Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Cream Ale

Oh… Dream, Other Half Brewing

Øl: Oh… Dream
Bryggeri: Other Half Brewing
Type: Cream India Pale Ale
ABV: 6,2%
Land: Danmark
Købt i: Donation via drikbeer.com

Mere IPA, mindre Cream …
Hvis man (som jeg, “tak” ADHD) har svært ved at koncentrere sig i længere tid ad gangen om det skrevne ord, kan man evt. springe over på min YouTube-kanal og få en anmeldelse i lyd og levende billeder. I samme ombæring kan jeg opleves hudflette en såkaldt ‘tankie’. Tankies kan beskrives som vore dages autoritære kommunister. De sværmer åbent for sovjetstyret og må ikke sjældent tage sig i at overdænge ikke bare Lenin, men også hans efterfølger med det tætte overskæg med idel, kompromisløs smiger.
Jeg gætter på, at de ser sig selv som en del af venstrefløjen. Som en særlig red-pilled fraktion, der har indset, at den øvrige venstrefløjs føleri og humanisme står i vejen proletariatets diktatur – der i deres verden (i modsætning til Marx’s vage begreb) ikke alene ses som det endelige revolutionære mål, men også står som et synonym for deres egen blodtørst. Ikke blot imod den borgerlige klasse, men selvfølgelig også mod alle, der ikke følger præcis den samme, ekstremistiske og rigide linje som dem selv. Af denne grund listes der hos tankies gerne elementer ind, der under normale omstændigheder er det diametralt modsatte af, hvad venstrefløjen står for. Hos tankien i videon kan man således finde åbenlys misogyni – mildt sagt idet han (ja, han, selvfølgelig) uden omsvøb identificerer sig som incel (don’t even get me started om hvad det er. Læs selv her og vær bange, meget bange). Føj dertil homofobi, transfobi, queerfobi og racisme.
Det kommer næppe som den store overraskelse, at jeg ikke anser disse idehistoriske efterladenskaber som del af venstrefløjen på nogen mulig eller umulig måde. I tankiens verden består kommunismen af en ultralille elite, der har den fulde magt over produktionsapparatet og kapitalen, og som helt uden skyggen af befolkningsrepræsentation kan udøve den magt lige så hensynsløst som de har lyst til. Endemålet er dermed fuldstændig det samme som den post-industrielle neokonservatisme-liberalisme, som vi lever under i dag, hvor et exceptionelt lille mindretal af ultrarige kapitalejere besidder stort set alt, mens de folkevalgte regeringer og parlamenter ikke tør gøre andet, end spagfærdigt nikke og efterkomme de ultrarige elitisters mindste vink.

Det eneste, man måske kan rose tankies for, er et mål af ærlighed. At de relativt ærligt melder ud om , at de er autoritære og hadefulde, samt at de ville knuse ethvert tilløb til frigørelse fra befolkningens side med brutal magt. Neokonservative elitister i den vestlige verden fylder rutinemæssigt befolkningen med løgn om, at de ønsker så stor frihed for befolkningen som muligt. Desuden vil befolkningen helt sikkert få det meget bedre, hvis elitisterne ikke behøver betale skat, samtidig med at befolkningen får halveret lønnen, frataget alle sociale ydelser og der indføres brugerbetaling på sundhed.
På den måde lyver tankies i det mindste ikke. Det er mere sådan noget med at true med at stille folk direkte op ad en væg og … resten behøver jeg ikke udpensle. Tankies springer vel egentlig bare direkte til det stadie af det vestlige kapitalistiske samfund, hvor fascismen overtager. Det gør fortsat ikke tankies til en – måtte den ellers være nok så obskur – del af venstrefløjen. De er og bliver kun kommunister af navn, og var, er og vil altid være en bande afstumpede fascister, i kategori med falangister, fascister, nazister og andet skravl på den yderste højrefløj.

Øllet? Jamen det er såmænd fint nok. Engang var der noget, der hed cream ale. Det brød jeg mig ikke særlig meget om. Det føltes underligt tamt og dovent på tungen, og smagte aldrig ordentligt igennem. Da jeg så, at bryggeriet her havde lavet en ‘Cream IPA’, og så oven i købet med havre (og hvad mener vi om havre i øl?) fik forventningerne et dyk. Ville dette være en kedeligere variation af den IPA-type, jeg ellers elsker så højt, med dens krasse bitterhed og ansigtsvridende aroma?
Det er selve IPA’ens ide, der ville være under angreb. Men som sagt – der viste sig at være såre lidet at frygte. Og oven i købet så det også godt ud – fuldstændig uigennemsigtigt gult, som en uskrællet pomelo i glasset. Skummet lavt, men standhaftigt og klæbrigt.
Duft og aroma følges ad – tørt nåletræ og rigeligt med citrusfrugter – og her er det mere sur lime og citron end søde appelsiner og klementiner man møder. Brygget rammer faktisk ganske nydeligt balancen mellem aroma, drikkelighed og fylde, ved ikke at være for meget nogen af delene. Det smager godt, føles godt og det slukker tørsten.
Balancen fremhæves til gengæld en smule på bekostning af konturen. Jeg har prøvet IPA’er der var mere markante i aromaen, fylden eller de tørstslukkende egenskaber. Og brygget fortjener bestemt ros for ikke at lægge for meget vægt på sidstnævnte – men så er det til gengæld også en lille smule ærgerligt, at der ikke bliver lagt helt så meget vægt på det første.
Kompromiser kompromiser … vel – en lille smule af cream alens karakter havde brygget måske alligevel fået med. Men heldigvis ikke mere, end at brygget er til mere end blot godkendt gavn.

Cream … – ja, det var Eric Claptons gamle band. Eric Clapton har vi godt nok heller ikke været heldige med. Men det må jeg hellere lade ligge til en anden gang, hvis det her indlæg nogensinde skal bliver færdigt.

Vestfyen Premium Cream Ale, Vestfyen

2017-01-12 16.52.23Premium Middelmådighed …

Nå, jeg kunne ikke nære mig …

Forleden dag opdagede jeg, at Fakta var begyndt at føre en ny serie øl fra Bryggeriet Vestfyen. Og lige der annammede jeg så forunderligt en stor vision om, at jeg skulle købe de øl, anmelde dem samvittighedsfuldt på bloggen og efterfølgende føle den fineste fyldesgørelse af mit bloggerkald fuldstændig aldeles over hele hovedet ikke på nogen som helst måde kom over mig. Præcis så spændende forekom øllene mig.

Men så gik der nogle dage, og så kunne jeg jo ikke lade være alligevel. Fem sølle kroner for en halv liter – selv hvis det skulle være så afskyeligt, at det hele endte i vasken, ville det jo være mere end de fem kroner værd at hamre tre harmdirrende, sønderlemmende anmeldelser ind på bloggen efterfølgende. Og på det mere seriøse plan (ja, jeg har faktisk sådan ét – who would have thought) så vil jeg jo gerne være den jævne forbrugers stemme blandt ølbloggerne. Til det formål er disse øl ved deres lave pris nærmest ideelle, og så er de stort set friske fra tapperiet. Dermed får jeg også for en sjælden gangs skyld lejlighed til at anmelde noget, der faktisk findes i butikkerne lige nu og ikke først når det har stået der i månedsvis.

Og før jeg har sagt et ord om øllet, så skal Vestfyen have ros for, at de stiller øl, der alt andet lige ikke bare er det samme tynde pilsnersprøjt om igen, til rådighed for forbrugerne. Nu kan man købe noget, der for bare 10 år siden blev anset for eksotisk specialøl i rammer ad gangen – uden at blive ruineret. Det er da et fremskridt.

Og ja, jeg ved godt, at der er andre problemer i, at industribryggerierne sådan går mikrobryggerierne i bedene. Men de vil jo ret beset kun tage markedsandele fra de feinschmeckere, mikrobryggerierne er afhængige af, såfremt kvaliteten også følger med.

Og det er jo slet ikke sikkert.

Allerede tidligt i afprøvningsprocessen mærker man faktisk den middelmådighed, der er så udpræget for øltypen. En ganske svag bouquet af ubestemmelig sød citrus formår akkurat at behage duftsensorerne. Ellers ligner brygget til forveksling en pilsner i både farve og skum – havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg have skudt på en sådan.

Smagen gør en lille smule mere væsen af sig. Man kan faktisk smage egentlig aromatisk bittersødme af spæde grannåleskud. Aromaen kan faktisk kategoriseres som tør – skarp endda, endskønt skarpheden bedst sammenlignes med en børneknivs.

I sin karakter er den faktisk sammenlignelig med den indtil videre eneste session IPA, jeg har prøvet, nemlig den totalt intetsigende fra Aarhus Bryghus, der også var 2015’s bundprop her på bloggen. Men Vestfyens cream ale er en mere vellykket udgave, hvor smagen ganske vist er afdæmpet, men dog har bevaret akkurat så meget kant, at det ikke bliver helt ligegyldigt og meningsløst.

Og så formår eftersmagen endda at bide lidt fra sig. Her intensiveres bitterheden over i det beske – hasselnødder med lidt for hårdt ristet kaffe. Det passer imidlertid ikke godt med bryggets ellers milde og passive gunstighed, og således ender brygget med både at smage af lidt for lidt og være noget ude af balance.

Nåhr ja – og cream ale som genre … Jeg bedømte typen som en af de ting, der var Not i løbet af år 2016, selvom det jo griber om sig med dem fra alle kanter. Brygget her bringer ikke genren nogen yderligere legitimitet. På den anden side yder den heller ikke genren mere illegitimitet. Det er som om typen bare helst vil ligge mageligt midt i det middelmådige midterfeldt af midtsøgende middelpræstationer – og i den disciplin scorer brygget her tæt på topkarakter.

2-stjerner

Castle Cream Ale, Castle Danger Brewery

2016-12-13-18-53-41Jeg forstår det stadig ikke …

Det er noget af en omvæltning pludselig at have så meget fritid, som jeg har fået, nu hvor min julekalendertegneserie er gjort færdig. Samtidig har min optagethed af at få gjort den færdig også givet mig et anseligt øllager, der nok skal række til et godt stykke ind i det nye år.

Men nu har jeg altså tid til at anmelde igen. Jeg har planer om at genopfriske mit irske – og måske endda gøre alvor af at lære noget walisisk også. Min eneste, men reelle, frygt er, at noget af øllet nu har stået så længe, at det ikke længere er helt så interessant, som da det blev erhvervet. Det gælder ikke mindst et par IPA’er, jeg har stående.

Af samme grund er der god ræson i at starte med dem, der har stået længst. Jeg har derfor valgt denne Cream Ale fra Minnesota, som jeg fik tilsendt af min gamle studiekammerat Rasmus, der havde været på ferie derovre. Ja – den sending er jeg først blevet færdig med med denne anmeldelse.

Det er, som navnet antyder, en cream ale, det drejer sig om. Jeg forstår indtil videre ikke øltypen, hvis eneste særkende forekommer mig at være en rar mundfylde. Jeg har prøvet andre øltyper med rar – og endnu rarere – mundfylde end samtlige cream ales, jeg har prøvet, samtidig med, at hine øl var langt mere smagfulde. Det er selvfølgelig fint, at man fokuserer og rendyrker ét karaktertræk og giver det sin egen øltype – om ikke andet fordi man kan. Men jeg forstår ikke, at genren er så udbredt, når den samtidig forekommer så overhalet på så mange parametre inklusive det, der skulle være genrens særkende – mundfylden, som sagt.

En for genren fornyende og bidsk karakter af fuselalkohol og æbleeddike kan mærkes i duften. Det kan man nyde sammen med bryggets ydre – en flot glødende rødorange lød med højt skum, knækket i omtrent samme nuance. Lange tråde trækkes fra glassets sider og ned på brygoverfladen efterhånden som det klæbrige skum kun modvilligt trækker sig.

Lukker man brygget ind i små nip og trækker godt med luft ind over, kan man tvinge nogenlunde tilfredsstillende smagsmængder ud af brygget. Men det kræver altså en indsats. Før man lurer tricket og knækker koden – man bliver nødt til at gøre begge dele for at få en reel oplevelse ud af det – mødes man af et meget simpelt bryg, småtørt og letbittert uden andre egentligt velgørende elementer end den sædvanligvis venlige mundfylde.

Med de avancerede smagsteknikker i brug bliver det tørre indtryk til en egentlig syrlighed, der faktisk gør godt. En balsamicoeddikeimpression der balancerer fint mellem det milde og det kontante, og et mildt, bittert bagtæppe af val- og paranødder. Især syrligheden er forfriskende markant og ny i en øltype, som jeg alligevel må indrømme, jeg fortsat ikke forstår. Jeg hæfter mig desuden ved en kraftigere karbonering i dette bryg, mens andre cream ales virker flade og brød-agtige.

Bryggets forfriskende egenskaber skal bestemt ikke underdrives – men drik endelig ikke for langsomt, for en bundsjat ved stuetemperatur af dette bryg er virkelig fæl.

3-stjerner

Økuller, Svaneke Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2016 III)

2016-05-22 16.09.06Flad Fløde …

Fortsat fra sidste indlæg i den forstand, at jeg endnu sidder på tagterrassen i min boligblok sammen med min gode ven Gedved, hvor vi afprøver et par af øllene fra Kvicklys Ølfestivalg.

Efter den lettere inadækvate oplevelse med Braunsteins (ikke så) amerikanske ale, tog vi fat på Svanekes ‘Økuller’. Typen er en Cream Ale, og noget kunne tyde på, at det er en øltype i vækst. Jeg prøvede en Worthington’s fra hane i London, og Amager Bryghus har deres Marry me in Rio i sortimentet. Jeg begynder at ane en tendens. Måske er den en af de smarte nye typer, der tager over, hvor IPA’en og de tunge stouts slipper?

Men jeg håber det godt nok ikke. En diskussion på fjæsen forleden med Martin Pedersen, manden bag Stovt.dk, lod vide, at han i hvert fald ikke var videre begejstret for typen. Faktisk mente han, at det var noget man burde sprøjte imod. Jeg syntes godt nok, at den slags var lige lovligt Esben Lunde Larsen-agtigt, hvortil Martin hastigt retoucherede, at ‘ham burde man også sprøjte imod’.

Jeg er, som læserne måske har lagt mærke til, ikke helt utilbøjelig til ikke at være fuldkommen uenig med min medblogger deri.

Ligesom de andre cream ales, jeg har prøvet, dufter dette bryg af meget lidt og tæt på intet. Lidt gær er alt, min og min medsmagers næse kunne opsnappe. Der var også lidt uenighed mellem os og bryggeriet om, hvilken farve brygget havde. Det angives som kobberfarvet på etiketten, men så er der i bedste fald tale om mat kobber til tage, og ikke den ret flotte farve af blankpoleret kobber, som Braunsteins amerikanske Ale faktisk kunne bryste sig af.

Brygget smager kun af lidt mere end det dufter. En lun omend vag bitterhed af kaffe ledsager en mere ubestemmelig syre af gær, der stikker lidt ved mandlerne. Som ved de andre cream ales, holder brygget til gengæld en godkendt, flødet fylde, der gør brygget rart at have i munden.

Og der kan man så lade det skvulpe lidt rundt på tunge, i gane og omkring gummerne, og aldrig rigtig få nogen distinkt smag ud af det. Med tiden føles det mere som drikkeyoughurt naturel, og kun en diskret eftersmag af egetræ, minder én om, at der er tale om øl.

Gedved og jeg var rørende enige om, at brygget var rart at drikke, men slet ikke smagte af noget interessant. Jeg må selv erkende, efter at have prøvet tre af typen, at jeg ikke rigtig forstår øltypen. Denne individuelle cream ale virker væsentlig kedeligere end de to andre jeg har prøvet, men jeg føler mig ikke rustet til at vurdere, om denne er bedre eller ringere end de andre som cream ale betragtet simpelt hen fordi jeg ikke rigtig kan knække koden.

Jeg må indtil videre bare konstatere, at den ikke begejstrer mig – eller for den sags skyld Gedved, som jeg skylder en tak for godt selskab den eftermiddag.

2-stjerner

Hvis du til gengæld synes, at denne øl er fantastisk, kan du stemme på den på oelfestival.dk

Marry me in Rio, Amager Bryghus (Smagsprøve fra Amager Bryghus III)

2016-03-23 12.18.46I hvert fald flot …

Amager Bryghus’ reklamebudget er angiveligt ret lille, for ikke at sige ikke-eksisterende. Der annonceres ikke for bryggene nogen steder – i stedet udbredes kendskabet ved mund-til-mund-metoden, og det er ganske apropos motivet på etiketten, som der til gengæld også gøres meget ud af. Fuldstændig markedsføringsfrit er bryggeriet trods alt ikke, sådan som Brauerei Braunschweig, som jeg stiftede bekendskab med tilbage i december 2014, ellers påstår at være.

Det var også ene og alene etiketten, jeg valgte ud fra. Når der er frit valg, er der rum for at vælge af fjollede grunde, og nogle gange viser valget sig endda at være godt. Ud over at farverne er flotte, forestiller billedet på forsideetiketten et forelsket par i færd med at kysse (mund til mund, som sagt). Det i sig selv er jo fint. Bruger man lidt mere tid på at kigge, opdager man, at det sørme er to af samme køn, der kysser … og af forskellig hudfarve! Okay – progressiviteten slår måske ikke ud i ren og skær avant garde – for rigtig frækt ville det jo først have været, hvis det var to mænd, der kyssede. Det er helt utroligt i en tid, hvor vi bryster os af at være åh så frigjorte, hvor perplekse folk kan blive af at se to mænd der kysser. Helt så langt turde Amager Bryghus alligevel ikke at gå … endnu – det kan være det kommer, og dette er stadigvæk indtil flere skridt i den rigtige retning.

Ellers er ‘Marry me in Rio’ en Cream Ale. Der er godt nok ikke brugt fløde i brygget, men derimod ris. Hvis jeg har forstået ret, er dette bestemmende for denne øltype – så blev jeg så klog. I øvrigt er det ikke første gang, jeg prøver typen. Jeg fik også sådan én, da jeg var på pub i London.

Det er et lyst bryg uden den store skumdannelse. Duften er lækkert krydret med lige dele grannåle og søde jordbær. Voldsomheden med hvilken brygget dufter er dog noget afdæmpet. Det er ikke et bryg, der udløser sin bouquet, straks det bliver åbnet.

Brygget leverer en skarp initial bitterhed nydeligt afrundet med en luftig jordbæressens i mundhulen. Fylden er dét i brygget med mest karakter og styrke, og jeg husker i hvert fald i skrivende stund, hvordan brygget, jeg prøvede i London, føltes på nogenlunde samme måde.

Her er smagen dog væsentlig mere nærværende, og som man nyder mere af brygget træder en markant, skarp bitterhed mere og mere frem. De søde noter tager til gengæld af, mens fylden består – til gengæld undgår brygget ikke at blive en kende klæg med tiden.

Denne øltype bliver nok aldrig min favorit. Men mundfornemmelsen er om ikke andet interessant, så oplevelsen stadig er nærværende, om det så er med lidt vigende velsmag.

4-stjerner

Worthington’s Creamflow, Worthington (Rapport fra London II)

Passende navn …   2015-07-09 20.19.37

Vi er nået til den anden øl fra min lille ølrejse nede på den lokale Twelve Pins i Finsbury Park, London. Som jeg nåede at nævne, og lovede at vende tilbage til, er Finsbury Park – og for den sags skyld Islington, som det ligger lige nord for, kendt for store grupper af indvandrere.

Det er virkelig en spraglet bydel, og så vidt jeg oplevede kun på den fede måde. London er i det hele taget en multietnisk by, og Islington/Finsbury Park er den multietniske del af det i forvejen ret så multietniske London. På den korte tur fra hotellet i Wilberforce Road ad Seven Sisters Road ned til Finsbury Park Tube Station ville man se hele spektret fra den blege angelsakser, den endnu blegere irer samt englændere iført turban, hijab, kjortel eller afroflettet hår.

Måske lidt ligesom på Nørrebro. Men mere spraglet. For de repræsenterede kulturer er bare så mange flere. Og noget andet, man i højere grad oplever end noget andet sted i Danmark i hvert fald, gjorde mig endnu gladere end det spraglede i sig selv.

Folk holdt sig ikke til ‘deres egne’. Nej – den blege angelsakser kunne ses i fuldstændig afslappet hverdagsdiskussion med den hijabklædte om almindelige ting som det usædvanligt varme vejr (London-turen var en ren solferie), strejken i undergrundsbanen (som vi heldigvis fik planlagt os uden om) eller de alt for dyre børneinstitutioner (det skal de nok også blive herhjemme med den nye regering). Ikke ét ord om kultur, religion, etnicitet … bare almindelige mennesker, der på helt almindelig vis boede tæt på hinanden, og hvor den kulturelle identitet var noget man sagtens kunne være stolt af, uden at de behøvede have skyggen af negativ betydning for omgangen med andre mennesker af andre kulturer i området.

Det kunne vi lære noget af herhjemme.

Og multikulturalismen satte trumf på den sidste aften, da vi spiste på den lokale Nando’s. Alt imens vi spiste og snakkede om vores dejlige tur, henvendte en ung herre fra nabobordet – iført kjortel og særdeles sund udendørskulør sig på klingende aalborgensisk. Vi fik os en god og hyggelig snak om det gamle land, hvor vi kom fra, hvor vi havde boet, boede, og hvor vi måske snart var på vej hen. Ikke ét ord om kultur eller baggrund i øvrigt. Han var en dansker, der mødte nogle andre danskere, og derfor gerne ville snakke med dem, og vi havde det på samme måde.

En sidste oplevelse, jeg vil dele, er turen til Highgate Cemetery. Vi gik de cirka tre kilometer derop den dag der var strejke i The Tube. Karl Marx og Douglas Adams ligger begravet dér. Vi fik set gammelfars massive gravmonument, og lagt en kuglepen ved Douglas Adams’ beskedne sten – sådan som der tydeligvis er tradition for.

2015-07-09 20.18.31… og den anden øl, jeg prøvede på The Twelve Pins var en Worthington’s Creamflow. Endnu en traditionel britisk ale i den forstand, at den skænkes på kvælstof og derfor ikke indeholder lige så meget brus, som man som fastlandseuropæer er vant til. Dovent, vil mange sige, men det er nu bare engang sådan britisk øl er – lev med det.

Skummet matcher sådan nogenlunde en Guinness i konsistens og klæbrighed. Duften minder ifølge mine indtalte noter på telefonen om træ og gær. Smagen er (kunstpause) speciel … En syrlig note af citrus – lime, måske? 2015-07-09 20.31.03God fylde, som ikke er ulig fløde, for så vidt – eller også er det bare forventningen, navnet giver mig, der spiller mig et puds. Ikke desto mindre er fylden markant, selvom smagen ikke er det. Smagen synes faktisk underligt vandig, men med det forbehold, at det vand, man får ud af hanen er fortyndet, og dette er sådan vand rigtigt skal smage.

Og så alligevel ikke. Humlen er markant i eftersmagen – skarp og frisk som pilekviste om foråret, mens der så småt viser sig en sur-sød note midt på tungen. Ananaskirsebær måske?

Alt i alt er det nu en velgørende øl, selvom – eller måske netop fordi – den er svær at placere. Fylden er der ikke en finger at sætte på, og smagen er om ikke andet usædvanlig i forhold til, hvad man er vant til på kontinentet. Alene det nye, det overraskende, det at øl også kan være på den måde, gør den forsøget og oplevelsen værd.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme