Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: juleøl

Red & Green Jule IPA, Indslev

Øl: Red & Green Jule IPA
Bryggeri: Indslev/Vestfyen
Type: IPA
ABV: 6,3%
Land: Danmark
Købt: Donation fra Bryggeriforeningen.

Det af Vestfyen overtagede foretagende Indslev har ligesom så mange andre bryggeier i juletiden sendt et højtidsprodukt på markedet. Jeg må ærligt indrømme – og i øvrigt gentage mig selv i samme ombæring – at jeg endnu ikke helt har lært at greje ‘jule-IPA’en’. IPA er en frisk og meget skrarpt bitter øl, der bedst egner sig i varmt vejr og til krydderier som ingefær og chili, snarere end nelliker og anis. Men – på den anden side er der de ledsagende aromaer af citrusfrugter, og det er jo faktisk ret julet, når det kommer til stykket … så måske alligevel eller noget?

Tanken om, at bryggerierne febrilsk leder efter en undskyldning for at strække konceptets holdbarhed til langt over dets intention, og ofte desværre med svigtende held, nager i hvert fald, mens jeg knapper op. Brygget ser ellers flot ud – højrødt og indrømmet julet i løden, med matchende fedtet gyldent skum. Det begynder godt …
… og fortsætter så en kende mere tvivlsomt med en svag, og ærligt talt uinspirerende duft, der ikke lover gunstigt for smagsoplevelsen. Heldigvis er der ikke den store overensstemmelse mellem den mestendels våde og uinspirerende næse og et overraskende drøn af skarp og frisk bitterhumle det øjeblik brygget når bag læberne.
Frisk rødgran river og flår i tunge, gummer og mandler, og åbner således, forfriskende voldeligt og uelegant, smagsløgene for fine, krydrede og slet ikke ujulede biaromaer af appelsin, sukat og figner på den søde side, samt kommen, nelliker og anis på den krydrede.

Jeg holder fortsat på, at IPA og jul ikke passer særlig godt sammen – men der er åbenbart undtagelser. Indslevs Jule IPA er en af dem.

Jule Bocken, Viborg Bryghus

Øl: Jule Bocken
Bryggeri: Viborg Bryghus
Type: Julebock
ABV: 7,3%
Land: Danmark
Donation fra Bryggeriforeningen

Ej enig …
Jeg må hellere se at komme i gang med juleøllene. For der er sørme mange i år! Bryggerieforeningen syntes, de skulle sende mig et udvalg af årets julebryg – og så kunne jeg jo ellers se, hvor meget jeg kunne nå at anmelde før jul. Stor tak går selvfølgelig ud til dem, sammen med en indrømmelse om, at tidspunktet nok kunne være en anelse bedre valgt. Jeg slås fortsat med et lavt motivationsniveau, hvilket jeg gjorde bryggeriforeningen opmærksom på, da de henvendte sig angående donationen. Da de ikke protesterede over, at jeg nok ikke nåede det hele før jul tænkte jeg, at jeg så ville kunne fortsætte traditionen fra alle årene med at anmelde juleøl langt ind i det nye år. Det er nok, hvad der kommer til at ske, så forbliv indstillet.

Samtidig kan det jo også være, at jeg genvinder lidt af glæden ved at anmelde igen. Julemåneden plejer gerne at være travl på bloggen, og jeg vil heller ikke have siddende på mig, at juleølsanmeldelserne udebliver, bare fordi mit humør gør knuder.

Så til værket. Strøet med let hånd i dette indlæg er et par skud af de mange øl fra den gavmilde donation. Kigger man godt efter vil man også kunne spotte et par øl fra Thisted Bryghus, som jeg ellers har forsvoret at beskæftige mig med i et års tid. Men heldigvis var det kun øl, jeg havde anmeldt i forvejen.

Dagens øl er fra Viborg Bryghus. De er folkene bag en øl, hvis anmeldelse er et af de mest læste indlæg på bloggen, nemlig ‘Luther‘. Der kan man læse min uforbeholdne mening om den dybt, dybt hadske og dybt antisemitistiske reformator, som jeg fortsat mener, det kun kan gå for langsomt med at få smidt på historiens mødding. Ingen sure miner i retning af Viborg Bryghus for at motivere mig til hin tirade – tværtimod er jeg dem taknemmelig, og de kan roligt være stolte over, at de fik en stresshærget og ADHD-ramt blogger til at skrive et så langt og researchkrævende indlæg.

Her er vi i selskab med noget lettere. I hvert fald rent intellektuelt. Jeg husker ikke ‘Luther’s alkoholstyrke, og den kunne nemt have været lettere end den her, der med sine 7,3% slår en proper næve. Ikke mindst når man som jeg er småforkølet – så gør eftervirkningerne bare det mere ondt.

Selskab for Vestjysk Ølkultur har angiveligt kåret dette bryg som årets julebryg i årene 07, 13, 15, 17 og 19, så forventningerne kan selvfølgelig ikke undgå at ligge et pænt stykke over industristandard. Brygget lægger hårdt ud med en fin, mørk lød, en kraftig, varm og krydret ølduft der emmer af humle, og højt, fedtet, gyldent skum.
Aromaen sparker også fra sig. Kraftig, omend noget ufin bitterhed af mørkt træ ledsaget af honningsødme. Dette viser sig imidlertid snart kun at være initialt. Bitterheden dæmpes hurtigt, og lander i stedet et rarare sted midt på skalaen. Her kommer aromaen til gengæld til at mangle udfordring, og truer med at gøre det, der startede som en vild og spændende oplevelse, småkedelig.
På den lange bane viser brygget sig at være business as usual. Og så vil nogle måske indvende, at det da også passer sig fint for en juleøl. Julen er traditionernes tid, og der må der ikke stikke for meget ud, der kan forstyrre harmonien og forventningerne. På den anden side skulle julen også gerne være tiden, hvor man gør lidt ekstra ud af tingene … og for at være helt ærlig – det synes jeg Viborg Bryghus har forsømt her.

Seasick Crocodile, Prairie Artisan Ales

Næsten på overliggeren

Ingen Kajs Ølblog uden juleøl i årets allerførste måneder … eller næsten i hvert fald. Det er under alle omstændigheder en stærk tradition på bloggen, selvom det også er noget, jeg prøver at undgå hvert år. Sidste år gik det sådan set også rigtig godt. Jeg nåede at få afprøvet alle indkøbte juleøl i løbet af julemåneden, uden at nogen blev stående på lager over nytår.
Det er nu ikke sådan, at jeg efter nytår har været på rov efter tilbud på overliggere i supermarkedet for på den måde at holde traditionen med juleøl op til påske i hævd. Brygget her har jeg derimod fra en anonym giver, der sendte mig en pakke sure øl i starten af det nye år. Iblandt var altså også en enkelt juleøl.

Den søsyge krokodille møder man i sangen ‘You’re a Mean one, Mr. Grinch’, der handler om hovedpersonen i Dr. Seuss børnebog How the Grinch stole Christmas! fra 1957. “You have all the tender sweetness of a seasick crocodile, Mr. Grinch” – så vidt inspirationen til navnet på brygget. Historien om Grinchen har vist aldrig rigtig slået igennem herhjemme, selv ikke med Jim Carreys og Hollywoods hjælp. I virkeligheden håber jeg også mere på, at Krampus-traditionerne sydfra med tiden slår mere igennem heroppe. Både fordi vi har så rigeligt af amerikansk kulturimperialisme i forvejen, og fordi Krampus-optogene bare er så uendeligt meget flottere end de kitschede sødsuppe-juleoptog, men ellers ser.

Ih, der er ikke noget som et helligdagsopstød i god tid. Ikke mindst når virkeligheden ellers byder én at være i godt humør. Men næh nej, så nemt får I mig sgu ikke! Det kan godt være, at Danmark har vundet VM i håndbold, at vedholdende rygter vil vide, at Naser Khader er meldt til politiet for seksuelle overgreb, og at Inger Støjberg forbliver i Venstre til fortsat skade for Danmarks mest kriminelle og korrupte organisation. Men jeg vil fortsat udpege det brune på bananen, finde pletterne på kartoflerne og klage over grumsen i kaffen – og samtidig, som rosinen i pølseenden være stolt over, hvor dårlig jeg er til at finde på nye metaforer. Ingen skal tvinge mig til at være i godt humør, når nu jeg har en ledighedsdepression så godt kørende som jeg har.

Når det så er sagt, har jeg også en øl at anmelde. Seasick Crocodile er en sour ale tilsat tranebær, ingefær, kanel og muskat. Et rent mareridt for konservative tyske bryggere, og for undertegnede en anledning til let rynkede bryn trods alt. Jeg nærer ganske vist ikke samme afsky for tilsætninger i øl, som jeg gjorde ved bloggens begyndelse, men når indholdsfortegnelsen i omfang ligner et avanceret cancermedikament, aktiveres min skepsis nu alligevel. Også selvom det alt sammen er hyggelige, julede ting, som jeg ellers holder meget af.
Tranebærrene gør i hvert fald deres til at få brygget til at se festligt (og en anelse suspekt) ud; lyserødt med sprødt, lavt skum. Kanelen er letgenkendelig i duften. Den dufter bare derudad, som den minder én om risengrød og pebernødder og brunkager. Øl minder brygget i sit olfaktoriske udtryk til gengæld ikke meget om.
Og det er egentlig ærgerligt. For her er der ellers tale om endnu et nydeligt surt bryg. Surt som … ja, det er faktisk svært at sige præcis. Brygget har egentlig bare et lækkert base line surt udtryk, klart og friskt, så øjnene klemmes i og munden breder sig i et stort smil.
Men så er der det andet element – ud over den karske, vederkvægende syre; kanelen. Ja, den møder man i den grad også i aromaen. Den udgør stort set alt hvad der er af smag i brygget ud over syren, og selvom jeg egentlig godt kan lide kanel, er det ikke kønt.
Krydderiet overdøver alt andet, der ellers kunne have smagt i brygget. Om det så bare havde været tranbærrene, ingefæren eller muskaten. Men intet af det kan smages – ej heller malten eller humlen. Alt er pakket ind i en anmassende, småvammel og alt for dominerende smag af kanel, der overhovedet ikke passer til bryggets ellers virkeligt nydelige syre.

Hver for sig havde det måske fungeret. I stedet sidder man med en sur øl, der smager af kanel, eller en kaneløl, der er sur. Ingen af delene fungerer – især ikke når brygget føles så sammensat som det gør. Begge dele er så nærværende, at man føler sig tilskyndet til at køre brygget en tur gennem et kaffefilter, så kanelen kunne blive fanget og resten af brygget måske være en nydelse alligevel. Og kanelen – ja, den kunne man bruge til næste gang man lavede risengrød.
Surt øl passer ikke særlig godt til julemad, og kanel passer generelt ikke særlig godt til surt. Hele brygkonceptet ligner således mest noget, man har brygget fordi man kunne, og ikke fordi man burde. Men for et aldeles nydeligt surt indslag skal brygget alligevel belønnes. At kombinationen med kanel – eller for den sags skyld med noget som helst andet – burde have været udeladt må man håbe er en lektie, bryggeriet lærer til næste gang.

Christmas Ale, Corsendonk

Reddet på stregen …

Udbuddet af juleøl har ladt noget tilbage at ønske i år. Ikke at der har manglet gode øl i højtidssæsonen. Der var bl.a. en formidabel vinter-IPA fra Khioskh og en nydelig røget bock fra Heller. De var bare ikke brygget som egentlige juleøl (helt uden at Dansk Folkeparti anklagede bryggerierne eller distributøren, SuperBrugsen, for femte-kolonnevirksomhed i den muslamitastiske magtovertagelse. Så har man set det med).
En håndfuld bryg, der blev brygget som juleøl blev det ikke desto mindre til. Men med dem har jeg godt nok ikke været videre heldig. De tre første famlede rundt mellem to og to en halv i karakter, og jeg skulle op i en markedsføringskaliber, hvor man lægger flaskerne i ekstra emballager, før jeg nåede op på et acceptabelt niveau.

Således også denne, ret stærke (8,1%) belgier i delestørrelse. Den blev leveret i en høj metalcylinder, som jeg nu spekulerer på, hvad jeg skal bruge til. Jeg nænner ikke rigtig at smide den væk.
Den blev nydt til, hvad jeg selv betragter som julens officielle afslutning for mit vedkommende: min medvirken i en 36 timer lang livestream-marathon, arrangeret af en af mine gode venner fra ateist-miljøet, der er kendt under navnet Purple Rhymes with Orange.
Mange ikke-troende – især i USA, hvor Purple har til huse – er alene i julen. Især når man er vokset op i fundamentalistiske kredse, hvor man ikke ser mildt på frafald. Det er andet år i træk, at marathonen blev arrangeret, og mit 2-timers bidrag kan ses her. Ideen er at give ensomme uden tro noget at samles om i juledagene, og det må siges at være lykkedes ganske godt, de mange live-kommentarer taget i betragtning.

Brygget er ganske mørkt, omend gennemsigtigt, når det holdes op mod lyset. Så meget restgær er der heller ikke i den. Skummet er akkurat knækket i det gyldne, klæber adækvat, men gør så heller ikke mere væsen af sig. Duften er sødlig og let alkoholisk – ligesom den initiale aroma, der slutter af med en let brændende fornemmelse i gane og svælg.
Fremturende alkohol – det kunne være meget værre. Sødmen lægger sig i det krydrede hjørne og peger i retning af tørrede figner og svesker – det er faktisk julet, og endda julet på en måde, man nemt genkender.
Samtidig er brygget dejligt letdrikkeligt og glider lige ned i løgnhalsen, hvis man glemmer at give det den tid, der skal til, for at man annammer aromaerne ordentligt. Læsere, der kender mig, vil vide, at dette gerne er min subtile måde at antyde, at et bryg godt kunne have brugt noget mere fylde og aroma, end man bydes.

Men det er nu godt nok … Beggars can’t be choosers. I betragtning af, hvor få dage der er tilbage af dette anno horribilis kunne det være gået meget værre. Hvis dette er 2020 sidste stød af ubehag, så kunne noget tyde på, at alt det modbydelige, vi har måttet døje med i det forløbne år måske – måske – så småt er ved at få en ende.
At julen afsluttes med en øl, der i det mindste er god nok er faktisk mere, end man turde forvente.

Christmas Ale, Shepherd Neame

Pretty English …

Glædelig jul allesammen!

Juleaften tilbragte jeg i min nære families skød, det vil sige hos mine børns mor. Jeg er evigt taknemmelig for, at man stadig kan være venner og få den slags til at fungere, selvom man har en skilsmisse bag sig.
Julen er traditionernes fest, og traditionen tro havde jeg fundet mig en øl, jeg kunne drikke langsomt i løbet af juleaftensdag, mens min eks’ fede, lækre julemad var i sin vorden. Fint skulle det være i forbindelse med højtiden, så det blev en øl i en særlig emballage – en nydelig papkarton i julens farver uden om flasken.

Bekymringen lurede imidlertid. Hvor ofte har man ikke oplevet, at den fine indpakning blot var til for at skjule, at indholdet bestod af vanlig, generisk standard og gerne lavere end det? Men julen er vist nok også håbets tid, så op af emballagen blev den mindst lige så flot-etiketterede flaske hevet, behørigt åbnet og skænket.

Flot er brygget i hvert fald. Gyldent skum, som jeg ikke skal brokke mig for længe over, faldt lidt hurtigt, over det fineste, dyborange bryg. Undtagelsesvis fangede kameraet, trods overbelysning og andre tegn på, hvor elendig en fotograf, jeg faktisk er, bryggets udsøgte lød perfekt. I en noget mere rødlig nuance blinker advarselslamperne – omend uden lyden af alarm – da næsen sættes for brygget. Syrligt, mere end noget andet – men også krydret. Nelliker og en snert af muskat byder trods syre op til hyggelig dans om juletræ, og således fremstår brygget alligevel julet, selvom det indledningsvis ikke peger helt så meget som ønsket i den retning.
Oplevelsen fortsætter i smagen. Ja, brygget forekommer en smule syrligt, men ledsages også af en solid bitterhed af mørk træ, og flere julede krydderier. Malten leverer også adækvat fylde og en snert af honning. Det hele passer fint sammen, også selvom det måske ikke matcher dansk jul perfekt.
Men nu er brygget jo ligegodt heller ikke fra Danmark. Det er fra England, og er i virkeligheden et ganske fint eksempel på britisk brygtradition. Det nydes bedst tempereret, og vil forekomme mere surt end det vandige pilsnersprøjt de fleste spytter i på vore længdegrader. Det er baseline. Derudover er der fine nye og gamle smagsnuancer at finde og udforske – et lille undervisningsstykke i en fremmed brygtradition passer mig fint i en højtid, hvor traditionsbundetheden kan være kvælende.

Det glæder mig, at det omsider lykkedes mig at finde noget, der mindede om en ordentlig juleøl. Eller i det mindste en juleøl, der smagte godt. Det er ikke den mest perfekte øl til julebordet måske, men den leverer en oplevelse der er julen værdig med rigeligt af julens aroma – i et for os (brunede) kartoffeldanskere uvant arrangement.

Endnu engang glædelig jul. Se mig eventuelt på internettet klokken 13 i dag.

Funky Santa, Midtfyns Bryghus

Sær jul …

Funky er ikke bare en musikstil. Det er også et fuldstændig kromulent ord på engelsk, hvor det betyder noget i henretningen af ‘mærkeligt’ eller ‘uregerligt’ … fordi de der funky rytmer med den inciterende bas, bare er så uregerlige, eller noget.
Det virker jo mægtig besnærende, når der skal hentes juleøl hjem til anmeldelse. Man forventer noget nytænkning i en højtid, der er kendetegnet ved sin fastbundethed til traditioner, der for alt i verden ikke må ændres. Men forandringen kommer alligevel – for 200 år siden (rundt regnet) blev juletræet en trend. Og på en eller anden måde må det jo have maset sig ind blandt de allerede eksisterende juletraditioner.
Gad vide hvem der mon dengang fik skylden for den slags samfunds- og verdensomstyrtende anarki? Muslimerne var der jo ikke rigtig endnu til at kunne tage skraldet for den slags? Måske var det jøderne man hakkede på i stedet? Og katolikkerne! Helt sikkert også katolikkerne.

Men tilbage til øllet før jeg kryber alt for dybt ned i det kaninhul. Midtfyns Bryghus‘ Funky Santa er en brown ale brygget med hvedegær. Det skulle give brygget et krydret udtryk, hvilket jo kunne gå hen og passe helt fint til and, flæsk, svesker, brunede kartofler samt først og fremmest sovs.
Brunligt orange og med masser af gærflager tumlende rundt i sig tager det sig i hvert fald utraditionelt ud. Det samme kan man roligt sige om bouqueten – den er underligt sødt-syrlig, en smule i retning af æbleeddike. Og æbler er selvfølgelig også forbundet med julen, men ikke i en sådan sur sammenhæng.
Syren går igen i smagen, og diskvalificerer dermed hurtigt brygget som juleøl. Ananskirsebær gør sig bare ikke særlig godt på julebordet. Heller ikke selvom man i den underligt sur-søde masse hist og pist kan finde spor af nogle julerester. Tørrede figner her, pebernødder der.
Brygget har i øvrigt en nogenlunde adækvat fylde, godt hjulpet på vej af 8,5% alkohol – men slutproduktet forekommer underligt fragmentarisk og det overordnede koncept er lige så sløret og grumset som øllet selv.
Brygget er nu hverken væmmeligt eller udrikkeligt som sådan. Det er blot ubrugeligt til julebordet … og påskebordet og pinsebordet og til mortensanden og fastelavnsbollerne. Mere end noget andet forekommer det som et brygeksperiment, der ikke rigtig er lykkedes, og så har man ellers bare smækket en etiket på, der passer til den tid på året, hvor eksperimentet blev foretaget.

Det er sjældent at den slags ender så’n rigtig godt.

Brun Sovs, BeerHere

Beer There?

Så lykkedes det endelig at få en juleøl på programmet. Samtidig var den et glædeligt gensyn med en af bloggens gamle kendinge, som det er alt for længe siden, jeg sidst har haft mellem hænderne.
Jeg er faktisk lidt forbløffet over, at det er over otte år siden, en BeerHere-øl sidst blev anmeldt på bloggen. De har ellers gjort det rigtig godt de kun tre gange, jeg har været forbi dem. Jeg er sikker på, jeg så et eksemplar af deres øl engang i Toft Vin på Islands Brygge, dengang jeg boede på Amager. Måske var det prisen, der gjorde, at jeg valgte anderledes, hvem ved?
Den her blev købt i SuperBrugsen Thisted, der igen i år er leveringsdygtige i nogle spændende juleøl. Specielt dyr var den vist egentlig ikke, så den var en oplagt kandidat til årets opbud af juleølsskriverier.

Brun Sovs er en af de vigtigste ingredienser på julebordet, så BeerHere har gjort lidt af et kup hvad angår navnet. Bryggeriet understreger imidlertid på etiketten, at der ikke er tilføjet sovsekulør i brygget. Det holder sig pænt til de tyske renhedsforskrifter og samtidig er det ikke stærkere (4,8%) end at man godt kan nyde et par stykker eller tre til julemiddagen, uden at man bliver bimlende beruset.
Flot er brygget også – nydeligt klart i dyb mahognikulør, mens skummet er gyldent som fedtet under perfekt branket flæskesvær. Duften synes til gengæld noget afdæmpet, men formår da at levere nogle alt andet lige lovende noter af vanille og fløde.
Til gengæld konstaterer man ved smagning hurtigt, at brygget ikke sådan lige med det samme kommer til at overtage sovsens plads på julebordet – faktisk overhovedet ikke! Brygget er tamt fra første mundsmag, yder kun sparsom fylde og føles mere end noget andet, som en halvtynd kop kold kaffe. Bitterheden vokser en smule med tiden, og bliver for så vidt substantiel i eftersmagen – det må man give brygget. Til gengæld matcher aromaen ikke julemaden særlig godt.
Nej, juleøl skal være fyldigt og sødt. Sådan komplimenteres fedt, flæsk og and bedst, sammen med nelliker, salt, peber og laurbærblade. Til allerstørste nød matcher brygget måske et eller to af krydderierne, men slet slet ikke på den måde, som brun sovs ellers formår at binde det hele sammen.

Beer Here? I så fald ikke noget, der er værd at skrive hjem om – og især ikke i et julekort til én man elsker og savner.
Maybe over there …?

Grimbergen Brassin de Noël, Kronenbourg/Carlsberg

Det tog den ikke skade af …

Julen varer som bekendt til påske … og det er snart 40 dage siden. Det kan man huske ud fra, hvornår kristi flyvefartsdag indfinder sig.

Så den store juleøl, jeg havde åbnet forleden aften, da jeg skulle optage endnu en video om den landflygtige danske kultleder Torben Søndergaard, havde fået lov at stå et stykke tid. Ikke mindst i betragtning af, at den ikke bare havde stået siden jul, men siden jul 2018.

Sidste salgsdato var næsten et år siden, så jeg havde allerede udset mig en reserve i fald brygget skulle være blevet inficeret, forvandlet til eddike eller oxideret til ukendelighed. Ingen af delene var tilfældet! Tværtimod kunne jeg have lagringstiden mistænkt for at have givet brygget et ekstra pift, for Grimbergen-serien er ellers ikke noget, jeg har været synderligt imponeret over gennem årene.

Efter optagelsen var der stadig en betragtelig sjat tilbage i flasken – den var trods alt i en deleemballage på 0,75 l … men til gengæld blev den drukket mens jeg optog en video om Torben Søndergaard, og han kan jo drive ethvert menneske til drikfældighed med sine vrøvlerier. Men ikke desto mindre, var der altså alligevel en sjat tilovers. Min lugtesans var imidlertid for længst blevet neutraliseret – et par dråber af et bryg bag læberne, og man er komplet ude af stand til at annamme dets duft. Og her var i hvert fald halvdelen røget ned i løgnhalsen under optagelsen.

Men smage videre – det kunne jeg til gengæld. Et relativt fyldigt bryg, der flyder blødt og sødt henover læberne – og det er ikke uforventeligt i betragtning af at brygget, på ægte Carlsberg-manér, er tilsat både glukosesirup, sukker og aromatisk karamel. Men at få brygget til at smage grimmere, kan man vel næppe anklage det for. Sammen med en bitterhed af kaffe giver det brygget en grundsmag af svesker i en lage af rom. Bryggets ikke overdrevne styrke på 6,5 giver en mere vinøs kant end man umiddelbart skulle tro. Også her har liggetiden næppe gjort nogen skade.

At gemme øl til langt over sidste salgsdato er selvfølgelig ingenlunde noget, jeg vil anbefale. Jeg vil blot konstatere, at det langt fra altid skader øllet.

Nogle gange kunne man have det mistænkt for at højne kvaliteten.

Don’t Worry Alkoholfri Julebryg, Svaneke Bryghus

Det styrer de ret godt …

Ni ud af ti ville sikkert hævde, at lediggang er sundt for mig, sådan som jeg mister lysten til alkohol, når jeg bliver arbejdsløs. Jeg kan se logikken i påstanden, men sandheden er mere kompleks end som så. Min lyst til – ikke fuldskab – men at have et passende kvantum alkohol i blodet til at løfte stemningen en anelse, er for nedadgående sammen med en stigende tendens til angstanfald og depression.

Det udløses af angsten for en lige pludselig usikker fremtid. For hvis økonomien svigter, så ryger min evne til at forsørge mine børn og mig selv også en tur. Således det mere langsigtede sortsyn. Det kortsigtede sortsyn skabes og reproduceres konstant af de mange formularer man skal indsende. Disse fremtræder som rene minefelter – tæt pakket med fælder, der skal give myndigheder og a-kasse en undskyldning for at smække kassen i – ikke fordi man ikke er berettiget til dagpenge, men fordi man kom til at sætte et enkelt flueben et forkert sted. A-kasse-reglerne er oprindeligt skabt for at hjælpe de arbejdsløse i en svær tid. Men siden er de lavet om, så de mere fungerer som en undskyldning for at fratage understøttelsen så snart den den mindste, elektronmikroskopiske anledning viser sig.

Dertil kommer den uendelige række af møder og kurser der skal afvikles, samt bunken af ansøgninger, der skal skrives. Alt sammen til absolut ingen verdens nytte. Jeg har altid fået job gennem netværk og/eller vikarbureauer. Enkelte gange har jeg banket virksomhederne op direkte med telefonopkald, når et opslag så interessant ud. Men at blive kaldt til samtale og få jobbet alene på baggrund af en ansøgning er aldrig sket for mig. Endsige på baggrund af ansøgninger baseret på noget, jeg har lært af de uendelige, bedøvende ligegyldige og evigt patroniserende jobsøgningskurser, man bliver sendt på.

Kurser og ansøgninger er alene en indretning for fremmelse af pine og tort, så perioden med arbejdsløshed kan føles ekstra ubehagelig for den der måtte være blevet ramt af den.

Og jeg er end ikke nået til alle skrækhistorierne som folk har oplevet som arbejdsløse i jobcentercirkusset. Der er ikke nogen grund til at gå i detaljer med dem her, da jeg forventer selv at opleve rigtig mange af dem, med mindre jeg snarest får reddet mig et nyt arbejde … eller et gammelt. Min tidligere chef var langt fra afvisende om, at jeg kunne blive kaldt tilbage til fabrikken, men han kunne ikke sige noget om, hvornår.

Men blot fordi min glæde ved alkohol falder, behøver min glæde ved øl vel ikke falde helt så meget. I hvert fald har jeg nu fundet anledning til at prøve den øl, jeg fik af mine børns mor i julegave. Den er fra Svaneke Bryghus’ Don’t worry-serie, der består af (næsten) alkoholfri øl. Tidligere har jeg prøvet en Pale Ale i serien, der fortsat er den bedste øl på under én procent, jeg nogensinde har prøvet.

Forventningspresset er derfor anseligt. Til gengæld lægger brygget også hårdt ud med fejlfri dunkelhed under off white skum, der i højde og cremethed langt fra er uimponerende. Duften gør fra starten godt med et markant indslag af kirsebær på et maltet bagtæppe af kaffe.

Letsødet kaffe med indslag af både tørrede og friske figner giver et komplekst aromabillede, der nydeligt kompenserer for den forventede udeblivende kraft i udtrykket. Det er alt andet lige en øl på kun 0,5% alkohol – og det vil man nok kunne mærke uanset hvor velkomponeret aromaen ellers er.

Men at eftersmagen samtidig fremstår kraftigere end hvad selv stærke mørke bryg ofte præsterer, ja så gør det pludselig slet ikke noget. Stærk, bitter, fyldig og ikke for hårdt ristet kaffe masserer gummer og mandler så det er en ren fornøjelse. Og det er en eftersmag, der holder længe.

Så godt kan det gøres, gentagne gange åbenbart. Svaneke har styr på det der med alkoholfri øl som ingen anden aktør jeg har set i Danmark – eller i resten af verden for den sags skyld.

Skt. Peter, Thisted Bryghus (Nytårsøl med Gedved III)

Nå, så gik den ikke længere …

I skrivende stund har jeg netop meldt mig ledig på Jobnet. Vikaransættelser kan nok give smør på brødet og tag over hovedet, så længe de varer. Men de kan også ophøre fra den ene dag til den anden – og det var lige præcis hvad min gjorde i fredags.

Jeg håber, der snart dukker noget op igen. Jeg er klar til at tage imod det meste, der kan holde jobcenteret fra døren. Og heldigvis har jeg da stadig en mobil og velfungerende krop, der kan tage alt det arbejde, som rigtig mange arbejdsløse ikke er i stand til på grund af fysiske og psykiske skavanker. Nok er jeg velsignet med indtil flere personlighedsrelaterede diagnoser. Men min forstand er i det mindste nogenlunde i behold, og min krop fungerer som den skal. Det skal med andre ord nok gå alt sammen.

Til gengæld har jeg måttet udsætte nogle af mine andre projekter en anelse. Jeg var ellers tæt på at færdigredigere min Patreon-konto og stod også på spring til at optimere bannerreklamerne på bloggen. Et eller andet skal jeg jo leve af i perioderne hvor storkapitalen ikke har brug for min arbejdskraft. Men jeg frygter det bagslag det kunne give at sætte projekterne op i en ledighedsperiode – måske unødvendigt, men i betragtning af, hvor nemt folk ser ud til at komme i klemme i ledighedssystemet, vil jeg helst undgå at tage chancer.

Jeg skal selvfølgelig heller ikke glemme de døre, der nu åbner sig. Det kunne jo faktisk være, at jeg fik noget ordentligt arbejde for en afvekslings skyld … ja, den tror jeg heller ikke på. Men nogle gange, er det det, man ikke tror på, der viser sig at være sandt og være til stor hjælp samtidig. Hint hint, Satan, Jezebel, Lucifer og Baal (samt Gud og Jesus), det er nu, I skal træde i karakter!

Apropos Gud og Jesus, skal vi jo huske på, at det overhovedet ikke er til deres ære, at vi fejrer den nu for længst overståede jul. Det gør vi af helt andre grunde. Først og fremmest for at fejre, at vi atter går lysere tider i møde, og dermed at årshjulet har drejet endnu en omgang. Man kunne også kalde det en fejring af jordens rotationsakses hældning på 23,4 grader mod ekliptika, for det er jo faktisk det, der afstedkommer det megen postyr, der nu heldigvis er mange måneder til gentager sig.

Til minde derom leverer Kajs Ølblog som altid et par anmeldelser af juleøl her i januar. Det, som jeg ikke nåede i løbet af julemåneden, typisk. Eller som her købt billigt på tilbud mellem jul og nytår, da sæsonen i juledagene mødte en brat afslutning på anledning til den slags. At det ikke rigtig er jul længere gør til gengæld ikke øllet dårligt på nogen måde, især ikke når det nydes umiddelbart efter årsskiftet som det sidste i den livestream, Gedved og jeg udsendte via min YouTube-kanal (please like & subscribe) klokken et om eftermiddagen, 1. januar.

Smukt ser det ud – rødbrunt, klart som nybanket kobber og toppet af cremet, gyldent skum. Duften varsler ikke værst – men måske heller ikke allerbedst. Småsyrlige noter af egetræ kan både falde ud til bryggets fordel og ulempe. Anis og fennikel blander sig dog ikke uelegant og leverer en kærkommen lakridsnote.

Lige fra starten er brygget mere udfordrende at smage på end de to – lad os være ærlige – noget tynde norske øl. Egetræsnoterne går igen i aromaen, der bedst nydes, hvis man lader brygget hvile på bagtungen og alkoholen bære bryggets fylde og smag ud i mundhulen som en let tåge. De 7 % gør det ikke vanskeligt.

Man kan fortsat nyde egetræets syrlige noter kombineret med søde indslag af brunt sukker. Brygget mangler intet af den fylde, som de to foregående norske øl skreg på. Det syrlige indslag gør imidlertid stadig brygget en smule lettere på tungen – men ikke på en måde, så man sidder tilbage med fornemmelsen af, at man er blevet snydt for noget. Oplevelsen er fuldendt og meget mere end bare godkendt.

Gedved, den gnavne mand, gav den …

Jeg fik ham til at give karakter først, så jeg kunne toppe med …

… fordi jeg er sådan.

Danmark gik altså af med sejren i den lille skandinaviske konkurrence. Jo, det kan nemt være en fordel at tillade mere alkohol i øllet, hvis man vil have det til at smage af noget.

Gedved skal have mange tak for at lægge vejen forbi. Han gik så hurtigt at han glemte nogle ting, der stadig ligger hjemme i stuen hos mig. Blandt andet en bog fra Mandal Bibliotek. Jeg håber, han snart besvarer mine mange beskeder, så han kan få dem tilbage.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme