Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: ale

Jacobsen Yakima IPA, Carlsberg

Den gode midterbane …

Jeg har måttet slå op, hvad ‘Yakima’ betyder, for det har Carlsberg ikke lige gidet skrive om på etiketten af denne – en relativt ny øl i Husbryggeriet Jacobsen-serien. Yakima er en dal ca. 100 km sydvest for Seattle i staten Washington, hvori 77 % af USA’s humle dyrkes. Og det er jo i sig selv værd at notere på etiketterne … eller også er det bare fordi ‘Yakima’ lyder sejt. Og det gør det jo også – når det sådan starter med et ‘Y’ og sådan lyder lidt japansk.

Jeg har tidligere anmeldt en ‘Yakima’-øl her på bloggen. Og den var da udmærket, uden at humlerankerne ligefrem voksede op i stratosfæren. Jo mere jeg reflekterer over det (aspergerramt, som jeg er) forekommer betegnelsen mere og mere som blikfang. For når betegnelsen ikke umiddelbart borger for kvalitet, men tværtimod markerer, at det er humle fra det sted hvor man dyrker mest humle – så er der vist ikke meget mere end det sejtklingende navn til overs.

Lidt mørkere end visse IPA’er er den – ovre i det appelsinorange. Skummet er, som bryggerigiganten trods alt har fundet etiketplads nok til at skrive, overraskende holdbart og klæbrigt.

Brygget lader ikke til at have taget skade af at stå lidt i skabet, for duften er mere end rigeligt skarp af grannåle og vanille. Smagen er forbløffende og overraskende fuldfed. Der mangler hverken hoved- eller biaromer, fylde eller kraft. Bund og krop består af friskspånet nåletræ, mens sødtaromatiske noter af hyld og bergamot hepper med fra sidelinjen.

Det er klassisk IPA på alle de rigtige måder, og lige som det skal være. Langt fra nyskabende og måske lidt for meget i midterbanen, vil nogen måske sige. Men hvilken midterbane!? Den otte-til-tisporede udfletning ved Karlslunde på Køge Bugt-motorvejen er et godt bud. Selvom det er midtersporet, er der stadig langt til indersporet, og endnu længere til krybesporet. Kom behørigt i hu, at Carlsbergs øl aldrig så ofte ender langt ude i rabatten.

Luther, Viborg Bryghus

En kosherhippies bekendelser …

Jeg har ferie for tiden, og nyder derfor især, at jeg kan gøre lidt ekstra ud af mine anmeldelser. Op til denne anmeldelse har jeg fx taget mig sammen til at få læst en af de vigtigste tekster, når man som os her i landet er vokset op med en Luthersk-Evangelisk statskirke.

Egentlig ville jeg have anmeldt øllet – og skriftet – sidste år i forbindelse med de såkaldte festligheder i anledning af 500-året for reformationen. Jeg syntes, næppe overraskende, ikke der var noget at feste for. Men i markeringen ville jeg da gerne have taget del. Imidlertid forsvandt min email til Viborg Bryghus, hvori jeg bad om et anmeldereksemplar åbenbart blandt de mange beskeder, brygmester på daglig basis blev bombarderet med, så anmeldelsen falder altså ikke i jubilæumsåret. Til gengæld var samme brygmester ikke ked af at lange et eksemplar over disken til anmeldelse ved ølfestivalen i Lokomotivværkstedet tidligere på året. Bedre sent end aldrig, eller noget …

Forfatteren til teksten, jeg omsider har fået læst, er den samme som denne øl er opkaldt efter: Den dybt reaktionære reformator Martin Luther, som måske nok fik en stor del af Europa ud af kløerne på den katolske kirke, men som dermed også kastede kontinentet ud i årtiers krig, og en periode med en religiøs fundamentalisme, der om muligt var endnu værre, end det der kom forud. Heksebrændinger, fx, fandt ikke sted i Danmark før reformationen, bare for at tage et enkelt eksempel.

Martin Luthers samlede værker fylder vist flere reolmeter, så hvis man ikke gider tygge sig igennem det hele, er det fuldt forståelig. Skriftet jeg her hentyder til, er derimod hurtigt læst, og giver et nydeligt indblik i, hvad Luther – som Danmark siden skulle bygge hele sit religiøse åndsliv videre på – var for en fætter. Jeg tænker på det lille skrift “Von den Juden und Ihren Lügen” – på dansk “Om jøderne og deres løgne”.

Lad os kaste os ud i det …

Anklagen …
Det er ikke småting, jøderne beskyldes for. De er – i Luthers øjne, og jeg vil gerne bede læserne bemærke aldrig så omhyggeligt, at gennemgangen her foregår gennem Luthers, ikke mine, øjne – de kristnes værste fjende næst efter Djævlen selv. Først efter jøderne kommer papisterne, som de flere gange sammenlignes med. Og bedømt efter hvor meget plads de levnes i skriftet (Muhammed nævnes en enkelt gang), kommer muslimerne efter papisterne i farlighed.

Jøderne anklages mere konkret for at lyve, forbande, spotte, belaste og begå smæderier. Endvidere stjæler og røver de, og bedriver åger (meget mere om det senere). De ville desuden stjæle og forgribe sig på børn, samt forgifte brøndene, hvis de ellers kunne slippe af sted med det – sådan som det fortælles i historierne (altså andre smædeskrifter og eventyr) om dem.

De er en belastning, en plage, en pestilens og en ulykke for vores land. De dovner bag deres ovn, hvor de steger pærer (her må jeg undtagelsesvis give Luther ret, thi at stege pærer er da vitterlig en af de allermest dekadente udskejelser, jeg har læst eller hørt om!) og fulder sig, og nyder det søde liv. Djævlen selv har således skabt et paradis for jøderne, midt iblandt de kristne.

Og for alle disse forbrydelser roser jøderne sig selv, de styrker derved deres nag mod gojim (altså folk, der ikke er jøder), i overensstemmelse med deres vranglære om, hvad gud har befalet dem.

Såvidt Luthers ildsprudlende anklage. Ét enkelt konkret forhold, hænges alle de mange smykkende tillæg og lidet flatterende anklager op på, og det er lånegivning, eller som Luther konsistent i skriftet kalder det – åger (ty: Wucher (ja, gu’ har jeg da læst teksten på originalsproget. Jeg er trods alt velsignet med det som andet modersmål (men indrømmet har jeg ikke læst det må Middelhøjtysk – og det er læst på en Kindle med latinsk skrift, ikke krussedulleskrift (desværre gør dette mig ude af stand til at tilføje sidetal – beklager (men prøv at læse skriftet selv, og se om du kan finde noget af det jeg skriver uunderbygget – jeg udfordrer dig. (hvor mange paranteser var det nu?))))) hov, det var ikke helt nok). Allerede på den tid var det åbenbart en slidt kliché, at jøder kun ernærede sig ved bankvæsen og dermed rentetagning.

Angiveligt har det en historisk baggrund, idet denne virksomhed var eksplicit forbudt for muslimer i kalifatet, hvorfor jøder endte med at spille en ret vigtig rolle som finansfolk i Mellemøsten. En praktisk løsning, så muslimerne ikke behøvede involverede sig i rentevæsenets grisefy, mens jøderne kunne finde en plads i et samfund med en anden religion, hvor de rent faktisk kunne leve et ordentligt liv.

Selvfølgelig har det ikke været alle jøder, der gjorde dette. Jøder udførte både i Mellemøsten og alle andre steder, de blev fordrevet til, også alt muligt andet arbejde, de kunne ernære sig ved. At der nok ikke har været mange fæstebønder eller adelige blandt dem, er nok ikke ukorrekt, men at det eneste håndværk, de syslede med, skulle være finans- og bankvirksomhed, er i bedste fald exceptionelt usandsynligt.

Men selv, hvis vi siger, at det var sandt, begår Luther stadig en logisk fejlslutning, der er mindst lige så stor og fed, som de løgne, han anklager jøderne for. Han sidestiller rentevirksomhed – åger, om man vil – med tyveri. Og som forhenværende debitor forstår jeg ubehaget ved at skulle betale renter på et lån, men det er ikke desto mindre betaling for den tjeneste det er, at man får stillet penge til rådighed, man ellers ikke ville have haft. Uretfærdigt kan det såmænd sagtens være – ikke mindst når der vitterlig er tale om åger – men det er noget ganske andet end tyveri. Det er betaling for en tjeneste.

Denne logiske fejlslutning er, når alt kommer til alt, det eneste konkrete Luther hænger sin anklage mod jøderne op på – samt de om muligt endnu mere modbydelige og grusomme konsekvenser, som han mener, det skal have for dem.

Konsekvenserne
Skriftet bærer præg af at være et lejlighedsskrift. Det er bygget op, først med anklager, så de konsekvenser jødernes forbrydelser burde have, og det afsluttes med en formaning til magthaverne – den lokale adel, forestiller jeg mig, at de heller ikke kommer til at ligge under for jødernes dominans og forbrydelser. Skriftet er altså mere end noget andet en instruktion til adelen i, hvordan jøderne bør håndteres. Det er ikke bare et smædeskrift – eller debatindlæg som vi ville kalde det i dag, derimod havde et meget konkret og praktisk sigte.

Luther lister således syv punkter op om, hvad man skal gøre ved jøderne. Indledningsvis understreger han dog også, at man som kristen må vise en intens barmhjertighed og ikke tage hævn over dem.

På Luthersk betyder intens barmhjertighed og afståelse fra hævn, at man under punkt 1 skal brænde jødernes synagoger og skoler. Under punkt 2 skal deres huse omstyrtes og ødelægges – begge dele for at de ikke længere kan dyrke deres vranglære. Som sigøjnere (ja, jeg ved godt, de hedder Romaer, men det har Luther tydeligvis ingen forståelse for) kan de bagefter huses under halvtage og i stalde, så de rigtig kan mærke, at deres status som herrer over de kristne er frataget dem.

Deres bønnebøger og talmud’er (hvis det er det, det hedder i flertal) skal beslaglægges under punkt 3. Undervisning i deres afguderi og vranglære forbydes rabbinerne under punkt 4. Punkt 5 er en ophævelse af jødernes ret til at bevæge sig frit på vejene, for hvad skulle de da have at beskaffe på landet? Næh, de kan blive hjemme kan de … (altså i stalden eller under halvtaget. Allerede 3 punkter længere fremme, ser det ud til, at Luther har glemt, at jødernes hjem blev ødelagt under punkt 2).

Det forbydes jøder under punkt 6 at bedrive åger. Og som konsekvens af, at alle – og her mener Luther tydeligvis alle – jødernes værdier, penge og smykker er købt for penge, tjent ved åger, så er alle jødernes værdier, penge og smykker hælergods. Alt jødisk ejendom skal derfor beslaglægges.

Der er imidlertid en kattelem. Jøder der lader sig omvende, kan i en slet skjult afpresningsmanøvre lade sig omvende. Alle de beslaglagte midler går til en pulje, hvormed man kan betale jøder, der lader sig omvende, en klat penge, så de kan starte påny.

Og når synagoger og skoler er brændt, huse revet ned, de hellige bøger fjernet, rabbinerne kneblet, alle jøder idømt husarrest … (vel – halvtag eller staldarrest, må det vel være), alle deres værdier beslaglagt – så skal de idømmes hårdt og varigt straffearbejde. Det er punkt 7 – alle jøder skal ud og arbejde som straf for, og alternativ til, deres ågervirksomhed. Det udspecificeres ikke nærmere, hvilket arbejde de skal udføre, men at det næppe bliver stillesiddende eller noget med at flytte papirer rundt, virker intuitivt, når man læser Luthers ord. Det er vist mere noget med spader og hakker – men eftersom jøderne ikke må gå uden for en dør, må man spørge, hvad mon de spader og hakker skal bruges til hjemme i stalden eller under halvtaget.

En sidste mulighed – hvis det ikke lykkes at afrette jøderne ved denne ikke spor hævngerrige og intenst barmhjertige behandling – er at fordrive dem, sådan som Luther bemærker, at man har gjort i mange andre lande. Evt. kunne man give dem en form for gave med, så de er motiverede for at rejse væk.

Ringer en klokke? Minder dette om noget, du har læst om før? At sende uønskede elementer af anden etnisk eller religiøs oprindelse ‘væk’ eller ‘hjem’ – eventuelt mod betaling? Vel, det er ikke det eneste punkt, hvor Luthers forbandelsesskrift vækker genklang i vore dage.

Luther i dag
Jeg kunne sige, at det for mig som sekulært menneske er ubegribeligt, hvad vi skulle kunne bruge Luther til i dag. Men jeg vil hellere sige, at det for mig som menneske er ubegribeligt. Man kan sagtens være religiøs og stadig fyldes med afsky over Luthers rabiate hadtale mod jøderne.

Jeg anerkender gerne hans konkrete betydning for historien og at forestillinger om, hvordan det ville være gået uden ham, blot er frugtesløse spekulationer. Vi kommer ikke uden om Luther, når vi skal forstå 1500-tallets og de følgende århundreders historie adækvat.

Til gengæld mener jeg ikke, at der var noget som helst at fejre sidste år. Heldigvis er Luthers ord og tanker med tiden blevet udvandet, nye og stærkere gærtyper har for længst fortrængt den oprindelige infektion og mere aromatiske humler og bedre malttyper og humler har med rationalismens gennembrud gjort Luther overflødig den dag i dag. Hvorfor skal han hænge fast som en art senmiddelalderens brettanomyces, når man blot behøver slå op i hans efterladte skrifter, for at se hvilken forstokket irrationel reaktionær bulderbasse han var?

Når jeg læser ‘Om Jøderne og deres Løgne” hæfter jeg mig imidlertid ved nogle punkter, hvor jeg ser åbenlyse paralleller i nutiden. Jeg konstaterer derfor, om vi vil være ved det eller ej, at nogle af Luthers tanker og ikke mindst tankemønstre lever i bedste velgående den dag i dag. Men hvor ville jeg dog ønske, dette ikke var tilfældet.

At ville undertrykke og udvise de fremmede med den forkerte religion er et eksempel. For at tage et andet … Var det Naser Khader, der i sin tid skabte begrebet ‘Halal-hippie’ om de debattører, der tog muslimer i forsvar? Analogt dermed retter Luther også skytset imod dem, der tager jøderne i forsvar – dem der spagfærdigt fremfører, at jøderne vel ikke har nogen fordel ved at gøre de mange slemme ting, som Luther beskylder dem for. Disse liberale, nyttige idioter, kosherhippier ville han måske have kaldt dem i dag, forstår ikke, at jøderne har gjort sig til herrer over os. Ja, de har endda gjort sig til herrer over Adelen, idet de uden videre kan berige sig fra adelens åbne guldsække, da de også udsuger disse ved deres åger.

Et ekko af disse vanvittige anklager hører jeg i dag, når ikke bare grupper som Stop Islamiseringen af Danmark, men også etablerede partier som Dansk Folkeparti, den øvrige regering og størstedelen af Socialdemokratiet på lignende vis erklærer, at vi er ved at blive overtaget af muslimer. De behersker hele boligområder, påstås det – indtil man undersøger sagerne nærmere, og beboere og ikke mindst beboerrepræsentanter afviser påstandene som opdigtede. Frikadeller forbydes i vuggestuerne, siges det – også disse anklager viser sig at være opdigtede – men påstanden har i bund og grund den samme struktur som Luthers bandbulle mod jøderne – de kommer og overtager os, og vi er ikke herrer i eget hus.

Jo, Luthers arv gør sig sandelig gældende, også den dag i dag. Selvom hans reaktionære ideer – og med forbandelsen af jøderne har vi kun skrabet i overfladen af det bjerg af afskyeligheder, han ellers var eksponent for – næppe tages særligt bogstaveligt længere i Den Danske Folkekirke. Den er i dag mere Luthersk af navn end af gavn, og man bør i vor tid rette blikket på det sekulære liv, hvor Luthers ord giver ekko i form af udskamning, undertrykkelse, forfølgelse og udrensning på baggrund af etnisk-religiøse træk.

Luther skal dog ikke have skylden for at have opfundet racismen som vi ser den i dag. Den fandtes sikkert også før ham, og han er selv blot et ekko af et negativt almenmenneskeligt træk. Et levn fra dengang vi boede i huler og slåssede hele dagen. Dengang som nu – og på Luthers tid – tænker og tænkte vi som stammefolk. Like it or not – det har tidligere vist sig at være en succesfuld overlevelsesstrategi at dele folk op i dem-og-os. Første og Anden Verdenskrig, Borgerkrigen i Eks-Jugoslavien og de evige sekteriske krige i Mellemøsten, startet af Vesten, viser imidlertid med al ønskelig tydelighed, at stammetænkningen ikke længere er en overlevelsesstrategi. Den vil derimod i sidste ende føre til vores og ikke umuligt planetens endeligt – i hvert fald hvad liv angår.

Et opgør med Luther i menneskehedens kollektive opgør mod tribalismens evolutionære forbandelse, hører sig i betragtning af hans enorme historiske betydning til, ligemeget hvad.

Og nu til øllet
– Det blev lidt langt. Men når jeg ind imellem har lejlighed til en ordentlig og grundig ekskurs (som fx når jeg har ferie), vil jeg også gerne gøre det ordentligt.

Som type er Luther fra Viborg Bryghus ikke lige sådan at kategorisere. Inspirationen kommer fra ølopskrifter fra Viborg Kloster, men på forsiden hævdes det også, at øllet er belgisk-inspireret. En alkoholprocent på 10,1, et klart bryg med farve af mørk te samt sparsomt og hastigt faldende skum peger alt i alt mest i retning af en Barley Wine. Det er ikke særlig belgisk, men at de belgisk-inspirerede munkeopskrifter skulle kunne lede frem til noget, der ligner, forekommer mig ikke uplausibelt. Jeg har i hvert fald valgt at kategorisere den som sådan ud fra min oplevelse.

Jeg havde forventet en tung, mørk, sej – og ikke mindst vred – oplevelse i betragtning af bryggets inspirationsskikkelse. Men jeg er selvfølgelig også belastet af min uddannelse inden for religionsfaget. Brygget virker tværtom fra starten let – ret så alkoholisk, men alligevel let – vinøst og skarpt krydret. Æbler, brunkål og egetræ danner en syrlig bund, som jeg finder ganske smagfuld. Men den er nok en acquired taste – dette er ikke et begynderbryg.

Smagen er, bryggets potente spirituøsitet taget i betragtning, forunderligt let. Igen vinøs med en skarpt krydret og syrlig kant af egetræ, nelliker og koriander. De fine krydderier smager man imidlertid ikke med det samme. Brygget nærmest leviterer over tungen, båret oppe af en dunlet alkoholisk pude, ikke ulig oplevelsen af en rigtig god russisk vodka. Først når den lille potente boble rulles hen ad tungen, udløses aromaerne under tunge og ved kindtændernes gummer.

Aromaen er ikke bare god. Aromaen aktiveres også på ganske særlig og underholdende vis. Luther kan – som bryg – noget ganske særligt, der gør brygget til en ener på den danske ølscene. Den har mine varmeste anbefalinger og jeg opfordrer alle, der har chancen for at prøve den til at gribe den.

Reformatoren Luthers fæle smædeskrift mod jøderne synes jeg også, man skal læse. Dog ingenlunde med min anbefaling, men fordi det er sundt at kende sine fjender.

In your face, Crew Republic

Lidt for ren …

Det var jo ikke hele Tyskland, der klokkede i det, da de omsider valgte at hoppe på kvalitetsbølgen her for 2-3 år siden. Wacken Brauerei repræsenterer bestemt ikke hele Forbundsrepublikken i deres rygstødende juristerier. De repræsenterer heller ikke Crew Republic, et mikrbryggeri fra München med det sigende slogan ‘Craft Beer is not a Crime’. – Det er sandt, og bestemt ikke bare en dumsmart bemærkning, men snarere et subtilt stik til det tyske Reinheitsgebot. Ved sin udfærdigelse i Renæssancen var dette ganske vist en garant for kvalitet og mindre giftigt øl, men i vore dage har det været en klods om benet på innovationen i Tyskland, og formentlig den væsentligste grund til, at ølrevolutionen var så længe undervejs i hvad der tidligere har været betragtet som et foregangsland hvad angår øl.

Hvor passer det egentlig fint, at opgøret kommer fra samme område, som loven selv i sin tid gjorde.

Ikke desto mindre overholder denne øl renhedsforskrifterne – og som så mange tyske bryggerier, er de to bryggere, Mario og Timm, også omhyggelige med at gøre opmærksom på dette på etiketterne. “Så meget for oprøret” kunne man kynisk sige, men en IPA behøver ikke andet en vand, humle, gær og malt – så hvorfor egentlig ikke bare holde det simpelt?

Rent er brygget måske nok, men næppe ‘naturtrüb’. Det virker i hvert fald ganske klart og mere ovre i det korngule end det kobberrøde, som IPA’er gerne bevæger sig over i. Det fedtede marengsskum matcher til gengæld fint med, hvad man oftest ser i denne type.

Bouqueten er primært aromatisk, idet den venlige, søde altheaaroma pakker de ellers skarpe grannåle ind i et blødt tæppe. Så er der lidt mere grannåle i smagen, mens den venlige citrusaroma ledsager som den skal i en sufficient skarp bitter grundstamme.

Det er meget klassisk, meget rent, meget kontrolleret og meget uoverraskende. Selvom der er kraft nok i smagen, er der intet nyt at hente. Den nidkære kontrol og renhed lader faktisk til at have taget en smule overhånd, idet en syl af blankt stål jager i gummerne, hver gang man tager en tår. Uden at det vælter et overordnet pænt indtryk, minder det stadig om, at en ubalance til den lidt for bitre side – eller den lidt for søde side altid er at foretrække for den lidt for blankpolerede og rene side.

Brinkholm Frugtbar Pale Ale, Bov Bryg

Citron er selvfølgelig også en frugt …

Det er til tider hårdt at se, hvordan de mennesker man kender, i modstrid med hvad den gode H. C. Andersen skrev i eventyret “Hvad Fatter Gør”, ikke bliver kønnere med alderen. Tag nu fx min gamle drikkekammerat Karen Jespers… nåhr nej, så gammel er jeg heller ikke – Pernille Rosenkrantz-Theil, der i en video fra det efterhånden temmelig asociale parti Socialdemokratiet, hælder vand ud af ørerne så man næsten må iføre sig dykkerdragt om, hvordan man allerede i vuggestuealderen skulle kunne udpege børn, der senere hen vil få det svært i livet.

Skilsmissebørn fx. Jo jo – selvfølgelig kun hvis forældrene ikke kan finde ud af det, og det passer jo heldigvis ret dårligt på min eks og mig. Men jeg føler mig alligevel truffet af sådan at være i hendes og hendes magtliderlige, asociale partifællers sigtekorn. For der skal sættes ind, skal der – med fortsat flere nedskæringer, strengere straffe, voldsommere sanktioner – mod både børn og forældre selvfølgelig – mere af alt det, vi allesammen godt ved i forvejen virker stik mod hensigten. Ligesom ghettopakken og burkaloven aktuelt kun vil blæse problemer, der hhv er i bedring og reelt ikke-eksisterende op, så de ramte kun vil havne i et endnu dybere morads, end de var før.

En god nyhed er deriomod, at min ekshustru blevet gift igen. Så er børnene vel heller ikke helt så meget skilsmissebørn mere, selvom det jo nok ikke skal få socialdemokraterne til at holde sig tilbage. Hvordan man i øjeblikket netop i ghettopakken kriminaliserer flere familier, der i generationer har boet her i landet, blot fordi de har udenlandsk baggrund viser med al tydelighed, hvor lille et hjørne der skal være blottet, før de sætter ind med hele regimentet. Som barn af tyske indvandrere kan jeg vel dårligt nok føle mig sikker særligt meget længere.

Til gengæld er børnenes nye bonusfar en guttermand, der allerede har langet denne øl ud til anmeldelse på bloggen. Den stammer fra et lokalt samarbejde mellem andelsgården Brinkholm ved Tryggevælde Å – de har leveret malten – og Gavnø Slot. Det er et meget lokalt projekt, som den gode Malte (det er ikke gas – det hedder han faktisk) havde meget godt at sige om. Selv er jeg rigtig glad for, at min blog sådan når rundt i hjørnerne af den danske brygverden, hvor jeg får fingre i øl, der ellers kun kommer et lille lokalområde til nytte.

Lettilgængeligt kan det kobberfarvede, lettågede og tætskummende bryg umiddelbart ikke beskyldes for at være. En markant og sødlig odeur af banan rammer snart duftorganerne idet brygget skænkes. Smagen er skarp af umoden banan og vådt træ. En tæt gærfylde giver rigeligt til at mætte hele mundhulen – men oplevelsen kvalificerer altså langt fra som entydigt god.

Gærelementet er for fremtrædende, og det frugtige der fremhæves i etiketten er ikke umiddelbart nemt at finde. En bagvedliggende syrlighed af citron er med til at gøre brygget endnu sværere tilgængeligt – men det er da for så vidt frugtigt.

Jeg ved ikke, om jeg måske har fået fat i et dårligt eksemplar, for hvis det er meningen at den skal smage på denne måde så er den nok for avanceret for mig.

Malte skal i hvert fald have tak for at have beriget min ølverden. Uanset kvaliteten er anmeldelsesprocessen altid en fornøjelse – ikke mindst når brygget ikke sådan lige er til at få fat i.

Lindemans Casis, Lindemans (Fra Klosteret II)

Bristede forventninger …

Jeg tager hermed en tråd op tilbage fra tidligt på foråret. Tilbage i marts var jeg på ølfestival i Esrum hvor jeg erhvervede mig et lille udvalg af belgiske klosterbryg. Den slags kan godt holde til at stå et stykke tid – og det har de så gjort, de fleste af dem. En enkelt blev så anmeldt i april – og jeg tror ikke, der kommer til at gå så langt tid mellem anmeldelserne generelt som mellem disse to.

Her er der en øltype, jeg ikke kendte før. Ganske vist kendte jeg udmærket til de belgiske frugtøl – ikke mindst kriek‘en, som jeg er en stor nyder af. Egentlig er en tilsvarende øl med solbær jo ikke far fetched, men lur mig om ikke jeg ikke havde skænket det så meget som en halv tanke, før jeg ved ølfestivalen fandt ud af, at det fandtes.

Jeg holder egentlig meget af solbær. Og alligevel er solbær en acquired taste, som jeg gemmer til særlige lejligheder. Hindbær, jordbær, rips og kirsebær kaster jeg i mig som slik, mens solbærrene med deres mørke, ganske særlige syrlige smag, ikke helt indbyder til samme slags lemfældig sorgløs nydelse.

Netop derfor havde jeg store forventninger til den lille flaske.

Belgierne drikker angiveligt ikke deres frugtøl rene, men blander dem typisk op med andre sure øl – Gueuze, fx. Frugtøllene er som antydet selv sure, vildgærede øl. Som skandinavisk barbar drikker jeg dem selvfølgelig rene, og glæder mig i den anledning over, at netop disse fra Lindeman er afdæmpede i alkoholstyrke, så man kan nyde den sliksøde masse uden at behøve bekymre sig om fuldskab og tømmermænd (m/k) bagefter.

Imidlertid viste forventningerne om en syrlig lille frugtbombe sig ikke helt indfriede. Nok var brygget dejligt natsort med højt, blodrødt skum – sjældent har et bryg prydet mit drageglas så vel – det er sådan vampyrer drikker med stil. Og imens legede duften så fint med, med skarpe, syrligtsøde og fyldige noter af lige præcis det man håbede og forventede – solbær så tæt at man snarere måtte forvente en grød eller budding end et bryg.

Men i smagen måtte indtrykkene vige. Skarpest var det bagvedliggende lambic-brygs syrlighed. Og den lå jo sådan set også fint der i baggrunden og var sur på den glædelige måde. Jeg var til gengæld gået ind med en langt større forventning om solbær – ikke mindst efter den fine indledende bouquet. Men solbærrene var ikke synderligt præsente. Ligesom det sure lambic-indslag lagde også de sig i baggrunden, som om de saft-susemig også ville spille andenviolin sammen med syren. Sådan glider det ned – glimtvis og skiftevis med lambicsyre og solbær. Aldrig rigtig komplimenterende hinanden og heller aldrig i konflikt, hvorved det ellers lovende frugtbryg ender – om ikke kedeligt så i hvert fald langt fra så nyt og spændende som jeg havde forventet.

Fenrir, Munkebo Brewery (Nidstangen II)

Mere tysk end amerikansk …

Wacken Brauerei har jo trukket noget i land efter at de – og navnlig deres advokater – jokkede godt og grundigt i spinaten forleden. En halvhjertet og ikke synderligt sammenhængende bortforklaring er det i hvert fald blevet til. Søforklaringen går ud på, at bryggeriet blev anbefalet af deres advokater at varemærkebeskytte alle de navne, de kunne tænke sig at bruge til deres øl. For ellers kunne *gys* andre bryggerier jo finde på også at bruge dem.

Siden har de offentliggjort noget, der godt kunne ligne en undskyldning og en opfordring til fælles front mod industribryggerierne. Måske har de faktisk lært lidt af sagen, dernede i Holsten, eller også ved de samme advokater, der sidst klokkede så grundigt i det, mere om damage control end om almindelig god opførsel.

Men ret skal være ret. Jeg pakker foreløbig nidstangen væk, og vil i de fremtidige anmeldelser af Munkebo Brewery’s øl kun nævne fadæsen i forbifarten. Til gengæld er jeg glad for, at min blog ikke bare består af anmeldelse efter anmeldelse, men at der også er andre emner på programmet ind imellem – ølrelaterede selvfølgelig. Det ville jeg faktisk gerne have, at der kom noget mere af.

Anyways – videre til en lidt mere simpel sag fra Munkebo Bewery. – En pale ale efter amerikansk forbillede – en slags IPA light, om man vil. Typen er kendetegnet ved en markant frisk humleprofil, der blot er væsentlig mere afdæmpet end man finder den i den populære IPA.

Det er nu ikke så meget amerikanske, som tyske noter, der umiddelbart præger brygget. Ingen simcoe, cascade eller citra, men derimod bouquet af klassisk hallertauer. Det er såmænd meget muligt, at der ikke engang er brugt hallertauer i brygget, men det er umiskendeligt duften af Flensburger Pilsener snarere end fx de Vermont-baserede humlemonstre, jeg prøvede for et par år tilbage. Typens genkendelige friskhed er der til gengæld ikke givet køb på. Dyb hallertauerimpression og almindelig friskhed forefindes i finurlig forening.

Og den kombination fortsætter i det lyse brygs aroma. Prikkende friskhed og dyb pilsnerbitter humle behager til almindelig nydelse og en smule til. Alene at et tungt pilsnerindtryk kan virke sprødt og friskt på den måde er hele oplevelsen værd.

For sig selv er både den traditionelle pilsner og den amerikanske pale ale et par typer, hvis mangfoldighed og variation er til at overskue. Men i kombination har de helt tydeligt mere at byde på.

Sweetwater IPA, SweetWater Brewery

Det er da meget sødt …

Et udvalg fra dette bryggeri har på det sidste kunnet fås i SuperBrugsen til en ikke helt lav pris. Det er i og for sig også fair nok – brygning af ordentligt øl er ressourcekrævende, og de gode resultater kommer man til at betale for.

Et hurtigt kig på bryggeriets hjemmeside efterlader uanset hvad et sympatisk indtryk. De bruger en stor laks på deres etiketter som metafor for, at de går imod strømmen. Det er jo også lidt sødt, mens de bliver anderledes brutale i spyttet, når det gælder beskrivelsen af denne øl: “This mammoth IPA is dry hopped to the gills, delivering a kick-you-in-the-teeth hop chop.”

Den får altså ikke for lidt. Men om det er den slags marketingstunts der gør udslaget, når SuperBrugsen skal importere øl fra udlandet må stå hen i det uvisse. Men jeg håber da at prøver og smagsoplevelser går forud for bryggeriernes egen navlepillende ros.

Til at begynde med lægger brygget sig ellers mageligt i midterfeltet af IPA-typen. Et midterfeldt, nota bene, der ligger ugudeligt meget længere fremme end midterfeltet af pilsnere. Lyst er brygget med en nydeligt tæt, hvid skumkrone. Duften lægger sig i front med noter af ginger ale, althea og vanille. Denne gang er det sødt og velgørende på en måde, så jeg ikke engang behøver være sarkastisk i min karakteristik. Skummet – der ikke lige sådan lader sig kue af tyngdekraften – er også sødt. Ganske markant sødt endda – ikke ulig candy floss, og sådan implementerer bryggeriet med jævn hånd sit navn i bryggets smag.

Tænderne forbliver til gengæld hele, når glasset føres til munden (med mindre man er en så stor klovn, at man fører glasset for hurtigt til munden. Men jeg antager at læserne er voksne nok til at kunne håndtere et drikkeglas selv – ellers så prøv med et plastickrus), jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg savner et los i sylten, men forventningerne om et sådan blev altså ikke adækvat indfriet. Til gengæld får man ganske uforfalsket typens klassiske, uforfalskede aroma af friskskåret træ, bergamot og hyldeblomst.

Vi befinder os igen i det magelige midterfelt, hvor jeg vælger at glæde mig over alt det gode, jeg kender og elsker, frem for at ærgre mig over, at der ikke rigtig er noget nyt at hente her.

Röskva, Munkebo Brewery (Nidstangen I)

Til Hekkenfeldt med kronologien …

Jeg har forpligtet mig til at anmelde Munkebo Brewerys (tidligere Munkebo Mikrobryg) øl i anledning af Wacken Brauereis uhørte retslige angreb på dem. Imidlertid er Wacken Brauerei begyndt at trække følehornene til sig igen. Det har den slags firmaer det med at gøre, når de rammes af en sådan kuling af ekstrementer, som man kan bevidne på deres facebookside.

Sarte sjæle kan roligt klikke sig ind. Jeg skriver i overført betydning. Men videre til anmeldelsen af Munkebos bryg. Jeg må hellere i gang før sagen fiser helt ud i glemslen. Jeg må derfor endnu engang pakke kronologien i mine øloplevelser væk – der er andre ting, der er vigtigere …

Röskva er et af de to børn, som Thor og Loke tager med sig på deres færd til jætten Udgårdsloke. Det sker som straf fordi Röskvas uvorne møgunge af en bror, Tjalfe, ikke kan nære sig, og brækker et af benene på Thors slagtede geder for at komme ind til marven. Man kan læse om dette i Snorres Edda – eller Den Yngre Edda om man vil. Alternativt kan man læse “Ulven er Løs” af Peter Madsen – den rigtige Peter Madsen, serietegneren Peter Madsen, og ikke ham niddingen, der spjælder den … Peter Madsens udlægning er ikke helt tro mod det mytiske forlæg, men at der er tale om tegneseriefortællekunst af allerhøjeste verdensklasse, er denne blogger i hvert fald ikke i tvivl om.

Men nok om det. Øllet er en Gin & Tonic IPA – og det lyder jo meget apropos forjættende. Selvom jeg foretrækker øl, elsker jeg den lette og hurtige, men alligevel smagfulde brandert man får af det. G&T-elementet i øllet er skabt ved tilføjelse af enebær og en rigtig flaske gin ved tørhumling af brygget.

Det giver et sædvanligvis lyst, lækkert højskummende bryg, med en ekstra hvas bouquet. Enebær i IPA … det er en af de der ideer hvor man, når man bliver præsenteret for den, opdager hvor ufatteligt indlysende den er, hvorfor man må spørge sig, hvorfor man dog ikke selv fandt på det.

Det hvasse indtryk fortsætter i smagen, hvor enebærrene tager sig en svingom med de velkendte indslag af gran. En antydning af sprit giver brygget lethed, og et ekstra sæt kløer at rive i svælg og bryst med. Umanérligt stilfuldt og elegant – og stærkt samtidig.

Röskva er ikke bare en variant over en populær øltype. Den fungerer konceptuelt så godt, at den fortjener at gå forud for enebær-IPA som en selvstændig type. Et bryg og et bryggeri, der fortjener en lysende fremtid.

Wacken Brauerei, til gengæld, ønsker jeg snudebiller i malten og mælkesyre i brygget.

Bombay IPA, Nørrebro Bryghus

Jeg kan jo ikke lade være …

Sidste lørdag var jeg ude at spise fint. Jeg var på Charlottenlund Fort sammen med min familie og families venner i anledning af min fars 80 års fødselsdag. Stort tillykke til ham – han blev i sandhed fejret behørigt.

Selv fik jeg lejlighed til at prøve en enkelt ny øl. Ved den slags arrangementer prøver jeg at holde afprøvning af nye øl til et minimum, fordi det er distraherende både for mig selv og selskabet, det være sig når jeg skal notere, såvel som i dette tilfælde indtale en anmeldelse på min telefon.

Men jeg kan jo ikke lade være. Og props til restauranten for at have specialøl på menuen.

Det korngule bryg skummer højt og aldeles nydeligt. Duften er klassisk skarp og frisk, men en anelse dybere og mørkere end de superfriske lyse, man får fra USA og Amager. Der er mere fyr end gran over bouqueten.

Brygget blev serveret frisk fra en flaske, der næppe havde stået længe. Knasende skarp og frisk i aromaen var den med fyrige noter af gran og nyligt afhøvlet savsmuld. Eftersmagen er mere rund med en lidt mindre prikkende – men fortsat bitter aroma af hasselnødder.

En værdig IPA, ganske sikkert – uden at den på sin vis overrasker eller udmærker sig ud over det usædvanlige.

Jeg har endnu en enkelt anmeldelse ventende før det går løs med de fine bryg fra Munkebo Brewery. I anledning af, at det holstenske bryggeri Wacken Brauerei har truet førstnævnte med retssager, fordi de navngiver deres øl efter nordiske guder, vil jeg indlede en anmeldelsesrække af Munkebos øl. Munkebo Brewery vil få al den omtale de har brug for, mens det nok heller ikke skal skorte på stikpiller til Wackens tølper- for ikke at sige niddingagtige adfærd.

Forbliv som altid indstillet …

Willemoes BBQ Golden Ale, Vestfyen

Takker for 2x skænk …

Skæbnen, eller måske bare tilfældet, har villet at en af mine faste ølpushere, er begyndt at arbejde samme sted som jeg. Det drejer sig om Niels, der beredte mig den første øl fra det afrikanske kontinent, jeg har prøvet. Tillige med den anden og den tredje, nu vi er ved det.

Flere smagsprøver er diskret blevet udleveret, kan jeg allerede afsløre, men det når jeg til, når jeg når til det. Niels havde til gengæld læst min anmeldelse fra 2015 (det er rart at vide, at mine gamle indlæg stadig læses) af Vestfyens Willemoes BBQ. Den var i øvrigt den næstsidste Willemoes-øl, jeg har anmeldt før denne, og netop det bryg er næppe uden skyld i, at jeg ikke rigtig har gidet Willemoes bryg i rigtig lang tid.

Hin Grill-øl var nemlig inderligt ligegyldig og lige så kedelig som Ritt Bjerregaards taler afspillet i halvt tempo. Anledningen til, at Niels havde læst anmeldelsen var, at han havde prøvet denne øl, som jeg lige straks skrider til anmeldelse af, oprindeligt i den tro, at der var tale om det samme bryg. Og da brygget her havde været en mild fornøjelse for ham, tænkte han at den fortjente noget oprejsning – subsidiært, hvis det ikke var den samme øl, så ville han bare gerne vide, hvad jeg syntes om den.

Så med i tasken kom den. Den blev udvekslet, og senere – fordi jeg er en idiot – smadret, da den væltede ned fra et borde-bænkesæt i min gård. Niels er et menneske med et stort hjerte, så han kom med en ny til mig. Jeg var ellers klar til selv at købe en, men det ville han ikke høre tale om.

Jeg tillader mig at spoile – der er ingen tvivl om, at dette er et andet bryg. Den anden Grill-øl var en pilsner, mens dette er en ale. Allerede der, er vi i en helt anden ølkategori.

Og duften holder sig ikke tilbage – i modsætning til den anden grill-øl, vil man kunne læse (faktisk går jeg meget op i, hvor meget duften rent faktisk holder sig tilbage i det første bryg). Fusel og bitterhumle blander sig uden at emme af voldsomt meget, men bouquet’en er der da i det mindste, og den gør godt. Det kridhvide skum over det upudsede kobberbryg gør en god figur, ikke mindst hvis man aktivt former det – det er der rige muligheder for.

I smagen er der aroma af klassisk, for ikke at sige generisk, men stadigvæk godkendt humle. Bitterhed af løvtræ og kastanjer mærkes bagtil, mens et frisk-sødt-syrligt indslag af græs mærkes foran. En letbitter og frisk efterklang af grantræ afslutter oplevelsen af en øl, der helt bestemt smager af mere end Vestfyens rædsel fra 2015. At denne øl derudover stadig er mere egnet til grill – altså at kvæle den dårlige smag af slagger og sod fra de brankede bøffer og forkullede kyllinger – end til at nyde for sig selv som en egentlig kvalitetsøl, står dog ligeledes aldeles fast.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme