Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Belgisk Dubbel

Steenbrugge Brown, Palm NV

Vel over standard …

Jeg arbejder, som jeg vist har nævnt, i fiskeindustrien i Hanstholm. Her forleden fik jeg tidligere fri, og tænkte, at jeg ville bruge ventetiden på bussen konstruktivt. Så jeg spankulerede fra havnen op ad den lange trappe op ad kyståsen, for nå til det lokale indkøbscenter lidt længere oppe i byen.

På vejen kom jeg forbi den lokale Aldi. Og da var det jeg tænkte: “Hvor tit får man egentlig lejlighed til at gå i Aldi i Hanstholm?” Selv får jeg nok lejlighed til det med jævne mellemrum, nu jeg tænker over det. For nu arbejder jeg faktisk lige i nærheden. Så det var ikke tilgængeligheden, der bød mig udfordringer.

Det var mere det, at jeg i ret mange år efterhånden ikke har sat mine ben i Aldi. Af principielle årsager, primært. De behandler ikke deres medarbejdere særlig godt, hvilket er årsagen til at de kan give deres priser et ekstra nøk nedad. Samtidig har kvaliteten af deres produkter og udvalg det med at skrabe bunden fra undersiden.

Vel, jeg fandt alligevel snart mig selv snigende rundt i gangene mellem rodede spotvarer og industrielt overforædlede fødevarer, på jagt efter … wow, vildt nok, hvis i gættede det – øl! Jeg havde absolut ingen fornemmelse af, hvad Aldi havde på hylderne af billige eller knap så billige øl, men helt umuligt skulle udvalget snart – meget mod min forventning – vise sig ikke at være.

Den her kom med i kurven. En debut på bloggen for det belgiske bryggeri Palm NV. En mørk belgisk øl går sjældent helt galt, så den skulle da have chancen. Brygget går i øvrigt også under navnet ‘Bruin Dubbel’. Hvad anglificeringen i det ellers udpræget tyske supermarked Aldi går ud på, må indtil videre stå hen i det uvisse.

Et dejligt mørkt bryg er det, dunkelbrunt med højt, luftigt skum, der tager tydelig farve efter brygget. Bouqueten gør ikke meget væsen af sig – sødme af karamel og bitterhed af kaffe. Men selvom noterne måske ikke slås an forte, så lyder det nu ganske godt alligevel. Alt behøver ikke være en Allegro eller en Presto. Ind imellem er det fint med en Andante eller måske endda en Adagio.

Anderledes komplekst og kraftfuldt er det til gengæld i smagen. Så man får både en Adagio og en … vel, i hvert fald en Allegretto. Et helt stykke musik i alle tilfælde. Sødme af karamel aer blidt mens mellemristet kaffe bæres frem af en fyldig maltbund. Bitterheden slutter af med et crescendo ved mandlerne, hvor en overraskende krakilsk humle gør sin sene entre.

Dermed er den bedste brown ale, jeg længe har prøvet tilføjet kataloget.

Nogen smagseksplosion er brygget ikke. Det er en tilbagelænet sonate, med med tilpas komplekse temaer og variationer til at man aldrig keder sig, og med en fiks finale til slut, der kræver lidt aktiv lytning.

Langt over forventet Aldi-standard er brygget under alle omstændigheder. Selvom jeg fortsat ikke mener, man skal gå i det supermarked alt for tit, er den her nu et sjældent besøg værd.

Fat Tire, New Belgium Brewing

Uden at være mainstream …

Lad det være sagt klart og tydeligt med det samme: I’m not saying that Pastor McMurtry is sexually attracted to pumpkins. All I’m saying is: We don’t really know … Hvad skulle det nu til for? Vel, nu skal I høre. En bevægelse af meget meget  fromme kristne – så fromme er de, at de slet ikke kan klare, at nogle mennesker ikke er lige så repressivt CIS-normative og selvudslettende heteroseksuelle som dem selv – der går under navnet New Independent Fundamentalist Baptist Church, har besluttet at holde en konference i midten af juni i Orlando Florida under sloganet ‘Make America Straight Again’.

Der bydes altså på lige dele afstumpet homo-had, og plagiat af alt muligt andet had, leveret i hvad der angiveligt skal forestille en form for kristen indpakning. #notallchristians er passende lige at hashtagge i forbifarten, og så ellers udtrykke min retfærdige harme over, at den form for indskrænkethed og had stadig eksisterer i verden i dag.

Heldigvis findes der en stor bevægelse imod arrangementet, og indledningen på dagens indlæg vil være en del af mit lille ydmyge bidrag til, at få samtlige online søgeplatforme til at forbinde lederen af konferencen, Pastor Tommy McMurtry med seksuel tiltrukkethed af græskar.

Det lyder fjollet, syret endda, og det er det også. Men der er en forklaring. Vil man kende forklaringen og eventuelt selv engagere sig, kan man med held se disse to videoer, med Jimmy Snow, aka Mr. Atheist – en af de YouTube-kanaler, der inspirerede mig selv til at begynde at lave videoer.

Dagens øl er også anmeldt i en video. Den er kun få dage gammel. Optagelserne ligger til gengæld tilbage fra før jeg var på ølfestival i Esrum. Men I ved, hvordan alt for meget af min tid i maj måned gik med ikke at have det særlig godt. Jeg er stadig i gang med at komme efter det forsømte, og heldigvis er det da også denne anmeldelse, der har hængt i bremsen i længst tid.

Det er den anden øl fra New Belgium Brewing, jeg prøver. Den første var Citradelic Tangerine IPA, der var en udelt nydelse. Denne øl lader til at være bryggeriets flagskib, og navnet henviser da også til bryggeriets logo, der er en cykel med kraftigt stel. At cykle er som bekendt progressivt og CO2-besparende, og dermed passer det jo aldeles fint til et bryggeri, der genererer egen strøm med solceller, selv renser det vand, der forbruges i brygprocessen, og i øvrigt er 100% medarbejderejet. Altså ingen ledelse, der skummer fløden på bekostning af medarbejdernes groft udnyttede arbejdskraft. Det er lige som det skal være!

Brygget her er til gengæld en anelse sværere tilgængeligt end den citrusaromatiske ganefryd fra sidst. Det højorange bryg dufter en smule af karamel, noget af malt og en anelse af eg – og i det hele taget ikke ret meget. Bryggets udtryk er gemt i aromaen, hvor man overraskes af en syrligt-sød karamel- og egetræsduo i samme øjeblik brygget når bag læberne.

Der skal måske arbejdes lidt med indtrykkene, da de ikke er de lettest tilgængelige i ølverdenen. Kan man imidlertid sine øltyper, forekommer brygget på den anden side heller ikke ligefrem revolutionerende, og lader sig drikke i lange – men koncentrerede drag, hvor et ikke for stort hulrum mellem tunge og gane kan trække rigeligt aroma ud af brygget.

Brygget er ikke overvældende fyldigt. Det er også kun svagt karboneret. Til gengæld føles det rart og blødt på tungen, hvor malt og karamelaroma gør sit, mens et stik af noget mere mystisk og udfordrende rammer mandlerne, hvor egetræsaromaen sætter ind.

Aldeles nydeligt er brygget, der formår at være letdrikkeligt uden at være mainstream.

New Belgiums øl skal afgjort med i kurven, hvis jeg igen skulle støde på dem engang.

Hello Sailor, Ørbæk

2017-05-31 17.14.54En snaps …

Vi er tilbage ved en af mine yndlingsprügelknaber her på bloggen, det østfynske økologiske bryggeri Ørbæk, hvis Fionia Nyborg-serie kan fås fast i Føtex, og skal forestille at være en slags skibsøl. Fionia Nyborg altså – ikke Føtex, der som bekendt er en supermarkedskæde.

I hvert fald fremfører etiketterne alle et eller andet skibstema. Sidst såre dunkelt og ildevarslende med skelethoved og den dystre titel “The Bitter End” – der så godt nok viste sig ikke at være så bitter igen. Men på den anden side stadig bitter nok til at man ikke ærgrede sig.

Deri lå der en overraskelse. Ørbæk er meget produktive og spytter hele tiden nye brygkoncepter ud, men det sker ofte på bekostning af kvaliteten. Bryggene lægger sig for det meste mellem ‘halvvejs mislykket’ og ‘jævnt til kedeligt’ når det går bedst. Der er langt mellem snapsene, og som helt en snaps kvalificerede The Bitter End sig dårligt nok – men det var ikke desto mindre meget tættere på, end man er vant til. En god, stærk hedvin måske – men altså fortsat ikke helt en snaps.

Og sådan startede det jo egentlig meget godt med de tre Fionia Nyborg-øl, jeg redede mig fra Føtex. Helt så godt gik det ikke med Thisted Bryghus‘ irsk–britiske serie, der på samme vis kun forhandles i Dansk Supermarkeds butikker. Ingen af de øl var værd at samle på, så der er flere grunde til at bevare den sunde skepsis. Ørbæk i sig selv og at der er tale om en serie eksklusivt for Dansk Supermarked.

Jeg har i øvrigt prøvet denne øl tidligere mens jeg bloggede, og den er dermed en af de meget få, der smuttede igennem nettet, og ikke blev anmeldt dengang. Det får jeg så rettet op på nu. Der er vist også en Jacobsen-øl, som jeg ikke har fået anmeldt engang, men lykkes det med den – jeg tror det er seriens Brown Ale – så er der vist heller ikke flere helligdage …

Hello Sailor har den belgiske Dubbel som forbillede. Typen kommer mig bekendt fra det belgiske klostervæsen, og har ikke meget med skibsfart at gøre.

Jeg har konstateret, at rigtig mange på Untappd mener at brygget ligner mere en bock end en dubbel. Byggets næsten mudrede ydre og mørke, rådbrune kulør peger i denne bloggers øjne nu fint mod Belgien og mindre mod Tyskland, hvor selv de ufiltrerede øl virker mere kontrollerede end dette grumsede bæst. Duften byder på en sød, svesketung karamelbund – alkoholisk nok for begge typer, mens sødmen igen peger mere sydvestover end stik syd.

Under det gyldne skum finder man et vældigt, bittersødt bryg. Flødekarameller på toffeebund blander sig – overraskende nok – nydeligt med kras bitterhed af kål, forenet i alkoholens tunge, varme bamsekram. På dette tidspunkt er man ligeglad med, om det er en bock eller en dubbel – for brygget er bare dejligt, lige så dejligt som det, duften stillede i udsigt …

… men langt fra så dejligt som man måtte forvente fra det bryggeri og det supermarked. Nej, det er meget dejligere.

Det var endnu en snaps fra Ørbæk – der er begyndt at være kortere imellem dem, og bryggeriet har vist sig at levere væsentlig mere interessante øl til Føtex end i hvert fald en af konkurrenterne.

Denne blog ser frem til, at Ørbæk oftere træder ud af karakter i fremtiden.

5-stjerner

Erik Lam, Kongebryg

2016-09-07-20-24-29Tiltrængt afveksling …

Gårsdagens humlemonster nr. 7 eller 8 fra Amager Bryghus gav mig lyst til … noget andet end noget vildt humlet – bare for afvekslingens skyld. Selvom – eller måske netop fordi – det humlede er vildt in for tiden, ender jeg efterhånden med at få nok, og fordi variationen mellem voldsom humle, krasbørstig humle, fandenivoldsk humle og afstumpet humle bare ikke er stor nok til at opretholde underholdningsværdien i det lange løb.

Og så er andre specialbryggerier, der specialiserer sig i andet end det evigt og altid humlede nogle kærkomne oaser.

Enter Kongebryg … Ja, fra deres hånd har jeg stadig en række øl, der venter på at blive prøvet. Som jeg har bemærket tidligere lægger Kongebryg vægten på det kontinentale Europa, særligt – hvis jeg selv skal udpege det – traditionerne i Tyskland og Belgien. Her er der især hentet inspiration fra Belgien, idet der er tale om en mørk Dubbel efter belgisk forbillede.

Hovedpersonen, som brygget er opkaldt efter, er til gengæld som så ofte før hentet fra en spændende person i dansk royal historie. Øllet er således tilegnet Erik Lam (ca. 1110-1146), også kendt som Erik hin Spage, den eneste danske konge, der nogensinde har abdiceret frivilligt. De fleste kilder peger på sygdom som årsagen til at kongen kort før sin død valgte klosterlivet, mens Kongebryg hævder, at den egentlige årsag var, at han ville hellige sig ølbryggeriet.

Om ikke andet er Kongebrygs version af historien klart den mest underholdende, men om det nu også er den mest sandfærdige, må vist siges at være genstand for debat.

Springet fra det sidste amagerkanske humlemonster er i hvert fald stort – ligesom det geografiske og historiske spring tilbage over Atlanterhavet fra Nordamerika og yderligere ca. 400 år tilbage i tiden til Europæisk middelalder. Størst er måske afstanden i stil. Brygget her er ganske mørkt, meget tyndtflydende, og afbruser hurtigt akkompagneret af den mest udsøgte hvide støj, der findes uden for umiddelbar nærhed af en strandbred med pålandsvind. Det dufter aldrig så lifligt af mørk chokolade og karamel, og – tænk at jeg nogensinde skulle skrive det – befriende lidt af humle.

Brygget er forventligt let i mundfornemmelsen som følge af bryggets viskositet. Alligevel yder brygget tilstrækkelig fylde, og det endda uden at brygget er ét af dem, man bliver væltet omkuld af. De 6,5% giver nok et buzz, men det er bestemt muligt at blive liggende på gulvet uden at man behøver holde fast i noget. Man smager især malten, der giver noter af rugbrød med pålægschokolade, og den ender med at blive så tæt, at den spage humle kun spiller en sekundær rolle i bitterheden.

Bitterheden vokser og bliver til kaffe og siden hvidkål som man kender det fra kåldolmer. Det er en spændende, og på trods af sammenligningen en aldeles velsmagende og velgørende afveksling fra den for tiden alt for hippe smag af nåletræ og grannåle.

Kongebryg er modige nok til at vise, at øl ikke behøver smage af humle alene, men at der er oceaner af smagsnuancer vi – om ikke mangler at opdage, så i hvert fald savner og godt snart kunne genopdage.

At brygget er så letflydende, samtidig med at det har så megen aroma, vidner om stor brygkunst. Ud over at føles middelalderligt og autentisk belgisk, smager det også bare skønt.

5-en-halv-stjerne

Meyers Juniper Dubbel 2014, Ørbæk

2015-08-24 19.09.04God og dyr …

Det bliver ikke meget mere gourmet-agtigt, end når TV/Folketingskokken Claus Meyer og Mike Murphy (hvem det så end er – er for doven til at google det lige nu) går sammen med det økologiske bryggeri Ørbæk for at lave en god øl. Selv når den ikke er efter tyske renhedsforskrifter – den indeholder både grene og bær fra enebærbuske … en slags gin-øl, måske?

Gin er imidlertid klart – og det er nærværende øl ikke. Den er forfriskende ufiltreret i rødbrune nuancer, som nydes efter at bouquet for længst har sendt velbehagelige impulser op til hjernens olfaktoriske synapser. Det sker sådan set allerede ved åbning. De letparfumerede rosenindtryk er vel også næsten primordiale i deres velduft, ligesom den bitre kaffe og velfyldige mørke malt, der følger med. Oveni pryder en fyldig vanilleessens som glasur. Det eneste, der måske ikke gør det store indtryk er skummet. Ganske lyst og ikke særlig højt, men det er da virkelig også kun hvis man skal have et eller andet at beklage sig over, at det formår at nage.

Og klage kan man heller ikke over smagen. Den er næsten overvældende i sit udtryk med fylde af karamellikør (der giver intuitiv mening i betragtning af bryggets 9,2% alkohol) sammen med bitre noter af kaffe og søde noter af brunkager (mon ikke enebærrene spiller ind her). De fine indtryk blandes, transcenderer og kommer ud på den anden side som en kraftig smag af ananaskirsebær, der især mærkes ved gummerne.

Ananaskirsebær er en aquired taste. Mange vil nok sige stop her, og hælde resten ud, men jeg elsker det. Det er en øl, der virkelig tør smage af sig selv og kun sig selv, og så oven i købet så kraftigt, at man kommer til at svede af det.

Det eneste man kan klage over er prisen. 35 bobs for 0,33 liter er for dyrt, også selvom hver dråbe måtte føles som en lille guldskat i sig selv.

5-stjerner

Munkens Ale Børglum Kloster, Søgaard Bryghus

2014-12-06 18.17.57Vi bliver aldrig venner …

I weekenden besøgte vi min svigerfamilien i Dybvad. Det er en meget meget lang tur fra Amager, men heldigvis skulle vi overnatte deroppe, så vi ikke alene kunne nyde godt af den nordenfjordske gæstfrihed, men også gode mad – og godt øl. Lindas søster, som vi besøgte, bor på en gård, så der var rigeligt af alt. Især mad af egen avl.

Der var stillet lidt forskelligt frem. Jeg valgte det, der så mest spændende ud. Denne klosterølsefterligning er brygget af Søgaard Bryghus, hvis øl jeg kun har prøvet én gang før. Åbenbart er deres øl kun i handlen lokalt, så det er om at få dem åbnet, når man har chancen.

Brygget er lyst, med et noget uengageret skum. Dette klatrede ellers højt op i flaskehalsen ved åbning, så en sidsteøjebliksskuffelse på de visuelle parametre formåede brygget ikke at undgå. Duften er sødt appelsinagtig og matcher bryggets lyse, orange lød fint, men brygget også er meget klart, så der ikke går ren appelsinsodavand i den.

Smagen er – som belgiske og belgiske blondes desværre, bliver jeg nødt til at indskyde, er flest – en blanding af sød marcipan og brændevin. Det er utroligt at denne smagskombi åbenbart bliver ved og ved med at dukke op. Som om det var noget, bryggerierne rent faktisk efterstræber. Er det bare mig, der er mærkelig, når jeg finder den smagskombination småvæmmelig?

Vel, det skal siges, at især sprittetheden i dette bryg ikke tager overhånd. Marcipansødmen kæmper en brav og ikke forgæves kamp mod spritten, der undertiden antager form af vinøs fylde, hvorefter balancen igen ser ud til at tippe …

I sidste ende er brygget for meget ude af balance til rigtigt at kunne behage. Og det er synd for et bryg, der med lidt mere sprit kunne være væsentlig mere interessant, og måske endda egentlig velsmagende. Min tak for skænken er dog lige dybfølt uanset hvad. Det er altid spændende at prøve nye øl, selv når de viser sig at være modbydelige. For så kan jeg jo altid more mig med at skrive en passende anmeldelse bagefter.

Og denne gang var brygget da også langt fra modbydeligt.

2-en-halv-stjerne

Fionia Abbey Ale, Ørbæk

Fødselsdagsøl2014-11-06 17.43.55

I går aftes var det min fødselsdag, og der er dermed kun ét år til, at jeg runder 4. skarpe hjørne. Det blev behørigt fejret i familiens skød med god mad og selvfølgelig en ordentlig øl … eller i hvert fald en, jeg håbede på ville være ordentlig.

Selskabet må have været godt, for noterne til øllet er, ligesom min notesbog, pist væk, så jeg har måttet grave dybt efter de sørgelige rester af øloplevelsen i min hukommelse. Og så har jeg selvfølgelig også billedet at støtte mig til.

Når man har gnedet en tilpas mængde salt i øjnene for at komme sig over de mange stavefejl i beskrivelsen på etiketten fremgår det, at Ørbæk endnu engang går den belgiske klosterøltradition i bedene. Det gik ikke så godt sidst, men overgæret øl efter belgisk forbillede – mørkt endda – virkede alligevel forjættende, og desuden var det den eneste øl, jeg lige havde, der var en selskabsøl.

Og mørk er den i hvert fald, mest af alt rødlig. Men på trods af påstanden på etiketten om at være ufiltreret virker brygget ret gennemsigtigt. Skummet kunne man også ønske sig lidt mere underholdende, men den gyldne lød er da pæn, konsistensen tæt, men showet for kort. Brygget dufter sødt og fyldigt med en bitter kant, mere nøddeagtig end humleagtig.

Smagen er i hvert fald ganske fyldig, men det søde får modspil af brygget bitre nødder. Modspil er ordet, for det er ikke medspil, der er tale om. Smagsindtrykkene snubler over hinanden. Rørsukkeret og sveskerne bliver aldrig ordentlig tydelige, og bryggets bitre indslag går fra valnøddebittert til hasselnøddeharsk efterhånden som det nærmer sig svælget.

Når det så er sagt, så kan man alligevel undervejs glæde sig over, at smagsindtrykkene i hvert fald er der og leverer oplevelsen – om det så måske ikke er den mest harmoniske af slagsen. For adskilt fra hinanden er det egentlig ikke bare i orden men også velsmagende.

Uden at man hører englene synge – men måske klosterkoret på en nogenlunde dag.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme