Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: IPA

Mojo IPA, Stone Barrel (Ole Øl-Ninja 7)

En snert af uenighed …

Den næste øl på programmet bød på lidt færre spørgsmål end Buxton og Lervigs ‘Trolltunga‘. Bryggeriet var tydeligt angivet – Stone Barrel, endnu en debutant på bloggen – ligesom ophavslandet var nemt at finde; Republikken Irland. Til gengæld bestod ét af spørgsmålene, idet brygget var pakket i samme emballagestørrelse som det engelsk-norske collab – 0,44 l.

Irerne gør ellers meget ud af ikke at være ligesom briterne. De måler afstande og angiver hastighedsgrænser i kilometer (i timen), og metersystemet har også for længst sneget sig ind i rummålene, hvor de bruger liter frem for ounces og pints og hvad det nu ellers er, briterne bruger. Så emballagepakken forblev et mysterium, vi ikke fik knækket i denne omgang.

Læsere, der har fulgt mig gennem årene vil vide, at jeg en kort overgang boede i Irland, samt at det aldrig rigtig er lykkedes for landet at imponere mig med deres øludvalg. Jeg anser det højt besungne irske øl for halvkedeligt, ofte tyndt, og får jeg endelig en øl fra landet, der er ordentlig, er jeg overrasket til den positive side, fremfor at føle forventningerne indfriet.

Brygget her er en IPA. Og efter at norske Lervig overlegent viste, hvordan sådan én skulle skæres ville det næsten være hybris, hvis succeen lod sig gentage. Efter at have kæmpet lidt med skummet – det var meget voldsomt, men til gengæld også dejlig plastisk og fedtet – kunne vi konstatere rare, frugtige citrusnoter i bouqueten, fortrinsvis lime. En ganske massiv aroma af frisk træ og bitterhumle træder allerede frem i skummet. Hvis man ikke vil smage på skummet, kommer man til at vente længe, for det tager sin tid at falde. En tommelfingerregel synes at være, at et overdrevent højt skum kun er tegn på infektion, hvis skummet falder hurtigt. Falder det langsomt, er der intet galt – således også her.

Vi blev dog også snart enige om, at brygget, de gode takter til trods, ikke stak ud på nogen måde, der gjorde brygget unikt. Det smagte såmænd fint, men bød ikke på mange overraskelser. En fin nok IPA, såmænd. Men også en IPA, der var meget baseline i sit udtryk – uden at være en IPA, man ville genkende, om man fik den serveret igen, for der var ikke rigtig noget individuelt eller unikt at genkende den på.

Ole var langt fra imponeret, uden at være decideret skuffet, og gav brygget …

Jeg selv sværger til stilen, og er egentlig glad for at have fundet en baseline IPA, der samtidig kunne højne min agtelse for irsk øl en anelse.

Tasty Juice, Lervig (Ole Øl-Ninja 5)

Sådan skal det være!

Vel, det skal jo ikke handle om øl alt sammen. Jeg er kendt, for ikke at sige berygtet, for at blande alt muligt irrelevant – gerne af politisk tilsnit – ind i mine ølskriverier. Og her på det sidste synes jeg godt nok, jeg fik holdt mig lige lovligt meget til emnet.

Nu skal det være slut! SAS har vist god stil ved at lave en reklame, der har fået hele ekstrabladssegmentet (i ved – den yderste højrefløj, der som bekendt starter ved midaldrende socialdemokrater) til at fare i kollektiv flint. Tænk, alle dem, der ellers hader fællesskabet så meget, at de næsten spontant ejakulerer ved tanken om at lade rædselsfirmaer som Goldman Sachs og Blackstone overtage hele Danmarks infrastruktur og boligsektor for en slik, forvandles til små hysteriske pattebørn, så snart deres illusion om Norden og Skandinavien som verdens navle belyses den mindste smule kritisk.

Frygten er åbenbart meget reel. Skulle læserne ikke have opdaget det, har jeg smidt en video op på min YouTube-kanal om, hvad jeg mener om reklamen, og den har omgående tiltrukket sig væsentlig mere opmærksomhed, end mine ølanmeldelser gør! Selv jeg, en meget lille og ubetydelig YouTuber, skal overdænges med dislikes og spydige kommentarer. Og selvom jeg er fuldkommen åben om, at det hele tiden har været mit ønske at få dislikes og negative kommentarer, fortsætter de med at vælte ind. Og de vil allesammen opfanges af YouTube-algoritmen som opmærksomhed, der vil hjælpe videoen til at blive foreslået og delt i stadig bredere kredse.

Mine læsere skal være aldrig så velkomne til at deltage i løjerne. Om I liker eller disliker er grundlæggende ligegyldigt – algoritmen registrerer det alligevel som en interaktion – og det gavner videoen og min kanal. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at jeg vil blive marginalt gladere, hvis den får nogle upvotes. Ender den med at have flere upvotes end downvotes engang når universets varmedød for alvor sætter ind, er det vel trods alt en form for sejr.

fig. 1

Det uhyggelige ved forløbet er til gengæld med hvilken ærlighed og åbenhed de højreradikale trolls, bots og snefnug går til værks. De er især sure over, at en farvet

person i reklamen taler om sine forfædre blandt vikingerne, og de sammenligner rask væk personen med aber. Andre mener at jeg er “anti-hvid”, og at udskiftning af den hvide befolkning er noget der rent faktisk sker (fig. 1)

Bedre er det ikke på Twitter, hvor det ikke tog lang tid, før jeg på grund af mit forsvar for reklamefilmen blev beskyldt for at være jøde (fig. 2). Er det bare mig, eller tegner der sig så småt en detaljeret profil af, hvilken ideologi disse kældermennesker mon i deres stille sind identificerer sig med?

fig. 2

En anklage om, at videoen er lige lovligt skarptskåren på grænsen af det trollende, ville egentlig ikke være helt urimelig. Men at den kan få så mange aspiranter til den næste generation af udtalte nazister til at springe ud, kom alligevel bag på mig. Hvor frygtindgydende det end måtte være, er det på den anden side også sundt at få bekræftet sine fordomme om, at det vitterlig er afstumpet, dødsensfarlig racisme der ligger bag kulturkrigernes floromvundne og intellektuelt synende diskurs om, at minoriteterne får for meget plads. Det er den lærdom, jeg tager med fra den her sag.

Nu over til noget meget rarere!

Hvor den sidste øl, Ole og jeg nød var en ekstremøl, der havde så travlt med at være ekstrem, at den næsten glemte at være en øl, gik vi nu over til noget mere rent i konceptet. En IPA, der var rigtig meget IPA, og som ikke prøvede at være noget andet end en IPA. Bryggeriet var det samme, norske Lervig, der i disse dage for alvor slår sit navn fast på bloggen som en af topbryggerierne.

Det tætte, nærmest plumrede bryg byder på vild frugtsalat i bouqueten. Det vælter ind med sødt og syrligt – figner, fersken, appelsin og citrus. Illusionen er perfekt, eftersom brygget ikke indeholder et gram frugt – blot vand, gær, malt af byg og hvede samt rigeligt med humle.

Den perfekte aromatiske eksplosion af bittert og aromatisk fylder hele mundhulen. Dette er grunden til at jeg kalder IPA min favorittype. Så meget aroma, så meget bitterhed, så meget gran, så meget tørt, lyst træ, så meget frugt – appelsin og bergamot – omend brygget her har fokus på en bitterhed, der ikke var videre præsent i bouqueten.

Dette var Ole en kende skuffet over. Han havde forventet, at brygget var en fruit IPA – en IPA-type, der faktisk smager af frugt som følge af et meget nøje udvalg af humler, der til gengæld læsses i urten som sukker i Coca-Cola. Han var også skuffet over, at bitterheden – hvor intens og fyldig den ellers måtte være – alt for hurtigt pakker sydfrugterne efter det velgørende besøg hos smagsløgene.

Jeg kender ikke fruit-IPA-typen. Og som repræsentant for typen er brygget her noget nær perfekt – så den skuffelse delte jeg ingenlunde. Jeg vil til gengæld gerne indrømme Ole detaljen med, at eftersmagen varer for kort … Det er faktisk lidt frækt at beklage sig over det, når alt andet i brygget er så godt som det er. Men det er ikke desto mindre den detalje der gør, at brygget ikke fik den absolutte topkarakter af nogen af os.

Ole gav den …

… fordi han ligesom min gode ven og hyppige medsmager Marcus ikke vil give halve stjerner. Jeg er til gengæld ikke nær så puristisk.

Willemoes Session IPA, Vestfyen

Så’ der konkurrence …

Så nåede jeg til den anden øl i Vestfyens nye Willemoes-par af alkoholfattige IPA’er. Denne indeholder lidt mere end de 0,5 som Willemoes Mosaic indeholder. Flere gange mere, faktisk, idet denne er helt oppe på 2,7%. En frokostøl, kaldes øl af den styrke vist af indtil flere bryggerier. Den britisk-amerikanske betegnelse er ‘session’, som involverer flere egenskaber: lavt alkoholniveau, der gør brygget egnet til konsum under udførelse af arbejde samt i de indlagte pauser. Dermed rammer ‘frokostøl’-betegnelsen også fint inden for skiven.

Duft er der rigeligt af i det kobberfarvede, lavtskummende bryg. Der er godt med frugter i form af bergamot, lime og appelsin, flankeret af sød hyldeblomst. I aromaen mærker man andre – for stilen velkendte og generelt mere aggressive – bitre noter af fyrrenåle. Muskatnød og koriander leger med, og skaber en fin lille forestilling udi afdæmpede, omend vellystige og fornøjelige optrin af aroma og smag.

Og som det sig hør og bør med en session IPA er de tørstslukkende egenskaber langt fra glemt. Selvfølgelig er vandet præsent, men det er også klart og forfriskende – uden at tage for meget fokus væk fra krydderiernes lille teaterstykke.

Svaneke har stadig føringen i bestræbelserne på at skabe alkoholfattige øl, der rent faktisk smager af noget. Men hvis jeg var Jan Paul og Co. ville jeg begynde at se mig over skulderen, for fra Vest kommer de stormende, bærende en søhelts navn. Og de kan i den grad også.

Adventure NEIPA, Kissmeyer

»Session NEIPA«

EU’s regler gælder ikke for USA. Derfor må man gerne kalde en IPA for en New England IPA, selvom der er et ocean plus det løse mellem bryggeriet og stedet der bærer produktets navn. Det er vist noget med, at man ikke må kalde et produkt ved et stednavn, med mindre det rent faktisk kommer fra det sted – men åbenbart kun hvis det sted rent faktisk ligger i EU.

Fordi – fuck resten af verden, eller noget i den henretning.

Det kan også være, at jeg har galt fat i et eller andet. Måske er New England IPA, eller NEIPA som det gerne forkortes, ikke på samme måde et beskyttet brand – og så må man gerne.

Ikke at det egentlig går mig særlig meget på. Det er jo ligegod ikke mig, der brygger øllene, og skal bryde mit hoved med den slags. Jeg skal bare smage på varerne.

NEIPA er kendt for gavmilde humlemængder. En IPA der skal spises med kniv og gaffel, hvor ord som ‘tåget’, ‘grumset’ og endda ‘plumret’ om udseendet slet ikke slår til, og som bedst leveres i tubeemballage, er karaktertræk, man forbinder med stilen. Det skyldes rundhåndet tørhumling der kommer oven i det sædvanlige indhold af restgær. Lige noget for denne blogger kan man roligt sige!

Imidlertid stritter brygget her ikke det mindste imod ved skænkning. Det er selvfølgelig meget kønt, som en kæmpe appelsin som glasset nærmest er krænget rundt om – med skummet som albedo. Jo, tåget er det bestemt. Tæt tåget endda – men næppe grumset, og slet ikke plumret. Skummet er heller ikke hverken tæt, fedtet eller højt nok. Det bruser snart af, og ville kun rejse sig, hvis man skænkede brygget så voldsomt, at det næsten var synd. Ligesom skummet forsvinder bouqueten også snart – citrusfrugt og hyld når lige at sige hej, før de er ude af døren.

Men noget smag er der da. Citrus og tørre grannåle melder sig på en bund af friske figner. I eftersmagen mærker man lyst træ, der lægger sig grundigt afhøvlet og glatpudset langs med gummerne. Her er der ikke noget der stikker, flår eller river. Det hele er pænt, ordentligt og poleret. Kontrolleret ned i mindste detalje – og som læserne nok har regnet ud, sker det på bekostning af oplevelsen.

Brygget kommer til at fremstå alt for let, alt for rent og alt for pænt til bare tilnærmelsesvis at retfærdiggøre sig som en NEIPA-oplevelse. Ingen opflåede gummer af bitterhed, ingen nedadkrængende mundvige af citrus, ingen opspilede øjne af hyldens sødme. I stedet leveres aromaerne i en alt for regelret og konform pakke, viklet ind i alt for meget vand.

På en varm sommerdag i marken ville den nu nok gøre godt. Bevares – der er ikke noget, der smager grimt i den. Den smager bare ikke af nok, når man bliver stillet en NEIPA i udsigt. Mit forslag til Kissmeyer er derfor, at man smider en markør ind i navnet for, at man her er gået mest op i bryggets tørstslukkende egenskaber …

… og omdøber den Session NEIPA.

Royal Økologisk IPA, Royal Unibrew

Gyngerne og Karrusellen …

Royal Unibrew har længe haft en økologisk pilsner og ditto classic i sortimentet. På det seneste har de åbenbart udvidet serien til at omfatte en IPA – og måske endda også andre produkter, der er gået under radaren, velsagtens fordi jeg ikke har været overvældende imponeret af serien indtil videre.

Men det måtte vel komme. IPA’en har for længst fundet vej ind i standardsortimentet, efter at den længe var en af ledestjernerne i den globale ølrevolution. Og det synes jeg sådan set er rigtig fint. Målet med ølrevolutionen var ikke bare at skabe opmærksomhed om det gode øl, men også at hæve kvaliteten globalt. Og med IPA’ens indtog på supermarkedshylderne er det jo sådan set opnået.

Og det blev sådan set opnået for længe siden. Var det i 2016, at Royal Unibrew lancerede Albani Mosaic IPA? Ikke at det bryg er noget verdens under – det er stadig et industribryg, omend med nogle aromatiske kvaliteter, der næppe sås for tyve år siden.

Nu har Royal Unibrew så besluttet sig for, at give sig selv konkurrence. Den her fandt jeg i en Spar-butik i Bedsted Thy, hvor den kunne fås i sixpack for 44 kroner. Den indeholder 4,8% alkohol og er dermed væsentlig tættere på niveauet for øvrige standardøl end fætteren fra Albani.

Der dannes ikke meget skum ved skænkning, hvilket i første omgang fjerner det meste tvivl om, hvorvidt brygget er fejlbehæftet. Dette forekommer industrielt kontrolleret ned til mikroliterniveau, hvilket ikke er atypisk for bryggiganternes produkter. Duften gør heller ikke meget væsen af sig, men humlen er der da, selvom typen peger mere i retning af pilsner end IPA, sammen med et lidt ufint, men indrømmet karakterskænkende pust af fusel.

Lidt mere humle er der i smagen og lidt mere skarp og frisk er den da også … når den endelig når mandlerne efter at have været lige lidt for glat på vej under ganen. Så småt træder bismagene da også frem; grankogler og en smule bålrøg spiller op til en sød bergamotnote. Alt sammen såmænd gammelkendt og nydeligt, men fortsat afdæmpet og med følgeskab af småmetallisk og småsyntetisk industri, som selv økologiske råvarer ikke kan få bugt med.

En noget svagere repræsentant for genren, må man sige, end brygget fra Albani. Så denne blogger sidder uafklaret tilbage om, hvordan Royal Unibrew selv mener dette produkt passer ind i den øvrige portefølje.

Når kvaliteten famler rundt på dette niveau, har mikrobryggerierne i hvert fald ikke det store at frygte fra giganten Royal Unibrew. Der vil fortsat være et marked for de dyrere – men også væsentlig bedre – kvalitetsbryg derude. Jeg ville frygte Carlsbergs Yakima IPA mere end begge bud fra Royal Unibrew – men Carlsbergs bud ligger til gengæld i en prisklasse, der svarer til mikrobryggeriernes, så heller ikke der er der rigtig nogen ko på isen endnu.

Med hensyn til Royal Unibrews interne konkurrence forskellige IPA’er imellem, må man mindes Ulrich Ravnbøls gamle revyvise, hvis omkvæd gik “Så vi kan tjene ind på gyngerne hvad vi har mistet på karrusellen.”

Apocalypse Meow, Ølluminati

Som rygtet …

Ølluminati er et mikrobryggeri, udskænkningssted og spillested i Viborg. Der er generelt alt for få steder i Danmark, hvor man sådan kan få alle tre ting på én gang. Jeg må se, hvornår jeg får mulighed for at lægge vejen forbi, og i betragtning af at Holstebro og Aalborg er de to store byer man tager til fra Thisted, hvis man skal shoppe eller til møde i A-kassen fx (dybt suk!) så er Viborg slet ikke usandsynligt langt fra Thisted.

Her har jeg allerede sprunget en række mellemregninger over, for jeg ville naturligvis næppe overveje turen, hvis ikke jeg var imponeret over, hvad jeg var blevet budt. Det er i øvrigt alt for sent, at jeg har fået prøvet bryg derfra. Anbefalingerne har i flere år, tror jeg, nærmest regnet ned over mig fra flere uafhængige anbefalere, men først nu har lejligheden vist sig.

Brygget her er en West Coast IPA, selvom Viborg jo ligegodt ligger midt inde i landet, og ikke på Vestkysten. Men sådan er det, når man skal henvise til stilarter – når de er geografisk funderede, passer de jo ikke nødvendigvis med det sted, brygget rent faktisk produceres. At brygget til gengæld indeholder generøse mængder aromahumle – bitter og fuld af frugter – kan man til gengæld roligt tillade sig at forvente, da det er genrens kendetegn.

Jeg skal huske at indskyde at brygget er en del af en gave på fire øl i alt fra bryggeriet, jeg fik af et par kontakter, der hjælper mig med at skabe opmærksomhed om den danske vækkelsesprædikant og bondefanger Torben Søndergaard. Så der kommer flere af dem inden for nærmeste fremtid.

Faktisk er denne øl allerede anmeldt på YouTube-kanalen, og der var jeg så dygtig at jeg fuldstændig overså ordspillet i navnet. Ølluminati – Illuminati; ja, den var ikke så svær at knække. Men at navnet skulle vække associationer Francis Ford Coppolas filmmesterværk fra 1979 gik hen over hovedet på mig som en anden Apache-helicopter i jagt efter et nyt civilt mål at give napalm-brusebad. Nu kan jeg til gengæld, længe efter upload fortælle, at brygget blev lanceret i forbindelse med at forsvarets Lynx-helikoptere blev pensioneret. Kattedyr og helikopter lagde på den måde navn til brygget, og for den oplysning i kommentarerne skal abonnenten Jesper Holm-Pedersen have mange tak.

Allerede ved åbning mærker man bryggets kraftige bouquet. Det myldrer frem med søde aromaer med rabarber og lime i forgrunden. Brygget skummer voldsomt ved skænkning. Det er ikke altid det bedste tegn – til gengæld er det underholdende at forestille sig, hvordan man vil udskære fine figurer i det.

Både i skum og det mørkorange, grumsede bryg mærker man humlens skarpe og rå bitterhed. De mange frugtnoter fra duften møder man til gengæld ikke i aromaen – men det gør egentlig ikke noget, da bitterheden træder knivskarpt og gennemtrængende frem.

Brygget er i aroma alt det rene og klare, som det i sin visuelle grumsethed ikke er. Humlens bitterhed an nydes i al sin skønhed, mens det holder sig en anelse tilbage i magt og vælde. Det betyder til gengæld at bryggets kraft ikke vælter én bagover, så brygget kun kan nydes med forsigtighed i små nip. Dette bryg kan drikkes i længere drag, der ikke kræver smagerens udelte opmærksomhed konstant. Det gør ikke så meget, at man også kan få den fulde oplevelse af en aldeles veldrejet IPA, der er så ren i udtrykket, uden at man behøver være flere timer om at tømme glasset.

Laid Back, Svaneke Bryghus

Lidt efter lidt …

… og jeg vover pelsen, og skruer endnu en smule op for alkoholvolumen. Fra 4,5 helt op på 4,8%. Bare vent, inden længe hælder jeg Hancock Jule Bryg i mig, som var det en baby der bapper brystmælk.

Og måske ikke. Nej, helt sikkert ikke! Faktisk har ikke bare i den forløbne weekend konstateret, at min lokale fakta havde forsynet restbeholdningen af Jule Bryg med 5-kroners ‘køb eller jeg bliver smidt væk’-prismærker. Dagen efter var de endda væk. Næppe smidt ud, for indkøbsvognen, som de lemfældigt var mokket op i, var endnu ikke tom for andre jule- og nytårsprodukter der var blevet sat på smid-væk-tilbud.

Jeg fik godt nok en del bitre reaktioner på anmeldelsen på facebooksiden. Tydeligvis er der folk, der sværger til den, og mon ikke det var en af dem, der gjorde kål på Fakta Thisteds restparti? Jeg nåede imidlertid at redde mig én til anmeldelse på min YouTube-kanal i anledning af dens 1-års fødselsdag. Så ja, undtagelsesvis genanmeldte jeg altså en øl, jeg fandt aldeles forfærdelig – mest for underholdningens skyld, og så selvfølgelig også for at advare mod den slags i almindelighed. Jeg svor ved den lejlighed, at jeg aldrig vil røre den igen – og det har en ukendt – eller flere ukendte – kunder i Fakta så gjort ret nemt for mig at overholde, i hvert fald indtil næste jul.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at anmeldelse af øl, der smager forfærdeligt ikke kun er mere underholdende på skrift, men også på video. Så har man også det som ekstra begrundelse, når nu den øl, man egentlig gerne ville have anmeldt i forbindelse med jubilæet – Jule Mælk fra To øl, der også var årets bedste øl – var udsolgt.

Jeg har imidlertid fået blod på tanden efter at anmelde flere rædsomme øl på video. Desværre har jeg måttet konstatere, at den værste øl, jeg mpgemsomde har prøvet, Bering Bryg Afskum (egl. ‘Havskum’ men close enough) ikke sådan lige kan fås i mit lokalområde. Den ville ellers være god at lokke med, for at nå op på 200 abonnenter inden 1. februar. Jeg ligger i skrivende stund på 190 (hint hint, hvis du endnu ikke har abonneret)

Men den tid den sorg. Først skal der aflægges rapport om, hvad der er blevet hældt indenbords af nye øl siden sidst. De nye, og i øvrigt fine, omend ikke ligefrem julede, juleøl fra Svaneke ser ud til at være fortroppen for et større markedsfremstød af nye produkter.

Serien, der fås i almindelig handel i landets supermarkeder for øjeblikket, kalder bryggeriet selv ‘Rebel’. Alle er økologiske og lanceres på dåse – hvilket nogle vil hævde ikke er videre økologisk. Andre vil hævde det er mere økologisk, fordi emballagen er lettere og kræver mindre CO2 at transportere og genanvende … Jeg erklærer mig på stedet for uvidende til at udsige noget endegyldigt om det, da jeg ikke har set tallene, og garanteret heller ikke ville forstå dem, hvis jeg gjorde. Jeg vil dog ikke udelukke, at dåsetilhængerne kunne have en pointe, så meget vil jeg gerne give mig efter at jeg førhen stod på flaskesiden. Vigtigst er, at emballagen genanvendes, hvilket fremdeles er tilfældet.

Bingo Gringo, der tidligere er blevet anmeldt, har før kunnet fås på flaske, men er nu smidt med i serien som et dåseprodukt. De øvrige produkter har jeg reddet mig i Fakta. Og da jeg var på udkig efter bemeldte ‘Afskum’ tidligere har jeg konstateret, at kun én fra serien var tilgængelig i min lokale SuperBrugsen. Fakta trækker endnu engang det længste strå når det gælder om at have det bedste øludvalg.

Laid Back (♫ Sunshine, sunshine reggae ♪) er en session IPA – en afdæmpet IPA, der er tænkt som forfriskning snarere end aromatisk smagsbombe for øl-connoisseurs. Det fremstår meget lyst i glasset, med kridhvidt og meget hastigt faldende skum. Grannåle og citrus melder til gengæld deres ankomst til kærkomment gensyn, men blot som et frisk, venligt pust, snarere end den aromatiske storm rigtig gode IPA’er hilser på med.

Bryggets aroma sidder imidlertid lige i skabet – karsk og ru i en bitterhed, der alligevel fremstår venlig og rar. Spæde grannåle er blandet fint op med syrlige limenoter, serveret i et kar af frisk væde, der yder al nødvendig friskhed, uden at der gives køb på aromaernes evne til at træde ordentligt frem. Det hele er der – venligt, friskt og afdæmpet, men i rigelig grad markant nok til, at oplevelsen er fuldendt – selvom det er de tørstslukkende egenskaber, Svaneke Bryghus her lægger mest vægt på.

Jeg ser frem til at prøve de to sidste i serien.

Willemoes Mosaic IPA, Vestfyen

De styrer det knap så godt …

Nå, så gad de ikke kigge mere på dem, oppe i min lokale Fakta. Ikke at de havde stået der særlig længe. De havde vel deres rykind cirka samtidig med årets udvalg af juleøl, der imidlertid ikke har fået ‘køb billigt eller vi smider dem væk’-tilbudsmærker på endnu.

Jeg var travlt optaget af at anmelde julebryg, da de kom – i uprætentiøse, men alligevel iøjnefaldende pastelfarvede emballager. Jeg bemærkede hurtigt den lave alkoholprocent, og tænkte, at det da kunne være spændende at tage fat på dem, engang når juletemaet var overstået. Vel – her er vi så. De var ikke udsolgt, sådan som jeg ellers kalkuleret havde risikeret. For alkoholfri øl er ikke det, jeg prioriterer højest på bloggen, selvom jeg finder konceptet sympatisk.

Ikke mindst efter at Svaneke for anden gang har overrasket mere positivt inden for genren end jeg havde turdet håbe på. Med deres Don’t Worry Pale Ale, og  Julebryg har bornholmerne sprængt rammerne for, hvad jeg troede der var muligt inden for alkoholfri øl.

Vestfyens bud på en progressiv kvalitetsøl uden alkohol er en Mosaic IPA. Sådan én har Royal Unibrew som bekendt også haft held med, selvom den ligegodt er med alkohol. Brygget her slår imidlertid noget mere afdæmpede takter an. Brygget skal hældes fra en afstand, der ikke er sund for folk med højdeskræk, hvis det bare skal skumme en lille smule. Brygget selv er ellers kønt nok – mørkorange og grumset, mens duften ligesom skummet lader vente på sig. Et fjernt pust af søde citrusnoter – ufarlige klementiner – lader sig akkurat ane, næppe tilstrækkeligt til at gøre egentlig gavn.

I smagen mærker man aromahumlens venlige bismage – igen søde citrusnoter, der her er spiced en anelse op med lime. Humlen selv – eller rettere det, den er mest kendt for, nemlig bitterheden, udebliver til gengæld helt. Brygget ender derfor uvægerligt som en halvhjertet oplevelse, der bedst egner sig som læskedrik en varm sommerdag.

Man må undre sig over lanceringstidspunktet, selvom vinteren med sine temperaturer omkring 10 grader selvfølgelig mere har inviteret til kolde pilsnere end til varm kakao med flødeskum. Nogen fuldendt smagsoplevelse er den ingenlunde, selvom den da slår nogle gode takter an – ren og frisk som den alt andet lige er i udtrykket.

Min evaluering af Vestfyens forsøg er noget ambivalent. På den ene side synes jeg, det er prisværdigt, at bryggerierne forsøger at videreføre de gode erfaringer fra specialøllene til de alkoholfattige øl, så folk der er på vandvognen også kan få lov at få en fornemmelse af de gode sager. Vestfyen skal have ros for forsøget, men også en formaning om, at de skal stramme sig an, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at være med helt foran. Svaneke har ganske vist taget en næsten uforskammet overlegen føring. Men de har samtidig vist, at det kan lade sig gøre. Så der er ingen undskyldning for andre bryggerier for kun at gå halvhjertet ind i sagen.

NUA IPA, NUA Brygghus (Nytårsøl med Gedved 2020 I)

Upwards and onwards

Jeg havde jo sådan set taget hul på ølsmagningerne længe før årsberetningen for 2019 blev leveret forleden dag. Allerede nytårsdag var den gal, og det vil de læsere, der følger min YouTube-kanal vide (og hvis I følger min YouTube-kanal, og ikke ved det, så følger I den ikke tæt nok, fyhadada!). Klokken 13:00 gik jeg nemlig live (som det hedder på nutidensungdomsk) sammen med min gode ven gennem snart 25 år, Gedved, der besøgte mig over nytår.

Det blev til prøvesmagning af tre øl over ca. fem kvarter. Og naturligvis rækker det ikke bare med anmeldelserne fra live-streamen. De skal selvfølgelig også behørigt anmeldes her. Og det vil de blive under temaet ‘Nytårsøl med Gedved 2020’.

Det var Gedved der gav de to af øllene. I alt havde han fire med i værtsgave, fra den by hvor han for et halvt års tid flyttede til – nemlig Mandal i det sydligste Norge. Der arbejder han som pædagogisk leder i en børnehave … at tænke sig hvor meget punkerdruk jeg har været på med den mand i vores yngre dage. Og så kunne han alligevel drive det til en lederstilling i Norge – landet der flyder med afsindigt mange oliepenge.

Det burde jeg lære noget af. Men … come on, I kender mig efterhånden.

Bryggeriet som øllene kommer fra hedder NUA Brygghus og er det sydligst liggende bryggeri i Norge Man kan deraf udlede, at der ikke findes nogen bryggerier på Bouvetøya eller i den norsk-administrerede del af Antarktis.

Vi lagde ud med bryggeriets IPA. Det skal siges, at alle bryggene var købt i almindelig handel, og i Norge er der en begrænsning på, hvor stærk alkohol man kan købe i supermarkederne. Grænsen ligger på 4,5 – alle fire øl ligger på lige netop den styrke – men det er alligevel én hel procent højere end den tilsvarende grænse i Sverige. Moralen er alligevel en kende friere i Norge end Sverige lader det til, mens der i sammenligning hersker sædeomstyrtende, autoritetsaffuttende anarki her i Danmark. Godt det er her, man bor.

Brygget antager en nydeligt orangebrun kulør og er mere end adækvat grumset. Bouqueten er allerede tydelig fra åbning, og byder på friske citrusnoter og aromatisk humle. Skummet er højt og cremet, og dermed er ølåret allerede startet forrygende, olfaktorisk og visuelt.

Desværre er der ikke det store festfyrværkeri over smagen. Alkoholgrænsen gør sit til at begrænse, hvor vældigt brygget bliver i smagen. På bagtunge og gummer træder bitterheden da nogenlunde frem. Men den er noget rå og uforfinet i det, mere skurrende end venligt masserende. Anden aroma er der ikke at hente, og at brygget ligger en smule under almindelig pilsnerstyrke, får desuden fylden til at udeblive. I resten af mundhulen føles brygget hult og vandigt. Ikke ulig kedeligt komponerede session IPA’s.

På en varm sommerdag ville den nok gøre godt. Gedved kunne desuden fortælle, at denne IPA sælges som standardøl på Mandals lokale spillested, Kulturfabrikken. Som koncertøl vil den også fungere ganske udmærket. Men som egentlig smage- og nydeøl er den tæt på at dumpe. Hverken jeg eller Gedved var synderligt imponerede, og vi endte i enighed om karakteren.

Asian IPA, Beard Brew

På bagkant …

Jeg glemte jo helt at fortælle om min store koncertoplevelse i fredags. Der var budt op til dans – først ved Stonerrockbandet Dustdrome, der varmede op for hovednavnet, det københavnske black metal band Hexis.

Metalscenen i Thy er bare ikke, hvad den er i København, måtte jeg lidt skuffet konstatere.

For selvom bandsene trykkede den max af, så var publikummet svært at få sat ordentligt i gang. Ikke mindst fordi der ikke var særlig meget af det.

En håndfuld – højst femten. Og det talte endda bartender, venner og bekendte af orkestrene og andet vedhæng. Undertegnede var den eneste der havde en forsalgsbillet, kunne førnævnte bartender fortælle mig.

Så selv om Dustdrome leverede udsøgt krattende, vrissende, tæsketunge hængehovedhug i trasketempo – næsten symfoniske i deres beskidte, forstemte disharmonier, kvitterede klientellet sjældent med mere end anerkendende nik … Men anerkendende ikke desto mindre.

Mere hovedrysten – af den op-og-nedadgående slags, må jeg hellere tilføje – var der da hovednavnet Hexis gik på. Her brølede diskantstøjen massivt og metallisk gennem hele rummet, som en storm af glas, møtrikker og bolte der blæste først hud, siden kød af knoglerne, for til sidst at splintre disse i et sidste drøn fra de dybeste afkroge af helvede.

Intenst ondt. Og uden skelen til, at publikum ej var stort – oplevelsen af et top-engageret black metal band i topform skulle de have. Det er årtier siden, jeg sidst har måttet bruge ørepropper til en koncert. Men props i øvrigt til Spillestedet, aka Plantagehuset i Thisted for at have mere end hæderlig lyd i det lille, intime koncertlokale.

Hexis og Dustdrome skal have stor tak for underholdningen i en afkrog af Danmark, hvor den slags oplevelser er noget af en mangelvare. Gid dog flere heroppe ville sætte pris på det, når lejligheden en sjælden gang imellem byder sig.

Vel – det var kulturen vel overstået. Nu til øllet. Jeg tager et hurtigt afbræk fra den sidste måneds faste tema – juleøllene – og tager fat på en anmeldelse, der har haft alt for lange udsigter.

Øllet – en IPA fra Beard Brew – fik jeg i hånden tilbage i september måned, da Øllets dag blev fejret med en ølfestival på Thisted Bryghus. Lidt for længe lod jeg den måske ligge før åbning – og anmeldelsen derefter har også været længe undervejs. Og dog – den er sådan set allerede anmeldt på video, men jeg har blot ikke fået taget mig sammen til at skrive om den før nu.

Den har fået påhæftet betegnelsen ‘Asian’ fordi den er krydret med ting og sager, der hører det asiatiske køkken til – korianderfrø, galangarod, citrongræs og citronsaft. Det giver brygget en frisk bouquet, der dog i første omgang ikke forekommer videre asiatisk. Hvedebrød og vanilleis er, hvad duften får mig til at tænke på.

Aromaen følger trop med friske, søde noter, hvor krydderierne dog titter mere frem. Dertil kommer IPA’ens signaturaroma – den karske bitterhed, der her holder sig en smule tilbage, for at lade de sødtkrydrede aromaer træde mere frem. Med fyrrenåle som fundament og så ellers citrus- og vanillenoter i forgrunden spiller Beard Brew også op til dans – spraglet og festligt, og samtidig mere end fyldigt nok til, at der er oplevelse til mange minutters nip og nydelse.

Jeg håber virkelig at Beard Brew får den opmærksomhed, de fortjener. At øl af denne kaliber aldrig skulle nå ud til den brede befolkning ville være en vældig skam.

Det samme må siges om Hexis og Dustdromes berømmelse i Thy. Der er skaden desværre sket: ALT for få mennesker heroppe har fået del i deres velsignelser … eller forbandelser.

Det er trods alt black metal.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme