Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: juleøl

Schiøtz Mørk Jule Ale, Royal Unibrew/Albani

Ikke ligefrem englelyd …

Jo jo, jeg ved skam godt, at ingen lever evigt, og at der er en ende på morskab og fornøjelser ved alle mennesker. Men bare fordi man ved det, kan man jo godt blive ked af det alligevel, når en af ens allerstørste skuespilleridoler går bort.

Schweizeren Bruno Ganz kendes bedst for sin aldeles blændende fortolkning af Adolf Hitler i Bernd Eichingers mesterværk “Der Untergang” fra 2004. Antallet af alternative undertekster til raserianfaldet i starten af filmen skal nok tælles i tusinder, og selvom man måske godt kunne ønske, at Ganz’ skuespillerpræstation var kendt for – vel – præstationen frem for antallet af gange, den blev spoofet, så viste memets reproducerbarhed jo netop, hvilket exceptionelt skuespillertalent der stod bag.

Af de tre bedste til at spille Hitler har vi dermed kun én tilbage, nemlig John Cleese, der har delt andenpladsen med Charlie Chaplin gennem alle årene.

Den lavstammede, ikke videre talentfulde tysk-østrigske maler, der endte som en af historiens absolut største krigsforbrydere og massemordere nåede højest en fjerdeplads i det kapløb. Og den er langt fra så sikker som de øvrige placeringer.

Æret være Bruno Ganz’ minde. Og lad mindet om den, han var mest kendt for at spille, forblive –  som det lyder i hint klip – ohne Ehre!

Her på bloggen tager jeg omsider fat på senvinter/forårstemaet. Med de 10 grader, det har været i dag her i Brønshøj er vi jo alligevel gået fra et sent efterår til et tidligt forår, så hvorfor ikke bare kalde det et forårstema – i år i hvert fald? Jeg tænker på overliggende juleøl – af hvilke jeg selv ikke havde nogen. Det havde til gengæld Fakta – til nedsat pris endda – og øllet fejler jo ikke noget, så en flaske hist og pist kom med hjem i januar.

Siden engang midt i årtiet har Royal Unibrew med denne serie, opkaldt efter Albanibryggeriets stifter Theodor Schiøtz, promoveret Albani som et kvalitetsbrand. Men som det så ofte er, når industrien prøver at gå kvalitetsbryggerne i bedene, ender det med at blive halvhjertet.

Denne juleøl er i det mindste ordentlig mørk. Det gør ikke noget, at den løber nok så lystigt i glasset, da den ikke giver sig ud for at være en stout. At skummet også stiger i nogen grad, yder den også en smule ry, omend det nu også falder lige lovligt hurtigt igen.

Duften derimod er noget vag i udtrykket. Alle de mange forskellige frugter og bær, bryggeriet har tilsat, kan næppe duftes. En bitterkrydret note af nelliker titter nok frem, men spøjst nok er nelliker hverken det samme som slåen, solbær, figen eller sveske, som ellers er blevet tilsat fordi malt, humle, gær og vand åbenbart ikke får brygget til at klare cuttet alene.

Brygget har dog aroma, når man søger at anamme det med indersiden af mundhulen. Hvad det så mere specifikt har aroma af, kan være noget sværere at afgøre. Slåen, solbær eller figen er ikke lige det, jeg selv tænker på som det første – eller andet eller tredje. Sveskerne kan måske godt mærkes et eller andet sted i den noget forvirrede og ikke mindst -ende smagskomposition, der minder mere om Karlheinz Stockhausen ved en våd julefrokost, end Peter Faber eller N.F.S. Grundtvig med familien i dagligstuen juleaften.

Det starter ret kraftigt bittert, næsten overvældende, for så at blive syrligt – som i surt-belgisk-øl-syrligt. Længere bagude kommer nellikerne frem igen, endskønt de som bekendt ikke findes i brygget, og det er også her sveskerne, som et sødligt-surt indslag på bagkant sætter ind.

En noget rodet og kaotisk forestilling. Ikke egentlig ubehagelig, ganske vist, og man må også indrømme den en vis karakter. Det er imidlertid ikke en øl, man kan anbefale til nogen, der har særligt bestemte præferencer for øl – bittert, syrligt, fyldigt, sødt – for brygget her forsøger at være det hele på en gang, hvorfor det faktisk ender med ikke rigtigt at være nogen af delene.

Dens plads på julebordet må andre også strides om, for den kommer i hvert fald ikke på mit. Mindst dårligt ville den med sine sødlige noter vel passe til ris a la manden, men skulle man prøve dette og finde den aldeles malplaceret, så modtages brok ikke her, da jeg bestemt skulle mene, at min overordnede advarsel mod at bruge produktet i juleøjemed er adækvat videregivet i det ovenstående.

Schiøtz Jule IPA, Albani/Royal Unibrew

Det gjorde den ikke julet …

Vel, en enkelt juleøl havde alligevel forputtet sig. Men det er jo også en efterhånden mangeårig tradition på bloggen, at forrige års juleølsoverskud anmeldes i januar – ja, nogle gange helt indtil påske (for så længe varer julen som bekendt). Men denne gang er der nu kun den ene.

Den blev konsumeret nytårsaften i selskab med børn, bonusbarn, ekshustru og hendes nye mand i deres hjem på Nørrebro. Som man vil kunne se på illustrationen, er brygget i delestørrelse. Så sandheden er egentlig den, at jeg ikke orkede at drikke brygget alene, men manglede en anledning til at dele den med nogen.

Og da den blev drukket i det gamle år, skal den selvfølgelig anmeldes inden jeg skrider til min store årsberetning. Den lover jeg til gengæld kommer som det næste.

‘Juleøl’ er ikke nogen stil, men blot noget, man kan hæfte på en hvilken som helst øl for at kunne sælge den sidst på året … eller i hvert fald fra primo/medio september måned. At det så overhovedet ikke passer til årstidens mad eller vejr, kan man blæse en lang nissemarch. IPA – med sin friskhed, aromatiske profil og bitterhed – gør især godt i sommervarmen og til skarptkrydrede retter. I vinterkulden med årstidens tunge rodfrugter og mørke kød, fungerer den omtrent lige så godt som blomkål til chokolademousse.

Men det skal ikke holde Royal Unibrew tilbage. De laver en Jule-IPA, hvis de vil, gør de. Og til næste advent opfinder de en Julehare, der kommer hoppende med julegaverne, mens påskemanden i foråret kyler æg i nakken på trækvinden, hvilke tider hvilke skikke …

Men før jeg kommer for godt i gang med at afsløre Royal Unibrews marketingstrategi for 2019, må jeg hellere samle tråden fra nærværende bryg op. Undskyldningen for at lave en Jule-IPA finder man i ingredienserne, hvor havtorn, hyben, tranebær og havre vel må tænkes at give brygget et eller andet julet præg. Jeg tænker mere en småfæl kombi af ‘hippie’, ‘nyt nordisk’ og ‘fritidsviking’, men det er nok bare mig.

Havtornen mærker man som en sød note i en ellers traditionelt bitter – og noget blank og industrielt småkedelig – IPA-impression. Der er på trods af de mange tilsætninger ikke rigtig noget ekstra at komme efter, men snydt bliver man heller ikke så vidt …

… og man glædes desuden over, at man heller ikke bliver snydt i smagen. Tværtimod smager brygget overraskende bittert igennem på de rene humleparametre. Tilsætningerne synes at runde smagen lidt af, men næppe mere end typens vanlige aromatiske ledsagearomaer ville have gjort.

Industrikarakterens meget kontrollerede og polerede dimension kan brygget til gengæld heller ikke se sig fri for. Der er ingen overraskelser i brygget – hverken ubehagelige eller det omvendte, og det ender med at gøre brygget stereotypt og generisk – ikke helt uinteressante tilsætninger til trods.

Og noget særligt julet – noget der ville have klædt anden, flæskestegen, ris a la manden eller de efterfølgende julegodter – er brygget nærmest renset for. Brygget ville gøre det decideret skidt til det alt sammen.

Til en børnevenlig butterchicken, til gengæld, ville brygget være udsøgt. Sådan én fik jeg og børnene nytårsdags aften. Ikke som tømmermandsmad for mit vedkommende, thi jeg havde haft en aldeles travl arbejdsdag fra kl. 8 om morgenen – og heller ikke for børnene, må jeg hellere tilføje. Men bare som god aftensmad på en dag, hvor man har lyst til noget take away. Og hvilken dag egner sig mon mere til det, end 1. januar?

Godt nytår til alle læsere. Forbliv indstillet for årsberetningen 2018 snarest.

Julebryg, Aarhus Bryghus

Snebajer minus industri …

Glædelig Bagjul allesammen. Jeg håber jeres var god – min var i hvert fald aldeles udmærket. Traditionen tro blev højtiden fejret hos min ekshustru sammen med vores børn og hendes nye mand. Menuen stod på økologisk and og flæskesteg, hvide og brune kartofler, rødkål og andre lækkerier. Dertil kom selvfølgelig øllet, som eks’ens gemal i samarbejde med undertegnede tog sig af.

Der var tre forskellige på programmet. Til den fede julemad havde jeg valgt den eneste af de tre Anarkist-øl fra Royal Unibrew, som havde formået at imponere mig, nemlig deres Brown Ale. Den viste sig imidlertid at være bitrere end jeg kunne huske, og derfor egentlig ikke helt perfekt til julemaden. Det var til gengæld den Petrus Kriek, som Niels (ham med de ugandiske øl) havde reddet mig fra et restparti i hans lokale Fakta. Props til ham for den helt ideelle ledsager til ris a la manden.

En anden tradition, jeg ikke valgte at give slip på denne jul, var den øl, jeg drak i løbet af dagen. Dette år kom den fra Aarhus Bryghus, og var en fødselsdagsgave fra min bror. Det er altså min bror, og kun min bror, der har skylden for, at Aarhus Bryghus’ i forvejen hårdt prøvede brygmester endnu engang må lægge ryg til mine tirader. Jeg har fortsat bryggeriets ‘banan-øl‘ i alt for frisk erindring, men fortsætter hjertens gerne dansen om den varme grød en rum tid endnu, så jeg ikke behøver sådan rigtigt at prøve den med anmeldelse og det hele.

Brygget her er ganske flot og dyborange – analogt med tilsætning af appelsinsaft og appelsinskalolie. Begge dele er jo også ganske julet. Dertil kommer nelliker – også julet, men resultatet er nu ikke så mørkt, som bryggeriet helst vil være ved. Dyborange og aldeles flot – helt sikkert, men næppe mørkt. Brygget skummer kun lidet, men til gengæld nydeligt matchende brygget i sin gyldne tone.

Det dufter syrligt-krydret af brunkål. Dertil kommer en sødlig em af mere overmoden end bare moden appelsin. Smagen er til gengæld rar og noget mere venlig, end den mere end bare mildt truende bouquet. Fløjlsblød, for ikke at sige glat mod tungen, løber den raskt mod svælget. Den efterlader såmænd et vist indtryk med sin afdæmpede brunkålslage på en småbesk pilsnerbund. Men noget festfyrværkeri er den ikke. Men det er jo også først en uges tid senere det er på programmet.

Kombinationen af småbesk til harsk pilsnerbitterhed og en til tider industriel syrlighed finder man tit i danske julebryg, og nok mest udtalt i Tuborgs snebajer. I Aarhus Bryghus’ julebryg er det langt fra slemt, og brygget spiller mere på aromatiske og krydrede noter, frem for ligefrem at gå all ind på det industrielle. Alligevel kan den ikke se sig fri for at spille lidt for meget med på en smagsprofil, der i grunden hverken er særlig julet, eller særlig attraktiv i det hele taget. Det er vel sådan snebajeren ville smage, hvis den ikke blev produceret i et multimillionoplag, og der blev lagt bare en lille smule menneskelighed og kærlighed i den.

Men meget bedre bliver den ikke, for helt grundlæggende bør julebryg være sødt og fyldigt – ikke letflydende og bittersyrligt.

– Synes jeg i hvert fald.

Thy Julebryg, Thisted Bryghus

Mere Pilsner …

Nu har jeg endelig fået juleferie. Jeg glæder mig til et par velfortjente fridage fra hamsterhjulet, hvor jeg i stedet vil hygge med min familie, smage nogle gode øl, og rase over regeringens uafladelige forsøg på at ødelægge højtiden for os andre. Den flere år gamle sag om den rædderlige sang på CBS og KZ-lejren på Lindholm var det perfekte røgslør over vedtagelsen af den mest sorte og asociale finanslove i årtier. Jo, de rige får en god jul, med nedsatte afgifter på lystyachter og privatfly, mens landets fattige, studerende, syge og ældre mødes af endnu flere nedskæringer. Og mens vores totalitære, fascistiske regering og støtteparti som rosinen i pølseenden vedtager håndtrykstvang ved statsborgerceremonien får klimaet en finger.

Vel, regeringen kan få en finger af mig herfra og så må jeg ellers tage min ferie fra virkeligheden, for ellers indfinder der sig kun øget apati og ingen julestemning.

Thisted Bryghus har holdt mig forsynet med øl – og enkelte juleøl i december måned. Den her har jeg endnu ikke prøvet, og den hedder slet og ret ‘julebryg’. Så er der vist ikke sagt for meget. Ved åbning mødes man af den velkendte og fortærskede duft af generisk pilsner. Og ud over et meget højt og ganske prangende fedtet marengsskum, er det også, hvad man ser. Ikke desto mindre kan min næse ikke undgå at glædes over et ret kraftigt udtryk, med en kant af fusel i den klassiske hallertauerimpression.

Det er vel til dels de 7,9% alkohol, der giver humlen den ekstra styrke og fylde. Således pakker brygget sig tæt omkring tunge og gummer, med en varm aroma af hasselnødder og bitterhumle. Også i eftersmagen mærker man, at humlen nok er generisk – men også bestemt af en lødig kvalitet, sådan som den hænger gummesmaskende nærværende så længe efter.

Den generende kant af metallisk syre, som forstyrrede ved de to foregående øl er holdt på et niveau, hvor det langt fra ødelægger noget, men stadig kan mærkes, hvis man smager grundigt efter. Brygget er tilsat ascorbinsyre, men enten kan det gøres i et begrænset omfang, der ikke giver afsmag af betydning, eller også er det faktisk noget andet, der har forstyrret i de foregående bryg.

Alt i alt en god … guldøl! Der er intet særligt julet ved den. Ingen søde noter, der vil klæde flæskestegen. Ingen endnu sødere noter, der ville komplimentere ris a la manden. Ja, der er ikke engang sprit nok til at hjælpe silden på vej i det ellers stærke bryg. Så der var faktisk sagt for meget alligevel, da den blev betegnet ‘julebryg’.

Men som stærk pilsner fungerer den godt, og det kan ingen tage fra den.

Christmas Bock, Thisted Bryghus

Så fandt vi hyggen – sådan da …

Så er julestemningen sat ind. I skrivende stund varmer jeg min ovn for at sætte min Christstollen til at bage – det er en af de juletraditioner, jeg meget nødigt svigter. Derudover skal der i dag anmeldes en rigtig juleøl.

Men før det kan ske, har virkeligheden – det dumme svin – stukket sit grimme fjæs frem igen for at forstyrre højtidens eskapisme. Erik Høgh-Sørensen – et for mig ukendt nordjysk regionsrådsmedlem fra det racistiske og fascistiske parti Dansk Folkeparti har udtalt, at indsatte i hans Christiansborg-venners KZ-lejr udelukkende skal have serveret svinekød.

Selvom den racistiske skiderik siden har hævdet, at den åbenlyst racistiske udtalelse var ment som en vittighed, siger udtalelsen alt om, hvad DF’erne har stangliderlige og våde drømme om at bruge Lindholm til. De vil isolere muslimer – og kun muslimer der, idet de som de eneste ville blive generet af svinekødstvangen (- nåhr ja, og jøderne selvfølgelig, hvis DF pludselig skulle få lyst til at isolere dem også. Det skulle ikke undre mig). Samtidig afslører udtalelsen, at DF’eren mener, at kun muslimer vil kunne gøre sig fortjent til tålt ophold i Danmark, idet kun muslimer i deres øjne reagerer på svinekød som vampyrer på hvidløg. Kun muslimer er kriminelle nok, integrationsfjendtlige nok, udanske nok … fortsæt selv listen til kvalmen sætter ind. Jeg burde selv være stoppet for længst.

Og når det er sagt – hvad er man for et usselt ynkeligt og lidet menneske, hvis man på den måde – selv i spøg – kan finde tilfredsstillelse i at gøre livet surt for mennesker, hvis eneste forskel fra én selv er en anden nationalitet og religion? Et patetisk skrog af et umenneske er, hvad Erik Høgh-Sørensen er. Uværdig til at repræsentere andet end tilsvarende racistisk afskum som det han selv er.

Nå – til julestemningen. Dagens øl fik jeg i den Thisted Bryghus-julekalender, jeg blev beriget med i fødselsdagsgave af min søster. Lidt fjollet finder jeg det at betegne en øl ‘Christmas Bock’. Christmas er engelsk, mens Bock er tysk, men på den anden side er en forbrødring mellem de to lande vel heller ikke det værste, man kunne forestille sig i disse Brexit-tider.

Ret mørkt er brygget. Efterårsrødbrunt og dermed ganske flot, hvilket kan kompensere for en ganske sølle skumdannelse, der højest kan præstere små spredte gyldne fnug på det klare bryg.

Duften er overraskende tung af svesker, ledsaget af en noget industriel metallisk-syrlig kant. Syren er markant nok til, at man frygter at de ellers gode og indrømmet – julede – svesker bliver udvandet i smagen.

Det er så umiddelbart ikke tilfældet. Bedst mærker man øllets alkoholstyrke på ikke helt tilforladelige 7%. Det sparker de aromatiske noter, man mærkede i duften godt op vejret, så munden snart er fuld af småbrankede svesker, garneret med nelliker og anis. Gnubber man kinderne mod gummerne vil man være i stand til at trække rigtig meget smag ud af en øl, der på overfladen ellers lader til ikke at være helt i balance. Alkoholen virker en kende overdrevet, sveskesødmen ikke helt stærk nok og humlebitterheden måske lige skruet en tand højere op, end hvad der er bedst i en juleøl. Samtidig melder den industrielle metalsyre sig også, og truer med at mindske oplevelsen …

… men åbenbart er der alligevel rigeligt i denne øl til, at det ikke sker. Brygget består ved sin kraft og vælde, men må tåle nogle anmærkninger for ikke lige at have ramt juleharmonierne helt præcist.

Santa Paws, Brewdog (Saufen und saufen und saufen … II)

Full Grinch …

Som om det ikke var svært nok at rekonstruere Marcus og min anmeldelse af Beard Brews fortrinlige bryg ud fra en lydoptagelse, hvor man kun kunne høre min  stemme og ikke Marcus’ regn af guldkorn, så lader det nu til, at optagelsen af vores anmeldelse af denne øl enten er gået tabt, eller – som optagelsen af Rudolf Schwann, der hovedkuls serieknalder sin hjerneskal mod de hårde stenkanter på den trappe, der bliver hans endeligt i Matador-serien – aldrig optaget.

Jeg kan i hvert fald ikke finde den som enkelt fil. Ej heller kan jeg finde den omtalt i nogen af de andre lydfiler. Til gengæld er det lykkedes mig at finde ud af, hvad problemet har været med mit optageudstyr, så jeg fremover ikke løber ind i den slags katastrofer. Ikke megen snak om drillenisser, omend jeg da en stille stund kunne overveje at stille en skål risengrød frem ved lejlighed. Selvom jeg har lokaliseret og løst problemet, skader det vel næppe at få sig en metafysisk buffer oveni (folk der kender mig godt vil vide, at jeg faktisk ikke er hardcore ateist, idet jeg med alle de sindssyge ting, der sker omkring mig, ikke finder eksistensen af drillenisser tilstrækkeligt falsificeret endnu).

Brewdog er et af de kendte, efterhånden ret store kvalitetsbryggerier, der fik mikrobryg ud til folket back in the day. Deres brand er for længst blevet mainstream, og deres produkter fast inventar i COOP’s discountsupermarked, Fakta. Ikke desto mindre har de formået at holde kvaliteten oppe – i hvert fald i nogle af deres produkter – så de ikke har glemt deres rødder.

Denne er en juleøl, passende i en størrelse så jeg ikke gider drikke den alene. Imidlertid ville jeg nu gerne have budt min yndlingsmedanmelder Marcus på en lidt bedre oplevelse her op til jul, for brygget skulle snart vise sig at være et af fejlskuddene fra bryggeriets side.

Bryggets mørke er vel snart det eneste rigtig fine ved det, idet allerede viskositeten alt for nemt lader flaskens indhold underkaste sig tyngdekraftens luner. Skummet gider heller ikke rigtigt, selv hvis brygget skænkes voldeligt. Selv trænede kokainsniffere ville have svært ved at vride bouquet ud af brygget. Uengageret sødt giver det sig kende, sammen med nogle fjerne, vage noter af alt for tynd kaffe.

Smagen – og eventuelle digressioner og udflugter knyttet dertil? Ja, det er jo desværre dem, der er gået tabt. Jeg ville ellers have elsket at gengive Marcus’ elokvænte eder og forbandelser, der i vidtstrakt- og krummelurethed langt overgår mine egne.

Så vidt jeg husker diskussionen – og her skal man have in mente, at jeg selv havde indtaget omkring seks genstande – gennemgik vi egentlig blot rigtig mange af de ovenstående pointer, at Brewdog i vid udstrækning brygger til supermarkederne i dag, og at kvaliteten derfor nødvendigvis må  blive for nedadgående. Brygget føltes for os begge vandigt, tyndt og uengageret kun med fjerne noter af kold, tynd kaffe – måske sødet med et par dråber billig industrikaramel. Akkurat passabel som øl, men ikke som en juleøl, hvor der gerne må kæles lidt ekstra for sanserne.

Vi var dermed også rørende enige om karakteren til en juleøl, der vist kun formår at slå Tuborgs Snebajer i kvalitet herhjemme.

Vinterbryg, A Nutty Ale, Carlsberg (Saufen mit Marcus – (oder “die Unendliche Geschichte II”) I)

‘Testikeltung øl’

I fredags var det d. 9. november 2018, og dermed var det 80 år siden, at nazistiske bøller gik gennem gaderne i Tyskland og Østrig og smadrede jødernes butikker. Glasskårene, der flød i gaderne, lagde siden navn til begivenheden; Krystalnatten. I København har man mindedes begivenheden på Nytorv de sidste mange år. Ironien var derfor tyk som krematorieos da den kvasinazistiske organisation ‘For Frihed’ kom Krystalnatsinitiativet i forkøbet, og lagde beslag på pladsen til deres eget krystalnatsarrangement. Under samme parole. Spørg mig ikke om logikken i det – jeg ser den heller ikke.

Det officielle krystalnatsarrangement for dem, der ikke syntes at en gentagelse af begivenhederne samt de efterfølgende pogromer var nogen særlig god ide, var dermed forvist til et andet sted. Heldigvis skorter det ikke på forsamlingspladser i hovedstaden, så Kultorvet lagde behørigt og mere end sufficient brolægning til arrangementet.

Jeg indfandt mig sammen med min gamle ven og medsmager Marcus – med den skumle bagtanke, at vi bagefter ville tage hjem til mit ydmyge kammer i Brønshøj, for at smage på et par af årstidens bryg … eller i hvert fald et enkelt af dem, efterfulgt af en lagret sag fra Amager Bryghus. En yderligere anledning var min fødselsdag tre dage tidligere, hvor jeg fyldte 43. Ja tænk at man skulle have en sådan holdbarhed.

Jeg gentager gerne min milde aversion over for juleøl, navnlig deres overtrufne evne til ikke at overraske, men når der sådan ryger nye produkter på markedet i et omfang så reklamerne for dem forstyrrer læsningen af online nyheder, så forventes det vel nærmest. Man bilder sig jo trods alt ind, at man er forbrugernes blogger. Men alene gad jeg ikke drikke Husbryggeriets seneste bud i en lang række af mere – og især mindre – succesfulde julebryg, dels fordi de forhandles i emballager hvis rumfang bedst deles af flere, dels fordi skuffelsen kan ramme så hårdt, at det er bedst at der er andre voksne til stede, når man forsøger.

Marcus løb altså en vældig risiko, i fald skuffelsen skulle ramme ham.

Bryggets navn alene vakte endnu før åbning associationer hos Marcus, og således blev anmeldelsens undertitel til. For ganske nylig måtte jeg ellers se mig anklaget for kun at kunne lide ‘kønsløst øl fra København’. Dette skete i en kommentar til den fæleste øl, jeg endnu har prøvet – Afskum fra Royal Unibrew, hvortil jeg svarede, at jeg ganske rigtigt foretrak øl uden synlige tissemænd og tissekoner i. Vel – brygget her må være undtagelsen, omend det mig bekendt er produceret på den oprindelige brygmatrikel i Valby. Det er dér Husbryggeriet Jacobsen-brandet fortsat brygges mig bekendt, så kritikeren under navnet ‘Per’, havde i det mindste halvvejs ret.

Skummet lægger sig irregulært og efter Marcus’ smag ikke helt tæt nok over brygget. Selv kunne jeg nu ikke klage, idet jeg også nød dets matchende gyldne lød over det nøddebrune bryg. Med risiko for at gå unødigt langt med de tvetydige ordspil, vil jeg anføre, at nøddetemaet synes gennemtrængende i brygget.

I duften forekommer det til gengæld kun nærværende i det omfang som brygnavnet gav forventning om. Ellers indgår en vis karamelsødme, som mindede Marcus om A-Z Ale no. 16 i den industrielle udgave fra Vestfyen (den offentlige hemmelighed om den emballerede A-Z kontra den direkte fra Refsvindinge leverede variant på fad, havde jeg kort forinden indviet ham i).

Smagen lagde i et noget større omfang op til debat. Overordnet enedes vi om en note af valnødder. Dertil fandt jeg en note af rom, og syrlighed af egetræ, som jeg ikke syntes, hører til i en Juleøl.
– “… og det irriterer mig i virkeligheden, for det hører ikke til i en juleøl, men det kommer der ofte alligevel …”
– “Det er da fuldstændig ligegyldigt hvad der bør være i en juleøl,” afbrød Marcus, “en traditionel juleøl i Danmark er Tuborgs Juleøl, og den er noget l…”
– “Du har en pointe.”
– “Hvis jeg havde været 18-19 år,” fortsatte Marcus, “så have jeg sagt ‘Nej, hvor en spændende øl’ men nu er jeg et kynisk udbrændt skrog af et menneske på 37 …”
– “Unge mand!”
– “… synes jeg ikke engang den er passabel. Jeg vil ikke bestille den på et værtshus.”

Selv vil jeg faktisk hævde, at den er bedre end Golden Naked Christmas Ale (der ironisk nok har fået en bedre karakter end jeg ville ende med at give denne – sådan kan ens smag jo udvikle sig) men alligevel ringere end deres ‘Julebock‘, der lader til at være gledet ud af produktion.

– “Det er faktisk ikke så meget valnød alligevel,” fortsatte Marcus snart, “det er brændt karamel og for meget kandis. Det er typisk for de her Jacobsen øl, at man finder en eller anden ingrediens, der passer i et eller andet omfang, og så giver man bare los af den, men stadig kun i et omfang så det færdige produkt fortsat kan sælges i 20 mio. eksemplarer …”

Og der blev talt ud af flere tangenter, herunder om man skulle gøre optagelserne af vores ølsmagninger til en podcast hvortil flere spændende navneforslag også kom op. Og det var vel omkring det tidspunkt, det gik op for os, at vi sådan kom til at tale om andre ting end øllet, fordi der i grunden ikke var ret meget at sige om det.

Jeg var egentlig glad for romindslaget, der også gav brygget noget efterklang – det var formentlig det, Marcus smagte som brændt sukker og som ikke gjorde ham godt. Til gengæld var vi enige om, at den var noget for tynd, som om smagsindtrykkene raslede rundt i lidt for meget vand. Jeg forsvarede endnu engang brygget idet jeg anførte, at det hjalp at det fik noget temperatur. Marcus mente til gengæld brygget bare blev fladt, og sådan syntes vore uenigheder blot at blive større, jo længere tid vi talte om det.

Øl er som bekendt en udmærket ting at være uenig om. For så er der mere til den der kan lide det, idet den der ikke kan lide det kan blive fri. Jeg tror ikke, jeg ved en gæsteanmeldelse før har oplevet så stor forskel på karaktergivningen idet Marcus kun havde …

… til overs for den. En nogenlunde adækvat oplevelse med visse markante skønhedsfejl reddede den …

… på min side.

Uanset hvad, var der en større oplevelse i vente som det næste. Det turde vi begge godt satse på på forhånd.

Nöel, Munkebo Brewery (Nidstangen IV)

Nu er det jul …

… næsten i hvert fald. Jeg skal ikke holde mig tilbage med anmeldelserne af de juleøl, der kommer mig i hænde inden december. Og kender jeg mig selv ret, bliver det ganske få, da jeg i det hele taget ikke finder juleøl interessante. De er – som jeg vist også bemærkede sidste år – oftest tunede pilsnere uden nogen aromatiske meritter, udelukkende produceret for at give konsumenten en hurtig og effektiv brandert til julefrokosten.

Den her har imidlertid stået et godt stykke tid, og den stundende højtid, hvor alt jo skal være så forbandet morsomt (for nu at citere min underviser i Kristendomshistorie fra min tid som religionsstuderende ved KU) vil jo være en fin anledning til dels at skyde juleølsanmeldelserne i gang, samtidig med, at jeg kan afslutte en anden tråd fra tidligere. Denne øl er nemlig den sidste, jeg for alt for længe siden modtog fra Munkebo Brewery, i forbindelse med at Wacken Brauerei ud af ingenting truede dem med sagsanlæg, fordi de gav deres øl navne hentet fra den nordiske mytologi.

Det er – som overskriften antyder – ikke tilfældet her. Brygget skulle vist have navn efter det franske navn for jul, der er ‘Noël’. Nöel, som jeg går ud fra skal udtales [Nø-æl] eller noget i den retning, ved jeg til gengæld ikke, hvad betyder, men nogen Nordisk gud eller anden mytologisk figur er der vist ikke tale om …

… og NEJ – SELVFØLGELIG er det da ikke bare tremaet, der ved en fejl er anbragt over den forkerte vokal. Det er fuldkommen udelukket … eller måske er det faktisk sådan, for jeg kan ikke gennemskue nogen fiffig grund til, at det vitterlig er placeret forkert.

Nok om det. Der er tale om en belgisk inspireret juleale, hvis fine røde lød afspejler højtiden aldrig så fint. Man kunne måske ønske lidt mere hvidt skum som kontrast, men her i landet forbindes den farvekombi alt for ofte med afstumpet nationalisme, så det udeblivende skum er i hvert fald i den forbindelse en fordel.

Duften er til gengæld ikke videre julet – den er mest af alt syrlig, og tilsatte nelliker, fennikel og appelsinskal mærker man ikke noget til overhovedet før i smagen. Her træder de julede indslag mere frem med aroma især af nelliker og koriander, mens bryggets syrlige – og i den forstand karakteristisk belgiske – egenskaber træder dominerende, for ikke at sige unødigt anmassende, frem. Brygget slutter af med en kant af egetræ – slet ikke uaromatisk, men heller ikke i nogen væsentlig grad med en karakter, man hertillands vil betegne som julet.

Som juleøl anser jeg den faktisk som uegnet idet den med sin skarpe syrlighed hverken klæder forret, hovedret eller dessert særlig godt. Der mangler simpelthen noget sødme til at bakke kartoflerne, sovsen, flæskestegen, anden, ris a’la manden (hvorfor sidder jeg i skrivende stund og bliver sulten?) og alle de andre julelækkerier op.

Til rødkålen alene, ville den måske være fin, men så skulle det være en rødkål tilberedt med væsentlig mere eddike, end der er tradition for her i landet.

Munkebo skal have tak for øllene. De har været der til både gavn og glæde for bloggen. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det ikke er denne, der er min favorit. Det er derimod Röskva – deres pragtfulde IPA med enebær, der bestemt kommer med hjem, hvis jeg finder den i supermarkedet en dag.

Reindeer Fuel, Amager Bryghus

… og så blev det ellers jul!

Kajs Ølblog er tilbage med nye anmeldelser efter en lille juleferie. Etiquetten (ikke etiketten – det er sådan noget man sætter på flasker) er brudt, idet jeg har valgt ikke at følge kronologien i afprøvede øl i mine anmeldelser. Det sker i anledning af højtiden – det er jo trods alt kun jul én gang om året, og jeg tror egentlig, at læserne hellere vil høre om denne fantastiske øl, jeg prøvede juleaftensdag, end den sløje fuser af en brown ale, jeg prøvede aftenen før.

En introduktion er vel på plads for de stakler, der endnu ikke har klasket gummerne – eller i det hele taget hørt – om nærværende vidunder. Det er Amager Bryghus’ traditionelle juleøl, en 10 % barley wine med dertilhørende juleeventyr på etiketten (med ‘k’).

Ikke så meget mere om det, for det må læserne selv erfare ved køb af brygget (man kan også snyde ved at læse på Untappd). Selv nippede jeg det langsomt og med passende andægtighed i løbet af juleaftensdag, sådan som jeg har for vane med en særligt udvalgt øl.

Just efter åbning frygtede jeg ellers nogle sekunder, at oplevelsen ville være en tidlig fuser – der var trods alt stadig en uge til nytårsaften. Duften af det grumsede, rødbrune bryg var nemlig ildevarslende fraværende, og vidnede kun om bryggets alkoholstyrke med en tæt, omend varm og egentlig behagelig odeur af alkohol. Der er trods alt forskel på duften af en 20 års Single Malt og den billige vodka fra Lidl.

Men derefter var der ellers dømt glædelig jul!

Den udeblevne næsestyver var erstattet af en mundstyver – hvis det ellers er et ord – der ud over at levere den fulde smagsoplevelse i et nu også utvetydigt lod nyderen vide, at bryggeriet skam havde gemt alt aromaen der, hvor den rettelig hører til, nemlig i smagen, frem for at lade den fise ud med duften.

På et bagtæppe af letbrændt karamel folder aromatisk egetræssyre, båret frem af alkoholens spiritussky, sig ud i hele mundhulen. Med små, skarpe barberblade snitter egetræsaromaen lange, sviende rifter i tunge og gane. Det er i sandhed et bryg, man smager med meget mere end bare tungen.

Overalt hvor brygget skvulper hen efterlader det et smertende snitmønster af rifter, der dog kort efter lindres af bryggets andet aromatiske indslag – den alkoholiske sødme. Mægtig, maltet og karameltung, ikke helt ulig som man måske forestiller sig Santa Claus’ ånde efter denne lige har fået sig en hivert for meget under kåben. De mulige ubekvemme konnotationer til side, denne sammenligning måske har kreeret i læsernes hoveder, virker det søde, maltede indslag som blide vatpuder, der lægende dupper de væskende sår, og lægger sig over dem som en frisk forbinding i julesneens farve.

Ja, den var der selvfølgelig ikke så meget af denne jul. Men øllet – det var ekstraordinært! Amager Bryghus har en sin del af æren for, at jeg i år sandelig fik en …

Glædelig Jul!

Jule Avec, Berentsen Brygghus

2017-03-31 17.51.25Vigende fylde …

At det lige straks er påske skal ikke holde mig fra at prøve en spændende juleøl, hvis den byder sig til. Jeg er egentlig ganske indifferent over for, hvad der måtte stå på etiketten om, hvilken høj-, lav- eller mellemtid en øl er brygget til (eller på). Hvis det er billigt og foregøgler en eller anden form for kvalitet (om det så bare er at befinde sig i en kvalitetsølhandels som fx Toft Vin på Islands Brygge) så er jeg både spil, leg og bytte, samt andre mulige oversættelser af den engelske glose ‘game’, som jeg – hvis det ikke skulle være gået op for læserne – krampagtigt forsøger at gøre mig vittig over i disse linjer.

Jule Avec skulle ifølge bloggeren ‘Hopdaddy’ være “speciel men ikke dårlig”. Det lyder jo mildt lovende, selvom understregningen af, at den ikke skulle være dårlig, måske nok trækker mit ene øjebryn en smule i vejret … som i øvrigt er blevet rigtig flot. Jeg spiste ude i går aftes for første gang i år – men det skal I nok få mere at høre om.

Øllet er i hvert fald ganske mørkt med en usædvanlig skumkrone i dybgult, og ikke popcornfarvet, som man kan se det på etiketten. Duften er også speciel, og indtil videre iøvrigt ikke dårlig; Tung og sød af blommer og svesker (ja, jeg ved godt det i bund og grund er det samme, men de dufter altså forskelligt i deres forskellige former, og dette bryg dufter af begge former, ja det gør så). Dertil kommer syre og sødme af kirsebær.

Julen er sådan set allerede hjemme i duften, mens smagen faktisk går indtil flere skridt videre i samme retning. Initialt mærker man bitterhed af kaffe med humleindslag af lakridsrod og egetræ. Efterhånden melder sig mere krydrede noter af spidskommen og kanel – en aromakarakter, der egner sig aldrig så nydeligt til klassiske julegodter som dadler, figner og nødder.

Det specielle, som Hopdaddy advarede imod, melder sig i fylden, der desværre viger i den samlede oplevelse. Brygget er for letflydende og vandigt, og de ellers gode indtryk og aromaer virker lidt for vilkårligt kastet ned i brygget, så de aldrig får blandet sig helt godt med hinanden.

Det ændrer dog ikke ved, at brygget alligevel er gedigent og juleegnet. Man kan jo se, om man kan nå at redde sig et par stykker endnu og være på forkant i år.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme