Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: American pale ale

1897 American Pale Ale, Indslev

Megen skade har den næppe taget …

Der gemmer sig stadig minder om min tid i Husum på min ølhylde. At der findes minder i det hele taget fra mine år i postnummer Brønshøj undrer næppe, men lige netop ølhylden burde helst gå fri. Med mindre måske øllene er rigtig mørke og tætte, og dermed af typen der ikke bare kan tåle at stå urørt et godt stykke tid, men rent faktisk også har godt af det.

I skarp modsætning til denne lyse American Pale Ale, forstås, der stammer helt tilbage fra en tid, hvor bryggeriet Indslev endnu ikke var gået i betalingsstandsning, endsige var blevet opkøbt af Bryggeriet Vestfyen. Den følgende anmeldelse sker med denne bedagethed in mente.

Tidens tand har nu ikke været mere unådig, end at bryggets ide fortsat kan skues derinde under det langt fra uimponerende gyldne skum, og den tætte, mørkorange grums. Den friske, skarpe humleduft er intakt nydelig og formår at fryde sufficient. På tungen gør den bestemt heller ikke skade med en pikant, prikkende aroma, der dog ikke kan se sig helt fri for en smule oxidering og en antydning af gær.

Nogen aromaeksplosion er brygget ingenlunde – og mens oxidering og gær, der nok er opstået af et lidt for langt ophold i ølskabet (under uproblematiske omstændigheder, forstås – mørkt og ikke for varmt), har fået brygget til at læne sig til den harske side, så er det også efter tidens småforstyrrende indflydelse tydeligt, at brygget heller aldrig har været en sådan – en aromaeksplosion, altså (ja, læserne må undskylde de mange ledsætninger og indskud, men det er nu engang den måde, jeg har valgt at skrive på, ikke også – det kan I jo nok forstå, kan I ikke også – ja, det tænkte jeg nok, så slap lige af, okay …)

Brygget formår aldrig at komme op i nærheden af at ringe hverken helt eller halvt. Det forbliver afdæmpet, mildt fornøjende, men mere end det halvkedeligt og generisk.

Brooklyn Naranjito, The Brooklyn Brewery

Mainstream craft

SuperBrugsen Thisted er det nærmeste, man kommer Irma, Meny eller andre fancy (læs: svinedyre) supermarkeder i min nye hjemby. Og så er det heldigt, at prisniveauet endda er tåleligt. Udvalget er bestemt heller ikke noget at kimse af. Jeg har aldrig været den store shopper af gadgets eller fancy madvarer. Men selv hvis jeg var, ville jeg ikke mangle noget heroppe.

Heller ikke specialøl. Eller i hvert fald ikke de specialøl, man også kan få i Københavnske supermarkeder. Udvalget er omtrent det samme, og ind imellem kan man være heldig også at finde specialøl i en bunke med varer, der er tæt på sidste salgsdato, og derfor sælges til ingen penge. I sådan en bunke fandt jeg den her – i SuperBrugsen – til en rund tier. Personalet havde været så flinke at klistre det nye prismærke på midt på etiketten, så både navn og logo var dækket. Møjsommeligt pillede jeg etiketten af, så man akkurat kunne skimte motivet – og så glemte jeg selvfølgelig alligevel at tage et billede af det skænkede øl.

Er jeg ikke dygtig? (Nej. Svaret er nej.)

Tag mit ord for det – brygget er lige så lyst som den citron, brygget emmer af – ud over vanille. Brygget er tilsat appelsinskal, og det er svært at overlugte (ja, det må det vel hedde, når det hedder ‘overse’ i synssammenhæng, og ‘overhøre’ i hørelse (afhængig af konteksten)) i bouqueten. Ikke at det skader – appelsinskal er langt fra det værste man kan finde på at blande i øl. Det viste New Belgium os sidst med deres Citradelic for ikke voldsomt mange måneder siden.

Det lavtskummende bryg er til gengæld ikke nogen aromabombe som hin citrusøl. Det er meget let, for ikke at sige tyndt og næsten for effektivt tørstslukkende. En skarp kant af friske grannåle kan såmænd mærkes, men den drukner desværre i alt vandet, sammen med citrusnoterne i øvrigt. Hvorfor appelsinskallen overhovedet skulle tilsættes er en gåde, nu hvor den kun annammes så fjernt.

The Brooklyn Brewery fremstår mere og mere som mainstream blandt specialbrygproducenterne. Det er industriproduktet blandt håndbryggene, det er for specialøl hvad en Ren Pilsner fra Harboe er for Carlsberg Premium, og ved at lefle for laveste fællesnævner, men stadig ligge i samme priskategori som andre specialøl, tager det næppe markedsandele fra de industriaktører, som det ligner mest.

At kategorisere Brooklyn Brewerys øl som fancy produkter, hvad end supermarkedet hedder Irma, Meny, Superbrugsen eller Netto, er skudt langt over målet. Måske man kunne kalde dem det i Lidl og Aldi? Men ikke engang det, er jeg sikker på.

Twenty-2 APA, Nørrebro Bryghus

Vigende fylde …

Forleden onsdag – ja, faktisk før jeg prøvede Lervigs fine ekstra hårde IPA, men det er jo ikke første gang, kronologien ryger – var jeg i biografen med min gode ven og hyppige gæsteanmelder Marcus. Forestillingen stod på Deadpool 2 – en film, der egner sig fint til at blive set efter et par gode øl. Dem stod Marcus for, og selvfølgelig  var der også én, jeg ikke havde prøvet før iblandt dem.

Eftersom vi havde besluttet os for, at vi ikke bare ville nyde et par øl før filmen i det fine sommervejr, men at vi også pligtskyldigt ville både bumse og bøve ved samme lejlighed, drak vi øllene af flaske, henslængt på granitten ved en af Axeltorvs lidet dekorative, men i det mindste i sædehøjde lemfældigt opmokkede skulpturer. Det er den slags skulpturer, min ekshustru så rammende har betegnet ‘erhvervskunst’ – men også det er en tangent, jeg hellere må slippe nu, før jeg farer for langt ud af den.

Men bøves og bumses skulle der. Vi fordelte opgaverne ligeligt imellem os, og skiftedes dertil. Men da både det at bumse og at bøve altså indebærer at indtage alkohol uden at hælde det i en sekundær beholder først, vil en visuel beskrivelse af brygget udeblive denne gang.

Min notesbog havde jeg heller ikke, så min i telefonen indbyggede diktafon måtte til hjælp. I baggrunden af optagelsen kan man høre Marcus hovere over, at jeg måtte vende flasken om, og tjekke bagetiketten for at få bekræftet, at APA rent faktisk står for ‘American Pale Ale’. Det er brygget jo egentlig ikke, da det er brygget i Hedehusene – men illusionen om amerikani og københavnerisme er intakt med titlen, der angiver de to første cifre i Nørrebro Bryghus-restaurantens postnummer.

“Duften er sød, blomstret og aromatisk med duft af citrongræs, bergamot og …”
“sømandstøj?”
“Nej, ikke sømandstøj, Marcus …”
“Og kartofler …”
“Marcus, vi to kender hinanden for godt, kan jeg høre, til at du kan sidde ved siden af, mens jeg anmelder øl.”
“Fair nok,” svarede Marcus og mumlede et eller andet, undvigende der fortabte sig i byens afdæmpede støj og sommerbrise.
“Men jeg må jo drikke den ud af flasken – det bliver man jo nødt til ind imell… Nej, Marcus! Jeg skal ikke hælde den op i dine fremstrakte krummede hænder!”

Hvor sådan et gammelt venskab dog kan være en uudtømmelig kilde til lige dele moro og narrestreger.

Vel, ved smagning hæftede jeg mig som det første ved bryggets vigende fylde. Aromaen er ellers nogenlunde på plads med en aromatisk alteabund, der næsten bliver mintagtigt sviende ved gummer og bagtunge. Humlen er frisk, skarp og i det søde hjørne. Noter af citrongræs og grape placerer brygget i den syrligt-lette ende …

… og det er jo dejligt. Men den er fortsat til den tynde side, så nogen topscorer bliver den ingenlunde.

Marcus mente, i et anfald af uforklarlig seriøsitet, at jeg burde have skænket den i et glas. Det kan da være, jeg laver en revisited en dag, men lige nu er motivationen for dette ikke stor, da oplevelsen alt i alt er væsentligt tættere på det middelmådige end det fremragende.

SMaSH Amarillo, Midtfyns Bryghus

2017-07-14 18.09.27Bedre ide end øl …

Single Malt and Single Hops udgør indholdet af akronymet ‘SMaSH’ som Midtfyns Bryghus har lanceret tre pale ales under. Måske er der endda flere end de tre, men de tre er for tiden lette at få fat på – de forhandles i Fakta til kr. 25,- stykket. Så vidt jeg husker i hvert fald … og det var prisen, ikke supermarkedet, jeg var i tvivl om.

Jeg har reddet alle tre til anmeldelse, og starter altså med denne, der er brygget på Pale Ale Malt og (no shit) Amarillo-humle. Jeg synes, jeg husker et eller andet om, at ‘Single Malt’ var en bestkyttet varebetegnelse, der kun måtte bruges om visse typer skotsk whisky (jeg havde også min Single Malt periode engang). Måske er det derfor, at bryggeriet har valgt et kækt akronym?

Ved åbning afgiver brygget dog kun et fjernt og ikke videre kækt pust af humle. Men at brygget i det hele taget kan fornemmes allerede ved åbning er under alle omstændigheder et plus, så ikke mere brok over det herfra. Brygget er grumset gulbrunt med højt gyldent skum, og ved skænkning får duften også mere kontur. Grape og lime blander sig med en udglattende og venligere note af sød vanille.

Bryggeriet lover faktisk ikke for meget, når de på etiketten angiver, at Amarillo-humlen giver citrusnoter.

Smagen er dog primært bitter – man smager savsmuld af friskskåret hårdt løvtræ, men med et pust af en hel lille frugtkompot på bagkant, hvor hyld blander sig med mango og papaya, garneret med en knivspids fennikel. Gær i eftersmagen bringer desværre også en kende ubalance i oplevelsen.

Brygget kan opfattes som en kraftig, skarp pale ale, eller en jævn IPA – det må læseren selv vurdere. Samlet set er brygget, om man ser det som det ene eller det andet, næppe noget ud over det sædvanlige.

Så er ideen bag akronymet faktisk bedre end det øl, der er kommet ud af det – indtil videre i hvert fald.

4-stjerner

Brewmasters Collection American Pale Ale, Carlsberg

2017-05-29 17.57.40Som forventet …

Den irriterer mig, den manglende apostrof i Carlsbergs (begrædelige undskyldning for en) specialølserie “Brewmasters Collection”. Det burde have heddet “Brewmaster’s Collection” – men det var nok ikke faget engelsk, der stod øverst på skoleskemaet i marketinggrafikerens købmandsuddannelse. “Blind lydighed over for klienten” stod nok væsentlig højere sammen med faget “sælg ud af faglighed for ussel mammon”.

Jeg skammer mig en smule over, at jeg ikke har kommenteret fejlen tidligere. Jeg har svært ved at tro, at jeg indtil nu har overset den, men der måtte vel være mere graverende ting at harcellere over end den sproglige fejl – ja, tænk at det overhovedet er muligt. På den anden side har der hele tiden været rigeligt at brokke sig over ved øllenes kvalitet, så måske det var dét, der vejede tungere?

Men man kan jo altid håbe på, at det er nu vinden vender, og serien – der indtil nu ikke har været andet end en skuffelse – endelig tager revanche og viser sit værd. Håbet er lysegrønt men ikke desto mindre så spinkelt, at jeg i første omgang gik i en stor bue uden om denne, da SuperBrugsen på Vesterbro krævede en uforskammet tyvekrone for den (og for en anden i samme serie, som jeg vil vende tilbage til). Senere fandt jeg den i SuperBrugsen Hvalsø for 12 kroner – og for 44 cl. (det er kvantummet – don’t ask me why) er det næsten ikke uforskammet, selv hvis brygget er som forventet.

Og det er det så også i vid udstrækning. Farven er ellers nydelig kobberrød med cremet, standhaftigt gyldent skum. Men allerede når man stikker snudeskaftet ned mod flødetoppen varsles skuffelsen. Duften er meget svag og minder egentlig bare om fortyndet fløde. Man håber at aromaen er gemt i smagen, men så heldig er man desværre ikke.

En flad småbitter impression af paranødder er alt hvad brygget byder på. Paranødder lyder måske fint og rart, og jeg kan også godt lide de aflange, mørkebrune, næsten-umulige-at-knække skalfrugter, men deres bitterhed er bare alt for venlig og mild til at egne sig rigtig godt i øl. Næh – lad mig få bitre hasselnødder og sofistikerede valnødder.

Vel – decideret grimt smager det ikke. Det smager heller ikke alt for meget af vand, men det smager bare heller ikke af nok. Brewmasters Collection er fortsat en jammerlig omgang, man som anmelder mere skriver om af pligt end af lyst. Og hvad bryggeriet Carlsberg angår, ja så bekræfter brygget alle fordomme om producenten som en anonym mainstreammastodont – selv når det, der brygges, skal forestille at være specialøl.

Tolv kroner var måske alligevel uforskammet.

2-stjerner

Wayfarer USA, Green Beacon Brewing Co. (Tre fra undersiden III)

2017-03-29 18.39.57Man skuer en tendens …

Indtil disse dage var Australien et land, der skæmmede ved sit fravær over steder, jeg endnu ikke havde været – på øljagt, i.e. Jeg mangler stadig at besøge kontinentet i kødet – men om det nogensinde kommer til at ske, er jo ikke sikkert. Først kræver det nok et job med en bedre løn, eller held i et eller andet. Men man kan jo aldrig vide.

En sidste tak skal i hvert fald lyde til Joachim og Simon for skænken her før jeg glemmer det. Hvis ikke det havde været for dem, havde jeg sikkert aldrig prøvet øllene fra dette tema, og det kunne have varet rigtig længe, før jeg ville komme til at prøve en rigtig australsk øl – og ikke bare et samarbejdsbryg som Granny with a Gun fra Amager Bryghus.

På mange parametre ligner brygget Stone & Wood’s Pacific Ale fra sidst. Visuelt er brygget også meget lyst med det samme vigende (omend æstetisk nydelige) skum, lyse lød og lettågede uigennemsigtighed. Og så er der duften …

Dén går lige i bihulerne. Den sprødeste, spinkleste og stærkeste duft af spæde grannåle … og kun dét. Rent lugtesalt, der kunne vække enhver ølentusiast fra de døde … skulle man prøve med Michael Jackson? Nahr … det er vist bedst at lade være. Hvem skal så stå i bar, når Chuck Berry, Peter Bastian og Jens Nauntofte skal have én til halsen? Og det er endda kun det allernyeste klientel i det værtshus, hvor Lemmy og Jan Monrad har været stamgæster siden ultimo 2015.

I smagen fortsætter pletskuddet – brygget er lifligt og gennemført bittert af præcis det, det dufter af. Det er frisk, karskt og sprødt, mens bryggets fylde … mangler lidt. Her bliver brygget igen en gentagelse af Stone & Wood’s Pacific Ale, idet der også her er ret meget vand i brygget, der truer med at vippe det hele over i den tynde ende. Igen er det formentlig det brændende varme klima, der tvinger efterspørgslen efter tørstslukkende øl i vejret. Så atter må smagen vige …

… bare ikke så meget som sidst!

Nok truer brygget med at blive metallisk, småsurt og næsten sæbeagtigt – men lige som man tror det skal tippe, reddes det på stregen, og den spinkle, men også uhyre velgørende og stærke bitterhed af gran fortsætter ufortrødent med at glæde smagssansen.

Det er i sandhed ekstremt sjældent at så forfriskende og tørstslukkende øl kan smage af så meget!

4-stjerner

Pale Ale, Pirate Life Brewing (Tre fra undersiden I)

2017-03-17 17.51.56Godt begyndt …

Jeg kan mærke, at det fungerer godt, når jeg skriver i temaer. Der kommer en rød tråd i indlæggene i stedet for at anmeldelserne blot bliver løsrevne øjebliksbilleder uden særlig relevans for hinanden. Så det tror jeg, jeg vil gøre noget mere fremover. Det er dog ikke alle temaer, som jeg vil præsentere i en særskilt indledning. Det kommer an på, hvor omfattende temaet er, og om konceptet er spændende og komplekst nok til det.

Det synes jeg ikke det er i dette tilfælde. Historien er den simple, at en af mine venner fra gode gamle dage ved navn Joachim har været en tur i Australien og besøge en anden af mine gamle venner fra gamle dage ved navn Simon. Det blev vist en relativt våd tur, kunne jeg forstå – en af de udbredte fordomme om australiere er som bekendt, at de nærmest drikker øl til alt. Men den blev alligevel ikke vådere, end at Joachim fik tre øl med hele den lange vej hjem, så jeg kunne få æren af at skrive et par linjer om dem her på bloggen.

Tusind tak for det til Joachim og Simon. Indtil videre er det eneste bryg, jeg har prøvet fra Australien et samarbejdsbryg med Amager Bryghus – og det er jo ikke helt det samme som at prøve ét, der er Australisk fra yderst til inderst … hvis vi ser bort fra importerede råvarer selvfølgelig …

Denne øl skulle være Joachims favoritbryg dernede fra. Der er også ordentlig gang i mikrobrygtrenden dernede på undersiden (som i øvrigt ikke er en underside, eftersom retningerne Nord og Syd er arbitrært valgte – men det er jo alligevel det, man kalder det) hvor hovedvægten, ifølge hvad Joachim kunne opfatte på den relativt korte tur (én uge) ligger på lyse typer som pale ale og IPA.

Denne pale ale er kobberfarvet, kun svagt tåget med gyldent, fast skum, der til gengæld aldrig stiger problematisk højt i glasset. En lækker lille feature ved emballagen er, at hele brygprocessen er beskrevet på dåsekanten – herunder hvilke humler, der er brugt og man mærker tydeligt både cascade og mosaic-humlerne i bouqueten med deres karakter af spæde grannåle og grapefrugtsyrlighed.

Smagen er på den ene side ren, klassisk og lige-ud-ad-landevejen … men sikke en landevej! En virtuel sightseeing i australsk brygkunst breder sig ud til alle sider, som kun den australske outback kan gøre det (og her risikerer man ikke engang at blive overfaldet af et farligt – og formentlig også dødeligt giftigt – dyr). Den bitterfriske humle stikker lystigt med noter af gran og fennikel, ledsaget af grapefriskhed. Oplevelsen fungerer bare hver gang. Især når den leveres så autentisk dugfrisk og stærkt som her.

Stærkt er nøgleordet – for langt kraftigere aromaer er jeg tit stødt på. Voldsommere, mere overvældende aromaer. Dette bryg synes, skønt fyldigt, ganske let i sin finish. Ud over gran og grape næsten svælger brygget af øllets umami – den udefinérlige velsmag, som man bare genkender, når man mærker den, men som ikke lader sig beskrive.

Mit møde med rigtigt australsk bryg kunne dårligt være startet bedre.

5-stjerner

Arctic Sunstone, Amager Bryghus/Three Floyds Brewing

2017-03-11 18.13.36Solidt …

I sidste uge havde min søn en legeaftale med en kammerat fra dengang han gik i børnehave. Og mens de legede hjemme hos kammeraten, tog jeg og min datter Thyra på tur – hun skulle jo også have én på opleveren, nu storebror skulle af sted.

Det blev en lille udflugt ud til Naturcenter Amager på Kalvebod Fælled. Efter at have tumlet lidt på naturlegepladsen, gik turen til det nærliggende ‘Traktørstedet’, hvor vi fik os en kop varm kakao med flødeskum og et stykke kage … Og lur mig om ikke øllene, man kunne købe der, var fra Amager Bryghus.

60 kroner, måtte jeg slippe for denne, hvilket på den ene side nok er en slags penge – men jeg konstaterede lidt senere på dagen, da turen gik forbi Rødovre Centrum (mit kæledyr, kongepythonen Vladimir Bekhterev skulle have mad) kunne jeg i Meny (ja, det var ikke dér, jeg købte mad til min slange – det gjorde jeg i Bonnie Dyrecenter, men det er også en hel anden historie) konstatere, at det var nogenlunde de samme penge, som de to for tilsvarende bryg fra Amager Bryghus.

Vel, om det er Meny (og ligesom jeg ikke magter den danske retstavning af pyton (hvorfor jeg konsekvent staver det ‘python’) så magter jeg godt nok heller ikke den lidt for smarte måde at stave det navn på) der er fedtede, eller Traktørstedet – der jo netop er akkurat det; et traktørsted, som man netop kunne forvente tog overpris for drikkevarerne – der er om ikke gavmilde, så i hvert fald rimelige i deres prissætning, det må blæse i vinden over Kalvebod Fælled.

Rent amagerkansk er brygget nu heller ikke. Det Indiana-baserede bryggeri Three Floyds Brewings stjerner Chris Boggess og Barnaby Struve har også været inde over, så der denne gang faktisk er noget om det, når brygget kategoriseres som en American Pale Ale. Inspirationen er ganske vist skandinavisk; den sagomspundne arktiske solsten, som vikingerne angiveligt brugte som navigationsinstrument, når der var overskyet.

Og sådan er historiefortællingen igen fremtrædende – men det er øllet så sandelig også. Det højorange bryg med det tætte, gyldne skum emmer aromatisk af fyrrenåle og citrus. Flot tåget er det, og især en fryd at beskue, hvis man kommer til at hælde lidt for meget af restgæren i. Så kan man se grumset danne flotte figurer og mønstre derinde bag glasvæggen, endda uden at give afsmag.

Rå og alligevel fyldig og varm i bitterheden er brygget. Gæren napper lidt ved mandlerne, men kammer aldrig over og bliver klæg eller sur. Klassisk karsk bitterhed af amerikanske humler – citra, simcoe, centennial og tomahawk, ledsages af samme humlers søde, krydrede og frugtige udtryk; skarphed af grape, sødme af bergamot garneret med allehånde og koriander på en tæt baggrund af spæde fyrrenåle.

Smagsbilledet er komplekst og kraftfuldt, men brygget alligevel fjerlet på tungen og til liflig vederkvægelse at lade glide frisk over gumme og tunge. En let aroma, der bare buldrer derudaf. Øllet spiller på det klassiske og velkendte, men ender alligevel langt over typens middelniveau, og med en ganske unik karakter.

Sædvanligvis solidt bryghåndværk af amagerkanerne. Mindst lige så solidt som solstenene selv. Det bliver man (næsten) aldrig træt af.

5-stjerner

Lucky Jack, Lervig Aktiebryggeri

2017-03-08 17.31.05Svær kode at knække, eller …

Tilbage til det gode parti øl, jeg forleden hentede på Amager. Denne norske pale ale efter amerikansk forbillede har jeg set i flere velassorterede supermarkeder, eller i hvert fald i Irma, hvor den har gjort sig til med sine afdæmpede pastelfarver og uprætentiøse ydre. Selvom jeg nødigt indrømmer det, vil jeg ikke udelukke, at grunden til, at den ikke har fundet vej til min indkøbskurv før nu er, at den netop tager sig så jævn ud, endskønt der er tale om en specialøl fra et endog ganske velrenommeret bryggeri. Jeg har endda hængt ud med brygmesteren, Mike Murphy, da jeg sidste år var på besøg på Amager Bryghus.

Men nu skulle det være. Jeg har selvfølgelig høje forventninger – ikke mindst fordi Mike Murphy og ikke mindst hans bryg gjorde stort indtryk på mig ved besøget.

Det er et meget lyst bryg – citrongult og nydeligt tåget og med passende, fintmasket og ganske stabilt skum. Såvidt så godt. Bouqueten er straks lidt vanskeligere at blive klog på. Fra starten synes brygget en kende tyndt, og i hvert fald spiller bitterheden anden- hvis ikke ligefrem tredjestemme i et enten svært tilgængeligt, eller slet og ret kedeligt stykke kammermusik. Der er til gengæld rigeligt syre, der synes at komme fra gæren – uden at det bliver overvældende, men brygget kan ikke løbe fra, at det dufter mere af lime med en sjat eddike end af øl.

Smagen er heller ikke lige til at få rede på ved første slurk … og heller ikke ved anden og tredre. Selvom man hiver endda store mundfulde indenbords, og plasker brygget godt rundt i mundens afkroge, aftvinges brygget kun modvilligt egentlig humlearoma. Der er dog fortsat rigelig gærsyre, og det er såmænd fortsat ikke værre, end at det er ganske forfriskende. Men smagfuldt? Indtil videre minder den mest om Ørbæks populære hyldeblomstøl, Fynsk Forår, som jeg heller aldrig har forstået.

I eftersmagen udløses bagom den fortsatte syrlighed omsider lidt humlesmag i form af noget ikke helt frisk løvtræ. Der er tale om en bøgestamme, med mange år på bagen, der har fået lov at ligge lidt for længe, lidt for fugtigt, før den blev taget i brug.

I det mindste passer bryggets afdæmpede ydre da med det indre. Eller er det mig, der ikke forstår mig på, hvad godt øl er, og helt har misforstået konceptet bag dette bryg? Det er jo trods alt velrenommerede Lervig, der står bag … Enten har jeg bare meget svært ved at knække koden, eller også er dette ikke nogen særlig spændende øl.

Mike Murphy citeres på bryggeriets hjemmeside for følgende indsigtsfuldhed: We are only as good as our last beer – det håber jeg sandelig ikke er sandt.

2-stjerner

Miami Vice, Ugly Duck/Indslev

Foreløbigt højdepunkt …2017-02-20 18.21.43

Som jeg løftede lidt af sløret for i sidste indlæg, er der en række øl klar til anmeldelse fra Toft Vin på Islands brygge. Forleden aften var der så god mad på bordet, at jeg valgte at tage hul på den lille samling, også selvom der stadig var rigeligt med bryg til overs fra de lokale supermarkeder.

Konceptet bag øllet er der næppe tvivl om – i hvert fald ikke hvis man var barn som jeg i firserne … eller for den sags skyld hvis man var ung, midaldrende eller gammel – for vi sad jo alle klinet til skærmen fredag aften (tror jeg nok det var) i det årti, da der kun var én TV-kanal og før der var noget der hed Disney Sjov (dengang hed det “Så er der Tegnefilm” – til gengæld var det også tilrettelagt af den legendariske Jakob Stegelmann, men det er en anden historie) … Ja, det var vel næsten ugens højdepunkt at se Don Johnson og Philip Michael Thomas tone frem på skærmen for at levere 50 minutters godt TV. Amerikansk Action-Drama for fuld udblæsning …

Ugly Duck/Indslev kalder på bagetiketten serien for “The greatest TV show ever made in the history of television”. Det ved vi selvfølgelig godt ikke passer – for det er jo selvfølgelig den britiske sitcom “The Young Ones”. Den er endda en tak ældre end Miami Vice, så producer Michael Mann havde ellers chancen for rent faktisk at gøre sin serie bedre, men missede altså chancen, ikke desto mindre.

Serien er fra længe før mikrobrygrevolutionen slog igennem i USA, så dengang var det vist de færreste der vidste, hvad en pale ale var. Det foretrukne bryg i Florida i de år var formentlig den samme slatne industripilsner, som danskerne i disse år hælder i sig, når der er SuperBowl. I brygget her er der fra første færd andet – og navnlig bedre egenskaber – at glæde sig over. Et uigennemsigtigt, næsten plumret bryg – dyborange, som en overmoden appelsin – fremstår i glasset. At skummet faktisk er ganske afdæmpet og uanseligt hvidt overrasker i forhold til bryggets fuldfede karakter. Udover det visuelle buldrer duften derudaf i al sin vælde med skarp humle – bidske grannåle, garneret med både citron og grape.

Man skulle næsten tro, det ikke bare var en pale ale, man sad med, men en IPA. Og det indtryk fortsætter, når glasset sættes for munden: Brygget leverer en velplaceret humlebombe lige i snotten – lidt som jeg forestiller mig det må føles at sniffe grannåle (det er ret dumt at sniffe grannåle, tror jeg, så jeg anbefaler alle, der overvejer det at lade være – prøv denne øl i stedet). Ud over en gedigen næsestyver byder brygget også på skarp bitterhed af friskskåret nåletræ i hele kæften – tunge, gane og svælg.

Og ekstranummeret fuldender oplevelsen. Under tunge og ved gummerne bagtil mærkes i modsætning til den hidsige humle, liflig, forfriskende essens af bergamot og grape samt friske og sarte fyrre- gran- og lærkenåle.

Alt sammen til en betragtelig pris – for kvalitet koster, men uden at man går plørefuld fra bordet. Brygget indeholder kun 4,7% – altså tæt på almindelig pilsnerstyrke, og det er også imponerende i betragtning af bryggets øvrige magt og vælde. Helt uden tvivl det bedste bryg i år indtil videre.

5-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme