Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Bitter

ESB, Fuller Smith & Turner

2017-04-23 22.48.57Overset perle …

Jeg har været tæt på at løbe tør for øl – og det går jo virkelig ikke. Så er der jo ikke meget andet at gøre, end at begive sig ned i det lokale supermarked og forsyne sig. Valget faldt på Fakta – så kan jeg score lidt bonus på mit COOP-medlemsskab, og så går det jo nok, at kvaliteten af Faktas specialøl er noget fluktuerende – for at sige det mildt.

Denne øl havde ført sig frem på hylderne gennem et par dage, så den blev da købt – så’n lidt i mangel på bedre, sammen med et par andre øl fra The usual suspects blandt Faktas efterhånden så faste leverandører af specialøl, at det efterhånden er svært at se hvad der er så specielt ved dem, når det kommer til stykket. Ikke desto mindre er det jo faktisk ikke så tit, at man finder Fuller’s øl i Fakta – desværre er det heller ikke så tit, at hint britiske bryggeris øl, er værd at skrive lange breve hjem om, om man støder på dem i hjemlandet.

Typen skal have et par ord med på vejen. ESB står for ‘Extra Special Bitter’ og er åbenbart en type, som Fuller har patent på. Det har dog ikke afholdt det amerikanske bryggeri Redhook fra at brygge deres egen ESB, der imidlertid var hverken det ene, det andet eller det tredje. Man har jo lov at håbe, at patentindehaverne værner lidt mere om betegnelsen end plagiatorerne.

ESB er jo også noget meget engelsk. Som sådan er det en pale ale (endskønt den umiddelbart forekommer noget solbrændt), men det er lige netop den der pale ale, som det britiske øl typisk forstås som. Bittert, dovent, lunkent og i det hele taget alt det, øl ikke skal være. Det er typisk pilsnerpimpere – folk, der har meget svært ved at forstå, at der er en verden ud over Carlsberg og Tuborg, der har denne opfattelse. Undertegnede, derimod, begejstres omgående af det rødbrune brygs mangefacetterede bouquet af romsukker, vanille og ikke helt modne æbler.

Og her er der virkelig tale om en nydelig repræsentant for genren: En virkelig lækker og karakterfuld ale – doven, og med en ideel serveringstemperatur omkring de 10 grader. Dér træder nøddebitterheden, med sine stikkende og sværttilgængelige bismage af kålrabi og roer virkelig frem og jager den snævertsynede pilsnerpøbel på porten med sin mere end elegante beskhed.

Ifølge min lidelsesfælle og brygpusher Paul, skulle ESB-typen være temmelig svær at opdrive. Og det er da heller ikke mange typiske engelske pale ales, man møder i dagligvarehandlen herhjemme. Så Fakta skal have stor ros for, at dette aldeles fine bryg var at finde på deres hylder. Jeg kan kun anbefale brygget, og opfordre læserne til at opsøge deres lokale discount-Coop-butik med henblik på at redde sig én af disse britiske perler.

4-en-halv-stjerne

Trooper 666, Robinson’s Brewery

2016-01-15 21.34.06Så nydeligt det passer sammen …

Hermed rundes den lille triologi om ‘De øl, jeg fik af Paul’ af med et slags jubilæum: Øl nummer [trommehvirvel] – 666! Det var dét, jeg hentydede til, da jeg opfordrede til at følge med, da jeg anmeldte den første i Pauls ølgave.

Brygget er en ‘limited edition’-opfølger til den oprindelige Iron Maiden- øl, der blev anmeldt her på bloggen som nr. 600. Relativt kort efter blev jeg kontaktet af den føromtalte Paul, en fast læser af bloggen, der kunne fortælle, at han havde den perfekte øl til min anmeldelse nr. 666. Og det må jeg give ham ret i – alene ud fra øllets navn, endskønt talkombinationen faktisk er en genganger.

Af bagetiketten fremgår det, at der under slaget ved Balaclava i 1854 under Krim-krigen – slaget, der inspirerede Iron Maidens nummer “The Trooper” (der senere inspirerede de to Iron Maiden-øl) – ifølge den nyeste forskning var 666 britiske soldater, der angreb, og ikke 600 som der tidligere skulle være oplyst. Det er jo lige til at blive numerolog af. Jeg anmeldte den oprindelige Iron Maiden-øl som nr. 600, og dengang gik man ud fra, at ca. 600 briter angreb. Nu anmelder jeg denne som nr. 666, netop som man har fundet ud af, at det også var det egentlige antal soldater i angrebet.

Men come on … mon ikke den egentlige grund til denne special edition er at minde os om et andet Iron Maiden-nummer?

Alkoholprocenten ligger på 6,6, og så mangler der jo bare én decimal mere, før det hele stemmer, men den slags er der jo ikke tradition for at angive (formentlig fordi usikkerheden er for stor). Det er mere alkohol end i den oprindelige, fremgår det af bagetiketten, selvom recepten skulle være den samme. Desuden skulle dette bryg have mere smag, og hvordan man nu får mere smag og alkohol frem, selvom man bruger samme recept, skal man nok være brygger for at regne ud.

Jeg siger dog ingenlunde, at marketingafdelingen hos Robinson’s, der forfatter bagetiketterne, vrøvler – blot at jeg som lægperson tillader mig at undre mig. Jeg tager som altid gerne imod kvalificerede forklaringer – fx i kommentarfeltet, hvor alle læsere kan nyde godt af guldkornene.

Jeg vælger uanset hvad at stole blindt på Untappd’s påstand om, at der er tale om en ‘bitter’ – det var den oprindelige også. Umiddlerbart synes jeg dog mest af alt, den ligner en classic, eller en wiener, som det jo egentlig hedder. Brygget er tydeligt filtreret, skummet er uprætentiøst hvidt, og indtil videre ligner det ikke nogen heavy metal-øl. Og selvom bouqueten såmænd nok virker mere humlet, end jeg husker, den oprindelige var, føler jeg ikke, at vi er langt fra pilsnergenren.

Den syrlige kant, der også er i duften, og som får det til at rive lidt ekstra i næseborene, er til gengæld ikke til stede i smagen – og det er bedst sådan. Den ekstra smag kan bestemt mærkes. Der er knald på en humlebitterhed, der støder dybt ned i tungen, og lægger sig besk ved gummer og mandler. Desværre går det ekstra knald ud over kontrollen, for brygget forekommer mere voldsomt end egentligt rart.

Brygget skal skam roses for den ekstra kraft og karakter – og at fylden i øvrigt ikke er glemt. Det oprindelige bryg var klart mere letdrikkeligt og koncertegnet, mens dette er tungere, sværere tilgængeligt, og ikke ét, der vil falde i helt så mange kunders smag.

Respekt for det – men lidt mere almindelig velsmag, ville have klædt det.

Tusind tak til Paul for tre fine øl. At få lejlighed til at prøve denne øl er en ære, jeg sætter stor pris på. Til gengæld indrømer jeg på stedet, at de to Guldhammer-øl, Citrillo og Emigranten var væsentlig større øloplevelser, og nok i grunden ikke nemmere at opstøve end nærværende Special Edition-bryg.

3-stjerner

Trooper, Robinson’s Brewery

2015-07-17 18.08.41Så nåede vi så langt …

Jeg er nået til endnu en jubilæumsøl. Nr. 600 for at det ikke skal være løgn. Med denne øl, har jeg skrevet i alt 600 lange anmeldelser af øl fra hele verden.

I tråd med, hvad stort set alle andre mennesker gør, så synes jeg, det er lidt fint at markere de runde anmeldelser på en lidt mere udførlig måde. Jeg ved selvfølgelig godt, at talsystemer er arbitrære, og at 600 ikke ellers er noget spændende tal rent matematisk. Men lad os glemme det for et øjeblik, og i stedet nyde at alle cifre skiftede på én gang med en …

Iron Maiden-øl. Omsider fik jeg fat i et eksemplar. Jeg måtte betale fuld pris – 36 bobs, så hut hvisker, og det må siges at være i uorden. Det er jo bare for at få metalhoveder som mig selv til at købe øl til overpris, at der er smækket en etiket med motivet fra Singlen ‘Trooper’ på forsiden. Og øllet er jo sikkert bare noget ligegyldigt sprøjt – rent marketingstunt …

… og så måske alligevel ikke helt. Det viser sig, at blandt mange andre spændene og positive træk (såsom at være verdensklassefægter og uddannet operasager) er forsangeren i Iron Maiden, Bruce Dickinson, ligesom undertegnede, ølentusiast. Og øllet er altså ikke bare et arbitrært bryg med en fin etiket – det er faktisk smagt til og approberet af forsangeren selv. Det er næsten – men også kun næsten – lige så vildt som Monrad og Rislunds Pladderballe Bryghus-øl (for en sikkerheds skyld må jeg hellere understrege at ironi kan forekomme på min blog, i fald nye læsere ikke skulle være klar over det).

Det kommer næppe som den store overraskelse, at jeg er stor Iron Maiden-fan. Det bliver man nemt, når man i gymnasietiden har spillet i et Heavy Metal-orkester. Vi hed Manifest, og jeg spillede bas – og med det instrument er vejen til at blive Iron Maiden-fan heller ikke lang. Bandets bassist, Steve Harris, er også i den grad en klasse for sig, ligesom bandets andre musikere. Tænk blot på de flerstemmige guitarsoloer, der måske mere end noget andet er blevet bandets signatur – og trommerne … glem ikke trommerne.

Som live-band er de også uovertrufne. Over alt husker jeg koncerten ved Roskilde Festival 2003, hvor jeg skrålede mig hæs på “Bring Your Daughter to the Slaughter,” der vel næsten betegner den nedre grænse i bandets tekstunivers. Og det står ikke galt til, hvis teksterne aldrig bliver plattere end den, for den noget stereotype titel til trods emmer nummeret af ildevarslende, okkult offerstemning på en måde kun de bedste metalbands kan skabe den.

I den anden ende af spektret finder vi sange på tocifrede antal minutter, inspireret af episke digte fra den engelske guldalder, Science Fiction og moderne musicals. Bandet består af dannede mennesker, der kan skrive flot musik med aldeles vedkommende tekster, også gerne med social indignation.

Så derfor er jeg Iron Maiden-fan. Men nej, det betyder jo ikke automatisk at øllet er godt.

At det immervæk er approberet af en ølentusiast borger selvfølgelig for en vis kvalitet. Min gode ven og hyppige gæsteanmelder, Gedved, til gengæld, fik efter eget udsagn armene ned meget hurtigt og havde lidet andet end hån til overs for den.

Ikke desto mindre er det en af de øl, hvis aroma udløses straks ved åbning. Sød karamel og pilsnerhumle blander sig med en fyldig og markant appelsinaroma. Etiketten melder om citrus-noter, og det er ikke nogen tilsnigelse, selvom det er i form af det bitre og søde fra de orange frugter, og næsten så langt man kan komme fra de håndgranatformede grønne og gule af slagsen. Brygget selv ligner blankpoleret kobber – jeg kunne sagtens tro, at jeg aldrig har prøvet øl, der rammer det grundstofs farve så præcist, og det er jo svært passende, når nu der er tale om et Heavy Metal-orkesters konceptøl. Skummet er til gengæld traditionelt snehvidt og klæbende nok til, at det gør en i forvejen vellykket visuel oplevelse en smule mere spændende.

Smagen byder på en både fyldig og lækker maltprofil. Igen gør karamellen og appelsinen sig gældende, og allerede her bliver der lagt en aldeles nydelig bund. Derefter sætter humlen ind med en behagelig prikken af frisk løvtræ, for i eftersmaget at gå over i et ikke lettilgængeligt besk indslag af hasselnødder, der er blevet for gamle. I øl gør det sig godt i modsætning til, hvordan det gør sig i hasselnødder.

Heavy Metal-karakteren findes nu stadig mest i bryggets visuelle fremtrædelse, mens smagen overordnet set er for rund, mild og – trods den kantede eftersmag – lettilgængelig til helt at fortjene det hædersmedalje (det er jo en Trooper). Men at den skulle være kedelig, eller endda smage grimt er jeg lodret uenig i. Det eneste jeg kan beklage mig over er prisen, der er langt højere end den ellers mere end godkendte kvalitet. Sådan er det jo desværre med konceptøl – der postes sikkert en helvedes masse marketingpenge i brygget, og de skal jo på en eller anden måde hjem.

Glemmer vi for en stund hjemlige Monrad & Rislund (hvis Kakkerlakpuler og Monrad & Rislund [classic] faktisk giver den her baghjul) er denne bestemt den bedste band-konceptøl, jeg har prøvet. Men kigger man udelukkende på store internationale metalbands, har jeg jo faktisk kun prøvet denne og AC/DC fra tyske Karlsberg. Uanset hvad er begge disse øl aldeles udmærkede at tage med til koncert – de er ikke for komplicerede til at nyde til noget hård rock, og det der er tungere, og på den anden side heller ikke så kedelige, at de ikke giver supplement til oplevelsen.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme