Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: nomadebryggerier

Accidently not a Margarita, Koglebryg

Øl: Accidently not a Margarita
Bryggeri: Koglebryg i samarbejde med Skanderborg Bryghus
Type: Gentle IPA
ABV: 2,7%
Land: Danmark
Købt: Fødseldagsgave

Det havde jeg ikke engang set …
Jeg er stadig på fødselsdags- og julegave med min eks. Mest fordi jeg kan, men også fordi man som voksen bare får færre og færre fødselsdags- og julegaver sóm årene går. Så det gælder om at holde de få gaverelationer man har intakte gennem årene. Nåh ja – og så kender jeg selvfølgelig til Marcel Mauss’ bog om gaven, der er et absolut must, når man som jeg har læst religionsvidenskab … jeg har så aldrig fået læst den bog … ups, eller noget. Men det skulle fremgå af den på en eller anden måde, at gavegivning er et vigtig symbolsk udvekslingsforhold, der udtrykker loyalitet og sammenhængskraft … plus en hel masse andet som jeg måske hellere må se at få læst op på.

Dagens øl er således en fødselsdagsgave fra min eks. Selve fødselsdagen blev ellers behørigt fejret aftenen før, da Red Warszawa gæstede Thisted. Jeg og min søn havde en fantastisk aften i selskab med bandet … og et vist virus, der er i omløb for tiden, og som da lige syntes, det skulle inficere min sønnike en gang.
Og når jeg sådan havde været i nærkontakt med en COVID-smittet blev det til et par ufrivillige sygedage – helt uden at være syg skulle det vise sig … Og dog. P.t. slås jeg med temmelig kraftige smerter i venstre side af svælget – især når jeg synker. Jeg har ladet mig teste igen, og fået bekræftet, at det fortsat ikke er pandemien, der har gjort sit indtog i min krop. Men eksceptionelt irriterende er det nu alligevel. Så irriterende faktisk, at jeg er begyndt at drikke te – og det er ellers ikke noget, jeg normalt gør frivilligt. Det ødelægger virkelig en spise/drikkeoplevelse, at man vånder sig hver gang man synker. Til gengæld hæfter jeg mig ved, at smagssansen er i fuld behold – så smagehobbyen fortsætter ufortrødent.

Og først nu, når jeg skriver om brygget, opdager jeg at det faktisk er en alkoholsvag øl, jeg sidder med. Mistanken strejfede mig ikke engang under afprøvningen. Det var bare mig, der ikke havde vist rettidig omhu under forarbejdet. Men det siger også noget om bryggets kvalitet, at alkoholen kan være afdæmpet uden at det mærkes i evnen til at behage.

Det lyse, omend noget lavtskummende bryg dufter ordentligt igennem af det bedste fra forår og sommer: hyld, honning og friskskåret lyst træ. Det eneste, der er forkert ved brygget indtil videre er årstiden. Men jeg har jo heller ikke nogen anelse om, hvor længe den har ligget på lager før den kom mig i hænde.
Aromaen er bittersyrlig med gennemtrængende limesmag og grankogle i overraskende skøn forening. “Shut up and eat your pinecone” siger det i min popkultur-skadede hjerne, men omgivelserne her er anderledes frydehulde, fulde af fuglekvidder og vårblomster.
Og smagsoplevelsen er slet ikke slut endnu. Efter en smagfuld ouverture går brygget elegant over i en første akt bestående af friskt træ, garneret med koriander og spidskommen. Endnu en fjer i hatten til koglebryg er bryggets totale mangel på andet end vand, humle, malt og gær – og alligevel smager den langt mere igennem end fx det seneste Alfheim-bryg, der var tilsat appelsinskal og andet godt.

Koglebryg er et nomadebryggeri, der til denne øl har taget Skanderborg Bryghus’ udstyr i brug. Stod det til mig lod man omgående de to foretagende fusionere – helst under navnet Koglebryg da de suverænt har gjort størst og bedst indtryk her på bloggen indtil videre – og det endda på trods af halsbetændelse, virusfrygt og alt muligt andet …

ET Left Home, Evil Twin

Øl: ET Left Home
Bryggeri: Evil Twin Brewing
Type: Sour India Pale Ale with Blueberry and Raspberry
ABV: 7%
Land: Danmark
Købt i: Donation via drikbeer.com

Er du SÅ færdig!?
Det bliver ikke svært at bedømme årets bedste øl i år. Og hvis det gør, så er jeg langt heldigere end jeg fortjener, for så vil det betyde, at jeg får lov at prøve endnu en øl, der er i klasse med den her:

En sur IPA boppet op med blåbær og hindbær i en umådeligt kompakt og smagfuld pakke … ja, ord slår næsten ikke til. Med tilbageholdt åndedræt og ærefrugt åbnes dåsen. Glasset stilles parat, og så begynder arbejdet ellers. Den seje, tætte grød af på én gang blodrødt og natsort frugtkompot skvulper langsomt og dovent ned i glasset, mens det danner den fineste, plastiske top af ripsfromage.
Duften matcher med intense noter af solbær, rips, umodne stikkelsbær og alt hvad hjertet ellers kan begære af surt og syrligt fra frugthaven.

Og så smagen … Hold nu helt holy haphazard hallibut, Batman! Det er så hele kroppen skælver, tårerne komme frem i øjnene som var man til en nær vens begravelse, og ansigtet vrider vrangen ud på sig selv (lidt ligesom der i ‘The Fly’, hvor Seth Brundle laver det første eksperiment med at teleportere en bavian. Selv tak for de mentale billeder – og brygget matcher aldrig så nydeligt i kulør.)
Hvad kan man sige om et mesterværk som det her? Intens frugtfylde, et syretrip som ville have gjort Syd Barret misundelig, og midt i det vildeste, vidunderligste syre og bærorgie melder øllet sørme også sin tilstedeværelse. Det er ikke glemt. Ved gummerne mærker man humlen, og den spiller aldrig så fint og nydeligt op imod de sur-søde (men mest sure) frugter med et smukt kontrasterende krydret indslag.

Mesterligt, vildt, frækt, fandenivoldsk og vovet. Sådanne øloplevelser får man kun ganske få af.

Fruity Winter IPA, De Proef Brouwerij

Sådan kan man tage fejl …

Jeg har længe haft Kihoskh-brandet i kikkerten. Ikke alene ser det altid vildt fancy ud, det brandet forbindes med, men navnet er også – så vidt jeg ved i hvert fald – tyvstjålet fra hvad der i sidste ende nok er min yndlingstegneserie over dem alle: George Remi aka Hergés Tintin.
Kih-Oskh er navnet på en ægyptisk Farao, hvis grav Tintin er med til at skænde i begyndelsen af albummet Faraos Cigarer sammen med arkæologen Sophocles Sarcophagus, som han har mødt på et krydstogt. Det er selvfølgelig oplagt at opkalde en ølbiks efter hin farao, hvis navn jo næsten lyder som Kiosk – men lidt mer’ hipsteragtigt, fordi der er smidt nogle h’er ind strategiske steder for at få det til at se sejt ud.

Men det er faktisk først lige nu her, at det er gået op for mig, at Kihoskh er en distributør* og ikke en producent. SuperBrugsen Thisted kan heller ikke finde ud af det, idet de havde denne øl angivet som én fra Kihoskh. Distributørens logo er også at finde på etiketten, og det er faktisk kun, hvis man læser det med småt – så småt at jeg må have brillerne til hjælp – at man opdager, at producenten slet ikke er Kihoskh. Brygget er ikke engang fra Danmark. Det er fra Belgiske De Prouf Brouwerij, som vi ganske kort har været forbi før, da de lagde anlæg til et af Mikkellers bryg.
Så det ville være temmelig hyklerisk af mig, at pege fingre ad SuperBrugsen for den fejltagelse, når nu jeg selv havde hovedet under armen. Til gengæld vil jeg brokke mig over, at Kihoskh på den måde møver frem på andre firmaers etiketter, og sådan giver indtryk af, at de står bag de fine bryg de distribuerer. Jeg synes, de skulle finde på andre måder at begå marketing på. Når det så er sagt, tror jeg, at jeg vil lægge vejen forbi deres lokaler på Søndre Boulevard på Vesterbro, når jeg næste gang frekventerer hovedstaden – for der er altså virkelig gode sager på hylderne derinde.

Hvad angår De Proef Brouwerij troller de helt sikkert den lokale flamske højrefløj ved at kalde brygget her en winter IPA i stedet for en Christmas IPA. Som bekendt skal alt, der produceres efter 15. oktober eller der omkring indtil midten af januar betegnes ‘jul’ og ikke ‘vinter’, for gør man sidstnævnte driver man femtekolonnevirksomhed for den muslamistiske magtovertagelseskonspiration i Danmark. Spørg bare Peter Skaarup, Pia Kjærsgaard og resten af det slæng, som jeg helst ikke nævner flere af her på bloggen, fordi jeg allerede nu mærker trangen til at dyppe tastaturet i sprit og klorin. Endnu nødigere skulle jeg tilskynde læserne til at skylle deres øjne i samme – ikke kun fordi I så ikke ville kunne læse bloggen i fremtiden, men sandelig især fordi jeg helst vil spare jer ubehaget.
Krigen mod jul fik imidlertid ikke rigtig luft under englevingerne herhjemme i år. Måske har idioterne fra sidste år lært lektien, og skal ikke nyde at blive udstillet som det de er – idioter – en gang til? Det er egentlig lidt ærgerligt, for jeg morede mig kosteligt over det for et års tid siden.

Apropos kosteligt … Det kan godt være, at IPA må vige pladsen som min yndlingstype for belgisk sour. Men det betyder jo ingenlunde at jeg ikke længere drikker IPA med allerstørste velbehag. Brygget her varsler godt på snart sagt alle måder: Det koster en formue (hvilket ikke er en garant for kvalitet, men ikke desto mindre et fingerpeg), det troller højrefløjen via navnet, med sin gyldne, tågede kulør og sit høje, fedtede skum ser det rigtig godt ud når det skænkes, og bouqueten er et overflødighedshorn af det bedste, man forbinde IPA-typen med: Grape, lime, vanille, lyst sukker og en stikkende fornemmelse i næsevæggene af de fineste, spæde grannåle.
I munden snitter bitterheden straks lange furer i tungen, mens frugtsalaten – udvalgt fra alle hylder med citrus – fornemmes som en damp overalt i gane og gummer. Alligevel føles brygget let som dun som det glider henover kæftens indre organer. Af fylde har brygget kun det absolut nødvendige – for mere behøves ikke i dette sprøde, bitterfrugtige mesterværk. Brygget bærer på en pude af luft af dun alt hvad hjertet kan begære af aroma og vederkvægelse – og det er bestemt ikke forbeholdt vinterkulden. På en varm solskinsdag mellem Juni og August ville det gøre mindst lige så godt som nu.

Uden sammenligning både jul og vinters foreløbige vinder.

*UPDATE 31/12-20: Khioskh viser sig at være et nomadebryggeri, der anvender andre bryggeriers brygfaciliteter til at producere ølspecialiteter. Beklager forvirringen og ønsker læserne et godt nytår.

Konx, Omnipollo (Ole Øl-Ninja 3)

Hvis man en dag gik på vandvognen …

Der var jo ligegodt mange øl, vi skulle igennem den eftermiddag og aften. Det har jeg vist allerede nævnt flere gange, og den eneste måde, der kunne blive færre, var at vi drak dem.

Nej, det er umuligt på linje med at bevæge sig hurtigere end lyset eller være en gift ungkarl, at vi fx gav øllene væk til nogle andre eller *gys* hældte dem ud!

Næste skud på stammen var imidlertid en alkoholsvag – ja, faktisk næsten alkoholfri øl på sølle 0,3%. Producenten er nomadebryggeriet Omnipollo fra Sverige. De er debutanter på bloggen, og starter dermed ud med måske det allersværeste man kan finde på som brygger.

Alkoholfri øl med smag er en relativt ny udvikling. Jeg husker stadig med gedigen væmmelse min afprøvning af Tuborg Super Light for nu over ni år siden. Indrømmet: langt fra alle alkoholfri øl er lige så fæle som hin sæbe-metalliske rædsel. Men at en øl ikke smager grimt er ikke i sig selv et hædersmærke. En øl er først god, når den smager godt. Dette gælder også for alkoholfri øl. Det handler i virkeligheden om at skabe en oplevelse af en rigtig øl – men uden alkohol. Det er svært, men netop i denne tid sker der noget på den front, der peger i den rigtige retning.

Svaneke er gode. Vestfyen er med Willemoes-serien også OK med, men ellers kan der være endog meget langt mellem smagsoplevelserne.

En gedigen næsestyver kickstarter imidlertid øloplevelsen i samme sekund det lyse, lettågede bryg inhaleres. Søde, aromatiske og bitre noter kappes om at komme til. Citrus, grannåle og hyld gør godt, og røber over for den tilstedeværende brygger og glade giver, Ole, planen for, hvordan brygget her gøres godt på trods af det lave alkoholindhold: masser af aromatisk humle med henblik på at få brygget til at tage sig ud som en pale ale.

Og det lykkes. Ikke alene har brygget mindst lige så meget velsmag som det har velduft, det har også krop. Det har fylde. Det plasker ikke planløst rundt i en alt for vandig sø, sådan som alkoholfrit øl alt for ofte gør. Hvedemalten giver desuden brygget en slet ikke tosset karakter af Belgisk wit. En stil, jeg normalt ikke kommer godt overens med, men her lykkes det bryggeriet præcis at tage de gode elementer fra stilen – den bløde mundfornemmelse og friskheden – og lade de negative elementer, såsom isoamyl acetat (der giver banansmag) og syre ligge.

Alt hvad man ønsker af en øl er at finde her – bortset fra det, man bliver fuld af. Og det er selve meningen med alkoholfrit øl. Det undrer ikke, at landet med Systembolaget gør det i alkoholfri bryg – men at det sker med en sådan success, indgyder respekt uanset hvem det lykkes for. Ole og jeg approberer med henholdsvis …

… for Oles vedkommende og …

… for mit.

Adventure NEIPA, Kissmeyer

»Session NEIPA«

EU’s regler gælder ikke for USA. Derfor må man gerne kalde en IPA for en New England IPA, selvom der er et ocean plus det løse mellem bryggeriet og stedet der bærer produktets navn. Det er vist noget med, at man ikke må kalde et produkt ved et stednavn, med mindre det rent faktisk kommer fra det sted – men åbenbart kun hvis det sted rent faktisk ligger i EU.

Fordi – fuck resten af verden, eller noget i den henretning.

Det kan også være, at jeg har galt fat i et eller andet. Måske er New England IPA, eller NEIPA som det gerne forkortes, ikke på samme måde et beskyttet brand – og så må man gerne.

Ikke at det egentlig går mig særlig meget på. Det er jo ligegodt ikke mig, der brygger øllene, og skal bryde mit hoved med den slags. Jeg skal bare smage på varerne.

NEIPA er kendt for gavmilde humlemængder. En IPA der skal spises med kniv og gaffel, hvor ord som ‘tåget’, ‘grumset’ og endda ‘plumret’ om udseendet slet ikke slår til, og som bedst leveres i tubeemballage, er karaktertræk, man forbinder med stilen. Det skyldes rundhåndet tørhumling der kommer oven i det sædvanlige indhold af restgær. Lige noget for denne blogger kan man roligt sige!

Imidlertid stritter brygget her ikke det mindste imod ved skænkning. Det er selvfølgelig meget kønt, som en kæmpe appelsin som glasset nærmest er krænget rundt om – med skummet som albedo. Jo, tåget er det bestemt. Tæt tåget endda – men næppe grumset, og slet ikke plumret. Skummet er heller ikke hverken tæt, fedtet eller højt nok. Det bruser snart af, og ville kun rejse sig, hvis man skænkede brygget så voldsomt, at det næsten var synd. Ligesom skummet forsvinder bouqueten også snart – citrusfrugt og hyld når lige at sige hej, før de er ude af døren.

Men noget smag er der da. Citrus og tørre grannåle melder sig på en bund af friske figner. I eftersmagen mærker man lyst træ, der lægger sig grundigt afhøvlet og glatpudset langs med gummerne. Her er der ikke noget der stikker, flår eller river. Det hele er pænt, ordentligt og poleret. Kontrolleret ned i mindste detalje – og som læserne nok har regnet ud, sker det på bekostning af oplevelsen.

Brygget kommer til at fremstå alt for let, alt for rent og alt for pænt til bare tilnærmelsesvis at retfærdiggøre sig som en NEIPA-oplevelse. Ingen opflåede gummer af bitterhed, ingen nedadkrængende mundvige af citrus, ingen opspilede øjne af hyldens sødme. I stedet leveres aromaerne i en alt for regelret og konform pakke, viklet ind i alt for meget vand.

På en varm sommerdag i marken ville den nu nok gøre godt. Bevares – der er ikke noget, der smager grimt i den. Den smager bare ikke af nok, når man bliver stillet en NEIPA i udsigt. Mit forslag til Kissmeyer er derfor, at man smider en markør ind i navnet for, at man her er gået mest op i bryggets tørstslukkende egenskaber …

… og omdøber den Session NEIPA.

To … From … via Mikkeller, Mikkeller

2016-01-07 17.45.35Kompromisløs og unuanceret

Bryggeriforeningen havde i deres julegave også vedlagt et par Mikkeller-øl. Den ene, Santas Little Helper, havde jeg allerede prøvet, og det ekstra eksemplar plus den sædvanligvis rosende omtale af Mikkeller og specifikt nærværende øl, formåede at skrue forventningerne i vejret.

Mikkeller er som bekendt et nomadebryggeri, der får sit øl brygget på forskellige lokationer, der stiller faciliteter til rådighed. I dette tilfælde er det det belgiske bryggeri ‘De Proefbrouwerij’s brygkar, der har været i brug. Nogle vil måske kalde det snyd, men jeg kan faktisk rigtig godt lide tanken om, at man kan vække gode brygideer til live de steder, der er bedst egnede til dem, fx. hvis éns egne brygfaciliteter ikke slår til, eller hvis man – som i Mikkellers tilfælde – slet ikke har nogen.

Bryggets kompromisløshed er i hvert fald ikke noget, man ser for tit på de hjemlige kanter. Sort som den dybeste vinternat er det, med matchende skum med kulør som – ja, kulør til brun sovs, eller i hvert fald kogende sukkerovertræk til brunede kartofler. I duften træder sukkeret dog overraskende lidt frem. I stedet dominerer brankede noter af glemt ristet brød og hårdbrændt kaffe sig med søde noter af farinsukker og sure af modne æbler.

Men i smagen går brygget all in på brændthed. Brygget er i sin helhed og sit væsen brændt, brændt, brændt og brændt. Hvis man kan lide mørkt øl, der ikke går på kompromis med ristede og brændte noter, er dette bryg både et must og en lækkerbisken …

Men brygget rejser nogle spørgsmål for os, der ikke kun vil have det brændt, men også sætter pris på fylde, sødme og bitterhed især når disse noter faktisk kan spores i bouqueten.

For brygget mangler i den grad noget til at spille op mod brændtheden, der ikke langsomt kommer til at føles som sandpapir mod tunge og gane. Brygget er måske nok kompromisløst – og respekt for det, men det bliver også meget hurtigt for ensporet og unuanceret i alt sin brændthed.

Og juleassociationen er en gåde. Etiketten er et til og fra kort, men hvad ønsker man mon at signalere med en gave, der kun indeholder brændt? At juletræ og julegaver går op i røg som i en anden amerikansk tegnefilm?

Vel, brygget skal have kredit for sin kompromisløse karakter – og minuspoint for samtidig at være unuanceret og ensporet. For kompromisløshed kan faktisk også være lækkert. Det behøver ikke kun være voldsomt.

4-stjerner

Gudeløs, Djævlebryg/Stronzo

2014-09-05 19.02.16Nummer 500 …

Det var ikke så få. Og så er det alligevel godt og vel fire år siden, jeg begyndte at skrive om øl. På fire år er det måske ikke så mange alligevel, det er faktisk kun en øl ca. hver 3. dag, – plus det løse. Men det er, som folk, der følger mig på untappd, hvor jeg noterer alle øl, jeg prøver, vil vide, faktisk ikke særlig meget.

Hvis jeg sådan skal kaste et blik tilbage, og fremhæve nogle højdepunkter i min skribentvirksomhed, husker jeg faktisk bedre de ting, der er sket omkring øllene, og ikke så meget øllene selv. Bevares, nogle øl står selvfølgelig frem som ekstraordinære oplevelser i sig selv, både ekstraordinært positive og ekstraordinært negative. Men i stedet for at lave en reprise af øl, er allerede har fået rigeligt omtale, vil jeg hellere fremhæve nogle af de punkter, hvor jeg selv synes jeg som ølblogger har været med til at ruske op i nogle ting.

Jeg anmelder i princippet alt. Mit anmelderrationale svarer til bjergbestigerens. Ligesom bjerget skal bestiges, fordi det er der, skal øllet prøves og anmeldes fordi dét er der. Jeg anmelder desuden hudløst ærligt. Synes jeg noget er godt, roses det adækvat, og falder det ikke i min smag hersker der efter gennemlæsning af anmeldelsen næppe tvivl derom.

Det falder ind imellem folk for brystet.

Således har jeg høstet en del negative kommentarer for betegnelsen ‘spritterøl‘, der dækker billige, stærke pilsnerøl fra landets store bryggerier. Flere nydere af dem har særligt kritiseret mig i det indlæg, hvor jeg lancerede betegnelsen, for at være nedladende, uforskammet og en masse andre ting.

Der var nok nogle, der følte sig truffet, og det må de jo selv ligge og rode med, især når de har fået et par stykker. Men uanset, hvordan jeg be- eller for den sags skyld fordømmer en øl, skal min kritik ikke ramme dem, der eventuelt måtte nyde den. Jeg mener ikke nødvendigvis, man er spritter, fordi man kan lide en elefantbajer eller en *ydrk* Wiibroe Årgangsøl. Blot mener jeg, at konceptet er målrettet alkoholikere og andre der går efter den først og fremmest billige brandert. Aftenens øl er på 8,9% og dermed stærkere end de fleste spritterøl, der holder omkring 7%. Til gengæld smager aftenens øl af noget. Typisk kendetegner denne egenskab ikke spritterøl.

Spritterøllene er vel det største folkelige kontrovers, jeg har afstedkommet. Kigger man på det kommercielle, fik jeg i julen 2013 lavet en del ravage i det, jeg har døbt Bryggeri Skovlyst-gate. Bryggeriet fra Hareskoven/Polen(/Frankrig, har Ole Madsen, Ekstra Bladet været så venlig at gøre mig opmærksom på. Der produceres deres sodavandsøl) producerede en juleøl, som de kækt påstod, kun blev produceret til et udvalgt supermarked på Amager. Det samme sagde de om en juleøl, de kun producerede til et supermarked i Helsingør. Undertegnede blev en smule mistænksom og med hjælp fra en Helsingørbo (eller hvad sådan nogle hedder) ved navn Kenneth, og en i øvrigt ærlig salgschef fra bryggeriet, fandt jeg ud af at der ikke overraskende var præcis det samme bryg i begge juleøllene.

Det kom der et par artikler ud af i både Politiken, Metroxpress og et medie mere, jeg ikke gider nævne navnet på, for de gad heller ikke nævne kilden, de havde den gode historie fra. Øv bøv bussemand.

En sidste god oplevelse, jeg vil fremhæve er fra indeværende år, nemlig Kvicklys Ølfestivalg 2014. Hele rækken af øl blev mig skænket af kæden, i en win-win-aftale om gratis øl for omtale af eventet. Vinderen blev Pladderballe Bryghus’ ‘Svagpisser‘, der ganske vist ikke var min favorit, omend jeg indrømmede Svagpisser visse kvaliteter. Vigtigst var, at Jan Monrad – en af mine store helte i sejrsrusen valgte at citere og på facebook dele netop min anmeldelse. Og så endda uden at jeg havde den som favorit. Hvis jeg skal nævne én optur, jeg har haft som ølblogger, der virkelig fik mine arme i vejret, så har det været den.

Jeg følte det lidt, som Lemmy fra Motörhead må have følt det, da Michael Palin var med til at indspille et nummer på albummet ‘Rock ‘n’ Roll” fra 1987: “It’s great to meet a hero who doesn’t turn out to be a cunt.”

Det er første gang, en supermarkedskæde, eller en anden aktør på markedet for den sags skyld, donerer så mange øl til anmeldelse. En sen tak sendes hermed endnu en gang til Kvickly for det gode samarbejde, og selvfølgelig endnu et tillykke og tak til Jan Monrad for at hjælpe med at gøre min blog vitterlig for et bredere publikum.

Midt i tilbageblikket og de nostalgiske stjernestunder skal jeg også minde mig selv om, at jeg har en øl, der skal anmeldes. Også den blev financieret af det gavekort, jeg før har berettet om, og jeg var ikke et sekund i tvivl, da jeg så denne øl, at den skulle markere jubilæet.

Det er en Imperial Stout – og det er grund nok i sig selv. Desuden er den lavet af en af de store nomadebryggerier i Danmark, Djævlebryg, som jeg først al for sent er nået til i mine anmeldelser. Og for det tredje siger titlen noget om mig som menneske.

Jeg er et ugudelig og ateistisk menneske, og det på den mest irriterende og belastende måde – for stærkt troende mennesker. For min gudløshed betyder tæt på intet for mig. Jeg er religiøst indifferent og blander mig i øvrigt ikke i, hvad andre folk tror på. De må tro, hvad de vil, og hvis de ellers virker sympatiske og ikke prøver at pådutte mig deres sjove ideer om verdens sande sammenhæng, vil jeg tværtimod finde deres tro interessant og deres beretninger derom berigende.

Jeg er, som jeg vel nok har skrevet et eller andet sted i min mange anmeldelser, uddannet religionssociolog. Men hvor jeg ved min studietids begyndelse troede, at jeg ville forstå religiøse mennesker bedre, blev jeg mere og mere desillusioneret med tiden, og kom til at forstå religion mindre og mindre. Hvordan KUNNE man dog tro på den slags … Og selvom jeg fandt en favorit, jeg nogenlunde kunne sympatisere med, i og med at den indebar store mængder grillet kød og mjød, har jeg aldrig følt noget religiøst selv.

Men hvis andre føler det, og har det fint med det, og de i øvrigt ikke generer andre, fordi de føler noget andet, eller eventuelt som undertegnede ikke rigtig føler noget – ved guderne, så skal deres følelser og ideer være deres ukrænkelige ret. Asatroen som jeg har oplevet den her i landet, deler dette synspunkt, som man altså ikke behøver være ateist for at have. Ej heller behøver man være asatro. Jeg har mødt kristne, jøder, muslimer og andre, der har det på samme måde. Og det synes jeg er smukt.

Og så er der dem, der ikke forstår, at man kan være ateist – eller for den sags skyld religiøs – uden at man finder det inderligt nødvendigt at pådutte andre mennesker ens religiøse synspunkter. Den slags mennesker spilder jeg ikke meget af min tid på, men hvis jeg møder dem, kan man selvfølgelig altid udfordre sig selv på fagligheden og se, hvor længe man kan holde en diskussion seriøs, før man begynder at trolle.

Det ville jeg nok ikke kunne særlig længe.

De lange indledninger på mine indlæg har været et af mine særkender. Så hvorfor ikke gøre lidt ekstra ud af det i jubilæumsindlægget? Som Imperial Stout gør Gudeløs det godt. Den er natsort med brunt, fyldigt skum. Duften er noget tilbagelænet, og ikke noget der breder sig i rummet, hverken ved opknapning eller skænkning. Men ved indsnusning mærker man dog en tæt sødme af vanille og svedsker og en bitterhed af friskristet kaffe.

Velristet kaffe mærker man også i smagen. Fylden følger med et letalkoholisk indslag af rom, en diskret sødme af hindbær ved gummerne og en bittersød afslutning af mørk mokkachokolade ved mandlerne. En pragtfuld, velkomponeret smagssymfoni, der i øvrigt er anbefalelsesværdig til chokoladedesserter – som fx min vivs lige så velkomponerede økologiske mintchokolademousse.

Således er ringen sluttet. Jeg nyder det ugudelige, det sataniske og det guddommelige – ja! For trappistøl er jo også fantastisk. Jeg tager det bedste fra alle verdener og siger skål …

Mens jeg slubrer den sidste tyktflydende rest med det gærede bundfald. Det er tit det allerbedste i en god stout, og her er Gudeløs bestemt ingen undtagelse.

6-stjerner

Santa’s Little Helper, Mikkeller

Juleaftensøl

Det blev en Santa’s Little Helper fra Mikkeller, jeg drak juleaften. Den blev mig anbefalet og påprakket i Fish & Beer på Amagerbrogade, da jeg ellers specifikt spurgte efter en anden Mikkeller-øl, en Happy Lovin’ Christmas Sauternes, der i Politikens øltest bedømtes til at være den bedste juleøl sammen med Juleøl fra Hornbeer. Den var imidlertid udsolgt, og iøvrigt også meget dyr, kunne ekspedienten fortælle mig (som om de ikke vidste, hvad de skulle tage for Santa’s Little Helper. Ikke ligefrem nogen billig fornøjelse, men lad det ligge).

Med sine 10,9% i en 0,75 litersflaske, er der faktisk rigeligt til hele juleaftensdag. Og således blev det. For en så stor øl gider jeg ikke drikke alene, subsidiært ikke drikke hurtigt. Den blev altså nydt langsomt, over lang tid, mens and og flæskesteg simrede i ovnen, de brune kartofler blev væltet rundt i sukker, og Tchaikovskijs nøddeknækker og Bachs juleoratorium fyldte lejligheden med koncentreret julestemning.

Der var nok til rigtig lang tid, helt uden at øllet blev fladt, kedeligt eller på anden måde dårligt. En rigtig nydeøl, der ikke bare kan holde til at blive drukket langsomt, men om muligt bliver bedre af det. Og at brygget tempereres i processen, byder på problemer, man skal have fat i DTU’s kraftige elektronmikroskoper for at få øje på.

Det er et dunkelmørkt bryg med højt, lysebrunt og klæbrigt og boblende skum. Brygget dufter halvtungt af chokolade, svedsker og hasselnødder, og det er jo unægteligt ganske julet, med både noget sødt og bittert. I smagen går især chokoladen igen, men primært for det søde. Det er ikke Vivanis mørke på 85%. Det er bestemt heller ikke billigt tysk juleslik (som man også vil finde det om 3-4 måneder i mere ovale former,) men et sted, hvor Vivani står for kvaliteten og børnenes lyse chokolader for karakteren. Smukt og klassisk, velkendt julet – og så bare lidt til, så det ikke ender med alligevel at være ordinært.

For længere bagude på tungen byder brygget på en tiltrængt bitterhed. På samme måde som skarp, syrlig rødkål spiller op mod flæsesteg og kartofler, som ribsgele til den fede and, ledsages bryggets sødme af en markant bitterhed, der starter med hasselnødder og slår mere og mere over i lakrids. Dermed undgår brygget blot at komme i nærhed af at blive kvalmt, eller på anden måde for meget. Forudsat at man altså nipper til brygget over længere tid. For nedsvælger man det på én gang, rammer bådee kvalme, fuldskab og tømmermænd hårdt. (Gætter jeg på, for med så dyrt bryg gider jeg sgu ikke prøve).

Muligvis er det netop de høje procenter, der gør, at brygget over tid ikke bliver ringere. Der er rigeligt alkohol tilbage i brygget næsten uanset hvor længe det står, til at yde det den nødvendige fylde, og forhindre det i at oxidere. Fylden forbliver også på samme nydelige og rige niveau hele vejen igennem. Smagen udvikler sig dog fra at være lige en tand mere krasbørstigt lakridsagtigt hidsigt til at begynde med. Med tiden bliver brygget så sødere med både lettere tilgængelig smag og mere velbehagelig mundfornemmelse til følge.  Der er dermed ingenlunde tale om et ‘ekstrembryg’, sådan som mange opfatter Mikkellers, og andre mikrobryggeriers bryg. Man skal være en temmelig hardcore forfægter af laveste-fællesnævnerbryg for slet ikke at kunne nyde dette regulære mesterværk.

I sandhed et vellykket julebryg, der er sit rygte som moderne juleklassiker værdigt (ja, det var noget i den retning, de sagde i Fish & Beer. Jeg ved ikke, om det passer) – anbefalingen til næste år, hvor Carlsberg med lidt held igen løber tør for julebryg, er hermed givet videre til læserne med ønske om en fortsat god jul, og et godt nytår.

5-en-halv-stjerne

DEVFFC, MQAL9,.8, Evil Twin Brewing

*MUMS*

Efter at have anmeldt nogle øl fra Kvicklys Ølfestivalg var jeg ellers igen kommet i øvelse med at skrive dårlige anmeldelser. Vid, at hvis man har en ølblog, er selv de værste øloplevelser gode, for man kan skrive lige præcis, hvad man mener om sprøjtet bagefter. Således har årets Ølfestivalg også været en fornøjelse for undertegnede. Og som jeg fortalte sidst, var jeg i Kvickly i fredags for at redde mig et eventuelt restlager af festivalg-øl. Forgæves. Lørdag gjorde jeg endnu et forsøg i Fakta på Njalsgade, idet jeg tænkte, at ligesom de havde arvet Kvicklys restlager af rigtig gode amerikanske mikrobryg, havde de måske også arvet restlageret af Kvicklys middelmådige konkurrencesprøjt.

Men også der måtte jeg gå fra med uforrettet sag. En pakke bleer blev det til, hvorefter kursen blev sat mod Islands Brygge, hvor jeg havde fået øje på en fin legeplads til mine børn, som jeg var på tur med. Er man stedkendt vil man vide, at den ligger bag en lav, rød mur ud til vejen, mens den ud mod havnen kun er omkranset af et stakit, så der til den side er udsigt til vandet.

På vej derhen opdagede jeg Toft Vin – og lagde vejen forbi på hjemturen. Bagest i butikken findes et mindre slaraffenland af mikrobryg fra nær og fjern; Danmark, Belgien og USA mere end noget andet. Jeg snuppede en Duvel Triple Hop og denne øl fra Evil Twin Brewing. Det er nok ikke sidste gang, jeg lægger vejen forbi Toft Vin på Islands Brygge, og jeg giver stedet mine varmeste anbefalinger. Ikke alene har de et fint udvalg. Personalet er meget hjælpsomt med at holde styr på eventuelle tumlinge, man har med på indkøb.

Evil Twin Brewing er Jeppe Borg Bjergsøs projekt, og navnet hentyder til, at han er tvillingebror til Mikkeller-stifteren Mikkel Borg Bjergsø. Rygterne vil vide, at de to ikke er de bedste venner, og derfor har Jeppe altså udråbt sig selv til at være den onde tvilling. Vittigt og lidt alvorligt. Men øllets ry fejler intet. Bryggeriet er omtrent lige så feteret og velrenomeret som den gode tvillings, og tillige dermed karakteriseret ved at være et nomadebryggeri, der ikke selv ejer lokaler, men brygger øllet på andre bryggeriers udstyr. I nærværende tilfælde Fanø Bryghus’.

Der er tale om en IPA, og hvis den ellers ikke kun smager af gær, er meget jo allerede vundet ved stilen. Det er et flot, rødgyldent bryg, dejligt tåget af restgær og med gyldent skum. Her kan man virkelig se, hvordan gyldent skum ser ud, for dette er virkelig gyldent. Ikke bare hvidt med et par toner af gult, men næsten auroraorange som en solopgang efter et større islandsk vulkanudbrud. Brygget klistrer lystigt i fine linjer efterhånden som det nydes. Men man forventer næsten mere med skum af den visuelle kaliber.

Duften gør ikke voldsomt meget væsen af sig. Humlen er umiskendelig, men ikke mere, end man kunne opleve i fx en god, tysk pilsner. Der er også et ledsagende spor af blomstersødme – hyldeblomst, og igen et klassisk IPA-indtryk.

Det er først i smagen, at brygget virkelig folder sig ud. Ganen revner næsten af den intense, flødeagtige fylde, der eksploderer med skarp og aggressiv bitterhed i hele mundhulen. Det er gæren, der som en korttidshævende bolledej fylder hele gabet med rifter og stik. Man opdager hurtigt, og bliver ganske lettet over, at gæren faktisk ikke smages. Den mærkes kun. Den giver brygget sin helt unikke fylde, og kun det. Den flade, syrlige og stikkende smag af gær er ganske fraværende, endskønt det fysiske gærindtryk påvirker tungens følenerver – men altså ikke smagsløgene.

Det er smukt, og lidt fikst at kunne få øl til at føles gæret, uden at det smages. Og så er man endda kun nået halvvejs – og måske endda ikke helt endnu. På bagtungen raser humlen nu videre og klæber sig til mandler, gane og svælg. Den arrige humle og gærfylden fra mundens forende forvandles nu til den sødeste honning. Honningen får associationerne til at piske løs, og jeg tænker et øjeblik på, at jeg for tiden er ved at tygge mig gennem Bibelen. Der ævler de op og ned ad vægge og stolper om mælk og honning, og hvordan det står for det arketypisk mest vidunderlige, man kan forestille sig.

Ja, de gamle hebræere kendte af gode grunde hverken til Evil Twin Brewing, eller deres vidunderlige IPA. Her er honning kun en enkelt del af mange godterier.

Vel – tilbage på sporet. Honningen runder den lækre, og tæskebitre slutsekvens af humle, gran og fennikel af. Dette afløses af en virkelig langvarig, tør, humlebitter eftersmag, der i sig selv ville være oplevelsen værd. Brygget skal endelig nydes langsomt og i små slurke, for der er rigeligt med nydelse i selv den mindste tår. Og vær ikke bange for temperaturstigningen, for med denne afløses gærfylden af en lige så skøn – hvis ikke skønnere og mindre aggressiv vinøs fylde, der får honningindtrykket til at vokse.

Se dette er brygkunst! Den onde tvillings førstehåndsindtryk på mig er mindst lige så godt som den godes. Skål og vel mødt til forhåbentlig mange flere Evil Twin-øl i fremtiden. Jeg håber, de leverer jævnligt til Toft Vin, der fra nu af vil være min foretrukne ølpusher i mit amagerkanske hood.

Nårh ja – navnet? Det er sikkert en eller anden forkortelse, der beskriver øllet. Fx kan jeg se, at alkoholprocenten på 9 indgår. Men ellers har jeg ikke den fjerneste anelse.

6-stjerner

Fat Cat, BeerHere

Suveræn syrlighed! (Ferieøl III)

Min gode ven Marcus, der var til middag ved samme lejlighed, hvor Herslevs indtil videre mest almindelige – og kedelige – øl blev afprøvet, havde selv et par spændende øl med, så det blev også til nogle rigtig gode øl den aften.

For den gode Marcus vidste, hvad der var godt! To øl fra BeerHere blev det til – nærværende Red Ale (der ikke er specielt rød, men det vender jeg tilbage til) og Ammestout. 3 stk. af hver havde han med – en til sig selv, en til min viv og en til mig. Min viv drikker imidlertid ikke øl, og som nævnt tidligere drikker jeg ikke særlig meget, så vi endte bare med at dele en af hver, jeg fik et anmeldereksemplar af hver med hjem til Århus, og Marcus tog de sidste to eksemplarer med sig hjem igen, så han også kunne få mere glæde af dem.

Jeg har altså snydt lidt, og smagt denne øl i forvejen. På daværende tidspunkt havde jeg dog opgivet at tage noter, for noterne til Landøl, som jeg havde taget under en time forinden var allerede dematerialiseret. Det er jo også vidunderligt, at man sådan kan have en gyldig undskyldning for at nyde en god øl hele to gange i stedet for en, i dette tilfælde, at jeg ikke fik anmeldt den første gang.

Vel, Fat Cat er en ‘usolidarisk velsmagende ale’ og grafikken og bagetikettens tekst er inspireret af kommunisme og venstrefløjsretorik. Forsiden præges af en – fed kat, såmænd, klædt ud som enten kapitalist, eller snarere en fæl pamper. Brygget skulle ifølge bagetiketten (der også får nævnt både Castro og 3F) være en Red Ale, men det er ikke indtrykket man får, når øllet skænkes. Det er snarere brunt, med rigeligt restgær under en gylden skumkrone, der klæber stærkere end kontaktlim. Duften springer i næseborene samme sekund kapslen letter. Den nærmest stikker med elementer af røg, syrlig appelsin, lime og ananskirsebær.

Jeg vil nok huske reaktionen, da Marcus og jeg prøvede denne øl for første gang, længe. Marcus og jeg har for vane at tale meget højt, ikke mindst, når vi får lidt under vesten, men da vi tog første nip af denne øl, blev der helt stille i min søsters lille hjem. En bittersød og syrlig smag af pommerans, appelsin og søde æbler sprang ud i alle ender og kanter af mundhulen. Da brygget havde passeret tungen blev det pludselig bittert som af fuldmodne hasselnødder, og sluttede af med en tør, klæbrig, humlebitter eftersmag med et kraftigt gærelement, der drilsk balancerede på knivsæggen mellem at være et aldeles velgørende supplement til bitterheden og at være for gæret. Den var hverken det ene eller det andet – den blev ved med at balancere på knivsæggen, og dette er selve det, der gør denne øl til en helt unik og speciel oplevelse.

Jeg har aldrig oplevet en syrlig øl, der smager så godt. Jeg troede heller ikke, jeg overhovedet skulle opleve en syrlig øl, der smager så godt. Syrlighed er for det meste malplaceret i øl. Der er enkelte engelske typer, hvor det vel er i orden, men så heller ikke mere. Her er det simpelt hen bare pragtfuldt. Det tilfører øllet en helt ny dimension, og i princippet er der jo også tale om en engelsk type – en red ale. Men denne Red Ale er bare så meget mere Red Ale end alt andet red ale, jeg nogensinde har prøvet. Ja, faktisk er den jo så Red Ale, at den mere er ovre i det brune – men det kan jeg nu godt tilgive bryggeriet.

Jeg kan også tilgive dem – ja, jeg synes faktisk det er en ekstra gevinst – at øllet ikke er specielt stærkt. Den viser, at det er muligt at lave ekstraordinært første klasses øl på under 5%. Denne øl holder 4,7%, så man bliver ikke voldsomt beruset af at drikke en enkelt, og heller ikke meget mere end selskabeligt overrislet af to. Så kan man nyde en hel øl mere uden at gå kold – det er da ekstra pragtfuldt!

6-stjerner

 

 

Min blog har siden sidste indlæg blev skrevet rundet 50.000 hits. Det er jeg nogenlunde tilfreds med i betragtning af, at ølblogning trods alt er en niche, som ikke mange interesserer sig for. I det perspektiv er i underkanten af 70 besøgende om dagen slet ikke så ringe endda.

Jeg er dog altid glad for at få nye læsere, så hvis I kender nogle, der interesserer sig for øl, eller måske interesserer sig for folk, der skriver om øl, så spred det glade budskab om nærværende ølblogs eksistens. Til gengæld lover jeg at holde strømmen af øl og både mavesure og lalleglade anmeldelser flydende.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme