Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: kriek

Echt Kriekenbier, Verhaeghe-Vichte

Ikke tosset …

Jeg er nået til den sidste af de øl, jeg fik i fødselsdagsgave af min søster. Det er ikke længere nogen hemmelighed, og det har det sådan set heller aldrig været, at jeg slet ikke kan stå for de søde, belgiske kirsebærøl. Forventningerne var derfor store, da jeg åbnede denne fra Verhaeghe-Vichte – et belgisk bryggeri, der før har leveret en stor oplevelse her på bloggen, men som jeg overraskende og ærgerligt nok aldrig er vendt tilbage til.

Så er det jo glædeligt, at den tilbagevenden skulle ske med en øltype, jeg holder så meget af. Hvis jeg har forstået det ret efter udskænkerne på Esrum Kloster, kan kriek-øl brygges på flere forskellige måder, men den konventionelle skulle være, at man starter med en lambic – en vildgæret øl. I denne vildgærede råøl, om man vil, tilsætter man så kirsebærrene, og sukret i disse igangsætter så en ny gæring, efter hvilken man har den færdige kriek.

I andre krieks – så vidt jeg har forstået – er kirsebærrene med fra starten, og inficeres også af den vildgær, der kendetegner lambic’en sammen med den øvrige mæsk.

Om denne er af den ene eller den anden type, aner jeg ikke. Det vigtigste er jo også, hvordan det smager …

Brygget er ganske mørkt. Ikke engang da jeg slog blitzen til på min telefons kamera, fik man den ellers meget nydelige, dybrøde brygkulør ordentligt frem. Man skal have lys skinnende igennem glasset for at kunne se det ordentligt. Kirsebærrene er præsente i duften fra starten, men ikke med den søde slikkarakter, som man kender fra deciderede dessertkrieks. Alkoholelementet er desuden ikke kun præsent, men også af typen, der river i næsevæggene og bihulerne.

Typens letsprudlende liflighed snydes man dog ikke for. Den bobler og summer og prikker lige som den skal. Kirsebærrenes sødme er der skam også, men også ledsaget af en alkoholisk skarphed, der med den belgiske blondes sjældent benigne karakter giver brygget en uventet kant af noget mere barskt og farligt, end blot en sød dessertøl.

Den er en småstærk næsestyver på 6,8 %, der sagtens kan stå alene.

Petrus Aged Red, Brouwerij de Brabandere

2017-09-11 17.15.37Et godt blend …

Ironisk nok skriver jeg denne anmeldelse mens DR Ramasjang viser den i hvert fald trecifrede nummer genudsendelse af Emil fra Lønneberg – afsnittet hvor Emil spiser gærede kirsebær og bliver pattevissen. Jeg kunne nemlig godt bruge flere af den slags – gærede kirsebær. Men aldrig om jeg ville nyde dem i vin som i Astrid Lindgrens serie. Vin drikker jeg stort set aldrig – til gengæld er jeg en stor ynder af kirsebærøl, eller Kriek som belgierne kalder det. Kriek betyder faktisk bare kirsebær …

… men det er alt for sjældent, jeg får lejlighed til at nyde det vidunderligt småsyrligt-ekstremtsøde stads. IPA’en har vi taget til os, men endnu ikke Kriek. Det burde nogen gøre noget ved meget hurtigt.

Man kan dog stadig være heldig at redde sig én i Fakta for tiden. Petrus-serien, et af de bedste ølvalg, Fakta nogensinde har truffet ved at stille dem på hylden, samler støv i butikkerne landet over … eller i hvert fald i Københavnsområdet. Jeg har desværre ikke rigtig råd til at købe flere af dem for nuværende, men deres Aged Pale, samt – kan jeg allerede afsløre – denne øl håber jeg fortsat er så upopulære, at de få lov at stå indtil de får “Stop Madspild”-mærker på – og så skal jeg nok stå på spring …

Helt en Kriek er Aged Red nu heller ikke. Den er en blend af 15 % af den uforlignelige Aged Pale samt 85 % Dubbel Bruin, tilsat kirsebær. Men kirsebærelementet gør skam alt det gode, den bør.

Og blendet gør lidt til.

Brygget emmer allerede af mojo og karakter ved åbning. En mægtig krydderblanding af anis, allehånde og muskat breder sig næsten uforskammet nærværende i lokalet. Og på næsten endnu mere uforskammet vis undgår brygget at dufte parfumeret eller syntetisk i sin kraft. Fristelsen til at blive ølsniffer har sjældent været større.

Det er mest på det lyserødt tonede skum, at man kan se, at brygget har et element af kriek. Brygget forekommer nemlig ganske mørkt, og først ved gennemlysning rødt. Men ikke den klare, blodrøde kulør, som en ren kriek gerne har. Smagen er lige så vældig som duften. Foeder-indslaget gør sit til at sødmen ikke bliver for overvældende – nogle ville sige kvalm. At den så måske tipper brygget lidt mere til den syrlige side end hvad harmonisk er, kan man vælge at ærgre sig over – eller affærdige som lidt ekstra karakter. Jeg vælger det sidste, og glæder mig desuden over den lækre og fyldigt bittersøde valnøddekarakter i eftersmagen. Der er også mere kulsyre, end man er vant til fra den rene kriek. Det gør brygget – trods rigeligt syre, alkohol og tyngde fra dubblen – passende let i kroppen.

2017-09-11 17.37.43Blendet gør, at kirsebærrene ikke bliver allestedsnærværende, men afstemmes af det bedste fra andre belgiske typer. For min skyld må kirsebærrene nu gerne være allestedsnærværende, men dette alternativ er mindst lige så godt, og ganske afgjort mere nuanceret, end en fuldblods kriek normalt er.

Og med brygget i vommen er oplevelsen ikke engang slut. Den visuelle epilog i form af det beskidte glas byder på gotiske grotesker og dybe drypstenshuler, så man næsten er ked af at skulle vaske det op efterfølgende.

Men det er nu nok bedst at gøre det alligevel …

5-stjerner

Mort Subite Kriek, Mort Subite

Jeg kan ikke gøre for det …

… men jeg elsker simpelt hen det stads. Rødt som det blandede saftevand fra karton vi tyllede i os i firserne. Sødt som kun kirsebær er søde – på den der vidunderligt lækre måde, der senere giver kvalme så slem som Jack Nicholsons i “The Witches of Eastwick” … Man kan med rimelighed indvende, at det ikke er særlig ølagtigt, men det er nu altså brygget på spontantgæret malt (byg- og hvede-) og humle i en vandig opløsning, så der er altså tale om øl, selvom det siden er smagt til med kirsebær og hyldebær (det med hyldebær vidste jeg godt nok ikke i forvejen).

Jeg prøvede for første gang dette bryg tilbage i … 2001 må det vel have været? Jeg var for første gang i Belgien med mit sækkepibeorkester. Hvert år afholdes der ved Tongeren lidt nord for Liège et større arrangement, ‘Skotsk Weekend’, for sækkepibeorkestre og andre Highland-nørder fra hele Europa. Jeg husker stadig min overraskelse over det vide udvalg i øl og alle de nye typer, jeg skulle lære at kende. Jeg husker også mit første møde med ‘kirsebærøllene’, som jeg kaldte dem dengang, og at jeg blev afsindigt fuld af dem, og noterede mig, at de heller ikke smagte værst, når man smagte dem igen i varm tilstand ud på natten.

Uanset mine første oplevelser har den altid været et must, når jeg var i Belgien sidenhen. Nu er det vel 5 år siden, jeg har været der sidst, så det er på høje tid, at jeg får den prøvet igen. Skulle man være i tvivl, kan jeg nu bekræfte, at denne øl er den længe ventede, som jeg løb Toft Vin på dørene for at få fat i hele ugen. Så nu er de fri for mig for en tid, og spændingen er omsider udløst hos læserne.

Ved åbning, som i øvrigt er svært, grundet en meget stram champagneprop, stiger duften velkendt op fra flaske og glas. Det er kraftigt sødt af kirsebær, men også præget af en vinøs krop, jeg ikke husker fra tidligere. Skænkning tager lidt tid, for det prinsessepink skum over det saftrøde bryg er endog overordentligt fast og holdbart. Toppen af skummet antager form af en smølfehue, der forbliver fuldkommen intakt, selvom skumstrukturen under den lige så langsomt synker sammen. Skummet forbliver præsent under hele smagsprocessen, idet det sætter lange, fedtede … ikke gardiner, snarere gobeliner, på indersiden af glasset.

Brygget smager til gengæld væsentlig syrligere, end jeg husker det. Og flaskens form og prop er heller ikke det eneste, brygget har til fælles med champagne, idet det er meget kraftigt karboneret og bruser aldrig så lifligt. Det er pragtfuldt på en varm sommerdag som i dag. Kirsebærrene er præsente, men gemt meget mere væk, end jeg husker, ligesom jeg heller ikke husker, at man faktisk mærker humlen så meget som man gør. Humlen er blank og glat, og lægger sig langs gummernes sider, og masserer blidt mandlerne i eftersmagen. Så øl er der, på trods af iblandede bær, også i aromatisk form tale om.

De søde kirsebær kilder tungens sider og ganen, mens tungefladen angribes brutalt af syrligheden. Et angreb af sprudlende friskhed, der dog ikke giver megen plads til andre smagsindtryk dér eller i mundhulen. Jeg må indrømme, at jeg husker krisebærrene som mere præsente, og meget sødere. De skænkede én midlertidig paradisisk sødme og fylde, der som antydet ikke varede ved, men godt kunne slå over i kvalme efter de første 3-4 glas. Ulig Guinness, hvor jeg i hvert fald skal op på 5-6 før det bliver for meget.

Og mens jeg skribler noter løs i min snart fyldte notesbog stiger bryggets temperatur en anelse, og så begynder kirsebærrene endelig også at træde frem. Nok er brygget rart på en varm sommerdag, men tillad det alligevel at stige nogle grader over køleskabstemperatur før det skænkes. Så kommer fylden også, og munden fyldes af kirsebærrenes sødme.

Under hele seancen slås kirsebærrene med humlen frem for, at de to integreres ordentligt i hinanden. Det er med til at give smageren én på opleveren, selvom det også ærgrer nærværende smager en smule, at de to elementer ikke er ordentligt i balance, og at brygget derfor samlet set kommer til at fremstå for meget som en blanding.

Det var måske ikke helt så fantastisk, som jeg huskede det, men det var nu mere end godt nok alligevel.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme