Læserne skal ikke tro, at jeg slog mig på mexicansk bællebryg for at have noget nemmere tilgængeligt at køle ned med efter ølfestivalens mange udfordrende og komplicerede indtryk. Nej, jeg syntes såmænd bare, det var ved at være længe siden, jeg sidst sådan rigtig kunne brokke mig. Og mexicansk øl er jo nærmest som skabt til det formål.
Men nu er min tørst efter den slags også foreløbig slukket, omend jeg har et par rædsler mere stående til når tørsten efter at skrive skældsord og edder igen bliver vakt. Men det må lige vente lidt. Foreløbig må jeg kede læserne med i hvert fald en anmeldelse, hvor man kommer til at lede længe efter de grimme gloser.
Herslevs øl brygget på hø er en af de store hipsterbegivenheder i den danske bryggeribranche inden for det sidste års tid. Øllen er en del af ‘Ny Nordisk‘-trenden, der faktisk først ramte bryggerierne med Thisted Bryghus‘ humleløse produkter i 2015 – altså laaaang tid efter at det var blevet populært. Det er heller ikke fordi trenden ligefrem har grebet om sig. I skrivende stund kender jeg til Thisted Bryghus’ eksperimenter – og så denne ene fra Herslev. Og jeg skal ikke græde mange salte tårer over trendens manglende tilslutning, for øllet er fint som det er og jeg nærer desuden en sund skepsis imod hipsterfænomenet i det hele taget.
Men bare fordi øllet er hipsteragtigt og nyt nordisk behøver det jo ikke automatisk at være dårligt. Det var Thisted Bryghus’ bryg jo sådan set heller ikke. Herslev Bryghus anbefaler et højt glas til deres Nyt-Nordisk-kandidat, og så tør jeg jo ikke andet. Tænk om det brød i brand, hvis nu man brugte et lavt et. Det er et ganske klart bryg, kækt brusende og stort set uden skum. Duften er skarpt syrlig og rammer et sted mellem lime og umodne æbler.
Smagen? – Champange! Tør, vinøs, syrlig champagne – sprudlende, liflig, vederkvægende og perfekt til nytårsaften – . Ja, jeg tror jeg dropper boblevinen i år og køber et par af dem her i stedet. ikke at det bliver billigere, men når den om et par år er fast inventar i de små hjem nytårsaften, kan jeg oprigtigt erklære, at jeg drak Mark Hø nytårsaften før det blev populært!
Jeg har prøvet noget før, der lignede lidt på Copenhagen Beer & Whisky Festival sidste år i Forum – en Vintage Christian fra Gran de Select. Indpakningen var noget mere fancy og produktet i det hele taget mere eksklusivt (læs: dyrt) end denne øl fra Herslev, der kan erhverves i enhver Irma formedelst ca. 30 kr. Det skal dog siges – ja, vel nærmest gentages, at Herslevs aldeles vellykkede champagneafløser er ret syrlig – folk, der ikke er til den slags, ville nok kalde den sur. Vintage Christian derimod var afstemt sarte, utrænede smagsløg, der helst skulle kæles for.
Men for at en champagne – eller hvidvin – skal kunne bruges til andet end fuldskab i denne bloggers mund, skal det også byde på en aromatisk udfordring. Og den rammer Herslev med denne øl lige i øjet … måske med en anelse for meget banan i syrligheden, men det kan lige så vel anses som en del af udfordringen. Desuden har den væsentlig lavere alkoholstyrke end både hvidvin og champagne med sine 4,9 procent. Ja, den er jo ikke meget stærkere end en pilsner …
… men med så meget mere smag, og så meget mere klasse end både pilsner, hvidvin og champagne.
Seneste kommentarer