Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: dark ale

Pannepot Vintage 2020, De Struise Brouwers

Øl: Pannepot Vintage 2020
Bryggeri: De Struise Brouwers
Type: Dark Strong Ale
ABV: 10%
Land: Belgien
Købt: Donation via Drikbeer.com

Op på hesten igen
At finde motivationen efter Thisted Bryghus’ krumspring har ikke været nemt. Og det ses også tydeligt, at den i forvejen ikke var specielt høj, de meget lange pauser mellem indlæggene taget i betragtning. Bedre bliver det ikke af, at Thisted Bryghus’ videre håndtering af den fækaliekuling, var så vægelsindet og vakkelvorn, at selv garvede politikere fra Det Radikale Venstre måtte se misundelige til.
Først meldte bryggeriet ud, at man ville holde helt op med at reklamere for politikere på flaskerne – uanset hvor politikerne kom fra. Men den beslutning fik kort levetid, da den afstedkom endnu en fækaliekuling, indeholdende beskyldninger om **GISP** cancel-culture. Bryggeriet valgte så at gå tilbage til sin oprindelige politik, og tillade alle uanset politisk observans at reklamere på bryggeriets etiketter … meget modigt af bryggeriet må man sige, samtidig med at signaleringen om, hvor bryggeriet egentlig står i spørgsmålet nu er støbt i beton, mejslet i sten og standset ud i molybdænstål.
Ifølge den politik vil hyggelige politiske foreninger såsom Stram Kurs, Generation Identitær og Nordfront nu kunne få trykt etiketter med deres logoer på Thisted Bryghus’ øl. Om bryggeriet så vil gøre det i praksis må tiden vise. Skulle de vælge at efterkomme et ønske fra Nordfront om at lade deres classic pilsner pryde af en Tyrrune på hvid og grøn baggrund, kan de til gengæld roligt regne med en permanent boykot fra min side.

Jeg håber sådan, at det sidste ord om Thisted Bryghus-sagen dermed er sagt her på bloggen. Til gengæld gav mine skriverier da nogle reaktioner, både her og på fjæsen – og det er vist alt sammen godt. Også selvom langt fra alle reaktioner var positive. Men hey – jeg blev ikke blogger for altid at blive aet med hårene.

Nu til noget langt mere spændende: En ny øl! En belgier, en strong dark ale, og en sur en af slagsen. Så kan det næsten ikke blive bedre. Så godt var det faktisk, at jeg helt glemte at tage et billede af det skænkede bryg. Jeg undskylder, men læserne må nøjes med min beskrivelse i stedet.
Brygget er natsort, letflydende, og næsten helt uden skum. Den kække, syrlige odeur har til gengæld alt det, man måtte savne i det noget tamme visuelle udtryk.
I smagen danser venligt brankede noter af stærk kaffe sig med en velkrydret brunkålslage. Det syrlige danner et fint udsmykket bagtæppe, hvorpå smagsbilledet rigt og mangfoldigt udfolder sig.

Det er rart, venligt og tilpas udfordrende. Et perfekt second step for alle, der prøver sig frem inden for det sure øl. For kenderen byder brygget på rigeligt underholdning, der nok skal holde det i glasset en rum tid frem for at blive skyllet ned på én gang.

De Struise Brouwers, der står bag brygget her, er forhåbentlig ikke på bloggen for sidste gang.

Brun Sovs, BeerHere

Beer There?

Så lykkedes det endelig at få en juleøl på programmet. Samtidig var den et glædeligt gensyn med en af bloggens gamle kendinge, som det er alt for længe siden, jeg sidst har haft mellem hænderne.
Jeg er faktisk lidt forbløffet over, at det er over otte år siden, en BeerHere-øl sidst blev anmeldt på bloggen. De har ellers gjort det rigtig godt de kun tre gange, jeg har været forbi dem. Jeg er sikker på, jeg så et eksemplar af deres øl engang i Toft Vin på Islands Brygge, dengang jeg boede på Amager. Måske var det prisen, der gjorde, at jeg valgte anderledes, hvem ved?
Den her blev købt i SuperBrugsen Thisted, der igen i år er leveringsdygtige i nogle spændende juleøl. Specielt dyr var den vist egentlig ikke, så den var en oplagt kandidat til årets opbud af juleølsskriverier.

Brun Sovs er en af de vigtigste ingredienser på julebordet, så BeerHere har gjort lidt af et kup hvad angår navnet. Bryggeriet understreger imidlertid på etiketten, at der ikke er tilføjet sovsekulør i brygget. Det holder sig pænt til de tyske renhedsforskrifter og samtidig er det ikke stærkere (4,8%) end at man godt kan nyde et par stykker eller tre til julemiddagen, uden at man bliver bimlende beruset.
Flot er brygget også – nydeligt klart i dyb mahognikulør, mens skummet er gyldent som fedtet under perfekt branket flæskesvær. Duften synes til gengæld noget afdæmpet, men formår da at levere nogle alt andet lige lovende noter af vanille og fløde.
Til gengæld konstaterer man ved smagning hurtigt, at brygget ikke sådan lige med det samme kommer til at overtage sovsens plads på julebordet – faktisk overhovedet ikke! Brygget er tamt fra første mundsmag, yder kun sparsom fylde og føles mere end noget andet, som en halvtynd kop kold kaffe. Bitterheden vokser en smule med tiden, og bliver for så vidt substantiel i eftersmagen – det må man give brygget. Til gengæld matcher aromaen ikke julemaden særlig godt.
Nej, juleøl skal være fyldigt og sødt. Sådan komplimenteres fedt, flæsk og and bedst, sammen med nelliker, salt, peber og laurbærblade. Til allerstørste nød matcher brygget måske et eller to af krydderierne, men slet slet ikke på den måde, som brun sovs ellers formår at binde det hele sammen.

Beer Here? I så fald ikke noget, der er værd at skrive hjem om – og især ikke i et julekort til én man elsker og savner.
Maybe over there …?

Julefryd, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken VI

Ingen jul i år …

Når jeg får gaver fra producenter og distributører gør jeg altid meget ud af, at fortælle dem, at mine anmeldelser er hudløst ærlige. Jeg er anmelder og ikke reklamesøjle.
Det har endnu ikke skræmt nogen væk. Tværtimod har min anmeldervirksomhed, uanset hvor venligt eller uvenligt stemt jeg har været over for gavegiverne, kun afstedkommet større interesse for fremtidige forsendelser.
Jeg håber at Løkken Bryghus er med på at styrke den trend, og ikke bliver kede af det – eller måske ligefrem sure – når jeg nu ser mig nødsaget til at skærpe tonen en anelse.

Julefryd er bryggeriets bud på en juleøl. Slet og ret betegnes den ‘Jule Ale’ på bagetiketten, hvor også brygingredienserne fremgår. Det står med så små typer, at mine læsebriller er en absolut nødvendighed – ikke med hundrede procents sikkerhed pga. listens mangfoldighed, men mistanken lurer. Ud over de fire klassiske ingredienser, der ville gøre brygget acceptabelt på tyske tunger, indeholder det krydderier, sirup, appelsin og rosiner. Hvilke krydderier udspecificeres ikke … måske fordi flasker er forbandet svære at klemme ind under mikrofilmlæsere? De er også ved at være håbløst forældede, nu om dage.
Resultatet er om ikke andet visuelt tilfredsstillende. Et næsten sort bryg med tæt, fedtet kakaoflødeskum. Duften til gengæld er udefinerbart småsyrlig på en måde der gør alt for at skjule ellers velgørende elementer af malt og æbler. Aromaen er ligeledes usikker i udtrykket. Det mest markante er en tonsillær bitterhed af mørkt træ, der imidlertid kvæles af alt for meget vand og i øvrigt ikke forekommer – krydderier og andre tilsætninger til trods – særlig julet.
Mest af alt peger den i retning af en bedre komponeret og mere harmonisk udgave af Tuborg/Carlsbergs knapt drikkelige og notorisk u-julede snebajer. Som øl isoleret betragtet, altså hvis man fratrækker julen, er brygget ikke som sådan ubehageligt – blot skuffende i betragtning af et forjættende ydre.

Hvis Løkken Bryghus vil slå sig op som kvalitetsbryggeri, bliver de nødt til at gøre det bedre end det her.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme