Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Brown Ale

Max Brown Ale, Bryghuset Winther & Bargholz

Mon bolsjerne er bedre?

I fredags var det tid til endnu en ølsmagning med min gode ven Marcus. Desværre havde værten landet sig en infektion, der skulle slås ned med medicin, der angiveligt havde antabus-effekt. Altså ingen øl til Marcus.

I stedet kunne hans tvillingebror Joachim, der tilfældigvis kom forbi, agere stand ind … hvis det da ikke lige var fordi Joachim ikke kan døje de mørke, stærke øl, der som sædvanlig var på programmet. Det kan passende noteres her, at tvillingerne ikke er enæggede. Således var Joachim leveringsdygtig i lange tirade om alt det, der var galt ved mørkt, sødt øl i almindelighed, og de konkrete øl, der blev knappet op i særdeleshed.

Nærværende anmeldelse og den følgende vil derfor blive holdt uden for det fortøbende tema om Marcus og mine fælles ølsmagninger. Og Joachims kommentarer vil kun blive gengivet i den grad, de er relevante.

Men here goes: Max Brown Ale er en gave, jeg modtog fra den distributør, der sikrede mig en håndfuld øl fra Munkebo Brewery forleden. (Bemærk i øvrigt, at nidstangen mod Wacken Brauerei fortsat er oppe.) Der er tale om et lille lokalt bryghus, der deler adresse med et bolsjekogeri ved navn Pinello med tilhørende butik på Søndre Strandvej i Solrød.

Bryggeren, Pia, havde selvfølgelig rigeligt med lovord til brygget, og hun mente det sad lige i skabet på alle tænkelige parametre. Forventningen var derfor høj, da det blev opknappet på Marcus’ stuebord. Det i bedste fald småtskummende, tætte og mørke bryg emmer af sød, tæt malt med noter af kaffe og karamel – så vidt så godt.

Det fine duftindtryk knækker desværre fra hinanden, når brygget kommer indenbords. Det er ikke så fyldigt, som man kunne ønske – det virker faktisk småtyndt, selvom bloggeren nu ikke skriver under på min mørktølsskyende medsmagers dom – at brygget smagte af afbruset danskvand med et pift af forgamlet citron.

At de søde toner ikke trådte ordentlig frem, idet de blev forstyrret af et ringe passende syrligt element, er en pænere måde at sige det på. Syren hidrører så vidt jeg kan vurdere fra en gærprofil, der desværre ikke sidder helt i skabet. Som Joachim i et uventet pludseligt anfald af besindighed sagde det; i stedet for at have potentiale som et syrligt-sødt bryg, ender brygget med at være surt og sødt. Det gærsure er for sig, og forstyrrer noterne af sødet kaffe, der som udgangspunkt ellers lover godt.

Og så er brygget bare i det hele taget ikke tæt og fyldigt nok. Og det er nok ikke helt løgn, at dette ikke sjældent er karakteristisk for netop brown ale. Typen ligger et ikke altid særlig veldefineret sted mellem lyst øl og stout. Det vil gerne være begge dele men ender med at være hverken enten eller.

Jeg vil alligevel give mine anbefalinger til Pinello og Winther & Bargholz videre. Lokale små initiativer som disse bør altid støttes. Og prøv endelig også bolsjerne, hvis I slår vejen forbi.

Mon ikke de er rigtig gode …

Leffe Brune/Bruin, Anheuser Busch InBev

Ikke verdensklasse …

Godt nytår på forskud allesammen. Jeg har netop med glæde konstateret, at jeg i denne måned er nået op på over 5000 kliks på min blog. Det er det største antal kliks siden bloggen fik sit eget domæne tilbage i juli 2014. Mest af alt glæder jeg mig over, at den hidtidige rekord fra juni 2016 på 4853 læsere er slået – årsagen til den tidligere rekord, var mit indlæg om, at jeg skulle skilles.

Ingen af den slags ikke-ølrelaterede digressioner er årsag til denne måneds høje læsertal. Det er derimod mine indlæg – det være sig fra indeværende måned samt mit efterhånden betragtelige bagkatalog. Jeg gik ud fra, at folk først og fremmest havde fundet frem til mine gamle anmeldelser af juleøl, men det ser faktisk ikke engang ud til at være tilfældet. Et kig på statistikken over viewede indlæg de sidste 30 dage viser ikke overbevisende mange flere klik på gamle juleølsanmeldelser end på andre indlæg.

Vel – ikke mere spekulation over det. Folk vil gerne læse min nye indlæg såvel som de gamle – jeg skal bestemt ikke klage. Til gengæld skal der lyde en kæmpe tak til jer allesammen for at klikke ind på min blog. Det er først og fremmest fordi folk gider læse de ord, jeg smider op, at jeg bliver ved det. – At smide ord op, altså.

– Og nu videre til dagens anmeldelse, der måske – måske ikke bliver årets sidste.

Det er blevet tid til en klassiker. Jeg husker Leffe Bruin som en af de alternativer, der så småt poppede op på udskænkningsstederne i årene før ølrevolutionen virkelig tog fat. I hvert fald havde de den på Grønjordskollegiets værtshus, H-18, hvor jeg tilbragte så absurd mange aftener i min studietid.

Jeg husker den som et udmærket alternativ til de hjemlige med mosevand sammenlignelige pilsnere. Ud over, at der var mere smag, var farven også mere interessant, og grummsetheden vidnede om en mere rå og upoleret form, der alle dage har tiltalt mig.

Det er siden gået op for mig, at den modbydelige altopslugende bryggigant Anheuser-Busch InBev har overtaget brandet. Det havde de måske allerede dengang, og med det i baghovedet var mine forventninger – sammen med min efterhånden brede erfaring med så mange gode bryg – at den nok ville virke noget sløj i sammenligning med, hvad jeg ellers har prøvet i tidens løb.

Det egentlig fine, mørke, beigeskummende bryg dufter ikke af meget – omend nydeligt af melasse og kaffe. Allerede nu er det, duftens fjernhed til trods, allerede over forventning.

Og smagen i endnu højrere grad så. Malt, karamel, kaffe og chokolade blander sig overraskende smagfuldt. Fylden er nydelig og vandet ikke for fremtrædende. Ja, det er faktisk ikke engang helt retfærdigt sådan at antyde, at vandet overhovedet er fremtrædende, for både smag og fylde er i højere grad så.

Det er primært en sød øl. Kaffearomaen virker som supplement dertil, ligesom mørk chokolade er så fint et supplement til – you guessed it – kaffen. Aromakombinationerne er som de skal være, brygget er fint i balance. Fylden er på plads, og man får fornemmelsen af, at brygget – på trods af gigangens fjendtlige overtagelse af brandet – næppe har lidt den store skade ved dette.

Det er selvfølgelig også i gigantens interesse at holde fast i kvaliteten, så man kan sprøjte brygget ud på markedet til en så lav pris, at man sikrer, at det er gigantens kvalitet, der bliver købt, og ikke de mindre aktørers.

Men så god er den heller ikke. Der kunne være mere sødme, mere fylde og i det hele taget mere kvalitet. At brygget smager godt og er i balance gør det ikke i sig selv til verdensklasse.

Det gør det blot godt.

Brown Ale, Svaneke Bryghus

Fizzle from the past …

Tilbage til kronologien. Jeg ville jo gerne give en god anmeldelse i julegave til læserne. På den anden side tror jeg faktisk, at de dårlige anmeldelser er mindst lige så underholdende som de gode – ja, oftest nok mere.

Og på en blog er det jo læseoplevelsen der tæller. Om det der skrives er positivt eller negativt er vel egentlig underordnet, så længe det er -holdende … (altså underholdende. Præfixet ‘under’ var -forstået i -holdende (hvor mange forstod den?))

Jeg måtte søge et stykke tid i arkivet for at sikre mig, at nærværende anmeldelse ikke blev en ufrivillig gentagelse, for jeg var slet ikke sikker på, at jeg ikke havde prøvet den før.

Det viste sig faktisk, at det havde jeg. Men dengang havde jeg blot ikke taget notater, da den havde gemt sig i en længere række af spændende ølindslag iblandet en masse hygge. Min erindring er pist væk. Til gengæld husker jeg stadig anledningen tydeligt. Vi var på besøg hos nogle af Lindas venner på Randers-egnen. De boede i en gammel gård, de selv havde sat i stand, og de var selvforsynende med det meste – herunder øl.

Tilbage til nutiden, så vi også kan få ryddet op i rækkefølgen på afprøvede øl. Jeg prøvede denne øl lillejuleaftensdag – i mangel på bedre, vil jeg tro. Jeg har en række spændende øl stående til senere anmeldelse, som jeg vel ikke ville gå i gang med, før jeg havde gjort rent bord med det, jeg trods alt ikke havde så høje forventninger til.

I sammenligning med de massive stouts, jeg prøvede op til jul løber brygget velvilligt ud af flasken ved hældning af denne. Mørket er ellers mere end på plads, men skummet hæver sig i en næsten out-of-character off-white nuance. Chokolade og en smule røg lover til gengæld rigtig godt.

Den første mundsmag afslører en del ikke-ueffen bitterhed. Straks efter mærker man den rigelige kulsyre. Tredje trin i oplevelsen er kulsyren, der straks river de gode, bitre og aromatiske takter i laser ved at være alt alt for dominerende i brygget. Nu kan man også mærke nogle fjerne rester af chokoladesødme, ligeledes spoleret af kulsyren og den for så mange, efterhånden lidt for succesfulde, bryggeriers alt for udbredte tendens til at putte lidt for meget vand i brygget.

Vandet alene er nu ikke hele problemet. Havde det bare været vandet alene, ville brygget såmænd nok have været smagfuldt nok – omend på den friske side. I forening med kulsyren er skaden imidlertid uigenkaldelig. Bitterhed og sødme er kun antydninger af, hvad de kunne have været.

Det bedste, der kan siges om øllet er vel, at det er rent. Uden tilsatte sukkerstoffer, farve eller andet fy-fy. På den anden side, har jeg længe lagt den germanske purisme fra mig, og drikker i dag gerne øl tilsat både chokolade, kaffe, krydderier og andre ting.

Det undrer mig i øvrigt ikke spor, at jeg ikke huskede denne øl, når nu jeg prøver den igen. Det er ikke en øl, man husker – ikke engang når den blev indtaget under så hyggelige omstændigheder dengang for længe siden.

I modsætning til øllet, vil jeg nok huske omstændighederne til den dag jeg dør, eller til den dag demensen tager over. Jeg håber det første.

Cascade Dark Ale, Albani/Royal Unibrew

Industri ganske vist, meeen …

Den her har været i butikkerne længe efterhånden, dagens øl. Den er en af mange specialøl brygget af Royal Unibrew for at give mikrobryggerierne konkurrence. Jeg anmelder den derfor mere i embeds medfør end af egentlig lyst, da jeg anser industribryggeriernes langsomme men sikre overtagelse af markedet for kvalitetsøl for uønsket i bedste fald.

De skulle holde sig til deres bælleøl, som de jo fortsat vil have rigeligt med godtroende forbrugere til. Den reelle fare for ølkvaliteten ligger i, at industrikonglomeraterne kan producere specialøl billigt og i mængder, hvor mikrobryggerierne overhovedet ikke kan være med. Helt godt bliver det imidlertid sjældent, men det kan toppen af industrien jo være bedøvende ligeglad med, så længe de kan puge deres fortsat mindre og mindre velfærdsbelastede mammon og så grine hele vejen ned til banken, mens de små kvalitetsbryggere må dreje nøglen om.

Jeg køber så også kun det ene eksemplar her. Det er næppe den, der gør forskellen.

Det mørke, letflydende og lyst-men-højtskummende bryg dufter overraskende kraftigt af humle. Humlen er min favorit – cascaden, og åbenbart har de undtagelsesvis ikke fedtet med den. Som industrikoncern kan Royal Unibrew selvfølgelig også opkøbe langt mere ad gangen end de mindre virksomheder – og selvfølgelig række tunge og synge drillesange ad de små, når Royal Unibrew med deres aggressive opkøb presser prisen ekstra meget i vejret for de mindre.

Det til side lover duften nu ellers meget godt, og i betragtning af, at der er tale om et industriprodukt, formentlig med et oplag på over en million, så smager det faktisk af ganske meget. Cascadehumlen minder mig om, hvorfor den er min favorit med sin hvasse og aromatiske krasbørstighed. Grannåle og bergamot forenes som et bittersødt modspil til en bund af sød lakrids med antydning af salmiak.

Gode takter – ingen tvivl om det – til gengæld kniber det med instrumenteringen. Uden at ville sige, at der er deciderede huller i partituret, forbliver brygget et industriprojekt med den alt for velkendte lidt for store mængde vand og derfor lidt for ringe fylde. Det kunne have været vidunderligt tungt og samtidig skarpt. Det holder sig til at være jævnt smagfuldt og gedigent i stedet for – ikke en mikrooplevelse, men stadig fin nok til at betegnes kvalitet …

Og vel over industriel standard i øvrigt.

Petrus Rood Bruin, Brouwerij de Brabandere

2017-08-07 18.03.55Ikke for fortyndet …

Der var i alt tre Petrus bryg i Fakta. Ud over den uforlignelige Petrus Aged Pale, var der en Aged Red og denne Rood Bruin. De to sidstnævnte er blends af den sure Aged Pale og noget andet. I dette tilfælde en ‘Jong Bruin Bier’ – en belgisk brown ale, som jeg ud fra min nogenlunde udviklede sproglige mavefornemmelse vil gætte på ikke er lagret.

Også dette bryg skummer lystigt – offwhite og ikke kridhvidt som de 33% Aged Pale, som den indeholder. Det næsten blodrøde (og ikke brune) bryg dufter til gengæld noget mere lettilgængeligt – overvejende sødt af kirsebær og cola. Og selvom de to ting tilsammen ellers kan skabe associationer hos andre, der som undertegnede var barn i firserne, og jævnligt frekventerede butikker syd for grænsen, så dufter det nu alligevel ikke af cherry-cola.

Jeg synes cherry-cola er noget af det fæleste, man kan tænkte sig, men har en næsten lige så fæl mistanke om, at skulle jeg støde på smagen i øl, ville jeg finde det köstlich.

Det må nu vente lidt, for dette bryg smager heller ikke af cherry-cola. Til gengæld mærker man tydeligt dens sure komponent, og glæder sig øjeblikkeligt over gensynet. Her er den ikke så aggressiv. Den er jo fortyndet med den belgiske brown ale, der på forbløffende vis formår næsten at forsvinde fuldstændig i syren.

Så meget forsvinder den, man begynder at tvivle på, at oplevelsen ville have været meget anderledes, om foeder-øllet havde været fortyndet med vand.

Det var nok gået ud over alkoholprocenten. Og man må jo indrømme brygget en vis fylde, der nok kommer af de ikke overvældende, men alligevel præsente 5,5%.

Skal man sætte ord på den tiloversblevne syre, og det indtryk brown-ale’en alligevel gør, har vi nok flyttet os fra den sydtyske surkål til skandinavisk brunkål. Lidt sukker er blandet i lagen, og den er afstemt med en smule allehånde og nelliker.

Brygget er – at dømme på navnet – nok tænkt som en brown ale med et indslag af surt. Reelt er der tale om en sur øl – en aged pale, fortyndet med brown ale, selvom den procentuelle fordeling med 2/3 brown ale ellers antyder noget andet.

Den falder ud som en mere venlig og afslappet version af uforlignelige rene Aged Pale – med de deraf forventelige skavanker.

4-stjerner

Classic Ale, DTU Bryghus (Besøg på DTU Bryghus II)

2017-04-04 17.37.22Hybridbryg …

Jeg må hellere komme videre med bryggene, jeg prøvede på DTU Bryghus her i starten af sidste måned. Holdbarhedsdatoen for friskbrygget øl er ganske vist temmelig vidtstrakt, men det er min hukommelse – og lyst til at gemme på anmeldelser til gengæld ikke. Så hermed videre til bryg nr. 2 …

Lidt eksperimenterende er de nu alligevel der på DTU Bryghus i Lyngby. Efter den forfriskende pilsner gik vi over til noget, der var lige en tand mørkere – en classic. Brygmester præsenterede den som en classic pilsner – en undergæret øl af wienertypen – en wienerklassiker er man næsten fristet til at kalde den.

Men helt så simpelt var det alligevel ikke. Undervejs kom brygmester i tanker om, at øllet jo faktisk var overgæret. Til gengæld var humlen ganske rigtigt af classic-typer; Northern Brewer og Magnum. Malten var af typen Caraffa – et letristet sag, der bestemt gav brygget lød som en classic – hvis ikke mere end det. Men det er som bekendt brygtemperaturen, der bestemmer øltypen, og her var der altså ikke nogen tvivl. Navnet Classic Ale hentyder altså dels til ingredienserne, der er typiske for wienertypen, mens gæren uigenkaldeligt gør brygget til en ale.

Hybridresultatet er ikke desto mindre interessant, endskønt den initiale chokoladeduft var noget svag i karakteren. Det skyldtes nok en serveringstemperatur under niveauet for, hvornår jeg vælger at cykle i shorts – dvs. under 8 grader. Men det er en anden historie. Al aroma er gemt i smagen – og det er jo også der, den hører til, så bouqueten ikke render med hele oplevelsen. Pikant chokolade og kaffeimpression samt fylde af blød, sød nougat. Der er lækker balance mellem sødt og bittert, og ikke for lidt i smagsstyrke.

En veldrejet lille aromapakke med det hele, der oven i købet er letflydende nok til at oplevelsen ikke bliver overvældende. Alt det gode fra mørke ales samlet i ét.

For selvom det måske nok er et hybridbryg minder den mest om det den er – en mørk ale, snarere end en klassisk pilsner, og det er også bedst sådan.

4-en-halv-stjerne

Vestfyen Premium Chocolate Brown, Vestfyen

2017-01-19 17.48.19Water, water, every where …

… skrev Coleridge i sit berømte digt fra 1798 ‘The Ancient Mariner’. “Nor any drop to drink” fortsætter det, og hvor man med denne øl helhjertet kan relatere til første linje, kniber det lidt med den næste.

For meget kan man sige om Vestfyens Chocolate Brown, del af den relancerede Vestfyen Premium-serie, der sælges for billige penge i Fakta for tiden. Men udrikkelig er den trods alt ikke.

Vandig, vandfyldt, våd og vandet er den til gengæld så afgjort. Man risikerer i hvert fald ikke at gå tørstig fra det tomme glas. Og det er vel nok alt godt, der er at sige om brygget. Der er ellers ikke sagt (eller skrevet) meget om brygget endnu i indeværende indlæg – der er rigeligt tilbage at berette om, men næppe længere noget kønt.

Hvis man kan lide farven sort, så kan man måske glæde sig lidt over bryggets kulør. Men den slatne viskositet fjerner hurtigt munterheden, ligesom det overraskende lave, næsten kridhvide skum og bryggets øvrige livløshed, der hurtigt afløser den højlydte afbrusning. Selv ikke kulsyren er noget værd at skrive hjem om, selvom det desperate men forgæves håb vækkes af skummets foregøglende knitren.

Og at brygget tidligt i skænkningsprocessen faktisk dufter nogenlunde fyldigt af mokkachokolade – lige præcis sådan som man forventer og håber – gør jo bare den efterfølgende skuffelse endnu større. Så selvom bouqueten kan få et lille smil frem, er den nedadvendte mundvigskrængning, som skuffelsen medfører også dét større.

Den neutrale, nøgterne og tørre (meget u-apropos dette bryg) konstatering, at brygget ikke smager grimt – idet almindeligt postevand ikke smager grimt – er heller ikke at regne for noget gunstigt udsagn. Det mindste man kan forlange af et nydelsesmiddel, må vel være, at det ikke smager grimt, men nogenlunde af det, det intenderer at være.

Med netop det kniber det altså voldsomt i dette tilfælde. Lidt diffus kaffebitterhed der fjernt kan anes ved gummerne er al den aroma brygget byder på. Så tynd kaffe, at det lige så godt kunne være postevand. Som om brygget vil håne og tirre én ved at indgyde følelsen af noget rart, man så bliver inderligt snydt for.

Øv og tak for – nej ikke fo kaffe – for ingenting. Ingenting overhovedet.

1-halv-stjerne

BB Økologisk Julebryg, Bryghuset Braunstein

2017-01-06-18-57-20Jævnt sødt – især jævnt …

Gad vide, hvor længe, jeg havde haft denne øl stående? Jeg tror faktisk, det var én, min tidligere hustru i sin tid havde fået, og som hun havde opgivet nogensinde at få drukket, hvorefter hun lod mig få den med da vi gik hver til sit. Eller var det én Gedved havde med engang – også fra før skilsmissen, som jeg vist egentlig havde lovet, jeg ville prøve sammen med ham?

Jeg er ikke meget i tvivl om, at jeg i hvert fald har haft den liggende fra før jeg flyttede til Brønshøj. Sandsynligheden taler dermed for, at den er helt tilbage fra forrige jul. Julen 2015 varede ikke bare til påske, men helt til efter julen 2016.

Et kig på holdbarhedsdatoen viser imidlertid 07/15 – altså er brygget faktisk helt tilbage fra julen 2014 … og det opdagede jeg ikke engang før brygget for længst var drukket. Den jul varede altså mere end to år! Og jeg der ellers sagde at overløbet fra julen ikke var særlig stort. Vel, det er det jo sådan set heller ikke, for der er vitterlig fortsat ikke mange juleøl til overs. Det har blot været uventet langt.

Jeg kan afsløre, at alderen næppe har haft nogen stor negativ indflydelse på det mørke bryg. Godt nok var der en masse gas, brygget skulle af med. Det var noget af en tålmodighedsprøve at skænke, idet skummet rejste sig som den mest genstridige marengsmasse over glasranden – gentagne gange, når blot der blev skænket en lille smule. I lyset af bryggets mørke, er skummet ellers ganske lyst – praktisk taget hvidt, mens selve øllet er dystert som den mørkeste vinternat uden sne.

Duften byder på lifligt søde noter af relativt mørk chokolade og krydrede noter af nelliker. Det julede er dermed på plads, og der er ikke den mindste antydning af forældning eller fejlgæring ud over det noget genstridige skum. Heller ikke i smagen finder man negative spor af alderen. Brygget føles fløjlsblødt – næsten vinøst på tungen, og det kunne meget vel være alderen, der havde rundet fylden af. Smagen er fortrinsvis sød af chokolade.

Mild og rar chokolade, men af en bedre kvalitet end det industrielt udstandsede tyske mælkechokolade, der oversvømmer butikkerne op til jul. Men mild og rar og ganske ufarlig, om ikke uengageret, så i hvert fald uprovokerende.

Og det kunne måske også skyldes alderen. Den har måske tabt lidt af intensiteten i smagen, om mundfylden til gengæld måske er blevet en kende mere elegant. Jeg kan jo for så vidt ikke vide det, men forholder mig til de aldringskaraktertræk, jeg har hørt om fra andre bloggere.

Syre og ilt er brygget heldigvis fuldstændig forskånet for. Op på vilde, stormfulde højder når brygget i kraft af sin aldring nu heller ikke, formentlig fordi udgangspunktet næppe har været voldsomt langt over jorden til at begynde med.

3-en-halv-stjerne

Foxy Brown, Ugly Duck Brewing (Fødselsdagsølsmagning 2016 IV)

2016-11-05-21-24-18

I det mindste lidt dunklere …

På den hjemlige front, har mit kæledyr – en lille kongepython ved navn Vladimir Bekhterev – omsider spist for første gang. Der skulle levende mus til, viste det sig. Jeg har før haft slanger, kornsnoge nærmere betegnet, og de er nærmest altædende.

Men kongepythoner – not so much. Og hvorfor fortsætter jeg mon fødselsdagsølsmagningen med at udbrede mig om mine kæledyr? Aner det ikke – faktisk har jeg i skrivende stund ingen undskyldning, endsige glidende overgang til anmeldelsen i baghånden.

Men hvorom alting var, bevægede vi os så småt over i det dunklere, trægere og sødere – eller det var i hvert fald planen. Det næste indslag var således en Brown ale, aftenens andet indspark fra Ugly Duck Brewing. Dunkelt var det i hvert fald – nydeligt brungrumset, som en kop vegansk (altså uden mælk) kakao med bundfald. Sødmen kunne der også sættes flueben ved. Vanille blandede sig kækt med mørk chokolade.

Og chokoladen gik i den grad igen i smagen. Det er i grunden længe siden, at jeg har smagt en brown ale, hvor chokoladen sådan trænger igennem. Den søde, lette og alligevel gennemtrængende aroma gav mig faktisk et flash back tilbage til mine tidligste dage som blogger, dengang jeg kunne blive så begejstret for Bryghuset Braunsteins Brown Ale, at jeg gav den 6 stjerner. Det ville jeg bestemt ikke give den i dag, ikke mindst fordi jeg sværger at jeg ikke bare selv er blevet mere kritisk, men også at hint bryg er blevet ringere.

Men begejstringen mærkede jeg en flig af igen. Og den blev for så vidt delt af medsmagerne. Marcus glædede sig især over, at den ikke blev hverken for sød eller for tung (nå, der røg trægheden. Den må vi se, om vi kan finde på et senere tidspunkt): “Man kan godt drikke flere af den – en hel kande måske.” Det var vist også på dette tidspunkt, at Marcus erklærede sin – i ølverdenen vist ikke særlig kontroversielle – kærlighed til Limfjordsporter. Og med mindre man er Nordjyde, så kan hin fyldige, men bestemt også noget træge porter også blive for meget efter nummer 3.

“Chokolademousse var også det, jeg kom til at tænke på” erklærede Gedved, uden dog ellers at være videre imponeret. Nogle mennesker er ikke så meget til sødt øl. Vel – så er der mere sødt øl til os andre, i dette tilfælde Marcus og jeg selv.

Gedved:

3-stjerner

Marcus:

4-stjerner

Kaj:

4-stjerner

Yuri Gagarin – Brett de Noël, Kongebryg/Rocket Brewing

2016-08-08 18.35.55Broget og helstøbt …

Trængslerne med at kategorisere Kongebrygs øl fortsætter. Også dette bryg betegner bryggeriet som en ukendt stilart, og det på trods af – eller måske netop fordi – det er et samarbejdsbryg mellem bryggeriet på den nu nedlagte kaserne i Næstved og Rocket Brewing – et bryggeri i Haslev, der har specialiseret sig i syrlige øl. Man kunne ellers forestille sig, at når der var hele to bryggerier til at bestemme stilarten, burde der være arbejdstimer nok til rådighed. På den anden side er der også flere kokke involveret, der alle sammen lige skal have dén ingrediens med, og dén … og dén og dén og dén

Så kan det hurtigt blive kompliceret.

Untappd angiver den til at være en ‘Saison’ og RateBeer som en ‘Belgian Ale’. En saison er den alt  for kraftfuld til at være, så den tror jeg ikke på. Belgian Ale-betegnelsen forekommer mig at være en gummikategori til en masse øl, man ikke aner, hvordan man skal kategorisere, og så er vi jo sådan set næsten ligevidt.

At det er en ale er jeg til gengæld ganske sikker på, er rigtigt. Og så er vi da nået et stykke af vejen. Desuden er løden ovre i det brungrumsede, så i mangel af bedre har jeg besluttet mig for at kalde den en Brown Ale. Døden skal jo have en årsag, eller noget …

Til gengæld kan jeg allerede nu afsløre, at brygget – trods flere kokke – bestemt ikke er fordærvet.

Brygget er jo faktisk et gensyn fra ølfestivalen i lokomotivhallen. Jeg siger helt bevidst gensyn, for som man vil kunne læse i indlægget, hvis man scroller ned til den sidste øl, jeg prøvede – “Solbær Sour”, så fik jeg faktisk denne at se, men uden at prøve den, da den var udsolgt.

Jeg har stadig ikke helt tilgivet grafikeren bag etiketten for ikke at bruge rigtige kyrriliske bogstaver, men latinske, der strategiske steder er spejlvendt. Skrifttypen, farvesammensætningen og ikonografien er til gengæld som hentet ud af sovjettiden, så der har grafikeren gjort arbejdet godt.

Over det brunorange bryg knejser en nydelig gylden flødetop. Det afgiver en aromatisk frugtig bouquet af umodne æbler, syrlige svesker og sødme af karamel på en bund af insillage og hestestald. Det er im Ernsten ment som ros og intet andet.

… og idet brygget rammer tungen går festfyrværkeriet i gang. Friske noter af halm og græs, og gærede noter af det samme branker smagsløgene på en bund af lakrids, der tæsker løs på bagtunge og brænder i næsen. En syrlig kant af brunkål (det er også en ros) yder friskhed og yderligere karakter til det i forvejen brogede bryg. Med tiden tager bitterheden til og bliver skarpere – næsten IPA-agtig i sit udtryk. Og hver gang det velkarbonerede bryg sender luft op gennem svælget fra maven mærkes den autentiske smag af aromahumler – syren- og rosenblomster, blandet med bergamotolie og bitterhed af frisk nåletræ.

De mange forskellige smage får ikke for lidt. Og som en brovten hån mod alle forventninger forbliver brygget på trods af de mange indbyrdes modstridende indtryk både veldrejet og velafstemt. Samtidig har brygget noget af den fandivoldskhed, som man umiddelbart forventer af et bryggeri, der har til huse i en nedlagt kaserne, men som måske har manglet lidt.

I stedet har man været forkælet med hjertevarme og venlighed – disse er til gengæld nedtonet lidt denne gang, men hey – it’s all good!

Men endelig er der noget øl fra Kongebryg til dem, der også godt kan lide det lidt voldsomt.

Og hvorfor lige Jurij Gagarin, spørger I? Jeg har ingen anelse. Men Bryggerne kan spørges direkte i weekenden, hvis man frekventerer livsstilsmessen ved Bernstorff Slot, hvor de har en stand.

Ved et pudsigt tilfælde vil jeg også være til stede i standen. Det kan være vi ses.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme