Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: nanobryggerier

Svartsot, Gravøl

2016-03-15 19.48.56Nr. 700 – et skarpt hjørne rundes …

… og den slags skal jo gå festligt for sig. Men jeg synes ikke der er meget at holde fest for. Klimaet lider mere end nogensinde før, EU ligger på knæ for det mest autoritære og massemorderiske regime, Europa har set i årtier (ja, det er Tyrkiet, jeg tænker på) og herhjemme har vi en kynisk, hvis ikke direkte sadistisk højrefløj, der financierer skattelettelser til dem, der i forvejen har røven fuld på bekostning af de allersvageste.

Verden brænder under fødderne på os, og der er vitterlig ikke meget at råbe hurra for – det er også derfor, jeg har valgt en øl, med et dystert tema som markør for, at alle tal i tælleren endnu engang er skiftet her på bloggen.

Geniet bag er hjemmebryggeren Ole Wolf, der brygger sin øl under navnet ‘Gravøl‘. Her er der tale om en Russian Imperial Stout, altså den øltype, som vi forleden prøvede hos Hornbeer, og som de hellere ville have, skulle være en mere bitter Imperial Porter, selvom de kaldte den en Russian Imperial Stout – det kan man læse mere om her.

Her er der imidlertid tale om den ægte vare … altså måske lige bortset fra, at brygget faktisk forlader flasken lidt for let. At det ellers ligner afbruset cola er nogenlunde i tråd med stilen. Absolut ingen skum – kun natsort – ja, her ville jeg gerne have skrevet pløre, men viskositeten peger mere i retning af noget mere tyndbenet, end hvad man egentlig forventer af en Russian Imperial Stout.

Det er jo heldigvis ikke det visuelle indtryk, endsige viskositeten, alene der bestemmer en øls kvalitet. Duften får lynhurtigt hele brygget på ret kurs igen med en tung, gennemtrængende alkoholisk sødme af figner, farinsukker og fernet branca (og det endda næsten uden planlagt alliteration.)

Brygget smager af … hostesaft.

Ja, det er fascinerende som dufte og smage kan aktivere gamle minder. Ifølge Trivial Pursuit er lugtesansen vist den første, der overhovedet aktiveres hos mennesket, og derfor har netop den sans en evne til at vække minder som ingen andre. Det tog lidt tid, men vejen gennem min hjernes knudrede synapser var lige så sikker som den var lang. Minder om medicinskabet i mit barndomshjem, på badeværelset i stueetagen lige over toilettet blev loaded fra arkivet uden den mindste fejl eller slid på filen.

Min præcise alder, kan jeg ikke huske – men jeg har højst været 10 år eller deromkring, da jeg sidste gang fik hostesaft. Men smagen – og ikke mindst mindet om den – blev omgående vækket til live at denne øl.

Og det er såmænd ikke for at ville sige noget grimt om øllet. Ligheden med hostesaft i kombinationen af mild bittersnaps, anis og lakrids er blot slående. Fylden er, på trods af bryggets tynde viskositet, helt i top, ligesom alkoholstyrken, der giver en let svimmelhed allerede efter et par slurke. Bryggeren har da også tilsat sukker, for at gøre øllet ekstra stærkt – der er ikke megen tvivl om, at det lykkes meget godt.

Det er lige som en Russian Imperial Stout skal være. Brygget nydes bedst i små nip, og at den får temperatur undervejs gør slet ingenting. Den slags stærke bryg skal helst nydes kælderkolde og faktisk hellere ved stuetemperatur end køleskabstemperatur. Selv i den regulære mængde jeg modtog den i – 0,33 liter, var der til hele aftenen.

Tak til Ole for (endnu) et fantastisk hjemmebryg. På trods af dets mørke formår det at lindre og lyse op i en ellers mørk og truende tid.

5-stjerner

Brown Ale, Hjemmebryg v./ Lars H.

2016-03-07 20.59.38Styr på lakridssmagen …

Jeg modtog som nævnt tidligere et par gamle bryg fra det hedengange bryggeri Stronzo for noget tid siden. Af dem har jeg stadig en ‘blonde’ til gode samt denne – den glade giver Lars havde også sendt et enkelt af sine egne bryg med. Det er en Brown Ale med enebær og brændenælder. Ja, det er unægteligt ganske hipster, nyt/gammelt nordisk samt lige tilpas hippieagtigt til at det ikke bliver for meget af de to første.

Brygget fik en andenplads ved en ølsmagning i Ribe med 10 andre bryg og med 12 dommere. Jeg kan allerede nu afsløre, at vinderen ved det arrangement må have været ret godt.

Før man kan undersøge smagen, må man dog væbne sig lidt med tålmodighed. Skummet skal lige falde først, og det tager godt nok sin tid. Hvis man prøver at skynde på brygget, løber det ved siden, og det lærer skummets standhaftighed én hurtigt. I mellemtiden kan man nyde den søde duft af chokolade, der maner den værste (og den næstværste … formentlig også den tredjeværste) mistanke om fejlgæring effektivt i jorden. Skummet i sig selv er jo også flot – omend måske lidt lyst, men brygget lægger sig også i den lyse ende af genren.

Og det smager også godt – skummet altså … ligesom brygget, når man endelig når ned til det, og kan tage sig en rigtig mundfuld.

En fyldig bølgebrænding af sødme og humlebitterhed ruller gennem munden. Sødmen mærker man først som blød og venlig mælkechokolade. Der er nødder i chokoladen, og dem smager man efterhånden mere og mere. Et indslag af sød lakrids viser sig også. Det giver brygget en krydret bund, der er helt uden den mundfornemmelse af tørt lakridsstøv, som alt for ofte har ødelagt lakridsindslaget i ellers lovende bryg.

Lars styrer åbenbart brygprocessen bedre end flere kendte bryggerier, der ikke har ordentligt styr på lige netop lakridsindslaget. Måske skyldes det bare, at Lars har brugt enebær i stedet for lakrids … jeg skal ikke kunne sige det. Og det er også ligemeget, for om den gode smag skyldes det ene eller det andet ændrer ikke ved det vigtigste, nemlig at smagen er god.

Godt arbejde!

4-en-halv-stjerne

Irish Mild Stout, Hjemmebryg v/ Magnus

2016-02-03 17.25.31Det kostede (i alt) en øl …

I lørdags brast bunden i vores køjeseng. På trods af nyprisen på over 10.000 (vi havde købt den af vores tidligere naboer for væsentligt mindre – brugt selvfølgelig) er der åbenbart en grænse for, hvor længe de holder. Efter de første minutters obligatoriske panik, fik jeg opgaven at reparere sengen igen, mens Linda tog børnene med til en legeaftale andetsteds i byen.

Reparationen startede med mange minutters kløen i nakken. Så trak jeg møjsommeligt de bøjede søm ud, akkompagneret til afmægtig hovedrysten, for hvordan skulle jeg nogensinde får bunden på plads i sengen igen?

Men heldigvis har jeg leget meget med lego som barn (og er i mit voksne liv i øvrigt fortsat dermed), så en lille ingeniørmæssig udfordring skulle ikke holde mig tilbage. Det eneste jeg manglede, var ordentlige remedier – nærmere bestemt skruer i den rigtige størrelse.

De nye beboere i lejligheden, hvis tidligere beboere, vi havde købt sengen af, var heldigvis behjælpelige med nogle i den helt rigtige størrelse. Og med deres skruer og bitssæt i hænderne, havde jeg på under et kvarter flikket en ny, og langt mere holdbar løsning til køjesengens bundstykke sammen.

Den slags hjælp skal selvfølgelig ikke gå ubemærket hen, så ud over det lånte bitssæt, og en skrue, jeg alligevel ikke havde brug for, røg der to øl med fra dubletlageret. Som det så ofte ses, afslog de søde naboer, at den slags belønning overhovedet kunne komme på tale, men den afvisning havde jeg selvfølgelig forberedt mig på. Hvis ikke de ville have øllene for at have givet mig uvurderlig hjælp til reparation af køjesengen, så syntes jeg, de skulle have dem, fordi jeg skriver om øl, og gerne udbreder kendskabet til gode bryg, når lejligheden byder sig.

Magnus – det hedder min nabo – lyste helt op, da jeg fortalte, at jeg skrev om øl, og førte mig hen til en ølkasse ikke langt fra bordet, hvor værktøjet var linet op. Det viste sig, at han selv brygger, og at han havde en hel række forskellige hjemmebryg liggende. Helt uden at kende til mine obskure interesser eller i øvrigt min afstikker udenlands for ikke mange år siden, for ikke at tale om min afstamning, fandt han en ‘Irish mild stout’ frem, der oven i købet var lagret i en Flensburger Brauerei-flaske. Wow … så mange pletskud på én gang.

Den havde vist stået nogle år, så jeg var en smule forsigtig, da den skulle åbnes. Jeg har før prøvet hjemmebryg, der havde stået for længe – de er ikke blevet anmeldt, da jeg ikke ser nogen grund til at få engagerede individer til at miste modet gennem anmeldelser af mislykkede brygeksemplarer. (Store firmaers mislykkede bryg, derimod …)

Hvorom alting er, var der intet at frygte. Patentproppen skulle endda have lidt hjælp til at poppe, og så var enhver frygt for vildgæring gjort til skamme. Vildgærede bryg nærmest eksploderer ved åbning, og så har man ellers skummet ud over det hele.

Dette bryg var derimod kun afdæmpet – for ikke at sige småt – karboneret. Følgelig var skummønstringen minimal, omend da til stede over det natsorte bryg, som et tyndt lag off-white tøsne. Duften bød på kontrolleret sødme af vanille og marcipan, sidstnænvte helt uden den mindste antydning af sprit, sådan som man kan være uheldig at møde det i belgiske og belgisk-inspirerede blondes.

Nej, ingen kogesprit i denne bryg. Kun behagelig, lækkerhedsagtig sødme. Men duften snyder, for det er nu ikke så meget marcipan eller vanille, man mærker. Det er snarere honning, der langsomt bygger sig op, og rigtig folder sig ud bagest i munden, i kombination med en aldeles velplaceret og velafstemt, fyldig sødme af arabica-kaffe.

På trods af at brygget faktisk kun modvilligt forlod flasken – den skvulpede dovent, og flød ikke bare som vand (sådan kender man en god stout) – er kroppen alligevel på den letdrikkelige side. Men det behøves jo heller ikke altid være en ulempe. Hvis ellers smagen og fylden er på plads – som her – så skal en stout jo ikke nødvendigvis kun kunne indtages med kniv og gaffel.

4-stjerner

Emigranten, Guldhammer Nanobryg

2016-01-15 17.13.30Mest en stout …

Det var ikke bare en ære, men også en fornøjelse at få lejlighed til at smage Guldhammer Nanobrygs aldeles veldrejede Citrillo IPA. Tak til bryggeriet, og tak til Paul, som jeg skylder æren for overhovedet at have fået muligheden for at lære bryggeri, og navnlig dets øl at kende.

Sammen med den (relativt) lyse IPA fik jeg også denne stout. Ifølge etiketteksten er den tænkt  som en IPA/Stout-hybrid, og det er jo i sig selv spændende. Det IPA’ede består i en større rundhåndethed med hensyn til humlemængden, og ligesom IPA’en fra sidst, er dette bryg tørhumlet under den sidste del af gæringen.

Det mærkes allerede ved lettelse af kapsel, hvor syren og roser kastes ud i lokalet, som var det blomster efter en perfekt operaforestilling. Blomsterelementet er tydeligt hentet fra IPA-typen. Duften ændrer sig lidt efter skænkning. Kaffe og karamel træder frem med for genren mere traditionelle ristede og søde noter, men det er lige før man ikke bemærker det af bare benovelse over det visuelle udtryk. Natsort breder brygget sig i glasset, mens skum med farve af kogende karamelmasse knejser majæstitisk på toppen. Om muligt er det det mest holdbare skum, jeg nogensinde har set på en øl, men der er ingen mistanke om vildgæring eller andet fælt. Vel er skummet stabilt, men der er ikke en millimeter for meget af det.

Også i smagen er brygget mere en stout end en IPA. Sød, rund karamelmalt smyger sig omkring en bitter kerne af friskristet kaffe tilsat et lille men velafstemt skud rom. Ved mandlerne melder lakridsen sig, og i eftersmagen giver den lige akkurat den tørre pulverfornemmelse, der afslører, at dér fik den altså alligevel lidt for meget af det gode. Men det er altså også først, når man sådan aktivt leder efter skønhedsfejlene, at man finder noget.

Med smag af kaffe, karamel, rom og lakrids ender brygget – hybridbestræbelser på trods – med at lægge sig ganske solidt i stoutkategorien. Og det er lige præcis så stort et problem som det lyder – nemlig intet.

Den ekstra humle gør godt – næsten for godt (cue: tør lakrids) – men også kun næsten. Det ender med at være ret klassisk – men klassisk på alle de gode måder, hvor man aldrig ærgrer sig over gentagelsen, men derimod glæder sig over, at det, der nu engang karakteriserer genren, holder – hver gang.

Glem ikke! Næste anmeldelse er den store finale på minitemaet “de tre bryg, jeg fik af Paul”. Hvilket bryg, der er tale om, og i hvilken anledning det anmeldes vil kun være de få forundt, der forbliver indstillet på bloggen.

Vel mødt til finale snarest.

5-stjerner

Citrillo II, Guldhammer Nanobryg

2016-01-13 16.28.01Hjemmebryg når det er bedst …

Denne øl – og de to næste – har jeg fået i gave af en læser ved navn Paul. Egentlig skulle han bare have givet mig den tredje af de tre øl, der nu anmeldes på rad. Men de første to, der brygges af en ven, han har i Frederikssund, skullle jeg da også lige have med. Og hvad den tredje øl er for én, afslører jeg selvfølgelig ikke i utide. Det gælder bare om at følge med.

Nanobryg er altid spændende at prøve, ikke mindst fordi det giver et praj om, hvor meget bedre end de store bryggerier enkeltindivider kan skrue en recept sammen. Ofte kan hjemmebryggene konkurrere med selv det bedste fra mikrobryggerierne.

Citrillo II er en mørk IPA med en lidt mere udtalt maltprofil. Paul advarede mig imidlertid om, at dette eksemplar har stået lidt længe, og at bitterheden derfor måske nok ville være noget mere udtalt, end det egentlig er meningen … som om det nu skulle være et problem? Men jeg tager selvfølgelig advarslen til efterretning som brugbar information. Selvom jeg ikke kan få det bittert nok, er der stadig bestemte former for bitterhed, der smager mig lige så lidt som det smager andre.

Kort fortalt findes der bitterhed, beskhed og harskhed. Alle tre variationer af bittert findes i alle styrker fra det knapt smagbare til det nærmest eksplosive. Bitterhed er godt uanset styrken … eller … hvis styrken er svag, er det for det meste dårligt. Den klassiske bitterhed er smagen af kaffe, men man kan også tænke i duften af grankogler og grannåle, for en mere hvas og mindre fyldig version. Beskhed er lidt sværere at ramme rigtigt. Den kan være rigtig god, hvis ellers den ikke er for stærk. For så vil den blive for påtrængende, og ikke noget andre smage vil kunne spille ordentligt op imod. Bismagen i ananaskirsebær og krydderierne i Gammel Dansk er typiske for det beske. Endelig er der harskhed. Den skal bare generelt undgås, og den klæder næppe nogen øl, om den så kun er der som den mindste antydning. Fordærvede valnødder er det, jeg måske mere end noget anden forbinder med det harske. Det bliver bare aldrig godt.

Mon det var en mulig indtræden af harske elementer, Paul advarede om? Smages skal brygget uanset hvad. Der er jeg som bekendt frygtløs – end ikke finhvalnosser røget over fåremøg holder mig tilbage.

Ovenpå den serbiske skumfontæne fra sidste anmeldelse er skumoplevelsen denne gang noget behersket. Så man kan hælde det rødbrune bryg op på under ét minut, og samtidig nyde skummets fine letbrune kulør. Vi har desuden bevæget os tilbage i et mere traditionelt IPA-spor, hvor der også er andet end bare ren, kras bitterhed. Her melder både roser og bergamotolie deres præsens i bouquet’en.

Der er heller ikke tale om en supernova denne gang. Snarere en veltilrettelagt, retningsbestemt sprængning ved mundindgang. Hovedpinen efter at have fået en enkelt genstand mere end fornuftigt fra i går aftes forsvinder i et pust af både fyldig hvas humle. Friskskåret nåletræ afrundes nænsomt af søde bergamotnoter og en antydning af rosenparfume.

Derefter klinger smagen af – man når akkurat at frygte antiklimakset, men så sætter eftersmagen ind. En kælen bitterhed af løvtræ kommer snigende, og masserer sig lige så langsomt dybt ned i mandler og gummer. Og dér bliver bitterheden – uden antydning af harsk- eller beskhed – siddende dejligt længe efter at sidste dråbe er gledet ned.

Måske var det ikke meningen, at brygget skulle være  bittert. Men nogen skade har den ekstra bitterhed næppe gjort. Uanset hvad, er fylden også intakt, ligesom de mange små nuancer af sødt og blidt, der gør denne øl til endnu en stor IPA-oplevelse før året overhovedet rigtigt er kommet i gang.

Dømt på dette bryg står Guldhammer (som jeg formoder må være bryggerens navn) langt fra tilbage for de store bryggerier. Det er snarere omvendt. En sand Severus Snape, må Guldhammer være ved brygkarrene. Og sådan må han nu tage téten efter Alan Rickman, der som bekendt gjorde David Bowie, Lemmy og Jan Monrad selskab tidligere i dag.

Mon ikke der er en tjans klar til Rickman som ferieafløser for Michael Jackson – eller som fast bartender i den cocktailbar, som David Bowie frekventerer?

5-en-halv-stjerne

Hyldeblomst 2014, Hjemmebryg v/ Black Ben

2015-11-11 17.40.54Black Ben er blevet bedre …

Det sidste Hjemmebryg, jeg fik af Black Ben fik jeg en nøje beskrivelse til af mesteren selv. med nærværende bryg har jeg forsøgt at finde brygget, men er ikke sikker nok til, at jeg tør linke … eller jeg vover pelsen, og har hermed også udtrykt min uskkerhed.

Hyldeblomst 2014 er brygget med Brewferm tør hvedegær, og altså ikke Hoegaarden gær, som den aldeles nydelige hvedeperle, jeg sidst prøvede. Forventningerne er i betragtning af den sidste oplevelse selvfølgelig store, og den slags kan desværre give bagslag.

Ved åbning udsender brygget ellers rigeligt med bouquet. Det er faktisk så voldsomt, at det nær slår én omkuld. Det er i hvert fald en god ide at sætte sig ned før man knapper op, så man højest risikerer at falde ned fra stolen.

Man rammes af en veritabel knytnæve syrlige æbler, efterfulgt af en serie lussinger af fuselalkohol blandet med lime og grape, for at slutte af med at få tværet en banan ud i fjæset, for sådan lige at understrege ydmygelsen. Går man lidt væk fra brygget, vil man kunne genkende nogle champagnenoter, men odeurens hidsighed alene skjuler det ret effektivt.

Ellers ligner brygget hvad det er – en hvedeøl, næsten klar men dog ikke helt, citrongul og med en skumkrone, der sjældent før sådan har lignet pisket marengsmasse i både udseende og konsistens.

Øretæverne, som bouqueten bød på, går ikke igen i smagen. Den er noget sværere at placere, men i centrum står en skarp, gæret syrlighed med en bitter bund, der først rigtig træder frem i eftersmagen. Her kan man sådan set nyde en fyldig aroma af lidt for gamle valnødder – men i modsætning til smagen af lidt for gamle valnødder, og hvor modbydelig den end måtte være i valnødder, så gør den det egentlig ganske godt i en øl.

Dette er dog det eneste store lyspunkt i en noget rodet hjemmebrygaffære. Gær og syre fylder for meget, men på den anden side heller ikke mere, end hvad man tit finder i industrielt fremstillede Hefeweizen eller Witbier fra henholdsvis Tyskland og Belgien. Til gengæld finder man i de tyske og belgiske varianter sjældent den habile eftersmag som dette bryg trods alt formår at levere.

Men 2015 versionen, som jeg prøvede sidst i oktober er langt bedre – end det alt sammen. Black Ben er blevet meget bedre til at brygge det forgangne år.

2-en-halv-stjerne

Bryg 21.1 – Hyldeblomst med Hoegaarden vådgær, Hjemmebryg v/ Black Ben

IMG_3509Nok den bedste …

Det er det mindste jeg kan gøre … Når Black Ben sådan langer smagsprøver/restlager ud, så skal jeg da selvfølgelig også lige have et par af mesterens egne hjemmebryg med, så kendskabet til dem også kan nå ud til en bredere kreds …

… og det fortjener denne her så sandelig også. Hvordan det står til med de to andre, jeg fik i hånden, må vi se på, når jeg når til dem, men begyndelsen er i hvert fald mere end lovende. Opskriften på brygget kan findes på Black Bens egen blog her – så kan man jo altid se, om man kan gøre ham kunsten efter. Synd er det i hvert fald at brygget ikke kan få i almindelig handel. Det er et rigtigt godt bryg i det hele taget, og så er det oven i købet en hvedeøl.

Der er tale om en hvedeøl tilsat hyldeblomst – en blanding, der er forsøgt et utal af gange med varierende held. Faktisk spænder resultaterne fra det direkte rædselsfulde og frastødende over det jævnt kedelige til det i grunden ganske smagfulde. Men sådan rigtig godt, mindes jeg faktisk ikke, det har været endnu. Time for a change!

Det begynder ellers ikke helt lovende. Brygget skummer rigtig meget, så jeg begynder at frygte, at det er endnu en gusher, som jeg før har været ude for ved hjemmebryg. Til gengæld falder skummet ret hurtigt igen, og erstattes af et relativt klart bryg, messinggult og altså uden nævneværdige spor af den restgær, der ellers kunne skimtes i flaskebunden før skænkning.

Duften varsler heller ikke bedst. Messingen mærkes nemlig også her – i uskøn forening med sprit, gærede blommer og det sure fra grapefrugt. Der er alle grunde til at være en smule skeptisk.

Men hov! Det smager jo (som antydet) skønt!

Der er godt med humle – ja, dette er en hvedeøl med et velgørende humleaftryk. Fyldigt bitter humle af nødder endda, og ikke hvas bitterhed af alt for meget gær. Det allerførste smagsindtryk er dog forfriskende sødt – ikke ulig hyldeblomstsaftevand, så indtræder nødderne – først søde valnødder, så bitre hasselnødder og til sidst bitre hasselnødder, der har ligget lidt (men ikke alt) for længe. Beskheden er udsøgt, og danser med balletlignende præcision uden om harskheden. Det markante nøddetema tager samtidig forskud på julen – men helt uden at man bliver irriteret over det, som når man ser julenisser, pebernødder og brunkager i supermarkederne sidst i august.

Og smager man lidt mere efter, finder man også noter af appelsin – det forbliver julet, og endnu mere nuanceret.

Det er rigtig godt skuldret. Sammen med Frederiks Jul er dette nok den bedste hvedeøl, jeg nogensinde har prøvet, også selvom den (Frederiks Jul altså) ikke helt når op på denne øls niveau. Det kan altså sagtens betale sig at brygge selv … eller også har jeg været heldig med de hjemmebryggere, jeg har kontakt med. Den ene er ingeniør, nærværende er vel egentlig bare passioneret ølentusiast. Men begge dele rækker hver især til at skabe øl, der faktisk slår det, de store – og for den sags skyld de knap så store (Indslev, fx) formår at sende på markedet.

5-stjerner

Revolutionsbajer, Gravøl (Hjemmebryg v/ Ole Wolf)

2014-11-13 17.08.54Knald på resterne …

Jeg har endelig fået taget mod til mig, og åbnet den anden af de hjemmebryg Ole Wolf sendte mig for cirka 1½ måned siden. Det har med jævne mellemrum tikket ind med advarsler fra bryggeren om, at jeg endelig ikke måtte åbne det for tidligt, og at det i hvert fald skulle stå og eftergære en måned endnu, fjorten dage endnu, ahrj, en måned … og så videre og så videre.

Men nu skulle det være. Advarslerne har ikke lydt et stykke tid, så nu har jeg omsider dristet mig til at åbne brygget. Det skulle være brygget på resterne, eller som Ole Wolf vist selv har sagt – affaldsprodukterne efter de andre mange bryg han har lavet. Så jeg er også flittigt blevet formanet om ikke at sætte forventningerne for højt.


2014-11-13 17.10.42
Så jeg prøver. Men det begynder bestemt ikke værst. Allerede ved opknapning damper brygget kraftigt, som man ser skummet stige i flaskehalsen. Ved skænkning hæver skummet sig massivt, og det er intet mindre end et pragtfuldt syn at beskue hvordan det ikke efterfølgende falder, men nærmest brækker i stykker indefra. Højden på skummet aftager først sent. I mellemtiden bliver skummets bobler blot større og større indtil at det næsten er så tyndt og luftigt som spindelvæv over det fuldkommen natsorte og i øvrigt uigennemskinnelige bryg.

Duften lover også godt. Den er kraftig og fortrinsvis sødlig af 2014-11-13 17.08.25let overmodne blommer – men ikke svesker, som jeg faktisk ikke kan fordrage. Blommer derimod … Man kan nyde duften længe, for på grund af det stædige skum, tager skænkningen sin tid.

Der er også godt med knald på smagen. Men det er skrappere indslag en søde, overmodne blommer, der møder en. Det kunne faktisk næsten ikke være længere væk. Brygsmagen domineres meget kraftigt af bitre toner – især lakrids, og det af en meget ren lakridssmag, som den man finder i den engelske, man kun kan købe på apoteket. Kraften og fyldigheden er gennemtrængende og sammenlignelig med de kraftigste lakridsstouts, jeg kan komme i tanker om, og det er bestemt ikke ringe af en øl, der efter sigende skulle være brygget på restprodukter.

Efterhånden som man arbejder sig igennem det kraftige, og bitre lakridsbryg, mærker man dog også mere og mere, at der har været nogle begrænsninger i kontrollen med bryggets udvikling. Eftersmagen er småharsk, som havde man lige taget en hel mundfuld lakridspulver, og munden føles også i samme grad udtørret. Når man nærmer sig det synlige bundfald bliver smagen også mere og mere syntetisk, og får faktisk bismag af gammel karklud og gær.

Det er selvfølgelig ærgerligt, når nu det begyndte og også i et stykke tid ellers fortsatte så godt. Til sidst måtte jeg dog selv opgive, og kassere den sidste 1/4 af brygget,  da det syntetiske element blev for gennemtrængende. Ikke desto mindre går det godt for de resterende 3/4, og i betragtning af at øllet kun holder 4%, er der virkelig smag for alle procenterne. Og de 3/4 skal brygget selvfølgelig behørigt kreditteres for.

Endnu engang tak til Ole, for at jeg må prøve hans øl. Det bliver forhåbentlig ikke sidste gang.

4-stjerner

Dette er i øvrigt sidste øl, før jeg tager hul på årets juletema: Irmas uhyggeligt dyre udvalg af julebryg. Jeg håber kvaliteten står mål med prisen, for så venter der mig indtil flere lækkerbiskener.

Det kan også være, at øllene blot er som juleøl er flest, og så vil min skuffelse være derefter, men så vil der til gengæld være nogle tirader, som læserne kan se frem til over pris/kvalitet-forholdet i Irmas Juleøl.

Sorteper, Gravøl (Hjemmebryg v/ Ole Wolf)

2014-09-24 18.06.49Siden jeg plager …

Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har mødt bryggeren bag dette hjemmebryg i egen høje person. Men da vi deler mange synspunkter om mangt og meget, er vi blevet venner på det allestedsnærværende facebook-medie – man hyler som bekendt med de ulve man er i blandt (hø hø). Ad denne vej erfarede jeg, at Ole Wolf ikke bare er hjemmebrygger, men også en af de hjemmebryggere, der virkelig tager brygningen alvorligt. Processer, indkøb og tilvirkning af brygudstyr, lagring og etiketdesign er bare nogle af de spændende ting, man kan følge med i, når bryggeniet arbejder.

Og jeg var derfor ikke sen til at udtrykke mit ønske om at prøve nogle af de forjættede dråber. Og endelig ankom der da også en pakke med et par prøver og en lille seddel med en lille påskrift omfattende ordene “siden du plager”. Jeg følte mig som et barn juleaften.

Brygget er skabt som en hyldest til lokalpolitikeren og tidligere MF’er Per Clausen, hvis kontrafej pryder etikettens baggrund. Bemærk i øvrigt at Ole (der selv har designet motivet) godt kan finde ud af at stave Sorteper rigtigt, uden mellemrum, i modsætning til Rækker Mølle med deres ligegyldigt sjaskede deltager ‘Sorte Per‘ ved Kvicklys Ølfestivalg i år.

Det er en stout, og skal man tro Oles statusopdateringer om den – en dejligt tyk og sej en af slagsen. Og man får da også sin sag for, når brygget skal skænkes. Det skvulper langsomt og dovent ned i glasset. Så langsomt går det, at man fristes til at hjælpe det på vej med en honningspindel, eller måske en dejskraber. Men det lover selvfølgelig kun vel for bryggets kvalitet.

Og når brygget er skænket må man vente lidt. For skummet skal lige lægge sig. Og det bliver man hurtigt træt af at vente på, for skummets fald skyder en fart som en vinbjergsnegl med fibersprængning i kravlemusklen. De tykke gardiner, som skummet trækker på glasset, fortjener dog ikke sammenligning med vinbjergsneglens tynde slim. Nej, dette er meget bedre. Bouqueten lover ligesom det visuelle udtryk godt; det er primært sødt med noter af blue jeans-lakrids, en snert røg, rørsukker og masser af mørk malt.

Og alt det er der også rigeligt af i smagen. Mest fremtrædende er den søde lakrids, der elegant valser hen over tungen, tæt omslynget skiftevis af flydende karamelcreme og ristet kaffe.

Der er ikke dømt tæsk til smagsløgene. Brygget er intenst og fyldigt som Strauss’ musik som man møder den i “2001, A Space Odyssey” – storladen og kraftfuld, men altså en vals. Ikke en tango eller en quickstep, og overhovedet ikke et danseklimax i en milliardrupeeproduktion fra Bollywood.

Så søger man tæsk til smagsløgene, bitterhed og rivende salmiak, er det ikke hos Ole, man skal hente sit hjemmebryg.

I stedet får man en varm, kraftfuld og alligevel kælen stoutoplevelse, der som den fremstår nu slår endog rigtig mange – ikke bare storproducenters stouts – men også lokale mikrobryg, der ellers skulle kunne give enhver hjemmebrygger mere end kam til sit hår. Her er det omvendt.

I sandhed well done! Jeg håber, jeg får lov at prøve nogle flere. Ellers må jeg vel bare plage noget mere.

5-en-halv-stjerne

Hjemmebryg v/ The Lord of Malts, Jakob Schytz

Lørdagen før pinse var familien og jeg taget hele den lange vej fra Aarhus til Aalborg. Der skulle årets skandinaviske mesterskab i sækkepibespil stå – for anden gang i træk uden at jeg skulle deltage. Sidste gang blev jeg ramt af blindtarmsbetændelse umiddelbart før, og i år – ja, der er musikken blevet parkeret til fordel for andre ting, som alt andet lige er vigtigere. Men af sted skulle vi da, og møde gamle venner og bekendte, og opleve den dejlige musik, der har været en så stor del af mit liv, og vel nok også skal blive en stor del af mit liv igen, engang når jeg får tid og ikke mindst et ordentligt sted at øve.

Besøget ved Limfjorden, nærmere betegnet Lindholm Høje lidt uden for Nørresundby, gav mig også en mulighed for noget, jeg kun sjældent har oplevet – formentlig færre gange, end hvad der kunne være talt på en hånd. Jeg skulle møde nogen, jeg kun kender fra nettet, nærmere betegnet facebook og ølbloggermiljøet, The Lord of Malts Jakob Schytz (som nogen måske vil kende som The Master of Hoppets‘ faste sidekick, når ellers Mesteren ikke er i færd med at tørlægge det nordamerikanske kontinent for gærede humleprodukter).

Ud over en sludder om arrangementet, os selv, vores familier, øl (vel nok ikke til læsernes store overraskelse) med mere, havde Jakob også taget et par flasker af sit hjemmebryg med, og jeg anser det naturligvis som både en ære og en anerkendelse af mine bloggeregenskaber, at jeg blev bedt om at anmelde den her på bloggen. Jakob fortalte selv, at øllet var præget af en stor mængde tørhumle – og det lød jo ganske forjættende.

Lord of Malts, aka Jakob Schytz til venstre. og undertegnede
til højre- iført sovende tumling på ryggen, hvilket
man nemt kommer til at fremstå en kende skrutrygget af.
Foto: Linda Framke

Da menuen pinsemandag stod på stegesotilberedt kylling med nye økologiske kartofler og sovs, syntes anledningen til at knappe en af dem op også at være opfyldt. Glasset fyldes af et lyst bryg et par toner mørkere end vanlig pilsnerfarve, der er dejligt tåget af restgær. Ovenpå rejser sig et højt, flødeagtigt skum, kridhvidt, solidt og alligevel med store bobler inde imellem cremen. Klæbeevnen udebliver dog, hvilket egentlig overrasker mig.

Duften er en klasse helt for sig selv. Hvis det kun var duften, bloggen handlede om, ville brygget være rendt med seks stjerner lige på stedet. Den har en helt overordentligt og nærmest uforskammet sød og fyldig bouquet af vanille, som man kender den fra flødeis, koldskål og vanillekranse – bare så ufatteligt meget kraftigere, føj dertil hyldeblomst, en snert af roser og en bagvedliggende essens af jordbær. Nogle ville måske sige parfumeret, og jeg vil ikke give dem uret, omend det så sandelig er et af de få tilfælde af parfumeret på den fede måde. Man fristes til at hælde lidt bryg op, og så bare hive duften ind, mens skummet falder – så hælde lidt mere, snuse ind – lidt mere snuse ind … Sådan ville man kunne få rigtig lang tid til at gå bare på at dufte brygget.

Nuvel – ved øl er duften ikke det vigtigste. Smages skulle det også.

Her melder sig straks nogle andre toner. Brygget er sødt-syrligt, som jeg husker Stuykman Wit fra Nørrebro Bryghus, præget af sure appelsiner vel blødt op af rosen- og hyldeblomstsødme og det hele i øvrigt væsentligt kraftigere og mere fyldigt end hin konfliktramte Nørrebro-øl. Ved slutningen af tungen bøjer brygget også i den grad af, og tager nu en ganske anden, mere radikal og feinschmeckerisk retning.

Op langs med ganen og ind i mandlerne trænger nu, med samme kriblende fornemmelse som når man bliver lokalbedøvet, en kraftig bitterhed af tør humle, salmiaklakrids og træ. Det er for alvor her, at brygget gør opmærksom på det store indhold af tørhumle.

Bagom lurer fortsat øllets syrligtsøde smag, der altså ikke passer helt perfekt med den ellers pragtfuldt bitre finale. Kompositionen mellem de forskellige smagsnuancer kunne være både bedre valgt og bedre afstemt, men alligevel er der samlet set tale om et ganske vellykket, vovet og iøvrigt forfriskende slutresultat. Det er en øl fuld af smag og gåpåmod – især mod, og jeg foretrækker klart vildskaben og eksperimenterne – med risiko for, at det ikke lykkes helt – frem for kontrol og kompromis, hvor brygget vil mangle i smagens kraft, hvad det ellers måtte have i velafstemthed.

Jeg blev anbefalet at drikke den kold. Det fandt jeg efterhånden ud af ikke er nødvendigt. Syrligheden tager af, jo mere temperatur brygget får, samtidig med at sødmen tager over. Sødmen minder igen om appelsiner med en snert af roser, der bliver kraftigere jo mere temperatur brygget får.

Uagtet dette er den skarpe syrlighed i det kolde øl både velgørende og forfriskende – på samme måde som britiske øl kan være det, selvom de her til lands velsagtens er berygtede for netop dette. Jeg synes imidlertid det er forfriskende at opleve, at også syrligt øl kan være rigtig godt – det er bestemt ikke tit man oplever det.
Godt arbejde, Jakob!
4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme