Øl: Speedway Stout Bryggeri: Alesmith Brewing Co. Type: Imperial Stout with Coffee ABV: 12,0% Land: USA (Californien) Købt i: Donation via drikbeer.com
Passende til situationen … Da apartheidstaten Israels genoptog sit folkemord på palæstinenserne for fuld gas (tåregas mestendels, men bare vent. Det er nok bare et spørgsmål om tid før Israel overvejer at tage gas, opkaldt efter populære kondimenter til cylinderformede kødretter op til fornyet overvejelse) var det tid at finde noget rigtig stærkt og rigtig mørkt frem, for ligesom at matche sindsstemningen. Valget fald på denne imperial stout fra den efterhånden bedagede donation fra en læser, jeg modtog i starten af året. Jeg valgte den frem for en chokoladestout, der faktisk var en anelse stærkere, men til gengæld ikke var tempereret – og så synes jeg egentlig ikke at anledningen passede. Chokolade er noget man fejrer med – og jeg tør vædde på, at folk som Lars Aslan, Peter Seier og andre tilhængere af apartheidstaten Israel har ædt sig tykke og fede i billig mælkechokolade go leor her på det sidste. Kaffe, som dette bryg er tilsat derimod, er noget man drikker når depression og sortsyn plager – ikke at det nødvendigvis hjælper, men det passer til i farve og aroma – sort og bittert.
Det dunkle, bitre tema går igen i alle bryggets facetter. Skænkningen alene byder på tæt, uigennemtrængelig sorthed under det nydeligste mørkebrune skum. I duften mødes man af kaffe med cognac – en blanding der tilforn skulle have været populær som ‘energy boost’, men som man i vore dage stort set ikke hører om længere. Til at begynde med melder brygget sig som en let stout, der smagfuldt glider hen over tungen uden de helt sto… men *SÅ* sker der noget! På bagtungen springer kaffen frem som en trold af en æske og den fineste aroma af velristede arabica-bønner buldrer henover og -under alle mundhulens jord- og himmelvendte flader. Bryggets markante alkoholnote hjælper elegant kaffearomaen – og den ligeledes bitre mørke maltaroma – vel på vej med whisky- og cognac. Præsent, men aldrig dominerende i forhold til bryggets primære udtryk: bitter kaffe. Nu vi snakker om det bitre – en anelse malurt er der imidlertid også i brygget; en lakridsnote, der føles lidt støvet – og så kunne brygget egentlig også godt bruge en smule mere fylde. Det flyder rigtig godt gennem munden, men det er som om det har lige lovligt travlt med at ryge ned, og vægrer sig en anelse mod at hvile helt så meget, som en perfekt stout gerne skulle.
Det er småting. Overordnet er dette en af de bedste stouts jeg har fået i lang tid, og den er bestemt mine varmeste anbefalinger værdig. Ikke mindst fordi den – mørke og bitterhed til trods – lettede mit depressive sortsyn betragteligt. En smule farligt. Og jeg skal passe på, det ikke bliver en vane. Men det hjalp nu alligevel i situationen. En videoanmeldelse af brygget er desuden tilgængelig her.
Så gik den ikke længere for den store Canadisk-fødte sekulære aktivist og tryllekunstner James Randi. 92 år gammel gjorde han andre store personligheder selskab, der i bloggens levetid har forladt os for bestandigt: Jeg nævner i flæng Jan Monrad, Lemmy Kilmister og Stephen Hawking. Randi var blandt andet kendt for sin udfordring til alle, der mente at have overnaturlige evner at bevise disse mod en præmie på 1 million dollars. Præmiesummen forblev imidlertid urørt indtil 2015, da Randi gik på pension. I mellemtiden afslørede han fupmagere som Uri Geller og Peter Popoff. Førstnævnte hævdede at kunne bøje skeer med tankens kraft – men sjovt nok kun skeer, som han selv udvalgte, mens dem Randi fandt til ham, ikke sådan lige lod sig bøje. Sidstnævnte udgav sig for at kunne helbrede mennesker ved guds kraft – og at Gud kunne udpege disse syge mennesker for ham i menigheden. Randi afslørede, at Peter Popoff i virkeligheden fik instruktioner over radio af sin hustru, der ved gudstjenesternes begyndelse indsamlede data om de fremmødte – herunder deres lidelser.
Nyheden om Randis bortgang tikkede ind under en livestream, et såkaldt after-party, jeg havde arrangeret på min YouTube kanal. Gæsten var den i sekulære kredse meget kendte aktivist Aron Ra, der på en foregående livestream havde fortalt om sin passion for øl. Det lagde en dæmper på festlighederne, men lad os huske Randi for hans utrolige engagement, og en opfyldt ambition om at anskueliggøre hvordan godtroende mennesker udnyttes af kyniske fupmagere og svindlere.
Under den indledende livestream nød jeg den sidste af de Broaden & Build-øl, som jeg anskaffede i Haandpluk, Klitmøller for en måneds tid siden. Etiketten fortæller en længere historie om bryggets tilblivelse. Oprindeligt blev øllet brygget sammen med ‘Brooklyn’s Other Half’, som en Google-søgning afslører, er et mikrobryggeri i New York. Siden blev brygget tilsat kakaoskaller og browniestykker fra en lokal restaurant. Resultatet blev en meget populær øl på bryggeriet, som klientellet konstant efterspurgte på emballage. Som sagt så gjort, men desværre også i anledning af bryggeriets endeligt.
En tyk, olieagtig masse skvulper dovent og modvilligt ned i glasset ved skænkning. Skum er der ikke meget af, men det behøves heller ikke i en stout af den kaliber. Det fuldkommen uigennemskinnelige brygs absolutte sorthed er visuel oplevelse nok i sig selv. Duften er mere bitter end man må forvente ud fra bryggeriets beskrivelse. Det er ikke kakao, chokolade og brownies, der dominerer, men derimod stærk kaffe, omend sødet med muscovado og mørk kandis. Der er tale om en stout af højeste kaliber her. Tæt og langsomt smyger det tykke bryg stædigt hen over smagsløgene til glæde både for aromareceptorer mundens øvrige overflader – himmelvendte såvel som dem der peger ned mod tunge og svælg. Aromaen udgøres igen af sødt og bittert, aldeles vel og nydeligt afstemt i en fed blanding af wienermelange og mørkt, flydende sukker. Og så alligevel med en lethed, der gør at brygget aldrig bliver for meget. Den kan faktisk drikkes i lidt større mundfulde en bare små nip. Og det kan være en fordel, når der efter en livestream også skal finde et after-party sted, hvor flere gæster er inviteret og hvor man også gerne lige ville præsentere etparøl mere.
Hvil i fred James Randi – nærværende tema vil blive rundet af i næste indlæg, hvor vi også siger endeligt farvel til Broaden & Build.
Jeg slås stadig lidt med mine læsertal. Men lidt har jeg da kunnet ånde lettet op, da jeg i går aftes konstaterede, at antallet af klik på bloggen var nået op over 2.000 og dermed mere end halvvejs op til målet for måneden på 4.000, som jeg satte mig ved årets begyndelse.
Det er imidlertid svært at blive klog på læseraktiviteten. Nu fx i går, tirsdag d. 15. var dagen med næstflest klik denne måned – hele 191 – kun slået af tirsdag i sidste uge, hvor jeg nåede op på 204. Tirsdag er åbenbart en god dag at lægge vejen forbi min blog, og det uanset om jeg udgiver noget den dag eller ej.
For sidste tirsdag udgav jeg anmeldelsen af Aarhus Bryghus’ Forårsbryg, mens jeg i går ikke udgav noget. Det gjorde jeg til gengæld i forgårs, hvor jeg udgav min noget mellemfornøjede anmeldelse af Royal Unibrews ‘Anarkist European Haze‘. D. 7. september, dagen før anmeldelsen af Aarhus Bryghus’ Forårsbryg anmeldte jeg Electric Rattlesnake fra Amager Bryghus. Den kastede umiddelbart ikke mange klik af sig. Faktisk blev dagen for dens anmeldelse den mindst besøgte på bloggen i september, med 67 klik. Det er meget usædvanligt for mine anmeldelser af Amager Bryghus’ øl, der plejer at være nogle af de mest læste.
Jeg har imidlertid bemærket, at det ikke altid er samme dag, en ny anmeldelse får mest opmærksomhed. Det kan i vid udstrækning også falde dagen efter. Jeg skriver gerne en anmeldelse mandag, da den generelt er en sløj besøgsdag – for lissom at begrænse katastrofen mest muligt. Ikke at det nytter meget på selve dagen, men med lidt held kommer der et peak dagen efter i stedet.
Eller gør der nu det? I så fald burde man også forvente pæne besøgstal d. 9 september, dagen efter Forårsbrygs anmeldelse. Læsertallet falder heller ikke katastrofalt, men dette skyldes nok anmeldelsen af Kaiserdoms Helles Vollbier … tror jeg da nok. Den formåede nok at trække nogle læsere til samme dag den blev smidt på bloggen, mens effekten lader til at være taget endnu mere af dagen efter, hvor antallet af læsere er under 150.
Antal klik på bloggen 6-16 september. Electric Rattlesnake udg. 7. sep, Forårsbryg udg. 8 sep, Helles Vollbier 9. sep, St. Omer 12. sep, og Anarkist European Haze 15. sep.
Nogenlunde mening giver statistikken i weekenden, hvor St. Omer blev anmeldt om lørdagen, til umiddelbar nydelse for læserne. Den formåede til gengæld ikke at trække mange læsere til om søndagen, hvor man ellers skulle tro at læserne også har nogenlunde ro til at læse eventuelle anmeldelser, jeg smider op.
Summa-summarum. Jeg kan ikke se noget system i læserfordelingen. Nogle gange genereres læserne af en anmeldelse samme dag. Nogle gange dagen efter, og nogle gange … bare ikke sådan rigtigt i nogen særlig signifikant grad. Jeg har derfor ikke nogen særlig strategi for udgivelse af mine indlæg i løbet af ugen. Men da læserfordelingen ser ud til – i det store og hele – at være tilfældig, kan man vel lige godt argumentere for en fast anmeldelsesplan, som en fortsat afståelse fra samme.
Jeg vil overveje i de kommende dage, om jeg vil vove et forsøg med at anmelde mere systematisk på bestemte dage. Input modtages meget gerne i kommentarerne, og jeg undskylder i øvrigt for den tørre indledning på dagens anmeldelse. Men læsertal er ikke desto mindre noget, jeg som blogger bliver nødt til at forholde mig til nu og da. Men nu til dagens øl.
La Debauche har jeg haft fat i to gange på bloggen allerede, men jeg er endnu ikke nået til at lave en rigtig anmeldelse af deres øl endnu. To gange med ret kort mellemrum er jeg stødt på dem på ølfestivaler i København. Det skete sidste år, dengang for sindssygt mange år siden, hvor ølfestivaler stadig var noget, der blev afholdt. Nu om dage, er det noget, der hele tiden bliver aflyst eller udskudt.
Ja, det føles længe siden, vi havde en verden, der fungerede nogenlunde normalt. Men det er ikke kun Coronavirusset, der har vendt op og ned på verden. Californien står i flammer, og resten af USA står med en præsident, der vil gøre alt for at snyde sig til genvalg, formentlig med endnu større globale katastrofer som konsekvens.
Så det skal nok komme til at gøre rigtig meget mere ondt. Og om det nogensinde kommer til at gøre godt igen? Derom har i hvert fald jeg min tvivl.
Men tilbage til bryggeriet – franske La Debauche. Ordet har sin ækvivalent på engelsk – debauchery – som ikke sådan lige lader sig oversætte til dansk. Men ‘dekadent vellystighed’ eller ‘liderlighed’ finder jeg selv en rammende, omend – indrømmet – ikke videre mundret oversættelse. Dekadente er eksperimenterne i hvert fald. På Copenhagen Beer Festival 2019 bød bryggeriet på traditionel Kriek og Stout tilsat mandelmælk. På DØE’s Ølfestival i Lokomotivværkstedet senere på året havde de nærværende øl på programmet, og det var der min hyppige medsmager Marcus var så venlig at købe den til mig … altså endnu en øl, der har fået lov at stå i noget tid. Men det kan man godt, når det er mørkt øl, det drejer sig om. Ikke mindst alkoholvolumen på 11%.
Brygget indeholder ingredienser nok til at give en traditionel tysk brygger to hjertestop samtidig. Gurkemeje, citrongræs, grøn chili, galanga, kokosnød og lime. Desuden stammer en del af malten fra ris. Oprindeligt havde jeg tænkt mig at lave en video med afprøvningen af brygget, men da min gode ven på nettet, Geoff Breeze aka Godless Scummer inviterede mig og nogle andre online venner ind til en livestream i søndags, tænkte jeg at det da også talte som en slags video. Så der blev den behørigt nydt til senere anmeldelse her.
På streamen kan man observere mig holde flasken under næsen i rigtig lang tid. Jeg sidder faktisk og sniffer øllets fine em af velanrettet thai-middag med lige dele fryd og begejstring. Rent lugtesalt, der næsten gør duftoplevelsen i sig selv åbningen værd.
Men – skænkes skal det nu alligevel. Kulsort, tykt som tjære, og fortsat afgivende em af thaikøkken klukker det træge bryg modvilligt ned i glasset. Skummet er overraskende nok ikke særlig højt – men det skulle da også snart være det eneste, man kan brokke sig over. Den smule der er, er fortsat en ren fornøjelse at beskue, som det ligger tæt og chokoladefarvet over den tætte nat.
Aromaen trækker i en lidt anden retning; en blanding af kaffe, sødet kokos og kakao. Hvis ikke denne blanding allerede findes på hipsterkaffebarer på Vesterbro, så claimer jeg hermed ideen som min. Når jeg i fremtiden trækker royalties, tror jeg nok, at fremtid og alderdom er sikret.
Med tiden ændrer smagen en smule karakter, og lakridsnoterne sætter ind. Kakao-kokos-kaffe-blandingen omdannes nu elegant til flydende lakridskonfekt … (der var endnu en sød cocktail for hipsterne!) … for nogle vil det sikkert være alt for meget – for sødt og intenst. Men jeg elsker det, og vil bare have mere …
… og der er det så, at der dryppes en lille smule malurt i bægeret – eller rettere; lidt for meget chili. Det starter med en skarp kant, som man intuitivt opfatter som alkohol. I begyndelsen føles det som cognac, så som tequila – og så vidt er det fortsat en spændende, underholdende og nyskabende fornøjelse. Men nu træder chilien alligevel lidt for meget frem. Den begynder at brænde en anelse på tungen, og træder derfor ud af den ellers vellystige, spraglede og ganske rigtigt dekadente aromakomposition. Den ender som en bismag frem for en af mange ting, der velsmurt leverer en ellers perfekt koreografi.
Men det er en skønhedsfejl – allerhøjest. Brygget er mere end oplevelsen værd, og en knivspids (højest) for meget chili dræber bestemt ikke begæret efter mere …
Bloggen har fødselsdag, og den er rund. For præcis 10 år siden udgav jeg det første indlæg på bloggen – de Indledende bemærkninger, der mest af alt og lige som resten af bloggen mest er noget fordrukkent sludder. Men det er fordrukkent sludder, jeg nu har moret mig med i 10 år. Og jeg har tænkt mig fortsat at fare forværts, mens jeg morer mig (fare, more – see what I did there?)
“Jeg vil smage mig igennem Supermarkedernes udbud af specialøl, og så godt som jeg er i stand til vurdere og rådgive jer læsere om, hvad der er drikkeligt – og navnligt ikke er.” Dette er ikke desto mindre erklæringen fra de indledende bemærkninger – egentlig forbløffende sammenhængende i forhold til resten af det indlæg (og alle de andre der siden kom). Har jeg overholdt målsætningen? Ja – det synes jeg faktisk. Gennem årene har jeg gået efter at være forbrugerens stemme. Jeg er gået efter øl, der har været i almindelig handel, og således blev produkter som fx Grøn Tuborg, Carlsberg Premium, Ceres Top og Royal Pilsner afprøvet tidligt i bloggens historie.
Men jeg er også gået efter kvalitetsbryggene. Og her har jeg ikke været sen til at gå ud over de snævre rammer, formålsparagraffen i de indledende bemærkninger sætter. Der har jeg ikke kun holdt mig til, hvad man fandt i supermarkederne. Næh, der har jeg boltret mig i både specialbutikker, på ølfestivaler og direkte på bryggerierne. Jeg tillader mig, som den fattiglus jeg har været gennem alle årene, at benytte mig af de døre der åbner, når man trods alt er så meget influencer (God, I hate that word!) som jeg efterhånden er blevet.
Samtidig skal det siges, at der i de år, der er gået, siden jeg startede bloggen tilbage i 2010 – i Fjældevænget, Aarhus V (der dengang blev stavet med bolle-Å, og hvor det største bydelen kunne prale af, var en X-factor-pigegruppe, og ikke Yahya Hassan) – har udvalget af specialøl også fået sig et ordentligt nøk opad. Således er Petrus Aged Pale, en sur belgisk øl, der kunne findes på Faktas hylder i efteråret 2017, nok den bedste øl, jeg nogensinde har købt i en supermarkedskæde.
Til at begynde med, var specialøl lig med udenlandske øl. Så selvom jeg for så vidt satte pris på variationen, da Fakta i efteråret 2010 satte nogle øl til salg, jeg ikke havde prøvet før, fnøs jeg alligevel af det lidt for bilsælgersmarte salgstrick. Øllene var ikke spor specielle i Tyskland og England, hvor de kom fra. Den slags trick ser supermarkederne heldigvis ud til at være afstået fra.
Og alligevel – man skal jo starte et sted, og det var da godt, at der blev startet, om jeg så må sige. Var det tilfældigt, at det på den måde tog fart få måneder efter at jeg var begyndt at blogge? Til det kan jeg kun sige: Ja, helt sikkert. Jeg tror absolut ikke de to ting havde nogen som helst sammenhæng. Selvom jeg måske er blevet en man ‘kender’ en smule ude blandt bryggerier og distributører, tror jeg ikke, at jeg har skyggen af indflydelse på, hvad aktørerne smider på hylderne.
En lille smule indflydelse på, hvad kunderne lægger i kurven, til gengæld – det bilder jeg mig ind, at jeg har. Og det er også lige præcis det, jeg har villet opnå.
Derudover – og det overrasker mig faktisk, at jeg ikke nævnte det i de indledende bemærkninger – har min ambition altid været at give læserne en god læseoplevelse. Ja, det lyder uendeligt popsmart og 00’er-agtigt. Men det giver vel nærmest sig selv, at en blog aldrig bliver god, hvis det, der står på den ikke er værd at læse. Både indholdsmæssigt og formmæssigt, nota bene.
Formmæssigt er dette indlæg allerede et rædselseksempel på, hvad flere af mine læsere gennem tiden har angivet som grunden til, at de holder fast i bloggen. Hvilke sindssyge kombinationer, ikke bare af bogstaver, men også af tegnsætning, paranteser, anførselstegn, gåseøjne, accenter, kursiveringer og andre klovnerier man mon bliver budt på i næste indlæg? Det håber og tror jeg, er noget af det, læserne ser mest frem til – ud over anmeldelserne – når en besked om et nyt indlæg tikker ind på mail, Twitter eller Ansigtsbog.
Vel, til et jubilæumsindlæg skal der falde noget ordentligt. Jeg er endnu engang trådt uden for de indledende bemærkningers formålsparagraf, og har valgt en øl, som er blevet sendt til mig fra et lille og meget kvalitetsbevidst randrusiansk mikrobryggeri, der forhåbentlig snart får sit store velfortjente gennembrud herhjemme – Beard Brew.
Deres Russian Imperial Stout valgte jeg at nyde, da jeg forleden dag i et anfald af masochisme, drikfældighed og lyst til at agere socialt (ja, tænk at det skulle overgå mig) arrangerede en livestream på YouTube, hvor jeg og nogle venner (en af dem kendte jeg endda sådan rigtigt i virkeligheden!) ville se lidt af den danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentarer. Hvad der kom ud af det, kan ses her, og der vil man også kunne se hvordan brygget ser ud. Jeg var ikke vaks nok i farten til rent faktisk at få taget et billede af brygget … man har vel ikke ADHD for ingenting.
Den natsorte lød og det høje, brune skum kommer næppe bag på nogen, der kender typen. Duften lader til gengæld noget tilbage at ønske, og byder kun på fjerne indslag af røg og kaffe. Skulle dette mon blive den første skuffelse, Beard Brew har budt mig? Der var kun én måde at finde ud af det på.
At smage brygget.
Og se det var jo noget ganske andet. Skuffelsen udeblev med bravour og applaus. At skue brygget på bouquet, eller mangel på samme, ville nok vildlede endnu mere, end at ville skue på udseendet alene. En svag bouquet skal i hvert fald aldrig afskrække nogen. Jeg har prøvet mange øl i min tid, der duftede af næsten ingenting, netop fordi al aroma var gemt i smagen.
Beard Brews Russian Imperial Stout er en mild kæmpe. Et fløjlsblødt, varmt, bamsekram, man kan forsvinde helt ind i, og bare nyde hvordan det trygt lukker sig om én i en følelse af ro og kontemplativ ensomhed. Genren er kendetegnet ved sødme og lethed. Sidstnævnte afskrydses snart, helt uden at det ligger brygget til last. Sødmen udebliver, men savnes ikke. Den er erstattet af en blid, mild bitterhed af førsteklasses aromamokka, nænsomt ristet over skærver af udsøgt tørret eg.
En smagseksplosion er det egentlig ikke – og det behøver en Russian Imperial Stout heller ikke være. Til gengæld sidder aromakompositionen lige i skabet, mens letheden gør, at man rigtig kan nyde bryggets velanbragte smag i lange sug, henover tunge og gummer.
Aldrig må man forpustet og overvældet stille glasset fra sig. Det bliver aldrig for meget‘ – og selvom det egentlig gerne må blive for meget ind imellem, er en øl, der balancerer perfekt mellem udtryk og harmoni, også noget jeg kan gå 100% ind for.
Endnu et lille mesterværk. En mere end værdig jubilæumsøl!
Temaet om Øl-Ninjaen Ole, der kom forbi med en farlig masse øl i starten af februar, har nået sin ende. Tænk engang, at jeg huskede at tage billeder af alle øllene mens den meget lange smagsseance stod på. Helt tabt er jeg måske ikke, når det kommer til stykket.
På depressionsfronten er det svært at sige, hvordan det står til. I går var jeg helt nede under gulvbrædderne og godt i gang med at slå russernes rekord i at grave sig længst ned i jordskorpen. I dag går det lidt bedre – måske går det endda rigtig meget bedre, men det vil først vise sig i de kommende dage. Jeg vil ikke sælge skindet før bjørnen er skudt eller på anden vis jinxe noget, før tingene står klarere. Det rækker at sige, at der måske – måske – er bedre tider i sigte. Men mere vil jeg ikke sige lige nu.
Lad mig imidlertid få gjort det alt for langtrukne tema færdigt nu og her: Den sidste øl Ole og jeg bundede før vi kaldte det en dag, og satte en god film på; den senere Oscar-vinder ‘Parasite’, var denne baskiske Imperial Stout.
Baskerlandet har bloggen været forbi en enkelt gang før med den højtskummende og velsmagende Mugalari. Som IPA lå Mugalari i den modsatte ende af farveskalaen. Under alle omstændigheder, og farveskala eller ej har jeg endnu en anledning til at flashe min misfornøjelse ved det kastilianske monarki og min støtte til baskernes og katalanernes løsrivelse.
At brygget kommer fra et spændende sted hvor oprørske tanker har deres udspring betyder til gengæld ikke automatisk, at øllet er godt. Men hvor mange Imperial Stouts med vanille har jeg egentlig fundet udrikkelige i mine snart ti år som blogger? Det er et rundt tal, det er under ti, og så siger jeg heller ikke mere.
Tungt, sejt og olieagtigt skvulper brygget ned i glasset, hvor kun et absolut minimum af skum viser sig på overfladen. Olfaktorisk lader det tætte bryg til gengæld noget tilbage at ønske – konturløs em af kold kaffe er alt man bliver budt, og alarmklokkerne begynder så småt at gøre sig klar til at bimle.
De forbliver beredt og klar, alarmklokkerne. Det betyder samtidig, at de ikke går i gang, for så galt står det slet ikke til alligevel. Brygget byder på bittert og sødt i mere end adækvat grad … syntes jeg i hvert fald. Ole var noget mellemfornøjet, og mente at brygget var for let – og i øvrigt for lyst til at kunne kalde sig en imperial stout. De 9,5% alkohol tillader nu alt andet lige betegnelsen, men de tunge kaffenoter, der skjuler sig bagom vanillen var ikke nok til at han ville give brygget mere end …
Jeg syntes selv den fortjente en anelse mere, uden at humlerankerne voksede op i himlen.
Afslutningen på en forrygende ølsmagning blev ikke noget festfyrværkeri. Men det gjorde nu ikke noget. For med de mange øl i vommen og endnu flere promiller i blodet (ahr, måske ikke helt) er jeg langt fra sikker på, at vi kunne have håndteret endnu en ekstatisk humlesensation med den ærbødighed den ville have krævet.
Ole skal endnu engang have tak for, at han lagde vejen forbi. Tak til læserne for at have fulgt med.
Mon ikke jeg trods depression og ledighed kan holde humlestrømmen flydende nok til, at der også i fremtiden vil være læseoplevelser at hente her på bloggen?
Når man i forbindelse med en længere ølsmagning sådan render ind i en alkoholfri øl, så må man gerne kompensere. Fx med en rigtig tung og tjæretyk stout på 12% Tilsammen svarer det jo sådan nogenlunde til en enkelt øl. (En småstærk øl – men alligevel.) Toasted Maple Stout er navnet på uhyret, og den er tilsat ahorn (sirup, går jeg ud fra, omend dette ikke er præcist specificeret), laktose og vanille. Ølgær kan, så vidt jeg har forstået, dårligt eller slet ikke omsætte laktose, og det er derfor den foretrukne sukker at bruge, når man gerne vil gøre en øl sødere uden at gøre den stærkere. Man fristes til at sige, at der vel heller ikke er nogen grund til at overdrive, når bryggets styrke i forvejen skal angives i to cifre.
Norske Lervig står bag. Der er tale om en noget anden klasse end de øl, Gedvedhavdemedvednytår. Den her kan nok kun fås i Vinmonopolet, da styrken næsten er tre gange højere end de tilladte 4,5% i supermarkederne.
En mur af ahornsirup knalder ind i hovedet på en i samme øjeblik, glasset sættes for næsen. Noter af træ titter også frem og giver heldigvis brygget noget nuance, da den tætte em af sødt ahornsukker næsten allerede er for meget i opstartsfasen.
På optagelserne kan man se, hvordan Ole tager smageoplevelsen med større ophøjet stoisk ro end undertegnede, der bogstaveligt talt går bagover i mødet med det tykke, olieagtige produkt. En smule får mere end normalt får han dog spærret øjnene op. Klistret, sejt og klægt sætter brygget sig på alle mundens indvendige overflader som et klæbrigt, sødt lag af en blanding af flapjacks med for meget ahornsirup og regulære pandekager med for meget ahornsirup. Meget hurtigt bliver brygget for meget. Og som Ole forbløffende indsigtsfuldt – i betragtning af den hastigt stigende promille – siger, så er brygget et eksempel på den type ekstrembryg, der har lagt vægten på hvor meget man prøver, frem for hvad man prøver.
Nytænkning og eksperimenteren er godt, mens det langt fra altid er nogen god ide, at tæske et bestemt smagindtryk igennem, hinsides lammelse og fraktur. Brygget her går for langt, og ender vel uden for det afbalancerede og harmoniske.
Når det så er sagt, er brygget, i kraft af sin seje, tjæresorte fandenivoldskhed, en stor oplevelse, som det skal belønnes for. Det er ikke en øl, man kommer forbi hver dag – det er ikke en øl, man ville gide hver dag. Den er et sjældent los i smagsløgene, der minder én om, hvorfor mere standardiserede bryg når alt kommer til alt er lettere at have at gøre med i hverdagen.
Det er desværre begyndt at være en dårlig vane, det der med at der går lang tid mellem indlæggene. Jeg er begyndt at arbejde igen – i fiskeindustrien, og desværre er jeg ofte så smadret fysisk når jeg kommer hjem, at jeg ikke rigtig orker at arbejde på bloggen. Jeg orker heller ikke at lave videoer for tiden, så det kan jeg heller ikke bruge som undskyldning.
Damned if I do, damned if I don’t – med og uden arbejde får jeg ikke skrevet. Men det skal være løgn, skal det. Nu vil jeg skrive endnu et indlæg, og smøre lidt ekstra tyk glasur på som kompensation for de udeblevne dage.
Sidste prøvesmagning fandt sted natten mellem 28. og 29. september. D. 28 var den sidste lørdag i september – Siløsep – som det forkortes på Rødovre Gymnasium, der holder sin årlige gamle elevfest netop på den sidste lørdag i september under dét navn.
Det er 25 år siden, jeg dimitterede. Så jeg havde fundet vej hele vejen fra Thisted for at slutte mig til en lille hård kerne fra dengang, der havde været vakse nok til at huske os på jubilæet over fjæsen. Det blev til nogle glædelige og hjertelige gensyn. Overraskende lidt pinligt. Der blev spist, drukket (kedelig Royal Pilsner – men så slap jeg da for at tage noterne mellem alle anekdoterne om de gode gamle dage), sludret – blandt andet om, hvordan nogle fra klassen var flyttet til udkanten … Vordingborg fx (*fnys* Vordingborg – udkant … hvor nuttet), danset lancier – et syn det må have været, thi det havde jeg ikke danset siden dimissionen, tror jeg.
Men det gik uden brækkede ankler eller det der var værre, således at jeg efter festlighederne stadig var i stand til at spadsere til mit logi for natten. Min gode ven Marcus’ lejlighed i Valby en halvanden kilometers penge derfra.
Og han stillede selvfølgelig an med både natmad og godtøl. Generøs og storhjertet som han er. Det havde han bestemt ikke behøvet. Min tilstand var faktisk ikke den allerbedst egnede til at prøve øl af aftenens kaliber. Men nu er det jo ikke så tit, vi har lejlighed til at mødes længere, så der var jo ligegodt en dag der skulle gribes.
Om bryggets navn kunne Marcus fortælle, at Black Ops er en forkortelse for Black Operations, et slangudtryk for især hemmelige militæroperationer, som den amerikanske hær ikke står bag, og som i hvert fald heller ikke finder sted. Øllet ser også ud til at have været markedsført som en øl, der ikke findes. Men hvis den fandtes ville den have været en Russian imperial stout med yada yada yada – den sædvanlige selvrosende smøre.
Alt hvad jeg refererer her, er i øvrigt stykket sammen fra en optagelse af min og Marcus samtale på min telefon. Brudstykker af den virker bekendte, men hvor ville jeg have været evigt ude af stand til bare tilnærmelsesvis at rekonstruere noget fra nattens udskejelser, om jeg ikke havde haft min nedslidte, men i situationen trofaste telefon med optagefunktion ved hånden.
Om denne individuelle øl knyttede der sig en noget mere spændende historie, end firmaets skalkagtige markedsføring. Den var medbragt helt ovre fra USA af Marcus tvillingebror, som han kalder ‘klonen’, men som i virkeligheden hedder Joachim. Han har faktisk også været med på bloggen et par gange, men i en noget mindre prominent rolle end Marcus.
Det gode i øllet, kunne Marcus berette, kommer dog fra det bornholmske solskin, idet Joachim angiveligt havde ladet øllet lagre i sin vindueskarm på sit kontor på Bornholm i godt og vel et halvt år.
“Det dårlige i øllet kommer fra …”
“Det bornholmske solskin?” bryder jeg kækt ind på optagelsen med munden fuld af natmad.
“Nej-nej-nej-nej!” forsikrer Marcus ihærdigt, “for en af de andre unikke ting, som Bornholm kan for Danmark …”
“Det er Fiske-Finn …”
Den upassende, småstereotype og aldeles ufølsomme kommentar fra bloggeren leveret på pivfalsk rønnefin bliver prompte ignoreret, idet Marcus returnerer: “baggrundsstråling – suverænt Danmarks højeste …”
“Og Fiske-Finn!”
“Nej, men selvom vi troede, han var død og borte, så kunne det også være, at Krølle-Bølle havde været forbi og dyppe sin pung i det her.”
Herefter bryder kontinuiteten i optagelsen en anelse sammen, da Marcus udtrykker sin højlydte begejstring over bryggets duft. “Det skal siges at Kaj og jeg nød et glas portvin før maden – og det fortsætter vi så med. Det er portvin som øl, det her!”
“Den er i hvert fald sort,” konstaterer jeg tørt ved skænkning, idet det meget hurtigt bliver klart, at brygget ikke er blevet bleget af hverken solskin, baggrundsstråling eller Fiske-Finn. Skummet forlader til gengæld scenen hurtigt – som om det ikke havde noget at gøre der, da duft og kulør opfylder sansernes hunger så aldeles rigeligt.
Lakrids med en tæt portvinsbund og -sødme udgør krop og aroma. I eftersmagen spores friske valnødder – næsten som en forsmag på den jul, der også efterhånden rykker nærmere (og allerede er full blown i visse supermarkeder). Overraskende let er den alligevel i betragtning af den meget tunge olfaktoriske indledning. Og det er ikke usædvanligt for typen.
“Det er som om, at man for at understrege de finere pointer i den, har isoleret det, der ellers ville blive skjult i den. Ligesom hvis man siger: nu spiller vi alene diskanten,” begynder Marcus. Jeg nikker – halvejs i stupor efter en seks timers togtur, fem timers besøg hos min far med familie, så druk på mit gamle gymnasium, lanciers og nu Marcus. Heldigvis blev jeg fri for at fortsætte den begavede ordstrøm. “Hver evigt eneste gang vi optager øl, bliver jeg lamslået over, hvad vi nu finde på at sige af prætentiøst bullshit.”
Og deri havde Marcus evigt ret. Angiveligt er det også det, der gør min ølblog læselig, har mange hævdet. At den ikke kun står på tørre anmeldelser, men også saftige anekdoter.
“Der er en doven chokolade inde over …” i Marcus lette overrislet hed og min fyrre hestes brandert blev der på den over 25 minutter lange optagelse ikke sagt meget mere om denne 11,6 procents alkoholbombe. Begejstringen var imidlertid til at tage og føle på, og brygget skal have en karakter derefter fra mig.
Hvad Marcus ville give den, må jeg spørge om ved lejlighed.
Jeg skylder en særlig tak til mine gamle gymnasiekammerater, der endnu engang kunne mønstre tålmodighed nok til at tolerere mig in the flesh. De havde selvfølgelig også tre års øvelse … der alligevel lå hele 25 år tilbage.
Allerførst: Tusind tak! – Til alle jer, der tog jer tid til at reagere på mit seneste indlæg. Det gjorde godt at komme ud med det, og det gjorde endnu bedre at få så mange positive tilbagemeldinger, skulderklap og opmuntrende ord.
Jeg har fået det lidt bedre, føler mig mere afklaret, og helt konkret venter jeg nu på et boligtilbud i Thisted, som jeg kan sige ja til – og så må det gå sin gang derfra.
I mellemtiden er der et helvede af ting, der skal ordnes og arrangeres, men i små oaser af tid er der også plads til en ny øl, der kan smages og anmeldes. Dagens øl er også smagt og anmeldt på video – som jeg jo har mere og mere for vane. Desuden er jeg for nylig blevet interviewet af en anden YouTuber, og resultatet af det kan ses i denne video. Jeg kan kun på det varmeste anbefale, at man ikke bare smider Neils video hvor jeg bliver interviewet et like, men også abonnerer på hans kanal. Han laver først og fremmest samtaler med folk om deres vej til gudløshed, og det er spændende historier, omend de kræver noget mere koncentrationsevne end YouTubes gennemsnitlige kattevideoer.
Videre til øllet, som er en endog meget mørk Russian Imperial Stout. Den var med i en pakke, jeg modtog fra en anden YouTuber, nemlig Tasting Nitch, der sendte mig nogle smagsprøver som tak for et shoutout, og for at hun kunne bruge en stump af mine videoer i en af hendes.
Titlen ‘From Astoria With Love’ henviser til James Bond-filmen af næsten samme navn – erstat blot ‘Astoria’ med ‘Russia’ og voila! Og med en Babushka-dukke som udsmykning på etiketten, er det russiske tema vel sådan cirka fuldendt.
Brygget er umådeligt tæt, og vægrer sig følgelig ved at forlade dåsen og begive sig ned i glasset. At lyse igennem brygget er umuligt – slet og ret. En sort mur blokerer alt lys, og jeg mener alt. Det der sorte hul, Nasa fotograferede for nylig kan godt pakke sammen – her er en virkelig singularitet i flydende form, der endda ikke er spor farlig at være i nærheden af. Faktisk kan den endda indtages uden større fare for helbredet. En vis snaldrethed vil man med bryggets 9,4% imidlertid risikere.
Duften er dyb og kraftig af mørkt træ. Det er umiddelbart bitrere end hvad man måske forventer af typen, der kendes som relativt let og fortrinsvis sød. Bouqueten ledsages af en næppe overraskende alkoholnote af Calvados – en fransk æblecognac, jeg fandt hos min far, da han fraflyttede sit hus for lidt over et år siden. Dertil kommer nogle fortrinsvis søde lakridsnoter og en kant af røg.
I betragtning af, at brygget er en Russian Imperial Stout, er det ganske tungt og voldsomt tæt. Her er ikke et letflydende bryg, der lystigt glider over tungen. Derimod må man modstå fristelsen til at tygge brygget før det sluges. Så svarer smagen lidt bedre til forventningen, man har af typen, endskønt den finske lakrids stadig leveres med en antydning af røg samt en fylde, der bedst nydes i små slurke. Lakridsen står ikke alene, men ledsages elegant af andre søde noter af mørk chokolade, mere calvados samt samme antydning af røg, der kunne mærkes i duften.
I det hele taget passer duft og smag fint sammen i dette gedigne mesterværk af en stout. Vidunderligt tæt og smagfuld. Tyk, intens og kraftfuld i udtrykket – men stadig rar og venlig som man kender den russiske stout.
Tak til Tasting Nitch for den også. To fantastiske øl fra Oregon er det blevet til, og det bliver forhåbentlig til endnu flere.
Det skulle blive til mere film i løbet af aftenen, forleden dag, da Marcus og jeg mødtes for at svælge i grillmad, dokumentar og gode øl. Den stjernespækkede teen slasher-parodi ‘Cabin in The Woods’ blev sat på, og dertil nød vi en af de fine nye lagrede bryg fra Amager Bryghus. Da jeg på lanceringsdagen indfandt mig på brygmatriklen i Kastrup, var det den naturligste ting i verden ikke kun at tage forsyninger med til mig selv, men selvfølgelig også til Marcus, der er en lige så stor nyder af Amager Bryghus’ øl, som jeg selv er.
Egentlig ville jeg have optaget det på video, når jeg prøvede denne øl for første gang, men fristelsen blev vel for stor. Meget apropos hævder etiketten at Black Donald er et af selve djævelens alter egoer, og for en gammel gnaven ateist som mig, gør det jo ingenlunde brygget mindre tiltalende – eller fristende om man vil.
Her kan man virkelig tale om et mørkt bryg! Alt lys blokeres fuldstændig af den tætte, seje tjære, af hvilken der er mere end rigeligt til to i blot én af Amager Bryghus relativt nye 0,33 l. flasker. Allerede ved åbning – og i den grad ved skænkning – vælter odeur af tæt, kvælende røg ud i lokalet.
Her er der virkelig tale af første klasses tørv, frisk ud af mosen, nødtørftigt (no pun intended) tørret og straks futtet af, til udelt fornøjelse for alle olfaktoriske nerveender i næseregionen. Væsken i øllet er vel nok residualvæden, nøjsomt opsamlet i en rist under rygeovnen, og næppe undergået nogen anden behandling før det er fyldt på whiskytønden.
Det er i hvert fald fornemmelsen man får – ikke bare når man snuser til øllet, men så sandelig også, hvis man vover at lade det komme inden for læberne.
En aromatisk eksplosion af engelsk lakrids, tjære og tæt, kulsort røg. Her er røgen blot hverken kvælende eller giftig … eller – ikke så man dør af det lige med det samme i hvert fald – men derimod livgivende og overvældende i al sin kompromisløse indgydning af begejstring og fornøjelse.
En øl til langstrakt, langsom og aldeles magelig nydelse er dette formidable brygmesterværk. Angiveligt den bedste i serien, hvoraf jeg stadig mangler den sidste øl. Egentlig ville jeg have gemt brygget her som den sidste, men sådan ville omstændighederne det altså ikke.
Skulle den sidste i serien af whiskyrøgede øl fra Amager Bryghus, The Black Cat, være endnu bedre vil jeg – ateist eller ej – frygte nemesis. Skulle den lægge sig et mageligt sted mellem denne ekstraordinære suppe af tjære og tørv, og Red Cap – der med sine 5 stjerner bestemt ikke er noget at fnyse ad, vil jeg formentlig kun frygte nemesis en lille smule mindre …
… for denne serie fra Amager Bryghus er vitterlig et orgie af velsmag, som kunne få den mest forstokkede gudsfornægter til at tro på – om ikke højere, så i hvert fald lavere magter.
I starten af måneden lancerede Amager Bryghus fire nye fadlagrede øl ved et større arrangement på brygmatriklen i Kastrup. Jeg var selvfølgelig på pletten, og sikrede mig ikke bare et par eksemplarer til anmeldelse, men også et lille lager til brug i podcasts senere – samt i øvrigt bare til simpel og almindelig nydelse.
Bare at nyde en øl uden at behøve at tænke på at skulle anmelde den senere hen – det er næsten ved at blive en sjældenhed. Jeg var ganske vist på dødsdruk i fredags, da jeg var til koncert med et af mine favoritbands, Haken. Desværre var det ikke nogen større oplevelse, og jeg har faktisk været underdrejet af samme grund hele weekenden.
Det mindede mig om, hvor lidt jeg egentlig holder af dødsdruk, og jeg burde efterhånden have lært bedre.
Man skulle ellers tro, at med en sag som nærværende øl – de 12% alkohol giver 2,6 genstande i én flaske – ville dødsdruk bare være en naturlig følge. Men næh nej – kvalitet som denne går der ikke 11 deciliter af på literen. Når man mageligt har ladet dette lille natsorte vidunder glide kækt henover tungen, er trangen til fuldskab for længst mættet, og man kan i stedet nyde passionen, vildskaben og ikke mindst galskaben ved brygget; fastholde øjeblikket i erindringen fremfor at sløre og ødelægge oplevelsen ved at gå druk-amok.
Der er bare mere vægt i en Double Mash Whisky Barrel Aged Imperial Stout fra et af Danmarks absolut førende mikrobryggerier end i ti Premium Pilsnere fra hvilket som helst industribryggeri i hele verden.
The Boobrie er, på trods af at være ufiltreret, ikke helt uigennemskinnelig. Langbølget lys når igennem det som en dyb rød nuance – men intet andet slipper igennem. Her har jeg faktisk glemt at bemærke, at brygget udsender en lækker em af sød lakrids allerede idet kapslen letter fra brygget.
Brygget afgiver en forfriskende sprød lyd af knasende æggeskaller idet det skænkes. Det gyldentorange skum matcher det natsorte bryg aldrig så nydeligt, og en af de meget få ting, men kan kritisere brygget for, skulle være, at skummet kun lader sig nyde i relativt kort tid, før det falder.
Duften peger i retning af en bitter stout. Ikke en sød én a’la de kejserlige russiske af slagsen. Lakrids, ikke af den sødeste slags, men heller ikke af den med salmiak i er det dominerende element, ledsaget af en røgantydning, der giver dybde og yderligere karakter.
Just wow! En ren lakridsjuice, der ud over bare at smage aldeles pragtfuldt og være en udelt nydelse, også er god for en øm hals. De 12 % alkohol vil også gøre en eventuel ledsagende forkølelse nemmere at bære. Brygget er vidunderligt fyldigt, smages med hele munden – både på under- og oversiden, samt i hulrummet imellem, hvor aromaen forplanter sig som en mild, krydret tåge.
Brygget er overraskende blødt mod tungen. Mundfornemmelsen er rund, rar og venlig, men savner intet i karakter. Hvad nogle ville kritisere den for at mangle i fandenivoldskhed, får man tifold igen i gummewellness og smagsløgsmassage af exquisite kaliber. I brystet brænder det til gengæld dejligt hele vejen ned – og et stykke efter det er endt i mavesækken, så det ikke bare er på tungen og i ganen, man mindes om den store øloplevelse. Efterklangen runger venligt, men også noget mere bestemt bag brystbenet, end det gjorde i munden.
Et lille mesterværk, der lover rigtig godt for Amager Bryghus’ nye lagrede serie, som jeg glæder mig rigtig meget til at fortsætte med. – Bare én af gangen, for med sådan kvalitet, er der ingen grund til at skeje ud.
Seneste kommentarer