Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Blonde Ale

AZ Ale No. 4, Refsvindinge/Vestfyen

Lemfældigt mix …

AZ Ale No. 16 er vel nok Bryggeriet Refsvindinges flagskib. Brygget har angiveligt vundet priser både nationalt og internationalt, omend det er svært at google sig frem til, præcis hvilke. Man skulle da være et skarn, om man ikke bryggede (pun intended of course) videre på successen, og det har Refsvindinge da også gjort i form af en, ifølge dem, lettere forårsudgave af brygget under navnet Ale no. 4.

4 er som bekendt kvadratroden af 16, men om det nu har noget at sige om ølkonceptet står hen i det uvisse – sammen med rigtig meget andet om brygget i øvrigt. Det er ligeledes svært at google sig frem til særlig meget om brygget. Det fremgår ingen steder, hvornår brygget først kom på markedet fx.

At det brygges på licens af Bryggeriet Vestfyen, står til gengæld fast. Det har over hele hovedet ikke gavnet bryggets ældre bror – tværtimod kommer man nær til at tude, når man undtagelsesvis får lejlighed til at prøve den ægte vare fra Refsvindinge på fad. Så meget man går glip af, når man køber den almindeligt tilgængelige på emballage …

Nu skal det vise sig, om Bryggeriet fra hvem det bedste vi har fået er Jolly Time og Jolly Cola, på samme vis har gjort Ale no. 4 til en skygge af, hvad den muligvis er på fad. Sådan har jeg ganske vist aldrig prøvet den, men den kan til gengæld anmeldes efter, hvor meget den minder om emballeret Ale no. 16 i vigende kvalitet, når nu den, ligesom hin prøvesmagning fra tidernes morgen, leveres i glas.

Allerede ved opknapning rammes man af et humlepust af bitter hallertaueraroma. Det svagtskummende bryg har en fin lød af appelsiner. Samme frugt går igen i en overraskende nydelig bouquet sammen med nelliker og syrennektar. Det forekommer foreløbig ganske lovende.

Men det skulle det fynske industribryggeri selvfølgelig få ødelagt godt og grundigt. Smagen er – om ikke en skygge af et fadprodukt, som jeg end ikke ved om eksisterer – i hvert fald en skygge af sin fine bouquet. Vag og vigende i sit udtryk føles brygget som om det er kørt gennem et filter, der blander det spraglede orange, lilla og mørkt træfarvede bouquetudtryk sammen til en uformelig grå blanding, hvor de ellers fine og velgørende noter kun svagt skimtes bag den gråbrune grød.

Det eneste rigtig gode er en mild humlebitterhed ved mandlerne – men den alene går langt fra nogen god øl. Nogen fornyelse af Ale no. 16-konceptet er der kun tale om al den stund, at det er nogle andre smagsudtryk, Bryggeriet Vestfyen effektivt har ødelagt og udvandet i deres industrielle efterbehandling.

Liège, Thisted Bryghus

Overligger …

Jeg har stadig her længe efter påske stadig et par overliggere fra juletiden i mit skab. Det drejer sig om de øl, jeg fik i den Thisted Bryghus-Julekalender, jeg fik af min søster i fødselsdagsgave, og således varede julen vel hinsides påske.

Den her er fra en serie, der blev brygget for nogle år tilbage – en Belgisk inspireret serie, hvor de enkelte øl er opkaldt efter forskellige belgiske byer. Her er det Liège, der vel nok er bedst kendt for cykelløbet, der går fra derfra til Bastogne og tilbage igen.

Jeg har aldrig været i byen selv, men har dog frekventeret den ikke langt derfra liggende og meget smukke by Tongeren – Belgiens ældste by, angiveligt – en håndfuld gange, dengang jeg spillede sækkepibe.

Liège er en belgisk blonde med alt hvad dertil hører af angstprovokerende forventninger om sur banan og kogesprit. Selvom jeg holder meget af belgisk øl – særligt det sure i en grad så foedere og geuzes så småt er ved at vippe IPA’er af pinden som min favorittype – så er lige netop blondsene noget, belgierne ikke behøver eksportere i noget større omfang. Og i grunden behøver herboende bryggerier heller ikke berige os med deres egne udgaver af en øl, der i grunden ikke er særlig god.

