Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Old Ale

Vivian, Rocket Brewing

Surt øl til bitre tider …

Der er fortsat ikke meget positivt at berette om tingenes generelle tilstand, så lad mig endelig bare dvæle ved det negative. Indslev Bryggeri og dermed også bryggeriets eksperimentelle afdeling Ugly Duck Brewing har indgivet konkursbegæring, og således slutter rejsen for et af de virkelig innovative mikrobryggerier i Danmark, der også nåede ud til et bredt publikum. Bryggeriet valgte en øltype, der er udskældt blandt kendere – hvedeøllet, men med den ambition at forny og forbedre genren, hvilket i denne bloggers øjne faktisk lykkedes.

Nu er det så slut. Al fornyelse og udvikling står til at gå tabt. I fremtiden vil der kun være stereotypt tysk hvedeøl at få på supermarkedshylderne herhjemme. De få andre aktører, der laver ordentligt hvedeøl (Kongebryg har fx leveret et fint indspark for nylig) er langt sværere at få fat i, og deres varer er typisk dyrere.

Og Ugly Duck Brewings nyskabende indslag – dem er det også slut med. Hvor karaktererne for hvedeøllene sjældent nåede vilde højder, formåede Ugly Duck-bryggene at imponere mere end bare jævnt.

Og udenfor ølverdenen buldrer dårskab og idioti videre. Et særligt fælt eksempel derpå er den centralt placerede “The Scottish Pub” på Rådhuspladsen i København. Der bliver man afvist i døren hvis man ikke er hvid. Der er altså tale om et værtshus med en krystalklar racistisk kundepolitik, for hvilken ethvert retskaffent menneske selvfølgelig bør kvittere med 1: en elendig anmeldelse hvor man kan slippe af sted med det – på Google Maps fx. 2: aldrig at betræde matriklen, endsige købe så meget som en dråbe af, hvad der udskænkes på stedet.

Det dybt racistiske værtshus The Scottish Pub giver ikke bare København og mit absolutte favoritland over alle – Skotland – et dårligt ry, men de racistiske svin der står i døren giver også svin et dårligt ry. Ja, som om tamsvinet ikke allerede havde lidt nok under det dårlige navn, Martin Henriksen og Peter Christensen har givet det. I betragtning af, hvor dejligt mætte og glade de gør så mange af os på daglig basis, bør stedet også af hensyn til svinet rammes af boykot.

Øldoneren bag dette indslag tror jeg imidlertid ikke er en af de danskere, grisen gør mæt. Hun er muslim, hvorved hun til gengæld sørger for, at der ikke bare er mere gris, men også mere øl til alle os andre. Jeg kan fortsat ikke forstå, hvorfor så mange er så indebrændte på den religion, at man nu også har villet bestemme, hvordan de skal klæde sig. Herfra skal der ikke bare lyde fuld opbakning, men også et højlydt go for it til alle, der skulle have lyst til demostrativt at ignorere den racistiske og fascistiske burkalov.

Men før jeg kører for langt ud ad sidesporet, der fører lukt ned i kaninhullet …

Dagens bryg havde min tidligere kollega vundet på sin arbejdsplads hos Novo Nordisk. Som nogle læsere måske vil huske, donerede hun også et par aldeles veldrejede julegavepilsnere til bloggen tidligere på året. Brygget er en syrlig, for ikke at sige slet og ret sur sag fra det permanent brettanomycesinficerede Rocket Brewing. Det er en udfordring i sig selv at skænke det. Skummet tårner sig op, tæt, fedtet og så uigennemtrængeligt, at det delvist lystbrune, delvist lyserøde bundfald lægger sig som fine kulørte fnug oven på det. Var det ikke for den synlige restgær skulle man ellers tro, at det blanke, messinggule bryg var ufiltreret. For det fremstår så ganske klart og gennemskinneligt der i drageglasset.

Bouqueten er en interessant blanding af bittert og surt. Ikke ulig en velkrydret brunkålslage. Dette gælder også smagen, der både er skarpt syrlig af kryddereddike med antydning af nelliker og koriander. Brygget er desuden tilsat udtræk af birketræ – men det er umiddelbart svært at udpege hvilke elementer i bryggets aroma dette skulle have afstedkommet. Hvad man måske kunne savne var noget fylde, men det gør måske egentlig ikke så meget, da den skarpe syrlighed i sig selv leverer oplevelsen. Bryggets lette flåd henover tungen slukker samtidig effektivt tørsten, så brygget ikke bare fremstår smagfuldt, men også velkomment læskende i den omsider vigende sensommervarme.

Helt god nok til at fjerne den indre bitterhed over verdens forfald er den imidlertid ikke. Men adækvat komplimenterende er bryggets velplacerede surhed ikke desto mindre.

Patrizio the Persuasive Peacemaker, Amager Bryghus (Saufen mit Marcus – now a Trilogy II)

Skalaen, der ikke slog til …

… og mens Ravels komplicerede, assymetriske og alligevel forunderligt letflydende klavermusik fortsat gav seancen et passende knudret melodisk bagtæppe, blev det snart tid at knappe den næste øl op.

Jeg greb efter det forhåndenværende, og måtte indkassere en venlig men aldeles bestemt røffel, da Marcus ikke brød sig videre om at få kapselmærker på sit bestik. Der er absolut ingen undskyldning for en sådan faux pas, idet et standardøljern er fast inventar i mit nøglebundt og endnu mere fordi Marcus er indehaver af en af klodens fixeste samfundshjælpere. Den blev omtalt i forbindelse med vores sidste drikkelag, men for dem, der ikke gider klikke på linket, kan jeg afsløre, at der er tale om et svellesøm i upoleret stål, hvorpå en smed har fræset det nydeligste hak til sikker kapselfjerning.

Et par bønner om forladelse senere blev det tætte bryg skænket. “Det har farve ca som din t-shirt, minus fyrre vaske” var Marcus spontane bemærkning. Og fuldt i overensstemmelse med Red Warszawas ord, så er mørke t-shirts hvad jeg vil ha’ – og som mange vil vide, hører jeg tillige dermed både Slayer og Metallica. – Men det var nu det Birmingham-baserede klassiske Grindcore-band Napalm Death’s logo, der prydede min torso. Min yndlings-t-shirt, som jeg gerne tager på, når jeg er i godt humør idet den spreder sådan nogle glade vibrationer (altså – hvem bliver ikke spontant lallelykkelig af det episke, musikalske mesterværk “You Suffer”‘s sarte, skrøbelige toner?). Gæt engang, hvor jeg mon købte den?

But I digress. Marcus bandede kristent – og dette vil jeg for evigt bruge imod ham – da jeg gjorde ham opmærksom på, at brygget faktisk ikke var sort, men derimod ganske rødt, så snart det fik lidt lys igennem sig. “Guuuuud ja!” lød det, efterfulgt af knap så belastede begejstringsgrynt som “iiih!” og “næææh …”

I duften mærkede jeg egetræ, mens Marcus gentog en af mine efterhånden bedagede men versatile beskrivelser – gamle valnødder. Det er en aroma, der er aldeles fæl, når den findes i det, den beskrives som – her altså gamle valnødder. Men findes samme aroma i en øl, kan det være rigtig godt. Marcus brugte dog ikke betegnelsen udelt positivt, men antydede at bitterheden vist ikke var helt i balance. Til gengæld var vi enige om det markante, omend ikke overraskende, alkoholelement, i betragtning af styrken på 10,5%. Alligevel var den ikke aftenens sværvægter – det var derimod Honey Devil på hele 14, men som Marcus også bemærkede, havde vi faktisk en øl i kø, der var helt nede på 8%. Så en letvægter var den trods alt heller ikke.

Uventet var det, at også dette bryg havde en let krop i forhold til, hvad den tætte bouquet forjættede. Letbrændt karamel svæver henover tungen på lille, elegant luftpude af alkoholdampe og honning, idet den jævnt og i helt passende doser fordeler bryggets udsøgte sødtristede aroma på smagsløgene.

Begejstringen over brygget måtte vi dele – men der var også rigeligt at tage af. At brygget ingenlunde duftede af mere end det var i stand til at smage, var måske det, der glædede mest. Valnødderne var heller ikke gamle længere da de først kom bag læberne … skulle jeg ellers mene, men Marcus var ikke enig.

“Du kan mærke taninen …”
“Det kan godt være, selvom jeg ikke ved hvad tanin er.”
“Okay …” begyndte Marcus efter en kunstpause af omtrent lige dele undren og mild foragt ” det er garvesyre. Men Du anmelder bryg for a living og du har aldrig hørt det udtryk før?”
“Det gør jeg jo sådan set ikke” hentydende til, at mit bloggeri – indtil videre i hvert fald – kun er en hobby, “men desuden er garvesyre jo mere sådan en vin-ting.”

Tanin eller ej – snart var vi på sporet igen, og afprøvede flere måder, brygget kunne smages på. Marcus anbefalede at holde brygget i munden, og så foretage en udånding gennem næsen. “Så kan man virkelig mærke bryggets … har vi ordet flavour på dansk?”

Her måtte jeg med tynget hjerte erklære, at vi på dansk ikke har et ækvivalent udtryk, men at man  – hvis man havde lyst – jo kunne vælge at kalde et “FLAVØR” (med ekstra tryk på ø’et, selvfølgelig). – Men som vi også meget hurtigt efter blev enige om, kunne man også lade være.

Men nyderiet skulle ikke tage overhånd. Vi måtte nu afbryde den ellers yndige, graciøse og fornøjelige dans om det mørke øl, for at tage fat på de alvorligere sager – karaktergivningen.

Mens jeg ikke var i tvivl om karakteren …

… var Marcus ikke så sikker.

“Det øl, du har serveret indtil nu, har været smukt, dejligt, dybt, mørkt øl fra det samme sublime bryggeri, som berigede verden med det bedste øl, jeg nogensinde har smagt – Big, Bold and Beautiful.” [kunstpause (dem har Marcus det med at holde, når han nævner den øl, og han er ikke alene)]. “Enhver sammenligning og enhver graduering vil uvægerligt være utilstrækkelig i forhold til det mål, der aldrig vil kunne nås. Havde jeg ikke smagt Big, Bold and Beautiful, havde jeg sat den her på en femmer, men as it is … Jeg har et realistisk billede af, hvad disse velsignet dygtige mennesker og bryggere kan under absolut optimale omstændigheder. Man kan jo ikke måle en kirurgs indgreb, mod en anden læges der foretages i et feltlazaret, selvom de foretager samme indgreb.”

Heldigvis havde jeg en løsning til min fortvivlede medsmager … “Hvis vi nu siger, at vi gav Big, Bold & Beautiful syv stjerner.

“Så er vi … du er en klog gris … i betragtning af at tre er acceptabelt. Så er vi på …” og her kan læserne så indsætte yderligere nogle minutters kaglen om min karakterskala. Historien skal have en ende før den bliver endnu længere i spyttet, så til slut lykkedes det alligevel Marcus at blive enig med sig selv om en karakter.

Cody The Crooked Cop, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen VII)

2017-09-20 19.37.12Se det er mikrobryg …

Vel, slut med stouts for en tid i hvert fald. Men sammenligningen mellem mikrobryg og industribryg fortsætter jeg ufortrødent med. Den dag hvor verden kun har ét bryggeri – formentlig ved navn Anheuser-Busch InBev – vil jeg i hvert fald ikke huskes som en af dem, der hilste den udvikling velkommen.

Som del af deres 2017 kollektion har Amager Bryghus brygget en Old Ale. Røverhistorien er i top, og kvalificerer sig i udsøgt grad som en sådan, også selvom det er en politibetjent, det handler om. Men det kan I læsere selv orientere jer om, når I prøver den.

Når man sådan har gået og spyttet i et par halv- og kvart-… eller måske snarere ottendedels- og måske endda sekstendedelshjertede stouts fra de hjemlige industrigiganter, er nærmest hvad som helst fra et velrenommeret mikrobryggeri en nydelse, der med de industrielle prøvelser i baghovedet bliver så meget desto større.

Det er ellers ikke sådan, at det hele bare serveres på et sølvfad … Øl skal som bekendt slet ikke drikkes i et fad – det må selvfølgelig gerne skænkes fra fad, men det er jo reelt ikke et fad, men en tøndeækvivalent. Desuden ville jeg nok betakke mig ved at få det serveret i noget, der er lavet af sølv. Metalsmagen ville nok ødelægge oplevelsen grundigt, og jeg tvivler desuden på, at det ville være særlig sundt.

Så det er vel meget godt – det med det udeblivende sølvfad, der betyder at bryggets duft før, under og efter skænkning er temmelig svag med kun fjerne noter af chokolade med en mild berøring af lakrids. Aromaen er gemt i smagen, der hvor den hører til. Og selvom det selvfølgelig er fint med en bouquet, der forbereder nyderen på en stor oplevelse, så er den samlede oplevelse ikke stort ringere, hvis aromaen viser sig stærkere end bouqueten. Og langt værre er det, når et bryg dufter som tusind forårsblomster i flor, for så at smage som rå gær og harske hasselnødder. Den oplevelse kommer man slet ikke sjældent nok ud for.

Men det var aromaen vi kom fra. Fuldfed, rund og lige tilpas vammelsød af lidt for lys chokolade og lidt for sukret lakids, til at jeg ville bryde mig om det, hvis der var tale om henholdsvis chokolade og lakrids.

Det er der ikke. Der er tale om øl, og så er det en helt anden sag.

Hver eneste lille mundfuld fylder hele gabet med chokoladesødme, krydret af mild lakridsrod, stemt af med rigeligt mørkt maltsukker, så alle mundens sider – om de vender op, ned, mod nord, syd, øst eller vest, klistres ind i den runde, lækre, krydrede maltsovs, der ellers ikke lige er det, Amager Bryghus er mest kendt for.

Men det viser bare i mere end adækvat og sufficient udstrækning, at Amager Bryghus kan andet og mere end bare lave IPA’er – vel, og stouts – i absolut verdensklasse.

Deres Old Ales peger sandelig også i den helt rigtige retning.

Og øl af den kaliber vil jeg vove at påstå, vi aldrig ser fra Royal Unibrew, Carlsberg eller nogen anden industrigigant. Især ikke fra Anheuser-Busch InBev.

5-en-halv-stjerne

Vlad Tepes Imperator, Kongebryg

2017-06-05 18.08.00Søde ondskab …

Niels Kiens, Kongebrygs karismatiske brygmester, stak mig den her på DØE’s ølfestival i Lokomotivværkstedet i maj. Ud over, at Kongebrygs øl tit er rigtig spændende både udenpå og indeni – det lille bryggeri i den nedlagte Næstved Kaserne er spækket med storytelling, gerne med en krigerisk tematik – havde jeg endelig også en øl, der var værdig til at udfylde pladsen som nr. 900 anmeldte øl på bloggen.

Orksatme! – Som de ikke siger i Næstved, men derimod i visse egne af Jylland. Ikke desto mindre er udbruddet kendetegnende for min følelse ved nu at have anmeldt så mange øl siden 2010. Nu synes vejen op til de 1.000 pludselig ikke så lang, som dengang jeg startede – og slet ikke vidste, hvor længe jeg ville blive ved. Endskønt jeg allerede dengang syntes, jeg havde fat i noget. Altså – hvad kunne gå galt? Folk kan lide øl. “Hvis jeg skriver om øl, er der måske nogle, der gider læse hvad jeg skriver” tænkte jeg sådan cirka og omtrent – og siden dengang har jeg da holdt mig nogenlunde stabilt på omkring 100 daglige klik på bloggen.

Øllets tema er igen krigerisk – tillige med dystert og grusomt. Vlad Tepes er den virkelige historiske person, som Bram Stokers Dracula er baseret på. Gør jer den tjeneste at læse den bog, hvis ikke I allerede har gjort det. Den kan downloades gratis på Amazon Kindle og sproget er noget af det ypperste jeg har haft mellem hænderne på engelsk – imponerende nok helt uden, at det er unødigt, eller bare nødigt, tungt.

Men det er ikke fordi man behøver søge til den fiktive Dracula for at få sig et gys. Ledsageteksten på dette bryg er rigeligt; komponeret som den er over Vlad Tepes’ tilnavn ‘spidderen’ – og så har jeg ikke spoilet for meget.

Øllet, til gengæld, har jeg tænkt mig at beskrive i vanligt detaljeret grad i det følgende. Så det er nu, man skal holde op med at læse, hvis man selv vil opleve øllet, uden at vide noget om det på forhånd … Og at vente på, at det kommer på film, sådan som mange, der ikke gider læse bøger gør, er – på trods af bryggets åbenlyse kvaliteter – nok temmelig omsonst.

Brygget er friskt brusende og meget lidt skummende. Ja, det der ved første øjekast næsten kunne ligne en cola afslører sig selv som ikke en sådan, idet det slet ikke skummer – brus og kække bobler til trods. Nåhr ja – og så er der selvfølgelig også duften.

Der er rigeligt mørk chokolade og en antydning af kamfer, nok hidrørende fra et tættere indslag af lakridsrod. Det er tungt, vældigt og allerede på nuværende tidspunkt ganske frygtindgydende.

Og aroma er der også masser af: Min barndoms brystdråber kommer atter i hu, som dengang jeg anmeldte øl nr. 700. Dertil kommer den brændende og i brystet rivende fornemmelse man får af en god og en anelse syrlig rødvin – med samme mundfornemmelse og fylde i øvrigt, og det er næppe overraskende i betragtning af bryggets styrke på 11,8%. Nævnte jeg cola? Ja, et par gange før jeg nåede til smagsbeskrivelsen, så vidt jeg husker. Men nu melder den sødt-krydrede aroma af colanød sig faktisk også, og giver associationer til den baskiske drik Kalimutxo – en blanding af rødvin og cola, der er udbredt på de kanter.

Plus et stænk kirsebærsaft af den sure slags – og så er vi der.

Et aromatisk monster, der imidlertid – på trods af øllets dystre tema, og sådan er det altid med øl fra Kongbryg – afslører brygmesterens vældige godmodighed ved sin forunderlige evne til at føles rart, venligt og bare sådan –dejligt- i al sin aromatiske fuldendthed.

Så selv en Vlad Tepes ville lade pæle være pæle og spid være spid, for så at byde krigsfanger på den dram.

5-en-halv-stjerne

Quercus Reserve, Guldhammer Nanobryg

2016-04-21 21.06.37

Aldeles nydeligt!

Allah er stor, Jesus elsker dig, Buddha er ét og alt, Hil Odin & Thor samt Det Flyvende Spaghettimonster.

Anledningen til den pludselige vækkelse, for ikke at sige omvendelse, skal findes i denne artikel i Jyllands-Posten. Mørke kræfter i toppen af landets ledelse vil med Grundloven i hånden begrænse religiøse ytringer i det offentlige rum.

Og nok er jeg fortsat ateist. Endvidere er jeg fritænker, og blander mig ikke i, hvad andre tror på. Og så længe andre ikke påtvinger nogen deres religion og ikke truer eller på anden måde anvender problematiske talehandlinger – altså ting, der i forvejen er ulovlige, så kan de ytre sig om deres religion – og alt muligt andet – lige så tosset de har lyst til. Og sådan burde det blive ved med at være!

Ifølge forslaget, må Jehovas Vidner fremover ikke ytre sig imod blodtransfusion, da dette kan være livsfarligt. Indre- og Luthersk Missions væmmelse ved kvindelige præster strider mod vore begreber og ligestilling, så de vil naturligvis også omgående få mundkurv på. Og Tidehvervs – og deres forlængede politiske arm i Dansk Folkeparti – hadefulde sammenligninger af homoseksuelle ægteskaber med sodomi vil omgående medføre frihedsstraf …

Eller måske ikke …

For Gud forbyde da, at regeringens og dens racistiske støttepartis hovedløse lovgivning skulle bruges mod andre end pæne, danske leverpostejskristne og deres associerede i småfanatiske sekter rundt omkring. Målet er selvfølgelig kun at kriminalisere muslimer yderligere for at skabe endnu en undskyldning for den religiøse og etniske stigmatisering og udrensning, som samme regering og støtteparti ønsker sig ivrigt som et lille barn juleaften.

Modvilligt vil jeg fyre den sædvanlige disclaimer af her: Nej, jeg synes heller ikke radikal islam er fedt, ligesom jeg heller ikke synes fanatisk kristendom er fedt – især ikke når den politiseres gennem tidehverv som et åbenlyst apartheidtilhængerpartis forlængede arm. Faren mod det danske demokrati kommer ikke fra en lille gruppe radikale og marginaliserede muslimer, men derimod fra selve magtens centrum, hvor man allerede har anbragt de uønskede fra andre lande i koncentrationslejrlignende anlæg, allerede har gennemført lovgivning der kan rippe dem for deres værdigenstande, og for længst har en politik på stand by for, hvordan ‘danskere’ i fremtiden skal defineres i modsætning til andre, DF og regeringen ikke kan lide.

Og hvad har det med dagens øl at gøre? Intet som helst. Jeg havde blot brug for at brænde nogle frustrationer af i et forum, som jeg ved har nogle læsere. Jeg bruger ytringsfriheden mens jeg stadig har den. Jeg er ikke målet for regerings antiytringslove for religiøse, og måske er jeg og mine sekulære meningsfæller heller ikke lige de næste i rækken. Men jeg husker på Martin Niemöllers berømte digt “Først kom de efter Kommunisterne” (“Als die Nazis die Kommunisten holten”) og I hans ånd nægter jeg at tie. Og den da det også bliver forbudt for ateister at ytre sig, lover jeg, at jeg vil braldre op og tirere som aldrig før.

Vel – nok om det, og videre til noget smukt, rart og dejligt – dagens øl.

Endnu et pletskud fra ildsjælen Martin Guldhammer, Frederikssund, der under mottoet “Multum non Multa” (meget, ikke mange) eksperimenterer med sit eget lille hjemmebryganlæg i et omfang, så han har været nødt til at sætte en distribution i gang, for at de relativt store mængder godt bryg ikke skal gå til spilde. Såvidt beskriver Paul Hertz det i hvert fald. Han er den læser, som med jævne mellemrum stikker mig et par stykker af dem. Som et lille ekstra kvalitetsemblem er hver flaske udstyret med et tal, der angiver hvilket nummer i batchet det enkelte bryg er. Denne er nr. 69 ud af 120. Man føler sig heldig alene fordi man får lejlighed til at prøve et bryg i et så lille oplag.

Denne øl er en engelsk ‘Old Ale’. der er lagret i 6 måneder på egefad og flaske. Ved åbning breder vanilleessens sig i lokalet på trods af at hverken bryg eller skum minder det mindste om flødeis. Brygget er alt for mørkt, og skummet alt for svagt. Jeg kunne forestille mig at CO2’en forsvinder under lagringen – men det gør blot den ‘engelske’ karakter så meget desto mere fremtrædende.

Brygget virker dog på ingen måde dovent. Men selv hvis det gjorde, ville det næppe gøre nogen nævneværdig skade ved det intense, fyldige og helt igennem lækre bryg. Der er krydrede noter af kanel, farinsukker og en diskret skud cognac. Den dominerende smag er dog af sød finsk lakrids, der giver brygget en varm finish og gør det til en helt igennem intens og samtidig rar og varm (ikke mindst fordi jeg prøvede brygget ved de anbefalede 12-15 grader) oplevelse.

En lille snert af gær titter frem i eftersmagen, som gør lakridssmagen tør og en kende støvet. Jeg har før beklaget mig, når lakridsindtryk i øl antog denne form. Men her udgør det i værste fald en skønhedsfald, mens det i bedste fald faktisk yder brygget lidt tiltrængt kant midt i alt det varme, bløde og venlige.

Jeg håber, jeg får lov til at prøve nogle flere deroppe fra det nordsjællandske.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme