Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: økologi

Øl Spelt, Thisted Bryghus

Spild af god humle …

Det er jo ret usædvanligt, at jeg her i februar måned ikke fortsat har juleøl på programmet. Et vældigt overløb, der rækker vel ind i april måned har ikke været usædvanligt i de forgangne år, men denne gang har jeg faktisk haft nogenlunde styr på det.

Sådan da. Butikkerne har haft deres traditionelle overløb af julevarer i januar, og jeg har ikke holdt mig tilbage. Et par juleøl fra sidste år er faktisk landet i min indkøbskurv, så traditionen ‘juleøl i foråret’ fortsat kan opretholdes her på bloggen.

Dertil kommer det ikke uanselige kvantum overliggere fra min Thisted Bryghus-julekalender. Disse er om ikke andet hentet ind i løbet af julen, så de tæller også lidt som overliggere.

Jeg har egentlig været ganske spændt på denne øl, idet Thisted Bryghus har fundet nogle af deres gode takter frem fra arkivet: alternative malttyper og økologi. På forsiden kan man endda læse, hvilke malt- og humletyper der er brugt – her glæder jeg mig over at genfinde Cascade-humlen, der er min personlige favorit.

Det lyse øl er belgisk inspireret, og – skal det vise sig – det på en måde, der ikke ligefrem huer mig. Ganske vist er Belgien mit favorit-øl-land over dem alle, men det betyder ikke, at alt øl fra Belgien automatisk er godt.

Inspirationen fra den belgiske Tripel Blond gør sig – på trods af bryggets afdæmpede 5,5% – i hvert fald gældende fra start. Det svagtskummende, klare citronkoncentrat nærmest oser af banan. Man mistænker næsten, at der er flere estere – af typen isoamyl-acetat – end der er humle og malt i brygget – ja, måske endda mere end der er vand i.

Og sådan er det også i smagen. Overalt banan. Sur, umoden banan endda, med en brændende alkoholisk bismag af kommen, der heller ikke gør noget godt for brygget på nogen måde.

Alligevel må jeg tage hatten af for, at Thisted Bryghus tør satse på en øltype, der i sådan grad deler vandene. Det er modigt, og for denne blogger temmelig uforståeligt – men modigt. Og at man kan give den fulde oplevelse af bananøl, og holde brygget på under 7% alkohol, er faktisk ganske imponerende – omend i min mund fortsat en småfæl oplevelse.

Sikke en måde at fejre anmeldelse nr. 1.100 på. Heldigvis er talsystemer i bund og grund arbitrære, så jeg ikke behøver lægge noget særligt i det. Jeg opdagede imidlertid først jubilæet kort efter at indlægget var påbegyndt – idet jeg fandt ud af, at jeg havde glemt at kategorisere et af indlæggende siden nr. 1.000 som anmeldelse, hvorved antallet af indlæg uforvarende steg fra 1.099 til 1.100.

Jeg kan jo om ikke andet lægge dét i det, at jeg nok burde tjekke mine kategoriseringer lidt oftere og grundigere til næste gang et jubilæum nærmer sig.

Forbliv i øvrigt indstillet til næste indlæg, hvor jeg finder en tabt tråd, og samler den op igen.

Jacobsen Nordic Jam, Carlsberg

Hvorfor?2017-09-29 18.32.58

Jeg ved sgu’tte hvorfor … Jeg må vel ty til min alt for ofte brugte undskyldning for, hvorfor jeg i det hele taget tog denne rædsel med mig fra SuperBrugsen Brønshøj dengang i september måned (eller var det faktisk sidst i august?) Fordi den var der! Og det er grund nok. Ellers kan jeg vel legitimere det med at – en eller anden vel for pokker prøve den, så I andre slipper, forstås, og som minimum kan  læse min anmeldelse af sprøjtet, så I selv kan vurdere om det er noget, I gider smide jeres surt sammenspinkede spareskillinger efter.

Det ville jeg fx ikke gide, kan jeg allerede afsløre. Og det er jo både ærgerligt, ironisk, komisk og en smule tragisk på én gang.

Men sikke et drama, det i det mindste er.

Nogle bryggerier gør som bekendt meget ud af deres etikettekster – på grænsen til det langtrukne faktisk, og det er undertiden også tilfældet med Husbryggeriet Jacobsens øl, som fx denne. Det er nu ikke lange anekdoter eller sarkastisk selvsmiger de excellerer i. Det er derimod lange ingredienslister. Brygget her indeholder således vand, økologisk bygmalt, økologisk hvedemalt, økologiske havregryn, økologisk tyttebær, økologisk appelsinskal, økologiske korianderfrø, kuldioxid, gær og økologisk humle – tak for kaffe (- en af de få ting i øvrigt, brygget ikke indeholder, så om den måtte være økologisk, står hen i det uvisse).

Ja, man skulle jo næsten tro, at de godt kan lide at skrive ‘økologisk’ derinde på brygmatriklen i Valby … eller er det i Fredericia, Litauen, Myanmar, Skt. Petersborg, eller hvor det nu ellers er, brygget bliver produceret? CO2-omkostningerne ved transporten hjem opvejer nok den økologiske profil, hvis brygningen er outsourcet, så eventuelle medlemmer af Venstre eller andre klima- og miljøskeptiske grupperinger kan roligt knappe brygget op uden at frygte at blive forvandlet til støv ved kontakt dermed.

Har man til gengæld hang til gotiske katedraler og matchende tøj i sort læder, er der nok anledning til at mane til forsigtighed. Bryggets lyserøde nuance og dertil passende barbiepink skum skal nok få de fleste metallister til at holde en 5-6 alens sikkerhedsafstand. Duften er anderledes out of character fra dét, mindre kønsligt bevidste anmeldere nok ville kalde ‘en frisk pigeøl’ eller ‘en tynd tøsebajer’ … Se det er sådan, vi frelste feminister får listet den slags karakteristikker ind ad bagvejen. (Fnis!) En skarp, sødt-syrlig bouquet af hind- og jordbær formår at vække flere forventninger end at bekræfte skuffelser.

Læser man videre på etiketten vil man støde på bryggeriets behørige advarsel om bryggets lave humlebitterhed. Humlen var som bekendt også nævnt sidst i ingredienslisten – som det, der var mindst af. Humlen er så erstattet af de mange andre ting, der er puttet i, og resultatet er ikke engang så lettilgængeligt, som man kunne have frygtet. Brygget er primært skarpt og syrligt. Lime og grapefugt blander sig stikkende på alle mundens indre overflader, mens gæren møver sig frem med en brændende fornemmelse ved mandlerne.

Det var jo egentlig ganske spændende, sådan at blive aet mod hårene … eller smagsløgene … af en øl i pink. Desværre overdøver den ingrediens, der altid er mest af i øl – vandet – de ellers gode syrlige takter. Lidt sødme – selv af den sukrede jordbærsaftevandsslags, man undertiden møder i de øl, bryggerierne fordomsfuldt forsøger at henvende sig til kvinder med, ville faktisk have kunnet reddet en smule.

I stedet ender det i den sædvanlige vandige omgang … vel – det er jo en øl med den belgiske wit som forbillede …

… et af mine gamle nemeses

2-stjerner

Økologisk Pokal Classic, Bryghuset Braunstein

2016-06-10 18.33.27Fremskridt …

Som jeg kunne afsløre i sidste indlæg, har COOP markeret sit 150 års jubilæum ved at relancere det gamle discountbrand ‘Pokal‘ i en økologisk hipsterudgave, brygget af Bryghuset Braunstein. Det gik ikke så godt for det første af bryggene, jeg prøvede, men jeg må alligevel erkende, at den manglende begejstring ikke har været helt så udtalt, som dengang Vestfyen stod bag serien. Og som jeg skriver i min gamle anmeldelse af Pokal Pilsner: “Leverandøren for COOPs eget mærke kan altså variere med tiden, men om det giver forskelle i øllets karakter, må – ja – tiden vise.” Nu er tiden gået, og nu vil vi få at se, hvilken vej, det er gået med kvaliteten. I første omgang er det dog Classic’en vi skal sammenligne med.

Det skal også gå såre galt, om kvaliteten ikke bare hæves en smule. Vestfyens bryg scorede én sølle stjerne for mest at smage af vand med vage antydninger af karamel og malt, der imidlertid kun var til stede for at forjætte noget, der aldrig reelt trådte frem. Som nyder måtte man sidde forsmået tilbage.

Her formår Braunstein til gengæld at levere allerede ved skænkning. Skummet er højt og klæbrigt, og brygget indbydende appelsinorange. Duften er næsten sliksød med noter af sukker, franskbrødsdej og banan. Jeg skimmer en ekstra gang ingredienslisten med mistanke om, at der er brugt hvede i produktionen, men det er ikke tilfældet. Humlen er til gengæld lidt svær at finde, men den er der da – dybt nede som et diskret og alligevel pikant stik af fyrreharpisk.

Og brygget smager utvivlsomt af mere, og ikke bare af én mere.

Det velkarbonerede bryg rammer gane og gummer med et udvalg af friske nødder. Der er sødme af mandler ved gummerne, bitterhed af valnødder ved mandler og gane, og siden en lidt mere rå bitterhed af hassel i eftersmagen. Denne klinger noget af, og lægger sig i et lidt mindre skrapt hjørne af friskskåret bøgetræ, mens bryggets initale friskhed ikke er ulig samme træs forårsfriske blade.

Bryghuset Braunstein går af med en sikker sejr over Vestfyens Pokal Classic. I sig selv er øllet nok stadig i den letbenede ende, men med en nuancerig og velafstemt smagsprofil, der alligevel sprænger rammerne for, hvad man vil forstå som en jævn discountpilsner.

4-stjerner

Hunter’s Choice, Ørbæk

2016-01-03 17.19.21Pletskud …

Egentlig er jeg ikke nogen vildt stor fan af det fynske bryggeri Ørbæk. Det er selvfølgelig meget fint med den økologiske profil og de gode intentioner, men kvaliteten følger desværre alt for sjældent med. Deres bedste øl er i grunden halvkedelige, og deres værste øl helkedelige, men ikke engang så afskyelige at jeg anspores til rigtig slemme tirader. Ikke engang at lave rigtig slemme øl, kan de finde ud af.

Derfor er det skønt, når forventningerne til et Ørbæk-bryg ikke bliver indfriet, for det betyder som regel, at bryggeriet endelig har fået taget sig sammen til at tage sig sammen til at gøre et ordentligt stykke arbejde.

Øllet med den korrekt satte apostrof (et positivt varsel allerede før åbning) er brygget i samarbejde med Jægernes Naturfond, der sikrer bedre forhold for vilde dyr … så adelige, kongelige og forkælede nyrige kan tage ud og skamskyde dem. Næh, træerne vokser trods alt ikke ind i himlen. Fondens midler går imidlertid også at opkøbe naturområder til fremtidigt jagtbrug, og jeg vil da bruge anledningen til at foreslå, at man opkøber rigtig meget landbrugsjord, der grænser op til åløb, før regeringens hovedløse liberalisering af sprøjtnings- og gødskningsregler dræber den sidste rest af det danske vandmiljø …

… men så heldig er man nok ikke. Alt vand i danske åløb skal helst have en væsentligt mørkere brun farve, lavere gennemsigtighed og langt mere plumret viskositet, end dette øl har, hvis det står til regeringen. For dette bryg er ganske vist brunt, men kun med antydning af restgærtåge, og i øvrigt en viskositet som man finder det i de fleste øl. Det matcher faktisk rådyrskind i lød, og skummet har omtrent samme farve som pletterne på en friskskudt bambi. Brygget dufter lovende med noter af vanille, fløde, svesker og sødme af modne æbler – lige til proppe i den frisknedskudte and.

Det er fylden, man især hæfter sig ved. Det føles som en sød blommegrød af velmodne frugter med et vel afstemt indslag af para- og valnødder i eftersmagen. Dertil er med nænsom hånd strøet en knivspids rosmarin og en anelse anis – uden at der faktisk er tilføjet så meget som et gram af det i mæsken. Det er ret imponerende, at det kan lade sig gøre ved brygkunst alene. Det er fremragende øl til ethvert måltid med mørkt kød – inklusive vildt. Selv nød jeg det til resterne af nytårsaftensmåltidets lammekølle, samt til almindeligt tidsfordriv bagefter. Brygget antager en vinøs karakter, når det får lov at stå, så det endda gemmer på små positive overraskelser, hvis man giver det tid.

Ørbæks jægere har i jagten på det gode øl ikke skamskudt, ej heller har de ramt et stykke svækket, magert vildt – nej, de har ramt et aldeles fint jagtbytte helt præcis i hjertekulen. Kiggertsigtet har været indstillet helt præcis, og denne gang var der taget højde for det krumme gevæløb, der så ofte før har gjort, at man har ramt skævt.

Gid Ørbæk dog gad gide gøre sig lignende umage hver gang.

4-en-halv-stjerne

Shandy Lemon, Ørbæk

2015-11-30 19.22.53Når tørsten truer …

Mest af alt har jeg opfattet succes’en for Radler og Shandy her til lands som en art kuriosum, eller … nej ikke her tillands – snarere i det hele taget. “Hvorfor blande øl og sodavand? Hvis man vil have noget, der smager af sodavand – så drik dog sodavand. Og hvis man vil have noget, der smager af øl – så drik dog øl!”, tænker jeg. Men hvad ved jeg også om det? Jeg er jo ikke brygger – og mindre end det, er jeg forretningsmand, og endnu mindre end det, er jeg marketingmanagementconsultingconsultantkonsulent – og det plejer som bekendt at være den slags, der tager beslutning om, hvilke produkter der skal på markedet – og navnlig hvilke, der ikke skal (godt øl skal fx tit ikke på markedet vurderet ud fra det generelle udbud).

Når det så er sagt, må jeg jo erkende, at jeg faktisk kan finde nytte i de søde blandingsbryg, når solen tager rigtigt fat. Jeg foretrækker ganske vist at lave dem selv, men lejlighedsvis har supermarkedsvarianterne faktisk brilleret med deres friske sødme og læskende egenskaber i midsommerens ulidelige hede. Desværre har der overordnet været en tendens til, at blandingsprodukterne enten har føltes lige lovligt syntetiske, når de endelig smager af noget. Og ellers er de gerne så tynde og ligegyldige, at man lige så godt kunne tage sig et glas postevand.

Men lige netop Ørbæk har faktisk formået at brillere i en ellers tilsyneladende umulig ølgenre. Under Kvicklys Ølfestivalg 2015 lancerede de Shandy Ginger som skulle blive den første inden for genren, der scorede 4 stjerner på min blog. Senere relancerede de den sammen med to nye sodavandsølsprodukter – lakrids, der ikke var noget at prale af, og nu Lemon … altså citron, hvis man ikke er så god til engelsk.

Skuffelsen over lakridsvarianten sænkede forventningerne noget til dette bryg, som jeg anså for en forsimplet udgave af den adækvat begejstrende Shandy Ginger. Brygget dufter da heller ikke af meget ved afmontering af kapslen – mest af sløv og uengageret humle, som man finder den i visse kedelige og vandige pilsnere. Ved skænkning afløses denne af en skarpere citronduft, som jeg genkender fra billige grænsesupermarkeder fra barndommen. Vi befinder os fortsat i det tynde og det syntetiske – nu er det blot begge dele på én gang.

Smagsmæssigt blander brygget sig dog med de citronsmagende. Og mens det ikke er ulig billige sodavand fra Aldi, er det syntetiske trods alt nedtonet. Det samme er sukkeret, og det betyder, at humlen faktisk kan fornemmes. Det eneste, man sådan rigtig kan blive fornærmet over indtil videre er prisen. Jeg tror det var 16-17 kr. jeg gav for en halv liter, mens den østrigske Egger Lemon Radler, der forhandles af Dansk Supermarked vist kan erhverves formedelst sølle 4 bobs. Men på den anden side – nærværende bryg er jo også økologisk …

Og den vokser med tiden. Citronen bliver på forunderlig vis ved med ikke at være syntetisk. Humlen, forunderligt underspillet i sin lette krydrethed, holder sig fortsat i baggrunden, men formår alligevel lækkert at smyge sig om citronen, som bacon om en frankfurter i svøb.

Brygget må vitterlig indrømmes velkomponeret og -afstemthed. Det er bestemt en aldeles værdig, for ikke at sige overlegen manifestation af en genre, der især blandt ølkendere er noget af en outsider. Lidt ligesom bryggeriet selv.

Det er jo meget fint, at alle bryg fra Ørbæk er økologiske. Det ville bare være så meget bedre, hvis de også var gode, og ikke så evindeligt halvhjertede. Herslev har knækket koden. Hvorfor er det så svært for Ørbæk? Vel – måske har de faktisk fundet en niche her. Shandies – eller Radlere, som jeg foretrækker at kalde dem – behersker de i hvert fald bedre end de andre bryggerier, jeg hidtil har prøvet.

4-stjerner

Tuborg Rå, Carlsberg

2015-10-02 20.24.31Ren Skuffelse

Der skulle gå mere end tyve år – enogtyve faktisk – før de store bryggerier, Royal Unibrew og nu altså Carlsberg fik den indlysende og efterhånden temmelig uoriginale ide at brygge en økologisk standardpilsner. Det mildest talt fodslæbende initiativ fra de stores side får lokale Thisted Bryghus til at fremstå langt mere visionære og forud for deres tid end de egentlig fortjener med deres i øvrigt udmærkede Øko-Thy.

Men efter Royal Unibrews satsning på “Royal Økologisk Pilsner” tidligere på året måtte Carlsberg vel også på banen med et eller andet – og det blev så denne. “Rå”, kalder de den. Og mens speltklid, hørfibre og lillafarvede stofbleer hvirvler rundt i det konnotative univers, beskuer man det i grunden simple, men også umådeligt sikre og genkendelige Carlsberg/Tuborg-design. Lidt mere mørkegrøn, mere gullig som en falmet avis, mindre bearbejdet, mindre poleret, mere rå …

Der er tænkt over det – og det tror pokker når nu Carlsbergs marketingbudget kunne financiere i tusindvis af danske kontanthjælpsmodtagere i årevis – især med regeringens grønthøsterbesparelser.

Visuelt virker ambitionerne dog en kende afdæmpede. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have opdaget, at brygget var ufiltreret, hvis ikke det fremgik eksplicit af emballagen. Men man kan da godt se det, hvis man ved det, men nogen tæt tåge i det korngule bryg bliver det aldrig til.

Duften lover til gengæld godt. Brygget er faktisk forfriskende uindustrielt i sin bouquet. Der er masser af fyldig, uforarbejdet og ganske rammende –  -humle. Retningen, ranken vokser i, er mod det fandinvoldske. Der er vi dog langt fra endnu, men det rå i duften peger ikke kun imod det uforarbejdede og oprindelige, men også mod det krasse og kantede.

Men  indtræder skuffelsen ellers.

Humlen erstattes helt og holdent af en vag, smagsfattig fylde. Lidt som havregryn overhældt med lunkent postevand. En vag sødme af appelsin formår ingenlunde at rette op på skuffelsen, og som brygget glider ned, smager det bare mere og mere af det rene ingenting.

Carlsberg kunne sagtens være blevet i de økologiske konnotationer, og have givet brygget et andet navn, nemlig ren.

Brygget er nemlig på alle leder og kanter mere rent end råt. Og selvom det faktisk er ingentingen i brygget, der er det reneste, slår det rene stadig det rå, for det rå er der mindre end intet af.

Den bedste økologiske standardpilsner herhjemme er fortsat Thisted Bryghus’ efterhånden bedagede Øko-thy. Og selvom Øko-Thy ikke er nogen eventyrlig Guds gave fra humlehimlen, så er den stadig parsec foran dens industrielle konkurrenter i kvalitet.

1-stjerne

Sailor IPA, Bryghuset Braunstein (Kvicklys Ølfestivalg 2015 IV)

2015-06-22 19.43.20De har faktisk lært det …

Jeg lagde denne øl på køl på foranledning af en læser, der var spændt på, om Bryghuset Braunstein efterhånden kunne finde ud af at lave IPA, og havde skrevet dette på min facebook-side. Heller ikke i mine øjne har Bryggeriet i Køge været for heldige med deres eksperimenter udi IPA-brygning. Deres første var en mindre katastrofe. Deres Viking-IPA har jeg ikke prøvet, da jeg frygter det er deres første med et nyt navn. Sidste år havde de også brygget en IPA til Kvicklys Ølfestivalg. Den smagte ikke dårligt. Faktisk var det én af de øl, der fik den højeste karakter på 4½ stjerne. Men som jeg også bemærkede dengang, var der ikke særlig meget IPA over den. Man kunne nærmest sige tværtimod med dens maltede og runde sødme.

I modsætning til det næsten sorte bryg, de sidst diskede op med, holder nærværende bryg nogenlunde en IPA’s lød; lettåget kobberorange med en ganske fast, cremet marengsmasse i toppen, der alligevel skal nydes i øjeblikket, og snart er bortsvunden. Duften består IPA-eksamen med friskbitter duft, garneret med en gennemtrængende bergamotoliesødme.

Og jo! Brygget smager bestemt af IPA. Den skarptfriske og rå humle er umiskendelig, og selvom det ikke eksplicit fremgår af nogen etiket, genkender jeg i hvert fald cascadens hårde og markante aroma.

Smagsoplevelsen er facetteret og velafstemt, og delt op i tre fine kapitler. Først en aromatisk, luftig fylde af grannåle, denne afløses af søde noter af bergamotolie, roser og hyldeblomst ved gummerne, afsluttende med en tung, bitter eftersmag af frisk fyrretræ. Eftersmagen holder længe.

Oplevelsen er velskrevet og sat nydeligt op i en begyndelse, en midte og en slutning, hvor slutningen er klart det bedste, men hvor begyndelsen også er spændende nok til at vække interessen, og midten ikke er så kedelig, at man opgiver.

I alt en velkomponeret, velafstemt og velkontrolleret og uforfalsket IPA-oplevelse. Måske lidt for velkontrolleret. I vildskab slås den stadig af Pladderballes fyrige skumhest. Men det er også det eneste, der sådan rigtig kan udsættes på den.

Bryghuset Braunstein har faktisk lært det.

4-en-halv-stjerne

Julefnug, Thisted Bryghus (Irmas Julebryg VI)

2014-11-23 16.02.29Lidt for vanlig stil …

Herslev og Skands dominerer årets udvalg af juleøl i Irma, med henholdsvis tre og to øl. Hvis ret skal være ret har Thisted Bryghus dog også to øl med, nærværende og Julefred, der imidlertid blev anmeldt her på bloggen for æoner siden, så den er ikke med i den samlede vurdering.

Jeg har hørt meget godt om Julefnug tidligere, men ikke rigtig prioriteret den, hvorfor jeg blev glad for at se den blandt Irmas udvalg af julebryg, for så skulle det endelig være. Skuffet blev jeg til gengæld over bagetiketten, der kunne afsløre, at Thisted igen-igen-igen-igen har kastet sulfit i deres øl, et potentielt skadeligt tilsætningsstof der er helt og aldeles unødvendigt, og i øvrigt i strid med den økologiske profil, der gjorde bryggeriet landskendt.

Men de må jo selv afgøre, om de vil huskes som ‘Sulfitbryggeriet’ eller ‘Bryggeriet med den økologiske profil’. Jeg ved i hvert fald, hvad der lyder bedst, om ikke nødvendigvis mest mundret. Og jeg skal jo også kun drikke en enkelt i aften, og uanset hvor skadeligt sulfit måtte være, så er halveringstiden faktisk meget meget kort, og nedbrydningen i kroppen fuldstændig, og i lyset af mit forbrug af dette bryg, eller bryg i det hele taget, er der vist ikke så meget at være bekymret for.

Brygget selv er jo alligevel flot, gyldenrødt med off-white til letgyldent, cremet skum. Det er tydeligt filtreret, ganske klart med store bobler der velnok afslører, at brygget også er tilsat kulsyre. Duften er tung og kraftig af halm, en aggressiv humle, der ikke lader megen plads til andre indtryk.

Smagen viser sig dog at være mere nuanceret. Fylden slår igennem med det samme, og giver en rar og blød mundfylde. Brygget føles krydret af nelliker og fennikel, endskønt krydderier er noget af det, der ikke er tilsat brygget. (Det ville ellers ikke have været et dårligt bytte, at skifte tilsætningsstofferne ud med krydderier, men lad nu det ligge.)

Man fornøjes over bryggets runde og rare krop, der forbliver intakt selvom den noget brutale humle da titter frem og samtidig giver brygget noget ligefrem bitterhed. Denne mærker man dog først i eftersmagen, efter at brygget har passeret mandler og gane, hvor en ellers ekstrarar, blød og sød fylde af vanillie udgør en slet ikke ueffen mellemstation.

Julet? Tjek! Velsmagende? Tjek! Interessant og godt sammensat? Tjek! Det eneste jeg har at brokke mig over, er det efterhånden sædvanlige ved Thisted Bryghus’ produkter – den tilsatte sulfit.

Hvorfor skal det være nødvendigt. Brygget smager jo godt. Ingen skal bilde mig ind, at det ville komme til at smage grimmere, om sulfitten blev undladt.

Kaj out.

4-stjerner

Stjernebryg, Herslev Bryghus (Irmas Julebryg II)

2014-11-16 17.34.09Herslev slår til igen …

I går aftes havde vi igen besøg fra Irland. Jon og Joanna er på skandinavisk rundtur, og lagde også vejen forbi vores lille Amagerkanske hippiehjem. Der blev hygget igennem, snakket en masse om hinanden, om Irland – og endda en lille smule irsk. Et par fif fik jeg da til min hobby – at lære irsk – også selvom de egentlig ikke er en del af an gaelteacht – den irsktalende del af befolkningen, endskønt de da har lært i skolen engang.

Til god mad, i dette tilfælde en ekstrastor omgang økologisk sugo med frisk basilikum og parmesan, hører også godt og ligeledes økologisk øl. I det verserende tema og Irmas julebryg, indgår der hele tre Herslev-øl, og for at det ikke skal blive ren parade af de midtsjællandske bryg, måtte jeg hellere tage fat på dem med det samme, så der også stadig er andre bryg, der kan presses ind imellem Herslev-bryggene. Nå ja, og så er erfaringerne med Herslev-bryggenes kvalitet jo heller ikke de ringeste, så det var passende at byde gæsterne netop dette.

Det er en velkrydret øl. Reinheitsgebot er ikke bare krøllet sammen og smidt i skraldespanden. Renovationsfirmaet har også for længst afhentet, kørt på forbrænding, og de tyske renhedsforeskrifter blander sig nu med andre CO2-partikler fra Ruhr-distriktet.

Men det skulle snart også være det eneste, man kan bebrejde brygget. Lad mig tage lyksalighederne i den rækkefølge, nyderen møder dem.

Først stiger brygget dybt kobberorange til efterårsrødbrunt op i glasset med en cremet, gylden skumkrone på toppen. Man mærker allerede ved skænkning julekrydderierne stjerneanis og koriander. Desuden er brygget sødt, og minder én om brunkager og pebernødder.

Og så kommer man til smagen, og man frydes ved, at det bare bliver bedre og bedre, og mere og mere julet. En fyldig julegrød af kanel, flydende pebernødder og blommer blander sig kraftigt og elegant med gyldne fadlagrede brændevinssorter, mild whisky eller kraftig cognac alt efter hvad man foretrækker.

Både jeg og Jon (De venter barn, så Joanna smagte ikke) var meget begejstrede. Det eneste, brygget kan kritiseres for, er som sagt den lidt for rundhåndede tilførsel af krydderier. God smag skal man kunne få frem med brygkunst alene. Til bryggeriets forsvar skal det dog siges, at det åbenbart er en trend at krydre juleøllene lidt ekstra. Og i det perspektiv, er der tale om en sand juleøl.

Jon gav brygget 5 stjerner.

5-stjerner

Jeg valgte at være en tand mere rundhåndet med 5½.

5-en-halv-stjerne

Økologisk Pils, Hancock

Beskidt Økologi …

Hancock fra Skive har også en økologisk pilsner i handlen. Det uafhængige skibonittiske bryggeri gør meget ud af sin autencitet og håndhævelse af gamle brygmetoder. Blandt andet tilsætter de fortsat ascorbinsyre til brygget. Oprindeligt gjorde man dette for at nedsætte risikoen for kontamination og videre ukontrolleret gæring af det færdige bryg, men rygterne vil vide, at det også reddede ølkuskene fra skørbugen – sålænge de drak deres daglige kvantum øl.

Tilsat ascorbinsyre, også kendt som C-vitamin, er der endnu ikke dokumenteret nogen skadelige virkninger ved, men det er også fortsat tvivlsomt, hvorvidt det er virksomt, hvis det blot er tilsat. Mit ene øjebryn tager sig i hvert fald en elevatortur op i panden, når jeg ser dets E-nummer (E300) i kombination med det fine røde Øko-mærke. Økologi betyder fravær af giftstoffer og andre unødige, skadelige tilsætningsstoffer i fødevarer. Jeg hæfter mig ved, at rigtig mange bryggerier herhjemme undlader ascorbinsyren, uden at der går vildgær i øllet af den grund, og jeg ville nok foretrække, at man ved uddeling af Ø-mærket begyndte at fokusere lidt mere på ‘unødigt’ frem for kun giftstoffer og skadelige tilsætningsstoffer. Ascorbinsyren er – traditionel og formentlig uskadelig som den er – ikke desto mindre unødvendig, og den økologiske idé handler vel også om at gøre produkterne så simple som muligt, og fri for tilsætningsstoffer i det hele taget.

Et totalt fravær af tilsætningsstoffer betyder også, at man ikke engang behøver bekymre sig om en latent skadelighed. Det er økologi, når det er bedst.

Men indrømmet, ascorbinsyre er nok ikke det værste, der kan tilsættes (ikke ét ord om, hvad andre bryggerier tilsætter deres øl, og da slet ikke om Thisted Bryghus og den sulfit de tilsætter deres øl, på trods af, at Thisted Bryghus startede den økologiske bølge inden for ølbrygning her til lands) men man kunne godt ønske, at Hancock også gik lige meget op i alle former for renhed i brygningen.

Jeg stiller kæphesten fra mig, og skænker i stedet øllet. Nogle læsere vil bemærke, at det sker i et almindeligt glas, og ikke det fine Game-of-Thrones-møder-Lord-of-the-Rings-glas, jeg har brugt de sidste gange. Jeg vil ikke afsløre, hvornår jeg vælger at bruge det ene eller det andet – I læsere må selv komme med jeres bud – fx i kommentarfeltet, hvis I har lyst.

Det er en meget lys pilsner, næsten citrongul under et kridhvidt skum. Skummet falder ret hurtigt, men der er i det mindste meget af det, så man får lov at nyde det lidt alligevel. Duften skal man virkelig lede efter. Efter flere inhalationer mener jeg at kunne spore noget fjern syrlighed af lime, og bagom denne en svag, bitter humle.

Det svage duftindtryk viser sig i store træk at være et forvarsel for smagen. Omend det syrlige udebliver, heldigvis, så gør bitterheden ikke noget stort væsen af sig. Den er der da, bevares, og den er markant i sin bitterhed, men ledsages i for høj grad en en glat fornemmelse af et friskt vandløb. Ja, det er friskt – og tyndt. Lidt fylde formår brygget dog at mønstre, muligvis ved den let forhøjede alkoholprocent på 5,0, der faktisk giver brygget et let(sprittet) honningpræg.

Den svage karbonering på trods af den tilsatte kulsyre (der har vi den negligerede renhed igen,) gør sit til at brygget bliver endnu kedeligere. Det bliver fladt i stedet for at sprudle og er i forvejen for tyndt og vandigt. Man kan indrømme brygget lidt skjulte ansatser til noget interessant hist og pist, men overordnet har bryggeriet vist satset på det kedelige (og givetvis sikre), frem for det interessante.

Det er synd, når økologien i den grad bliver mainstream.
1-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme