Kajs Ølblog

Småt og godt …

Jeg må hellere få taget mig sammen til at tage mig sammen til at få trukket min forestilling sammen … Vel, en direkte oversættelse af “pull your act together” til dansk ser ikke ud til at fungere særlig godt. Men ganske kort er jeg atter i den hyppigt opstående situation, at jeg har flere hængepartier planløst svævende i limbo. Jeg har opfølgningen på øl nr. 1000, som jeg var smart nok til at splitte op i flere indlæg under ét tema, så jeg kunne brede stress over det emne ud over meget længere tid. Jeg har siden sidst også smagt på flere øl, der nu venter på anmeldelse (ja, der kan faktisk godt gå en endda temmelig mange kvadrat(kilo)meter rum tid mellem at jeg faktisk smager på en øl og får den anmeldt) – og så er der dette.

Jeg har været en tur ude af min lille lejlighed i Husum, og det endda ikke kun for at tage på arbejde eller hente børn, men rent faktisk for at gøre noget, der involverede at være ude blandt folk. Så har man set det med …

Esrum Kloster holder hvert år i marts en lille ølfestival, som de var søde at skrive mig i døren til. Den ufatteligt lange og knudrede, men indrømmet også meget smukke – what with alt det skov, der den dag var dækket af det fineste lag sne and all – tur måtte jeg til gengæld selv betale, ligesom smagsprøver og øl, jeg tog med fra stedet. Men fair nok. Enten er der tale om en offentlig institution, eller en lille engageret selvejende institution, der uanset om de er det ene eller det andet, sikkert har meget begrænsede ressourcer. Så jeg takkede selvfølgelig ja til tilbuddet, og valgte altså at indfinde mig på den gamle matrikel ikke længe efter åbningstid d. 10. marts.

Dygtig, nysgerrig og udstyret med en overordentlig veludviklet stedsans som jeg er, nåede jeg selvfølgelig aldrig længere end til selve klosteranlæggets udstilling. Der var også en udstilling for mikrobryggere, som jeg først opdagede overhovedet eksisterede, da jeg på vej til bussen efter besøget endelig fik nosset mig sammen til at kigge på den brochure jeg fik stukket i hånden ved indgangen. Så desværre nåede jeg altså ikke andet, end det klosteret selv bød på.

Jeg er mest ked af, at jeg derfor ikke får nævnt nogle små, lokale mikrobryggere, der sikkert fortjener alt den omtale man kan give den. Selv fik jeg til gengæld mere end rigeligt ud af klosterets egen udstilling. Den bestod, næppe voldsomt overraskende næsten udelukkende af klosterøl – især fra Belgien, men andre øl var også repræsenteret.

Klosteret udgjorde en nydelig ramme for det i sammenligning med de ølfestivaler, jeg ellers har været på – i Lokomotivhallen gentagne gange, og Forum en enkelt – lille arrangement. Dørene til den gamle klosterbygning var meget apropos også små, ligesom passagerne mellem de flotte, hvælvede rum også var det. Så det var ikke alene, de fine, vildgærede bryg, der gav hovedpine – når man for 6-7. gang på en time havde knaldet ægget op i de hvidkalkede munkesten i hvælvingerne eller døråbningerne, havde man vel så småt lært at bøje sig forover, eller gå lidt ned i knæene. – Men (for mit vedkommende i hvert fald) ikke for at vise ærbødighed for nogen skaber.

Og nu til øllet …

Som altid, når jeg har været på ølfestival, er en af de store udfordringer at tyde min hastigt nedkradsede noter. Men jeg skal gøre mit bedste. I klosterkælderen kunne man altså primært smage belgiske klosterøl, men Nederlandene, Østrig, Frankrig og USA var også repræsenteret.

Benno, Engelszell

Benno er en østrigsk klosterøl. Det er jo næppe overraskende at finde munkevæsen i det katolske Østrig, så ingen større overraskelser der.

Duften antyder mere end noget andet en Blonde, så en ufin blanding af marcipan, kogesprit og eddike får flere alarmer til at bimle samtidig. Smagen er nu ikke så fæl endda, men som det er med rigtigt belgisk klosterøl, så kræver det en vis indforståethed helt at begribe konceptet. De sure noter er det første, man annammer. Sammen med bitterheden får det denne blogger til at tænke på brunkål, og ved siden af – altså ikke helt så velintegreret i brygget som man kunne ønske – alkohol, der giver brygget udtryk af brændevin. Den flinke og vidende udskænker kunne berette, at brygget var sødet med honning – mit bud er, at honningen nok ikke var særlig sød, for brygget var i det hele taget ikke særlig sødt. Og selv hvis man kunne forestille sig honning uden sødme, ja, så var en sådan smag heller ikke at finde i brygget.

– En lidt sløj start, måske, men der var jo heldigvis så meget mere at prøve

3 stjerner.

Oude Geuze Boon

Næppe overraskende var et af festivalens store tilløbsstykker en samling aldeles nydelige Geuze-smagsprøver. Typen er en af mine absolutte favoritter, og jeg blogger i konstant ærgelse over, at jeg alt for sjælden har blogget, alt for sjældent blogger og desværre nok i fremtiden også alt for sjældent vil blogge om dem. For når man endelig kan købe dem i almindelig handel, koster de ikke bare bondegård, men også en der gik og har gået.

At Geuzen kaldes ‘ølverdenens champagne’ forstår man så udmærket, når man prøver dette tørre, skarpe, boblevinsyrlige og perlende friske vidunder. Perfekt til nytårsaften, men også perfekt at nyde i den mest modbydelige sommerhede.

Typen er kraftigt på vej frem globalt, og man forstår til fulde hvorfor. Et morsomt tvist til bryggets historie – igen ifølge udskænkerne – er, at belgierne traditionelt har betragtet geuzen som et studenterbryg – en øl, som dem der ikke ville drikke det rigtige øl, drak, for at slippe lettere om den med studenterlivet påkrævede fuldskab.

5 stjerner til dette fine bryg. Af de øvrige to Geuzes, der var til rådighed, havde jeg allerede prøvet den ene. Den anden blev der ikke skænket smagsprøver af, da udskænkeren på dette tidspunkt havde så få tilbage, at de skulle sælges og ikke åbnes …

Prøv at gætte, hvad jeg købte og hvad der bliver anmeldt ved senere lejlighed.

Lindemans Kriek

Hvis jeg skal udpege en guilty pleasure, når det gælder øl, skulle det være den belgiske kriek – en frugtøl brygget på kirsebær.

Denne er i sandhed en frugtøl. Udover, at den indeholder de fine røde bær, som Jack Nicholson så mindeværdigt spul-ørlede og stød-brækkede ud over en hel kirkemenighed i filmen “The Witches of Eastwick” på et eller andet gudsforladt tidspunkt i firserne, så indeholder den kun afdæmpede 3,5% alkohol og leveres i en lille pakke på 25 cl.

De små pakker skyldes, at disse bryg heller ikke traditionelt drikkes som de er. De blandes derimod gerne i netop geuzes, for at give disse et skud af frugt.

– Og det er alt I får at vide om den nu. Også den købte jeg et eksemplar af, fordi jeg gerne ville levere en grundig anmeldelse af den på bloggen senere.

Spencer Imperial Stout

USA er som bekendt på andenpladsen over de lande i verden, jeg synes er mest spændende, når det kommer til øl. I USA findes der også et trappistkloster, og fra dette blev der også langet smagsprøver ud i Esrum.

Denne Imperial Stout dufter som sådan én skal – nylagt tjære, lakrids og kaffe møder snudeskaftet i bouqueten. Smagen er også på plads – der er en god intensitet, masser af brændt bitterhed og lakrids, men også ledsaget af en lige lidt for let viskositet, der gør at brygget brækker for meget i stykker i sine enkeltdele på vej gennem munden, frem for at fremstå som en samlet højere enhed.

Lakridsen bliver lidt støvet, vandet træder for meget frem, og brutaliteten er der mest for brutalitetens egen skyld, frem for at fremhæve andre træk i brygget.

4½ stjerner.

Kriek Boon

Videre til endnu en Kriek. Jeg kan slet ikke holde mig fra det – især ikke, når det så sjældent forefindes i detailhandlen herhjemme. Denne må betegnes som en lettere type, der i modsætning til fx Mort Subites Kriek lader kirsebærrene træde lidt i baggrunden.

Belgierne bruger de forskellige frugtøl – herunder kriek’en – som dessertøl, men lur mig om ikke krieks som denne bestræber sig på at kunne stå mere alene. Sødmen er afdæmpet, men den tydelige, friske og vederkvægende syre gør brygget lettere, og lader tydeligt kundgøre, at bunden i brygget er lagt af en lys belgisk lambic.

4½ stjerner.

Westvleteren Guld

Et af kælderlokalerne fungerede også under festivalen som butik, hvor man dels kunne se det fulde udvalg af bryg, som klosteret faldbød, dels kunne tage dem med hen til kassen og betale for dem, skulle man have lyst til at bringe et par af de fine bryg med hjem.

På en af hylden stod et parti øl fra Westvleteren, et belgisk kloster med navn efter byen den ligger i, tæt på den franske grænse ved Dunkerque. Ganske uanselige var de, som de stod der, på flaske uden etiketter på. Kun kapslerne var i forskellige farver, der dermed antydede, at der var tale om forskellige typer.

Jeg var ved at gå bagover, da jeg så prisen. 115,- Kr for én enkelt på 0,33 l. ALDRIG om jeg ville give så meget for så lidt øl … i hvert fald ikke før jeg havde prøvet den, for jeg havde godt luret, at den blev udskænket i den anden ende af klosterkælderen.

Udskænkeren derhenne kunne fortælle, hvordan øllene kun kunne skaffes fra selve klosteret i Vleteren, ved at man fysisk mødte op, bankede på døren, og så ellers krydsede både fingre og tæer for, at der overhovedet var bryg på lager.

De logistiske kolbøtter, der skulle til for at anskaffe brygget, pressede altså prisen i vejret. Men netop fordi de er så svære at få fat i, kan de altså også sælges til en pris, der kan få turen til at betale sig.

Opportunist som jeg var, valgte jeg i øvrigt ikke brygget med den grønne kapsel til 115,- kr. Næh – de havde også én med en gylden kapsel til 150,- kr. for samme størrelse, og dén skulle jeg i hvert fald prøve.

Med sine 12 % emmer den mere end noget andet af alkohol. Brygget har kulør af nylagt kobber med kraftigt gyldent skum. Den gennemtrængende alkoholiske aroma af tyk, gæret sveskegrød, kombineret med den rivende fornemmelse i halsen, og den trykkende ditto i brystet er til gengæld en smagssag …

Oplevelsen er intakt, men om den ligefrem er nogen nydelse, er jeg mere tøvende med at erklære. Prisen er under alle omstændigheder for høj for et bryg, der trods alt ikke er mere usædvanligt end det er. Man betaler mere end noget andet for bryggets fortælling, og ikke den uanselige flaskes indhold.

Frem for at slå til og betale en formue hvis man skulle støde på brygget, vil jeg faktisk mene, at man hellere skal vente og se, om livets vej måske en dag slår forbi klosteret. For hvis ikke, så er der alligevel mange øl, der ikke bare er lige så gode men også langt bedre her i verden, som man hellere skulle bruge sin tid og sine surt spinkede spareskillinger på.

3½ stjerner.

Lindemans Pecheresse

Den sprittede sveskegrød fra Westvleteren er til gengæld et godt eksempel på det, man tager på ølfestival for; at prøve noget ganske særligt, som man aldrig ville have fået lejlighed til at prøve, hvis ikke man havde besøgt ølfestivalen.

Det samme gjaldt Lindemans Pecheresse – en frugtøl sødet med ferskener. Det lød så rædsomt at jeg absolut måtte prøve den.

Her skal blot nævnes bryggets bouquet – hovedpinen udeblev, selvom mindet om, hvilken hovedpine mine punkerdages Æbleaperitif (eller blot ‘tif’) kunne give dagen efter, stod meget levende i erindringen, da emmen fra brygget blev trukket ind. – For sådan dufter brygget …

… hvordan det smager må læserne vente med at høre, for jeg endte – den skræmmende bouquet til trods – med at blive så begejstret for den, at også den kom med hjem til senere fuldfed anmeldelse.

Spencer IPA

Den milde skuffelse over Spencer’s Imperial Stout gjorde, at jeg valgte at spille sikkert. Ganske vist var temaet meget belgisk, men ét af klostrene lå jo ligegodt i USA, og der havde man da også brygget den eneste IPA, der var at finde blandt klosterøllene.

Og det beherskede de ellers som næsten kun amerikanerne kan det. En velkendt og vellidt knastør bitterhed af spæde grannåle og løvtræ melder sig det øjeblik prøvesmagningsglasset sættes for læberne.

Brygget betoner især det bitre, glemmer måske lidt det aromatiske – de ellers ofte medfølgende noter af syren, hyld og roser udebliver, uden at det dog ligefrem efterlader huller i oplevelsen. Bitterheden kan godt stå alene.

Til gengæld melder der sig lige lidt for store pytter af væde i det ellers lækre tæppe af frisk humlebitterhed – men denne antydning af ubalance hører trods alt til i småtingsafdelingen.

4½ stjerner.

Floreffe Dubbel …

Den sidste øl jeg prøvede valgte jeg på grund af patentproppen. Jeg syntes, den lignede en Flensburger så meget, at jeg ikke kunne gå derfra uden også lige at have prøvet den.

Der er tale om en dubbel, der ved skænkning afgiver en endda ganske kraftig odeur af stald og insilage. Det er ikke ukendt for bestemte øltyper at yde den bouquet – og det er langt fra så slemt som det lyder, og ingenlunde ment negativt at beskrive duften således.

Smagen var kraftigt bitter og en smule klæg. Den faldt ikke helt  i min smag, men det var nu ikke derfor, jeg i min efterhånden selskabelige overrislethed kom til at stille mit glas på en skrå overflade, så glasset væltede og alt brygget – udover den ene mundfuld jeg havde indtaget, røg ud på gulvet.

Heldigvis holdt glasset, så ingen officials måtte ile til med kost og fejebakke. Øllet var til gengæld spildt – en lidt skæv måde at afslutte arrangementet på, men i det mindste var det da langt fra det bedste øl, det var gået ud over.

Jeg undlader at give stjerner, da jeg trods alt forsøger at holde en vis standard i mine smagninger. Én enkelt mundfuld er ikke helt nok til, at jeg med rimelighed kan give øllet karakter.

Farvel og tak …

Det var det. Tilbage er der kun at sige tak til arrangørerne for invitationen. Det var afgjort den ellers lange tur fra Brønshøj værd, og jeg ville helt sikkert begive mig af sted igen, skulle en lignende invitation falde en anden gang.

– Og i så fald vil jeg i hvert fald ikke glemme at tjekke mikrobryggerierne ud igen.

Her til sidst er der et billede af, hvad jeg valgte at tage med fra arrangementet til senere anmeldelse her på bloggen. Anmeldelserne  skal man blot forblive indstillet for at læse når jeg engang når til det.

Og man var der ellers kun et par timer …

Så lykkedes det mig for tredje gang i streg at lægge vejen forbi Danske Ølentusiasters Ølfestival i Lokomotivværkstedet i Valby. Jeg tænkte, det måtte være på tide at kalde venueen (ja, det må det vel hedde på nudansk) ved dets rigtige navn i år, nemlig Lokomotiværkstedet og ikke Lokomotivhallen, som jeg fejlagtigt har har kaldt det tidligere. Jeg må have haft skyklapper af et ganske udsøgt fabrikat på begge år, siden det er lykkedes mig i den udstrækning at gentage den samme fejl over så lang tid. Men nu skulle det så også endelig være slut, og vid, at det aldrig er for sent i det mindste at prøve at blive bedre til det man sysler med.

Det blev til mange indtryk, gensyn og selvfølgelig smagsprøver … samt en helvedes masse noter og billeder, som jeg nu skal se, om jeg kan finde en eller anden form for orden i. Måske er jeg endda heldig, det munder ud i en antydning af overblik – et kondensat af de mange indtryk, der måske endda kan gøre os allesammen klogere på, hvilken vej ølvinden blæser – hvad der står på spring til at blive hot og hvad der efterhånden er not …

Jeg vil starte med oplevelserne – og så må jeg jo se, om der kondenserer sig noget overordnet efterhånden.

Flower Power Red IPA, Herodes

Jeg forsøgte ellers at være så grundig og omhyggelig. Alligevel lykkedes det mig åbenbart at undgå at få bryggeriet bag den første øl, jeg prøvede på festivalen, med i de hastigt nedkradsede noter. Pokkers! Men godt man har lært at google – og i øvrigt kigge sine billeder grundigt igennem. Valget faldt på en frisk IPA, da gåturen i det varme vejr fra mit arbejde godt 2 km. derfra havde gjort mig godt gammeldags tørstig. Den milde Flower Power IPA fik jaget tørsten væk med fortrinsvis frugtige aromaer af appelsin, clementin, spæde grannåle og adækvat opfyldelse af genrens skarphed. Til gengæld var der lige lidt mere vand end nødvendigt – hvilket i situationen var mere end velkomment. Havde jeg til gengæld betalt dyre domme for den på en ølbar, ville jeg nok have følt mig mere skuffet end vederkvæget.

Kriek, Kongebryg

Sidste år var jeg jo på bryggeribesøg og efterfølgende rodie ved flere lejligheder for Næstved-bryggeriet Kongebryg. De havde en stor stand på festivalen med militærtema, hvor personalet var iklædt deres karakteristiske armygrønne bryggeri-t-shirts under et stort camouflagenet. Brygmester Niels Kiens var ude, da jeg først kiggede forbi. Til gengæld mødte jeg min tidligere medroadie Brian, der straks langede en smagsprøve på bryggeriets nye Kriek ud. Indtil videre har Kriek for mig været meget sødt og imødekommende – jeg lapper Mort Subites i mig som slik, når som helst jeg kan slippe af sted med det. Men det ville jo ikke ligne brygmester Kiens særlig godt, hvis oplevelsen ligefrem var lettilgængelig – og det var den så gu’ heller ikke.

Kongebrygs Kriek er rød og tæt som nytappet blod – kun det spinkle, lilla-pink skum afslører, at det ikke er den gamle kasernes våben, der har været ude og trække kropsvæsker. Smagen er syrlig – som i syrlig af sure kirsebær, skarp som en nysleben bajonet og forunderligt forfriskende i de ansigtsvridende trækninger, bryggets slimhindesammenkrængende aromaer indgyder. Et must for enhver, der tror at en kriek er en sød oplevelse – det er horisontudvidende som kun de færreste. Desuden er den brygget helt efter belgiske forskrifter – af sig selv i egen tank, altså som en rigtig Lambic.

Kriek Royal, Kongebryg

… og er man ikke til syrlig Kriek, kan man få et skvæt af bryggeriets mjød i. Straks har man en sødere, og nok også mere lettilgængelig Kriek Royal. Mjøden er ikke af den bløde, runde slags, men derimod af en frisk, lys og vinøs karakter, der fortsat giver det samlede resultat en skarp kant, frem for at kæle med smagsløgene. De syrlige kirsebær blander sig fint med honningvinen, men ikke så meget at de forenes – hvilket er fint, da brygblandingen dermed giver en både bredere og mere intens smagsprofil.

Perseus Valnød, Christiania Bryggeri

Ja, det er vel egentlig også for galt, at jeg ikke har været forbi Christiania Bryggeri endnu. Det er jo ikke fordi jeg har boet langt derfra de sidste fire år. Men så er der jo lige, og åh og ih og ah … – og så får man det alligevel aldrig gjort. Og så er det jo godt, at man har ølfestivalerne, hvor man netop kan nå den slags. Okay, sandt at sige vidste jeg faktisk ikke, at Christiania havde sit eget bryggeri, men jeg ville nu heller ikke påstå, at det kom som den store overraskelse, da det gik op for mig.

Anyways – de havde denne valnøddeøl samt en IPA på hanerne i deres bod i den solbeskinnede gårdhave. Jeg ender alligevel altid med at drikke en farlig masse IPA på ølfestivalerne – og selv når jeg ikke gør, så drikker jeg en farlig masse IPA uden for ølfestivalerne. Eller for nu at gøre en allerede alt for lang historie kort – jeg ville, om ikke for andet end afvekslingens skyld, gerne prøve noget andet end IPA.

Og en IPA er det i hvert fald ikke. Det ellers nydeligt træfarvede bryg har tæt på ingen duft og viser sig da også først og fremmest at være en meget let tørstslukker. Fyldige, bitre eller for den sags skyld harske nødder er der ikke meget af, men efter nogen tålmodig venten bider bitterheden da en smule fra sig på tungesiderne ved gummerne. Det er nu ikke valnødder, der spagfærdigt viser sig, men snarere bitrere hasselnødder. Bare ærgerligt, at der ikke er nok af dem.

Navnevalget – den hellenske halvgud og kvindemorder Perseus – fik jeg desværre ikke nogen forklaring på. Pokkers som man altid glemmer den slags vigtige ting i farten. Jeg har forklaringen mistænkt for at kunne indgyde væsentlig mere spænding og begejstring end brygget … ikke at der egentlig skal så meget til.

Psykopaten IPA, Syndikatet

Jeg rendte jo også ind i en håndfuld gamle venner til ølfestivalen. Denne øl fik jeg fx anbefalet af en gammel ven ved navn Anders, hvis parade af lovord for den nærmest ingen ende ville tage. – Og se … IPA’er skulle jeg så sandelig få rigeligt af, selv når jeg ellers prøvede at gå uden om dem.

Psykopaten byder på solid træbitterhed – ca. to dele eg til en del fyr, hvilket gør den overvejende tung, mørk og en kende syrlig i udtrykket. Et tredje bittert indslag af kaffe melder sig varmt og kælent oven på de noget mere krakilske og uhøvlede træsorter. Det er lige før kaffen faktisk dæmper den øvrige bitterhed, så det færdige indtryk samlet set er rarere og venligere end hvis kaffen ikke havde været der.

Større psykopater behøver man nu ikke at tage til Det Hvide Hus for at finde – vores hjemlige Flygtninge- Indvandrer- og Integrationsministerium huser allerede langt værre af slagsen, og det samme gør Landbrugs- og Miljøafviklingsministreriet i øvrigt også.

– Men det er en anden historie.

Orange Peel Imperial Stout, Hornbeer

Denne øl fik jeg anbefalet af Ghita Gnudtzmann, en af Hornbeers faste roadier, som jeg lærte at kende på Copenhagen Beer & Whiskyfestival i Forum sidste sommer.

Brygget er brygget på rosiner, chokoloade og Stroh-rom og jeg skal ellers lige love for, at man får noget for pengene i hver lille mundfuld: Ud over at brygget næsten damper af sød bourbon-vanille, møver de ufatteligt mange smagsindtryk sig frem, som befandt de sig i Roms undergrundsbane i myldretiden, alle på spring for at komme samtidig ind i samme tog. Rosiner, limelikør, chokolade, vanille, romessens, anis, fennikel og en brændende fornemmelse i brystet – for nu bare at nævne noget af det, der omgående er ved at slå én omkuld.

Brygget var samtidig meget letflydende i viskositeten. Den underligt tynde finish, kombineret med et mere forvirrende end forenende indtryk gav … vel, det gav måske nok en oplevelse af de store, men næppe af de helt gode.

Pinta Imperator, Bałtycki

Egentlig var jeg jo på vej om til et polsk bryggeris stand, hvis navn jeg desværre ikke var vaks nok til at få med. Allerede hos Kongebryg havde jeg jo mødt Martin Bo Pedersen, der med det samme slyngede om sig med anbefalinger, som jeg kun kunne håbe på at nå en brøkdel af. Én af dem angik et samarbejdsbryg mellem polske Wosname (bedre kendt som Bałtycki – har google efterfølgende lært mig) og Svaneke Bryghus. Omsider ankommet til standen mødte jeg en anden gammel bekendt, John, som har haft butikken Ninkasira i Hedehusene, snart København med polsk og tjekkisk øl. Han kunne fortælle, at samarbejdsbrygget kun havde været på hanerne dagen før. Til gengæld havde han denne nydelige stout til mig fra bryggeriet Whatsitsface (altså Bałtycki).

Ovenpå den mildt sagt blandede oplevelse fra Hornbeer var det forløsende at få et ordentligt flødefint fyldebryg i kæften, fuldt ekviperet med chokoladesødme, kaffebitterhed og cognacessens i aldeles nydelig forening. – Det skulle ikke blive sidste gang jeg blev en sådan oplevelse til del den dag.

Havre Pale Ale, DTU Bryghus

Man skal jo pleje sine kontakter og nye bekendtskaber, og det traf sig jo så heldigt, at DTU’s stand havde hjemme lige ved siden af Ninkasiras. Så jeg hilste pænt på brygmester Preben Bøje Hansen, der omgående måtte insistere på, at jeg da skulle prøve nogle nye brygeksperimenter, han havde med.

Åbenbart var der tale om en ny øl, en øl ingen før havde prøvet at brygge før – i hvert fald ikke hvad brygmester vidste af. Og jeg har i hvert fald heller ikke selv hørt om det før. Der er tale om en havre-IPA. En øl brygget på havre, og så tilsat gavmilde mængder aromahumle. Brygmester kunne sit håndværk, men ville gerne have mig til at sætte nogle ord på bryggets smag, og som sagt så gjort: Brygget er letflydende og mildt, men aromahumlerne trænger alligevel vel igennem. Mest af alt ligner brygget i karakter en frisk saison – den har typens forunderlige lethed, og med en alkoholprocent på afdæmpede 3,5 er den velegnet til frokost og markarbejde, samt en velsmagende, karakterfuld bælleøl til festlige lejligheder.

En så let øl, der smager af så meget, oplever man kun sjældent.

G&T Collaboration Brew, Herodes/Flying Couch/Møn Spirits

Preben Bøje Hansen havde en anbefaling, som jeg straks efter måtte prøve – en øl brygget på Gin & Tonic. Det lød så skørt, at det omgående måtte prøves. G&T Collaboration Brew er tilsat krydderier fra den berømte drink – altså først og fremmest enebær og – vil jeg formode – kinin. Krydderierne giver et frisk og fængslende skarpt udtryk, der varmer hele vejen ned gennem halsen, som en god G&T gerne skal gøre det. Fælles med drinken har den desuden sin spinkle viskositet og lethed. – Preben Bøje anpriste brygget for sin lethed, idet den jo kun indeholdt 8% alkohol … at anse 8% for ‘let’ – ja, det vil jeg bare lade stå for sig selv et øjeblik.

Jeg fik G&T Collaboration Brew i samme stand, hvor jeg fik Flower Power Red IPA, som jeg prøvede allerførst. Igen lykkedes det mig – helt uden anstrengelser – at ikke få noteret bryggeriet bag. Er jeg ikke bare dygtig? – og denne gang hjælper Google ikke meget. Men på daværende tidspunkt havde jeg i det mindste den i øvrigt elendige undskyldning, at jeg var fuld.

Til alt held var jeg i min flere hestes brandert snarrådig nok til at hapse et skilderi af brygbeskrivelsen – vistnok holdt frem af brygmester hamselv. Af den fremgår det, at brygget er et samarbejdsbryg mellem flere aktører – herunder Herodes-bryggeriet, som jeg tror, jeg skal have tjekket lidt nærmere ud i nærmeste fremtid.

DTU-brygmester Preben tog i øvrigt fejl. Det er ikke en let øl på 8% men på sølle 7½ … Næsten – men også kun næsten – alkoholfri ifølge hans standarder, vil jeg skyde på.

Ultrapress Beer Liquor, Ultrapress

Jeg troede egentlig det var afgået ved døden lige så hurtigt som det var blevet født – varmt øl med flødeskum. Det var et kæmpe hit for to år siden, men ingen steder at se sidste år, hverken ved DØE’s arrangement, eller ved Copenhagen Beer & Whisky Celebration.

Men nu er det der igen, og til forskel fra for to år siden, så fik jeg det altså prøvet denne gang.

Og jeg blev ikke skuffet. Det smager jo simpelt hen vidunderligt – som et kaluah-shot med lidt mere kaffe, og rundet af med maltsukker. Fløden giver fylde og fornemmelse af Irish Coffee, hvor whiskyen er erstattet af … noget andet, men uden at noget går tabt i oplevelsen.

Det fungerer, indrømmer jeg uden videre omsvøb. Men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, jeg ikke var overrasket. Det mørke bryg er i øvrigt vidunderligt fyldigt – det var der indtil flere bryggere – især danske – ved arrangementet, der kunne lære noget af.

Sort Smoothie, Munkebo

… via Beerbuddy, skal jeg lige nå at sige før jeg skrider til anmeldelse. Jeg prøvede nemlig denne lille sorte sag hos distributøren Beerbuddy, der analogt med fx Årstiderne leverer varer lige til døren. Her gælder det dog ikke økologiske grønsager – men kvalitetsøl, blandt andet denne fra Munkebo.

En sød og rar sag med især sødme af chokolade og kakao. Som oplevet flere gange tidligere ved arrangementet blev jeg overrasket over bryggets letflydende viskositet, der oven i købet fik brygget til bruse op – næsten som sodavand – ved skænkning. Jeg aner en tendens med mørkt øl, der flyder let …

Væltepeter, Skagen Bryghus

Det var omkring dette tidspunkt, jeg endnu engang rendte ind i Martin Bo Pedersen, og det var i selskab med ham, at de sidste par øl blev prøvet. Skagens Væltepeter … sikket fint navn til en øl – filmen starter jo automatisk i éns hoved, så snart man hører det … er – hvis mine noter ellers står til troende og relæsende, begge dele er der tvivl om, i betragtning af, hvor langt henne i arrangementet jeg var – i en eller anden grad tilsat rom. Noterne vidner også om en vis begejstring hos undertegnede; “Lækker fyldig øllikør med romessens, alkoholisk og fyldig. Det bedste fra rom af øl.” – Det sidste var vidst ment som en morsomhed, der mentalt er gået tabt, ligesom oplevelsen af øllen, der kun lever i mine noter. Jeg plejer ellers at kunne huske detaljer, når jeg læser noterne – men her er altså den berømte undtagelse, der bekræfter reglen …

Når nu jeg husker den så dårligt, var den måske alligevel ikke så god som noterne lader antyde.

Eller også var jeg blot ved at blive mere vissen, end jeg husker.

Coffee & Cigarettes, Beavertown

Jeg skulle tidligt op og på arbejde lørdag morgen, så mit besøg på ølfestivalen var begrænset til fredag sen eftermiddag og tidlig aften. Sidstnævnte var det efterhånden henunder, men Martin Bo Pedersen lod mig selvfølgelig ikke slippe så let. I One Pints bod blev jeg budt denne lille krasse sag. Igen en letflydende porter/stout med masser af smag – her af kaffe og engelsk lakrids. Ja, som navnet antyder er det ikke sødmen, man skal smage dette bryg for …

… again with the letflydenhed …

Rogue 8 hop IPA, Rogue Ales

I forvejen har jeg det svært ved at orientere mig, når der sker mange ting omkring mig, så præcis hvad der gjorde, at Martin Bo Pedersen pludselig stak af i en ikke nærmere bestemt retning ved jeg ikke. Til gengæld blev jeg lynhurtigt passet op af hans veninde Pia, der ville have mig til at denne IPA fra – ja, lur mig om bryggeriet ikke er smuttet igen – tak, Google.

Bouqueten er – i modsætning til aromaen, der især består af bittersyrligt egetræ – ganske frugtig af appelsinsager og sikkert også noget hyld. Egetræsaromaen i smagen er til gengæld ganske altfavnende og giver både en bidsk, tung og næsten farlig IPA-impression. Ikke lige min foretrukne IPA-type – jeg savner nogle friske, spæde og sprøde grannåle.

Og efter den var det tid at vende næsen hjemad. Fornuftig som jeg var, havde jeg taget det offentlige på arbejde den morgen. Sikke jeg kan … gid jeg var lige så god til at notere bryggerier, som jeg er til at gebærde mig fornuftigt i trafikken. På den anden side er jeg også glad for, at min uopmærksomhed er distribueret som den er. Det omvendte ville være farligt. Hellere overse et bryggeri hist og pist end en vigepligt eller en 20 tons betonkanon.

– – –

Med fare for at gentage mig selv – men det er jo faktisk én af de ting man bliver nødt til i opsummeringer og konklusioner, vil jeg nu forsøge at trække nogle linjer, se det lidt fra oven, fremdrage nogle generaliteter og sige noget overordnet om mine indtryk fra årets festival.

Letløbende stouts – not!

Mørkt øl er fortsat meget populært, og der er fortsat skruet helt op for smagen – både det søde, det bitre og alt det andet, man kender fra genren. Åbenbart skal det mørke øl nu til at være letflydende og vandigt i viskositeten. Selvom øllene smager fint, finder jeg det ærgerligt, da den slatne viskositet uvægerligt går ud over brygget fylde og det sker på bekostning af bryggets evne til at forene forskellige smage i et større hele.

Det er fint at bryggerierne eksperimenterer med at gøre smagfulde stouts letløbende, og dermed måske også lettere tilgængelige. Men når det sådan går ud over den samlede oplevelse, er min anbefaling utvetydigt, at man lader det blive ved eksperimentet.

Mørke IPA’er – Same-same …

IPA’en skulle efter sigende være på vej ud. Desværre magter jeg ikke rigtig at finde øltrend-hjemmesiderne frem, hvor jeg først læste det, men det blev siden gentaget i Ølentusiastens første 2017-nr. Ikke desto mindre kunne man fortsat finde IPA i velsagtens hver eneste stand på festivalen. Typen forbliver en sikker publikumsmagnet og derfor en vinder.

Det har dog ikke holdt bryggerierne fra at gå nye veje med dem. Nu skal de være mørkere og tungere i smagen. Grannåle erstattes af egetræ, grape og appelsin erstattes af kaffe, og hyldeblomst og syrennektar ryger helt ud. Fra frisk og frejdig til dunkel og farlig … selvom jeg ikke selv er den optimistiske, lalleglade type – eller måske netop af den grund – har jeg altid elsket IPA’ens opstemthed og simple fryd. De mørke toner, der nu slås an bringer ikke genren noget afgørende nyt, men læner sig blot op ad andre typer, som det ikke klæder IPA’en at begynde at gå i bedende.

Giv mig til hver en tid en mørk, truende barley wine, eller ESB – se dér var i øvrigt potentiale for en spændende ny øltrend! Men lad nu IPA’en forblive det, den er så vel – et lystigt, humlet refugium. En velfornøjet aromaeksplosion til ubekymret, udelt nydelse – så længe der er bryg i glasset.

Syrlige Krieks – Hot!

Der var flere gode og fine oplevelser på DØE’s ølfestival, men kun ganske få står tilbage som unikke og horisontudvidende for mig. DTU’s Havre Pale Ale kunne nogle ting med en lav alkoholprocent, og varmt øl med flødeskum kunne noget andet. Men den største oplevelse forbliver Kongebrygs vidunderligt skarpe og syrlige kriek. Mit ydmyge håb er dels at syrligt øl snart slår igennem i større stil, og med det syrlige øl, de belgiske lambic-typer, der fortsat anses for langt mere eksotiske end de egentlig er.

Med søde, fyldige stouts og superbitre IPA’er har ølverdenen for længst taget imod det søde og det bitre. I det syrlige og det sure venter det nye, det uopdagede, erkendelserne, åbenbaringerne. Det er kun angsten for det fremmede, der holder os tilbage, men det er der, vi skal hen og favne den skønhed, der venter på os.

Kongebryg viste vejen – eller i hvert fald viste de mig vejen. Jeg hører gerne andre deltageres oplevelser og bud på, hvilken retning ølverdenen bevæger sig i. Og selvfølgelig behøver man ikke have været på ølfestival for kommentere – alle er velkomne til at smide en kommentar.

Her til allersidst skylder jeg en særlig tak til dem, der på forskellig vis ledte mig på (af)vej(e) ved arrangementet. Først og fremmest Ole Madsen, som jeg undtagelsesvis ikke fulgtes med, men som jeg skylder tak for hjælp til at komme ind til arrangementet. Desuden mange tak til Martin Bo Pedersen for godt selskab og vejledning, til John Schmidt, Ninkasira; Brian fra Kongebryg; Ghita Gnudtzmann, Hornbeer; til Anders, Louise, Annemarie og Thomas – gamle venner, jeg tilfældigvis rendte ind i – og endelig en særlig tak til brygmestrene Preben Bøje Hansen, DTU for at bede mig sætte ord på hans nye øls smag, og Niels Kiens, Kongebryg for årets største oplevelse … og en øl jeg fik i hånden til anmeldelse senere.

Den glæder jeg mig til.

Fra venstre: Kasper og Ole Madsen samt undertegnede.

Jo, jeg har skam også været en tur forbi Danske Ølentusiasters Ølfestival i Lokomotivhallen i den forløbne weekend. Sagde jeg weekend? Ups, undskyld forvirringen – jeg var der i torsdags på åbningsdagen, men det er selvfølgelig også lille fredag og derfor næsten også lidt weekend alligevel eller noget.

Uanset hvad skete det i det bedste selskab, man kunne ønske sig, flankeret som jeg var af Ekstra Bladets Ole Madsen og dennes grandfætter Kasper, som jeg har kendt i årevis uden at vide, at de to var i familie. Jeg burde selvfølgelig have regnet det ud ud fra deres fælles efternavn, men sådan kan man jo være så uendeligt dum og blind.

Det blev til mange spændende indtryk og en masse smagsprøver. Jeg har prøvet at danne mig et overblik ud fra hurtigt nedkradsede noter og billeder på min telefon. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis ikke jeg havde mit bloggerisenkram med og være ‘unplugged’, som Ole Madsen ellers selv gør meget ud af at være på ølfestival. Sådan er vi så forskellige og enige om at være uenige og sikkert også en hel masse andet.

Her følger så en lille liste i nogenlunde kronologisk orden over, hvad jeg afprøvede – og nej. Selvom jeg langede et par hurtige karakterer ud, tæller de ikke som anmeldelser.

Taybeh Non Alcohol + Dark

Taybeh er et palæstinensisk bryggeri med et bredt sortiment. Jeg prøvede to af deres øl. Den her afbilledede er tilpasset den lokale efterspørgsel idet den er helt alkoholfri, og faktisk en rigtig halal-øl (det gule mærke angiver, at det er halal). Jeg har tidligere kaldt en øl halal – men den havde ikke det eftertragtede mærke, så hvem ved, om den nu var det alligevel?

Jeg har vist aldrig før prøvet en alkoholfri øl med så meget smag. Det er en meget sød øl, og ifølge bryggeren fordi den også er tilpasset lokalområdets smag, og ikke kun religion. Det bliver i længden lidt saftevandsagtigt, selvom en blød og rund humle godt kan mærkes bag sødmen. Skulle jeg en dag gå på vandvognen, vil jeg ikke udelukke, at jeg samtidig ville gå halal.

For nørdernes skyld kan jeg oplyse, at øllet ikke er brygget færdigt, hvorefter man har fjernet alkoholen – sådan som alkoholfrit øl normalt laves. I stedes standses gæringen meget tidligt, så der ikke udvikles alkohol. Det skulle angiveligt være meget svært og ressourcekrævende, og der var da heller ikke nogen ende på stoltheden over denne lille alkoholfri perle. – 3½ stjerne.

Bryggeriet og dets udvalg antyder et tysk forbillede. Der er en pilsner, en wiener, en Weizen og altså en mørk øl, der godt kunne svare til en Schwarzbier. Der er ikke mange dikkedarer eller krumspring ved den sidstnævnte, andet end at den er dejlig fyldig med en rund og lækker karamelagtig maltprofil. I og for sig er den meget klassisk og velkendt, men helt uden at være kedelig. – 4 stjerner.

Vikinge Øl (sic), Kerteminde Bryghus

Kerteminde Bryghus producerer kun til lokalområdet, herunder et hotel, og derfor findes deres øl sjældent i handlen. Det er på grund af sådanne øl, at der er ølfestivaler til, for så behøver man ikke betale en dyr hotelregning samtidig med at man prøver øllet.

Eksemplaret, jeg fik lov at smage af, var desværre lidt for kold. Bitterheden var ellers intakt, men den varme lakrids- og rosmarinfylde fik ikke helt lov at udfolde sig ved køleskabstemperatur. – 4 stjerner.

Valnød Imperial Stout, Midtfyns Bryghus

Midtfyns Bryghus er for ikke voldsomt lang tid siden flyttet i nye lokaler, men inden de flyttede bryggede de en såkaldt eksklusiv serie specialøl – det sidste fra det gamle bryggeri – og de kan fås udvalgte steder til mellem en utrilllion og en fantasillion britiske pund til en kurs fra midten af 80’erne. På Ølfestivalen kostede en smagsprøve en polet til 12,50. Stadig pebret, men betaleligt.

Brygget dufter af portvin, fyldigt og frugtigt. Den første mundfuld er lidt slatten, men så begynder den at vokse. Den tilsatte valnød spiller vel sammen med maltfylden oven i en fortrinsvis bitter, men alligevel rund og venlig stout.

Der er dog ingen grund til at finde den store pengepung frem. Bryggeriets IPA, der kan fås i almindelig handel, slår den ikke bare med længder, men også med omgange. – 4 stjerner.

Broughton 6,2 IPA

Jeg tullede lidt rundt, sådan som man gør på festivaler – og som man især gør, når man som jeg er velsignet med en let asperger, der kan gøre det svært at få overblik over mange samtidige indtryk. Midt i kaoset fandt jeg endelig noget velkendt og trygt. En lille fiskåren konsulent, der begejstret fortalte om sine øl i en af de lidt større boder – på klingende Glaswegian Scots. Det var jo næsten som at komme hjem.

Efter en kort screening af mine præferencer, blev jeg budt 6,2 IPA – Et bryg, der står på spring til at vippe deres mangeårige sællert, Old Jock Ale, af pinden. Brygget indeholder amerikanske humletyper som Amarillo, Chinook og Cascade, og så bliver det jo ikke meget bedre på etiketten. Bag etiket og glas er der heller ikke meget at brokke sig over. Brygget er friskt og skarpt bitter, så det næsten brænder med en uhyre velplaceret sød afrunding. Humlen brænder næsten, mens fylden måske lader lidt tilbage at ønske. På den anden side giver det en letdrikkelighed, der gør denne fine IPA velegnet til fest, og ikke bare til nørdet smagning. – 5 stjerner.

Gylden IPA + Mørk Mumme, Royal Unibrew

Det var efter det lille skotske vidunder, at Ole Madsen og grandfætter stødte til. Uventet for en selvudnævnt ølconnoisseur anbefalede Ole en Royal Unibrew-øl som det første. Royal Unibrew har to specialserier ude – Lottrup, som jeg har stående til senere prøvning, og en anden række, som jeg nu ikke kan huske navnet på.

Det er fra den unavngivne serie disse to øl stammer. Gylden IPA er en afdæmpet IPA, krydret med rosmarin og Hyben. Man mærker måske et prik af rosmarinen, mens den skarpt bitre humle næsten helt udebliver. Til gengæld er der masser af balance, og forventeligt lidt for meget vand. De krydrede indslag yder en smule spænding, men nogen stor oplevelse bliver øllet aldrig – 2½ stjerne.

Den mørke mumme yder en vis mundfylde, men med enkelt huller i. Den er ellers forfriskende mørk, og man kan fint smage de mange forskellige malte, der er brugt. Armbevægelserne – store som små – udebliver imidlertid, og de er savnet. – 3 stjerner.

Roulv, Frejdahl

Det var så nu, jeg begyndte at glemme at tage billeder, så Jim Lyngvilds fine stout, fik jeg ikke taget nogen billeder af. Jim Lyngvild er en person, jeg er ganske uenig med om endda rigtig mange ting, men derfor kan de øl han, og brygmesteren på Vestfyen laver sammen, jo godt være fine alligevel.

Og det ér Roulv. En vidunderligt varm og velbehagelig stout med masser af bitterrund humle, vild maltfylde og et lækkert cognac-indslag. Brygget holder 9,2 % eller deromkring – så pas på.

Der er masser af det hele. Men der er også ca. lige meget af det hele, så brygget på ikke kommer til at virke disharmonisk i al sin magt og vælde – 5½ stjerner.

Klithede, Thagaard og Faddersbøl, Thisted

Ole ville gerne introducere os for noget ganske særligt. En serie af øl, der kun kan fås ganske få steder – fx på ølfestivaler. Disse tre øl fra Thisted Bryghus er alle brygget uden humle, der er erstattet af klassiske danske krydderier.

Klithede er således krydret med havtorn, porse og hyben. Smagen er mild, sødlig og mest præget af porsen, så øllet næsten fremstår som en Aalborg Porse Ultra Light. Det er for så vidt spændende nok at prøve, men der er ikke nok saft eller for den sags skyld kraft nok i brygget til at det kan stå alene. Til en god frokost vil det passe bedre end uden noget andet.

Thagaard er krydret med birk, gran og fyr, en pikant og på sin vis nyskabende øloplevelse, endskønt lakridsindslaget jo egentlig ikke er nyt. Ligesom de andre øl i serien, er det en let øl, man mere forestiller sig at nyde til noget end alene. Krydret fisk ville den her måske egne sig fint til.

Faddenbøl er en maltet sag, og så vidt jeg husker den klart fyldigste af dem. Mine noter er dog temmelig sketchy, hvilket nok skyldes, at Kasper og jeg for en stund havde ladet Ole gå lidt rundt for sig selv, hvorfor der måske ikke blev sat så mange ord på indtrykkene som tidligere.

Det var vist også Ole, der var mest interesseret i bryggene, og gerne ville introducere dem. Min begejstring vokser nu langt fra ind i himlen, og jeg synes, nyskabelsen til trods, ikke at nogen af dem hævede sig over en karakter på 3 stjerner.

Jacobsens Jubilæumsoverraskelse

Husbryggeriet Jacobsen havde også en bod, og i år fejrede de 10 års jubilæum. Dette blev fejret med et ganske særligt fadlagret bryg efter en af bryggerens egne opskrifter fra 1854. Den blev brudt lige præcis klokken 20:05 og vi stod parat, og var blandt de første til at smage.

Overordnet var jeg enig med bryggeren selv, der smagte først – “det kan da drikkes” – men nogen stor nydelse var det ikke. Bitterhed manglede det dog ikke, så ét flueben skulle den gave, men spændingen var bestemt større end velsmagen – 2½ stjerner.

Beernaise, Flying Couch

Omtrent på samme måde forholdt det sig med det festlige hipsterbryggeri Flying Couch’s bernaise-øl (ja, du læste rigtigt). Farven matchede ellers fint, og skummet kunne godt se ud som hviderne, der var pisket og lagt ovenpå bagefter. Kun esdragonen manglede.

Brygget smager også af bernaise, men ikke kun af det. Det ledsages af en gæret bismag, som man kender den fra Hefe-weizen. Og det var netop min fornemmelse – at jeg stod med en Weißbier, som nogen havde dryppet bernaise-essens ned i.

Kort og diplomatisk sagt var spændingen denne gang meget større en velsmagen – 2 stjerner.

Tangerine IPA, Raasted

Raasted har begået en IPA tilsat appelsinskal samt citra, summit og chinook-humle. Lur mig om ikke der også er noget cascade med et eller andet sted, for det er i hvert fald en habil IPA, både frisk, bitter i smag og eftersmag, og med den bergamotfylde, der plejer at være det rygende pistolbevis på, at min yndlingshumle også er med i konkoktionen. – 4½ stjerne.

Porter, Mylius Erichsen Bryghus

Det var omkring dette tidspunkt at Kasper og jeg rendte ind i Anne Louise, som var med til at heppe på min yndlingsgæsteanmelder, Gedved, ved Copenhagen Marathon for en uge siden. Over Mylius Erichsens porter var hun fuld af lovord i et omfang så de blev ledsaget af både munter glædesdans og flik-flak.

Jeg var ikke helt så imponeret. Det er en fortrinsvis sød porter, der ikke yder den store fylde. Bitterheden er frisk snarere end tung, og lægger sig læskende langs gummerne. Som porter er den i hvert fald lettere usædvanlig, og uanset hvad falder den ikke helt i min smag – 3 stjerner.

Hemmelig Hane, Hornbeer

Hornbeer er uløseligt forbundet med kvalitets- og mikrobryg og var naturligvis også repræsenteret på ølfestivalen med egen bod. Anne Louise fik os lokket med til deres bod, hvor de angiveligt skulle have en hane med et hemmeligt bryg.

Det viste sig at være en chili porter tilsat engelsk lakrids. Efter denne er min holdning til chili i øl i overordentlig stor grad overhovedet ikke skredet det allermindste. Chili er godt i rigtig meget – men ikke i øl. Det smager for meget igennem, også i denne, hvor den er meget markant. Den er dog ikke så markant, at man ikke kan smage lakridsen, men øllet er det så som så med. – 2 stjerner.

Til gengæld fik jeg en meget fin autograf af én, der også har markante meninger om øl. Selvportrættet er, hvis man ikke kan læse underskriften, meget vellignende. Kan I se, hvem det er?

Det var så på dette tidspunkt, Kasper og jeg stille og roligt førte Anne Louise ned til Frejdahl, hvor hun personligt af Jim fik overdraget en smagsprøve af Roulv, så hun kunne lære, hvordan en ordentlig porter skal smage.

Jeg nåede aldrig at erfare, om hun kunne lide den. For derefter valgte jeg at kalde det en aften – en god én endda, men pligten og ikke mindst arbejdet kaldte til morgenen efter.