Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Belgian Strong Dark Ale

Pannepot Vintage 2020, De Struise Brouwers

Øl: Pannepot Vintage 2020
Bryggeri: De Struise Brouwers
Type: Dark Strong Ale
ABV: 10%
Land: Belgien
Købt: Donation via Drikbeer.com

Op på hesten igen
At finde motivationen efter Thisted Bryghus’ krumspring har ikke været nemt. Og det ses også tydeligt, at den i forvejen ikke var specielt høj, de meget lange pauser mellem indlæggene taget i betragtning. Bedre bliver det ikke af, at Thisted Bryghus’ videre håndtering af den fækaliekuling, var så vægelsindet og vakkelvorn, at selv garvede politikere fra Det Radikale Venstre måtte se misundelige til.
Først meldte bryggeriet ud, at man ville holde helt op med at reklamere for politikere på flaskerne – uanset hvor politikerne kom fra. Men den beslutning fik kort levetid, da den afstedkom endnu en fækaliekuling, indeholdende beskyldninger om **GISP** cancel-culture. Bryggeriet valgte så at gå tilbage til sin oprindelige politik, og tillade alle uanset politisk observans at reklamere på bryggeriets etiketter … meget modigt af bryggeriet må man sige, samtidig med at signaleringen om, hvor bryggeriet egentlig står i spørgsmålet nu er støbt i beton, mejslet i sten og standset ud i molybdænstål.
Ifølge den politik vil hyggelige politiske foreninger såsom Stram Kurs, Generation Identitær og Nordfront nu kunne få trykt etiketter med deres logoer på Thisted Bryghus’ øl. Om bryggeriet så vil gøre det i praksis må tiden vise. Skulle de vælge at efterkomme et ønske fra Nordfront om at lade deres classic pilsner pryde af en Tyrrune på hvid og grøn baggrund, kan de til gengæld roligt regne med en permanent boykot fra min side.

Jeg håber sådan, at det sidste ord om Thisted Bryghus-sagen dermed er sagt her på bloggen. Til gengæld gav mine skriverier da nogle reaktioner, både her og på fjæsen – og det er vist alt sammen godt. Også selvom langt fra alle reaktioner var positive. Men hey – jeg blev ikke blogger for altid at blive aet med hårene.

Nu til noget langt mere spændende: En ny øl! En belgier, en strong dark ale, og en sur en af slagsen. Så kan det næsten ikke blive bedre. Så godt var det faktisk, at jeg helt glemte at tage et billede af det skænkede bryg. Jeg undskylder, men læserne må nøjes med min beskrivelse i stedet.
Brygget er natsort, letflydende, og næsten helt uden skum. Den kække, syrlige odeur har til gengæld alt det, man måtte savne i det noget tamme visuelle udtryk.
I smagen danser venligt brankede noter af stærk kaffe sig med en velkrydret brunkålslage. Det syrlige danner et fint udsmykket bagtæppe, hvorpå smagsbilledet rigt og mangfoldigt udfolder sig.

Det er rart, venligt og tilpas udfordrende. Et perfekt second step for alle, der prøver sig frem inden for det sure øl. For kenderen byder brygget på rigeligt underholdning, der nok skal holde det i glasset en rum tid frem for at blive skyllet ned på én gang.

De Struise Brouwers, der står bag brygget her, er forhåbentlig ikke på bloggen for sidste gang.

Ama’r Halshumle 2019, Sunes Hjemmebryg

En dejlig øl

Der kom jo til at gå væsentlig mere end en måned, før Sunes dejlige hjemmebryg, som man kunne opleve ham og mig nyde i videoen i sidste indlæg, endelig blev hevet frem af skabet på min nye adresse i Thisted og efterprøvet.

En anelse bekymring for, om den var kommet til at stå for længe, indrømmer jeg, selvom der er tale om en erfaren brygger efterhånden. Jeg prøvede ved flere lejligheder Sunes brygeksperimenter mange år før jeg mødte min ekskone og flyttede til Århus – der hvor jeg som bekendt startede med at skrive om øl.

Men jeg havde jo nærmest glemt, jeg havde den stående midt i alt flyttestresset – og ej at forglemme alt det andet stress, jeg slåssede med på det tidspunkt (jo! Det hedder krafstejlemig “slåssede”: Jeg slås, jeg slåssede, jeg har slåsset, ikk’ å?). Desuden har min glæde ved de hjemmebryg, jeg har prøvet gennem tiden været noget svingende, og her på de sidste har glæden ved at modtage dem, langt oversteget glæden ved at smage på dem derefter. Endelig er brygget baseret på en vild gær, der blev opdaget ved en tilfældighed. Man ved aldrig, hvilke uvaner den slags pludselig kan få, selvom det smager godt i begyndelsen.

Men flasken har i hvert fald været forsvarligt lukket, for ved ibrugtagning af øljernet afgiver flasken fortsat et aldeles nydelig pffzt! Og det endda helt uden, at brygget derefter selv finder vej ud af flasken. Dertil kræves, at det skænkes.

I glasset samles et nydeligt rødbrunt øl med en tilpas, gylden skumkrone. Duften er lige så mørk som løden med søde noter af svesker og antydning af sherry. En kende mørkere og sødere end hin dag i april måske – måske ikke. Honningen, som jeg bestemt mente, jeg kunne ane ude på Sydpynten lader til at være spist helt – men er erstattet af andre, mindst lige så fine udtryk.

I smagen byder brygget på en luftig alkoholnote, garneret med lys karamel og cognac. En både fyldig og vinøs oplevelse, der fortsat føles let på tungen og vil gøre det fint som et mere smagfuldt alternativ til den tynde, vandige pilsner 1. maj. Skulle læserne ikke have nået at se videoen, vil det af den fremgå, at øllet blev brygget til 1. maj for at rejse penge til foreningen Det Grønne Knæ.

Foreningen kæmper for bevarelse og fredning af Københavns grønne områder, der i disse år er truet med overasfaltering og bebyggelse. Det gælder blandt andet Sydhavnstippen, hvor Sune havde sat mig i stævne for at få prøvesmagt brygget – og hvor han havde indsamlet æbler i efteråret til en æblemost, der på grund af noget gær, der var kommet med, så småt blev forvandlet til cider. Han lod siden gæren isolere og opdyrke, så han senere kunne brygge denne fine øl af det.

Historien er mindst lige så god som øllet. Det er dejligt at oplevelse og fortælling sådan kan følges ad.

Big, Bold & Beautiful, Amager Bryghus/Mikkeller/White Labs (Saufen mit Marcus – The Sequel I)

Hold nu op med at være så god! …

Sytten minutters optagelse plus det løse … og omkring 15 minutter af dem er ikke andet end idelt flatterende floskler, langstrakte grynt af begærlig nydelse og lange tirader af usammenhængende velsignelser – alle sammen hæmmet som de var af ord der ikke slog til …

Lige meget med spoilers – det behøver fra begyndelsen ikke være nogen hemmelighed, at dette var den bedste øl, Marcus og jeg – sammen og hver for sig – nogensinde i vores liv havde prøvet.

Som allerede antydet havde jeg valgt at bruge diktafonen på min telefon igen. Jeg satte den i gang, og lod det tunge, sorte, olieagtige bryg på 18 % anmelde sig selv.

Det er et af de der bryg, der fra starten kun modvilligt lader sig beskrive. Alene brygprocessen er et mindre epos, startende i 2010 – det år min søn, der om godt en uge fylder otte, kom til verden. Således er etiketten sjældent informativ og ikke blot underholdende, idet den levende beretter om, hvordan målet med øllet var at gøre den så stærk som muligt uden at gå på kompromis med smagen.

Først gik der to år med at gære brygget. Det foregik tre gange – jeg gætter på, at en ny gær blev tilføjet, når den første gær døde i fordrukken salighed i den alkohol, den selv havde produceret. Derefter blev brygget lagret på hhv. cognac- og tequilafade i 6 år, og i år blev det ambitiøse og bombastiske bryg så endelig hældt på flasker og solgt til et ikke uanseligt beløb. To styks købte jeg mig: Én til min onkel og tante til deres Guldbryllup, og én til mig selv – som jeg vidste jeg ville dele med en eller anden, for øl af den kaliber er alt for gode til at drikke for sig selv.

Så op blev den knappet, behørigt og derfor undtagelsesvis ikke med oplukkeren, jeg har i mit pedelnøglebundt. Nej, Marcus gav mit et svellesøm i hånden, hvor der under hovedet var fræset det nydeligste lille indhak, så den tidligere jernbanefixeringshimstregims nu kunne nyde sit otium som et tungt, groft og forbløffende stilfuldt øljern.

“Hold … da … fasssssst” disse tre små ord, der tog Marcus – der ellers ikke ligefrem er nøjsom med ordflommen – et godt stykke tid at få ud over læberne, var hans spontane reaktion. Og det skal siges, at det kun var efter at kapslen var lettet. Et “Åhr!” og efter alt at dømme et hoved, der trækker sig i behørig afstand af den anmassende odeur – hvorefter bryggets historie flyder i en lind strøm fra mine læber, fortsat akkompagneret af Marcus’ tre gloser, var min ikke mindre begejstrede respons.

Brygget emmer aldeles voldsomt af mørke, tunge frugter – svesker og solbær. Henrik Papsø fra Amager Bryghus havde beskrevet dens smag som af en god portvin – men det en særligt udsøgt og tung én af slagsen viser det sig, og af fabelagtige druer. Marcus beskrev endda den hårdtslående duft som portvin brygget på sveskepålæg. Duften alene i alt den begejstringsingydende overvældighed, kunne sælges på flaske for rigtig mange penge.

“Hold da op, hold da kæft, hold da aldeles kæft og endnu højere op …” – jo, udbruddene var mange, og på dette tidspunkt havde vi endda kun lige anbragt snuden over flaskehalsen. Det var tid at hælde den op.

“Ja, den skummer jo ikke så meget …”

“Men bemærk kuløren …” – mellem bogstaverne kan man nok mærke Marcus’ begejstring – som jeg ikke overraskende delte. Tykt, kulsort, olieagtigt glinsende som glaseret tegl er brygget, mens en liden, men stadig udsøgt overflade af små perler med farve af den fineste mørke chokolade kortvarigt pryder det natsorte dyb. Vældige, fede gardiner – nej gobeliner – trækker det tjæretætte bryg ned ad glassets sider, når det vrangvilligt må adlyde tyngdeloven. Og aftensolen, som vi sad i på Marcus’ altan, kunne den helt og aldeles blokere for – selv i de små hvidvinsglas, vi nød brygget af.

Og så blev der ellers nippet … forsigtigt slubret … vejret blev trukket … og så blev der påny nippet. Det er ikke et bryg man drikker. Det er i den grad et bryg, man nyder. Og nydt blev der.

Marcus trak i land med figenpålægget (der vist oprindeligt var sveskepålæg) og beskrev i stedet hvordan den kunne erstatte en figen glaze (ja, det har jeg også måttet google efterfølgende) til en rigtig stærk ost … og prøv så at gætte, hvad Marcus omgående rendte i køkkenet for at hente. For dette prægtige bryg skal nydes til noget, og en blåskimmelost som den Marcus tilfældigvis havde, gør det for så vidt fint – men læserne anbefales at have en stående at temperere – gerne sammen med øllet.

Hvad tænkte jeg, mens Marcus rumsterede i køkkenet? Rosiner i vinlage … på bagkant fyldig bitterhed af lyse nødder. Brugen af tequilafade er usædvanlig, men som sådan passer det jo fint ind i resten af brygget. Jeg mener blot ikke, at jeg har prøvet øl, lagret på tequilafade før. Den hidsige mellemamerikanske brændevin kan faktisk mærkes – den giver brygget en finurlig lethed, stik mod alle odds. Men at forvente det uventede (med samt det paradoks det indebærer) bliver man med denne øl hurtigt forvænt med.

Det var hvad jeg kunne finde på, mens Marcus hentede ost og efterfølgende causerede videre over figen glazen. Dertil føjede han sparteltyk honning med brændte nødder i en massiv sveskekompot. Snart invendte han, at det var uansvarligt at hælde et sådant bryg på halvlitersflasker, men det skyldes som bekendt Amager Bryghus’ tappeanlæg, der indtil for nylig kun muliggjorde tapning på halvlitersemballager.

Bryggets umådelige rigdom mættede os vel inden første hvidvinsglas var tømt, og når der nu var så meget bryg i forhold til, hvad smagsløgene efter det første par nip syntes at kunne holde til, forsøgte Marcus noget vildt, uforskammet og uoverlagt: “Jeg vil nu tage en tår af det her” … “og du må godt skrive det må min gravsten, hvis det bliver mine sidste ord!” tilføjede han hurtigt …

Overvældelsen blev ligefrem ekstatisk. En rus, der startede ved svælget for så at dirre henrykt og orgiastisk gennem hele kroppen i en sanselig orgasme der gikhelt ud i tåspidserne. Og med en let ringen for ørerne som afslutning er det slet ikke ulig et velafstemt, eller måske snarere lidt for kraftigt, sug på en velrullet joint. Har – eller ønsker – man ikke (at) prøve(t) den slags – vel, tag en mundfuld af dette bryg. Det er det tætteste man kommer på, og det endda uden risiko for efterfølgende angst- eller depressionsanfald.

Brygget – i sin mangfoldighed, rigdom og umådelige velsmag – kan nippes, drikkes, slurpes, gurgles … alle tænkelige lege, mundens organer og arkitektur kan engageres i, trækker nye fine aromaer ud af brygget – og mere end det: nye fine måder brygget kan brænde, gnubbe, ae, gnide, blødgøre og massere hver en indvendig overflade på, udløses når man tager sig selv i at vælte det rundt i kæften for femte-sjette gang.

I sidste ende må man som anmelder kaste håndklædet i ringen. Bryggets aroma i dens vælde og legion udtryk er så mægtig og så langt hinsides alt hvad man kender og har haft den uanstændighed at turde håbe på at prøve, at det ikke kan beskrives i bogstaver og ord, i tale eller på skrift. Øjne og ører vil aldrig fatte hvad dette bryg virkelig kan.

Det må opleves.

“Det er … hvad er det man siger? – Som sex, rockmusik og apparently også Big Bold and Beautiful” – og dermed fik Marcus det sidste nogenlunde fornuftige ord i den lange optagelse af ham og mig, der sad i solnedgangen, der på altanen i Valby, og bare nød det og nød det og nød det.

Der vil blive fortalt historier om det bryg. Tykke bøger om det vil blive skrevet, og de vil blive opført som skuespil. Og de vil udkomme som film …

… det fortjener brygget i hvert fald.

– I sandhed et legendarisk bryg.

UPDATE!

Eftersom dette bryg har været så godt i Marcus’ øjne, at han ikke kan give bloggens topkarakter til andre øl, har han undtagelsesvis fået lov til at give denne øl topkarakter +1.

Bloggeren lover, at det ikke skal ske for ofte fremover …

Marcus:

Hildegard XXIV, Kongebryg

2016-07-28 20.04.24Sur på den glade måde …

Glaaaaaade Juuuul …

Jeg får helt ærligt kryb hver gang jeg tænker på Grundtvigs umulige oversættelse af den gamle tysk julesang, Stille Nacht. Men der er heldigvis også nogle måneder endnu, før vi skal trækkes med den i døgndrift. Det skal dog ikke holde mig fra at tage sorgerne på forskud … eller bagskud, er det jo egentlig. For dette bryg er en overligger fra sidste jul.

Endnu engang er inspirationen hentet fra Belgien, og det endda i en grad så det fremgår af typeangivelsen: En belgisk jule ale – så er man ikke rigtig i tvivl, omend Untappd angiver for at være en Belgian Strong Dark Ale – heldigvis ikke mere, og desværre ikke mindre … det mest anstrengende ved at blogge om øl er kategoriseringen. Vid at min blog på det punkt er helt og aldeles upålidelig – tit gætter jeg – af omtrent lige dele dovenskab og den sikkert vanvittige holdning, at øllets smag alt andet lige er vigtigere end hvilken type, der er tale om.

Det er lidt ligesom katteracer. Hvis missen er sød, er jeg egentlig ligeglad med om det er en Abbeysinier, en Russian Blue eller en Maine Coon, der ligger på mit skød … bortset fra, det måske hurtigt ville blive lidt for varmt med en Maine Coon.

Nu opdager jeg så, at jeg faktisk har indskrevet den kategori i et anfald af … sindssyge? Ønske om at gøre kategorierne på min blog endnu mere kaotiske? Jeg ved det ikke. Fluebenet er sat – videre!

Igen skummer brygget ikke særlig meget. Det er igen ret belgisk. Duften er svagt syrlig og minder om umodne æbler. Før jeg glemmer det skal jeg indskyde, at brygget er lavet i et samarbejde mellem Brygmester Niels Kiens og Carsten Berthelsen, der er en af Danmarks kendteste ølskribenter.

Smagen overrasker i betragtning af den syrlige bouquet. Det byder i stedet på flødefed fylde, sødmefuld chokolade og en dyb, lunende alkoholnote af fine whiskyblends, der efterfølgende brænder i maven og giver muskelspændinger mellem skulderbladene.

Det er et bryg, man næste oplever mere, end man smager det.

Og syren er der da – igen, og i stedet for irritende føles den efterhånden som en ny ven, jeg har mødt alt for sent – men nu skal vi have det sjovt! Det syrlige egetræselement passer nydeligt sammen med den søde chokolade og brændende whisky. Det er ganske velkomponeret, og igen på den venlige og lidet fandenivoldske karakter, der så småt tegner sig som Kongebrygs adelsmærke.

Venligt, men aldrig mainstream.

4-en-halv-stjerne

Munkens Juledrøm, Grauballe Bryghus

20160129_231356Ikke just englelyd …

Jeg er blevet kontaktet af Grauballe Bryghus, der kunne fortælle mig, at Bar Bock, den sidst anmeldte øl fra den kant, blev brygget til Skanderborg-Festivalens specialøltelt. Det forklarer lidt bedre, hvorfor en øl, med en så markant og sværttilgængelig smag var at finde på en festival. Så blev man så klog – tak for det, og så må jeg jo selv kigge i vejviseren efter en forklaring på, hvorfor personen på frontetiketten tydeligt havde fået en olfert …

Og nu til dagens øl, der også er fra Grauballe Bryghus. Det er vist den næstsidste julebryg, jeg har fat i nu. Så varede julen endnu engang ikke helt til påske (forudsat, selvfølgelig, at jeg når at anmelde den sidste inden opstandelseshøjtiden – chancerne for det ville jeg anse for gode).

Der er tale om en belgisk munkebrygefterligning, og at det i hvert fald ikke er brygget i den tyske tradition fremgår med al’ tydelighed af indholdsfortegnelsen. Det er smagt til med dadler, rosiner, grape og krydderier (hvilke krydderier fremgår ikke, men mon ikke det er andre end humle). Det bliver spændende at se, hvordan munketraditionen slår igennem ud over den lange liste over ingredienser. Man må som minimum  forvente et bryg, der får englende til at synge mens man svæver i mystisk forening med det guddommelige op gennem de syv himler for til sidst at vise sig for selve herrens åsyn, hvor fredskys vil udveksles til de himmelske hærskarers lovprisning …

Som minimum, blev der sagt!

Ved åbning forplanter duften sig da også øjeblikkeligt, som en anden helligånd, der undflyr flasken efter at have været fanget i tusind år … eller vent, nej det var da ikke helligånden, var det?

Nå, det får være. Bouqueten er i hvert fald velgørende sød. Og som brygget langsomt … meeeeget langsomt skænkes – det skal skænkes ganske langsomt og forsigtigt, da det tætte, gyldne skum viser sig næsten så fast som firmamentet bag hvilke stjernerne lyser – breder duften af chokolade sig i rummet omkring én, og så er retningen da i hvert fald rigtig. Anbringes snudeskaftet tættere på brygget, er det imidlertid ikke de overjordiske noter der anslås. Det minder lidt mere om bunden af det brugte brygkar, hvor resten af gæren ellers ligger og hygger sig.

I selve brygget er det mest alkoholen, man smager – men husk, hvordan det latinske ord spiritus også betyder ånd, så en slags ånd er i hvert fald til stede. Gær er der også rigeligt af, men smagen af gær hæver sig sjældent op i himmelske højder – snarere tværtimod. Der er dog ingen grund til at pudse basunen af, og blæse dommedagsalarm over gærindtrykket, der heldigvis kun skæmmer en smule. Mest mærkes syrligheden, der nærmest blander sig som en sidesmag i alkoholen. Jeg går ud fra, det er grapefrugten, man kan smage, og den egentlige nydelse udebliver fortsat. En fylde af ananaskirsebær og også mere markant end godt er.

Ved mandlerne titter velsmagen omsider frem – val- og hasselnødder kilder lystigt, velgørende og vel egentlig også adækvat julet. Men nogen himmelsk oplevelse bliver brygget aldrig. Dertil er de syrlige noter for markante og – i sidste ende skæmmende.

Men det er jo heller ikke rigtige munke, der står bag brygget, skal man huske.

3-stjerner

Trappistes Rochefort 8, Abbaye Norte-Dame De Saint-Remy – Rochefort

2015-07-15 20.18.23På et hængende hår …

Det er med rystende hænder, at aftenens indlæg bliver skrevet. Jeg nærmer mig kraftigt øl nr. 600 og gennemgik for lidt siden listen over anmeldelser siden nr. 500. Og ganske som jeg havde mistænkt – indtil flere af anmeldelserne var ikke blevet kategoriseret som anmeldelser. Efterhånden som jeg fik lavet rettelserne tikkede antallet lige så stille op fra 594 til 595, 596, 597, 598 … og dér står tælleren så i skrivende stund.

Så det var på et hængende hår, at jeg fik revideret arkivet. Jeg havde godt nok en mistanke om, at der måske var et par stykker, der var gået under radaren, men at denne anmeldelse skulle blive nr. 599 havde jeg alligevel ikke troet.

Vel, jeg opdagede det i tide, og den øl, jeg har udset til at være nr. 600 er for kort tid siden lagt på køl.

Øl nr. 599 er, som navnet antyder, en trappistøl. Vistnok endda en ret fin én, hvis man ellers tjekker bloggosfæren. Det er den anden af to, discountsupermarkedet Fakta for noget tid siden havde på tilbud til – jeg tror det var kr. 15,- flasken, hvilket må siges at være et ganske fornuftigt tilbud både  tilgængelighed og prisniveauet taget i betragtning. Kr. 30,- i en specialforretning, der kun har den i udvalgte tidsrum, er ikke usandsynligt.

Allerede før skænkning kan man beundre de store flager af gær, der hvirvler rund i flasken, når den vendes. Man skænker med ekstra andægtig ærbødighed for ikke at få for meget af gæren med – og selvfølgelig fordi det er guds egne folk, der har brygget den (yeah right …). Malten dominerer i duften med en tung, alkoholisk bouquet af karamel, cognac og øllebrød med rigeligt mørkt rørsukker. Brygget antager en kulør omtrent som afrikansk sorttræ, mens skummet hæver sig ganske lyst, nærmest off-white.

Første tår udløser en spraglet eksplosion af mange samtidige smagsindtryk. Prikkende sødme af æbler, toffee-fylde en snert af fennikel og en dybere krydret note af rosmarin. Lækkerierne serveres på en baggrund af en markant, men heldigvis ikke for dominerende rødvinsessens, der brænder som en fyrig bourgogne. Det er et bryg, man ikke bare smager, men også kommer til at svede af.

Det er imponerende som brygget formår at jonglere med så mange udtryk uden at nogen af dem tabes på gulvet, så ét indtryk kommer til at dominere på bekostning af noget andet. På den anden side tager man måske også sig selv i at tænke, at velafstemtheden sker på bekostning af endnu mere smag. Men det er en forkælet og dekadent tanke. Endskønt vildere og mindst lige så velsmagende bryg er prøvet før, er brygget her mere end fint nok.

Og den ekstra vildskab, der måske går tabt i den øgede kontrol, kan også slå ud i mere gærsmag. Så er lidt mere kontrol nok også at foretrække.

5-stjerner

Irma Julebryg, Skands (Irmas Julebryg IX)

2014-11-30 17.31.51Vældig finale …

Det sidste bryg i dette års juletema om Irmas Julebryg, er Irmas helt egen. Den er brygget på vestegnsbryggeriet Skands, og har af Ekstra Bladets Ole Madsen fået tildelt 5 ud af 6 stjerner i hans test af (andre af) julens bryg.

I undertegnede bloggers tema er det mest interessante, om brygget nu også er Irmas bedste. Jeg hæfter mig ved, at Ole bruger lige så mange stjerner i sine vurderinger som jeg, og han har givet den færre end Herslevs Stjernebryg. Det behøver ikke have nogen betydning, men man kan jo altid tage det som et varsel.

Ligesom Ole Madsen ville jeg ikke have troet det, hvis det ikke stod på etiketten. Men angiveligt er brygget ufiltreret, og det viser sig altså ikke. Det er ganske klart, som blæk fristes man til at sige, for samtidig er det ganske mørkt, dybrødt med flot, cremet skum. Skummet skal man ganske vist arbejde lidt for at få ordentligt frem; en kombination af øget fald og lodretstående glas gør tricket.

Duften forjætter en sød øl, og brygget er da også tilført rørsukker. Det dufter dog mere af vanille, og ellers velgørende og gennemtrængende tykt af mørk, sød malt.

Det er bestemt et juleegnet bryg. Fyldigt som flødesovs brygget på langtidsstegt and med svesker, og sødt som juleengle der synger basusjernets pris … det er som om der mangler nogle drillenisser.

For brygget lægger farligt megen vægt på det søde, det fyldige og det fede. En rødvinøs mundfylde kombineret med chokolade, vanilleog et stænk af marcipan gør et aldeles velbehageligt indtryk, og som sådan er det en udsøgt øl til hovedretten. Men krydderierne – nelliker, koriander, fennikel og de andre julekrydderier – de er udeladt.

Det er ikke fordi man som sådan savner det. Men Stjernebryg formår at kombinere det hele, uden at blive disharmonisk, og det må udløse den ekstra stjerne, som dette bryg altså bliver slået med.

Men jeg var da enig med Ole Madsen. Og det er vel ikke så ringe endda.

5-stjerner

10 års Jubilæumsbryg, Skands

2014-08-15 17.25.17

God – men næppe til prisen

Og hermed starter nedtællingen til øl nr. 500 på min blog. Fra nu af følger en række af særligt interessante øl, som jeg nøje har udvalgt som dem, der skal lede op til den store finale om 5 øl.

Skands har jubilæum i år. Det er åbenbart 10 år siden, at Vestegnsbryggeriet med base i Brøndby blev grundlagt. Det fremhæves ofte som et særkende ved bryggeriet, at brygmesteren er en kvinde. Som sand feminist konstaterer jeg blot tørt, at brygmesteren er … brygmester! Nae more nae less! Except – a good one at that! For flere gange har bryggene fra Brøndby bragt både velsmag og gode oplevelser, omend indtrykkene andre gange har være mere på det jævne.

Fælles for deres øl er, at de er dyre. Til gengæld fås de ofte i en passende smagsprøveemballage på 25 cl. – lige nok til en grundig smagning, helt uden at man behøver blive pløret i processen.

Aftenens øl var imidlertid kun dyr. Den kunne kun fås i mikrobryggenes standardemballage à 50 cl. Men til gengæld for de lige knap 40 kr. for det kvantum, fik man et bryg på hele 10%, hvilket i det mindste er en nogenlunde rimelig PPK ([alkohol]procent pr. krone)-værdi.

Flot er det også. Dybt rødbrunt med højt, tæt og ganske klæbrigt gyldenorange skum. Brygget emmer sødt af karamel og andre sukkerderivater på en maltet bund, så ølindtrykket ikke udebliver.

Sukkerderivaterne går igen i smagen. Honning blander sig med mørk sirup og et stænk af anis. Det er først og fremmest sødt, men også vældig fyldigt og lige tilpas krydret til, at det stadig fremstår som øl, og ikke som et bryg, der bliver mere eksperiment end et nydelsesmiddel.

Udtrykket er meget velafstemt, og der er ingen forstyrrende bismage eller disharmoniske indslag til at skåre en perfekt afrundet smagskollage af sødt, krydret og blidt varmende alkoholisk romfornemmelse. Brygget er til dette formål tilsat rom, og det kan jeg jo ikke undgå at opfatte som snyd.

På den anden side fremstår brygget – sin velsmag og relative kraft til trods – også meget poleret og kontrolleret. Lidt som når man gerne vil høre noget tidlig Napalm Death, og i stedet kommer til at høre noget Ked Earth (eller ‘Iced Earth’, som der vist nogen, der påstår, de rigtig hedder) eller Dream Theater. Hidsigheden og vildskaben mangler, endskønt kraften da er der, men det er bare ikke det samme alligevel.

Jeg savner vildskab og anarkisme, og selvom det da smager godt ender det også med at være lidt kedeligt og forudsigeligt.

– Og for dyrt.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme