Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: bock

Christmas Bock, Thisted Bryghus

Så fandt vi hyggen – sådan da …

Så er julestemningen sat ind. I skrivende stund varmer jeg min ovn for at sætte min Christstollen til at bage – det er en af de juletraditioner, jeg meget nødigt svigter. Derudover skal der i dag anmeldes en rigtig juleøl.

Men før det kan ske, har virkeligheden – det dumme svin – stukket sit grimme fjæs frem igen for at forstyrre højtidens eskapisme. Erik Høgh-Sørensen – et for mig ukendt nordjysk regionsrådsmedlem fra det racistiske og fascistiske parti Dansk Folkeparti har udtalt, at indsatte i hans Christiansborg-venners KZ-lejr udelukkende skal have serveret svinekød.

Selvom den racistiske skiderik siden har hævdet, at den åbenlyst racistiske udtalelse var ment som en vittighed, siger udtalelsen alt om, hvad DF’erne har stangliderlige og våde drømme om at bruge Lindholm til. De vil isolere muslimer – og kun muslimer der, idet de som de eneste ville blive generet af svinekødstvangen (- nåhr ja, og jøderne selvfølgelig, hvis DF pludselig skulle få lyst til at isolere dem også. Det skulle ikke undre mig). Samtidig afslører udtalelsen, at DF’eren mener, at kun muslimer vil kunne gøre sig fortjent til tålt ophold i Danmark, idet kun muslimer i deres øjne reagerer på svinekød som vampyrer på hvidløg. Kun muslimer er kriminelle nok, integrationsfjendtlige nok, udanske nok … fortsæt selv listen til kvalmen sætter ind. Jeg burde selv være stoppet for længst.

Og når det er sagt – hvad er man for et usselt ynkeligt og lidet menneske, hvis man på den måde – selv i spøg – kan finde tilfredsstillelse i at gøre livet surt for mennesker, hvis eneste forskel fra én selv er en anden nationalitet og religion? Et patetisk skrog af et umenneske er, hvad Erik Høgh-Sørensen er. Uværdig til at repræsentere andet end tilsvarende racistisk afskum som det han selv er.

Nå – til julestemningen. Dagens øl fik jeg i den Thisted Bryghus-julekalender, jeg blev beriget med i fødselsdagsgave af min søster. Lidt fjollet finder jeg det at betegne en øl ‘Christmas Bock’. Christmas er engelsk, mens Bock er tysk, men på den anden side er en forbrødring mellem de to lande vel heller ikke det værste, man kunne forestille sig i disse Brexit-tider.

Ret mørkt er brygget. Efterårsrødbrunt og dermed ganske flot, hvilket kan kompensere for en ganske sølle skumdannelse, der højest kan præstere små spredte gyldne fnug på det klare bryg.

Duften er overraskende tung af svesker, ledsaget af en noget industriel metallisk-syrlig kant. Syren er markant nok til, at man frygter at de ellers gode og indrømmet – julede – svesker bliver udvandet i smagen.

Det er så umiddelbart ikke tilfældet. Bedst mærker man øllets alkoholstyrke på ikke helt tilforladelige 7%. Det sparker de aromatiske noter, man mærkede i duften godt op vejret, så munden snart er fuld af småbrankede svesker, garneret med nelliker og anis. Gnubber man kinderne mod gummerne vil man være i stand til at trække rigtig meget smag ud af en øl, der på overfladen ellers lader til ikke at være helt i balance. Alkoholen virker en kende overdrevet, sveskesødmen ikke helt stærk nok og humlebitterheden måske lige skruet en tand højere op, end hvad der er bedst i en juleøl. Samtidig melder den industrielle metalsyre sig også, og truer med at mindske oplevelsen …

… men åbenbart er der alligevel rigeligt i denne øl til, at det ikke sker. Brygget består ved sin kraft og vælde, men må tåle nogle anmærkninger for ikke lige at have ramt juleharmonierne helt præcist.

Einbecker Mai-Ur-Bock, Einbecker Brauhaus (Grænsehandel VI)

Hinsides forventningerne …

Da jeg tilbage i April efter min Onkel og Tantes guldbryllup købte ind ved grænsen … mest fordi jeg kunne og fordi min søster ville … undrede jeg mig såre over, at en uanselig grøn flaske med tysk påskrift sådan skulle sælges som specialøl. Den ligner på alle leder og kanter en anonym, tysk industripilsner, som man kender og frygter dem alt for godt.

Forventningerne var følgelig på bunden af Marianegraven, og da den skulle knappes op, havde jeg for en sikkerheds skyld fundet skovl og spade med, så man om nødvendigt kunne grave endnu længere ned.

Lidt afvigelse fra det horribelt generiske germanske gennemsnit viste der sig imidlertid at være alligevel ved nærmere granskning af etiketten. Der var ikke tale om en pils(e)ner, men en Mai-Ur-Bock … som i virkeligheden ikke adskiller sig meget fra pilsnertypen ud over, at den er stærkere og brygget på et bestemt tidspunkt af året. Skovlen var fortsat inden for rækkevidde.

Forventningerne var derefter – måske ville den yde lidt mere aroma end det allermest generiske standardsprøjt sydfra, men det var også det højeste, jeg kunne trække forventningerne op til.

Overrasket blev jeg, da brygget ved opknapning og skænkning straks gav sig til at dufte skarpere og tungere end langt de fleste pilsnere – det være sig industrielt-generiske eller specielle, tyske eller otherwise. Brygget var også væsentlig mørkere end forventet, da det i den traditionelt flaskegrønne emballage fremstod aldeles gennemsigtigt.

Men flot koberrødt rejste det sig i glasset, lystigt skummende og emmende så man næsten fik ondt i hovedet – på den fede måde forstås. Godt med blød, varm malt og et skarpt stik af alkohol i duften – lovende og allerede hinsides hvad man kunne forvente.

En magelig maltprofil kærtegner alle mundhulens indersider. Vanilleblødt, fyldigt og tæt smager det karamelflydende bryg med et overraskende, men nøje afmålt snit af egetræ. Længere bagtil tager bitterheden til og ender i en rå kålaroma, der sammen med bryggets 6,5 % alkohol yder en luftig cognacimpression som et ekstra pift oven i alt det andet fine og vellykkede.

Man skal åbenbart ikke sådan skue øllet på emballagen.

Fendt Dieselroß Öl, Aktienbrauerei Kaufbeuren (Grænsehandel IV)

Falsk varebetegnelse …

Uaaak! Der er rod i kronologien … Ikke alene glemte jeg fuldstændig at nævne, at sidste øl også var en af de øl, jeg havde købt i den Flensburgske grænsehandel. Men endnu før jeg havde prøvet den øl, havde jeg prøvet endnu en øl fra samme tur. Denne øl.

I anmeldelsesrækkefølgen var den imidlertid gået under radaren, fordi jeg havde indtalt anmeldelsen på min telefon i stedet for at bruge pen og papir, som jeg plejer. Sådan går det, når man spontant beslutter sig for at spise ude, og man glemmer at få notesblokken med. Føj dertil, at man ikke gider spolere hyggen ved at måtte rende hele vejen op på 2. sal endnu engang, bare for at hente anmelderapparaturet. Så hellere bare bruge det, man har.

Det skal selvfølgelig ikke undskylde min inkompetance og amnesi, men en forklaring skylder jeg da læserne som absolut minimum (og jeg nægter at lytte til, endsige acceptere påstande om, at I som læsere garanteret aldrig ville have opdaget mit sløseri hvis ikke jeg detaljeret havde berettet om det her … jeg NÆGTER!)

Et bayersk bryggeri står bag denne og én anden øl, der bød sig til blandt specialbryggene. Det er selvfølgelig nærmest generisk indbydende at have en irgrøn retro-traktor på etiketten – men derudover er der ikke noget videre specielt over dem. Denne er en udbredt øltype i Tyskland – en Märzen. Navnet kommer af måneden marts, hvor øllet typisk blev brygget som noget af det sidste, før forbuddet mod at brygge øl over sommeren trådte i kraft på de kanter. Til gengæld lagrede det over de varme måneder hvor risikoen for inficering af nyt øl var for stor, og blev så drukket til oktoberfesten.

‘Öl’ betyder i øvrigt ikke ‘øl’ på tysk, men derimod ‘olie’. Navnet skal – gætter jeg på – vel vække associationer til traktorolie på en eller anden måde. I så fald ville jeg have brygget en stout tror jeg, men lad os nu få at se, hvordan det tyske bryggeri udlægger fornemmelsen af traktordiesel mellem gummerne.

Det er i hvert fald ikke dieselodeur, der møder næsen ved dennes proximering til det kobberrøde, hvidtskummende bryg. I det hele taget dufter brygget ikke af særlig meget, i en i øvrigt friskt kærtegnende sommerbrise fuld af forårsblomster og havegrill. Ved smagning forbliver brygget diskret, og vælger at forblive subtilt frem for frembrusende. En rar, rund maltprofil erstatter en for tyske lyse øl ellers fremtrædende humleprofil.

Det er for så vidt rart nok og nogenlunde markant, men det forbliver også aldeles ufarligt. Samtidig er resten af brygget underligt dovent, nærmest uengageret og med en kant af noget næsten syntetisk vandigt. Man kan ikke tage fra øllet, at det aldeles brugbart som tørstslukker på en varm, dejlig aften, hvor man kan spise ude – og så har den en rar sød kant samtidig …

… men som oplevelse betragtet er den desværre som tyske standardøl er flest. Og sådan at stille den mellem de øvrige specialøl, gnubber sig op ad falsk varebetegnelse.

Dead Guy Ale, Rogue Ales & Spirits

For alle de døde …

Når nu jeg ikke skriver helt så ofte, som jeg gjorde sidste år, så hænder det gerne, at der sker flere ikke ølrelaterede ting mellem hver anmeldelse, der kræver en bemærkning. Jeg har med dagens øl fundet anledning til at smide nogle ord om de store personligheder, der for nylig har forladt os, og som har betydet noget for mig.

Christoffer Barnekow tog afsked d. 5. januar. Han huskes som Poul Nesgaards sidekick i mange af førstnævntes programmer. Han var noget oppe i årene, så det var mere et chok, der ramte offentligheden, da Synnøve Søe ti dage senere gjorde ham selskab. Personligt er jeg nok mest berørt af Jens Okkings død d. 21. Jeg tror, han var en af de første danske skuespillere, jeg overhovedet kendte navnet på, og kunne genkende. For mig er han uløseligt forbundet med sin rolle som Ridder Ræddik fra de tidlige firseres monopol-tv.

En sjov detalje er, at mine forældre en overgang boede i samme boligkompleks som ham i Århusbydelen Vejlby.

Ursula K. LeGuin var den næste gigant, der måtte videre. Hende har jeg ikke læst meget af, men den smule det er blevet til, har alligevel brændt sig fast.

Og netop som jeg i skrivende stund tjekker listen over afdøde i år indtil videre, opdager jeg til min rædsel, at Mort Walker har gjort Charles M. Schulz, Franquin, Goscinny og Georges Remi selskab. Det har jeg fuldstændig overset.

Jeg har jo som bekendt mit eget lille tegneserieprojekt, og jeg beundrer Mort Walker for hans rene og simple stil, der også gjorde ham til en af de mest produktive serietegnere nogensinde. Det stikker, fordi han ligesom Jens Okking var synonym med min barndom. Jeg samlede i flere år på Basserne-tegneserieblade – selvom det bestemt ikke kun var for titelseriens skyld. Således blev Mort Walker også skiftet ud med Bill Watterson, da Steen og Stoffer fik deres egen serie.

Det minder én om, at alle – også ens største helte – kun er her i kort tid, og at man selv skal den vej en dag.

Og så, netop som man er ved at lægge sidste hånd på indlægget – så dør Ole Thestrup, endnu et af barndommens mest kendte ansigter også – for nu at gøre katastrofen total. Jeg husker ham som en skuespiller, der havde to indstillinger – enten eddikesur og kolerisk, som lagerforvalter i “En Stor Familie” og lærer i “Busters Verden”. Eller som hjertevarm hyggeonkel i rollen som Nissefar i “Jul på Slottet” og i diverse børneudsendelser. Må han nu også hvile i fred …

Men inden jeg selv skal af sted, har jeg liiiige nogle flere øl, jeg skal have smagt på.

Denne gang har jeg orienteret mig om indholdet før åbning. I Cold Brew IPA var der som bekendt kaffe, og når det sådan fremgik af bryggets navn, så tænkte jeg det var bedst, at jeg lige læste etiketten på denne øl først. Hvis der rent faktisk skulle være døde gutter i, ville jeg som absolut minimum vide det, før jeg skænkede.

Jeg kunne imidlertid konstatere, at brygget var ganske rent – efter tyske forhold. Det eneste døde det kunne indeholde måtte være gærrester – men da øllet er filtreret, er det næppe heller tilfældet.

Det nydeligt kobberfarvede bryg emmer skam heller ikke af hverken død eller de efterladtes tårer. Tværtom er det sjældent man oplever så sødt øl, uden at det er tilsat noget. Mandler blander sig med sød karamel, krydret med fennikel og en drys muskat.

Whisky på egetræ melder sig ganske umiskendeligt i munden. At brygget er filtreret giver det en farveløs, omend klar baggrund på hvilken de øvrigte smagskonturer melder sig forfriskende klart. Egens bitterhed melder sig ved mandlerne, syren længere fremme i munden, og whiskyen så’n lidt over det hele. Med jævn hånd er der iblandet søde mandler og udvalgte kagekrydderier – allehånde, fennikel og koriander.

At den klare baggrund også får brygget til at synes en smule vandet og hult, kan det ikke løbe fra. Men dette bryg får det bedste ud af det, idet de øvrige smage får lov at stå nok så klart frem. Selv en præsent vandkarakter kan åbenbart have sine fordele.

Knarf’s Whisky Beer, Rækker Mølle Bryghus

2017-10-20 18.21.07Ikke noget Richard Ragnwald …

2 mål har jeg sat mig for i forbindelse med denne anmeldelse. 1 – jeg vil prøve at undlade at komme alt for meget ind på, hvor svært det var at få fat i denne øl, på trods af mange ihærdige forsøg både fra mig og bryggeriet. 2 – jeg vil også prøve at undlade at gøre det, jeg alt for tit gør, når jeg anmelder øl fra Rækker Mølle Bryghus – jeg vil undgå at nævne Esben Lunde Larsen …

… Nå, det gik ikke så godt med mål nummer 2. Det starter ikke særlig godt, hva’?

Anyways – Rækker Mølle Bryghus kontaktede mig angående denne øl engang i midten af september, og så fulgte ellers en lang række af misforståelser, der gjorde, at jeg først i går aftes omsider kunne åbne brygget og prøve det.

Der er tale om en tredobbelt bock, der efter gæring og lagring er lagt på whiskyfade fra Stauning Whiskydestilleri i 4 måneder. Stauning Whisky er, så vidt jeg er orienteret, den første producent af single malt whisky efter skotsk forbillede i Danmark. Det er gode sager, skulle jeg hilse og sige. Jeg kan, som tidligere nyder (om ikke kender) af skotsk single malt whisky, ikke skelne den danske fra den skotske – i hvert fald ikke, når den kommer fra Stauning.

Understreges skal det også, at whiskyen ikke er tilsat. Det markante indslag af whisky kommer alene fra de træfade, øllet er lagret på. Selvom den slags kreative tiltag til gavn for øllets smag og karakter sikkert er meget fy fy syd for grænsen, mener undertegnede ikke, at den overtræder reglerne for hvad jeg ville kalde rent.

Det er et flot, orangerødt bryg, der skummer rigtig flot ved skænkning, og så ellers afbruser hurtigt. Selv i bryggeriets fancy luksusøl mærker man den vestjyske mindelighed. Armbevægelser og festfyrværkeri er holdt på et nødvendigt minimum, selvom man har været så large, trods at, at forsyne den standardetikketerede flaske med et gyldent gashåndtag uden om proppen, der må fjernes med en proptrækker.

Brygget byder på en dyb, fyldig duft af malt med forventede indslag af whisky. I duften forekommer det umiddelbart ikke særlig velintegreret, men netop mere som en blanding af to ting, frem for et resultat af lagring.

I smagen er det imidlertid en ganske anden sag. En god, fyldig maltbund af mørk karamel yder fundamentet til en både flot, velkonstrueret og ikke alt for stort og prangende bygningsværk bestående af stikkende, røget whiskyaroma, spidskommen og koriander.

Whiskyen er væsentlig bedre integreret her, omend måske ikke helt. Men det er ikke værre, end at det bare kan betragtes som del af øllets karakter. Stauningdestilleriets indflydelse er markant, men bæres så nydeligt frem af de andre elementer, så alle så fint komplimenterer alle.

At whiskyen formår at snappe og gnave i ganen, hvorved den uundgåeligt kommer til at hævde sig lidt på bekostning af de andre, tjener kun brygget til ære. For nu at forsøge en analogi fra musikkens verden – det er ikke videre begrædeligt at Iron Maiden gør mere væsen af sig, og derfor er mere kendt en Richard Ragnwald … Ikke at der er noget Richard Ragnwald i dette bryg. Til gengæld kan der nok spores et element af Iron Maiden, selvom det måske mest af alt indeholder Metallica på deres gamle dage, omend når de er bedst.

Så vidt jeg husker var der lidt mere fortælling bag denne øl – fx hvorfor navnet er ‘Frank’ stavet bagfra (og jeg magter ikke at kommentere i detaljer, at man på dansk ikke anvender apostrof i genitiver) – men det må jeg erkende, at jeg har svedt ud. Det er trods alt ved at være længe siden, at jeg først blev kontaktet om den. Men den var ventetiden og bøvlet med at få den frem værd og mere til. Bryggeriet har formået det, jeg i sin tid ikke synes lykkedes særlig godt for bryggeriet Innis & Gunn, der havde whiskylagret øl som deres hovedkoncept. At integrere øllet og whiskyen, frem for blot at blande indtrykkene.

Sådan kan det tit gå bedre for dem, der bruger den slags trick for at variere, frem for at ville gøre det hver gang.

Tusind tak til Rækker Mølle Bryghus for denne nydelige dele- eller helaftensøl. Egentlig deler jeg øl af denne størrelse og styrke (8,5%) men den skulle helst anmeldes hurtigt i betragtning af den lange og besværlige fragttid. Og så kan den også bruges til at nippe i en periode over 2-4 timer.

Det skader ikke øllet, hvilket også vidner om dets kvalitet.

5-stjerner

Carls Selection Marsstraße Bock, Carlsberg

2017-08-10 18.02.06Langt fra en cola …

Giganternes forsøg på at gå mikrobryggerierne i bedene med kvalitetsbryg lykkes sjældent helt og oftest kun et sted mellem halvt og trekvart. Carlsberg startede med Carls Selection decideret sløjt ud, men har nu opgraderet serien med pænere etiketter i farver med svære, hipsteragtige navne. Føj dertil ældre skrifttyper på fremmede sprog – sidst var det engelsk, denne gang er det tysk.

Temaet er fortsat Carl Jacobsens dannelsesrejse i 1800-hvidkål (læs selv bagpå etiketten) og denne øl er tilegnet den del af rejsen, der gik til Sydtyskland. Her lærte han angiveligt at brygge den stærke, mørke, undergærede bock, der et af områdets signaturbryg. Og hvad ville mere passende i den anledning end at brygge en stærk, mørk, undergæret bock?

I får ikke noget svar. Det var et retorisk spørgsmål.

Sidst jeg prøvede en af de nye Carls Selection gik det i øvrigt hæderligt. Men at bedømme serien ud fra en enkelt øl er næppe statistisk ansvarligt.

I første omgang virker dette bryg da heller ikke ligefrem prangede. Skumdannelsens højde og tæthed er at sammenligne med henholdsvis Amagers bjergkæder og Mars’ atmosfære. Så det mørke brygs sammenlignelighed med Cola er kun overfladisk, eftersom de fleste colaer har mere skum end denne øl.

Ved duften holder enhver anden lighed med afbruset cola da også op. I stedet mødes man af en aldeles rar og nydelig bouquet af karamelkaffe med fløde. Munden glædes til væsentlig mere end almindeligt velbehag af blød, venlig og markant malt, der giver noter af ristet rugbrød og mørk karamel. Karamel og malt gør brygget dejligt fyldigt, så beskheden ved mandlerne ikke virker anmassende eller malplaceret, men derimod velintegreret i det venlige – men bestemte bryg.

Således kæler brygget ikke bare, men kradser og river også en smule i gane og gummer med impressioner af stærk kaffe, toffee og fuselalkohol i skøn forening.

En varm, mørk kæmpe. Venlig men også lidt skræmmende …

… langt mere skræmmende end hvad man kunne forvente af Carlsberg.

4-en-halv-stjerne

Jule Avec, Berentsen Brygghus

2017-03-31 17.51.25Vigende fylde …

At det lige straks er påske skal ikke holde mig fra at prøve en spændende juleøl, hvis den byder sig til. Jeg er egentlig ganske indifferent over for, hvad der måtte stå på etiketten om, hvilken høj-, lav- eller mellemtid en øl er brygget til (eller på). Hvis det er billigt og foregøgler en eller anden form for kvalitet (om det så bare er at befinde sig i en kvalitetsølhandels som fx Toft Vin på Islands Brygge) så er jeg både spil, leg og bytte, samt andre mulige oversættelser af den engelske glose ‘game’, som jeg – hvis det ikke skulle være gået op for læserne – krampagtigt forsøger at gøre mig vittig over i disse linjer.

Jule Avec skulle ifølge bloggeren ‘Hopdaddy’ være “speciel men ikke dårlig”. Det lyder jo mildt lovende, selvom understregningen af, at den ikke skulle være dårlig, måske nok trækker mit ene øjebryn en smule i vejret … som i øvrigt er blevet rigtig flot. Jeg spiste ude i går aftes for første gang i år – men det skal I nok få mere at høre om.

Øllet er i hvert fald ganske mørkt med en usædvanlig skumkrone i dybgult, og ikke popcornfarvet, som man kan se det på etiketten. Duften er også speciel, og indtil videre iøvrigt ikke dårlig; Tung og sød af blommer og svesker (ja, jeg ved godt det i bund og grund er det samme, men de dufter altså forskelligt i deres forskellige former, og dette bryg dufter af begge former, ja det gør så). Dertil kommer syre og sødme af kirsebær.

Julen er sådan set allerede hjemme i duften, mens smagen faktisk går indtil flere skridt videre i samme retning. Initialt mærker man bitterhed af kaffe med humleindslag af lakridsrod og egetræ. Efterhånden melder sig mere krydrede noter af spidskommen og kanel – en aromakarakter, der egner sig aldrig så nydeligt til klassiske julegodter som dadler, figner og nødder.

Det specielle, som Hopdaddy advarede imod, melder sig i fylden, der desværre viger i den samlede oplevelse. Brygget er for letflydende og vandigt, og de ellers gode indtryk og aromaer virker lidt for vilkårligt kastet ned i brygget, så de aldrig får blandet sig helt godt med hinanden.

Det ændrer dog ikke ved, at brygget alligevel er gedigent og juleegnet. Man kan jo se, om man kan nå at redde sig et par stykker endnu og være på forkant i år.

4-stjerner

Helles Bock, Kongebryg (Livsstil i Whiskybæltet II)

2016-08-12 14.20.43Publikums favorit …

Hvis man åbner øjnene lidt ekstra, og lader indtrykkene blive behandlet en ekstra gang inde bag pandelapperne, kan selv en banal cykeltur fra Amager (hvorfra jeg fortsat ikke har noget sted at flytte til, desværre) til Gentofte være lidt af en oplevelse.

Cykler man ad Lyngbyvej og drejer af ved Bernstorffvej, føres man – uanset om man er på cykel eller i bil – under en cykelbro. Det er imidlertid ikke bare en cykelbro, men en portal ind i en anden verden.

Ladaen, der triller ved siden af én forvandles med ét til en Audi A6, i modsat retning kører en Mercedes E400, som man lige når at se forvandles til en Peugeot, idet den kører den anden vej gennem dimensionsdøren. En Fiat, der tydeligvis er kørt forkert følger hastigt trop.

Foran én strækker Bernstorffvej sig nu i al sin magt og vælde. Pyntet på begge sider med små palæer – arkitekttegnede villaer i udvalgte farver med store vinduer, karnapper og nøje udvalgt ornamentik de helt rigtige steder. Tagene er gerne i tegl (såfremt det matcher arkitekturen selvfølgelig, ellers er det foretrukne tækningsmiddel skifer) og de findes især i fine røde, mørke eller sortglaserede udgaver, hvis de da ikke er i et broget udvalg af patineret grønt, der matcher en kvist i irret kobber og vinduesrammer i samme nuancer.

Noget andet, der karakteriserer området er murene. De er en integreret del af arkitekturen, matchende i farve og murstensvalg og bygget sammen med den fra vejen synlige husfacade. Kigger man godt efter vil man opdage, at de effektivt afgrænser grunden fra den offentlige vej, men man har virkelig gjort sig umage for at sige “mit mit miiiiiiit!” og “Skrup af!” på en så diskret måde som muligt.

Og fortsætter man ellers et stykke ud ad vejen, kommer slotsparken, hvor man i den forløbne weekend kunne købe en masse ting, der ikke er livsnødvendige, men ikke desto mindre er rare at have, på venstre hånd.

Nogle af standene faldbød faktisk også traditionelt kræmmermarkedsgods, omend af en noget andet kvalitet, end man normalt ser. De gamle spisestel forefandtes gerne i komplette sæt, de antikke vaser i grønt glas fandtes i alle tænkelige størrelser og former, og de brune patentflasker havde stadig læselig skrift indprentet på propperne, og for det meste var de tilhørende træstativer intakte. Med andre ord – skrammel var der faktisk alligevel en del af – men det var skrammel på et højere niveau, og priserne var også derefter.

Men på trods af at prisniveauet og klientellet var et ganske andet, end det, jeg normalt færdes iblandt, kom jeg hurtigt på hat med dem, der faldbød selv de dyreste ting, og den fineste mad. Jeg tror det kommer helt naturligt, når man er den, der står for udskænkning i ølteltet. Så vil alle gerne være ens ven, også selvom man ligner en trafikuheld involverende en russisk videnskabsmand fra forrige århundrede, en hjemløs og en hipster fra nullerne.

Og det bryg, flest ville have på livsstilsmessen var ‘Helles Bock’. Det er – i gættede det – en lys bock. En bock er – ligesom Münchneren – en tysk, undergæret øltype. Bocken er karakteriseret ved et højt maltindhold, som giver mere alkohol (i dette tilfælde mægtige 7,7%, der kun sjældent fik kunderne til at skifte mening), mere fylde og mere sødme.

Det kan mærkes allerede i duften, der er tung af karamel og kornfylde. Farven er matchende rødbrun, næsten uden skum og med en næsten klæbrig konsistens af sirup.

2016-08-13 17.07.16

Tilbehør … eller rettere skroget deraf.

Igen er brygget udvalgt ud fra, at der er heltstegt pattegris som tilbehør. Der er derfor ikke nogen vilde, uventede overraskelser i aromaen. Til gengæld er der fløjlsblød, næsten vinøs fylde i den initiale honningsødme. Brygget balancerer – trods vægtig tyngde – elegant på tungen i sin sødme, der snart ledsages af en tiltagende bitterhed.

Det starter med små kviste, så grene og til sidst store stykker træ, der lader sig gennemsave af tungen, efterhånden som de tykkere og tykkere stykker tømmer smages mere og mere ved gummer og mandler. Her er der eftersmag for alle pengene, og den matchede i øvrigt den grillede gris perfekt.

Der er nok nogle, der fik et lidt større buzz end der var kalkuleret med, da man bare skulle have en øl til grisen. Uanset hvad fik både gris og øl – såvel Münchner som Bock – kun pæne ord med på vejen. Det samme skal lyde herfra til de mange søde mennesker, der gjorde holdt i Kongebrygs stand og var godt selskab for os, der stod i bar.

Selvom jeg normalt ikke kommer sådan nogle fine steder som der hvor jeg var i weekenden, var det stadig en stor oplevelse – og hvis man er den, der byder på øl, er folk jo altid flinke.

4-en-halv-stjerne

Æble Ale V3, Kongebryg (Mønstring på Kongebryg Kaserne II)

2016-07-22 11.29.37Gær: “Jeg vil selv!”

Så skete det vist igen. Jeg meldte bastant ud, at mine anmeldelser nu ville blive kortere, fordi mine noter var så meget desto mere fragmentariske. Alligevel lykkedes det mig at få sidste anmeldelse til at fylde lige så meget som de mange foregående, på trods af at mine noter kun bestod af fem hurtigt og ulæseligt nedkradsede linjer.

Til den næste øl, jeg fik at smage – vi befinder os fortsat i baren i den gamle kampvognshal – fik jeg nødtørftigt nedkraset hele tre linjer. Det gjaldt bryggeriets påskebryg fra i år, der også havde udviklet sig i en ikke-planlagt retning, omend det alligevel var landet et ikke bare drikkeligt, men faktisk ganske delikat sted. Hvad der helt præcis skete – ja, det fik jeg vist fortalt, men husker det ikke. Eller også vidste bryggeren det heller ikke med sikkerhed.

I hvert fald var alkoholdannelen i brygget lige pludselig løbet løbsk. En eller anden fremmed gærstreng, måtte have fundet vej til brygget. Hvilken, fandt man aldrig ud af, men i hvert fald steg og steg alkoholprocenten – hinsides hvad de fleste almindelige gærstrenge ellers skulle kunne tåle. Oprindeligt skulle brygget vist have været på 4,6 % med brug af den oprindelige gær, og brygmester Niels Kiens fortalte levende, hvordan han måbende så alkoholprocenten kravle op over 7, så 8, så 9 …

Og så endte den på 10,2 i al sin magt og vælde – og smagte i øvrigt nydeligt. Igen er der tale om et gyldenorange, svagtskummende bryg. I mine noter står der, at brygget er “lækker[t], tør[t] og vinøs[t]” – og det skal jo nok passe, men rækker altså ikke helt til den standard, jeg gerne vil sætte for mine anmeldelser.

Brygget blev nok serveret lidt køligere end anbefalelsesværdigt, hvilket vil sige direkte ud af køleskabet. Det er ikke et bryg, der brillerer ved sine tørstslukkende egenskaber – heller ikke ved 6-7 grader i en bunker på 26-28 grader. Dertil er alkoholelementet – omend velgørende – for præsent og udfyldende. At brygget er blevet til ved et tilfælde viser sig ved en mindre ubalance mellem netop alkoholfylden og en tør eftersmag. Det lette, tørre efterhåndsindtryk får brygget til at tippe til den tunge alkoholside så det virker mere sammensat end forenet.

Men sammensat kan også være spændende. Og dette bryg er udelukkende sammensat af smukke brikker der måske bare ikke alle passer helt sammen.

Det er vel hvad der kan ske, når gæren får lov til at arbejde selv.

4-en-halv-stjerne

Hagbards Bock, Dagmarbryggeriet

2016-06-15 18.58.54Lidt ligesom ananaskirsebær …

En af mine gode venner fra studietiden, Lena, som nu bor i England, var i Danmark i maj måned på ferie rundt om i Danmark med sin familie. Tre små børn skulle transporteres rundt i bil, og til det formål var jeg i stand til at fremskaffe nogle barnesæder til poderne. For hjælpsomheden blev jeg takket alt alt for flot – med tre spændende øl fra Dagmarbryggeriet ved Ringsted. Om bryggeriet fremgår det, at det “trækker navnemæssigt på middelalderens kongehistorie i Ringsted og omegn”, navnlig den sagnomspundne Dronnning Dagmar, der oprindeligt kom fra Bøhmen i det nuværende Tjekkiet. Jeg synes, det ville være helt oplagt at referere til områdets senere betydning for ølbrygning – men nej. I stedet skrives der op ad vægge og ned ad stolper om Svend, Knud og Valdemar – og hvad det nu var, alle kongerne hed, før deres navne blev sat i system.

Og i en eller anden grad refererer øllet så til en historie, der har én eller anden – undertiden meget perifér – berøring med det, om ikke i form af den gamle danske kongehistorie, så i hvert fald gamle dage i almindelighed.

Dette bryg henviser til en norsk kongesøn Hagbard, og det er ikke ham fra ‘Smølferne’. Nej, anledningen er noget mindre munter end de glade historier om de små nisser. Hagbard var til sinds at hooke op med Signe, der var datter af Kong Siger (deraf navnet Sigersted … tænk hvis han havde heddet “Taler” – så havde landsbyen hedet “Talersted” eller måske “Snakkersted”, eller “Rablersted” … kun fantasien sætter grænser) men måtte ikke. Og da han blæste hvem det end var, der ikke ville have det, en lang march (det var garanteret hendes far Kong Snakkehoved, eller hvad det var, han hed) så var der jo ikke andet i hele verden at gøre end at lade Hagbard Kongesøn hænge.

Det der med uønskede svigersønner tog man åbenbart lidt tungt i de dage.

At Signe så valgte også at gå i døden fuldender desuden dramaet og tragedien, og det ulykkelige par er ifølge samme bedrøvelige historie begravet i Hagbardshøj, der – som det så smukt, romantisk og eventyrligt fremgår af etiketten – ligger mellem Sorø og Næstved Landevej … Man bliver jo øjeblikkeligt ført tilbage til Senmiddelalderens kongelige danseballer, komplet med dansende nar, drejelirer og sækkepiber, ved tanken om en ti tons IVECO der drøner forbi med en sending tilsætningsstoffer fra pektinfabrikken i Lille Skensved.

Så har jeg til gengæld bryggeriet mistænkt for at gøre sig lidt mere umage med at give øllet et skær af noget gammeldags. Brygget virker rustikt og autentisk med sit plumrede, ufiltrerede ydre og sin dybmørke lød. Skummet er højt, gyldent cremet og får så rigeligt energi nedefra af karboneringen. Duften slænger sig i det maltfede og søde hjørne med duft af karamel, farin og svesker.

Smagen lægger sig i retning af, hvordan jeg forestiller mig, øllet har været i middelalderen … Og det er næppe nogen ros. Helt overordnet er det et fantastisk lækkert bryg at hælde ind i munden. Det kærtegner blidt læbe, gummer og tunge med en blød finish af fløjl og smag af vanille. Men straks glasset har forladt gabet, træder syre og gær frem på en måde, jeg nok aldrig bliver gode venner med.

Brunkålslage blander sig med sveskesmag – men uden sidstnævntes sødme og fylde. Gæren skærper desuden syrligheden og supplerer med en kant af eddike.

Nej – jeg er ikke fan, og jeg bliver det heller aldrig.

Ikke desto mindre ved jeg, at surt og syrligt øl skulle være vældig meget in for tiden, og jeg har på fornemmelsen, at dette bryg rammer den eftertragtede syrlighed ganske godt. For syrligheden virker ikke disharmonisk på den måde, et decideret mislykket bryg ville føles. Syrligheden er ikke overvældende. Der er skam nuancer og min fornemmelse er, at brygget er grundigt smagt til, og at lige netop denne syrlighed er efterstræbt.

Jeg ved det blandt andet, fordi jeg ved smagning havde det på samme måde, som jeg har det med ananaskirsebær. Jeg kan i grunden ikke lide smagen, men jeg kan alligevel ikke lade være med at spise dem, når de er der.

Alene for dette fortjener brygget en højere karakter end den, jeg ville give, hvis det kun var fedteri for mine smagsløg, det handlede om.

2-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme