Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: lager/bajersk øl

Praga Dark Lager, Budejovicky Mestansky Pivovar

På standardniveau …

At komme sig oven på et stressanfald, der var en hårsbredde fra længere sygemelding tager sin tid. Heldigvis er jeg ikke typen, der dæmper stress med alkohol, så grunden til, at jeg nu har rod i kronologien igen – plus at jeg igen har et anmeldelseshængeparti er alså alene det mentale kaos, der desværre fik det bedre af mig for et par uger siden.

Denne øl fx havde jeg faktisk prøvet før den vidunderlige aften, hvor jeg og Marcus prøvede lagrede øl fra Amager Bryghus – ikke mindst den helt uforlignelige Big Bold & Beautiful– Ja, dem viser sig endda at være prøvet før min tidligere kollegas julegaveøl fra Novo Nordisk. Og uden at sige for meget, er dagens bryg da også af lidt mere ydmyg statur, end de to foregående bryg.

Den blev købt i SuperBrugsen Brønshøj som et “køb eller den bliver smidt væk”-tilbud. Forventningerne var derefter, og blev nogenlunde indfriet. Bryggets lovende dunkelhed kompenserer bryggets alt for lette flåd for. Duften er desuden mest våd og vandig – kun en meget fjern antydning af branket malt har duften at byde på.

I smagen går det ldit bedre. Her holder maltfylden i det mindste så meget sammen på brygget, at det ikke ryger direkte i afløbet. Bitre noter af kaffe, en snert af røg og lidt branket karamel bydes der da på. Lader man brygget temperere før åbning, kunne det måske endda gå hen og blive en lille nydelse.

De indledende behagende aromaer viger dog snart for bryggets alt for gennemgående spnkel- og vandighed. Den munder ud i et niveau, der snarere hører hjemlige standardøl til end kvalitetsbryg fra Centraleuropa. En lidt fyldigere maltprofil giver vel på ét parameter en lidt større nydelse, på den anden side smager brygget bare ikke helt nok, når det når bagtungen …

… og så kommer det alligevel ud på ét.

 

Tuborg Amber, Carlsberg (Lidt godt fra Niels III)

2017-11-05 18.52.57Branding gør intet …

Her er endnu en øl af typen “hvis ikke der var så mange søde mennesker, der læste min blog, ville jeg aldrig være stødt på denne øl”. Niels er igen den glade giver, som det vil fremgå af indlæggets titel.

Der er åbenbart tale om en særlig Tuborg-øl, der forhandles i Tyrkiet, hvor Niels som bekendt var på ferie. Uden at jeg har undersøgt det i detaljer, har jeg ikke fundet nogen indikationer på, at brygget skulle være et hjemligt produkt – classic fx – på ny emballage. Så jeg vover pelsen og anmelder den som en selvstændig øl.

Højt skum. Flotte farver – det kan man ikke tage fra dem. Brygget matcher dåsen meget godt, selvom skummet lige er et par toner mørkere end emballagens lyse tekst. Og det er bedst sådan. Oven i købet formår brygget også at indgyde gunstige forventninger i bouqueten, der nok er en smule vandig og syrlig, men alligevel byder på en rar bund af malt. Ifølge etiketten skulle brygget også være et 100% maltbryg – hvad det så end skal betyde. Der er jo trods alt også lidt humle, lidt gær og – kan jeg allerede afsløre – en forbandet masse vand i brygget. Det kan da umuligt være malt det hele?

Men okay, så dum er jeg heller ikke. Jeg måtte på det bestemteste protestere over for en kollega i går, da denne satte lighedstegn mellem det at være blogger og det at være dum. Der blev da også trukket i land, når det gjaldt bloggere, der rent faktisk skrev om noget, frem for bloggere, der bare – ja, blogger.

Desuden er den gennemsnitlige intelligens i den danske bloggosfære jo også steget dramatisk efter at Kim Møller har lukket sin blog, Urinalposten. Men dømmer man ud fra den slags eksempler, er det ikke uforståeligt at folk får en skæv opfattelse af os, der smider ord op på nettet fra tid til anden.

Hvad angår de 100% malt – nej, jeg har ikke glemt dem – så er meningen vel, at der ikke er tilsat kulhydrater på anden vis end ved malt, som fx i form af umaltet korn, råfrugt eller raffineret sukker.

Fra den godkendte duft går det ellers også lige så stejlt ned ad bakke som Sultan Erdogans menneskelighed. Nok bruser brygget rart i munden, og en blød, omend ganske umarkeret maltfornemmelse afslører, at der ikke er tale om mineralvand. 2017-11-05 18.51.52Ud over kulsyre og en malt der er meget vagere, end hvad duften forjættede, byder brygget kun på vand, vand og atter vand …

Der er tale om en flad bælleøl, der sin ellers flotte mørke farve til trods byder på absolut intet mere, end hvad enhver anden ligegyldig, industriel standardpilsner – om  denne så måtte være produceret i Danmark, USA eller Uganda – har at byde på. Ej heller hjælper det at forsyne emballagen med en lille guldfolieetiket for at få den til at se prægtigere ud. Den slags forlorne gashåndtag har de fleste gennemskuet som noget, der kun er der for syns skyld og ikke for smags.

Og så er der endda ikke engang tale om en pilsner, men derimod en mørk lagerøl. Det gør kun det hele værre. Tyrkernes egen pilsner smager af meget mere. Carlsbergs lokale rebranding-eksperiment flopper derimod om muligt mere end deres seneste fikse markedsføringspåfund – den ligeledes totalt ligegyldige 1883.

Fuld forventeligt af Carlsberg, naturligvis. Niels skal alligevel have tak. Vi ved jo alle, hvor rart det er ind imellem endnu engang at få bekræftet sine fordomme.

1-stjerne

1883, Carlsberg

2017-10-27 17.57.33Hype, hype, hype …

En af de få men oplagte fordele ved at være blind – udover at man slipper for at se på det tidligere DNSB-medlem Sørens Espersens, eller hans nuværende partikammerat Martin Henriksens grimme fjæs – er, at man tillige dermed slipper for visuelt at bevidne Carlsbergs anmassende og allestedsnærværende reklamefremstød for dette, deres seneste påfund.

En læser af min blog ved navn Morten, som jeg har mistænkt for, ikke selv at gide at prøve (og det holder jeg ikke imod ham) efterspurgte en anmeldelse da jeg havde skrevet om Grimbergen Blanche. Når nu der var så meget hype omkring den, måtte det vel være på sin plads.

Egentlig gad jeg ikke – eller jeg mente ikke, at det var noget, jeg gad prioritere umiddelbart. Men nu er jeg jo, synes jeg selv i hvert fald, forbrugernes blogger, så det er vel bare forventeligt, at jeg smider nogle ord om den her på bloggen.

Historien er egentlig ikke så ringe endda. Men mængden af story telling som del af markedsføringen, får alle alarmklokker til at klemte ved mistanken om, at dennes intensitet må være aldeles omvendt proportional med øllets aromas samme. Kun meget ringe og kedelige øl har brug for at blive talt så meget op.

Fortællingen går på, at man i kældrene under det gamle bryggeri i Valby – formentlig i forbindelse med, at man skulle rive de sidste af de gamle historiske og bevaringsværdige bygninger ned for at bygge nye, kedelige kontor- og erhvervslokaler i glas og stål – fandt et parti øl helt tilbage fra brygger Jacobsens tid.

Analyser viste, at brygget stadig indeholdt en stamme af den oprindelige gær, saccharomyces carlsbergensis, som muliggjorde en stabil og standardiseret ølproduktion med langt lavere risiko for infektion og andre ødelæggelser. Det smukke ved historien er, at Carl Jacobsen ikke holdt gæren hemmelig eller patenterede den. Som en anden Albert Sabin delagtiggjorde han sin opdagelse for hele verden, så alle bryggerier nu kunne brygge øl stabilt uden at forgifte folket, samt undgå at spilde arbejde og ressourcer på at hælde det meste ud igen.

Carlsberg er siden blevet en fusionsmastodont, der kunne få selv Ayn Rand til at holde håndfladerne frem, og udbryde “ro på!”, og produktionen er for længst flyttet fra smukke København til den hastigt opførte garnisonsby og senere industrikompleks kendt som Fredericia. Den gamle bryggrund i Valby har de lagt om til svinedyre lejligheder, arrangeret vertikalt i en minecraft-inspireret hundehøm-høm i titanstørrelse ved den nye S-tog-station, der bærer bryggeriets navn.

Ja, det er sandelig smukt, som Carlsberg i disse år beriger Kongens København. “Laboremus pro Patria*” jeg må le! Det er jo lige før, man ikke ville orke græde snot når også de en dag blev slugt af den endnu større mastodont Anheuser-Busch.

Og som det er med den slags industrielle gigantglomerater, er kvaliteten kun et fjernt minde, der ligger generationer tilbage og i øvrigt noget ledelsen hånligt og fingerpegende skraldgriner over.

Den fornemmelse får man i hvert fald, når dette indslag i den uendelige række af ligegyldige og karakterfattige industriprodukter fra den engang glorværdige, fædrelandsstøttende virksomhed åbnes, skænkes og afprøves.

Bevares, det kobberrøde bryg er da ganske flot, der i glasset. Men i modsætning til reklamerne er det på vanlig industriel vis filtreret, og det ellers flotte orange skum falder alt alt for hurtigt. Duften er svag og vandig, men selvom håbet om et godt bryg er spinkelt, er det stadig mørkegrønt som egebladene på det træ, brygget immervæk dufter en lille smule af.

De første par slurke kan om ikke andet virke nogenlunde fyldige. Lidt vanilleessens blander sig med aroma af friskt syrligt-sødt græs. Den rigelige kulsyre giver friskhed …

Men de gode takter viser sig at være en stakket frist, for det varer ikke længe før de heller ikke kan oppebære brygget, der ender som en en sædvanligvis standardiseret, industriel og ligegyldig oplevelse. Alt for meget vandsjask bliver man budt, og de lemfældigt ikastede ingredienser, herunder sulfit, som bryggeriet ellers har holdt sig for gode til ligefrem at tilsætte, gør kun så lidt, at man er i tvivl om, om det lidt godt eller lidt skidt. Måske er det bare lidt ligemeget – det hele.

I virkeligheden er det næppe overraskende. Øllet er jo sådan set brygget på den samme gær, som bryggeriet har brugt hele tiden, så det er næppe overraskende, at det er svært at skelne dette ligegyldige industriprodukt fra alle deres andre. Det kunne være at Carlsberg skulle gøre lidt mere end bare bruge en verbalt hypet gær til at lave øllet. En ordentlig humle og mere af den ville nok gøre underværker. Mere malt ville sikkert også hjælpe … vel mindre vand måske i forhold til de andre ingredienser …

… så ville den uhørt høje pris – 18 kr. for ½ liter – også være en smule mere retfærdiggjort.

Vel, reklameudgifterne skal jo dækkes på en eller anden måde. Brygget kan købes i beholdere som denne à ½ liter, eller i sixpacks à 0,33 l. Så kan man enten være tvunget til at betale specialølspris for industribryg, eller købe seks styk og efter den første fortryde købet af de øvrige fem idet man konstaterer, at den absolut ingen meritter besidder i forhold til Carlsbergs øvrige standardudvalg.

Sådan gør man åbenbart i industrien.

1-en-halv-stjerne

*Vi arbejder for fædrelandet.

Pokal Mørk Lager, Bryghuset Braunstein

2017-01-30 17.57.39Tid at hamstre …

Jeg vil næsten tro, at jeg med dagens øl er igennem Bryghuset Braunsteins Pokal-portefølje. Ud over at hæve standarden endog rigtig meget på de allerede eksisterende produkter, er der også kommet nye øltyper ind i brandet, og alle sammen i kvalitet langt over, hvad man ellers har været vant til fra det mærke.

Midt i alt begejstringen har jeg opdaget, at brandet åbenbart er på vej tilbage i sin gamle form. Små uanselige sølvgrå dåser med det gamle ‘pokal’-logo i det gamle, uengagerede design er i hvert fald dukket op igen i Fakta på Borgbjergsvej i Københavns Sydhavn. De 7 magre år banker så småt på igen, men det var i det mindste rart, så længe det varede.

Og hvad venter der så i den sidste flaske – den sidste trøst før det tynde øl atter må flyde som tårer over den tabte guldalder? Først og fremmest en dunkel skumkanon, der kan få den mest hærdede Zen-mester til at miste tålmodigheden, hvis brygget skal skænkes uden overløb. Det kræver tid at skænke det. Imens kan man nyde den søde duft af æbler og krydderier – ikke ulig æblekage med kanel.

Det søde møder man også i smagen, og der er krydret med aromaer der hører de mørke øl til: Farinsukker i bunden, sødme af passionsfrugt og syrlighed af kiwi giver aroma til almindeligt velbehag og en smule at tænke over. I eftersmagen tager friske valnødder over, igen med en let syrlighed i retning af veltilberedt brunkål.

Der er rigeligt smag til at overdøve det letflydende brygs tendens til vigende fylde. Det er helt overraskende, hvor meget et letdrikkeligt bryg faktisk kan smage. Brygget formår dermed at gøre det gamle discountbrand ære ved fortsat at være letdrikkeligt, men med den ikke uvæsentlige justering, at det ikke bare smager af noget men rent faktisk oven i købet godt.

Og noget tyder altså på, at Pokal er på vej tilbage i sit gamle format – øvforpokkerdaosse! Men endnu er det næppe for sent at hamstre …

4-stjerner

Dronningborg Høstøl, Kongebryg (Mønstring på Kongebryg Kaserne III)

2016-07-22 12.20.37

Noget så frisk fra tanken …

Det var, som allerede antydet, ikke den militære disciplin, der prægede dokumentationen af de mange gode smagsprøver, der blev langet over disken i fredags på Næstved Kaserne. Jeg er nu nået til den tredje, og dermed også den sidste, jeg fik smagt så grundigt på – og svinget pennen så meget om – at der kunne blive en anmeldelse ud af det. Jeg fik den ære og fornøjelse at prøve et bryg direkte og helt frisk fra tanken (altså – en af dem, der lagres øl i. Ikke én af de store tunge med larvefødder, der tilforn blev repareret i Kongebrygs nuværende udskænkningssted).

Det er lidt en tilsnigelse at lade det tælle som en egentlig anmeldelse, da der ret beset ikke er tale om et færdigt produkt. I hvert fald i den forstand, at det ikke er kommet på flaske til eftergæring endnu, og vist også stadig skulle lagre lidt.

Men pyt med det. Det er min private blog, så jeg laver selv reglerne. Det er nemlig det, man kan i det private – gøre det lige som man selv har lyst til. Som en af mine hyppige gæstebloggeres tvillingebrors venner, der vist nok er søn af en kendt dansk digter engang skulle have sagt noget i retning af: “Det private er fantastisk! Det betyder, at hvis jeg ville, så kunne jeg købe en lejlighed i stueplan ud til strøget og udstyre den med kæmpe panoramavinduer, så alle kunne kigge ind. Og dér kunne jeg så stå og gejle i en sky af fæces på en baggrund af brændende svastikaer – ogingen ville kunne gøre noget ved det!” Så hvis man lyster – ud på ejendomsmarkedet med jer, og se, om I kan finde noget betaleligt ud til strøget. Selv klarer jeg mig indtil videre med bloggen her.

Vel, efter grundig afspritning af tankens hane (der i øvrigt også fik en tur efter skænkning – selvom det også har givet nogle spændende resultater, tror jeg brygmester er blevet lidt træt af brygoverraskelser) faldt det tykke, gulbrune dynd langsomt ned i kolben, der var fundet frem til tapning. Med nogen møje kom det prægtige bryg … smag på ordet *bryg* … for dette var *bryg* i al sin opaquenes, i al sin grumsethed, selve det den huleboerlingvist havde i tankerne, da ordet blev opfundet – but I digress … Det lykkedes altså til sidst at få brygget op i et glas – og så skulle der ellers prøves.

Og her åbenbarer sig det, man som forbruger aldrig oplever. Selve øllets sjæl jager op gennem næsen, ind i kraniet og forplanter sig – ikke bare i hjernens duftcentre, men i hele kroppe. Den fulde fryd af humle, blomster, sødme, syre … the whole thing! Man er momentant i humleparadiset – hver en forpulet lille detalje i humlen, malten, gæren … vandet kan duftes og nyde.

Og smagen? Kors, smagen! Ja, tænk at det bliver dødelige forundt at smage dette. Olympen kan beholde sin ambrosia, aserne deres mjød og jadekejseren sine ferskner, for hernede på Jorden kan vi gøre det bedre, og så kan nemesis bare komme an.

Men gudsbespottelige tirader bliver læserne jo ikke klogere af. Lad mig blot fortælle, at humlen svier i kæften som frisk bøgetræsflis. Hver en lille detalje kan smages – vendes, drejes, flyttes, berøres med smagsløgene fra forskellige vinkler, stryges, klaskes, gnubbes, aes … Søde blomster melder sig i hulrummet under ganen som modspil til en humle, der på én gang er aromatisk som amerikanerne og bitter som tjekkerne. Selv gæren – der i det friske bryg er meget præsent – hjælper kun med til at gøre hele oplevelsen eventyrlig, perfekt, guddommelig …

Jeg ender blot med at udspy idel ordflom, smiger og tomme tirader, når jeg prøver at beskrive smagen i dette lille vidunder.

Jeg har, som jeg fik nævnt i det indledende indlæg om besøget på bryggeriet, en flaskeudgave af dette bryg – fra en tidligere aftapning. For første gang på Kajs Ølblog vil jeg lave en ‘revisited’ med den øl for at danne mig et indtryk af, hvordan en flaskevariant af et helt friskt bryg tager sig ud.

Hvordan jeg lige får det til at passe ind i antallet af anmeldelser vs. antal øl, jeg har prøvet, må jeg lige se på. Jeg kan jo godt lide, at de to tal følges ad … hmmm, det må jeg lige tænke over. Hvordan jeg ender med at gøre det, må jeg jo selv om.

Det er jo min private ølblog …

6-stjerner

Økologisk Pokal Rød Lager, Bryghuset Braunstein

2016-06-09 18.16.25Business as usual …

I anledning af andelsforeningen COOP’s 150 års jubilæum, er der tænkt nyt – eller i hvert fald i overensstemmelse med tidens trends. De har i anledningen overladt brygge- og tappetjansen af deres gamle, kendte discountølmærke ‘Pokal‘, der for mange år siden blev leveret af Carlsberg (og i bloggens levetid af Vestfyen), til det væsentlig mindre Bryghuset Braunstein i Køge. Mon ikke det sker for at kaste lidt glans over det gamle mærke, der før har været kendetegnet ved – ja, især prisbillighed, velsagtens – for at dømme på de to gamle anmeldelser af brandets produkter er det i hvert fald ikke kvaliteten, der er i højsædet.

Prisbilligheden er der i hvert fald sat en effektiv stopper for nu … eller måske ikke alligevel. For 12 kroner for ½ l. mikrobryg/lokalbryg er faktisk ikke i overkanten, selvom det måske heller ikke ligefrem er discount. Endnu mindre uinteressant er det imidlertid, at brandet, ud over at få ny leverandør, også er blevet økologisk. Og det er om ikke andet rigtig meget i COOP’s ånd. Hvad det – og producentskiftet i øvrigt – gør ved kvaliteten bliver spændende at se. Supermarkedskæden har sendt tre på markedet; en rød, en gul og en grøn – en rød lager, en classic og en pilsner, og jeg har erhvervet dem alle tre til anmeldelse.

Vi starter med den, jeg har haft størst forventninger til – den røde lager. Jeg skyder på, at den er brygget (ordspil intenderet) over Tuborg Rød. Det er efterhånden mange år siden dén blev anmeldt på bloggen (hvilket minder mig om at jeg endnu engang ikke sådan rigtig gik markeret bloggens fødselsdag – omend det da blev til en seksstjernet anmeldelse den dag) så jeg kan ikke huske, hvordan den egentlig smager. Brygget her vil derfor blive anmeldt på egen hånd, og det er nok også mest rimeligt frem for at skulle sammenlignes med noget, der kun måske er det samme.

Duften er i hvert fald lige i skabet! En krydret bouquet af anis, ristet kaffe og egetræ maser sig an, og det klistrede, gyldne skum over det dyborange bryg yder et mere mere end rigeligt visuelt match. En sødmefyldt vanillefylde varsler en smagsoplevelse langt ud over, hvad det gamle discountmærke før har været forbundet med.

Men I smagen kommer brandet og alle dets gamle hævdvundne karakteristika – discount, middelmådighed og almentilgængelighed på den kedelige måde – igen med et brag. Smagen lægger sig sofort i det traditionelle pilsnerområde – måske med lige akkurat den tand mere i maltprofilen, som man kender fra den lagerøl og classic.

Og her havde man ellers glædet sig til en fyldig, krydret fest af anis, egetræ og et stænk af salmiak, og så får man et bryg, der i bedste fald ligger i overkanten af en Carlsberg pilsner i kvalitet.

Trods fancy ny leverandør byder Pokalbrandet altså næppe på nyt, og kun lidt anderledes, under Solen. Kvaliteten er, om ikke længere i bund, så i hvert fald stadig lav, mens kun prisen er væsentlig højere.

Det er sgu lidt øv …

2-en-halv-stjerne

Ask Salturt, Næstved Bryghus/Excellent wine

2016-02-09 17.30.56Før koncertøl …

Allerførst skal jeg rette en fejltagelse. Jeg har tidligere skrevet, at Ask-serien fra Næstved Bryghus er forbeholdt hotel- og restaurationsbranchen, og at bryggene derfor ikke kunne fås i almindelig handel. Åbenbart har jeg misforstået – ikke hvad Excellent Wine skriver om serien på deres hjemmeside, men derimod hvad de mener med det. Når de skriver “Excellent Wine lancerer sin helt egen øl til hotel og restaurationssektoren” fremgår det jo intetsteds at brygget ikke samtidig indgår i diverse supermarkeders sortimenter. Jeg syntes dog det fremgik så meget mellem linjerne, at jeg valgte at melde ud, at det ikke kunne fås i almindelig handel – der kan man være så uforsigtig.

2016-02-09 21.36.51

Vi er nået til nummer 3 i serien. Den blev nydt i tirsdags til aftensmaden før jeg skulle til koncert i Amager Bio. På plakaten stod det gamle, amerikanske kult-band The Residents. Første gang, jeg hørte om dem var i billedkunsttimerne i 3. g tilbage i 1993 (wow, er det  længe siden?). Dengang havde de allerede over 20 år på bagen. Aftenens ekstraordinære præstation blev ikke mindre imponerende af, at de nu – med over 40 år på bagen – stadig var aldeles i fuldt vigør. Forfriskende mærkeligt, syret, ekstremt støjende, garneret med nærmest barnagtigt klovneri – sådan er det, og sådan har det altid været.

2016-02-09 20.17.13

Koncerten var også en stor oplevelse, fordi det endelig lykkedes mig at opleve dem. Tilbage i 1999 kunne jeg have oplevet dem på Roskilde Festival, men jeg missede dem, da jeg havde drukket for meget billigt hvidvin. I 2011 – tror jeg nok – spillede de i Aarhus, og gamle læsere vil vide, at jeg på det tidspunkt faktisk boede netop der. Imidlertid havde jeg travlt med at have et lille barn, og en uafklaret arbejdssituation gjorde, at det desværre heller ikke skulle blive den gang, jeg oplevede dem.

2016-02-09 21.34.47

Men da jeg så for et par måneder så, at de kom til København – og oven i købet mit elskede Amager, så skulle det bare lykkes denne gang – og det gjorde det!

Til aftensmaden før koncerten valgte jeg så denne ‘Ask Salturt’. Krydderiet hedder ikke kun sådan, fordi det smager salt, men også fordi planten er salttolerant og kan gro i saltholdig jord. Desuden er brygget tilsat lakrids og kandissukker. Jeg erkender blankt, at jeg vrænger en kende, ved læsning i etiketten, også selvom jeg minder mig selv om, at det ikke er en tysk middelalder/renæssancetradition inden for ølbrygning, der er forbilledet, men derimod en gammel nordisk tradition … Men … come on. Salturt er spændende nok, men kandis og lakrids? Virkelig?

Til gengæld gør brygget inklusive tilsætninger godt i næsen, og det endda allerede ved skænkning, hvor friske paranødder og kaffe blander sig lystigt. Her mærker man også lakridsen som et skarpt indslag, der imidlertid også kan minde lidt om mørt dækgummi. Visuelt forledes man omgående til den vildfarelse, at der er tale om en stout. Men der er nu tale om en mørk lager-øl – eller en bayersk øl – som dem, Mads Skjern fra Korsbæk ikke drikker. Skummet narrer i den forbindelse også, for jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har set en ikke-stout med så mørkt skum.

Og uanset hvor irriteret man måtte være over tilsætningerne, så er det altså bare godt tilsat og blandet. Den bitre, fyldige kaffe gør omgående godt, ikke mindst fordi lakridsen smager igennem i perfekt velafstemthed med kaffen. Og hvad med salturten, tør man spørge? Vel, jeg gætter på, at den med sin salte smag forstærker og afrunder lakridsen. Egentlig salt smager øllet dog ikke ligefrem, men er der lidt ‘salte fisk’ over den måde, lakridsindslaget leger med smagsløg og kaffe på.

Næstved Bryghus fortjener ros for deres blandeevner – det er ganske vist, og jeg vælger at undlade at ærgre mig over, at jeg nok aldrig finder ud af, hvordan brygget smager uden tilsætningerne.

Ligesom jeg vælger ikke at ærgre mig over, at jeg aldrig fik set The Residents med de fire originale medlemmer af bandet … men hvem de egentlig var, står vist også hen i det uvisse.

5-stjerner

Ask Steenurt, Næstved Bryghus/Excellent Wine

2016-02-03 14.53.52Til nydelse og føde …

Jeg hugger mig videre ind i det betragtelige lager af øl, jeg har efter min 40-års fødselsdag. Som jeg fik fortalt, da jeg havde anmeldte den første fra denne serie, fik jeg hele 5 af mine flinke naboer, og jeg har tænkt, at jeg lige så godt kan anmelde dem i den samme rækkefølge, som bryggeriet har udtænkt. De er nemlig nummereret fra 1-5.

Om Stenurt (steenurt er vist bare en hipstersmart/historisk stavemåde) fortæller bryggeriet, at det er “en gammel, nordisk lægeurt, som man mente kunne nedsætte blodtrykket”. Wikipedia fortæller, at det er en staude, med en utrillion (eller i hvert fald over 50) europæiske arter, men nævner ellers intet om dens brug som lægeurt. Nogle kan spises, andre kan ikke, fordi de er smågiftige … og det er sådan set det. Jeg formoder at marketingafdelingen, eller hvem det nu ellers er, der står bag konceptet, faktisk har lavet grundigere research end at bruge Google University’s bibliotek, og det skal bestemt de bestemt have anerkendelse og ros for herfra (ja, den er god nok, du har netop oplevet Kajs Ølblog give ros til en marketingafdeling og ja! Verden er væltet og virkeligheden gået i stykker).

Brygget betegnes som en ‘lager’. Og det er helt korrekt dansk, og ikke udtryk for en anglo-inficeret, dumsmart måde, at sige ‘pilsner’ på. Det ses tydeligt på farven, der er dybt mørkebrun (og grumset), mens det noget knappe skum holder en relativt lys, off-white lød. Der er tale om en rigtig ‘bayersk øl’, som dem Mads Skjern ikke drak.

Duften forventningsafstemmer i retning af et syrligt-sødt bryg, velmaltet og velfydigt med noter af svesker og overmodne blommer. Uden at dette er ubehageligt, er man alligevel heldigere med smagen. Her træder malten ekstra meget frem med smag af krydrede maltbolsjer, en knivspids karamel, og så ellers rigeligt med varm bitterhed af hasselnødder.

Bitterhedens kraft balancerer fint på et punkt, hvor brygget kan nydes ganske for sig selv, eller optræde som velvalgt tilbehør til især kraftige, krydrede retter. Som hoteløl – serien er jo udviklet til at bruges i hotel- og restaurationsbranchen – rammer den dermed rigtig godt. Og er man så uheldig, at man er en almindelig dødelig, der ikke har råd til at bo på hotel i tide og utide, så skal man bestemt gribe chancen, og få prøvet den her, hvis muligheden byder sig.

Hvor meget af den gode smag, der egentlig kommer af stenurten, står hen i det uvisse – men nogen skade gør den næppe.

4-en-halv-stjerne

Munkholmer, Holbæk Bryghus

2015-02-19 17.11.09Fra Stoutkælderen …

Ja, det er ved at være længe siden. Jeg har været en tur nede i den mørkeste stoutkælder – desværre i overført betydning. Det kunne ellers være rart med en mørk og kølig kælder til sine bryg, men sådan skal det ikke være. Den eneste kælder jeg har, er den mentale, som jeg desværre ikke altid er herre over, hvornår jeg søger ned i.

Opholdet dernede startede vel med terrorattentatet d. 14. februar. Det passer så nydeligt, at mit seneste indlæg blev skrevet aftenen før den hjemlige verden gik af lave.

Angrebet var forfærdeligt – ingen tvivl om det, men det der virkelig skabte nedstigning var ikke angrebet i sig selv, men reaktionen derpå. Jeg kunne skrive lange mørke tekster om, hvor uhyggeligt jeg synes det er, at vi som moderne stat er fuldstændig ude af stand til at reagere proportionalt på, hvad der med nøgterne øjne er et brutalt og nedrigt dobbeltmord – og trods alt ikke meget mere end det. I stedet vil jeg blot citere Francis Fukuyama i dagens Politiken – det er ikke uden grund at jeg vælger at citere en person, som jeg ellers ser som min ideologiske modsætning. Det giver det lidt mere vægt at en smågal venstreradikal som jeg citerer et nykonservativt fyrtårn:

»Lige fra 9/11 er terror blevet taget langt mere alvorligt, end det fortjener. Det er på mange måder reaktioner på den forestillede trussel om terror, som skaber store problemer – og ikke terrorismen selv«.

Frygten har medført øget overvågning og stort set ubegrænsede beføjelser til magthaverne og -udøverne. Det er en uhyggelig udvikling, der ikke kendetegner et frit samfund med tillid til borgerne, men derimod et samfund der efterstræber streng kontrol og hårde straffe for den mindste afvigelse. Og det giver mig omtrent samme følelse som en lunken oxideret Slots-pilsner et par årtier over sidste salgsdato.

Vel nok om mig og mit humør. Jeg har trods alt drukket en øl for nogle uger siden, som det er på høje tid at anmelde. Ved meget mystiske omstændigheder har jeg faktisk stadig den lap papir, som jeg noterede på, så det bliver det et stykke kage og en spadseretur i parken at genkalde mig oplevelsen.

Munkholmeren er ligesom Arnakke Humle opkaldt efter et område omkring Holbæk, hvor bryggeriet – ikke overraskende i betragtning af navnet – ligger. Til forskel fra Arnakke, har jeg tit frekventeret området, denne øl henviser til. Hvis man kører ud af Holbæk mod øst, kommer man igennem et krattet naturområde, der senere afløses af nogle flade engdrag. Her åbner landskabet sig næsten som ballon, der eksploderer, og man har det flotteste vue over den sydlige Isefjord. Hvis man følger vejen føres man over Munkholmbroen, en lavtliggende bro med en pragtfuld udsigt til alle sider. På den anden side rammer man den gamle Bramsnæs Kommunes (nu Lejre) skovtætte kyst med små veje, der fører til steder som Kirke Hyllinge, Hvalsø, Ejby og Kirke Sonnerup. – Mit gamle hood fra gymnasietiden.

Brygget er ikke en stout, som måske antydet i indledningen. Det kunne man ellers godt forledes til at tro, for flere stouts er set både tyndere i både lød og viskositet. Brygget hæver sig i glasset med et tæt, cremet skum øverst, som næsten kunne ligne noget fra en Guinness – endskønt faldet er hastigere og duften kraftigere. Her blander kaffe og chokolade sig elegant, og dermed er stoutindtrykket intakt, mens Guinness-indtrykket i al hast er fløjet med Ryanair tilbage til Irland (hvor Ryanair gerne må blive, eller … gerne må gå under for min skyld. Guinness skal dog altid være velkomment, også selvom det egentlig er lidt tyndt.)

Også i smagen mærker man den kraftigt ristede kaffe (eller kaff’ – som det hedder på den egn). Chokoladeindtrykket er der også, og yder brygget en rar finish og fylde. Som en anden stout er det også en udpræget nydeøl, der bedst drikkes i små nip, der holdes i munden længe, så man bare kan suge alt velsmag ud af hver mundfuld.

Det er vel så meget en stout det kan være, uden at være det. Men så er det til gengæld en rigtig mørk lagerøl. Uanset betegnelsen er det vigtigste velsmagen, og den er der rigeligt af. Og at den gærede og plørede bundsjat også smager godt, kan jo også kun fornøje.

Mon en rigtig mørk øl en anden gang kunne få mig op af stoutkælderen igen? Det er i hvert fald overvejelsen værd.

4-en-halv-stjerne

St Marienthaler Klosterbräu, Privatbrauerei Eibau (Julekalenderøl XVII)

2015-01-16 18.42.54Hvad det kan blive til …

Variationen i øljulekalenderen når næppe længere end hertil. En mørk øl, angiveligt et klosterbryg, men på etiketten er der ikke meget mere information at hente om, hvorvidt det nu kan passe. Der er mange klosterbryg, der ikke brygges i klostre, men blot er kopier og efterligninger, blandet efter gamle opskrifter eller lavet på licens. Nogen egentlig klosterøl fra et kloster er der dog næppe tale om, da bryggeriet bag også brygger den lidt mere kendte og konforme pilsner.

Men efterligning eller ej. Dette bryg er vel nok på overfladen det, der stikker mest ud og gør mest væsen af sig. Alene det, at der ikke er tale om en Hefe-Weizen eller en lys pilsner får alene brygget til at rage voldsomt op over de andre. Forventningerne forbliver dog afdæmpede, for selvom stilen for en stund er krænget over i noget marginalt mere interessant, er der intet tilsagn om forøget kvalitet.

Men alene det, at brygget er noget, der faktisk ligner sort, glæder i sig selv. Det er et ægte brunt bryg, der ved gennemlysning ikke skifter farve – jeg ved ikke om det er et kvalitetstræk, men flot er det i hvert fald. Skummet er knækket over i det lyst brune, klæber i fine mønstre, og brækker langsomt i stykker nedefra, mens overfladen forbliver intakt indtil den efter nogen tid kommer i berøring med væskens overflade. Brygget dufter også undtagelsesvis af andet end halm og pilsnerhumle.

Lette – lidt for lette, men dog nærværende og positivt afvigende – noter af karamel og malt møder lugtesansen, og … hov! Det smager jo godt. Det er man ikke vant til.

Brygget er sødt karamelagtigt maltet. Ganske vist stadig med et endog kraftigt strejf af vand. Men det giver jo også en vis friskhed sammen med velsmagen. Koncentrationen af knuste maltbolsjer kunne have været større, men i strømmen af virkelig kedelige og papirstynde øl fryder selv den mindste forandring. Og så er det ikke engang slut med det – en noget spagfærdig, men alligevel nærværende bitterhed mærkes ved gummerne, og giver brygget en smule mere karakter.

Efter min vurdering har brygget dog forsvindende lidt til fælles med de mange fine klosterbryg, jeg ellers har prøvet. Den skal snarere klassificeres som en mørk lagerøl. Dem har jeg sjovt nok også prøvet flere af, der smagte af mere.

3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme