Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: IPA

Whirl Domination, To Øl

Still here …

Jeg har endelig taget mod til mig og afprøvet det andet ‘To Øl’-bryg, jeg forleden købte i Føtex. Det første, jeg prøvede var en særdeles skarptandet pale ale, der var mere end værdig til at få et ‘India’ hæftet foran.

Derfor var det også med tilbageholdt åndedræt og en knivspids frygt, at jeg valgte at åbne denne egentlige IPA, da jeg i fredags skulle tilberede butter chicken til aftensmaden (check min krydderiblanding her. Tilføj gerne hvidløg efter behov.)

Det jeg var mest spændt på var, hvordan To Øl ville ekspandere pale ale-konceptet, til noget endnu mere skrapt og aromatisk, når nu de allerede havde fremmanet et mindre monster? På den visuelle side viser Whirl Domination sig at være en kende lysere i løden, men til gengæld også tættere i teksturen; en orangegul barriere for alt lys, der prøver at trænge igennem det. Til gengæld kan det reflektere orange og gult lys aldrig så nydeligt.
I kras- og skarphed gør bouqueten det godt omend næppe House of Pale rangen stridig. Til gengæld nyder man typens andre dufte en anelse mere – der er masser af frugt til stede; lime, appelsin og grape. Det samme gør sig gældende i aromaen. Der findes ikke mange pale ales, der river mere i gane og svælg end den her IPA – men bryggeriets egen House of Pale gør altså.
Til gengæld følges hin pale ale uden ‘India’ foran slet ikke af det farvestrålende frugtudvalg, nyderen bliver tilbudt i brygget her. Grape og appelsin får følgeskab af mango og fersken med vanille som fyld og smagsforstærker. Og det er såmænd ikke fordi bitterheden er glemt – som sagt er det kun ganske få pale ales, faktisk kun én jeg har prøvet (gæt selv hvilken. Det er ikke fordi jeg ikke har nævnt den flere gange i indlægget her allerede) der kan gøre den her rangen stridig i karsked, friskhed og ru bitterhed.

En kende mindre bitterhed. Til gengæld meget mere frugt … jeg kan sgutte sige hvad der er bedst. De to øl fra To Øl er vel nærmest lige gode …

De Bitre Humler, Skanderborg Bryghus (Ølvalg 2020 III)

Som forudsagt …

Vi er nået til den sidste deltager ved Danske Ølentusiasters Ølvalg, og dermed også dette lille temas afslutning. Jeg finder ikke anledning til at skrive et separat opsamlende indlæg, når læserne ved at kigge på karaktererne for de forskellige øl nemt kan afgøre, hvilken øl jeg vil stemme på. De afsluttende kommentarer vil man kunne finde nederst i indlægget her, efter karaktergivningen.

De Bitre Humler er en West Coast IPA – eller i hvert fald er det Skanderborgs bud på en sådan. Skanderborg ligger som bekendt ikke ved nogen vestkyst. Hvis byen overhovedet ligger ved nogen kyst skulle det være nordkysten af Skanderborg Sø, hvilket må siges at være noget mere provinsielt end den amerikanske Vestkyst (eller i hvert fald den vestlige del af USA). Her har humlecentre som Seattle, Portland, San Francisco, Los Angeles og San Diego sat deres præg på IPA stilen, og inspireret bryggere verden over til at gå samme vej med en karsk og barsk stil, hvor humlens bitterhed er i højsædet.

Det er nu ikke noget voldsomt stød af humle, der rammer næsens slimhinder ved indånding. Mindre kan selvfølgelig også gøre det, men den blide berøring af vanille, koriander og kardemomme stiller ikke nogen fandenivoldsk oplevelse i udsigt.
Men i aromaen er bitterheden der da trods alt: Ikke for voldsom, snarere venlig og rar faktisk, samt varm og tryg. De friske, spidse grannåle, som Amager Bryghus herhjemme har lært os at elske, er erstattet af modne fyrrenåle. Det kradser da stadig en anelse, men på bekostning af skarphed og styrke.
Uden direkte at være vandigt forekommer brygget alligevel en anelse tyndt, og man får fornemmelsen af, at aromasammensætningen mest af alt virker harmonisk, fordi komponenterne i den er få og ikke særlig markante. De bitre humler møder man kun glimtvis, og IPA-humlernes følgearomaer, der også gerne er fremtrædende i West Coast IPA’er, er kun i ringe grad repræsenteret.

Igen kommer man faktisk længere med storproducenternes industrielle IPA’er end med den her. Det lader noget tilbage at ønske, når nu Ølvalg 2020 sigtede efter at gøre forbrugerne mere opmærksomme på de mange gode øl fra mindre aktører, der også er derude.

Ølvalg 2020 er et godt initiativ, som jeg gerne støtter op om, og jeg vil bestemt opfordre læserne til at gøre det samme. Afstemningen finder sted på ølvalg.ale.dk indtil d. 4. december, og jeg synes selv jeg har været ude i god tid til at promovere eventet og levere mine smagsløgs reaktioner på kandidaterne.

Min anbefaling er kun overraskende for så vidt, at jeg fik ret i min forudsigelse. Min stemme er faldet på Den Nye Humlejuice, hvis vurdering på fem stjerner giver den en suveræn placering over de to andre øl, som jeg hver især har givet tre stjerner.
Den Nye Humlejuice er den eneste af de tre øl, der lever op til mine forventninger om en god IPA. Den leverede det bitteraromatiske, intense og friske aromabombardement – i starten i hvert fald – som er typens signatur. De andre bryg forekommer uengagerede og halvfærdige, og jeg er langt fra sikker på, at jeg ville genkende dem som IPA’er ved en blindsmagning.
Jeg håber, at ølvalget bliver en fast, årlig foreteelse fremover, men samtidig håber jeg også, at Danske Ølentusiaster har modet til at sætte barren en anelse højere, når leverandøren til næste afstemning skal findes. Skanderborg Bryghus har med Den Nye Humlejuice vist, at de godt kan, når det endelig gælder. Desværre har de med de to andre øl, De Bitre Humler og Den Lange Sørejse også vist – enten at de har et langt stykke vej endnu før de gode takter er helt indarbejdet, eller at de hellere vil spille sikkert, og brygge noget, der ligner storindustriens produkter i kvalitet, frem for mere selvsikkert at gå egne veje.
Jeg håber, det første er tilfældet. Men min til tider kyniske sans for realiteter peger meget tydeligere på det andet.

I aften klokken 23 er jeg på live på min YouTube-kanal, hvor jeg taler med en af pionererne inden for Atheist YouTube, Kate Fahr, aka Bionic Dance. Vær der eller vær en firkant.

Den Nye Humlejuice, Skanderborg Bryghus (Ølvalg 2020 II)

Den (let)skrabede version

Danske Ølentusiasters afstemning Ølvalg 2020 fik ikke den bedste start med Den Lange Sørejse. Da jeg meget nødigt vil se et initiativ, der skal få forbrugerne til at vælge bedre øl, kuldsejle (ja, selvfølgelig er det ordspil intenderet – d’uh!), valgte jeg som den næste øl den, jeg havde de højeste forventninger til.

New England IPA er måske den øltype i hele verden, jeg elsker allerhøjest. Det ypperste eksempel, jeg har anmeldt, var The Alchemists uforlignelige Focal Banger, der en overgang havde status af den bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet. Typen er karakteriseret ved sit meget høje indhold af aromahumle, hvor det ikke som sådan bitterheden, der er i højsædet, men derimod de mange biaromaer. Eller følgearomaer, som jeg hellere ville kalde dem. Bismag og biaroma lyder (analogt med ‘bivirkninger’) som noget utilsigtet og uønsket.
Og det er de ingenlunde i de fyldige, frugtige New England IPA’er.
Nye stilarter er vokset frem fra de aromatiske NEIPA’er – ikke mindst de meget populære fruit IPA’s, hvor bryggerne bevidst går efter at få øllet til at smage mere af frugt end af øl – vel at mærke uden brug af frugt.
Hvor tæt Skanderborg Bryghus formår at komme på det, med deres “Den Nye Humlejuice” vil vise sig. Jeg forestiller mig, at en god NEIPA ikke bare lige er sådan noget, man sætter sig ned og laver, men må opbygge ekspertise til over flere år.

Flot ser brygget ellers ud – som de meget humlede bryg gerne gør. Dyborange, næsten brunligt med højt, fedtet, kridhvidt skum. Ikke helt så grumset måske, som disse bryg indimellem kan være, hvor man kan se flager af humle tumle rundt i brygget. Men det skal ikke ligge brygget til last. Vi lærte for nylig, hvordan overdrevne mængder grums i øl ikke nødvendigvis er en fordel.

Duften går til gengæld hele vejen. Her opleves den rene, karske og bogstaveligt talt slimehindesønderrivende følelse af små sylespidse grannåle, der skydes direkte op i snudeskaftet.
Amager Bryghus kunne ikke have gjort det bedre, og det er en stor ros, når det kommer fra denne blogger.

Og det bliver bare bedre i smagen: Appelsinjuice med splinter af tørt lyst træ og følgearoma af spæde, friske og barberbladsskarpe grannåle. Det her er præcis som det skal være …

… til at begynde med i hvert fald. Efter et par mundfulde dæmpes det vilde, über-aromatiske humle- og juiceindtryk, og brygget – for nu at sige det diplomatisk – tager til i friskhed. Brygget topper i starten, hvor den fulde oplevelse af humlejuice leveres. Derfra går brygget til at være en mere frisk og fortsat velsmagende øl, der stadig prikker og stikker behageligt på gummer, gane og tunge.
Erindringen om den vilde oplevelse i starten kan fortsat glæde én, men ærgelsen over, at den ikke varede længere, trænger sig altså også en smule på.

Overordnet forbliver Den Nye Humlejuice nu et aldeles vellykket stykke brygarbejde. Af et mikrobryggeri, der har valgt at slå sine folder i discount- og mainstreambutikker med et kvalitetsniveau, der generelt lader en del tilbage at ønske, er dette et kæmpe spring fremad og opad. Jeg håber virkelig, at brygteamet på Skanderborg Bryghus er bevidst om potentialet i deres evner, og at vi får mere af det her at se i fremtiden frem for hvad bryggeriet bød på i ‘Far til Fire’-pakken og i ‘Den Lange Sørejse’.

I den amerikanske journalist Cenk Uygurs ånd vil jeg allerede nu vove at erklære afstemningen afgjort. Det bliver denne øl, der vinder Ølvalg 2020 – det tør jeg sige allerede inden, jeg har prøvet det sidste af de tre bryg. Uygur har vovet at forudsige resultatet af det amerikanske præsidentvalg; han mener Joe Biden vinder.

Jeg håber meget mere, at jeg kommer til at tage fejl, end han gør.

Den Lange Sørejse, Skanderborg Bryghus (Ølvalg 2020 I)

Forhåbentlig ikke vinderen …

Som jeg bekendte i sidste indlæg, hvor jeg præsenterede Danske Ølentusiasters initiativ, Ølvalg 2020, havde jeg på det tidspunkt allerede prøvet den første af ølvalgets øl. Med den øl markerer jeg også anmeldelse nummer 1250 på bloggen. Det er et pænt tal, men jeg gemmer de særlige jubilæumsindlæg, hvor jeg skriver om noget mere generelt ølrelateret, til de dobbeltrunde anmeldelser.

Den første af i alt tre IPA’er som Skanderborg Bryghus står for i forbindelse med ølvalget, har de kaldt ‘Den Lange Sørejse’ og er ifølge dem selv en klassisk engelsk IPA. Historien, eller legenden om man vil, om typen fortæller, at det øl, briterne fragtede til kolonierne i Østasien med vilje blev gjort ekstra stærkt og ekstra humlet, så det bedre kunne holde sig på den lange sørejse. Det ikke ligefrem mundrette navn kompenserer altså ved ikke at være helt historieløst. Det var imidlertid først meget senere, ifølge bloggen Zythophile i 1835, at typen for første gang blev betegnet ‘India Pale Ale’.

Brygget er flot kobberrødt med tæt, gyldent skum. Det er nydeligt tåget af residualgær uden at overdrive. Duften må siges at ligge i det afdæmpede, antydningsvise hjørne, hvor koldt vand udgør grundstammen. Overmoden frugt, blommer og ferskener fra det tidlige efterår mærkes antydningsvis, og man når lige at tage sig selv i at tænke ‘heldigvis’ – for det er en duft, man nok helst ikke ønsker i høj intensitet.

Det går lidt bedre i smagen. Nelliker og lyst træ giver sig til kende ved mandler og gummer, mens vandindholdet i bouqueten er afløst af en habil maltfylde, der nogenlunde bremser tilløb til vandethed. Brygget er klassisk i den forstand, at man ikke skal sætte næsen op efter en enestående oplevelse. Faktisk når bryggets bitterhed og friskhed dårligt nok op på linje med populære industrielle IPA-produkter, der på det seneste er blevet mainstream, fx Royal Unibrews Mosaic IPA og Royal Økologisk IPA.
Noterne af overmoden frugt fra bouqueten dukker efterhånden også op i smagen. Og selvom jeg ofte fortæller vidt og bredt om, hvordan aromaer man ellers ikke bryder sig om, kan være kærkomne i øl, er det desværre ikke tilfældet her. Det er ikke den mere intense sødme af overmodenhed, man møder, men derimod den ukontrollerede gæring.
Gærsmagen matcher ikke den i forvejen noget stereotype bitterhed ved mandlerne, og det overordnede aromaindtryk ender med at være ubalanceret, sammensat og i øvrigt ikke kraftigt nok til at levere en ordentlig IPA-oplevelse.

Der skal mere til for at kvæle sorgen efter Eddie van Halen’s død, og egentlig også for, at jeg ville gide deltage i Ølvalg 2020 … men nu har jeg lovet, at jeg vil deltage, så det må jeg jo blive nødt til.

Jeg håber bare, at den her øl ikke var højdepunktet!

Idaho IPA, Beard Brew

Jeg forstår det ikke …

Uha, der er en lang liste af ting, der skal kommenteres i dette indlæg, så bered jer på en længere tirade, før vi når til selve øllet. Jep, business as usual på Kajs Ølblog.

Vi er i oktober måned, og bekymringen for, om læsertallet når de højder jeg ønsker, melder sig øjeblikkeligt. Det gik nu ret godt i går. Aldrig så snart september endte med et læsertal, der rodede rundt under 80 daglige læsere, eksploderede antallet til over 170, så snart det blev d.1. Og det endda helt uden at jeg udgav noget. Jeg har opgivet at få læsertallene til at give mening, men jeg takker selvfølgelig hjerteligt for gårsdagens interesse – samt hele september måneds i øvrigt. D. 30. nåede jeg endelig de 4.000 klik, takket være jer læsere.

Og videre til dagens store nyhed: Nemesis! Eller karma hvis man er mere til det asiatiske end middelhavskøkkenet. Donald J. Trump, vore dages svar på Mussolini, Franco og ham den lille østriger med overskægget, er omsider – efter månedsvis af demonstrativ uansvarlig optræden – blevet smittet med Coronavirus.

Hvis man som jeg inderligt foragter Donald Trump og alle hans gerninger og al hans væsen, hvordan skal man så forholde sig? Standardsvaret er, at holde den maske, Donald Trump så lidenskabeligt nægtede at bære, afsende den sædvanlige pakke af halvhjertede god-bedring-ønsker, og med fast, voksen mine løfte pegefingeren ved ethvert tilløb til skadefryd fra anden kant.
Det er det mest modne og voksne at gøre. Man skal ikke give udtryk for, hvad man egentlig mener. Hvordan man i ens stille sind gnæggende gnider hænderne og bider sig i læben for ikke at lade begejstringen løbe af med én på Twitter, Facebook og alle de andre spændende steder, man normalt får afløb for den slags.
En del af den fattede, modne og voksne kalkyle er også at vurdere hvad der er bedst – for verden og ikke mindst én selv; skadefryd eller de bedste ønsker? Og ethvert ordentligt, modent, voksent menneske ved, at den ordentlige, modne og voksne bedste-ønsker-tilgang er den mest konstruktive, klædelige og positive når alt kommer til alt. Ikke mindst i betragtning af, at skadefryd er en last, Donald Trump selv er indehaver af, og som man derfor nødigt selv vil beskyldes for.

Men nej, siger jeg! Hykleri og løgn er andre laster, Donald Trump i den grad kan beskyldes for. Så hvis det gælder om ikke at komme til at ligne ham for meget, må man træffe nogle valg. Jeg vælger ærlighed, ikke mindst fordi den repressivt ‘ordentlige’ måde at reagere på fuldkommen overser den kolossale katastrofe, som Trumps præsidentskab har været – ikke mindst når man kigger på det, der nu har ramt ham i hovedet som en boomerang – symbolsk og bogstaveligt på én gang.
Vel over 200.000 mennesker er døde af Coronavirus i USA alene. Og det skyldes mere end noget andet Donald Trumps skødesløse omtale og politik omkring Corona, spændende fra helt at benægte dets eksistens, endsige farlighed, og til at foreslå behandlinger de fleste lægpersoner ved ville være dødelige. Injektion af blegemiddel og desinfektionsmidler som de mest ekstreme, omend næppe mest bizarre forslag.
De alt for mange døde og deres efterladte fortjener, at vi siger lige præcis hvad vi mener om, at Donald Trump nu er blevet ramt af det, han har oparbejdet et image omkring at benægte og nedtone.

Det er på den måde forfriskende højere-retfærdigheds-agtigt, at han er blevet ramt af sygdommen. Ønsker jeg, han dør af det? Nixen – men jeg skal gerne indrømme, at det ikke skyldes sympati for uhyret. Jeg frygter det kaos, der vil følge i kølvandet på et dødsfald – og hvis der er noget, jeg under amerikanerne lige nu, så er det en smule ro og orden i et land der er hærget af historiske brande, morderisk politi, racistiske militiaer og dødspatruljer and … you name it.

Ifølge mine kilder – dvs. tilfældige mennesker, jeg har spurgt på Twitter – er staten Idaho i øvrigt et af Donald Trumps kerneterritorier. “Trump signs everywhere” var vist den præcise ordlyd. Årsagen til, at det hæderkronede-to-be danske mikrobryggeri Beard Brew opkalder en af deres øl efter netop den stat, skal nok findes andetsteds end befolkningens politiske ståsted.

Heldigvis kommer etiketten til hjælp. Idaho var angiveligt et af centrene for 1800-tallets gold-rushes, og det passer fint til bryggets gyldne lød. Skægget forbinder jeg personligt ikke med guldgraveri, men mere med Motörheads legendariske bassist Lemmy. Snittet har jeg i øvrigt også valgt til min egen hage. Brygget er tilsat havre og lime, og holder langt fra slatne 7% alkohol. Det er tørhumlet med Sabro og ellers med Colombus og (fanfare) Idaho 7 (jeg ved heller ikke, hvad 7 står for. Næppe det samme som ’19’ i COVID-19 … selvom det ikke er umuligt. Det kan da godt være, at den humle blev udviklet i 2007, men det er ren spekulation).

Alt det giver en frisk, lækker næse, der ikke har det store nye at byde på for en IPA. Det er på ingen måde diskvalificerende, idet IPA-typen for længst har bevist sit værd lige som den er. Aromaen river og flår – det er en af de aggressive frem for de mere aromatiske og frugtige. Grannåle og savsmuld gør deres arbejde overalt i mundhulen, mens et momentant knap så velkomment metallisk indslag gør sin entre. Dette viser sig dog snart at levere brygget noget friskhed, og snart integreres det uden større problemer i den samlede aromaoplevelse.

Der er rigeligt af både aroma og krop i brygget, der dog ikke kan se sig helt fri for at have en anelse afsmag af gær. Det virker måske lidt som om, bryggerne har prioriteret at lave en stærk, kompromisløs øl, hvorfor balancen ikke er helt i øjet. Gæren forbliver et mindre irritationsmoment, som denne blogger imidlertid kan tilgive, når man når til eftersmagen. En ren, klar, bittersød aroma af spæde grannåle frisket op med bergamot leverer en strålende finale på en glimrende øloplevelse, hvis skønhedsfejl i denne bloggers mund nok vil opleves som lidt ekstra saft og kraft i andres.

IPA, Belgisk Øl, Gourmetbryggeriet/Harboe

Forvirring …

Så gik den heller ikke længere for en af de nok største komponister i Danmarks historie. Manden bag soundtracket til generationers barndom, ungdom og voksenliv, Bent Fabricius-Bjerre er gået bort.

Og selvfølgelig skal virkeligheden være så grim og grusom, at et menneske, hvis person man op til den alt andet lige nogenlunde timelige afsked beundrede, alligevel skal vise sig at have nogle kompromitterende egenskaber. Manden var hovedrig – hvilket i sig selv ikke er problematisk i betragtning af, at han besad et ekstraordinært komponisttalent. Men hvorfor … HVORFOR … skulle han dog absolut være med til at stifte den totalitære, neoliberale, jubelkapitalistiske, antihumanistiske tænketank CEPOS?!

Jeg hører Matadortemaet klinge for mig i baggrunden til Ingeborgs afsindige men fuldt ud berettigede vredesudbrud mod sin ægtemand … “HVAD ER DU FOR ET MENNESKE?!” Vel, det siges at man ikke skal tale ondt om de døde, men det må vel minde os om, at uanset hvor fantastiske nogle mennesker kan være – ikke mindst kunstnerne – er der altid en bagside. Bent var åbenbart så glad for sine skillinger, at han valgte aktivt at lobbye for, at han, og folk der var lige så rige som ham, kunne blive endnu rigere. Helst på bekostning af fattige, udsatte og svage, således at disse kunne blive endnu fattigere, mere udsatte og endnu svagere.

Hans produktion af musik kan der til gengæld ikke sættes en finger på. Norwegian Sunset fra Bjergkøbing Grand Prix er nok være min personlige favorit. Ikke hans mest kendte stykke, men til gengæld et, der passer fint som den hyldest manden som kunstner fuldt fortjener.

Så vidt den griske, gamle komponist. Det, det egentlig handler om, er som bekendt øl.

Det er længe siden, jeg sidst har været på besøg hos Gourmetbryggeriet under Harboe-koncernen. Angiveligt får de nogle af øllene produceret i Belgien, hvorfor disse lanceres med undertitlen ‘Belgisk Øl’. Det kan virke en kende forvirrende når man som her får en IPA i hånden. Det er weiß Gott nicht en belgisk, men en britisk øltype.

Duften er til gengæld belgisk på indtil flere ildevarslende måder. De 8% alkohol giver sig til kende fra starten, og giver brygget en ikke helt rar alkoholisk kant. Dertil kommer den decideret ubehagelige em af banan, der i dette tilfælde heldigvis er så tilbagelænet, at den ikke gør decideret skade. Men gavn gør den nu heller ikke. IPA’ens traditionelle skarpe, aromatiske og bitre noter er kun fjernt til stede. De kan dog findes, og i det omfang de er præsente, er de trods alt også sprøde og velgørende.

Sådan skal det ikke være i smagen. Ingen sprød bitterhed af grannåle, eller aroma af citrusfrugter. Så meget for IPA’en. Hvad det belgiske til gengæld angår … ja, der må jeg sige, at det faktisk slet ikke er så ringe endda. Belgien er trods alt mit favorit-ølland for sin enestående diversitet. Og her slås der – på trods af en olfaktorisk dimension, der langt fra sad i skabet – rigtig gode toner an.

Sprødt, frisk og vederkvægende flyder en velkendt aroma af velafbalanceret belgisk saison. Skarpt, småsyrligt, og med akkurat den mængde bananaroma, der giver brygget karakter uden at det ødelægger noget. Brygget er godt til den tørre gane, og yder lige præcis nok smag til, at det ikke samtidig bliver kedeligt.

Skuffelsen over ikke at få en IPA, når det nu er det, man bliver lovet på etiketten, nager dog stadig en smule. Harboe læner sig opad en falsk varebetegnelse, som de fortjener en løftet pegefinger for fra denne blogger. Min storebror, der havde den med i gave, da han kiggede forbi med familien den anden dag, fortjener til gengæld en stor tak. Også for de andre fine øl, han havde med.

Flere af dem havde jeg prøvet før, så min sommer ikke behøvede gå med at skulle anmelde alt for mange nye øl. Nogle gange er det også rart bare at kunne nyde en god øl, uden at behøve bekymre mig om at skulle anmelde dem bagefter.

Walking Dead Rambling Society, Brewdog

Mainstream special …

For et par uger siden kom min gode ven Gedved forbi. Hans ferie bestod i en rejse gennem Danmark for at besøge gamle venner og bekendte, startende i København, og afsluttende i min næsten på dagen ét år gamle bopæl i Thisted. Dagen efter skulle han hjem til Norge, mens jeg passede mit job på fiskefabrikken i Hanstholm.

Men det blev til en hyggelig aften med pizza, god snak og et par lokale øl, som vi nød i solskinnet på bænke rundt omkring i byen. Fx foran kirken og ved promenaden med udsigt til øen Mors. Thisted er en meget køn og charmerende by, og er altid et besøg værd.

Med sig havde Gedved desuden denne lille sag fra Brewdog. Og efter den eklatante skuffelse ved sidste Brewdog-øl, var forhåbningerne til dette bryg, der egentlig var en gave fra en af Gedveds og mine fælles venner, der bor i Aalborg, noget højere.

Brewdog er trods alt stadig forbundet med den nytænkning og kvalitet, der betød ølrevolutionens gennembrud. Alle har lov til en smutter i ny og næ – en outlier, der understreger de gode øls kvaliteter i brandet endnu mere. Denne øl lader endda til at være ekstra speciel på en eller anden måde. Med sådan en flot udsmykning på emballagen indgydes i hvert fald en forventning om noget ganske særligt.

Ved nærmere granskning af emballagen kan man rigtig nyde uhyrerne, som øllets navn vil antyde er en art zombier, eller undeads – en mere generel betegnelse hentet fra rollespilsverdenen. Men en nærmere beskrivelse af produktkonceptet bydes man ikke. Brygget er angiveligt en ‘brut IPA’, ifølge denne artikel på Mikkellers hjemmeside. Typen skulle være en “bone dry, fizzy, champagne-like and light bodied beer with plenty of hop aromatics, but not as bitterness as a typical west coast American IPA.” Og artiklen fortsætter: “There isn’t any official guidelines about this style af beer, as its (sic) a newcomer on the beer scene.” – Så måske alligevel ikke. Hvad øllen egentlig skal forestille at være må trods vidensbegærlige angreb fra flere forskellige vinkler stå hen i det uvisse.

Hvad det end er, så er det i hvert fald lyst. Næsten citrongult, med en kridhvid skumkrone, som man må skynde sig at nyde, før den hastigt fordamper. Lette, frugtige noter af citrus er, hvad seksprocentsbrygget kan gøre for konsumenten – for så vidt velgørende, men næppe imponerende.

Brygget byder på en let røgaroma over tørrede fyrrenåle. Igen er aromaerne for så vidt velvalgte, for ikke at sige udsøgte. Desværre fremstår de noget uklart i en alt for tæt og gennemtrængende suppe af postevand.

En jævn IPA – det er det bedste man kan sige om brygget, hvis man vil undlade at være perfid. Min trang til det fik jeg som bekendt stillet i sidste indlæg, hvor perfiditeterne ikke kun overgik øllet, men også ordensmagten. Jeg er i den anledning blevet gjort opmærksom på, at Thin blue line, som betjenten i modstrid med uniformsregulativet gjorde reklame for, faktisk er et internationalt fænomen. En organisation, der samler ind til betjente, der er blevet såret i tjenesten.

Som sådan er der altså ikke tale om en højreradikal eller voldelig organisation, sådan som jeg vist fik mere end antydet i sidste indlæg. Og med rette vil bevægelsen og dens tilhængere kunne indvende, at den ikke behøver stå til ansvar for, hvem der vælger at bruge dens symboler i forbindelse med de verserende uroligheder i USA.

Til gengæld vil jeg understrege, at jeg til enhver tid hellere vil støtte demonstranterne i Portland – sårede eller ej – end jeg vil støtte de føderale, statslige og lokale morderkorps og dødspatruljer, der pryder sig med politiinsignier. Hverken når disse får ondt i aftrækkerfingeren af at skyde gummikugler i øjnene på journalister, når de får hoste, fordi de ikke har indstillet deres gasmaske ordentligt, før de begyndte at gasse hundredevis af fredelige demonstranter uden grund, eller når de får snurrende hænder af at gennemtæske tilfældige forbipasserende med deres knipler, fordi … det fik de egentlig bare lyst til.

Amerikansk politi er en bande afstumpede kriminelle lystmordere og terrorister. Og man skal huske på, at de ikke er anomali, når det gælder politikorps. ALLE politikorps – inklusive det danske – er klar til den samme afstumpede, kriminelle, voldelige og morderiske adfærd, hvis ordren falder. For i politikorpsets voldelige fundament er kun plads til at adlyde – ikke til at tænke selv, når ordrer langes ud. Uanset hvor tåbelige, vanvittige og overdrevne ordrerne måtte være.

Tilbage er der kun at sige, at Brewdog, som en af pionererne fra ølrevolutionen, burde vide bedre end at sende en så kedelig øl ud i en så fancy emballage. Og således fortsætter det skotske bryggeri, der engang var så godt, ræset mod – om ikke bunden, så i hvert fald mainstream.

Into the Black, Kissmeyer

Jo … det er da bedre …

Kissmeyer har fået endnu en chance for at imponere mig. Første gang gik det jo sådan set meget godt, så nu er spørgsmålet snarere, om denne øl kan leve op til de forventninger, som den første formåede at plante. Som nævnt tidligere, er jeg sjældent voldsomt imponeret over, hvad der kommer ud af Kissmeyer, men på den anden side har det aldrig været så fælt, at jeg helt ville lade deres spraglede emballager blive stående på supermarkedshylderne.

Dette mørke, højtskummende bryg dufter af kaffe med alt for meget farinsukker – selv for folk, der bruger sukker i kaffen (hvilket jeg ikke gør). Og det lover for såvidt godt. Aromaer, jeg ellers afskyr som selve Pia Kjærsgaards væsen – café au lait, cappuccino og i det hele taget kaffe med noget andet i end kaffe – er kærkomment i øl … i modsætning til Pia Kjærsgaard. Hun skal i den grad holde sig ude af både min øl og min kaffe!

Ingen fare for Pia Kjærsgaard i dette bryg … but that is a very low bar. Til gengæld finder man et (lidt for) letflydende bryg, en anelse røget og med en lakridssmag, der virker mere lemfældigt kastet i, end møjsommeligt smagt til. Heldigvis vokser aromaen med tiden til faktisk at blive ganske imponerende, når brygget er skyllet ned.

Eftersmagen vokser og blomstrer med rigeligt af bitre indtryk: Tæt, stærk kaffe uden sukker eller mælk. Røgen bliver ligeledes tættere, og ved mandlerne kastes en ekstra bitter klang af hengemte hasselnødder ind. Apropos fæle oplevelser, der i øl på uforklarligvis bliver en nydelse: Få ting er mere modbydelige end en harsk hasselnød. Men når samme aroma optræder i eftersmagen på en øl, forvandles oplevelsen fra fæl til fin. Det er øllets forunderlige magi.

Brygget her redder sig selv på stregen. En småkedelig, rodet oplevelse bliver til en lille smagsbombe, der ikke bare falder efter brygget har forladt munden, men også hænger ud et godt stykke tid efter.

Slet ikke tosset. Stadig ikke helt i skabet, men ganske bestemt på rette vej.

Stockholm Syndrome, Kissmeyer

God rutine …

Mit seneste indlæg om Founders’ Sumatra Mountain affødte en del reaktioner. Det var helt tydeligt, at jeg langt fra var den eneste, der havde prøvet brygget, og at jeg blandt disse stod temmelig alene med min oplevelse. Kommentarer både her på bloggen og Facebook har ladet mig vide, at brygget meget hurtigt bliver dårligt, hvis det står i solen, og at dette i øvrigt er et generelt træk ved øl, der er tilsat kaffe. Ret skal være ret, og jeg er selvfølgelig ikke interesseret i at et bryg får en dårlig anmeldelse på bloggen, fordi det eksemplar jeg har stået med, har været fejlbehæftet. Skulle jeg støde på brygget igen i fremtiden, står den på reanmeldelse, og i mellemtiden vil jeg tilføje en disclaimer på det oprindelige indlæg om, at der er mistanke om fejlkilde.

Med de to Founders-øl var det ellers slet ikke slut med spændende nye øl til bloggen. Marcus havde faktisk købt rigeligt ind til den livestream vi var fælles værter på senere samme aften. Jeg tror Marcus har mig mistænkt for et par OCD-tendenser eller tre, for jeg kunne ikke andet en ærgre mig over, at jeg ikke kunne anmelde de nye øl i løbet af livestreamen. Så dagen efter forbarmede han sig over mig, og købte et nyt sæt af de Skanderborg Bryghus-øl, som hans lokale Lidl havde på tilbud, så jeg kunne få dem med hjem til Thisted og anmelde dem behørigt.

Det kommer til at ske inden alt for længe. Jeg skylder Marcus endnu en tak for husly, godt selskab og ekstrem tålmodighed over for mine små særheder.

Dagens øl nød jeg kort efter hjemkomsten fra hovedstaden. Jeg har flere gange før skændet Kissmeyer huden fuld for, at deres øl tager sig attraktive ud, men alt for sjældent leverer en ordentlig oplevelse. Da jeg forleden fandt et parti De Molen-øl på tilbud i Føtex røg der imidlertid et par Kissmeyer-øl med, da tilbuddet gjaldt fem øl. Og der var lige præcis to Kissmeyer-øl ud over de tre De Molen øl, så jeg så det som et tegn fra stokastik og tilfældighedernes ultimative overlords, at det var på tide at give Kissmeyer en chance til.

Det skulle da også stå meget slemt til, hvis Kissmeyer ikke kunne få en imperial IPA med en alkoholstyrke på 9,5% til at tage sig bare nogenlunde ud rent aromatisk. Visuelt kører de på rutinen – omend det indrømmet er en god rutine – med flot, appelsinfarvet bryg under en nydelig lille skumkrone.

Bouqueten matcher farven fint. Appelsinerne brænder godt igennem med både sødt og bittert – men mest sødt. Aromaen byder igen på en rutinepræget oplevelse, omend én hvor bryggeren har gjort lidt ekstra for, at rutinen lige ligger en tand højere end hos andre rutinerede bryggere. Smag og mundfornemmelse er dejligt tætte, med en appelsinsød aroma i front, mens bitterheden spiller andenviolin med frisk træ ved gummerne, samt kommen og koriander i eftersmagen. Ned gennem brystet river brygget godt, så oplevelsen ikke kun er begrænset til gab og svælg. Det er faktisk slet ikke så tosset denne her gang.

Rutinen og bryggerens afdæmpethed får altså ikke bugt med oplevelsen denne gang. Men de er der nu alligevel, rutine og afdæmpning. Jeg har prøvet mangt en IPA, ikke mindst Imperial IPA, der var langt mere Schwung over end den her. Der kunne godt have været lidt mere bitterhed og lidt mere fylde. Den ledsagende aromatiske sødme, til gengæld, er lige i øjet.

Kissmeyer skal smide tøjlerne, og turde gå hele vejen. Så tror jeg faktisk, det kunne blive rigtig godt.

Barrel Runner, Founders

Det gik da meget godt …

Sidste weekend var jeg som nævnt på smuttur til København, hvor jeg overnattede hos min gode ven Marcus.

Hans på bloggen knap så kendte, men dog undertiden medvirkende tvillingebror, Joachim, kom også forbi for at sige hej. Og han havde spændende øl med.

To styk fra Founders – et meget berømt amerikansk bryggeri, der er kendt for at lave gode øl, og som vist nok også var med helt fra starten af den globale ølrevolution. Den her er en imperial IPA, lagret på rom-fade.

Faktisk klinger kombinationen en smule disharmonisk, idet det bestemt ikke er alle trælagrede lyse øl, jeg har prøvet, der er faldet lige heldigt ud. Innis & Gunn‘s øl, har jeg fx aldrig helt fået smag for, og lagringen på brændivinsfade – det være sig rom, whisky eller whatever – forekommer ofte at være gjort mere fordi man kan, end for at få øllet til at smage godt.

Rommen giver sig i hvert fald kraftigt til kende i bouqueten på det meget lavtskummende, dyborange bryg. I smagen sparker den også godt fra sig, men dog ikke mere end man også kan mærke den lifligt krakilske mosaichumle i baggrunden. Bryggets balstyriskhed kommer en smule mindre bag på én, når man efter langt tids søgen endelig finder alkoholprocentens angivelse; mægtige 11,1%.

Så er der ikke noget at sige til, at alkoholen også kunne smages. Det var nok også godt, at vi var tre om at dele den. Ikke mindst i betragtning af, at Joachim havde endnu en øl med, der bliver anmeldt næste gang. Hvad vi til gengæld alle kunne glæde os over, var en meget stærk lys øl, der ikke smagte af kogesprit, sådan som den slags meget let kommer til. Romaromaen absorberer alt det væmmelige ved spritten, og bevarer det klædelige. Samtidig brænder en skarp og substantiel humlearoma igennem med fyrrenåle og ferskener og leverer det sidste til den store oplevelse på smagssiden.

Man kan stadig diskutere, hvorvidt det nu også passer helt godt sammen. Men det passer på den anden side heller ikke så dårligt sammen, at det ikke samlet set er en både slagkraftig, fuldfed og ikke mindst unik øloplevelse.

Og må Ian Holm hvile i fred. Jeg har altid syntes han var bedst i Brazil og Time Bandits. Og må Vera Lynn ligeså. Hende hørte jeg om som barn på Pink Floyd’s plade ‘The Wall’ – men lærte først som voksen hvem hun egentlig var og hvad historien var om hende.

Der kan man være så udannet.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme