Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: guldøl

Thy Julebryg, Thisted Bryghus

Mere Pilsner …

Nu har jeg endelig fået juleferie. Jeg glæder mig til et par velfortjente fridage fra hamsterhjulet, hvor jeg i stedet vil hygge med min familie, smage nogle gode øl, og rase over regeringens uafladelige forsøg på at ødelægge højtiden for os andre. Den flere år gamle sag om den rædderlige sang på CBS og KZ-lejren på Lindholm var det perfekte røgslør over vedtagelsen af den mest sorte og asociale finanslove i årtier. Jo, de rige får en god jul, med nedsatte afgifter på lystyachter og privatfly, mens landets fattige, studerende, syge og ældre mødes af endnu flere nedskæringer. Og mens vores totalitære, fascistiske regering og støtteparti som rosinen i pølseenden vedtager håndtrykstvang ved statsborgerceremonien får klimaet en finger.

Vel, regeringen kan få en finger af mig herfra og så må jeg ellers tage min ferie fra virkeligheden, for ellers indfinder der sig kun øget apati og ingen julestemning.

Thisted Bryghus har holdt mig forsynet med øl – og enkelte juleøl i december måned. Den her har jeg endnu ikke prøvet, og den hedder slet og ret ‘julebryg’. Så er der vist ikke sagt for meget. Ved åbning mødes man af den velkendte og fortærskede duft af generisk pilsner. Og ud over et meget højt og ganske prangende fedtet marengsskum, er det også, hvad man ser. Ikke desto mindre kan min næse ikke undgå at glædes over et ret kraftigt udtryk, med en kant af fusel i den klassiske hallertauerimpression.

Det er vel til dels de 7,9% alkohol, der giver humlen den ekstra styrke og fylde. Således pakker brygget sig tæt omkring tunge og gummer, med en varm aroma af hasselnødder og bitterhumle. Også i eftersmagen mærker man, at humlen nok er generisk – men også bestemt af en lødig kvalitet, sådan som den hænger gummesmaskende nærværende så længe efter.

Den generende kant af metallisk syre, som forstyrrede ved de to foregående øl er holdt på et niveau, hvor det langt fra ødelægger noget, men stadig kan mærkes, hvis man smager grundigt efter. Brygget er tilsat ascorbinsyre, men enten kan det gøres i et begrænset omfang, der ikke giver afsmag af betydning, eller også er det faktisk noget andet, der har forstyrret i de foregående bryg.

Alt i alt en god … guldøl! Der er intet særligt julet ved den. Ingen søde noter, der vil klæde flæskestegen. Ingen endnu sødere noter, der ville komplimentere ris a la manden. Ja, der er ikke engang sprit nok til at hjælpe silden på vej i det ellers stærke bryg. Så der var faktisk sagt for meget alligevel, da den blev betegnet ‘julebryg’.

Men som stærk pilsner fungerer den godt, og det kan ingen tage fra den.

Eagle Extra, Nile Brewing/Sabmiller

Ugandisk standard …

Det kan godt være, man ikke bliver verdensberømt af at blogge om øl. Til gengæld møder man en masse spændende mennesker, og de nye relationer viser sig nogle gange mere varige, end man troede de ville blive.

Da jeg i juli sidste år lagde vejen forbi Lille Skensved for at afhente den første øl fra det afrikanske kontinent, jeg nogensinde har prøvet, troede jeg, at bekendtskabet med Niels, der via sin svoger Fred havde skaffet brygget, bare ville blive overfladisk og forbigående.

Men nu – snart et år siden – udveksler vi fortsat venskabelige kommentarer og virtuelle smil. Vi ‘klikker’ åbenbart godt som personer (er det ikke sådan man siger), og det har næppe gjort stor skade, at han siden – og nu igen – har anskaffet mig øl, jeg med temmelig lav sandsynlighed ville være stødt på, om jeg ikke var blevet beriget med hans venskab.

Således kom han foreleden kort forbi på adressen i Husum for at aflevere endnu to øl fra Uganda. Når de er anmeldt vil jeg have anmeldt tre gange flere øl fra det afrikanske kontinent end fra Mellem- og Sydamerika (hvis man ikke regner de Caribiske øer med), og lige så mange som fra Australien (hvis man ikke regner samarbejdsbryg med, vel at mærke). Den sydlige halvkugles underrepræsentation vil dermed være en smule formildet af, at det største kontinent i det mindste er det (til dels) bedst repræsenterede.

Altså bortset fra at de afrikanske brands gerne ejes af multinationale konglomeratvirksomheder – men hey, de har vel hjemme i Barbados, Panama eller Cayman-Øerne og hører dermed med til Mellemamerika – og så bliver de vel også repræsenteret lidt bedre, eller … måske ikke …

At der er tale om et meget standardiseret bryg efter europæisk – und ehrlich gestanden – tysk forbillede, bliver hurtigt lige så klart som det industrielt filtrerede bryg selv. Ganske lyst er det – korngult, mere brusende end egentlig skummende, samt med den for standardiseret øl så typiske skrabede bouquet. Vandet er fremtrædende, humlen virker som standardiseret Hallertauer, mens det syrligt friske indslag faktisk giver en antydning af særpræg med en let note af eg.

Et vist lokalt præg synes øllet også at have. Bryggeriet praler på etiketten med, at øllet er brygget med byghumle og “The finest quality Ugandan sorghum” – som læserne kan regne ud, har jeg googlet for læserne, så I blot kan trykke på linket frem for alt det bøvlede tasteri. Ud over durra (som det altså hedder på dansk) er brygget tilsat majs og maniok, og den var selvfølgelig ikke gået i Tyskland.

I hvilken grad savanneafgrøderne formår at krænge brygget over i noget nyt og unikt – eller i det mindste noget andet end den europæiske standard – viser sig i aromaen. Her er vandet fortsat det mest fremtrædende. Egesyren brænder til gengæld mere markant igennem end forventeligt. Det giver en frisk kant, der samtidig er med til at bære øllets aroma frem. Brygget er stærkere end dansk guldøl – 6,5 % (mod guldøls typiske 5,6) og det kan smages i overraskende grad. En tung alkoholisk note mærkes i brygget – noget rå og ufin, men langt fra malplaceret eller forfejlet. Tværtimod giver det brygget noget muskelkraft, som den europæiske pilsner ikke just er kendetegnet ved.

Så selvom det stadig er industriel standard, så ville denne blogger mene, at dette bryg godt kunne repræsentere en særlig ugandisk standard for industriel pilsner.

Mørk Guld, Svaneke Bryghus

Så simpel, så fin …

Jeg ser desværre ikke min familie så tit. Dette understreges af, at jeg først fik mine fødselsdagsgaver – jeg har fødselsdag i starten af november – fra min familie da vi mødtes til mine niecers fælles fødselsdag midt i december. Og det skrives desuden med kursiv og fed skrift, når man dertil føjer, at min søster også først fik sine gaver til arrangementet – hun har fødselsdag først i juli.

Denne øl var del af en gaveæske, jeg fik af min storebror. Siden jeg begyndte at blogge om øl, har jeg ikke været svær at finde fødselsdagsgaver til. Da jeg modtog æsken, troede jeg egentlig, at jeg omsider havde fået en række øl, jeg bare kunne sidde og nyde uden efterfølgende at skulle stresse over at få dem anmeldt – men nej!

Denne øl, havde jeg faktisk ikke prøvet før. I hvert fald ikke under det navn. Jeg har en nagende fornemmelse, at det egentlig er samme øl, som bryggeriet for år tilbage udbød under navnet ‘Aurum’. Takterne ser ved mulig gensmagning også ud til at være nogle af de samme, men jeg lader alligevel tvivlen komme den til gode.

Umiddelbart ser dette bryg i hvert fald mørkere ud end Aurum gør på billedet i hint indlæg – og mere tåget, selvom begge nu nok er ufiltrerede. Også skummet står flottere gyldent i forhold til sin ældre bror med det latinske navn. Duften byder på let karamelsødme med indslag af vanille samt en antydning af æblesyre. Lidt ubalance i indledningen afstemmer forventningen til en Svaneke-øl som de er flest. Næppe langt over, hvad man også kan få fra industrien.

Og at øl stemmer overens med forventningerne er stundom velkomment – ikke mindst, når det er i kvalitetens favør. Brygget her er langt tungere, langt bitrere, langt mere smagfuldt end man kunne forvente af både bryggeriet og typen. Nok er der tale om en guldøl – en pilsner med lidt ekstra alkohol og farve …

… men nyd nu den ære, dette eksemplar yder en ellers skamridt og udskældt type. Brygget her er meget mere end et tisgult gashåndtag tilsat industrialkohol for at kunne sælges billigt til sutter og sprittere.

Bitterheden breder sig tung og kras som et aromatisk nåletæppe over hele tungen. Mørkt træ og modne hasselnødder fylder ganen og bitterheden masserer sig dybt ned i alle mundhulens organer. En tung beskhed i den lige så udsøgte eftersmag skal nok jage festfolket væk, mens entusiasten vil genkende den tilsyneladende missmag som et udtryk for karakter og ikke en fejl.

En guldøl – indenlunde mindre, og egentlig heller ikke mere. Men en guldøl af en ganske udsøgt karakter og kvalitet. Det måske ypperste man kan drive et ellers kedeligt industrielt udlæg til.

1905 Monaco, Heineken

2017-04-21 22.45.13Burgøjserbryg …

I disse globaliserede tider, kan selv den mest lemfældige blogger få nervesammenbrud over, hvor svære øl kan være at kategorisere rigtigt. Denne er en stærk pilsner, eller en guldøl, ville man måske kalde den herhjemme. Og det må siges at være passende i betragtning af oprindelseslandet, skattelyet Monaco, hvor folk har røven så fuld at de skider guld, og  sikkert også ejer en båd, som man kan parkere en båd indeni. Det er ikke typen, der er byder udfordringen, men derimod oprindelseslandet.

Det må vel være noget med, at de jakkesætklædte multimilliardærer synes, at urt, mæsk, gær og de der mærkelige planter, der ikke er lavet af plastic er noget være griseri at røre ved, og derfor har de – ligesom det gælder golfspillet – folk (o’et udtales affekteret i retning af et ‘a’) til det, når der skal brygges. Øllet produceres derfor i nabolandet Frankrig i en filial af Heineken, der er et hollandsk bryggeri …

Det er ligesom dengang jeg var på Christiansø, og købte den lokale – og i øvrigt rigtig lækre – slåensnaps … Den blev destilleret på Nørrebro, og så var den jo ikke særlig christiansøsk (eller bornholmsk for den sag skyld) længere.

Nå, f… det. Jeg magter ikke at spekulere mere over det. Apatien får overtaget endnu engang, jeg noterer bare Monaco og går videre – det er en definitionssag, jeg vælger den gode fortælling og finder glæde i, at der nu er kommet endnu et punkt med på min liste over lande, som jeg har prøvet øl fra.

Lidt mere spændende er historien om, hvordan jeg fik fat på den. I 2015 blev jeg kontaktet af en gammel ven fra min kollegietid ved navn Peter. Han havde netop været i Monaco i et forsøg på at gentage succes’en fra 2004, hvor han samme sted vandt verdensmesterskabet i backgammon – det afholdes der hvert år. Det lykkedes nu ikke, som det vil fremgå af listen her, til gengæld havde han et par øl med hjem til mig.

Det gik så hverken værre eller bedre end at vi begge glemte alt om øllene, der ellers bare fik lov at stå og fylde i Peters skab, indtil for nylig hvor min fem år gamle Samsung-telefon valgte at opgive ævret og lade alle funktioner blive kaldt hjem til cyberspace. Peter var dagens mand i skysovs, da jeg klagede min nød på nettet – så nu ejer jeg en gammel, men fuldt funktionsdygtig Sony-telefon i stedet – Peters gamle. (Die-hard hardcore-fans, der er så inkarnerede tilhængere af bloggen, at jeg selv ville blive urolig for dem, vil bemærke, at formatet på billederne øverst i hvert indlæg er proportioneret en smule anderledes – de er blevet lidt længere i det. I mellemtiden har jeg fået det fikset, så de igen vil have samme format. Beklager ulejligheden.)

Og nu jeg alligevel var hjemme hos Peter, og vi alligevel fik snakket om gamle dage over en kop kaffe, ja – så kunne vi jo også få ordnet hængepartiet fra ikke helt så gamle dage – og således fik jeg endelig overdraget Monaco-øllene. To eksemparer af denne pilsner – vel over sidste salgsdato ganske vist, men heldigvis er det jo sådan med øl, at der netop er tale om en sidste salgsdato og ikke sidste anvendelsesdato.

Så nu er den ene af dem prøvet, og den anden gemt til senere. Når man skriver (så meget) om øl (som jeg gør, hvor jeg plaprer løs i stedet for at prøve at begrænse anmeldelsernes omfang en smule) er det rart ind imellem at have en øl, som man bare kan nyde at drikke uden at man efterfølgende behøver stresse over, at man også skal skrive dansk stil om dem bagefter.

Som pilsner er den tonet en smule mørkere end industrisprøjtet herhjemmefra. Skum er der ikke meget af, men til gengæld mødes man med det samme af en humledunst, der – som det sig hør og bør i de kredse – har nyslebne rundsave på albuerne. Bitterheden er tung og mørk; besk og næsten ildevarslende og slet ikke noget man ville forvente i Ferrariens eller Bugattiens kopholder – endsige noget fra minibaren bag i Rolls Royce’en.

Smagen slår samme takter en. En tung bitterhed af kål møver sig frem på baggrund af en sød maltprofil, der imod alle odds passer ganske nydeligt til. En alkoholprocent på 5,8 formår at opløse og forene begge dele, og det er ikke så lidt imponerende i betragtning af at det jo ikke engang er  meget alkohol igen.

Sødmen formår også at tage til undervejs, så bryggets finish – den fortsat aggressive humle til trods, fremstår med venlige vanilletoner. Man kommer godt nok rundt i nogle uventede og for typen ukonventionelle aromaer. Men det hele er bundet ganske godt sammen. Måske er den, what with en sidste salgsdato der ligger over et år tilbage, en smule ude af balance til det bittert-beske. Men gerne for min skyld. Så længe den aggressive karakter ikke tager overhånd og bliver en byrde at tygge sig igennem. Her er det farefuldt tæt på, men ikke over grænsen, og dermed er spændingen i oplevelsen også mere end hjemme.

Det kommer faktisk lidt bag på mig, at det er en så karakterfuld pilsner, jetset-burgøjserne hælder i sig ved casinobordene. Men måske er det i virkeligheden smart nok – for så bliver de hurtigere fulde, mister koncentrationen, og så er sandsynligheden for at casinoet får indtjeningen hjem vel også dét bedre.

Når man derimod parkerer sin båd inden i sin båd, er den styrken taget i betragtning næppe anbefalelsesværdig. Men har man alligevel røven så fuld at man skider guld, har man vel også folk til at parkere både i både – og jeg kunne mistænke nærværende øl for at være tiltænkt netop folkene. Jakkesættene har jo – til deres guldbelagte kager – alt muligt andet rigmandsagtigt; champagne, cognac, vin. Øllet er vel i deres øjne så prollet, at man har folk til at drikke den for sig. Og skal det lykkes mig at sige noget som helst godt om Monacos overklasse, må det vel være, at det trods alt var pænt af dem, at byde tyendet en pilsner med en vis karakter, frem for det elendige sprøjt folk hælder i sig herhjemme.

4-stjerner

Og stor tak, selvfølgelig, til Peter for øl, gode gamle dage, kaffe og ikke mindst telefon.

Perlenbacher Strong, Frankfurter Brauhaus (Én for holdet VII)

2017-04-10 18.33.01Så fik det en ende …

Alt får en ende – også temaet ‘én for holdet’, hvis sidste anmeldelse dette er … Eller “this too, will pass” som man siger på nudansk – men ikke i landet, hvor denne øl kommer fra, for der taler de ikke engelsk …

Eller jo, det gør de selvfølgelig i en vis udstrækning. Men jeg husker tydeligt fra mit studieophold i Marburg, hvordan jeg blev mødt med vantro blikke, når jeg læste bøger på engelsk og frit citerede passager fra film og populærlitteratur på originalsproget – uigenkendeligt for de lyttende.

Tyskerne er bedre til de fleste ting end danskerne – inklusive at begå sig internationalt. Det lærer man som økonomisk stormagt. Men engelsk behersker de ikke særlig godt. Det er vitterlig et af de oversete privilegier man har som opvokset her i landet, at man fra medierne hele tiden bombarderes med indtryk på fremmedsprog, og i øvrigt ikke bare engelsk. De giver et sundt sprogligt forspring, som jeg sådan ville ønske, vi satte mere pris på, frem for den selvfede nationalistiske pest, der i disse år forgifter danskernes hjerter og – ikke mindst – hjerner.

Uden videre sammenligning i øvrigt med dagens øl, selvom den også kan skabe milde angreb af panik om, at C2H6O’en monstro var erstattet med CO3OH, hvilket næppe ville være særlig sundt for hverken hjerte eller hjerne.

Også selvom det måske ikke er den første mistanke, man får, når brygget skænkes. Der ser det nogenlunde tilforladeligt ud – lidt mørkere end regulær pilsner uden dog at ligne en classic endnu. Skumdannelsen er adækvat og ellers uinteressant, ligesom duften der er nogenlunde bekvemt sødlig af malt og lys sirup.

Men så – av! De 7,9% alkohol gør omgående deres virkning, når tungen rammes. Brygget brænder næsten som snaps, og det ikke af den dyre, gode slags. Her melder frygten for den syntetiske industrialkohol sig hurtigt – jeg forestiller mig, at det må være cirka sådan, den smager …

… og knap så meget af den ufine, hengemte og småharske bitterhed af blom- og rosenkål, som man af en eller anden grund har maltrakteret en måske engang lækker humle til. Ud over at brygget smager alt for meget af alkohol, smager det også kun af det ringeste øl, brygget med de ringeste råvarer. Herhjemme skal man ty til rædsler som Harboes Brutalis for at finde noget lignende, og derfor passer Perlenbacher aldrig så nydeligt i en af mine yndlingskategorier: Spritterøllene.

For dette bryg egner sig kun til en hurtig brandert – hvis man ellers kan holde den dårlige smag ud undervejs. Det går lige akkurat for undertegnede, men nogen nydelse bliver det langt fra.

1-halv-stjerne

Karlens Guldøl, Royal Unibrew (Én for holdet VI)

2017-04-03 17.38.22Sat af …

Det bliver jo svært for Royal Unibrew at indhente den pludselige og overraskende føring, Frankfurter Brauhaus lige pludselig tog med deres Perlenbacher Hvedeøl. Ikke mindst fordi nærværende øl faktisk er den sidste Karlens-øl i denne omgang. Og selvom hvedeøl ikke længere er så nyt og fancy som i slut-halvfemserne, hvor det så småt krøb frem, er det stadig noget mere sofistikeret som stil end den guldøl, Karlens kan byde på.

Vanen tro er Royal Unibrews Lidl-discountøl tilsat majs og glukosesirup. At lave øl med de klassiske ingredienser er bare ikke noget, man gør noget ud af i danske discountøl.

Blandingen giver en flad duft, primært af vand med et stænk af sød malt. Initialt smager brygget næsten af det den dufter af – bare mindre, men derefter begynder det overraskende nok at gå den rigtige vej. Malten – godt hjulpet på vej af majsstivelse og glukosesirup ganske vist, men alligevel – mærkes mere og mere og giver både en behagelig sødme af lys honning og en slet ikke ueffen mundfylde. Brygget glider egentlig ganske lækkert gennem munden og formår endda at efterlade en måske noget upoleret, men på den anden side også karakterfuld hasselnøddebeskhed ved mandlerne i eftersmagen.

Så hvis man kan nøjes med lidt, og hvis man orker at søge lidt efter oplevelsen, så er den der da også. I betragtning af, at der er tale om en discountøl til omkring en femmer, er kvaliteten slet ikke uforskammet og faktisk vel over det niveau, man kunne forvente.

Ikke dermed sagt, at Royal Unibrew har hentet det tabte ind på Lidls tyske udvalg. Der er langt endnu – hvilket er brandærgerligt i betragtning af, at der stadig er én tysk øl, der skal afprøves.

Den skal i hvert fald være af en ganske særlig elendighed, hvis tyskerne ikke skal løbe af med sejren.

2-stjerner

Uglens Danish Pride, Vestfyen

2016-12-22-17-39-44Toppen af det tynde …

Jeg er tilbage efter juleferie. Heldigvis har jeg i de forløbne dage ikke smagt mange nye øl. Faktisk var der kun én selve juleaftensdag, jeg ikke havde prøvet før.

Den kommer jeg til, så snart jeg har fået anmeldt denne øl, som jeg prøvede nogle dage før jul, og som jeg ikke nåede at få anmeldt før julen – med alt det tidsunderskud den også byder på – var over os.

“Uglens Danish Pride” – ja, alene navnet giver jo ikke bare en bitter, men snarere harsk og under alle omstændigheder dårlig smag i munden. Det ligefrem emmer jo af småborgerlighed, smålig nationalisme, småhooliganisme af den ikke-farveblinde slags endda. Hvad end baggrunden er for bryggets navn, signalerer det i hvert fald ikke særlig heldigt i denne bloggers øjne.

Egentlig havde jeg gættet på, at undskyldningen var noget landsholdsfodboldmæssig, men så heldig er jeg åbenbart ikke. Navnet er åbenbart valgt som afløser for ‘Pokal Luxus’ fra dengang Vestfyen leverede Pokal-serien til COOP. På et tidspunkt har brygget også heddet ‘Royal Pride’ – og det er jo næsten lige så slemt.

Ja, Vestfyen formår virkelig at vække alle de forkerte associationer (kongehus, småracisme og ikke mindst *YDRK* dansk landsholdsfodbold …) med bryggets navn. Produktet fik jeg i øvrigt af min eks-hustru, der havde fundet den i sit køleskab efter sin indflytterfest. Ingen aner, hvor den kom fra, men pludselig var den der – og da hun vel nærmest kun drikker øl ved festlige lejligheder, kunne jeg jo lige så godt få den med en af gangene, hvor jeg kom forbi for enten at hente eller aflevere ungerne.

Jeg drikker jo hvad som helst, folk vil kaste efter mig. Skulle jeg få noget kedeligt eller direkte ringe, udebliver underholdningen ikke, for den vokser så meget desto mere, når jeg skrider til anmeldelse. Udsigten til en underholdnende anmeldelse af denne øl er relativt god ud fra bryggets ydre. Faktisk har det allerede været mere end jævnt fornøjeligt bare at tirere over navnet, og går man videre til indholdsfortegnelsen er der også rigeligt at tage fat på. Majs, glukosesirup, kulsyre og ascorbinsyre – hele fire tilsætningsstoffer på én gang, som et kinderæg lagt af en påskehare med med en defekt lommeregner.

Vel, i det mindste kan brygget, i betragtning af at det er tilsat c-vitamin, næppe forårsage skørbug. Skader på iris og øjeæble kan dog ikke udelukkes i betragtning af, hvor lyst brygget er. Som minimum må man forvente lettere sneblindhed som følge af den skinnende hvide skumkrone og dens udbredelse.

Brygget smager også lyst … ja, det lyse er et gennemgående tema. Skumle mistanker om markedsføring af øl til segmentet til højre for DF formår brygget i det hele taget at fremkalde i vid udstrækning. Egentlig evidens for dette kan jeg dog ikke udpege, og vælger derfor at tro det bedste. Og det ville også være ærgerligt at skulle boykotte en lys øl, der faktisk smager overraskende godt.

Ja, på trods af et væld af tilsætninger og unødigt høj alkoholprocent på 8 lagt oven i en jævn, småtynd pilsner med tvivlsom markedsføring, ja, så smager brygget faktisk godt.

Let alkoholisk sødme og fylde uden den mindste antydning af harskhed eller anden missmag, masserer og aer blidt tunge og gummer. Honning blander sig diskret med en forsigtig krydderiblanding involverende kardemomme og allhånde. Det hviler smukt i munden, og skønt man mærker alkoholen – eller måske netop fordi man mærker alkoholen – overraskes man for hver tår over, hvordan velsmag består, og missmag – sprittethed, harskhed – aldrig indfinder sig.

Veltilrettelagt og harmonisk. Dette er bestemt en af de beste spritterøl, jeg i min tid som ølblogger har prøvet. Jeg forstår stadig ikke den lidt for let misforståelige markedsføring af produktet. Kombination af ‘dansk’ og ‘stolthed’ appellerer ret ofte til et segment, som jeg ikke ser mig selv som en del af.

Men det skal indholdet af den skal, som markedsføringen er plastret uden på, jo ikke lide unødigt under.

4-stjerner

Giraf Beer Kalle, Royal Unibrew/Albani

2016-08-17 18.35.44Det bliver ved duften …

Regeringen fremturer i disse dage med sin plaskvåde, stangliderlige drøm om at privatisere den danske vandforsyning. Vandværkerne skal nu ejes af aktionærer – gerne fra udenlandske eller multinationale selskaber – for at en lille indspist elite kan score profit af, at vand er livsnødvendigt for borgerne. Hidtil har vandforsyningen været ejet af forbrugerne selv gennem andels- eller interessentselskaber. Men den slags fortrædelig kommunistisk virksomhed til sikring af fælles interesser, som det største regeringsparti Venstre i øvrigt selv var med til at starte i Danmark, kan man selvfølgelig ikke have.

Konsekvensen har vi allerede set i andre lande. For at generere et overskud til aktionærerne sættes prisen op og kvaliteten ned. Det betyder dyrere vand, der samtidig vil være yderligere forurenet af tungmetaller, nitrat og ikke mindst miljøgifte fra det landbrug, samme regering er godt i gang med at slippe alle restriktioner på forgiftning af vores (indtil videre fælles) grundvand over for.

Jeg er generelt bekymret for vandet. Og oveni er der min lille uskyldige interesse for øllet, som jo mestendels – ja, man vil nødigt være ved det, men det er jo ikke desto mindre sandt – består af netop vand. Ud over at privatiseringen vil medføre prisstigninger på vand (der vil gøre i forvejen i tiltagende grad udsatte familiers liv vanskeligere) vil øllet også blive både dyrere og af en ringere kvalitet. Jeg har i hvert fald ret svært ved at tro, at øl, der indeholder flere tungmetaller, sprøjtegifte og gyllerester vil kommet til at smage bedre.

Alle bliver taberne – undtagen regeringens – og socialdemokratiets, viser det sig – venner, der vil grine hele vejen ned til banken, mens de tager sig en tår for os almindelige mennesker ubetaleligt dyrt flaskevand.

Måske kan jeg trøste mig en kende med, at prisstigningen på øl vil ramme det kedelige standardsprøjt – som nu fx. dagens øl – i samme grad som det dyre. For mængden af vand i en ½ liter standardsprøjt, er vel omtrent den samme om i ½ liter højkvalitets specialøl? Det er en ringe trøst, og sikkert også forkert – men man må klynge sig til de halmstrå, man kan finde.

Og apropos standardsprøjt, vil jeg nu igen være tro mod det, jeg som ølblogger ser om mine rødder – det øl, der nemt kan fås i supermarkederne herhjemme, uden at øllet af den grund bliver lettilgængeligt i sådan mere overført forstand.

Men det tror jeg  nu roligt, man kan kalde dette bryg. En jævn pilsner, som det er, er den en sen efterfølger til den oprindelige Giraf Beer, der ikke havde navnet på Odense Zoos afdøde giraf, Kalle, som undertitel. Til gengæld var den gamle giraf væsentligt stærkere – på hele 7,3%, mens nærværende dårligt nok kan kaldes en guldøl med sine 5%. Præcis hvad anledningen til relanceringen af brandet er, skal jeg ikke kunne sige. Kanske noget med en anden dansk zoologisk haves løvefodringer med netop giraffer og forudgående partering af samme til stor lærdom og berigelse for landets unge invånere? Men det er selvfølgelig blot spekulation.

Ifølge Untappd skulle der også findes en ‘Sort’ giraf-øl på hele 10%. Den vil selvfølgelig også blive behørigt anmeldt, skulle jeg støde på den ved lejlighed.

Dette bryg lægger hårdt ud med den lifligste – og jeg mener lifligste – humlebouquet allerede ved åbning. Overalt i min ikke helt lille stue kunne pilsnerhumlen og fuslen mærkes – det var ganske vist standard begge dele, men frisk og lækker som selv standard kan være, hvis bare standarden er god. Mysteriet om den vilde aroma tager kun til ved skænkning, hvor brygget viser sig at være overordentligt lyst – vi snakker coronaniveau her, endskønt skummet er endog meget mere imponerende i sin marengscremethed.

Men den lovende olfaktoriske indledning afløses af skuffelse. Brygget viser sig meget snart at være et almindeligt industrielt standardbryg på ondt og kun i meget lille omfang på godt.

Bryggets finish er uendeligt let og krakellerer nærmest ved berøring af mundens smagsorganer. Vores truede vand er ikke bare et medium for overførsel af smagsindtrykkene – det er det dominerende smagsindtryk, sporadisk varieret af en diffus, flad, generisk og først og fremmest industrielt (tung)metallisk humleantydning – måske sammenlignelig med halvgamle paranødder i vandlage. En let sødme af lys sirup kommer til undsætning med en opblødning af bryggets finish i et forsøg på at yde øllet eksistensberettigelse – men desværre forgæves.

Brygget forbliver – på trods af en forjættende bouquet – et generisk, industrielt og mere end noget andet ligegyldigt standardprodukt, hvis fremmeste formål er en hurtig, smagsløs brandert. Få mennesker vil blive frastødt af bryggets markante ligegyldighed, og det ender dermed med at fremstå som en af den laveste fællesnævners mest markante repræsentanter.

Måske den kommer til at smage af mere når regeringen får privatiseret vandforsyningen, og den tager smag af gyllen, sprøjtegiften og tungmetallerne? Det kan næppe få den til at smage af mindre.

1-stjerne

Den Blå, Royal Unibrew

13639933_1404808909545836_1382485388_o… også kendt som …

Som jeg fik fortalt i indlægget om Kongebrygs Bacon Porter har jeg fået et mindre hængeparti. Nu hvor øl nr. 750 er behørigt anmeldt, og det redaktionelle indlæg i den anledning er skrevet, kan jeg nu endelig samle lidt op på forsinkelserne, så jeg igen kan komme up to date.

Hængepartiet blev skabt i fredags, da min ekshustru flyttede. Jeg hjalp til med at flytte både ud og ind – som bekendt er vi ikke uvenner eller noget der bare ligner – og samme aften blev jeg så hevet med på værtshus af min hyppige gæsteblogger Gedved, der jo inden længe flytter til Norge. Så vi havde jo også et og andet at vende.

Værtshuset var det nærliggende Sorte René på Københavns Åboulevard. Krofatter er en gammel ven fra vores fælles punkerfortid, så vi hang i baren, og jeg så mit snit til at prøve et par – for mig – nye bryg. Jeg vil betegne udvalget af bryg i værtshuset som traditionelt og standard, men med et twist. Udover at Limfjordsporter forhandles til rimelig pris, er der forskellige standardølspecialiteter fra forskellilge egne af landet, der ellers ikke lige sådan er til at få i hovedstaden.

Som nu fx denne Lolland-Falsterske klassiker. Krofatter (der i øvrigt også står bag billedet, eftersom bloggeren havde spillet så meget … hvad tror I …? kan I gætte det …? HA! NEJ, IKKE POKÉMON GO – NIXENGEBIXEN! Næh, jeg spiller en del Bad Piggies – især efter at der er kommet en ny opdatering, men det gider jeg ikke at gå i detaljer med nu. Men jeg havde altså spillet så meget Bad Piggies, at der ikke var batteri nok på telefonen til at fotografere brygget – og så kom krofatter altså til hjælp) kunne fortælle, at brygget faktisk har mange navne ud over det officielle ‘Den Blå’. Ofte kaldes den ‘Blå Nykøbing’ [Falster], idet bynavnet også pryder etiketten. Pga. den egnsdragtklædte kvinde på forsiden – og måske som en henvisning til konkurrenten Tuborg/Carlsbergs gyldne dame kaldes den også undertiden ‘Den Blå Dame’. Og dét navn, har inden for de sidste par år reddet brygget endnu et kælenavn, nemlig en ‘Helle Thorning’. Hendes regering var som bekendt mere rød af navn end af gavn.

Brygget her er nu hverken rødt eller blåt. Det er derimod ganske lyst. Man skal faktisk en tur over Atlanten til Mexico (alternativt en tur i Fakta) hvor mærker som Sol og Corona kan opvise lignende mangel på kornpigment. Brygget er desuden tilsvarende letløbende og letskummende, og på det nærmeste duftløst.

Min første tanke ved indtagelse er, at brygget er for letløbende – for tyndt. Jeg kan imidlertid ikke undlade at dvæle lidt ved bryggets behagelige flyden gennem munden. Som en lille, rislende og vederkvægende bæk, der sin smagsfattighed til trods alligevel formår at kærtegne hver en krog af mundhulen med sin lette præsens.

Der er et fint ord for det – og det er endda nutidsdansk. Brygget er smooth … Jeg tror ikke man bruger ordet så meget om øl, men bryggets diskrete sødme og eftersmagens lette bitterhed er samtidig forfriskende ren og uforfalsket (i modsætning til øllet, der er tilsat majs og glukosesirup).

2-stjerner

Julebryg, Rækker Mølle Bryghus

20160130_175717

Så troede man lige …

Rækker Mølle Bryghus har opdaget min blog. I den anledning har de sendt mig et par øl til prøvesmagning, og lur mig om ikke der var en juleøl iblandt dem. Så blev køen af juleøl alligevel længere, men heldigvis ikke så lang, at anmeldelsen ikke ikke nås. Nu er den hældt i gabet, og med dette indlæg anmeldt, og nu er jeg faktisk nået igennem alle juleøllene for denne gang … Eller vent! Nej, der er faktisk én mere tilbage … will this ever end?

Mine indtryk (og fordomme) om Rækker Mølle Bryghus er selvfølgelig dels formet af de øl, jeg allerede har anmeldt fra dem, dels af det sted i Danmark bryggeriet hører hjemme. Det er i hvad man populært – og noget nedsættende – kalder Udkantsdanmark, det vestligste Vestjylland ikke langt fra Ringkøbing Fjord. Her hersker sindigheden, de ikke for store armbevægelser og snusfornuften. Det kan mærkes på bryggene, der glæder ved en lettilgængelig ramme – der spilles sikkert på traditionelle øltyper, men hvor bryggeriet formår at fylde lidt mere af det gode på, så øllet forbliver traditionelt, men ikke kedeligt. To gode eksempler er Urkilde – en pilsner, med lidt ekstra smag og intakt friskhed og Mølle Bryg, der i grunden blot er en traditionel wienertype/classic … indtil man prøver den, og får mere end man betalte for – på den fede måde!

Denne julebryg holder en rødlig lød med gyldent skum. Rødt og gyldent er julet – så første prøve er bestået. Duften derimod rammer ikke lige så sikkert. Syre og gær melder sig mestendels ildevarslende, men heldigvis langt fra voldsomt nok til, at man får lyst til at kassere brygget på forhånd.

For brygget smager sandelig bedre end det dufter. Bitterheden er bærende med smag af frisk løvtræ. En ledsagende vanillefinish leverer fylden og et strejf af sødme til at give bitterheden lidt modspil. Vanillen er rar som en gammel venlig julemand, men der er også en grinch, for gæren, man mærkede i duften viser sig også at være markant – og den er altså markant nok til at skæmme den ellers gode julestemning, vi startede med.

Til bryggets fordel skal siges, at gæren i det mindste ikke helt overtager julen. De overvejende gode takter holdes så længe brygget varer, men det er en kamp mellem julemand og grinch, der overordnet set ikke skaber det mest harmoniske eller julehyggelige bryg, man kunne ønske sig.

3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme