Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: American pale ale

Pale Ale, Camba

2016-12-29-18-23-35

Ny og gammel samtidig …

Camba er meget i front på markedet for tyske specialøl, at de allerede er blevet mainstream – herhjemme i hvert fald og ude i den store verden. Men lur mig, om ikke de i hjemlandet har skabt sig et navn. På den ene side som det sorte får, som de gamle, traditionelle tyske øldrikkere fnyser ad, og synes er en værre én sådan at lave andet end tyndt, ligegyldigt pilsnersprøjt. Og på den anden side som den ene – eller i hvert fald en af de meget få aktører, der tør være med på den store verdens trend med at gøre øludvalget både bedre og mere varieret.

Helt forladt rødderne har de dog ikke. Nærværende øl, der har fået lov at stå ganske længe i mit køkkenskab (først var det min fødselsdag og så blev det jul), overholder det hævdvundne Reinheitsgebot. Éns ølnæse behøver imidlertid næppe at være trænet systematisk før det står klart, at der er tale om en pale ale efter amerikansk forbillede. På amerikanske pale ales fremgår det aldrig direkte, hvad der er i. Den amerikanske kapitalisme er som bekendt så højtudviklet, og milevidt i niveau over os, at industrien slet ikke behøver oplyse forbrugerne, hvad det er, de putter i hovedet. Det må industriens skam helt selv bestemme. Skal man tro de nødtørftigt påklistrede kapseletiketter, som supermarkederne herhjemme påfører for at overholde underlødig, efterslæbende og ikke mindst undertrykkende betonkommunistisk europæisk lovgivning, ser det nu ud som om, de amerikanske mikrobryggerier er omtrent lige så nidkære med at overholde samme ingrediensbegrænsninger som tyskerne. Så afstanden mellem de to traditioner er måske slet ikke så stor endda.

Men friske grannåle på en fjern men velgørende bund af alteabolsjer tilsat akkurat den rigtige mængde fuselalkohol for at det river lidt i næsen – så ved man hvor man er, stilmæssigt: På Amager – øh, jeg mener i USA. Hey amerikaner – amagerkaner … Potato potato, eller næsten i hvert fald. Ligesom det er med amerikanske pale ales, der rent faktisk kommer fra USA, har man på Amager noget, der minder om denne øl (- citatet er lettere parafraseret efter min lidelsesfælle udi ølnyderiet, Paul Hertz).

Det høje hvide skums lød matcher nu også fint det stjernespraglede flags striber, samt alt det på Boldklubben Fremad Amagers flag, der ikke er blåt. Det eneste, det ikke lige matcher, er farverne i Weimarrepublikkens flag – men så er et godt, at der et sted dybt nede under skummet så småt viser sig et bryg, der nydeligt matcher den gyldne farve i dét flag i stedet. Skummet knækker uregelmæssigt og efterlader ikke bare flotte figurer på glassiderne, nej også i tre dimensioner efterlader det tætte skum spinkle, arkitektoniske figurer – stiger, gangbroer, gallerier – som var det arrangeret henover århundreder i et uforklarligt samarbejde mellem Maurits Cornelis Escher og Albrecht Dürer.

Oven på sådan en visuel oplevelse glædes man også over, at øllet tilmed behager rent aromatisk. Smagsbilledet er klassisk for typen – på en sød bund af bergamotolie prikker bitterhed af friske grannåle. Brygget balancerer nydeligt mellem det letflydende og det fyldige og mellem det bitre og det aromatiske. Brygget er nydeligt afbalanceret uden for meget af det ene eller for lidt af det andet. Skulle man savne noget, skulle det være, at brygget turde satse mere på ét karaktertræk frem for et andet.

Men det er så her, Camba ser ud til at være blevet mainstream – eller i hvert fald fortsat er meget tysk i sin øltilgang. Der skal bare ikke fægtes for meget, der skal ikke være unødigt meget påstyr. Det skal være ordentligt frem for alt, og alt det der nymodens pjat med at lave lidt for lystige øltyper – det holder vi lige lidt igen med, ikke?

Fordommene om tyskerne er mange, men den påstand, at Ordnung muss sein vitterlig præger den tyske ølkultur på en – om ikke negativ, så i hvert fald ensrettende – vis, er svært ikke at indrømme en vis overensstemmelse med virkeligheden.

4-en-halv-stjerne

Sloth, Amager Bryghus

2016-06-04 19.45.57Én af mulighederne …

Jeg er bekymret på mit lands vegne …

Vi har en justitsminister, der i ramme alvor fremstiller lovgivning fra besættelsestiden som noget om ikke ønskværdigt, så i hvert fald en mulighed, hvis han og den øvrige regering af svindlere og brugtvognsforhandlere skulle få lyst. Og lysten har de med den nye lov, rettet specifikt mod bestemte religiøse mindretal (og ikke mod alle slags hadprædikanter), tydeligt vist, at de har.

Og så endda på selve Grundlovsdag!

Jeg føler, at jeg lever midt i hvad der skulle være den værst tænkelige kinesiske forbandelse, thi disse er i sandhed interessante tider.

Jeg gad godt gøre et eller andet. Være med til at gøre verden et bedre sted på én eller anden måde. Men opgaven forekommer mig alt for overvældende – nu har selv Muhammad Ali oven i købet ladet os i stikken, så hvem skulle nu kunne redde os?

Alternativt kunne man krybe sammen i et hjørne, lukke øjnene og bare håbe, at man selv forsvinder, så man ikke behøver bevidne, at ikke bare landet, men hele verden langsomt går under for éns øjne. Man kunne også bare være ligeglad og grine den sindssyges maniske latter, mens man ser det hele styrte i grus. For hvad nytter vores spinkle modstand, når magthaverne ved at trykke på en enkelt knap, kan gøre ende på det hele, uanset hvor meget vi skriger på fred og retfærdighed?

Rigtig mange gør det sidste. Er ligeglade. Lader stå til. Klistrer et smil om munden, og undlader at tænke på det. Dovenskab virker på den måde, at det kan gøre én tilpas kynisk og ligeglad – bare man selv ikke er en af dem, der havner midt i ilden …

Og apropos dovenskab er det jo også temaet i Amager Bryghus amerikansk inspirerede pale ale ved navn Sloth. Den er del af en serie, brygget over de syv dødssynder, og jeg skal allerede nu erkende, at jeg ikke ligger inde med resten af serien p.t. Bare for nu ikke at skabe unødige forventninger hos læserne –  det er ikke en plan for nuværende, at hele serien skal anmeldes.

Motivet på etiketten vil vi, som var børn (og evt. unge) i firserne genkende som ‘Sloth’, den deforme kæmpe fra Spielberg-filmen The Goonies fra 1985. Der var ellers ikke meget dovendyr over ham, ligesom brygget bestemt heller ikke virker dovent. Det er og bliver et af Amager Bryghus’ kvalitetsbryg, og selvom de ellers bedyrer nok så voldsomt, at brygget er udslag af dovenskab, idet der kun er brugt én slags humle (simcoe) og én slags malt (pilsner) og én slags gær (US-Ale) (og det skulle ikke undre mig at de også kun har brugt én slags vand – jeg gætter på H2O), så bliver brygget i hvert fald aldrig kedeligt.

Allerede ved skænkning breder den milde, stikkende, aromatiske humleduft sig imod vindretningen i tagterrassens kølige aftenluft. Ved siden af den prikkende fornemmelse findes fremtrædende noter af fuldmodne ferskner og hyldeblomst i flor. Brygget minder i sin visuelle fremtræden mest om orangade med endog meget højt, tæt, holdbart og klistret skum, der efterlader flotte figurer og mønstre på glassets inderside.

Smagen er – vel, okay, måske nok lidt afdæmpet i forhold til de ganske aggressive humlemonstre, jeg inden for ikke voldsomt lang tid har prøvet fra Amager Bryghus’ side. Men sammenligner man med andre session-bryg, jeg har prøvet, er der rigeligt med potent smag at komme efter.

Brygget leverer en tør og karsk humleimpression af grankogler og egebark. Man kan med held lade brygget hvile lidt på tungen, for den primære bitterhed klinger snart af, og afløses af en blidt kærtegnende eftersmag af paranødder og løvtræ.

Der er rigeligt med smag at komme efter. Oplevelsen er komplet med mere end adækvat lækkerhed og vederkvægelse. Men noget actionbrag skal man ikke forvente, og det er jo heller ikke intentionen.

4-en-halv-stjerne

American Ale, Bryghuset Braunstein (Kvicklys Ølfestival 2016 II)

2016-05-22 15.35.32For lidt af det gode …

Som de faste læsere vil vide, er der ikke nødvendigvis 100% synkronitet mellem det tidspunkt en anmeldelse falder på bloggen, og det tidspunkt, det anmeldte bryg rent faktisk har rullet hen over anmelderens smagsorganer.

Undertiden endda langt fra.

Dette bryg blev fx. nydt i søndags på tagterrassen i den boligblok, hvor jeg bor. Anledningen var bittersød – jeg havde besøg af en af mine bedste venner i hele verden, der også er flittig gæsteanmelder på bloggen, nemlig den navnkundige Gedved. Han havde kort tid forinden løbet Copenhagen Marathon for anden gang. Men desværre var det ikke gået helt så godt, som det gjorde sidste år. Et styrt betød desværre afslutning i utide for min gamle ven, der efter at være kommet tilbage til målområdet på Islands Brygge, lige så godt kunne kigge forbi til et par forfriskninger, nu han var i nærheden.

32 km nåede han … Det er jo mere end jeg nogensinde ville kunne nå selv, så jeg bøjer mig betingelsesløst i støvet endnu engang.

Angiveligt skulle øl være et godt middel til restitution efter store sportspræstationer, så man kunne lige så godt gøre en dyd ud af nødvendigheden, og byde på et par af de fine bryg, jeg havde til anmeldelse i anledning af Kvicklys ølfestival.

Valget faldt på noget, jeg havde en forventning om, ville være forfriskende. Og på det punkt skulle brygget da også leve op til forventningerne. Bryghuset Braunstein er desværre ikke leveringsdygtige i særlig meget trivia om deres American Ale, så hvad det specifikt amerikanske består i, forbliver uklart.

Hvilket i en vis grad passer til brygget, der umiddelbart lader til at være ufiltreret, uden dog at være det mest ufiltrerede bryg, jeg har prøvet – langt fra endda. Ellers fremstår brygget som blankpoleret – omend støvet – kobber med et lidt (for) diskret diadem af hvidt skum. At snuse til brygget afslører ikke meget om dets egenskaber. En antydning af vådt metal er alt, så man kan lige så godt gå direkte til smagning efter skænkning.

Det er en afdæmpet ale med både bittert og sødt. Jeg har måttet vente forgæves på det amerikanske – den kække bitterhed af de aromatiske humler, eller de bløde, runde kærtegn fra den nye verdens malte. Det er lige før (og så alligevel ikke helt) at denne ale minder mere om de amerikanske pilsnere end de generelt rigtig lækre amerikanske pale ales og IPA’er.

Ikke desto mindre er  der da noget sød, honninglignende maltkrop i brygget. Og bitterheden er da også fremtrædende nok til, at denne må indrømmes en plads i højsædet. Men et højsæde er det kun, fordi de andre smagsudtryk er så meget desto mere afdæmpede. Friskskåret løvtræ masserer og klister blidt til gummer, gane og mandler, og gør brygget til en indrømmet velegnet læske- og restitueringsbajer.

Således er den smule saft og kraft, der trods alt er i brygget da også OK og måske endda lidt til, men man kunne bare godt ønske, at der var nok af saften og kraften.

3-stjerner

Der kan fortsat stemmes på oelfestivalg.dk

Allendale Pale Ale, Allendale Brewery (2 øl på 2 værtshuse I)

2016-03-11 20.04.09Så effektivt simpelt …

I går gjorde jeg noget, jeg kun meget sjældent gør – jeg tog på druk. Lokket af min gode ven Gedved startede turen på Amager, og gik senere videre på Nørrebro til i alt to forskellige værtshuse. Dette indlæg og det næste vil ud over en anmeldelse af en ny øl på hvert værtshus også handle lidt om beværtningerne som ramme om ølanmeldelsen.

Denne øl, som var den første jeg prøvede på hele aftenen, blev skænket og nydt på Café 5-Øren. Der er en beværtning i hjertet af Amagerbro på hjørnet af Peder Lykkes Vej og Amagerbrogade. Lokalet er lyst, røgfrit og med inventar og klientel fordelt jævnt over lokalet efter en tilrettelagt skabelon. På forunderlig vis undgår værtshuset alligevel at blive det mindste pop- eller hipstersmart. Café 5-Øren illustrerer, at et værtshus faktisk kan være hyggeligt, uden at det luften behøver være tæt som tjære og væggene så sorte som en kokskælder ved midnat med strømsvigt.

Prisniveauet er om ikke SU-venligt, så i hvert fald langt fra uforskammet. Man kommer selvfølgelig til at betale lidt ekstra for etablissementets lille men varierede og gode udvalgt af inden- og udenlandske specialøl – men en 50’er for sådan én her og 52 for den Guinness, jeg nød efterfølgende, er langt under, hvad man betaler i indre by og andre slige steder.

Beværtningen er i øvrigt et udpræget Fremad Amager-sted, og det er også mødestedet forud for fangrupperingernes busture ud i provinsen (eller over på den anden side af Vejlands Allé) når holdet spiller på udebane. Ud over øludvalget er musikudvalget også exquisite. Der er altid god musik på anlægget. I går aftes stod den fx på AC/DC, Dire Straits og Pink Floyd … så kunne den aften jo lissom ikke være skudt bedre i gang.

Jeg kan allerede nu afsløre så meget, at brygget her fortjener et ordentligt værtshus som 5-Øren at blive skænket i (selvom glasset måske var lidt lille). Skumdannelsen og -klistringen er det småt med, men hvad den ikke har i skum, har den i sin flotte, orangegrumsede kulør.

Ligesom skummet, halter bouqueten … eller også var brygget måske bare lidt for koldt til at kunne afgive en ordentlig odeur. Den lave temperatur gjorde imidlertid ingen skade på smagen. Her blev der budt på ligefrem, knastør, skarp og sprød humle af den mest udsøgte slags. Jeg kunne nævne fyrrenåle for at have noget at sammenligne med, men når alt kommer til alt smager de her lækkert krasbørste pale ales jo bare af – lækkert krasbørstige pale ales. De smager af sig selv, og enhver sammenligning med noget andet er bare efterrationalisering og i sidste ende vildledning.

Brygget har mine varmeste anbefalinger – ligesom værtshuset, den blev skænket i. Kig ind. Bartenderne er også søde og flinke. Der er rigeligt med husrum og endnu mere hjerterum.

5-stjerner

Citra Pale Ale, Kabinet

2016-03-01 17.52.08Og det kan man dufte …

Puha … Jeg roder endnu engang rundt nede på bunden af den mørkeste stoutkælder uden mål eller med. Jeg kan kun lige akkurat slæbe mig hen til min computer for at aflægge det, der engang var en fornøjelig anmeldelse, men nu mere antager form af en kedelig rapport, der haster og som jeg ikke gider. Hvert tryk på computerens taster er en træls arbejdsopgave, hver mindste distraktion kan enten udsætte opgaven i flere timer, eller udløse raserianfald. Virkeligheden er som en dårlig film, der kører for mine øjne med mig selv i en ubetydelig statistrolle. Og som for at føje spot til skade har filmoperatøren sløset med apparaturet, så billedet står uskarpt, og lyden er sløret … Jeg har det ikke godt, og hvad værst er: jeg magter i endnu mindre grad at opsøge den nødvendige hjælp, end jeg magter at skrive de her anmeldelser. Det værste af det hele er, at det også går ud over min lille familie. Det vil jeg ikke gå i detaljer med ud over, at det er svært for os alle.

Det er før lykkedes mig at kravle op ad stoutkælderen igen ved at holde fast i de ting, jeg holder af. Musik, tegning, sprog, denne ølblog … jeg håber det lykkes igen, og jeg ved også, at et vigtigt første skridt er at erkende, at jeg har et problem. Det er også en forudsætning for bedring, at jeg får kommunikeret mit problem ud, og denne gang har jeg valgt at gøre det til en bredere kreds – ikke som sådan som et råb om hjælp (selvom jeg da gerne tager imod) men simpelt hen fordi jeg ved, at det har en positiv terapeutisk effekt på mig.

Og så til øllet – for det er der da heldigvis stadigvæk.

Denne øl er den sidste, jeg ligger inde med fra det serbiske bryggeri Kabinet. Det er en Citra Pale Ale – Citra er en amerikansk humletype – og det kan mærkes i duften. Der bydes på friske, syrlige duftnoter i retning af lime og citronmelisse, ledsaget af sød hyldeblomst. Brygget byder på et meget højt og holdbart skum, der ved skænkning stiger over glassets rand flere gange – men uden at der går noget til spilde. Takket være skummets holdbarhed og ikke min forsigtighed, forstås.

Brygget er frisk, sågæret og bittert på bagkant. Bitterheden holder sig i det lette hjørne med noter af tørt hø. I det hele taget er brygget det klart letteste af Kabinet-bryggene, uden at det dog lader det store tilbage at ønske. Selvom smagen er spinkel er den stadig ganske lækker, fylden er intakt og sammen med friskheden leveres en lækker mundfornemmelse, som man måske ikke helt opdager hos de andre bryg, fordi smag og udtryk er dét voldsommere.

Det er mere en hyggeøl og en madøl. En øl til noget frem for en øl, der kræver aktiv smagning og udelt opmærksomhed uden distraktioner. Det smukke ved øl er, at der findes noget til alle stunder – til bilkørsel kan man fx få de alkoholfri. Denne øl har sin sikre plads et sted under de vildeste, men samtidig meget længere over de kedelige.

4-stjerner

Jeg er i øvrigt blevet kontaktet af folkene bag Ølfestivalen på Esrum Kloster. De har været mægtig søde, og ønsket min aktive medvirken til at skabe opmærksomhed om arrangementet. Desværre får jeg aldrig mobiliseret energi eller motivation nok til at komme forbi – men følg linket oven for og bliv selv klogere på arrangementet. Jeg håber, det bliver hyggeligt.

Brrkaaa, Kabinet

2016-02-24 17.14.29Der tog jeg fejl …

Bryggene fra Serbiske Kabinet, som jeg fik i fødselsdagsgave, fortsætter med at gøre godt, kan jeg allerede afsløre. Udfordringen er til gengæld, at den undervisning i serbisk, jeg har modtaget – altså ingen overhovedet – gør det til noget af en udfordring at blive klog på øllet via etiketterne.

Det førte til en misforståelse, som jeg først i sidste øjeblik fik afværget. Ikke at fejltagelsen ville have været fatal. Det er sjældent de store ulykker der sker, hvis man fejlbedømmer en øl. Tværtom viser min fejlbedømmelse her, hvordan øltyperne, skønt de er milevidt fra hinanden i tradition, historie og brygteknik, alligevel kan ligne hinanden.

Min første indskydelse var, at det måtte være en pilsner. Brygget duftede så dejligt af klassiske, tyske pilsnerhumler, med noter af både tørt hø og frisk græs. Og jeg tænkte straks, at det da også var længe siden, jeg sidst havde prøvet en god pilsner. Selv ved Residents-koncerten for lidt tid siden, tror jeg ikke, jeg drak en pilsner (endsige en god én). Jeg valgte den én tand mørkere wienertype, eller classic, som den kaldes nu om dage. For at finde noget, der minder om pilsner, skal jeg tilbage til 1. februar, hvor jeg prøvede Rækker Mølle BryghusJulebryg – og den var endda kun akkurat over middel.

Denne øl kunne også godt ligne en pilsner – den appelsinorange farve var rigtig, mens gennemsigtigheden godt nok manglede. Men jeg har prøvet ufiltrerede pilsnere før, så det var ikke dét. Skummet derimod var måske lige en tand kækkere, end hvad man oftest ser ved pilsnere – og højere, tættere og måske endda hvidere. Her burde jeg have standset op og tænkt mig om. I virkeligheden standsede jeg jo også op. Men det var bare for ikke at spilde øllet, når skummet voksede op over glaskanten. Det var det der med at tænke, jeg glemte.

Smagen gjorde altså heller ikke det store i retning af at afkræfte min hypotese om, at det måtte være en pilsner, jeg sad med. Karsk fylde, frisk bitterhed og en humle så sprød som cornflakes uden mælk fik mig til at tænke, at det var vel nok en af de friskeste pilsnere, jeg nogensinde havde prøvet.

Humleelementet var måske nok ovre i den friske, luftige ende, hvor pilsnerhumle er mere tung. Men jeg fandt ikke, at afvigelsen fra pilsner var så afgørende, at den behøvede at være, ja – afgørende.

Det var vel først da et fjernt element af røg begyndte at melde sig, at mistanken om, at jeg havde taget fejl af øltypen begyndte at vokse. Begejstringen fejlede intet – for den fornemmelse af ‘ren røg‘, som jeg mærkede for et par anmeldelser siden, blev omgående slået med flere længder. Her var den så subtil, og alligevel nærværende, med smag af den velafkølede røg, som man vil kende, hvis man engang har røget bon. Og dét er i hvert fald også meget længere siden, end det er sidst, jeg drak en god pilsner. Det kan jeg sige med sikkerhed, da jeg næppe har røget tjald passivt siden jeg startede ølbloggen.

Men det var i hvert fald her, jeg erkendte, at det nok ikke var en pilsner, jeg stod med. Jeg valgte last resort – det sidste sted, jeg går hen, hvis jeg virkelig ikke aner, hvilken slags øl, jeg står med i hånden. Øllets navn kunne især ikke bringe mig på sporet, så jeg gik ind på Untappd …

En American Pale Ale, simpelt hen … Brygget i Serbien, ja, så kan man jo diskutere, hvor ‘American’ den egentlig er, men som stil har den jo selvfølgelig sit kulturelle og geografiske ophav, samt sin helt egen fine, sprøde, smagfulde og ikke for bitre karakter. Og som sådan fyldte denne øl jo genren ud, og endda en smule til.

Jeg erkendte på stedet, at min opfattelse af brygget som pilsner var fejlagtig, og så kom jeg videre. Jeg så ingen grund til at holde fast i det, jeg udmærket vidste var forkert for derved at holde fast i noget, der var mindst lige så meget en løgn over for mig selv som mine læsere. Næh, hvad der kommer ud af fastholdelse i for længst afslørede lodrette løgne, kan man hygge sig med at observere i disse dage på DR2 og TV2 News, når de rapporterer fra den i disse dage verserende ministerskandale. Det er, skønt underholdende (især, hvis man som jeg ikke kan døje den siddende regering (for slet ikke at tale om dens nyligt vedtagne grundvands- og vandløbsforgiftningspakke)), ikke ligefrem kønt.

5-stjerner

2200 Humlesvin, Nørrebro Bryghus

2016-02-11 17.10.16

Endnu en gusher …

“Smager det dér af flødeskum?” Spørgsmålet var Thyras, min lille treårige datter, da historien gentog sig fra den sidste ‘Smagen af 2200’-øl, Guldregn, hvor min to år ældre søn også troede, at det var flødeskum, der var i ølglasset.

Endnu engang eksploderede brygget i et skumhelvede ved skænkning. Mistanken om vildgæring var til gengæld til at overskue, idet brygget jo sidst ikke havde vist det mindste tegn derpå – altså udover den extravagante skumdannelse.

Skænkningen udviklede sig efterfølgende til samme tålmodighedsprøve som sidst, der faktisk varede det meste af aftensmaden. At det kridhvide skum i øvrigt skulle vise sig at have en soliditet som fugemasse med epoxy, ydede blot forsøget på at få brygget i glasset yderligere komplikationer. Brygget løb ganske enkelt hen over skummet, for så at glide ned ad ølglasset og ned på bordet, såfremt det blev skænket for forsigtigt. Den eneste måde, man kunne få det ned i glasset 2016-02-11 16.57.58var at skænke den lidt voldsommere – med yderligere skumdannelse til følge. Det var stop-and-go som på Køge Bugt-motorvejen ved Greve under vejarbejde i myldretiden … gange 10.

Undervejs i skænkningen kan man jo tage en pause og snuse lidt til skummet. Her mødes man af en skarp, frisk humleduft – måske ikke med den største fylde, men til gengæld glædeligt krakilsk stikkende af halm og hø. Smagen får, med sin gennemført sprøde bitterhed, straks én til at tænke IPA. Bryggeren, imidlertid hævder, at det er en pale ale efter amerikansk forbillede – og det må jeg jo acceptere i min kategorisering, mens jeg i mit stille sind tænker “okseefterladenskaber”.

Lidt apropos – men i øvrigt uden yderlige sammenligning, idet det afgjort er et ganske rart bryg – smager brygget faktisk lidt af det, der skaber okseefterladenskaber. Halm – gæret halm endda – træder frem i smagen, sammen med andre krasse indslag af grankogler og rosmarin.

Med hovedvægten lagt på det rå og raspende er det mig fortsat en gåde, hvorfor bryggeriet vælger at kategorisere brygget som en APA i stedet for en IPA. Men dem om det – oplevelsen er intakt og byder på rigtig dejligt mange skarpe kanter, man kan skære, rive og flå sig på. Bryggets eneste svaghed er vel dets ensidige fokus netop på det rå, der aldrig får modspil af andre smagsindslag.

4-en-halv-stjerne

Melisa, Kabinet

2016-02-07 17.39.04I samme dur …

Det gik jo rigtig godt sidste gang (som også var første gang), jeg prøvede et bryg fra serbiske Kabinet. Forventningerne vil fremover være helt oppe i skyerne hver gang et af deres bryg skal prøves. Ud over hint bryg, og det bryg, jeg her har kastet mig over (eller kastet i mig) har jeg endnu to tilbage. Så skuffelsen kan i dén grad endnu nå at indfinde sig, og skylden vil jeg alene lægge på bryggeriet.

Men first things first – bryggene skal jo lige prøves …

At jeg var begejstret for hin ‘Supernova‘ er næppe overraskende i betragtning af, at det var en IPA, som på trods af den retning moden i øjeblikket går, stadig er min favoritbrygtype. Ja, der ser ud til at være en tendens til at anse IPA for at være overvurderet. Det må jo betyde, at alle, der blindt følger moden, snart vil holde op med at drikke IPA, og så er der jo så meget desto mere IPA til mig. Win-win!

Med Melisa er vi imidlertid trådt et skridt ned ad bitterhedsstigen – man kunne sige, at vi var gået fra Carsten Jensen til Georg Metz – idet I’et er strøget og erstattet med et ‘A’. Brygget er en pale ale efter amerikansk forbillede – og det er jo ikke meget ringere. Thisted Bryghus gjorde det rigtig godt med et bryg i samme kategori sidste år, og stilens mere afdæmpede humleprofil, hvor smagsløgene ikke svitses helt så voldsomt ved kontakt med flaskeindholdet, øger drikkeligheden uden at den samlede oplevelse nødvendigvis bliver mærkbart kedeligere.

Mens det visuelle indtryk – grumset orange med tæt, gyldent skum – til forveksling ligner den østerlandske bror, så river nærværende frænde fra Det Forjættede Land lidt mindre i næsevæggene. Søde æbler, et præsent men ikke voldsomt gærindslag, syrlighed af grapefrugt og lidt grannåle gør mere godt end fri i næsen.

Men den skarpe humle er  fortsat med. Bitterheden jager hårdt gennem tungen som et stykke uhøvlet nåletræ, savet af en sløv, flænsende sav. Til gengæld lægger en sød, masserende rosenessens sig straks som en balsam over tungens sår, så det samlede udtryk ender der, hvor man kender den amerikanske pale ale – et par niveauer (eller i dette tilfælde et enkelt niveau) under den krakilske IPA.

Det er næsten som om bitterheden fra Supernovaen er intakt, og at det kun er fordi, der er mere i dette bryg, at det ender med at forekomme mildere. Sødmen af rosenblade mærkes bedre og tydeligere her, end i nogen anden APA (eller IPA) jeg umiddelbart kan komme i tanker om. Det folder sig ekstra meget ud i eftersmagen, hvor dens afdæmpende, parfumeret-søde egenskaber giver et noget roligere – men stadig aldeles veldrejet og veludført – exit, end Supernova gjorde.

En afdæmpet Supernova, kunne man siger. Men også i sig selv hele oplevelsen værd

5-stjerner

Boston American Pale Ale, Thisted Bryghus

2015-09-11 22.06.35Bitterhed, søde bitterhed …

Der er virkelig gang i de amerikanske temaer ude på bryggerierne. Ørbæk er i gang ligesom Svaneke – men i denne bloggers øjne med tvivlsomme resultater. Thisteds bud har vi faktisk også allerede været omkring, og det har været anderledes lovende.

Det er lykkedes mig at få fat i resten af serien – jeg husker ikke hvor, men de står rundt omkring til kr. 15,- stykket, hvilket jo ikke er uanstændigt for en halv liter, såfremt kvaliteten er af dén kaliber. Det fortsætter den imidlertid ikke med at være, kan jeg allerede afsløre.

Der er ikke meget at sige om bryggets ydre – det ligner pilsnerøl med ekstrafyldigt skum, som kun meget modvilligt forlader glassets inderside. Duften lover nogenlunde – der er lidt gran og tørt træ, der dog dæmpes lige lidt for meget af vandet. Frygten for kedelighed når akkurat at indfinde sig …

… og bliver så ellers gjort til skamme ved smagning!

Den første. spæde tår indfinder sig i mundens entré, og man tænker “nå, den smager da alligevel af noget mere, end den dufter”.

Slurken er nået igennem hall’en og har indfundet sig i dagligstuen, og man tænker “Okay, det smager faktisk af meget mere endda!”

Efter et mere end hyggeligt – snarere festligt og næsten for vildt middagsselskab, smutter brygget ud af bagdøren, og man tænker “hoooold kææææft mand!”

Der er tæsk til smagsløgene. Humlebitterhed GO LEÓR (som det oprindeligt hed før englænderne kom og ødelagde det hele ved at stave det “galore” vorherrebevares!) og mere til, samt … ikke så meget mere end det, egentlig. Det er bitterhed der er hovedtema, undertema og afstikker i middagsselskabets diskussionsemne …

Grannåle og tørt løvtræ blandder sig i skøn forening og med gevaldig kraft hele vejen gennem munden, og længe efter hænger stemningen efter den hyggelig (men måske lidt voldsomme) middagsgæst ved i form af en både kras og fyldig eftersmag af grankogler og bøgetræssaft.

De eneste, der går skuffede hjem er dem, der har sat næsen op efter en IPA-oplevelse. Bitterheden er der – bestemt. Men hvor fylden gerne leveres af blomstersødme, gær og malt i en IPA, leveres også disse af humlen – og kun humlen – i dette tilfælde.

Her møder vi selve bitterhedens essens. For nogle vil det være lidt for ensformigt, for vi ved jo alle, at øl også kan smage anderledes, end bare bittert … men det behøver det ikke. Det er hermed bevist.

Brygget er ikke økologisk, det er tilsat ascorbinsyre, det er filtreret, og hist og pist har jeg fundet øl, der på en eller anden måde har smagt bedre – trods alt. Det er alt hvad jeg kan kritisere det for. Thisted Bryghus’ amerikanske tema er kommet flyvende fra start og vinder fortsat højde. I modsætning til flere andre danske bryggerier kan bryggeriet i Thy faktisk gøre amerikanerne kunsten efter.

5-en-halv-stjerne

California Steam Beer, Carlsberg

2015-04-10 17.12.07Indfriede forventninger …

Jeg vil ikke påstå, at jeg indtil videre er gået i en stor bue om Carlsbergs relativt nye ‘Brewmasters (sic) Collection’-serie. Jeg er vel gået i en lille bue om den, eller – jeg har i hvert fald aktivt ignoreret den, da jeg har syntes, at den udstrålede selve essensen af en stor aktør, der prøver at efterligne små konkurrenter, der har overhalet giganten inden om på kvalitet.

Ud over urbane farver og hipsteragtige skrifttyper og logoer placeret proaktivt og dynamisk på sigt iøjnefaldende steder på emballagen, er det også angivet med små diagrammer, hvor sødt, bittert og farvet brygget er. Det sidste er nok til størst hjælp, da brygget vist udelukkende er lanceret i dåser. Kigger man godt efter opdager man desuden, at brygget er fremstillet i Sverige på licens … at kategorisere de øl jeg prøver skal nok ende med at give mig flere grå hår i hovedet end alderen.

Ja, megabryggeriet Carlsberg skal jo på en eller anden måde vinde de tabte markedsandele tilbage, og så sætter man jo den store markedsføringsmaskine i gang – kvaliteten er det fortsat så som så med. Det var i hvert fald fordommen – eller forventningen.

Forleden var jeg så i Irma på Islands Brygge, og der stod så, hvad noget kunne tyde på var restlageret – en lille flok California Steam Beer. Oprindeligt var der flere bryg i serien, men de var så åbenbart blevet afsat.

Når nu jeg alligevel var der, og de så så alene ud, og jeg manglede noget at anmelde og alt det der. I aften skulle den så prøves, og forventningerne blev i det store og hele indfriet.

Selvom der er tale om amerikanskinspireret ale på en eller ande måde brygget på damp, ligner det mest af alt en klassisk pilsner – lige et par toner mørkere end Carlsbergs korngule standardsprøjt, men med det samme kridhvide og skrøbelige skum, hvis fald bedst sammenlignes med et blylod nær et supermassivt sort hul i centrum af en middelstor spiralgalakse.

Duften virker sprød – eller snarere skrøbelig og mestendels metallisk med en vag baggrund af noget frisk og krydret humle. Ønsket om, at det krydrede islæt var stærkere er stærkt, men det forbliver et fromt ét, der i modsætning til forventningerne ikke bliver indfriet.

Ved første mundsmag virker brygget nogenlunde fyldigt. Det næste indtryk er af sæbebobler, for udenpå virker brygget ved første øjekast spændende, flot og storladent, men viser sig snart at være hult og skrøbeligt. Initialt mærker man et krydret blæs af amerikanske humlesorter, men det fordamper lige så hurtigt som det melder sin ankomst. Vi er ikke færdige med sæbeboblerne endnu, for den noget klæge, metalliske eftersmag kunne faktisk også godt minde lidt om opvaskemiddel.

Brygget er dog langt fra udrikkeligt, og bismagen af sæbe er heldigvis forbigående. At kalde brygget noget med damp (steam) er imidlertid passende på flere måder end bryggeriet sikkert vil være ved. Smagen fordamper lynhurtigt, hvilket næsten gør skuffelsen større, end hvis hele øllet havde været kedeligt, for lige i starten virkede det faktisk lovende.

Tilbage står spørgsmålet hvad det er for en samling, den svenske brygmester har samlet sig. Hvis ikke jeg finder de sidste, får jeg det aldrig at vide, og det har jeg det egentlig ganske afslappet – ja ligefrem indifferent med.

Forventningerne til Carlsbergs nye hipsterserie er i hvert fald indfriet – desværre, fristes man til at tilføje.

2-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme