Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: ale

Water & Vuur, De Molen

Øl: Water & Vuur
Bryggeri: Brouwerij De Molen
Type: New England IPA
ABV: 6&
Land: Nederlandene
Købt i: Føtex, Thisted

Playing it (too) safe …

Endnu et par kaotiske uger ser ud til at være overstået. I slutningen af august blev mit ansættelsesforhold på fryselagret i Hanstholm, hvor jeg havde arbejdet siden slutningen af april, ophævet. Det kom ikke som den største overraskelse i verden, da tilgangen af ordrer havde været støt faldende faktisk siden jeg startede.
Men hårdt var det nu alligevel. Til gengæld var jeg fast besluttet på, at jeg IKKE skulle ligge under for jobcentrets luner igen. Straks jeg havde fået beskeden, kimede jeg de vikarbureauer, der har givet mig smør på brødet siden jeg flyttede til Thy, ned. Og det lykkedes … sådan nogenlunde … at få timer nok hjem til at jeg kunne holde egentlig arbejdsløshed stangen indtil jeg fandt noget nyt med fremtidsudsiger i.
Det fik jeg så i går – ser det ud til. Jeg tager en tur i noget industriel produktion i Nors – en lille by i cykelafstand fra Thisted. Jeg kommer til at arbejde aften, hvilket burde give mig bedre tid og lejlighed til at få skrevet på min blog, samtidig med at jeg kan få sparet nogle benzinpenge, når jeg engang få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at købe en ny cykel. For det trænger jeg til.

Nåhr ja – derudover sætter jeg også en vis ære i at falsificere Mette Frederiksen og Asocialkammeraternes horrible stråmænd om, hvor dovne arbejdsløse er, og hvordan dagpengesystemet er alt alt for attraktivt. Kort sagt: Gu’ er det ej, og det er virkelig få, der rent faktisk vil foretrække at blive revet rundt til ligegyldige møder, ubrugelige forløb og ligefrem ubehagelige, for ikke at sige direkte nedbrydende slaveriforløb … I ved, det som man i DJØF’sk spin-jargon kalder “aktivering” – frem for rigtigt arbejde.
Man kan selvfølgelig også være heldig at få en konsulent, der gider lytte og rent faktisk hjælpe. Det var min egen oplevelse i sidste rådighedsforløb, der endte aldeles brat efter jeg var bevilget reel opkvalificering i form af et truckcertifikat, frem for ovenstående remse over meningsløse tiltag. Men det er vist undtagelsen mere end reglen.

Nok om det – videre til dagens øl – en New England IPA fra hollandske De Molen. I flere år var det et bryg fra det bryggeri, den uforlignelige stout 666 Black Damnation, der toppede listen over de bedste øl, jeg nogensinde havde smagt. Hvad jeg siden har prøvet fra bryggeriet, når ikke hint mørke bryg til sokkeholderne … ja næppe til underkanten af anklerne.
Som billedet antyder fandt jeg denne øl på ‘køb-billigt-før-vi-smider-det-væk’-tilbud. Det trækker nok heller ikke i den bedste retning i betragtning af, at IPA’er helst skal nydes friske. Men ligefrem ødelagt af at stå lidt bliver de nu heller ikke. Så lad os se …

Af en New England IPA at være er brygget nu relativt klart. NEIPA’er er kendt for næsten at være mudrede i konsistensen på grund af den gavmilde tilsætning af humle. Dette bryg er højst lidt diset. Duften melder sig til gengæld allerede ved opknapning – altea og skarpere citrusnoter af lime blander sig nydeligt og forjættende.
Små, friske splinter af nyhøvlet fyrretræ gør bestemt deres for at gøre et godt førstehåndsindtryk på indersiden af læberne. Noter af lime og bergamot er også præsente, og yder et nogenlunde adækvat medspil langst gummerne.

Og det er egentlig det. Det smager da egentlig meget godt, men samtidig også af alt det, typen plejer at smage af – og ikke af mere, hverken kvalitativt eller kvantitativt.
Man kunne godt bruge enten lidt mere kraft i smagen, eller lidt mere mangfoldighed – flere søde, blomstrede noter fx. Et bryg der nok hurtigt glider ud i glemselen, fordi det hverken behagede ud over det sædvanlige, eller indgød noget element af afsky, der ville få andre end de allermest kvalitetsforskrækkede til at forsværge at afprøve brygget igen.

De Molen skulle finde de eksperimentelle og kompromisløse takter fra fortiden frem igen. De ville både gavne dem og os, der stundom afprøver deres produkter.

The Stone Wall Inn IPA, The Brooklyn Brewery

Øl: The Stone Wall Inn IPA
Bryggeri: The Brooklyn Brewery
Type: IPA
ABV: 4,6%
Land: USA/New York
Købt i: Føtex, Thisted

I juni måned var det pride month rigtig mange steder i verden. Her i Danmark finder priden vist først sted her i august … fordi årsager. I USA finder den i hvert fald sted i juni, og ud over at nogle af de mest marginaliserede grupper i verden får noget tiltrængt opmærksomhed (homo- og biseksuelle, transpersoner osv.) er det også en lejlighed for en masse store virksomheder til at excellere i virtue signalling. Det giver sådan nogle gode tal på bundlinjen, og så er det jo også kun den ene måned om året, hvor man behøver lade som om, det egentlig rager én en hujende fis.

Bryggerierne holder sig selvfølgelig ikke for gode. Måske mener de det endda seriøst nogle af dem, hvem ved? Rent faktisk kunne jeg godt have Brooklyn Brewery – et af de klassiske mikrobryggerier fra ølrevolutionens tid mistænkt for rent faktisk at have noget at have det i. Om ikke andet en pæn dåse fuld af regnbuefarver, og navn efter et etablissement, der blev et af brændpunkterne i den tidlige amerikanske LGBTQ+-bevægelses kamp for rettigheder tilbage i 60’erne og 70’erne.

Brygget selv er der imidlertid ikke meget queer ved. Og det er heller ikke nødvendigt. For har man en ordentlig IPA, har man som regel mere end det nødvendige. Denne her gør et godt indtryk fra starten ved ikke kun at se godt ud, korngult med fedtet skum i glasset – en liflig aroma af citrus og hyld breder sig også ved skænkning, uden i øvrigt at brygget dermed lover mere, end det kan holde.
Tørt nåletræ yder bitterhed ved mandlerne, hvorved typens mindstemål indfries til fulde og mere til. Undervejs hen over tungen behages smagsløg af bergamot og grape – indtrykket er både karskt og aromatiske, og levner ikke meget tilbage at ønske i denne fine aromapakke.
Kraft og fandenivoldskhed måske? Og så alligevel ikke. Bryggets harmoniske smagfuldhed yder al den oplevelse, der er nødvendig. En knytnæve er ikke nødvendig, når aromaen lige så vel kan masseres blidt ind i gummer og gane.

En habil IPA, der dog næppe flytter eller bryder grænser ned, sådan som LGBTQ-miljøet – fuldt berettiget – har gjort gennem alle årene. Til gengæld skiller brygget sig ud fra meget af The Brooklyn Brewerys øvrige produktion, der ofte føles fladt og uinspirerende.
Men altså ikke denne gang. Bryggeriets hyldes til LGBTQ har åbenbart fået dem til at tage sig lidt mere sammen.

Albani Hvede IPA, Royal Unibrew

Øl: Albani Hvede IPA
Bryggeri: Royal Unibrew/Albani
Type: Hvede IPA
ABV: 4,5%
Land: Danmark
Købt i: SuperBrugsen, Thisted

End ikke Ester kan redde den …
Listen over socialdemokratiske Twitterprofiler, der har blokeret mig, vækster … som samme socialdemokrater sikkert ville sige det. Er det noget at prale af? Ja, det synes jeg til en hvis grad. Det som socialdemokraterne har gang i i Rwanda i øjeblikket har potentiale til at udvikle sig til en humanitær katastrofe af de helt store. Alle alarmklokker bør brage løs, når bare man pinder planerne en lille bitte smule ud.
Socialdemokraterne ønsker at bygge anstalter til indespærring af uønskede mennesker. Disse mennesker er af anden etnisk oprindelse end dansk, og mange af dem vil have en religiøs observans som det store politiske flertal i Danmark er umådeligt fjendtligt stemt over for. Man vil bygge anstalterne tusindvis af kilometer fra Danmark i et diktatur, der ikke går af vejen for at skaffe uønskede elementer af vejen på brutal vis. Hvad ville det rage den rwandiske regering, hvis de danskledede anstalter implementerede præcis de samme metoder, som Rwandas regime selv benytter sig af?
Det hele stinker langt væk af, at man ikke bare vil holde alle flygtninge så langt væk fra Danmark som muligt. Man vil desuden gøre det på en måde, så man frit kan lade dem vansmægte, torturere og endda ‘forsvinde’, hvis man skulle have lyst til det.
Nej, det er ingen, der siger, at det er planen. Men muligheden foreligger. Og netop derfor er der ingen grund til at fare med lempe, eller benytte eufemismer, når socialdemokrater herhjemme skal konfronteres med deres dulgte planer. Jeg siger helt åbent, at socialdemokraterne – Mette Frederiksen, Rasmus Stoklund og Mattias Tesfaye som de mest fremtrædende – planlægger at bygge koncentrationslejre i Rwanda for uønskede flygtninge.
Det betyder ikke, at jeg anklager hine politikere for at ville udrydde flygtninge som nazisterne udryddede jøder i Auschwitz. Koncentrationslejre har gennem historien haft forskellige former, og ikke alle havde til mål at udrydde – eller for den sags skyld torturere de indespærrede. Men også uden systematiske drab, tortur, tvangsarbejde og hvad man ellers forbinder konceptet med, er etableringen af sådanne konstruktioner slemme nok i sig selv. Alene det at ville frihedsberøve og indespærre mennesker for at flygte fra krige, vi selv har været med til at skabe grundlaget for, er ikke bare umenneskeligt – men også ansvarsfravigende og hyklerisk i en grad så man må få kvalme.

Opfordringen herfra er, at kalde en spade en spade, en skovl for en skovl og et såkaldt “modtagecenter for flygtninge i Rwanda” for det det er: en koncentrationslejr.
Og se det som et hædersmærke, hvis der efterfølgende falder en blokering på Twitter eller Facebook.

Når det så er sagt, så er der også en øl, der skal anmeldes. Royal Unibrew har bygget videre på deres Albani Special-serie. Serien er egentlig ikke videre speciel – ikke længere i hvert fald. De udgør måske nok kvalitativt noget, der er en anelse mere eksklusivt end Grøn Carlsberg og Tuborg Hof (eller hvad de nu hedder), men som fortsat er milevidt fra mikroproducenternes kvalitetsbryg.
Det sidste skud på stammen er en Hvede IPA. Og hvorfor ikke? Hvedeøl er lyse, friske og undertiden endda aromatiske. Og hvad de eventuelt måtte mangle i aroma, ja det har IPA’en jo ligegodt til overflod. I hvert fald i det bitre og ikke sjældent også i det frugtigt-søde og syrlige. Faktisk kunne man argumentere for, at IPA’er desuden er lyse og friske – og at de således faktisk allerede dækker det, som hvedeøllen kunne byde ind med, hvorved konceptet pludselig forekommer en kende redundant …

Men hey – jeg skal ikke dømme eller udskamme på forhånd. I hvert fald ikke når det gælder øl. Når det gælder højredrejede socialdemokrater derimod … Og nej, jeg mener ikke det er hyklerisk, for hvis man kigger godt efter. Rigtig længe og grundigt, vil man (måske … måske) opdage … at – og jeg ved godt, det her kommer som et chok for rigtig mange – at øl på den ene side, og højredrejede socialdemokrater på den anden side er … og hold nu godt fast!: to forskellige ting! Og derfor kan man også godt have to forskellige indstillinger til dem … si’r det bare.

Anyways – brygget ser i hvert fald flot ud. Korngyldent og med et fedtet, standhaftigt skum, der leverer mere end adækvat visuel underholdning. Duften byder på citrusnoter, en snert hyldeblomst og en anelse banan. Nåh ja – vores gode gamle veninde Ester, nærmere betegnet isoamyl acetat er åbenbart på fransk visit. Hende møder man ikke så ofte i IPA’er, mens hun er en hyppig gæst i Hvedeøl. Så der var faktisk noget, hvedeøllet kunne levere, som IPA’en oftest mangler. En mangel, der er til IPA’ens entydige fordel, skylder jeg at tilføje.
I smagen holder Ester sig imidlertid på afstand, hvilket som allerede antydet taler til bryggets fordel. På den anden side ville et også have været til bryggets fordel, hvis det i det hele taget smagte af noget … om det så var banan. Banansmagen kan jo stundom være klædelig, når der ikke er andet, og med det sidste – altså andet – kniber det så temmelig.
Lidt citrus og lige så lidt tør bitterhed kan akkurat spores, hvis man giver brygget væsentlig mere tid i mundhulen end det fortjener. Måske ville det have været godt, hvis bare der havde været mere af det. Men det der fylder mest i brygget er det klareste, reneste postevand, der nok formår at slukke tørsten i sommervarmen, men ellers ikke leverer stort mere oplevelse end halvt afbruset danskvand.

Ikke alene har jeg prøvet et hav af IPA’er, der sparkede mere til smagsløgene end den her. De fleste hvedeøl, jeg har prøvet, losser også væsentlig mere igennem.

Om igen, Royal Unibrew!

Willemoes Brown Ale, Vestfyen

Øl: Willemoes Brown Ale
Bryggeri: Bryggeriet Vestfyen
Type: Brown Ale
ABV: 5,6
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Mere umage!
Siden sidst? Ja, der er jo ligegodt sket en hel masse. Jeg har holdt ferie – sådan rigtig ferie endda – hævet feriepenge og ikke været på arbejde-ferie. Og så er jeg kommet tilbage fra ferie, og har ikke rigtig orket at skrive alligevel. Men hvad gør det, når man heller ikke rigtig har haft lyst til at prøve nye øl i mellemtiden?
For nu at være helt ærlig, har lysten til at anmelde været til at overskue på det sidste. Jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg kører i samme rille, og vil gerne … prøve noget andet. Det skal selvfølgelig fortsat være ølrelateret, men bare at sidde hjemme i privaten og smage mig igennem nye øl, og så skrive en tekst om det bagefter … Lige i øjeblikket er det sgu begyndt at være en smule kedeligt, og mellemrummene mellem anmeldelserne bliver derefter.

Men vi må vel til det.

Sideløbende med den nye standard-IPA har Vestfyen også lanceret en standard-Brown Ale under brandet Willemoes. I Fakta Thisted, der forbliver min, om ikke foretrukne så i hvert fald hyppigst frekventerede, ølpusher forhandles begge produkter kun i six-packs. Det var først ved den sidste i pakken, at jeg endelig fik taget mig sammen til at tage sammen til at få kradset noget ned på papir om den. Det lange tilløb har nok til gengæld skabt en vis garanti for, at mit indtryk af dette bryg ligger fast. Det er sket, at jeg er vendt tilbage til tidligere bryg, og har haft en anden oplevelse af dem. For det meste – må jeg erkende – en ringere oplevelse. Men det er nok ikke så sært, i betragtning af, at det første møde med en ny øl vel også er det mest spændende.
Og den bias har jeg været godt og grundigt ude over, da jeg sidste søndag knappede den her op til anmeldelse.
“Jamen hør, var det ikke den dag, der var EM-finale?” spørger den opvakte læser måske sig selv. Og ja, det er ganske rigtigt. Og som traditionen så småt var begyndt at foreskrive var jeg ikke bare at finde bag skærmen, men også skærmen. Nærmere bestemt på min gode ven Geoff Breeze, aka Godless Scummer’s YouTube-kanal, hvor man live kunne se os reagere på kampen efterhånden som den skred frem.

Kampen blev som bekendt en rodet affære, og bedre blev det ikke af de engelske fans’ reaktioner bagefter. Englands brændte straffespark fik alle kældermenneskene og de andre racister frem i dagslys – og i modsætning til de monstre man læser om i eventyrene, blev de hverken til sten eller støv. Virkeligheden er oftest langt mere grusom, end dystopierne man læser om i bøgerne.

Men fuck dem. Den usandsynligt tynde sølvtråd fra englændernes dybt upassende adfærd og modbydelige racisme er, at England nok har mistet alle chancer for at være værter for VM langt ud i fremtiden. Personligt synes jeg, England skulle udelukkes fra samtlige turneringer de næste 45 år, så der med sikkerhed kan gå 100 år, før de igen har chancen for at vinde en international turnering, men så heldig har man nok ikke lov at være.

Tilbage til øllet. Lad mig starte med at smide lidt ros af sted til Vestfyen for konceptet. Hvor industrigiganterne tidligere gik mikrobryggerierne i bedene, og nærmest tog levebrødet ud af munden på dem ved at brygge billigere (og ringere) udgaver af ølrevolutionens nyskabelser (eller genopdagelser om man vil, eftersom ølrevolutionen i vid udstrækning var en revival af allerede kendte, men kun lidet udbredte øltyper), har industrien fundet sig en mere passende position på markedet. De typer, der efterhånden er blevet mainstream – og her er IPA og Brown Ale netop de typer, jeg kommer til at tænke på først – brygges nu af industrien i lettilgængelige og billige versioner, som enhver, der blot ejer den fjerneste smule bevidsthed om kvalitet, nemt kan skelne fra mikrobryggeriernes kvalitetsbryg. Vestfyen tager således næppe store markedsandele fra de egentlige mikrobryggerier, der fortsat kan stå for innovation og kvalitet, mens industrien leverer de billige, letflydende versioner som Einstiegsdroge. Det er i hvert fald mit ydmyge, og måske lidt naive håb.

Når det så er sagt, kunne man måske alligevel også have gjort sig en smule mere umage. Vestfyens Kompas IPA er jo drikkelig i en grad, så det er blevet en vane for mig at have en sixpack af den stående i mit køleskab. Brown Alen får til gengæld ikke plads igen med min gode vilje.
Allerede på løden kan man se, at den stundende oplevelse næppe bliver af de helt store. Brygget ser tyndt ud, og skummer kun nødtørftigt og anstrengt, selvom man skænker det ekstra voldsomt. Duften byder måske nok på lidt karamelnoter og kaffe – men allerede her trænger vandet sig på, og giver snarere mindelser om tyndt øllebrød end ordentligt øl.
Bag læberne indfries stort set den forventede oplevelse. Lidt kaffe, lidt karamel, helt vildt meget vand og en underligt grynet mundfornemmelse, der stundom kan gøre det for en ellers udeblivende fylde, men for det meste bare er underlig, og lidet befordrende for den gode oplevelse. Andre lidt ubestemmelige noter giver brygget et par småsure indslag. Overordnet forekommer brygget rodet og disharmonisk – men det skal på den anden side også have den indrømmelse, at det i det mindste har nogle aromaer – nogle af dem endda behagelige – der evner at være disharmoniske, frem for at det ender i det rene og skære vandbad.

Der er rigelig margin inden for hvilken Vestfyen kan forbedre dette produkt, uden at det behøver tage markedsandele fra kvalitetsbryggerne. Og det burde de – både for deres egen og forbrugernes skyld.

Alfheim Galar Red Ale, Frejdahl

Øl: Alfheim Galar
Bryggeri: Bryggeriet Frejdahl
Type: Red Ale
ABV: 4,8%
Land: Danmark
Købt i: Donation fra Marcus

Som skaberen …
Bare lige den her, så er jeg igennem hængepartiet og kan endelig trække vejret frit igen … indtil jeg pludselig hælder endnu en bunke øl i mig, som jeg så kommer bagud med at anmelde. Pyha, livet som ølblogger er sandelig hårdt.

Frejdahl er Jim Lyngvilds brygprojekt, og så spørger mange sig vel (retteligen) hvordan det kan være, at en vildt woke social justice warrior (i jeres fjæs, Henrik Dahl, Rasmus Stoklund og Bjørn Brandenborg) som jeg dog kan få den splitterroterende idé at smide penge efter sådan en omvandrende højredrejet sprællemand og anakronisme som Jim Lyngvild? Hemmeligheden – og jeg bliver garanteret ikke populær på at fortælle det, men et eller andet skal jeg jo fylde den del af bloggen ud med, der ikke er tør anmeldelse – at det har jeg skam heller ikke!
Og nej, jeg har heller ikke stjålet øllene. Næh, det er sgu min gode ven og hyppige medanmelder Marcus, der havde købt dem i maj måned i anledning af, at jeg besøgte ham. Først for sent havde han opdaget, at de var fra Frejdahl, og betynget af brøde og skam bekendte han grådkvalt synden for mig … som om jeg ville tænke dårligere om Marcus blot fordi han måske havde været en kende uheldig med valget af øl?
Der skal trods alt mere til, og at jeg fortæller om episoden her er nok mere end rigelig straf. I Marcus’ øjne er det nok at sammenligne med nådeløs tortur, men … altså … seriøst … Det er trods alt ikke Anheuser-Busch eller Carlsberg, vel?

Planen var – Jim Lyngvild eller ej – at anmelde øllene samme aften. Men seks timers kørsel, besøg hos min far og samvær med mine søskende og mange niecer satte sine spor, og jeg magtede på det tidspunkt slet ikke at drikke øl – endsige nye øl, der efterfølgende skulle anmeldes.
Så i stedet fik jeg lov at tage øllene med mig hjem. Mit problem med at nyde øl fra Jim Lyngvilds hånd er tydeligvis ikke så stort som Marcus’.

Denne øl er den ene i en serie på to, opkaldt efter to dværge fra nordisk mytologi, Galar og Fjalar, der sammen slog guden Kvaser ihjel, blandede hans blod med honning og således skabte skjaldemjøden. Grove løjer – men det er slet ikke første gang i mytologiske skrifter (seriøst, har I læst Bibelen?) Forbliv således indstillet på anmeldelse af Fjalar inden for alt for længe.
Endskønt Galar er ufiltreret fremstår brygget alligevel ganske klart. Det afbruser hurtigt, men er nu alligevel flot, som det kobberrødt, og -blankt, fylder det duggende glas.
Kun svage noter af karamel og træbitterhed melder sig i duften. Det bliver noget tydeligere i smagen, hvor de behagelige, omend også velkendte og – lad os være ærlige – lidet nyskabende noter, formår at skabe lidt behersket glæde. Brygget er ikke uden fylde, det er frit for missmag og fejl, og letdrikkeligheden udarter ikke til egentlig vandighed. Aromaen af mokkatoffee er distinkt – omend også unødigt nedtonet i en noget tam omgang, der måske nok byder på et minimum (og lidt til) af oplevelse, men ingenlunde er sat i verden for at udfordre eller bryde grænser ned.

Konservativt og – let’s face it – lidt ligegyldigt. Slet ikke ulig bryggets skaber, I might add.

Chapter X, Folkingebrew

Øl: Chapter X
Bryggeri: Folkingebrew
Type: New England Style IPA
ABV: 9,5%
Land: Holland
Købt: Donation via drikbeer.com

Hvad vil de?
Ja, jeg har været på hiatus … som vi sikkert vil komme til at sige engang, fordi engelsk sniger sig ind overalt. Lige så stille, og uden vi lægger mærke til det. Og det tror fanden, når Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, samt Venstre, tillige med Konservative … nåhr ja, let’s face it – i forening med Socialdemokratiet, Liberal Alliance og SF ikke bestiller andet end at råbe “Pas på, pas på! Muslimerne arriverer!!! Når fokus er helt væk fra den omsiggribende amerikanske kulturimperialisme kan det ikke undre, at dens indflydelse bliver så meget desto mere effektiv og fremadskridende.

Hvor var det jeg kom fra? Nåhr ja – hiatus … der var lige nogle småting, jeg gerne ville have fra hånden. Min nevø skulle konfirmeres, og ikke alene skulle der arrangeres en masse forud for den temmelig lange køretur fra Thy til København og retur. Når man som jeg har ADHD og en grad af autisme, har man i den grad også brug for at puste en smule ud bagefter. Min YouTube-kanal har således også ligget stille, og jeg har været strategisk i min ølkonsumption, så det næsten på linje med den amerikanske kulturimperialisme omsiggribende hængeparti heller ikke blev mere omfattende.

Brygget er anmeldt på video, hvor man også kan høre den spændende anledning jeg havde til at afprøve brygget. Det skal jeg spare læserne for her, og i stedet skride videre til anmeldelse.
Ved skænkning afsløres et tæt, dyborange bryg, der trods sit prætentiøse ydre ikke formår at imponere synderligt på skumsiden. Selv ved småvoldelig skænkning hæver skummet sig kun få millimeter, bruser så lynhurtigt af, og ender som et småfesent spindelvæv på overfladen. Duften gør heller ikke meget væsen af sig. Det dufter af søde appelsiner, omend svagt … så svagt faktisk, at mistanken melder sig, at det hele er indbildning på grund af bryggets lighed med appelsiner i kulør.
Det går bedre ved indtagelse. Ret meget bedre, faktisk. Der er godt med fylde, godt med bitterhed og godt med aroma. Appelsiner forener sig lystigt med en skarp, næsten stikkende bitterhed af friskflænset løvtræ. En markant alkoholnote melder sig – og det tror pokker med en alkoholprocent vel over ni. Til at begynde med et interessant addendum, men mere og mere trækker det brygget i en skæv retning, hvor man mistænker de gæve hollændere for at have skævet lidt for meget til naboerne mod syd.
Det (lidt for) markante alkoholelement i det lyse bryg får det til at minde om den belgiske Triple Blonde – eller bananøl som det gerne kaldes. Bananaromaen er man (gudsketakoglov) fri for her, men fornemmelsen af industriel alkohol er til gengæld intakt, og skæmmer desværre en smule, hvad der ellers kunne have været en aldeles nydeligt bitteraromatisk og fyldig IPA-oplevelse.

Ødelæggelsen er dog langt fra total. Men bryggerne hos Folkingebrew burde være lidt skarpere i eksekutionen. Vil de lave en IPA eller en Triple Blonde? IPA, lader det til – jamen så drop noget af alkoholen. En IPA drikker man for aromaens skyld. Ikke for at blive fuld.

Oh… Dream, Other Half Brewing

Øl: Oh… Dream
Bryggeri: Other Half Brewing
Type: Cream India Pale Ale
ABV: 6,2%
Land: Danmark
Købt i: Donation via drikbeer.com

Mere IPA, mindre Cream …
Hvis man (som jeg, “tak” ADHD) har svært ved at koncentrere sig i længere tid ad gangen om det skrevne ord, kan man evt. springe over på min YouTube-kanal og få en anmeldelse i lyd og levende billeder. I samme ombæring kan jeg opleves hudflette en såkaldt ‘tankie’. Tankies kan beskrives som vore dages autoritære kommunister. De sværmer åbent for sovjetstyret og må ikke sjældent tage sig i at overdænge ikke bare Lenin, men også hans efterfølger med det tætte overskæg med idel, kompromisløs smiger.
Jeg gætter på, at de ser sig selv som en del af venstrefløjen. Som en særlig red-pilled fraktion, der har indset, at den øvrige venstrefløjs føleri og humanisme står i vejen proletariatets diktatur – der i deres verden (i modsætning til Marx’s vage begreb) ikke alene ses som det endelige revolutionære mål, men også står som et synonym for deres egen blodtørst. Ikke blot imod den borgerlige klasse, men selvfølgelig også mod alle, der ikke følger præcis den samme, ekstremistiske og rigide linje som dem selv. Af denne grund listes der hos tankies gerne elementer ind, der under normale omstændigheder er det diametralt modsatte af, hvad venstrefløjen står for. Hos tankien i videon kan man således finde åbenlys misogyni – mildt sagt idet han (ja, han, selvfølgelig) uden omsvøb identificerer sig som incel (don’t even get me started om hvad det er. Læs selv her og vær bange, meget bange). Føj dertil homofobi, transfobi, queerfobi og racisme.
Det kommer næppe som den store overraskelse, at jeg ikke anser disse idehistoriske efterladenskaber som del af venstrefløjen på nogen mulig eller umulig måde. I tankiens verden består kommunismen af en ultralille elite, der har den fulde magt over produktionsapparatet og kapitalen, og som helt uden skyggen af befolkningsrepræsentation kan udøve den magt lige så hensynsløst som de har lyst til. Endemålet er dermed fuldstændig det samme som den post-industrielle neokonservatisme-liberalisme, som vi lever under i dag, hvor et exceptionelt lille mindretal af ultrarige kapitalejere besidder stort set alt, mens de folkevalgte regeringer og parlamenter ikke tør gøre andet, end spagfærdigt nikke og efterkomme de ultrarige elitisters mindste vink.

Det eneste, man måske kan rose tankies for, er et mål af ærlighed. At de relativt ærligt melder ud om , at de er autoritære og hadefulde, samt at de ville knuse ethvert tilløb til frigørelse fra befolkningens side med brutal magt. Neokonservative elitister i den vestlige verden fylder rutinemæssigt befolkningen med løgn om, at de ønsker så stor frihed for befolkningen som muligt. Desuden vil befolkningen helt sikkert få det meget bedre, hvis elitisterne ikke behøver betale skat, samtidig med at befolkningen får halveret lønnen, frataget alle sociale ydelser og der indføres brugerbetaling på sundhed.
På den måde lyver tankies i det mindste ikke. Det er mere sådan noget med at true med at stille folk direkte op ad en væg og … resten behøver jeg ikke udpensle. Tankies springer vel egentlig bare direkte til det stadie af det vestlige kapitalistiske samfund, hvor fascismen overtager. Det gør fortsat ikke tankies til en – måtte den ellers være nok så obskur – del af venstrefløjen. De er og bliver kun kommunister af navn, og var, er og vil altid være en bande afstumpede fascister, i kategori med falangister, fascister, nazister og andet skravl på den yderste højrefløj.

Øllet? Jamen det er såmænd fint nok. Engang var der noget, der hed cream ale. Det brød jeg mig ikke særlig meget om. Det føltes underligt tamt og dovent på tungen, og smagte aldrig ordentligt igennem. Da jeg så, at bryggeriet her havde lavet en ‘Cream IPA’, og så oven i købet med havre (og hvad mener vi om havre i øl?) fik forventningerne et dyk. Ville dette være en kedeligere variation af den IPA-type, jeg ellers elsker så højt, med dens krasse bitterhed og ansigtsvridende aroma?
Det er selve IPA’ens ide, der ville være under angreb. Men som sagt – der viste sig at være såre lidet at frygte. Og oven i købet så det også godt ud – fuldstændig uigennemsigtigt gult, som en uskrællet pomelo i glasset. Skummet lavt, men standhaftigt og klæbrigt.
Duft og aroma følges ad – tørt nåletræ og rigeligt med citrusfrugter – og her er det mere sur lime og citron end søde appelsiner og klementiner man møder. Brygget rammer faktisk ganske nydeligt balancen mellem aroma, drikkelighed og fylde, ved ikke at være for meget nogen af delene. Det smager godt, føles godt og det slukker tørsten.
Balancen fremhæves til gengæld en smule på bekostning af konturen. Jeg har prøvet IPA’er der var mere markante i aromaen, fylden eller de tørstslukkende egenskaber. Og brygget fortjener bestemt ros for ikke at lægge for meget vægt på sidstnævnte – men så er det til gengæld også en lille smule ærgerligt, at der ikke bliver lagt helt så meget vægt på det første.
Kompromiser kompromiser … vel – en lille smule af cream alens karakter havde brygget måske alligevel fået med. Men heldigvis ikke mere, end at brygget er til mere end blot godkendt gavn.

Cream … – ja, det var Eric Claptons gamle band. Eric Clapton har vi godt nok heller ikke været heldige med. Men det må jeg hellere lade ligge til en anden gang, hvis det her indlæg nogensinde skal bliver færdigt.

Oluf Kviter, Klosterbryggeriet (Marcus’ Julegave IV)

Øl: Oluf Kviter
Bryggeri: Klosterbryggeriet
Type: Brown Ale
ABV: 7,0%
Land: Danmark
Købt: Modtaget som donation

Hængepartier

Jeg kunne godt huske, at denne øl indgik i en serie, jeg på et tidspunkt fik af min gode ven og medsmager Marcus. Hvad jeg til gengæld havde glemt var, at gaven stammer helt tilbage fra julen. I det første indlæg fra 20. december udbreder jeg mig frimodigt om, hvordan øllene vil blive anmeldt i lyset af den stundende højtid og jeg vil ligeså vurdere, hvor juleegnede øllene er. At sige, at jeg ikke fik levet helt op til de ambitioner er årets underdrivelse. Til gengæld kan man i de næste indlæg i fuldfede drag nyde min indignation og forargelse over stormen på den amerikanske kongres, og optakten til den – skulle det vise sig – udramatiske indsættelse af Joe Biden som præsident. Historisk vingesus er der rigeligt af – (bag)julestemning, not so much.

Temaet her er imidlertid ikke det eneste hængeparti, der har bygget sig op på det sidste. Yderligere tre øl, jeg allerede har prøvet, står i kø til at blive anmeldt på bloggen. Jeg ved ikke hvorfor det så tit ender sådan, for jeg hader de her hængepartier. Ikke mindst fordi der nogle gange går så lang tid fra konsumption til anmeldelse, at det eneste jeg reelt har at støtte mig til, er mine noter. Og de kan også være højst sparsomme.

Den her kan jeg ud fra fem notelinjer fx konstatere, at jeg glemte at dufte til, før jeg begyndte at smage på det natmørke, højt- og gyldentskummende bryg (og for den visuelle beskrivelse, har jeg ikke blot taget billedet til hjælp, men udelukkende brugt det og ikke andet). Så duften må læserne have til gode.
Direkte til smagning altså – Kaffe og karamel – god aromatisk kaffe, og så vidt jeg husker flydende karamel, som man finder det i fyldte chokolader a la Toms Skildpadder. Men knap så fyldigt. Brygget flyder let henover tungen, smager godt igennem, men som det er med brown ales kniber det med lysten til at holde brygget de ekstra par sekunder i gabet, før det skylles ned. En smule tynd – eller bare lettilgængelig. Det er et spørgsmål om dagsformen samt almindelig smag og behag.

Til julebordet (jeg må hellere runde temaet af ved at gribe tilbage til en lille smule af det, jeg i forne tider indledte med) ville den dog næppe være ideel. Den bitre kaffe ville ikke klæde fed mad ideelt, og den noget bastante karamelsødme egentlig heller ikke.
Nyd den i stedet, som bryggeriet selv anbefaler til “krydrede middagsretter og fyldige desserter”. Her er der nok mere tale om en efterårsøl end en juleøl – og kun i meget ringe grad en sommerøl.

Nej, det er heller ikke lykkedes mig at finde ud af, hvem Oluf Kviter er eller var.

Willemoes Kompas IPA, Vestfyen

Øl: Willemoes Kompas IPA
Bryggeri: Vestfyen
Type: IPA
ABV: 5,2%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Brugbar og lidt til

I dag er det mi-in fødselsdag … eller retter – det er bloggens fødselsdag. Ti er blevet til elleve – eller ølle – som man siger heroppe nordvest på. Og det … kan man jo ikke have noget imod. Det er måske endda, om man må være så fri, bare dejligt.

Bloggens 11-års fødselsdag er nu næppe anledningen til, at Willemoes for ikke lang tid siden sendte et par nye produkter på markedet. En IPA og en Brown Ale – begge på dåse og begge i sixpacks, så de ikke kan købes enkeltvis. Det er et brud med Willemoes-serien, der ellers indtil nu har været bryggeriets serie af fancy øl. Jeg kan huske, at min far til sin 70-års-fødselsdag, endnu et par år før jeg begyndte at blogge, havde købt et stort parti af dem ind, så gæsterne havde noget at vælge imellem. Dengang var det virkelig hot og nyt. De gav for så vidt også noget at skrive om på min blog de første år, men en gennemgang af mine Willemoes-indlæg afslører snart – trods oprigtig begejstring for nogle af øllene – at interessen snart veg, og der blev endog meget langt mellem afprøvningerne.

At Willemoes nu ikke længere findes i buttede halvlitersflasker, men aluminiumsemballage ligner et step down i ambitionsniveau. Men det er måske ikke skidt alt sammen. Egentlig er jeg slet ikke glad for at industrigiganter – blandt hvilke jeg i hvert fald herhjemme tæller Vestfyen – møver sig ind på mikrobryggeriernes gebet. Til gengæld må man erkende, at IPA i dag ikke længere er et specialprodukt, men har fundet sig en plads i folkedybet som en standardøl. Derfor finder jeg det heller ikke længere urimeligt, at de store bryggerier producerer IPA til almindelig konsum – sådan som Willemoes nu er begyndt på på linje med Royal Unibrew og Carlsberg. Mikroaktørerne kan så gøre det, de altid har gjort – producere de bedre IPA’er og i øvrigt forny og forbedre typen på andre måder.

Den nye, mere folkelige Willemoes-IPA tager sig mere end nydeligt ud i glasset. Mat kobberfarvet med højt og fedtet gyldent skum, der efter konsum ikke bare sådan lader sig skylle af – der skal opvaskemiddel til. Duften er ukompliceret skarpt bitter som tørt nåletræ med en underliggende metallisk note, der på dette tidspunkt kan gå begge veje: Den kan dominere udtrykket og dermed undertrykke smagsoplevelsen, eller den kan give friskhed og måske endda hjælpe brygget på vej.
Brygget er generisk bitter, ingenlunde ringere end hvad man kan forvente af et industriprodukt. Tværtom kommer der et lille spark af bergamot midt på tungen oven i en velkendt og, nota bene, vellidt aroma af skarp bitterhed af friskskåret lyst træ. Det metalliske islæt viser sig at give friskhed, og brygget lever dermed også op til de tørstslukningsegenskaber, man må forvente af en industriøl.

Der er ikke de store armbevægelser. Men der er armbevægelser nok til at man er adækvat underholdt i forhold til, hvad indpakningen lader forvente. Brygget er mere end egnet som en let-at-gå-til IPA, når det ikke lige er den overvældende humleoplevelse man er ude efter, men man alligevel gerne vil have noget med bare en smule mere smag i.

Kundalini, Flying Couch

Øl: Kundalini
Bryggeri: Flying Couch
Type: IPA
ABV: 6,7%
Land: Danmark
Købt i: Chokolenten, Hanstholm

Mesterklasse!

Den sidste øl, jeg købte i Chokolenten, Hanstholm, var ikke nogen større succes. Jeg var skuffet af mere end én grund. Ud over de uindfriede forventninger var der prisen. Hanstholm er udkantsdanmark … ja, Hanstholm udgør velsagtens det allerlængste man kan komme væk fra København uden at forlade landet – og alligevel ved de, hvad de skal tage for de fancy øl deroppe i Chokolenten i Hanstholmcenteret.

I det mindste har dette fancy bryg da et lokalt præg. Malten stammer fra gårdmalteriet Gyrup, der virkelig ligger ude i absolut ingenting, skal man tro Google Maps. Midt i Nationalpark Thy lige ud til Nørhå sø, for enden af en lillebitte og formentlig meget smal vej, man kun kan komme på fra Sønderhå-siden. Så bliver det næppe mere lokalt, eller mere et sted, man ikke ønsker at punktere.

Og Flying Couch er ikke de eneste aftagere af Gyrups malt. Løkken Bryghus bruger dem også, så der er nok gang i geschæften derude mellem klitterne. Flying Couch har jeg i øvrigt kun stiftet bekendtskab med en enkelt gang før. Men hvilken gang! Jeg drak en anden af deres IPA’er som wind down efter mit voksne livs største koncertoplevelse – Napalm Death på Loppen, Christiania for nu lidt over tre år siden.
Og jeg kunne lide, hvad jeg smagte dengang. Jeg burde nok prøve dem noget oftere end med flere år imellem, for også denne gang har de formået at behage smagssanserne mere end adækvat.

Lime, grannåle og vanille behager dybt allerede ved skænkning af det lyse, men også meget tætte, højtskummende bryg. Appelsinorange og næsten til at skære i optager det næsten demonstrativt glasset i en på én gang perfekt visuel og olfaktorisk præstation.
Og der er heller ikke glemt noget i smagen. Bitterhed så sprød som nyristede cornflakes blander sig med søde, aromatiske citrusfrugter; clementiner danser kinddans med nåletræsflis – ikke til Napalm Death, ganske vist (jeg tør næsten ikke tænke på, hvor galt man kunne komme af sted med at forsøge sig med kinddans til den slags) næh – det er vist mere til noget med en italiensk smørtenor og et big band.
Ikke alt behøver være et brøl af en energiudladning. Hvad man kan nyde i dette bryg er en massiv og langvarig aromatisk IPA-oplevelse, der lever videre længe efter at brygget er skyllet ned. Sjældent har jeg oplevet en så vedholdende og harmonisk eftersmag – ikke bare i en IPA, men i noget bryg.

Det er rigtig godt gået af Flying Couch – endnu engang. Der skal ikke gå endnu tre år før jeg prøver dem igen!

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme