Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: IPA

IPA, Belgisk Øl, Gourmetbryggeriet/Harboe

Forvirring …

Så gik den heller ikke længere for en af de nok største komponister i Danmarks historie. Manden bag soundtracket til generationers barndom, ungdom og voksenliv, Bent Fabricius-Bjerre er gået bort.

Og selvfølgelig skal virkeligheden være så grim og grusom, at et menneske, hvis person man op til den alt andet lige nogenlunde timelige afsked beundrede, alligevel skal vise sig at have nogle kompromitterende egenskaber. Manden var hovedrig – hvilket i sig selv ikke er problematisk i betragtning af, at han besad et ekstraordinært komponisttalent. Men hvorfor … HVORFOR … skulle han dog absolut være med til at stifte den totalitære, neoliberale, jubelkapitalistiske, antihumanistiske tænketank CEPOS?!

Jeg hører Matadortemaet klinge for mig i baggrunden til Ingeborgs afsindige men fuldt ud berettigede vredesudbrud mod sin ægtemand … “HVAD ER DU FOR ET MENNESKE?!” Vel, det siges at man ikke skal tale ondt om de døde, men det må vel minde os om, at uanset hvor fantastiske nogle mennesker kan være – ikke mindst kunstnerne – er der altid en bagside. Bent var åbenbart så glad for sine skillinger, at han valgte aktivt at lobbye for, at han, og folk der var lige så rige som ham, kunne blive endnu rigere. Helst på bekostning af fattige, udsatte og svage, således at disse kunne blive endnu fattigere, mere udsatte og endnu svagere.

Hans produktion af musik kan der til gengæld ikke sættes en finger på. Norwegian Sunset fra Bjergkøbing Grand Prix er nok være min personlige favorit. Ikke hans mest kendte stykke, men til gengæld et, der passer fint som den hyldest manden som kunstner fuldt fortjener.

Så vidt den griske, gamle komponist. Det, det egentlig handler om, er som bekendt øl.

Det er længe siden, jeg sidst har været på besøg hos Gourmetbryggeriet under Harboe-koncernen. Angiveligt får de nogle af øllene produceret i Belgien, hvorfor disse lanceres med undertitlen ‘Belgisk Øl’. Det kan virke en kende forvirrende når man som her får en IPA i hånden. Det er weiß Gott nicht en belgisk, men en britisk øltype.

Duften er til gengæld belgisk på indtil flere ildevarslende måder. De 8% alkohol giver sig til kende fra starten, og giver brygget en ikke helt rar alkoholisk kant. Dertil kommer den decideret ubehagelige em af banan, der i dette tilfælde heldigvis er så tilbagelænet, at den ikke gør decideret skade. Men gavn gør den nu heller ikke. IPA’ens traditionelle skarpe, aromatiske og bitre noter er kun fjernt til stede. De kan dog findes, og i det omfang de er præsente, er de trods alt også sprøde og velgørende.

Sådan skal det ikke være i smagen. Ingen sprød bitterhed af grannåle, eller aroma af citrusfrugter. Så meget for IPA’en. Hvad det belgiske til gengæld angår … ja, der må jeg sige, at det faktisk slet ikke er så ringe endda. Belgien er trods alt mit favorit-ølland for sin enestående diversitet. Og her slås der – på trods af en olfaktorisk dimension, der langt fra sad i skabet – rigtig gode toner an.

Sprødt, frisk og vederkvægende flyder en velkendt aroma af velafbalanceret belgisk saison. Skarpt, småsyrligt, og med akkurat den mængde bananaroma, der giver brygget karakter uden at det ødelægger noget. Brygget er godt til den tørre gane, og yder lige præcis nok smag til, at det ikke samtidig bliver kedeligt.

Skuffelsen over ikke at få en IPA, når det nu er det, man bliver lovet på etiketten, nager dog stadig en smule. Harboe læner sig opad en falsk varebetegnelse, som de fortjener en løftet pegefinger for fra denne blogger. Min storebror, der havde den med i gave, da han kiggede forbi med familien den anden dag, fortjener til gengæld en stor tak. Også for de andre fine øl, han havde med.

Flere af dem havde jeg prøvet før, så min sommer ikke behøvede gå med at skulle anmelde alt for mange nye øl. Nogle gange er det også rart bare at kunne nyde en god øl, uden at behøve bekymre mig om at skulle anmelde dem bagefter.

Walking Dead Rambling Society, Brewdog

Mainstream special …

For et par uger siden kom min gode ven Gedved forbi. Hans ferie bestod i en rejse gennem Danmark for at besøge gamle venner og bekendte, startende i København, og afsluttende i min næsten på dagen ét år gamle bopæl i Thisted. Dagen efter skulle han hjem til Norge, mens jeg passede mit job på fiskefabrikken i Hanstholm.

Men det blev til en hyggelig aften med pizza, god snak og et par lokale øl, som vi nød i solskinnet på bænke rundt omkring i byen. Fx foran kirken og ved promenaden med udsigt til øen Mors. Thisted er en meget køn og charmerende by, og er altid et besøg værd.

Med sig havde Gedved desuden denne lille sag fra Brewdog. Og efter den eklatante skuffelse ved sidste Brewdog-øl, var forhåbningerne til dette bryg, der egentlig var en gave fra en af Gedveds og mine fælles venner, der bor i Aalborg, noget højere.

Brewdog er trods alt stadig forbundet med den nytænkning og kvalitet, der betød ølrevolutionens gennembrud. Alle har lov til en smutter i ny og næ – en outlier, der understreger de gode øls kvaliteter i brandet endnu mere. Denne øl lader endda til at være ekstra speciel på en eller anden måde. Med sådan en flot udsmykning på emballagen indgydes i hvert fald en forventning om noget ganske særligt.

Ved nærmere granskning af emballagen kan man rigtig nyde uhyrerne, som øllets navn vil antyde er en art zombier, eller undeads – en mere generel betegnelse hentet fra rollespilsverdenen. Men en nærmere beskrivelse af produktkonceptet bydes man ikke. Brygget er angiveligt en ‘brut IPA’, ifølge denne artikel på Mikkellers hjemmeside. Typen skulle være en “bone dry, fizzy, champagne-like and light bodied beer with plenty of hop aromatics, but not as bitterness as a typical west coast American IPA.” Og artiklen fortsætter: “There isn’t any official guidelines about this style af beer, as its (sic) a newcomer on the beer scene.” – Så måske alligevel ikke. Hvad øllen egentlig skal forestille at være må trods vidensbegærlige angreb fra flere forskellige vinkler stå hen i det uvisse.

Hvad det end er, så er det i hvert fald lyst. Næsten citrongult, med en kridhvid skumkrone, som man må skynde sig at nyde, før den hastigt fordamper. Lette, frugtige noter af citrus er, hvad seksprocentsbrygget kan gøre for konsumenten – for så vidt velgørende, men næppe imponerende.

Brygget byder på en let røgaroma over tørrede fyrrenåle. Igen er aromaerne for så vidt velvalgte, for ikke at sige udsøgte. Desværre fremstår de noget uklart i en alt for tæt og gennemtrængende suppe af postevand.

En jævn IPA – det er det bedste man kan sige om brygget, hvis man vil undlade at være perfid. Min trang til det fik jeg som bekendt stillet i sidste indlæg, hvor perfiditeterne ikke kun overgik øllet, men også ordensmagten. Jeg er i den anledning blevet gjort opmærksom på, at Thin blue line, som betjenten i modstrid med uniformsregulativet gjorde reklame for, faktisk er et internationalt fænomen. En organisation, der samler ind til betjente, der er blevet såret i tjenesten.

Som sådan er der altså ikke tale om en højreradikal eller voldelig organisation, sådan som jeg vist fik mere end antydet i sidste indlæg. Og med rette vil bevægelsen og dens tilhængere kunne indvende, at den ikke behøver stå til ansvar for, hvem der vælger at bruge dens symboler i forbindelse med de verserende uroligheder i USA.

Til gengæld vil jeg understrege, at jeg til enhver tid hellere vil støtte demonstranterne i Portland – sårede eller ej – end jeg vil støtte de føderale, statslige og lokale morderkorps og dødspatruljer, der pryder sig med politiinsignier. Hverken når disse får ondt i aftrækkerfingeren af at skyde gummikugler i øjnene på journalister, når de får hoste, fordi de ikke har indstillet deres gasmaske ordentligt, før de begyndte at gasse hundredevis af fredelige demonstranter uden grund, eller når de får snurrende hænder af at gennemtæske tilfældige forbipasserende med deres knipler, fordi … det fik de egentlig bare lyst til.

Amerikansk politi er en bande afstumpede kriminelle lystmordere og terrorister. Og man skal huske på, at de ikke er anomali, når det gælder politikorps. ALLE politikorps – inklusive det danske – er klar til den samme afstumpede, kriminelle, voldelige og morderiske adfærd, hvis ordren falder. For i politikorpsets voldelige fundament er kun plads til at adlyde – ikke til at tænke selv, når ordrer langes ud. Uanset hvor tåbelige, vanvittige og overdrevne ordrerne måtte være.

Tilbage er der kun at sige, at Brewdog, som en af pionererne fra ølrevolutionen, burde vide bedre end at sende en så kedelig øl ud i en så fancy emballage. Og således fortsætter det skotske bryggeri, der engang var så godt, ræset mod – om ikke bunden, så i hvert fald mainstream.

Into the Black, Kissmeyer

Jo … det er da bedre …

Kissmeyer har fået endnu en chance for at imponere mig. Første gang gik det jo sådan set meget godt, så nu er spørgsmålet snarere, om denne øl kan leve op til de forventninger, som den første formåede at plante. Som nævnt tidligere, er jeg sjældent voldsomt imponeret over, hvad der kommer ud af Kissmeyer, men på den anden side har det aldrig været så fælt, at jeg helt ville lade deres spraglede emballager blive stående på supermarkedshylderne.

Dette mørke, højtskummende bryg dufter af kaffe med alt for meget farinsukker – selv for folk, der bruger sukker i kaffen (hvilket jeg ikke gør). Og det lover for såvidt godt. Aromaer, jeg ellers afskyr som selve Pia Kjærsgaards væsen – café au lait, cappuccino og i det hele taget kaffe med noget andet i end kaffe – er kærkomment i øl … i modsætning til Pia Kjærsgaard. Hun skal i den grad holde sig ude af både min øl og min kaffe!

Ingen fare for Pia Kjærsgaard i dette bryg … but that is a very low bar. Til gengæld finder man et (lidt for) letflydende bryg, en anelse røget og med en lakridssmag, der virker mere lemfældigt kastet i, end møjsommeligt smagt til. Heldigvis vokser aromaen med tiden til faktisk at blive ganske imponerende, når brygget er skyllet ned.

Eftersmagen vokser og blomstrer med rigeligt af bitre indtryk: Tæt, stærk kaffe uden sukker eller mælk. Røgen bliver ligeledes tættere, og ved mandlerne kastes en ekstra bitter klang af hengemte hasselnødder ind. Apropos fæle oplevelser, der i øl på uforklarligvis bliver en nydelse: Få ting er mere modbydelige end en harsk hasselnød. Men når samme aroma optræder i eftersmagen på en øl, forvandles oplevelsen fra fæl til fin. Det er øllets forunderlige magi.

Brygget her redder sig selv på stregen. En småkedelig, rodet oplevelse bliver til en lille smagsbombe, der ikke bare falder efter brygget har forladt munden, men også hænger ud et godt stykke tid efter.

Slet ikke tosset. Stadig ikke helt i skabet, men ganske bestemt på rette vej.

Stockholm Syndrome, Kissmeyer

God rutine …

Mit seneste indlæg om Founders’ Sumatra Mountain affødte en del reaktioner. Det var helt tydeligt, at jeg langt fra var den eneste, der havde prøvet brygget, og at jeg blandt disse stod temmelig alene med min oplevelse. Kommentarer både her på bloggen og Facebook har ladet mig vide, at brygget meget hurtigt bliver dårligt, hvis det står i solen, og at dette i øvrigt er et generelt træk ved øl, der er tilsat kaffe. Ret skal være ret, og jeg er selvfølgelig ikke interesseret i at et bryg får en dårlig anmeldelse på bloggen, fordi det eksemplar jeg har stået med, har været fejlbehæftet. Skulle jeg støde på brygget igen i fremtiden, står den på reanmeldelse, og i mellemtiden vil jeg tilføje en disclaimer på det oprindelige indlæg om, at der er mistanke om fejlkilde.

Med de to Founders-øl var det ellers slet ikke slut med spændende nye øl til bloggen. Marcus havde faktisk købt rigeligt ind til den livestream vi var fælles værter på senere samme aften. Jeg tror Marcus har mig mistænkt for et par OCD-tendenser eller tre, for jeg kunne ikke andet en ærgre mig over, at jeg ikke kunne anmelde de nye øl i løbet af livestreamen. Så dagen efter forbarmede han sig over mig, og købte et nyt sæt af de Skanderborg Bryghus-øl, som hans lokale Lidl havde på tilbud, så jeg kunne få dem med hjem til Thisted og anmelde dem behørigt.

Det kommer til at ske inden alt for længe. Jeg skylder Marcus endnu en tak for husly, godt selskab og ekstrem tålmodighed over for mine små særheder.

Dagens øl nød jeg kort efter hjemkomsten fra hovedstaden. Jeg har flere gange før skændet Kissmeyer huden fuld for, at deres øl tager sig attraktive ud, men alt for sjældent leverer en ordentlig oplevelse. Da jeg forleden fandt et parti De Molen-øl på tilbud i Føtex røg der imidlertid et par Kissmeyer-øl med, da tilbuddet gjaldt fem øl. Og der var lige præcis to Kissmeyer-øl ud over de tre De Molen øl, så jeg så det som et tegn fra stokastik og tilfældighedernes ultimative overlords, at det var på tide at give Kissmeyer en chance til.

Det skulle da også stå meget slemt til, hvis Kissmeyer ikke kunne få en imperial IPA med en alkoholstyrke på 9,5% til at tage sig bare nogenlunde ud rent aromatisk. Visuelt kører de på rutinen – omend det indrømmet er en god rutine – med flot, appelsinfarvet bryg under en nydelig lille skumkrone.

Bouqueten matcher farven fint. Appelsinerne brænder godt igennem med både sødt og bittert – men mest sødt. Aromaen byder igen på en rutinepræget oplevelse, omend én hvor bryggeren har gjort lidt ekstra for, at rutinen lige ligger en tand højere end hos andre rutinerede bryggere. Smag og mundfornemmelse er dejligt tætte, med en appelsinsød aroma i front, mens bitterheden spiller andenviolin med frisk træ ved gummerne, samt kommen og koriander i eftersmagen. Ned gennem brystet river brygget godt, så oplevelsen ikke kun er begrænset til gab og svælg. Det er faktisk slet ikke så tosset denne her gang.

Rutinen og bryggerens afdæmpethed får altså ikke bugt med oplevelsen denne gang. Men de er der nu alligevel, rutine og afdæmpning. Jeg har prøvet mangt en IPA, ikke mindst Imperial IPA, der var langt mere Schwung over end den her. Der kunne godt have været lidt mere bitterhed og lidt mere fylde. Den ledsagende aromatiske sødme, til gengæld, er lige i øjet.

Kissmeyer skal smide tøjlerne, og turde gå hele vejen. Så tror jeg faktisk, det kunne blive rigtig godt.

Barrel Runner, Founders

Det gik da meget godt …

Sidste weekend var jeg som nævnt på smuttur til København, hvor jeg overnattede hos min gode ven Marcus.

Hans på bloggen knap så kendte, men dog undertiden medvirkende tvillingebror, Joachim, kom også forbi for at sige hej. Og han havde spændende øl med.

To styk fra Founders – et meget berømt amerikansk bryggeri, der er kendt for at lave gode øl, og som vist nok også var med helt fra starten af den globale ølrevolution. Den her er en imperial IPA, lagret på rom-fade.

Faktisk klinger kombinationen en smule disharmonisk, idet det bestemt ikke er alle trælagrede lyse øl, jeg har prøvet, der er faldet lige heldigt ud. Innis & Gunn‘s øl, har jeg fx aldrig helt fået smag for, og lagringen på brændivinsfade – det være sig rom, whisky eller whatever – forekommer ofte at være gjort mere fordi man kan, end for at få øllet til at smage godt.

Rommen giver sig i hvert fald kraftigt til kende i bouqueten på det meget lavtskummende, dyborange bryg. I smagen sparker den også godt fra sig, men dog ikke mere end man også kan mærke den lifligt krakilske mosaichumle i baggrunden. Bryggets balstyriskhed kommer en smule mindre bag på én, når man efter langt tids søgen endelig finder alkoholprocentens angivelse; mægtige 11,1%.

Så er der ikke noget at sige til, at alkoholen også kunne smages. Det var nok også godt, at vi var tre om at dele den. Ikke mindst i betragtning af, at Joachim havde endnu en øl med, der bliver anmeldt næste gang. Hvad vi til gengæld alle kunne glæde os over, var en meget stærk lys øl, der ikke smagte af kogesprit, sådan som den slags meget let kommer til. Romaromaen absorberer alt det væmmelige ved spritten, og bevarer det klædelige. Samtidig brænder en skarp og substantiel humlearoma igennem med fyrrenåle og ferskener og leverer det sidste til den store oplevelse på smagssiden.

Man kan stadig diskutere, hvorvidt det nu også passer helt godt sammen. Men det passer på den anden side heller ikke så dårligt sammen, at det ikke samlet set er en både slagkraftig, fuldfed og ikke mindst unik øloplevelse.

Og må Ian Holm hvile i fred. Jeg har altid syntes han var bedst i Brazil og Time Bandits. Og må Vera Lynn ligeså. Hende hørte jeg om som barn på Pink Floyd’s plade ‘The Wall’ – men lærte først som voksen hvem hun egentlig var og hvad historien var om hende.

Der kan man være så udannet.

Hugs & Kisses, De Molen

Smagfuld Session …

Det var en kæmpe fejl, som jeg slet ikke kan finde forklaringer eller undskyldninger for, at vente hele ni år med at prøve nye øl fra nederlandske De Molen. Et bryggeri, der formår at brygge en øl, der holder førstepladsen som den bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet i fem år burde selvfølgelig besøges oftere. Så bloggens bodsgang fortsætter med endnu en øl fra Møllen – ja, hvis folk ikke skulle vide det, så er det det, bryggeriets navn betyder.

Bryggeriet har angiveligt til huse i en gammel mølle. Der er åbent for besøgende, og der langes gavmildt smagsprøver ud til gæsterne. Selv afskyr jeg at rejse som pesten, men Nederlandende er ikke så langt væk, at jeg fuldkommen vil afvise at tage derned engang. Med tog eller lignende transport, der ikke giver et alt for stort CO2-aftryk i processen. Det er heller ikke fordi forskellen hjemmefra vil være så stor. Danmarks topografi er i det store og hele som Nederlandenes, sprogene er omtrent lige hæslige, men i modsætning til Danmark, har Nederlandene en fornuftig rusmiddelpolitik som Danmark kunne lære noget af.

Ja, i det store og hele er Danmark vel egentlig bare Nederlandene uden alt det sjove.

Men videre til øllet. Hugs & Kisses er en Session IPA – en øl, der både i aroma og alkoholindhold er mere afdæmpet end en fuldblods-IPA. En slags frokost-IPA, kunne man kalde den. Brygget her holder nu alligevel 4,2%, altså næsten regulær pilsnerstyrke, hvorfor kørsel og betjening af maskiner næppe er tilrådeligt, selv efter et mindre kvantum.

Session-elementet viser sig da også ved åbning i form af en svagere duft, omend noterne af bergamot og grannåle da er entydigt behagelige i det flotte, kobberfarvede bryg. Letdrikkeligheden er også som forventet – men netop forventningen derom holder skuffelsen stangen. Dette er ikke en øl, der er tænkt som en aromabombe, men som en et læskende afbræk i en ellers anstrengende arbejdsdag.

Og lader man i øvrigt brygget hvile et øjeblik på tungen, er der faktisk også rigeligt smag at tage af. Humlen river overraskende hårdt i tunge og gummer; knastørt savsmuld af nåletræ, piftet op med en skefuld kardemomme og en knivspids wasabi, så det river lidt ekstra, men på forunderligvis leveret i sessionens afdæmpede letdrikkelighed. Et smagfuldt paradox, der indrømmer den ofte udskældte lette IPA-type fuld legitimitet.

Jeg tager altid hatten af (og de der kender mig vil vide, at jeg rent faktisk ejer og går med hat – en bredskygget, sort fedora) for bryggerier, der begiver sig ud i svære, udskældte typer. Og jeg bukker i tilgift, når resultatet er så vellykket som det er her.

Godt gået!

Vuur & Vlam, De Molen

Ikke ‘-ish’ …

Det er alt alt for længe siden, jeg sidst har haft fat i nederlandske De Molen. Vi skal helt tilbage til bloggens barndom, da den end ikke var ét år gammelt, nærmere betegnet Langfredag i 2011, d. 22. april, hvor jeg afprøvede 666 Black Damnation.

Forinden havde jeg kørt min hidtil eneste afstemning, omhandlende hvilken dag jeg skulle afprøve brygget. Og indlægget blev skrevet mens det blev nydt, i en stor blå sofa i Århus Vest, hvor jeg boede dengang. Det eneste, jeg ikke husker præcis er hvad vi så på fjernsynet. Det dæmrer mig, at det var en sportsudsendelse, men forårsklassikerne – som jeg holdt meget af at se dengang – køres normalt om søndagen, så det har næppe været det.

Aldrig havde jeg smagt noget så fantastisk. Jeg erklærede på stedet, at hine 0,2 liter kulsort nydelse, var det bedste bryg jeg nogensinde havde smagt, og det skulle vare længe før et andet bryg formåede at vippe den af pinden.

Det skete først fem år senere, i august 2016, kort efter min skilsmisse, kort før jeg flyttede fra en svinedyr lejlighed på Amager til billigere, omend også meget mere beskedne (lidt for beskedne, faktisk) kår i Husum. Da fik jeg oplevet den uforlignelige Focal Banger fra Vermontske ‘The Alchemist’. Intet bryg har holdt førstepladsen som det bedste bryg, jeg nogensinde har prøvet så længe som De Molens kompakte superstout. Big, Bold & Beautiful fra Amager Bryghus er en værdig udfordrer til den, men det kommer til at tage tre år endnu, før 666 Black Damnation må se sig slået.

Men hvorfor vendte jeg mon aldrig tilbage til De Molen? Chancerne var der ellers. Toft Vin på Islands Brygge havde dem fast. Måske var det bare etiketterne, der så for kedelige ud? Sort print på hvid baggrund i generiske skrifttyper i et minimalistisk layout, der bevidst læner sig op ad det klodset amatøragtige, har åbenbart ikke appelleret så meget til mig, som flotte farver og flashy billeder, men hey, man er vel kun et menneske.

Føtex her i Thisted har for tiden tre forskellige De Molen øl på tilbud. De kom med hjem sammen med endnu to fra Kissmeyer, der til gengæld både flasher og spræller i både billeder og farver. Ikke et godt tegn når det gælder Kissmeyer, hvis øls kvalitet gerne er omvendt proportionel med etiketternes spraglethed – men den dom må vente til senere, og helst først til efter de bryg er afprøvet.

Den første af de tre De Molen-øl er en IPA. Eller rettere en IPA-ish, som bryggeriet siger. Jeg skal ikke kunne sige præcis hvorfor, men mit gæt er, at De Molen er et innovativt bryggeri, der går mere op i at øllet er godt, frem for at holde sig strikt til bestemte stile. Det vil jeg i hvert fald gerne tro om dem, da det ville være en egenskab, jeg ville finde bundsympatisk.

Ved opknapning forplanter bryggets bouquet sig øjeblikkeligt i rummet, krydret bittersød appelsin – et entydigt godt tegn. Duften kan også nydes, mens det fastskummende, dyborange bryg hæver sig i glasset. Udtrykket ændrer sig en anelse, idet det færdigskænkede bryg sættes for næsen. Bitrere noter af fyrrenåle viser sig, uden at det på nogen måde gør begejstringen mindre.

Aromamæssigt sidder brygget lige i skabet! Skarpt, aromatisk, bitterfriskt i et smagsspektrum der ligger vel inden for genrens traditionelle rum. Fuldt udvoksede fyrrenåle blander sig perfekt med nelliker og moden, fortrinsvis bitter appelsinaroma. Konceptuelt er brygget kogt ned til typens absolut nødvendige bestanddele, hverken mere eller mindre. Men dette genrens eksistensminimum, dets ide fristes man næsten til at sige, er til gengæld af en udsøgt kvalitet.

Ekstraordinært er det ikke. Men det behøver det heller ikke være, når resultatet er så stilsikkert som det er her.

Eagle, Kissmeyer

Not all …

Jeg synes ikke det er svært at finde ud af, hvem jeg skal holde med i disse dage. Den amerikanske protestbevægelse har min fulde støtte, og for hvert politiovergreb, der afsløres – det være sig mod sorte eller hvide demonstranter, eller for den sags skyld tilfældige forbipasserende – stiger min støtte. I mine øjne har de fleste amerikanske politikorps for længst spillet fallit. De kører deres egen dagsorden, hvor de konstant udnytter deres voldsmonopol – ikke til at beskytte og tjene befolkningen (Protect & Serve, et slogan der oprindeligt stammer fra Los Angeles’ politikorps og som senere blev overtaget af mange andre) men for at holde en voksende underklasse nede med grov vold og racisme.

“Ikke alle politifolk” vil mange prompte indvende – og det i en grad så det bliver hashtagget flittigt på Twitter og andre steder. Det er sådan set heller ikke forkert. Svaret misser blot den allervigtigste detalje i hele problemet med vold og racisme i politiet. Det er systemisk. Det er endemisk. Vold og racisme er en del af amerikansk politi på samme måde som humle og malt er en del af øl. Amerikansk politi er ikke amerikansk politi uden vold og racisme.

Det er i egenskab af voldeligt racistisk korps, at politiet kan varetage sin rolle som vedligeholder af en status quo, hvor en meget lille, ultrarig elite ejer og bestemmer alt. Ved specifikt at undertrykke etniske minoriteter og fremstille disse som særligt kriminelle og farlige, skaber politiet samtidig en imaginær fjende for underklassens hvide majoritet. Således pustes der især til den hvide underklasses racisme, hvorved politiet er med til at sikre, at underklassen bekæmper sig selv internt, frem for den objektive klassefjende – føromtalte ultrarige, meget lille elite af hvide magthavere.

Hvor vil jeg hen med det? Jo – jeg måtte selv udbryde et “not all” her i går aftes, da jeg drak denne øl fra Kissmeyer. Kissmeyer har kastet rigtig mange halvkedelige mainstreamøl på markedet. Fælles for dem er spændende navne og flotte etiketter, mens øllet har været af en kvalitet, som selv de store industriaktører kan slå med et minimum af anstrengelse. Så det var med forventningerne helt i bund, at flasken blev åbnet, og det noget uengagerede, gennemsigtige, messingfarvede bryg blev skænket.

Kun svagt viste de ellers traditionelle IPA-noter af citrus og grannåle sig i bouqueten. Men fair nok – det er trods alt en session og ikke en fuldblods IPA. Den afdæmpede alkoholprocent på 4,2 vil sjældent afstedkomme store duftoplevelser – især når brygget som her er brygget uden tilsætning af andet end humle, vand, gær og malt.

Og så kommer overraskelsen. Et hvast bid af knastør bitterhumle plaffer små syle af de spædeste fineste og skarpeste grannåle dybt ind i alle mundhulens blottede flader. En lille, men effektfuld aromaeksplosion, der ganske vist snart afløses af rigelige mængder frisk, tørstslukkende vand, uden andre nævneværdige meritter end sin vederkvægelse.

Men det er såmænd slet ikke så ringe endda – især ikke hvis brygget nydes direkte ud af køleskabet. Det er trods alt en session-IPA, der er brygget for sine forfriskende egenskaber. Og selvom man godt kunne have ønsket, at bryggeriet alligevel havde givet den lidt mere til den krydrede side, så fungerer den samlede pakke nu meget godt alligevel.

Overordnet lader det til at høre med til Kissmeyerbrandet, at det kun er en halvforkølet udfordring til de dominerende industriaktører på markedet for specialøl. Ved ikke at sætte barren højere legitimerer de brands som Schiøtz, Lottrup og Husbryggeriet Jacobsen, som er industrigiganternes svar på ølrevolutionen. Billigere specialøl af lavere kvalitet, der kan udkonkurrere mikrobryggerierne – de heltmodige fornyere af ølmediet. Det er trist, når de uafhængige bryggere ikke er sig deres pligt som udfordrer til den karakterløse storindustri bevidst.

Men det forhindrer dem tydeligvis ikke i at ramme nogenlunde inden for skiven en gang imellem.

Fruit IPA, Kissmeyer

Meh – f*cking meh!

Tusind tak for hjælpen! Ikke bare til de mange, der gjorde som jeg bad om, og klikkede ind på bloggen i går, da jeg opdagede at registreringen af klik lige pludselig var ophørt, men til alle læsere. Jeg kan åbenbart ikke foretage opdateringer, uden at der sker katastrofer. Vel, i det mindste gjorde det ikke hele bloggen utilgængelig, sådan som det skete for et par gange siden. Men det var irriterende nok. For antallet af besøgende er næppe overraskende noget af det, jeg holder allermest øje med.

Jeg har, kan jeg hermed afsløre, en ambition i indeværende år om at opnå 4000 klik på min blog månedligt. Det er indtil videre lykkedes, og jeg er, takket være læsernes hurtige indgriben, og på trods af tællerens nedbrud, glad for at konstatere, at det også er tilfældet for maj måned. Jeg kunne have nedlukningen i forbindelse med Coronavirussen mistænkt for at have leveret de nødvendige visninger. Når man alligevel sidder derhjemme, deprimeret og drikfældig, er en ølblog vel næppe det mindst attraktive, kan kan klikke ind på. Trods alt er supermarkederne jo åbne, og så har man jo muligheden for at søge frem, hvad der er godt at kvæle noget af ventetiden og ensomheden med …

Nu hvor samfundet så småt åbnes igen, må jeg vel holde øje med, om læserskaren pludseligt falder. Jeg håber det selvfølgelig ikke. Ikke kun fordi jeg er glad for opmærksomheden, men sandelig også fordi, jeg helst ikke vil have at min blog kun har kunnet holde folks opmærksomhed, fordi de ikke har haft andet at lave. Jeg håber at bloggen er populær på egne vilkår, og ikke bare er en undskyldning for adspredelse i nedlukningstid.

Hyppigheden af udgivelser ser heller ikke ud til at have påvirket opmærksomheden om bloggen særlig meget. Min YouTube-kanal tager fortsat en del af min opmærksomhed og fritid, mens bloggens bagkatalog tydeligvis stadig trækker læsere til. Den vigende anmeldelseshyppighed betyder til gengæld, jeg hellere må knytte en kommentar til nylige hændelser, der rækker ud over den allestedsnærværende nedluknings- og virusomtale.

Minneapolis’ politistyrke har således vist sig at være en morderisk bande racister. En dødspatrulje, en bande kriminelle og en white supremacist terrororganisation er, hvad den er. Og når stat eller føderation ikke vil gribe ind og gøre det nødvendige, dvs. opløse dødspatruljen og skabe et politikorps, der er til for at beskytte befolkningen, frem for at myrde løs på den – ja, så er der ikke andet at gøre for befolkningen at tage sagen i egen hånd. Politimyndighederne i Minneapolis har ingen legitimitet længere. De er sprunget ud som et korps af racistiske og sadistiske mordere – og når det er virkeligheden, må befolkningen jo handle derefter …

… det var bare det.

I mellemtiden er en ny Kissmeyer øl dukket op på hylderne i min lokale fakta. En ‘Fruit IPA’. Og det lyder jo forjættende. Min gode vel Ole nævnte stilen i den lange serie af videoer, jeg optog i forbindelse med hans besøg tilbage i starten af februar måned. Ideen er at krydre en IPA med aromahumler på en sådan måde, at øllet kommer til at smage af frugt mere end af øl. Flere af IPA-aromahumlerne er karakteriseret ved frugtaromaer – grape og appelsin for blot at nævne et par af dem, og at rendyrke netop dette træk ligger lige til højrebenet, når man bare et par gange har nydt stilens eventyrlige smagsbombardement.

Og der er da også noget frisk grapeduft i duften. Men det er ikke helt nok, vil jeg nok sige. Grape er altså langt fra den mest spændende citrusfrugt, endsige frugt i det hele taget. Så det er heldigt, at det gulorange bryg ikke er så meget en fruit IPA, at der ikke stadig hænger nogle friske grannåle fast.

Til gengæld er brygget rigtig meget en Kissmeyer-øl. Det betyder, at brygget lader alt for meget tilbage at ønske, både hvad angår fylde, bouquet og ikke mindst aroma. Bevares, den skarpe grapefrugt fra duften forefindes da også nogenlunde i smagen og ledsages af søde, omend ufarlige appelsinnoter. Grannålene er til gengæld opløst i de alt for store mængder vand, der i øvrigt effektivt fortynder de ellers lovende frugtaromaer.

Så ja, brygget smager måske nok mere af frugt end af de traditionelle, bitre humlearmoaer, der kendetegner det meste øl. Desværre smager brygget mest af noget helt tredje – nemlig vand. Og selvom det da nok gør noget effektivt ved eventuel tørst, er dette en ringe trøst i betragtningen af brygget øvrige skuffelse.

Det forbliver som Kissmeyer-øl er flest.

Pacific IPA, Beard Brew

En af de gode …

Så mistede vi Little Richard. Jeg husker min barndom – jeg har været 7 eller 8 år, hvor jeg fandt mine forældres gamle Beatles-plade. Ja, de havde kun én. Og den hed … hold godt fast: “Die Beatles”. Det var nemlig en tysk udgivelse, men gudsketakoglovforalt ikke en af de tysksprogede indspilninger, Beatles indspillede til det tyske marked. – Egentlig ærgerligt alligevel. For den ville garanteret være mange penge værd.

På side 1 kunne man høre nogle klassiske, tidlige Beatles-numre som fx “She Loves You” og “I Wanna Hold your Hand” mens der på side 2 fandtes nogle Beatles-fortolkninger af andre rock-ikoners numre. Herunder The Marvelettes’ “Please Mr. Postman”, Chuck Berry’s “Roll over Beethoven” og Little Richard’s “Good Golly Miss Molly”.

Nogle år senere forærede min onkel mine forældre et par plader fra en Rock’n’Roll-antologi. Herunder én med Little Richard (og Chubby Checker, der [bank under bordet] stadig er iblandt os). Genhørs glæde med Good Golly Miss Molly i sin originale udgave gjorde, at jeg med tiden sled det kassettebånd op, jeg spillede pladen over på.

Vi har også mistet Jerry Stiller, et andet kæmpe talent, jeg imidlertid først meget sent fik øjnene op for. Nu må vi se, om vi kan rocke og grine videre uden de to kæmper. Rocke kan man stadig til Tutti Frutti og Good Golly, mens det kniber mere med den sunde latter i coronanedlukningshelvedet, hvor det skingre, sindssyge grin mere og mere tager over – SERENITY NOW!

Men nedlukningen ser så også ud til omsider at få en ende … Så håber vi bare på, det ikke giver bagslag.

Karantænen frembringer sine egne paradokser. Jeg har masser af tid, og alligevel får jeg kun lavet meget lidt på de projekter jeg elsker – med Minecraft som mulig undtagelse. Imidlertid er det også småt med nye øl, jeg har kunnet finde heroppe i det nordvestjyske. Det er ikke kun depression og sløvsind, der har holdt mig fra tasterne den seneste tid.

Beard Brew var imidlertid så søde at sende mig den her, en ny IPA fra deres hånd. Smukt ser det ud, det kobberrøde bryg med det gyldne skum. Humlen prikker både bittert og aromatisk sødt i næsen med indslag af gran, appelsin, fersken og mango. En orientalsk frugtkompot bag nordligere himmelstrøgs kølige, dunkle nåleskove.

De første par mundfulde byder på en velarrangeret aromatisk anretning af frugt og træ i en fuldfed, cremet krop. Ananas og fersken spiller perfekt op til bitterhed af grannåle, fennikel og birkeharpisk. Et lille festmåltid i hver lille mundfuld …

… og derfor kommer det nemt til at tage noget tid at nyde sig gennem dette lille mesterværk. Og efterhånden som det kommer til at stå lidt, bliver frugterne desværre lidt slatne. Til gengæld smager man så træet, nålene og de skarpe krydderier lidt mere, så det er langt fra nogen katastrofe, selvom man kommer til at savne den initiale smagseksplosion en anelse.

Men for at finde den skønhedsfejl skulle jeg også snarere have mikroskopet frem end luppen. Beard Brew kan vi heldigvis fortsat glæde os over – forhåbentlig meget lang tid endnu.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme