Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Brown Ale

Don’t Worry Alkoholfri Julebryg, Svaneke Bryghus

Det styrer de ret godt …

Ni ud af ti ville sikkert hævde, at lediggang er sundt for mig, sådan som jeg mister lysten til alkohol, når jeg bliver arbejdsløs. Jeg kan se logikken i påstanden, men sandheden er mere kompleks end som så. Min lyst til – ikke fuldskab – men at have et passende kvantum alkohol i blodet til at løfte stemningen en anelse, er for nedadgående sammen med en stigende tendens til angstanfald og depression.

Det udløses af angsten for en lige pludselig usikker fremtid. For hvis økonomien svigter, så ryger min evne til at forsørge mine børn og mig selv også en tur. Således det mere langsigtede sortsyn. Det kortsigtede sortsyn skabes og reproduceres konstant af de mange formularer man skal indsende. Disse fremtræder som rene minefelter – tæt pakket med fælder, der skal give myndigheder og a-kasse en undskyldning for at smække kassen i – ikke fordi man ikke er berettiget til dagpenge, men fordi man kom til at sætte et enkelt flueben et forkert sted. A-kasse-reglerne er oprindeligt skabt for at hjælpe de arbejdsløse i en svær tid. Men siden er de lavet om, så de mere fungerer som en undskyldning for at fratage understøttelsen så snart den den mindste, elektronmikroskopiske anledning viser sig.

Dertil kommer den uendelige række af møder og kurser der skal afvikles, samt bunken af ansøgninger, der skal skrives. Alt sammen til absolut ingen verdens nytte. Jeg har altid fået job gennem netværk og/eller vikarbureauer. Enkelte gange har jeg banket virksomhederne op direkte med telefonopkald, når et opslag så interessant ud. Men at blive kaldt til samtale og få jobbet alene på baggrund af en ansøgning er aldrig sket for mig. Endsige på baggrund af ansøgninger baseret på noget, jeg har lært af de uendelige, bedøvende ligegyldige og evigt patroniserende jobsøgningskurser, man bliver sendt på.

Kurser og ansøgninger er alene en indretning for fremmelse af pine og tort, så perioden med arbejdsløshed kan føles ekstra ubehagelig for den der måtte være blevet ramt af den.

Og jeg er end ikke nået til alle skrækhistorierne som folk har oplevet som arbejdsløse i jobcentercirkusset. Der er ikke nogen grund til at gå i detaljer med dem her, da jeg forventer selv at opleve rigtig mange af dem, med mindre jeg snarest får reddet mig et nyt arbejde … eller et gammelt. Min tidligere chef var langt fra afvisende om, at jeg kunne blive kaldt tilbage til fabrikken, men han kunne ikke sige noget om, hvornår.

Men blot fordi min glæde ved alkohol falder, behøver min glæde ved øl vel ikke falde helt så meget. I hvert fald har jeg nu fundet anledning til at prøve den øl, jeg fik af mine børns mor i julegave. Den er fra Svaneke Bryghus’ Don’t worry-serie, der består af (næsten) alkoholfri øl. Tidligere har jeg prøvet en Pale Ale i serien, der fortsat er den bedste øl på under én procent, jeg nogensinde har prøvet.

Forventningspresset er derfor anseligt. Til gengæld lægger brygget også hårdt ud med fejlfri dunkelhed under off white skum, der i højde og cremethed langt fra er uimponerende. Duften gør fra starten godt med et markant indslag af kirsebær på et maltet bagtæppe af kaffe.

Letsødet kaffe med indslag af både tørrede og friske figner giver et komplekst aromabillede, der nydeligt kompenserer for den forventede udeblivende kraft i udtrykket. Det er alt andet lige en øl på kun 0,5% alkohol – og det vil man nok kunne mærke uanset hvor velkomponeret aromaen ellers er.

Men at eftersmagen samtidig fremstår kraftigere end hvad selv stærke mørke bryg ofte præsterer, ja så gør det pludselig slet ikke noget. Stærk, bitter, fyldig og ikke for hårdt ristet kaffe masserer gummer og mandler så det er en ren fornøjelse. Og det er en eftersmag, der holder længe.

Så godt kan det gøres, gentagne gange åbenbart. Svaneke har styr på det der med alkoholfri øl som ingen anden aktør jeg har set i Danmark – eller i resten af verden for den sags skyld.

Skt. Peter, Thisted Bryghus (Nytårsøl med Gedved III)

Nå, så gik den ikke længere …

I skrivende stund har jeg netop meldt mig ledig på Jobnet. Vikaransættelser kan nok give smør på brødet og tag over hovedet, så længe de varer. Men de kan også ophøre fra den ene dag til den anden – og det var lige præcis hvad min gjorde i fredags.

Jeg håber, der snart dukker noget op igen. Jeg er klar til at tage imod det meste, der kan holde jobcenteret fra døren. Og heldigvis har jeg da stadig en mobil og velfungerende krop, der kan tage alt det arbejde, som rigtig mange arbejdsløse ikke er i stand til på grund af fysiske og psykiske skavanker. Nok er jeg velsignet med indtil flere personlighedsrelaterede diagnoser. Men min forstand er i det mindste nogenlunde i behold, og min krop fungerer som den skal. Det skal med andre ord nok gå alt sammen.

Til gengæld har jeg måttet udsætte nogle af mine andre projekter en anelse. Jeg var ellers tæt på at færdigredigere min Patreon-konto og stod også på spring til at optimere bannerreklamerne på bloggen. Et eller andet skal jeg jo leve af i perioderne hvor storkapitalen ikke har brug for min arbejdskraft. Men jeg frygter det bagslag det kunne give at sætte projekterne op i en ledighedsperiode – måske unødvendigt, men i betragtning af, hvor nemt folk ser ud til at komme i klemme i ledighedssystemet, vil jeg helst undgå at tage chancer.

Jeg skal selvfølgelig heller ikke glemme de døre, der nu åbner sig. Det kunne jo faktisk være, at jeg fik noget ordentligt arbejde for en afvekslings skyld … ja, den tror jeg heller ikke på. Men nogle gange, er det det, man ikke tror på, der viser sig at være sandt og være til stor hjælp samtidig. Hint hint, Satan, Jezebel, Lucifer og Baal (samt Gud og Jesus), det er nu, I skal træde i karakter!

Apropos Gud og Jesus, skal vi jo huske på, at det overhovedet ikke er til deres ære, at vi fejrer den nu for længst overståede jul. Det gør vi af helt andre grunde. Først og fremmest for at fejre, at vi atter går lysere tider i møde, og dermed at årshjulet har drejet endnu en omgang. Man kunne også kalde det en fejring af jordens rotationsakses hældning på 23,4 grader mod ekliptika, for det er jo faktisk det, der afstedkommer det megen postyr, der nu heldigvis er mange måneder til gentager sig.

Til minde derom leverer Kajs Ølblog som altid et par anmeldelser af juleøl her i januar. Det, som jeg ikke nåede i løbet af julemåneden, typisk. Eller som her købt billigt på tilbud mellem jul og nytår, da sæsonen i juledagene mødte en brat afslutning på anledning til den slags. At det ikke rigtig er jul længere gør til gengæld ikke øllet dårligt på nogen måde, især ikke når det nydes umiddelbart efter årsskiftet som det sidste i den livestream, Gedved og jeg udsendte via min YouTube-kanal (please like & subscribe) klokken et om eftermiddagen, 1. januar.

Smukt ser det ud – rødbrunt, klart som nybanket kobber og toppet af cremet, gyldent skum. Duften varsler ikke værst – men måske heller ikke allerbedst. Småsyrlige noter af egetræ kan både falde ud til bryggets fordel og ulempe. Anis og fennikel blander sig dog ikke uelegant og leverer en kærkommen lakridsnote.

Lige fra starten er brygget mere udfordrende at smage på end de to – lad os være ærlige – noget tynde norske øl. Egetræsnoterne går igen i aromaen, der bedst nydes, hvis man lader brygget hvile på bagtungen og alkoholen bære bryggets fylde og smag ud i mundhulen som en let tåge. De 7 % gør det ikke vanskeligt.

Man kan fortsat nyde egetræets syrlige noter kombineret med søde indslag af brunt sukker. Brygget mangler intet af den fylde, som de to foregående norske øl skreg på. Det syrlige indslag gør imidlertid stadig brygget en smule lettere på tungen – men ikke på en måde, så man sidder tilbage med fornemmelsen af, at man er blevet snydt for noget. Oplevelsen er fuldendt og meget mere end bare godkendt.

Gedved, den gnavne mand, gav den …

Jeg fik ham til at give karakter først, så jeg kunne toppe med …

… fordi jeg er sådan.

Danmark gik altså af med sejren i den lille skandinaviske konkurrence. Jo, det kan nemt være en fordel at tillade mere alkohol i øllet, hvis man vil have det til at smage af noget.

Gedved skal have mange tak for at lægge vejen forbi. Han gik så hurtigt at han glemte nogle ting, der stadig ligger hjemme i stuen hos mig. Blandt andet en bog fra Mandal Bibliotek. Jeg håber, han snart besvarer mine mange beskeder, så han kan få dem tilbage.

AZ Ale No. 24, Refsvindinge/Vestfyen

Hvem skulle have troet det?

Jeg nåede lige at få sved på panden i går, da hjemmesiden endnu engang gik ned. Fejlmeddelelsen – en generisk serverfejl 500 – var den samme som sidst, da en opdatering af en af sidens widgets fik det hele til at kollapse. Hvad der forårsagede nedbruddet denne gang har jeg imidlertid ikke den fjerneste anelse om. Gendannelsen gik til gengæld let og elegant. Øvelsen fra sidste gang var intakt, ligesom siden snart var det igen. Et kæmpe hul i visningsstatistikken kunne der til gengæld kun i begrænset omfang rettes op på, da jeg først opdagede fejlen sent på eftermiddagen.

Men så må jeg vel give den lidt mere gas her i slutspurten op til juleaften. Det skal heller ikke glemmes, at der trods alt er større problemer derude i verden. Herhjemme ligger temperaturen midt i december måned fx oppe omkring de ti grader, og der falder så meget nedbør, at min vaskekælder er oversvømmet. I Australien går det endnu værre for sig. Der futter en enorm hedebølge hele østkystens skove af og farver himlen giftigt orange. Verden splittes lige så stille og roligt ad for vores øjne, mens alt for mange lalleglade idioter render rundt og påstår, at der skam ikke er noget galt, og at det bare er ganske naturligt.

Måtte hine tølpere altid gå barfodet, og deres vej være jævnt strøet med legoklodser og tegnestifter.

Sorgen over verdens dumhed kan man jo altid prøve at kvæle i noget juleøl. Den her havde jeg ikke købt i forventning om noget stort, idet forgængerne – No. 16 og No. 4 – kun repræsenterer industriel afglans af de perler, Bryggeriet Refsvindinge har udtænkt, og som Vestfyen i dag masseproducerer på licens. Det første aromaindtryk, det mørke, lavtskummende bryg gør ved skænkning, er forventeligt tamt. Tynd kaffe og en smule røg peger i samme retning som forgængerne.

Men hov! Det var alt for tidligt at aflyse festen! Vestfyen – der endnu engang har stået for det praktiske – har ordentligt taget sig sammen.

Det starter med brændt sukker med et let skud rom. Derefter vælter en fuldfed, sød, tyk sovs af smeltede svesker ind i hver en afkrog af gane og gummer. Et tungt, slubrebryg, der mere end til fulde vil alt det, en juleøl skal ville, for at fortjene en plads ved julebordet.

Og så er den endda ikke engang voldsomt dyr. Var det 15 kroner, rundt regnet, jeg gav i Fakta?

Fair nok – den ryger ikke helt op på niveau med St. Peter’s Christmas Ale – men den er mere end egnet til den fede julemad, ikke mindst hvis man vil undgå den foreløbige topscorers syrlige indslag af egetræ i eftersmagen, der her er erstattet af venlig røgethed.

Gid Vestfyen ville tage sig sådan sammen hver gang.

East Kent Golding Brown Ale, Albani/Royal Unibrew

Vand eller kvalme …

Når jeg er færdig med at krumme tæer over, at en industrigigant som Royal Unibrew går ind på markedet for specialøl, hvor de næsten risikofrit kan genvinde markedsandele fra de egentlige kvalitetsaktører, kan jeg faktisk godt rose dem for nogle af deres resultater på det felt. Deres Mosaic IPA smager vitterlig godt, og den har længe været og er fortsat min favorit-industriøl.

Derfor er jeg også altid en smule spændt, når der kommer nye produkter i Royal Unibrews snart talrige specialserier. I starten af februar lancerede de således to nye øl i deres Albani Special-serie, hvor føromtalte Mosaic IPA også har hjemme. Pale Ale’en var absolut ikke noget løft til serien, og i dag skal det vise sig, om den anden nye i klassen – East Kent Golding Brown Ale – er det.

Én ting mere må man rose Royal Unibrew for. Undertiden matcher farven på deres emballager produktet helt forbløffende. Ikke siden deres Økologisk Classic har jeg set et bryg, der passede så fint til den pæne gyldenbrune farve på dåsen, den var i. Skummet er i dette tilfælde imidlertid knækket i en nydelig gylden nuance, der ikke gengives i etikettens tekst, sådan som det var tilfældet på det økologiske wienerbryg, men det er detaljer, vi er nede i.

Duften, til gengæld, ville ikke kunne beskrives med mange linjer, om man valgte at forfatte et brev derom til hjemsendelse. Faktisk kunne man bare sende et blankt stykke papir, for der skal virkelig trækkes ind med lungernes fulde kapacitet, for at vride andet end postevand ud af odeuren. En vag syrefornemmelse måske – men man forbliver i tvivl om, hvorvidt denne blot er svien i næsen efter det vaccuum, som ens desparate snøften efter bouquet, skabte længere nede i luftvejene.

Det samme gælder smagen. Små singulariteter skabes mellem gane og tunge, når man desperat prøver at klemme bare en lille smule aroma ud af det alt for letflydende bryg. En syrlig impression afslører, at der trods alt ikke bare er tale om postevand, og måske – men her er jeg påvirket af min viden om, at dette i hvert fald teknisk set er en øl – er der lige akkurat en antydning af noget malt, der gør at brygget måske føles en kende blødere mod mundens organer, end rent postevand ville.

Eftersmag er der til gengæld – til overraskelse for de fleste, der skuffes ved bryggets fattigdom i udtryk. Det er svært at sige, om den passer til det øvrige udtryk, da den ikke rigtig har noget at passe til. Det må fungere som forsvar i sig selv, at den i det mindste er der, omend den også virker noget aparte. Men hey – jeg kan godt lide vingummi. Og selvom den syntetiske sødme af de kulørte bamser nok hører mere specielle bryg til end denne brown ale, så formår brygget da i det mindste at smage af et eller andet.

Jeg havde gjort klar til en absolut bundkarakter til brygget, efter at glasset var tømt. Da var det, at jeg opdagede, at der stadig var en doven rest tilbage i dåsen, der i mellemtiden havde nået stuetemperatur. Brygget fra dåsen formåede overraskende nok at folde sig ud, som om hele aromaen var kapslet inde af brygget lave temperatur i glasset. Nu myldrede både runde, søde og krydrede indtryk frem: Lyst, tørt træ, kaffe og timian blandede sig med den noget vamle fornemmelse, som varmt øl notorisk har.

Så selvom der på absolut bagkant rent faktisk var noget aroma og hente, blev det aldrig godt.

Jeg er dog villig til at prøve brygget igen ved en senere lejlighed – ved en lidt højere temperatur en brygget i glasset. Det vil sikkert udløse en højere karakter, hvis de aromatiske noter, der trods alt var i brygget, kunne udfoldes uden at temperaturen giver kvalme.

Secret Des Moines Triple Brune, Brasseurs de Gayant

En kende forvirrende …

Jeg fandt denne øl i Netto for rundt regnet tyve milliarder år siden … eller i hvert fald vel over et halvt. Hvorfor den – og en lys bror, jeg fandt ved samme lejlighed – kom til at stå så længe i køleskabet aner jeg ikke, men belgisk øl har det heldigvis ikke med at blive dårligt lige sådan.

Bryggeriet er ikke nyt på bloggen – tror jeg da. Det angives som “Brasserie Goudale”, og indtil videre har jeg stiftet bekendtskab med Goudale-øl tre gange før, og der har bryggeriet stået opført som ‘Brasseurs de Gayant”. Her står bryggeriet imidlertid til at hede “Brasserie Goudale” og navnet “Gayant” er ingen steder nævnt. Det gælder også, hvis man slår øllet på på Untappd …

… men slår man La Goudale-bryggene op, angives Brasserie Goudale også som bryggeriet. Det er nok til at gøre denne lille OCD-forpinte blogger forvirret og en kende irriteret. Men for læselighedens skyld slår jeg detaljen hen, og kategoriserer disse bryg under “Brasseurs de Gayant”, idet jeg ikke finder anledning til at gøre min i forvejen alt for store samling af kategorier endnu større. RateBeer giver mig i øvrigt ret i vurderingen, men da de er ejet af Anheuser-Busch, vil jeg blæse højt og flot på, at en blind høne også kan finde korn.

Med den skrupel ude af skoen skrider jeg til anmeldelse. At kalde det en ‘Brune’ er ingen overdrivelse – det ville ‘Noir’ næppe heller være, for brygget er aldeles natsort med skum knækket i det beige til letbrune.

Umiddelbart dufter det lovende af chokolade og farin – noter, der er velkendte i søde, belgiske øl. Og en sådan er der bestemt tale om –  lys chokolade tilsat et solidt skud mokka og med lyst, flydende karamelfyld giver i første omgang rigeligt til smagssanserne.

Desværre holder oplevelsen ikke ved. Udtrykket udhules meget snart af klingende rent vand, der fluks jager alle de ellers fine aromaer på porten. Tilbage bliver en hul oplevelse, hvor man bliver lovet en masse, og budt alt for lidt.

Hvor kunne det ellers have været godt, hvis bryggerne havde … vel gidet.

Schiøtz Mørk Jule Ale, Royal Unibrew/Albani

Ikke ligefrem englelyd …

Jo jo, jeg ved skam godt, at ingen lever evigt, og at der er en ende på morskab og fornøjelser ved alle mennesker. Men bare fordi man ved det, kan man jo godt blive ked af det alligevel, når en af ens allerstørste skuespilleridoler går bort.

Schweizeren Bruno Ganz kendes bedst for sin aldeles blændende fortolkning af Adolf Hitler i Bernd Eichingers mesterværk “Der Untergang” fra 2004. Antallet af alternative undertekster til raserianfaldet i starten af filmen skal nok tælles i tusinder, og selvom man måske godt kunne ønske, at Ganz’ skuespillerpræstation var kendt for – vel – præstationen frem for antallet af gange, den blev spoofet, så viste memets reproducerbarhed jo netop, hvilket exceptionelt skuespillertalent der stod bag.

Af de tre bedste til at spille Hitler har vi dermed kun én tilbage, nemlig John Cleese, der har delt andenpladsen med Charlie Chaplin gennem alle årene.

Den lavstammede, ikke videre talentfulde tysk-østrigske maler, der endte som en af historiens absolut største krigsforbrydere og massemordere nåede højest en fjerdeplads i det kapløb. Og den er langt fra så sikker som de øvrige placeringer.

Æret være Bruno Ganz’ minde. Og lad mindet om den, han var mest kendt for at spille, forblive –  som det lyder i hint klip – ohne Ehre!

Her på bloggen tager jeg omsider fat på senvinter/forårstemaet. Med de 10 grader, det har været i dag her i Brønshøj er vi jo alligevel gået fra et sent efterår til et tidligt forår, så hvorfor ikke bare kalde det et forårstema – i år i hvert fald? Jeg tænker på overliggende juleøl – af hvilke jeg selv ikke havde nogen. Det havde til gengæld Fakta – til nedsat pris endda – og øllet fejler jo ikke noget, så en flaske hist og pist kom med hjem i januar.

Siden engang midt i årtiet har Royal Unibrew med denne serie, opkaldt efter Albanibryggeriets stifter Theodor Schiøtz, promoveret Albani som et kvalitetsbrand. Men som det så ofte er, når industrien prøver at gå kvalitetsbryggerne i bedene, ender det med at blive halvhjertet.

Denne juleøl er i det mindste ordentlig mørk. Det gør ikke noget, at den løber nok så lystigt i glasset, da den ikke giver sig ud for at være en stout. At skummet også stiger i nogen grad, yder den også en smule ry, omend det nu også falder lige lovligt hurtigt igen.

Duften derimod er noget vag i udtrykket. Alle de mange forskellige frugter og bær, bryggeriet har tilsat, kan næppe duftes. En bitterkrydret note af nelliker titter nok frem, men spøjst nok er nelliker hverken det samme som slåen, solbær, figen eller sveske, som ellers er blevet tilsat fordi malt, humle, gær og vand åbenbart ikke får brygget til at klare cuttet alene.

Brygget har dog aroma, når man søger at anamme det med indersiden af mundhulen. Hvad det så mere specifikt har aroma af, kan være noget sværere at afgøre. Slåen, solbær eller figen er ikke lige det, jeg selv tænker på som det første – eller andet eller tredje. Sveskerne kan måske godt mærkes et eller andet sted i den noget forvirrede og ikke mindst -ende smagskomposition, der minder mere om Karlheinz Stockhausen ved en våd julefrokost, end Peter Faber eller N.F.S. Grundtvig med familien i dagligstuen juleaften.

Det starter ret kraftigt bittert, næsten overvældende, for så at blive syrligt – som i surt-belgisk-øl-syrligt. Længere bagude kommer nellikerne frem igen, endskønt de som bekendt ikke findes i brygget, og det er også her sveskerne, som et sødligt-surt indslag på bagkant sætter ind.

En noget rodet og kaotisk forestilling. Ikke egentlig ubehagelig, ganske vist, og man må også indrømme den en vis karakter. Det er imidlertid ikke en øl, man kan anbefale til nogen, der har særligt bestemte præferencer for øl – bittert, syrligt, fyldigt, sødt – for brygget her forsøger at være det hele på en gang, hvorfor det faktisk ender med ikke rigtigt at være nogen af delene.

Dens plads på julebordet må andre også strides om, for den kommer i hvert fald ikke på mit. Mindst dårligt ville den med sine sødlige noter vel passe til ris a la manden, men skulle man prøve dette og finde den aldeles malplaceret, så modtages brok ikke her, da jeg bestemt skulle mene, at min overordnede advarsel mod at bruge produktet i juleøjemed er adækvat videregivet i det ovenstående.

India Pale Ale, Shepherd Neame (Podcast-pilot III)

Ikke en CIS-øl …

Det er godt nok længe siden, jeg sidst anmeldte øl fra engelske Shepherd Neame. Dengang var jeg gift og boede på Amager. Forinden havde jeg prøvet to andre af bryggeriets øl – det var mens jeg stadig boede med min familie i Aarhus. Så der bliver kigget tilbage, gør der – næsten så man får kramper i nakkemuskulaturen (men som garvet headbanger er det jo noget, jeg er vant til). Det undrer mig faktisk, at der ikke er røget flere Shepherd Neame-bryg i indkøbskurven gennem årene. For mærket brændte sig ret grundigt fast, tilbage dengang i 2010, hvor Fakta havde dem stående i et udvalg af specialøl.

Dengang var specialøl og kvalitetsbryg stadig ved at træde sine barnesko, og det var i hvert fald usædvanligt at finde noget usædvanligt som udenlandske specialbryg i supermarkeder af Faktas format. Det skulle nu ikke blive første gang, Fakta var med ganske langt fremme blandt supermarkederne til at promovere kvalitetsbryg – og det toppede efter min mening, da Petrus-serien fra Brouwerij de Brabandere blev stillet på hylderne tilbage i 2017. Lignende højder har de aldrig nået – og jeg har savnet noget i en lignende kaliber siden. Herfra skal håbet om et snarligt comeback for det gode øl fra Fakta lyde aldrig så eftertrykkeligt.

Men som overskriften antyder er jeg stadig hjemme hos Marcus, og vi optager fortsat vores prøvesmagninger, der er indkøbt i den lokale Meny – ikke Fakta. Optagelsen af denne øl lader til at have podcast-kvalitet, så jeg håber, jeg snart finder tid og motivation til at gøre alvor af ambitionen om også at lægge podcasts ud på bloggen. Mit YouTube-projekt tager jo form, så det burde være til at overkomme.

“Hold – da – op! Hvor dufter den sprittet,” tordnede Marcus som det første efter at hans svellesøm-omfræset-til-øljern elegant havde fjernet kapslen, og øllet var skænket.
Stammende og noget mere spagfærdigt tilføjede jeg: “Den har en biduft af noget, jeg ikke rigtig kan placere, og som jeg ikke er sikker på, jeg er særlig glad for.”
“Med sine 6,1% burde den ellers ikke lugte som en væltet snapsevogn,” fortsatte Marcus.
“Det kan nu godt snyde,” indvendte jeg og anførte, at jeg fandt sure og syrlige elementer i brygget – fortsat næppe til gavn.
“Ja, og der er også det billige, brune sukker, der er i rigtig meget øl. Jeg frygter at den her kommer til at smage meget meget sødt,” klagede min medsmager, hvortil jeg måtte anføre, at den ikke burde det i betragtning af, at vi sad med en IPA. “Vi har lige haft en IPA, der smagte som cider,” riposterede Marcus lettere pugnant.
Det var nu ikke Marcus’ stridsomhed der kort efter fik mig til at give ham ret. Det gjorde derimod endnu et par åndedrag i glasset. “Der er noget krokant og noget farin i det …”
“Farin, definitely,” udbrød Marcus, “krokant ved jeg nu ikke. Det finder vi ud af.”

Marcus gik nu videre til at bemærke, at der var meget lidt skum på det klare mørke  bryg. Dertil bemærkede jeg, at det havde der faktisk ikke været på nogen af de bryg, vi havde haft fat i indtil videre. Her måtte Marcus minde mig om aftenens aller første øl – en Don’t Worry Pale Ale fra Svaneke Bryghus. Og den lille sludder vi havde om dét bryg på dette tidspunkt af aftenen, kan læserne glæde sig til snarest at opleve i podcasten (sådan – så fik jeg lagt lidt mere pres på mig selv, så det forhåbentlig bliver til noget.)

Vi skred til smagningen. Marcus indledte med to højlydte “Mmmm”-tilkendegivelser. Den første let faldende i pitch – idet den illustrerede initial nydelse. Herefter et i pitch hastigt stigende ét, der udtrykte forundring og overraskelse.
Et sammenbidt mellemfornøjet og lakonisk “specielt …” undslap lettere hvæsende mine læber, og jeg overvejede ved gennemlytning af optagelsen om Marcus mon udstødte det undrende “mmmm” som reaktion på min vist ret åbenlyse misfornøjethed.

Selv fortsatte han ellers lystigt: “Indleder med en bagmundsfylde og -dybde, der ville gøre den rigtig god som noget andet end IPA. Og sådan cirka midt på tungen kommer der en syrlighed som om øllet var blevet surt, og man havde glemt at hælde det ud …”
“Ja, den smager lidt underligt på vej gennem munden, det gør den,” samtykkede jeg.
“Og man sidder tilbage med en mund fuld af småsitrende … bagt farin?”
“Er der fejlgær i?”
På dette tidspunkt var Marcus’ begejstring også begyndt at vige mærkbart: “Har vi en politik om at drikke øllet ud?”
“Nej,” svarede jeg tydeligt vrissent, “det har vi ikke. Jeg vil nu lige give den et par chancer til, for det gjorde jeg også med Afskum i sin tid …”
“Ja, den var du ikke ligefrem lykkelig over … Hvad i alverden skal det her forestille?”

I forsøget på at møde det gustne, syrlige bryg med den på flere måder negativt ment ubeskrivelive aroma med et så åbent sind som muligt spekulerede jeg, om det mon havde en så acquired taste, at det var os, der blot ikke forstod det.
“Det gavner i hvert fald ikke denne øl, at der står IPA på den,” startede Marcus, og spekulerede derudad, hvordan bryggeriet havde hæftet IPA-etiketten på produktet frem for at skrive hvad det egentlig var for en syrligt-sød småskummel halvmørk sag de havde produceret.

Marcus foreslog gueze som sammenligning for bryggets sure kant, og her måtte jeg protestere: “Gueze er frisk, sprudlende og glad …”
“Du mener ikke den her er frisk, sprudlende og glad?”
“Nej, men jeg mener heller ikke nødvendigvis, den er grå og trist,” fortsatte jeg, “men den er ikke gueze-frisk. Hvis man lader den hvile ved mandlerne får man – udover farinen og det småsyrlige også nogle rom-noter med.”
“Den er helt sikkert mere drikkelig, hvis man by-passer hele den forreste del af munden, når man drikker den …”

Og vi causerede og causerede – der skal også være til podcasten, så lad det være nok sagt her, at det også lykkedes os at finde lidt bitterhed i brygget hen mod slutningen. Det var dog ingenlunde den friske, sprudlende bitterhed af friske grannåle, der er typens kendetegn – men derimod en tung bitterhed af meget mørkt træ. Marcus fandt også noget sødme af honning, jeg ikke fandt lejlighed til at protestere højlydt over.

Vi var under alle omstændigheder rørende enige om, at der ikke var meget IPA over dette bryg. På den anden side syntes vi heller ikke, at den skulle shames for ville identificeres som en IPA selvom det nok ikke lige var det, omverdenen opfattede den som. Når man som Marcus og jeg – og de fleste andre her i verden – mestendels drikker CIS-øl, dvs. øl der netop er det, som de foregiver at være og som hele verden opfatter dem som, er det en god og forfriskende øvelse ind imellem at blive udfordret i ens fastgroede opfattelser.

En bestående ulempe er imidlertid, at hvis man køber dette bryg som en IPA, vil man uvægerligt blive skuffet, når man opdager hvad den egentlig er. Marcus endte med at give den …

… for alle dens egenskaber ud over at kunne kaldes en IPA – for der fejlede den ifølge ham katastrofalt.

Åbenheden og storsindet løb måske en kende af med mig, da jeg gav den …

… men den skulle belønnes for oplevelsen og et samlet tungt-syrligt og vinøst udtryk, der om ikke andet satte mine evner til at sætte ord på smag på prøve, uden at være decideret væmmeligt. For at turde være noget andet end andre IPA’er fortjener den en sådan ros.

Tyr, Ørbæk (Podcast-pilot I)

Noget i vente …

Der er en smule krise på bloggen for tiden. Ved årsskiftet dykkede antallet af klik på bloggen drastisk, for ikke at sige katastrofalt. Jeg spekulerer på, om antallet af views mon tælles på en anden måde af WordPress her efter nytår? Jeg har ikke set nogen meldinger om det, men det er på den anden side også den slags information, der har det med at gå min næse forbi.

Jeg tror det nu egentlig ikke. Der er vel bare en masse af mine læsere, der har haft et nytårsforsæt om at gå på vandvognen i år – hvorfor de ikke vil fristes ved at læse min blog. Og så er det jo bare at vente på at nytårsforsæt bliver til nytårsfortsæt (see what I did there?). Den slags varer som regel ikke længe.

Eller også skal jeg bare koncentrere mig om at holde dampen oppe. Det er imidlertid lettere sagt end gjort. Jeg arbejder fortsat fuldtid med delebørn, jeg har et stort behov for at slappe af og være mig selv, når jeg endelig har lejlighed til det og endelig har jeg selv nogle nytårsforsætter, der gerne ikke skulle blive til nytårsfortsætter overhovedet.

Disse nytårsforsætter (uden ‘t’) kræver imidlertid, at jeg tager nogle initivativer og bruger noget tid på planlægning og koordinering – tre ting, som jeg ikke er særlig god til, for nu ikke ligefrem at indrømme, at jeg faktisk hader at gøre den slags lidenskabeligt. Præstationsangst er en ting, og jeg lider fælt under det. Men jeg tænker, at hvis jeg løfter lidt af sløret nu, frem for at arrangere det hele, og afsløre det hele i én vældig overraskelse, så kan I, læserne, måske hjælpe med at holde mig lidt på sporet, så mine planer rent faktisk bliver til noget.

Jeg har planer om, at udvide bloggen med en podcast og en YouTube-kanal. YouTube-kanalen forestiller jeg mig bliver på engelsk, mens podcastene i første omgang forbliver danske.

Det er de første podcast-optagelser, jeg har i kassen i hvert fald. For lidt over en uges tid siden mødtes jeg nemlig endnu engang med mit sidekick, Marcus, til en omgang ølsmagning – og, nota bene – en omgang tiltrængt sysleri med teknisk udstyr og lyd for at sikre, at katastrofen fra sidst ikke gentog sig.

Heldigvis er Marcus ikke ked af at sysle overhovedet, så da den første optagelse ikke blev særlig god, var han den, der drejede lidt på knapperne – og vupti, var lyden bedre, og til sidst så god, at den faktisk havde reel podcast-kvalitet.

Men det var først efter et par prøver. Og efter optagelserne kommer al efterbehandlingen. Så podcasten må vente endnu en smule, men anmeldelserne af øllene på skrift, skal I ikke snydes for.

Den første øl vi prøvede var denne, en brown ale fra det økologiske bryggeri Ørbæk på Fyn. Brygget har navn efter den nordiske gud Tyr, og så er det jo spændende om Wacken Brauerei i Holsten nu også kommer efter Ørbæk. De har jo som bekendt taget patent på alle nordiske gudenavne til øl, og selvom Ørbæk sikkert ikke har navngivet deres bryg i trods mod dette, skal de alligevel have en thumbs up herfra – om ikke andet fordi nordisk mytologi er ret sejt … Og mærkeligt, i øvrigt, men også ret sejt.

Brygget er ellers ret lyst – af en brown ale at være – snarere rødligtgyldent er det, og lige så lidt brunt det er, lige så karrigt er det med skummet. Marcus udtrykte snart sin utilfreds over næsen på brygget, som han bedømte ‘tynd’. Selv valgte jeg det mere diplomatiske – og indrømmet tvetydige – ‘let’. For endskønt brygget bestemt ikke opviste nogen særlig tyngde eller klæbrighed i udtrykket, sporede jeg krydrede noter af tyttebær og rosmarin, der ikke gjorde noget ringe førstehåndsindtryk.

Passende til lejligheden blev brygget indtaget til et måltid: dobbeltpaneret flæsk med rösti og fløde/skimmelostesovs. Dertil passede føden bryggets krydrede bouquet langt fra skidt.

“Alt for sødt” var Marcus’ umiddelbare dom over øllet, hvortil jeg måtte indvende, at øl jo gerne må være sødt – især belgisk inspirerede mørke ales. Han blev også mere forsonlig over for den i løbet af måltidet, som brygget fortsat klædte fint. Brygget præsenterer således en bund, der umiddelbart synes svær at sætte ord på. “Der er ikke meget spræl i den, men hvis man lige smægter med tungen en gang, kan man få hevet et par perler op på tungen, for ligesom at løfte smagen …” For denne kommentar undskyldte Marcus omgående, da det med hans egne ord nok var hans værste “Søren Frank”-moment til dato.

Jeg nikkede og gryntede bekræftende, hvorefter jeg henkastet og indifferent gjorde gældende, at jeg i grunden ikke var bekendt med, hvem denne Søren Frank egentlig var. “Vinanmelder og klaphat på Berlingeren”, berigede Marcus mig mit i forvejen ikke ubetragtelige korpus af unyttig viden. “Det er ham der har beriget verden med vendingen ‘en insisterende bismag af urin’ som noget positivt”.

Jagten på ordene, der kunne italesætte (undskyld) smagen fortsatte henover det simple, men aldeles veltilberedte måltid. Aroma af lige lovlig velsødet kaffe med sirup fra sukkerrør, var mit umiddelbare bud. Marcus hæftede sig ved en vigende fylde, som om øllet blev smagt på afstand, gennem en pude af vand. Uden dog at brygget af den grund føltes unødigt tyndt – blot afdæmpet i udtrykket. Selv syntes jeg nu ikke det var så galt, men min protest nåede aldrig at blive særligt udtalt, før Marcus foreslog betegnelsen belgiersødme for bryggets krydret-sødlige aroma.

Ganske rigtigt møder man nok også bryggets aroma i flere belgiske bryg – men nu er Belgien jo ligegodt kendt for sin massive ølmangfoldighed – så det siger i sig selv ikke det store. Til gengæld brød Marcus sig så ikke om min karakteristisk af bryggets mundfornemmelse som ‘vinøs’ – i kraft af den lave kulsyre, og bryggets lette flåd over tungen. Så vi endte vel med at være enige om at være uenige om den sag.

Enige var vi til gengæld om, at brygget ville være aldeles egnet som juleøl – så den anbefaling er her først på året givet videre. Så håber vi bare brygget bliver i butikkerne så længe.

Marcus ville såmænd ikke skamme sig over at tage dette bryg med sig hjem, men han gav den …

… da den på den anden side ikke helt havde det i smag, fylde, praleværdi og evne til at imponere, som Marcus i hans selverkendte arrogance og forfængelighed ville lægge navn til at have liggende til mere metikuløs nyderi.

Selv valgte jeg at give brygget …

… fordi den ganske vist ikke er noget festfyrværkeri, men når den ellers smager, så smager den også godt. Der er ingen grund til at være karrig med stjernerne over for Ørbæk, når de gør det ordentligt. Især i lyset af, at de gennem årene har været noget svingende i deres præstationer.

Julesten, Thisted Bryghus

Misdæder under mistanke …

Så lykkedes det vist endelig at finde det dér ‘julestemning’ … bortset fra i Fredensborg Kommune. Der er jul kun lovligt for de rige, mens fattige, ikke mindst borgere på kontanthjælp med fysisk og psykisk udviklingshæmmede børn ikke alene må nøjes med sulteydelse – de skal også have konfiskeret deres julehjælp fra i år og sidste år, fordi fattige mennesker bare ikke må have det godt.

Jeg ønsker Fredensborg Kommunes sagsbehandlere rustne søm og kulstykker under juletræet, ris i julesokkerne, kold havregrød på julebordet og Tuborg Super Light i julebægeret. De vil sikkert undskylde sig med, at de bare gør deres arbejde, men det er enhver sagsbehandlers pligt at bryde protokollen, og bevillige landets udsatte en ydelse, man kan leve af. Pengene kan tages fra kommunaldirektørernes fratrædelsesgodtgørelse.

Og for at bevare en sørgelig rest julestemning efter den indledning, vil jeg undlade at gå i detaljer med, hvad jeg ønsker politikerne bag kontanthjælpsloven. Jeg vil nøjes med at sige, at det involverer roskildesyge, manglende toiletpapir og cement i faldstammer.

Videre til juleøllet: Thisted Bryghus gør det åbenbart i stærke juleøl. Deres Christmas Bock var på 7%, mens denne mørke ale er på 8. Alkohol alene gør imidlertid ingen god øl, og for at pifte lidt ekstra op, har bryggeriet brugt opvarmede lavasten i produktionen. Ideen er ikke ny – tilbage i 2012 anmeldte jeg Jule Stenøl, der trods den fancy brygmetode ingenlunde nåede juletræstoppene i kvalitet. Tværtimod var jeg svært skuffet over at brygget var tilsat sulfitter. Thisted Bryghus er trods alt bryggeriet, der står bag Danmarks første økologiske øl, og så skulle de alligevel give sig i kast med den slags tilsætninger …

Det ser ud til at de er gået fra det igen. Brygget her indeholder ‘kun’ ascorbinsyre, hvilket jo nok skal holde skørbugen fra døren. Til gengæld har jeg det mistænkt for på anden vis ikke at gøre brygget ære, og det vender jeg tilbage til.

Meget mørkt er brygget – næsten sort, men igen med aldeles uimponerende skumdannelse. Selv ved voldelig skænkning bruser brygget mere end det skummer, og som i en anden sodavand fordufter bruset kort efter at skænkningen er ovre. Glæde kan man sig til gengæld over bouqueten, der umiddelbart virker ganske tæt. Sødlig er den af vanille og en snert af rom, kombineret med mildtristet kaffe. Det summer godt i næsen et stykke tid, hvorefter man alligevel får fornemmelsen af, at det trods alt virker lidt rutinepræget og tyndt det hele.

I smagen finder man vanillesukkersødet kaffe – igen med et skvæt rom, der imidlertid først varmer på vej ned gennem brystet uden at brænde det mindste på tunge eller gummer. Brygget er ellers stærk nok til det, men man skal åbenbart snydes. Igen virker brygget ganske tæt, indtil der melder sig en følelse af, at det ellers habile indslag af svesker og kaffe er sødet med hermesetas og ikke rigtigt sukker. Og selvom brygget næsten føles klæbrigt – og småkvalmt – når det når mandlerne, føles det alligevel lidt for letflydende, og uden en overordnet plan for en lang række smagsindtryk, der heller ikke hver for sig er helt i skabet.

Bryggets letflydenhed skabes til dels af en industriel syrlighed, jeg kunne genfinde i Christmas Bock, der ligesom dette bryg var tilsat ascorbinsyre. Og selvom jeg er fuld af taknemmelighed for at Thisted Bryghus sådan holder skørbugen stangen, så tror jeg egentlig mit C-vitaminbehov er dækket i forvejen, så den eneste forskel det gør, er at dæmpe min øloplevelse.

Jeg ved selvfølgelig ikke om det er ascorbinsyren der gør det, men den syrligt-industrielle metalsmag  i øl vil i fremtiden nok få mig til at spejde på etiketterne efter E300.

Vel – egnet er den såmænd også til julemiddagen med sine indrømmet velgørende søde noter. Men nogen vinder er den langt fra, og i hvert fald til ris a la manden vil en god gammeldags nisseøl, der i øvrigt indeholder langt mindre alkohol, gøre det væsentligt bedre.

Santa Paws, Brewdog (Saufen und saufen und saufen … II)

Full Grinch …

Som om det ikke var svært nok at rekonstruere Marcus og min anmeldelse af Beard Brews fortrinlige bryg ud fra en lydoptagelse, hvor man kun kunne høre min  stemme og ikke Marcus’ regn af guldkorn, så lader det nu til, at optagelsen af vores anmeldelse af denne øl enten er gået tabt, eller – som optagelsen af Rudolf Schwann, der hovedkuls serieknalder sin hjerneskal mod de hårde stenkanter på den trappe, der bliver hans endeligt i Matador-serien – aldrig optaget.

Jeg kan i hvert fald ikke finde den som enkelt fil. Ej heller kan jeg finde den omtalt i nogen af de andre lydfiler. Til gengæld er det lykkedes mig at finde ud af, hvad problemet har været med mit optageudstyr, så jeg fremover ikke løber ind i den slags katastrofer. Ikke megen snak om drillenisser, omend jeg da en stille stund kunne overveje at stille en skål risengrød frem ved lejlighed. Selvom jeg har lokaliseret og løst problemet, skader det vel næppe at få sig en metafysisk buffer oveni (folk der kender mig godt vil vide, at jeg faktisk ikke er hardcore ateist, idet jeg med alle de sindssyge ting, der sker omkring mig, ikke finder eksistensen af drillenisser tilstrækkeligt falsificeret endnu).

Brewdog er et af de kendte, efterhånden ret store kvalitetsbryggerier, der fik mikrobryg ud til folket back in the day. Deres brand er for længst blevet mainstream, og deres produkter fast inventar i COOP’s discountsupermarked, Fakta. Ikke desto mindre har de formået at holde kvaliteten oppe – i hvert fald i nogle af deres produkter – så de ikke har glemt deres rødder.

Denne er en juleøl, passende i en størrelse så jeg ikke gider drikke den alene. Imidlertid ville jeg nu gerne have budt min yndlingsmedanmelder Marcus på en lidt bedre oplevelse her op til jul, for brygget skulle snart vise sig at være et af fejlskuddene fra bryggeriets side.

Bryggets mørke er vel snart det eneste rigtig fine ved det, idet allerede viskositeten alt for nemt lader flaskens indhold underkaste sig tyngdekraftens luner. Skummet gider heller ikke rigtigt, selv hvis brygget skænkes voldeligt. Selv trænede kokainsniffere ville have svært ved at vride bouquet ud af brygget. Uengageret sødt giver det sig kende, sammen med nogle fjerne, vage noter af alt for tynd kaffe.

Smagen – og eventuelle digressioner og udflugter knyttet dertil? Ja, det er jo desværre dem, der er gået tabt. Jeg ville ellers have elsket at gengive Marcus’ elokvænte eder og forbandelser, der i vidtstrakt- og krummelurethed langt overgår mine egne.

Så vidt jeg husker diskussionen – og her skal man have in mente, at jeg selv havde indtaget omkring seks genstande – gennemgik vi egentlig blot rigtig mange af de ovenstående pointer, at Brewdog i vid udstrækning brygger til supermarkederne i dag, og at kvaliteten derfor nødvendigvis må  blive for nedadgående. Brygget føltes for os begge vandigt, tyndt og uengageret kun med fjerne noter af kold, tynd kaffe – måske sødet med et par dråber billig industrikaramel. Akkurat passabel som øl, men ikke som en juleøl, hvor der gerne må kæles lidt ekstra for sanserne.

Vi var dermed også rørende enige om karakteren til en juleøl, der vist kun formår at slå Tuborgs Snebajer i kvalitet herhjemme.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme