Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Geuze

Oude Geuze Platinum Blend, 3 Fonteinen

Så hellere guld …

Platin er mere værd end guld. Alligevel er der aldrig nogen, der vinder en platinmedalje, fordi … det er bare ikke sådan, klaveret spiller. Men fair nok – hver gang prisen på [indsæt variabel] substans overstiger guldprisen, kan man næppe forvente at samtlige forbund inden for alle sportsgrene i alverdens lande laver medaljerne om. Sikke et artigt kaos det ellers ville skabe. Underholdningen ville sikkert være større end selve sportsudøvelsen … og der må jeg så modstræbende indrømme min egen bias.
Og alligevel – jeg kan godt lide at se sport en gang imellem. Og jeg holder da også stadig med Fremad Amagers fodboldhold også selvom det efterhånden er mere end en håndfuld år siden, jeg boede på den grønne ø syd for hovedstaden. Men det er ikke noget, jeg går synderligt meget op i.

Det er sikkert tradition, eller sådan noget, der byder at førstepladsen får guld, andenpladsen sølv og tredjepladsen bronze. Og resten af rosset taler vi ikke om, for det er også tradition – og så må det som bekendt ikke laves om, for så kollapser galaksen som bekendt … eller den hvide mand mister en flig af sin magt, og det er jo mindst lige så slemt, hvis ikke endda værre.

Og før jeg fuldstændig mister tråden og falder uigenkaldeligt ned i kaninhullet, må jeg hellere legitimere min lange tirade med – hvis læserne ikke allerede skulle have gennemskuet det – at dagens øl er et platinblend af friske, sure, lagrede (ja okay, altså friske i smagen ikk’ å’) vildgærsøl fra Belgien. Den sidste i en serie af tre, jeg modtog fra en anonym donor.
Serien har endeligt overbevist mig om, at rigtig champagne er noget opreklameret fis der ikke når denne Bruxelles champagne eller studenterchampagne som en af udlangerne af brygget ved Ølfestivalen i Esrum vist nok fik kaldt det for et par år siden. (I ved, før den der Mexicanske øl, alle render og snakker om, blev så rasende populær.)

Så vidt stilen – nu mangler jeg bare at finde ud af, om dette individuelle eksemplar nu også virkelig fortjener en betegnelse, der er bedre end guld. Om brygget fortæller producenten, at den ældste lambic, der indgår i blended her, er tilbage fra 2014. Altså længe længe før Coronavirus (og for mit vedkommende før Husum og Thisted).
Umiddelbart forekommer brygget i champagneskålen (fordi – af en sådan skal dette bryg naturligvis nydes) lidt mørkere end de foregående geuzes – eller også er brygget bare mørkere end øjnene husker det, friskt og perlende som det altid er i sin sprudlende vederkvægethed. Blankt kobberfarvet med platinblondt skum fremstår det i modstrid med den evige forventning om et lyst bryg med lød af mousserende hvidvin. Duften er mere end bare i den tørre ende, næsten eddikeagtig i sin stikkende syrlighed.
Dette kommer også til udtryk i smagen. En bund af umodne stikkelsbær veksler med en kant af eddike. Et skarpere og mere krasbørstigt udtryk, end jeg har været vant til i serien. Sværere tilgængeligt er ikke lig med ringere – især ikke i denne bloggers gane, men jeg kan alligevel ikke helt se dette bryg fri for at være en anelse ude af balance, krængende til den lige lidt for fandenivoldske side.
Og gu’ skal geuze være surt, men det skal stadig kunne skelnes fra de foedere, det er en blanding af. Blandingen skal udtrykke en fin, letdrikkelig forening af de rå vildgærede produkter, og her synes vægten mere at være lagt på at bevare syren intakt på bekostning af drikkeligheden.

Således ender platinblended faktisk med den laveste karakter af de tre bryg. Uden at det er decideret dårligt vel at mærke. Men et i min mund disharmonisk udtryk, der ikke tilpas vægter kernen i geuzekonceptet – friskhed og letdrikkelighed – fortjener ingen guldmedalje.

Oude Geuze Cuvée Armand & Gaston, 3 Fonteinen

Nytårsøl …

Så går den vist heller ikke længere. Der er noget nær katastrofal læsertørke efter det bedste år for bloggen – læsermæssigt i hvert fald. Men aldrig så snart årsskiftet endelig satte ind, dumpede antallet af læsere langt under det flotte niveau for december … Indrømmet var niveauet også absurd højt med over 300 klik flere gange i løbet af måneden. Men det gør alligevel en smule ondt, når bloggen ikke engang formår at trække 100 læsere til sig på en dag. So upwards and onwards – velkommen til 2021, og årets første øl … tror jeg nok.

Jeg fejrede nytår på min ekskones lille landsted uden for Thisted. Og i skrivende stund husker jeg ikke, om jeg drak nogen øl efter klokken 12. Men selv hvis vi siger, jeg gjorde, var nærværende øl i hvert fald den første nye øl, jeg prøvede i indeværende år. Den blev nydt til en nytårslivestream, som jeg stille og roligt prøver at gøre til en tradition på min videokanal.

Det skete i øvrigt endnu før, CEPOS’ cheføkonom valgte at te sig som en idiot på Twitter, men det er selvfølgelig også fuldt forventeligt fra den kant … Ja, det står formentlig i kontrakten at man ikke bare skal være en ultraliberalistisk, forkælet og overprivilegeret møgunge, men at man også skal være et afstumpet racistisk svin samtidig.
Mads Lundby Hansen kan nok se frem til en nytårsbonus ikke mindst efter at han fordoblede indsatsen – eller som man ville sige på engelsk: doubled down tidligere i dag.

Han præsenterede en plan, der skulle samle det borgerlige Danmark. Det eneste gode, man kunne sige om forslaget var, at det ikke var eksplicit racistisk og apartheidstøttende, sådan som det første tweet var det. Men det er selvfølgelig også en meget lav barre.
Man skal også holde in mente, at racismen gerne kommer helt automatisk, når reaktionære, ultraliberalistiske tiltag, som dem Mads Lundby foreslår i sine tweets bliver gennemført. Opretholdelsen af forskellen mellem rig og fattig, der i forvejen er uhørt stor, kræver at de fattige kan afledes med andre sager, så den absurd inadækvate ressourceallokering ikke bliver for åbenlys. Racismen har altid været de riges og magthavernes foretrukne afledningsmanøvre, og sådan er det fortsat.

Men før jeg bliver i dårligt humør – og det ville være ærgerligt, eftersom jeg så småt er ved at rejse mig oven på de sidste måneders undertiden ret intense arbejdsløsheds- og vinterdepression, må jeg hellere skride videre til anmeldelse af dagens øl: Endnu en geuze fra en hemmelig giver. Denne gang en anelse mere skummende, og vist også en kende mørkere end den jeg fik lige før nytår. Om det skyldes, at dette også er en Cuvée Armand & Gaston skal jeg ikke gøre mig klog på, da jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad det egentlig betyder – men det lyder da meget pænt …

Nogen uventet effekt har de franske ord i den ellers ærkeflamske type egentlig ikke. Og godt det samme, for duften af en geuze er perfekt som den er. Frisk og syrlig på den mest opkvikkende måde man kan tænke sig. Det er der ingen grund til at lave om på.
Også i smagen pirrer og forfrisker de udsøgte syrlige noter tunge, gummer og svælg. Det kan være svært at beskrive syrlighed, da det ikke er noget man på samme måde forbinder med frugter og krydderier på samme måde som man gør med søde og bitre aromaer. Jeg tror imidlertid jeg har fundet en frisk syrlighed, der svarer meget fint til, hvad vi finder her: passionsfrugtjuice … af alle ting. Der var tilbud på det i fakta, og det er en kæmpe fest. Ikke mindst fordi det har den fineste vederkvægende syrlige kant, som end ikke frisk appelsinjuice kan levere på samme vis.
I modsætning til brygget fra lige før nytår er humlen gemt en smule mere væk i dette bryg. Til gengæld er syren så meget desto mere smagfuld og i øvrigt i et velbehageligt leje, hvor den bare ligger og kæler venligt med smagsløgene, pikant, harmonisk, rytmisk – lige tilpas, uden unødig kraft eller styrke bare lækker, meditativ og pulserende …

Syrlighed af passionsfrugt – den må jeg huske. Og vil man vide, hvordan dén manifestation af syrlighed åbenbarer sig uden at man lige har en karton passionsfrugtjuice i nærheden, ja, så kan man jo bare åbne sig en oude geuze i stedet for. For sådan én har man selvfølgelig altid på lager …

… har man ikke?

Oude Geuze, 3 Fonteinen

Studenterchampagne …

Selvfølgelig godter jeg mig også over det kaos, vi i disse dage bevidner i partiet Venstre. Nu har det omsider kostet Inger Støjberg næstformandsposten, og som det sølle skrog af et menneske jeg er, er jeg naturligvis fuld af skadefryd over, at hun er blevet tvunget fra posten, og garanteret har det rigtig skidt med det.
Egentlig havde jeg ikke forventet at hun ville gå af. Jeg troede, der var meget mere Donald Trump i hende, og at hun ville bralre op om konspiration, afstemningssnyd og fremmede magters indblanden … Cubas afdøde Fidel Castro måske, nu hvor Hugo Chavez er taget af Donald Trumps advokatteam.
Men mod min forventning gik hun altså af. Det er egentlig ærgerligt, for hun gjorde så dejligt meget skade på partiet Venstre, som jeg så inderligt foragter. Jeg ønsker at se det parti styrte i grus i en storslået ildkugle, hvorefter jeg vil danse rundt om den rygende ruinhob – og ja, jeg vil helt sikkert tage øl med til lejligheden (og mundbind, hvis COVID-19 stadig skulle hærge på det tidspunkt).
Jeg håber i mit knap så stille sind, at hun inden længe gør comeback. Med eller uden dom ved eventuel rigsretssag har hun stadig kæmpe opbakning fra partiets menige medlemmer. Så jeg håber hun går efter formandsposten som det næste og så skal I bare se løjer. Jeg er så gammel, at jeg stadig husker Fremskridtspartiets landsmøde i 1995. Det ville bestemt være en genudsendelse værd – blot denne gang med Venstre i centrum. Kom så Inger! Du skal ikke bare lade dem afsætte dig!

Vel … jeg har selvfølgelig også en øl at anmelde …

Jeg er en fattiglus, og vælger derfor at fejre nytåret på bloggen med Belgisk studenterchampagne. Helt ærligt er det jo også langt bedre end rigtig champagne.
Mindst lige så sprudlende frisk, endnu mere perlende i sin mousserende karakter, og så smager det bare af mere.
Nåhr ja – og faktisk ser det også smukkere ud. Kornfarvet, lettåget og mystisk, som det hviler under det pikante skum i champagneskålen.

Geuze er en blanding af forskellige rene, vildgærede belgiske bryg, kaldet foeders. Hver for sig er foeders ofte lige lovlig sure til at blive drukket direkte fra lagring … i denne bloggers øjne er folk godt nok også nogle pylrehoveder og piveskidderikker, når den rene vare er dem for styg, men jeg indrømmer på den anden side også gerne, at man hurtigt kan få nok af de supersure foeders, efter hvilken en geuze runder oplevelsen nydeligt af.
Denne specifikke oude geuze er ifølge bryggeriet blandet sammen af 6 forskellige fade fra 5 forskellige individuelle brygninger. Ikke at det gør mig voldsomt klogere, men at bryggeriet gør noget ud af at fortælle i detaljer, hvordan brygget er blevet til, borger lidt ekstra for kvaliteten.

I næsen perler det friskt og mere surt end jeg havde forventet. Det er ikke en geuze for begyndere, sådan som det næsten svier i næsevæggene. I aromaen finder man de mest udsøgte umodne, skriggrønne æbler, smagt til med kryddereddike. Man efterlades overrasket over, at ansigtet ikke vrides og vendes i groteske grimasser, selvom brygget eller føles surt nok, men igen – geuze, ikke foeder. Overraskende kan man også tydeligt smage humlen. Den melder sig i eftersmagen, rund, rar og med aroma af val- og paranødder.
Knap så meget syre, mere kontur og en mere mangfoldig aroma er det man får i bytte for foederens småfarligt lave ph-værdi. Begge dele er godt, ikke mindst når man kan få et bryg som dette, der kun i ringe grad går på kompromis med syren, til gengæld for at det kan nydes i lange drag, uden at ommøblere ansigtet hver gang et par dråber når inden for læberne.

Husk at vaske hænder derude, hold afstand og brug mundbind.
Godt nytår i godt øl!

Lindemans Apple, Lindemans

Exquisite!

Denne øl har stået i køleskabet siden starten af maj måned, hvor Marcus og jeg var på Ølfestival i Esrum. Som hardcore fans måske vil huske, fik vi brugt en rum tid på det belgiske udvalg, og glemte næsten alle de andre fine øl på udstillingen. En stribe smagsprøver til senere anmeldelse kom også med hjem – ikke mindst den frugtøl, der havde imponeret os mest, denne med æble.

Det er ikke kun for at være kontrær – men at jeg godter mig ved, at jeg finder ærlig og redelig nydelse i de belgiske frugtøl i skarp modsætning til de fleste ølconnoisseurs, skal ikke være nogen hemmelighed. Især når de belgiske frugtøl ikke bare er ‘øl, hvor der er blandet noget frugt i’ men møjsommeligt komponerede kunstværker af surt øl og frugtsaft, minutiøst afprøvet og gennem årene optimeret til perfektion.

Resultatet kan man nyde – bare nyde – i denne alt for lille sag af koncentreret, sursød vederkvægelse. Jeg kunne drikke dette øl af deleemballager – helt uden at dele.

Og snobberne vil sikkert sige, at den bare lugter af æblemost, og at det da ikke har noget med øl at gøre. Men gu har det så. For gider man tage sig til til at snuse ordentligt ind, mærkes den underliggende lambic’s friske, sure udtryk, der giver æblemosten et ekstra pift æblemost, som æblemost alene ikke magter.

Og det næsten overmodige udtryk af æbler med ekstra æbler fortsætter og vokser i smagen. Brygget er perlende frisk som det bruser og prikker af rigeligt gærinduceret kulsyre, der løfter æblearoma og lambicsyre op til endnu højere etager af fryd og nydelse. Skønt man mest mærker sødmen, vrides ansigtet alligevel i groteske grimasser, når den udsøgte blanding af foeders gør sig til kende i bryggets frisksure bund.

Og oplevelsen er ikke slut, når brygget skylles ned. Det skarver og river hele vejen gennem brystet, og prikker mærkbart videre, indtil det endelig falder til ro i bugen. Man kan slet ikke få nok. Og man ærgrer sig sådan over, at brygget kun leveres i kvartlitersflasker.

En vinflaske ville man ikke engang bliver voldsomt fuld af, da brygget kun holder afdæmpede 3,5% – så hvorfor ikke bare levere det i nogle voksne mængder?

Til mig ville det altid kunne afsættes!

Oude Geuze, Boon

Skøn, omend overgået …

Fangsten fra årets ølfestival i Esrum var ikke overvældende. To kom med hjem, og dermed har jeg ikke fundet anledning til at lave et særskilt tema ud af anmeldelserne af dem. Der er den her, og æbleøllen – og det er alt.

Fangsten fra gårsdagens store ølfestival i Lokomotivværkestedet i København var heller ikke stor. Til gengæld kan man glæde sig til det overordentligt lange indlæg, der som traditionen tro vil blive skrevet. Marcus var også med der, og det har gerne den betydning for mine festivalanmeldelser, at de bliver længere end normalt, så der vil være rigeligt at tage fat på.

Folketingsvalget nærmer sig også, og i morgen er der EP-valg. Jeg har for længst brevstemt til begge dele, og vil selvfølgelig opfordre alle til at få stemt på dem de helst vil have vinder. At jeg ikke synes, man skal stemme på Stram Kurs eller deres kloner i Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti burde være overraskende for de færreste, og i den anledning vil jeg allerede nu – for ikke at glemme det – smide et shout out til en nystartet YouTube-kanal. Den hedder ‘Crazy Bulgarian‘ og er startet af samme personlighed, der står bag Twitter-kontoen ‘Alex Den Største‘. Den har indtil videre gjort det til sin mission at vise Rasmus Paludan i pinlige situationer, og det er ærværdigt i sig selv.

Jeg skal også have givet ham et shoutout engang når jeg får min YouTube-kanal op at køre igen. Den ser ud til at være det, der har lidt mest og i længst tid under det nervøse sammenbrud, jeg led i sidste uge. Men selv der, er der begyndt at ske lidt igen, så inden alt for lang tid, regner jeg med atter at have noget klar der også.

I første omgang går jeg dog efter at begynde at anmelde på bloggen mere regelmæssigt igen. Her gælder det den ene af de to øl, jeg havde med fra Esrum – en ren gueze, som jeg faktisk prøvede sidste år, men ikke blev anmeldt, da der kun var tale om en smagsprøve.

Hvor Mariage Parfait skulle være den perfekte blanding af forskellige lagrede lambics, så fremgår det ikke rigtig, hvad planen med Oude Geuze har været. Men skønt dufter det lyse, tågede bryg i hvert fald. Citronsyre og vanille blander sig forbløffende skønt, og minder mig om, hvordan jeg som barn fandt ud af at man kunne blande netop sukker og citronsaft og lade det størkne til noget forbløffende lækkert hjemmelavet slik.

Brygget river da også med det samme rigtig godt i kinder og gummer, så man ud over at blive vederkvæget også bliver forfrisket i betydningen ‘mindre træt’ og ‘fristet til narrestreger’. På en bund af eddike bygges der således ovenpå af friskere syrlighed af lime og citron, og oplevelsen toppes af en let sødme, der også er med til at gøre brygget mindre vanskeligt at drikke. Geuze er ikke just det mest lettilgængelige øl på markedet, men der er alligevel milevidt fra dette bryg til den supersure foeder, som jeg stadig husker som den største surtølsoplevelse nogensinde.

Den fremtræder en smule mere endimensionel end den angiveligt mere populære Mariage Parfait. Mariage Parfait byder på flere forskellige typer surhed, hvor Oude Geuze i højere grad rendyrker citrussyren. Oude Gueze er også en kende mere afdæmpet i sit sure udtryk, og fremstår dermed også mere letdrikkelig og lettilgængelig end det perfekte ægteskab.

Jeg huskede den som bedre end Mariage Parfait, men nu kan jeg ikke længere huske hvorfor. Nogen ringe øl, eller nogen ringe geuze er den dog ingenlunde. Et rart, forfriskende surtølsindslag er den under alle omstændigheder, og bestemt oplevelsen værd, hvis man ligesom jeg slet ikke kan få nok af de sure belgiske dråber.

[To Øl] Gose to Hollywood, To Øl (Quail-Myrkur-mayhem I)

(Fandeme ikke) Nestea …

Da jeg tidligere på året – helt præcis Langfredag, hvor man skal ihukomme Jesu Kristi pine og død for vore synder ved kontemplativ askese, cølibat og total afholdenhed fra alt rart og godt – var til koncert med det engelske Grindcore-band Napalm Death på Loppen, bemærkede jeg, hvordan man på udskænknings- og koncertstederne på Christiania, har hævet niveauet betragteligt hvad angår øludvalget.

At undersøge hvorvidt dette også var tilfældet andre steder i København, fik jeg lejlighed til i lørdags, hvor min efterhånden faste medsmager Marcus havde inviteret mig med til koncert med den fremstormende og uhyre talentfulde danske sangerinde Myrkur. Som opvarmning spillede den ligeledes fremstormende og uhyre opfindsomme celloekvilibrist Jo Quail. Festlighederne fandt sted i Pumpehuset – and lo and behold, de havde sørme også nogle interessante øl i baren.

Jeg kunne ved samme lejlighed konstatere, at verden er et ganske småt sted. Marcus havde inviteret et par andre venner med, og den ene af dem var kærester med, om ikke min egen personlige, så i hvert fald bloggens frelser og redningsmand. Han hedder Christopher, og tilbage i 2015 donerede han et beløb som jeg kunne købe øl for på et tidspunkt, hvor midlerne til det var helt og aldeles i bund. Det var ikke kun af godhjertethed, men – og det gjorde han klart for mig, da jeg havde den udsøgte fornøjelse at møde ham så’n rigtigt i virkeligheden – fordi han kunne lide at læse, hvad jeg skrev og gerne ville sørge for, at jeg kunne fortsætte med det.

Han skulle ikke blive den eneste nye ven, jeg fik den aften, men da der er ret meget på programmet i dette tema, vil jeg vente lidt med at udbrede mig mere om det lige nu.

Jeg kom ind i Pumpehuset temmelig uforberedt, idet jeg på forhånd ikke kendte Myrkur, og jeg lærte først Jo Quails navn at kende, efter at et par af mine medtilskuere ved koncerten henkastet sludrede om opvarmningen, der vist nok var noget med ‘en, der spillede violin eller sådan noget’. Ingen af os vidste helt, hvad vi skulle forvente, men skridtede op ad trappen til Pumpehusets højloftede sal med et åbent sind.

Hvad der ventede os var et musikalsk inferno – i vældig kontrast til kunstneren, der genert og spagfærdigt udtrykte sin glæde ved at spille i København, og ved at hun var blevet inviteret til dette af hovednavnet selv. Men så snart violinbuen blev svunget, gjaldede vældige musikalske mosaikker i alle farver, klange og skæve rytmiske figurer ud i lokalet, mens hele publikum lamslået stod fuldstændig tavse – betaget af skønheden og intensiteten af én kvinde, hendes cello, og et kreativt auditivt geni vel hinsides det meste af den skønhed jeg hidtil har haft fornøjelsen af at lægge øre til.

At lydteknikeren klokkede grundigt i det undervejs med yderst generende lydudfald, tog Jo Quail ikke så tungt. Hun spurgte kækt og spøgende publikum, om hun mon havde ramt decibelgrænsen. Havde hun ramt nogen grænse, var det nok snarere velklangsgrænsen, for hver knudret rytme, hver den mindste klangfarve i hendes langstrakte, evigt komplekse samt skiftevis musestille og bragende kompositioner gik igennem som den klareste kilde af det reneste ferskvand, den tørstige gane kunne ønske sig.

Så fin huskede jeg slet ikke, at lyden i Pumpehuset var fra de andre mange gange, jeg har været der. På dét punkt må Loppen i hvert fald se sig slået med både længder og omgange.

Og efter sådan en oplevelse, der med ét gør en til fan, er det også skønt at opdage, at kunstneren selv ikke lider det allermindste af hverken arrogance eller stjernenykker. Da jeg mere end lettere selskabeligt overrislet indfandt mig ved merchandise-standen efter koncerten for at erhverve mig en af hendes CD’er, faldt jeg – tilfældigt og uforvarende – i snak med den der nu stod der … og det viste sig så, at være kunstneren selv. Hun syntes bare det var hyggeligt, at mænge sig med dem, der havde lyttet til hendes vidunderlige musik. Og tænk – hun havde intet imod at lade sig forevige med undertegnede i en selfie. Det er hende til venstre, hvis nogen skulle være i tvivl.

Sådan en oplevelse må selvfølgelig fejres. Og begejstret kunne jeg konstatere, at baren lå inde med en af mine absolutte favorittyper af øl i hele den vide verden – en Geuze. To Øl står bag – og de plejer at levere gedigne oplevelser. Visuelt er etiketten lige i skabet med et traditionelt prøvebillede – om der er nogen dybere mening med det er jeg lige uvidende om og ligeglad med. Titlens ubehjælpsomme sprog varmer en gammel lingvists hjerte for sin gennemførte selvironi.

På dette tidspunkt brølede barmusikken ud af højtalerne, så jeg fandt lejlighed til at teste, hvor godt min mobiltelefon ville virke under de omstændigheder. Overraskende godt, skulle det vise sig. Så i modsætning til det kuldsejlede podcast-forsøg tidligere på måneden, trang min stemme alligevel mere end adækvat igennem. Bryggets kulør og duft må læserne have til gode. Det blev drukket af flasken, fordi situationer, som hin jeg var i, bare ikke altid tillader den luksus et ordentligt drikkeglas er.

Lad mig indledningsvis citere direkte fra optagelsen, så Marcus også kan være lidt med:

“Marcus siger, at jeg er vokset op på Nestea, fordi jeg mener denne øl smager som limonade uden sukker. Marcus mener, den smager som limonade med sukker.”

Med dette mente Marcus egentlig, at der var tale om en Geuze, der i for høj grad var tilpasset danske smagsløg. Den var ham ikke sur nok, og han var vist temmelig forundret over min åbenlyse begejstring for brygget.

Jeg vil til gengæld fastholde – eller i min salige brandert på optagelsestidspunktet var i jeg i hvert fald til sinds at fastholde – at man i Belgien sagtens kan støde på Guezes (hvis det er den korrekte flertalsform) med dette brygs afdæmpede surhedsgrad. Der er – bevares – et præsent element af vand i brygget, men syren er fortsat markant nok til at få festfolket fra nærliggende diskoteker til omgående at slyge brygget ud i koniske kaskader i retning væk fra mundtøjet. Vandelementet gør til gengæld brygget letdrikkeligt. Det skader ikke, så vidt jeg kan vurdere, at drikke brygget fra flasken.

En hverdagsgueze, ville jeg kalde den. Den formår at smage skønt samt læske og vederkvæge uden at være unødigt tynd. Til gengæld er syren bevaret, så man ikke er i tvivl om stilen.

Godt bryghåndværk endnu engang fra To Øls side. Skæbnen, drillenisserne eller de lyserøde elefanter – hvem end, der nu styrer den slags (en eller anden må have styret, for ingen af os i forsamlingen – Marcus, hans venner, vores nye tyske venner, og allermindst undertegnede – havde styr på noget som helst) ville at den næste øl, vi fik – på Taphouse få gader derfra – også var fra To Øl.

Men anmeldelsen af den må altså også lige vente en smule …

Geuze Mariage Parfait 2013, Boon (Fra klosteret I)

Tør Geuze …

Under temanavnet ‘Fra klosteret’ tager jeg nu fat på de øl, jeg tidligere på året tog med hjem fra Esrum Klosters ølfestival. Yes! Endnu et tema – og hvorfor ikke?

Jeg havde det jo som blommen i et æg på ølfestivalen på Esrum Kloster. Klosterets indervægge var jo ligegodt hvidkalkede, så dette var tilfældet i mere end én forstand – men ellers tullede jeg jo egentlig bare rundt og nød at være omgivet af det, jeg holder allermest af i hele verden.

Belgisk øl er som jeg har fået nævnt engang det øl i verden, jeg synes er allermest interessant. Ikke mindst det sure øl, har jeg på det sidste fået smag for – herunder Guezen, som der flød i stride smagsprøvestrømme indtil chefen sagde stop! Ikke flere smagsprøver af netop denne øl. De sidste få eksemplarer ville være til udsalget – ikke til udskænkning.

Vel – jeg måtte jo smide pengene på bordet og købe et eksemplar, og så glæde mig over, at jeg kunne nyde en hel en af slagsen, og ikke bare en af de i øvrigt gavmilde smagsprøver, klosterpersonalet langede ud.

Jeg føler mig fortsat som – om ikke et barn, så i hvert fald en grønskolling, hvad typen angår. Men flot gyldent, diskret knækket over i det orange er brygget. Lystigt brusende med ikke kækt hvidt skum, der falder hurtigt. Det er ikke for intet, at typen kaldes øllets svar på champagne. Duften er tilsvarende forventligt frisk og syrlig – en tør champagne i dette tilfælde.

Det er bestemt en geuze hvor friskhed og syrlighed står i et noget andet forhold, end Oude Geuze fra samme bryggeri, og som jeg fik en smagsprøve af på klosteret. Denne er mere bidst og skarp med et kraftigere element af citron og grapefrugt – samt en smule eddike, der også gør den noget mere svært tilgængeligt end dens mere harmoniske broder.

Der er få – hvis overhovedet nogen søde elementer. Det, der først og fremmest spiller op mod bryggets spidse syrlighed er friskheden – eller om man vil, vandet i brygget. Det forhindrer brygget i at kamme over og blive et decideret surt bryg. Ikke at der er noget galt i det, men et helt surt bryg er ikke desto mindre knap så madegnet, som dette mod det sure hældende kompromis.

Er man nybegynder udi typen, er det næppe denne, man skal lægge ud med. Den rundere og mildere Oude Gueze eller Mort Subites akkurat mere afdæmpede Gueuze ville i det tilfælde være bedre valg.

Original Gueuze, Mort Subite

2015-11-19 16.16.00Én på opleveren …

Der er sandelig sket noget på det sidste … Det er kun lige godt en måned siden, at jeg var fuldstændig tørlagt, og måtte bede om hjælp for at få nye øl at anmelde.

Hjælpen strømmede omgående ind. Ølbloggeren Black Ben (som også er giveren af dagens øl) og læseren Christopher trådte til med uvurderlige bidrag. Siden havde jeg fødselsdag, og der fik jeg opbygget et lager, der nok skal holde bloggen kørende et godt stykke tid – sikkert vel ind i det nye år.

Og længe før benovelsen har lagt sig … en almindelig torsdag morgen, hvor man tilfældigvis har en fridag, og er ude i nogle ærinder i byen, så står der – bare lige sådan – to store 2015-11-19 12.00.45kasser med øl foran éns hoveddør når man kommer hjem.

Den glade giver viste sig at være Bryggeriforeningen, der da lige syntes, at jeg – bare sådan i min egenskab af ølskribent – skulle have et læs julebryg fra foreningens medlemmer. 36 stk i alt. Alt for meget til at jeg kan nå det før julen er omme – eller for den sags skyld ville have kunnet nå, selv hvis jeg ikke havde fået alt den anden hjælp.

Et førsteklasses første verdens luksusproblem – jeg ved det godt. Men bare for lige at understrege – hvis en læser har nogle øl liggende, han/hun/den/det vil af med, 2015-11-19 13.21.53behøver jeg bestemt ikke være den første, der bliver spurgt, når de skal bortgives.

Og jeg må hellere se at få gjort et indhug. Øllene drikker (endsige anmelder) jo ikke sig selv. Jeg vil fortsat anmelde øllene i nogenlunde den rækkefølge, jeg har modtaget dem i. Men jeg vil ikke udelukke, at jeg undervejs bryder en kende med kronologien, og fx prøver et par juleøl i løbet af december måned.

I aften står den på en belgier, der samtidig er den kun tredje lambic, jeg prøver i bloggens levetid. Det er et gyldentrødligt bryg med umiddelbart ret svagt skum. Den smule der er, gør imidlertid voldsom modstand mod at forsvinde helt, og lever videre efter brygget er væk som spændende aftegninger på glassets inderside.

Jeg er ikke sikker på, at jeg nåede at dufte til brygget denne gang. Min formodning er dog, at bouqueten er ret svag, såfremt den skal passe bare nogenlunde til smagen …

For smagen er svag. Men det gør bestemt ikke øllet dårligt.

Selvom det ikke er min første lambic, så er det med sikkerhed første gang, at jeg prøver en øl, der smager af så lidt og så meget på samme tid. Aromaen i sig selv er ganske spinkel. Ansigtet vrider sig en anelse på samme måde som når man tager en mundfuld frisk citronsaft – bare ikke helt så meget, men altså på samme måde. En nogenlunde nærværende aroma af frisk græs er brygget grundbestanddel, og så er der henkastede spor af lidt humle og endnu mindre gær. På overfladen virker det tyndt, lemfældigt og uplanlagt … men hvorfor er brygget så alligevel en nydelse?

For brygget føles bare skønt at have i munden. Mere end nogensinde før mærker man, hvad god mundfornemmelse betyder for øloplevelsen. Hvordan det end er lykkedes dem, så har bryggeriet formået at understrege mundfornemmelsen ved at nedtone aromaen. Det er dristigt, men det fungerer!

Brygget masserer nænsomt tunge, gane og gummer. Den lette, men subtile syrlighed fuldender oplevelsen med en uhyre afpasset træk i kæbe- og halsmuskulaturen. Renhed, hårdhed, klarhed samt en ikke nærmere bestemt, men ganske præsent lækkerhed karakteriserer bryggets berøring med mundens indre. Det er kun sekundært et bryg, der smages, og primært et, der føles. Jeg tænker, at det må være noget med den særlige gær, men jeg er ikke sikker.

Og det føles skønt uanset hvad. Et sikkert valg for alle, der vi prøve en alternativ øloplevelse, hvor smagen ikke står i centrum, men hvor oplevelsen alligevel er mere end intakt.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme