Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: bock

Knarf’s Whisky Beer, Rækker Mølle Bryghus

2017-10-20 18.21.07Ikke noget Richard Ragnwald …

2 mål har jeg sat mig for i forbindelse med denne anmeldelse. 1 – jeg vil prøve at undlade at komme alt for meget ind på, hvor svært det var at få fat i denne øl, på trods af mange ihærdige forsøg både fra mig og bryggeriet. 2 – jeg vil også prøve at undlade at gøre det, jeg alt for tit gør, når jeg anmelder øl fra Rækker Mølle Bryghus – jeg vil undgå at nævne Esben Lunde Larsen …

… Nå, det gik ikke så godt med mål nummer 2. Det starter ikke særlig godt, hva’?

Anyways – Rækker Mølle Bryghus kontaktede mig angående denne øl engang i midten af september, og så fulgte ellers en lang række af misforståelser, der gjorde, at jeg først i går aftes omsider kunne åbne brygget og prøve det.

Der er tale om en tredobbelt bock, der efter gæring og lagring er lagt på whiskyfade fra Stauning Whiskydestilleri i 4 måneder. Stauning Whisky er, så vidt jeg er orienteret, den første producent af single malt whisky efter skotsk forbillede i Danmark. Det er gode sager, skulle jeg hilse og sige. Jeg kan, som tidligere nyder (om ikke kender) af skotsk single malt whisky, ikke skelne den danske fra den skotske – i hvert fald ikke, når den kommer fra Stauning.

Understreges skal det også, at whiskyen ikke er tilsat. Det markante indslag af whisky kommer alene fra de træfade, øllet er lagret på. Selvom den slags kreative tiltag til gavn for øllets smag og karakter sikkert er meget fy fy syd for grænsen, mener undertegnede ikke, at den overtræder reglerne for hvad jeg ville kalde rent.

Det er et flot, orangerødt bryg, der skummer rigtig flot ved skænkning, og så ellers afbruser hurtigt. Selv i bryggeriets fancy luksusøl mærker man den vestjyske mindelighed. Armbevægelser og festfyrværkeri er holdt på et nødvendigt minimum, selvom man har været så large, trods at, at forsyne den standardetikketerede flaske med et gyldent gashåndtag uden om proppen, der må fjernes med en proptrækker.

Brygget byder på en dyb, fyldig duft af malt med forventede indslag af whisky. I duften forekommer det umiddelbart ikke særlig velintegreret, men netop mere som en blanding af to ting, frem for et resultat af lagring.

I smagen er det imidlertid en ganske anden sag. En god, fyldig maltbund af mørk karamel yder fundamentet til en både flot, velkonstrueret og ikke alt for stort og prangende bygningsværk bestående af stikkende, røget whiskyaroma, spidskommen og koriander.

Whiskyen er væsentlig bedre integreret her, omend måske ikke helt. Men det er ikke værre, end at det bare kan betragtes som del af øllets karakter. Stauningdestilleriets indflydelse er markant, men bæres så nydeligt frem af de andre elementer, så alle så fint komplimenterer alle.

At whiskyen formår at snappe og gnave i ganen, hvorved den uundgåeligt kommer til at hævde sig lidt på bekostning af de andre, tjener kun brygget til ære. For nu at forsøge en analogi fra musikkens verden – det er ikke videre begrædeligt at Iron Maiden gør mere væsen af sig, og derfor er mere kendt en Richard Ragnwald … Ikke at der er noget Richard Ragnwald i dette bryg. Til gengæld kan der nok spores et element af Iron Maiden, selvom det måske mest af alt indeholder Metallica på deres gamle dage, omend når de er bedst.

Så vidt jeg husker var der lidt mere fortælling bag denne øl – fx hvorfor navnet er ‘Frank’ stavet bagfra (og jeg magter ikke at kommentere i detaljer, at man på dansk ikke anvender apostrof i genitiver) – men det må jeg erkende, at jeg har svedt ud. Det er trods alt ved at være længe siden, at jeg først blev kontaktet om den. Men den var ventetiden og bøvlet med at få den frem værd og mere til. Bryggeriet har formået det, jeg i sin tid ikke synes lykkedes særlig godt for bryggeriet Innis & Gunn, der havde whiskylagret øl som deres hovedkoncept. At integrere øllet og whiskyen, frem for blot at blande indtrykkene.

Sådan kan det tit gå bedre for dem, der bruger den slags trick for at variere, frem for at ville gøre det hver gang.

Tusind tak til Rækker Mølle Bryghus for denne nydelige dele- eller helaftensøl. Egentlig deler jeg øl af denne størrelse og styrke (8,5%) men den skulle helst anmeldes hurtigt i betragtning af den lange og besværlige fragttid. Og så kan den også bruges til at nippe i en periode over 2-4 timer.

Det skader ikke øllet, hvilket også vidner om dets kvalitet.

5-stjerner

Carls Selection Marsstraße Bock, Carlsberg

2017-08-10 18.02.06Langt fra en cola …

Giganternes forsøg på at gå mikrobryggerierne i bedene med kvalitetsbryg lykkes sjældent helt og oftest kun et sted mellem halvt og trekvart. Carlsberg startede med Carls Selection decideret sløjt ud, men har nu opgraderet serien med pænere etiketter i farver med svære, hipsteragtige navne. Føj dertil ældre skrifttyper på fremmede sprog – sidst var det engelsk, denne gang er det tysk.

Temaet er fortsat Carl Jacobsens dannelsesrejse i 1800-hvidkål (læs selv bagpå etiketten) og denne øl er tilegnet den del af rejsen, der gik til Sydtyskland. Her lærte han angiveligt at brygge den stærke, mørke, undergærede bock, der et af områdets signaturbryg. Og hvad ville mere passende i den anledning end at brygge en stærk, mørk, undergæret bock?

…

I får ikke noget svar. Det var et retorisk spørgsmål.

…

Sidst jeg prøvede en af de nye Carls Selection gik det i øvrigt hæderligt. Men at bedømme serien ud fra en enkelt øl er næppe statistisk ansvarligt.

I første omgang virker dette bryg da heller ikke ligefrem prangede. Skumdannelsens højde og tæthed er at sammenligne med henholdsvis Amagers bjergkæder og Mars’ atmosfære. Så det mørke brygs sammenlignelighed med Cola er kun overfladisk, eftersom de fleste colaer har mere skum end denne øl.

Ved duften holder enhver anden lighed med afbruset cola da også op. I stedet mødes man af en aldeles rar og nydelig bouquet af karamelkaffe med fløde. Munden glædes til væsentlig mere end almindeligt velbehag af blød, venlig og markant malt, der giver noter af ristet rugbrød og mørk karamel. Karamel og malt gør brygget dejligt fyldigt, så beskheden ved mandlerne ikke virker anmassende eller malplaceret, men derimod velintegreret i det venlige – men bestemte bryg.

Således kæler brygget ikke bare, men kradser og river også en smule i gane og gummer med impressioner af stærk kaffe, toffee og fuselalkohol i skøn forening.

En varm, mørk kæmpe. Venlig men også lidt skræmmende …

… langt mere skræmmende end hvad man kunne forvente af Carlsberg.

4-en-halv-stjerne

Jule Avec, Berentsen Brygghus

2017-03-31 17.51.25Vigende fylde …

At det lige straks er påske skal ikke holde mig fra at prøve en spændende juleøl, hvis den byder sig til. Jeg er egentlig ganske indifferent over for, hvad der måtte stå på etiketten om, hvilken høj-, lav- eller mellemtid en øl er brygget til (eller på). Hvis det er billigt og foregøgler en eller anden form for kvalitet (om det så bare er at befinde sig i en kvalitetsølhandels som fx Toft Vin på Islands Brygge) så er jeg både spil, leg og bytte, samt andre mulige oversættelser af den engelske glose ‘game’, som jeg – hvis det ikke skulle være gået op for læserne – krampagtigt forsøger at gøre mig vittig over i disse linjer.

Jule Avec skulle ifølge bloggeren ‘Hopdaddy’ være “speciel men ikke dårlig”. Det lyder jo mildt lovende, selvom understregningen af, at den ikke skulle være dårlig, måske nok trækker mit ene øjebryn en smule i vejret … som i øvrigt er blevet rigtig flot. Jeg spiste ude i går aftes for første gang i år – men det skal I nok få mere at høre om.

Øllet er i hvert fald ganske mørkt med en usædvanlig skumkrone i dybgult, og ikke popcornfarvet, som man kan se det på etiketten. Duften er også speciel, og indtil videre iøvrigt ikke dårlig; Tung og sød af blommer og svesker (ja, jeg ved godt det i bund og grund er det samme, men de dufter altså forskelligt i deres forskellige former, og dette bryg dufter af begge former, ja det gør så). Dertil kommer syre og sødme af kirsebær.

Julen er sådan set allerede hjemme i duften, mens smagen faktisk går indtil flere skridt videre i samme retning. Initialt mærker man bitterhed af kaffe med humleindslag af lakridsrod og egetræ. Efterhånden melder sig mere krydrede noter af spidskommen og kanel – en aromakarakter, der egner sig aldrig så nydeligt til klassiske julegodter som dadler, figner og nødder.

Det specielle, som Hopdaddy advarede imod, melder sig i fylden, der desværre viger i den samlede oplevelse. Brygget er for letflydende og vandigt, og de ellers gode indtryk og aromaer virker lidt for vilkårligt kastet ned i brygget, så de aldrig får blandet sig helt godt med hinanden.

Det ændrer dog ikke ved, at brygget alligevel er gedigent og juleegnet. Man kan jo se, om man kan nå at redde sig et par stykker endnu og være på forkant i år.

4-stjerner

Helles Bock, Kongebryg (Livsstil i Whiskybæltet II)

2016-08-12 14.20.43Publikums favorit …

Hvis man åbner øjnene lidt ekstra, og lader indtrykkene blive behandlet en ekstra gang inde bag pandelapperne, kan selv en banal cykeltur fra Amager (hvorfra jeg fortsat ikke har noget sted at flytte til, desværre) til Gentofte være lidt af en oplevelse.

Cykler man ad Lyngbyvej og drejer af ved Bernstorffvej, føres man – uanset om man er på cykel eller i bil – under en cykelbro. Det er imidlertid ikke bare en cykelbro, men en portal ind i en anden verden.

Ladaen, der triller ved siden af én forvandles med ét til en Audi A6, i modsat retning kører en Mercedes E400, som man lige når at se forvandles til en Peugeot, idet den kører den anden vej gennem dimensionsdøren. En Fiat, der tydeligvis er kørt forkert følger hastigt trop.

Foran én strækker Bernstorffvej sig nu i al sin magt og vælde. Pyntet på begge sider med små palæer – arkitekttegnede villaer i udvalgte farver med store vinduer, karnapper og nøje udvalgt ornamentik de helt rigtige steder. Tagene er gerne i tegl (såfremt det matcher arkitekturen selvfølgelig, ellers er det foretrukne tækningsmiddel skifer) og de findes især i fine røde, mørke eller sortglaserede udgaver, hvis de da ikke er i et broget udvalg af patineret grønt, der matcher en kvist i irret kobber og vinduesrammer i samme nuancer.

Noget andet, der karakteriserer området er murene. De er en integreret del af arkitekturen, matchende i farve og murstensvalg og bygget sammen med den fra vejen synlige husfacade. Kigger man godt efter vil man opdage, at de effektivt afgrænser grunden fra den offentlige vej, men man har virkelig gjort sig umage for at sige “mit mit miiiiiiit!” og “Skrup af!” på en så diskret måde som muligt.

Og fortsætter man ellers et stykke ud ad vejen, kommer slotsparken, hvor man i den forløbne weekend kunne købe en masse ting, der ikke er livsnødvendige, men ikke desto mindre er rare at have, på venstre hånd.

Nogle af standene faldbød faktisk også traditionelt kræmmermarkedsgods, omend af en noget andet kvalitet, end man normalt ser. De gamle spisestel forefandtes gerne i komplette sæt, de antikke vaser i grønt glas fandtes i alle tænkelige størrelser og former, og de brune patentflasker havde stadig læselig skrift indprentet på propperne, og for det meste var de tilhørende træstativer intakte. Med andre ord – skrammel var der faktisk alligevel en del af – men det var skrammel på et højere niveau, og priserne var også derefter.

Men på trods af at prisniveauet og klientellet var et ganske andet, end det, jeg normalt færdes iblandt, kom jeg hurtigt på hat med dem, der faldbød selv de dyreste ting, og den fineste mad. Jeg tror det kommer helt naturligt, når man er den, der står for udskænkning i ølteltet. Så vil alle gerne være ens ven, også selvom man ligner en trafikuheld involverende en russisk videnskabsmand fra forrige århundrede, en hjemløs og en hipster fra nullerne.

Og det bryg, flest ville have på livsstilsmessen var ‘Helles Bock’. Det er – i gættede det – en lys bock. En bock er – ligesom Münchneren – en tysk, undergæret øltype. Bocken er karakteriseret ved et højt maltindhold, som giver mere alkohol (i dette tilfælde mægtige 7,7%, der kun sjældent fik kunderne til at skifte mening), mere fylde og mere sødme.

Det kan mærkes allerede i duften, der er tung af karamel og kornfylde. Farven er matchende rødbrun, næsten uden skum og med en næsten klæbrig konsistens af sirup.

2016-08-13 17.07.16

Tilbehør … eller rettere skroget deraf.

Igen er brygget udvalgt ud fra, at der er heltstegt pattegris som tilbehør. Der er derfor ikke nogen vilde, uventede overraskelser i aromaen. Til gengæld er der fløjlsblød, næsten vinøs fylde i den initiale honningsødme. Brygget balancerer – trods vægtig tyngde – elegant på tungen i sin sødme, der snart ledsages af en tiltagende bitterhed.

Det starter med små kviste, så grene og til sidst store stykker træ, der lader sig gennemsave af tungen, efterhånden som de tykkere og tykkere stykker tømmer smages mere og mere ved gummer og mandler. Her er der eftersmag for alle pengene, og den matchede i øvrigt den grillede gris perfekt.

Der er nok nogle, der fik et lidt større buzz end der var kalkuleret med, da man bare skulle have en øl til grisen. Uanset hvad fik både gris og øl – såvel Münchner som Bock – kun pæne ord med på vejen. Det samme skal lyde herfra til de mange søde mennesker, der gjorde holdt i Kongebrygs stand og var godt selskab for os, der stod i bar.

Selvom jeg normalt ikke kommer sådan nogle fine steder som der hvor jeg var i weekenden, var det stadig en stor oplevelse – og hvis man er den, der byder på øl, er folk jo altid flinke.

4-en-halv-stjerne

Æble Ale V3, Kongebryg (Mønstring på Kongebryg Kaserne II)

2016-07-22 11.29.37Gær: “Jeg vil selv!”

Så skete det vist igen. Jeg meldte bastant ud, at mine anmeldelser nu ville blive kortere, fordi mine noter var så meget desto mere fragmentariske. Alligevel lykkedes det mig at få sidste anmeldelse til at fylde lige så meget som de mange foregående, på trods af at mine noter kun bestod af fem hurtigt og ulæseligt nedkradsede linjer.

Til den næste øl, jeg fik at smage – vi befinder os fortsat i baren i den gamle kampvognshal – fik jeg nødtørftigt nedkraset hele tre linjer. Det gjaldt bryggeriets påskebryg fra i år, der også havde udviklet sig i en ikke-planlagt retning, omend det alligevel var landet et ikke bare drikkeligt, men faktisk ganske delikat sted. Hvad der helt præcis skete – ja, det fik jeg vist fortalt, men husker det ikke. Eller også vidste bryggeren det heller ikke med sikkerhed.

I hvert fald var alkoholdannelen i brygget lige pludselig løbet løbsk. En eller anden fremmed gærstreng, måtte have fundet vej til brygget. Hvilken, fandt man aldrig ud af, men i hvert fald steg og steg alkoholprocenten – hinsides hvad de fleste almindelige gærstrenge ellers skulle kunne tåle. Oprindeligt skulle brygget vist have været på 4,6 % med brug af den oprindelige gær, og brygmester Niels Kiens fortalte levende, hvordan han måbende så alkoholprocenten kravle op over 7, så 8, så 9 …

Og så endte den på 10,2 i al sin magt og vælde – og smagte i øvrigt nydeligt. Igen er der tale om et gyldenorange, svagtskummende bryg. I mine noter står der, at brygget er “lækker[t], tør[t] og vinøs[t]” – og det skal jo nok passe, men rækker altså ikke helt til den standard, jeg gerne vil sætte for mine anmeldelser.

Brygget blev nok serveret lidt køligere end anbefalelsesværdigt, hvilket vil sige direkte ud af køleskabet. Det er ikke et bryg, der brillerer ved sine tørstslukkende egenskaber – heller ikke ved 6-7 grader i en bunker på 26-28 grader. Dertil er alkoholelementet – omend velgørende – for præsent og udfyldende. At brygget er blevet til ved et tilfælde viser sig ved en mindre ubalance mellem netop alkoholfylden og en tør eftersmag. Det lette, tørre efterhåndsindtryk får brygget til at tippe til den tunge alkoholside så det virker mere sammensat end forenet.

Men sammensat kan også være spændende. Og dette bryg er udelukkende sammensat af smukke brikker der måske bare ikke alle passer helt sammen.

Det er vel hvad der kan ske, når gæren får lov til at arbejde selv.

4-en-halv-stjerne

Hagbards Bock, Dagmarbryggeriet

2016-06-15 18.58.54Lidt ligesom ananaskirsebær …

En af mine gode venner fra studietiden, Lena, som nu bor i England, var i Danmark i maj måned på ferie rundt om i Danmark med sin familie. Tre små børn skulle transporteres rundt i bil, og til det formål var jeg i stand til at fremskaffe nogle barnesæder til poderne. For hjælpsomheden blev jeg takket alt alt for flot – med tre spændende øl fra Dagmarbryggeriet ved Ringsted. Om bryggeriet fremgår det, at det “trækker navnemæssigt på middelalderens kongehistorie i Ringsted og omegn”, navnlig den sagnomspundne Dronnning Dagmar, der oprindeligt kom fra Bøhmen i det nuværende Tjekkiet. Jeg synes, det ville være helt oplagt at referere til områdets senere betydning for ølbrygning – men nej. I stedet skrives der op ad vægge og ned ad stolper om Svend, Knud og Valdemar – og hvad det nu var, alle kongerne hed, før deres navne blev sat i system.

Og i en eller anden grad refererer øllet så til en historie, der har én eller anden – undertiden meget perifér – berøring med det, om ikke i form af den gamle danske kongehistorie, så i hvert fald gamle dage i almindelighed.

Dette bryg henviser til en norsk kongesøn Hagbard, og det er ikke ham fra ‘Smølferne’. Nej, anledningen er noget mindre munter end de glade historier om de små nisser. Hagbard var til sinds at hooke op med Signe, der var datter af Kong Siger (deraf navnet Sigersted … tænk hvis han havde heddet “Taler” – så havde landsbyen hedet “Talersted” eller måske “Snakkersted”, eller “Rablersted” … kun fantasien sætter grænser) men måtte ikke. Og da han blæste hvem det end var, der ikke ville have det, en lang march (det var garanteret hendes far Kong Snakkehoved, eller hvad det var, han hed) så var der jo ikke andet i hele verden at gøre end at lade Hagbard Kongesøn hænge.

Det der med uønskede svigersønner tog man åbenbart lidt tungt i de dage.

At Signe så valgte også at gå i døden fuldender desuden dramaet og tragedien, og det ulykkelige par er ifølge samme bedrøvelige historie begravet i Hagbardshøj, der – som det så smukt, romantisk og eventyrligt fremgår af etiketten – ligger mellem Sorø og Næstved Landevej … Man bliver jo øjeblikkeligt ført tilbage til Senmiddelalderens kongelige danseballer, komplet med dansende nar, drejelirer og sækkepiber, ved tanken om en ti tons IVECO der drøner forbi med en sending tilsætningsstoffer fra pektinfabrikken i Lille Skensved.

Så har jeg til gengæld bryggeriet mistænkt for at gøre sig lidt mere umage med at give øllet et skær af noget gammeldags. Brygget virker rustikt og autentisk med sit plumrede, ufiltrerede ydre og sin dybmørke lød. Skummet er højt, gyldent cremet og får så rigeligt energi nedefra af karboneringen. Duften slænger sig i det maltfede og søde hjørne med duft af karamel, farin og svesker.

Smagen lægger sig i retning af, hvordan jeg forestiller mig, øllet har været i middelalderen … Og det er næppe nogen ros. Helt overordnet er det et fantastisk lækkert bryg at hælde ind i munden. Det kærtegner blidt læbe, gummer og tunge med en blød finish af fløjl og smag af vanille. Men straks glasset har forladt gabet, træder syre og gær frem på en måde, jeg nok aldrig bliver gode venner med.

Brunkålslage blander sig med sveskesmag – men uden sidstnævntes sødme og fylde. Gæren skærper desuden syrligheden og supplerer med en kant af eddike.

Nej – jeg er ikke fan, og jeg bliver det heller aldrig.

Ikke desto mindre ved jeg, at surt og syrligt øl skulle være vældig meget in for tiden, og jeg har på fornemmelsen, at dette bryg rammer den eftertragtede syrlighed ganske godt. For syrligheden virker ikke disharmonisk på den måde, et decideret mislykket bryg ville føles. Syrligheden er ikke overvældende. Der er skam nuancer og min fornemmelse er, at brygget er grundigt smagt til, og at lige netop denne syrlighed er efterstræbt.

Jeg ved det blandt andet, fordi jeg ved smagning havde det på samme måde, som jeg har det med ananaskirsebær. Jeg kan i grunden ikke lide smagen, men jeg kan alligevel ikke lade være med at spise dem, når de er der.

Alene for dette fortjener brygget en højere karakter end den, jeg ville give, hvis det kun var fedteri for mine smagsløg, det handlede om.

2-en-halv-stjerne

Schiøtz Mørk Vinter Bock, Royal Unibrew/Albani

Snapshot_20160607_15Passende for årstiden …

Dagens bryg er faktisk ikke engang en overligger fra eget lager. Den er købt for ikke voldsomt lang tid siden i min lokale brugs, hvor den havde overvintret. Butikken ligger i den ikke helt ukendte bydel ‘Urban Planen’, der for ikke voldsomt mange år siden blev betragtet som en halvfarlig ghetto. I dag er der blevet byfornyet med afsindige prisstigninger og en vis beboerudskiftning til følge, men noget af det gamle klientel fra de barskere dage er alligevel blevet.

Det er blandt andet derfor, at de få fancy øl, der findes dernede (okay, fancy og fancy … men altså i forhold til, hvad ghettobiksene ellers fører af produkter ikk’ å’) får tit lov til at findes der ret så længe ad gangen. Men mørkt øl skulle jo angiveligt også blive bedre med alderen, så det har næppe skadet denne, at den fik lov at flaskemodne lidt. Og nu, hvor temperaturen oven i købet har fået et nøk nedad, passer det måske slet ikke så dårligt endda.

Det er det fjerde bryg i Royal Unibrew/Albanis Schiøtz-serie, der sammen med Lottrup-serien hylder stifterne af de bryggerier, der senere alle blev brutalt opslugt af fusionskapitalismen. Brygget er, hvad den hedder – en mørk vinter bock (man kunne ønske, at det nogle gange var med vores politikere som med denne øl. I betragtning af hans grundlovstale, synes jeg fx at det ville have været meget mere passende, hvis Søren Pind havde heddet Quisling til efternavn i stedet.) I det klare sollys viser brygget sig at være nydeligt rødt, mens det forekommer næsten sort, før man lader det gennemskinne. Skummet er tæt som marengsmasse, men knap så stabilt. Til gengæld hænger det i i fede bræmmer i ølkrusets mønster.

Brygget dufter letbranket med fylde af vanille og farinsukker. Smagen lægger sig i det søde hjørne, hvilket ikke kan undre i betragtning af tilsætning af hyldebær, tranebær, porse, råsukker samt chokolademalt. Nydeligt istemmende indfinder der sig imidlertid også bitterhed af kaffe som sammen med bitterheden giver en solid sveskefylde og smag af tørrede importerede frugter sydøstfra – figner, dadler og deslige, der jo også hører vinteren til.

Og som sagt, nu hvor det er blevet lidt køligere, passer det – især i aftenluften – heller ikke helt dårligt til vejret lige nu.

4-stjerner

Forårsbock, Rækker Mølle Bryghus

2016-02-02 18.00.40Først og fremmest en bock …

Nå … fuck det – julen varer som bekendt til påske, så fra nu af lader jeg juleøl være juleøl, der bliver anmeldt når jeg har forpulet lyst til det, eller når jeg bare tilfældigvis når til dem i den stadigvæk lange række af øl på toppen af køkkenskabet, der venter på at blive anmeldt.

Faktisk har jeg valgt at smide alt, der ligner kronologi eller sæsonoverensstemmelse overbord, og anmelder en forårsøl her på selve kyndelmissedag. Mig bekendt er Rækker Mølle Bryghus (tak for skænken til dem, i øvrigt) faktisk de første her i landet til at lancere en Forårsbock. Forbilledet er nordtysk, og mit tyske favoritbryggeri har for længst lanceret én, som man vil kunne se, jeg er ganske begejstret for. Rigelige mængder humle kombineret med intakt friskhed var koden, der gjorde dén øl til en stor oplevelse. Det bliver spændende at se, om Række Mølles bud læner sig op ad samme tradition, eller om de går deres egne veje.

Mængden af humle har de to bryg i hvert fald til fælles. Lifligt virrer synapserne i hjernens duftcentre allerede når brygget skænkes af den velgørende bitterhed. Når det gyldne bryg med det gyldne skum finsnuses efter endt ophældning mærkes desuden fylde af vanille. Det er ganske lovende, omend etikettens forjættelse om et let rødligt bryg ikke holder – men det gør ikke så meget, nu den gyldne farve i sig selv slukker den visuelle tørst ganske effektivt.

Brygget byder på en både frisk, sprød og ikke mindst klassisk humlebitterhed – overraskende sprudlende i betragtning af Hallertauerhumlens tyngde. Det er bryggets vanillefinish, der leverer friskheden. Heldigvis var denne ikke kun at finde i duften, men så sandelig også i smagen.

Det eneste skår i forårsstemningen er måske balancen, der alligevel ender med at tippe i den tunge humles favør. Men man skulle da være et skarn, om man nedgjorde et bryg for at være for bittert, når nu bitterheden er af en så høj kvalitet, som man møder den her.

Humlens varme vokser nemlig med tiden, og en lækker aroma af valnødder eftermasserer mandler og gummer i eftersmagen. Brygget glemmer dermed ikke, at det stadig er en bock, selvom det også er et forårsbryg. Så at friskheden viger lidt i slutfasen gør vel egentlig ikke så meget endda.

4-en-halv-stjerne

Bar Bock, Grauballe Bryghus

2016-01-23 22.13.55Langt over målet …

Nøgenhed sælger – det ved jeg fra den nyligt anmeldte Deugniet, hvor der på frontetiketten var afbilledet et yngre mandfolk med benklæderne nede omkring lårene. Det er en sikker vinder, og det har Grauballe Bryghus sikkert også vidst, da de i anledning af Skanderborg-Festivalen sidste år lancerede dette bryg. Her skulle det dog ikke være en mandsperson der var afbilledet, men en servitrice, hvis nederdel må siges at have et endda særdeles højt snit, mens det stakkels menneske at dømme på synligheden af underbenklæderne for ganske nyligt er blevet udsat for en voldsom og formentlig ganske smertefuld olfert. Sikke noget!

Åbenbart ved de der marketingfiduser, der træffer beslutninger om, hvad der skal være på en øls frontetiket, en hel masse om hvad der sælger, og ret ofte sælger ting, der for mig ikke giver særlig meget mening i forhold til produktet. Jeg synes olferter er aldeles ubehagelige og ikke noget, man skal bruge som salgstrick. – Endnu mindre i serveringssituationer. Jeg ville på det bestemteste gøre øjeblikkeligt omkring og forlade etablissementet, om jeg skulle betjenes af personale, der forinden var blevet budt en olfert som del af deres uniformspåklædning!

For nu at tale om indholdet i stedet for at fortabe os i formen, så var det den sidste øl, jeg kunne overskue at kradse noter ned om, da Marcus forleden aften kom forbi med mad og hygge. Før jeg glemmer det, skal jeg takke min storebror for dette bryg. Jeg fik det af ham i 40 års fødselsdagsgave, i øvrigt sammen med et par dubletter, der gør mere end almindeligt godt i disse dage, hvor jeg inviterer folk på øl. For så er der også noget at prøve uden at jeg behøver anmelde efterfølgende.

Mine noter er noget skitseagtige, for de to andre øl var for længst gået i blodet, og forhindrede floromvundne, krummelurede og ikke mindst uddybende analyser af smagsoplevelsen. At lede efter uddybninger i min hukommelse ville reelt svare til, at jeg dels ville hitte på, dels bilde mig ind hvad den smagte af. Så vil jeg af hensyn til læserne hellere støtte mig til de smuler, jeg trods alt har.

Brygget er en bock, en stærk, undergæret øl efter tysk forbillede. Det er lystigt rødgrumset med et flot, porøst gyldent skum. Duften byder på sødme af karamel mere end …

… den humle, der næsten rammer én som en hammer ved den første tår. Duftens sødme er næsten snyd, for man overrumples af den vrede, beske, men også meget fyldige humlebitterhed, som brygget byder på. Jeg tænker spontant på krydderiblandingen til en mørk snaps. Dette kunne næsten være ‘Gammel Dansk’ som øl – så bittert, så mægtigt, så beskt er det.

Og ligesom man hurtigt får nok af gammel dansk, truer denne øl også med at tippe over til det lidt for beske. Kraft er – ligesom bitterhed – selvfølgelig godt. Men det er endnu bedre, hvis brygget kan hvile i sin kraft, og ikke kammer over og bliver ubalanceret. Det formår dette bryg ikke helt.

Marcus var dog ganske begejstret, og gav uden tøven brygget …

5-stjerner

 

Jeg er, disharmonien taget i betragtning såmænd ganske imponeret, men så alligevel ikke helt så …

4-en-halv-stjerne

Et spørgsmål presser sig på på falderebet. Hvad vil man med en sådan humlebombe på en festival? Til koncerter og festivaler er det musikken og de andre oplevelser, der er i højsædet, mens øllet er noget man drikker til. Ikke dermed sagt, at man skal nøjes med det allertyndeste, ligegyldige sprøjt, der gives. Tværtimod har jeg prøvet flere øl, der rammer balancen mellem letdrikkelighed og adækvat øloplevelse ganske fint – ikke mindst når man er til koncert. Men på det parameter rammer denne øl altså langt, langt over målet. Der er tale om en sværttilgængelig specialøl, der bedst nydes i sig selv, uden andre forstyrrende elementer.

Klitnisse, Skagen Bryghus

2016-01-19 20.44.42Lidt mere hygge, tak …

Jeg er fortsat håbløst bagude med juleøllene. Det største problem er faktisk, at jeg er brændt inde med et større kontingent juleøl i selskabsstørrelse, altså 0,75 l (eller deromkring) hvilket er langt mere, end jeg gider drikke for mig selv.

Faktisk kan standardmængden på ½ liter føles i overkanten, ikke mindst når det er juleøl man tester, for de indeholder sjældent mindre alkohol end øl med gashåndtag. 0,33 l. er for det meste fint, og mindre kan endda også gøre det. Man behøver vel ikke at blive småfuld af en enkelt øl – så burde man hellere lave det i mindre emballager, så man kan prøve to forskellige før man bliver snaldret.

Nu har jeg faktisk glemt præcis hvor meget alkohol Skagen Bryghus‘ Klitnisse har. Men at dømme på den diffuse hovedpine jeg har i dag, efter at have prøvet den i går, holder den næppe under 7%. Så til en julefrokost vil den formentlig gøre godt, hvis man hurtigt vil drikke sig i hegnet …

På mange andre parametre udmærker den sig også mere end den klassiske (og kedelige) julefrokost-øl over dem alle – snepilsneren. Bryggets rødbrune kulør er langt lækrere – ligesom det gyldne, højttronende skum. Det er lige før man ud fra farverne kommer til at tænke mere på efterår end på jul. Duften er kraftig, anmassende og karakterfuld af gæret hø, så der venter om ikke andet en stærk oplevelse.

Et bitterfyldigt humledrøn af beske urter og småharske mandler rammer da også sylten ganske hårdt ved det første nip. Hø og vådt træ vokser i munden, og klinger ud med eftersmag af småharske mandler.

Lidt julet er det da, men det er klart julens grove smage, nissen fra de sandede egne omkring Danmarks nordligste punkt her slår an (nej, ingen dumme, lumre vittigheder om navnet herfra). Brygget opviser rigeligt karakter til i hvert fald ikke at være kedeligt. Til gengæld er brygget heller ikke ordentligt i balance, men tippet alt for meget over i det beske – hvis ikke harske.

Skagens klitnisse er af den bitre, gnavne slags, der helst driller. Lidt mere hygge ville have været klædeligt.

3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme