Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: påskeøl

Karlens Påskebryg, Royal Unibrew (Én for holdet III)

2017-03-19 19.17.25Bedst det ikke smager …

I år falder påsken nogenlunde der hvor den skal – midt i april og ikke som man ser det nogle gange i slutningen af marts eller snublende nær begyndelsen af maj.

Ikke at kristendommens mest centrale højtid har den store bevågenhed herfra. Men børnene synes jo det er hyggeligt med chokoladeæggene og påskeharerne, og så kan man jo også benytte lejligheden til at fortælle, at det alt sammen har rod i hedenske forårsfester, der ikke har det fjerneste med kristendommen at gøre. Ja, i rettroende kristnes øjne er det vel en form for dæmon- og satandyrkelse, og selvom jeg teknisk set er ateist, ville jeg da være et endog nok så stort skarn, om ikke jeg undede mine børn lidt hedensk, satanisk og dybt ukristelig hygge fra tid til anden.

Ikke at der er så stor forskel på ukristelig og almindelig fredagshygge med slik bag flimmeren, men det er vel princippet i det, og tanken der tæller, eller sådan noget.

Og så er der jo også sæsonens øl – som jeg hermed tager fat på. Jeg kan roligt love, at det ikke bliver noget, jeg kommer til at gå særlig meget op i, for jeg mangler ærligt talt motivationen for at gå i dybden med dem. Kvalitet og variation når kun undtagelsesvis nævneværdige højder når det gælder påskebryg. Oftest er der tale om jævne pilsnere, der er boosted med ekstra alkohol, hvilket gør dem endog meget svære at skelne fra guldøllene, der som bekendt kan fås hele året.

Men denne fra Lidl skal nu prøves alligevel. Den er jo en del af mit tema om danske og tyske standardpilsnere fra det discountsupermarked. Og selvom denne måske ikke lige er en del af helårsudvalget, har jeg svært ved at tro andet, end at den nok dukker op hvert år på denne tid, og så er den om ikke andet stadig en del af det faste inventar.

At den er dansk hersker der ringe tvivl om. Den er tilsat majs, glukosesirup og ammonieret karamelfarvestof. Her er Reinheitsgebot noget, man printer ud på køkkenrulle og pudser næse i. Følgelig har brygget fået en dybgul, næsten rødlig kulør, ikke ulig morgenurinen efter en ordentlig druktur en lun forårsaften. Skumdannelsen svarer også nogenlunde dertil.

… uden yderligere sammenligning i øvrigt, og det er nok bedst, når man kommer til bouqueten. Den viser sig mest af alt at være fraværende på nær nogle små pip af fuselalkohol (og det tror pokker med den ekstra stivelse og sukker) og bøgetræ.

Brygget formår at prikke lidt i næsen ved indtagelse. Man mærker også snart en ikke ubehagelig smidig mundfornemmelse, som alligevel må skuffe lidt, da den tydeligvis er et resultat af de tilsatte sukkerstoffer. Selve smagen må man til gengæld lede længe efter. Der er lidt tilløb til harske hasselnøddder, der heldigvis overdøves af bryggets allestedsnærværende smag af ingenting.

Og sådan forbliver det; en i grunden ufin harskhed repræenterer aromaen, der imidlertid forbliver så svag, at det aldrig bliver en pine. Selv hvis man laver øvelser, som fx at trække luft ind, eller lade brygget skvulpe lidt ekstra rundt mellem mundens organer, lykkes det aldrig at aftvinge mere end en antydningsvis aroma.

Og det er nok også bedst. For hvis dette bryg smagte igennem, ville det bare smage grimt.

Lige nu smager det egentlig hverken grimmere eller kønnere end de andre bryg i temaet indtil videre. Den smager egentlig bare af lige så lidt.

1-stjerne

Æble Ale V3, Kongebryg (Mønstring på Kongebryg Kaserne II)

2016-07-22 11.29.37Gær: “Jeg vil selv!”

Så skete det vist igen. Jeg meldte bastant ud, at mine anmeldelser nu ville blive kortere, fordi mine noter var så meget desto mere fragmentariske. Alligevel lykkedes det mig at få sidste anmeldelse til at fylde lige så meget som de mange foregående, på trods af at mine noter kun bestod af fem hurtigt og ulæseligt nedkradsede linjer.

Til den næste øl, jeg fik at smage – vi befinder os fortsat i baren i den gamle kampvognshal – fik jeg nødtørftigt nedkraset hele tre linjer. Det gjaldt bryggeriets påskebryg fra i år, der også havde udviklet sig i en ikke-planlagt retning, omend det alligevel var landet et ikke bare drikkeligt, men faktisk ganske delikat sted. Hvad der helt præcis skete – ja, det fik jeg vist fortalt, men husker det ikke. Eller også vidste bryggeren det heller ikke med sikkerhed.

I hvert fald var alkoholdannelen i brygget lige pludselig løbet løbsk. En eller anden fremmed gærstreng, måtte have fundet vej til brygget. Hvilken, fandt man aldrig ud af, men i hvert fald steg og steg alkoholprocenten – hinsides hvad de fleste almindelige gærstrenge ellers skulle kunne tåle. Oprindeligt skulle brygget vist have været på 4,6 % med brug af den oprindelige gær, og brygmester Niels Kiens fortalte levende, hvordan han måbende så alkoholprocenten kravle op over 7, så 8, så 9 …

Og så endte den på 10,2 i al sin magt og vælde – og smagte i øvrigt nydeligt. Igen er der tale om et gyldenorange, svagtskummende bryg. I mine noter står der, at brygget er “lækker[t], tør[t] og vinøs[t]” – og det skal jo nok passe, men rækker altså ikke helt til den standard, jeg gerne vil sætte for mine anmeldelser.

Brygget blev nok serveret lidt køligere end anbefalelsesværdigt, hvilket vil sige direkte ud af køleskabet. Det er ikke et bryg, der brillerer ved sine tørstslukkende egenskaber – heller ikke ved 6-7 grader i en bunker på 26-28 grader. Dertil er alkoholelementet – omend velgørende – for præsent og udfyldende. At brygget er blevet til ved et tilfælde viser sig ved en mindre ubalance mellem netop alkoholfylden og en tør eftersmag. Det lette, tørre efterhåndsindtryk får brygget til at tippe til den tunge alkoholside så det virker mere sammensat end forenet.

Men sammensat kan også være spændende. Og dette bryg er udelukkende sammensat af smukke brikker der måske bare ikke alle passer helt sammen.

Det er vel hvad der kan ske, når gæren får lov til at arbejde selv.

4-en-halv-stjerne

Påske Bryg, Rækker Mølle Bryghus

Har I haft en god påske?

Selv har jeg været småsyg det meste af tiden. Det er også derfor, jeg ikke har anmeldt nogen øl, for når det eneste man kan lugte og smage, skiftevis er det snot man har i kraniet og det slim man har i lungerne, falder lysten – og evnen – til at anmelde alt, hvad der smager af noget – herunder øl.

Men nu føler jeg, at jeg er klar igen, og hvad er mere passende her på falderebet, mens vi stadig lige kan nå det, end at anmelde en sidste påskeøl. Rækker Mølle kom lidt dårligt fra start, men som trofaste læsere vil huske med fx Hornbeer, er jeg klar til at prøve mange halvgode – for ikke at sige elendige – øl før jeg afskriver et bryggeri fuldstændigt. Så lad os se, om ikke Rækker Mølle med denne øl kan få noget genoprejsning … eller genopstandelse – det er jo så meget oppe i årstiden, eller hvad man nu siger, når man tror på den slags (det gør jeg ikke, så hvad ved jeg?)

Rækker Mølles Påskebryg er en hvedeøl, der ved opskænkning skaber en masse brus. Og brus er virkelig ordet, for det larmer ikke upassende som faldet mod et vældigt vandhjul, mens det falder hurtigere end tyngdeaccelerationen ved VY Canis Majoris. Intet bliver tilbage. Det er en ren skumimplosion i en hastighed, der ville slå førnævnte kæmpestjernes hypernova med misundelse. Eneste forskel er voldsomheden – gammaglimt, eksplosion og singularitet udebliver, og det er nok også bedst sådan.

Men hvor det visuelle skumudtryk måske scorer den laveste karaktér nogensinde, så er selve brygget slet ikke så kedeligt. Det ligner appelsinjuice – inklusive frugtkød, da brygget er ufiltreret – og det er ikke mærkeligt, når man på etiketten kan læse, at der er brugt appelsinskal i brygprocessen. Duften giver da også et citrusindtryk, måske mere af grape end appelsin, men også et mere traditionelt hvedeølsindtryk af franskbrødsdej og gær, ledsaget af mere venlige søde toner af honning, syrénnektar og rosenblade. Gær og sødme varsler imidlertid også den famøse blanding af denatureret sprit og marcipan, som man jævnligt oplever i belgiske (eller belgisk inspirerede) hvedeøl.

Det er så heldigvis ikke tilfældet. Det er en fortrinsvis sød hvedeøl, og selvom gærindslaget er markant, brænder både roser og abrikos igennem. Småsyg som jeg var, drak jeg kun sodavand – en Harboe Abrikossodavand, for at det ikke skal være løgn – Langfredag til min fars påskefrokostarrangement. Og nærværende øl har, minus den syntetiske og overdrevent sukrede finish i Harboes abrikossodavand, lidt den samme karakter. Igen er det ikke overraskende i betragning af den tilsatte appelsinskal, der altså kan smages – lidt for meget, i mine øjne. Det er i en eller anden grad snyd at tilsætte øl ingredienser, for at få det til at smage af noget, det egentlig ikke er.

På en anden side; hvor ofte har man ikke drukket hvedeøl, der mest smagte surt af gær? Og det kan man ikke anklage den her for. Den er sød og forfriskende med et ganske velafstemt indhold af kulsyre og præcis det rigtige gærindslag for, at der ikke går ren appelsinsodavand i den. Som sådan fremstår den tilsatte appelsinskal også ganske velintegreret, og det samlede smagsbillede forbliver flere odds til trods ganske helstøbt og harmonisk. Det er – som de nok ville sige på de kanter – slet ikke så ringe endda.
4-stjerner

Påske Bryg, Vejle Bryghus/United Beverage

Drikker jeg den samme øl …

… igen og igen? Det må jeg uvægerligt spørge. Det er tredje gang, jeg drikker en påskeøl fra bryggeriforetagendet United Beverage, og det er tredje gang, jeg stiller mig selv dét spørgsmål. Det startede med Aros, Nordisk Påske Ale, siden kom Bock Bunny, og  nu er vi ved Vejle Bryghus’ Påske Bryg. De ligner
hinanden overraskende meget i både farve, og smager alle af omtrent lige lidt.

Men okay – helt ens er de nok ikke. Dagens øl scorer trods alt en højere karakter end de to foregående, og beskrives som en ‘lager øl’ – altså i en eller anden grad en undergæret øl, hvor i hvert fald den første var overgæret … men betegnelsen ale er jo ikke engang en garanti for, at øl er overgæret længere. Det har marketingafdelingen hos Royal Unibrew som bekendt sat en effektiv stopper for …

Så måske er det faktisk samme øl. Producenten er den samme, og måske bliver den bare solgt med forskellige etiketter. Det er ikke første gang det er set. I sin tid solgte Carlsberg sin Premium under navnet Dansk Pilsner til Fakta-kæden, hvilket betød OK standardøl for den samme pris som man senere skulle betale for Harboes næsten udrikkelige sprøjt. Det er ikke i sig selv et problem, sålænge bryggeriet ikke kalder brygget unikt, eller på anden måde påstår, at brygget ikke forhandles andre steder under andre navne, som Bryggeri Skovlyst gjorde ved juletid sidste år.

Bygmalt – med fed kursivskrift.
Jeg beklager billedkvaliteten.

Glæde kan man sig trods alt over, at brygget kun indeholder de fire gyldne ingredienser, vand, bygmalt humle og gær. Kan nogen i øvrigt forklare, hvorfor jeg tit ser bygmalt skrevet sådan, altså med fed kursivskrift i varedeklarationen? Jeg gætter på, det må være fordi det kan være allergifremkaldende eller et eller andet, men hvis nogen rent faktisk ved noget, og ikke bare gætter som jeg gør, opfordrer jeg hermed til at oplyse os uoplyste, og smide en kommentar om det nedenfor.

Brygget er flot kobberrødt, med fyldigt, gyldent skum – Nordisk Ales faldt angiveligt “hurtigt og knitrende”, men at dømme på billedet, var farven præcis den samme. Bocks visuelle udtryk blev beskrevet således: “Flot orangebrunt, lettåget med en flot, cremet og holdbar skumkrone, holdt i letgule nuancer.” Altså heller ikke her nogen mærkbar forskel. Jeg har noteret mig, at Vejle Bryghus’ Påske Bryg dufter mere bittert humlet, ‘øllet’ (adj.) om man så må sige, end de andre, der i det hele taget ikke duftede af særlig meget.

Brygget her er da også mere bidsk i smagen. Humlebittert fra starten med en rar fylde, især af hasselnødder. Et pikant sødt indslag giver lige akkurat brygget den kompleksitet, der gør det mere interessant end bare velgørende bittert. Der er lidt græs og lidt blomster i det søde – akkurat, som det fremgår af etiketten. Så har man set det med.

Overordnet er brygget ret lettilgængeligt, men bitterheden holdes lige netop så bidsk, at festfolket har skåret dels forurettede dels fornærmede ansigter, og er flygtet hals over hoved klamrende en sixpack sol i favnen. For kenderen forbliver det dog ikke helt bidsk nok, og det ender med at sætte sig som et dårligt kompromis mellem det markante og det ligegyldige midt imellem to stole. Fylde mangler også, vandighed trænger sig på, og endelig forstår jeg ikke, hvad denne form for bitterhed egentlig skal i forårsøl, som jeg forestiller mig friskt og sødt. Bitterheden hører mere efteråret til.

Jeg må dog indrømme, efter at have læst anmeldelsen af de to foregående United Beverage-påskeøl igennem, at der nok ikke er tale om det samme bryg på forskellige flasker. Dertil er forskellen trods alt for stor, og især denne øl stikker ud med kvaliteter, de to foregående ikke kan præstere. Alligevel har bryggene dog det til fælles, at ingen af dem får nærværende ølblogger til ligefrem at juble i uregerlig forårskådhed.
3-en-halv-stjerne

Bock Bunny, De Jyske Bryghuse

‘sup? Nothing …

What’s up Doc? Den gulerodsgnaskende kanin og dens nasale catchfrase, sørgede den navnkundige Mel Blanc for uigendriveligt at mejsle ind i min og mine jævnaldrenes hukommelse, dengang i TV-monopolets dage i den næsten lige så legendariske Jakob Stegelmanns program “Så er der Tegnefilm.” Programmet har i øvrigt fået en ganske seværdig efterfølger på DR Ultra ved navn “Så er der Tegnefilm” – selvfølgelig med selvsamme Jakob Stegelmann som vært. Nu kommenteret med trivia og historisk baggrund – tænk at TV i dag kan være bedre end i monopolets tid … men det er selvfølgelig også Jakob Stegelmann, der står bag.
De Jyske Bryghuse vil gerne spinde lidt guld på Mel Blanc og Jakob Stegelmanns navnkundighed (og fred være med det), og har derfor brygget påskeøllen “Bock Bunny” … Bock Bunny – Bugs Bunny, vi klapper i de små hænder af begejstring, og high-fiver virtuelt De Jyske Bryghuse for deres originalitet og hittepåsomhed udi ølnavngivningen.
Men den alt for fristende sarkasme til trods, så må jeg indrømme navnet dets små glimt af elegance. Bunny – kanin, og selvom det jo ikke er en [påske]hare, så ligner den jo lidt alligevel. Første del af navnet, bock, er jo næsten betegnelsen for den danske påskeøls inspirationskilde – munkeøllen Salvator (der ganske vist var en dobbeltbock), som jo var opkaldt efter påskens hovedperson – Ødelæggeren eller som Metallica kaldte ham [The] Creeping Death, der slår alle de små egyptiske børn ihjel i en blodrus … … … eller har jeg forvekslet religionerne?
Nå, lige meget. Bock – salvator – påske; det hænger sammen. Og påskeharen – Bunny, som jo egentlig er en kanin, men okay – de er begge lagomorphae. Det er faktisk antydningsvist fikst.
Og brygget ser også ganske fikst ud. Flot orangebrunt, lettåget med en flot, cremet og holdbar skumkrone, holdt i letgule nuancer. Ved duften hører det fikse dog foreløbigt op. Det er mest vådt og kun med antydningsvise udsving i retning af blommer, både modne og umodne, og er man lidt heldig opfanger man søde nougattoner.
Blommesmagen – eller fornemmelsen fristes man til at sige – dominerer i mundhulen. Blommer smager når alt kommer til alt ikke af så meget, og derfor finder jeg sammenligningen rammende. Til gengæld er brygget på samme måde ganske fyldigt, skummet gør sit idet det kilder bittert i ganen, men i det store og hele udebliver smagsoplevelsen.
Ikke engang eftersmagen formår at redde særlig meget. Et bittersødt indslag af lakrids er i sin ide god, men alt for svag i udførelsen. Fylden gør brygget adækvat drikkeligt, og ikke så meget mere. Overordnet savner brygget karakter og meritter, der er værd at skrive påskehilsner om. Og den kække kanins ikoniske replik fra fyrrerne er afløst af tiernes uengagerede ‘sup? Svaret er – næsten ingenting …
Her på det sidste har De Jyske Bryghuse været ganske produktive og sprøjtet en masse forskellige bryg ud. Måske de skulle lade sig inspirere af Svaneke Bryghus‘ målsætning om, at ‘Mindre er Mere’ (lad det forblive forholdsvis ukommenteret her, at Svaneke selv ikke altid er lige gode til at efterkomme den målsætning) så de i stedet for at lancere en hel stribe bryg af lettere tvivlsom karakter, kunne koncentrere sig om de gode bryg, de rent faktisk kan fremstille.
De Jyske Bryghuses store produktivitet på det sidste viser i hvert fald, at mere ikke nødvendigvis er mere.
2-stjerner

Aros Nordisk Påske Ale, De Jyske Bryghuse

Til den våde påskefrokost …

Jesu Kristi opstandelse skal fejres på behørig vis, med overdådige påskeorgier og hvad dertil hører – snaps og selvfølgelig stærk øl. Sådan gør vi i Norden, men det er næppe derfor, at Aros-seriens påskebryg fra De Jyske Bryghuse benævnes “Nordisk Påske Ale“. For markedet oversvømmes især af undergærede påskebryg – hvert bryggeri har gerne sin kavalkade, så det særligt nordiske er vel nok fuldskaben og excelleringen i fermenterede produkter, og ikke som sådan det overgærede som særligt koncept. Heller ikke til påske.

Med Carlsbergs, Royal Unibrews og Harboes altdominerende produkter fristes man tværtimod til at sige – ja, tværtimod. Undergærede pilsnere over hele linjen, og måske nok en lidt stærkere en af slagsen til påske, og ingen overgærede påskebryg overhovedet. Dem skal man til de mindre bryggerier for at finde. Så hvad det særligt Nordiske ved nærværende øl skulle være, forbliver en gåde.

Men flot er det. Rigtigt kobberrødt, og det ser man sjældent, med flødefarvet, ikke uklæbrigt, omend hastigt faldende og højlydt knitrende skum. Duften er noget fjern, letsødlig og med et syrligt indslag af grønne æbler.

I smagen hæfter man sig snart ved … at den ikke smager særlig markant. Indledningsvis mærker man en vis æblesødme i de første mundfulde, men det brænder aldrig rigtig igennem. Brygget føles dog rent, glat, letsyrligt med indslag af citrus (det fremgår af etiketten, men er faktisk det eneste derfra, jeg rigtig kan genfinde i brygget) og så med en bitter, rå humlekant, der efterhånden vokser.

Fra de sødlige æbler ændrer brygget efterhånden karakter og bliver mere bittert. Det er en rå, frisk bitterhed af gær, der først mærkes ved gummerne foran i munden, og efterhånden breder sig til mandlerne, for at gøre sig stor i eftersmagen med en bitter smag af humle og nåletræ. Nogle vil sikkert ærgre sig over den tiltagende bitterhed, selv synes jeg faktisk det redder brygget fra at blive alt for kedeligt, men det er alligevel ikke nok til, at jeg synes, at brygget gør noget særligt væsen af sig.

Det forbliver en halvtynd og ufyldig omgang, der er bedst til at kastes lige i løgnhalsen mellem snapsen og stjerneskuddet midt i påskefrokosten. Det skal ikke smage af for meget, men i skabelsen af en effektiv brandert gør det med sin guldølsstyrke på 5,5% da bestemt det arbejde, den er udtænkt til.

Og det er som allerede antydet også ret nordisk.

2-en-halv-stjerne

Frederiks Påske, Indslev

Jul, faste, påske …

Fastelavn er for længst overstået, og jeg har endnu engang måttet kigge i vejviseren efter nogen fastelavnsøl. Jeg synes ellers, det ligger lige til højrebenet. Man kunne lave en hel fastelavnsserie baseret på forskellige populære udklædninger … Skeleton Wit, Princess Blonde, Harlequin Red, Zombie IPA … mulighederne er uendelige (og hvis noget bryggeri bruger bare ét af disse navne, forlanger jeg royalties!)

Og det er jo sandt, at det ikke er sandt, at julen varer lige til påske, som det fremgår af den gamle julesang. For derimellem kommer jo ganske vist fasten, der netop er gået i gang. I fasten skal man som bekendt leve det nøjsomme, asketiske og kontemplative liv, og det indleder jeg på vanlig nordisk manér med et gæret humlebryg af den stærke slags. Her et overgæret hvedebryg, en påskeøl, i god tid før selve højtiden. Der florerer jo mange påskebryg allerede – de ramte faktisk supermarkederne så snart fastelavnen var fløjtet af, for det er jo vigtigt, at forbrugerne kan nå at prøve alle højtidsbryggene i god tid, så folk ved, hvad de skal drikke sig plørede i, når højtiden endelig rammer.

Indslev Bryggeri startede med juleøllen “Frederiks Jul” ‘Frederiks’-serien, opkaldt efter den første brygger på matriklen. Serien blev skudt aldeles nydeligt i gang med dén øl, og dermed har Frederiks Påske noget at leve op til. Det bliver også spændende at se, i anledning af hvilke fremtidige højtider, Indslev vil brygge andre ‘Frederiks’-øl. Jeg vil i hvert fald altid være klar til at prøve dem, for det kunne jo være, at en af dem, bliver bare næsten lige så god som hint julebryg.

Væsentligt lysere end julebrygget er Frederiks Påske. Nærmest citrongul med en ikke uimponerende krone af tæt, nogenlunde klæbrig marengsmasse. Bryggets tæt- og uigennemsigtighed slås let, men at det er et ufiltreret bryg er trods alt ikke svært at se. Nogen håndgribelig ansamling af restgær skal man dog lade brygget stå længe for at kunne få øje på. Brygget dufter umiddelbart en smule tyndt, men slet ikke uinteressant. Marcipan og franskbrødsdej garneres af en markant champagneessens, som undertegnede straks bliver spændt på, hvorvidt også findes i smagen.

Brygget smager bitrere end forventet. De overvejende søde noter fra bouqueten kan ikke genfindes, men det gør umiddelbart ikke så meget. Brygget byder på en alternativ oplevelse, der starter småsyrligt med noter af citrus, og som brygget glider hen over tungen, transformeres syrligheden elegant over mere bittersøde noter af græs til en frisk bitterhed af løvtræ.

Fylden står champagneindslaget for, der mærkes som et sprittet brændevinsmærke bagest i halsen. Nej, det er ingen Dom Perignon. Og selvom fylden er til at tage at føle på, er sprittetheden et generende og disharmonisk fremmedelement, der gør, at brygget går fra lidt småtyndt og ikke helt i centrum, men bestemt drikkeligt og interessant, til at være så ubalanceret, at det næsten mister sin velsmag. Det er ærgerligt, især fordi den glidende overgang mellem de forskellige smagsindtryk lovede rigtig godt for oplevelsen undervejs.

Nå, man kan ikke vinde hver gang, og det gælder også for Indslev. Vi ser frem til den næste ‘Frederiks’-øl, og håber på lysere tider og mørkere bryg.
2-en-halv-stjerne

Raasted Forår, Raasted Bryghus (Indflytningsøl III)

Et held at jeg prøvede …

Jeg fandt denne øl i Fakta, Hvalsø, pakket ned i en lukket kasse nederst i et tårn af kasser, der indeholdt diverse påskebryg. Bare fordi, jeg kiggede grundigt efter, fandt jeg den. Ingen af flaskerne stod rent faktisk fremme (som det var tilfældet med de andre påske- og forårsbryg i opstillingen) så det var vel nærmest rent held.

Uprætentiøs ser den ud, og retrospekt tager jeg mig selv i, fra starten af ikke at have spor høje forventninger til den. Læse-læse-læse på bagetiketten … Den sædvanlige smøre om at det er den bedste øl i verden osv osv – glæde kunne man sig dog over, at der kun er brugt gær, humle og malt i brygningen … hmm, så mangler der vand – det kan vist ikke passe, men vel – der er i hvert fald ikke tilsat noget, som øl ikke bør tilsættes, så vidt så godt. Måske er den brygget på det vand marketingafdelingen hældte ud af ørerne, da de skrev resten af etiketteksten, for det var i sandhed en tynd omgang.
Vel, med i flyttelæsset kom den, og her til aften blev den knappet op. Allerede farven formåede at overraske i en grad, så den uanselige etiket næsten kom til at fremstå misvisende. Farven matcher så vidt jeg kan se præcis de gamle abrikos-sodavand fra Harboe. Man kender nok følelsen, når man mærker en lugt, der minder én om noget fra barndommen, eller et andet vigtigt tidspunkt i éns liv. Da jeg så dette bryg blive skænket oplevede jeg den visuelle ækvivalent, og det er jeg faktisk ikke sikker på, jeg har oplevet før.
Min kære viv hævdede dog mere eller mindre hårdnakket, at farven ikke er den samme. Heldigvis har vi rigeligt med hjerterum til at være uenige om den slags. Harboe abrikossodavand indeholdt til gengæld ikke grums i form af restgær. Det er der rigeligt af i denne øl, og det glæder som oftest gør.
Skummet ligner til gengæld ikke sodavand særlig meget. Det er tæt som marengsmasse til at begynde med, forvandles så til store bobler, og sjasker så næsten lige så hurtigt sammen, som det har rejst sig – såeh, jo, skummets holdbarhed er faktisk også sammenligneligt med sodavandsskum – indrømmet. Farven er dog højgylden, det ses sjældnere i sodavand. Duften er absolut ikke sodavandsagtig (eller abrikosagtig for den sags skyld). Det er nok en let og ikke særligt gennemtrængende duft – til gengæld er den skarpt humlet og føles som en lille spids humlegren, der jages op i næsens slimhinder.
Smagen er – igen på baggrund af flaskens uprætentiøse ydre overraskende bidsk. Den smager af humle – rigtig meget af humle, og så stort set ikke af andet, men altså rigtig meget af det. Det er en tør, gæret bitterhed, som man kender det fra IPA’er, ja, det er faktisk mest farven, der er forkert i forhold til IPA-indtrykket.
Jeg kan ikke huske, hvad jeg gav for den, men næsten uanset hvad, er den alle pengene værd. Lad endelig være med at gå uden om den, fordi den ser kedelig og uinspirerende ud. Bitterheden giver alle tiders fyldige, sprudlende og først og fremmest tæskebitre øloplevelse, leveret i en handy indpakning, hvor det, der er indeni, er meget vigtigere end det, der er udenpå.
Og hvor meget mere passende var det ikke at nyde den netop i dag, hvor vejret endelig blev rigtigt forårsagtigt, med vind på en halv pelikan, regn i stænger og temperatur omkring to grader? – Ja, sådan havde vi det her på Amager. I Jylland er det vist stadig vinter.
Well done, Raasted. Jer skal jeg sgu prøve nogle flere øl fra!

4-en-halv-stjerne

Flensburger Frühlingsbock, Flensburger Brauerei

Forfriskende bitter

Jeg har tilladt mig et afbræk i Støckel-temaet. Anledningen var min fars hjemkomst fra Tyskland, hvor han havde købt ind, og besøgt familien. Med sig havde han (som altid) en blandet kasse flensburger, deriblandt en lille ny, jeg ikke havde prøvet før.

Flensburger Frühlingsbock (forårsbock) er et udtryk for traditionen syd for grænsen for ikke at lave egentlige påskebryg. I stedet laver man forårsøl, der dog har nogle af de samme karaktertræk, som de hjemlige påskebryg – herunder en relativt høj alkoholprocent. Både påskebryg og forårsbryggene syd for grænsen har en fælles forfar i den sydtyske Salvator, en ‘frelserøl’ der traditionelt brygges ved påsketid. På den måde er der både lidt forår og lidt påske over det.

Flensburger Frühlingsbock er også en forårsøl idet den er ganske lys – som en pilsner. Danske påskebryg er gerne gyldne som øl brygget med wienermalt. Over det korngule bryg knejser en tæt, klæbrig marengsmasse kridhvidt. Duften præges simpelt, men gennemtrængende af bitter humle.

Og det gælder i den grad også smagen. Humlen er meget bitter og meget præsent. Faktisk er brygget så bittert, at det river og flår i halsen, når det glider ned. Med en alkoholprocent på omkring de 7 får man også den indre varme. En pikant, næsten umærkbart stænk af søde æbler i bismagen gør imidlertid hele forskellen på et harskt og trægt bryg, og et vidunderligt forfriskende og sprudlende bryg.

Brygget er en effektiv tørstslukker, der elegant illustrerer, at også bitterhed kan være forfriskende. Der er ikke tale om IPA’ens gærede, tørre bitterhed, men pilsnerens vederkvægende udgave. Flensburger rammer lige i centrum med deres sprudlende, sprøde forårsøl, der er lige til tørsten på de varme, solrige forårsdage …

Vi ser frem til at de kommer – hine solrige forårsdage. Hvis vi er heldige får vi måske en håndfuld i slutningen af juli måned, at dømme efter, hvordan vejret arter sig for tiden. God Påske, god eftervinter allesammen.

5-stjerner

Påskebryg Kongens Fadebur, Ørbæk

Nr 300!

Velkommen til anmeldelse nr. 300. For en gangs skyld er det lykkedes mig at finde en fin øl til en rund anmeldelse. Andre gange har jeg først opdaget, at jeg var i fuld gang med anmeldelsen, at det var en jubilæumsanmeldelse, og lur mig om øllet har været – om ikke mislykket så i hvert fald ikke en jubilæumsanmeldelse værd.

Øl nr. 300 er en påskebryg – og dermed indledes anmeldelserne af årstidens bryg med bravour. Brygget blev købt i Fakta Hvalsø – som det meste, jeg drikker for tiden. Igen var den ikke dyr i betragtning af mængden – 0,75 l for kr. 25,-, og dermed var der igen nok til at dele med min fader.

Der er tale om en mørk, formentlig overgæret øl, med godt med brus og gyldent til lystbrunt skum, der klistrer til glasset i store plamager. Duften er sød, præget af friskt franskbrød med ledsagende sødme af ferskner.

Smagen er kraftigt sød. Indledende af karamel og malt, hvorefter en fyldigere, tungere – og en anelse sprittet aroma af overmodne ferskner tager over. Som brygget glider gennem munden tager en kraftigt bitter smag af beske hasselnødder over. Den bitre smag holder længe efter at brygget er nydt, og den sprittede fylde giver den et ekstra pift på vej ned gennem spiserøret.

Det er en slagkraftig øl, der ikke har sin skønhed i sin velafstemthed eller sin komposition. Smagsløg og gane er spændt  hårdt for nogle temmelig voldsomme smagsindtryk. Nej dette bryg skal nydes på grund af sin kraft og styrke, der nok er ufin, men samtidig yder nyderen en god oplevelse, der i hvert fald ikke mangler hidsighed.

Tak til venner, læsere og andre, der følger bloggen. Det er jeres gode indspark, råd og især ros, der har fået mig til at blive ved så længe. Øl er generelt bare et lækkert bryg, og det er en endnu større fornøjelse at skrive om det, når man ved, at andre folk interesseret læser med.
5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme