Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: hvidtøl

Dana Julehvidtøl, Thisted Bryghus

Midt på vejen …

Tænk engang … eller rettere: Det manglede da egentlig også bare … Thisted Bryghus, det lokale bryggeri heroppe, har skam også en julehvidtøl på programmet. Hvad der gemmer sig bag navnet ‘Dana’ må læserne selv google sig til. I denne afsindigt travle juletid, har jeg ikke selv haft tid til det.

Min sparsomme fritid er blandt brugt på at fare frem og tilbage mellem Thisted og Holstebro i juleindkøbsøjemed. Det er den større by, der er nemmest at komme til med offentlig transport, og det er en rejse, der tager en hel eftermiddag, selv når selve opholdet i Holstebro er ganske kort. Julegavekøb og ombytning og alt det, er et cirkus, jeg bestemt ikke savner resten af året.

Når man så endelig, alt for sent på aftenen – ikke mindst i betragtning af, hvor tidligt man skal op og arbejde i fiskeindustrien igen – når hjem, kan man jo prøve at forsøde tilværelsen med den lokale julehvidtøl.

Visuelt er den på linje med de andre sorte, off-white-skummende bryg. Til gengæld er det svært at mærke noget som helst, når man snuser til den. Noget vag, fjern sødme og så ellers det vand, den bl.a. er brygget af, er alt.

Så er der mere at komme efter i smagen. Fyldig nok er den, og rigeligt sød. Sødmen kan man lige vende et par gange på tungen, hvorved man vil konstatere, at brygget mere smager af raffineret hvidt sukker, end af ‘noget, der er sødt’. Såsom svesker eller lakrids – eller måske bare noget særligt sukker – rørsukker, farin, muscovado eller melasse fx.

Nogle vil måske kalde udtrykket ‘rent’. Jeg finder det mere glat og for at være helt ærlig småkedeligt. Julehvidtøllene kan måske ikke forventes at give de store smagsoplevelser i det hele taget, men når nu der i det mindste er noget sødme at arbejde med, så hvorfor i det mindste ikke gøre den en smule mere spændende end bare sød?

Dana Julehvidtøl er således mere end noget andet en ‘middle of the road’-julehvidtøl. Og når man sådan spankulerer rundt midt på vejen, bliver man nemt kørt over. Og det er, hvad Thisted Bryghus’ julehvidtøl bliver af de andre julehvidtøl i ølbloggens lille konkurrence om årets bedste juleøl. Dårligt smager den sådan set ikke – den er blot alt for poleret og konturløs i sit udtryk til at den nogensinde kan undslippe den lade middelmådighed.

Hvidt Øl, Ørbæk

Baghjul til flere af de specielle …

Det lakker så småt mod enden med juleølsanmeldelserne. Tilbage er et par traditionelle julehvidtøl og en enkelt mere fra Hancock – og det er så det for denne gang.

Der kommer selvfølgelig også et afsluttende indlæg om, hvad jeg synes, har været bedst i år. Men det kommer nok til at ligge meget tæt op ad juleaftensdag, så man får nok travlt hvis man insisterer på at vente med at købe øl ind til julemiddagen, til det indlæg foreligger. Jeg anbefaler, at man læser anmeldelserne i stedet – man kan jo snildt lade sig vejlede af karaktererne, hvis man ikke gider pløje igennem hele indlægget hver gang.

På denne juleøl er der en mere – hvadskalmankaldedet … – traditionel julenisse med det pigmentundskud, der er karakteristisk for vort lands indvånere. Frisk og glad ser han ud, – ikke bøvet og småfuld, som Midtfyns julemand, der samtidig besad en væsentlig sundere kulør. Hvorfor ikke en lige så glad og frisk mørk, julemand, Midtfyns Bryghus? Makes you think …

Til Midtfyns forsvar skal det siges, at deres Jule Stout ligegodt var noget stærkere end nærværende hvidtøl. Brygget her holder 1,8% og forhandles i 0,75 l. emballager. Alligevel får man ikke engang samme mængde alkohol indenbords, hvis man bunder det hele, som hvis man bunder en jævn dansk pilsner. Man kan altså roligt gå til den, hvilket slet ikke er skidt, da det søde, mørke stads nærmest emmer af julehygge – og den vil man da gerne have lidt ekstra af … vil man ikke?

Her er der i hvert fald rigeligt. Øllet dufter sødt og lidt krydret. Måske i retning af solbær, uden at jeg er helt sikker. Det er allerede mere end hvad man kan sige om flere andre af sæsonens hvidtøl. På grund af det lave indhold af alkohol dufter de ikke af meget – men her er der undtagelsesvis lidt at komme efter.

Og endnu mere er der i smagen. Hvor hvidtøllene sjældent byder på andet end en sød og rar oplevelse, er der her væsentlig mere kontur over oplevelsen. Sukker – men ikke bare sukker, nej – tyk melasse og muscovado, ledsaget af en bittersød aroma af svesker – masser af svesker. Samtidig er brygget dejligt tæt og overraskende fyldigt. Lidt for let, glider de ned, hvidtøllene – men den her tager man sig faktisk i at nippe til.

Jeg tror, vi har en vinder blandt hvidtøllene. Og at brygget her samtidig slår flere af de konventionelle – og særlige – juleøl, demonstrerer ikke blot, at hvidtøllene kan være med på lige fod – men også, at et par af specialbryggerierne måske skulle tage sig en smule sammen.

Højt (brunt) skum i hvidtøl.

Jule Hvidtøl no. 1, Hancock

En smule bedre …

Glædelig december allesammen!

Det er snart jul – sådan rigtigt. Og med de temperaturer vi har haft de sidste dage, er det også lige før man tør håbe på en reel vinter. Jeg gnider mig naturligvis skadefro i hænderne mens jeg gnægger ondskabsfuldt ved tanken om alle de DF’ere – samt skravlet længere ude på højrefløjen – der må døje med både tanken og talen om vinter sideløbende med jul.

I løbet af hele farcen om, hvordan vinter angiveligt var ved at overtage ‘jul’ som årstidens højtid (hvilket den som bekendt ikke var overhovedet. Det var ikkun et produkt af paranoide højreradikales fantasterier samt trolls med kørekort til photoshop) har jeg fuldstændig glemt at kommentere det måske dummeste opslag af dem alle. Peter Skaarup delte d. 17. november et opslag på Fjæsen, hvor han – uden gas – anklagede Aldi for knæfald for muslimerne, ved at omdøbe deres medisterpølse til en vintermedister i stedet for julemedister.

Meget hurtigt kom det selvfølgelig frem, at Aldi alle årene har haft både en julemedister og en vintermedister. Forskellen på dem er krydderierne. En af lighederne mellem dem – og de allerfleste andre medisterpølser, fristes man til at tilføje – er at de begge primært indeholder svinekød … behøver jeg skrive her, at muslimer ikke spiser svinekød?

Det kan selvfølgelig være, der er en DF-vælger, eller måske en fra Nye Borgerlige eller Stram Kurs endda, der har forvildet sig ind på min blog. Nu regner jeg ikke med, at de forstår særlig meget af, hvad jeg skriver herinde alligevel. Jeg regner mig selv for i stand til at skrive nogenlunde sammenhængende i overvejende overensstemmelse med ortografiske regler samt med nogenlunde korrekt implementeret tegnsætning. Desuden bruger jeg, som det fremgår, ofte ord på mere end en eller to stavelser, så chancen for, at en DF-vælger overhovedet vil kunne orientere sig i en tekst som denne, studeres bedst under et ekstra skarpt elektronmikroskop.

Skulle det alligevel være tilfældet, så må jeg vil hellere: Kære DF’er, der har forvildet sig ind på min blog: muslimer spiser ikke svinekød, og derfor er det ikke urimeligt at antage, at de er bedøvende ligeglade med, om en pølse, de aldrig ville købe, endsige spise, hedder noget med ‘jul’ eller ‘vinter’. Især i lyset af, at absolut intet indikerer, at de skulle have et problem med fejring af jul i første omgang.

Lad alt det forbandede vås om jul versus vinter endeligt være ovre med december måneds indtog. Krigen mod jul er endnu et stykke amerikansk kulturimperialisme, der også i oprindelseslandet ikke er andet end paranoidt opspind fra en i grunden perifer, men også meget højtråbende højrefløj. Lad nu bare være!

Og drik en øl i stedet. En øl som den her kan man fx nyde helt uden at frygte, at man bliver fuld af den. Som andre julehvidtøl holder den kun ganske lidt – 1,8% – og egner sig i øvrigt fint som ledsager, både til selve julemiddagen og til desserten.

Mørk, brusende og med en ret pæn skumkrone formår den endda også at imponere visuelt. Brygget er, som læseren nok har gennemskuet, Bryggeriet Hancocks bud på en julehvidtøl, som Carlsberg og Royal Unibrew også laver dem. Og hvorfor ikke? De er ganske populære her op til jul, så hvorfor skal kun de allerstørste have lov til at udnytte det marked. Alene det at lokale, og ikke voldsomt store Hancock har et tilsvarende produkt i porteføljen, burde være nok for enhver bevidst forbruger til at i det mindste at prøve den her op imod giganterne.

Hvis julehvidtøl er noget man ellers gider, forstås.

Sødmen er hjemme allerede i første lille mundfuld. Kærligt, og en smule klæbrigt – for noget sukkersødt stads er det jo altid – smyger brygget sig hen over tungen, med typens karakteristiske lethed – eller tyndbenethed – der skyldes det lave alkoholindhold. En antydning af syntetisk vingummi blander sig en anelse uskønt i den mørke melasse-brun farin-blanding. Men det er langt fra nok til at oplevelsen ødelægges – nogle vil måske endda påskønne indslaget yderligere. I det hele taget forekommer hvidtølsoplevelsen fra Hancock en kende mere fed og gennemført, end hvad de store leverer.

Ja, jeg er ganske vist biased, alene fordi der er tale om en mindre, lokal aktør her. Men prøv den selv, og se om ikke jeg har ret.

Mørkt Hvidtøl, Vestfyen (Brød med øl 8.0)

2017-09-10 10.41.59Maltsaftevand …

Så småt nærmer vi os afslutningen på bageeksperimenterne i denne omgang. Jeg har lige et sidste eksperiment, jeg vil lave før kontrollen. Jeg kunne godt tænke mig at bruge en ordentlig bitter pilsner en enkelt gang også – bare for at se, hvad det måtte gøre ved brødet. Når det er forsøgt, vil jeg bage ét brød med vand og ét brød med det øl, jeg synes, har været mest egnet at bage med.

Men det kommer alt sammen. I første omgang er der noget andet øl, der lige skal prøves i rugbrød: En til formålet brygget hvidtøl fra Vestfyen – eller … om den lige er brygget til rugbrødsbagning ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg tror i hvert fald ikke, den er brygget primært til konsum for øje.

Det bliver hurtigt klart, når man smager på det. For at dufte til det bringer ikke rigtig noget. På trods af tilsat sukker, farvestof og antioxidant dufter brygget nærmest ikke af noget som helst. En vag fornemmelse af rugmelsstøv er det tætteste jeg kommer på en beskrivelse.

Til gengæld smager det – af ret meget endda. Det er bare ærgerligt, at det ikke smager godt.

En vammelsød maltsaftevand – saftevand fordi kulsyren næsten mangler helt – er hvad Vestfyen byder på. Sukkeret er alt for fremtrædende sammen med en tyk rugbrødsagtig konsistens, der stadig virker hul på grund af bryggets lave 1,8%. En ikke ordentligt matchende eftersmag – også af rugbrød – gør ikke oplevelsen bedre, men understreger bare med endnu en stor, tyk, rugbrødsfarvet streg, at øllet ikke er brygget til almindelig konsum.

Gæren i rugbrødet vil sikkert elske det med alt det sukker. Mit indtryk er, at brygget mere end nogen af de andre hvidt- og maltøl, jeg har prøvet, ikke er brygget med primatsmagsløg for øje, men derimod med fungale af slagsen.

Bvadr! – for nu at sige det som det er. Men når jeg ved, hvad gæren vil have, er jeg ikke umiddelbart bekymret for bageresultatet.

1-en-halv-stjerne

Maltøl, Vestfyen (Brød med øl 7.0)

2017-08-20 12.43.54Fra stressland …

Småsyg, stresset og ringe motiveret har jeg atter sat mig til tastaturet for at skrive nogle få ord, om nogle øl, jeg har smagt. Pauserne er blevet flere på det sidste, og jeg ville sådan ønske, at det skyldtes at der var for få timer i forhold til de spændende, givende projekter jeg gik og syslede med.

Det er ikke tilfældet. Jeg har blot svært ved at tage mig sammen til at tage mig sammen. At jeg arbejder (for) meget og er ramt af en virus øger selvfølgelig heller ikke motivationen.

Vel – jeg har for snart en uge siden bagt endnu et rugbrødsbatch. Denne gang med Vestfyens almindelige maltøl. De har også en mørk hvidtøl, som vil blive afprøvet senere. Som traditionen foreskriver har jeg til at begynde med smagt på det øl, brødet blev bagt med.

For det er ikke fordi denne øl mangler mørke. Farven deler brygget med mørk chokolade, viskositeten med middelstærk kaffe. På trods af sine magre 1,8% formår brygget faktisk af dufte en smule af alkohol. Det matcher fint de traditionelle, lidet overraskende noter af karamel og rugbrød, som man finder i maltøl.

Skønt brygget ikke skummer helt på samme måde  -det skummer mere, fyldigere og flotter – smager det med sin mørke karamelsødme mest af cola med maltfylde på bagkant. Alligevel er brygget ikke helt sødt nok til at, at jeg vil betegne den med en slik-øl på linje med de forskellige hvidtøl. At den smager af mere og bedre end light-pilsner er til gengæld evident, men næppe overraskende. Samtidig er den faktisk svagere i alkoholstyrken, da lightpilsner gerne ligger på omkring 2-2,5%.

Med lidt mere brødsmag end karamel kan man betragte Vestfyens maltøl som en lidt mere voksen version af Royal Unibrew og Carlsbergs Hvidtøl. Ikke nødvendigvis mere smagsfuld – snarere af noget andet, der i hvert fald falder en smule mere i min smag end det søde stads.

2-en-halv-stjerne

Brød med Kongens Bryghus Hvidtøl (Brød med øl 2.1)

2017-07-22 17.12.15Fejlkilde på fejlkilde …

Ligesom ølbrygning indebærer brødbagning rigtig mange variabler. Én ting er det præcise forhold mellem ingredienserne, som i virkeligheden er det mindste af det. Der er derudover gærens kvalitet, hævetiden, bagetemperaturen og -tiden … Det er derfor næsten umuligt at gøre det præcis på samme måde to gange.

Man kan selvfølgelig prøve. Og man bør også prøve i et eksperiment som dette at ramme fremgangsmåden fra sidste gang så præcis som muligt.

Det lykkedes over hele hovedet ikke for mig.

En ting er, at jeg glemte solsikke- og sesamfrøene, der kom med i brødet første gang. Men derudover skulle min lille datter, som jeg havde den dag mens min eks var på ferie med sønnen, sluge en 1-Euro-mønt. (Ja, jeg sagde jo, at Euroen var en dårlig idé allerede dengang i 2000. Og se, hvad den nu afstedkom.)

Brødet var netop sat til hævning, da det skete, men der var jo ikke noget andet at gøre, end det den flinke sygeplejerske på 1813-linjen sagde, at køre min datter til akutafdelingen på Herlev Hospital. Her kunne det flinke – og undtagelsesvis ikke overbelastede personale sende os hjem igen efter sammenlagt et par timer med overfladiske undersøgelser og samtaler. De ville blot sikre sig, at mønten ikke havde sat sig fast i luftvejene, og da dette ikke var tilfældet, skulle min datter – som en anden Emil fra Lønneberg (med videre sammenligning i øvrigt, endskønt hendes sure far ikke sender hende i noget ‘snickerbo’, når hun laver gale streger) – blot vente på, at mønten kom ud igen i den anden ende af sig selv.

Vel hjemme igen fra skadestuen blev brødet sat i ovnen – for better or worse – efter at det rundt regnet havde hævet i form i tre timer i stedet for de tre kvarter, jeg normalt lader det stå …

… for så at blive det om muligt bedste rugkernebrød, jeg nogensinde har bagt efter den opskrift.

Ligesom det igen ikke skadede at bruge hvidtøl – heller ikke Carlsbergs Hvidtøl – så skadede det tydeligvis heller ikke at lade dejen hæve langt over den projekterede tid.

Man mærker måske nok de manglende solsikke- og sesamkerner i og med, at brødet føles en kende blødere og mindre fast, end da jeg bagte med Royal Unibrews øl. Til gengæld er brødet saftigere og – har jeg konstateret efterfølgende – mindre tilbøjeligt til at blive tørt, selv når det har været frosset. Sammenhængskraften er i øvrigt den samme – om ikke bedre end ved brug af Royal Unibrews. Så enten indeholder brygget alligevel protein på trods af det manglende skum, eller også tillægger jeg øllets proteiner alt for stor betydning i brødet.

En ting er jeg dog mere sikker på end før jeg påbegyndte mit eksperiment. Øllet – om det er det ene eller andet – ser vitterlig ud til at gøre noget godt for brødet. Det bliver bedre i konsistensen. Især bliver det saftigere og det har ingen tendens til at smuldre eller klæbe ved udskæring.

Så at bruge øl vil jeg ufortrødent fortsætte med. Men at lade min datter sluge en mønt i processen bliver, på trods af det tilsyneladende gavnlige resultat, ikke en del af opskriften.

Kongens Bryg, Carslberg (Brød med øl 2.0)

2017-07-18 13.37.50Mere slik, mindre øl …

Bageprojektet fortsætter. Den næste øl, jeg har bagt rugbrød med – ja, i skrivende stund er brødet for længst bagt og spist – er denne øl. En mørk hvidtøl fra Carlsberg – og uden at sige for meget vel nok den Hvidtøl som flest har set, og kender som hvidtøl.

Etiketten prydes af Kong Christian d. 4.’s kontrafej (en af landets mest krigsliderlige og uduelige konger) af ganske uvisse årsager. Bagetiketten fortæller, at bryggeriet ‘Kongens Bryghus’, under hvilket navn nærværende øl markedsføres, nævnes for første gang i 1443, vel mere end hundrede år før Christian Firtal overhovedet var så meget som et kækt blik i Kong Frederik d. 2.’s øje.

Det får være for nuværende. Da det fortsat ikke er meget øl, jeg har prøvet i denne genre, vil anmeldelsen primært bero på en sammenligning med Royal Unibrews Hvidtøl. Brygget her dufter ikke meget ved åbning – lidt fjern og udefinerbar sødme, måske af rørsukker, er alt. Endnu mindre skummer det mørke bryg ved skænkning, hvilket må bekymre mig en anelse på vegne af brødets proteinindhold og sammenhængskraft.

Til gengæld er brygget virkelig noget for slikmunde. En ukompliceret sødme af rørsukker forkæler tunge og gummer. En let kornet fylde er imidlertid ikke nok til at holde vandet væk, og brygget ender med at føles væsentlig tyndere og mere vandigt end Royal Unibrews hvidtøl. De 0,2% mindre alkohol i denne øl sammenlignet med Royal Unibrews 1,9 gør næppe forskellen, så måske er det majsen, som dette bryg mangler?

I sidste indlæg om Einstök Ölgerðs sjaskede porter, skrev jeg lidt om, hvordan jeg i min barndom drak tyske Malz-bier. Dem husker jeg som både fyldigere og bitrere end denne øl. Selv børneøl er med andre ord kraftigere end dette bryg.

Men før jeg påbegynder en tirade af skælds- og smældsgloser tøver jeg den nødvendige kende, idet jeg minder mig selv om, at denne type øl – i hvert fald nu om dage – primært er tænkt som en madlavningsøl. Før jeg skælder den hæder og ære fra, skal den smides i en dej og laves til rugbrød … vel, rugkernebrød i hvert fald.

Og først da vil bryggets fulde mangel på – eller ejerskab af – potentiale blive klart.

Men som konsumøl fremstår den ganske ligegyldig.

1-en-halv-stjerne

Ceres Hvidtøl, Royal Unibrew/Ceres (Brød med øl 1.0)

2017-07-13 14.18.59Det er svært uden bundlinje …

Jeg kaster mig ud i det … Som regel – og den regel afviger jeg kun meget sjældent fra – bager jeg to kvasirugbrød/rugkernebrød ad gangen. Det betyder at jeg bruger dobbelt portion i forhold til det angivne i det indledende indlæg, hvilket kræver mere end én øl à 0,33 l. pr. dej. Så for hver gang knappes to øl op – den ene ryger i dejfadet uden omsvøb, mens kun ca. halvdelen af den anden bruges. Resten kommer i et af mine prøveglas til anmeldelse.

Jeg finder det en kende svært at vurdere øltypen, da den befinder sig langt fra, hvad jeg normalt binder an med. Ganske vist anmelder jeg nærmest revl og krat – inklusive industridiscountøl som mangt en connoisseur ikke vil røre med en ildtang. Men denne øltype er, så vidt jeg er orienteret, udviklet til madlavning, og ikke til konsum. Hvad er det meningen, at øllet så skal smage af, når det drikkes au naturel?

Vel, jeg må bruge det samme trick, som jeg har brugt hidtil – prøve mig frem.

Øllet er ganske mørkt, omend klart. Det tror pokker, når det er tilsat ammoniseret karamelfarvestof. Til Royal Unibrews forsvar skal det siges, at de langt fra er de eneste. Skummet er derimod relativt lyst, og uden at ville lægge hovedet på bloggen, har jeg på fornemmelsen, at netop dét farvestof har ringere indvirkning på skummets kulør end fx lakrids eller ordentlig brygkunst.

Sukker er brygget også tilsat, foruden majs, så det overrasker ikke, at øllet er meget sødt. Det smager af mørkt, karameliseret sukker iblandet en antydning af nødder og en lille bitte smule træ på bagkant, så humlen kan faktisk også anes et sted derinde bag alle tilsætningerne.

Markant sødme til trods bliver brygget nu aldrig væmmeligt. Sødmen giver også brygget en afbalanceret fylde, der forhindrer det lavalkoholiske bryg (1,9%) i at føles tyndt.

Madlavningsøl eller ej – jeg må på stedet erklære, at jeg vil foretrække denne øl frem for en let pilsner, hvis valget skulle stå imellem dem.

Brygget smager stort set som de julehvidtøl, jeg for længst har anmeldt på bloggen. Faktisk har jeg disse flasker mistænkt for at indeholde præcis det samme bryg, der ved juletid forhandles i flasker med mere farverige (ikke mindst røde og hvide) etiketter til omtrent samme pris. Mindre bliver mistanken ikke af, at det lille elektroniske prisskilt, som bruges i Føtex, rent faktisk betegnede den som en julehvidtøl. Den kendsgerning rubricerede jeg i situationen under ‘generel supermarkedsinkompetance’, men mistanken nager fortsat.

Men jeg har ikke nogen evidens for, at øllet skulle være det samme, så indtil videre behandler jeg det som noget andet. Så fanden tage mig … hvilket sikkert alligevel ville ske – hvis de kristne skulle vise sig at have ret.

Fra den kant behøver jeg i hvert fald ikke frygte mere end i forvejen.

2-en-halv-stjerne

Ceres Jule-hvidtøl, Royal Unibrew

… vs. KB-Juleøl

Til de sidste julekager (ikke julegodter, for køkkenskabet bugner stadig af figner og nødder), en hjemmebagt Christstollen, nød jeg julens sidste nisseøl fra Ceres. Min lokale fakta havde hentet et parti hjem, som blev solgt for en slik, og hvor det dog ærgrede mig, at jeg ikke købte to six-packs i stedet for kun én, for få dage senere var der udsolgt af det sliksøde bryg.

Så måtte jeg over i kiosken og betale ågerpriser for KB-Juleøl, der som bekendt blev anmeldt sidste jul. Men behovet for julehvidtøl synes nu alligevel at have været dækket adækvat, eftersom jeg først nu, længe efter at julen definitivt er forbi, har fået gjort kål på beholdningen.

Jeg kan jo ikke stå for det mørke, sliksøde stads med det gyldne, sodavandsagtige skum og den karamelagtige duft.

Og med resterne af Christstollen spredt ud på en stor tallerken, rosinerne klistret ind i flormelis og marcipanen der blander sig med søde kage – og så et skvæt Ceres Jule-hvidtøl til. Smagen er karamelagtigt sukkersød med sodavandsagtigt brus. Den ledsages af en let humlebitterhed ved mandlerne, men overordnet er det helt klart de søde nuancer, der dominerer.

Den er derfor også både sødere og mindre fyldig end KB-juleøl. Det er faktisk tydeligt, at Ceres Jule-hvidtøl snarere er en øl til teenagere end en nisseøl til voksne. KB-juleøl vinder over Ceres Jule-hvidtøl, men de to øl ligner dog så meget hinanden, at det ikke kan aflæses på min karakter. Jeg til fals for begge dele, og lapper det under alle omstændigheder i mig som slik.
3-en-halv-stjerne

KB Juleøl, Carlsberg, aka. ‘Nisseøl’ (tilegnet Jon Knudsen og nissen Teddy Ring)

I denne søde juletid …

Man skulle da være et skarn, om man ikke bare en enkelt gang i løbet af julemåneden nedsvælgede – eller i mit tilfælde – nød en enkelt Kongens Bryghus Juleøl, (der for længst ikke længere laves af Kongens Bryghus, men af Carlsberg, men det er en anden historie).
En KB Juleøl kaldes i folkemunde ‘Nisseøl’. Og hvad er mere passende, når nu der er en julenisse med et fjernt, indifferent blik på etiketten? Og det er jo vitterlig en tid, der står i de kære små folks tegn. Her i huset får nissen selvfølgelig både grød og øl, og vi takker den højtideligt for de gode ting, den har gjort for os. Den driller selvfølgelig også en del – sikkert fordi den synes, det er så ganske morsomt, når jeg hidser mig så forskrækkeligt op over sidelæns tyngdekraft, altså når ting midt på et bord pludselig falder til gulvet med et brag, og især når mit temperament udfolder sig over ting, nissen har gemt.
For det sker virkelig tit, at ting, jeg ved præcis, hvor jeg har gjort af, er pist væk minutter efter. Og hvilken anden forklaring kunne der være på dette, og den laterale tyngdekraft, end at nissen har smidt det på gulvet, eller er rendt med sagerne og har gemt dem … guderne og tilfældige fluktuationer i tid-rum-kontinuummet vide hvor?
Jeg har i hvert fald ikke nogen andre bud, så ligesom den gale præst fra Løkken, Jon Knudsen, er jeg fuldstændig overbevist om, at nisser findes. Blot er de i mine øjne hverken onde, galsindede, ildevarslende eller sygdomsfremkaldende. De er små, nuttede, drillesyge væsner, der i øvrigt er fremme hele året og ikke kun ved juletid.
Næh, det var da også en elegant måde, at komme ind på Jon Knudsen på, var det ikke? Denne galsindede præst fra Løkken Frikirke, der som en anden Vilhelm Beck har ufatteligt travlt med at udbrede sine egne indskrænkede, fanatiske synspunkter, på bekostning af den almindelige befolknings velbefindende og julefred.
Jeg har personligt engageret mig i modstandsbevægelsen mod ham og hans frikirke. Min anke imod ham, er dog ikke så meget den hængte nisse. Det er en barnagtig julespøg og et mediestunt, der bare skal give hans fundamentalistiske frikirke noget omtale. I øvrigt har Jon Knudsen leveret et tilnærmelsesvis fornuftigt argument for sin aktion, da han i TV2 Nords nyhedsudsendelse d. 07.12.10 kl. 19:30 (søg selv her) sammenlignede sin nissehængning med afbrænding af hekse til Skt. Hans. “Hvorfor skulle det være mere problematisk at hænge en nisse, end brænde en heks af til Skt. Hans?” lyder hans argument – sådan cirka.
Ganske vist mener Jon Knudsen, at det første må være i orden, når det sidste er det. Jeg ser lidt anderledes på det – jeg mener, man burde undlade begge dele, men grundpræmissen; at det er det samme man gør, og det er lige godt eller skidt – den køber jeg! Jeg mener, at afbrænding af hekse – om det så bare er pr. dukke – er en reproduktion af tidligere heksebrændingers legitimitet, ligesom Jon Knudsens nissehængning er en reproduktion om fanatiske kristnes præmis om, at alt, hvad der ikke er kristent er dæmonisk og ondt og må udslettes. At lade nissehængning og heksebrænding stå uimodsagt yder fanatikere og forne tiders forbrydelser legitimitet, og dette er i sig selv en grund til at yde Jon Knudsen verbal modstand.
Men som sagt er selve nissehængningen ikke mit primære sigte i engagementet mod Jon Knudsen. Det er til gengæld hans hovedløse, absurde pseudoargumentation, hvor han sammenligner nisser med nazisme og børneporno.
Der er grænser for, hvor meget dumhed jeg vil finde mig i. Når dumheden samtidig hidrører fra en kristen fundamentalist, der bruger nogle meget tragiske menneskeskæbner – her ofrene for nazisme og børneporno – som løftestang for sin egen fundamentalistiske dagsorden, så er min grænse for acceptabel dumhed langt overskredet. Det glæder mig selvfølgelig, at nissen nu er i sikkerhed hos den navnkundige Martin Svendsen. Han repræsenterer en civilcourage, man kun oplever alt for sjældent herhjemme. Til gengæld savner jeg en offentlig afstandtagen fra Jon Knudsens brug af nazikortet fra både intellektuelle og journalister, for ligesom en ignoreret nissehængning ville legitimere, at man kunne hænge hvad som helst ud for at være dæmonisk, så tjener tavsheden omkring Jon Knudsens absurde sammenligninger af nisser med nazisme og børneporno som legitimering af den slags pseudoargumenter generelt. Det kan på langt sigt skade debatniveauet, der i forvejen pløjer bundlaget godt og grundigt op her til lands.
Men indtil videre synes jeg dog, at juleeventyret fik en lykkelig udgang: Nissen er fri – nu gælder det Julian Assange!
En KB Juleøl er en hvidtøl, en øltype, jeg endnu hverken har prøvet, eller har haft overskud til at finde ud af mere om lige umiddelbart. Min undren over, at man kalder næsten kulsort øl noget med hvidt, må derfor indtil videre stå ukommenteret hen. Jeg ved dog så meget, at jeg har drukket denne type øl, siden jeg var en stor dreng, hvilket, den lave alkoholprocent taget i betragtning, vel ikke er direkte uforsvarligt. En Nisseøl er endda en af de stærkere – hele 1,7 %, hvilket vil sige, at man skal op på 3 styk, før man rammer alkoholmængden for en almindelig pilsner.
Det sodavandsagtige brus og skum passer meget godt til øllets intense sødme, skabt af sukker, lakrids og karamelfarve E150c – den ammoniserede karamel, der kan svække immunsystemet, såfremt man har mangel på B6-vitamin og hvide blodlegemer. Jeg kan jo ikke lade være – især her i den søde juletid at gøre opmærksom på, hvor meget gift vi i det daglige – og ikke mindst op til jul – fylder vore omgivelser med, ikke kun i fødevarer, men især også i plasticskramlet til de små. I sammenligning dermed bliver E150c’s farlighed selvfølgelig også sat i perspektiv. Det er trods alt ikke det værste, man kan farve øl med, men når man nu ved, at der findes malttyper til det – og andre fuldkommen ufarlige karamelstoffer, så er det alligevel underligt, at man lige skal vælge netop den ene, der er problematisk.
Ellers er det jo en dejligt sød slik/sodavandsøl. Men netop den søde smag gør den perfekt til julemad og -godter, mens den alene nemt bliver kvalm – næsten med sikkerhed, i øvrigt, før man har indtaget mængder, der i alkoholvolumen svarer til føromtalte pilsner.
Smagen er fyldigt chokoladesød i forenden af munden, med antydning af en pikant humlebitterhed i ganen lige før det dybmørke bryg når svælget. Enkelte kaffetoner kan spores mellem tungens sider og gummeranden.
Alt dette giver et overraskende velafbalanceret smagsbillede. Det er bare smagen af jul. Og ja, der er både det ene og det andet i, der egentlig ikke hører øl til. Men hva’ fa’en … det er jul! Der må godt være lidt ekstra i, også selvom det ikke er strengt nødvendigt.
For er alt det andet skrammel man omgiver sig med ved juletid måske det? Ikke rigtig vel? Men det er nu meget hyggeligt altsammen alligevel.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme