, endsige over, middelkarakteren på tre stjerner. Why do I even bother?

Og i modsætning til en ellers udbredt talemåde er Plejer ikke død, men lever i bedste velgående. For ganske som et Kaiserdomprodukt plejer, leveres der her vel under middel visuelt, olfaktorisk og aromatisk, startende med en jævn, korngul pilsnerlød, med dertilhørende udeblivende skumoplevelse, der ellers ville kunne have reddet en flig af en fra starten vaklende oplevelse. Duften er fjern om overhovedet til stede. Er det i virkeligheden bare væde man får i næsen, eller der også en duft af humle – eller øl på en eller anden måde – dernede i dybet? Jeg er langt fra sikker.

I det mindste kan man da ikke beskylde brygget for at gøre en tørstig. Brygget er både forfriskende og svalende, og formår samtidig at levere en portion liflig brus, så man uvægerligt kommer til at tænke på et glas perlende danskvand. Og det er jo også rart, når det ellers er et glas danskvand, man har skænket sig. Når man har skænket sig en øl, derimod, er den slags oplevelser noget, man helst er foruden.

Humlen og malten – og for den sags skyld også gæren – kommer man til at lede længe efter i smagen. Og ligesom med duften blev denne blogger aldrig helt sikker på, om han overhovedet fandt nogen af delene. En præstation, der i alt ender endnu mere tarvelig end det hastigt opdiskede morgenmåltid.

Nej, det skulle heller ikke blive denne gang, Kaiserdom Privatbrauerei imponerede mig. Hvad ‘Voll’ præcis dækker over har jeg ikke nået at google mig frem til, men oplevelsen var i hvert fald til fulde, hvad jeg ud fra de tidligere Kaiserdom-oplevelser kunne forvente.

Med andre ord blev det som det plejer.

Forårsbryg, Aarhus Bryghus

For, mid, sen, efter og indian …

En ustabil arbejdssituation, et forlist kærlighedsforhold og læsertørke har her på det sidste dræbt noget af fornøjelsen ved at skrive, og i det hele taget være aktiv på blog og YouTube-kanal. Jeg er åbenbart ikke den eneste, for hvem humøret daler i efterårsmånederne, idet læsertallet har det med at være for nedadgående – især her i september.

Jeg havde ellers planlagt at de sidste feriepenge skulle brændes af nu, hvor jeg har været ramt af flere ufrivillige deltids- og fridage i streg. Hvorfor ikke vende lediggangen til min fordel og rent faktisk få gjort noget ved det, jeg holder allermest af – at formidle øl og være sekulær aktivist?

Desværre satte lysten til at skrive og nørkle med videoer ud i samme øjeblik jeg fik mere tid. Straks blev jeg overvældet af muligheden for at slå tiden ihjel med idel underholdning i stedet. Vel – i det mindste falder jeg ikke til flasken, når jeg keder mig eller er smådeprimeret. Nogle gange kunne jeg i mit stille sind godt ønske at jeg gjorde – så ville jeg i det mindste have noget at skrive om bagefter.

Samtidig er jeg for første gang i år oprigtigt bekymret for, at jeg ikke når det antal læsere, jeg ønsker – 4.000 klik pr måned. Det begynder allerede at se svært ud. Derfor vil jeg overordentligt påskønne, hvis både nye og gamle læsere ikke bare læser dette indlæg, men også kigger lidt af bagkataloget igennem. Jeg har anmeldt øl gennem ti år, så der er gode chancer for, at netop den øl du har overvejet at smage på allerede er afprøvet her. Således kan du – før du spilder penge og tid – vurdere, om det overhovedet er noget du gider.

Og netop som der tikker en besked ind om, at der er arbejde til mig, får jeg taget mig sammen til at tage mig sammen til at skrive igen. Jeg skal åbenbart være under en eller anden form for pres for at få ting gjort. Når der ikke er udsigt til, at lediggangen hører op, ved jeg ikke hvad jeg skal bruge tiden på – selvom mulighederne for konstruktiv udnyttelse er legion. Go figure.

Og ja – du læste rigtigt. Kortvarigt har jeg atter smagt kærligheden på godt såvel som på ondt – idet det meget snart var slut igen. Nærværende øl, som jeg fik af min storebror, da han var forbi med familien i løbet af sommeren, blev nydt i baggården til min lejlighed sammen med hende. Det er derfor, der er to glas på billedet.

Og det er alt, I får at vide om mit kærlighedsliv. Der er ingen grund til at ødelægge jer læseres humør unødigt.

Det har været en smule svært at finde ud af, præcis hvilken type øl, der her er tale om. Men efter alt at dømme har vi med en øl af pilsnertypen at gøre, der er tilsat sukker – for at justere smag og måske også banke alkoholstyrken op en smule. Vi lander på 7%, hvilket omtrent er niveauet for stærke øl som Elephant og Bjørnebryg – uden videre sammenligning i øvrigt … og så alligevel. Brygget her deler deres ydre – i bund og grund er brygget lige så korngult, omend prydet med en tæt, kridhvid marengsmasse, der så vidt jeg husker ikke følger med førnævnte spritterøls visuelle forestilling.

I duften byder brygget på traditionel pilsnerhumle, flankeret af søde, friske indslag. Uden at typen er angivet noget sted på emballagen, peger bouquetens karakter temmelig entydigt i én retning, samtidig med at det tilsatte sukker giver sig til kende. Det friske – og i øvrigt delikate – pilsnerindslag gør sig ligeledes gældende i aromaen. En lækker, gennemtrængende smag af frisk, bittersød humle behager munden i alle tre dimensioner. Og selvom tilsætningen af sukker bliver ret afslørende i bryggets karakter, forbliver indslaget også forbløffende velafstemt med bitterhed og fylde i en velkomponeret aromaoplevelse.

De rene, bitre, men fortsat også friske pilsnernoter kan man nyde i en eftersmag, der bliver hængende et godt stykke tid efter at brygget er skyllet ned. En blomsterfrisk, aromatisk forårsøl, der også sagtens kan nydes om sommeren, sensommeren og i løbet af – undskyld de etnocentriske undertoner – indian summer. Sidstnævnte må vi nok vænne os til, what with galopperende global opvarmning oven i alle de andre katastrofer, vi som mennesker har skabt for os selv.

Brygget her minder mig også om, at det i grunden er alt for få øl, jeg har anmeldt fra Aarhus Bryghus. Det må jeg se om jeg kan få lavet om på.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme