Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Black Ale

Juleøl, NUA Brygghus (Nytårsøl med Gedved II)

Her går det lidt bedre …

Den her juleøl kan man opleve blive liveanmeldt i min nytårsstream på YouTube ca. 24 minutter inde. Man kan simpelt hen se Gedveds og min reaktion første gang vi prøvede kræfter med brygget, gengivet  i levende billeder!

Er det ikke spændende!?

… Nå … måske ikke …

Vel – den her bagjuleøl slog omgående bedre takter an end den noget tamme IPA, Gedveds og min nytårssmagning startede med. I det hele taget er mørkt øl bare mere spændende – især når det bliver skænket ved en passende temperatur, hvilket under alle omstændigheder vil sige en højere temperatur end en lys øl med samme alkoholprocent.

Den her nød vi vel ved omkring 15 grader. Og for en øl på 4,5% (den øvre grænse for, hvor stærkt øl i almindelig handel på være i Norge) er det på trods af dunkelheden faretruende højt. Det samme kan siges om det off white skum, i hvilket man kunne have udskåret smukke skulpturer af overfladespændingen – hvis altså det ikke også faldt næsten så hurtigt som det var steget.

“I’m an idiot” erklærer jeg frimodigt selverkendende, da jeg får smagt på bryggets skum inden jeg når at snuse til det. Jeg skal derfor ikke gøre mig klog på duften her, men Gedved opfangede i det mindste lidt krydrede noter af nelliker. Smagen fejler til gengæld ikke noget. På trods af de norske alkoholrestriktioner er fylden intakt, og der er rigeligt aroma at nyde.

En bund af bitterhumle med noter af kaffe og mørkt træ giver måske ikke verdens mest julede udtryk – men velsmagende er det i hvert fald. Brygget kan både nydes i små mundfulde, mens dets åbenbare lethed – igen i kraft af den lave alkoholstyrke – og kan tages i større drag. At hamre brygget ned på én eller to gange, vil til gengæld være synd. Det smager det alligevel af for meget til.

Gedved og jeg fik os desuden en sludder om, hvilke store bryggerier Norge ellers har. Gedved nævnte Rinkenes, som jeg godt kender, men hvis aldrig har prøvet nogen øl fra. Rygtet vil vide, at jeg ikke er gået glip af noget. Derudover kunne han nævne Nøgne Ø, som bloggen indtil videre har været omkring en enkelt gang. I betragtning af karakteren fra den gang, er det alt for få gange.

Vi må se, om lejligheden byder sig til at nå omkring Nøgne Ø senere på året – det er jo ungt endnu. Ellers er der jo også taget hul på et helt årti – så der burde være tid nok at tage af. Hvis altså Jorden ikke går under i ildebrand, oversvømmelse og verdenskrig inden da … Risikoen for dette forøges åbenbart dag for dag, så det gælder om at have gode øl i baghånden så man i det mindste kan gå glad herfra.

Gedved var ikke så imponeret over brygget som jeg var. Han fandt den tynd, og på omtrent samme niveau som IPA’en, så han ville kun strække sig til at give den …

… mens jeg gav den …

Holy Hemp Christmas Ale, Svaneke Bryghus

Festligt, nuttet – men næppe julet …

Yay, det er min fødselsdag! Jeg bliver 44 – ja, hvem skulle tro, at jeg havde en sådan holdbarhed. Jeg skal lige straks ud og spise med mine børn, deres mor og Co., men jeg kan lige nå at anmelde endnu en juleøl, sådan som jeg har sat mig for at jeg vil i år.

Svaneke ser ud til at være ude med flere nye juleøl. Ligesom årstidens pynt er de lavet efter en skabelon; de er på dåser og udsmykningen prydes af nogle flotte tegninger. På denne øls etiket kan man fx beundre brygmester Jan Paul kun iført hans ikoniske kasket, briller og lændeklæder i færd med at gøre kunster på skateboard. Festligt, afgjort – og ret nuttet – mææææn … julet ligefrem?

Det samme må man endnu engang spørge sig om, når man går indholdet efter i sømmene. Ligesom med bryggeriets jule-IPA, som var en fortræffelig IPA med knap så meget jule-. Denne gang har brygmester begået en dark ale, kan man vel kalde den. Og ligesom sidst, er der lidt ekstra i godteposen – denne gang hamp – because … why not?

Man kunne ellers forledes til at tro, når man fortæller, at det mørke – snarere brusende end skummende – bryg dufter af svesker og gran, at så må det da også være julet på en eller anden måde. Hvad brygget imidlertid mangler er tyngde. Det føles mest friskt og let, og passer bedre til en fremtittende sol i det spæde forår end midten af det dybeste decembermørke.

Brygget leverer en sømmåtte med bunden i vejret på tungen, hvor hamp og humle kappes om at flå og flænse mest. Siden sætter mildere toner ind; rå figner (men ej de tørrede, som traditionelt spises op til jul), egetræ og koriander. Det er såmænd meget godt – endnu engang. Det er bestemt en øl, der er værd at tage med hjem og nyde. Men endnu engang må issen tage imod et par kradsende negle idet man må kontemplere, hvad det egentligt julede ved brygget er.

Det mest oplagte denne blogger kan få øje på er, at den er lanceret op til jul – og ikke meget andet.

Lottrup US Dark Ale, Ceres/Royal Unibrew

2016-10-14-20-39-55Men øllene kan jeg godt lide …

Pyha! De trækker godt nok tænder ud, de der redaktionelle jubilæumsindlæg. Især når man er så uforberedt på dem, som jeg var på det sidste. Først efter at jeg havde skrevet anmeldelse nr. 800 færdig, opdagede jeg, at det var nr. 800. Og så skulle jeg jo først efterfølgende finde ud af hvilke øl, der var de mest middelmådige jeg havde prøvet – og i den forbindelse var der lige et par dybe tallerkener, der skulle opfindes mere eller mindre ud af den blå luft …

Men her er jeg tilbage – vel ude på den anden side, og det i øvrigt med en af de industrigiganter, der faktisk kan finde ud af at lave noget specialøl, der ikke altid er til grin.

I hvert fald så længe man nøjes med at smage på øllet, og ikke giver sig til at læse etiketten. For der står pinlighederne nærmest i kø “Vi har brygget en næsten sort ale til dig, kun med et lille rødligt ‘glimt'”, “Nyd den fyldige bløde krop og det rigelige beige skum” … jamen Vorherre til hest – man skulle jo næsten tro, at jeg var ophavsmanden med den parade af klichéer.

Det er jeg nu ikke, og hvis jeg var, sad jeg næppe i et call-centerjob til mindsteløn.

Brygget bærer navnet ‘US Dark Ale’, og er formentlig netop sådan én. Og det er endnu én af de uhyggeligt mange brygkategorier, jeg ikke gider oprette i mit eget kategoriarsenal, da jeg ellers ikke ville have meget andet at bestille. Som de fleste nok har luret, er brygget slet ikke fra USA, men formentlig produceret på Royal Unibrews industribryggeri i Fredericia(*), hvor det meste af deres øvrige øl også kommer fra (uden at jeg dog er sikker).

Ellers er jeg som bekendt kæmpe fan af De Forenede Stater, når det gælder ølkulturen – sålænge det gælder kvalitetsbryggene, altså. Når det gælder industribryggene fnyser jeg også lige så fisefornærmet, som andre europæere har det med at gøre. Imidlertid aftager fnyseriet såre lidet, når jeg efterfølgende skal udtrykke min indstilling til europæisk standardøl. For til trods for diverse vittigheder og myters påstand om amerikansk standardøls særlige tyndbenethed (typisk involverende sex og kanoer) er virkeligheden faktisk den, at vi på det punkt ikke er et hak bedre selv.

Der er også så meget andet, man med rette kan kritisere USA for. Nu bomber de fx igen et af verdens fattigste lande. Denne gang Yemen, og så har de oven i købet den frækhed at påstå, at det er gengældelse for en højst tvivlsom missilaffyring mod et af deres krigsskibe. Et krigsskib, der befandt sig i yeminitisk farvand, og mere eller mindre åbenlyst assisterede det saudi-arabiske amokløb på Yemen – oven i købet begået med amerikanske våben solgt til sauderne for et bjerg af møgbeskidte, blodindsmurte oliepenge.

Amerikanerne påberåber sig retten til at forsvare sig selv, men hvad med yemenitternes ret til præcis det samme? Hvorfor var det ikke forsvar af eget territorium, da de affyrede missiler mod det amerikanske krigsskib? Kun amerikanerne – og deres europæiske allierede (nej på det punkt er vi heller ikke meget bedre selv) – kan ikke se hykleriet.

Tilbage til øllet, mod hvilket jeg selvfølgelig ikke bærer nag for dets amerikanske inspiration. For nu lige at tage bryggeriets (intet nag mod det heller … eller – i hvert fald ikke for at lade sig inspirere af amerikanerne på ølfronten) påstande om deres eget produkt i opløbet, så viser det sig i hvert fald mere sandfærdigt end hvad den amerikanske regering i almindelighed og efterretningstjeneste i særdeleshed lader vide om deres aktiviteter. “Sort med et rødt ‘glimt'” – flueben. “Beige skum” – flueben … det passer egentlig meget godt altsammen.

Og ellers dufter brygget dejlig sødt – af farinsukker især. Dertil kommer et nogenlunde velafstemt bittert indslag af kaffe. Det er både rart og venligt uden ligefrem at være tandløst – men det er ikke noget rovdyr, vi har at gøre med, snarere en drøvtygger.

Hasselnødder og kaffe blander sig elegant i en velmaltet krop, der starter ved gummeranden, breder sig til mandlerne og rigtig folder sig ud i eftersmagen. Der er ikke sparet på noget – ud over at det er både dejlig bittert og sødt, er brygget også vidunderligt mørkt i smagen på den helt rigtige måde.

Man kan dog ærgre sig lidt over hulrummet oven på tungen. Her mangler der i påfaldende grad smag af andet end fladt postevand, men såfremt man er i stand til at se ølkruset som halvt fuld frem for halvt tomt, kan manglen forbigås som en skønhedsfejl.

Den smag, brygget alt andet lige byder på ved gummer, gane og mandler er tilstrækkeligt til at brygget lander vel over det middelmådige.

4-stjerner

(*)Rettelse: Royal Unibrews øl bliver ikke produceret i Fredericia, men åbenbart i Skælskør(**) og Baltikum. Edder og forbandelser mod den, der gav mig det indtryk, og mere af samme mod mig selv for ikke at fact-tjekke.

(**)Skælskør passer åbenbart heller ikke. Jeg tænkte da også, at den by var for lille til at have hele to industribryggerier (Harboe har som bekendt hjemme der (og den oplysning er fact-tjekket)) men jeg havde ellers oplysningen fra en kilde, jeg anså for pålidelig. Vel, man skal åbenbart fact-tjekke alt selv …

Så vidt jeg kan google mig frem til, brygger Royal Unibrew primært på Albanis og Faxes gamle anlæg i henholdsvis Odense og Faxe. Så skulle det vist være sat sådan nogenlunde på plads.

The Spanish Inquisition, Kongebryg

2016-08-07 17.31.24For the comfy chair …

Som jeg fik nævnt ved en tidligere lejlighed, udspiller Kongebrygs øl gerne en nok så perifer men alligevel præsent tematik omkring det kongelige, det militære, eller som absolut minimum det historiske, eftersom bryggeriet har til huse i en nu nedlagt kaserne.

Denne øl spiller mest på det historiske – og på at bryggerne er fra en generation (ligesom bloggeren selv) der voksede op med Monty Python’s Flying Circus på flimmeren sent om aftenen. For brygget “The Spanish Inquisition” har en sigende undertitel – “Expected by nobody since 1478”. Jeg har ikke googlet årstallet, men gætter på, at det må have været omkring det tidspunkt, at de angiveligt meget emsige og grusomme kætterjægere var særligt aktive.

Men at være særligt kendt for at være uventet har den spanske inkvisition vel egentlig først været siden 1970, hvor sketchen for første blev vist i britisk TV.

Såvidt konceptet. Sværere er det at afgøre, hvilket type bryg vi har med at gøre. Bryggeriet angiver selv stilarten som ‘ukendt’. Man får fornemmelsen af, at bryggerne har stået i maltlageret, efter lidt for mange smagsprøver og så har den ene sagt “lad os tage lidt af det her” hvorefter den anden har sagt “så skal vi også have noget af det her” og den tredje: “og det her!” Selvom det fremgår i detaljer hvilke humle- og malttyper, der er brugt, fornemmer man mere lyst til at eksperimentere end at gå op i, hvilken øl, det egentlig er, man brygger. Den slags fremgangsmåder finder jeg inderligt sympatiske – især når det som her ender ret godt. Untappd svinger mellem på den ene side at kalde det en ‘Dark IPA’ – og det er omtrent så langt fra min oplevelse som det kan være. Brygget har fx tæt på intet til fælles med Hornbeers uforlignelige Hophorn – ud over at smage godt – og på den anden side en ‘Cascadian Dark Ale’. Der er ganske vist brugt cascade-humle i brygget, men det er ikke mit indtryk at den er så dominerende. Så når man sådan selv har mulighed for at vælge, ville jeg hellere kategorisere dem som en ‘black ale‘ som den, Thisted Bryghus for en del år tilbage havde på markedet. Og så står der jo faktisk også “Black Bitter Ale” på etiketten (bare ikke under ‘stilart’) – så Black Ale it is!

Og så voldsomt bitter er den nu heller ikke. Duften bærer primært præg af sød lakrids, karameliseret sukker og vanillefylde. Bitterheden træder frem i form at et lille pust røg, der næppe har en nyligt afbrændt kætter som kilde. Snarere er der tale om en hyggelig fakkel, eller måske endda bare en nys udpustet kærte.

Det fede, tætte og sydende skum har lød som kogende karamelmasse. I sammenligning dermed er brygget overraskende letflydende, også dets tykke, natsorte lød taget i betragtning.

Bryggets finish er også i det letflydende hjørne. Det glider forunderligt vægtløst hen over tungen, men det er ikke fordi det i den proces ikke afgiver aroma og karakter. En letristet aromatisk bitterhed behager smagsløgene idet den undflyr sikker genkendelse før grundige overvejelser. Sød lakrids … og … noget lettere – fennikel! Der var den! Bagefter følger en langstrakt – ganske langstrakt, faktisk – eftersmag af piratos. Lakridsen bliver stærkere med tiden.

Samtidig byder brygget på en række kontrollerede, omend retningsbestemte humleeksplosioner. Mon ikke det er aromahumlerne, der slår igennem her? Et kort sekund tænker jeg faktisk på oplevelsen af Focal Banger, som jeg anmeldte for et par dage siden – omend nærværende brygs voldsomhed er ganske diskret i forhold til hint himmelske humlemonster fra helvede. På den anden side – sammenlignet med Focal Banger, er ‘diskret’ stadig ret så vildt.

Brygget med den venlige, røgede sødme og bestemte humlebitterhed egner sig glimrende til at blive nydt langsomt, henslængt i en komfortabel lænestol, og gerne med nogle bløde sofapuder i ryggen. Jeg kan personligt anbefale det, også selvom det ifølge visse kilder blev brugt som pressionsmiddel mod de allermest sejlivede anklagede under den spanske inkvisition …

Med dette brygkoncept har Kongebryg ramt helt rigtigt.

5-stjerner

Jul Belgisk Øl, Gourmetbryggeriet/Harboe

2016-01-21 17.03.19OK konventionelt …

Stundom kan jeg godt finde på at drikke en selskabsøl – altså en øl i vinemballage. Det kan hænde, hvis nogle bestemte kriterier opfyldes: At jeg får tidligt fri fra arbejde, og at jeg har fri dagen efter, og ikke skal noget andet vigtigt. Så kan den åbnes midt på eller småsent på eftermiddagen, og nippes til, mens aftensmaden simrer, et glas kan ledsage samme ved middagsbordet, og til hyggen bagefter kan det sidste lige så langsomt glide ned.

Og så bliver man ikke engang voldsomt snaldret, selvom brygget faktisk indeholder hele 8,5%. Med en vagtplan som min, er det imidlertid sjældent, at alt passer så nydeligt sammen, men jeg nyder de små stunder, hvor det kan lade sig gøre.

Som nu her torsdag aften, da denne store øl fra Gourmetbryggeriet (brandet ejes som bekendt af Harboe) blev sat til livs. Som det fremgår er det et ganske mørkt, for ikke at sige direkte sort bryg. Skummet kontrasterer med off-white til gyldent, letfedtet, men ikke overvældende skum. Duften er svært traditionelt julekrydret med noter af svesker, blommer, chokolade og et stænk af cognac. Det undrer ikke, når man tjekker deklarationen, der afslører indhold af både julekrydderier, urter og sukker. Hvad ‘julekrydderier’ præcis dækker over, kan man kun gisne om.

Og smagen skuffer heller ikke, hvad angår det julede. Der er den rigtige sødme af chokolade og syre af svedsker. Det ledsages elegant af en varm fylde og bitterhed af stærk kaffe. Med i sødmen finder man en velplaceret afrunding af hindbær – så har man også børnenes sodavand med til julemiddagen (jeg sidder i skrivende stund og får lyst til and – noget må Harboe vist gøre rigtigt).

Brygget rammer altså julestemningen rigtig godt. Så godt faktisk, at jeg overvejer om denne skulle være min foretrukne juleøl fremover (eller indtil jeg finder en anden, der er endnu bedre.) Indtil nu har det ellers været Ærø-bryggeriet Rises ‘Strong Rudolph‘, der har været min foretrukne juleøl – men den virkede underligt syrlig, så måske var det på tide at skifte hest?

Hvis der er noget, man skulle kritisere Harboes vellykkede julebryg for, skulle det være, at det måske alligevel er lidt for konventionelt. Det spiller for sikkert på de alt for velkendte og traditionelle juletoner, og glemmer derfor innovationen, nytænkningen og den galskab der skal til for at lave noget rigtig godt.

På den anden side – når det er jul, så må det jo også gerne være traditionelt, konventionelt, og lige sådan som det plejer at være. Så det er nok alligevel meget godt altsammen.

4-en-halv-stjerne

Willemoes Jul 2015, Vestfyen

2015-12-24 12.42.08Juleslendrian …

Så er Julen – i hvertfald hvad formelle juledage angår – for længst overstået. Danmark er et land, hvor det private erhvervsliv lader sig styre af den yderste højrefløj til at udstøde mennesker med fremmedklingende navne, og verden er pludselig blevet et meget meget mere stille sted – på den helt forkerte og meget ubehagelige måde. Nuvel, i det mindste er dødsriget nu ikke bare et meget muntrere sted at være, nu er musikken dernede pludselig også blevet langt mere awesome. Og jeg tør vædde på, at Jan og Lemmy får sig et par solide Pints i helvedes værtshus, hvor Michael Jackson siden 2007 har været bartender.

Men udover det, har jeg nydt bare at kunne tage en slapper. Jeg arbejder ganske vist, men børnene skal ikke bringes i børnehave, og verden kører bare i et lavere gear … det er egentlig bare rart, men det måtte også gå ud over anmeldelsesfrekvensen.

Så nu er det til tasterne igen. Det gælder den øl, jeg nød juleaftensdag. Jeg åbner gerne en stor øl, som jeg så patter på i et par timer. I år blev det Willemoes Jul 2015 – måske fordi jeg havde set andre give den god omtale, men jeg kan faktisk ikke huske det med sikkerhed.

Uanset hvad er det et mørkt bryg som mørke bryg skal være. Ikke kun brygget er natsort, men skummet matcher også nydeligt med en lød af karamelsukkeret til de brunede kartofler – Jul 2015 indeed!

Brygget dufter fyldigt af valnødder og rom, samt rigeligt med alkohol (Jul 2015 indeed, fristes man til at gentage) I smagen går rommen for så vidt igen – eller i hvert fald rørsukkeret. Sødmen er dermed intakt, mens en ledsagende bitterhed måske tager styringen en anelse for meget – i hvert fald i betragtning af at der er tale om juleøl, der gerne må holde sig sødt. Smågalt ender det faktisk med en tur indenom en tør lakridseftersmag, der afslører manglende kontrol i et ellers vellykket brygresultat.

I den sene eftersmag smelter sødmen og bitterheden dog sammen igen, til et nydeligt nøddebittert og evident julet resultat. Så som et godt juleeventyr, er julen i fare indtil sidste øjeblik – og så ender det hele godt alligevel.

Jeg synes godt, den rigtige jul kunne være endt lidt bedre. Men i nogle menneskers øjne (min fars, fx.) slutter julen først Hellig Tre Kongers Dag – hey, ifølge en gammel svensk julesang varer julen helt til påske (eller i hvert fald til fasten) – så det kan jo nås endnu.

4-en-halv-stjerne

Andejagt, Raasted Bryghus

2015-11-20 19.20.21Koncertøl II

Så er der rod i kronologien – og det er jo, hvad man risikerer, når man er lidt på forkant. Jeg havde hygget mig med at skrive lidt løst og fast på denne anmeldelse, og glemte så, at den skulle have været offentliggjort før Schiøtz Gylden IPA – for nu at skrive om øllene i den rækkefølge de rent faktisk er blevet afprøvet.

Men så kan jeg vel lære på den hårde måde, hvad der kommer ud af at være på forkant (ligesom hipsterne) eller som det hed før det var på forkant at kalde det ‘på forkant’; ‘proaktiv’ og ‘dynamisk’ – gerne ‘på sigt’. Jeg lover, at det aldrig skal ske igen … i hvert fald ikke lige foreløbig.

Vel – her følger fortsættelsen på historien om Gedveds og min lille ølsmagning forleden aften efter demo og før koncert:

Gedved og jeg gik jo ikke direkte fra demo og hjem til ham for at drikke øl før Minds of ’99-koncerten. Vi var forbi en Fakta-butik på vejen for at skaffe forsyninger. Ud over La Trappes Quadrupel, som blev valgt på grund af dens gode smag og effektivitet (alkoholstyrken og PPK-værdien (=procent pr. krone)) insisterede Gedved på, at vi også skulle tage nogle øl med, jeg ikke havde prøvet før.

Jeg var, på grund af mit bugnende lager, ikke meget for det. Men vi gik alligevel derfra med tre øl, jeg ikke havde prøvet før. Jeg husker ikke de to andre, ud over at én af dem var fra Midtfyens Bryghus. Det er ikke meget snot, jeg græder over, at jeg ikke fik dem prøvet, for jeg har som bekendt rigeligt at se til i forvejen.

Mens den svinedyre hipsterøl, som Gedved havde fået i gave, klingede ud, blev ‘Andejagt’ åbnet. Tidligere har jeg prøvet ‘Bukkejagt‘ fra samme jagtserie fra Raasted Bryghus. Den var åbenbart OK, hvis jeg skal tro min anmeldelse af den, men ikke noget, der rigtig var værd at gå på jagt efter. Renheden har de to bryg til fælles. Der er ikke andet i, end vand, humle, gær og malt.

Ligesom hint bryg, der er dedikeret til nedskydning af bambi og andet råvildt, er nærværende bryg ganske mørkt. Man skulle ellers tro, at man ville slå lidt lettere noter an, når nu det er Daffy og Anders And, man går efter at pløkke ned. Skummet er ganske klæbrigt, og udfolder sig i mønstre på glassets inderside, frem for at løbe ned som frisk blod af skamskudt fugl. Duften ligger i det syrligt friske – jeg tænker grønne æbler, kombineret med en bitterhed af frisk kaffe.

Kaffen – den friske og rare, som man i det mindste kan styrke sig på, og få varmen af, hvis man er en klovn til at ramme og derfor ikke får noget kød på bordet – er der imidlertid intet af i smagen. Men bittert – det er brygget godt nok alligevel … på en måde.

Brygget smager af kål – syrlig blom- eller rosenkål og dermed passer øllet jo allerede langt bedre til glaseret Gurli Gris end til andesteg. Gedved mente, at den smagte som det polske køkken. Til det måtte jeg hurtigt tilføje, at den ikke smagte som polske øl – med tanke på de aldeles udmærkede polske specialbryg, jeg prøvede tidligere på året.

I øvrigt vil jeg ikke udtale mig om det polske køkken. Gedved ved måske nogle ting om det, jeg ikke ved. Ikke desto mindre kunne øllets smag godt minde om nogle af de fordomme som synes udbredte om det polske køkken. Men hvordan det polske køkken egentlig er, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg er selv belastet med en opvækst med det tyske køkken, hvor sauerkraut er udbredt. Og med bitter-til-harskhed af kål, tilsat en syrlighed af eddike, er en sammenligning med netop sauerkraut ikke helt ved siden af. Det kan godt være, jeg holder med Tyskland i fodbold, men gastronomien må de godt beholde vel syd for Kruså.

Overordnet ødelægges brygget af en ambition om, at det virkelig skal smage af meget. Men hvad det skal smage af, synes at være kommet i anden række. Man har forsøgt at være kompromisløs, og det er gået ud over velsmagen, og derfor er brygget reelt mislykket.

Det skal her siges, at brygget slutter af med at lade kaffen komme en smule til orde i eftersmagen, hvilket da forsoner en smule så brygget undgår en bundkarakter. Men godt bliver det aldrig – det var Gedved og jeg rørende enige om.

Det var i øvrigt en fed koncert. Jeg kender faktisk ikke bandet indgående, men jeg kunne bestemt godt finde på at se dem live igen. Især med de gode venner, jeg har. Nærværende øl, derimod, vil jeg snarere anbefale til målskydning end som tilbehør ved et jagtselskab.

2-stjerner

Sort Ale, Gourmetbryggeriet

Sort Ale, GourmetbryggerietFødselsdagsøl

Sidste weekend havde min bedste ven i hele verden 40-års fødselsdag. I læsere kender ham også. Gedved. Min yndlingsgæsteanmelder, der vel fik sit gennembrud her på bloggen for to år siden, da jeg testede sodavandsøl.

Det blev fejret med et hyggeligt arrangement i Ørstedsparken ved Nørreport. Ja, der går mange bøvede historier om det sted, men det forbliver en af de flottest anlagte parker i Danmark overhovedet. Op fra den centrale sø rejser græsskrænterne sig tyngdekrafttrodsigt stejlt, hvorfra grædepil dypper sine lange tårer i det stille vand, flankeret af hyldbevoksning så enorm, at den for årtier siden har taget kvantespringet fra buske til tårnhøje træer.

Det er, hvad jeg ser, når jeg befinder mig i Ørstedsparken. Og hvad folk ellers finder på derinde generer mig ikke, og jeg blander mig ikke deri.

Men det var altså baggrundstæppet til en lille hyggelig kreds af Gedveds nærmeste familie og venner. Det var meget hyggeligt, og en øl havde jeg da også taget med i dagens anledning. Jeg glemte helt at tage billeder af den, som jeg ellers plejer, så jeg har planket ét fra bryggeriets hjemmeside. Hvis de bliver sure, må de jo pive og brokke sig, og så skal jeg da med glæde fjerne den gratis reklame, jeg giver dem.

Bryggets lød passer så nogenlunde til navnet – det er i hvert fald ganske mørkt, omend det faktisk viser sig at være rødt, når man holder det op mod lyset. Der afsløres det også, at brygget er filtreret, nok det dunkelt, men også gennemsigtigt.

Brygget dufter ikke af meget. Lidt ristet malt, måske det er det hele. For at opleve karakteren, må det smages, og der er der lidt mere at komme efter. Der er sød malt, ristet malt, og fylde af letsyrlige svesker. En præsent alkoholnote gør også sit, og således går de 8% brygget indeholder heller ikke ubemærket hen.

Så det er sådan set fint nok. Og måske endda imponerende i betragtning af, at det er Harboe, der i dag står bag Gourmetbryggeriet. Alt over middel fra det Gedvedbryggeri må betragtes som imponerende, og dette bryg er endda noget over. Men så heller ikke mere.

Stort tillykke med dagen Gedved. Jeg har delt mange gode øl med dig, hvoraf denne langt fra var den bedste. Du skal nok få flere bedre af dem i fremtiden.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme