Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Chili-øl

Thai Cargo, La Debauche

Jeg forstår det ikke …

Jeg slås stadig lidt med mine læsertal. Men lidt har jeg da kunnet ånde lettet op, da jeg i går aftes konstaterede, at antallet af klik på bloggen var nået op over 2.000 og dermed mere end halvvejs op til målet for måneden på 4.000, som jeg satte mig ved årets begyndelse.

Det er imidlertid svært at blive klog på læseraktiviteten. Nu fx i går, tirsdag d. 15. var dagen med næstflest klik denne måned – hele 191 – kun slået af tirsdag i sidste uge, hvor jeg nåede op på 204. Tirsdag er åbenbart en god dag at lægge vejen forbi min blog, og det uanset om jeg udgiver noget den dag eller ej.

For sidste tirsdag udgav jeg anmeldelsen af Aarhus Bryghus’ Forårsbryg, mens jeg i går ikke udgav noget. Det gjorde jeg til gengæld i forgårs, hvor jeg udgav min noget mellemfornøjede anmeldelse af Royal Unibrews ‘Anarkist European Haze‘. D. 7. september, dagen før anmeldelsen af Aarhus Bryghus’ Forårsbryg anmeldte jeg Electric Rattlesnake fra Amager Bryghus. Den kastede umiddelbart ikke mange klik af sig. Faktisk blev dagen for dens anmeldelse den mindst besøgte på bloggen i september, med 67 klik. Det er meget usædvanligt for mine anmeldelser af Amager Bryghus’ øl, der plejer at være nogle af de mest læste.

Jeg har imidlertid bemærket, at det ikke altid er samme dag, en ny anmeldelse får mest opmærksomhed. Det kan i vid udstrækning også falde dagen efter. Jeg skriver gerne en anmeldelse mandag, da den generelt er en sløj besøgsdag – for lissom at begrænse katastrofen mest muligt. Ikke at det nytter meget på selve dagen, men med lidt held kommer der et peak dagen efter i stedet.

Eller gør der nu det? I så fald burde man også forvente pæne besøgstal d. 9 september, dagen efter Forårsbrygs anmeldelse. Læsertallet falder heller ikke katastrofalt, men dette skyldes nok anmeldelsen af Kaiserdoms Helles Vollbier … tror jeg da nok. Den formåede nok at trække nogle læsere til samme dag den blev smidt på bloggen, mens effekten lader til at være taget endnu mere af dagen efter, hvor antallet af læsere er under 150.

Antal klik på bloggen 6-16 september. Electric Rattlesnake udg. 7. sep, Forårsbryg udg. 8 sep, Helles Vollbier 9. sep, St. Omer 12. sep, og Anarkist European Haze 15. sep.

Nogenlunde mening giver statistikken i weekenden, hvor St. Omer blev anmeldt om lørdagen, til umiddelbar nydelse for læserne. Den formåede til gengæld ikke at trække mange læsere til om søndagen, hvor man ellers skulle tro at læserne også har nogenlunde ro til at læse eventuelle anmeldelser, jeg smider op.

Summa-summarum. Jeg kan ikke se noget system i læserfordelingen. Nogle gange genereres læserne af en anmeldelse samme dag. Nogle gange dagen efter, og nogle gange … bare ikke sådan rigtigt i nogen særlig signifikant grad. Jeg har derfor ikke nogen særlig strategi for udgivelse af mine indlæg i løbet af ugen. Men da læserfordelingen ser ud til – i det store og hele – at være tilfældig, kan man vel lige godt argumentere for en fast anmeldelsesplan, som en fortsat afståelse fra samme.

Jeg vil overveje i de kommende dage, om jeg vil vove et forsøg med at anmelde mere systematisk på bestemte dage. Input modtages meget gerne i kommentarerne, og jeg undskylder i øvrigt for den tørre indledning på dagens anmeldelse. Men læsertal er ikke desto mindre noget, jeg som blogger bliver nødt til at forholde mig til nu og da. Men nu til dagens øl.

La Debauche har jeg haft fat i to gange på bloggen allerede, men jeg er endnu ikke nået til at lave en rigtig anmeldelse af deres øl endnu. To gange med ret kort mellemrum er jeg stødt på dem på ølfestivaler i København. Det skete sidste år, dengang for sindssygt mange år siden, hvor ølfestivaler stadig var noget, der blev afholdt. Nu om dage, er det noget, der hele tiden bliver aflyst eller udskudt.

Ja, det føles længe siden, vi havde en verden, der fungerede nogenlunde normalt. Men det er ikke kun Coronavirusset, der har vendt op og ned på verden. Californien står i flammer, og resten af USA står med en præsident, der vil gøre alt for at snyde sig til genvalg, formentlig med endnu større globale katastrofer som konsekvens.

Så det skal nok komme til at gøre rigtig meget mere ondt. Og om det nogensinde kommer til at gøre godt igen? Derom har i hvert fald jeg min tvivl.

Men tilbage til bryggeriet – franske La Debauche. Ordet har sin ækvivalent på engelsk – debauchery – som ikke sådan lige lader sig oversætte til dansk. Men ‘dekadent vellystighed’ eller ‘liderlighed’ finder jeg selv en rammende, omend – indrømmet – ikke videre mundret oversættelse. Dekadente er eksperimenterne i hvert fald. På Copenhagen Beer Festival 2019 bød bryggeriet på traditionel Kriek og Stout tilsat mandelmælk. På DØE’s Ølfestival i Lokomotivværkstedet senere på året havde de nærværende øl på programmet, og det var der min hyppige medsmager Marcus var så venlig at købe den til mig … altså endnu en øl, der har fået lov at stå i noget tid. Men det kan man godt, når det er mørkt øl, det drejer sig om. Ikke mindst alkoholvolumen på 11%.

Brygget indeholder ingredienser nok til at give en traditionel tysk brygger to hjertestop samtidig. Gurkemeje, citrongræs, grøn chili, galanga, kokosnød og lime. Desuden stammer en del af malten fra ris. Oprindeligt havde jeg tænkt mig at lave en video med afprøvningen af brygget, men da min gode ven på nettet, Geoff Breeze aka Godless Scummer inviterede mig og nogle andre online venner ind til en livestream i søndags, tænkte jeg at det da også talte som en slags video. Så der blev den behørigt nydt til senere anmeldelse her.

På streamen kan man observere mig holde flasken under næsen i rigtig lang tid. Jeg sidder faktisk og sniffer øllets fine em af velanrettet thai-middag med lige dele fryd og begejstring. Rent lugtesalt, der næsten gør duftoplevelsen i sig selv åbningen værd.

Men – skænkes skal det nu alligevel. Kulsort, tykt som tjære, og fortsat afgivende em af thaikøkken klukker det træge bryg modvilligt ned i glasset. Skummet er overraskende nok ikke særlig højt – men det skulle da også snart være det eneste, man kan brokke sig over. Den smule der er, er fortsat en ren fornøjelse at beskue, som det ligger tæt og chokoladefarvet over den tætte nat.

Aromaen trækker i en lidt anden retning; en blanding af kaffe, sødet kokos og kakao. Hvis ikke denne blanding allerede findes på hipsterkaffebarer på Vesterbro, så claimer jeg hermed ideen som min. Når jeg i fremtiden trækker royalties, tror jeg nok, at fremtid og alderdom er sikret.

Med tiden ændrer smagen en smule karakter, og lakridsnoterne sætter ind. Kakao-kokos-kaffe-blandingen omdannes nu elegant til flydende lakridskonfekt … (der var endnu en sød cocktail for hipsterne!) … for nogle vil det sikkert være alt for meget – for sødt og intenst. Men jeg elsker det, og vil bare have mere …

… og der er det så, at der dryppes en lille smule malurt i bægeret – eller rettere; lidt for meget chili. Det starter med en skarp kant, som man intuitivt opfatter som alkohol. I begyndelsen føles det som cognac, så som tequila – og så vidt er det fortsat en spændende, underholdende og nyskabende fornøjelse. Men nu træder chilien alligevel lidt for meget frem. Den begynder at brænde en anelse på tungen, og træder derfor ud af den ellers vellystige, spraglede og ganske rigtigt dekadente aromakomposition. Den ender som en bismag frem for en af mange ting, der velsmurt leverer en ellers perfekt koreografi.

Men det er en skønhedsfejl – allerhøjest. Brygget er mere end oplevelsen værd, og en knivspids (højest) for meget chili dræber bestemt ikke begæret efter mere …

Chili Tripel, Midtfyns Bryghus (Fødselsdagsølsmagning 2016 VI)

2016-11-05-21-59-27Bedre på flaske …

Allerførst en berigtigelse. Jeg har tidligere rost men hyppige medanmelder Gedveds meritter som marathonløber. Men jeg er vist kommet til at give det indtryk, at Gedved kun har løbet Copenhagen Marathon to gange – sidste år og i år, men det er forkert. Helt forkert. Gedved har løbet Copenhagen Marathon tre gange. Første gang var i 1992 – endnu tre år før jeg mødte Gedved for første gang. Dengang løb han i tiden 4:31:44 mod 4:08:51 i 2015. Alderen er åbenbart ikke kommet i vejen på de 23 år, der gik imellem. Gedveds personlige rekord er i øvrigt 3:50:46, sat i Altbierens hjemby, der så vidt jeg kan Wikipedia’e mig frem til, er Düsseldorf.

Så skulle det vist være sat på plads.

Jeg indrømmer blankt, at der er blevet længere mellem anmeldelserne. Årsagen er den enkle, at jeg har været meget optaget af mit store julekalenderprojekt på min anden blog, Spelt-segmentet. Det kommer næppe som den store overraskelse, at 2. del så dagens lys i dag. Nåede man ikke starten, kan den ses her. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at julekalenderen i skrivende stund ikke er gjort færdig endnu – og jeg vil helst være helt færdig med den, før jeg sådan for alvor går i gang med øllene igen. Weekenden åbner for en mulighed for at få gjort netop det – men hvis jeg kender mig selv ret, skal jeg nok blive forsinket alligevel …

Men mit fødselsdagsarrangement skal i hvert fald ikke hænge i Limbo længere. Det næste punkt på programmet aftenen før min fødselsdag, der efterhånden føles som meget lang tid siden, var Midfyns Bryghus‘ Chili Tripel, som jeg havde prøvet fra fad på Copenhagen Beer & Whisky Festival i august. Der hersker en udbredt fordom om, at øl altid er bedst fra fad. Det er imidlertid ikke altid tilfældet (Spoiler! Netop den pointe vil kunne udledes af dette indlæg) og derfor var jeg heller ikke lunken ved tanken om en triviel gentagelse af oplevelsen fra ølfestivalen, der altså bestemt ikke var helt oppe at ringe.

Tværtom skulle det højorange bryg snart vise sig at blive aftenens overraskelse. Da brygget valgte ikke at dufte af særlig meget blev der hurtigt skredet til smagning. At brygget fra start valgte at yde en fyldig sødme af honning og mørk sirup kom bag på os alle. En blød, rund maltkrop der var noget så rar at lade balancere på tungen, for så at lade den vælte rundt i hele mundhulen til mere end bare almindelig velbehagelighed.

Som Marcus bemærkede, er navnet næsten overkill. Brygget skulle ikke være navngivet ‘Chili Tripel’ da man derved får den opfattelse, at det smager meget af chili. Men i stedet for at svitse mundhulens slimhinder af, demonstrerer brygget aldrig så fint hvad det er, chili kan ud over at brænde.

“Chilien er en bagstopper, der både understreger Tripel-sødmen, men også forhindrer den i at blive kvalm. Den er en perfekt gennemført øl og ikke en gimmick-øl, hvor man bare har tilføjet chili fordi man kan. Brygget er en Tripel med chili og ikke en chili-øl.”

Marcus tilføjede – lidet overraskende – at den var den bedste chili-øl, han nogensinde havde prøvet.

Gedved var ikke mindre begejstret. Ud over at mene, at han kunne ane aroma af jordbær, bemærkede han, at brygget også varmer godt ned gennem halsen. Dér smager man faktisk chilien, men igen ikke så meget som en skarpt brændende smag, men derimod netop som en rar varme, der endda fortsætter et stykke tid nede i centrum af kadaveret. Men aldrig i en grad så det bliver bare antydningsvis ubehaveligt.

Om dette lille mesterværk, der muligvis har vundet på dels at blive tappet på flaske, dels at få lov at stå et par måneder, var vi rørende enige om karakteren. Det blev til tre gange …

5-stjerner

Chokolade & Chili Stout, Ørbæk (Kvicklys Ølfestivalg 2016 V)

2016-05-24 18.32.01For meget chili, for lidt øl …

Ørbæk leverer med sin Chokolade & Chili Stout suverænt det mørkeste bryg ved Kvicklys Ølfestivalg i år. Visuelt en mere end værdig repræsentant for genren med konsistens som råolie, mørke som beg og tæthed som tjære. Dertil kommer det høje, brune skum – cremet og kun meget langsomt faldende som det er, og i øvrigt heller ikke ulig olie, da det nok så lystigt glider ned i brygget når det langsomt opløses, i stedet for at klæbe til glasset.

Så kan det vel næsten heller ikke blive bedre, hva’?

Fuldstændig rigtigt. Efter den veldrejede visuelle indledning går det faktisk kun én vej, og det er ned ad bakke. Allerede i duften spores det vand, som farve og viskositet ellers mere end antydede, var fordrevet og erstattet af tyktflydende, urene olier. Bevares, kaffearomaen er der da, selvom mængden af bønner klart er for lille, mens den lette snert af lakrids kun giver fjerne mindelser om den tjære, som brygget visuelt havde forjættet.

Chokolade og/eller chili er der på dette tidspunkt ikke meget at spore af. Jeg går lidt og håber, at Ørbæks øl udgør de sidste krampetrækninger for en alt for omsiggribende tendens til at putte chili i alt, uden at det nødvendigvis gør det, chilien kommer i, bedre. Dette gælder især for øl, der kun meget sjældent har gavn af krydderiet, og til gengæld alt for ofte lider skade af det.

Det kan også være, at tendensen lever i bedste velgående, og at jeg blot har overset dens sejrsgang, mens jeg nød de mange specialbryg, jeg fik til min fødselsdag, af bryggeriforeningen m.fl. siden sidste efterår. Ingen af dem var med chili, og hvor meget jeg ellers elsker det krydderi, har jeg ikke savnet det i øllet.

Alle tendenser til olie, beg og tjære lukkes og slukkes i det moment brygget kommer inden for mundhulens rammer. Øjeblikkeligt bemærker man, at øllet føles meget mere vandigt, end det visuelt lader antyde. Det er ganske ufyldigt, og smager af halvtynd kaffe, blandet op med en anelse mindre tynd kakao. Snart træder chilien til, først idet den nogenlunde efter planen understreger chokoladen, men siden idet den træder frem som et selvstændigt smagselement …

Og det er her, chilien gør alt det imod øllet, der så tydeligt viser, at´chili ikke har noget at beskaffe i det medie. Brygget ender med kun at smage af chili. Det brænder nok så lystigt på tungen, så det ville have været en fryd, hvis det ellers var det, man havde lyst til. Det er det imidlertid ikke. Man havde lyst til øl – humle, malt, bitterhed, syrlighed, sødme – i dette tilfælde især det sidste, for det var det, man blev lovet af bryggets navn. I stedet brænder brygget som en mundfuld chili sin carne – en ikke særligt velkrydret chili sin carne endda.

Men så blev man da i det mindste mindet om endnu engang, hvorfor der ikke skal chili i øl.

2-stjerner

Synes du til gengæld, at chili i øl er mægtigt, ville dette bryg næppe være en dårlig ide at stemme på på oelfestivalg.dk

Chili Klaus Ghost, Midtfyns Bryghus (Humle-Hængeparti III)

2015-06-05 19.15.09Det kan åbenbart fungere …

Efter den nogenlunde indledning og den skuffende fortsættelse måtte vi prøve et eller andet, der som minimum kunne levere en eller anden form for oplevelse. Valget faldt på et bryg, som Midtfyns Bryghus har skabt sammen med den noget hypede Chili Klaus.

Jeg kan som bekendt godt lide chili, men i øjeblikket skal det puttes i alt, ligesom lakrids for ganske få år siden, og det er så småt begyndt at hænge mig noget ud af halsen. Øllene er som bekendt ikke gået ram forbi. Så sent som da Kvickly sidst kylede øl efter mig skulle jeg arbejde mig gennem én i en efterhånden længere række af større og mindre skuffelser. Rigtig godt har det i hvert fald aldrig været, og som hovedregel har chilien været dårlig integreret og på en underlig måde smagt ved siden af øllet, hvis ikke den ligefrem har overdøvet det.

Forventningerne var ikke anderledes ved denne øl, der er krydret med, hvad der angiveligt skulle være verdens stærkeste naturligt dyrkede chili. Den benævnes ifølge etiketten ‘Ghost’ fordi sjælen kortvarigt skulle forlade kroppen, når man spiser den – så stærk er den. Så selvom brygget måske ville smage for lidt af øl, og for meget af chilien, kunne chilien måske undtagelsesvis i sig selv udgøre en oplevelse.

Brygget skummer kun svagt, men er til gengæld nydeligt appelsinfarvet iblandet højrøde noter, der i det ufiltrerede bryg spiller flot op mod det orange. I duften mærkes chilien såmænd også, men den er overraskende tilbagelænet i betragtning af advarslerne på etiketteksten. Et øjeblik frygtede jeg, at der blot var tale om noget uinteressant chilivand, men det måtte smagningen jo afgøre.

Brygget indleder ganske blidt. Det er fyldigt, fløjlsblødt i mundfornemmelsen, og formår endda smage lidt af sød honning. Snart sætter chilien ind, og den kan bestemt mærkes, men brygget vedbliver med at være fyldigt. På den måde bliver det ved med at føles som øl og ikke bare en væske med chili i. Chilien i sig selv formår faktisk også at smage og ikke bare brænde. Den er kraftig – ja, men også rund i smagen, og fyldig, hvilket nok er øllets skyld.

På den måde formår chili og øl faktisk at arbejde sammen og gå op i højere enhed. Det er både en rar og velsmagende øl, og den river rigtig godt i brystkassen, når man synker den. Igen brænder det ikke bare, det føles også godt.

Et vellykket eksperiment udi alternativ ølkrydring, der ikke desto mindre stadig er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at chili ikke gør sig godt i øl. Desuden er brygget dyrt – kr. 43 for en halv liter er alligevel i den pebrede (undskyld, jeg kunne ikke lade være) ende.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme