Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Imperial IPA

Stockholm Syndrome, Kissmeyer

God rutine …

Mit seneste indlæg om Founders’ Sumatra Mountain affødte en del reaktioner. Det var helt tydeligt, at jeg langt fra var den eneste, der havde prøvet brygget, og at jeg blandt disse stod temmelig alene med min oplevelse. Kommentarer både her på bloggen og Facebook har ladet mig vide, at brygget meget hurtigt bliver dårligt, hvis det står i solen, og at dette i øvrigt er et generelt træk ved øl, der er tilsat kaffe. Ret skal være ret, og jeg er selvfølgelig ikke interesseret i at et bryg får en dårlig anmeldelse på bloggen, fordi det eksemplar jeg har stået med, har været fejlbehæftet. Skulle jeg støde på brygget igen i fremtiden, står den på reanmeldelse, og i mellemtiden vil jeg tilføje en disclaimer på det oprindelige indlæg om, at der er mistanke om fejlkilde.

Med de to Founders-øl var det ellers slet ikke slut med spændende nye øl til bloggen. Marcus havde faktisk købt rigeligt ind til den livestream vi var fælles værter på senere samme aften. Jeg tror Marcus har mig mistænkt for et par OCD-tendenser eller tre, for jeg kunne ikke andet en ærgre mig over, at jeg ikke kunne anmelde de nye øl i løbet af livestreamen. Så dagen efter forbarmede han sig over mig, og købte et nyt sæt af de Skanderborg Bryghus-øl, som hans lokale Lidl havde på tilbud, så jeg kunne få dem med hjem til Thisted og anmelde dem behørigt.

Det kommer til at ske inden alt for længe. Jeg skylder Marcus endnu en tak for husly, godt selskab og ekstrem tålmodighed over for mine små særheder.

Dagens øl nød jeg kort efter hjemkomsten fra hovedstaden. Jeg har flere gange før skændet Kissmeyer huden fuld for, at deres øl tager sig attraktive ud, men alt for sjældent leverer en ordentlig oplevelse. Da jeg forleden fandt et parti De Molen-øl på tilbud i Føtex røg der imidlertid et par Kissmeyer-øl med, da tilbuddet gjaldt fem øl. Og der var lige præcis to Kissmeyer-øl ud over de tre De Molen øl, så jeg så det som et tegn fra stokastik og tilfældighedernes ultimative overlords, at det var på tide at give Kissmeyer en chance til.

Det skulle da også stå meget slemt til, hvis Kissmeyer ikke kunne få en imperial IPA med en alkoholstyrke på 9,5% til at tage sig bare nogenlunde ud rent aromatisk. Visuelt kører de på rutinen – omend det indrømmet er en god rutine – med flot, appelsinfarvet bryg under en nydelig lille skumkrone.

Bouqueten matcher farven fint. Appelsinerne brænder godt igennem med både sødt og bittert – men mest sødt. Aromaen byder igen på en rutinepræget oplevelse, omend én hvor bryggeren har gjort lidt ekstra for, at rutinen lige ligger en tand højere end hos andre rutinerede bryggere. Smag og mundfornemmelse er dejligt tætte, med en appelsinsød aroma i front, mens bitterheden spiller andenviolin med frisk træ ved gummerne, samt kommen og koriander i eftersmagen. Ned gennem brystet river brygget godt, så oplevelsen ikke kun er begrænset til gab og svælg. Det er faktisk slet ikke så tosset denne her gang.

Rutinen og bryggerens afdæmpethed får altså ikke bugt med oplevelsen denne gang. Men de er der nu alligevel, rutine og afdæmpning. Jeg har prøvet mangt en IPA, ikke mindst Imperial IPA, der var langt mere Schwung over end den her. Der kunne godt have været lidt mere bitterhed og lidt mere fylde. Den ledsagende aromatiske sødme, til gengæld, er lige i øjet.

Kissmeyer skal smide tøjlerne, og turde gå hele vejen. Så tror jeg faktisk, det kunne blive rigtig godt.

Tasty Juice, Lervig (Ole Øl-Ninja 5)

Sådan skal det være!

Vel, det skal jo ikke handle om øl alt sammen. Jeg er kendt, for ikke at sige berygtet, for at blande alt muligt irrelevant – gerne af politisk tilsnit – ind i mine ølskriverier. Og her på det sidste synes jeg godt nok, jeg fik holdt mig lige lovligt meget til emnet.

Nu skal det være slut! SAS har vist god stil ved at lave en reklame, der har fået hele ekstrabladssegmentet (i ved – den yderste højrefløj, der som bekendt starter ved midaldrende socialdemokrater) til at fare i kollektiv flint. Tænk, alle dem, der ellers hader fællesskabet så meget, at de næsten spontant ejakulerer ved tanken om at lade rædselsfirmaer som Goldman Sachs og Blackstone overtage hele Danmarks infrastruktur og boligsektor for en slik, forvandles til små hysteriske pattebørn, så snart deres illusion om Norden og Skandinavien som verdens navle belyses den mindste smule kritisk.

Frygten er åbenbart meget reel. Skulle læserne ikke have opdaget det, har jeg smidt en video op på min YouTube-kanal om, hvad jeg mener om reklamen, og den har omgående tiltrukket sig væsentlig mere opmærksomhed, end mine ølanmeldelser gør! Selv jeg, en meget lille og ubetydelig YouTuber, skal overdænges med dislikes og spydige kommentarer. Og selvom jeg er fuldkommen åben om, at det hele tiden har været mit ønske at få dislikes og negative kommentarer, fortsætter de med at vælte ind. Og de vil allesammen opfanges af YouTube-algoritmen som opmærksomhed, der vil hjælpe videoen til at blive foreslået og delt i stadig bredere kredse.

Mine læsere skal være aldrig så velkomne til at deltage i løjerne. Om I liker eller disliker er grundlæggende ligegyldigt – algoritmen registrerer det alligevel som en interaktion – og det gavner videoen og min kanal. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at jeg vil blive marginalt gladere, hvis den får nogle upvotes. Ender den med at have flere upvotes end downvotes engang når universets varmedød for alvor sætter ind, er det vel trods alt en form for sejr.

fig. 1

Det uhyggelige ved forløbet er til gengæld med hvilken ærlighed og åbenhed de højreradikale trolls, bots og snefnug går til værks. De er især sure over, at en farvet

person i reklamen taler om sine forfædre blandt vikingerne, og de sammenligner rask væk personen med aber. Andre mener at jeg er “anti-hvid”, og at udskiftning af den hvide befolkning er noget der rent faktisk sker (fig. 1)

Bedre er det ikke på Twitter, hvor det ikke tog lang tid, før jeg på grund af mit forsvar for reklamefilmen blev beskyldt for at være jøde (fig. 2). Er det bare mig, eller tegner der sig så småt en detaljeret profil af, hvilken ideologi disse kældermennesker mon i deres stille sind identificerer sig med?

fig. 2

En anklage om, at videoen er lige lovligt skarptskåren på grænsen af det trollende, ville egentlig ikke være helt urimelig. Men at den kan få så mange aspiranter til den næste generation af udtalte nazister til at springe ud, kom alligevel bag på mig. Hvor frygtindgydende det end måtte være, er det på den anden side også sundt at få bekræftet sine fordomme om, at det vitterlig er afstumpet, dødsensfarlig racisme der ligger bag kulturkrigernes floromvundne og intellektuelt synende diskurs om, at minoriteterne får for meget plads. Det er den lærdom, jeg tager med fra den her sag.

Nu over til noget meget rarere!

Hvor den sidste øl, Ole og jeg nød var en ekstremøl, der havde så travlt med at være ekstrem, at den næsten glemte at være en øl, gik vi nu over til noget mere rent i konceptet. En IPA, der var rigtig meget IPA, og som ikke prøvede at være noget andet end en IPA. Bryggeriet var det samme, norske Lervig, der i disse dage for alvor slår sit navn fast på bloggen som en af topbryggerierne.

Det tætte, nærmest plumrede bryg byder på vild frugtsalat i bouqueten. Det vælter ind med sødt og syrligt – figner, fersken, appelsin og citrus. Illusionen er perfekt, eftersom brygget ikke indeholder et gram frugt – blot vand, gær, malt af byg og hvede samt rigeligt med humle.

Den perfekte aromatiske eksplosion af bittert og aromatisk fylder hele mundhulen. Dette er grunden til at jeg kalder IPA min favorittype. Så meget aroma, så meget bitterhed, så meget gran, så meget tørt, lyst træ, så meget frugt – appelsin og bergamot – omend brygget her har fokus på en bitterhed, der ikke var videre præsent i bouqueten.

Dette var Ole en kende skuffet over. Han havde forventet, at brygget var en fruit IPA – en IPA-type, der faktisk smager af frugt som følge af et meget nøje udvalg af humler, der til gengæld læsses i urten som sukker i Coca-Cola. Han var også skuffet over, at bitterheden – hvor intens og fyldig den ellers måtte være – alt for hurtigt pakker sydfrugterne efter det velgørende besøg hos smagsløgene.

Jeg kender ikke fruit-IPA-typen. Og som repræsentant for typen er brygget her noget nær perfekt – så den skuffelse delte jeg ingenlunde. Jeg vil til gengæld gerne indrømme Ole detaljen med, at eftersmagen varer for kort … Det er faktisk lidt frækt at beklage sig over det, når alt andet i brygget er så godt som det er. Men det er ikke desto mindre den detalje der gør, at brygget ikke fik den absolutte topkarakter af nogen af os.

Ole gav den …

… fordi han ligesom min gode ven og hyppige medsmager Marcus ikke vil give halve stjerner. Jeg er til gengæld ikke nær så puristisk.

Sticky Hands, Block 15 Brewing Co.

Sådan en nydelig gave …

Mit YouTube-projekt mangler at bryde ordentligt igennem. Der er ikke så mange abonnenter endnu, og heller ikke så mange visninger, som jeg kunne ønske. Men det er der, og det morer mig at nørkle med videoerne, når jeg ellers har ordentlig tid til det.

Og spændende kontakter har det jo faktisk skabt. Eller i hvert fald en enkelt: En amerikansk ølblogger der kalder sig Tasting Nitch på YouTube og Instagram har ikke bare givet min kanal shoutouts og citeret mit materiale (med min fulde velsignelse) – nu har hun også sendt mig øl. To styk hele vejen fra den anden side af atlanten, og den ene af dem vil blive anmeldt nu – for anden gang, idet selve åbningen og smagningen blev grundigt dokumenteret i endnu en video.

Nitch havde ikke lagt fingrene imellem i det fine brev, der ledsagede forsendelsen. Desuden skulle brygget, der stammer fra samme stat som Nitch bor i – Oregon – have været ret svært at få fat i tidligere. Nu er produktionen gået op, og straks er der overskud til at sende et eksemplar over atlanten. På Untappd kunne jeg imidlertid konstatere, at det har fandtes på udskænkningssteder rundt omkring i Danmark – så gad vidst om brygget i virkeligheden har været svært at få fat i i Oregon, fordi det meste gik til eksport?

Either way, en aldeles nydelig IPA er der i hvert fald tale om. Duften vælter frem ved åbning med rå og frisk duft af aromahumle. ‘Sticky’ eller klistret på dansk er ikke helt ved siden af. Men ‘stingy’ ville heller ikke være af vejen, da bitterhumlen også er præsent med deraffølgende stikkende fornemmelse i næsens slimhinder.

Visuelt er brygget en klassisk IPA – lettere tåget og ikke nogen humlesuppe, som New England IPA’erne er kendt for at være. Skummet er ganske lavt og hastigt faldende, så man alt i alt på det visuelle parameter ikke bydes noget festfyrværkeri.

Heldigvis er det vigtigste også smagen, og her holder brygget sig ingenlunde tilbage. Rigeligt aromatisk humle og bitterhed en masse, som man kender det på typen når den er allerbedst og kommer fra USA. Til forskel fra de mindst lige så vidunderlige IPA’er fra Amager Bryghus, er brygget her en anelse tungere med aroma af unge fyrrenåle, snarere end spæde grannåle. En lidt dybere bitterhed, der hænger godt fast ved mandler og svælg erstatter de rå, flående og kradsende impressioner fra Kastrup, men samtidig konstaterer man, at det ene kan være lige så fint som det andet – bare håndværket er i orden.

Og det er det her! Thank you, thank you, thank you, Nitch – for this masterpiece. Den anden øl er af en ganske anden type – en Russian Imperial Stout. Bliver det bare halvt så rart som denne, er der stadig en urimeligt god oplevelse i vente.

Imperial IPA, Beard Brew (Saufen und saufen und saufen … I)

Blændende fra start …

Vel, jeg må til det.  Så vidt muligt må Marcus og min prøvesmagning af flere fine øl i lørdags rekonstrueres ud fra mine optagelser, hvor kun min egen stemme kunne høres. Heldigvis var Marcus snarrådig nok til at låne mig sin telefon, så der i det mindste kunne optages nogle flotte billeder af øllene. Det havde jeg nær selv glemt.

Allerførst skal der lyde en stor tak til bryggeriet, der sørgede for at levere smagsprøverne direkte til min dør. Beard Brew er et projekt bestående af Morten Fogdahl-Wiese og Dennis Mejdal. Førstnævnte står meget kort sagt for brygningen og de vilde eksperimenter der går forud, mens Dennis står for det grafiske og meget stilsikre udtryk. Skægget er et gennemgående grafisk træk, og jeg skal i den anledning prøve at undgå at tale alt for meget om hipstere, og ikke mindst fordommene om dem. Men mon ikke der med et glimt i øjet puffes kærligt drillende til dem ved hjælp af de mange skægformer, som de forskellige øl bærer. På denne – bryggeriets første kommercielle øl siden starten i 2011 – præges etiketten af en ‘Lemmy’ – selvom jeg nu langt fra er sikker på, at brygget bevidst er tænkt som et nik til den legandariske hedengange forskråler og bassist fra det britiske rock’n’roll band Motörhead.

Bryggeriet lægger sikkert ud, må man sige. Omend IPA-typen efterhånden er blevet så mainstream, at selv industribryggerierne producerer standardIPA’er til ikke alt for høje priser, så findes der fortsat rigtig mange gode IPA’er derude. Det er fortsat noget, bryggerierne går op I at lave ordentligt. Typen har således været i stand til at holde til sin egen succes frem for  at blive [pun-warning!] udvandet af den.

Beard Brews IPA gør det rigtig flot i et glas. Det gyldne skum kroner flot og tæt det kobberrøde og overraskende mørke bryg. Men indtrykkene strømmer allerede frem da kapslen letter, idet man allerede her kan annamme flormelis og vanille i skønneste forening. Bitterheden er laid back, men umiskendeligt præsent i baggrunden med små, spæde barberbladsskarpe grannåle.

Og der er fuld gas på aromaen. Som det skal være, er bitterheden helt i front. På optagelsen fremhæver jeg den intense nålebitterhed som selve typens signatur. Og hvor det dog ærgrer, at Marcus’ protest ikke kan høres i al sin vælde.

Indigneret erklærede han min karakteristik som noget af det mest Arthur Jensen-agtige der var sagt siden 3. eller 4. afsnit af Matador. Podcast-egnet, ganske afgjort, ligesom Marcus’ efterfølgende fortælling om, hvordan scenen hvori Hr. Schwann tumler halsbrækkende ned ad den trappe, der bliver hans endeligt, strålede i hans erindring, omend den scene – i øvrigt ligesom Lærer Andersens død af kulde på balkonen over Korsbæks hovedstrøg – aldrig er blevet vist, og formentlig heller ej optaget.

Og sådan går det hver gang, jeg optager Marcus’ og min fælles ølsmagning. Når der ikke er mere at fortælle om øllet, begynder vi at tale om andre ting.

Om denne øl havde vi nu også kun gode ting at sige. Bitterheden er lige i skabet. Og længe efter at brygget har passeret svælget, hviler den skarpe nålearoma stædigt i gane og gummer. En underliggende sødme af vanille yder det ekstra indtryk, der gør en IPA fuldendt.

Vitterlig godt skuldret af Beard Brew. Marcus udtrykte sin spændte forventning til de næste bryg, der kommer på markedet, hvilket jeg kun kunne istemme …

Marcus uddelte rundhåndede …

Jeg toppede med …

Steam Brew Imperial IPA, Privatbrauerei Eichbaum

Kejsergråd …

Nogle gange har man fornemmelsen af, at der ikke sker andet, end at ens helte og andre man ser op til dør omkring én. Det skyldes selvfølgelig til dels at kendthed er meget vigtigt i vore dages mediebillede, og når nu der er så afsindigt mange kendte, er det måske ikke så mærkeligt, at kendte menneskers dødsfald optager så mange pixels på skærmene ude i de små hjem hele tiden.

Som tegneserieinteresseret og som skaber af en sådan på amatørniveau var det selvfølgelig noget af et slag, da Stan Lee takkede af. Nu blev vi ramt endnu engang, idet Werner Wejp-Olsen tog plads ved det evige tegnebord, sammen med andre prominente kolleger som Georges Remi, Charles M. Schulz og Franquin – for bare lige at nævne nogle stykker.

Werner Wejp-Olsens tegninger (eller WOW, som han gerne underskrev sig på sine tegninger) var en fast følgesvend gennem min barndom. Jeg husker hvordan hans letgenkendelige, lystige og rene simple streg prydede undervisningsmaterialet i børnehaveklassen. Bedst kendt var han nok for Dick Dangers Krimi-Quiz, som jeg spændt læste i venteværelset hos min klaverlærer, der havde SE & HØR liggende. Endelig var der Felix-tegneserien, som han overtog fra svenskeren Jan Lööf, der nu overlever ham. Han lavede illustrationer i en række læse-letbøger. Nogle vil måske huske Nicolai-serien, som han selv forfattede, samt Jes & Nis, som han illustrerede for Esther Skriver.

Momsemor har jeg aldrig læst, så omtale af den må eventuelle fans have til gode. Men et stort tak for alt skal lyde herfra.

Videre til dagens øl, som jeg har købt i Lidl. Lidl er et tysk Supermarked, der stædigt holder fast i et stort udvalg af varer fra hjemlandet. Lidt af Danmark er imidlertid ved at stikke foden ind, ikke mindst i øludvalget, hvor der så småt begynder at indfinde sig produkter, der er lige en tand eller halvanden over det umanérligt kedelige udvalg af de 17.000.000 (rundt regnet) forskellige flade industripilsnere, som hjemlandets supermarkeder kan byde på. Nationaliteten holder man imidlertid fast i, og således findes denne linje af specialøl (for lack of a better term) fra industribryggeriet Privatbrauerei Eichbaum for tiden på hylderne.

Egentlig ser det ganske flot ud der i glasset, kobberrødt med gyldent skum. Sidstnævnte lægger sig imidlertid meget fladt, og fortrækker hastigt, så på trods af bryggeriets betegnelse Imperial IPA, er der hverken meget royalt eller kejserligt over den visuelle indledning.

Hjemlandet mærkes mere i bouqueten end godt er. I stedet for skarp, hårdtslående bitterhumle, eventuelt ledsaget af blomster og frugter, sådan som man kender en ordentlig IPA, afgiver brygget her en uengageret em af jævn pilsner, der måske er tonet en lille smule i retning af noget ubestemmeligt nåletræ. Det forekommer, at bryggeriet helst ikke vil udfordre tyskernes konservative (for ikke at sige forstokkede) ideer om, hvad øl er, for jeg har prøvet indtil flere pilsnere, der duftede mere af IPA end den her.

– Og smagte, kunne jeg tilføje. Det tidligere kejserrige, nu forbundsrepubliks umiskendelige smag for kedelig, konform, konservativ industri har formået at ødelægge endnu et eksperiment udi brygning af interessant øl. IPA’en sprøde bitterhed er skånselsløst kvalt i alt for meget vand, og jamrer som en metallisk efterklang ved gummerne. De krydrede og blomstrede noter bliver også holdt effektivt nede og kun vage spor af ingefær og anis overlever som en fortyndet ginger ale med et opløst Kongen-af-Danmarks bolsje i. Det er næsten flabet, sådan at blande det danske kongehus ind i den tyske kejserlige arvefølge, men når produktet er så svagt, må man gerne være flabet – ja, ubehøvlet endda.

Vi må håbe, den gode Wejp-Olsens tegnestue i det hinsides ligger i god afstand fra samtlige tyske kejsere. De må alle rotere og græde hjerteskærende over, at nogen i deres gamle land kunne have den frækhed at påklistre betegnelsen ‘kejserlig’ på et bryg, ad hvilket selv ussel almue og pjalteproletariat ville fnyse fornærmet.

Heavy Mental, Amager Bryghus

Det er pænt metal …

Som jeg fik nævnt i forbifarten for et par måneder siden, går Amager Bryghus’ brygmester Jacob Storm i Cannibal Corpse t-shirts. Så det manglede jo bare, at Amager Bryghus bryggede en øl med den musikstil som tema.

Og det har de jo sådan set også gjort flere gange allerede. Todd og Linda the Axe Grinder er to strålende eksempler – man så alligevel. Heavy Metal-temaet listes ind fra sidelinjen, og antydes slet ikke så demonstrativt som i denne IPA fra Danmarks ukronede humlekonger. Det var på tide, fristes man næsten til at sige, at få en rigtig heavy metal-øl fra det bryggeri.

Heavy Mental er således rundhåndet tørhumlet efter inspiration fra New England. Desuden er tilsat forskelligt – herunder hvidt sukker, og er brygget på bl.a. hvedemalt. Desværre har jeg i skrivende stund allerede kasseret emballagen, og jeg har ikke kunnet støve en deklaration op online, men noget rent bryg ville tyskerne i hvert fald ikke mene, der var tale om.

Resultatet er en kraftfuld og aromatisk humleknallert, der i løden også formår at gøre de fjerne fætre i Det Forjættede Land kunsten efter. Brygget ligner nypresset appelsinjuice – omend uden frugtkød. Bouquet af knasende frisk humle stiger op over det ikke voldsomt skummende bryg. Heller ikke bouqueten er voldsom – den synes næsten afdæmpet, men dens kvalitet i knasende sprød- og friskhed, kan der ikke sættes en finger på.

Fuld volumen – sådan som Cannibal Corpse, Napalm Death og Iron Maiden og alle de andre forrygende metalbands skal lyttes til – er der til gængæld på aromaen. Tight og hårdslående vælter den kraftfulde smag af nåletræer ud i alle mundens afkroge, hvor den holder sig fast med små, barberbladsskarpe modhager længe efter at brygget har forladt smagsorganerne. Heldigvis gør typens frugtige noter sig også gældende med en sød appelsinoliearoma, der passer med en præcision, der er Nuclear Assault og Dream Theater værdigt, til bryggets flotte lød.

Hvis ikke der havde været et element, der gav den rasende bitterhed lidt modspil, ville brygget føles ude af balance. Men hos Amager Bryghus ved man, at god musik ikke skabes af brølende vokal, buldrende trommer og brølende guitarer og bas alene. Musikken, konturen, formen skal også være der. Ellers drukner den vidunderlige og finurlige skønhed, der er derinde, midt i al aggresionen …

… i såvel Amager Bryghus’ bryg som i god Heavy Metal.

Lucky Jack Extra Hard IPA, Lervig Aktiebryggeri

Bare lige en hurtig én …

Hvor var det, jeg købte den? Sandsynligheden taler for Fakta – for der går jeg som bekendt oftest på indkøb, men det var ikke i min foretrukne filial på Husum Torv. Jeg husker også, at jeg fiskede den op fra en spotvarehylde, hvor den stod helt alene og græd, som den sidste i et parti.

Eller okay … den græd ikke. Men den så altså meget alene ud, og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte gøre en ende på dens lidelser.

Sidst jeg havde en Lervig-øl på programmet, var jeg ikke videre imponeret, så måske er det tid til en revanche. Denne gang er der en ‘Extra Hard’ IPA på programmet, hvilket fra starten hæver forventningerne, men også nærmest garanterer et godt resultat, såfremt brygget ikke er gået helt galt.

Duften er røget – udover de med typen forbundne (og elskede) noter af bergamot og grannåle, tilsat en blomsterkrydret variant af hyld og ingefær. Jeg ville ikke kalde brygget ‘hårdt’ for nuværende – det kæler lige lovligt meget for den ukomplicerede men velgørende olfaktoriske nydelse. Til gengæld må betegnelsen ‘ekstra’ siges at være i orden.

I smagen er jeg igen mindre tilbøjelighed til at acceptere betegnelsen ‘hård’. Den skal være lidt mere hård og brutal for at retfærdiggøre attributten. ‘Ekstra’, til gengæld, er igen retfærdiggjort i en magelig, omend tung og venligt gnubbende aroma af ingefær, egetræ og koriander – tillige med the usual suspects – grannålene, der i dette tilfælde er modne og ikke spæde i udtrykket.

Desuden er brygget ganske forfriskende, og med sit rene og klare udtryk, hvor aromaerne blander sig så fint sammen, får det undertiden endda et let og vederkvægende udtryk, jeg igen har det svært med at hæfte betegnelsen ‘hård’ på …

… ‘ekstra’ er den til gengæld i rigeligt omfang.

Raw Power, Ebeltoft Gaardbryggeri

Fortsætter hvor vi slap …

1000-anmeldelsesjubilæet rykker nærmere og nærmere. Jeg tror også endelig, jeg har fundet ud af, hvad det dertilhørende indlæg skal handle om. Men det vil jeg ikke afsløre her.

I skrivende stund frygter jeg, at den influenza, der har ramt så afsindigt mange her på det sidste også er ved at invadere mit skrøbelige korpus. Så før jeg synker sammen i smerter og febervildelser, vil jeg gerne have dette indlæg fra hånden.

Ebeltoft Gaardbryggeri gjorde det formidabelt første gang jeg prøvede en øl fra deres hånd. Forventningerne var derfor i top, ligesom frygten for skuffelsen. Ikke mindst fordi brygget var flere måneder over sidste salgsdato. Den slags slipper IPA’er – sådan én er der tale om – ikke altid lige nådigt fra. Det er en af de få øltyper, der ikke tåler lagring, men er klart bedst friske fra tanken.

Umiddelbart ser den udstrakte flasketid dog ikke ud til at have gjort ubodelig skade … og det dufter heller ikke ud til det. Brygget er ganske lyst citrongult, nydeligt tættåget og med den reneste, skarpeste scent af friske, spæde grannåle – intet andet.

Og det er sådan set også en adækvat karakteristik af smagen.

Det er ganske karakteristisk at smagen både er stor og lille på samme tid. De spæde grannåle udgår bryggets spinkle, men også usandsynligt stærke rygrad … som ikke rigtig bærer på andet end rygradden selv. Men hvilken rygrad! Hver eneste ryghvirvel kunstfærdigt udskåret med ornamenter som taget ud af gotiske katedraler og barokbasilikaer. Fjerlet kradser krummelurerne og gesvejsningerne mod smagsløgene med deres dugfriske luftighed så det giver genlyd i hele mundhulens hvælving. Så let, og dog så stærkt, og samtidig så finurligt.

Det er verdensklasse.

Min søster skal have tak for denne øl også. Den var med i den fine samling, hun gav mig i fødselsdagsgave. Det er ikke bare de danske øl, der har gjort det klart bedst i den serie – de er også fra samme bryggeri. Og det bryggeri skal jeg klart prøve noget mere fra.

Maximus Double IPA, Lagunitas

2017-09-28 17.51.07Ikke helt …

Hvor var det, jeg læste, at Lagunitas ikke længere anses for at være et mikrobryggeri i USA? Jeg kan ikke længere huske det, men begrundelsen var opkøb ved et gigantbryggeri, der fremdeles bruger brandet til at pushe billige kvalitetsbryg på bekostning af de egentlige kvalitetsbryggere.

Liberal Alliance (samt Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, De Radikale, Alternativet, Socialdemokratiet og det allermeste af Socialistisk Folkeparti) vil jo nok mene, det er udtryk for udviklingen … og at denne umuligt lader sig styre, tæmme, ændre eller bare bremse det allermindste.

Så meget for ‘det muliges kunst’, og jeg tillader mig derfor at sætte min lid til det umulige i håb om, at de dårlige kapitler i den ellers strålende fortælling om mikrobryggeriernes fremvækst, blot er der for at skabe spænding i et plot, hvor de gode har været mere end almindeligt nemme at skelne fra de onde.

Jeg er imidlertid ikke så hellig, at jeg ligefrem skyr produkterne fra Lagunitas af den grund. De skal da prøves, når de er til rådighed i den lokale discountbix.

Den får ikke for lidt med Maximus og Double – ja, der er ikke sparet på superlativerne (eller måske alligevel, eftersom der jo faktisk kun er én). Forventningerne ville nu næppe være så bastante, om de ligeledes var trykt på udtørrede træfibre. Selvom bryggeriet har efterladt et godt indtryk på bloggen indtil videre, er det stadig svært at dømme generelt ud fra to tidligere smagsprøver, med mindre selvfølgelig, at disse er helt oppe i himlen. Og det har de trods alt ikke været.

Dobbelt eller ej – brygget er i hvert fald nydeligt kobberrødt med uprætentiøst skum. Duften er traditionelt IPA’et med sødme af alteabolsjer og roser.

Brygget byder på generisk IPA-bitterhed, og det er ganske fint. Det er en generisk smag, der skal være meget svag, før den ikke glæder, og denne IPA er i hvert fald dobbelt nok til, at det ikke er tilfældet. Om den så også er dobbelt nok til rent faktisk at være dobbelt. Det er jeg til gengæld ikke så sikker på.

Med bitterheden intakt og bergamotsødmen ligeså har brygget ganske vist styr på det nødvendige. En beskhed i eftersmagen giver akkurat den disharmoni, der gør brygget lidt mere spændende end hvad en rent generisk IPA ville yde. Men Maximus er det nu bestemt ikke.

Og double ligefrem? Næh – højst one and a half …

4-en-halv-stjerne

Linda the Axe Grinder, Amager Bryghus (Det løse II)

2017-07-19 20.22.09Det er så yndigt at følges ad …

Jeg er nået igennem IPA’erne fra årets Amager Bryghus-kollektion. De skulle prøves først, for IPA smager simpelt hen bedst frisk.

Derfor ærgrede det mig en lille smule, at jeg blandt ‘det løse’ – bryg fra sidste år, jeg ikke nåede at prøve da det var frisk – fandt denne IPA.

Men med kom den alligevel. Den rygtedes at være god, og bryggeriet formår med deres etiketter og røverhistorier at slå en markedsføringstone an, der fænger hos mig. Tænk at jeg skulle indrømme, at noget markedsføring faktisk virker på undertegnede. Det er nu ikke noget, jeg kun nødigt gør, for når den slags faktisk fanger min interesse, så har jeg intet problem med at rose et ‘job well done’. Heller ikke når det kommer fra en markedsføringsafdeling.

Historien på etiketten er ellers i dette tilfælde en kende afdæmpet på røversiden til fordel for reel information. Jeg skal ikke beklage mig – begge dele er fint og hvis jeg skal vælge, er den reelle information at foretrække. Der er tale om et – vel … ægteskabsbryg? Den er nemlig tænkt som en opfølgning til Todd, The Axe Man, som denne blogger også har været heldig at stifte bekendtskab med, og det endda på selve brygmatriklen i Kastrup. Todd var brygget til ære for tidligere Surly Brewing-brygmester Todd Haug, der ud over at lave øl også spiller geddar eller – for de arme uindviede, der ikke er bekendt med Red Warszawa-jargon – spade, der i den forbindelse bedst oversættes til Engelsk med ‘axe’.

Og denne øl er brygget til ære for hans hustru, Linda. Som bryggeriet skriver, siges det, at der bag enhver stor mand står en kvinde. Helt i Amager Bryghus’ ånd dementeres denne påstand, idet det understreges, at Linda Haug skam er helt med fremme, når der brygges, og at hun i øvrigt også var det, da dette bryg blev sat over i Kastrup. For Next to every axe man, there’s an axe grinding wife …

Og jeg kan godt lukke øjnene for heteronormativiteten i udsagnet, når jeg samtidig ved, at Amager Bryghus også slår små slag imod den slags – se evt. ovenstående link om bryggeriets ånd.

Linda the Axe Grinder er en ‘Oaked Imperial Red IPA’ – og det er jo mange ting på én gang. At den er ‘oaked’ antyder at den er lagret på træ, og det gør mig mindre bekymret for at prøve en IPA, der er brygget for over et år siden.

Det rødbrune og højt gyldentskummende bryg dufter vidunderligt krydret ved skænkning. Kanel, vanille og allehånde melder sig. Grannålenes friske, karske og stikkende karakter er til gengæld temmelig uventet aldeles fraværende. Her er endelig en IPA med en afgørende anden karakter, end den Amager Bryghus ellers er så kendt for. Men der er rigeligt med bitterhed og karakter i bryggets krydrede bouquet, foruden aromatisk sødme af chokolade og hyld.

Og i smagen er der også rigeligt af det hele. Sikke en fylde, og sikke en aroma – tæt, mørk cognacchokolade mixet med flydende engelsk lakrids, og så ellers bare 1000 tons af begge dele i hver lillebitte mundfuld. Dette er et brygmesterværk i absolut verdensklasse – mærker man ikke bare idet man første gang sætter glasset for munden, men hver gang man tager en slurk – der altid bliver lille. Én ting er, at man ikke nænner andet end små tåre, på grund af bryggets udsøgte og fandenivoldske karakter – en anden er, at man simpelt hen ikke kan, af frygt for at svede smagsløg, ganehule og gummer af. Selv jeg, der ellers synes, jeg har prøvet lidt af hvert efterhånden, er ved at tabe pusten.

Eftersmagen byder på engelsk lakrids sødet med fennikel, så bryggets langtrukne afslutning (det kan sandelig smages længe efter at det har forladt kæften gennem afløbet i svælget) også bliver en lille smule mildere, end den brutale midte, der afløste en ellers sød – men lige kraftfuld – begyndelse af hyldeblomst og chokolade.

Brygget har stået et års tid, og små stikkende antydninger af oxidering melder sig. Men sammen med al kraften og voldsomheden er den lille smule slet ikke nok til at ødelægge noget. Tværtom giver det et ekstra puf til det brutale kaos af kraftfulde, aromatiske smagsindtryk.

Heteronormativ – måske, men også en feministisk øl med både nosser og æggestokke det giver smagsorganerne læsterlige, velfortjente tæsk …

6-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme