Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Brown Ale

Christmas Ale, Corsendonk

Reddet på stregen …

Udbuddet af juleøl har ladt noget tilbage at ønske i år. Ikke at der har manglet gode øl i højtidssæsonen. Der var bl.a. en formidabel vinter-IPA fra Khioskh og en nydelig røget bock fra Heller. De var bare ikke brygget som egentlige juleøl (helt uden at Dansk Folkeparti anklagede bryggerierne eller distributøren, SuperBrugsen, for femte-kolonnevirksomhed i den muslamitastiske magtovertagelse. Så har man set det med).
En håndfuld bryg, der blev brygget som juleøl blev det ikke desto mindre til. Men med dem har jeg godt nok ikke været videre heldig. De tre første famlede rundt mellem to og to en halv i karakter, og jeg skulle op i en markedsføringskaliber, hvor man lægger flaskerne i ekstra emballager, før jeg nåede op på et acceptabelt niveau.

Således også denne, ret stærke (8,1%) belgier i delestørrelse. Den blev leveret i en høj metalcylinder, som jeg nu spekulerer på, hvad jeg skal bruge til. Jeg nænner ikke rigtig at smide den væk.
Den blev nydt til, hvad jeg selv betragter som julens officielle afslutning for mit vedkommende: min medvirken i en 36 timer lang livestream-marathon, arrangeret af en af mine gode venner fra ateist-miljøet, der er kendt under navnet Purple Rhymes with Orange.
Mange ikke-troende – især i USA, hvor Purple har til huse – er alene i julen. Især når man er vokset op i fundamentalistiske kredse, hvor man ikke ser mildt på frafald. Det er andet år i træk, at marathonen blev arrangeret, og mit 2-timers bidrag kan ses her. Ideen er at give ensomme uden tro noget at samles om i juledagene, og det må siges at være lykkedes ganske godt, de mange live-kommentarer taget i betragtning.

Brygget er ganske mørkt, omend gennemsigtigt, når det holdes op mod lyset. meget restgær er der heller ikke i den. Skummet er akkurat knækket i det gyldne, klæber adækvat, men gør så heller ikke mere væsen af sig. Duften er sødlig og let alkoholisk – ligesom den initiale aroma, der slutter af med en let brændende fornemmelse i gane og svælg.
Fremturende alkohol – det kunne være meget værre. Sødmen lægger sig i det krydrede hjørne og peger i retning af tørrede figner og svesker – det er faktisk julet, og endda julet på en måde, man nemt genkender.
Samtidig er brygget dejligt letdrikkeligt og glider lige ned i løgnhalsen, hvis man glemmer at give det den tid, der skal til, for at man annammer aromaerne ordentligt. Læsere, der kender mig, vil vide, at dette gerne er min subtile måde at antyde, at et bryg godt kunne have brugt noget mere fylde og aroma, end man bydes.

Men det er nu godt nok … Beggars can’t be choosers. I betragtning af, hvor få dage der er tilbage af dette anno horribilis kunne det være gået meget værre. Hvis dette er 2020 sidste stød af ubehag, så kunne noget tyde på, at alt det modbydelige, vi har måttet døje med i det forløbne år måske – måske – så småt er ved at få en ende.
At julen afsluttes med en øl, der i det mindste er god nok er faktisk mere, end man turde forvente.

Funky Santa, Midtfyns Bryghus

Sær jul …

Funky er ikke bare en musikstil. Det er også et fuldstændig kromulent ord på engelsk, hvor det betyder noget i henretningen af ‘mærkeligt’ eller ‘uregerligt’ … fordi de der funky rytmer med den inciterende bas, bare er så uregerlige, eller noget.
Det virker jo mægtig besnærende, når der skal hentes juleøl hjem til anmeldelse. Man forventer noget nytænkning i en højtid, der er kendetegnet ved sin fastbundethed til traditioner, der for alt i verden ikke må ændres. Men forandringen kommer alligevel – for 200 år siden (rundt regnet) blev juletræet en trend. Og på en eller anden måde må det jo have maset sig ind blandt de allerede eksisterende juletraditioner.
Gad vide hvem der mon dengang fik skylden for den slags samfunds- og verdensomstyrtende anarki? Muslimerne var der jo ikke rigtig endnu til at kunne tage skraldet for den slags? Måske var det jøderne man hakkede på i stedet? Og katolikkerne! Helt sikkert også katolikkerne.

Men tilbage til øllet før jeg kryber alt for dybt ned i det kaninhul. Midtfyns BryghusFunky Santa er en brown ale brygget med hvedegær. Det skulle give brygget et krydret udtryk, hvilket jo kunne gå hen og passe helt fint til and, flæsk, svesker, brunede kartofler samt først og fremmest sovs.
Brunligt orange og med masser af gærflager tumlende rundt i sig tager det sig i hvert fald utraditionelt ud. Det samme kan man roligt sige om bouqueten – den er underligt sødt-syrlig, en smule i retning af æbleeddike. Og æbler er selvfølgelig også forbundet med julen, men ikke i en sådan sur sammenhæng.
Syren går igen i smagen, og diskvalificerer dermed hurtigt brygget som juleøl. Ananskirsebær gør sig bare ikke særlig godt på julebordet. Heller ikke selvom man i den underligt sur-søde masse hist og pist kan finde spor af nogle julerester. Tørrede figner her, pebernødder der.
Brygget har i øvrigt en nogenlunde adækvat fylde, godt hjulpet på vej af 8,5% alkohol – men slutproduktet forekommer underligt fragmentarisk og det overordnede koncept er lige så sløret og grumset som øllet selv.
Brygget er nu hverken væmmeligt eller udrikkeligt som sådan. Det er blot ubrugeligt til julebordet … og påskebordet og pinsebordet og til mortensanden og fastelavnsbollerne. Mere end noget andet forekommer det som et brygeksperiment, der ikke rigtig er lykkedes, og så har man ellers bare smækket en etiket på, der passer til den tid på året, hvor eksperimentet blev foretaget.

Det er sjældent at den slags ender så’n rigtig godt.

Økologisk Brown Ale, Skanderborg Bryghus, Far Out IV

Sidste stik …

Det kan godt være, at jeg – for at sige det mildt – ikke er meget for Skanderborg Bryghus’ pakkekoncept. ‘Far-øl’ – har man hørt noget så langt ude?

Jeg indrømmer til gengæld også gerne, at der findes aktuelle sager, der er meget længere ude end det. Udviklingen i USA ikke mindst, hvor snart sagt alle lokale politikorps springer ud som højreradikale dødspatruljer, der bare leder efter den mindste undskyldning for at tage livet af – eller som minimum invalidere – mennesker med bare et minimum af melaninoverskud, subsidiært mennesker af politisk observans, der divergerer det allermindste fra hovedkuls underkastelse samt dertilhørende numse- og støvleslikning på Donald Trump og hans bundkorrupte, kriminelle kumpaner.

Det overlagte mordforsøg på Jacob Blake, der blev skudt syv gange i ryggen i Kenosha, Wisconsin er det seneste eksempel, der er nået ud over USA’s grænser. Et rædselsfuldt eksempel på politiets politiske bias er, hvordan Kenoshas politikorps ikke bare rykkede ud med ekstremt overdreven vold mod de demonstranter, der fandt det mislykkede racistiske lystmord på Blake problematisk. Dertil kommer den højreradikale, lystmorderiske stjernepsykopat af en Trump-tilhænger, Kyle Rittenhouse, der rejste fra nabostaten Illinois, bevæbnet med en automatriffel (som han i en alder af 17 år slet ikke måtte eje) for at pløkke demonstranter ned. To blev det til; Anthony M. Huber og Joseph Rosenbaum, og helt forudsigeligt var Kenoshas højreradikale politikorps meget tilbageholdende med overhovedet at anholde Kyle Rittenhouse for dobbeltmordet.

Han bliver nok frikendt, Jacob Blake, lam fra hoften og ned som han er nu, vil nok få livsvarigt fængsel for at forsøge at bruge sin ryg til at stjæle politiets ammunition, og politibetjentenes højreradikalt motiverede mordforsøg vil nok blive kvitteret med den højeste civile og militære føderale udmærkelse …

… og så slemt er Skanderborg Bryghus’ Far-øl-koncept jo altså langt fra. Meget langt fra. Lysår fra. Parsec fra. GIGA-Parsec fra … Hvis alt øl i hele verden i fremtiden blev leveret i Far-pakker, svarende til Skanderborg Bryghus’, og man ved køb skulle underskrive en erklæring om, at man elskede konceptet så højt, at man ville udbrede det Jehovas Vidner-style med stemning af dørklokker og uddeling af pamfletter, ville jeg tilslutte mig hele pakken. Såfremt man til gengæld kunne få straffet de morderiske, højreradikale dødspatruljer, som den føderale amerikanske stat så misvisende kalder ‘politi’ for de forbrydelser mod menneskeheden, de har begået i løbet af de sidste tre århundreder.

Jeg er nået til den sidste øl i serien, men har planlagt at runde temaet afmed en konklusion – både om pakken, men også om øllene. Så helt slipper I endnu ikke for variationer over temaet. Men jeg vil dog gemme resten af krudtet til næste gang, og tage fat på øllet nu.

En brown ale – en klassiker fra ølrevolutionens barndom, der nu er blevet så mainstream, at de fleste man får fat i, virker flade og fantasiløse. Skanderborg Bryghus har ikke gjort det nemt for dem selv, pakken har bestået af to næsten ukendte typer (Münchener og Steam) samt to meget kendte (Pilsner og Brown Ale). Så udfordringen har dels været at hælde nytænkning ind i noget, alle kender til hudløshed i forvejen, samt introducere noget helt ukendt.

Mens pilsneren var en mindre katastrofe, klarer de den nu meget godt her. Ristet kaffe, karamel og antydning af krydderier behager sanserne mere end adækvat, oveni en visuel oplevelse, der med tjæresort bryg og letbrunt, højt skum bekvemt scorer vel over middel i karakter.

Bag læberne gør brygget det også godt. De samme søde, ristede – letbrankede faktisk – og krydrede noter gør sig også her gældende. Kaffe blandet op med den præcis rigtige mængde mørk karamel glider elegant sammen med nelliker og muskat.

Ingen malurt i dette bæger. Til gengæld er der, som det har været den altovervejende tendens i dette tema, en lille smule for meget vand i mixet. Man kunne have ønsket sig mere fylde og tæthed, så ville brygget her virkelig kunne nå langt, når kompositionen af aromaer er så velvalgt og velafstemt.

Så der er lige det – vandet. Det er der alligevel lidt for meget af …

Steenbrugge Brown, Palm NV

Vel over standard …

Jeg arbejder, som jeg vist har nævnt, i fiskeindustrien i Hanstholm. Her forleden fik jeg tidligere fri, og tænkte, at jeg ville bruge ventetiden på bussen konstruktivt. Så jeg spankulerede fra havnen op ad den lange trappe op ad kyståsen, for nå til det lokale indkøbscenter lidt længere oppe i byen.

På vejen kom jeg forbi den lokale Aldi. Og da var det jeg tænkte: “Hvor tit får man egentlig lejlighed til at gå i Aldi i Hanstholm?” Selv får jeg nok lejlighed til det med jævne mellemrum, nu jeg tænker over det. For nu arbejder jeg faktisk lige i nærheden. Så det var ikke tilgængeligheden, der bød mig udfordringer.

Det var mere det, at jeg i ret mange år efterhånden ikke har sat mine ben i Aldi. Af principielle årsager, primært. De behandler ikke deres medarbejdere særlig godt, hvilket er årsagen til at de kan give deres priser et ekstra nøk nedad. Samtidig har kvaliteten af deres produkter og udvalg det med at skrabe bunden fra undersiden.

Vel, jeg fandt alligevel snart mig selv snigende rundt i gangene mellem rodede spotvarer og industrielt overforædlede fødevarer, på jagt efter … wow, vildt nok, hvis i gættede det – øl! Jeg havde absolut ingen fornemmelse af, hvad Aldi havde på hylderne af billige eller knap så billige øl, men helt umuligt skulle udvalget snart – meget mod min forventning – vise sig ikke at være.

Den her kom med i kurven. En debut på bloggen for det belgiske bryggeri Palm NV. En mørk belgisk øl går sjældent helt galt, så den skulle da have chancen. Brygget går i øvrigt også under navnet ‘Bruin Dubbel’. Hvad anglificeringen i det ellers udpræget tyske supermarked Aldi går ud på, må indtil videre stå hen i det uvisse.

Et dejligt mørkt bryg er det, dunkelbrunt med højt, luftigt skum, der tager tydelig farve efter brygget. Bouqueten gør ikke meget væsen af sig – sødme af karamel og bitterhed af kaffe. Men selvom noterne måske ikke slås an forte, så lyder det nu ganske godt alligevel. Alt behøver ikke være en Allegro eller en Presto. Ind imellem er det fint med en Andante eller måske endda en Adagio.

Anderledes komplekst og kraftfuldt er det til gengæld i smagen. Så man får både en Adagio og en … vel, i hvert fald en Allegretto. Et helt stykke musik i alle tilfælde. Sødme af karamel aer blidt mens mellemristet kaffe bæres frem af en fyldig maltbund. Bitterheden slutter af med et crescendo ved mandlerne, hvor en overraskende krakilsk humle gør sin sene entre.

Dermed er den bedste brown ale, jeg længe har prøvet tilføjet kataloget.

Nogen smagseksplosion er brygget ikke. Det er en tilbagelænet sonate, med med tilpas komplekse temaer og variationer til at man aldrig keder sig, og med en fiks finale til slut, der kræver lidt aktiv lytning.

Langt over forventet Aldi-standard er brygget under alle omstændigheder. Selvom jeg fortsat ikke mener, man skal gå i det supermarked alt for tit, er den her nu et sjældent besøg værd.

Sumatra Mountain, Founders

Det var jo noget lidt andet …

UPDATE! Der er mistanke om, at brygget har været fejlbehæftet, muligvis ved at det har stået i solen før salg. Tag anmeldelsen her med et gran salt – det kan meget vel tænkes, at brygget er meget bedre end jeg her giver udtryk for.


Første skænk fra Joachim (hvis ærme man akkurat kan ane til venstre i billedet) var jo sådan set meget god. Jeg tror faktisk det er den bedste brændevinsfadlagrede øl, jeg har prøvet. Og hvis ikke, så i hvert fald næsten.

Founders er i det hele taget et bryggeri, der har gjort det mere end bare jævnt godt i bloggens levetid. Forventningerne til den næste øl under Joachims franske visit hos sin bror Marcus, hvor jeg logerede lørdag aften, var derfor vel over gennemsnitshøjden. Lidt mildere i alkoholstyrken – 9% i stedet for de svulstige 11,1% forgængeren havde – og tilsat kaffe fra sumatra, det som har givet brygget dets navn.

Skummet hæver sig ikke synderligt højt over brygget, der i øvrigt ikke tegner sig sådan rigtig mørkt. Det er om ikke klart, så i hvert fald gennemskinneligt, som om bryggeriet ikke har taget opgaven helt alvorligt nok. Duften af kaffe er ellers ganske velgørende, ikke mindst fordi den ledsages af rigelig muscovadosukkerimpression; tung og mørk, men alligevel sød.

Med bouqueten som et absolut højdepunkt sættes glasset for munden, og da sætter skuffelsen ind, nærmest med alt hvad den har. Brygget føles tyndt og alt for flydende i munden. Alkoholen kan sagtens smages, men et eller andet hæmmer dens evne til at holde sammen på brygget, og give det bare et minimum af fylde. Mundfølelsen kan bedst beskrives som tynd sovs der skiller, mens kaffen absolut intet gør for at redde noget som helst – tværtimod.

‘Bitter, jordslået, fesen, dårlig’ var Marcus og Joachims både kortfattede og koncise karakteristik. Jeg er ikke meget uenig. At betegne brygget som jordslået kan virke noget barskt, men det er slet ikke ved siden af. Ét er, at brygget virker usammenhængende og tyndt, men den grimme smag af aske og jord fuldender oplevelsen af et mislykket bryg. Det er ikke prikken over i’et, men derimod prikken under det udråbstegn, der behørigt advarer mod dette bryg.

“Alle har ret til at have en misser i ny og næ” hører man Marcus sige på min telefonoptagelse af samtalen. Og det er selvfølgelig ikke anti-uløgn. Men at det skulle ske for Founders i så graverende omfang, kommer nu alligevel bag på mig.

Grimbergen Brassin de Noël, Kronenbourg/Carlsberg

Det tog den ikke skade af …

Julen varer som bekendt til påske … og det er snart 40 dage siden. Det kan man huske ud fra, hvornår kristi flyvefartsdag indfinder sig.

Så den store juleøl, jeg havde åbnet forleden aften, da jeg skulle optage endnu en video om den landflygtige danske kultleder Torben Søndergaard, havde fået lov at stå et stykke tid. Ikke mindst i betragtning af, at den ikke bare havde stået siden jul, men siden jul 2018.

Sidste salgsdato var næsten et år siden, så jeg havde allerede udset mig en reserve i fald brygget skulle være blevet inficeret, forvandlet til eddike eller oxideret til ukendelighed. Ingen af delene var tilfældet! Tværtimod kunne jeg have lagringstiden mistænkt for at have givet brygget et ekstra pift, for Grimbergen-serien er ellers ikke noget, jeg har været synderligt imponeret over gennem årene.

Efter optagelsen var der stadig en betragtelig sjat tilbage i flasken – den var trods alt i en deleemballage på 0,75 l … men til gengæld blev den drukket mens jeg optog en video om Torben Søndergaard, og han kan jo drive ethvert menneske til drikfældighed med sine vrøvlerier. Men ikke desto mindre, var der altså alligevel en sjat tilovers. Min lugtesans var imidlertid for længst blevet neutraliseret – et par dråber af et bryg bag læberne, og man er komplet ude af stand til at annamme dets duft. Og her var i hvert fald halvdelen røget ned i løgnhalsen under optagelsen.

Men smage videre – det kunne jeg til gengæld. Et relativt fyldigt bryg, der flyder blødt og sødt henover læberne – og det er ikke uforventeligt i betragtning af at brygget, på ægte Carlsberg-manér, er tilsat både glukosesirup, sukker og aromatisk karamel. Men at få brygget til at smage grimmere, kan man vel næppe anklage det for. Sammen med en bitterhed af kaffe giver det brygget en grundsmag af svesker i en lage af rom. Bryggets ikke overdrevne styrke på 6,5 giver en mere vinøs kant end man umiddelbart skulle tro. Også her har liggetiden næppe gjort nogen skade.

At gemme øl til langt over sidste salgsdato er selvfølgelig ingenlunde noget, jeg vil anbefale. Jeg vil blot konstatere, at det langt fra altid skader øllet.

Nogle gange kunne man have det mistænkt for at højne kvaliteten.

Jacobsen Brown Ale, Carlsberg

Langt fra tosset …

Jeg har det med brown ale ligesom jeg har det med Weißbier. Engang var det nyt og spændende. Det var en af de vilde, nye stilarter, der kom frem, dengang verden fik øjnene op for, at der rent faktisk fandtes andre øl, end tynd, kornfarvet pilsner.

Men det er længe siden. IPA, Saison, Stout og Geuze (for bare at nævne nogle stykker) har for længst givet brown ale baghjul. I dag fungerer stilen i bedste fald som Umsteigsdroge (det var det, vi i folkeskolen fik at vide, at hash var. Omtrent to minutter efter, vi havde taget det første bap fra en joint, ville vi sidde med en rusten heroinkanyle i øjeæblet, febrilsk hamrende ansigtet ind i den nærmeste plane flade for at få nålen ekstra dybt ind – såvidt i hvert fald lærere og såkaldt undervisningsmateriale om brug af ulovlige stoffer. But I digress …) fra bleg industripilsner til noget, der er mere snævert og udfordrende.

Ikke mindst når producenten er Carlsberg. Og ja ja, det er jo ligegodt fra Carlsbergs specialbryggeri, Husbryggeriet Jacobsen. Og selvom det da også er et godt stykke over bryggerigigantens van(d)lige standard, har brandet for længst måttet se sig slået af myriader af mindre, mere kvalitetsbevidste aktører.

Dermed ikke sagt, at brandets øl automatisk er kedelige og intetsigende. Men at jeg først så sent i bloggens historie – om under en måned har bloggen 10 års jubilæum – får prøvet denne øl, der så vidt jeg ved har været i porteføljen al den tid, jeg har blogget, skyldes nok at brandet aldrig har haft den helt store evne til at imponere mig.

Men her er den så, Husbryggeriet Jacobsen Brown ale. Mørk, ganske vist, men egentlig rød, hvis man belyser brygget blot en anelse. Det off white skum falder hurtigt, og nogen karbonering af betydning byder brygget ikke på. Men det er nu fint sådan. Mørke bryg har det med at minde for meget om cola, hvis de bruser for meget.

Bouqueten er frugtig, syrlig og krydret. Umodne blommer blander sig med en antydning af nelliker og muskat. Syrligheden varsler ikke alt for godt. Tværtimod peger duften i retning af alt for mange andre brown ales; småtynde og mere vandige og sure end noget andet.

Så galt står det heldigvis ikke til. Brygget flyder let over tungen, men formår alligevel at levere en nøddeagtig sirupfylde, mens mørkt træ viser sig bittert ved gummerne. En let antydning af røg findes i eftersmagen, mens syrligheden af ananaskirsebær langt fra er for dominerende til at ødelægge oplevelsen. Derimod supplerer den fint til et overordnet nydeligt kludetæppe af aromaer, som man dog ikke skal granske for længe, da man så snart vil opdage, at ikke alle nuancer og kulører passer lige godt til hinanden.

Men det er småting. Brygget er en mere end adækvat nydelse, og dermed en af de efterhånden ret få brown ales, der er værd at investere i. Den er stadig langt fra Bryghuset Braunsteins mesterværk fra bloggens spæde barndom – men det produkt er også for længst blevet skrottet, efter at kvaliteten på det forinden dykkede betragteligt.

Så jeg er vel nødsaget til at erkende, at denne brown ale fra Carlsberg er en af de bedste af sin slags i almindelig handel i øjeblikket …

… det er ikke småting, man bliver nødt til som blogger.

Don’t Worry Alkoholfri Julebryg, Svaneke Bryghus

Det styrer de ret godt …

Ni ud af ti ville sikkert hævde, at lediggang er sundt for mig, sådan som jeg mister lysten til alkohol, når jeg bliver arbejdsløs. Jeg kan se logikken i påstanden, men sandheden er mere kompleks end som så. Min lyst til – ikke fuldskab – men at have et passende kvantum alkohol i blodet til at løfte stemningen en anelse, er for nedadgående sammen med en stigende tendens til angstanfald og depression.

Det udløses af angsten for en lige pludselig usikker fremtid. For hvis økonomien svigter, så ryger min evne til at forsørge mine børn og mig selv også en tur. Således det mere langsigtede sortsyn. Det kortsigtede sortsyn skabes og reproduceres konstant af de mange formularer man skal indsende. Disse fremtræder som rene minefelter – tæt pakket med fælder, der skal give myndigheder og a-kasse en undskyldning for at smække kassen i – ikke fordi man ikke er berettiget til dagpenge, men fordi man kom til at sætte et enkelt flueben et forkert sted. A-kasse-reglerne er oprindeligt skabt for at hjælpe de arbejdsløse i en svær tid. Men siden er de lavet om, så de mere fungerer som en undskyldning for at fratage understøttelsen så snart den den mindste, elektronmikroskopiske anledning viser sig.

Dertil kommer den uendelige række af møder og kurser der skal afvikles, samt bunken af ansøgninger, der skal skrives. Alt sammen til absolut ingen verdens nytte. Jeg har altid fået job gennem netværk og/eller vikarbureauer. Enkelte gange har jeg banket virksomhederne op direkte med telefonopkald, når et opslag så interessant ud. Men at blive kaldt til samtale og få jobbet alene på baggrund af en ansøgning er aldrig sket for mig. Endsige på baggrund af ansøgninger baseret på noget, jeg har lært af de uendelige, bedøvende ligegyldige og evigt patroniserende jobsøgningskurser, man bliver sendt på.

Kurser og ansøgninger er alene en indretning for fremmelse af pine og tort, så perioden med arbejdsløshed kan føles ekstra ubehagelig for den der måtte være blevet ramt af den.

Og jeg er end ikke nået til alle skrækhistorierne som folk har oplevet som arbejdsløse i jobcentercirkusset. Der er ikke nogen grund til at gå i detaljer med dem her, da jeg forventer selv at opleve rigtig mange af dem, med mindre jeg snarest får reddet mig et nyt arbejde … eller et gammelt. Min tidligere chef var langt fra afvisende om, at jeg kunne blive kaldt tilbage til fabrikken, men han kunne ikke sige noget om, hvornår.

Men blot fordi min glæde ved alkohol falder, behøver min glæde ved øl vel ikke falde helt så meget. I hvert fald har jeg nu fundet anledning til at prøve den øl, jeg fik af mine børns mor i julegave. Den er fra Svaneke Bryghus’ Don’t worry-serie, der består af (næsten) alkoholfri øl. Tidligere har jeg prøvet en Pale Ale i serien, der fortsat er den bedste øl på under én procent, jeg nogensinde har prøvet.

Forventningspresset er derfor anseligt. Til gengæld lægger brygget også hårdt ud med fejlfri dunkelhed under off white skum, der i højde og cremethed langt fra er uimponerende. Duften gør fra starten godt med et markant indslag af kirsebær på et maltet bagtæppe af kaffe.

Letsødet kaffe med indslag af både tørrede og friske figner giver et komplekst aromabillede, der nydeligt kompenserer for den forventede udeblivende kraft i udtrykket. Det er alt andet lige en øl på kun 0,5% alkohol – og det vil man nok kunne mærke uanset hvor velkomponeret aromaen ellers er.

Men at eftersmagen samtidig fremstår kraftigere end hvad selv stærke mørke bryg ofte præsterer, ja så gør det pludselig slet ikke noget. Stærk, bitter, fyldig og ikke for hårdt ristet kaffe masserer gummer og mandler så det er en ren fornøjelse. Og det er en eftersmag, der holder længe.

Så godt kan det gøres, gentagne gange åbenbart. Svaneke har styr på det der med alkoholfri øl som ingen anden aktør jeg har set i Danmark – eller i resten af verden for den sags skyld.

Skt. Peter, Thisted Bryghus (Nytårsøl med Gedved III)

Nå, så gik den ikke længere …

I skrivende stund har jeg netop meldt mig ledig på Jobnet. Vikaransættelser kan nok give smør på brødet og tag over hovedet, så længe de varer. Men de kan også ophøre fra den ene dag til den anden – og det var lige præcis hvad min gjorde i fredags.

Jeg håber, der snart dukker noget op igen. Jeg er klar til at tage imod det meste, der kan holde jobcenteret fra døren. Og heldigvis har jeg da stadig en mobil og velfungerende krop, der kan tage alt det arbejde, som rigtig mange arbejdsløse ikke er i stand til på grund af fysiske og psykiske skavanker. Nok er jeg velsignet med indtil flere personlighedsrelaterede diagnoser. Men min forstand er i det mindste nogenlunde i behold, og min krop fungerer som den skal. Det skal med andre ord nok gå alt sammen.

Til gengæld har jeg måttet udsætte nogle af mine andre projekter en anelse. Jeg var ellers tæt på at færdigredigere min Patreon-konto og stod også på spring til at optimere bannerreklamerne på bloggen. Et eller andet skal jeg jo leve af i perioderne hvor storkapitalen ikke har brug for min arbejdskraft. Men jeg frygter det bagslag det kunne give at sætte projekterne op i en ledighedsperiode – måske unødvendigt, men i betragtning af, hvor nemt folk ser ud til at komme i klemme i ledighedssystemet, vil jeg helst undgå at tage chancer.

Jeg skal selvfølgelig heller ikke glemme de døre, der nu åbner sig. Det kunne jo faktisk være, at jeg fik noget ordentligt arbejde for en afvekslings skyld … ja, den tror jeg heller ikke på. Men nogle gange, er det det, man ikke tror på, der viser sig at være sandt og være til stor hjælp samtidig. Hint hint, Satan, Jezebel, Lucifer og Baal (samt Gud og Jesus), det er nu, I skal træde i karakter!

Apropos Gud og Jesus, skal vi jo huske på, at det overhovedet ikke er til deres ære, at vi fejrer den nu for længst overståede jul. Det gør vi af helt andre grunde. Først og fremmest for at fejre, at vi atter går lysere tider i møde, og dermed at årshjulet har drejet endnu en omgang. Man kunne også kalde det en fejring af jordens rotationsakses hældning på 23,4 grader mod ekliptika, for det er jo faktisk det, der afstedkommer det megen postyr, der nu heldigvis er mange måneder til gentager sig.

Til minde derom leverer Kajs Ølblog som altid et par anmeldelser af juleøl her i januar. Det, som jeg ikke nåede i løbet af julemåneden, typisk. Eller som her købt billigt på tilbud mellem jul og nytår, da sæsonen i juledagene mødte en brat afslutning på anledning til den slags. At det ikke rigtig er jul længere gør til gengæld ikke øllet dårligt på nogen måde, især ikke når det nydes umiddelbart efter årsskiftet som det sidste i den livestream, Gedved og jeg udsendte via min YouTube-kanal (please like & subscribe) klokken et om eftermiddagen, 1. januar.

Smukt ser det ud – rødbrunt, klart som nybanket kobber og toppet af cremet, gyldent skum. Duften varsler ikke værst – men måske heller ikke allerbedst. Småsyrlige noter af egetræ kan både falde ud til bryggets fordel og ulempe. Anis og fennikel blander sig dog ikke uelegant og leverer en kærkommen lakridsnote.

Lige fra starten er brygget mere udfordrende at smage på end de to – lad os være ærlige – noget tynde norske øl. Egetræsnoterne går igen i aromaen, der bedst nydes, hvis man lader brygget hvile på bagtungen og alkoholen bære bryggets fylde og smag ud i mundhulen som en let tåge. De 7 % gør det ikke vanskeligt.

Man kan fortsat nyde egetræets syrlige noter kombineret med søde indslag af brunt sukker. Brygget mangler intet af den fylde, som de to foregående norske øl skreg på. Det syrlige indslag gør imidlertid stadig brygget en smule lettere på tungen – men ikke på en måde, så man sidder tilbage med fornemmelsen af, at man er blevet snydt for noget. Oplevelsen er fuldendt og meget mere end bare godkendt.

Gedved, den gnavne mand, gav den …

Jeg fik ham til at give karakter først, så jeg kunne toppe med …

… fordi jeg er sådan.

Danmark gik altså af med sejren i den lille skandinaviske konkurrence. Jo, det kan nemt være en fordel at tillade mere alkohol i øllet, hvis man vil have det til at smage af noget.

Gedved skal have mange tak for at lægge vejen forbi. Han gik så hurtigt at han glemte nogle ting, der stadig ligger hjemme i stuen hos mig. Blandt andet en bog fra Mandal Bibliotek. Jeg håber, han snart besvarer mine mange beskeder, så han kan få dem tilbage.

AZ Ale No. 24, Refsvindinge/Vestfyen

Hvem skulle have troet det?

Jeg nåede lige at få sved på panden i går, da hjemmesiden endnu engang gik ned. Fejlmeddelelsen – en generisk serverfejl 500 – var den samme som sidst, da en opdatering af en af sidens widgets fik det hele til at kollapse. Hvad der forårsagede nedbruddet denne gang har jeg imidlertid ikke den fjerneste anelse om. Gendannelsen gik til gengæld let og elegant. Øvelsen fra sidste gang var intakt, ligesom siden snart var det igen. Et kæmpe hul i visningsstatistikken kunne der til gengæld kun i begrænset omfang rettes op på, da jeg først opdagede fejlen sent på eftermiddagen.

Men så må jeg vel give den lidt mere gas her i slutspurten op til juleaften. Det skal heller ikke glemmes, at der trods alt er større problemer derude i verden. Herhjemme ligger temperaturen midt i december måned fx oppe omkring de ti grader, og der falder så meget nedbør, at min vaskekælder er oversvømmet. I Australien går det endnu værre for sig. Der futter en enorm hedebølge hele østkystens skove af og farver himlen giftigt orange. Verden splittes lige så stille og roligt ad for vores øjne, mens alt for mange lalleglade idioter render rundt og påstår, at der skam ikke er noget galt, og at det bare er ganske naturligt.

Måtte hine tølpere altid gå barfodet, og deres vej være jævnt strøet med legoklodser og tegnestifter.

Sorgen over verdens dumhed kan man jo altid prøve at kvæle i noget juleøl. Den her havde jeg ikke købt i forventning om noget stort, idet forgængerne – No. 16 og No. 4 – kun repræsenterer industriel afglans af de perler, Bryggeriet Refsvindinge har udtænkt, og som Vestfyen i dag masseproducerer på licens. Det første aromaindtryk, det mørke, lavtskummende bryg gør ved skænkning, er forventeligt tamt. Tynd kaffe og en smule røg peger i samme retning som forgængerne.

Men hov! Det var alt for tidligt at aflyse festen! Vestfyen – der endnu engang har stået for det praktiske – har ordentligt taget sig sammen.

Det starter med brændt sukker med et let skud rom. Derefter vælter en fuldfed, sød, tyk sovs af smeltede svesker ind i hver en afkrog af gane og gummer. Et tungt, slubrebryg, der mere end til fulde vil alt det, en juleøl skal ville, for at fortjene en plads ved julebordet.

Og så er den endda ikke engang voldsomt dyr. Var det 15 kroner, rundt regnet, jeg gav i Fakta?

Fair nok – den ryger ikke helt op på niveau med St. Peter’s Christmas Ale – men den er mere end egnet til den fede julemad, ikke mindst hvis man vil undgå den foreløbige topscorers syrlige indslag af egetræ i eftersmagen, der her er erstattet af venlig røgethed.

Gid Vestfyen ville tage sig sådan sammen hver gang.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme