Bock eller dubbel?
Det blev til mange øl den aften. Og det tror pokker. Marcus og jeg mødtes kort før klokken otte om morgenen på Vesterport station for at afhente den varevogn, jeg havde lejet til flytning. Derpå gik det i paniktempo med nedpakning og rengøring – med kompetent hjælp fra Marcus’ bror Joachim og min gamle far, der i en høj alder stadig formåede at give et uvurderligt nap med.
Kvart i et om eftermiddagen var pakningen overstået, motoren på AVIS’ Mercedes Sprinter blev startet, og foran lå en i det store og hele begivenhedsløs – men flot – tur gennem næsten hele det danske land. Mestendels dog med en meget bred gråsort stribe i synsfeltet – og en helvedes masse biler. Det lykkedes os næsten ikke at køre forkert, og på trods af jævnlig berøring af rumleriller (der er forskel i bredde på en VW Fox, min fars gamle bil, som jeg brugte indtil den blev skrottet, og en Mercedes Sprinter varevogn) og en bro over Vilsund, der kom meget meget pludseligt efter en dejlig lang og stejlt nedadgående bakke i et langt, jævnt venstresving, der pludselig blev ret så skarpt, kom bil, passagerer (Marcus, min eks’ kanin Aristoteles, og min kongepython Vladimir Bekhterev) samt fører frem uden skrammer.
Klokken halv syv parkerede vi vognen ud for min nye adresse i Thisted. Klokken kvart i otte var alt mit habengut, takket ekstra hænder i form af min eks’ nye mand (ja, eksægtefolks nye ægtefolk kan man faktisk sagtens være fine venner med) slæbt ind i min nye lejlighed, og så skulle man ellers tro, at det endelig var blevet tid til en pause og en kold … men nej!
Lejebilen skulle også afleveres – et godt stykke ud ad Østerbakken (et af de få steder i Thisted og omegn, der ikke er omgivet af smaragdgrøn naturskønhed, men tværtimod ligner en af Randers’ indfaldsveje med store flade og kedelige erhvervslejemål så langt øjet rækker) skulle kareten køres. En fra oven betragtet nok komisk scene udspillede sig, da Marcus og jeg febrilsk stæsede rundt på parkeringspladsen i forsøget på at finde nøgleindkastet. Panikken bankede imidlertid ikke bare på, i min asperger- og ADHD-hærgede hjerne. Den hamrede faktisk løs … indtil vi omsider fandt en stor metalplade, hvorpå der endda meget entydigt stod ‘Nøgleindkast’.
Og der endte nøglen så. Jeg har ikke hørt noget brok fra udlejeren, så den operation lod til at være eksekveret efter forskrifterne. Nu var der bare gåturen tilbage til Thisted – i underskøn aftensol og egnens friske luft, der nok var aldeles fri for gyllelugt og andet, man undertiden må binde an med – men til gengæld også var præget af samme egns skarpe, kølige, stive kuling fra vest. Kloge og forudseende som vi ikke var, havde vi ikke iført os overtøj. En tynd skjorte over min t-shirt gjorde mig marginalt bedre beskyttet end Marcus – der kun havde sin t-shirt.
Men raskt gik det. Der var rigeligt med kolde øl i vente. Og skønt vi var langt fra hovedstadens eksorbitante åbningstider, der nogle steder strækker sig til efter klokken 23, så lykkedes det os alligevel at nå tæt nok på midtbyen til at finde et supermarked, der først lukkede klokken 21, så vi kunne redde os noget hurtig aftensmad.
Klokken var vel omkring kvart over ni før vi endelig kunne sætte os ned og slappe af med et par kolde øl. Lidl i Thisted – det var der, vi handlede – viste sig at være noget bedre forsynet med specialøl end de filialer, jeg frekventerede i København, så har man set det med, og denne belgier kom med af for mig uvisse årsager – det var Marcus, der fandt den.
En rubinrød øl, hævder etiketten. Deri, vil jeg fastholde, har etiketten aldeles uret. Det er derimod et meget mørkt bryg, som måske ved gennemlysning vil afsløre sig som rødt, men som ved skænkning fremstår aldeles sort med en ikke ueffen porøs off white skumkrone.
“Bock er ellers noget, man mest gør sig i i Tyskland og til dels Tjekkiet,” kauserer Marcus i sædvanlig stil, “men belgierne holder sig jo ikke for fine til at pille ved ting, andre tænker ‘det skal du da ikke pille ved’. Det er en af de der kulturforskelle …”
Han kan jo ikke lade være. At Marcus i emnet om overgreb i Belgien er på ofrenes side er jeg ikke et sekund i tvivl om. Så han får lov i begrænset omfang at udspy sine upassende tirader her, så længe jeg vurderer at det tjener det formål at reproducere viden og bevidsthed om de skrækhistorier om mishandling, Belgien har været udspring for. For en lidt grundigere gennemgang med henvisninger, kan man læse eller genlæse dette indlæg.
Tørsten var over os, så vi fik aldrig snust til brygget, før glassene blev sat for munden.
“Hold da op!” udbryder Marcus, “den smager mere som en dubbel end en bock. Den har rigtig meget belgisk sødme. Men nu er det jo også en belgier. Belgierne har jo notorisk lommerne fulde af slik …”
Idet jeg ignorerer Marcus’ syndflod af hentydninger, svarer jeg tørt “ja, den smager godt nok ret sødt.”
“Som en gammel mand i lang frakke med lommen fuld af søde sager.”
“Ah, den smager dejligt!” bryder jeg ind – næppe uden irritation over at Marcus på dette tidspunkt kører i samme rille (en vane jeg selv slås en del med at overvinde, indrømmer jeg gerne), “den har en rigtig god eftersmag af kaffe, dejligt bitter, ovenpå en lækker sød smag af brun farin …”
“Jeg synes altid vi snakker om brun farin,” brokker Marcus sig.
“… hvor det bitre i sukkeret rigtig træder frem i eftersmagen, og slår over i en særdeles klædelig kaffearoma.”
Marcus causerer herefter over, at anmeldelsen skal ses i lyset af aftensmaden – to frysepizzaer pimpet med blåskimmelost og stærk, tysk salami, samt seks middelstærke øl, men at han derudover faktisk bifalder min karakteristik.
Vi plejer at være nogenlunde enige om, hvad godt øl er, Marcus og jeg, men at han sådan erklærer sig enig i min smagsoplevelse 1:1 er usædvanligt. Vi plejer gerne at komme op at skændes om, hvad en øl egentlig smager af, selvom vi er rørende enige om kvaliteten.
En antydning af uenighed viste sig ikke desto mindre i vurderingen af, hvorvidt brygget var en smule vandet. Hvis overhovedet lod dette til at irritere Marcus mere end mig. Angående den fra stilen afvigende aroma og mundfornemmelse anførte han desuden, henvisende til vores fælles anmeldelse af Shepherd Neames noget skæve IPA, at en øl jo ikke behøver slavisk og stereotypt at opvise sin types ortodokse karaktertræk for at være en ordentlig øl.
Vi var, i begejstringen over et veludført stort dagsværk, kommet til at drikke så mange øl, at vi helt glemte karaktergivningen. Selv vil jeg give den …
… hvilket jeg ved med sikkerhed, at Marcus ikke vil. Han er kategorisk imod at give halve stjerner.
Men jeg må spørge ham, når jeg ser ham igen, hvad han ville give den, og så eventuelt opdatere indlægget til den tid.
Blendet gør, at kirsebærrene ikke bliver allestedsnærværende, men afstemmes af det bedste fra andre belgiske typer. For min skyld må kirsebærrene nu gerne være allestedsnærværende, men dette alternativ er mindst lige så godt, og ganske afgjort mere nuanceret, end en fuldblods kriek normalt er.
Seneste kommentarer