Men – øllet er der, og derfor bliver jeg jo nødt til at anmelde det.

Det er lidt af en udfordring at skænke brygget, da det skummer aldeles vanvittigt. Billedet for oven siger i den anledning nok mere end tusind ord. Ellers forekommer det overraskende mørkt i betragtning af den lette lyse duft af citronsyre og lys gær.

Samme toner slås an i aromaen, hvor brygget føles let og liftligt på tungen. Det leverer et skarpt snit af lige dele eddike og citron, blandet op med vand så ingen af delene bliver for meget, men derimod formår at spille fint op mod hinanden. Det samme kan man sige om den signaturagtige bananaroma, der kun er præsent nok til at blive noteret uden at forekomme anmassende, endsige generende.

Og det er jo i grunden slet ikke tosset, at blonden her formår at fremhæve alle typens kendetegn uden at genere det mindste. For det holdes alt sammen nydeligt afdæmpet, så man kan finde det gode – eller i det mindste det ikke generende – ved citronsyrligheden, eddikesyrligheden og bananaromaen. Ja, måske kan man endda finde noget overset legitimitet i disse smagsnoter.

Jeg har for længst opdaget det legitime i citron og eddike. Banan derimod er godt, når det forekommer i banan, mens det fortsat er bedst i øl, når det holder sig helt væk. Havtorn, som brygget også indeholder, skal man til gengæld helst bruge så meget af, at man rent faktisk kan smage det. Det er ikke tilfældet her, og det må desuden undre, hvor belgisk eller for den sags skyld Lièget dét i øvrigt er.

1897 Swan Blonde, Bryggeriet Vestfyen/Indslev

Nu får vi se …

At Indslev kort efter sin konkursbegæring blev overtaget af Bryggeriet Vestfyen er ved at være gamle nyheder. Ikke desto mindre tror jeg, at dette er den første øl, jeg prøver efter overtagelsen. Tiden vil vise om Vestfyen kan føre ånden fra Indslev videre. Faste læsere ved, hvad jeg mener om Vestfyens licensproduktion af Refsvindinges A-Z Ale no. 16 (Spoiler: Jeg er ikke imponeret), men mens jeg næsten forguder fadudgaven af det netop nævnte bryg, savner jeg lignende oplevelser fra Indslevs side.

Det skulle lige være Miami Vice, fra den eksperimentelle gren Ugly Duck Brewing. Her er der faktisk noget, der kan tabes på gulvet og gå ugenopretteligt i stykker, når nu industrien overtager. For Ugly Duck havde vitterlig potentiale for både eksperimenter og kvalitetsudvikling. Mit håb er, at Vestfyen vil videreføre dette i deres ejerskab, men forventningen er – indrømmet – således, at jeg må blive positivt overrasket frem for at få forventningerne indfriet, hvis videreførelsen skulle lykkes.

Brygtypen her er på flere måder en indikation for, hvordan min oplevelse af Indslev har været indtil videre. Jeg er ikke nogen større fan af den belgiske blonde – eller af hvedeøl i det hele taget – hvorfor Indslev nødvendigvis må komme skidt fra start, idet hvedeøllene alle dage har været det, de har fokuseret mest på. Forventningerne er beskedne – tyndt og surt med missmag af gær og banan er alt for ofte en dækkende karakteristik af typen i min mund. Og jeg savner fortsat helt at forstå, hvad det attraktive i brygtypen, måtte være.

I den betragtning kommer brygget nu ganske heldigt fra start. Det står flot og gyldent med matchende skum i glasset. Bouqueten byder på søde noter af hyld, og ingen af banan, sådan som jeg ellers havde forventet. En skarp syre er til gengæld præsent, men så længe denne ikke ledsages af andre aromatiske red flags, kan syrligheden lige så vel varsle godt som skidt.

Den skarpe syre er klar og forfriskende i aromaen, og formår at lede smagen af frisk grape og hyldeblomst vel på vej. Den søde duft manifesterer sig dermed nydeligt og positivt overraskende i smagen. Dertil kommer en uventet, kraftfuld og aldeles velgørende bitterhed i eftersmagen. Hvor gæren og bananen alt alt for tit i denne type træder generende frem lige før svælget, overvældes mundtøjet næsten af en tung, vrissen beskhed af lidt for gamle valnødder. I valnødder ville smagen have forårsaget øjeblikkelig udspytning, mens det i en øl som denne ikke alene er uventet, men også velkomment som et utraditionelt og udelt velgørende element.

Det er sådanne takter, Vestfyen endelig må videreføre, når nu de overtager Indslev-brandet. Indtil videre forløber det væsentlig bedre, end man kunne frygte.

Øl Spelt, Thisted Bryghus

Spild af god humle …

Det er jo ret usædvanligt, at jeg her i februar måned ikke fortsat har juleøl på programmet. Et vældigt overløb, der rækker vel ind i april måned har ikke været usædvanligt i de forgangne år, men denne gang har jeg faktisk haft nogenlunde styr på det.

Sådan da. Butikkerne har haft deres traditionelle overløb af julevarer i januar, og jeg har ikke holdt mig tilbage. Et par juleøl fra sidste år er faktisk landet i min indkøbskurv, så traditionen ‘juleøl i foråret’ fortsat kan opretholdes her på bloggen.

Dertil kommer det ikke uanselige kvantum overliggere fra min Thisted Bryghus-julekalender. Disse er om ikke andet hentet ind i løbet af julen, så de tæller også lidt som overliggere.

Jeg har egentlig været ganske spændt på denne øl, idet Thisted Bryghus har fundet nogle af deres gode takter frem fra arkivet: alternative malttyper og økologi. På forsiden kan man endda læse, hvilke malt- og humletyper der er brugt – her glæder jeg mig over at genfinde Cascade-humlen, der er min personlige favorit.

Det lyse øl er belgisk inspireret, og – skal det vise sig – det på en måde, der ikke ligefrem huer mig. Ganske vist er Belgien mit favorit-øl-land over dem alle, men det betyder ikke, at alt øl fra Belgien automatisk er godt.

Inspirationen fra den belgiske Tripel Blond gør sig – på trods af bryggets afdæmpede 5,5% – i hvert fald gældende fra start. Det svagtskummende, klare citronkoncentrat nærmest oser af banan. Man mistænker næsten, at der er flere estere – af typen isoamyl-acetat – end der er humle og malt i brygget – ja, måske endda mere end der er vand i.

Og sådan er det også i smagen. Overalt banan. Sur, umoden banan endda, med en brændende alkoholisk bismag af kommen, der heller ikke gør noget godt for brygget på nogen måde.

Alligevel må jeg tage hatten af for, at Thisted Bryghus tør satse på en øltype, der i sådan grad deler vandene. Det er modigt, og for denne blogger temmelig uforståeligt – men modigt. Og at man kan give den fulde oplevelse af bananøl, og holde brygget på under 7% alkohol, er faktisk ganske imponerende – omend i min mund fortsat en småfæl oplevelse.

Sikke en måde at fejre anmeldelse nr. 1.100 på. Heldigvis er talsystemer i bund og grund arbitrære, så jeg ikke behøver lægge noget særligt i det. Jeg opdagede imidlertid først jubilæet kort efter at indlægget var påbegyndt – idet jeg fandt ud af, at jeg havde glemt at kategorisere et af indlæggende siden nr. 1.000 som anmeldelse, hvorved antallet af indlæg uforvarende steg fra 1.099 til 1.100.

Jeg kan jo om ikke andet lægge dét i det, at jeg nok burde tjekke mine kategoriseringer lidt oftere og grundigere til næste gang et jubilæum nærmer sig.

Forbliv i øvrigt indstillet til næste indlæg, hvor jeg finder en tabt tråd, og samler den op igen.

G de Goudale Grand Cru, Brasseurs de Gayant

Brutal om ikke andet …

Bare så I ved, at jeg ikke bare kan brokke mig over andre ting end den førte politik her til lands, men oven i købet også over ting, der er ølrelaterede, vil jeg i dag indledningsvis knytte an til en artikel i seneste nummer af ØlentusiasteN. Ole Madsen – min mentor udi ølskriveri – fortæller på side 10 under overskriften “Dåser forfordeles” hvordan flasker forfordeles i det danske retursystem. Diskussionen om, hvad ordet ‘forfordele’ egentlig betyder, må til gengæld vente til en anden gang. Sagen er, uanset hang til ordets oprindelige eller nymodens popsmarte diamentralt modsatte betydning, den, at Dansk Retur System (som ikke i øvrigt anvender ukorrekt ord deling i deres navn) har indført nye gebyrer for hhv. glasflasker og dåser. Gebyrerne på dåser falder med mere end 50%, mens gebyrer for glasflasker stiger med mere end 25%.

Dansk Retur [mellemrum, der ikke bør være der, men hvad kan man også forvente af et privat foretagende der ejes af storindustrien] System ejes af industrien … det fik jeg vist sagt … og det vil altså sige, at den øverste top i de hovedrige, altdominerende megaforetagender i landet stort set kan diktere, hvordan retursystemet håndteres. Det er angiveligt langt vanskeligere at tappe på dåser end flasker, hvorfor ændringerne er en kæmpe fordel for industrien, og en lige så stor ulempe for mikrobryggerierne, da disse slet ikke har ressourcer til at få en aftapning på dåser op at stå.

Endnu engang udnytter industrien altså en urimelig særstilling til at trampe kvalitetsproducenterne hårdt og brutalt under fode. Kvalitetsproducenterne skal nu allokere flere midler til retursystemet, som de kunne bruge på yderligere kvalitetsudvikling og produktion. En fordel industrien nyder ene og alene fordi retursystemet af sædvanlige ideologiske årsager skal være på private hænder. Når en bestemt opgave løses af en institution er der ingen ræson i at overlade det til private. Det er rent og skær monopolkapitalisme af en slags som Adam Smith himself i sin tid advarede imod. “Men hov!” vil nogen bedyre – “taksterne er jo bestemt af miljøministeriet og ikke industrien alene”. Ja … miljøministeriet … I dag er det ministerium lige så meget et miljøministerium, som ministeriet for fred er et ministerium for fred i Orwells roman 1984. Miljøministeriet har tilladt landbruget at forgifte drikkevandet i hidtil uset omfang, det skider klimamål et langt stykke, det … jeg standser her for ikke at vække min tilbøjelighed til apati og depression unødigt, idet jeg konstaterer, at dette blot er endnu et eksempel på, hvordan den siddende regering kun er der for industriens allerøverste top og ikke for nogen anden – især ikke forbrugere eller mindre erhvervsdrivende (eller børn, studerende, lønmodtagere, arbejdsløse, handicappede, ældre … nå, så kom det sgu til at handle om den førte politik alligevel. Go figure)

Vel – tak til Ole for at gøre opmærksom på endnu et misforhold i den danske ølindustri, der ikke er til kvalitetsbryggeriernes og forbrugernes fordel.

Hvordan det er i Frankrig skal jeg ikke kunne sige. Men flasker fra det land er i hvert fald at finde i Netto for tiden, så der må det vel kunne betale sig med tapning på den emballage endnu. Flasken er endda speciel – køn måske endda. Den er i hvert fald sort og med det forjættende ‘Grand Cru’ som titel.

Det er ellers kun noget, franskmænd og -kvinder siger om vin. Det betegner vin af meget fin kvalitet eller evt. den gård, der er vinens ophav. Men i dette bryg findes ingen druer, men derimod vand, bygmalt, hvede, ris, glucose, fruktose, humle, korianderfrø og appelsinskal. Nøgleingredienserne er vand, humle og malt – og mon ikke der også er noget gær et sted.

Bouqueten er heller ikke videre vinøs. Derimod leverer den en regulær næsestyver af fusel og rå pilsnerhumle. Der er om ikke andet en kraftfuld oplevelse i vente, omend vi er milevidt fra fordommene om fransk ynde (det hedder i øvrigt “ynge” på Royal Unibrewsk) og elegance. En skarp syrlig kant peger tværtom mod nord, mod nabolandet Belgiens meget forskelligartede og noget sværere tilgængelige udvalg. Den alenlange deklaration peger i samme retning, ligesom det fedtede, høje og klæbrige skum, mens kuløren – flot messinggylden – sammen med bouqueten peger mere mod øst, mod Tyskland.

I samme retning peger smagen med en tung, hårdtslående og skarp pilsnerbitterhed, som man kender det fra hjemlige spritterøl, men vitterlig med en uventet elegance og præcision i aromaen, så missmage og ubalancer undgås – i hvert fald i første omgang.

Det belgiske indslag gør sig nemlig snart gældende med en skarp syrlig kant af umoden banan. Den gør sin sviende entre ved gummerne, og yder en slagkraftig øloplevelse et ekstra punch … i hvert fald så længe brygget er veltempereret, hvilket i dette tilfælde vil sige frisk fra køleskabet.

For dette bryg, sin alkoholprocent på 7,9% til trods, fungerer klart bedst ved lave temperaturer. For direkte proportionalt med bryggets lunhed træder isoamyl acetatens skarpe banansmag mere og mere frem. Ved 5-6 grader lægger den sig perfekt iblandt bryggets andre slagkraftige aromaer, men så snart brygget får lov at stå, træder bananen uhensigtmæssigt meget frem og gør brygget surt og metallisk.

Det er i grunden synd, uden det skal ligge bryggeri eller øl til last. For det er vitterlig en lækker oplevelse ved den rette, lave temperatur.

Hvordan brygindustrien afregner det ekstra gebyr for den importerede flaske blander jeg mig ikke i, men jeg håber det bliver så svært for dem, at provenuet ryger.

Så kan de lære det …

Big Wave, Kona Brewing Co. (Grænsehandel III)

Flugt fra lava mod konfirmationen …

Netop som helvede (aka vulkanen Kilauea) bryder løs på Hawaii er jeg nået til at anmelde denne øl fra samme lokation. Tilfældighed? Helt sikkert – og desuden et resultat af min fortsat verserende bloggerdovenskab, for det er vel over en uge siden, den blev drukket.

Denne skyldes fortsat mange andre jern, jeg har i ilden. Ikke mindst online, hvor jeg er begyndt at spille (lidt for meget) Minecraft igen. Ellers er der fortsat familie-tam-tam’er der skal passes, og alt for meget arbejde … Jeg skal om ca. 20 minutter til konfirmation for min ældste niece, så jeg kan kun lige akkurat nå det.

Ikke meget anderledes end de tidligere Kona-øl, jeg har anmeldt, er denne gyldne pale ale tilpasset det geologiske stillehavs-hot-spots modbydelige varme og fugtige klima. Drikkelighed og friskhed går i en vis grad forud for aroma. I duften mærker man således en hel del vand, men også en ren bouquet af honning. På trods af vandmængderne føles den tiloversblevne bouquet ikke egentlig svag eller syntetisk.

Brygget er sprudlende friskt i kæften, hvilket giver en skarp og lækkert stikkende mundfornemmelse. Den søde malt får brygget til at glide let ned – det er nok at foretrække, når man er ved at blive stegt af både sol og lava på én gang. En nogenlunde præsent humle får lige netop afleveret nok friskskåret bøgearoma, let sødet med syrénnektar, til at man ikke keder sig under flugten fra egnens tyndflydende lava.

Hvis fødderne formår at bære, kan man måske også akkurat nå at svømme langt nok ud til at man ikke bliver kogt i stedet for stegt … Bare man nu ikke bliver ramt af en bølge på vejen.

Coast is Clear, Ørbæk

2017-06-08 18.30.31

Mod smagsløgene …

Min opfattelse af det østfynske bryggeri Ørbæk har jeg måttet tage op til revision efter at have været inde i en stime udmærkede øl fra bryggeriet. Ikke mindst har de indtil videre to øl fra Fionia Nyborg-serien brilleret. Det kan godt være, det er mig, der er halvblind eller heldum, eller begge dele på én gang, men det er først nu gået op for mig, at man på seriens etiketter kan læse, hvad konceptet med serien egentlig går ud på.

Fionia Nyborg er en skonnert, der er bygget på ca. samme tidspunkt som Ørbæk-bryggeriet er stiftet. Øllene er brygget som en art reklamefremstød for skibet, der kan lejes til arrangementer af enhver art – inklusive smagsprøver. Man kan jo vove et forsigtigt gæt på, at det først og fremmest er Ørbæks øl, der bydes på. I betragtning af, at der i bund og grund er tale om et marketingstunt, må man jo indrømme øllene en vis kvalitet. Ja, faktisk kommer man næppe udenom nødtvungent at indrømme dem en vis kvalitet, selv hvis de ikke havde været tænkt som reklamesøjle for Ørbæks sejltursevents.

Den tredje og foreløbig sidste i serien er en belgisk blonde. En øltype, hvor det i nogle kredse (kredsen, der består af mig, fx) berygtede isoamyl acetat, der giver smag af banan, ikke sjældent forefindes. I duften på denne pomelogule øl er den dog ikke dominerende, omend præsent. Sødere og friskere noter af appelsin præger primært det lavt- men fastskummende bryg.

Smagen er let sprittet med forventelige noter af banan og et lidt barskere indslag bag i munden af småharske hasselnødder. Brygget svier en smule i brystet, når det går ned. Efterhånden sætter den ledsagende sødme ind – af ferskener, der har fået lov at hænge en anelse for længe på træet, så den første gæring er sat ind.

Det lyder nok ikke så godt … men det er det faktisk. Især ved lave temperaturer. Ved højere, og i visse kredse anbefalede temperaturer, ville brygget nok ikke smage så godt.

Men afkølet eller lunkent – brygget her vægrer sig i passende grad ved at være lettilgængeligt. Det insisterer på at indeholde netop de aromaer, som den belgiske blonde-stil er berygtet for – banan, småharsk bitterhed, kvalm sødme – og det blæser de forbrugere, der er til lettilgængelige, smagsfri pilsnere, en middellang march.

Det er modigt af et mikrobryggeri, der efterhånden er berygtet for at brygge mange forskellige typer øl, der dog alle smager af alt for lidt –  som om bryggeriet er bange for, at solid aroma vil jage kunderne bort.

Det håber jeg ikke kommer til at ske med disse øl, hvor aromaen er på plads. Denne blogger vil i hvert fald anbefalde Fionia Nyborg-serien som en samling vel-mere-end-bare-OK specialøl, der smager af nok, og som kan lære den utrænede ølsmager lidt om nogle stilarter, der sjældent slår an i den industrielle pilsners næsten uendelige fanskare.

4-stjerner

Saaz Blond M/Hyldeblomst, Raasted Bryghus

Nogen kan jo lide det …2017-02-28 19.19.14

Vel … tilbage til hverdagen og det tynde øl efter en række store øloplevelser i godt selskab. Dette bryg opsnappede jeg i Fakta til en pris, jeg ikke husker, men som min oplevelse taget i betragtning helt klart er for høj, såfremt jeg har betalt vanlig specialølspris for den. Jeg siger specifikt “min oplevelse” fordi jeg har på fornemmelsen, at den for elskere af den belgiske blonde-stil, faktisk leverer varen. Men mere om det senere.

Raasteds Saaz Blond er af den belgiske blonde-type, som jeg altid bander over. Genren er stærkt præget af, at man rendyrker gærtyper, der producerer ganske bestemte affaldsstoffer – de såkaldte estere – i forbindelse med omsætningen af sukkerstoffer til alkohol. Noget så giftigt klingende som Isoamyl Acetat hedder en af favoritterne, og det er den, der giver den karakteristiske smag af banan.

Det er nu ikke lige dén, der rammer næsens indervægge ved skænkning. Her er brygget mere generisk sukkersødt, og minder mere om Faktas billige, men i øvrigt ikke u-efne øko-brus med hyldeblomstsmag (forhandles til en tier for 1½ liter. Det er fundet for de penge). Skummet bruser (og falder) også mere, som om det var en sodavand, mens selve brygget formår at ligne øl, med sin tætte, pomelogule kulør.

Umiddelbart virker brygget mest som en hvedeøl – også selvom der ikke er et gram hvede i mæsken. Småsur gær er i højsædet, godt blandet med – og der var den endelig – isoamyl acetaten, der giver rigelig smag af gæret, forgamlet banan. En sød essens af den tilsatte hyldeblomst blander sig til gengæld nydeligt i den i mine øjne (eller rettere – mund) noget anstrengende aromakonstellation.

Bundsjatten er direkte gyselig: Sur, sprittet og bananet, og derfor piner det mig endnu mere, at jeg føler mig nødsaget til at give dette bryg en højere karakter, end min umiddelbare oplevelse byder mig. For overordnet virker syrlighed, gærsmag, sødme og banan egentlig til at være ganske vel afstemt. Hyldeblomsten er tilsat med et formål, som brygget synes at opnå, og selvom gærsmagen er markant, er den ikke så overvældende, at den ligefrem skæmmer. Bananen – ja, den er der jo faktisk nogen, der kan lide, så overordnet er alt vel egentlig som det skal være.

Nogen fan bliver jeg nok aldrig.

3-stjerner

Brügge, Thisted Bryghus

2017-02-19 14.59.08Skarp karakter …

Næppe har røgen lagt sig i Bowling Green, Kentucky, før også Sverige bliver truffet af et fiktivt terrorangreb. Det er ganske vist, at det er alternative fakta. Vi lever så sandelig i interessante tider, og det er nok kun et spørgsmål om tid før vi selv bliver ramt.

Jeg er krøbet i flyverskjul med en flok gode øl. Der er lidt til overs fra Fakta, og så er der købt nyt ind fra min gamle ølpusher, Toft Vin på Islands Brygge. Mit forsikringsselskab – som jeg ikke ser nogen grund til at gøre reklame for her (med andre ord, I får ikke at vide hvem det er) var så søde at sende mig et supergavekort til gengæld for, at jeg svarede på nogle spørgsmål online. Det var ikke svært at beslutte sig til, hvad pengene skulle bruges til.

Så mens papirbomberne itusprænger trumpisternes luftkasteller til tomme tønders buldren så kraftig, at den alternative virkelighed slår revner, finder jeg fred bag computerskærmen, hvor jeg på behørig afstand kan lade mig amusere … for ikke at sige grine hånligt og pege fingre ad den mest uduelige parodi på en karikatur af en amerikansk ledelse, denne verden har set siden … siden … 1786 – er jeg ret sikker på. Og den hyggefølelse det skaber at følge med i det cirkus, bliver jo ikke ringere af at blive ledsaget af en øl.

Men er det godt øl? Thisted Bryghus har i øjeblikket to belgiske øl på programmet. Den første, en saison ved navn ‘Gent‘, var en fornøjelse, mens jeg på forhånd er mere skeptisk over for denne blonde. Belgierne har det gerne med at fremelske estere i netop deres blondes, så øllene dels får en tilsigtet skæv smag, dels giver mere hovedpine dagen efter. Isoamyl Acetat er nok den mest kendte af dem – det er den, der får øllet til at smage af banan.

Men prøves skal øllet selvfølgelig uanset mine erfaringer og fordomme. Brygget er lettåget, mørkt gult og frejdigt skummende – så længe det varer indtil det er afbruset. Bouqueten lægger sig i det sur-søde hjørne med noter af hyldeblomst, lime og grønne æbler.

Derfor overraskes man – positivt – når glasset sættes for læberne, og man mærker den lifligste smag af tung, bitter humle i det letflydende, flødefyldige bryg. Friske hasselnødder masserer kærligt hele tungen, gummer og mandler, og det bliver de ved med, også selvom brygget for længst har nået halsen, og nu brænder kækt og lifligt i maven.

Alkoholprocenten på 7,5 yder mere end rigeligt fylde til hele mundhulen, og her finder man også bryggets belgiske islæt. Selvom spiritusfylden er svøbt ind i den milde nøddebitterhed, melder en skarp syrlighed af umoden banan sig. På ingen måde beskæmmende, nota bene. Skarpheden yder kun karakter og kontur i en oplevelse, der truede med næsten at blive lidt for bekvem.

Tak til Thisted Bryghus for en både autentisk, velkomponeret og formfuldendt øloplevelse. Jeg tror faktisk også, at jeg omsider har knækket koden til de belgiske blondes – jeg har fundet ud af, hvad der skal til, for at jeg rent faktisk kan lide dem:

De belgiske blondes skal såmænd bare være brygget af nogen, der ikke er belgiere.

4-en-halv-stjerne

Proud Hornsleth Blonde Ale, Stronzo

2016-03-19 18.29.10Som etiketten siger …

Som jeg fik nævnt, da jeg anmeldte dette brygs lyse broder modtog jeg i alt 3 forskellige øl fra den venlige giver, Lars. Med i pakken var – udover to spændende Stronzo-øl – også hans fremragende hjemmebryg. Det første Stronzo-bryg var mere spændende end egentlig fremragende, og nu må vi se om nærværende bryg kan træde til og redde æren for det hedengangne bryggeri.

Brygget er en Blonde Ale, og hvordan det helt præcis adskiller sig fra en Pale Ale, må guderne – eller endnu bedre, bryggerne – vide. Man er som altid velkommen til at smide et begavet svar i kommentarerne, eventuelt også et ubegavet, hvis det til gengæld er underholdende.

Lyst er brygget i hvert fald uanset hvad, og forfriskende grumset af rigeligt restgær. Skummet gør omvendt sparsomt væsen af sig. Det er mere at betragte som brus over det pomelogule bryg. Duften er syrlig, nogenlunde humlet og ganske som etiketten angiver – tør – i udtrykket. Inspireret af vinflasker, har Stronzo på bagetiketten angivet skalaer for både farve og smag, hvor brygget her er placeret helt ude til venstre ved det lyseste og det tørreste – modsat det sødeste. Jeg savner en skala for bitterhed, der giver bedre mening, når det er øl man har med at gøre.

Der er nu også en vis syrlig vinøsitet over bryggets finish og aroma, der gør skalaen velvalgt. Jeg husker også svagt noget om, at øl, der smagte som hvidvin var det nye sort for en lille håndfuld år siden. Uanset om der er tale om øl eller vin, foretrækker jeg nu smagen et stykke væk fra det allertørreste, sådan som brygget er her.

Ud over markant syrlighed får man mistanken om oxidering på grund af bismagen af vådt pap. Heldigvis er det ikke så voldsomt, at det ligefrem ødelægger oplevelsen af lime og frisk græs, der sådan set vederkvæger adækvat. Til gengæld savner man fra starten rigtig bitterhed fremfor den antydning af harskhed, der er alt, gæren kan frembringe.

Sidste salgsdato for dette bryg var også tilbage i oktober. Den virker mere påvirket af det, end Proud Hornsleth Brown Ale var det, men alligevel ikke mere, end at jeg ikke tror, at jeg ville have været synderligt mere imponeret af brygget, hvis det ikke var påvirket af den ekstra lagring.

Stronzo-bryggene var og forblev altså mere spændende end egentlig gode. Hjemmebrygget er og forbliver det suverænt bedste i den pakke. Uanset hvad, skal Lars have stor tak for to spændende og ét rigtig godt bryg.

2-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme