Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Dortmunder

Ding Dong, Fuglsang

2015-12-14 18.39.38 (1)Lige til julefrokosten …

Kunne det være, man snart kunne få nogle juleagtige juleøl på krogen? Fancy juleøl … overalt fancy juleøl – Jule-IPA og Jule-hvede … alt muligt med “jule-” foran, gerne udtalt vrængende og sammenbidt, som kun en Dan Turell kunne gøre det. Fælles for de fancy højtidsprodukter er at forbindelsen til netop højtiden – duften af gran, de søde julegodter, den fede julemad – glimrer ved sit fravær. Ikke at bryggene nødvendigvis er dårlige, men julen synes at udeblive, jo mere fancy øllet tager sig ud.

Nu er vi tilbage ved noget mindre fancy – en stærk øl af dortmundertypen fra Haderslev-bryggeriet Fuglsang. Den er tilsat stivelse, dextrose og ascorbinsyre, og det peger om ikke andet i retning af de romanlange varedeklarationer på det meste juleslik.  Ellers er brygget ravgyldent og lystigt brusene (som børnenes sodavand ved julebordet) med hvidt skum der klæber som var det en fryd. En lille nissehuekvast forbliver i overfladen efter at det meste af skummet er faldet.

Men før alt dette kan nydes har man faktisk allerede kunnet nyde bouqueten, der udløses eksplosivt ved åbning. Lige dele alkohol og malt breder sig som en frisk vind gennem lokalet. Ved nærmere indsnusning konstaterer man imidlertid også, at de mange tilsætninger ikke går ubemærkede hen. Brygget dufter godt nok en kende syntetisk med en småharsk humle bag et tæppe af sprit og sukkerstoffer, der snarere stikker end synes søde.

I smagen fortsætter de noget syntetiske noter, men heldigvis uden at det bliver så slemt som bouqueten lader én frygte. Alkoholen kommer man ikke uden om. Den svier lystigt i gummer og under tungen. Humlen forbliver nogenlunde intakt, men den er noget rå og uforfinet – som lidt for gamle hasselnødder, hvilket til gengæld og på sin vis er en smule julet. Brygget kan heller ikke løbe fra en noget syntetisk og metallisk finish. Når man booster brygget med stivelse, syntetisk sukker og ascorbinsyre, er det vel næsten også at forvente.

Men decideret væmmeligt bliver det aldrig. Tværtimod yder alkoholfylden og beskheden brygget karakter og en smule barsk julestemning, som man gerne oplever den, når man til julefrokosten er nået til ris a’la manden. Brygget er velegnet som et både drikkeligere og mere velsmagende julefrokostalternativ til den håbløst fortærskede, småharske og i bund og grund ikke særlig julede snebajer fra Carlsberg.

2-stjerner

Frankentaler Germania Premium Strong, Privatbrauerei Eichbaum (Julekalenderøl III)

2014-12-10 17.17.49Så galt er det heldigvis ikke …

Dagens bryg holder 7,9% og er dermed faktisk det første jeg prøver fra Tyskland, der ligner en spritterøl. Stilen – den ekstrastærke pilsnerøl er dog udbredt syd for grænsen, og går der under betegnelsen Dortmunder. Men den slags kan man jo slås om i en uendelighed, så lad der være fred om det for nuværende.

Navnet, til gengæld, minder mig om et digt af den tyske nationalromantiker Heinrich von Kleists digt, “Germania an ihre Kinder” hvor det ellers ikke går fredeligt for sig. Mage til krigeriskhed skal man til vore dages USA, Israel, DAESH eller inderkredsen om tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen for at finde mage til. I alt sin korthed fortæller digtet, hvordan det tyske folk rejser sig for at give de angribende franskmænd under Napoleon sådan én på sinkadusen, at det kan høres både i Rusland og det endnu ikke hungersnødramte Irland.

Der bliver ikke lagt fingre imellem. I femte strofe går den gode Henrik bersærk i en blodrus, idet han beskriver hvordan ligene af fjenderne skal inddæmme og omkranse floderne Rhinen og Pfalz. De ligopdæmmede floder skal bagefter udgøre det nye stortysklands grænser:

Alle Triften, alle Stätten
      Färbt mit ihren Knochen weiß;
Welchen Rab’ und Fuchs verschmähten,
      Gebet ihn den Fischen preis;
Dämmt den Rhein mit ihren Leichen,
      Laßt, gestäuft von ihrem Bein,
Schäumend um die Pfalz ihn weichen
      Und ihn dann die Grenze sein!”

Det store spørgsmål er nu, om brygget monstro smager lige så fælt som flodvandet gør, efter at være blevet dæmmet op med lig.

Jeg ved ikke meget om den slags, men umiddelbart ligner brygget øl, og ikke dødsekskretioner. Det er ganske lyst, hvor spritterøl ikke sjældent er gyldne i løden. Skummet er kridhvidt, og næsten krystallisk i sin konsistens. Det er som om boblerne snarere knækker end sprænges. Duften er heller ikke som jeg ellers har hørt lægestuderende beskrive lugten af lig. Næh, her breder den lifligste humleduft sig med mindelser om frisk hø – og måske endda også lidt, der har ligget lidt for længe og lidt for fugtigt. Men sådan må øl gerne dufte.

Og smagen er endnu en nitte – hvad krig, ødelæggelse og død angår forstås. Også her finder man uforfalsket, frisk og simpel pilsnerhumle. Det klæber sig til alle smagsløg, krast, men ikke harskt, og i betragtning af alkoholprocenten i øvrigt overraskende usprittet. Det er snarere den, der ikke uelegant giver brygget dets klæbrige fylde.

Så det er slet ikke så slemt endda, og de grimme associationer blev gjort helt og aldeles til skamme. Germania er trods alt andet end et Kleist-digt, og heldigvis da for det. I øvrigt formår brygget at imponere flere end de andre spritterøl, der indtil videre har været behandlet her på bloggen, og det er da heller ikke så ringe endda.

3-en-halv-stjerne

Hancock Beer, Hancock

2014-07-29 18.53.29

Det var nok noget sent …

Hancocks flagskib. Den rigtige Hancock-øl. Det er lidt en skam, at den ikke er blevet anmeldt tidligere – men der var så mange andre øl, der trængte sig på. Faktisk hele 490 af slagsen. Ja, vi nærmer os hastigt det halve tusinde, og nej, det vil ikke blive forbigået i total tavshed.

Men indtil videre koncentrerer vi os om nr. 491. Hancock Beer, hedder den altså – den der rigtige Hancock-øl med den røde hane på etiketten. Første gang jeg prøvede den var til en fredagsbar på Københavns Universitet, hvor jeg læste religionsvidenskab tilbage i de vilde 90’ere. På stedet var jeg klar til at erklære den for den bedste øl, jeg nogensinde havde smagt … Jeg har ikke sagt for meget, hvis jeg siger, at jeg siden hen er blevet mere klog på øl (og religion, men det er en anden historie).

Med sine 6,3% undergærede pilsnerhed er der tale om en guldøl, angiveligt af Dortmundertypen (påstår Untappd). Af en guldøl at være er den ret lys, snarere gul end gylden, med skum, der kun lige akkurat formår at være lige knap så anticremet som sodavandsskum. Duften er til gengæld lovende, lækkert gennemtrængende og ren (i modsætning til brygblandingen, der i vanlig Hancock-stil omfatter både ascorbinsyre og stivelse) pilsnerduft.

Brygget smager både tungt og lifligt. Humlen er fortrinsvis sød, og selvom jeg i skrivende stund husker Høker-bajeren som relativt bidsk bitter, er denne øl langt sødere og venligere i smagen, endskønt den samme Saazerhumle, Hancocks foretrukne, er brugt.

Fylden er kraftig, og præget af en letsprittet maltessens, der breder sig ud over smagsløgene. Smagen i sig selv er dog mere tilbagelænet med førnævnte søde humlesmag i højsædet og med en mere diskret småbesk smag ved gummerne. Nogle ville måske ønske sig lidt mere af bitterheden, men denne type bitterhed skal man helst holde stangen, for harskheden lurer.

Bryggeriet formår dog at tæmme og bitterheden, så den aldrig bliver harsk, men netop kun besk. Således ender brygget med at være både velafstemt og temperamentsfuldt.

Men vi er stadig langt fra, at humlerankerne vokser ind i bryghimlen.

3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme