Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Hefeweizen

Kronenbourg 1664 Blanc, Kronenbourg/Carlsberg

Nu har jeg aldrig …

For et par uger siden begræd vi bortgangen af vor herre Jesus Kristus for vores synder på korset og bla bla bla. At det i dag ikke er en festdag, hvor vi fejrer det eneste rigtig gode, Adolf Hitler gjorde denne dato for 74 år siden, er mig en gåde. Man kunne gøre det til en særlig mærkedag som alle nazister – I ved, sådan nogle som Rasmus Paludan – kunne bruge til at gå i deres store leders fodspor, og gentage det, der rent faktisk lykkedes for lille Adolf, den sidste dag i april 1945.

Det er nok bare ønsketænkning fra min side. Men jeg ville da lige lufte ideen, nu hvor datoen ville have været så passende.

Min realistiske forventning til, at det rent faktisk skulle blive en ting, er omtrent på samme niveau som forventningerne til denne øl. Den var en gave fra min kære far, der i sit otium kun meget sjældent gider drikke øl – og især ikke noget, der forekommer så generisk som denne.

Jeg har tidligere været inde over Kronenbourgs pilsner, som vel nok er Frankrigs kendteste øl. Det er ærgerligt at to grunde; øllet er ikke særlig godt, for at sige det mildt, og øllet er ikke sådan rigtig fransk, eftersom Kronenbourg-brandet er ejet af Carlsberg. Det kan desværre ikke undgås, at det er med Kronenbourgs horribelt generiske standardpilsner i baghovedet, at brygget blev åbnet.

Men allerede idet den åbne dåse sættes for næsen, stritter brygget imod alle fordommene. Det skal her indskydes, at 1664 Blanc er en hvedeøl med tilsat appelsinskal og koriander. Snyd vil nogen sige. Min imponerethed over hvedeøllenes herligheder er imidlertid så afdæmpet, at jeg ikke vil brokke mig, når man prøver noget nyt – eller gammelt – for at puste lidt liv i en fortærsket, og aldrig sådan rigtigt tilfredsstillende god ølstil.

Blomster og søde frugter – æbler og appelsiner – vælter frem før og mens brygget skænkes. Det høje, fedtede og standhaftige hvide skum gør skænkningen af det citrongule, nydeligt tågede bryg til en langstrakt affære, men det visuelle resultat er hele besværet værd.

De sidste rester af fordomme og sløje forventninger man måtte have krakelerer og falder til jorden i store skår idet glasset sættes for munden. Forfriskende, opkvikkende og forbløffende velsmag af vanille, citronsukker og hyldeblomst nærmest snubler over hindanden for at nå smagsløgene, så de hver især kan være de første til at uddele søde kram og blide kys til dem og gummerne.

Overraskende nok, er ikke alt, der hører hvedeøllet til, kvalt i tilsætningerne. Den friske syre og en antydning af gær er bevaret, men ingen af delene i en grad så det forstyrrer, endsige ødelægger. Derimod spiller syren fint op med aromaerne i det ellers ganske lette og vederkvægende bryg, der således ikke bare formår at smage godt, men også forfriske i sommervarmen.

En sommerøl, der smager af noget – jo, det kan faktisk godt lade sig gøre.

Fendt Vario Weizen, Aktienbrauerei Kaufbeuren (Grænsehandel V)

Oplevelsen er der da …

Endnu engang griber jeg tilbage til et tema, der har ligget brak i flere måneder. Jeg har stadig nogle øl tilbage af det parti specialbryg, jeg købte i grænsehandlen tilbage i april måned, da jeg var til min tante og onkels guldbryllup i Nordtyskland.

Som lys hvedeøl er dette bryg vel som skabt til det rædselsfulde vejr, vi nu har haft alt for længe. I sådan en tørke føles det friskeste, kølige kildevand næsten som aske i munden, fordi heller ikke dét kan fugte éns partielt mumificerede munddele adækvat. Man kan jo kun forsøge sig frem med andre ting.

Duften er ikke ligefrem kraftig, men formår alligevel at stille en oplevelse i udsigt. Mestendels er den venligt sød af hyld med en syrlig kant af lime, slebet skarp af et bananelement, der ikke er alarmerende, men dog under observation.

– Og der forbliver det, bananelementet, når brygget smages. Nogle vil måske finde det lige i overkanten, mens jeg selv synes, at det giver en lige lovlig let og ikke i sig selv videre inspirerende hvedeøl kant nok til at den ikke glider helt ind i den gulgrumsede almindelighed af alt for mange, generiske sydtyske hvedeøl. Denne formår i kraft af en kant, som måske ikke appellerer lige meget til alle, at skille sig en smule ud.

Og i sommerheden kan stort set alt, der bare er en smule fugtigt, bruges. Dér fejler brygget i hvert fald ingenlunde.

Hvad angår de tunge, vældige øl, jeg senere i dag skal nyde sammen med min gode ven Marcus må tiden vise. At deres læskende egenskaber nok ikke har stået i centrum for byggernes ambitioner, tør jeg godt vove et gæt på allerede nu – men afgørelsen vil selvfølgelig kunne findes her på bloggen inden længe.

Christian IX, Kongebryg

Klart og sødt …

Det er alt for længe siden, jeg sidst har anmeldt øl fra Kongebryg. De gæve bryggere i Næstved har til huse i den nedlagte kaserne, hvor de ud over bryggeri også har indrettet et efterhånden ret populært spillested i den gamle kampvognshal. Deres øl er primært europæisk-inspirerede. Det er langt fra så mange IPA’er, som det er saisons, stouts, andre belgiske ales og lambic, pilsnere og hvedeøl, der gærer på anlægget.

Denne her er fx en hvedeøl – eller en Hefe Weizen, som det fremgår af etiketten. Kong Christian d. IX var ham, der fik Danmark i krig mod Bismarck i 1864, så hans nære og – tør man vist godt sige – temmelig katastrofale forhold til tysk historie har vel været medvirkende til, at Kongebryg vælger den tyske betegnelse.

“[Han] var under folkeligt og politisk pres,” fortæller etiketten “hvilket muligvis kan have sløret hans syn og så at sige “gjort øllet uklart[“]. Skænk derfor denne Hefe Weizen, hold glasset op imod lyset og se, om ikke også dit syn ligesom Christians – sløres.”

– Ikke synderligt ville jeg sige. Jeg havde oprigtigt mistanken, at der var tale om en Kristallweizen, altså en filtreret hvedeøl, da det ved skænkning ikke forekommer specielt tåget. Men var det en sådan, ville der jo nok ikke stå ‘Hefe-Weizen’ men derimod ‘Kristall…’ ja, I forstår nok.

Brygget byder på en præsent alkoholnote, selvom bryggets styrke kun er på lettere forhøjede 5,2 %. Ellers præges bouqueten af søde noter – hyldeblomst og en noget markant note af banan. Faretruende måske, for hvor ofte har isoamyl acetat og dets bananfremmende aroma ikke ødelagt mangt en weißbier og lys belgisk ale-oplevelse? Her virker den dog velintegreret i brygget, og ingenlunde distraherende.

Også i smagen er sødmen præsent. Missmage kan der være så rigeligt af i hvedeøl, og det er ofte et overskud af gær, der kan give en sur aroma med en næsten sandet mundfornemmelse. Den slags er man helt fri for her, hvor de søde noter blidt og meget rent kærtegner alle mundens indre organer med markante hyld- og æblenoter, skarpt ledsaget af et præsent alkoholelement …

… og – banan! Hvis ikke man kan lide aroma af banan, er dette nok ikke lige sagen. Personligt mener jeg nu ikke, det er for meget. Bananaromaen blander sig fint med de andre søde indtryk, hvorved den snarere viser sin berettigelse i nogle brygtyper frem for at måtte opfattes som et fremmedelement.

Kongebrygs faste roadie Brian skal have tak for, at han huskede at udlevere den til mig ved ølfestivalen i Lokomotivværkstedet tidligere på året – og brygmester Niels Kiens skal selvfølgelig have mindst lige så stor en tak for gaven.

Jeg håber, vi snart ses igen.

Störtebeker Roggen-Weizen, Stralsunder Brauerei – revisited – (Lidt godt fra Niels V)

Meget er vist ikke ændret …

Tid til en revisited fra Bloggens ganske spæde barndom. Godt en måned gammel var bloggen, da jeg anmeldte denne øl første gang. Dengang havde jeg fundet den i en øko-biks på Jægergårdsgade i Aarhus (der dengang endnu hed Århus) – denne gang har jeg fået den i anmeldergave fra Niels. Som bekendt havde han en samling med hjem fra en ferierejse til behørig anmeldelse på bloggen. Og jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke gav den et forsøg mere i stedet for bare at henvise til den gamle anmeldelse. Hvem ved – måske har den også ændret afgørende karakter siden sidst – så hvorfor ikke?

Som selvstændig anmeldelse kommer dette indlæg dog ikke til at tælle. Gengangerne har deres egen kategori.

Genanmeldelsen er en anledning til at dvæle lidt ved, hvordan min skrivestil mon har ændret sig, og hvilke detaljer, jeg lægger vægt på i dag i sammenligning med tidligere. Det vil jeg måske gøre bagefter. Lige nu vil jeg bare anmelde den efter de notater jeg har taget – som var det første gang jeg prøvede den, og så må sammenligningerne vente til senere.

Det mørke – omend ikke så mørkt, man måske ville forvente af en rugopblandet hvedeøl – bryg dufter syrligt sødt og tungt af banan, mens det høje, flotte skum langsomt afbruser. Aromaen er til gengæld bitter, og langt fra så præget af de estere duften behørigt advarede imod – og som jeg på det oprindelige indlægs affattelsestidspunkt i hvert fald ikke kendte navnene på. Isoamyl Acetat er siden blevet et dagligdagsudtryk i mit ølordforråd.

Man smager humle – lidt skarpere end den basale man kender fra pilsnere, så man tidligt glæder sig over en hvedeølsoplevelse med mere kras end kælen aroma. Tørt træ har erstattet hylden, mens bananen kun i tåleligt omfang gør sig bemærket. Gæren, som har spoleret mangt en hvedeøl i tidens løb glimrer velvalgt ved sit fravær.

Rugen mærkes vel nok i træindtrykket, og i det lette stik af kommen ved gummerne. Bananen giver en sød antydning, der faktisk gerne måtte have været mere fremtrædende, om det ikke lige var banan, sødmen havde karakter af. Sødmen er heller ikke det eneste, der måtte være mere fremtrædende – det måtte humlen og rugen egentlig også. Bedst ville det nok have været, at vandet holdt sig lidt mere i baggrunden, for de velvalgte smagsnuancer får aldrig lov til at udfylde sig i alt den kvælende væde.

Der var oplagte grunde til, at jeg gav den her øl 2½ stjerner dengang (ja, lige netop det, tillod jeg mig at aflure). Det er en karakter, det giver god mening at fastholde i dag. Konklusionen er den samme, og hvad der ellers måtte afvige fra originalen kan med sindsro formodes at være detaljer.

Distelhäuser Weizen, Distelhäuser Brauerei

2017-09-21 18.19.56Out of character …

Lidt ligesom belgierne er tyskerne gode til det der med lokale bryggerier. Hvad det til gengæld kniber med hos den store nabo mod syd, er variationen. Mens belgierne både er eksperter i lokale bryghuse, er de også über-buff, når det gælder variationen. Belgisk øl er tusindmilliarder forskellige ting, og så er vi ikke engang nået til kombinationerne af disse endnu. Tyskerne derimod magter kun … 7-8 stilarter, som de så skamrider ad nauseam, hinsides ad nauseam and then some.

Distelhäuser Brauerei er således bare ét af rundt regnet titusindmilliarder lokalbryggerier i Tyskland. Til gengæld brygger de det samme som … skal vi sige i hvert fald ottetusindmilliarder andre lokalbryggerier i Tyskland også har på repertoiret – nemlig en Weißbier. Tallet er sikkert lavt sat – selv Flensburger Brauerei, det ærkenordtyske bryggeri, brygger som bekendt en (iøvrigt elendig) Weißbier. Det er for længst holdt op med at være en sydtysk specialitet – tværtimod lider genren mere og mere under mainstreamtypens skavanker.

Det skal selvfølgelig ikke afholde mig fra at prøve, hvad jeg får stukket i hånden. Især ikke af mine gode kolleger – i dette tilfælde af Henrik, der ikke bare deler min glæde ved øl, men også ved den samme type musik. Hvor mange gange har han ikke spurgt mig, om ikke jeg kommer til Copenhell i år, hvorefter jeg skuffende må meddele, at jeg (igen) skal have børnene? Henrik syntes i hvert fald, jeg skulle prøve denne øl, som han selv syntes godt om. Det skal siges, at Henrik til en vis grad deler min skepsis over for Weißbier, og netop derfor ville han gerne vide, hvad jeg syntes om denne, som han altså mente var ‘out of character’ til den gunstige side.

Visuelt afviger det nu ikke synderligt – hvilket ikke gør noget, idet tåget Weißbier, der tårner sig op i et smalt glas under en tæt, fast, hvid marengsskumkrone aldrig bliver kedeligt. Bouqueten er kraftigt sødt-syrlig af lime, hyld og alkohol.

Smagen er frisk og lettere end den sprittede bouquet antydede. Brygget er fyldigt og lige tilpas sødt af banan. Dertil friskhed af forårsgræs smagt til med hyldeblomst og et stik af grape. Det giver ikke bare en adækvat Weißbieroplevelse,som man har prøvet dem så mange gange før. Nej, der er sgu lidt ekstra smag, lidt ekstra fylde og lidt ekstra sødme – alt sammen på den helt rigtige måde, så intet af det bliver for meget.

Det er slet ikke tosset, og selvom brygget stadig ikke er nogen nyskabelse, men blot en heldig variant over et gammelt tema, så har temaet – Weißbier – jo trods alt vist sin langtidsholdbarhed, såfremt kvaliteten ellers er i orden.

Det er den her. Tak til Henrik for øl. Jeg må give én en anden gang.

4-stjerner

Mecklenburger Dunkles Weißbier, Harboe

2017-09-04 19.26.35Discount with attitude …

Beklager at måtte udsætte jer læsere for endnu et anmeldelsesafbræk. Jeg har haft et flere dage langt anfald af apati og ugidelighed, ledsaget af vage influenzasymptomer – hvad der kom først og har skabt det andet er jeg ikke sikker på. Rækkefølgen, lidelserne er nævnt i, er vilkårlig.

Jeg har endelig fundet lidt tid til den sidste anmeldelse, jeg i skrivende stund har ude at hænge. Så må vi se, om lysten til at anmelde – og i det hele taget åbne og drikke øl – melder sig igen For begge dele har det svigtet med.

Det er dermed ved at være nogle dage siden, jeg prøvede denne øl. Den var med i den lille samling, jeg fik af Niels fra Lille Skensved, sammen med den Ugandiske Nile samt pilsneren af samme mærke som denne – Harboes tyske discountøl fra Rema 1000.

Jeg er jo temmelig germanofil og derfor altid glad, når danskere – om det er firmaer eller privatpersoner – gør noget på tysk, der er korrekt. Derfor irriterer det mig også grænseløst, at Harboe på etiketten har puttet bogstavet ‘ß’ ind blandt andre kapitæler. Den slags er no-go. Der findes ikke noget stort ‘ß’ (kaldet ‘s-z’ på tysk (fordi bogstavet var en sammensætning af ‘s’ og ‘z’ i det gotiske alfabet (og det har trods den ellers oplagte lighed intet med det græske bogstav ‘beta’ at gøre (se, så blev I så kloge)))) på tysk. Skrives der med stor bogstaver, erstattes det af to s’er.

Det kan jeg en ret sjov anekdote om, som jeg måske nok har fortalt før, men den fortjener gentagelse. Da jeg læste i Marburg, Hessen, kørte der en fast reklame fra McDonalds for en burger, der var ekstra stor – eller extra groß, som der ville have stået, om det var skrevet med små bogstaver. Det var det ikke – det var skrevet med store bogstaver, så burgeren fra McDonalds var altså EXTRA GROSS.

Det siger ikke så lidt om tyskerne og navnlig deres ringe forståelse for utilsigtede morsomheder, at de var de eneste, der ikke kunne se det sjove I at læse den karakteristik som om den var på engelsk.

En karakteristik, der ville være ganske urimelig at bruge om dagens øl.

Mine forventninger til Weißbier er aldrig store. Og når det så oven i købet er en discounttype fra Harboe, så er det ikke forventningspresset, der holder brygget nede på jorden. At bryggets pilsnerbror i øvrigt var tæt på noget af det mest smagsfri, jeg nogensinde har smagt, lover heller ikke godt.

Allerede ved åbning gøres de værste forventninger dog til skamme. En markant sød duft af banan og hyldeblomst møder næsen, mens det mislykkes totalt for et ellers markant gærelement at ødelægge noget – tværtimod yder den fylde.

Det mørkegule, højtskummende bryg smager i samme retning. En markant sødme af banan afslører esteren isoamyl acetat, der sjældent har smagt så lidt af det, som den lyder som om den smager af. Banansmagen starter i det syrlige hjørne, hvor den er grøn, bliver efterhånden sødere, rundere, fyldige og når akkurat at blive brun og kvalm før brygget skylles ned.

Nyderen af øllet gennemlever dermed de tre markante faser i bananens livscyklus. Jeg foretrækker midten, den modne gule banan, men det taler til øllets fordel, at den får det hele med. Og at den bliver klam og blød til sidst er en del af oplevelsen. Ikke mindst fordi det kun når at bliver lidt væmmeligt før det er forbi.

Tak til Niels for den indtil videre bedste øl fra hans side. Der er ikke bare tale om en spændende Weißbier i betragtning af, at det er en discountøl fra Harboe. Den er bare en spændende Weisbier – dette i sig selv er overraskende.

4-stjerner

Eibauer Hefeweissen Hell, Privatbrauerei Eibau

2017-08-21 17.43.51Det var ellers lige så godt …

Hardcorefans af min ølblog vil muligvis have bemærket, at der er gået en smule længere tid mellem de sidste indlæg. Det skyldes, at det har været sidst på måneden, hvilket ikke skal opfattes som om, jeg er i financielle vanskeligheder, selvom det godt nok tidligere har været tilfældet. Næh, det skyldes det i grunden kedelige faktum, at jeg gerne når målet for antallet af hits på bloggen nogle dage før måneden er omme – og så tillader jeg mig gerne at tage en slapper …

… såfremt lysten svigter, selvfølgelig. Og det kan jo godt ske den gør det, når man for længst har rundet månedens femtende indlæg.

Sådan er jeg så traditionalistisk i min skribentvirksomhed. Skulle det ske, at jeg når mit læsermål tidligt, hviler jeg gerne lidt på lauerbærrene og tanker op til den næste måned, frem for at se, om jeg kan maksimere læseroverskuddet yderligere. Den tyske sociolog Max Weber ville have elsket det – i hans øjne ville jeg nok have været et eller andet levende fossil fra feudaltiden, der gav pokker i den protestantiske etiks påbud om at arbejde sig selv fordærvet, fordi det skal man bare …

Nåhr ja … så er der også den lille detalje, at jeg – snart et årti efter at det var populært (jeg venter gerne med at tilslutte mig trends til når de har bevist deres langtidsholdbarhed) er begyndt at spille Minecraft. Den slags tager jo også tid, hvis det skal gøres ordentligt.

Men jeg må hellere til det. Give læserne den oplevelse, der har været målet for bloggen her, nemlig netop det – en læseoplevelse i form af en anmeldelse af noget, rigtig mange godt kan lide – øl.

Privatbrauerei Eibau har vi været forbi med jævne mellemrum. Det skyldes, at de er faste leverandører til COOP’s butikker. Denne fandt jeg i Dagli’ Brugsen i Valby. Om Dagli’ Brugsen er der ikke meget andet at sige, end at prisniveauet er at sammenligne med Irmas og varekvaliteten med Aldis. Det er ikke et sted, jeg kommer tit af netop denne grund – men der var tilbud på et eller andet via min COOP-app, og så behøvede jeg jo ikke købe mig fattig i andre ting.

Denne røg med efter min sædvanlige devise – øllet var der og derfor skulle det selvfølgelig også anmeldes.

Det lyse, småtgrumsede bryg dufter lystigt af banan og citrus. Kulsyren prikker kækt i næsen, så der er lagt op til en frisk oplevelse – såfremt esterne der antydes i bouqueten ikke har fået for meget at sige.

Og smagen er vitterlig som duften lader én forvente – forfriskende og perlende, sød af banan på den helt rigtige måde, så det ikke bliver kvalmt. Havde brygget haft en smule mere kulsyre ville en champagnesammenligning slet ikke være ude i skoven, dårligt nok i skovbrynet. Alkoholstyrken på 5,2 smager overraskende nok igennem til at hjælpe associationen på vej.

Såvidt smagen – den er sådan set i orden. Anderledes spinkel er til gengæld kroppen og fylden, hvor det rene og klare vand trænger sig desværre for meget på. En potentielt temperaments- og karakterfuld weissbieroplevelse ender fortyndet og halvhjertet. Det er ærgerligt, men desværre også forventeligt af en øl i COOP’s udenlandske standardudvalg.

2-en-halv-stjerne

Tap 6 Mein Aventinus, G. Schneider & Sohn

2017-06-17 18.57.01Tid til revanche …

Jeg tager lige én uden for nummer – eller uden for tema, er det jo. Næh, alle anmeldelser tæller med, selv af de øl, som jeg har prøvet før. De ryger bare ikke i kategorien ‘anmeldelser’, men i kategorien ‘revisited’.

Sådan én er denne øl ikke. Den er en – fristes man til at sige – helt almindelig anmeldelse. Bryggeriet har vi dog stiftet bekendskab med før, og kigger man ikke godt efter på flasken, risikerer man tilsyneladende nemt at gøre revisit, selvom det ikke er meningen.

For sjældent har jeg da set et bryggeri, hvor to så forskellige øl har så ens etiketter. Det skal man vist til Krenkerup for at finde mage til (og tilfældigvis matcher farverne også nogenlunde de to bryggerier imellem). Ifølge importøren er der tale om Bayerns ældste hvedebryggeri – oplysningen er efterfulgt af en undtagelsesvis berigende beskrivelse af, hvordan brygget først gæres i åbne kar hvorefter det eftergæres og modnes i flasken …

… og så alligevel afsluttende med et skurrende buzz-word – “Dette sikrer den helt specielle smag af denne autentiske hvedeøl”. Lidt Karl-Smart skal det åbenbart for enhver pris være.

Og hvor autentisk denne hvedeøl egentlig er, er jeg slet ikke så sikker på. Ikke at det er skidt. Autentisk hvedeøl er typisk tyndt, sødligt vammelt, ikke sjældent surt og i øvrigt tit for gæret. Sådan var det i hvert fald sidste – og hidtil eneste – gang jeg prøvede en øl fra dette bryggeri, en jeg fik til min 40 års fødselsdag. Hvedeøllen har gået sin sejrsgang. Og siden den afsluttede spadsereturen har den siddet mageligt i sin stol og er blevet gammel, og ikke mindst sur.

Det er ikke tilfældet her. Det mørke, højt-omend-lystskummende bryg dufter aromatisk hinsides noget jeg tidligere husker fra typen. Fed og klistret af odeuren af karamel og svesker – en sådan temperamentfuldhed er sjælden, og i hvedeøl ganske usædvanlig.

Brygget er dejlig fyldigt, og lige tilpas sveskekvalmt – det er i øvrigt ment som en ros, idet brygget lægger sig drillende lige på grænsen mellem det behagelige og det kvalmeprovokerende. Men det er ikke kun fede, søde noter brygget byder på. En habil, bred nøddebitterhed, der er næsten lige så usædvanlig som sveskeelementet gør øloplevelsen fuldendt.

Og nu ellers ikke nogen onde ord om importøren OnePint, hvis etikettekst jo mestendels var ganske brugbar. Men autentisk – efter den tyske hvedeøltradition – bevæger denne øl sig i en retning på 180 grader væk fra. Med fyldig sødme og tung bitterhed er det lige før, man skal vide at det er en hvedeøl, før man tror det.

Kun den gærede grumsethed og det lette løb i glasset afslører det som det, det egentlig er. Og det er såmænd ikke fordi disse traditionelle elementer ødelægger noget for den samlede oplevelse. Tværtimod er det kun positivt overraskende at en så tung og mørk øl samtidig kan være så lys og let.

5-stjerner

Nåhr ja – Flat Eartherne, eller feerne, som jeg ynder at kalde dem … dem havde jeg helt glemt. Efter denne øl blev jeg så træt af deres dårligt producerede videoer, deres ad hoc undskyldninger, ad hominem-argumenter, stråmænd og memes at jeg gik på druk. Turen gik til det (forholdsvis) nye ungdomshus på Dortheavej, som jeg har opdaget ligger bekvemt tæt på min (forholdsvis) nye adresse.

Der blev der så drukket flere øl – og de var til gengæld allesammen nogle, jeg havde prøvet i forvejen.

Hvedeøl, Herslev Bryghus

Ikke på det sikre …2017-06-02 21.22.09

Fra den næsten smagsfri Brewmasters Hoppy Alpine Weisse til en Hvedeøl af en noget anden kaliber – i hvert fald hvad bryggeriet angår. Carlsberg er vel omkring en utrillion gange større end Herslev, målt på omsætning, og en fantasilion gange større målt på produktion. Det betyder, at der hos Herslev er tid og ressourcer til at kæle lidt for den enkelte øl, smage den grundigt til, ramme den helt rigtige aroma, mens man hos Carlsberg bare har at tappe alt hvad remmer og tøj kan holde, så man kan nå de abnorme produktivitetskrav.

Herslev har brugt sit kvalitative overskud til at give sin Hvedeøl en langt skarpere og mere markant duftprofil. Frisk som tør hvidvin med lige præcis så meget banan, at trækningerne så småt går i gang – for så at holde igen når hjernens olfaktoriske center signalerer, at faren alligevel ikke er så overhængende. Vi er tilbage ved det noget af det samme champagneudtryk vi mødte i Mark Hø, men her i en lidt mere afdæmpet og i en form, der er mere typisk for hvedeøl.

Man bliver da heller ikke snydt for en af genrens signaturaromaer – den søde hyldeblomst, mens det for typen typisk høje skum lader noget tilbage at ønske. Bryggets grumsethed er til gengæld intakt, og man kan desuden glæde sig over den dybtgule lød, hvor Carlsbergs forkrøblede hvedeølseksperiment mest lignede gulnet pergamentpapir. Bananaromaen er igen præsent i et omfang, der ikke skæmmer men snarere gavner og yder karakter sammen med skarp, småsprittet champagneessens.

Herslev spiller om ikke sikkert, så i hvert fald på nogle tangenter, som de ved fungerer. Derefter varieres kompositionen en smule. I forhold til mark hø er denne øl lidt fyldigere, mens der holdes lidt igen på den syrlige champagne fra sidst. Det syrlige er dog stadig præsent, og i stedet for at rendyrke den lettilgængelige hyldeblomstsødme, giver bryggeriet den gas med den noget sværere tilgængelige bananaroma. Det er modigt, det koster formentlig Herslev nogle konsumenter, men til gengæld står de ved et unikt produkt, og en hvedeøl, der tillader sig at være markant.

Det er dét mod, der gør forskellen på kvalitet og industri.

4-stjerner

Brewmasters Hoppy Alpen Weisse, Carlsberg

2017-06-02 16.40.48Humle uden humle …

Det lykkedes mig at blamere mig for guderne må vide hvilken gang, da jeg for et par dage siden sidst prøvede en ‘Brewmasters’ øl. Dels kaldte jeg den ‘Brewmasters Collection‘ – uden at bemærke, at ‘Collection’ var blevet fjernet fra brandnavnet (af uvisse årsager), dels harcellerede jeg over en manglende apostrof. På min facebookside fulgte en længere diskussion om, hvorvidt apostroffen var nødvendig i navnet eller ej. Idet jeg ivrigt og engageret diskuterede udfra forudsætningen om, at det fortsat var det fulde navn – Brewmasters Collection, der blev brugt, endte det med, at jeg slagen måtte sænke flaget og vedkende nederlaget …

Men uanset hvad er det godt nok også noget af en ‘collection’, Carlsberg har samlet sig. En parade af ligegyldige smagsfattige vanderstatninger alle til hobe. Det kan såmænd godt være, at nogle bryggere – industribryggere fx – ville lægge navn til den slags, men en mesterbrygger? Mester i at brygge hvad? Mosevand?

Duften er i hvert fald derhennead, omend jeg hårdt presset må erkende, at brygget her trods alt dufter bedre end vandet ved bredden af Utterslev Mose. Men det syrligt-sure, der er kendetegnende for hvedeøl og i en eller anden grad mosevand, er i hvert fald ganske præsent med en blanding af græs og lime. Man kan også glæde sig over bryggets evner til at skumme lige som hvedeøl gerne skal – med den nydeligste frygerhue (eller smølfehue) som resultat. Op over Weissbierglassets kant rager skumkronen kækt, selvom flasken igen kun indeholder mystifistiske 44 cl. Humlen, som man loves i bryggets navn, må man til gengæld lede længe efter.

– Og det gælder også i smagen. Brygget glider lystigt ned til glæde for den tørstige hals. Smagsløgene til gengæld keder sig bravt, og venter aldeles forgæves på humlen. I stedet forsøger produktet at spise dem af med nogle diffuse, vandige grapenoter, der såmænd nok ville gøre glæde, hvis der også var enten bare en smule anden smag, eller bare lidt mere af samme.

Med “Hoppy” i navnet læner Carlsberg sig de facto op ad falsk varebetegnelse. Men da der jo nok er tilsat en enkelt blomst eller to i mæsken, kan de vel gemme sig bag det, hvis anklagen skulle gå hen og blive alvorlig. ‘Watery’ havde nok været mindre tillokkende men til gengæld meget mere ærligt og rammende.

Og det skulle forestille specialøl …

1-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme