Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: økologi

Game Changer, Svaneke Bryghus

Øl: Game Changer
Bryggeri: Svaneke Bryghus
Type: Dry Hopped Mosaic Lager
ABV: 5,2%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Så skifter den heller ikke mere …
Jeg tænker, at den lange pause, der kom til at præge august måned, nok ikke kun var affødt af svigtende humør og sortsyn. At jeg ikke sjældent arbejdede 10 timer om dagen i hele uger ad gangen gjorde nok også sit til, at energiniveauet ikke var, hvad det har været. Hvor glad jeg end var for timerne – og betalingen, der gjorde, at jeg endelig så småt så hullet i min kassekredit lukke sig efter bilkøb – så må jeg også erkende, at jeg nu, hvor jeg er vendt tilbage til en mere almindelig arbejdsdag, finder mere energi til at gøre andet end bare flade ud, når jeg endelig har fyraften.

Jeg har skiftet arbejdsplads et par gange i løbet af de sidste par uger – sådan er det at være vikaransat. Og i morgen starter jeg igen-igen-igen hos en af de gamle kendinge, en fiskefabrik på Hanstholm havn. Det er beskidt og ildelugtende arbejde, der ikke er særlig godt betalt. Til gengæld er kollegerne rigtig søde, og det er et af de steder, jeg føler mig mest velkommen, af de mange jeg efterhånden har haft min gang på, siden jeg flyttede til Thy for nu over to år siden.

I den stik modsatte ende af landet – bogstaveligt talt, idet man næppe kan komme længere væk fra Thy uden rent faktisk at måtte forlade nationen – i Svaneke på Bornholm, er de godt i gang med innovationen … eller i hvert fald markedsføringen. Således praler de højlydt på dette brygs etiket med, at de er blevet CO2-neutrale (det siger Force Technology i hvert fald), så derfor er brygget her en rigtig Game Changer.
Det lyder jo alt sammen meget godt. Men hos mig slipper mistanken om, at måden man gør CO2-udledningen op, er mere end almindeligt fordelagtig for producenten, ikke så let. Jeg ville i hvert fald gerne se rapporten, der frikender Svaneke Bryghus for CO2-udledning, før mine arme ryger i vejret. Desværre ville jeg nok ikke forstå rapporten, da det der med kemi og energi og den slags desværre aldrig var min stærke side i skoletiden.

Det må få være for nu. Hvad mon der kommer ud af de ædle ambitioner? Et lettåget bryg, hvor det kun akkurat er synligt, at det er ufiltreret. Samtidig skulle det være tørhumlet, hvilket gør den næsten klare fremtoning … ikke suspekt, men måske nok alligevel en anelse skuffende. Skummet gør det til gengæld godt – tæt, fedtet og stædigt, stort set som bryggeriet også selv promoverer det.
Duften ligger ovre i det søde med noter af bergamot og lime. Det er mere markant end hvad industrien normalt byder på. En kraftigt humlet aroma gør umiddelbart godt, omend den anmassende træaroma nu nok kunne have brugt en anelse sandpapir til afrunding. Fennikelaromaen er en udelt nydelse. Indslaget af kommenbrændevin nok mere en acquired taste – som jeg imidlertid byder velkommen. Ærgre mig kan jeg til gengæld over en kraftig metallisk bismag, der får brygget til at fremstå unødigt langt ude til den tørre, næsten sandede side.

Alt respekt til Svaneke Bryghus for at ville skabe nyt og træde nye veje, men helt i skabet er brygeksperimentet her altså ikke. Hvis man virkelig vil skifte legen er det ikke nok bare at ramme inden for skiven – man må ramme bull’s eye, eller endnu bedre triple 20.
Og selvom der er mere end bare adækvat oplevelse i brygget her, så formår den højest at skifte fra den grå kedelige industris andet gear til tredje. Vi har været der mange gange før og vi har også været væsentlig højere oppe.

Og væsentlig længere nede, indrømmet – men altså også væsentlig højere oppe.

Thy Økologisk Pilsner, Thisted Bryghus

Gør den permanent …

Bare rolig, jeg skal nok nå til nogle juleøl inden alt for længe. Men først skal jeg lige have den her af vejen.
Det er en relancering af en gammel klassiker fra for 25 år siden, nemlig Thisted Bryghus‘ økologiske pilsner, der altså i år har fejret jubilæum.
Jubilæumseksemplaret her er dog ikke helt den samme øl som dengang. Det er altså ikke bare gammelt øl på nye flasker, men derimod en opdatering med lidt ekstra humle. Og det er kan jeg, som notorisk humlehoved, selvfølgelig kun hilse hjerteligt velkomment.
Ikke mindst når jeg kigger tilbage på originalen. Alle gode intentioner til trods samt det faktum at jeg dengang var nærmest forblændet af økologiens lyksaligheder – i dag er min begejstring noget mere pragmatisk – scorede den jo ikke nogen videre høj karakter dengang. Vist var de 3½ stjerner højere end hvad de fleste standard- og industripilsnere har scoret gennem tiden på bloggen, men produktet var alligevel ikke i nærheden af noget egentligt ekstraordinært. Ikke engang inden for pilsnerverdenen.
Hvor meget kan lidt ekstra humle gøre for en øl, om hvis kvalitet jeg ikke kunne sige meget mere, at den da var noget over standard? For at foregående sætning ikke ender som et rent retorisk spørgsmål, kunne man jo begynde med at afprøve den.

Det ligner sig selv, det korngule bryg. Pilsnerøl er letgenkendeligt, og altid synet værd, korngult og prangende som det står i glasset. Her med en mere end nydelig kridhvid og fedtet skumkrone, som jeg ikke husker fra originalen.
Duften røber til gengæld ikke nogen større oplevelse end for 25 år siden. Humlen er der, nogenlunde markant og med det samme rå, upolerede udtryk, der gjorde Danmarks første økologiske øl ganske populær i sin tid. Men så heller ikke mere …

I smagen til gengæld – der folder jubilæumsudgaven sig virkelig ud …

Her er der rigeligt med humle. Bitter og aromatisk, igen med den velkendte rå kant, men i forening med mere sød malt og vanilleessens, der giver brygget en langt fyldigere bund, end den man kender. Søde æbler blander sig med med bitterheden, og giver en bredere oplevelse, uden at brygget berøves sin oprindelige kantede karakter.

En gedigen opdatering af en øl, der mest var nyskabende ved andre egenskaber end sin smag. Nu har Thisted Bryghus fået smagen med, og det fortjener de hæder og ære for.
Mit ydmyge ønske er, at produktionen af det oprindelige økologiske bryg indstilles, og erstattes med denne jubilæumsudgave.

Far Out, Afslutning

Akkurat tilstrækkeligt …

Det er blevet tid at lave en lille afrunding af temaet ‘Far Out’ – en gennemgang af Skanderborg Bryghus’ gavepakke ‘Far til fire øl’, som Lidl for nogle måneder siden faldbød til en halvtredser. Pakkens overordnede koncept tordnede jeg over i det indledende indlæg og leverede siden hyppige stikpiller og uddybninger, side om side med ølanmeldelserne, der – indrømmet – lod noget mindre tilbage at ønske end ideen bag pakken.

Det var Skanderborg Bryghus’ debut her på bloggen, og konceptuelt kom mit forhold til bryggeriet altså temmelig skidt i gang. Jeg magter ikke kønsstereotypisering – ikke mindst når det gælder øl. Jeg har i årenes løb flere gange langet ud efter bryggeriernes såkaldte ‘kvinde-øl‘ for at være tynde og aromasvage, subsidiært stereotype, idet de udstiller kvinder som nogle pylrede barbie-prinsesser, der ikke kan tåle drikkevarer med kant og udfordring til smagsløgene. Meget bedre er det ikke, når mænd skal være objekter for den samme stereotypisering (endskønt vi med vores priviligerede position har bedre muligheder for at reagere imod det). Øl fremstilles gerne som noget meget ‘mandigt’ at drikke, tillige med andre lige så arbitrære og fjollede attributter. Jeg nævner i flæng fra nærværende tilfælde; store bøffer og ferie sydpå. To ekstremt sjældne foreteelser i mit liv i hvert fald, endskønt jeg både er far og mand.

Men fire øl blev det altså til:
Økologisk Pilsner
Økologisk Steam
Økologisk Münchener
Økologisk Brown Ale
Props for så vidt til bryggeriet for ikke at have forurenet grundvandet unødigt under produktionen af råvarerne til disse øl. Men det rejser til gengæld spørgsmålet om, hvor ‘mandige’ øllene egentlig er, når nu de er økologiske. Burde hensynet til naturen og egen sundhed i macho-idiotiens forskruede logik egentlig ikke være noget pylre-pjat, som kvinder kan lide? Mens vi mænd udviser styrke og dødsforagt ved at bælle ren glyphosat, samtidig med at vi demonstrativt spreder en ekstra giftig blanding af kunstgødning og DDT i Nationalpark Thy bare for at pisse det liberalt-progressive woke-segment af? Men hva’ faen tillader jeg, der vælger at have et kritisk blik for den slags, mig at vide om sådan noget?

Det var til gengæld også lidt af en lettelse, at øllene ikke viste sig at være lige så langt fra koncepterne, som selve pakken. Bortset fra pakkens første deltager på bloggen – pilsneren – var bryggene egentlig en jævn fornøjelse, undertiden endda lidt til. Helt nemt havde bryggeriet ikke gjort det for sig selv. Man laver som nyt mikrobryggeri en pakke med fire øl, og vælger to typer, der ikke er særligt kendte herhjemme (Münchener og Steam), en type, der for længst er kendt til hudløshed (Pilsner) samt en type, der engang var ny og spændende, men nu har tabt nyhedens interesse (Brown Ale).

Uden at ville opkaste mig som markedsføringsekspert eller på anden vis autoritet på ølområdet, ville jeg nok som minimum have kastet en IPA ind i blandingen. Laves den ordentligt er den en sikker vinder, og altid en fornøjelse at få bag læberne. Samtidig ville jeg have udeladt pilsneren. Ikke kun i bagklogskabens uendligt klare lys, fordi jeg nu ved at den var pakkens suverænt svageste deltager, men også fordi det bare er forbandet svært at brygge en pilsner, der afgørende gør op med typens stereotype karakter … ja meget apropos snakken om stereotyper i øvrigt.

Ros fortjener bryggeriet til gengæld for at have pustet lidt liv tilbage i Brown Ale-typen. Alt for ofte er vore dages brown ales småsure og sjaskede af alt for meget vand. Og selvom Skanderborg Bryghus Brown Ale ikke ligefrem var Toms Kæmpeskildpadder i ølformat (det er noget i den retning, jeg forestiller mig den perfekte brown ale) så var der tilstrækkeligt med både sødme og krydrethed til at levere en fin oplevelse til smagssanserne. Den leverer endnu et spinkelt håb for, at Brown Ale kan komme igen som en øltype, der er værd at tage med hjem, frem for at springe over, fordi man ikke gider den forventede skuffelse.

Steam gjorde det også godt – ikke mindst når den fik lidt tid og blev smagt ordentligt på. Jeg havde stiftet bekendtskab med pakken tidligere under en live-stream, der foregik hos min gode ven Marcus. Der var der ikke megen tid til at annamme dråberne ordentligt, hvilket ikke skal tale til samlingens ulempe. For ordentligt øl kræver koncentration og tid. Endelig måtte Müncheneren lide pladsen i pakkens ubestemmelige midterfeldt – ikke decideret dårlig, men heller ikke sådan rigtig god. Ikke desto mindre var den stadig betegnende for en pakke, der på intet tidspunkt formåede at løfte smagsoplevelserne signifikant op over en jævn standard for de mange mainstream-specialøl, der efterhånden produceres.

Der er stadig masser af gode specialøl derude. Ånden fra ølrevolutionen lever fortsat – og jeg tror ikke den er i fare for at svækkes alvorligt eller dø foreløbig. Men sideløbende er der også en voksende tendens til, at rigtig mange specialøl af navn – ikke af gavn – sendes på markedet for at indfange en flig af de sande kvalitetsbryggeriers glorværdighed.

Bryggerier som Skanderborg Bryghus bliver aldrig til Amager Bryghus, Beard Brew, Ølluminati eller Hornbeer – med mindre de begynder at satse på øl der kan mere end kun lige akkurat behage smagsløgene tilstrækkeligt.

Jeg skylder Marcus endnu en tak for, at han donerede dette anmeldereksemplar til mig efter også at have doneret det eksemplar, vi i fællesskab bællede under live-streamen.

Vel mødt snarest til flere ølanmeldelser.

Øl Spelt, Thisted Bryghus

Spild af god humle …

Det er jo ret usædvanligt, at jeg her i februar måned ikke fortsat har juleøl på programmet. Et vældigt overløb, der rækker vel ind i april måned har ikke været usædvanligt i de forgangne år, men denne gang har jeg faktisk haft nogenlunde styr på det.

Sådan da. Butikkerne har haft deres traditionelle overløb af julevarer i januar, og jeg har ikke holdt mig tilbage. Et par juleøl fra sidste år er faktisk landet i min indkøbskurv, så traditionen ‘juleøl i foråret’ fortsat kan opretholdes her på bloggen.

Dertil kommer det ikke uanselige kvantum overliggere fra min Thisted Bryghus-julekalender. Disse er om ikke andet hentet ind i løbet af julen, så de tæller også lidt som overliggere.

Jeg har egentlig været ganske spændt på denne øl, idet Thisted Bryghus har fundet nogle af deres gode takter frem fra arkivet: alternative malttyper og økologi. På forsiden kan man endda læse, hvilke malt- og humletyper der er brugt – her glæder jeg mig over at genfinde Cascade-humlen, der er min personlige favorit.

Det lyse øl er belgisk inspireret, og – skal det vise sig – det på en måde, der ikke ligefrem huer mig. Ganske vist er Belgien mit favorit-øl-land over dem alle, men det betyder ikke, at alt øl fra Belgien automatisk er godt.

Inspirationen fra den belgiske Tripel Blond gør sig – på trods af bryggets afdæmpede 5,5% – i hvert fald gældende fra start. Det svagtskummende, klare citronkoncentrat nærmest oser af banan. Man mistænker næsten, at der er flere estere – af typen isoamyl-acetat – end der er humle og malt i brygget – ja, måske endda mere end der er vand i.

Og sådan er det også i smagen. Overalt banan. Sur, umoden banan endda, med en brændende alkoholisk bismag af kommen, der heller ikke gør noget godt for brygget på nogen måde.

Alligevel må jeg tage hatten af for, at Thisted Bryghus tør satse på en øltype, der i sådan grad deler vandene. Det er modigt, og for denne blogger temmelig uforståeligt – men modigt. Og at man kan give den fulde oplevelse af bananøl, og holde brygget på under 7% alkohol, er faktisk ganske imponerende – omend i min mund fortsat en småfæl oplevelse.

Sikke en måde at fejre anmeldelse nr. 1.100 på. Heldigvis er talsystemer i bund og grund arbitrære, så jeg ikke behøver lægge noget særligt i det. Jeg opdagede imidlertid først jubilæet kort efter at indlægget var påbegyndt – idet jeg fandt ud af, at jeg havde glemt at kategorisere et af indlæggende siden nr. 1.000 som anmeldelse, hvorved antallet af indlæg uforvarende steg fra 1.099 til 1.100.

Jeg kan jo om ikke andet lægge dét i det, at jeg nok burde tjekke mine kategoriseringer lidt oftere og grundigere til næste gang et jubilæum nærmer sig.

Forbliv i øvrigt indstillet til næste indlæg, hvor jeg finder en tabt tråd, og samler den op igen.

Jacobsen Nordic Jam, Carlsberg

Hvorfor?2017-09-29 18.32.58

Jeg ved sgu’tte hvorfor … Jeg må vel ty til min alt for ofte brugte undskyldning for, hvorfor jeg i det hele taget tog denne rædsel med mig fra SuperBrugsen Brønshøj dengang i september måned (eller var det faktisk sidst i august?) Fordi den var der! Og det er grund nok. Ellers kan jeg vel legitimere det med at – en eller anden må vel for pokker prøve den, så I andre slipper, forstås, og som minimum kan  læse min anmeldelse af sprøjtet, så I selv kan vurdere om det er noget, I gider smide jeres surt sammenspinkede spareskillinger efter.

Det ville jeg fx ikke gide, kan jeg allerede afsløre. Og det er jo både ærgerligt, ironisk, komisk og en smule tragisk på én gang.

Men sikke et drama, det i det mindste er.

Nogle bryggerier gør som bekendt meget ud af deres etikettekster – på grænsen til det langtrukne faktisk, og det er undertiden også tilfældet med Husbryggeriet Jacobsens øl, som fx denne. Det er nu ikke lange anekdoter eller sarkastisk selvsmiger de excellerer i. Det er derimod lange ingredienslister. Brygget her indeholder således vand, økologisk bygmalt, økologisk hvedemalt, økologiske havregryn, økologisk tyttebær, økologisk appelsinskal, økologiske korianderfrø, kuldioxid, gær og økologisk humle – tak for kaffe (- en af de få ting i øvrigt, brygget ikke indeholder, så om den måtte være økologisk, står hen i det uvisse).

Ja, man skulle jo næsten tro, at de godt kan lide at skrive ‘økologisk’ derinde på brygmatriklen i Valby … eller er det i Fredericia, Litauen, Myanmar, Skt. Petersborg, eller hvor det nu ellers er, brygget bliver produceret? CO2-omkostningerne ved transporten hjem opvejer nok den økologiske profil, hvis brygningen er outsourcet, så eventuelle medlemmer af Venstre eller andre klima- og miljøskeptiske grupperinger kan roligt knappe brygget op uden at frygte at blive forvandlet til støv ved kontakt dermed.

Har man til gengæld hang til gotiske katedraler og matchende tøj i sort læder, er der nok anledning til at mane til forsigtighed. Bryggets lyserøde nuance og dertil passende barbiepink skum skal nok få de fleste metallister til at holde en 5-6 alens sikkerhedsafstand. Duften er anderledes out of character fra dét, mindre kønsligt bevidste anmeldere nok ville kalde ‘en frisk pigeøl’ eller ‘en tynd tøsebajer’ … Se det er sådan, vi frelste feminister får listet den slags karakteristikker ind ad bagvejen. (Fnis!) En skarp, sødt-syrlig bouquet af hind- og jordbær formår at vække flere forventninger end at bekræfte skuffelser.

Læser man videre på etiketten vil man støde på bryggeriets behørige advarsel om bryggets lave humlebitterhed. Humlen var som bekendt også nævnt sidst i ingredienslisten – som det, der var mindst af. Humlen er så erstattet af de mange andre ting, der er puttet i, og resultatet er ikke engang så lettilgængeligt, som man kunne have frygtet. Brygget er primært skarpt og syrligt. Lime og grapefugt blander sig stikkende på alle mundens indre overflader, mens gæren møver sig frem med en brændende fornemmelse ved mandlerne.

Det var jo egentlig ganske spændende, sådan at blive aet mod hårene … eller smagsløgene … af en øl i pink. Desværre overdøver den ingrediens, der altid er mest af i øl – vandet – de ellers gode syrlige takter. Lidt sødme – selv af den sukrede jordbærsaftevandsslags, man undertiden møder i de øl, bryggerierne fordomsfuldt forsøger at henvende sig til kvinder med, ville faktisk have kunnet reddet en smule.

I stedet ender det i den sædvanlige vandige omgang … vel – det er jo en øl med den belgiske wit som forbillede …

… et af mine gamle nemeses

2-stjerner

Økologisk Pokal Classic, Bryghuset Braunstein

2016-06-10 18.33.27Fremskridt …

Som jeg kunne afsløre i sidste indlæg, har COOP markeret sit 150 års jubilæum ved at relancere det gamle discountbrand ‘Pokal‘ i en økologisk hipsterudgave, brygget af Bryghuset Braunstein. Det gik ikke så godt for det første af bryggene, jeg prøvede, men jeg må alligevel erkende, at den manglende begejstring ikke har været helt så udtalt, som dengang Vestfyen stod bag serien. Og som jeg skriver i min gamle anmeldelse af Pokal Pilsner: “Leverandøren for COOPs eget mærke kan altså variere med tiden, men om det giver forskelle i øllets karakter, må – ja – tiden vise.” Nu er tiden gået, og nu vil vi få at se, hvilken vej, det er gået med kvaliteten. I første omgang er det dog Classic’en vi skal sammenligne med.

Det skal også gå såre galt, om kvaliteten ikke bare hæves en smule. Vestfyens bryg scorede én sølle stjerne for mest at smage af vand med vage antydninger af karamel og malt, der imidlertid kun var til stede for at forjætte noget, der aldrig reelt trådte frem. Som nyder måtte man sidde forsmået tilbage.

Her formår Braunstein til gengæld at levere allerede ved skænkning. Skummet er højt og klæbrigt, og brygget indbydende appelsinorange. Duften er næsten sliksød med noter af sukker, franskbrødsdej og banan. Jeg skimmer en ekstra gang ingredienslisten med mistanke om, at der er brugt hvede i produktionen, men det er ikke tilfældet. Humlen er til gengæld lidt svær at finde, men den er der da – dybt nede som et diskret og alligevel pikant stik af fyrreharpisk.

Og brygget smager utvivlsomt af mere, og ikke bare af én mere.

Det velkarbonerede bryg rammer gane og gummer med et udvalg af friske nødder. Der er sødme af mandler ved gummerne, bitterhed af valnødder ved mandler og gane, og siden en lidt mere rå bitterhed af hassel i eftersmagen. Denne klinger noget af, og lægger sig i et lidt mindre skrapt hjørne af friskskåret bøgetræ, mens bryggets initale friskhed ikke er ulig samme træs forårsfriske blade.

Bryghuset Braunstein går af med en sikker sejr over Vestfyens Pokal Classic. I sig selv er øllet nok stadig i den letbenede ende, men med en nuancerig og velafstemt smagsprofil, der alligevel sprænger rammerne for, hvad man vil forstå som en jævn discountpilsner.

4-stjerner

Hunter’s Choice, Ørbæk

2016-01-03 17.19.21Pletskud …

Egentlig er jeg ikke nogen vildt stor fan af det fynske bryggeri Ørbæk. Det er selvfølgelig meget fint med den økologiske profil og de gode intentioner, men kvaliteten følger desværre alt for sjældent med. Deres bedste øl er i grunden halvkedelige, og deres værste øl helkedelige, men ikke engang så afskyelige at jeg anspores til rigtig slemme tirader. Ikke engang at lave rigtig slemme øl, kan de finde ud af.

Derfor er det skønt, når forventningerne til et Ørbæk-bryg ikke bliver indfriet, for det betyder som regel, at bryggeriet endelig har fået taget sig sammen til at tage sig sammen til at gøre et ordentligt stykke arbejde.

Øllet med den korrekt satte apostrof (et positivt varsel allerede før åbning) er brygget i samarbejde med Jægernes Naturfond, der sikrer bedre forhold for vilde dyr … så adelige, kongelige og forkælede nyrige kan tage ud og skamskyde dem. Næh, træerne vokser trods alt ikke ind i himlen. Fondens midler går imidlertid også at opkøbe naturområder til fremtidigt jagtbrug, og jeg vil da bruge anledningen til at foreslå, at man opkøber rigtig meget landbrugsjord, der grænser op til åløb, før regeringens hovedløse liberalisering af sprøjtnings- og gødskningsregler dræber den sidste rest af det danske vandmiljø …

… men så heldig er man nok ikke. Alt vand i danske åløb skal helst have en væsentligt mørkere brun farve, lavere gennemsigtighed og langt mere plumret viskositet, end dette øl har, hvis det står til regeringen. For dette bryg er ganske vist brunt, men kun med antydning af restgærtåge, og i øvrigt en viskositet som man finder det i de fleste øl. Det matcher faktisk rådyrskind i lød, og skummet har omtrent samme farve som pletterne på en friskskudt bambi. Brygget dufter lovende med noter af vanille, fløde, svesker og sødme af modne æbler – lige til proppe i den frisknedskudte and.

Det er fylden, man især hæfter sig ved. Det føles som en sød blommegrød af velmodne frugter med et vel afstemt indslag af para- og valnødder i eftersmagen. Dertil er med nænsom hånd strøet en knivspids rosmarin og en anelse anis – uden at der faktisk er tilføjet så meget som et gram af det i mæsken. Det er ret imponerende, at det kan lade sig gøre ved brygkunst alene. Det er fremragende øl til ethvert måltid med mørkt kød – inklusive vildt. Selv nød jeg det til resterne af nytårsaftensmåltidets lammekølle, samt til almindeligt tidsfordriv bagefter. Brygget antager en vinøs karakter, når det får lov at stå, så det endda gemmer på små positive overraskelser, hvis man giver det tid.

Ørbæks jægere har i jagten på det gode øl ikke skamskudt, ej heller har de ramt et stykke svækket, magert vildt – nej, de har ramt et aldeles fint jagtbytte helt præcis i hjertekulen. Kiggertsigtet har været indstillet helt præcis, og denne gang var der taget højde for det krumme gevæløb, der så ofte før har gjort, at man har ramt skævt.

Gid Ørbæk dog gad gide gøre sig lignende umage hver gang.

4-en-halv-stjerne

Shandy Lemon, Ørbæk

2015-11-30 19.22.53Når tørsten truer …

Mest af alt har jeg opfattet succes’en for Radler og Shandy her til lands som en art kuriosum, eller … nej ikke her tillands – snarere i det hele taget. “Hvorfor blande øl og sodavand? Hvis man vil have noget, der smager af sodavand – så drik dog sodavand. Og hvis man vil have noget, der smager af øl – så drik dog øl!”, tænker jeg. Men hvad ved jeg også om det? Jeg er jo ikke brygger – og mindre end det, er jeg forretningsmand, og endnu mindre end det, er jeg marketingmanagementconsultingconsultantkonsulent – og det plejer som bekendt at være den slags, der tager beslutning om, hvilke produkter der skal på markedet – og navnlig hvilke, der ikke skal (godt øl skal fx tit ikke på markedet vurderet ud fra det generelle udbud).

Når det så er sagt, må jeg jo erkende, at jeg faktisk kan finde nytte i de søde blandingsbryg, når solen tager rigtigt fat. Jeg foretrækker ganske vist at lave dem selv, men lejlighedsvis har supermarkedsvarianterne faktisk brilleret med deres friske sødme og læskende egenskaber i midsommerens ulidelige hede. Desværre har der overordnet været en tendens til, at blandingsprodukterne enten har føltes lige lovligt syntetiske, når de endelig smager af noget. Og ellers er de gerne så tynde og ligegyldige, at man lige så godt kunne tage sig et glas postevand.

Men lige netop Ørbæk har faktisk formået at brillere i en ellers tilsyneladende umulig ølgenre. Under Kvicklys Ølfestivalg 2015 lancerede de Shandy Ginger som skulle blive den første inden for genren, der scorede 4 stjerner på min blog. Senere relancerede de den sammen med to nye sodavandsølsprodukter – lakrids, der ikke var noget at prale af, og nu Lemon … altså citron, hvis man ikke er så god til engelsk.

Skuffelsen over lakridsvarianten sænkede forventningerne noget til dette bryg, som jeg anså for en forsimplet udgave af den adækvat begejstrende Shandy Ginger. Brygget dufter da heller ikke af meget ved afmontering af kapslen – mest af sløv og uengageret humle, som man finder den i visse kedelige og vandige pilsnere. Ved skænkning afløses denne af en skarpere citronduft, som jeg genkender fra billige grænsesupermarkeder fra barndommen. Vi befinder os fortsat i det tynde og det syntetiske – nu er det blot begge dele på én gang.

Smagsmæssigt blander brygget sig dog med de citronsmagende. Og mens det ikke er ulig billige sodavand fra Aldi, er det syntetiske trods alt nedtonet. Det samme er sukkeret, og det betyder, at humlen faktisk kan fornemmes. Det eneste, man sådan rigtig kan blive fornærmet over indtil videre er prisen. Jeg tror det var 16-17 kr. jeg gav for en halv liter, mens den østrigske Egger Lemon Radler, der forhandles af Dansk Supermarked vist kan erhverves formedelst sølle 4 bobs. Men på den anden side – nærværende bryg er jo også økologisk …

Og den vokser med tiden. Citronen bliver på forunderlig vis ved med ikke at være syntetisk. Humlen, forunderligt underspillet i sin lette krydrethed, holder sig fortsat i baggrunden, men formår alligevel lækkert at smyge sig om citronen, som bacon om en frankfurter i svøb.

Brygget må vitterlig indrømmes velkomponeret og -afstemthed. Det er bestemt en aldeles værdig, for ikke at sige overlegen manifestation af en genre, der især blandt ølkendere er noget af en outsider. Lidt ligesom bryggeriet selv.

Det er jo meget fint, at alle bryg fra Ørbæk er økologiske. Det ville bare være så meget bedre, hvis de også var gode, og ikke så evindeligt halvhjertede. Herslev har knækket koden. Hvorfor er det så svært for Ørbæk? Vel – måske har de faktisk fundet en niche her. Shandies – eller Radlere, som jeg foretrækker at kalde dem – behersker de i hvert fald bedre end de andre bryggerier, jeg hidtil har prøvet.

4-stjerner

Tuborg Rå, Carlsberg

2015-10-02 20.24.31Ren Skuffelse

Der skulle gå mere end tyve år – enogtyve faktisk – før de store bryggerier, Royal Unibrew og nu altså Carlsberg fik den indlysende og efterhånden temmelig uoriginale ide at brygge en økologisk standardpilsner. Det mildest talt fodslæbende initiativ fra de stores side får lokale Thisted Bryghus til at fremstå langt mere visionære og forud for deres tid end de egentlig fortjener med deres i øvrigt udmærkede Øko-Thy.

Men efter Royal Unibrews satsning på “Royal Økologisk Pilsner” tidligere på året måtte Carlsberg vel også på banen med et eller andet – og det blev så denne. “Rå”, kalder de den. Og mens speltklid, hørfibre og lillafarvede stofbleer hvirvler rundt i det konnotative univers, beskuer man det i grunden simple, men også umådeligt sikre og genkendelige Carlsberg/Tuborg-design. Lidt mere mørkegrøn, mere gullig som en falmet avis, mindre bearbejdet, mindre poleret, mere rå …

Der er tænkt over det – og det tror pokker når nu Carlsbergs marketingbudget kunne financiere i tusindvis af danske kontanthjælpsmodtagere i årevis – især med regeringens grønthøsterbesparelser.

Visuelt virker ambitionerne dog en kende afdæmpede. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have opdaget, at brygget var ufiltreret, hvis ikke det fremgik eksplicit af emballagen. Men man kan da godt se det, hvis man ved det, men nogen tæt tåge i det korngule bryg bliver det aldrig til.

Duften lover til gengæld godt. Brygget er faktisk forfriskende uindustrielt i sin bouquet. Der er masser af fyldig, uforarbejdet og ganske rammende – rå -humle. Retningen, ranken vokser i, er mod det fandinvoldske. Der er vi dog langt fra endnu, men det rå i duften peger ikke kun imod det uforarbejdede og oprindelige, men også mod det krasse og kantede.

Men så indtræder skuffelsen ellers.

Humlen erstattes helt og holdent af en vag, smagsfattig fylde. Lidt som havregryn overhældt med lunkent postevand. En vag sødme af appelsin formår ingenlunde at rette op på skuffelsen, og som brygget glider ned, smager det bare mere og mere af det rene ingenting.

Carlsberg kunne sagtens være blevet i de økologiske konnotationer, og have givet brygget et andet navn, nemlig ren.

Brygget er nemlig på alle leder og kanter mere rent end råt. Og selvom det faktisk er ingentingen i brygget, der er det reneste, slår det rene stadig det rå, for det rå er der mindre end intet af.

Den bedste økologiske standardpilsner herhjemme er fortsat Thisted Bryghus’ efterhånden bedagede Øko-thy. Og selvom Øko-Thy ikke er nogen eventyrlig Guds gave fra humlehimlen, så er den stadig parsec foran dens industrielle konkurrenter i kvalitet.

1-stjerne

Sailor IPA, Bryghuset Braunstein (Kvicklys Ølfestivalg 2015 IV)

2015-06-22 19.43.20De har faktisk lært det …

Jeg lagde denne øl på køl på foranledning af en læser, der var spændt på, om Bryghuset Braunstein efterhånden kunne finde ud af at lave IPA, og havde skrevet dette på min facebook-side. Heller ikke i mine øjne har Bryggeriet i Køge været for heldige med deres eksperimenter udi IPA-brygning. Deres første var en mindre katastrofe. Deres Viking-IPA har jeg ikke prøvet, da jeg frygter det er deres første med et nyt navn. Sidste år havde de også brygget en IPA til Kvicklys Ølfestivalg. Den smagte ikke dårligt. Faktisk var det én af de øl, der fik den højeste karakter på 4½ stjerne. Men som jeg også bemærkede dengang, var der ikke særlig meget IPA over den. Man kunne nærmest sige tværtimod med dens maltede og runde sødme.

I modsætning til det næsten sorte bryg, de sidst diskede op med, holder nærværende bryg nogenlunde en IPA’s lød; lettåget kobberorange med en ganske fast, cremet marengsmasse i toppen, der alligevel skal nydes i øjeblikket, og snart er bortsvunden. Duften består IPA-eksamen med friskbitter duft, garneret med en gennemtrængende bergamotoliesødme.

Og jo! Brygget smager bestemt af IPA. Den skarptfriske og rå humle er umiskendelig, og selvom det ikke eksplicit fremgår af nogen etiket, genkender jeg i hvert fald cascadens hårde og markante aroma.

Smagsoplevelsen er facetteret og velafstemt, og delt op i tre fine kapitler. Først en aromatisk, luftig fylde af grannåle, denne afløses af søde noter af bergamotolie, roser og hyldeblomst ved gummerne, afsluttende med en tung, bitter eftersmag af frisk fyrretræ. Eftersmagen holder længe.

Oplevelsen er velskrevet og sat nydeligt op i en begyndelse, en midte og en slutning, hvor slutningen er klart det bedste, men hvor begyndelsen også er spændende nok til at vække interessen, og midten ikke er så kedelig, at man opgiver.

I alt en velkomponeret, velafstemt og velkontrolleret og uforfalsket IPA-oplevelse. Måske lidt for velkontrolleret. I vildskab slås den stadig af Pladderballes fyrige skumhest. Men det er også det eneste, der sådan rigtig kan udsættes på den.

Bryghuset Braunstein har faktisk lært det.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme