Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: humlefri øl

Red Tide, Broaden & Build (Farvel & Goddag III)

Supersour!

Det er mandag, så jeg må hellere se at få skrevet noget at udgive. Det er blevet en fast rutine at skrive et mandagsindlæg, så jeg bagefter kan rive mig i håret over, hvorfor reaktionerne på det forbliver uforudsigelige og usystematiske. Nogle gange trækker det læsere til med det samme. Andre gange viser læserne sig først dagen efter. Det kan også ske, at der er læsertørke både mandag og tirsdag, og endelig kan læsertallet – i ekstremt sjældne tilfælde, men det ses – være komfortabelt højt begge dage.

Jeg har opgivet at finde et system i læserreaktionerne på mandagsindlægget. Til gengæld er det rart for mit aspergerramte sind at have en smule struktur på min bloggeraktivitet, så indtil videre har jeg tænkt mig at fortsætte med at udgive indlæg her om mandagen – for all it is worth.

Brygget her har jeg sådan set allerede anmeldt på YouTube. Videoen er lagt op for få timer siden, og kan ses her. Det minder mig om, at jeg også skal have opdateret bloggens videosektion, hvilket det desværre ofte kniber med at få gjort helt så ofte som jeg burde.

Hvad angår øllet har vi med endnu en sour at gøre fra hedengangne Broaden & Build. Sidst gik det jo rigtig godt … det kan faktisk ikke gå bedre på min blog end de seks stjerner Optical Prism fik tilranet sig. Da der var endnu en sour på programmet, tænkte jeg, at en videoanmeldelse måtte være på plads, så man endnu bedre kan se, hvordan mit ansigt vrider og vender sig i absurde grimasser, når brygget kommer indenbords. Forinden noterer jeg mig indholdet: saisongær, brettanomyces anomalous, lactobacillus brevis – og dette er bare gæren, og – ser det ud til – mælkesyrebakterierne (læsere med bedre forstand på mikrobiologi end mig må endelig rette mig hvis jeg tager fejl. Jeg ved praktisk taget intet, men kan via mine rudimentære sprogkundskaber, pille roden for det latinske ord lac – mælk ud uden større anstrengelse). Modet har desuden ikke fejlet noget i brygteamet, siden brettanomyces bevidst har været brugt i processen. Det er ellers et levende mareridt for bryggere, hvis faciliteterne inficeres med brettanomyces, idet den er ekstremt svær at slippe af med igen.

Brygget er en cherry-pit sour – så der indgår kirsebær i processen. Nærmere betegnet ‘second use Stevnsbær’. ‘Second use’ må være et fagudtryk, jeg ikke kender. Det første jeg kommer til at tænke på er Jack Nicholsons kirkescene i filmen ‘The Witches from Eastwick’, og det er næppe det, der menes. Derudover er der brugt kirsebærsten fra ‘neighbor sour beer blenders’. Ja, måske har Broaden & Build ligget i en lille klynge hippe mikrobryggerier derude på Refshaleøen, eller hvor de holdt til? Men jeg har ikke magtet at efterforske det nærmere.

Desuden består brygget af vand, byg, hvede, havre, rug og gær … Den sidste ingrediens forekommer mig en anelse redundant efter den foregående smøre. Men jeg skal vist være den sidste til at anklage andre for at være lange i spyttet, når ting skal forklares. Til gengæld hæfter jeg mig endnu engang ved fraværet af humle, og spekulerer på, om det i virkeligheden er noget generelt for surt øl?

Kirsebærrene lader sig ikke sådan lige skue i bryggets lød, der er højorange, grumset og hastigt afskummende. En antydning af rødt kan måske skimtes alligevel, men det er usikkert, hvor meget der egentlig er rødt, og hvor meget der er psykologisk effekt.
I duften viser kirsebærrene sig som en underliggende sødme i et eddikesurt helvede af sauerkraut med ekstra surt. Jeg bryder mig ikke om sauerkraut – men duften af netop det giver mig alligevel høje forventninger til brygget. Jeg har sagt det før – finder man duft og aroma af noget, man ikke bryder sig om i øl, er det langt fra sikkert, at det vil ødelægge oplevelsen.
Brygget stikker i næsen, og det stikker rigtigt! Når man én gang har mærket de sylespidse snit i snudeskaftets slimhinder, lister man frem med passende forsigtighed næste gang. Næseoplevelsen er prægtig – omend reelt ubehagelig, hvis man går for hårdt til den.

Endnu engang bydes der på surt med surt på i smagen. Hele kæften svides i et mægtigt, smagfuldt syrebad, der river og flår på alle mundens indre overflader. Mund, næse og øjeregioner knyttes endnu engang sammen i samme absurde grimasse, som når min hånddukke-navnebror Kaj (Kaj & Andrea, I ved) bliver forlegen. Øjnene løber i vand, og stemmen bliver underligt lys – som når man forsøger at tale midt i et gab.

Surt øl er svært at kende forskel på. Når det lykkes så godt som her er det bare en kæmpe nydelse, fornøjelse og oplevelse, der ikke kan takseres til andet end en topkarakter. I hvert fald for undertegnede. En lille forskel fra Optical Prism er imidlertid, at brygget her synes lidt mere fyldigt. Brygget er ikke helt så villigt til bare at løbe igennem munden om et fornøjeligt, stoffrit syretrip. Det vil gerne lige holdes indenbords et par sekunder, før det skylles ned – så gummer og mandler lige får det sidste syre med også.
På turen gennem spiserøret og brystet svier og river brygget også så er det en fryd. Og man mærker den samme antydning af brystsmerter og stakåndethed, som for meget citronsaft kan give.

Fabelagtigt! Der er gået sande surhedsekvilibrister tabt i Broaden & Build. Jeg håber, bryggerne tager arven med sig, hvor det end er, de er søgt hen efter konkursen …

… så længe de ikke bruger ekspertisen på at lave sauerkraut.

Cold Hawaii Birk, Gran, Fyr, Thisted Bryghus

Det er bedre med humle …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den seneste lange pause i anmeldelserne skyldes, at jeg desværre igen er røget i et dybt, sort hul. Selv dagligdags ting der skal ordnes, udskydes til sidste øjeblik or klares kun nødtørftigt. Forhold til venner og bekendte sander til. Og jeg negligerer mere og mere mine interesser – herunder blogningen – til ulempe især for jer læsere, som jeg ellers er så lykkelig for, gider klikke sig ind på, hvad jeg skriver.

Jeg skyder skylden på de om ikke daglige, så i hvert fald ugentlige attentater fra den yderste højrefløj i USA. Den ene dag er det brevbomber, den anden dag er det massakrer i synagoger, og ind imellem er der politiets mange drab på sorte, der næsten forekommer fastlagt efter rutiner i deres regelmæssig- og hyppighed.

Herhjemme er vi ikke nået så langt endnu, men vi er så småt på vej. De åbenlyst nazistinkluderende højreradikale organisationer “Stram Kurs” og – (hvis det hele ikke var så trist, ville jeg grine højt og hånligt ad dem) – “For Frihed” vil Gud dødemig (se, de får mig endda til at bande kristent) marchere på krystalnatten. Jeg kan ikke forestille mig nogen større hån mod de få holocaustoverlevere, der endnu findes, mod det jødiske verdenssamfund, og i det hele taget mod historien. Ligeledes er det en hån mod alle mennesker i verden på højre, venstre eller midterste fløj, der udmærket kan se de krystalklare paralleller mellem disse organisationer og lignende udvikling i 30’ernes Tyskland.

Og udviklingen breder sig. Senest har vi set det i Brasilien, hvor en åbent racistisk fascist er blevet valgt til præsident. I vores egen baggård har vi Polen og Ungarn, der længe har opvist samme tendenser … og her stopper jeg for denne gang, så det lille kvantum mod og engagement, jeg trods alt har kunnet mønstre ikke går tabt igen, før jeg når til anmeldelsen af dagens øl.

Brygget er en af Thisted Bryghus’ konceptøl, brygget uden humle. I stedet er denne øl tilsat ingredienser fra tre træer – som antydet i bryggets undertitel birk, gran og fyr. Resultatet er et korngult bryg med meget svagt skum. Bouqueten gør en anelse mere ud af sig, omend den kun består af vage fuseldampe.

Hvis Thisted Bryghus’ eksperiment udi ikke at bruge humle, skulle resultere i en øl, der smagte af humle, er forsøget totalt mislykket. Men det er jo heller ikke sikkert. Man mærker til gengæld tydeligt træsmagen – især birken – som en metallisk og noget syntetisk sur-sød aroma, ikke decideret ubehagelig men heller ikke rigtig velbehagelig. Ved siden af mærker man hvordan vingummi klæbrigt blander sig med græs på en syrlig baggrund af bøgeblade. Hvilken smag der skal opfattes som primær og sekundær står hen i det uvisse. Ud over at aromaerne i sig selv virker noget arbitrære og resultater af eksperimenter snarere end kontrolleret og målrettet brygarbejde, så står aromaerne også sært ved siden af hinanden – uden at blande sig med hinanden, og uden nogensinde at være sammen om at løfte oplevelsen.

Anderledes og nyskabende må man dog indrømme at brygget er, men jeg har min oprigtige tvivl om, hvorvidt en sådan aroma nogensinde vil appellere til et større publikum. Jeg tipper at dette bryg bliver en døgnflue, et muntert eksperiment, hvis underholdningsværdi som vittighed langt overgår dens aromatiske meritter.

Sorry, Thisted Bryghus – min smag falder den i hvert fald ikke i.

Cold Hawaii, Thisted Bryghus

2017-01-21 17.31.06Mere Temperament …

Det er snart to år siden, at Thisted Bryghus lancerede sin serie af nye nordiske humlefri øl. Så vidt jeg har kunnet læse mig til (uden at google særligt grundigt, skal jeg indrømme) har humlen ellers været kulturplante i Danmark fra middelalderen til slutningen af 1800-tallet. Grunden til at udelade det i øllet som led i det allestedsnærværende omsiggribende ‘nyt nordisk’-hipsterflip, har altså næppe historisk baggrund, men er vist snarere udtryk for, at man kan.

Min begejstring var da også til at overskue, da jeg kortvarigt stiftede bekendskab med serien ved DØE’s Ølfestival i 2015. Men noget må serien jo have kunnet alligevel, da den gjorde Thisted Bryghus til årets bryggeri dét år. Samtidig fortjener bryggeriet al hæder og ære for at lancere serien kommercielt under navnet ‘Cold Hawaii’, der betegner området omkring Klitmøller (tryk på 2. stavelse, hvis du vil prøve ikke at lyde som en københavnersnude … det er derfor jeg gerne udtaler det sammenbidt og hårdt med et meget stort tryk på 1. stavelse, hvis jeg møder nogle lokale, jeg ikke kan lide. Men det er en anden historie), der angiveligt skulle være et af de bedste steder i hele verden at surfe. Det tredje bedste, skulle jeg have hørt, næst efter Hawaii og et eller andet sted i Australien.

Åbenbart var det først brygget klithede, der blev hældt på flaskerne. I dag er det Thagaard, der er brygget på bygmalt og krydret med havtorn, porse og – rav, åbenbart. Ja, det troede jeg egentlig også var sådan noget, man tog om halsen for at se pæn ud – men ikke i Thy, der putter man det åbenbart i munden … (mærkeligt sted). Nåhr ja – sølv og guld bruges også som fødevareingredienser i et omfang, så de endda har deres egne e-numre; hhv. E174 og E175 – så hvorfor ikke rav? Rav findes til gengæld ikke på listen – men det skyldes måske, at det i sidste ende er harpiks og derfor et vegetabilsk produkt?

I wouldn’t know. Men jeg har tiltro til, at bryggeriet ikke putter farlige ting i bryggene – og selv når de gør, med sulfitter fx – at de så gør det i mængder der ikke er farlige. Mon ikke Thisted Bryghus – nyt nordisk hipsterflip til trods – har styr på, hvad der er sikkert at komme i fødevarer og nydelsesmidler, og hvad der ikke er?

At konkoktionen ikke indeholder humle er relativt tydeligt fra start. Porse brænder med lakridsagtig sødme igennem en bagvedliggende syrlighed af æbleeddike og afdæmpede ananaskirsebær. Dertil kommer essens af tørrede hvidtjørnekviste.

Nytænkningen – hvor hipsteret den end måtte være – gør bestemt positivt væsen af sig. Den ravgyldne farve har man kunnet beundre allerede før brygget er skænket, idet flasken er klar. Det er altid småfarligt, men i det mindste har jeg selv været omhyggelig med at lagre brygget mørkt. Så må man håbe, at supermarkedet har gjort det samme (yeah right …) Smagen er forfriskende tør og autentisk skarp af tjørnekviste og grankogler, der kækt blander sig med den syrligtsøde porselakrids. Havtornen leverer eftersmagen, for det er lige hvad eftersmagen giver – smag af havtorn, hverken mere eller mindre – sådan som havtorn nu engang smager.

Både den lunkne førstehåndsoplevelse fra maj 2015 og de generelt lunkne forventninger til den slags nyskabelser er gjort til skamme. Brygget er vitterlig velsmagende og ukompliceret lækkert. Det fremstår veltilrettelagt, godt gennemtænkt og veludført. Anderledes – men bestemt ikke ulig øl.

Så har man set det med. Men selvom der ikke er nogen missmage, men kun velsmag, så mangler der nu alligevel noget. Ikke nødvendigvis humle, men noget kraft noget vælde og noget styrke. Hjemstavnen er trods alt Cold Hawaii med barske klitter, vild natur og rasende brændinger.

Hvor man nok smager hjemstavnens ingredienser, så kniber det altså noget med hjemstavnens temperament.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme