Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Imperial IPA

I’m not Coming Home for Christmas, Evil Twin

Øl: I’m not Coming Home for Christmas
Bryggeri: Evil Twin Brewing
Type: Double Dry Hopped Double IPA
ABV: 8,5
Land: USA/Californien
Købt: Donation via drikbeer.com

Lange, snævre drag …

Så gik der vist lidt pinseferie i den. Jeg beklager stilheden, men ind imellem findes der trods alt vigtigere ting i mit liv end øl – og nej, det er ikke altid Minecraft.
Lørdag var ellers projekteret til at være arbejdsdag på min – stadig relativt nye – arbejdsplads. De er gode de lørdage … almindeligt overarbejdstillæg plus weekend-tillæg plus en grundløn der i forvejen bestemt ikke er noget at fnyse ad …
Nå – men det blev så aflyst. Med en ekstra fridag og en helligdagsmandag i sigte fik jeg den fikse idé at tage mit nyerhvervede køretøj på en ordentlig prøvetur til hovedstaden, så jeg endelig kunne få set familie og venner igen.
Planlægning og neglebidning over projektets omfang (ADHD og asperger kan især i sådanne situationer være en værre hunhund) levnede ikke det store overskud. Men nu hvor pinsen er vel overstået, har jeg fundet ro til at sætte mig bag tasterne igen.

I øjeblikket er jeg bagud på bloggen i forhold til YouTube-kanalen, hvor denne øl for længst er anmeldt. På videoen kan altså observere hele min smagningsproces, der ud over mine kommentarer ikke adskiller sig synderligt fra øl, jeg anmelder via pen og papir. Først hældes det meget lyse og højtskummende bryg op, mens det udløser aromaer af vanilje og citron til de olfaktoriske sansers udelte velbehag. Stikkes snudeskaftet tættere på brygget afsløres noter af grannåle og appelsin – en traditionel IPA-oplevelse, der ingenlunde har glemt frugterne i kompositionen. I dåden en mere end lovende indledning.

Frugt og gran kappes om at behage smagsløgene ved første lille mundfuld. En særdeles smagfuld oplevelse af alt det, man kender og elsker ved IPA, og som hver gang stadig formår at overraske og behage, selvom man har prøvet det et utal af gange før. Der er ikke så mange dikkedarer – dette er en IPA i al sin vælde, uden at være ekstra bitter eller ekstra aromatisk … eller – det er faktisk forkert. Den har faktisk fået lidt ekstra vanilje og frugt oveni bitterheden. Til gengæld er der holdt en lille smule igen på fylden. Det gør, at brygget ikke bliver alt for overvældende, og bedst nydes i lange, men snævre drag frem for bittesmå mundfulde.

En fuldblods-IPA, der på den anden side heller ikke buldrer unødigt voldsomt frem. Det er ikke nødvendigvis en ulempe, at et bryg også kan nydes i mere end blot mikroskopiske, altovervældende nip.

The Motive, The Veil

Kun fordi man kan …

Den her anmeldelse har været længe undervejs. Jeg undskylder gerne til dem, der sidder derhjemme dag efter dag neglebidende mens koldsveden pibler fra porer i tinding og pande, blodsprængt stirrende på mail-indbakken for ikke at misse når en ny anmeldelse fra Kajs Ølblog tikker ind. Jeg gætter på, det ikke er mange – og hvis der virkelig er nogen, der har det sådan – igen vil jeg gerne undskylde, men ikke uden også spagfærdigt at foreslå, at vedkommende måske skulle finde sig en enkelt sund interesse mere end at læse min ølblog. Fx er der andre gode ølblogs derude, som Brian Lunds ‘Højt Skummende‘, Steen Carlsens ‘Tid til en Øl og Martin Petersens ‘Stovt‘ – man kunne jo slå noget af ventetiden imellem mine indlæg ihjel ved også at læse dem.
Årsagen … ja, det er faktisk en lidt anden denne gang, end det evige klynkeri om min humørsyge og beskæftigelsessituation. Misforstå mig ikke – det er fortsat noget værre rod, men ikke den primære årsag til, at det skulle tage så lang tid at nå frem til den her.

Sagen er den, at dagens bryg nok (ikke bare ‘formentlig’ eller ‘måske’ – men ‘nok’) er det mest outrerede og ekstreme bryg, jeg nogensinde har prøvet. Det overgår faktisk i voldsomhed monstrøse konkoktioner som Amager Bryghus’ Big, Bold & Beautiful og bizarre brygeksperimenter som Steðjis Hvalur 2, der var brygget på røgede finhvalnosser. Igen gælder det voldsomhed og ikke nødvendigvis kvalitet.
Alligevel føler jeg mig på sin vis forpligtet til at kaste lidt mere end bare det gennemsnitlige antal anmeldelsesord efter brygget, når der nu så tydeligt er gjort noget ganske særligt ud af det. Det er debut for bryggeriet The Veil her på bloggen, og ingen skal komme og sige, at kreativiteten fejler noget i den gesjæft, hvis flagskib jeg gætter på nærværende bryg i en eller anden grad må være.
Man kommer på arbejde allerede før brygget er åbnet. Etiketten består af farverne rød og orange, og jeg er såre i tvivl om motivet (no pun intended) – hvis der da overhovedet er noget, i det utydelige, solfarvede farvespil. Blot det at læse hvad der i det hele taget står er en stor nok udfordring i sig selv. Jeg måtte have både briller og lup til hjælp, og jeg vil vove den påstand, at det ikke kun er fordi, jeg efterhånden er en mimrende, svagtseende olding. Ikke bare gør farvevalget læsningen svær nok, men typerne er også så små at teksten sort på hvid baggrund stadig ville have krævet hjælpemidler.
En mindre hovedpine, løbende øjne og let svimmelhed var sidegevinsten ved tydningen. der afslørede indhold af mælkesukker, ananas og mango, foruden øllets klassiske fire ingredienser. Typen er en sour double IPA på 8% – en stærk, men ikke voldsomt stærk øl.

Men én på opleveren – det får man i hvert fald. Brygget forlader kun meget nødig dåsen. Det skal næsten klemmes ud som var det i virkeligheden på tube. Dovent og vrangvilligt klasker det i store skvulp ned i glasset – mere som en masse, en tyk grød, end som en væske. Men flot ser det ud – det må man sige – appelsinorange og fuldkommen uigennemsigtigt, kun med en fin skumhinde over det, der snart fordufter.
Hvor meget brygget end har at byde øjet, mangler det til gengæld i næse. Syre, IPA og masser af frugt til trods, dufter det næsten ikke af noget. Man håber, at smagen er indkapslet bag den uigennemtrængelige orange barriere, for på duften at dømme truer en kedelig omgang.

Min første reaktion på den underligt grødagtige substans på tungen var forundring. Forundring over, at man kunne brygge et så tæt og fyldigt bryg, og samtidig negligere aromaen så meget. Det er nu ikke fordi aromaen er helt glemt – den er der da, men den spiller i den grad andenviolin i forhold til en ekstremt dominerende fylde – ikke helt ulig et stykke sejt, tørt kød, der bare vokser og vokser i munden, lige meget hvor længe man tygger det. Det bliver faktisk decideret væmmeligt, hvis ikke man begrænser sig til meget små slurke.
Og de små mundfulde – eller nip skulle man måske hellere sige, byder først på skarp syre af citron og eddike. Derpå følger en let berøring af de tilsatte frugter – næppe genkendelige i den næsten plastiske substans og der sluttes af med en tør, næsten sandet bitterhed ved mandlerne. Faste – eller bare jævnlige læsere af bloggen vil vide, hvor meget jeg holder af IPA’ens bitterhed. Men her er den, trods nogen styrke, alligevel blot en skygge af sig selv. Den mangler dybde, den mangler kontur, og den mangler … umami måske? Følelsen af at have noget i munden, der simpelt hen bare er rart, uden at man helt kan pege på hvad der gør det rart. Den fornemmelse har jeg savnet helt og aldeles på den lange, svære og til tider væmmelige vej igennem dette tunge, alt for tætte, ekstrembryg.

Jeg sætter stor pris på ekstreme brygeksperimenter. Men det kræver, at de smager af noget. Tag igen Amager Bryghus’ mesterværk Big Bold & Beautiful – alt ved det bryg var ekstremt – farve, fylde, aroma, styrke, men nej hvor det smagte! I brygget her lader man til at have skruet alt op på elleve – undtagen, og derfor også på bekostning af, aromaen. Den må møjsommeligt presses ud af det i forvejen meget voldsomme bryg. Det er ikke det, man har mest lyst til når man får endnu en klat uformelig frugtgrød i munden – især når gevinsten er så lille, som den er her.

Karakteren har jeg været vældigt meget i tvivl om. Brygget er igen nok det mest ekstreme bryg, jeg nogensinde har prøvet. Til gengæld er det også disharmonisk, fladt i smagen, til tider decideret væmmeligt og overordnet mere en prøvelse at komme igennem end en fornøjelse. Men samtidig fortjener bryggeriet en udmærkelse for at turde brygge en orange rædsel som denne (som om USA ikke havde haft orange rædsel nok de sidste fire år – men lad nu det ligge) – om ikke andet i et forsøg på at overgå … andre bryggerier måske? Hvis man vil flytte grænser for brygkunst må man vel starte et sted og prøve et eller andet. Resultatet af eksperimentet er i det store og hele mislykket i dette tilfælde – men kedeligt eller mainstream var det i hvert fald ikke.

Så hvor lægger man et bryg, der vitterlig bryder grænser ned, giver en fuckfinger til konventionerne, og som uden skelen til modens eller den grå normalismes hensynsløse krav gør lige som de har lyst til? Snart sagt alle gode intentioner pakket ned i tre linjer på en tilfældig dansk ølblog … Men som så fejler fælt når det rent faktisk gælder om at få brygget til at smage af noget?
Midt i er mit bud. They tried and failed, yet not miserably, og i det mindste prøvede de.

Smid en kommentar hvis du synes jeg har tabt hovedet og er helt gal på den. Det er så hyggeligt at skændes om den slags.

Premiere, Interboro

Skarp konkurrence …

Det kom alligevel til at tage mig længere tid end jeg havde regnet med at få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at sætte mig bag tastaturet igen. Depressionen hænger endnu engang som en tung dyne over mig, og jeg må anstrenge mig voldsomt for at kunne klare selv de mest simple opgaver. Det er fortsat arbejdsløsheden, der nager og får det hele til at se håbløst ud.

Der er ellers ikke så lidt at glæde sig over for tiden. Ikke alene bliver Donald Trump stillet for en rigsret (igen); det samme gælder Inger Støjberg herhjemme.
I den forbindelse har jeg noteret mig, hvordan man nærmest som et urværk bliver kaldt pædofil og tilsvarende, det øjeblik man offentligt giver til kende, at man støtter rigsretssagen mod hende. Det hun står anklaget for er at give en ulovlig instruks om, at alle ægtefæller blandt asylsøgere, hvor én af ægtefællerne var under 18 år, skulle adskilles. Uden hensyntagen til … vel – hvad som helst egentlig. Desuden skulle de adskilte par nægtes høring i forbindelse med adskillelsen, hvilket stred mod gældende regler og retspraksis. Ud over at afgive en instruks, der gik direkte imod gældende regler, løj Inger Støjberg desuden om instruksen på flere samråd i Folketinget.
For nu ganske kort at lege djævelens advokat: Gjorde Inger Støjberg det ikke alligevel med de bedste intentioner for øje? Var hendes mål ikke at beskytte barnebrude mod overgreb fra langt ældre ægtefæller? Det er på baggrund af den præmis, man mødes med anklager om at være pædofil, når man forsvarer rigsretssagen. Kigger man på de såkaldte barnebrudes aldersfordeling vil man imidlertid opdage, at aldersforskellen ikke generelt er meget stor. I 13 ud af de 34 sager er aldersforskellen 5 år eller derunder. Ofte er der kun ét år imellem dem. I andre tilfælde er der vitterlig store aldersforskelle, der godt kunne give anledning til reel bekymring.
Men glem ikke, at parrene i modstrid med reglerne blev nægtet retten til at blive hørt. Som minister valgte Støjberg at skære parrene over én kam og behandle dem alle på samme måde, uden skelen til deres individuelle situation.
For mig ser det ud som om Inger Støjberg fandt et nemt offer for sin lyst til at smage magten, samtidig med at hun kunne appellere til et voksende fremmedhadsk vælgersegment i partiet Venstre – og uden for partiet venstre i øvrigt, og som hun selv efter alt at dømme er en del af. Jeg vil ikke spekulere længe over hendes fremtid i partiet, men Formand Jakob Ellemanns linje, som han reelt først har lagt i disse dage med sin støtte til rigsretssagen, peger i retning af et opgør med racismen i partiet. Og uden den, vil Inger Støjbergs tid i Venstre nok være forbi.
Og det vil jo være mægtig ærgerligt. For jo mere kaos og splid der kan skabes i det parti desto bedre, og Inger er den perfekte katalysator for begge dele. Det vigtigste er imidlertid at få Inger Støjberg for retten for de lovbrud hun er mistænkt for. At der derved bliver sat en om ikke andet midlertidig dæmper på den skade, hun gør på partiet Venstre, er et mindre onde jeg må lære at affinde mig med.

Vel, videre til dagens øl, der blev nydt under en live stream (ja, det var ikke første gang og nok heller ikke sidste) på min gode ven Geoff Breeze’s kanal (like & subscribe), hvor vi et par stykker fra rundt omkring i verden i fællesskab fordøjede begivenhederne fra dagen før, hvor den amerikanske kongres blev stormet.
Jeg havde fundet et par gode øl frem – det passer sig i godt selskab. Brygget her er en dobbelt tørhumlet IPA, hvilket på alle leder og kanter er ganske lovende fra første færd.
Pomelogult og lige så uigennemsigtig som overfladen på enhver citrusfrugt spærrer brygget stædigt synlighed af alt, der måtte gemme sig bag glasset. Brygget duftes allerede som dåsen åbnes med lovende, lækre og i øvrigt traditionelle noter af grape, grannåle og et pikant stik af røg.
De første par slurke byder på et festfyrværkeri af tæskebitter humle og frisk grape. Derefter bliver det en smule mere afdæmpet, idet brygget går fra humlebombe til en noget mildere humlegodbid; stadig lækker som ind i h… men samtidig også forfriskende i sin mere spinkle og citrusprægede aromaprofil.
Brygget her er, når alt kommer til alt, ikke nødvendigvis et måltid i sig selv, double dry hopped eller ej. Den vil gøre det fint som ledsager til Thairetter med grøn chili og andet i samme dur. Søger man en øl, der skal flå kæberne fra hinanden i en blodrus så bitter som summen af en Trump og en Støjberg der får læst deres dom op ved rigsretten, må man nok lede videre en stund endnu.

Stockholm Syndrome, Kissmeyer

God rutine …

Mit seneste indlæg om Founders’ Sumatra Mountain affødte en del reaktioner. Det var helt tydeligt, at jeg langt fra var den eneste, der havde prøvet brygget, og at jeg blandt disse stod temmelig alene med min oplevelse. Kommentarer både her på bloggen og Facebook har ladet mig vide, at brygget meget hurtigt bliver dårligt, hvis det står i solen, og at dette i øvrigt er et generelt træk ved øl, der er tilsat kaffe. Ret skal være ret, og jeg er selvfølgelig ikke interesseret i at et bryg får en dårlig anmeldelse på bloggen, fordi det eksemplar jeg har stået med, har været fejlbehæftet. Skulle jeg støde på brygget igen i fremtiden, står den på reanmeldelse, og i mellemtiden vil jeg tilføje en disclaimer på det oprindelige indlæg om, at der er mistanke om fejlkilde.

Med de to Founders-øl var det ellers slet ikke slut med spændende nye øl til bloggen. Marcus havde faktisk købt rigeligt ind til den livestream vi var fælles værter på senere samme aften. Jeg tror Marcus har mig mistænkt for et par OCD-tendenser eller tre, for jeg kunne ikke andet en ærgre mig over, at jeg ikke kunne anmelde de nye øl i løbet af livestreamen. Så dagen efter forbarmede han sig over mig, og købte et nyt sæt af de Skanderborg Bryghus-øl, som hans lokale Lidl havde på tilbud, så jeg kunne få dem med hjem til Thisted og anmelde dem behørigt.

Det kommer til at ske inden alt for længe. Jeg skylder Marcus endnu en tak for husly, godt selskab og ekstrem tålmodighed over for mine små særheder.

Dagens øl nød jeg kort efter hjemkomsten fra hovedstaden. Jeg har flere gange før skændet Kissmeyer huden fuld for, at deres øl tager sig attraktive ud, men alt for sjældent leverer en ordentlig oplevelse. Da jeg forleden fandt et parti De Molen-øl på tilbud i Føtex røg der imidlertid et par Kissmeyer-øl med, da tilbuddet gjaldt fem øl. Og der var lige præcis to Kissmeyer-øl ud over de tre De Molen øl, så jeg så det som et tegn fra stokastik og tilfældighedernes ultimative overlords, at det var på tide at give Kissmeyer en chance til.

Det skulle da også stå meget slemt til, hvis Kissmeyer ikke kunne få en imperial IPA med en alkoholstyrke på 9,5% til at tage sig bare nogenlunde ud rent aromatisk. Visuelt kører de på rutinen – omend det indrømmet er en god rutine – med flot, appelsinfarvet bryg under en nydelig lille skumkrone.

Bouqueten matcher farven fint. Appelsinerne brænder godt igennem med både sødt og bittert – men mest sødt. Aromaen byder igen på en rutinepræget oplevelse, omend én hvor bryggeren har gjort lidt ekstra for, at rutinen lige ligger en tand højere end hos andre rutinerede bryggere. Smag og mundfornemmelse er dejligt tætte, med en appelsinsød aroma i front, mens bitterheden spiller andenviolin med frisk træ ved gummerne, samt kommen og koriander i eftersmagen. Ned gennem brystet river brygget godt, så oplevelsen ikke kun er begrænset til gab og svælg. Det er faktisk slet ikke så tosset denne her gang.

Rutinen og bryggerens afdæmpethed får altså ikke bugt med oplevelsen denne gang. Men de er der nu alligevel, rutine og afdæmpning. Jeg har prøvet mangt en IPA, ikke mindst Imperial IPA, der var langt mere Schwung over end den her. Der kunne godt have været lidt mere bitterhed og lidt mere fylde. Den ledsagende aromatiske sødme, til gengæld, er lige i øjet.

Kissmeyer skal smide tøjlerne, og turde gå hele vejen. Så tror jeg faktisk, det kunne blive rigtig godt.

Tasty Juice, Lervig (Ole Øl-Ninja 5)

Sådan skal det være!

Vel, det skal jo ikke handle om øl alt sammen. Jeg er kendt, for ikke at sige berygtet, for at blande alt muligt irrelevant – gerne af politisk tilsnit – ind i mine ølskriverier. Og her på det sidste synes jeg godt nok, jeg fik holdt mig lige lovligt meget til emnet.

Nu skal det være slut! SAS har vist god stil ved at lave en reklame, der har fået hele ekstrabladssegmentet (i ved – den yderste højrefløj, der som bekendt starter ved midaldrende socialdemokrater) til at fare i kollektiv flint. Tænk, alle dem, der ellers hader fællesskabet så meget, at de næsten spontant ejakulerer ved tanken om at lade rædselsfirmaer som Goldman Sachs og Blackstone overtage hele Danmarks infrastruktur og boligsektor for en slik, forvandles til små hysteriske pattebørn, så snart deres illusion om Norden og Skandinavien som verdens navle belyses den mindste smule kritisk.

Frygten er åbenbart meget reel. Skulle læserne ikke have opdaget det, har jeg smidt en video op på min YouTube-kanal om, hvad jeg mener om reklamen, og den har omgående tiltrukket sig væsentlig mere opmærksomhed, end mine ølanmeldelser gør! Selv jeg, en meget lille og ubetydelig YouTuber, skal overdænges med dislikes og spydige kommentarer. Og selvom jeg er fuldkommen åben om, at det hele tiden har været mit ønske at få dislikes og negative kommentarer, fortsætter de med at vælte ind. Og de vil allesammen opfanges af YouTube-algoritmen som opmærksomhed, der vil hjælpe videoen til at blive foreslået og delt i stadig bredere kredse.

Mine læsere skal være aldrig så velkomne til at deltage i løjerne. Om I liker eller disliker er grundlæggende ligegyldigt – algoritmen registrerer det alligevel som en interaktion – og det gavner videoen og min kanal. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at jeg vil blive marginalt gladere, hvis den får nogle upvotes. Ender den med at have flere upvotes end downvotes engang når universets varmedød for alvor sætter ind, er det vel trods alt en form for sejr.

fig. 1

Det uhyggelige ved forløbet er til gengæld med hvilken ærlighed og åbenhed de højreradikale trolls, bots og snefnug går til værks. De er især sure over, at en farvet

person i reklamen taler om sine forfædre blandt vikingerne, og de sammenligner rask væk personen med aber. Andre mener at jeg er “anti-hvid”, og at udskiftning af den hvide befolkning er noget der rent faktisk sker (fig. 1)

Bedre er det ikke på Twitter, hvor det ikke tog lang tid, før jeg på grund af mit forsvar for reklamefilmen blev beskyldt for at være jøde (fig. 2). Er det bare mig, eller tegner der sig så småt en detaljeret profil af, hvilken ideologi disse kældermennesker mon i deres stille sind identificerer sig med?

fig. 2

En anklage om, at videoen er lige lovligt skarptskåren på grænsen af det trollende, ville egentlig ikke være helt urimelig. Men at den kan få så mange aspiranter til den næste generation af udtalte nazister til at springe ud, kom alligevel bag på mig. Hvor frygtindgydende det end måtte være, er det på den anden side også sundt at få bekræftet sine fordomme om, at det vitterlig er afstumpet, dødsensfarlig racisme der ligger bag kulturkrigernes floromvundne og intellektuelt synende diskurs om, at minoriteterne får for meget plads. Det er den lærdom, jeg tager med fra den her sag.

Nu over til noget meget rarere!

Hvor den sidste øl, Ole og jeg nød var en ekstremøl, der havde så travlt med at være ekstrem, at den næsten glemte at være en øl, gik vi nu over til noget mere rent i konceptet. En IPA, der var rigtig meget IPA, og som ikke prøvede at være noget andet end en IPA. Bryggeriet var det samme, norske Lervig, der i disse dage for alvor slår sit navn fast på bloggen som en af topbryggerierne.

Det tætte, nærmest plumrede bryg byder på vild frugtsalat i bouqueten. Det vælter ind med sødt og syrligt – figner, fersken, appelsin og citrus. Illusionen er perfekt, eftersom brygget ikke indeholder et gram frugt – blot vand, gær, malt af byg og hvede samt rigeligt med humle.

Den perfekte aromatiske eksplosion af bittert og aromatisk fylder hele mundhulen. Dette er grunden til at jeg kalder IPA min favorittype. Så meget aroma, så meget bitterhed, så meget gran, så meget tørt, lyst træ, så meget frugt – appelsin og bergamot – omend brygget her har fokus på en bitterhed, der ikke var videre præsent i bouqueten.

Dette var Ole en kende skuffet over. Han havde forventet, at brygget var en fruit IPA – en IPA-type, der faktisk smager af frugt som følge af et meget nøje udvalg af humler, der til gengæld læsses i urten som sukker i Coca-Cola. Han var også skuffet over, at bitterheden – hvor intens og fyldig den ellers måtte være – alt for hurtigt pakker sydfrugterne efter det velgørende besøg hos smagsløgene.

Jeg kender ikke fruit-IPA-typen. Og som repræsentant for typen er brygget her noget nær perfekt – så den skuffelse delte jeg ingenlunde. Jeg vil til gengæld gerne indrømme Ole detaljen med, at eftersmagen varer for kort … Det er faktisk lidt frækt at beklage sig over det, når alt andet i brygget er så godt som det er. Men det er ikke desto mindre den detalje der gør, at brygget ikke fik den absolutte topkarakter af nogen af os.

Ole gav den …

… fordi han ligesom min gode ven og hyppige medsmager Marcus ikke vil give halve stjerner. Jeg er til gengæld ikke nær så puristisk.

Sticky Hands, Block 15 Brewing Co.

Sådan en nydelig gave …

Mit YouTube-projekt mangler at bryde ordentligt igennem. Der er ikke så mange abonnenter endnu, og heller ikke så mange visninger, som jeg kunne ønske. Men det er der, og det morer mig at nørkle med videoerne, når jeg ellers har ordentlig tid til det.

Og spændende kontakter har det jo faktisk skabt. Eller i hvert fald en enkelt: En amerikansk ølblogger der kalder sig Tasting Nitch på YouTube og Instagram har ikke bare givet min kanal shoutouts og citeret mit materiale (med min fulde velsignelse) – nu har hun også sendt mig øl. To styk hele vejen fra den anden side af atlanten, og den ene af dem vil blive anmeldt nu – for anden gang, idet selve åbningen og smagningen blev grundigt dokumenteret i endnu en video.

Nitch havde ikke lagt fingrene imellem i det fine brev, der ledsagede forsendelsen. Desuden skulle brygget, der stammer fra samme stat som Nitch bor i – Oregon – have været ret svært at få fat i tidligere. Nu er produktionen gået op, og straks er der overskud til at sende et eksemplar over atlanten. På Untappd kunne jeg imidlertid konstatere, at det har fandtes på udskænkningssteder rundt omkring i Danmark – så gad vidst om brygget i virkeligheden har været svært at få fat i i Oregon, fordi det meste gik til eksport?

Either way, en aldeles nydelig IPA er der i hvert fald tale om. Duften vælter frem ved åbning med rå og frisk duft af aromahumle. ‘Sticky’ eller klistret på dansk er ikke helt ved siden af. Men ‘stingy’ ville heller ikke være af vejen, da bitterhumlen også er præsent med deraffølgende stikkende fornemmelse i næsens slimhinder.

Visuelt er brygget en klassisk IPA – lettere tåget og ikke nogen humlesuppe, som New England IPA’erne er kendt for at være. Skummet er ganske lavt og hastigt faldende, så man alt i alt på det visuelle parameter ikke bydes noget festfyrværkeri.

Heldigvis er det vigtigste også smagen, og her holder brygget sig ingenlunde tilbage. Rigeligt aromatisk humle og bitterhed en masse, som man kender det på typen når den er allerbedst og kommer fra USA. Til forskel fra de mindst lige så vidunderlige IPA’er fra Amager Bryghus, er brygget her en anelse tungere med aroma af unge fyrrenåle, snarere end spæde grannåle. En lidt dybere bitterhed, der hænger godt fast ved mandler og svælg erstatter de rå, flående og kradsende impressioner fra Kastrup, men samtidig konstaterer man, at det ene kan være lige så fint som det andet – bare håndværket er i orden.

Og det er det her! Thank you, thank you, thank you, Nitch – for this masterpiece. Den anden øl er af en ganske anden type – en Russian Imperial Stout. Bliver det bare halvt så rart som denne, er der stadig en urimeligt god oplevelse i vente.

Imperial IPA, Beard Brew (Saufen und saufen und saufen … I)

Blændende fra start …

Vel, jeg må til det.  Så vidt muligt må Marcus og min prøvesmagning af flere fine øl i lørdags rekonstrueres ud fra mine optagelser, hvor kun min egen stemme kunne høres. Heldigvis var Marcus snarrådig nok til at låne mig sin telefon, så der i det mindste kunne optages nogle flotte billeder af øllene. Det havde jeg nær selv glemt.

Allerførst skal der lyde en stor tak til bryggeriet, der sørgede for at levere smagsprøverne direkte til min dør. Beard Brew er et projekt bestående af Morten Fogdahl-Wiese og Dennis Mejdal. Førstnævnte står meget kort sagt for brygningen og de vilde eksperimenter der går forud, mens Dennis står for det grafiske og meget stilsikre udtryk. Skægget er et gennemgående grafisk træk, og jeg skal i den anledning prøve at undgå at tale alt for meget om hipstere, og ikke mindst fordommene om dem. Men mon ikke der med et glimt i øjet puffes kærligt drillende til dem ved hjælp af de mange skægformer, som de forskellige øl bærer. På denne – bryggeriets første kommercielle øl siden starten i 2011 – præges etiketten af en ‘Lemmy’ – selvom jeg nu langt fra er sikker på, at brygget bevidst er tænkt som et nik til den legandariske hedengange forskråler og bassist fra det britiske rock’n’roll band Motörhead.

Bryggeriet lægger sikkert ud, må man sige. Omend IPA-typen efterhånden er blevet så mainstream, at selv industribryggerierne producerer standard–IPA’er til ikke alt for høje priser, så findes der fortsat rigtig mange gode IPA’er derude. Det er fortsat noget, bryggerierne går op I at lave ordentligt. Typen har således været i stand til at holde til sin egen succes frem for  at blive [pun-warning!] udvandet af den.

Beard Brews IPA gør det rigtig flot i et glas. Det gyldne skum kroner flot og tæt det kobberrøde og overraskende mørke bryg. Men indtrykkene strømmer allerede frem da kapslen letter, idet man allerede her kan annamme flormelis og vanille i skønneste forening. Bitterheden er laid back, men umiskendeligt præsent i baggrunden med små, spæde barberbladsskarpe grannåle.

Og der er fuld gas på aromaen. Som det skal være, er bitterheden helt i front. På optagelsen fremhæver jeg den intense nålebitterhed som selve typens signatur. Og hvor det dog ærgrer, at Marcus’ protest ikke kan høres i al sin vælde.

Indigneret erklærede han min karakteristik som noget af det mest Arthur Jensen-agtige der var sagt siden 3. eller 4. afsnit af Matador. Podcast-egnet, ganske afgjort, ligesom Marcus’ efterfølgende fortælling om, hvordan scenen hvori Hr. Schwann tumler halsbrækkende ned ad den trappe, der bliver hans endeligt, strålede i hans erindring, omend den scene – i øvrigt ligesom Lærer Andersens død af kulde på balkonen over Korsbæks hovedstrøg – aldrig er blevet vist, og formentlig heller ej optaget.

Og sådan går det hver gang, jeg optager Marcus’ og min fælles ølsmagning. Når der ikke er mere at fortælle om øllet, begynder vi at tale om andre ting.

Om denne øl havde vi nu også kun gode ting at sige. Bitterheden er lige i skabet. Og længe efter at brygget har passeret svælget, hviler den skarpe nålearoma stædigt i gane og gummer. En underliggende sødme af vanille yder det ekstra indtryk, der gør en IPA fuldendt.

Vitterlig godt skuldret af Beard Brew. Marcus udtrykte sin spændte forventning til de næste bryg, der kommer på markedet, hvilket jeg kun kunne istemme …

Marcus uddelte rundhåndede …

Jeg toppede med …

Steam Brew Imperial IPA, Privatbrauerei Eichbaum

Kejsergråd …

Nogle gange har man fornemmelsen af, at der ikke sker andet, end at ens helte og andre man ser op til dør omkring én. Det skyldes selvfølgelig til dels at kendthed er meget vigtigt i vore dages mediebillede, og når nu der er så afsindigt mange kendte, er det måske ikke så mærkeligt, at kendte menneskers dødsfald optager så mange pixels på skærmene ude i de små hjem hele tiden.

Som tegneserieinteresseret og som skaber af en sådan på amatørniveau var det selvfølgelig noget af et slag, da Stan Lee takkede af. Nu blev vi ramt endnu engang, idet Werner Wejp-Olsen tog plads ved det evige tegnebord, sammen med andre prominente kolleger som Georges Remi, Charles M. Schulz og Franquin – for bare lige at nævne nogle stykker.

Werner Wejp-Olsens tegninger (eller WOW, som han gerne underskrev sig på sine tegninger) var en fast følgesvend gennem min barndom. Jeg husker hvordan hans letgenkendelige, lystige og rene simple streg prydede undervisningsmaterialet i børnehaveklassen. Bedst kendt var han nok for Dick Dangers Krimi-Quiz, som jeg spændt læste i venteværelset hos min klaverlærer, der havde SE & HØR liggende. Endelig var der Felix-tegneserien, som han overtog fra svenskeren Jan Lööf, der nu overlever ham. Han lavede illustrationer i en række læse-letbøger. Nogle vil måske huske Nicolai-serien, som han selv forfattede, samt Jes & Nis, som han illustrerede for Esther Skriver.

Momsemor har jeg aldrig læst, så omtale af den må eventuelle fans have til gode. Men et stort tak for alt skal lyde herfra.

Videre til dagens øl, som jeg har købt i Lidl. Lidl er et tysk Supermarked, der stædigt holder fast i et stort udvalg af varer fra hjemlandet. Lidt af Danmark er imidlertid ved at stikke foden ind, ikke mindst i øludvalget, hvor der så småt begynder at indfinde sig produkter, der er lige en tand eller halvanden over det umanérligt kedelige udvalg af de 17.000.000 (rundt regnet) forskellige flade industripilsnere, som hjemlandets supermarkeder kan byde på. Nationaliteten holder man imidlertid fast i, og således findes denne linje af specialøl (for lack of a better term) fra industribryggeriet Privatbrauerei Eichbaum for tiden på hylderne.

Egentlig ser det ganske flot ud der i glasset, kobberrødt med gyldent skum. Sidstnævnte lægger sig imidlertid meget fladt, og fortrækker hastigt, så på trods af bryggeriets betegnelse Imperial IPA, er der hverken meget royalt eller kejserligt over den visuelle indledning.

Hjemlandet mærkes mere i bouqueten end godt er. I stedet for skarp, hårdtslående bitterhumle, eventuelt ledsaget af blomster og frugter, sådan som man kender en ordentlig IPA, afgiver brygget her en uengageret em af jævn pilsner, der måske er tonet en lille smule i retning af noget ubestemmeligt nåletræ. Det forekommer, at bryggeriet helst ikke vil udfordre tyskernes konservative (for ikke at sige forstokkede) ideer om, hvad øl er, for jeg har prøvet indtil flere pilsnere, der duftede mere af IPA end den her.

– Og smagte, kunne jeg tilføje. Det tidligere kejserrige, nu forbundsrepubliks umiskendelige smag for kedelig, konform, konservativ industri har formået at ødelægge endnu et eksperiment udi brygning af interessant øl. IPA’en sprøde bitterhed er skånselsløst kvalt i alt for meget vand, og jamrer som en metallisk efterklang ved gummerne. De krydrede og blomstrede noter bliver også holdt effektivt nede og kun vage spor af ingefær og anis overlever som en fortyndet ginger ale med et opløst Kongen-af-Danmarks bolsje i. Det er næsten flabet, sådan at blande det danske kongehus ind i den tyske kejserlige arvefølge, men når produktet er så svagt, må man gerne være flabet – ja, ubehøvlet endda.

Vi må håbe, den gode Wejp-Olsens tegnestue i det hinsides ligger i god afstand fra samtlige tyske kejsere. De må alle rotere og græde hjerteskærende over, at nogen i deres gamle land kunne have den frækhed at påklistre betegnelsen ‘kejserlig’ på et bryg, ad hvilket selv ussel almue og pjalteproletariat ville fnyse fornærmet.

Heavy Mental, Amager Bryghus

Det er pænt metal …

Som jeg fik nævnt i forbifarten for et par måneder siden, går Amager Bryghus’ brygmester Jacob Storm i Cannibal Corpse t-shirts. Så det manglede jo bare, at Amager Bryghus bryggede en øl med den musikstil som tema.

Og det har de jo sådan set også gjort flere gange allerede. Todd og Linda the Axe Grinder er to strålende eksempler – man så alligevel. Heavy Metal-temaet listes ind fra sidelinjen, og antydes slet ikke så demonstrativt som i denne IPA fra Danmarks ukronede humlekonger. Det var på tide, fristes man næsten til at sige, at få en rigtig heavy metal-øl fra det bryggeri.

Heavy Mental er således rundhåndet tørhumlet efter inspiration fra New England. Desuden er tilsat forskelligt – herunder hvidt sukker, og er brygget på bl.a. hvedemalt. Desværre har jeg i skrivende stund allerede kasseret emballagen, og jeg har ikke kunnet støve en deklaration op online, men noget rent bryg ville tyskerne i hvert fald ikke mene, der var tale om.

Resultatet er en kraftfuld og aromatisk humleknallert, der i løden også formår at gøre de fjerne fætre i Det Forjættede Land kunsten efter. Brygget ligner nypresset appelsinjuice – omend uden frugtkød. Bouquet af knasende frisk humle stiger op over det ikke voldsomt skummende bryg. Heller ikke bouqueten er voldsom – den synes næsten afdæmpet, men dens kvalitet i knasende sprød- og friskhed, kan der ikke sættes en finger på.

Fuld volumen – sådan som Cannibal Corpse, Napalm Death og Iron Maiden og alle de andre forrygende metalbands skal lyttes til – er der til gængæld på aromaen. Tight og hårdslående vælter den kraftfulde smag af nåletræer ud i alle mundens afkroge, hvor den holder sig fast med små, barberbladsskarpe modhager længe efter at brygget har forladt smagsorganerne. Heldigvis gør typens frugtige noter sig også gældende med en sød appelsinoliearoma, der passer med en præcision, der er Nuclear Assault og Dream Theater værdigt, til bryggets flotte lød.

Hvis ikke der havde været et element, der gav den rasende bitterhed lidt modspil, ville brygget føles ude af balance. Men hos Amager Bryghus ved man, at god musik ikke skabes af brølende vokal, buldrende trommer og brølende guitarer og bas alene. Musikken, konturen, formen skal også være der. Ellers drukner den vidunderlige og finurlige skønhed, der er derinde, midt i al aggresionen …

… i såvel Amager Bryghus’ bryg som i god Heavy Metal.

Lucky Jack Extra Hard IPA, Lervig Aktiebryggeri

Bare lige en hurtig én …

Hvor var det, jeg købte den? Sandsynligheden taler for Fakta – for der går jeg som bekendt oftest på indkøb, men det var ikke i min foretrukne filial på Husum Torv. Jeg husker også, at jeg fiskede den op fra en spotvarehylde, hvor den stod helt alene og græd, som den sidste i et parti.

Eller okay … den græd ikke. Men den så altså meget alene ud, og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte gøre en ende på dens lidelser.

Sidst jeg havde en Lervig-øl på programmet, var jeg ikke videre imponeret, så måske er det tid til en revanche. Denne gang er der en ‘Extra Hard’ IPA på programmet, hvilket fra starten hæver forventningerne, men også nærmest garanterer et godt resultat, såfremt brygget ikke er gået helt galt.

Duften er røget – udover de med typen forbundne (og elskede) noter af bergamot og grannåle, tilsat en blomsterkrydret variant af hyld og ingefær. Jeg ville ikke kalde brygget ‘hårdt’ for nuværende – det kæler lige lovligt meget for den ukomplicerede men velgørende olfaktoriske nydelse. Til gengæld må betegnelsen ‘ekstra’ siges at være i orden.

I smagen er jeg igen mindre tilbøjelighed til at acceptere betegnelsen ‘hård’. Den skal være lidt mere hård og brutal for at retfærdiggøre attributten. ‘Ekstra’, til gengæld, er igen retfærdiggjort i en magelig, omend tung og venligt gnubbende aroma af ingefær, egetræ og koriander – tillige med the usual suspects – grannålene, der i dette tilfælde er modne og ikke spæde i udtrykket.

Desuden er brygget ganske forfriskende, og med sit rene og klare udtryk, hvor aromaerne blander sig så fint sammen, får det undertiden endda et let og vederkvægende udtryk, jeg igen har det svært med at hæfte betegnelsen ‘hård’ på …

… ‘ekstra’ er den til gengæld i rigeligt omfang.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme