Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Blond

Tripel Karmeliet, Brouwerij Bosteels

2017-10-28 17.51.26Oplevelsen er intakt …

COOP har ifølge BT vilde planer. De vil gøre deres supermarkeder personalefri ved at indføre ‘bip og betal’-systemet overalt. Det indebærer, at man kan tage varerne ned fra hylderne, scanne dem med sin telefon, og så tage dem med ud uden at behøve ventetid ved kassen.

Ramaskriget har lydt på de sociale medier over den stundende dystopiske fremtid uden personale i butikkerne, og jeg er – rent undtagelsesvis – med i skrigekoret. Jeg er generelt glad for at handle i COOP’s butikker. Det behøver man ikke læse længe på bloggen for at opdage, men de vil med sikkerhed miste endnu en kunde, hvis systemet bliver indført for at afskaffe bemandingen i butikkerne. Personalet er der ikke kun for at betjene kunderne. De er der også, fordi de selv skal tjene penge til dagen og vejen, og alene dét er rigeligt til, at COOP kan rende og hoppe, hvis systemet indføres som led i en spareøvelse. Derudover er personalet COOPs ansigt udadtil. Alene det, at dette udgøres af mennesker – rigtige mennesker af kød og blod, der har følelser og individuelle tanker som én selv – har en enorm betydning for selve den oplevelse det er, at købe ind. Ansigtet vil COOP altså erstatte med en scanner og en stregkode. Det passer slet ikke ind i COOPs ellers menneskelige profil. Dansk Supermarked kunne finde på sådan noget – det er en naturlig forlængelse af de elendige selvbetjeningskasser, de allerede har indført, men COOP burde holde sig for gode til det.

Jeg betaler gerne prisdifferencen for det menneskelige element i indkøbsoplevelsen, ikke mindst når jeg samtidig ved, at jeg sikrer almindelige mennesker, der ikke er heldige nok til at besidde ejendom eller kapital, tøj på kroppen, mad på bordet og et sted at bo.

Så meget en kommunistisk stjernepsykopat er jeg nemlig. Og det må I gerne citere mig for.

Men indtil videre handler jeg der fortsat. Systemet er ganske vist implementeret, men personalet er langt fra afskaffet endnu, så de får da lige en chance til.

De har fortsat interessante øl på hylderne. Denne belgier – og én anden, jeg købte ved samme lejlighed – har godt nok stået i mit køkkenskab i over en måned, men der er fortsat nogle tilbage i butikkerne. De er næppe blevet dårlige, da belgisk øl ofte egner sig til at gemmes. Min undskyldning for først at nå til dem nu er, at – vel, jeg har længe haft et stort lager af øl, hvor udskiftningen har været nogenlunde konstant. Det er først nu, jeg er nået til denne øl, i den store, blandede landhandel, min ølbeholdning så småt har udviklet sig til.

Ifølge hvad jeg kan regne ud ud fra den flamske tekst på etiketten, er der tale om en 3-korns-øl, brygget efter en oprindelig karmelitteropskrift. Jeg er ikke så skarp i munkeordener til lige at kaste af mig, hvad karmelitterne stod for. Prøv her, hvis du gerne vil finde ud af det. Hvede, byg og havre er de tre kornsorter – bryggets korngule lød og høje, spænstige skum afslører sig selv som en blonde. En tripel-blonde altså – en bananøl med rigeligt isoamyl acetat til at jage både lægfolk og connoisseurs som jeg selv væk.

Bananen og alkoholen er voldsomt præsent med rivende kommenklør, der flår i næsens indervægge. Ikke desto mindre virker alkoholen, skønt præsent, ikke syntetisk – bare kraft- og karakterfuld.

I aromaen brænder alkoholen heller ikke bare igennem i overført betydning. Den letantændelige kommensmag kan skam både mærkes på tungen, i ganen og hele vejen ned gennem brystkassen og maven, hvor det brænder aldrig så lystigt et godt stykke tid. Bananen gør også sit. Den fylder godt op i mundhulen, mens kommenelementet faktisk forhindrer den i at blive kvalmt sød, som man nogle gange oplever det. Alkoholen føles også som en ordentlig én af slagsen – en god klar brændevin, der helt undgår det syntetiske element, som jeg særlig én gang husker som aldeles vederstyggeligt.

I små nip kan øllet faktisk være en nydelse, selvom jeg aldrig bliver venner med banansmagen. Faktisk synes jeg, det er den mest modbydelige smag, øl kan have, uden at det er inficeret, for gammelt eller lignende. Det er i grunden ironisk, idet jeg ellers godt kan lide bananer. (På den anden side, kan øl også smage af ting, jeg normalt ikke kan lide – cappucino fx – men fordi øllet smager af det, synes jeg, det er en fest – go figure.) En anden parallel, jeg kunne dreje, apropos kommenaromaen, er Rød Aalborg-snaps. Jeg kan ikke holde mig fra stadset, hvis det står på bordet under en frokost, men en egentlig nydelse? Med ananaskirsebær er det endnu værre. Dem kan jeg nærmest ikke fordrage, men står de på bordet, er jeg over dem som en høg efter mus.

Nej, det er ikke velbehagelighed, nydelse, velvære eller andet i den dur, der er målet for en øl af den her karakter. Det er derimod oplevelsen – ja, det er et af mine yndlings-buzzwords, det erkender jeg. Ikke desto mindre er det en særlig fryd – en masochistisk fryd måske, men en fryd alt andet lige – at drikke denne her slags øl, mærke det brænde ubehageligt i brystet, afmægtigt føle kroppens ukontrollerede spjæt af den kvalme, overmodne banan, mens tårerne triller fra de sammenknebne øjne mens munden trækker sig sammen i groteske grimasser over – vel, det hele, vil jeg tro.

Og det er godt sådan. Det skal jo ikke være så lettilgængeligt og letfordøjeligt alt sammen.

4-stjerner

Saaz Blond M/Hyldeblomst, Raasted Bryghus

Nogen kan jo lide det …2017-02-28 19.19.14

Vel … tilbage til hverdagen og det tynde øl efter en række store øloplevelser i godt selskab. Dette bryg opsnappede jeg i Fakta til en pris, jeg ikke husker, men som min oplevelse taget i betragtning helt klart er for høj, såfremt jeg har betalt vanlig specialølspris for den. Jeg siger specifikt “min oplevelse” fordi jeg har på fornemmelsen, at den for elskere af den belgiske blonde-stil, faktisk leverer varen. Men mere om det senere.

Raasteds Saaz Blond er af den belgiske blonde-type, som jeg altid bander over. Genren er stærkt præget af, at man rendyrker gærtyper, der producerer ganske bestemte affaldsstoffer – de såkaldte estere – i forbindelse med omsætningen af sukkerstoffer til alkohol. Noget så giftigt klingende som Isoamyl Acetat hedder en af favoritterne, og det er den, der giver den karakteristiske smag af banan.

Det er nu ikke lige dén, der rammer næsens indervægge ved skænkning. Her er brygget mere generisk sukkersødt, og minder mere om Faktas billige, men i øvrigt ikke u-efne øko-brus med hyldeblomstsmag (forhandles til en tier for 1½ liter. Det er fundet for de penge). Skummet bruser (og falder) også mere, som om det var en sodavand, mens selve brygget formår at ligne øl, med sin tætte, pomelogule kulør.

Umiddelbart virker brygget mest som en hvedeøl – også selvom der ikke er et gram hvede i mæsken. Småsur gær er i højsædet, godt blandet med – og der var den endelig – isoamyl acetaten, der giver rigelig smag af gæret, forgamlet banan. En sød essens af den tilsatte hyldeblomst blander sig til gengæld nydeligt i den i mine øjne (eller rettere – mund) noget anstrengende aromakonstellation.

Bundsjatten er direkte gyselig: Sur, sprittet og bananet, og derfor piner det mig endnu mere, at jeg føler mig nødsaget til at give dette bryg en højere karakter, end min umiddelbare oplevelse byder mig. For overordnet virker syrlighed, gærsmag, sødme og banan egentlig til at være ganske vel afstemt. Hyldeblomsten er tilsat med et formål, som brygget synes at opnå, og selvom gærsmagen er markant, er den ikke så overvældende, at den ligefrem skæmmer. Bananen – ja, den er der jo faktisk nogen, der kan lide, så overordnet er alt vel egentlig som det skal være.

Nogen fan bliver jeg nok aldrig.

3-stjerner

Julebirk, Svaneke Bryghus

2017-01-07-17-35-00Lidt grinch på spil …

Er det den næstsidste? Det tror jeg faktisk, det er. Efter denne øl, er der kun en enkelt julebryg tilbage, så er efterslæbet efter jul vundet ind.

Julebirk er en fancy hipsterøl fra det nordiske køkken. At det ikke er tysk, kan ses på, at det er tilsat andet end vand, malt, humle og gær – noget bryggeriet bryster sig af, at holde sig til, hvorefter de ganggang putter andre ting i alligevel. I dette tilfælde drejer det sig om hibiscus og birkebark, som jeg advarede; nyt nordisk.

Der skulle være tale om en belgisk blonde, og så er jeg jo allerede ret bange. Nogle af de fæleste øl, jeg har prøvet, er af den type, især på grund af deres odeur og – er man rigtig uheldig – smag af halvforgamlet, spritmættet banan. Det, der giver smagen lyder i sig selv skummelt – der er tale om estere, stoffer fra gærens stofskifte, i dette tilfælde Isoamyl Acetat … Det lyder næsten mere giftigt end dihydrogen monoxid, og er det sikkert også!

Og det er go’ nok. Lugten af netop halvgammel, sprittet banan kan tydeligt mærkes i det i øvrigt ikke specielt lyse bryg. Skummet er lyst, indrømmet, mens brygget mere ligner en jordprøve fra de lokale bornholmske landbrug.

Det lover jo på den anden side godt. Og bananen ledsages da også af noter, der er lidt mere tvetydigt ildevarslende. Syre, der formentlig hidrører fra birkebladende gør deres entre og giver brygget en friskhed, der forhindrer bananodeuren i at give en alt for voldsom hovedpine med det samme.

Og brygget viser sig endda at være ét af de få, jeg har prøvet, hvor banansmagen ikke er for voldsomt præsent. Den holder sig i det søde, modne, men ikke for gamle. Spritten holder sig samtidig i baggrunden – brygget holder trods alt for belgiske blonds beskedne 6,5%. Det småkvalme melder sig ikke desto mindre … det er faktisk interessant, hvordan jeg ellers er glad for banan – bare ikke som smag i min øl. Men smager min øl af svedsker, rosen- eller blomkål – ting som jeg kun putter i hovedet under højlydt protest – synes jeg som regel, det er en fest.

Heldigvis er bananen kun initial. Den afløses af en noget mere palatabel ferkensmag, ledsaget af aromatisk bitterhed af nelliker og kanel. Og så er julen jo også reddet, selvom grinchen fik blandet lidt forstyrrende banansmag i.

Jeg anbefaler en serveringstemperatur, der er lidt højere end man måske forventer af en belgisk blonde. Alkoholen integreres først ordentligt i brygget ved 10-12 grader. Uanset hvad kan brygget ikke se sig fri for at være en smule ude af balance og ikke helt sikker på, hvilken retning, der egentlig var tiltænkt.

3-en-halv-stjerne

Køgebryg, Kongebryg (CB&WF 2016 IV)

Ingen alarm …

Min utilstedelige skamrosning og idle smiger mod Kongebryg fortsætter lidt endnu. Det manglede jo sådan set også bare, når nu de sådan sponsorerer et latent afvænningsforløb og den bodegamuskel, jeg ikke har, ved at lade mig stå i deres stand på Copenhagen Beer & Whisky Festival.

Køgebryg her var det lyseste bryg, vi kunne byde på. Den er en saison – en let, belgisk øltype, som bryggeriet tidligere har brilleret med. På Ølfestivalen i Forum stod der faktisk bare ‘Saison’ på hanen, fordi designeren af etiketten (den klovn) havde glemt at spørge om, hvorvidt brygget ellers havde et rigtigt navn. Det havde den altså – oven i købet med en historie, omend det denne gang hverken handler om krig, kongehus eller fædreland … eller okay. Måske en lille smule det sidste, eftersom købstaden Køge syd for København trods alt ligger i gamle Dannevang.

Den er brygget til Køge Festuge, der netop er afsluttet – ja, det er altså ikke altid at jeg får timet mine anmeldelser lige heldigt. Til gengæld har det friske, lyse sommerbryg vel passet meget fint til det flotte, klimaforandringsplagede sensommervejr, vi har været velsignet med på det sidste.

Faktisk har det i sin duft en snert af den banan, der gennemsyrer den stærke belgiske blonde-øl – den, som jeg ikke rigtig kan med, og som jeg også prøvede i Aarhus Bryghus’ stand på ølfestivalen. Her er det som antydet meget mere afdæmpet, og den yder en sød note til et ellers frisk bryg, der ikke dufter af meget andet end en tilbagelænet, omens spids humle og en antydning af gær.

Brygget, der klart skal nydes afkølet, har en frisk, krydret aroma med noter af rosmarin, fennikel og kommen. Fylden er ligefrem og simpel samtidig med, at den er ganske præsent. Modnet korn blander sig med løvtræ, der giver smagsløgene lidt at arbejde med i det ellers friske og sprudlende bryg.

Alle advarselslamper blinker, når talen falder på frisk sommerøl, undtagen når det kommer fra Kongebryg, for på forunderlig vis formår bryggeriet at tilføje rigeligt smag, uden at gå på kompromis med hverken friskhed eller sommer.

4-en-halv-stjerne

Affligem Blonde, Affligem

2016-06-18 22.41.54God Belgisk Blonde …

Her forleden aften var jeg ude at spise med mit arbejde. Der var sørget godt for tørt og – selvfølgelig – vådt, på spisestedet Cocks and Cows (ja, det er ikke mig, der har fundet på det navn) ved Gammel Strand i Københavns Centrum. Der var faktisk drikkevarer – herunder øl – ad libitum, og det viste sig, at der på menukortet faktisk også var nogle relativt interessante – om ikke ligefrem fancy – øl at vælge mellem. Jeg anbefalede en Schiøtz Gylden IPA til dem, der trods alt gerne ville prøve det lidt mere avanceret end den Heineken, spisestedet havde som standard. Det blev forventeligt modtaget med forskellige reaktioner, ligesom den Lottrup Stone Street IPA, som jeg endnu ikke officielt har anmeldt, men dog fik afprøvet på Københavns Ølfestival for en måneds tid siden.

Selv havde jeg egentlig besluttet mig for, at jeg bare ville nyde aftenen i mine gode kollegers selskab, og ikke prøve nye øl, som jeg så ville være nødsaget til at anmelde efterfølgende. Jeg behøver ikke være synsk for at kunne regne ud, at de fleste læsere nu tænker, at det nok ikke lykkedes særlig godt.

Og ganske rigtigt. Spisestedet havde også en belgisk øl på programmet, og efterhånden som timerne blev små og promillerne store, kunne jeg jo ikke nære mig alligevel. Jeg måtte prøve det belgiske sprøjt, og så ellers bruge de forhåndenværende midler – mobiltelefonen – i min ellers trofaste notesbloks fravær, til at lade oplevelsen overleve de præsente alkoholtåger og de senere tømmermænd (der i øvrigt var overraskende afdæmpede).

Det er en lys, korngul øl, en blonde, der er meget svagt karboneret. Duften er rund, maltfyldig og sød, med velkendte noter af banan, og for stilen lidt mindre velkendte og mere varme noter af honning. Dertil kommer indslag af gærede frugter – mirabeller og blommer. Kendere af bloggen vil vide, at jeg er blondeskeptiker – mine erfaringer med belgiske blondes er i bedste fald varierende, i værste forfærdelige. Duften overrasker i det perspektiv allerede positivt ved nok at være alkoholisk, men ingenlunde ubehageligt sprittet. Min kollega Hana mente at kunne dufte rust. Jeg må erkende, at jeg ikke selv kunne finde metalliske indslag i bouquet’en. Måske var min lugtesans bare mere ødelagt af de foregående øl og drinks end hans.

Smagen er kraftigt sød. Alene det, at brygget tydeligt kan smages efter et læs andre, relativt bitre øl, samt byens bedste burgermad inklusive velkrydrede dips og de bedste løgringe syd for Polarcirklen, siger lidt om kvaliteten. Indtrykkene læner sig kraftigt op ad det, man møder i duften. Gærede stenfrugter, en varm afrunding af honning, og så ellers rigeligt med alkoholisk fylde, der imponerende nok aldrig går hen og bliver for meget. Efterhånden melder der sig også et krydret indslag af anis og rosmarin med en skarpere berøring af grannåle.

Det er et rigtig rart bryg at have i munden, men også ét, man ikke lige sådan bunder på én gang. Det ville være synd, kvalitet og smag taget i betragtning, og uanset hvor ikke-sprittet og ikke-kvalmt brygget er på trods af præsent alkoholelement og sødme, der hele tiden truer med at kamme over, så får man så rigeligt i hver enkelt lille mundfuld til, at nydelsen af brygget bliver langstrakt.

Det var bestemt en af de bedre blondes. Og at jeg faktisk aldrig fik drukket ud skyldtes altså de mange øl, jeg fik før, jeg fik den fordrukne idé, at bestille en øl til anmeldelse

Sådan kan man være så tåbelig.

4-en-halv-stjerne

Dame Blanche, Hornbeer

2016-01-16 17.16.19Godt samarbejde …

Hornbeers bryggeri ligger ikke langt fra mit gamle hood fra gymnasietiden. På samme egn (Hornsherred), omend nogen længere mod Nord ligger Skibby og Selsø Slot. Slottet har ført en omtumlet tilværelse, både som en af landets fineste herregårde og som staldbygning. Mest kendt – at dømme på, hvad omtalen af slottet oftest falder på – er måske historien om, at det spøger. ‘Den Hvide Dame’ går igen efter først at have taget livet af sin husbond som hævn for utroskab, for siden at tage livet af sig selv af frygt for den straf, der ville ramme hende for det.

Historien kan læses på linket ovenfor, og på bagetiketten af Hornbeers øl, Dame Blanche, der altså er inspireret af egnens spøgelseshistorie. Brygget er en Blonde efter belgisk forbillede, og en af de øltyper, jeg sjældent ender med at være særlig begejstret for. Hornbeer kan til gengæld lave rigtig gode øl, når de da ikke laver noget, der er lige til at hælde ud. Med Hornbeer har det indtil videre været enten-eller.

Brygget er lettåget citrongult med hvidt skum, der er stabilt nok til, at flaskens sidste dråber kan ligge som to gule flager pynteskal øverst. Duften er småsyrlig, men ikke decideret faretruende i forhold til, hvad jeg tidligere har måttet binde an med fra Blonde-boldgaden. Der er ingen kogesprit, overmoden banan eller harsk marcipanmasse til at varsle ilde. Tværtimod skærer en frisk humle gennem syrligheden med velgørende og for genren uvante noter af gran og en antydning af salmiak.

Lettere perpleks over en ikke ligefrem forventet duftprofil, sætter jeg glasset for munden. Humlen brænder omgående igennem og skubber de noget matte, småsyrlige noter af græs og citronmelisse i baggrunden. Humlen er kraftig og fyldig, ikke mindst fordi gæren også er præsent, og de to har indgået en frugtbar joint venture med en spændende Blonde for øje.

Gæren – den gær, der alt får tit får Blonde til at smage af mudder – gør det rigtig godt i dette bryg. Den åbner smagsløgene, så humlen rigtig kan komme ned i tungen. Her smager den løs af sød lakrids og lige akkurat så meget salmiak, at det er en fornøjelse at genkende den fra duften, mens aromaen fylder alle mundens små hulrum så nydeligt ud.

Dette er brygkunst. Hornbeer har begået en blonde, der smager fantastisk, og det endda uden at udtrykket egentlig afviger så voldsomt fra det, genren normalt byder på. For den bløde, men tit for syrlige mundfornemmelse er der stadig, men nedtonet, så den rare berøring mod tungen mærkes mest. Og gæren, der så ofte er tungen på den forkerte vægtskål, er igen præsent. Men i dens samarbejde med en – trods alt – for genren utraditionelt smagfuld humle er den kun med til at gøre både genre og øl mere fuldendt.

4-en-halv-stjerne

Deugniet, Bocq

2016-01-09 17.04.47Det kan man vel godt kalde den …

“Deugniet” oversættes på etiketten af denne belgiske blond til det engelske “little rascal”, hvorefter jeg måske lidt frit oversætter det til “lille lømmel”. Det er jo på sin vis forjættende. Jeg har altid selv prøvet at være lidt en lømmel – ikke mindst som ølblogger, så denne øl, må jo være lige noget for mig, at dømme ud fra navnet.

Ud fra etiketudsmykningen bliver det endda bedre. Der finder man en mandsperson afbilledet med benklæderne nede om lårene, og bagdelen struttende skælmsk i retning af beskueren, mens hovedpersonen i drillerierne griner smørret. Brygget gør dermed lidt for at nivellere det åbenlyst skæve forhold i hyppigheden af mænd, der fremstilles delvist afklædte som led i markedsføring – og det er jo trods alt en begyndelse, omend det da stadig mangler, at manden smyger sig i erotiske og sensuelle positurer frem for at grine flabet.

Den visuelle prolog kan der altså siges meget godt om – men nu til flaskens indhold.

Brygget er meget lyst; gulorange med kridhvidt skum, der vel nærmest ikke falder, så meget som det langsom tynder ud – boblerne bliver større og større, og når først de store bobler sprænges, bliver skumniveauet lavere. Det er spændende og smukt at beskue, og så kan man også blive distraheret lidt fra den grundlæggende ildevarslende dunst af overmoden banan, gæret franskbrødsdej og husholdningssprit, der karakteriserer det olfaktoriske udtryk.

Den første mundfulds friske bitterhed varsler den noget tvivlsomme odeur imidlertid ikke om. Så man indgydes et skrøbeligt håb om en god oplevelse på trods. Men skrøbeligt er det, og det splintres i øjeblikket efter, hvor en småfæl kombination af grannåle og sprit sætter ind.

Brygget lægger sig i aroma et sted mellem billig gin og Rød Aalborg, men med en mere ufuldstændig alkoholprofil, som om man helt bevidst har valgt, at gæren skal producere fusel i stedet for ren alkohol. Et malplaceret sødt indslag i en i forvejen vind og skæv smagssammensætning minder denne blogger om de kirsebærfyldte mon cheri’-chokolader, som jeg alle dage ikke har kunnet fordrage.

Når alt dette grimme og afskrækkende er sagt, skal brygget dog stadig indrømmes en vis karakter. Vist smager det grimt, men det smager trods alt grimt på en ikke uinteressant måde. Men noget for mig bliver den aldrig.

En lømmel? Jo, det kunne man godt kalde den med den grimme fuselaroma in mente – en lømmel mod den gode smag. Og at den samtidig slår et feministisk slag for nivellering af overvægten af nøgne bagdele fra kun det ene af kønnene i det offentlige rum, er vel også lidt lømmelagtigt – på den fede måde.

2-stjerner

Chimay Blonde Dorée, Chimay

2015-12-08 19.03.55Hvordan den smager …

Jeg fortsætter med det belgiske restlager fra ølbloggeren Black Ben. Derefter er det vel nok tid til nogle juleøl, for pludselig nærmer den stundende højtid/helligdag sig jo med hastige skridt. Det er bår’ dæjli’, men et vist pres mærkes jo efterhånden, når man ikke har anmeldt en eneste endnu.

Chimay er herhjemme almindeligt kendt som noget af det fineste og specielleste man kan få fra Belgien. Og det passer vel for så vidt også, hvis man alene ser på, hvad der jævnligt kan fås i supermarkederne. I Belgien findes der dog meget mere og mere spændende øl, og undertiden kan også det fås i almindelig handel herhjemme – og at man nemt finder noget endnu speciellere i specialbutikkerne end det endnu speciellere end Chimay, man kan få i supermarkederne, uden at man behøver lede særlig længe, er nok kendt blandt kendere. Eneste spørgsmål er, om tegnebogen er stor nok.

Denne Chimay er imidlertid lidt speciel – selv for det der er speciellere end Chimay. Den findes som regel ikke i almindelig handel, men er forbeholdt munkene, gæsterne og medarbejderne på Scourmont-Abbediet, hvor mærket har hjemme. Så det er jo lidt vildt at kunne prøve det – og den vanskeligtgjorte tilgængelighed er i hvert fald også et velegnet markedsføringstrick.

Ved skænkning bruser brygget højlydt, mens skummet tårner sig faretruende højt op over glassets kant. Aromaen udløses næsten eksplosivt med noter af banan, umodne æbler og grape. En potent skærende note af alkohol og gær blander sig lettere faretruende, men alligevel uden at brygget virker decideret sprittet. Ellers er brygget ganske tåget, lyst gult, og skummet næsten selvlysende hvidt og standhaftigt som et æsel med primadonnanykker.

Allerede fra begyndelsen byder brygget på en overraskelse. Den initiale aroma er svær at placere – både smagsmæssigt, men også lokalt. Brygget smages faktisk ikke så meget med tunge, gummer og gane som af humlrummet imellem den. En parfumeret essens af banan og fortrinsvis søde (og ikke som i bouqueten – sure) æbler fylder mundhulen ud, mens der er lidt mere gods til smagsløgene i efterspillet

Der holder den i duften ellers så faretruende gær sig nydeligt i baggrunden. Den giver nok lidt kant og kriller, men holder sig pænt på den diskrete side, hvor den kun yder brygget karakter i form af en skarp, men altså på ingen måde overdreven bitterhed.

For overdrevet er brygget bestemt ikke. Det er på det antydningsvise, det forsigtige og det finurlige. Oplevelsen består ikke i smagens kraft eller intensitet, men derimod på måden det smager på. Det spændende er ikke hvad det smager af, men hvordan det smager.

Og den interessante og usædvanlige aromaprofil til trods, bliver munkebrygget aldrig nogen guddommelig øl. Men noget djævelskab bliver den så sandelig heller ikke, selvom jeg nok havde stukket næsen op efter noget lidt vildere i betragtning af, at dette ellers kun er til de indviede …

… nåhr ja – og til gæsterne.

4-stjerner

Waterloo Triple Blond, Anthony Martin

2015-12-03 17.18.05Giv mig styrke …

Til at klare mig igennem aftenen. Det er jo afstemningsaften, og der er helvedes meget på spil. Min gæst i aften, Peter, har fået den her, fordi han stemmer som han gør, mens jeg til aftensmaden hapsede den her omtalte – mest af alt fordi det var den der var på køl, og skulle afprøves.

Brygget er brygget (hvad kalder man sådan en konstruktion – ordrim?) i anledning af 200-året for det navnkundige slag ved Waterloo, hvor Napoleon jo mødte sit … ja, waterloo. En kæk lille ledsagetekst kundgør, at brygget er brygget (jeg kan ikke lade være) siden 1456, og at det netop i slaget ved Waterloo (som skotsk-kyndig kan jeg aldrig lade være med at tænke, at det på den dialekt faktisk betyder ‘toilet’) indgød tropperne styrke og mod. I aften har jeg brug for begge dele, så det i øvrigt tilfældige valg viste sig at være velvalgt (uha, jeg kaster omkrig mig med både alliteration og ordrim i dag (hvis det altså er det, det hedder)).

Skummet er højt, holdbart og skaber, idet det falder, strukturer som spindelvæv. Lange tråde, der ikke vil brydes. Så med mindre man venter til, at øllet er feslunkent, vil man ikke opleve skummet falde til bunds, før brygget smages. Duftes kan det dog uanset hvad, men ikke med megen ‘Erfolg’. En svag bouquet af grovbrødsdej kan anes, og man forbliver uden enhver idé om, hvordan brygget mon vil smage.

Godt, viser det sig heldigvis! Brygget har en forfriskende sprød bitterhed og … og … ja, i virkeligheden ikke meget mere end det. Sprød bitterhed, og i øvrigt nøje afgrænset til et aldeles velvalgt afsnit af mundhulen.

Det smages stort set kun bagest i gabet, ved mandler, svælg og visdomstænder. Bitterheden er simpel og ligefrem af frisk løvtræ. Imponerende er det desuden, at brygget, trods dets i grunden spinkle humleprofil, faktisk ikke smager for meget af vand. Den bevarer fylde og en velbehagelig mundfornemmelse, en skarp bitterhed sammen med en simpelhed, der ellers tit betyder ligegyldighed … men altså ikke her.

Med den i sækken klarer jeg nok valgaftenen. Om jeg klarer resultatet, må morgendagen vise.

4-en-halv-stjerne

Leffe Royale Mapuche, Anheuser-Busch Inbev

2015-10-16 20.51.30Jævn kongelig nydelse

Jeg fik åbenbart galt fat i den igangværende Leffe-series rigtige navn. Det er i grunden imponerende i betragtning af hvor meget undertitlen ‘Royale’ faktisk fylder på etiketten. Jeg må have været for ivrig efter at læse neden under denne, hvor det fremgår, hvilket bryg vi har med at gøre.

I den forbindelse indrømmer jeg blankt, at hverken mit franske eller flamske rækker til med sikkerhed at kunne tyde, hvad der står på bryggets bagetiket. Man kan ellers vælge mellem begge sprog. Så vidt jeg kan se, ligner serien lidt Schiøtz/Lottrup/Carls Selection-serierne fra henholdsvis Royal Unibrew og Carlsberg, for Leffes Brygmester Charles Nouwen er omdrejningspunkt for den påtrykte anekdote.

Angiveligt har denne Nouwen (som det ikke lige er til at finde megen information om ellers) rejst verden rundt for at finde de fineste humler til øllene. Denne humle, der altså har navnet Mapuche, er angiveligt fundet på den patagoniske højslette i Argentina.

Umiddelbart ligner den jo forgængeren, klar og korngul i sit ydre, med tæt, fedtet hvidt skum.

Duften varsler imidlertid en ganske anden oplevelse. Det mest fremtrædende element, gældende for både bouquet og aroma er – sprit. Det river i flår i næsen både ved olfaktrisk sansning, og ved egentlig indvortes brug. Et nogenlunde skarpt humleelement optræder dog også, og sammen formår de to i forening også at rive lidt i ganen.

Marcus var faktisk begejstret. Brygget smager ikke af for meget, og derfor bliver man heller ikke for hurtigt træt af, som man fx kan forventes at blive af vilde specialøl – ekstremt mørke stouts, eller voldsomt bitre IPA’er, fx. På den anden side smager brygget af væsentlig mere end den jævne pilsner, så kedsomhed og vandkarakter heller ikke gør brygget kedeligt.

Så hvis jeg selv skulle snuble over disse øl engang – i sixpacks eller fourpacks, som de var i, da Black Ben fandt dem i Belgien, skal jeg huske, at tage én af de grønne med hjem til mig selv og én af de røde med til Marcus.

Mig forekommer den – omend kraften bestemt kvalificerer den til at være mere end bare en jævn øl – for ensporet.

3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme