Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Pale Ale

Indie, Brewdog

Alkoholfri – med alkohol!

Når man i Danmark udsættes for kriminalitet, er det jo dejligt at vi har et upartisk korps af lovhåndhævere, der uden bias gør deres yderste for, at forbrydelserne opklares …

Så er det bare ærgerligt, at det overhovedet ikke, er hvad vi har. Dansk Politis højreradikale tilbøjeligheder har indtil nu allerhøjest været en offentlig hemmelighed. I praksis har politiet i årtier med al tydelighed vist , hvordan man kan forvente tæsk, tæsk og atter tæsk, hvis man ikke lider af melaninunderskud og har et efternavn, der ikke ender på -sen. I flæng kan nævnes Mazen Ismail, Tarek Adlouni og en unavngivet algiersk mand, som politiet ikke bare nøjedes med at gennemprygle, men endte med at dræbe i bestræbelserne på at fremskynde skiftende regeringers ambition om etnisk udrensning i Danmark

Men nu er det officielt ingen hemmelighed længere. I går delte Københavns Politi et tweet, hvor en betjent frejdigt flasher en Blue Lives Matter-sløjfe samt to ‘Thin Blue Line’-emblemer. Begge disse emblemer prydes desuden af Dannebrog.

Thin Blue Line-flaget stammer fra USA, og er en sort-hvid udgave af det amerikanske flag med en blå streg i midten. Den blå streg symboliserer politiet som den linje, der opretholder orden og forhindrer kaos i at bryde ud. Flaget er ikke nyt, men dets brug har fået en opblomstring i USA i forbindelse med de mange protester mod politivold i kølvandet på Minneapolis’ politikorps’ kolblodige, racistiske hadmord på den sorte amerikaner George Floyd.

Ikke overraskende flashes flaget af modstanderne af demonstrationerne, folk der åbenbart mener, at amerikansk politis systematiske undertrykkelse og mord på minoriteter er ten-four og helt fjong. Mindst lige så ikke overraskende er det, at sådanne grupper meget gerne tæller white supremacists og andre ekstremister fra det alleryderste, voldsparate højre i USA.

Enten er det disse grupper, betjenten på tweetets ledsagende billede stolt viser sin støtte til, eller også er betjenten for dum til sætte sig ind i, hvad det egentlig er, han i dyb modstrid med uniformsregulativerne erklærer sin støtte til.

Det krævede angiveligt en række henvendelser fra andre Twitter-brugere, før politiet selv opdagede misæren. Tweetet blev taget ned, men politiets forudsigeligt halvkvalte og forkølede undskyldning for brud på uniformsregulativet bar mere ved til bålet. Her blev det hævdet, at emblemerne var “til støtte for dræbte og sårede politikolleger”. Kommentaren giver begrebet ‘white washing’ helt nye betydninger. Jeg gætter på at vaskemidlet hed ‘Power’, idet ‘Supremacist’ dels nok ikke er helt mundret nok, dels er for svært et ord at læse sig igennem for korpsets højreradikale medlemmer, hvis politiske ståsted meget ofte giver problemer med ord på mere end to stavelser. Negligeringen af amerikansk politis massemorderiske, racistiske forbrydelser nærmest skriges ud i sin uudtalthed, uanset hvilket navn, man forestiller sig har stået på pakken.

Desværre ved vi også, hvilke konsekvenser dette vil have for betjent og korps: Lige præcis ingen. Ethvert fornuftigt, retsindet, demokratisk land, ville have iværksat en øjeblikkelig kulegravning af ekstremistiske tendenser i politiet, alt imens betjenten ville blive suspenderet. Men det kommer aldrig til at ske – politiets åbenlyse flashing af højreradikale symboler, mordet på den algierske asylansøger og de mange andre eksempler på ekstrem, racistisk politivold er alle bare enlige svaler …

… der tilfældigvis sværmer i flokke så store, at stærene måbende står på sidelinjen og kvidrer “jamen, det er sgu da vores job!” Men det er åbenbart kun meget få, der ikke kan se sort sol for bare fugle.

Mindre slemt bliver det med dagens øl. For uanset hvor slemt øl bliver, tror jeg aldrig, det bliver så slemt som den tillidskrise, der er mellem undertegnede og politietaten. Ikke engang Afskum kommer tæt på.

Det er Brewdog, der står bag. Endnu et af pionerbryggerierne fra ølrevolutionens tid, der i dag hviler på laurbærrene, og kun sjældent når de højder, der i forne tider netop gjorde dem til pionerer. Men når de byder ind med nye produkter, tager jeg dem nu alligevel med. Man ved jo aldrig, om de en dag skulle finde de gode takter frem igen.

Lyst, næsten citrongult er brygget. Brewdogs Pale ale bør rettligen staves med stort ‘P’ i ‘Pale’. Skummet er på det jævne, uden at være en decideret skuffelse. Duften … N/A – uha, det lover ikke godt. Selv rædsler som Carlsberg Nordic og endda Tuborg NUL leverede mere bouquet end dette … vand med vand på. Tør man håbe på, at aromaen blot er gemt i smagen? Det er set før …

… men ak og ve! Nej! Der er omtrent lige så meget smag som der er duft – praktisk taget ingen. Brewdogs suverænt mest aromafri produkt hidtil er hermed fundet. En fjern metallisk og ubestemmelig efterklang i vandet er vist nok resten af humlen og malten, der ellers synes totalt druknet i flodbølger og oversvømmelser.

Jeg har prøvet flere alkoholfri øl, der smagte af mere – apropos Carlsberg Nordic-serien. Men denne holder 4,2% – altså lige under almindelig pilsnerstyrke. Man fristes til at sige, at brygget her leverer den fulde oplevelse af en kedelig, alkoholfri øl – men med alkohol. En omvendt alkoholfri øl … det er om ikke andet innovativt.

Efter de indtil flere raserianfald som politiets aktiviteter afstedkom hos mig, ville sådan en alkoholfri øl med alkohol egentlig have haft sin berettigelse som genopretter af væskebalance og generel legemsafkøling. Alkoholen kunne også lægge en antydning af dæmper på humøret. Så er det bare ærgerligt, at øllet blev drukket for flere dage siden, hvor der endnu ikke var nogen sag at hidse sig så meget op over.

Belgian Pale Ale, Grimbergen/ Kronenbourg/ Carlsberg

Som de nu er flest …

Grimbergen-serien har en ret stabil og succesfuld historik udi at levere svage og uinteressante aromaoplevelser er på bloggen. Undtagelsen var juleøllen Brassin de Noël. Den klarede ikke bare skærene, men var en reel nydelse. Imidlertid var den også næsten et år over sidste salgsdato, hvilket næppe havde skadet den. Men ret beset ved jeg heller ikke, om det gavnede den.

Og så alligevel … Double-Ambrée har faktisk scoret en endnu højere karakter en vintage-juleøllen. Den må have imponeret mig dengang for seks år siden. I dag – not so much, I think.

Grimbergens øl er i hvert fald ikke noget, jeg gider binde an med mere end højst nødvendigt. Men den her, deres belgiske pale ale, den havde jeg ikke prøvet før, som en af de efterhånden meget få øl, der står på hylderne i mit lokale supermarked. Den kom med i en blanding af embeds medfør og et reelt ønske om at skrive en smule mere på bloggen, efter at de to sidste måneder kun bød på en absolut minimum af fire anmeldelser er.

Brygget blev drukket i løbet af endnu en livestream – mere specifikt mit første afterpartymin kanal. Et afterparty er en afslappet session, hvor man egentlig bare chiller og snakker om, hvad man har lyst til, som efterspil for en mere struktureret seance. I dette tilfælde 2. del af en gennemgang af den landflygtige danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentar, 7 Days Adventure with God. I en serie af livestreams vil jeg og nogle venner afprøve, om vi bliver omvendt til Torbens kult ved at se dokumentaren, sådan som det angiveligt er sket for indtil flere af hans tilhængere. Øllen leverede da et adækvat buzz med sine 5,5 procent i delestørrelse, men derudover var den, som Carlsbergs øl er flest.

Vel – køn er den da med sin messingblanke lød og høje fedtede skum, der klæber i etager ned ad glasset. Men så snart glasset placeres under, næsen sætter hverdagen og dagligdags trummerum ind med en hævn. Et vagt sødt indslag af mandler blander sig lidt ligegyldigt med en underliggende syrlighed, der ville have forekommet frisk, hvis ikke den var så svag. Håbet er lige så lysegrønt som foliet om flaskens halv, men realitetssansen fortæller også, at det nok er forgæves. Og ganske rigtigt. Her er der ikke tale om en øl, hvor aromaen er gemt i smagen og sparet i bouqueten.

Smagen er lige så kedelig som duften. Jeg fattes ord på dansk til rigtig at sætte på indtrykket, mens det engelske ord ‘bland’ rammer ret godt. Grå og kedelig, uden evne til at sprede egentlig glæde, men heller ikke fæl. Tørsten slukker den da, og den småsyrlige aroma med et fjernt, næsten druknet indslag af bergamot er ikke som sådan til ubehag. Den er bare heller ikke rigtig til gavn.

En industriel specialøl som vi kender dem.

NUA Pale Ale, NUA Brygghus

… and stay dead!

Nå så blev genopstandelsen definitivt aflyst i Danmark. Jeg gad godt have prøvet det bryg, Joy Mogensen må have hældt litervis af i kraniet, for at slå ind på sådan en slingrekurs i spørgsmålet om, hvorvidt kirken skulle holde åbent i påsken eller ej. Inficeret altervin? Næppe – kirkerne har været lukket i ugevis, ligesom resten af landet, så hvad præcis hun havde dyppet tuden for dybt i, må stå hen i det uvisse.

Glæden ved, at kirkeministeren trods alt endte med at træffe den rigtige beslutning overgår dog ikke fryden ved, at vi, der godt kan se, ideen om åbne kirker er åndssvag, nu har håneretten. Nu er det Dansk Folkeparti og i særdeleshed Marie Krarup, der skal nyde godt af den særlige form for ytringsfrihed, som de skatter så højt: Hån, spot og lattergørelse! Overalt hvor de lufter deres ævl om, hvordan kirkegang skal stå over menneskeliv, skal de mødes med hånlatter og fingerpeg, høvisk nedladenhed og patronisering som kun børnehavebørn oplever det. For Dansk Folkepartis medlemmer, og navnlig deres repræsentanter lokalt og nationalt, har – med deres hovedløse og dybt uansvarlige ideer om kirkegang under den farligste pandemi siden den spanske syge – vist med al tydelighed, at de ikke er deres repræsentative pladser værdige.

Nok om det! Videre til den sidste øl, som min gode ven Gedved (der kan opleves i levende billeder og tale her) havde med til mig ved nytårstid.

Brygget skummer voldsomt ved skænkning. Mere end rigeligt til at man får mistanke om fejlbryg, men da øllet alligevel ikke ligefrem eksploderer i en geyser ved åbning kommer tvivlen det til gode. Skiftevis en fryd og en prøvelse er det at tvinge brygget ned i et glas. Det tager en helvedes tid, men så kan man til gengæld nyde de sjove, bløde og groteske figurer, det alt for langsomt faldende, tætte skum danner undervejs.

Duften er spinkel, omend gennemtrængende af fine, spæde grannåle. Brygget slår dermed nogle meget velkendte, men også sikre noter an. Den positive overraskelse lurer lige om hjørnet, og der bliver den ellers lurende, for den springer aldrig rigtig frem i aromaen.

Der er glimtvise indslag af frisk, karsk prikkende humle, men denne overdøves af det allestedsnærværende norske fjeldvand, der nok er forfriskende, men ikke ligefrem behjælpeligt med at få aromaerne til at træde kraftigere frem. Mere mærker man til gæren, der undertiden er så fremtrædende at mistanken om infektion (ja, undskyld, alt skal åbenbart handle om den slags i disse dage, beklager meget) gør comeback. Brygget er imidlertid vel inden for sidste salgsdato (12/20) – men det er jo egentlig ikke nogen garanti. Helt mislykket er brygget nu slet ikke, men ligesom Joy Mogensens slingrekurs i spørgsmålet om åbne kirker, ved dette bryg ikke helt om det vil smage mest af vand, gær eller humle, og i modsætning til kirkeministeren vælger det i sidste ende forkert, og satser på gæren.

Brygget forbliver en vandet og disharmonisk omgang – et generelt træk ved disse norske øl, desværre. Det er, hvad man får ud af en restriktiv alkoholpolitik.

Tak til Gedved for øllene. Det kan godt være, at oplevelsen langt fra var i nærheden af humlehimlen. Til gengæld gav han mig noget at tirere over, og det forestiller jeg mig, er lige så underholdende, som når jeg skamroser øl, jeg kan lide.

Theakston Pale Ale, T&R Theakston

Kun en antydning …

Jeg tager lige en enkelt øl uden for tema. Normalt foretrækker jeg en arbejdsrytme der hedder én øl én anmeldelse, og så videre til den næste. Når anmeldelserne sådan hober sig op, som de gjorde da Ole var på besøg bliver jeg ofte stresset og irriteret over, at jeg stadig mangler at anmelde alt for mange øl, før jeg kan komme videre.

Det er ikke så galt denne gang. Og det er vist også snart det eneste gode at fortælle om min situation for øjeblikket. Jeg har endnu engang taget hovedspring dybt ned i mit sinds allermørkeste afkroge, hvor jeg krummer mig sammen og isolerer mig, tynget af den depression, der startede da jeg i begyndelsen af januar blev arbejdsløs.

Jeg sover dårligt, jeg spiser dårligt, jeg negligerer mine daglige gøremål såvel som mine hobbyer … igen taler det til min fordel at jeg mister lysten til alkohol når jeg har det sådan. Kravene til, hvad jeg skal søge af stillinger når jeg kun med nød og næppe, for blot det at skrive en ansøgning forekommer mig som en umenneskelig stor kraftanstrengelse. Det er en ren og skær ørkenvandring, for alt man kan se frem til, er dyb tavshed om de afsendte ansøgninger og et afslag ind imellem.

Og således går den uendelige nedadgående spiral: For hvert afslag dumper jeg dybere og dybere ned i depression. Snart rammes jeg også af sanktioner fra jobcenteret, og sådan er det system, der skulle hjælpe mig til at få et job, indrettet til kun at gøre mig endnu mere syg og elendig.

Imidlertid er det lykkedes mig, at finde et par småtjanser i næste uge. Et eller andet skal jeg jo have tiden til at gå med. Men lur mig, om det ikke også bliver noget, jeg på en eller anden måde bliver straffet for? Det plejer man at blive, når man finder noget at lave selv.

Men lad os nu se. At det rent faktisk lykkedes mig at finde lidt, bremser jo om ikke andet faldet mod bunden en lille smule. Og således fik jeg endda taget mig sammen til at knappe en ny øl op den anden dag. Det betyder et kort afbræk i det efterhånden lange tema om Oles og mit amokløb i topkvalitetsøl – men kender jeg mine læsere ret, vil de fleste af jer nok mene, at der ikke er noget jeg behøver ønske tilgivelse for.

Den her Pale Ale stammer vist helt tilbage fra Marcus’ besøg i sensommeren. Men ingen deciderede missmage eller andet har peget i retning af, at brygget skulle have ligget for længe. Den generiske, men også meget spinkle, duft af humle gør for så vidt godt efter det flotte, kobberrøde, men svagtskummende bryg er skænket. Til bryggets fordel taler også, at missmage bedst optræder, når der til at begynde med, er noget smag at ramme ved siden af. Det er imidlertid kun i ringe grad tilfældet her.

Masser af vand, en metallisk note der ikke rigtig gør fra eller til, og så ellers glimtvise prik af diskret, spinkel og svag bitterhed. En bitterhed der faktisk er tydelig nok til at kundgøre, at om den havde været kraftigere, havde den også været en nydelse. Nu er den imidlertid så svag, at den akkurat mærkbare kvalitet føles som rød klud – en næsten provokerende forsmag på, hvad brygget kunne have været, men ikke blev … fordi … øl bare alt for ofte ikke må smage af for meget, åbenbart?

Vel, når man sådan går og har mistet lysten til øl, fordi man er depri, kan man jo også glæde sig lidt over alt det kedelige og tynde øl, man undgår.

Det er vist noget med, at man skal prøve at se tingene fra den lyse side, når man har det som jeg har det. Således skulle mit forsøg på dette være demonstreret. Læserne må vurdere hvor godt det lykkedes.

Yu Lu, Siren Craft Brew (Ole Øl-Ninja 8)

Meget ansvarligt …

Efterhånden kunne man jo godt mærke, at man havde været igennem nogle øl. Præcis hvor mange, havde vi til gengæld nok begge for længst mistet overblikket over.

Heldigvis havde Ole købt bredt ind, så vi kunne smide øl som den her ind ind imellem (ja, der skal faktisk være to »ind«’er efter hinanden i den sidste sætning) – dvs øl med ikke helt så voldsomt meget alkohol. På videooptagelsen kalder vi den alkoholsvag, selvom den faktisk indeholder mere alkohol end den (indrømmet – arbitrære) grænse, jeg selv har valgt for, hvornår jeg kategoriserer øl som alkoholfattige. Min grænse går ved 3,0%. Alt derunder anser jeg som alkoholfattigt. Alt på eller derover – not so much.

Den her holder 3,6%. Så den alene bliver man selvfølgelig ikke fuld af, og det er heller ikke sådan, at den kunne gøre voldsomt meget mere skade på de efterhånden småvisne øltestere, end der allerede var sket.

Ole hævdede, at bryggeriet – endnu en debutant på bloggen, Siren Craft Brew – har vundet flere priser, men på trods af tilsætning af appelsinskal og te (det er vist kun anden gang det er sket i bloggens historie) nåede oplevelsen langt fra nogen overdrevne højder.

Bouqueten virkede parfumeret mere end noget andet. Ud over nogle citrusnoter, der kunne stamme fra appelsinskallen, afgav det duft svarende til en is, baseret på rosenblade, jeg fik i Taiwan. En speciel, omend ikke videre kulinarisk, oplevelse. Det skulle vise sig, at jeg ikke stod alene med den oplevelse – Ole havde faktisk prøvet noget tilsvarende.

For ham bød brygget også på et gensyn – med stort set alle andre Siren Craft Brews han havde prøvet. På trods af bryggeriets mange priser, har han aldrig været videre imponeret over bryggeriet. Som udgangspunkt er bryggets tørre og rene humlearoma ellers ikke værst. Desværre mangler brygget til gengæld enhver fylde og tæthed, der kunne gøre oplevelsen fuldendt. Det forbliver hult og småkedeligt – og det hjælper ingenlunde at humlen faktisk er god. Tværtimod bliver man yderligere skuffet, idet man får en fornemmelse af, hvor godt det kunne have været.

Den lave alkoholprocent giver heller ikke mening. Tidligere i seancen prøvede vi en alkoholfri øl, Konx, der smagte af væsentlig mere. Hvorfor i det hele taget lave en øl med afdæmpet alkoholstyrke, der smager af så lidt? Hvad er målgruppen? Hvad er formålet?

Alle spørgsmålene tårnede sig op, som havde emballagen indeholdt 0,44 l. Men på det punkt gav brygget i det mindste mening med de 0,33 l. i emballagen. Vi var også enige om, at bryggets aroma var ren og sprød, så en bundkarakter skulle den trods alt ikke have fra nogen af os.

Ole gav den …

… mens jeg gav den en anelse mere, fordi den trods alt behager smagsløgene midt i alle spørgsmålene og hulheden.

Konx, Omnipollo (Ole Øl-Ninja 3)

Hvis man en dag gik på vandvognen …

Der var jo ligegodt mange øl, vi skulle igennem den eftermiddag og aften. Det har jeg vist allerede nævnt flere gange, og den eneste måde, der kunne blive færre, var at vi drak dem.

Nej, det er umuligt på linje med at bevæge sig hurtigere end lyset eller være en gift ungkarl, at vi fx gav øllene væk til nogle andre eller *gys* hældte dem ud!

Næste skud på stammen var imidlertid en alkoholsvag – ja, faktisk næsten alkoholfri øl på sølle 0,3%. Producenten er nomadebryggeriet Omnipollo fra Sverige. De er debutanter på bloggen, og starter dermed ud med måske det allersværeste man kan finde på som brygger.

Alkoholfri øl med smag er en relativt ny udvikling. Jeg husker stadig med gedigen væmmelse min afprøvning af Tuborg Super Light for nu over ni år siden. Indrømmet: langt fra alle alkoholfri øl er lige så fæle som hin sæbe-metalliske rædsel. Men at en øl ikke smager grimt er ikke i sig selv et hædersmærke. En øl er først god, når den smager godt. Dette gælder også for alkoholfri øl. Det handler i virkeligheden om at skabe en oplevelse af en rigtig øl – men uden alkohol. Det er svært, men netop i denne tid sker der noget på den front, der peger i den rigtige retning.

Svaneke er gode. Vestfyen er med Willemoes-serien også OK med, men ellers kan der være endog meget langt mellem smagsoplevelserne.

En gedigen næsestyver kickstarter imidlertid øloplevelsen i samme sekund det lyse, lettågede bryg inhaleres. Søde, aromatiske og bitre noter kappes om at komme til. Citrus, grannåle og hyld gør godt, og røber over for den tilstedeværende brygger og glade giver, Ole, planen for, hvordan brygget her gøres godt på trods af det lave alkoholindhold: masser af aromatisk humle med henblik på at få brygget til at tage sig ud som en pale ale.

Og det lykkes. Ikke alene har brygget mindst lige så meget velsmag som det har velduft, det har også krop. Det har fylde. Det plasker ikke planløst rundt i en alt for vandig sø, sådan som alkoholfrit øl alt for ofte gør. Hvedemalten giver desuden brygget en slet ikke tosset karakter af Belgisk wit. En stil, jeg normalt ikke kommer godt overens med, men her lykkes det bryggeriet præcis at tage de gode elementer fra stilen – den bløde mundfornemmelse og friskheden – og lade de negative elementer, såsom isoamyl acetat (der giver banansmag) og syre ligge.

Alt hvad man ønsker af en øl er at finde her – bortset fra det, man bliver fuld af. Og det er selve meningen med alkoholfrit øl. Det undrer ikke, at landet med Systembolaget gør det i alkoholfri bryg – men at det sker med en sådan success, indgyder respekt uanset hvem det lykkes for. Ole og jeg approberer med henholdsvis …

… for Oles vedkommende og …

… for mit.

NUA SMOI, NUA Brygghus

Jævnt godt …

Jeg har stadig et par norske øl stående, som min gode ven Gedved havde med, da han besøgte mig over nytår. Et par af dem blev afprøvet live, og resten blev stående til senere anmeldelse. Turen gennem dem har været lidt af en rutsjebanetur, omend ikke i Dæmonen. Det har snarere været en tur i Mariehønen, for selvom der da har været et par opture, har de aldrig været sådan rigtig høje, og voldsomt meget har det aldrig kildet i maven.

Dybt nede har jeg til gengæld været på vej igennem dem – omend med en øl, der er under mistanke om at være defekt. Og så hellere få en defekt øl end sætte sig ind i en defekt vogn i en rutsjebane – om det så bare er Mariehønen.

En længere smøre på bagetiketten blev jeg ikke klogere på. Men nu er norsk jo ligegodt også det skandinaviske sprog, jeg både i skrift og tale begår mig ringest på. Ja, jeg både læser, forstår og taler svensk bedre end norsk, fordi jeg bare er sådan. Om Duolingo fungerer som det skal, overhaler jeg måske alle disse sprog indenom med nederlandsk inden længe. Det er overraskende hvor nemme sprog, man ind imellem kan støde på. Prøv nederlandsk, hvis du kan lide at lære sprog, så længe de ikke er for svære.

En af de få ting, jeg dog fik ud af teksten på bagetiketten var, at denne øl skulle være en blanding af amerikansk og britisk stil. Hvilken stil præciseres ikke. Mit gæt er pale ale uden videre dikkedarer, for det er i den retning det messinggule, lavtskummende bryg peger, både med kulør og bouquet. Omend den prikkende, blomsteraromatiske humle er gemt bag lidt for meget vand til at begynde med.

Og jeg vil end ikke unde de vittige hoveder, der mumler for sig selv “det passer jo meget godt til britisk og amerikansk øl med for meget vand” en kommentar.

Her har NUA Brygghus til gengæld taget sig en smule sammen. Aromahumlen flyder lifligt hen over tungen med sine velkendte trænålsnoter, akkompagneret af bergamot og roser. Spinkelt men elegant, spagfærdigt og alligevel karakterfuldt folder aromaen sig ud i munden, og leverer endelig en godkendt øloplevelse – omend på trods af et vandelement, der fortsat fylder lidt for meget i den samlede vurdering.

Det er åbenbart begrænset hvad man kan, når man kun har 4,5% alkohol til rådighed. Det kan man jo glæde sig over, mens vognen trækkes de 1½ meter op på endnu en lille bakke på Mariehønen.

NUA Mandøl, NUA Brygghus

Med forbehold for fejl …

Jeg troede først, at der var tale om et plat, mandschauvenistisk ordspil. Så tjekkede jeg Google Translate, da jeg ikke lige er up-to-date med norsk retstavning, og kunne konstatere, at der blot var tale om et plat ordspil. Mand hedder ‘Mann’ på norsk, og dermed er ‘Mandøl’ fra norske NUA Brygghus ikke en ‘mande-øl’. Ordspillet kører alene på byen, hvor bryggeriet ligger, nemlig Mandal. Mandal – Mandøl … Halfdan Rasmussen og Terry Pratchett hæver nok begge deres glas højt i dødsriget over denne prægtige perle af et ordspil.

Min gode ven, Gedved, bor der, og det var da også ham, der havde den med i gave til mig, da han var forbi omkring nytår. Det er et Koelsch-inspireret bryg. En rigtig Koelsch kan det i sagens natur ikke være, da en sådan kun må brygges inden for en nøje fastlagt omkreds omkring den tyske by Köln. Særligt for typen er, at den i modsætning til det meste kornfarvede tyske øl, er overgæret.

Overgæret betyder ikke nødvendigvis, at brygget skummer voldsomt – dette skummede ikke bare op, men over. Til gengæld kan den slags pege i retning af infektion og/eller fejlgæring. Og mistanken om dette var en fast følgesvend gennem dette bryg, der imidlertid aldrig smagte så grimt, at jeg følte mig tilskyndet til at hælde det ud.

Helt i tysk ånd er brygget ikke, da det er tilsat appelsinskal. Det gør snarere fra end til, idet brygget i odeuren allerede forekommer meget skarpt syrligt, omend ikke så syrligt at det overdøver friskheden og en alt andet lige præsent pilsnerhumle.

Mod tungen føles brygget skarpt prikkende og igen meget syrligt. Humlen fra duften er kun en skygge af sig selv, og syren er på nippet til at være så skarp, at man dårligt mærker bryggets tørstslukkende friskhed. Igen nager mistanken om infektion, og igen konstaterer jeg, at brygget ikke smager så grimt at jeg vil smide det ud.

Så ned kom det – en mestendels syrlig og småkedelig oplevelse. Problemet er næppe de middelmådige 4,5 % alkohol under nogen omstændigheder. Jeg har prøvet mange øl med mindre alkohol, der smagte af meget mere – fejlgæret eller ej.

NUA Brygghus burde bestræbe sig på, at kunne prale af andre ting, end blot at være Norges sydligst liggende bryghus. Fx af at kunne producere gode øl, frem for blot småsure og middelmådige øl.

Bad Elf, Ridgeway Brewing

Det hænger ikke sammen …

Først nu har jeg fået begivenhederne for et par uger siden (sådan cirka) nok på afstand til at jeg kan holde hovedet koldt nok til at adressere dem. Nazismen er tilbage – åbenlyst og for fuld skrue i Danmark. Helt åbent udøver nazister hærværk og chikane mod jøder, fuldstændig som var vi tilbage i 1930’erne. Værst gik det for sig i Randers, hvor der blev udøvet omfattende hærværk mod den jødiske kirkegård, idet en stor del af kirkegårdens gravsten blev overmalet.

Andre steder blev der opsat jødestjerner svarende til dem tyske jøder skulle gå med uden på tøjet i det tredje rige. Venner … der er ikke noget at tage fejl af. De er tilbage, nazierne … denne gang med et andet symbol, andre farver, lige knap så outrerede uniformer – men den sindssyge, folkemorderiske og afstumpede racistiske ideologi er præcis den samme.

De høster lystigt, nazisterne, efter at afstumpede populistiske politikere som Inger Støjberg, Pia Kjærsgaard, Naser Khader og Mette Frederiksen i årevis har pustet til den racistiske ild, for at vinde nemme stemmer fra Danmarks voksende afstumpede racistiske segment. Og de er bedøvende ligeglade med, at nazismen nu er sprunget frem i fuld lortebrun gyllestank.

Tag Mette Frederiksen fx i sin første spørgetime som statsminister, to dage efter at nazisternes chikane og hærværk havde fundet sted. Her fordrejede hun virkeligheden og fremførte til lejligheden opdigtede påstande om, at problemer med antisemitisme skulle være værre i indvandrermiljøerne end på den yderste højrefløj. Ja, man må jo spekulere hvilke interesser statsministeren har i at bruge hærværk og chikane mod jøder til at puste yderligere til fremmedhadet. Helt uhørt, uacceptabelt og uværdigt for en statsminister er det under alle omstændigheder. Mette Frederiksen er dermed endnu mindre egnet som statsminister end Pia Kjærsgaard var som folketingets formand.

Ja, så fik jeg pulsen unødigt højt op alligevel. Men det er der sikkert nogen, der vil hævde er sundt. Jeg har nu min tvivl al den stund, jeg har siddet aldeles stille i min lænestol, da pulsen nåede op i nærheden af 180. Kun fingrene har danset hen over min PC’s taster.

Vel, nok om politik … eller næsten da. Dagens øl er en winter’s ale – og da den således undgår betegnelsen ‘Christmas’ og dermed helt tydeligt er markedsført for de muslimske mindretal i de lande brygget forhandles, kan jeg naturligvis ikke undgå at fryde mig over, at Mette Frederiksen og de andre islamofober sikkert vil blive forvandlet til støv, om de kommer inden for en radius af en kilometer fra et eksemplar. Man har om ikke andet lov at drømme.

Brygget er del af en serie. Ud over denne slemme nisse er der også en meget slem nisse, som vil blive prøvet senere. Endelig er der også en kriminelt slem nisse, der faktisk er afprøvet her på bloggen for godt og vel to år siden. Den gjorde det godt, kan jeg se – fem stjerner fik den. Nu må vi se om denne slemme nisse er værre eller bedre. Navnet antyder det sidste, eller …

Brygget er ganske lyst. Når jeg ser noget med vinter tænker jeg ellers tæt mørke og dysterhed. (Meget apropos har solen slet ikke vist sig i dag. Skyerne har hængt så tungt over Thy, at det faktisk aldrig rigtig nåede at blive lyst – men det er en anden historie.) Selv ved voldelig skænkning skummer brygget næsten ikke, mens duften af egetræ og vingummi ikke ligefrem varsler særlig meget vinter – eller jul for den sags skyld.

Øllet glider let og hurtigt over tungen, som skøjter over en bundfrossen sø. Så det er der i hvert fald ikke meget dansk vinter over. Sådan en vinter er det vel snart et årti siden, vi sidst har haft. Det lave skum antydede desuden et lavt kulsyreindhold, der bliver bekræftet ved indtagelse. – En meget britisk øl, fristes man til at dømme, da egetræets skarpe syrlighed trækker munden godt sammen, og brænder på vej ned gennem brystet.

Hovedvægten ligger i syren, mens en ellers ikke uelegant sødme af røde æbler blander sig lidt ufint. Brygget prikker ellers behageligt på tungesiderne, og en markant aroma af bitter britisk humle – East Kent Golding måske – melder sig mere og mere, som brygget får lidt luft.

Julen – og vinteren – skal man imidlertid kigge i vejviseren efter. Sur, sød bitter og skarp – alt sammen i den lyse del af aromaspektret varsler mere tidligt efterår end midvinter. Jeg ved ikke hvad briterne spiser til jul – de er som bekendt berygtede for at maltraktere fødevarer til ukendelighed i tilberedningen, så det kunne da godt være, at dette underligt usammenhængende bryg ville passe fint til en engelsk julemiddag. Til en dansk passer det til gengæld elendigt, og selvom smagsoplevelsen kan virke spændende i sin sprælskhed og mangefold, så bliver det aldrig sådan rigtig behageligt. Det er snarere forvirrende.

Som når en styg drillenisse rigtig går til værks måske. Så er det bare ærgerligt, at det ikke sådan rigtig fungerer i en øl. Nej, så hellere en kriminelt slem nisse.

1897 American Pale Ale, Indslev

Megen skade har den næppe taget …

Der gemmer sig stadig minder om min tid i Husum på min ølhylde. At der findes minder i det hele taget fra mine år i postnummer Brønshøj undrer næppe, men lige netop ølhylden burde helst gå fri. Med mindre måske øllene er rigtig mørke og tætte, og dermed af typen der ikke bare kan tåle at stå urørt et godt stykke tid, men rent faktisk også har godt af det.

I skarp modsætning til denne lyse American Pale Ale, forstås, der stammer helt tilbage fra en tid, hvor bryggeriet Indslev endnu ikke var gået i betalingsstandsning, endsige var blevet opkøbt af Bryggeriet Vestfyen. Den følgende anmeldelse sker med denne bedagethed in mente.

Tidens tand har nu ikke været mere unådig, end at bryggets ide fortsat kan skues derinde under det langt fra uimponerende gyldne skum, og den tætte, mørkorange grums. Den friske, skarpe humleduft er intakt nydelig og formår at fryde sufficient. På tungen gør den bestemt heller ikke skade med en pikant, prikkende aroma, der dog ikke kan se sig helt fri for en smule oxidering og en antydning af gær.

Nogen aromaeksplosion er brygget ingenlunde – og mens oxidering og gær, der nok er opstået af et lidt for langt ophold i ølskabet (under uproblematiske omstændigheder, forstås – mørkt og ikke for varmt), har fået brygget til at læne sig til den harske side, så er det også efter tidens småforstyrrende indflydelse tydeligt, at brygget heller aldrig har været en sådan – en aromaeksplosion, altså (ja, læserne må undskylde de mange ledsætninger og indskud, men det er nu engang den måde, jeg har valgt at skrive på, ikke også – det kan I jo nok forstå, kan I ikke også – ja, det tænkte jeg nok, så slap lige af, okay …)

Brygget formår aldrig at komme op i nærheden af at ringe hverken helt eller halvt. Det forbliver afdæmpet, mildt fornøjende, men mere end det halvkedeligt og generisk.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme