Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: English Brown Ale

NightingAle, Fuglsang (Lidt godt fra Niels IV)

2017-11-07 18.26.58Disse minder …

Man hensættes jo næsten til den svundne tid på Amager, hvor jeg boede tæt op ad fælleden. Foråret bebudedes af de lystigt kvidrende pippere fra H.C. Andersens berømte eventyr … eller, det gjorde det faktisk ikke. Foråret var som regel godt i gang, når man for første gang på året hørte nattergalens triller fra krattet over den gamle losseplads.

Få fugle synger så smukt som nattergalen. Til gengæld ser den ganske uanselig ud på de billeder, man kan finde af den. De har det med at gemme sig, de små kræ, så selvom jeg alle årene, hvor jeg boede på den grønne ø syd for Københavns volde hørte dem fløjte, så tror jeg aldrig nogensinde, jeg er kommet til at se én.

Med nogle undtagelser forekommer det mig næsten, at skønheden i en fugls sang er omvendt proportional med dens visuelle fysiske skønhed. Tukaner, kakaduer, araer og alle de andre farvestrålende fjerkræ fra fremmede himmelstrøg lyder jo næsten allesammen som svære strubesygdomme. Og vel kan det være, at nogle papegøjer kan efterligne menneskers tale – men er det i virkeligheden kønt?

Jeg ville være meget mere imponeret over et menneske, der troværdigt kunne efterligne nattergalens sang.

Og lad mig da bare fortsætte udflugten lidt endnu, for nattergalens navn er jo faktisk en kende misvisende. Den kan høres i løbet af alle døgnets 24 timer, så et langt mere passende, omend måske en anelse mindre mundret, navn ville have været en ‘døgngal’. Men for nu at være fair – da det ofte er den eneste fugl man i forårsmånederne kan høre efter mørkets frembrud, er navnet måske ikke så uforståeligt endda.

Men den kan altså høres alle døgnets timer, omend sværere i de lyse, fordi alle de andre pippere også sådan skal føjte omkring og støje. Amager Fælled er som nævnt et godt sted at opleve den. Ja, der er nærmest garanti for at høre den der fra midten af maj til slutningen af juni. Men også i de mange grønne områder på Vestegnen og videre ud på Sjælland støder man på den overalt. På Fyn og øerne skulle den ifølge Dansk Ornitologisk Forenings optegnelser være lige så udbredt, men så snart man rammer Jyllland, stopper det overraskende brat ved istidsgrænsen. Den kan således findes – en smule mere spredt – over det meste af de østjyske moræneaflejringer, men ved den midtjyske højderyg og videre vestover er det slut.

Det vidunderlige lille dyr med den fornøjelige sang har altså lagt navn til dette bryg fra bryggeriet med det aldrig så passende navn Fuglsang. Det ligger i Haderslev, hvor nattergalen angiveligt også skulle være til at finde. NightingAle (ordspil ikke kommenteret – jeg annammer ildevarslende minder om en begejstret Ralph Wiggum, der kækt hviner “I choo-choo chose you, and there’s a train” – hver gang jeg overvejer det) er en engelsk all-malt ale. Jeg mindes ikke at være stødt på betegnelsen før, men intuitionen siger mig, at det må betyde, at alle kulhydrater i øllet kommer fra malten, og ikke fra tilsat raffineret sukker eller sirup. Det samme så vi i Carlsbergs tyrkiske aflægger i sidste indlæg. Mest af alt virker det som en art markedsføringstrick, der skal lokke purister til at købe produktet. Og uden den mindste skam eller skyldfølelse tør jeg gerne erklære, at jeg har prøvet rigtig mange fremragende øl, der var tilsat sukker og/eller sirup. Det ødelægger ikke nødvendigvis oplevelsen. Og rent er brygget her i øvrigt heller ikke – det er tilsat ascorbinsyre.

Brygget dufter ikke af meget – lidt syre af græs og maltet korn kan man mærke i det hurtigt afbrusende, mørke bryg. Så er der til gengæld lidt mere spræl og kvidder i smagen – omend det ikke er lyst og kækt som nattergalens triller. Det smager mørkere, farligere – som en hornugles tuden, men i det mindste holder vi os til de nataktive fugle.

Der er godt med malt og et ikke uanseligt kvantum humle, der giver en overraksende skarpt bitter kant i en ellers fornemt flødeafrundet maltbund. Humlen giver småbesk smag af kål som kontrast til maltens bløde tæppe af cremede indtryk. Imellem de to pibler vandet frem til almindelig forfriskelse, men heldigvis ikke så det kommer til deciderede oversvømmelser.

Man kunne måske nok have ønsket sig, at vandet begrænsede sig til en frisk lille bæk og ikke den lige lidt for brede å, den har udviklet sig til her. Ikke desto mindre giver den vel gode livsbetingelser for såvel nattergale som hornugler, så vandmængden er vel i sidste ende – om ikke passende, så i hvert fald ikke så overvældende, at det ikke kan tilgives.

Og selvom åen fylder mest, og bruser derudad, hører man nu stadig både nattergal og hornugle til fryd og fornøjelse.

3-en-halv-stjerne

Winter Welcome Ale, Samuel Smith’s

2014-09-02 17.16.18Så er det (næsten) efterår …

Jeg valgte ikke som sådan denne ale på grund af det forestående årstidsskift, men fordi jeg syntes, den så så pæn ud. Egentlig troede jeg, det var en Samuel Adams-øl, men måtte senere konstatere, at vi holdt os på denne side af dammen. Til gengæld gør bryggeriet meget for at få sig selv til at fremstå attraktivt. “Yorkshire’s Oldest Brewery” står der til venstre på etiketten, men de eneste årstal er 1×2013, og 2×2014. Den ene gang 2013+2014 betegner sæsonen, og den anden gang 2014 angiver holdbarhedsdatoen, der desuden består af “best before end August”.

Så det er (for) gammelt øl, jeg drikker. Men det er sjældent noget større problem, snarere tværtimod, meget godt øl har godt af at stå og lagre, påstås det. Men hvor gammelt bryggeriet egentlig er, ja det får man altså ikke noget svar på. Højre side af etiketten prydes ganske vist af et Shakespeare-citat (“Blessing of your heart you brew good ale”), men det det kan lige så godt være tilføjet af markedsføringshensyn, snarere end at fungere som en indikator for, hvor længe bryggeriet har eksisteret.

Ifølge Untappd skulle der være tale om en ‘English Brown Ale’. Bryggets lød er imidlertid ovre i det højorange med i øvrigt kun letgyldent (omend pænt) skum. Jeg har i hvert fald set brown ales, der levede mere op til deres navn end denne her gør. Duften er heller ikke umiddelbart særlig brown alet. Man er vandt til søde nuancer af især chokolade med en ledsagende bitterhed af kaffe. Her mødes man af en ganske anden sødme – honning og mjødurt, måske med en antydning af noget vildtkrydderi.

Så selvom det måske ikke er voldsomt brown ale-agtigt, så er det stadig lovende og egentlig også ganske passende til den stundende årstid. Ja, den lader måske vente lidt på sig, men det begyndte jo ellers godt her sidst i august, med faldende temperaturer og skybrud – så selvom vi lokalt atter befinder os på den gale side af de 20 grader, har jeg tiltro til, at efteråret trods global opvarmning og lokale udsving nok skal indfinde sig.

Brygget smager fortrinsvis tørt humlet, og nogenlunde fyldigt. Man mærker igen honningen, selvom den er trådt lidt mere i baggrunden. Et krydret indslag i retning af rosmarin og enebær yder smagsløgene lidt at arbejde med, men det forbliver på forsøgsniveau. Interessant er det til gengæld, hvad bryggeriet rent faktisk har tilsat øllet for at give det det (lidt for) letkrydrede indslag; tang, åbenbart – seaweed finings, står der på etiketten, hvad ‘finings’ så egentlig dækker over, bliver jeg læserne skyldig at oplyse, men tager til gengæld gerne imod oplysning selv i kommentarfeltet.

Ellers yder brygget en antydning af noget skarp, grannålesmag ved mandlerne, men som allerede antydet, er mange af de ellers interessante smagsindtryk antydningsvise, og det overordnede indtryk en antydning – nej ikke kun en antydning, det er rent faktisk lidt kedeligt.

Langt kedeligere end den flotte etiket, der fik mig på limpinden.

Jeg håber vitterlig efteråret og vinteren bliver kraftigere end dette bryg. For ellers er der ikke meget vand, vind eller senere sne i vente. Ja, måske når bladene på træerne ikke engang at blive gule, men beslutter sig i stedet for at overvintre, og tage en sæson til. Vi får se.

Forbliv indstillet – den næste øl bliver som bekendt nr. 500. Der er noget udvalgt i vente. Men om det bliver spændende, ja, det er jeg også selv spændt på.

2-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme