Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: ølpriser

Brooklyn Naranjito, The Brooklyn Brewery

Mainstream craft

SuperBrugsen Thisted er det nærmeste, man kommer Irma, Meny eller andre fancy (læs: svinedyre) supermarkeder i min nye hjemby. Og så er det heldigt, at prisniveauet endda er tåleligt. Udvalget er bestemt heller ikke noget at kimse af. Jeg har aldrig været den store shopper af gadgets eller fancy madvarer. Men selv hvis jeg var, ville jeg ikke mangle noget heroppe.

Heller ikke specialøl. Eller i hvert fald ikke de specialøl, man også kan få i Københavnske supermarkeder. Udvalget er omtrent det samme, og ind imellem kan man være heldig også at finde specialøl i en bunke med varer, der er tæt på sidste salgsdato, og derfor sælges til ingen penge. I sådan en bunke fandt jeg den her – i SuperBrugsen – til en rund tier. Personalet havde været så flinke at klistre det nye prismærke på midt på etiketten, så både navn og logo var dækket. Møjsommeligt pillede jeg etiketten af, så man akkurat kunne skimte motivet – og så glemte jeg selvfølgelig alligevel at tage et billede af det skænkede øl.

Er jeg ikke dygtig? (Nej. Svaret er nej.)

Tag mit ord for det – brygget er lige så lyst som den citron, brygget emmer af – ud over vanille. Brygget er tilsat appelsinskal, og det er svært at overlugte (ja, det må det vel hedde, når det hedder ‘overse’ i synssammenhæng, og ‘overhøre’ i hørelse (afhængig af konteksten)) i bouqueten. Ikke at det skader – appelsinskal er langt fra det værste man kan finde på at blande i øl. Det viste New Belgium os sidst med deres Citradelic for ikke voldsomt mange måneder siden.

Det lavtskummende bryg er til gengæld ikke nogen aromabombe som hin citrusøl. Det er meget let, for ikke at sige tyndt og næsten for effektivt tørstslukkende. En skarp kant af friske grannåle kan såmænd mærkes, men den drukner desværre i alt vandet, sammen med citrusnoterne i øvrigt. Hvorfor appelsinskallen overhovedet skulle tilsættes er en gåde, nu hvor den kun annammes så fjernt.

The Brooklyn Brewery fremstår mere og mere som mainstream blandt specialbrygproducenterne. Det er industriproduktet blandt håndbryggene, det er for specialøl hvad en Ren Pilsner fra Harboe er for Carlsberg Premium, og ved at lefle for laveste fællesnævner, men stadig ligge i samme priskategori som andre specialøl, tager det næppe markedsandele fra de industriaktører, som det ligner mest.

At kategorisere Brooklyn Brewerys øl som fancy produkter, hvad end supermarkedet hedder Irma, Meny, Superbrugsen eller Netto, er skudt langt over målet. Måske man kunne kalde dem det i Lidl og Aldi? Men ikke engang det, er jeg sikker på.

Ganz Besonders, Amager Bryghus

Knæk og Bræk!

I torsdags var jeg inviteret til noget ganske særligt. Mon ikke det ikke kun skyldes, at jeg har talt godt om værten for arrangementet, men også fordi jeg er småkendt for at udbrede mig om objektet for værtens aktiviteter – eller sagt på en mindre knudret måde: Amager Bryghus havde indbudt mig til åbningen af deres ølbar – eller retter foråbning af deres ølbar.

Ølbaren, Amager Bryghus Taphouse, der ligger centralt ved Nørreport lige ved siden af flagbutikken, åbnede officielt i fredags, men torsdag aften var et udvalgt klientel inviteret til at kigge forbi til udskænkning og kage.

Jeg indfandt mig selvfølgelig – en sådan invitation siger man ikke nej til. Samtidig forbandede jeg langt ind i helvede, at jeg er en kalenderklovn*, der havde sikret min hyppige medsmager Marcus indgang, men havde givet ham datoen for den officielle åbning i stedet. Han måtte blive på sin aftenvagt, mens jeg så kunne more mig med mere end antydning af bitter smag i munden.

Og det matcher jo sådan set også øllet ganske godt. Marcus var lige så fuld af tilgivelse som han var af ærgelse. Han er vitterlig en type ven, jeg ofte føler, jeg langt fra fortjener.

Gensyn med andre venner blev det til gengæld til. Brian, der har bloggen Højt Skummende havde også reddet sig en invitation. Niels Kiens fra Kongebryg var indbudt. Og så var der selvfølgelig personalet på Amager Bryghus, som jeg både er på hat, på håndtryk og på krammer med efterhånden.

Og jeg faldt i snak med Mik Schack, der for fire år siden på Ølfestivalen i Lokomotivværkstedet gav mig en fin autograf med dertil hørende selvportræt. Denne gang blev det til en længere ordveksling, samt mere end bare tegnede billeder. Det glæder mig oprigtigt, at jeg kan støde på kendte mennesker, jeg ser op til for at opdage, at de ingenlunde er for fine til en sludder og mere til, med en nobody fra Brønshøj, der bilder sig, han ved noget om øl.

Notesbogen havde jeg ladet blive hjemme, fordi jeg først i løbet af min dag på arbejdet opdagede, at det var samme aften, der var åbning af ølbaren. Hvis jeg havde haft styr på datoerne ville jeg naturligvis have kendt mig selv godt nok til at tage den med. Min trofaste telefon havde jeg til gengæld, så en nødtørftigt indtalt anmeldelse blev det da til, da en øl, jeg ikke havde prøvet før, fristede.

Ganz Besonders er en hindbærsour, og den blev mig anbefalet til den til lejligheden bagte kage, der var aldeles uovertruffen. Jeg tror endda det var Brian fra Højt Skummende, der anbefalede den – men jeg er ikke sikker.

Et vidunderligt friskt bryg, med en gennemført limesur profil, effektivt og velafstemt komplimenteret af hindbærrenes rare, kælne sødme. Skarpt og farligt i syren møder trygt og rart i sødmen – et umage par, der ikke bare skaber en uventet kontrast i brygget, men også leverer et finurligt kontrapunkt, til hvis akkompagnement de modstridende sanseindtryk hvirvler sig rundt i en eventyrlig dans mellem gummer og svælg.

Øjnene knibes ufrivilligt sammen det ene øjeblik, mens munden udvider sig i lettelse, når bærrene rammer nerveenderne med sødmereceptorer. Et lille kunstværk i velsmag, sikkert leveret, friskt og i øvrigt effektivt til at vaske den tykke, fede creme af kakao og trøfler af tænderne, og væde ganen før kagens overvældende klæbrighed af koncentreret vellevned alligevel gik hen og blev lidt for meget.

Tak til alle for godt selskab. Tak til Amager Bryghus for et mægtigt arrangement, og et ENORMT tillykke skal lyde herfra og knæk og bræk så det runger med det nye ølbarprojekt.

Jeg måtte gå relativt tidligt, da dagen efter bød på en arbejdsdag som alle andre. Men det skal bestemt ikke være sidste gang, jeg indfinder mig på det hyggelige og meget professionelle udskænkningssted. Standardpriserne ser i øvrigt ud til at være aldeles rimelige. Mange ølbarer i København forlanger rene ågerpriser, mens Amager Bryghus ser ud til at have lagt sig på en fast standard på kr. 35 for en lille og kr. 55 for en stor.

I betragtning af, at man nogle steder betaler kr. 55 eller mere for en halv liter sjasket industripilsner, må Amager Bryghus Taphouse’ priser siges ikke bare at være aldeles konkurrencedygtige, men også højst rimelige i betragtning af den nærmest uhørt høje kvalitet, de har for vane at levere.

*’kalenderklovn’ er faktisk Marcus’ udtryk. Han brugte det i sine tilgivende sms’er, idet han bedyrede at han selv også var netop en sådan.

1883, Carlsberg

2017-10-27 17.57.33Hype, hype, hype …

En af de få men oplagte fordele ved at være blind – udover at man slipper for at se på det tidligere DNSB-medlem Sørens Espersens, eller hans nuværende partikammerat Martin Henriksens grimme fjæs – er, at man tillige dermed slipper for visuelt at bevidne Carlsbergs anmassende og allestedsnærværende reklamefremstød for dette, deres seneste påfund.

En læser af min blog ved navn Morten, som jeg har mistænkt for, ikke selv at gide at prøve (og det holder jeg ikke imod ham) efterspurgte en anmeldelse da jeg havde skrevet om Grimbergen Blanche. Når nu der var så meget hype omkring den, måtte det vel være på sin plads.

Egentlig gad jeg ikke – eller jeg mente ikke, at det var noget, jeg gad prioritere umiddelbart. Men nu er jeg jo, synes jeg selv i hvert fald, forbrugernes blogger, så det er vel bare forventeligt, at jeg smider nogle ord om den her på bloggen.

Historien er egentlig ikke så ringe endda. Men mængden af story telling som del af markedsføringen, får alle alarmklokker til at klemte ved mistanken om, at dennes intensitet må være aldeles omvendt proportional med øllets aromas samme. Kun meget ringe og kedelige øl har brug for at blive talt så meget op.

Fortællingen går på, at man i kældrene under det gamle bryggeri i Valby – formentlig i forbindelse med, at man skulle rive de sidste af de gamle historiske og bevaringsværdige bygninger ned for at bygge nye, kedelige kontor- og erhvervslokaler i glas og stål – fandt et parti øl helt tilbage fra brygger Jacobsens tid.

Analyser viste, at brygget stadig indeholdt en stamme af den oprindelige gær, saccharomyces carlsbergensis, som muliggjorde en stabil og standardiseret ølproduktion med langt lavere risiko for infektion og andre ødelæggelser. Det smukke ved historien er, at Carl Jacobsen ikke holdt gæren hemmelig eller patenterede den. Som en anden Albert Sabin delagtiggjorde han sin opdagelse for hele verden, så alle bryggerier nu kunne brygge øl stabilt uden at forgifte folket, samt undgå at spilde arbejde og ressourcer på at hælde det meste ud igen.

Carlsberg er siden blevet en fusionsmastodont, der kunne få selv Ayn Rand til at holde håndfladerne frem, og udbryde “ro på!”, og produktionen er for længst flyttet fra smukke København til den hastigt opførte garnisonsby og senere industrikompleks kendt som Fredericia. Den gamle bryggrund i Valby har de lagt om til svinedyre lejligheder, arrangeret vertikalt i en minecraft-inspireret hundehøm-høm i titanstørrelse ved den nye S-tog-station, der bærer bryggeriets navn.

Ja, det er sandelig smukt, som Carlsberg i disse år beriger Kongens København. “Laboremus pro Patria*” jeg må le! Det er jo lige før, man ikke ville orke græde snot når også de en dag blev slugt af den endnu større mastodont Anheuser-Busch.

Og som det er med den slags industrielle gigantglomerater, er kvaliteten kun et fjernt minde, der ligger generationer tilbage og i øvrigt noget ledelsen hånligt og fingerpegende skraldgriner over.

Den fornemmelse får man i hvert fald, når dette indslag i den uendelige række af ligegyldige og karakterfattige industriprodukter fra den engang glorværdige, fædrelandsstøttende virksomhed åbnes, skænkes og afprøves.

Bevares, det kobberrøde bryg er da ganske flot, der i glasset. Men i modsætning til reklamerne er det på vanlig industriel vis filtreret, og det ellers flotte orange skum falder alt alt for hurtigt. Duften er svag og vandig, men selvom håbet om et godt bryg er spinkelt, er det stadig mørkegrønt som egebladene på det træ, brygget immervæk dufter en lille smule af.

De første par slurke kan om ikke andet virke nogenlunde fyldige. Lidt vanilleessens blander sig med aroma af friskt syrligt-sødt græs. Den rigelige kulsyre giver friskhed …

Men de gode takter viser sig at være en stakket frist, for det varer ikke længe før de heller ikke kan oppebære brygget, der ender som en en sædvanligvis standardiseret, industriel og ligegyldig oplevelse. Alt for meget vandsjask bliver man budt, og de lemfældigt ikastede ingredienser, herunder sulfit, som bryggeriet ellers har holdt sig for gode til ligefrem at tilsætte, gør kun så lidt, at man er i tvivl om, om det lidt godt eller lidt skidt. Måske er det bare lidt ligemeget – det hele.

I virkeligheden er det næppe overraskende. Øllet er jo sådan set brygget på den samme gær, som bryggeriet har brugt hele tiden, så det er næppe overraskende, at det er svært at skelne dette ligegyldige industriprodukt fra alle deres andre. Det kunne være at Carlsberg skulle gøre lidt mere end bare bruge en verbalt hypet gær til at lave øllet. En ordentlig humle og mere af den ville nok gøre underværker. Mere malt ville sikkert også hjælpe … vel mindre vand måske i forhold til de andre ingredienser …

… så ville den uhørt høje pris – 18 kr. for ½ liter – også være en smule mere retfærdiggjort.

Vel, reklameudgifterne skal jo dækkes på en eller anden måde. Brygget kan købes i beholdere som denne à ½ liter, eller i sixpacks à 0,33 l. Så kan man enten være tvunget til at betale specialølspris for industribryg, eller købe seks styk og efter den første fortryde købet af de øvrige fem idet man konstaterer, at den absolut ingen meritter besidder i forhold til Carlsbergs øvrige standardudvalg.

Sådan gør man åbenbart i industrien.

1-en-halv-stjerne

*Vi arbejder for fædrelandet.

Mecklenburger Pilsener, Harboe

2017-08-11 17.22.10Ak, ingen rævepis …

Min sydøstsjællandske læser Niels, hvis svoger bragte mig den første afrikanske øl på bloggen, havde også andre øl til mig, da jeg stak mit grimme fjæs inden for hans lille hus i Lille Skensved. Det var vist noget, han havde opstøvet i den lokale Rema 1000, og dermed noget, jeg måske selv ville have støvet og på et tidspunkt.

Men jeg kommer ikke just tit i Rema 1000, så jeg var selvfølgelig glad for bidraget uanset hvad. Niels er selv begejstret for dem (jeg fik to forskellige) og anser dem for at være nogle gode øl til prisen. Men han kunne godt tænke sig en – med hans egne ord professionel vurdering. En sådan kan jeg ikke give ham, da jeg blot er en glad … sludder og vrøvl … gammel og sur – amatør. Betegnelsen tager jeg nu uanset hvad som en anerkendelse af det jeg laver, og kvitterer med en stor tak.

Navnet hentyder til et område i Nordtyskland, der var del af det tidligere DDR. Selv har jeg haft min jævnlige gang i Schleswig-Holstein, hvor jeg har familie, men jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde har været i Mecklenburg – andet end måske dengang i 1982, hvor min familie tog på bilferie til Tjekkoslovakiet, og i den anledning kørte gennem DDR. Og så tog jeg med Gymnasiet til Rostock engang også – byen ligger vist i samme delstat.

Et nærmere kig på dåsen afslører imidlertid bryggets sande ophav – som slet ikke er Mecklenburg, men derimod Sydvestsjælland – nærmere betegnet Skælskør, hvor Harboes bryggeri har hjemme.

Harboe er ikke just kendt for kvaliteten af deres øl – snarere det modsatte. Til gengæld er øllene billige, og dermed er pris og kvalitet sådan cirka ligefrem proportionale hos det bryggeri. Jeg kender godtnok ikke prisen, da jeg ikke spørger om den slags, når jeg får gaver, men man kan jo prøve at gisne ud fra kvaliteten.

Det er i hvert fald et meget generisk og lyst bryg. Korngult med uproblematisk og ukontroversielt hvidt skum. Duften er svær at få rede på, fordi den er så utroligt svag. Det samme gælder smagen …

Jeg er faktisk i tvivl, om jeg nogensinde har prøvet øl, der smagte af så lidt før. En blank, metallisk mundfornemmelse er det eneste, der afslører, at der ikke er tale om postevand. Men på den anden side kunne et bestemt indhold af sporstoffer i postevand vel skabe samme mundfornemmelse, hvorfor jeg må stille mig tvivlende over for, om jeg ved en blindsmagning overhovedet ville kunne smage forskel på denne øl og kommunens drikkevand. Selv ikke kulsyren ville man kunne kende brygget på, for den er der stort set heller ikke nogen af.

Til gengæld indeholder brygget heller ikke nogen ubehagelige syntetiske eller grimtsmagende overraskelser. Det føles ganske rent – på samme måde som blankpoleret kirurgisk stål, destilleret vand og nypudset glas. Man ville næsten ønske, at brygget i det mindste ville smage lidt af rævepis, som man jo gerne kalder ildesmagende alkohol. For så ville brygget i det mindste smage af noget.

Men næh nej …

Jeg gætter på, at denne øl ikke koster alverden.

1-halv-stjerne

Niels skal have tak for bidraget – og brygget er hermed hudløst ærligt anmeldt. Jeg understreger at jeg altid gerne tager imod prøver til anmeldelse uanset kvalitet og pris. Viser brygget sig ikke at være den store fornøjelse, bliver fornøjelsen ved at anmelde gerne dét større. Forhåbentlig også til Niels’ og læsernes glæde.

Icelandic Toasted Porter, Einstök Ölgerð (Shopping Spree 1.0 VII)

2017-07-17 18.29.38Børneporter …

Og nej, undertitlen intenderer ikke at antyde, at denne øl på nogen måde er egnet til børn. Til gengæld husker jeg, at jeg som barn yndede at drikke det tyske fænomen ‘Malzbier’. En alkoholfri øl, markedsført til børn … den var nok ikke gået her i landet, og endnu mindre i Sverige.

Min pointe med at hive Malzbier frem af hukommelsens gemmer er, at denne øl i saft og kraft dårligt nok når op på siden af det, jeg som barn blev budt af alkoholfri kvasiøl. Og det endda på trods af bryggeriets vedholdende understregning af, at det skam er islandsk øl. For at understrege en pointe om noget vild natur, vild historie, og vilde underjordiske svovlkilder, trolde, elvere og whatever – samt den ikoniske wagnerviking på forsiden af etiketten selvfølgelig.

Men i vildskab når den altså ikke op på siden af hint fjernt barndomsminde, endsige de alkoholfattige øl, jeg for tiden bager brød af. Ganske vist indleder den nogenlunde lovende med ristede noter af frisk toasbrød ved skænkning – dertil en krydret snas af anis. Men en god del vand melder sig også lettere ildevarslende.

Det er også en meget letløbende stout. Selvom farven på det dybsorte bryg og det brunlige skum ellers er nogenlunde som det skal være, så skvulper det slet ikke dovent nok i skænkningsprocessen. Ved smagning mærker man snart den vigende fylde og de lidt for gavmilde mængder vand. Den godkendt præsente lakridsaroma forekommer pulveriseret og lidt ‘ved siden af’ som konsekvens af en alkoholvolumen, der med sine 6% kun er en anelse over en regulær guldøl. Den på etiketten nævnte chokolade kan også smages – navnlig hvis man har læst etiketten, så man ved den er der. Har man ikke læst den, har denne blogger sin tvivl om, hvor præsent den er. Det krydrede indslag af anis, som man mærkede i duften giver sig bedre til kende i form af kanel og allehånde.

Det skal retfærdigvis siges, at nærværende bryg samlet set nok formår at gøre sig mere interessant end de føromtalte madlavningsøl. Men i sin forjættede vildskab lader den alt for meget tilbage at ønske. Og den er slet ikke i nærheden af de gode og i øvrigt langt billigere standardstouts, man ellers kan få herhjemme.

3-en-halv-stjerne

Brewmasters Collection American Pale Ale, Carlsberg

2017-05-29 17.57.40Som forventet …

Den irriterer mig, den manglende apostrof i Carlsbergs (begrædelige undskyldning for en) specialølserie “Brewmasters Collection”. Det burde have heddet “Brewmaster’s Collection” – men det var nok ikke faget engelsk, der stod øverst på skoleskemaet i marketinggrafikerens købmandsuddannelse. “Blind lydighed over for klienten” stod nok væsentlig højere sammen med faget “sælg ud af faglighed for ussel mammon”.

Jeg skammer mig en smule over, at jeg ikke har kommenteret fejlen tidligere. Jeg har svært ved at tro, at jeg indtil nu har overset den, men der måtte vel være mere graverende ting at harcellere over end den sproglige fejl – ja, tænk at det overhovedet er muligt. På den anden side har der hele tiden været rigeligt at brokke sig over ved øllenes kvalitet, så måske det var dét, der vejede tungere?

Men man kan jo altid håbe på, at det er nu vinden vender, og serien – der indtil nu ikke har været andet end en skuffelse – endelig tager revanche og viser sit værd. Håbet er lysegrønt men ikke desto mindre så spinkelt, at jeg i første omgang gik i en stor bue uden om denne, da SuperBrugsen på Vesterbro krævede en uforskammet tyvekrone for den (og for en anden i samme serie, som jeg vil vende tilbage til). Senere fandt jeg den i SuperBrugsen Hvalsø for 12 kroner – og for 44 cl. (det er kvantummet – don’t ask me why) er det næsten ikke uforskammet, selv hvis brygget er som forventet.

Og det er det så også i vid udstrækning. Farven er ellers nydelig kobberrød med cremet, standhaftigt gyldent skum. Men allerede når man stikker snudeskaftet ned mod flødetoppen varsles skuffelsen. Duften er meget svag og minder egentlig bare om fortyndet fløde. Man håber at aromaen er gemt i smagen, men så heldig er man desværre ikke.

En flad småbitter impression af paranødder er alt hvad brygget byder på. Paranødder lyder måske fint og rart, og jeg kan også godt lide de aflange, mørkebrune, næsten-umulige-at-knække skalfrugter, men deres bitterhed er bare alt for venlig og mild til at egne sig rigtig godt i øl. Næh – lad mig få bitre hasselnødder og sofistikerede valnødder.

Vel – decideret grimt smager det ikke. Det smager heller ikke alt for meget af vand, men det smager bare heller ikke af nok. Brewmasters Collection er fortsat en jammerlig omgang, man som anmelder mere skriver om af pligt end af lyst. Og hvad bryggeriet Carlsberg angår, ja så bekræfter brygget alle fordomme om producenten som en anonym mainstreammastodont – selv når det, der brygges, skal forestille at være specialøl.

Tolv kroner var måske alligevel uforskammet.

2-stjerner

Modelo Especial, Cerveceria Modelo

2017-05-21 18.54.19Så jeg var sikker på, jeg var et fjols …

Egentlig havde jeg forsvoret at købe denne øl, da jeg første gang så den nede i Fakta. Det kan godt være, at Fakta for tiden har gjort det pænt, hvad angår deres udvalg af specialøl, men de gamle uvaner spøger stadig … eller de trives faktisk i bedste velgående. Det er blot det øvrige udvalg af lidt mere reelle specialøl, der er blevet bedre.

Uvanen illustreres måske allerbedst i øjeblikket, hvor denne standardrædsel kan erhverves for den uforskammet høje pris af tolv (12!) kroner … eksklusive pant. Den står på hylde med de reelle specialøl, omend der intet specielt er ved den – heller ikke selvom det påstås i navnet. Det er en bleg pilsner af den lette mexicanske type – en af de få kandidater til at underbyde amerikansk standardpilsner og dansk/tysk discountøl i ligegyldighed.

Men så snart der er en lille smule vand imellem Danmark og en arbitrær øls oprindelsesland, bliver den automatisk meget speciel – i hvert fald i Faktas marketingsafdelings øjne. At man ikke ved bedre i detailhandlen bekræfter så mange af mine fordomme om købmandsuddannelserne, at jeg næsten skammer mig …

Nå, men jeg købte den så alligevel. Det skete kort tid efter, at jeg også havde købt nogle nye rædsler fra Carlsbergs ‘Brewmasters Collection‘-serie i Brugsen Hvalsø til nedsat pris i forhold til, hvad jeg havde fundet dem til i samme biks på Vesterbro. I Hvalsø fandt jeg desuden en jubilæumsøl for Danmarks sejr ved EM-fodbold i ’92 fra Raasted, der ifølge andre bloggere skulle være ganske rædsom. Og når jeg nu alligevel allerede havde været et fjols og fyldt indkøbskurven med en hel skuffelsesparade, kunne jeg jo lige så godt gå all in, da jeg et par dage senere igen kom forbi denne i min lokale Fakta i Husum.

Og mine forventninger holdt stik – sådan nogenlunde i hvert fald.

Hvor lyst brygget er, behøver man jo ikke skænke øllet for at se. Det leveres i en klar flaske, og den minimale aroma, der måtte være i øllet bliver således ødelagt allerede af at stå i supermarkedets flourescente lysstofrørsbelysning i døgnets lyse timer. Det er forbeholdet, der altid må tages, når man anmelder øl på klare flasker.

I et glas bruser brygget op som sodavand – skummet holder omtrent lige så længe som i dét medie. Duften er svag og vandig, men alligevel gennemtrængende nok til at humlen kan identificeres – og endda nydes en smule … hvis man hiver luft nok ind.

Smagen er svag med aroma af generisk humle. Bittersød, let og rar med antydning af paranødder … og det er vel så egentlig det – altså ud over de rigelige mængder vand, der er så typiske for de lette mexicanske industriøl, og som jo også sikrer – må man indrømme – at man ikke er tørstig, når man sætter det tomme glas fra sig.

En rigtig festklassiker. En rigtig feriebælleøl. Og bevares – grimt smager det jo ikke. Der er end ikke tilløb til, at brygget føles metallisk eller sæbeagtigt, sådan som man kan opleve det, når øllet er rigtig tyndt.

Men godt? Det bliver det ikke – heller ikke selvom øllet fremstår uberørt af supermarkedets lysstofrør.

1-en-halv-stjerne

Honey Dew, Fuller Smith & Turner

2017-04-28 18.04.07Boooooriiiing!

I fredags så jeg mit snit til omsider at få ordnet et hængeparti der rækker helt tilbage til bloggens spæde start for snart syv år siden. Der er sket meget. Jeg nærmer mig hastigt de 900 anmeldelser. Jeg har flyttet bloggen over på eget domæne. Bloggen fik i den anledning en undertitel, der for nylig blev ændret. Jeg har revset og rusket op i ølverdenen … eller i hvert fald forsøgt i den udstrækning det er muligt ene blogger.

Men andre ting har ikke ændret sig. Fx bloggens coverbillede. En hel stribe tilfældigt udvalgte øller, linet op på rad og række på den gamle adresse i Århus V, hvor jeg startede med at blogge om øl. Først nu – med denne øl – er de allesammen anmeldt. Etikettens design har fået et andet, mere strømlinet look siden dengang, men navn og bryggeri er det samme, så der er ingen grund til at tro, at det ikke skulle være det samme bryg.

247767_452083974879374_1993575047_n

Øllen i midten er den, der nu anmeldes, i en ældre indpakning.

Sagen er den, at eksemplaret på coverbilledet blev drukket før jeg begyndte at blogge, mens flasken endnu ikke var vekslet til pant. Det var helt tilfældigt, hvad jeg stillede op – og søger man anmeldelserne frem, vil man også hurtigt opdage, at de fleste af øllene er fra bloggens spæde barndom.

Og hvordan er den så? Jeg huskede den som relativt uinteressant, egentlig. Selvom den var med honning – det syntes jeg dengang var meget spændende, og det er jeg kommet noget efter gennem årene. Umiddelbart er det nu bryggets lød, der mest minder om honning – højgult og klart med snehvidt skum. I duften derimod skal man lede efter honningnoterne i en grad, så jeg slet ikke er sikker på, man ville opdage det, hvis man ikke lige vidste, det var der. Honning er ikke det eneste, brygget ikke dufter af. Det dufter fx heller ikke særlig meget af humle eller malt. Mest af alt dufter den af småtbrusende postevand, ja, ikke engang karboneringen er særlig livlig.

Og brygget smager heller ikke meget af honning (eller af humle for den sags skyld). Også her dominerer vandet, mens karboneringen slutter sig til de øvrige ingredienser ude på bænken, hvor de ikke rigtig gør noget. Malten? Vel, den smager egentlig heller ikke. Men den føles en lille smule. Den runder vandet af, så det ikke bare føles som almindeligt postevand, men i stedet glider en lille smule mere kækt og elegant hen over tungen, så tungemusklen kan give et lille spjæt af lykke, når nu smagsløgene dårligt nok har opdaget, at et bryg ønskede deres opmærksomhed.

Jeg konstaterer afslutningsvis, at jeg ikke huskede helt rigtigt. Brygget er ikke bare relativt uinteressant – det er faktisk ganske uinteressant, ja, det er faktisk aldeles uinspirerende eller slet og ret kedeligt. 

Men det var da rart endelig at have fået anmeldt alle øllene på coverbilledet. At tænke sig – brygget koster en mindre formue: kr. 33 excl. pant i SuperBrugsen. Det er ikke bare optrækkeri, der er uforskammet at kræve så mange penge for et bryg, der smager så lidt.

God 1. maj i øvrigt allesammen. Jeg kommer desværre ikke ud i dag, da nogle jo skal holde hjulene i gang, mens resten af en alt for sat arbejderklasse fulder sig.

1-en-halv-stjerne

Karlens Guldøl, Royal Unibrew (Én for holdet VI)

2017-04-03 17.38.22Sat af …

Det bliver jo svært for Royal Unibrew at indhente den pludselige og overraskende føring, Frankfurter Brauhaus lige pludselig tog med deres Perlenbacher Hvedeøl. Ikke mindst fordi nærværende øl faktisk er den sidste Karlens-øl i denne omgang. Og selvom hvedeøl ikke længere er så nyt og fancy som i slut-halvfemserne, hvor det så småt krøb frem, er det stadig noget mere sofistikeret som stil end den guldøl, Karlens kan byde på.

Vanen tro er Royal Unibrews Lidl-discountøl tilsat majs og glukosesirup. At lave øl med de klassiske ingredienser er bare ikke noget, man gør noget ud af i danske discountøl.

Blandingen giver en flad duft, primært af vand med et stænk af sød malt. Initialt smager brygget næsten af det den dufter af – bare mindre, men derefter begynder det overraskende nok at gå den rigtige vej. Malten – godt hjulpet på vej af majsstivelse og glukosesirup ganske vist, men alligevel – mærkes mere og mere og giver både en behagelig sødme af lys honning og en slet ikke ueffen mundfylde. Brygget glider egentlig ganske lækkert gennem munden og formår endda at efterlade en måske noget upoleret, men på den anden side også karakterfuld hasselnøddebeskhed ved mandlerne i eftersmagen.

Så hvis man kan nøjes med lidt, og hvis man orker at søge lidt efter oplevelsen, så er den der da også. I betragtning af, at der er tale om en discountøl til omkring en femmer, er kvaliteten slet ikke uforskammet og faktisk vel over det niveau, man kunne forvente.

Ikke dermed sagt, at Royal Unibrew har hentet det tabte ind på Lidls tyske udvalg. Der er langt endnu – hvilket er brandærgerligt i betragtning af, at der stadig er én tysk øl, der skal afprøves.

Den skal i hvert fald være af en ganske særlig elendighed, hvis tyskerne ikke skal løbe af med sejren.

2-stjerner

Karlens Pilsner, Royal Unibrew (?) (Én for holdet I)

2017-03-13 17.25.27Ikke spor morsomt …

Det er ved at være længe siden, jeg sidst anmeldte en rigtig kedelig og ligegyldig industripilsner. Det tætteste jeg kommer på i år, er Vestfyens Kellerpils, der måske nok kvalificerer sig som industriel, men ingenlunde ligegyldig dens overraskende kvalitet taget i betragtning.

Og det er jo faktisk lidt ærgerligt. For en af ambitionerne med min blog var – og er for så vidt stadig – at være forbrugernes talerør, og som sådan også, eller måske endda især, at anmelde alt det billige industrisprøjt, der også er derude.

Som sagt så gjort med denne pilsner i det nye tema ‘Én for holdet’ – med billige øl fra det tyske discountsupermarked Lidl. Dagens øl er nu ikke tysk, men pæredansk (og hvorfor pærer nu skal opfattes som særlig danske, står for denne blogger hen i det uvisse. Spørg Martin Henriksen, eller andre for hvem det danske er så helvedes vigtigt. Apropos Martin Henriksen – ville det i øvrigt ikke være meget mere passende med et stort æble i sylten på ham, end en pære?) og brygget af Royal Unibrew. Sidst jeg anmeldte en Karlens-øl (den hidtil eneste) kom jeg frem til, at Carlsberg stod bag. Men måske tog jeg fejl dengang – eller også er bryggeriet skiftet i mellemtiden. Jeg ved det ikke, men jeg ved til gengæld, at discountmærkerne brygges på licens hos forskellige bryggerier på skift, hvorfor de over tid kan svinge temmelig meget i karakter.

Denne øl stikker ikke ud i forhold til sine industrielle discountfæller. Klart korngul i løden, lystigt kridhvidt skummende og med kun en diffus duft – her af humle, der måske nok er fyldigere og en kende mere cremet, end man som mainstreamtilsværger er vant til, men stadig meget langt fra en håndbrygget pilsner fra en mikroaktør.

Initialt er brygget til gengæld smagsløst – det eneste man kan glæde sig over er den småkække karbonering. En let sukkerlage sætter ind cirka trekvartvejs over tungen, hvorefter brygget så småt klinger over i noget poleret løvtræ, tilsat et par dråber fuselalkohol.

I forhold til pilsnere, hvor bryggerne faktisk gør noget ud af det, kommer dette bryg meget nærmere noget, der kommer ud af vandhanen, snarere end tappehanen. Først efter at have draget denne konklusion opdagede jeg Karlens-mærkets slogan på dåsens kant “Karlens Pilsner …gør det hele lidt sjovere”.

Hvad det morsomme består I er mig en kæmpe gåde. Det eneste, der er at grine ad, er at det slogan er at læse på en  kedelig øl.

Og latteren er hverken lystig, munter eller amusant. Den er kun skinger, hånlig og fingerpegende.

1-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme