Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Pale Ale

Centennial Pale Ale, Royal Unibrew/Albani

Den grå midte …

I starten af måneden lancerede Royal Unibrew to nye produkter i deres ‘Albani Special’-serie. Det er en serie af øl, der er en smule over gennemsnittet, men uden at denne blogger ligefrem ville hæfte betegnelsen ‘specialøl’ på dem.

Hele serien har været under kærlig behandling her på bloggen, og den spænder fra det uforskammet ligegylige til det i grunden udmærkede. Seriens bedste øl – Mosaic IPA er efterhånden blevet min personlige industrielle favorit, mens jeg til gengæld ikke er vendt tilbage til nogen af de andre i serien, siden de blev anmeldt. Det skal i dag vise sig, om Royal Unibrew har formået at skabe en ny øl i serien, der er værd at vende tilbage til.

Deres nye Pale Ale er brygget med Centennial-humle, der er populær i amerikanske IPA’er såvel som PA’er. Det er for så vidt forjættende, omend et fancy humlenavn ikke alene skaber nye, banebrydende øl.

Hvad duften angår, udebliver nyhederne i hvert fald. For hvor ofte før har bouqueten af køligt postevand med kulsyre ikke formået at undlade at genere lugtesansen, samtidig med at den ej heller ligefrem behager den? En metallisk note kunne måske true med at chikanere, men til det forbliver den alligevel for fjern, og giver på dette tidspunkt mere friskhed end svie.

Ved første berøring med smagsorganerne yder brygget rare, søde og aromatiske noter af hyld og rose, som fik man hele bismagspaletten fra en god IPA serveret på et sølvfad. Desværre lader det til, at sølvtøjet ikke har været af lødig kvalitet, for afsmag af metal melder sig snart, og denne gang i en grad så det ikke bare kan afskrives som friskhed. Det bliver generende.

Generende er også en sandet gærfornemmelse, der opstår ved mandlerne – der hvor man ellers godt kunne have ønsket noget frisk og skarp bitterhed. Bitterheden er der da, hist og her – men den føles noget sløset og hengemt. I det hele taget føles Royal Unibrews nye produkt i Albani Special-serien noget lemfældigt henkastet i karakteren. Der er ikke rigtig kælet for noget, og sjuskeriet medfører også missmage, der måske nok ikke er slemme nok til, at brygget bliver decideret ubehageligt, men dog nok til at en lunken oplevelse bliver doven oveni.

Der er dermed ikke lavet det store om i serien. Der er kommet én øl mere til, og det er lissom det. Hverken i bunden eller i toppen rykkes der rundt, da brygget må siges at falde midt i seriens store, anonyme midterfelt.

Gavnø Pale Ale, Slotsbryggeriet Gavnø

Tak for i år …

Jeg ligger nærmest vandret resten af året. hver eneste forpulede dag op til nytår skal jeg arbejde. Og for at føje spot til skade, skal jeg også arbejde både nytårsaftensdag og selve nytårsdag, føj dertil møde klokken 8:00 begge dage.

Det stinker rigeligt i sig selv. Og det gør det ikke bedre, at jeg er ganske og aldeles blæst, når jeg endelig når hjem. Jeg vågner med lyst på livet, og er klar til at gribe hele dagen i et orgie af kreativitet og æstetisk artisteri … der er bare den lille detalje, at der er et arbejde der skal passes … og som en anden dementor dræner det mig enhver livsglæde, så der ved fyraften ej er mere tilbage, end et sølle skrog. Jeg ville mægtig gerne føre bloggen her videre på et højere niveau – og hvor ville det dog derfor være skønt, hvis jeg regelmæssigt kunne mønstre energien til den arbejdsindsats, der er nødvendig for det.

At tage springet og blive fuldtids blogger/aktivist er en drøm, der er vokset mere og mere her efter fyrreårsalderen. Men jeg har jo også nogle børn, en husleje og en krop, der skal have mad og tøj på … Vel, jeg må prøve at arbejde mig stille og roligt frem imod det. Bloggen er jo alligevel nået et stykke gennem årene, og jeg tror projektet kan blive endnu større med tiden. Det er noget, jeg vil arbejde videre med i det kommende år – arbejdspres og stress til trods.

I indeværende år er der dog en sidste øl, der skal anmeldes – mere tror jeg ikke, jeg magter. Det har i øvrigt været en ganske fin december måned for bloggen. Igen i år har der været over 5.000 klik i julemåneden, og for det skal alle interesserede, der har kigget forbi, have stor stor tak. Det er for jer læsere, jeg skriver. Det gør mig aldeles fornøjet, at nogen vil læse de ord, jeg lægger ud på det store fællesdrev i et ydmygt og spagfærdigt forsøg på at levere en smule idel underholdning i en ofte aldeles dunkel og truende tid.

Slotsbryggeriet Gavnø står for skud igen. Dette bryg var også at finde blandt et prisnedsat parti øl i Irma Sydhavnen, som jeg forleden fandt på vej hjem fra arbejde. At kalde det en pale ale er omtrent lige så meget en tilsnigelse som at kalde Aarhus Bryghus’ julebryg en mørk øl. Brygget her har kulør af mahogni, med matchende højt og plastisk gyldent skum. Men den bitteraromatiske humleduft afslører, at der næppe er tale om en sød brown ale, så brygget er mere blegt af navn og odeur, end af anden gavn.

Brygget er både nydeligt maltet og krydret. Ganske bittert fylder det godt op i mundhulen med aromaer af mocca-caramel med lys chokolade med indslag af koriander og muskat. Dybere i brygget kradser en markant humleprofil ganske bittert, for ikke at sige småbesk. Med tiden bliver brygget mere letflydende, og kan heller ikke se sig helt fri for at virke en anelse oxideret. Der har jo nok været en grund til, at øllene var sat ned, og ofte er grunden, at øllene har stået så længe, at uddeleren er blevet træt af at se på dem. Den slags har det med at falde sammen med at varerne aldres uhensigtsmæssigt – og her kan det nok mærkes en anelse på det indtryk af vådt pap, der så småt trænger sig på.

Overordnet er oplevelsen dog hjemme, og hvad jeg oplever som antydninger af missmage og skønhedsfejl, kunne andre opleve som karakter. Godkendt og mere til er brygget uanset, og som sådan en værdig afslutning på et meget  spændende øl-år for mit vedkommende.

Men traditionen tro, vil der først i det nye år blive berettet meget mere om det.

Anarkist Ginger Pale Ale, Royal Unibrew/Albani

Bevares, det er da ikke det ringeste …

Vel, jeg er nogenlunde på højkant igen. Hvordan det lykkedes er mig en gåde. I morgen er det min fx fødselsdag, og har man nået min alder, minder det blot én om, at ens dage på et tidspunkt får en ende – så det er nok ikke det. Til gengæld er der midtvejsvalg i USA, og måske er det håbet om, at amerikanerne har en fin fødselsdagsgave til mig i form af et republikansk mindretal, der har fået serotoninen op at boble igen?

Mest af alt tror jeg bare, at det er sådan jeg er, og ikke mindst sådan mine depressioner er. De kommer og går, ikke altid lige forudsigeligt – præcis ligesom når de damper af igen.

Nok om det. Jeg vil gerne afvikle afventende anmeldelser før jeg får gæster i weekenden (jo, det skal nok blive omtalt) så here goes …

I min ikke videre systematiske gennemgang af Royal Unibrews Anarkist-serie, til ære for Albanis grundlægger Theodor Schiøtz, er jeg nået til denne Ginger Pale Ale – altså en lys overgæret øl tilsat ingefær. Ingefær er en af mine favoritkrydderier. Ud over at det bare smager godt, tager det også kvalmebivirkningerne af min ADHD-medicin (for nu lige at give et pro tip videre til andre derude, der får speed på recept) og ifølge alle mulige sundhedsapostle – både de whacky af slagsen og dem der rent faktisk ved noget om ernæring, skulle det vist også være ret sundt sådan i det hele taget. Mine erfaringer med krydderiet i øl har til gengæld været noget fluktuerende for at sige det mildt, spændende fra det reelt interessante til det nærmest udrikkelige.

Brygget er ganske pænt, højorange og langt fra så blegt som man kunne have frygtet. Skummet er tæt og fyrigt, og volder visse udfordringer ved skænkningen. Bouqueten er til gengæld en øjeblikkelig skuffelse. Den er aldeles fjern med kun yderst svage antydninger af krydderi – det være sig humle eller ingefær – hvis man da lige ser bort fra vandet, der er aldeles præsent.

Til gengæld kan man da i det mindste smage det lidt. Der blev sagt lidt. Vandet er også det mest præsente i bryggets orale udtryk. Ingen skal beskylde det for ikke at slukke tørsten, og i det mindste er ingefæren der da også. På sidelinjen. Iblandet, skødesløst, så det rasler planløst rundt derinde i alt vandet, og desuden i et alt for lille kvantum.

Selvom jeg gerne indrømmer, at kombinationen Øl og Ingefær har resulteret i langt større katastrofer end dette bryg, så forbliver det en anonym og halvkedelig sag. Der skal altså mere for at lave en god krydderiøl, end bare at blande et krydderi lemfældigt i mæsken, og så håbe det bedste. Lidt raffinement … lidt brygkunst … lidt vilje til at få humleudtrykket og ingefærudtrykket til at matche og komplimentere hinanden …

… men det kræver selvfølgelig at der er noget humle, ingefæren kan matche. Humlen udebliver imidlertid helt. Mest af alt er det farven og skummet der afslører, at dette faktisk er en øl, og ikke bare en sjusket sammenkastet ingefærsodavand med alkohol.

 

Ginger Queen, Ørbæk

Vandets dronning …

Det østfynske økologiske bryggeri Ørbæk har i lang tid – flere år, tror jeg – haft en øl i sortimentet ved navn ‘Lakridskongen’. Den står i kø i mit skab, og der har den også stået længe – omend ikke årevis.

Der må vel være et eller andet ved navnet eller etiketdesignet, der har gjort, at jeg ikke har gidet prøve den endnu. Til gengæld har den for ganske nyligt fået en kvindelig pendant og det er jo langt fra upassende i disse #metoo-tider. Så mangler vi bare en trans- eller queer-udgave af konceptet, såfremt Ørbæks investorer vurderer at et sådant koncept vil give plus på bundlinjen.

Jeg skulle i så fald være den sidste til at klage, omend jeg ville krumme mine tæer nok så mange kender over, at det netop mere er bundlinjen og mindre viljen til at gøre noget godt, der ville drive bryggeriet.

Fokuserer man nu på indholdet i stedet for formen, opdager man – ikke til den store overraskelse – at brygget er tilsat ingefær, foruden øllets klassiske fire ingredienser samt sukker. Det lyse krydderi prikker pikant i det messingfarvede, tætskummende brygs bouquet, men gør i duften ellers langt mindre væsen af sig, end en dominerende note af postevand.

Brygget er primært sødt og venligt. Det leverer en maltet mundfornemmelse, der står ganske alene med opgaven at få smagsorganerne til at identificere produktet som en øl og ikke en letbrusende sodavand med stænk af ingefær. Det lykkes sådan nogenlunde, omend malten må kæmpe bravt for æren.

Ingefæren mærkes mest bag i munden og i eftersmagen, hvor den da indrømmet gør lidt gavn. Ellers er den ligesom i bouqueten gemt væk bag tykke tæpper af vand, hvis tørstslukkende egenskaber uafvendeligt ledsages af samme elements evne til at – om ikke kvæle, så i hvert fald dæmpe alle andre smagsindtryk i en grad så de kun skimtes fjernt. Det gælder imidlertid ikke humlen, der lader til at være druknet helt og aldeles.

De vage smagsindtryk er til gengæld smagfulde nok. Brygget forekommer ikke syntetisk eller unødigt industrielt, men ærgelsen over, at det ikke smager af mere er skuffende præsent.

Anarkist New England IPA, Albani/Royal Unibrew

Måske en AnCap …

Jeg har krummet mig sammen i et mørkt, indelukket hjørne af mit i forvejen alt for lille soveværelse. Helt op ad de kolde vægge har jeg klemt mig, nu hvor jeg endelig har fundet lidt tid og overskud … jep – overskud. At jeg sådan har krøllet mig sammen skyldes ikke, at jeg igen har fået besøg af mine stoutsorte dæmoner; depressionen og det deraf følgende sortsyn. De har faktisk holdt sig på behørig afstand på det sidste, hvilket betød at jeg for en gangs skyld gad gide tage mig sammen til at tage mig sammen og tage tyrene ved hornene … og endelig få bestilt en maler, så fugtskaden i min lejlighed kunne blive ordnet.

Så alt mit habengut, der stod på og langs de møbler, jeg måtte flytte ud fra væggene er nu mokket op i mit beskedne sovekammer, der hvor der nu lige var plads – et af vore dages luksusstatussymboler, jeg kun havde meget lidt af i forvejen.

Men det kunne lade sig gøre – på bekostning af endnu mere bevægelsesfrihed. Men det er selvfølgelig bare midlertidigt, og det er ingen overdrivelse at beskrive lettelsen over at få sat et flueben ud for den ‘ting der skal ordnes’ med Trumpske superlativer – yuuuuge, tremendous, really big … Speaking of Agent Orange – han er vel også en slags anarkist. Han er i hvert fald ikke glad for regeringer og navnlig disses indblanding i, hvad især meget rige og magtfulde mennesker må og ikke må.

Men nu er anarkisme jo også et meget vidt begreb. Royal Unibrews patetiske undskyldning for at bruge det på etiketterne i denne ikke længere helt nye serie specialøl til ære for Albani-grundlæggeren Theodor Schiøtz, er vist noget med at han brød regler og konventioner for hvordan man bryggede øl dengang. Jeg finder det aldeles søgt og på grænsen til latterligt. Ikke mindst i betragtning af, at den grad af ‘anarkist’ der er over industrikonglomeratet Royal Unibrew bedst kan sammenlignes med det orange monster i Det Hvide Hus. Men fair nok. Der er jo gået trend i anarkokapitalismen. Men i modsætning til, hvad det voksende antal snotunger i billige jakkesæt, der spreder sig som mugpletter i byggesjusk for tiden tror, er det ingenlunde nogen ny ide. Marx spildte angiveligt meget af sin tid på at diskutere med sin samtidige Max Stirners proselytter – ja, allerede før sociale medier foregik den slags også.

Men hvad er det så for noget ukonventionelt og samfundsomstyrtende øl, den nålestribede, slipseklædte og velfriserede bestyrelsestop i Royal Unibrew har dikteret, der skulle være i flaskerne? En New England IPA, sørme! Ih, det er jo en af mine favorittyper! De ligner gerne hjemmepresset appelsinjuice med deres afsindige mængder af tørhumle, der ikke bare banker bitterheden, men også prisen op i skyerne. Det er nu ikke så galt her – det er jo industriøl, men netop derfor tillader jeg mig også på forhånd en vis skepsis. Alene det at brygget er gennemsigtigt gennem flasken lover i hvert fald ikke på forhånd nogen visuel oplevelse ud over det sædvanlige.

Agitationen ved skænkningen retter en anelse op på det, men vi er fortsat langt fra appelsinjuicen. Heller ikke skummet byder på meget sjov, det lægger sig fladt, som en lav hinde af bobler over det kun lettågede bryg. I duften holder humlen sig desuden ganske meget tilbage – vandet skal jo have lov til at træde frem som det primære.

Og heller ikke i smagen træder humlen tilnærmelsesvis frem, som typen ellers foreskriver. Denne afdæmpede pale ale er omtrent lige så langt fra en New England IPA som Trump, Stirner og Royal Unibrews bestyrelse er fra Proudhon, Bakunin og Carl Heinrich Petersen. I forhold til forventningen er brygget både tyndt og spinkelt i aromaen, omend aromaen da ikke helt uden held prøver.

For inde bag de ellers forfriskende og vederkvægende dybder af klingende rent vand er der da tiltrængte stik og skrammer af friske grannåle at få. Kvaliteten af humlen synes faktisk at være mere end i orden, og ud over at der er for meget vand, er der ingen deciderede fejl at spore. Brygges føles hverken metallisk eller syntetisk, men forbliver en smagfuld læskeøl, der som simpel pale ale – uden ‘India’ foran (endsige New England) sådan set ville gøre det hæderligt.

Men det er vel sådan man får det, når det er AnCaps, der står bag.

Brinkholm Frugtbar Pale Ale, Bov Bryg

Citron er selvfølgelig også en frugt …

Det er til tider hårdt at se, hvordan de mennesker man kender, i modstrid med hvad den gode H. C. Andersen skrev i eventyret “Hvad Fatter Gør”, ikke bliver kønnere med alderen. Tag nu fx min gamle drikkekammerat Karen Jespers… nåhr nej, så gammel er jeg heller ikke – Pernille Rosenkrantz-Theil, der i en video fra det efterhånden temmelig asociale parti Socialdemokratiet, hælder vand ud af ørerne så man næsten må iføre sig dykkerdragt om, hvordan man allerede i vuggestuealderen skulle kunne udpege børn, der senere hen vil få det svært i livet.

Skilsmissebørn fx. Jo jo – selvfølgelig kun hvis forældrene ikke kan finde ud af det, og det passer jo heldigvis ret dårligt på min eks og mig. Men jeg føler mig alligevel truffet af sådan at være i hendes og hendes magtliderlige, asociale partifællers sigtekorn. For der skal sættes ind, skal der – med fortsat flere nedskæringer, strengere straffe, voldsommere sanktioner – mod både børn og forældre selvfølgelig – mere af alt det, vi allesammen godt ved i forvejen virker stik mod hensigten. Ligesom ghettopakken og burkaloven aktuelt kun vil blæse problemer, der hhv er i bedring og reelt ikke-eksisterende op, så de ramte kun vil havne i et endnu dybere morads, end de var før.

En god nyhed er deriomod, at min ekshustru blevet gift igen. Så er børnene vel heller ikke helt så meget skilsmissebørn mere, selvom det jo nok ikke skal få socialdemokraterne til at holde sig tilbage. Hvordan man i øjeblikket netop i ghettopakken kriminaliserer flere familier, der i generationer har boet her i landet, blot fordi de har udenlandsk baggrund viser med al tydelighed, hvor lille et hjørne der skal være blottet, før de sætter ind med hele regimentet. Som barn af tyske indvandrere kan jeg vel dårligt nok føle mig sikker særligt meget længere.

Til gengæld er børnenes nye bonusfar en guttermand, der allerede har langet denne øl ud til anmeldelse på bloggen. Den stammer fra et lokalt samarbejde mellem andelsgården Brinkholm ved Tryggevælde Å – de har leveret malten – og Gavnø Slot. Det er et meget lokalt projekt, som den gode Malte (det er ikke gas – det hedder han faktisk) havde meget godt at sige om. Selv er jeg rigtig glad for, at min blog sådan når rundt i hjørnerne af den danske brygverden, hvor jeg får fingre i øl, der ellers kun kommer et lille lokalområde til nytte.

Lettilgængeligt kan det kobberfarvede, lettågede og tætskummende bryg umiddelbart ikke beskyldes for at være. En markant og sødlig odeur af banan rammer snart duftorganerne idet brygget skænkes. Smagen er skarp af umoden banan og vådt træ. En tæt gærfylde giver rigeligt til at mætte hele mundhulen – men oplevelsen kvalificerer altså langt fra som entydigt god.

Gærelementet er for fremtrædende, og det frugtige der fremhæves i etiketten er ikke umiddelbart nemt at finde. En bagvedliggende syrlighed af citron er med til at gøre brygget endnu sværere tilgængeligt – men det er da for så vidt frugtigt.

Jeg ved ikke, om jeg måske har fået fat i et dårligt eksemplar, for hvis det er meningen at den skal smage på denne måde så er den nok for avanceret for mig.

Malte skal i hvert fald have tak for at have beriget min ølverden. Uanset kvaliteten er anmeldelsesprocessen altid en fornøjelse – ikke mindst når brygget ikke sådan lige er til at få fat i.

Fenrir, Munkebo Brewery (Nidstangen II)

Mere tysk end amerikansk …

Wacken Brauerei har jo trukket noget i land efter at de – og navnlig deres advokater – jokkede godt og grundigt i spinaten forleden. En halvhjertet og ikke synderligt sammenhængende bortforklaring er det i hvert fald blevet til. Søforklaringen går ud på, at bryggeriet blev anbefalet af deres advokater at varemærkebeskytte alle de navne, de kunne tænke sig at bruge til deres øl. For ellers kunne *gys* andre bryggerier jo finde på også at bruge dem.

Siden har de offentliggjort noget, der godt kunne ligne en undskyldning og en opfordring til fælles front mod industribryggerierne. Måske har de faktisk lært lidt af sagen, dernede i Holsten, eller også ved de samme advokater, der sidst klokkede så grundigt i det, mere om damage control end om almindelig god opførsel.

Men ret skal være ret. Jeg pakker foreløbig nidstangen væk, og vil i de fremtidige anmeldelser af Munkebo Brewery’s øl kun nævne fadæsen i forbifarten. Til gengæld er jeg glad for, at min blog ikke bare består af anmeldelse efter anmeldelse, men at der også er andre emner på programmet ind imellem – ølrelaterede selvfølgelig. Det ville jeg faktisk gerne have, at der kom noget mere af.

Anyways – videre til en lidt mere simpel sag fra Munkebo Bewery. – En pale ale efter amerikansk forbillede – en slags IPA light, om man vil. Typen er kendetegnet ved en markant frisk humleprofil, der blot er væsentlig mere afdæmpet end man finder den i den populære IPA.

Det er nu ikke så meget amerikanske, som tyske noter, der umiddelbart præger brygget. Ingen simcoe, cascade eller citra, men derimod bouquet af klassisk hallertauer. Det er såmænd meget muligt, at der ikke engang er brugt hallertauer i brygget, men det er umiskendeligt duften af Flensburger Pilsener snarere end fx de Vermont-baserede humlemonstre, jeg prøvede for et par år tilbage. Typens genkendelige friskhed er der til gengæld ikke givet køb på. Dyb hallertauerimpression og almindelig friskhed forefindes i finurlig forening.

Og den kombination fortsætter i det lyse brygs aroma. Prikkende friskhed og dyb pilsnerbitter humle behager til almindelig nydelse og en smule til. Alene at et tungt pilsnerindtryk kan virke sprødt og friskt på den måde er hele oplevelsen værd.

For sig selv er både den traditionelle pilsner og den amerikanske pale ale et par typer, hvis mangfoldighed og variation er til at overskue. Men i kombination har de helt tydeligt mere at byde på.

Willemoes BBQ Golden Ale, Vestfyen

Takker for 2x skænk …

Skæbnen, eller måske bare tilfældet, har villet at en af mine faste ølpushere, er begyndt at arbejde samme sted som jeg. Det drejer sig om Niels, der beredte mig den første øl fra det afrikanske kontinent, jeg har prøvet. Tillige med den anden og den tredje, nu vi er ved det.

Flere smagsprøver er diskret blevet udleveret, kan jeg allerede afsløre, men det når jeg til, når jeg når til det. Niels havde til gengæld læst min anmeldelse fra 2015 (det er rart at vide, at mine gamle indlæg stadig læses) af Vestfyens Willemoes BBQ. Den var i øvrigt den næstsidste Willemoes-øl, jeg har anmeldt før denne, og netop det bryg er næppe uden skyld i, at jeg ikke rigtig har gidet Willemoes bryg i rigtig lang tid.

Hin Grill-øl var nemlig inderligt ligegyldig og lige så kedelig som Ritt Bjerregaards taler afspillet i halvt tempo. Anledningen til, at Niels havde læst anmeldelsen var, at han havde prøvet denne øl, som jeg lige straks skrider til anmeldelse af, oprindeligt i den tro, at der var tale om det samme bryg. Og da brygget her havde været en mild fornøjelse for ham, tænkte han at den fortjente noget oprejsning – subsidiært, hvis det ikke var den samme øl, så ville han bare gerne vide, hvad jeg syntes om den.

Så med i tasken kom den. Den blev udvekslet, og senere – fordi jeg er en idiot – smadret, da den væltede ned fra et borde-bænkesæt i min gård. Niels er et menneske med et stort hjerte, så han kom med en ny til mig. Jeg var ellers klar til selv at købe en, men det ville han ikke høre tale om.

Jeg tillader mig at spoile – der er ingen tvivl om, at dette er et andet bryg. Den anden Grill-øl var en pilsner, mens dette er en ale. Allerede der, er vi i en helt anden ølkategori.

Og duften holder sig ikke tilbage – i modsætning til den anden grill-øl, vil man kunne læse (faktisk går jeg meget op i, hvor meget duften rent faktisk holder sig tilbage i det første bryg). Fusel og bitterhumle blander sig uden at emme af voldsomt meget, men bouquet’en er der da i det mindste, og den gør godt. Det kridhvide skum over det upudsede kobberbryg gør en god figur, ikke mindst hvis man aktivt former det – det er der rige muligheder for.

I smagen er der aroma af klassisk, for ikke at sige generisk, men stadigvæk godkendt humle. Bitterhed af løvtræ og kastanjer mærkes bagtil, mens et frisk-sødt-syrligt indslag af græs mærkes foran. En letbitter og frisk efterklang af grantræ afslutter oplevelsen af en øl, der helt bestemt smager af mere end Vestfyens rædsel fra 2015. At denne øl derudover stadig er mere egnet til grill – altså at kvæle den dårlige smag af slagger og sod fra de brankede bøffer og forkullede kyllinger – end til at nyde for sig selv som en egentlig kvalitetsøl, står dog ligeledes aldeles fast.

Don’t Worry Pale Ale, Svaneke Bryghus

Don’t worry at all!

Det behøver ikke være nogen større hemmelighed, at Svaneke Bryghus ikke er det mikrobryggeri, der med nye produkter vækker de største forventninger hos mig. Der er da nogle fuldtræffere her og der, men i det store og hele er det bedste, jeg kan sige om bryggeriet, at de for det meste rammer inden for skiven og sjældent helt ved siden af. Men blandt mikrobryggerierne forekommer Svanekes produkter mere og mere standardiserede – ja, med et temmelig plat ordspil, kunne man være flabet og hævde, at de i mikrobrygsammenhæng her til lands repræsenterer det tynde øl.

Det er på sin vis også tilfældet med denne øl, som er deres bud på en alkoholfri pale ale … eller alkoholfri og alkoholfri – den indeholder ganske vist 0,5 %, men dermed skulle den også gerne være nogenlunde trafiksikker. I hvert fald hvis man er fodgænger. At den er tynd på alkoholparameteret er imidlertid selve pointen med brygget, så jeg vil foreløbig pakke al yderligere brok væk.

Og det forbliver pakket ned umiddelbart efter opknapning, hvor bryggets bouquet allerede forplanter sig i lokalet. Grapefrugt og nåletræsduftende humle melder sig markant – ikke bare i betragtning af, at brygget er alkoholsvagt, men i det hele taget. Adskillige IPA’er på vel over 4,6% har duftet af væsentlig mindre.

Og i modsætning til Albanis bryg fra forleden, der kun havde aroma i duft og bøvs, er bouquetens noter også forfriskende præsente i smagen. Jeg er ikke i tvivl – på stedet slår jeg fast, at dette er den bedste øl på under én procent, jeg nogensinde har prøvet. Masser af humle – god humle endda. Frisk, karsk og lige i smagsløgene hamrer den, men sine små, skarpe syle. Mangt en IPA med den styrke IPA’er nu engang har, ville være misundelig på aromaens kvalitet og styrke.

At brygget er alkoholsvagt mærkes på dets lethed og vigende fylde, men for dette er der kompenseret så rigeligt i humlearomaen. Her er der endelig et reelt alternativ til alkoholdigt øl, der ikke bare smager derhenad, men rent faktisk af rigtigt øl.

Sådan skal den drejes. Præcis sådan.

Juellingepigens Bryg, Skands (Guldbryllupsgaven II)

Bare fordi det er spændende …

Sidst jeg anmeldte et bryg fra Skands serie af historiske øl (og som jeg købte som gave til min onkel og tante, der fejrede guldbryllup forleden) kiggede vi på, hvad Danmarks første Dronning, Margrete d. I. drak sig besoffen i.

Skands er rejst længere tilbage i tiden og har taget springet over Storebælt til Stevns-egnen, (idet Margrete d. 1. formentlig regerede fra Nyborg) hvor man i forbindelse med anlægning af en roebane til Vesterborg på Lolland, stødte på Juellingekvindefundet. Det må her være på sin plads at bemærke, at undertegnede heller aldrig nogensinde havde hørt om hverken Vesterborg eller Juellinge, endsige Juellingekvinden (i modsætning til Lolland og Stevns – samt kvinder – alle ting som ved affattelsestidspunktet trods alt var redaktionen bekendt). Undertegnede skal heller ikke gøre sig klog på, hvordan ‘Juellinge’ præcis skal udtales. Ekspertise på feltet efterlyses og modtages med kyshånd – den slags venstresnoet og samfundsundergravende praksis er jeg bestemt ikke for stolt til at bede om.

Brygget her er ikke for folk med hang til blanke, polerede industriprodukter, der skyr bundfald i deres øl. Det beskrives bedst som en tynd, passionsfrugtfarvet brunkålslage, komplet med grums og store flager, der hvirvler rundt i flasken ved agitation. Efter skænkning dufter brygget til gengæld kun flygtigt, vandigt, let syrligt måske i retning af æbler. Brygget er krydret med porse og tranebær – samt humle, der ifølge jernalderforlægget, fundet i Juellingekvindernes (der var flere) grave, ellers ikke var en af krydderierne. Skands er åbenbart ikke klar til at gå full Thisted Bryghus.

Smag er der til gengæld ikke meget af. Man fristes til en påstand om, at kvindebevægelsen på de 1.000-1.500 år, der gik mellem Juellingekvinderne og Johnny Margrete d. første i det mindste var nået så langt, at sidstnævnte havde bedre øl at drikke. Brygget er sødligt-surt a’la en udvandet afart af det, man får til sine nudler på kinesiske restauranter. Surkålslagen er nok ikke helt ved siden af i smagen heller – og så lige et par teskefulde vanillesukker …

… og alt for meget vand. Hvis Skands var gået efter et surt bryg, vil jeg slet ikke afvise, at det ville være oplevelsen værd. Men i denne lette og alt for tynde form, fremstår det konturløst og ligegyldigt. Men selvom konceptet ellers er spændende, behøver brygget jo ikke være det.

At oplevelsen ikke var stor, blev til gengæld opvejet af vejret den aften. Jeg og min søn var netop hjemvendt fra Guldbrylluppet Tyskland, og spiste udenfor for første gang i år.

Så det var om ikke andet hyggeligt.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme