Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: IPA

Red & Green Jule IPA, Indslev

Øl: Red & Green Jule IPA
Bryggeri: Indslev/Vestfyen
Type: IPA
ABV: 6,3%
Land: Danmark
Købt: Donation fra Bryggeriforeningen.

Det af Vestfyen overtagede foretagende Indslev har ligesom så mange andre bryggeier i juletiden sendt et højtidsprodukt på markedet. Jeg må ærligt indrømme – og i øvrigt gentage mig selv i samme ombæring – at jeg endnu ikke helt har lært at greje ‘jule-IPA’en’. IPA er en frisk og meget skrarpt bitter øl, der bedst egner sig i varmt vejr og til krydderier som ingefær og chili, snarere end nelliker og anis. Men – på den anden side er der de ledsagende aromaer af citrusfrugter, og det er jo faktisk ret julet, når det kommer til stykket … så måske alligevel eller noget?

Tanken om, at bryggerierne febrilsk leder efter en undskyldning for at strække konceptets holdbarhed til langt over dets intention, og ofte desværre med svigtende held, nager i hvert fald, mens jeg knapper op. Brygget ser ellers flot ud – højrødt og indrømmet julet i løden, med matchende fedtet gyldent skum. Det begynder godt …
… og fortsætter så en kende mere tvivlsomt med en svag, og ærligt talt uinspirerende duft, der ikke lover gunstigt for smagsoplevelsen. Heldigvis er der ikke den store overensstemmelse mellem den mestendels våde og uinspirerende næse og et overraskende drøn af skarp og frisk bitterhumle det øjeblik brygget når bag læberne.
Frisk rødgran river og flår i tunge, gummer og mandler, og åbner således, forfriskende voldeligt og uelegant, smagsløgene for fine, krydrede og slet ikke ujulede biaromaer af appelsin, sukat og figner på den søde side, samt kommen, nelliker og anis på den krydrede.

Jeg holder fortsat på, at IPA og jul ikke passer særlig godt sammen – men der er åbenbart undtagelser. Indslevs Jule IPA er en af dem.

Accidently not a Margarita, Koglebryg

Øl: Accidently not a Margarita
Bryggeri: Koglebryg i samarbejde med Skanderborg Bryghus
Type: Gentle IPA
ABV: 2,7%
Land: Danmark
Købt: Fødseldagsgave

Det havde jeg ikke engang set …
Jeg er stadig på fødselsdags- og julegave med min eks. Mest fordi jeg kan, men også fordi man som voksen bare får færre og færre fødselsdags- og julegaver sóm årene går. Så det gælder om at holde de få gaverelationer man har intakte gennem årene. Nåh ja – og så kender jeg selvfølgelig til Marcel Mauss’ bog om gaven, der er et absolut must, når man som jeg har læst religionsvidenskab … jeg har så aldrig fået læst den bog … ups, eller noget. Men det skulle fremgå af den på en eller anden måde, at gavegivning er et vigtig symbolsk udvekslingsforhold, der udtrykker loyalitet og sammenhængskraft … plus en hel masse andet som jeg måske hellere må se at få læst op på.

Dagens øl er således en fødselsdagsgave fra min eks. Selve fødselsdagen blev ellers behørigt fejret aftenen før, da Red Warszawa gæstede Thisted. Jeg og min søn havde en fantastisk aften i selskab med bandet … og et vist virus, der er i omløb for tiden, og som da lige syntes, det skulle inficere min sønnike en gang.
Og når jeg sådan havde været i nærkontakt med en COVID-smittet blev det til et par ufrivillige sygedage – helt uden at være syg skulle det vise sig … Og dog. P.t. slås jeg med temmelig kraftige smerter i venstre side af svælget – især når jeg synker. Jeg har ladet mig teste igen, og fået bekræftet, at det fortsat ikke er pandemien, der har gjort sit indtog i min krop. Men eksceptionelt irriterende er det nu alligevel. Så irriterende faktisk, at jeg er begyndt at drikke te – og det er ellers ikke noget, jeg normalt gør frivilligt. Det ødelægger virkelig en spise/drikkeoplevelse, at man vånder sig hver gang man synker. Til gengæld hæfter jeg mig ved, at smagssansen er i fuld behold – så smagehobbyen fortsætter ufortrødent.

Og først nu, når jeg skriver om brygget, opdager jeg at det faktisk er en alkoholsvag øl, jeg sidder med. Mistanken strejfede mig ikke engang under afprøvningen. Det var bare mig, der ikke havde vist rettidig omhu under forarbejdet. Men det siger også noget om bryggets kvalitet, at alkoholen kan være afdæmpet uden at det mærkes i evnen til at behage.

Det lyse, omend noget lavtskummende bryg dufter ordentligt igennem af det bedste fra forår og sommer: hyld, honning og friskskåret lyst træ. Det eneste, der er forkert ved brygget indtil videre er årstiden. Men jeg har jo heller ikke nogen anelse om, hvor længe den har ligget på lager før den kom mig i hænde.
Aromaen er bittersyrlig med gennemtrængende limesmag og grankogle i overraskende skøn forening. “Shut up and eat your pinecone” siger det i min popkultur-skadede hjerne, men omgivelserne her er anderledes frydehulde, fulde af fuglekvidder og vårblomster.
Og smagsoplevelsen er slet ikke slut endnu. Efter en smagfuld ouverture går brygget elegant over i en første akt bestående af friskt træ, garneret med koriander og spidskommen. Endnu en fjer i hatten til koglebryg er bryggets totale mangel på andet end vand, humle, malt og gær – og alligevel smager den langt mere igennem end fx det seneste Alfheim-bryg, der var tilsat appelsinskal og andet godt.

Koglebryg er et nomadebryggeri, der til denne øl har taget Skanderborg Bryghus’ udstyr i brug. Stod det til mig lod man omgående de to foretagende fusionere – helst under navnet Koglebryg da de suverænt har gjort størst og bedst indtryk her på bloggen indtil videre – og det endda på trods af halsbetændelse, virusfrygt og alt muligt andet …

ET Left Home, Evil Twin

Øl: ET Left Home
Bryggeri: Evil Twin Brewing
Type: Sour India Pale Ale with Blueberry and Raspberry
ABV: 7%
Land: Danmark
Købt i: Donation via drikbeer.com

Er du SÅ færdig!?
Det bliver ikke svært at bedømme årets bedste øl i år. Og hvis det gør, så er jeg langt heldigere end jeg fortjener, for så vil det betyde, at jeg får lov at prøve endnu en øl, der er i klasse med den her:

En sur IPA boppet op med blåbær og hindbær i en umådeligt kompakt og smagfuld pakke … ja, ord slår næsten ikke til. Med tilbageholdt åndedræt og ærefrugt åbnes dåsen. Glasset stilles parat, og så begynder arbejdet ellers. Den seje, tætte grød af på én gang blodrødt og natsort frugtkompot skvulper langsomt og dovent ned i glasset, mens det danner den fineste, plastiske top af ripsfromage.
Duften matcher med intense noter af solbær, rips, umodne stikkelsbær og alt hvad hjertet ellers kan begære af surt og syrligt fra frugthaven.

Og så smagen … Hold nu helt holy haphazard hallibut, Batman! Det er så hele kroppen skælver, tårerne komme frem i øjnene som var man til en nær vens begravelse, og ansigtet vrider vrangen ud på sig selv (lidt ligesom der i ‘The Fly’, hvor Seth Brundle laver det første eksperiment med at teleportere en bavian. Selv tak for de mentale billeder – og brygget matcher aldrig så nydeligt i kulør.)
Hvad kan man sige om et mesterværk som det her? Intens frugtfylde, et syretrip som ville have gjort Syd Barret misundelig, og midt i det vildeste, vidunderligste syre og bærorgie melder øllet sørme også sin tilstedeværelse. Det er ikke glemt. Ved gummerne mærker man humlen, og den spiller aldrig så fint og nydeligt op imod de sur-søde (men mest sure) frugter med et smukt kontrasterende krydret indslag.

Mesterligt, vildt, frækt, fandenivoldsk og vovet. Sådanne øloplevelser får man kun ganske få af.

Blue Note, Svaneke Bryghus

Øl: Blue Note
Bryggeri: Svaneke Bryghus
Type: New England IPA
ABV: 6,3%
Land: Danmark
Købt i: Fakta Thisted

I selvisolation …
For faen … her sidder man, som den legendariske tegneseriefigur Arne And nok ville have sagt det. Historien er den, at jeg i fredags, d. 5. november for første gang i mange år var til koncert med Red Warszawa, der var så utroligt søde, at lægge vejen forbi Thisted. Noget tyder desværre på, at der var andet og mere i omløb den aften end god musik og fantastisk koncertstemning. For en god ordens skyld lod jeg og min søn os lynteste for COVID-19 efterfølgende. Jeg var – fordi jeg simpelthen bare ER sådan, helt igennem og på alle niveauer – negativ, men sådan skulle det ikke være med min søn. Hans test bonnede ud på positiv-siden. Det betød, at jeg havde været i nærkontakt med en COVID-19-smittet og derfor sidder jeg p.t. i selvisolation, mens jeg venter på resultatet af to pcr-tests. Den ene er allerede modtaget, og den var heldigvis også negativ – men der skal to til før jeg må bevæge mig ud i samfundet igen. Sønnike har det i øvrigt fint – men holder sig selvfølgelig hjemme, da ingen er interesseret i, at han går ud og smitter folk med en virus, der på verdensplan snart har kostet hele Danmarks befolkning livet.
Jeg er meget dårlig til at håndtere den slags påtvungen “fritid” – men skrive lidt blog mens man lytter til Diablo Swing Orchestras nyeste udgivelse kan man vel altid. Og så i øvrigt håbe på, at smitten tager af inden januar måned, hvor jeg skal til København for at se dem spille live.

Vel … den næste øl, jeg har skriblet nogle halvt ulæselige noter ned om, er vel nok den sidste af Svaneke Bryghus’ seneste kreationer, som jeg ikke har fået skrevet om endnu. Jeg har ikke været synderligt imponeret over Svanekes seneste produkter – men når nu de er købt og betalt, må de vel også hellere se at blive nydt og skrevet om.
Blue Note er en New England IPA, og dermed ligger forventningerne jo allerede vel over det niveau Svaneke indtil videre har kunnet hive sig op på. Typens frugtige og bitre signaturduft leverer det korngule, fedtetskummende bryg nu mere end sufficient med både søde og småsyrlige noter af modne blommer og røde æbler. Håbet om en værdig slutspurt for bryggeriet får nyt liv …
… og indfries i smagen. En aromadetonation af grannåle, hyldeblomst og ferskner omklamrer alle smagsløg i samme nu, brygget entrer kæften. Voldsomt, tæt og alligevel harmonisk formår brygget at begejstre og behage alt det, de foregående bryg aldrig helt var i stand til. Men Blue Note er ikke bare et godt bryg i sammenligning med det, der kom forud – det er i sig selv et lille aromatisk mesterværk, der herfra skal have de varmeste anbefalinger.

Water & Vuur, De Molen

Øl: Water & Vuur
Bryggeri: Brouwerij De Molen
Type: New England IPA
ABV: 6&
Land: Nederlandene
Købt i: Føtex, Thisted

Playing it (too) safe …

Endnu et par kaotiske uger ser ud til at være overstået. I slutningen af august blev mit ansættelsesforhold på fryselagret i Hanstholm, hvor jeg havde arbejdet siden slutningen af april, ophævet. Det kom ikke som den største overraskelse i verden, da tilgangen af ordrer havde været støt faldende faktisk siden jeg startede.
Men hårdt var det nu alligevel. Til gengæld var jeg fast besluttet på, at jeg IKKE skulle ligge under for jobcentrets luner igen. Straks jeg havde fået beskeden, kimede jeg de vikarbureauer, der har givet mig smør på brødet siden jeg flyttede til Thy, ned. Og det lykkedes … sådan nogenlunde … at få timer nok hjem til at jeg kunne holde egentlig arbejdsløshed stangen indtil jeg fandt noget nyt med fremtidsudsiger i.
Det fik jeg så i går – ser det ud til. Jeg tager en tur i noget industriel produktion i Nors – en lille by i cykelafstand fra Thisted. Jeg kommer til at arbejde aften, hvilket burde give mig bedre tid og lejlighed til at få skrevet på min blog, samtidig med at jeg kan få sparet nogle benzinpenge, når jeg engang få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at købe en ny cykel. For det trænger jeg til.

Nåhr ja – derudover sætter jeg også en vis ære i at falsificere Mette Frederiksen og Asocialkammeraternes horrible stråmænd om, hvor dovne arbejdsløse er, og hvordan dagpengesystemet er alt alt for attraktivt. Kort sagt: Gu’ er det ej, og det er virkelig få, der rent faktisk vil foretrække at blive revet rundt til ligegyldige møder, ubrugelige forløb og ligefrem ubehagelige, for ikke at sige direkte nedbrydende slaveriforløb … I ved, det som man i DJØF’sk spin-jargon kalder “aktivering” – frem for rigtigt arbejde.
Man kan selvfølgelig også være heldig at få en konsulent, der gider lytte og rent faktisk hjælpe. Det var min egen oplevelse i sidste rådighedsforløb, der endte aldeles brat efter jeg var bevilget reel opkvalificering i form af et truckcertifikat, frem for ovenstående remse over meningsløse tiltag. Men det er vist undtagelsen mere end reglen.

Nok om det – videre til dagens øl – en New England IPA fra hollandske De Molen. I flere år var det et bryg fra det bryggeri, den uforlignelige stout 666 Black Damnation, der toppede listen over de bedste øl, jeg nogensinde havde smagt. Hvad jeg siden har prøvet fra bryggeriet, når ikke hint mørke bryg til sokkeholderne … ja næppe til underkanten af anklerne.
Som billedet antyder fandt jeg denne øl på ‘køb-billigt-før-vi-smider-det-væk’-tilbud. Det trækker nok heller ikke i den bedste retning i betragtning af, at IPA’er helst skal nydes friske. Men ligefrem ødelagt af at stå lidt bliver de nu heller ikke. Så lad os se …

Af en New England IPA at være er brygget nu relativt klart. NEIPA’er er kendt for næsten at være mudrede i konsistensen på grund af den gavmilde tilsætning af humle. Dette bryg er højst lidt diset. Duften melder sig til gengæld allerede ved opknapning – altea og skarpere citrusnoter af lime blander sig nydeligt og forjættende.
Små, friske splinter af nyhøvlet fyrretræ gør bestemt deres for at gøre et godt førstehåndsindtryk på indersiden af læberne. Noter af lime og bergamot er også præsente, og yder et nogenlunde adækvat medspil langst gummerne.

Og det er egentlig det. Det smager da egentlig meget godt, men samtidig også af alt det, typen plejer at smage af – og ikke af mere, hverken kvalitativt eller kvantitativt.
Man kunne godt bruge enten lidt mere kraft i smagen, eller lidt mere mangfoldighed – flere søde, blomstrede noter fx. Et bryg der nok hurtigt glider ud i glemselen, fordi det hverken behagede ud over det sædvanlige, eller indgød noget element af afsky, der ville få andre end de allermest kvalitetsforskrækkede til at forsværge at afprøve brygget igen.

De Molen skulle finde de eksperimentelle og kompromisløse takter fra fortiden frem igen. De ville både gavne dem og os, der stundom afprøver deres produkter.

The Stone Wall Inn IPA, The Brooklyn Brewery

Øl: The Stone Wall Inn IPA
Bryggeri: The Brooklyn Brewery
Type: IPA
ABV: 4,6%
Land: USA/New York
Købt i: Føtex, Thisted

I juni måned var det pride month rigtig mange steder i verden. Her i Danmark finder priden vist først sted her i august … fordi årsager. I USA finder den i hvert fald sted i juni, og ud over at nogle af de mest marginaliserede grupper i verden får noget tiltrængt opmærksomhed (homo- og biseksuelle, transpersoner osv.) er det også en lejlighed for en masse store virksomheder til at excellere i virtue signalling. Det giver sådan nogle gode tal på bundlinjen, og så er det jo også kun den ene måned om året, hvor man behøver lade som om, det egentlig rager én en hujende fis.

Bryggerierne holder sig selvfølgelig ikke for gode. Måske mener de det endda seriøst nogle af dem, hvem ved? Rent faktisk kunne jeg godt have Brooklyn Brewery – et af de klassiske mikrobryggerier fra ølrevolutionens tid mistænkt for rent faktisk at have noget at have det i. Om ikke andet en pæn dåse fuld af regnbuefarver, og navn efter et etablissement, der blev et af brændpunkterne i den tidlige amerikanske LGBTQ+-bevægelses kamp for rettigheder tilbage i 60’erne og 70’erne.

Brygget selv er der imidlertid ikke meget queer ved. Og det er heller ikke nødvendigt. For har man en ordentlig IPA, har man som regel mere end det nødvendige. Denne her gør et godt indtryk fra starten ved ikke kun at se godt ud, korngult med fedtet skum i glasset – en liflig aroma af citrus og hyld breder sig også ved skænkning, uden i øvrigt at brygget dermed lover mere, end det kan holde.
Tørt nåletræ yder bitterhed ved mandlerne, hvorved typens mindstemål indfries til fulde og mere til. Undervejs hen over tungen behages smagsløg af bergamot og grape – indtrykket er både karskt og aromatiske, og levner ikke meget tilbage at ønske i denne fine aromapakke.
Kraft og fandenivoldskhed måske? Og så alligevel ikke. Bryggets harmoniske smagfuldhed yder al den oplevelse, der er nødvendig. En knytnæve er ikke nødvendig, når aromaen lige så vel kan masseres blidt ind i gummer og gane.

En habil IPA, der dog næppe flytter eller bryder grænser ned, sådan som LGBTQ-miljøet – fuldt berettiget – har gjort gennem alle årene. Til gengæld skiller brygget sig ud fra meget af The Brooklyn Brewerys øvrige produktion, der ofte føles fladt og uinspirerende.
Men altså ikke denne gang. Bryggeriets hyldes til LGBTQ har åbenbart fået dem til at tage sig lidt mere sammen.

Albani Hvede IPA, Royal Unibrew

Øl: Albani Hvede IPA
Bryggeri: Royal Unibrew/Albani
Type: Hvede IPA
ABV: 4,5%
Land: Danmark
Købt i: SuperBrugsen, Thisted

End ikke Ester kan redde den …
Listen over socialdemokratiske Twitterprofiler, der har blokeret mig, vækster … som samme socialdemokrater sikkert ville sige det. Er det noget at prale af? Ja, det synes jeg til en hvis grad. Det som socialdemokraterne har gang i i Rwanda i øjeblikket har potentiale til at udvikle sig til en humanitær katastrofe af de helt store. Alle alarmklokker bør brage løs, når bare man pinder planerne en lille bitte smule ud.
Socialdemokraterne ønsker at bygge anstalter til indespærring af uønskede mennesker. Disse mennesker er af anden etnisk oprindelse end dansk, og mange af dem vil have en religiøs observans som det store politiske flertal i Danmark er umådeligt fjendtligt stemt over for. Man vil bygge anstalterne tusindvis af kilometer fra Danmark i et diktatur, der ikke går af vejen for at skaffe uønskede elementer af vejen på brutal vis. Hvad ville det rage den rwandiske regering, hvis de danskledede anstalter implementerede præcis de samme metoder, som Rwandas regime selv benytter sig af?
Det hele stinker langt væk af, at man ikke bare vil holde alle flygtninge så langt væk fra Danmark som muligt. Man vil desuden gøre det på en måde, så man frit kan lade dem vansmægte, torturere og endda ‘forsvinde’, hvis man skulle have lyst til det.
Nej, det er ingen, der siger, at det er planen. Men muligheden foreligger. Og netop derfor er der ingen grund til at fare med lempe, eller benytte eufemismer, når socialdemokrater herhjemme skal konfronteres med deres dulgte planer. Jeg siger helt åbent, at socialdemokraterne – Mette Frederiksen, Rasmus Stoklund og Mattias Tesfaye som de mest fremtrædende – planlægger at bygge koncentrationslejre i Rwanda for uønskede flygtninge.
Det betyder ikke, at jeg anklager hine politikere for at ville udrydde flygtninge som nazisterne udryddede jøder i Auschwitz. Koncentrationslejre har gennem historien haft forskellige former, og ikke alle havde til mål at udrydde – eller for den sags skyld torturere de indespærrede. Men også uden systematiske drab, tortur, tvangsarbejde og hvad man ellers forbinder konceptet med, er etableringen af sådanne konstruktioner slemme nok i sig selv. Alene det at ville frihedsberøve og indespærre mennesker for at flygte fra krige, vi selv har været med til at skabe grundlaget for, er ikke bare umenneskeligt – men også ansvarsfravigende og hyklerisk i en grad så man må få kvalme.

Opfordringen herfra er, at kalde en spade en spade, en skovl for en skovl og et såkaldt “modtagecenter for flygtninge i Rwanda” for det det er: en koncentrationslejr.
Og se det som et hædersmærke, hvis der efterfølgende falder en blokering på Twitter eller Facebook.

Når det så er sagt, så er der også en øl, der skal anmeldes. Royal Unibrew har bygget videre på deres Albani Special-serie. Serien er egentlig ikke videre speciel – ikke længere i hvert fald. De udgør måske nok kvalitativt noget, der er en anelse mere eksklusivt end Grøn Carlsberg og Tuborg Hof (eller hvad de nu hedder), men som fortsat er milevidt fra mikroproducenternes kvalitetsbryg.
Det sidste skud på stammen er en Hvede IPA. Og hvorfor ikke? Hvedeøl er lyse, friske og undertiden endda aromatiske. Og hvad de eventuelt måtte mangle i aroma, ja det har IPA’en jo ligegodt til overflod. I hvert fald i det bitre og ikke sjældent også i det frugtigt-søde og syrlige. Faktisk kunne man argumentere for, at IPA’er desuden er lyse og friske – og at de således faktisk allerede dækker det, som hvedeøllen kunne byde ind med, hvorved konceptet pludselig forekommer en kende redundant …

Men hey – jeg skal ikke dømme eller udskamme på forhånd. I hvert fald ikke når det gælder øl. Når det gælder højredrejede socialdemokrater derimod … Og nej, jeg mener ikke det er hyklerisk, for hvis man kigger godt efter. Rigtig længe og grundigt, vil man (måske … måske) opdage … at – og jeg ved godt, det her kommer som et chok for rigtig mange – at øl på den ene side, og højredrejede socialdemokrater på den anden side er … og hold nu godt fast!: to forskellige ting! Og derfor kan man også godt have to forskellige indstillinger til dem … si’r det bare.

Anyways – brygget ser i hvert fald flot ud. Korngyldent og med et fedtet, standhaftigt skum, der leverer mere end adækvat visuel underholdning. Duften byder på citrusnoter, en snert hyldeblomst og en anelse banan. Nåh ja – vores gode gamle veninde Ester, nærmere betegnet isoamyl acetat er åbenbart på fransk visit. Hende møder man ikke så ofte i IPA’er, mens hun er en hyppig gæst i Hvedeøl. Så der var faktisk noget, hvedeøllet kunne levere, som IPA’en oftest mangler. En mangel, der er til IPA’ens entydige fordel, skylder jeg at tilføje.
I smagen holder Ester sig imidlertid på afstand, hvilket som allerede antydet taler til bryggets fordel. På den anden side ville et også have været til bryggets fordel, hvis det i det hele taget smagte af noget … om det så var banan. Banansmagen kan jo stundom være klædelig, når der ikke er andet, og med det sidste – altså andet – kniber det så temmelig.
Lidt citrus og lige så lidt tør bitterhed kan akkurat spores, hvis man giver brygget væsentlig mere tid i mundhulen end det fortjener. Måske ville det have været godt, hvis bare der havde været mere af det. Men det der fylder mest i brygget er det klareste, reneste postevand, der nok formår at slukke tørsten i sommervarmen, men ellers ikke leverer stort mere oplevelse end halvt afbruset danskvand.

Ikke alene har jeg prøvet et hav af IPA’er, der sparkede mere til smagsløgene end den her. De fleste hvedeøl, jeg har prøvet, losser også væsentlig mere igennem.

Om igen, Royal Unibrew!

Chapter X, Folkingebrew

Øl: Chapter X
Bryggeri: Folkingebrew
Type: New England Style IPA
ABV: 9,5%
Land: Holland
Købt: Donation via drikbeer.com

Hvad vil de?
Ja, jeg har været på hiatus … som vi sikkert vil komme til at sige engang, fordi engelsk sniger sig ind overalt. Lige så stille, og uden vi lægger mærke til det. Og det tror fanden, når Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, samt Venstre, tillige med Konservative … nåhr ja, let’s face it – i forening med Socialdemokratiet, Liberal Alliance og SF ikke bestiller andet end at råbe “Pas på, pas på! Muslimerne arriverer!!! Når fokus er helt væk fra den omsiggribende amerikanske kulturimperialisme kan det ikke undre, at dens indflydelse bliver så meget desto mere effektiv og fremadskridende.

Hvor var det jeg kom fra? Nåhr ja – hiatus … der var lige nogle småting, jeg gerne ville have fra hånden. Min nevø skulle konfirmeres, og ikke alene skulle der arrangeres en masse forud for den temmelig lange køretur fra Thy til København og retur. Når man som jeg har ADHD og en grad af autisme, har man i den grad også brug for at puste en smule ud bagefter. Min YouTube-kanal har således også ligget stille, og jeg har været strategisk i min ølkonsumption, så det næsten på linje med den amerikanske kulturimperialisme omsiggribende hængeparti heller ikke blev mere omfattende.

Brygget er anmeldt på video, hvor man også kan høre den spændende anledning jeg havde til at afprøve brygget. Det skal jeg spare læserne for her, og i stedet skride videre til anmeldelse.
Ved skænkning afsløres et tæt, dyborange bryg, der trods sit prætentiøse ydre ikke formår at imponere synderligt på skumsiden. Selv ved småvoldelig skænkning hæver skummet sig kun få millimeter, bruser så lynhurtigt af, og ender som et småfesent spindelvæv på overfladen. Duften gør heller ikke meget væsen af sig. Det dufter af søde appelsiner, omend svagt … så svagt faktisk, at mistanken melder sig, at det hele er indbildning på grund af bryggets lighed med appelsiner i kulør.
Det går bedre ved indtagelse. Ret meget bedre, faktisk. Der er godt med fylde, godt med bitterhed og godt med aroma. Appelsiner forener sig lystigt med en skarp, næsten stikkende bitterhed af friskflænset løvtræ. En markant alkoholnote melder sig – og det tror pokker med en alkoholprocent vel over ni. Til at begynde med et interessant addendum, men mere og mere trækker det brygget i en skæv retning, hvor man mistænker de gæve hollændere for at have skævet lidt for meget til naboerne mod syd.
Det (lidt for) markante alkoholelement i det lyse bryg får det til at minde om den belgiske Triple Blonde – eller bananøl som det gerne kaldes. Bananaromaen er man (gudsketakoglov) fri for her, men fornemmelsen af industriel alkohol er til gengæld intakt, og skæmmer desværre en smule, hvad der ellers kunne have været en aldeles nydeligt bitteraromatisk og fyldig IPA-oplevelse.

Ødelæggelsen er dog langt fra total. Men bryggerne hos Folkingebrew burde være lidt skarpere i eksekutionen. Vil de lave en IPA eller en Triple Blonde? IPA, lader det til – jamen så drop noget af alkoholen. En IPA drikker man for aromaens skyld. Ikke for at blive fuld.

Oh… Dream, Other Half Brewing

Øl: Oh… Dream
Bryggeri: Other Half Brewing
Type: Cream India Pale Ale
ABV: 6,2%
Land: Danmark
Købt i: Donation via drikbeer.com

Mere IPA, mindre Cream …
Hvis man (som jeg, “tak” ADHD) har svært ved at koncentrere sig i længere tid ad gangen om det skrevne ord, kan man evt. springe over på min YouTube-kanal og få en anmeldelse i lyd og levende billeder. I samme ombæring kan jeg opleves hudflette en såkaldt ‘tankie’. Tankies kan beskrives som vore dages autoritære kommunister. De sværmer åbent for sovjetstyret og må ikke sjældent tage sig i at overdænge ikke bare Lenin, men også hans efterfølger med det tætte overskæg med idel, kompromisløs smiger.
Jeg gætter på, at de ser sig selv som en del af venstrefløjen. Som en særlig red-pilled fraktion, der har indset, at den øvrige venstrefløjs føleri og humanisme står i vejen proletariatets diktatur – der i deres verden (i modsætning til Marx’s vage begreb) ikke alene ses som det endelige revolutionære mål, men også står som et synonym for deres egen blodtørst. Ikke blot imod den borgerlige klasse, men selvfølgelig også mod alle, der ikke følger præcis den samme, ekstremistiske og rigide linje som dem selv. Af denne grund listes der hos tankies gerne elementer ind, der under normale omstændigheder er det diametralt modsatte af, hvad venstrefløjen står for. Hos tankien i videon kan man således finde åbenlys misogyni – mildt sagt idet han (ja, han, selvfølgelig) uden omsvøb identificerer sig som incel (don’t even get me started om hvad det er. Læs selv her og vær bange, meget bange). Føj dertil homofobi, transfobi, queerfobi og racisme.
Det kommer næppe som den store overraskelse, at jeg ikke anser disse idehistoriske efterladenskaber som del af venstrefløjen på nogen mulig eller umulig måde. I tankiens verden består kommunismen af en ultralille elite, der har den fulde magt over produktionsapparatet og kapitalen, og som helt uden skyggen af befolkningsrepræsentation kan udøve den magt lige så hensynsløst som de har lyst til. Endemålet er dermed fuldstændig det samme som den post-industrielle neokonservatisme-liberalisme, som vi lever under i dag, hvor et exceptionelt lille mindretal af ultrarige kapitalejere besidder stort set alt, mens de folkevalgte regeringer og parlamenter ikke tør gøre andet, end spagfærdigt nikke og efterkomme de ultrarige elitisters mindste vink.

Det eneste, man måske kan rose tankies for, er et mål af ærlighed. At de relativt ærligt melder ud om , at de er autoritære og hadefulde, samt at de ville knuse ethvert tilløb til frigørelse fra befolkningens side med brutal magt. Neokonservative elitister i den vestlige verden fylder rutinemæssigt befolkningen med løgn om, at de ønsker så stor frihed for befolkningen som muligt. Desuden vil befolkningen helt sikkert få det meget bedre, hvis elitisterne ikke behøver betale skat, samtidig med at befolkningen får halveret lønnen, frataget alle sociale ydelser og der indføres brugerbetaling på sundhed.
På den måde lyver tankies i det mindste ikke. Det er mere sådan noget med at true med at stille folk direkte op ad en væg og … resten behøver jeg ikke udpensle. Tankies springer vel egentlig bare direkte til det stadie af det vestlige kapitalistiske samfund, hvor fascismen overtager. Det gør fortsat ikke tankies til en – måtte den ellers være nok så obskur – del af venstrefløjen. De er og bliver kun kommunister af navn, og var, er og vil altid være en bande afstumpede fascister, i kategori med falangister, fascister, nazister og andet skravl på den yderste højrefløj.

Øllet? Jamen det er såmænd fint nok. Engang var der noget, der hed cream ale. Det brød jeg mig ikke særlig meget om. Det føltes underligt tamt og dovent på tungen, og smagte aldrig ordentligt igennem. Da jeg så, at bryggeriet her havde lavet en ‘Cream IPA’, og så oven i købet med havre (og hvad mener vi om havre i øl?) fik forventningerne et dyk. Ville dette være en kedeligere variation af den IPA-type, jeg ellers elsker så højt, med dens krasse bitterhed og ansigtsvridende aroma?
Det er selve IPA’ens ide, der ville være under angreb. Men som sagt – der viste sig at være såre lidet at frygte. Og oven i købet så det også godt ud – fuldstændig uigennemsigtigt gult, som en uskrællet pomelo i glasset. Skummet lavt, men standhaftigt og klæbrigt.
Duft og aroma følges ad – tørt nåletræ og rigeligt med citrusfrugter – og her er det mere sur lime og citron end søde appelsiner og klementiner man møder. Brygget rammer faktisk ganske nydeligt balancen mellem aroma, drikkelighed og fylde, ved ikke at være for meget nogen af delene. Det smager godt, føles godt og det slukker tørsten.
Balancen fremhæves til gengæld en smule på bekostning af konturen. Jeg har prøvet IPA’er der var mere markante i aromaen, fylden eller de tørstslukkende egenskaber. Og brygget fortjener bestemt ros for ikke at lægge for meget vægt på sidstnævnte – men så er det til gengæld også en lille smule ærgerligt, at der ikke bliver lagt helt så meget vægt på det første.
Kompromiser kompromiser … vel – en lille smule af cream alens karakter havde brygget måske alligevel fået med. Men heldigvis ikke mere, end at brygget er til mere end blot godkendt gavn.

Cream … – ja, det var Eric Claptons gamle band. Eric Clapton har vi godt nok heller ikke været heldige med. Men det må jeg hellere lade ligge til en anden gang, hvis det her indlæg nogensinde skal bliver færdigt.

Willemoes Kompas IPA, Vestfyen

Øl: Willemoes Kompas IPA
Bryggeri: Vestfyen
Type: IPA
ABV: 5,2%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Brugbar og lidt til …

I dag er det mi-in fødselsdag … eller retter – det er bloggens fødselsdag. Ti er blevet til elleve – eller ølle – som man siger heroppe nordvest på. Og det … kan man jo ikke have noget imod. Det er måske endda, om man må være så fri, bare dejligt.

Bloggens 11-års fødselsdag er nu næppe anledningen til, at Willemoes for ikke lang tid siden sendte et par nye produkter på markedet. En IPA og en Brown Ale – begge på dåse og begge i sixpacks, så de ikke kan købes enkeltvis. Det er et brud med Willemoes-serien, der ellers indtil nu har været bryggeriets serie af fancy øl. Jeg kan huske, at min far til sin 70-års-fødselsdag, endnu et par år før jeg begyndte at blogge, havde købt et stort parti af dem ind, så gæsterne havde noget at vælge imellem. Dengang var det virkelig hot og nyt. De gav for så vidt også noget at skrive om på min blog de første år, men en gennemgang af mine Willemoes-indlæg afslører snart – trods oprigtig begejstring for nogle af øllene – at interessen snart veg, og der blev endog meget langt mellem afprøvningerne.

At Willemoes nu ikke længere findes i buttede halvlitersflasker, men aluminiumsemballage ligner et step down i ambitionsniveau. Men det er måske ikke skidt alt sammen. Egentlig er jeg slet ikke glad for at industrigiganter – blandt hvilke jeg i hvert fald herhjemme tæller Vestfyen – møver sig ind på mikrobryggeriernes gebet. Til gengæld må man erkende, at IPA i dag ikke længere er et specialprodukt, men har fundet sig en plads i folkedybet som en standardøl. Derfor finder jeg det heller ikke længere urimeligt, at de store bryggerier producerer IPA til almindelig konsum – sådan som Willemoes nu er begyndt på på linje med Royal Unibrew og Carlsberg. Mikroaktørerne kan så gøre det, de altid har gjort – producere de bedre IPA’er og i øvrigt forny og forbedre typen på andre måder.

Den nye, mere folkelige Willemoes-IPA tager sig mere end nydeligt ud i glasset. Mat kobberfarvet med højt og fedtet gyldent skum, der efter konsum ikke bare sådan lader sig skylle af – der skal opvaskemiddel til. Duften er ukompliceret skarpt bitter som tørt nåletræ med en underliggende metallisk note, der på dette tidspunkt kan gå begge veje: Den kan dominere udtrykket og dermed undertrykke smagsoplevelsen, eller den kan give friskhed og måske endda hjælpe brygget på vej.
Brygget er generisk bitter, ingenlunde ringere end hvad man kan forvente af et industriprodukt. Tværtom kommer der et lille spark af bergamot midt på tungen oven i en velkendt og, nota bene, vellidt aroma af skarp bitterhed af friskskåret lyst træ. Det metalliske islæt viser sig at give friskhed, og brygget lever dermed også op til de tørstslukningsegenskaber, man må forvente af en industriøl.

Der er ikke de store armbevægelser. Men der er armbevægelser nok til at man er adækvat underholdt i forhold til, hvad indpakningen lader forvente. Brygget er mere end egnet som en let-at-gå-til IPA, når det ikke lige er den overvældende humleoplevelse man er ude efter, men man alligevel gerne vil have noget med bare en smule mere smag i.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme