Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Brown Ale

Anarkist Brown Ale, Royal Unibrew/Albani

Nu har jeg aldrig …

Velkommen til julemåneden! Allerførst må jeg lige indskyde en rettelse fra sidst. Jeg fik på forsmædelig vis bildt læserne ind, at den sidste øls betegnelse som Quadruple skyldtes en firedobbelt gæring af produktet.

Det viser sig at være sludder. Betegnelserne Dubbel, Tripel, Quadrupel og eventuelt noget, der går endnu højere op (proportionelt med lix-tallet, gætter jeg på) angav oprindeligt alkoholstyrken, og altså ikke noget om, hvor mange gange øllet var gæret. Til gengæld havde jeg ret i oprindelsesstedet for betegnelserne, nemlig Belgien. Det – og mere om, hvordan man siden har forsøgt at præcisere betegnelserne kan man læse her. Martin Sundbæk Johansen skal have tak for at have lagt linket på min facebook-side, og Michael Knudsgaard, Danske Ølentusiaster, skal have tak for at have vist mere kritisk sans end jeg har kunnet mønstre, ved at åbne debatten samme sted.

Nu til dagens indlæg.

Mentalt kan læserne indsætte min sædvanlige tirade om, at jeg ser mig selv som forbrugernes blogger ind her, som forklaring på hvorfor jeg fortsat beskæftiger mig med fusionskonsortiet Royal Unibrews misvisende Anarkist-serie. Det er – kan jeg fortælle eventuelle nye læsere – så’n en embeds medfør-ting. Jeg gør det, fordi jeg føler en form for forpligtelse over for læserne, og i mindre grad for at tilfredsstille egne masochistiske fornøjelser.

Var det for sidstnævnte, jeg tog fat i denne fjerde, og foreløbig sidste i serien, ville jeg også blive slemt skuffet, for pinen ved dette bryg, måtte jeg – ærligt indrømmet – lede længe efter …

Altså … skummet over det natsorte bryg er jo faktisk ikke særlig holdbart eller prangende. Der er snarere tale om en kraftigt brusende øl, frem for en egentlig skummende én af slagsen, men selv bruset formår jo faktisk at glæde lidt, med sin lettonede gyldne lød. Og selvom det har så ganske travlt med at falde, knitrer det jo både lystigt og fornøjeligt imens. At brygget i øvrigt er aldeles letflydende er lige så oprørende som i sidste øl – Amager Bryghus’ quadrupel – hvilket vil sige ikke. Der er trods alt tale om en brown ale, og ikke en stout.

Men brown ales – dem har vi dælme ikke været heldige med … eller jeg har i hvert fald ikke. Hvor mange gange har jeg ikke åbnet en brown ale i forventning om en tæt, mørk oplevelse, og fået en uindspirerende omgang vandpjask i stedet for? Og ikke engang det kan den her brown ale finde ud af at leve op til. Ikke alene dufter brygget ganske pragtfuldt af karamel og middelmørk chokolade med en snert af røg, næh, oven i købet breder denne aldeles nydelige bouquet sig i en radius på flere fod fra flaskehalsen allerede idet kapslen letter.

Denne brown ale er bestemt ikke god til at være som brown ales er flest – og især da ikke som industrielle brown ales er flest!

Og i smagen går det ligeledes galt. Man må give Royal Unibrew, at brygget er ganske letflydende og glat mod mundens indvendige konturer – men det er stort set også det eneste, hvor brygget i sin karakter lever op til sin industriprodukt-kategori. Der er alt for meget aroma! Og ikke nok med det, der er endda tale om god aroma. En industriel brown ale skal da ikke smage af flydende lys karamel i en skal af mørk chokolade med et finurligt strejf af cognac … hvad ligner det!?

Vel, nogle gange er det åbenbart ingen pine at være ude i embeds medfør. Brygget her er vitterlig en nydelse, ikke bare de industrielle omstændigheder taget i betragtning, men bare en nydelse … Dens kombination af letdrikkelighed og sødme gør den ganske egnet til fed julemad, så uden at være tænkt som en sådan vil den gøre det godt til den stundende højtids sul. Jeg har endda reddet mig et par ekstra eksemplarer til månedens udløb.

Sidste måned sluttede med at det totalitære racistiske parti DF fik sin våde drøm om en KZ-lejr på en øde ø opfyldt. Denne måned startede meget meget smukt på bloggen som en aldeles ringe modvægt til sidste måneds politiske rædsel – men dog en modvægt, der måske kan skabe lidt lys her i den på flere måder alt for mørke tid.

Vinterbryg, A Nutty Ale, Carlsberg (Saufen mit Marcus – (oder “die Unendliche Geschichte II”) I)

‘Testikeltung øl’

I fredags var det d. 9. november 2018, og dermed var det 80 år siden, at nazistiske bøller gik gennem gaderne i Tyskland og Østrig og smadrede jødernes butikker. Glasskårene, der flød i gaderne, lagde siden navn til begivenheden; Krystalnatten. I København har man mindedes begivenheden på Nytorv de sidste mange år. Ironien var derfor tyk som krematorieos da den kvasinazistiske organisation ‘For Frihed’ kom Krystalnatsinitiativet i forkøbet, og lagde beslag på pladsen til deres eget krystalnatsarrangement. Under samme parole. Spørg mig ikke om logikken i det – jeg ser den heller ikke.

Det officielle krystalnatsarrangement for dem, der ikke syntes at en gentagelse af begivenhederne samt de efterfølgende pogromer var nogen særlig god ide, var dermed forvist til et andet sted. Heldigvis skorter det ikke på forsamlingspladser i hovedstaden, så Kultorvet lagde behørigt og mere end sufficient brolægning til arrangementet.

Jeg indfandt mig sammen med min gamle ven og medsmager Marcus – med den skumle bagtanke, at vi bagefter ville tage hjem til mit ydmyge kammer i Brønshøj, for at smage på et par af årstidens bryg … eller i hvert fald et enkelt af dem, efterfulgt af en lagret sag fra Amager Bryghus. En yderligere anledning var min fødselsdag tre dage tidligere, hvor jeg fyldte 43. Ja tænk at man skulle have en sådan holdbarhed.

Jeg gentager gerne min milde aversion over for juleøl, navnlig deres overtrufne evne til ikke at overraske, men når der sådan ryger nye produkter på markedet i et omfang så reklamerne for dem forstyrrer læsningen af online nyheder, så forventes det vel nærmest. Man bilder sig jo trods alt ind, at man er forbrugernes blogger. Men alene gad jeg ikke drikke Husbryggeriets seneste bud i en lang række af mere – og især mindre – succesfulde julebryg, dels fordi de forhandles i emballager hvis rumfang bedst deles af flere, dels fordi skuffelsen kan ramme så hårdt, at det er bedst at der er andre voksne til stede, når man forsøger.

Marcus løb altså en vældig risiko, i fald skuffelsen skulle ramme ham.

Bryggets navn alene vakte endnu før åbning associationer hos Marcus, og således blev anmeldelsens undertitel til. For ganske nylig måtte jeg ellers se mig anklaget for kun at kunne lide ‘kønsløst øl fra København’. Dette skete i en kommentar til den fæleste øl, jeg endnu har prøvet – Afskum fra Royal Unibrew, hvortil jeg svarede, at jeg ganske rigtigt foretrak øl uden synlige tissemænd og tissekoner i. Vel – brygget her må være undtagelsen, omend det mig bekendt er produceret på den oprindelige brygmatrikel i Valby. Det er dér Husbryggeriet Jacobsen-brandet fortsat brygges mig bekendt, så kritikeren under navnet ‘Per’, havde i det mindste halvvejs ret.

Skummet lægger sig irregulært og efter Marcus’ smag ikke helt tæt nok over brygget. Selv kunne jeg nu ikke klage, idet jeg også nød dets matchende gyldne lød over det nøddebrune bryg. Med risiko for at gå unødigt langt med de tvetydige ordspil, vil jeg anføre, at nøddetemaet synes gennemtrængende i brygget.

I duften forekommer det til gengæld kun nærværende i det omfang som brygnavnet gav forventning om. Ellers indgår en vis karamelsødme, som mindede Marcus om A-Z Ale no. 16 i den industrielle udgave fra Vestfyen (den offentlige hemmelighed om den emballerede A-Z kontra den direkte fra Refsvindinge leverede variant på fad, havde jeg kort forinden indviet ham i).

Smagen lagde i et noget større omfang op til debat. Overordnet enedes vi om en note af valnødder. Dertil fandt jeg en note af rom, og syrlighed af egetræ, som jeg ikke syntes, hører til i en Juleøl.
– “… og det irriterer mig i virkeligheden, for det hører ikke til i en juleøl, men det kommer der ofte alligevel …”
– “Det er da fuldstændig ligegyldigt hvad der bør være i en juleøl,” afbrød Marcus, “en traditionel juleøl i Danmark er Tuborgs Juleøl, og den er noget l…”
– “Du har en pointe.”
– “Hvis jeg havde været 18-19 år,” fortsatte Marcus, “så have jeg sagt ‘Nej, hvor en spændende øl’ men nu er jeg et kynisk udbrændt skrog af et menneske på 37 …”
– “Unge mand!”
– “… synes jeg ikke engang den er passabel. Jeg vil ikke bestille den på et værtshus.”

Selv vil jeg faktisk hævde, at den er bedre end Golden Naked Christmas Ale (der ironisk nok har fået en bedre karakter end jeg ville ende med at give denne – sådan kan ens smag jo udvikle sig) men alligevel ringere end deres ‘Julebock‘, der lader til at være gledet ud af produktion.

– “Det er faktisk ikke så meget valnød alligevel,” fortsatte Marcus snart, “det er brændt karamel og for meget kandis. Det er typisk for de her Jacobsen øl, at man finder en eller anden ingrediens, der passer i et eller andet omfang, og så giver man bare los af den, men stadig kun i et omfang så det færdige produkt fortsat kan sælges i 20 mio. eksemplarer …”

Og der blev talt ud af flere tangenter, herunder om man skulle gøre optagelserne af vores ølsmagninger til en podcast hvortil flere spændende navneforslag også kom op. Og det var vel omkring det tidspunkt, det gik op for os, at vi sådan kom til at tale om andre ting end øllet, fordi der i grunden ikke var ret meget at sige om det.

Jeg var egentlig glad for romindslaget, der også gav brygget noget efterklang – det var formentlig det, Marcus smagte som brændt sukker og som ikke gjorde ham godt. Til gengæld var vi enige om, at den var noget for tynd, som om smagsindtrykkene raslede rundt i lidt for meget vand. Jeg forsvarede endnu engang brygget idet jeg anførte, at det hjalp at det fik noget temperatur. Marcus mente til gengæld brygget bare blev fladt, og sådan syntes vore uenigheder blot at blive større, jo længere tid vi talte om det.

Øl er som bekendt en udmærket ting at være uenig om. For så er der mere til den der kan lide det, idet den der ikke kan lide det kan blive fri. Jeg tror ikke, jeg ved en gæsteanmeldelse før har oplevet så stor forskel på karaktergivningen idet Marcus kun havde …

… til overs for den. En nogenlunde adækvat oplevelse med visse markante skønhedsfejl reddede den …

… på min side.

Uanset hvad, var der en større oplevelse i vente som det næste. Det turde vi begge godt satse på på forhånd.

Lakridskongen, Ørbæk

End ej en Greve …

Der gik ikke mange minutter … faktisk tror jeg, at den første kommentar på mit indlæg om Ørbæks øl, Ginger Queen, faldt på rekordtid efter anmeldelsens udgivelse. I indlægget nævnte jeg, at jeg havde Lakridskongen i venteposition, og at jeg ville nå til den, når jeg – vel – nåede til den. Men læserne ville have en anmeldelse ASAP for, som læseren Martin så ærligt gengav det; “så vi ved om vi skal gå i en stor bue rundt om, eller gå direkte efter nektaren.” Med andre ord findes der altså et kontingent læsere på min blog, der anser mig for en art forsøgskanin eller mundskænk, der prøver øllene af, før andre behøver lægge smagsløg til, tillige med tid og ressourcer.

Det er en rolle jeg gerne påtager mig, og i øvrigt har påtaget mig eksplicit mange gange før. Jeg afprøver gerne øl, så andre kan være advaret og undgå dem, hvis de skulle vise sig at være rædsomme. Og skulle de være gode, vel, så behøver jeg ikke lide for folkeoplysningens skyld. Og når jeg lider, kan jeg efterfølgende tage en grusom hævn, når brygget anmeldes – jeg kan ikke tabe.

Visuelt gør brygget det godt. Det er lige så mørkt som man forventer det af et ‘kongebryg’ (ingen – gentager ingen forbindelse til det aldeles fine mikrobryggeri på den nu nedlagte Næstved Kaserne). Skummet følger godt med, tæt og højt som det er med en matchende lystbrun lød. Bouqueten har til gengæld allerhøjest status af nedre adel – måske en junker, hvis betroede besiddelser begrænser sig til nogle stillestående sumpområder i rigets mest negligerede og uvigtige udkant. For vand udgør bunden i en uinspirerende duft, hvor den vage sødme, der afslører at det trods alt ikke er postevand man står med, er så konturløs, at den dårligt lader sig kategorisere – heller ikke under ‘lakrids’.

Brygget byder på en behersket overraskelse når det smages. Det er faktisk fyldigere og med langt mere kontur end den spinkle aroma lod forvente. Maltbunden er rund og blød, bitterhed af kaffe er måske ikke ligefrem gennemtrængende, men kvaliteten af bønnerne er fin, og vandet får ikke lov at fylde for meget.

Lakridsen, eller rettere lakridsroden – for det er, hvad brygget er blevet tilsat ud over de 4 klassiske ingredienser, hverken mere eller mindre – melder sig på bagkant. Ved mandler, gane og kindtændernes gummer træder den klare og umiskendelige smag af netop lakridsrod frem. Som havde man tygget på sådan én lige efter øllet var drukket. Underligt adskilt, og derfor meget tydeligt som en bismag, der slet ikke integrerer sig i det øvrige – langt fra mislykkede – bryg, melder det sig anmassende, uskønt. Som festens smart ass der selv synes han (er det oftest) er guds gave til menneskeheden, men som pudsigt nok altid må mose sig ind i andre festdeltageres samtaler, fordi ingen gider tale med ham.

Næh, nogen konge bliver dette bryg aldrig. Lakridskongen er endnu et godt argument i en lang række for at afskaffe monarkiet og indføre en republik. Junkerstatussen skal brygget dog have lov at beholde – og måske er besiddelserne endda også af en vis klasse. Men bare til Greve eller Baron er der heller ikke nogen udsigt til, at brygget nogensinde avancerer.

Max Brown Ale, Bryghuset Winther & Bargholz

Mon bolsjerne er bedre?

I fredags var det tid til endnu en ølsmagning med min gode ven Marcus. Desværre havde værten landet sig en infektion, der skulle slås ned med medicin, der angiveligt havde antabus-effekt. Altså ingen øl til Marcus.

I stedet kunne hans tvillingebror Joachim, der tilfældigvis kom forbi, agere stand ind … hvis det da ikke lige var fordi Joachim ikke kan døje de mørke, stærke øl, der som sædvanlig var på programmet. Det kan passende noteres her, at tvillingerne ikke er enæggede. Således var Joachim leveringsdygtig i lange tirade om alt det, der var galt ved mørkt, sødt øl i almindelighed, og de konkrete øl, der blev knappet op i særdeleshed.

Nærværende anmeldelse og den følgende vil derfor blive holdt uden for det fortøbende tema om Marcus og mine fælles ølsmagninger. Og Joachims kommentarer vil kun blive gengivet i den grad, de er relevante.

Men here goes: Max Brown Ale er en gave, jeg modtog fra den distributør, der sikrede mig en håndfuld øl fra Munkebo Brewery forleden. (Bemærk i øvrigt, at nidstangen mod Wacken Brauerei fortsat er oppe.) Der er tale om et lille lokalt bryghus, der deler adresse med et bolsjekogeri ved navn Pinello med tilhørende butik på Søndre Strandvej i Solrød.

Bryggeren, Pia, havde selvfølgelig rigeligt med lovord til brygget, og hun mente det sad lige i skabet på alle tænkelige parametre. Forventningen var derfor høj, da det blev opknappet på Marcus’ stuebord. Det i bedste fald småtskummende, tætte og mørke bryg emmer af sød, tæt malt med noter af kaffe og karamel – så vidt så godt.

Det fine duftindtryk knækker desværre fra hinanden, når brygget kommer indenbords. Det er ikke så fyldigt, som man kunne ønske – det virker faktisk småtyndt, selvom bloggeren nu ikke skriver under på min mørktølsskyende medsmagers dom – at brygget smagte af afbruset danskvand med et pift af forgamlet citron.

At de søde toner ikke trådte ordentlig frem, idet de blev forstyrret af et ringe passende syrligt element, er en pænere måde at sige det på. Syren hidrører så vidt jeg kan vurdere fra en gærprofil, der desværre ikke sidder helt i skabet. Som Joachim i et uventet pludseligt anfald af besindighed sagde det; i stedet for at have potentiale som et syrligt-sødt bryg, ender brygget med at være surt og sødt. Det gærsure er for sig, og forstyrrer noterne af sødet kaffe, der som udgangspunkt ellers lover godt.

Og så er brygget bare i det hele taget ikke tæt og fyldigt nok. Og det er nok ikke helt løgn, at dette ikke sjældent er karakteristisk for netop brown ale. Typen ligger et ikke altid særlig veldefineret sted mellem lyst øl og stout. Det vil gerne være begge dele men ender med at være hverken enten eller.

Jeg vil alligevel give mine anbefalinger til Pinello og Winther & Bargholz videre. Lokale små initiativer som disse bør altid støttes. Og prøv endelig også bolsjerne, hvis I slår vejen forbi.

Mon ikke de er rigtig gode …

Leffe Brune/Bruin, Anheuser Busch InBev

Ikke verdensklasse …

Godt nytår på forskud allesammen. Jeg har netop med glæde konstateret, at jeg i denne måned er nået op på over 5000 kliks på min blog. Det er det største antal kliks siden bloggen fik sit eget domæne tilbage i juli 2014. Mest af alt glæder jeg mig over, at den hidtidige rekord fra juni 2016 på 4853 læsere er slået – årsagen til den tidligere rekord, var mit indlæg om, at jeg skulle skilles.

Ingen af den slags ikke-ølrelaterede digressioner er årsag til denne måneds høje læsertal. Det er derimod mine indlæg – det være sig fra indeværende måned samt mit efterhånden betragtelige bagkatalog. Jeg gik ud fra, at folk først og fremmest havde fundet frem til mine gamle anmeldelser af juleøl, men det ser faktisk ikke engang ud til at være tilfældet. Et kig på statistikken over viewede indlæg de sidste 30 dage viser ikke overbevisende mange flere klik på gamle juleølsanmeldelser end på andre indlæg.

Vel – ikke mere spekulation over det. Folk vil gerne læse min nye indlæg såvel som de gamle – jeg skal bestemt ikke klage. Til gengæld skal der lyde en kæmpe tak til jer allesammen for at klikke ind på min blog. Det er først og fremmest fordi folk gider læse de ord, jeg smider op, at jeg bliver ved det. – At smide ord op, altså.

– Og nu videre til dagens anmeldelse, der måske – måske ikke bliver årets sidste.

Det er blevet tid til en klassiker. Jeg husker Leffe Bruin som en af de alternativer, der så småt poppede op på udskænkningsstederne i årene før ølrevolutionen virkelig tog fat. I hvert fald havde de den på Grønjordskollegiets værtshus, H-18, hvor jeg tilbragte så absurd mange aftener i min studietid.

Jeg husker den som et udmærket alternativ til de hjemlige med mosevand sammenlignelige pilsnere. Ud over, at der var mere smag, var farven også mere interessant, og grummsetheden vidnede om en mere rå og upoleret form, der alle dage har tiltalt mig.

Det er siden gået op for mig, at den modbydelige altopslugende bryggigant Anheuser-Busch InBev har overtaget brandet. Det havde de måske allerede dengang, og med det i baghovedet var mine forventninger – sammen med min efterhånden brede erfaring med så mange gode bryg – at den nok ville virke noget sløj i sammenligning med, hvad jeg ellers har prøvet i tidens løb.

Det egentlig fine, mørke, beigeskummende bryg dufter ikke af meget – omend nydeligt af melasse og kaffe. Allerede nu er det, duftens fjernhed til trods, allerede over forventning.

Og smagen i endnu højrere grad så. Malt, karamel, kaffe og chokolade blander sig overraskende smagfuldt. Fylden er nydelig og vandet ikke for fremtrædende. Ja, det er faktisk ikke engang helt retfærdigt sådan at antyde, at vandet overhovedet er fremtrædende, for både smag og fylde er i højere grad så.

Det er primært en sød øl. Kaffearomaen virker som supplement dertil, ligesom mørk chokolade er så fint et supplement til – you guessed it – kaffen. Aromakombinationerne er som de skal være, brygget er fint i balance. Fylden er på plads, og man får fornemmelsen af, at brygget – på trods af gigangens fjendtlige overtagelse af brandet – næppe har lidt den store skade ved dette.

Det er selvfølgelig også i gigantens interesse at holde fast i kvaliteten, så man kan sprøjte brygget ud på markedet til en så lav pris, at man sikrer, at det er gigantens kvalitet, der bliver købt, og ikke de mindre aktørers.

Men så god er den heller ikke. Der kunne være mere sødme, mere fylde og i det hele taget mere kvalitet. At brygget smager godt og er i balance gør det ikke i sig selv til verdensklasse.

Det gør det blot godt.

Brown Ale, Svaneke Bryghus

Fizzle from the past …

Tilbage til kronologien. Jeg ville jo gerne give en god anmeldelse i julegave til læserne. På den anden side tror jeg faktisk, at de dårlige anmeldelser er mindst lige så underholdende som de gode – ja, oftest nok mere.

Og på en blog er det jo læseoplevelsen der tæller. Om det der skrives er positivt eller negativt er vel egentlig underordnet, så længe det er -holdende … (altså underholdende. Præfixet ‘under’ var -forstået i -holdende (hvor mange forstod den?))

Jeg måtte søge et stykke tid i arkivet for at sikre mig, at nærværende anmeldelse ikke blev en ufrivillig gentagelse, for jeg var slet ikke sikker på, at jeg ikke havde prøvet den før.

Det viste sig faktisk, at det havde jeg. Men dengang havde jeg blot ikke taget notater, da den havde gemt sig i en længere række af spændende ølindslag iblandet en masse hygge. Min erindring er pist væk. Til gengæld husker jeg stadig anledningen tydeligt. Vi var på besøg hos nogle af Lindas venner på Randers-egnen. De boede i en gammel gård, de selv havde sat i stand, og de var selvforsynende med det meste – herunder øl.

Tilbage til nutiden, så vi også kan få ryddet op i rækkefølgen på afprøvede øl. Jeg prøvede denne øl lillejuleaftensdag – i mangel på bedre, vil jeg tro. Jeg har en række spændende øl stående til senere anmeldelse, som jeg vel ikke ville gå i gang med, før jeg havde gjort rent bord med det, jeg trods alt ikke havde så høje forventninger til.

I sammenligning med de massive stouts, jeg prøvede op til jul løber brygget velvilligt ud af flasken ved hældning af denne. Mørket er ellers mere end på plads, men skummet hæver sig i en næsten out-of-character off-white nuance. Chokolade og en smule røg lover til gengæld rigtig godt.

Den første mundsmag afslører en del ikke-ueffen bitterhed. Straks efter mærker man den rigelige kulsyre. Tredje trin i oplevelsen er kulsyren, der straks river de gode, bitre og aromatiske takter i laser ved at være alt alt for dominerende i brygget. Nu kan man også mærke nogle fjerne rester af chokoladesødme, ligeledes spoleret af kulsyren og den for så mange, efterhånden lidt for succesfulde, bryggeriers alt for udbredte tendens til at putte lidt for meget vand i brygget.

Vandet alene er nu ikke hele problemet. Havde det bare været vandet alene, ville brygget såmænd nok have været smagfuldt nok – omend på den friske side. I forening med kulsyren er skaden imidlertid uigenkaldelig. Bitterhed og sødme er kun antydninger af, hvad de kunne have været.

Det bedste, der kan siges om øllet er vel, at det er rent. Uden tilsatte sukkerstoffer, farve eller andet fy-fy. På den anden side, har jeg længe lagt den germanske purisme fra mig, og drikker i dag gerne øl tilsat både chokolade, kaffe, krydderier og andre ting.

Det undrer mig i øvrigt ikke spor, at jeg ikke huskede denne øl, når nu jeg prøver den igen. Det er ikke en øl, man husker – ikke engang når den blev indtaget under så hyggelige omstændigheder dengang for længe siden.

I modsætning til øllet, vil jeg nok huske omstændighederne til den dag jeg dør, eller til den dag demensen tager over. Jeg håber det første.

Cascade Dark Ale, Albani/Royal Unibrew

Industri ganske vist, meeen …

Den her har været i butikkerne længe efterhånden, dagens øl. Den er en af mange specialøl brygget af Royal Unibrew for at give mikrobryggerierne konkurrence. Jeg anmelder den derfor mere i embeds medfør end af egentlig lyst, da jeg anser industribryggeriernes langsomme men sikre overtagelse af markedet for kvalitetsøl for uønsket i bedste fald.

De skulle holde sig til deres bælleøl, som de jo fortsat vil have rigeligt med godtroende forbrugere til. Den reelle fare for ølkvaliteten ligger i, at industrikonglomeraterne kan producere specialøl billigt og i mængder, hvor mikrobryggerierne overhovedet ikke kan være med. Helt godt bliver det imidlertid sjældent, men det kan toppen af industrien jo være bedøvende ligeglad med, så længe de kan puge deres fortsat mindre og mindre velfærdsbelastede mammon og så grine hele vejen ned til banken, mens de små kvalitetsbryggere må dreje nøglen om.

Jeg køber så også kun det ene eksemplar her. Det er næppe den, der gør forskellen.

Det mørke, letflydende og lyst-men-højtskummende bryg dufter overraskende kraftigt af humle. Humlen er min favorit – cascaden, og åbenbart har de undtagelsesvis ikke fedtet med den. Som industrikoncern kan Royal Unibrew selvfølgelig også opkøbe langt mere ad gangen end de mindre virksomheder – og selvfølgelig række tunge og synge drillesange ad de små, når Royal Unibrew med deres aggressive opkøb presser prisen ekstra meget i vejret for de mindre.

Det til side lover duften nu ellers meget godt, og i betragtning af, at der er tale om et industriprodukt, formentlig med et oplag på over en million, så smager det faktisk af ganske meget. Cascadehumlen minder mig om, hvorfor den er min favorit med sin hvasse og aromatiske krasbørstighed. Grannåle og bergamot forenes som et bittersødt modspil til en bund af sød lakrids med antydning af salmiak.

Gode takter – ingen tvivl om det – til gengæld kniber det med instrumenteringen. Uden at ville sige, at der er deciderede huller i partituret, forbliver brygget et industriprojekt med den alt for velkendte lidt for store mængde vand og derfor lidt for ringe fylde. Det kunne have været vidunderligt tungt og samtidig skarpt. Det holder sig til at være jævnt smagfuldt og gedigent i stedet for – ikke en mikrooplevelse, men stadig fin nok til at betegnes kvalitet …

Og vel over industriel standard i øvrigt.

Petrus Rood Bruin, Brouwerij de Brabandere

2017-08-07 18.03.55Ikke for fortyndet …

Der var i alt tre Petrus bryg i Fakta. Ud over den uforlignelige Petrus Aged Pale, var der en Aged Red og denne Rood Bruin. De to sidstnævnte er blends af den sure Aged Pale og noget andet. I dette tilfælde en ‘Jong Bruin Bier’ – en belgisk brown ale, som jeg ud fra min nogenlunde udviklede sproglige mavefornemmelse vil gætte på ikke er lagret.

Også dette bryg skummer lystigt – offwhite og ikke kridhvidt som de 33% Aged Pale, som den indeholder. Det næsten blodrøde (og ikke brune) bryg dufter til gengæld noget mere lettilgængeligt – overvejende sødt af kirsebær og cola. Og selvom de to ting tilsammen ellers kan skabe associationer hos andre, der som undertegnede var barn i firserne, og jævnligt frekventerede butikker syd for grænsen, så dufter det nu alligevel ikke af cherry-cola.

Jeg synes cherry-cola er noget af det fæleste, man kan tænkte sig, men har en næsten lige så fæl mistanke om, at skulle jeg støde på smagen i øl, ville jeg finde det köstlich.

Det må nu vente lidt, for dette bryg smager heller ikke af cherry-cola. Til gengæld mærker man tydeligt dens sure komponent, og glæder sig øjeblikkeligt over gensynet. Her er den ikke så aggressiv. Den er jo fortyndet med den belgiske brown ale, der på forbløffende vis formår næsten at forsvinde fuldstændig i syren.

Så meget forsvinder den, man begynder at tvivle på, at oplevelsen ville have været meget anderledes, om foeder-øllet havde været fortyndet med vand.

Det var nok gået ud over alkoholprocenten. Og man må jo indrømme brygget en vis fylde, der nok kommer af de ikke overvældende, men alligevel præsente 5,5%.

Skal man sætte ord på den tiloversblevne syre, og det indtryk brown-ale’en alligevel gør, har vi nok flyttet os fra den sydtyske surkål til skandinavisk brunkål. Lidt sukker er blandet i lagen, og den er afstemt med en smule allehånde og nelliker.

Brygget er – at dømme på navnet – nok tænkt som en brown ale med et indslag af surt. Reelt er der tale om en sur øl – en aged pale, fortyndet med brown ale, selvom den procentuelle fordeling med 2/3 brown ale ellers antyder noget andet.

Den falder ud som en mere venlig og afslappet version af uforlignelige rene Aged Pale – med de deraf forventelige skavanker.

4-stjerner

Classic Ale, DTU Bryghus (Besøg på DTU Bryghus II)

2017-04-04 17.37.22Hybridbryg …

Jeg må hellere komme videre med bryggene, jeg prøvede på DTU Bryghus her i starten af sidste måned. Holdbarhedsdatoen for friskbrygget øl er ganske vist temmelig vidtstrakt, men det er min hukommelse – og lyst til at gemme på anmeldelser til gengæld ikke. Så hermed videre til bryg nr. 2 …

Lidt eksperimenterende er de nu alligevel der på DTU Bryghus i Lyngby. Efter den forfriskende pilsner gik vi over til noget, der var lige en tand mørkere – en classic. Brygmester præsenterede den som en classic pilsner – en undergæret øl af wienertypen – en wienerklassiker er man næsten fristet til at kalde den.

Men helt så simpelt var det alligevel ikke. Undervejs kom brygmester i tanker om, at øllet jo faktisk var overgæret. Til gengæld var humlen ganske rigtigt af classic-typer; Northern Brewer og Magnum. Malten var af typen Caraffa – et letristet sag, der bestemt gav brygget lød som en classic – hvis ikke mere end det. Men det er som bekendt brygtemperaturen, der bestemmer øltypen, og her var der altså ikke nogen tvivl. Navnet Classic Ale hentyder altså dels til ingredienserne, der er typiske for wienertypen, mens gæren uigenkaldeligt gør brygget til en ale.

Hybridresultatet er ikke desto mindre interessant, endskønt den initiale chokoladeduft var noget svag i karakteren. Det skyldtes nok en serveringstemperatur under niveauet for, hvornår jeg vælger at cykle i shorts – dvs. under 8 grader. Men det er en anden historie. Al aroma er gemt i smagen – og det er jo også der, den hører til, så bouqueten ikke render med hele oplevelsen. Pikant chokolade og kaffeimpression samt fylde af blød, sød nougat. Der er lækker balance mellem sødt og bittert, og ikke for lidt i smagsstyrke.

En veldrejet lille aromapakke med det hele, der oven i købet er letflydende nok til at oplevelsen ikke bliver overvældende. Alt det gode fra mørke ales samlet i ét.

For selvom det måske nok er et hybridbryg minder den mest om det den er – en mørk ale, snarere end en klassisk pilsner, og det er også bedst sådan.

4-en-halv-stjerne

Vestfyen Premium Chocolate Brown, Vestfyen

2017-01-19 17.48.19Water, water, every where …

… skrev Coleridge i sit berømte digt fra 1798 ‘The Ancient Mariner’. “Nor any drop to drink” fortsætter det, og hvor man med denne øl helhjertet kan relatere til første linje, kniber det lidt med den næste.

For meget kan man sige om Vestfyens Chocolate Brown, del af den relancerede Vestfyen Premium-serie, der sælges for billige penge i Fakta for tiden. Men udrikkelig er den trods alt ikke.

Vandig, vandfyldt, våd og vandet er den til gengæld så afgjort. Man risikerer i hvert fald ikke at gå tørstig fra det tomme glas. Og det er vel nok alt godt, der er at sige om brygget. Der er ellers ikke sagt (eller skrevet) meget om brygget endnu i indeværende indlæg – der er rigeligt tilbage at berette om, men næppe længere noget kønt.

Hvis man kan lide farven sort, så kan man måske glæde sig lidt over bryggets kulør. Men den slatne viskositet fjerner hurtigt munterheden, ligesom det overraskende lave, næsten kridhvide skum og bryggets øvrige livløshed, der hurtigt afløser den højlydte afbrusning. Selv ikke kulsyren er noget værd at skrive hjem om, selvom det desperate men forgæves håb vækkes af skummets foregøglende knitren.

Og at brygget tidligt i skænkningsprocessen faktisk dufter nogenlunde fyldigt af mokkachokolade – lige præcis sådan som man forventer og håber – gør jo bare den efterfølgende skuffelse endnu større. Så selvom bouqueten kan få et lille smil frem, er den nedadvendte mundvigskrængning, som skuffelsen medfører også dét større.

Den neutrale, nøgterne og tørre (meget u-apropos dette bryg) konstatering, at brygget ikke smager grimt – idet almindeligt postevand ikke smager grimt – er heller ikke at regne for noget gunstigt udsagn. Det mindste man kan forlange af et nydelsesmiddel, må vel være, at det ikke smager grimt, men nogenlunde af det, det intenderer at være.

Med netop det kniber det altså voldsomt i dette tilfælde. Lidt diffus kaffebitterhed der fjernt kan anes ved gummerne er al den aroma brygget byder på. Så tynd kaffe, at det lige så godt kunne være postevand. Som om brygget vil håne og tirre én ved at indgyde følelsen af noget rart, man så bliver inderligt snydt for.

Øv og tak for – nej ikke fo kaffe – for ingenting. Ingenting overhovedet.

1-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme