Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: nanobryggerier

Spøgelsesbilisten, Gravøl

2016-08-29 20.33.44Ikke i betragtning af …

For noget tid siden slog jeg et billede op på min facebook-side af et parti øl, jeg havde fået af hjemmebryggeren Ole Wolf, der bor i Nørresundby. Der var tre styk. Den ene, IPA’en høstøl, var desværre ikke længere frisk, da den nåede frem, så den bliver ikke anmeldt – i denne omgang i hvert fald.

Det var ellers den, jeg prøvede først, for jeg tør jeg ikke gå imod brygmesters anbefaling … eller rettere – direkte ordre. For ud over at han bor i Vendsyssel, er han også mester i ét eller andet nin-jitsu-noget. Så hvis jeg gør ham vred, er der næppe noget sted, jeg kan vide mig sikker. Heller ikke selvom vi bor i hver sin ende af landet. Hey – han kender garanteret en eller anden hemmelig tunnel til min 4. sals amagerkanske lejlighed fra baglokalet i 1000fryd, som end ikke arkitekten bag nogen af bygningerne kendte noget til!

Men IPA’en må vi altså vente med til en anden god gang. I mellemtiden har jeg prøvet hans alkoholsvage ‘scottish light’. Jeg har aldrig hørt om typen før, ligesom jeg aldrig har hørt om alkoholsvagt hjemmebryg. Angiveligt skulle det være meget svært at lave alkoholsvage øl, der smager af noget, fordi netop alkoholen er det, der giver smag.

Jeg skal ikke gøre mig klog på processerne heller. Blot anføre, at meget tyder på, at Ole har endda ganske godt styr på det.

Ved åbning konstaterer man en påtrængende duft af gæret hø – ja, det er faktisk ikke helt ulig lugten af hestestald, og det er faktisk slet ikke ment negativt. Mørket og tætheden af brygget er imponerende i betragtning af de sølle 1,6% alkohol brygget indeholder.

Brygget ligger følgelig også let på tungen. Ja, det er en letøl, og det kan mærkes, men … det har bestemt også været værre. Refsvindinges Skibsøl, der ligner den ret meget af udseende og koncept fx, føles tyndere og slappere, selvom dens alkoholprocent ligger mærkbart højere – på 2,4%. Røgen i ‘Spøgelsesbilisten’ (det makabre tema er som altid vel anslået i titlen) er overraskende fyldig og ‘tør’ i udtrykket. Ved mandlerne viser malten sig med noter af rugbrød, som vel nok er noget af det mest smagfulde man kan nå ved de procenter. Det er i hvert fald noget at det mest smagfulde undertegnede har prøvet. Også eftersmagen gør det godt med velafstemte noter af lejrbål.

At anmelde alkoholfattige øl ender altid med ‘i betragtning af’ og ‘når nu det er’-rationaliseringer, hvor anmelderne argumenterer for, at brygget skal have en højere karakter, end det egentlig fortjener, fordi det er alkoholsvagt øl der anmeldes.

Principielt mener jeg, at alkoholsvagt øl bør konkurrere på samme vilkår som andet øl. Dette bryg gør netop dette ganske godt, idet den med sin ganske markante røg og nogenlunde fylde faktisk får hevet sig op til noget, der virkelig kan nydes, vel hinsides industrielle pilsnere og specialbryg, hvor bryggeren af en eller anden grund ikke rigtig gider. Selv ved sølle 1,6%.

Det er ikke så lidt imponerende.

3-en-halv-stjerne

Martins unavngivne bryg, Guldhammer Nanobryg

2016-08-29 19.40.21Forfriskende anonym …

Så klarede jeg endelig at anmelde alt det øl, jeg havde prøvet ved Copenhagen Beer & Whisky Festival i Forum. Så mangler jeg kun resten af det hængeparti, der havde bygget sig op i forbindelse med arrangementet. Før jeg tog på festival, var der et par stykker, jeg ikke havde nået at anmelde endnu. Og som om det ikke var nok, var jeg så tåbelig, at jeg valgte at prøve nogle flere, endnu før jeg var færdig med de mange anmeldelser efter festivalen.

Jeg har bloggen her udelukkende for min fornøjelses skyld. Og det kunne måske være sundt for mig at prøve at – om ikke begrænse mig, så i det mindste organisere mit anmelderi lidt bedre.

Men jeg må til det. Brygget her er ikke et officielt Guldhammer-bryg, men derimod … tjah – noget han bryggede og valgte ikke at sælge af? Af gud ved hvilken årsag. Læseren, Paul, der gav mig flasken lod antyde, at Martin vist så småt er ved at lægge brygning med salg for øje på hylden.

Ja, jeg var også ved at tude, da jeg hørte det.

Men han brygger da endnu. Og så længe, der er gang i mæskekarret, er der vel også mulighed for, at man også i fremtiden kan få hans aldeles vidunderlige bryg at smage. Om ikke andet fordi man har en kontakt hist og pist (tusind tak, Paul!)

Brygget her blev leveret i en helt anonym flaske uden etiket. Det er på den ene side svært at blive klog på, og på den anden side på en finurlig måde friskt og rent. Sådan lidt western-like på den klichéagtige måde, eller egl. sci-fi-western agtigt. Det er i Westworld, protagonisterne står og drikker i baren, og Richard Benjamin siger “What is this stuff?” Hans kammerat, spillet af James Brolin svarer: “It doesn’t say on the bottle”, hvorefter Richard Benjamin retoucherer “Yeah, give me that!” Og skænker sig endnu en drink … som optakt til Yul Brynners entre. The rest is a pretty damn good story – synes jeg i hvert fald.

Men helt i blinde skal jeg ikke famle. Jeg har fået at vide via den allestedsnærværende fjæsbog, at der er tale om en Pale Ale. Humlerne er Magnum og Lemon Drop, malten Pale Ale malt og Cara Munich. Alkoholprocenten ligger på 5,6. Den ligner dog næsten mere en IPA med sin mørkorange lød og det fedtede, lyse skum. Duften er også temmelig IPA’et, omend humle, selvom den da spiller førsteviolin, ikke excellerer i vilde soloer eller cadencer med sin ligefremme og velkendte grannote. Hornene og træblæserne kommer sandelig også til deres ret i form af hyld og vanille, så sødmen kommer lidt mere i front.

Men i smagen er det humlen, der bestemmer. Især ved mandlerne smager man nåletræet, der alligevel er så tilbagelænet, at man får fornemmelsen af, at det blev skåret i sidste uge. Grannålene lægger sig som en rar, luftig essens i mundhulen, mens den præsente vanille og hyld fra duften er omsat til en cremet, rar mundfornemmelse, der også yder brygget sufficient fylde. En enkelt bergamotnote viser sig i eftersmagen, men det er svagt, og eftersmagen klinger i det hele taget hurtigt af.

Brygget repræsenterer et ganske nydeligt nåletræstema. Men man kunne i sammenligning med Martins andre bryg måske have ønsket sig, at der var noget mere drøn på.

Men det skyldes selvfølgelig også kun, at man som nyder af Martins bryg fra første færd har været voldsomt forkælet og priviligeret. Den er da også mere tænkt som en frisk sommerøl end som en humlebombe, og som sådan gør den det sandelig også mere end tilfredsstillende.

Ikke mindst fordi det stadig er indtil flere takter foran de jævne felt af Pale Ales og for den sags skyld IPA’er fra andre bryggerier.

4-stjerner

Havsnød Reserve, Guldhammer Nanobryg

2016-06-28 20.22.04Mindre kan også gøre det …

Guldhammer har endnu engang begået et lille kunstværk. Hvis ikke jeg tager meget fejl, er denne en lagret udgave af den Frederikssundske nanobryggers oprindelige ‘Havsnød’, der blev brygget omkring august sidste år. Siden er det lagret på Zacapa Solera Reserve romfade i tre uger og efterfølgende i seks måneder på flaske. Denne er nr. 44 ud af det sædvanlige batch på 120 bryg – det er åbenbart, det antal bryg, tanken kan rumme.

Brygget flyder nogenlunde tykt, bruser mere end det skummer, og falder i øvrigt hurtigt til ro. Portere og stouts klarer sig bedst uden voldsom karbonering, og det er denne brygger nok klar over. Bouqueten udløses til gengæld ikke allerede ved åbning, og heller ikke ved skænkning, som bryg fra den kant ellers har for god vane. Man skal hen og snuse til det. Det lugter lidt af bål, der er blevet slukket af regnen, omend der er tale om et noget mindre bål, end de mange af Sankt Hans-typen, der led netop dén skæbne for en uges tid siden. Dertil kommer letstrøet farinsukker i aromatisk kaffe, så det samlede duftindtryk bliver ganske venligt men også noget afdæmpet.

Det skyldes, at aromaen er gemt i smagen. Her tager den fat på vanlig Guldhammer-vis. Og så måske alligevel ikke, for Guldhammerbryggene har det med at eksplodere i munden på én. Her mærker man i stedet en konstant buldrende kaminild i et gammelt, højloftet victoriansk bibliotek med vægge fulde af gamle malerier af endnu ældre mennesker, der kigger bebrejdende, side om side med hovedet af en kronhjort og et vildsvin … ja, også selv om jeg jo egentlig ikke går ind for den slags – men hey, det er jo ikke mig der har brygget det øl, der giver den slags associationer, vel? Smagen deler egenskaber med velbrygget kaffe, tilsat et skud rom og brun farin. Lagringen kan smages, det samme kan røgmalten og den tilsatte kandis. Det er både velblandet og velbrygget, velafstemt og i det hele taget bare vel …

Denne gang er det så ikke over the top på samme måde, som man ellers har vænnet sig til fra denne kant. Men mindre kan – hvilket hermed er bevist – sandelig også gøre det.

4-en-halv-stjerne

Solsiden, Gravøl

2016-05-06 19.12.38Så blev det Oles tur …

Så blev den tredje af Ole Wolfs ‘gravøl‘ … ikke bundet, for det ville være synd – tillige med noget voldsomt kan man vist roligt sige. Der er trods alt tale om bryggeriets flagskib (scroll ned til ‘Solsiden’ i linket), så den blev nydt over et ganske langt tidsrum i ganske små nip.

Det er en baltisk porter – og Porter er det i hvert fald – som det fremgår med stort ‘P’. Tykt og sort som beg er det, hvorfor det kan undre en kende, at skummet trods alt ikke er hverken højere eller mørkere. Lavden skyldes, at bryggeren udøver kontrol skarpere end regeringens kommende despektpak… undskyld disrespe… ræsb… *host host* beklager, men mine fingre nægter at taste ordene med tanke på, hvad pakken går ud på, og navnlig hvad den skal bruges til. Der er tale om en én til én parallel til den tyrkiske præsident Erdogans love, der skal lukke munden på hans kritikere indenlands som udenlands. Regeringen er bare bedre til at spinne den som noget andet. Det jeg prøvede at sige var, at bryggeren søger at udøve strengere kontrol over bryggets karbonering end regeringens kommende lovkompleks til fremmelse af censur og strafbarhed for kriminalitet, man ikke har begået søger at kontrollere den almindelige offentlighed. Tidligere har der været småproblemer med netop dette, men nu ser de altså ud til at være effektivt overvundet.

Hvor en baltic porter ellers traditionelt er sød i udtrykket, er denne anderledes tung og vrissen. Der er røg som af et stort bål, der netop er er blevet slukket af styrtregn. Og det er ikke kun træ, der har været på bålet. Et par store bildæk, og andet der ikke er helt sundt har også båret ved. Det skal i øvrigt kun opfattes som ros.

Og brygget smager af selve asken fra det udbrændte Helvede. Ud over den tætte, kvælende røg er der svovl, slagger, kul og aske og de spredte, svitsende gløder. Og som om det ikke i sig selv var himmelsk og vidunderligt, så tillader brygget sig den formastelighed oven i købet at smage sødt af letbranket farinsukker.

Og således ender brygget alligevel med at være en baltisk porter – en meget røget og bitter baltisk porter ganske vist, men en baltisk porter ikke desto mindre. Så småt forenes røg og farinsukker desuden, og bliver først til piratos, så til sød finsk lakrids – og det er jo ikke en mindre nydelse, end hvad det var i forvejen.

Tilbage står spørgsmålet, hvorfor der overhovedet findes store bryggerier i verden, når nu hjemmebryggerne klarer det så meget bedre? Hvad med om man bare demonterede alle store bryggerier, og lod hjemmebryggerne brygge alt verdens øl i stedet? Det ville det i hvert fald ikke blive ringere af.

I hvert fald ikke, hvis hjemmebryggerne er lige så ferme som Ole Wolf, der hermed bliver den anden hjemmebrygger, der scorer topkarakter på bloggen.

6-stjerner

Fjerde Rytter, Gravøl

2016-05-05 17.04.36Ikke bare spændende …

Som følgerne af bloggens facebook-fanside vil vide, modtog jeg tre øl fra den passionerede hjemmebrygger Ole Wolfs projekt Gravøl. Modsat det første bryg er jeg noget mere hjemme i stilen, som nærværende øl hører til. Det er en IPA – og det er jo, hvis jeg hårdt presset skal pege på en favoritøltype, min favoritøltype.

Denne er allerede ved skænkning usædvanlig idet den er mørkere, end stilen typisk er. Ved første øjekast virker den næsten nøddebrun, men tager man den nøjere i øjesyn viser den sig at være dybtrød. Kun gennemsigtigheden gør, at man ikke tror, det er en kop frisktappet blod, man sidder med. I løden er det måske indtil videre dét bryg, der lever bedst op til bryggeriets morbide navn.

Og helt så mørk som fx Herslevs IDA, eller Hornbeers Humlehorn er den jo langt fra – men så meget desto bedre illustrerer den bryggerikonceptet. Navnet hentyder til Johannes Åbenbarings, hvor fire ryttere varsler verdens undergang. Der er krig, sult, sygdom og den fjerde er Døden selv. Jeg glæder mig til, at Ole også får brygget de tre første.

Opknapning og skænkning byder på en ikke bare for stilen, men for øl i det hele taget usædvanlig bouquetmanifestation, nemlig én af sukkersøde, men ikke kriminelt syntetiske vingummier. Når brygget først er skænket, dufter det stort set ikke. En svag, noget flad snert af vanille lover for så vidt ikke ilde, men heller ikke nogen festbanket.

Men det er, hvad man bliver budt! En solid, treretters menu af, om ikke fremmedartede, så alligevel noget utraditionelle specialiteter. Til forret bitterhed af hårdt løvtræ, hovedret af fyrrenåle, der bare er det tungere end de grannåle man er så vant til i de lyse IPA’er, og til dessert sødlig, men fortsat tung og ikke mindst mørk bitterhed af lakrids og kaffe. Desserten trækker i øvrigt ud i det næsten absurde. En tur ned i vaskekælderen straks efter at de sidste dråber var vendt på tungen en sidste gang ledsagedes af en bitterlækker aroma af stærksød lakrids, der stadig kunne smages efter at viskestykker og undertøj var lagt sammen, bragt tilbage til lejligheden og lagt på plads.

Ligesom den for mig nye øltype Biohazard (jeg skylder for øvrigt at bemærke på vegne af bryggeren, at smagen af garvet læder, som jeg fandt i hint bryg, faktisk er et kvalitetsmærke ved stilen) fra sidst, er dette bryg i sine mange stilbrud et spændende bryg. Men det er ikke bare det – det er tillige dermed formidabelt.

5-stjerner

Biohazard, Gravøl

2016-05-03 17.13.44Spændende at prøve …

Det er efterhånden halvandet år siden, at jeg første gang prøvede øl fra hjemmebryggeren Ole Wolf og hans ‘Gravøl’. Geschæften – eller rettere, hobbyen – er vokset med tiden, og denne er den fjerde fra projektet, jeg har prøvet og der er endnu to på køl. I mellemtiden har bryggeren også lanceret en hjemmeside, hvor man kan læse/lære mere om brygeksperimenterne.

Jeg er ven på fjæsen med bryggeren, og har faktisk fulgt med i projektet lige fra den spæde begyndelse. Projektet er vokset med ekspresfart, og hvor hjemmebryg ellers tit er noget, man prøver lidt ad hoc og for sjov, er Gravøl så småt ved at udvikle sig til et helt undergrundsbrand.

Der er flere spændende ting undervejs, og jeg håber, jeg bliver den ære til del, at få lov til at prøve flere bryg i fremtiden. At have prøvet så meget så vidt, er ellers ære nok i sig selv, for indtil videre har det været rigtig godt.

Denne øl, synes jeg ud fra præsentationen, og bryggerens beskrivelse, er den hidtil mest spændende. Og med spændende mener jeg ikke i Niels Hausgaards ætsende sarkastiske brug af ordet, men derimod i betydningen interessant på den fede måde – ikke mindst fordi det har været mig forundt på nærmeste hold at følge bryggerens hyppige statusser om ølbrygningen, hvor netop dette bryg har fået rigtig meget omtale.

Der er tale om en Oud Bruin eller Flanders Brown (nej, Du, min læser, er ikke den første, der spontant kom til at tænke ‘okeli-dokeli’), en type sour ale, der efter initial gæring helt bevist er inficeret med en bakteriekultur, der fordærver brygget. Ole kalder det selv ‘øllets svar på ost’. Smagen bestemmes angiveligt ikke af humlen – der er helt bevidst brugt gammel humle uden synderlig smag – men derimod af bakteriekulturen. Ja, det lyder giftigt, men her ca. 24 timer efter at brygget er nydt, har jeg hverken ondt i mave eller hoved, så voldsomt giftigt er det næppe.

Til gengæld deler brygget navn med et gammelt amerikansk heavy/rap-band fra før den slags blev kaldt Nu-Metal, og blev mainstream, konformt og kedeligt. Men det er også en anden historie.

Forud for åbningen fik jeg nøje instruktion og visse bestemte indskærpelser om serveringstemperatur og drikkemåde. En temperatur omkring de 10 grader blev mig anbefalet, og så blev det gentagne gange understreget, at brygget skulle have tid. Først et par mundfulde inde, ville brygget afsløre sit fulde potentiale, og forinden måtte jeg give den lige så mange chancer som det var nødvendigt.

Som sagt så gjort. Til at begynde med, skulle det jo bare skænkes.

Brygget skummer ikke meget, hvilket skyldes en succesfuld efterkarbonering. Efter bryggerens instruktioner skænkede jeg den derfor lidt hårdt, og det lykkedes mig da på den vis at få lidt nødtvunget, gyldent overfladeskum frem over det brune, småslørede bryg. Brygget dufter sødt af chokolade med en tyngde af svesker (på trods af en ganske vandig viskositet) samt en (rød)vinøs spids til slut.

Vinøsiteten fortsætter i smagen, der ganske rigtigt er ‘sour’ med noter af garvesyre, lidt for billig paprødvin og med et underlæggende indslag af ananaskirsebæressens. Til at begynde med skæmmer en støvet gærsmag oplevelsen en smule, men denne tager af efter et par mundfulde, så brygget vinder ganske rigtigt ved at få lidt tid.

Og efterhånden som gæren viger får brygget lidt mere smag af lakrids, mens den skarptsyrlige karakter yder lidt stikkende og brændende fornemmelse i munden. Idet brygget entrer munden, byder brygget dog stadig på lidt missmag af garvet læder. Det bliver kort efter til lakrids, og denne forvandling er selvfølgelig også spændende. Men er det velsmag?

Det er første gang, jeg prøver denne type bryg. Og måske kræver det noget tilvænning, og noget viden (som bryggeren har udstyret mig med) og måske bare et lidt mere åbent sind, end jeg har.

For uanset hvor meget jeg prøver, så ender jeg alligevel med at have det med dette bryg, som jeg har det med ananaskirsebær (som bryggets markante syre i øvrigt fortsat minder mig om). Egentlig bryder jeg mig ikke om dem, men når de ligger fremme, så kan jeg ikke lade være med at spise dem alligevel.

Men det er jo også lidt spændende …

4-stjerner

 

Redbush Stout, Guldhammer Nanobryg

2016-04-27 17.39.59Den aer bare lidt voldsomt …

Min kontaktperson hos Guldhammer Nanobryg – eller kontaktperson er så meget sagt … Den venlige sjæl, der sørger for, at jeg ind imellem får lejlighed til at prøve nanobryggeren fra Frederikssunds fine bryg hedder Paul og er fast læser. Og jeg mener vist nok, det var denne øl, der ellers ikke fik for lidt af ros og anbefalinger, da han sidst havde gaver med. Og det skulle vise sig ikke at være uden grund.

Brygget er – som navnet antyder – en stout, og denne individuelle flaske er nr. 23 ud af et batch på 120. Sidst jeg prøvede en guldhammer-øl – det var den, jeg skrev om i sidste anmeldelse – var den også ud af et batch på 120, og i øvrigt en lagret øl. Måske blev den her sat over til brygning, mens den anden lagrede? At antallet af færdige øl er det samme, antyder at brygudstyret også har været det.

Det ganske særlige ved denne øl er, at den er krydret med blade og kviste fra den sydafrikanske Rooibos-busk. Rooibos er afrikaans, og betyder ‘rød busk’ – altså redbush. Jeg skal ikke udelukke, at jeg også ville have brugt det anglicerede navn, hvis jeg selv havde brygget øllet, idet jeg anser afrikaans for at være det ene af to sprog i hele verden (det andet er switzerdütsch) der i selve deres natur og væsen er hæsligt. Og jeg sværger, at hvis jeg nogensinde skulle være nødsaget til at flytte til Sydafrika, ville jeg omgående kaste mig med brændende engagement over xhosa, men aldrig så meget som røre afrikaans med en ildtang. Mon ikke jeg i virkeligheden ville finde ud af, hvad den røde busk hed på xhosa, og så bruge det navn?

I hvert fald – intet ondt ord skal være sagt om navnevalget. Beskrivelsen forvirrer til gengæld en kende, da denne indledes: “I stedet for humle til smag og aroma er der i denne stout brugt tørrede blade og kviste fra den sydafrikanske Rooibos busk”. Men i højre hjørne af samme tekstfelt, kan man også aflæse, at der alligevel er humle i brygget. Jeg er en kende forvirret eftersom det antydes, at humlen er erstattet, men det lader altså ikke til at være tilfældet – hvilket er godt, for i så fald kunne man næsten være i tvivl om, om det nu alligevel var en øl, man sad med.

Men at det er øl, skal der ikke herske tvivl om. Mørkt øl oven i købet. Kulsort, og næsten sejt, skvulper det lettere modvilligt ud af flasken – men ikke så modvilligt, som jeg har set det, trods alt. Skummet tårner sig faretruende op som kogende, branket sukkermasse, og det har faktisk også omtrent samme stabilitet og fasthed. Duften er forlængst blevet udløst. Det skete allerede ved åbning, hvor et pust af vingummi agerede prolog til en anderledes tung, røget bitterhed. Denne forplanter sig i alle lokalets hjørner ved skænkning, og afrundes af en let vanillesødme.

Smagen er et vildt, brutalt bagholdsangreb af uforskammet fyldig og smagfuld røget lakridsporterstout fra riste- og brændehelvedet. Man overrumples af, hvordan brygget bare vokser og vokser i munden, mens indersiden af gabet næsten voldeligt kærtegnes af ristet kaffe og sød lakrids, tilsat lidt for meget salmiak. Og det er et problem på samme måde, som når man tilsætter lidt for meget chili i en pastasovs, nemlig intet overhovedet, tværtimod.

Et sidste ekstra plus er, at lakridssmagen ikke udarter i en tør, pulverlignenede eftersmag. De voldsomme indtryk til trods forbliver brygget faktisk venligt. Det aer bare lidt voldsommere, end man er vant til.

Det er helt klart den næstbedste stout, jeg nogensinde har prøvet. Den bedste er stadig De Molens 666 Black Damnation. Men det siger noget om, hvad hjemme- eller nanobryg kan udarte til, at dette prægtige bryg kommer så tæt på.

6-stjerner

Quercus Reserve, Guldhammer Nanobryg

2016-04-21 21.06.37

Aldeles nydeligt!

Allah er stor, Jesus elsker dig, Buddha er ét og alt, Hil Odin & Thor samt Det Flyvende Spaghettimonster.

Anledningen til den pludselige vækkelse, for ikke at sige omvendelse, skal findes i denne artikel i Jyllands-Posten. Mørke kræfter i toppen af landets ledelse vil med Grundloven i hånden begrænse religiøse ytringer i det offentlige rum.

Og nok er jeg fortsat ateist. Endvidere er jeg fritænker, og blander mig ikke i, hvad andre tror på. Og så længe andre ikke påtvinger nogen deres religion og ikke truer eller på anden måde anvender problematiske talehandlinger – altså ting, der i forvejen er ulovlige, så kan de ytre sig om deres religion – og alt muligt andet – lige så tosset de har lyst til. Og sådan burde det blive ved med at være!

Ifølge forslaget, må Jehovas Vidner fremover ikke ytre sig imod blodtransfusion, da dette kan være livsfarligt. Indre- og Luthersk Missions væmmelse ved kvindelige præster strider mod vore begreber og ligestilling, så de vil naturligvis også omgående få mundkurv på. Og Tidehvervs – og deres forlængede politiske arm i Dansk Folkeparti – hadefulde sammenligninger af homoseksuelle ægteskaber med sodomi vil omgående medføre frihedsstraf …

Eller måske ikke …

For Gud forbyde da, at regeringens og dens racistiske støttepartis hovedløse lovgivning skulle bruges mod andre end pæne, danske leverpostejskristne og deres associerede i småfanatiske sekter rundt omkring. Målet er selvfølgelig kun at kriminalisere muslimer yderligere for at skabe endnu en undskyldning for den religiøse og etniske stigmatisering og udrensning, som samme regering og støtteparti ønsker sig ivrigt som et lille barn juleaften.

Modvilligt vil jeg fyre den sædvanlige disclaimer af her: Nej, jeg synes heller ikke radikal islam er fedt, ligesom jeg heller ikke synes fanatisk kristendom er fedt – især ikke når den politiseres gennem tidehverv som et åbenlyst apartheidtilhængerpartis forlængede arm. Faren mod det danske demokrati kommer ikke fra en lille gruppe radikale og marginaliserede muslimer, men derimod fra selve magtens centrum, hvor man allerede har anbragt de uønskede fra andre lande i koncentrationslejrlignende anlæg, allerede har gennemført lovgivning der kan rippe dem for deres værdigenstande, og for længst har en politik på stand by for, hvordan ‘danskere’ i fremtiden skal defineres i modsætning til andre, DF og regeringen ikke kan lide.

Og hvad har det med dagens øl at gøre? Intet som helst. Jeg havde blot brug for at brænde nogle frustrationer af i et forum, som jeg ved har nogle læsere. Jeg bruger ytringsfriheden mens jeg stadig har den. Jeg er ikke målet for regerings antiytringslove for religiøse, og måske er jeg og mine sekulære meningsfæller heller ikke lige de næste i rækken. Men jeg husker på Martin Niemöllers berømte digt “Først kom de efter Kommunisterne” (“Als die Nazis die Kommunisten holten”) og I hans ånd nægter jeg at tie. Og den da det også bliver forbudt for ateister at ytre sig, lover jeg, at jeg vil braldre op og tirere som aldrig før.

Vel – nok om det, og videre til noget smukt, rart og dejligt – dagens øl.

Endnu et pletskud fra ildsjælen Martin Guldhammer, Frederikssund, der under mottoet “Multum non Multa” (meget, ikke mange) eksperimenterer med sit eget lille hjemmebryganlæg i et omfang, så han har været nødt til at sætte en distribution i gang, for at de relativt store mængder godt bryg ikke skal gå til spilde. Såvidt beskriver Paul Hertz det i hvert fald. Han er den læser, som med jævne mellemrum stikker mig et par stykker af dem. Som et lille ekstra kvalitetsemblem er hver flaske udstyret med et tal, der angiver hvilket nummer i batchet det enkelte bryg er. Denne er nr. 69 ud af 120. Man føler sig heldig alene fordi man får lejlighed til at prøve et bryg i et så lille oplag.

Denne øl er en engelsk ‘Old Ale’. der er lagret i 6 måneder på egefad og flaske. Ved åbning breder vanilleessens sig i lokalet på trods af at hverken bryg eller skum minder det mindste om flødeis. Brygget er alt for mørkt, og skummet alt for svagt. Jeg kunne forestille mig at CO2’en forsvinder under lagringen – men det gør blot den ‘engelske’ karakter så meget desto mere fremtrædende.

Brygget virker dog på ingen måde dovent. Men selv hvis det gjorde, ville det næppe gøre nogen nævneværdig skade ved det intense, fyldige og helt igennem lækre bryg. Der er krydrede noter af kanel, farinsukker og en diskret skud cognac. Den dominerende smag er dog af sød finsk lakrids, der giver brygget en varm finish og gør det til en helt igennem intens og samtidig rar og varm (ikke mindst fordi jeg prøvede brygget ved de anbefalede 12-15 grader) oplevelse.

En lille snert af gær titter frem i eftersmagen, som gør lakridssmagen tør og en kende støvet. Jeg har før beklaget mig, når lakridsindtryk i øl antog denne form. Men her udgør det i værste fald en skønhedsfald, mens det i bedste fald faktisk yder brygget lidt tiltrængt kant midt i alt det varme, bløde og venlige.

Jeg håber, jeg får lov til at prøve nogle flere deroppe fra det nordsjællandske.

5-stjerner

Svartsot, Gravøl

2016-03-15 19.48.56Nr. 700 – et skarpt hjørne rundes …

… og den slags skal jo gå festligt for sig. Men jeg synes ikke der er meget at holde fest for. Klimaet lider mere end nogensinde før, EU ligger på knæ for det mest autoritære og massemorderiske regime, Europa har set i årtier (ja, det er Tyrkiet, jeg tænker på) og herhjemme har vi en kynisk, hvis ikke direkte sadistisk højrefløj, der financierer skattelettelser til dem, der i forvejen har røven fuld på bekostning af de allersvageste.

Verden brænder under fødderne på os, og der er vitterlig ikke meget at råbe hurra for – det er også derfor, jeg har valgt en øl, med et dystert tema som markør for, at alle tal i tælleren endnu engang er skiftet her på bloggen.

Geniet bag er hjemmebryggeren Ole Wolf, der brygger sin øl under navnet ‘Gravøl‘. Her er der tale om en Russian Imperial Stout, altså den øltype, som vi forleden prøvede hos Hornbeer, og som de hellere ville have, skulle være en mere bitter Imperial Porter, selvom de kaldte den en Russian Imperial Stout – det kan man læse mere om her.

Her er der imidlertid tale om den ægte vare … altså måske lige bortset fra, at brygget faktisk forlader flasken lidt for let. At det ellers ligner afbruset cola er nogenlunde i tråd med stilen. Absolut ingen skum – kun natsort – ja, her ville jeg gerne have skrevet pløre, men viskositeten peger mere i retning af noget mere tyndbenet, end hvad man egentlig forventer af en Russian Imperial Stout.

Det er jo heldigvis ikke det visuelle indtryk, endsige viskositeten, alene der bestemmer en øls kvalitet. Duften får lynhurtigt hele brygget på ret kurs igen med en tung, gennemtrængende alkoholisk sødme af figner, farinsukker og fernet branca (og det endda næsten uden planlagt alliteration.)

Brygget smager af … hostesaft.

Ja, det er fascinerende som dufte og smage kan aktivere gamle minder. Ifølge Trivial Pursuit er lugtesansen vist den første, der overhovedet aktiveres hos mennesket, og derfor har netop den sans en evne til at vække minder som ingen andre. Det tog lidt tid, men vejen gennem min hjernes knudrede synapser var lige så sikker som den var lang. Minder om medicinskabet i mit barndomshjem, på badeværelset i stueetagen lige over toilettet blev loaded fra arkivet uden den mindste fejl eller slid på filen.

Min præcise alder, kan jeg ikke huske – men jeg har højst været 10 år eller deromkring, da jeg sidste gang fik hostesaft. Men smagen – og ikke mindst mindet om den – blev omgående vækket til live at denne øl.

Og det er såmænd ikke for at ville sige noget grimt om øllet. Ligheden med hostesaft i kombinationen af mild bittersnaps, anis og lakrids er blot slående. Fylden er, på trods af bryggets tynde viskositet, helt i top, ligesom alkoholstyrken, der giver en let svimmelhed allerede efter et par slurke. Bryggeren har da også tilsat sukker, for at gøre øllet ekstra stærkt – der er ikke megen tvivl om, at det lykkes meget godt.

Det er lige som en Russian Imperial Stout skal være. Brygget nydes bedst i små nip, og at den får temperatur undervejs gør slet ingenting. Den slags stærke bryg skal helst nydes kælderkolde og faktisk hellere ved stuetemperatur end køleskabstemperatur. Selv i den regulære mængde jeg modtog den i – 0,33 liter, var der til hele aftenen.

Tak til Ole for (endnu) et fantastisk hjemmebryg. På trods af dets mørke formår det at lindre og lyse op i en ellers mørk og truende tid.

5-stjerner

Brown Ale, Hjemmebryg v./ Lars H.

2016-03-07 20.59.38Styr på lakridssmagen …

Jeg modtog som nævnt tidligere et par gamle bryg fra det hedengange bryggeri Stronzo for noget tid siden. Af dem har jeg stadig en ‘blonde’ til gode samt denne – den glade giver Lars havde også sendt et enkelt af sine egne bryg med. Det er en Brown Ale med enebær og brændenælder. Ja, det er unægteligt ganske hipster, nyt/gammelt nordisk samt lige tilpas hippieagtigt til at det ikke bliver for meget af de to første.

Brygget fik en andenplads ved en ølsmagning i Ribe med 10 andre bryg og med 12 dommere. Jeg kan allerede nu afsløre, at vinderen ved det arrangement må have været ret godt.

Før man kan undersøge smagen, må man dog væbne sig lidt med tålmodighed. Skummet skal lige falde først, og det tager godt nok sin tid. Hvis man prøver at skynde på brygget, løber det ved siden, og det lærer skummets standhaftighed én hurtigt. I mellemtiden kan man nyde den søde duft af chokolade, der maner den værste (og den næstværste … formentlig også den tredjeværste) mistanke om fejlgæring effektivt i jorden. Skummet i sig selv er jo også flot – omend måske lidt lyst, men brygget lægger sig også i den lyse ende af genren.

Og det smager også godt – skummet altså … ligesom brygget, når man endelig når ned til det, og kan tage sig en rigtig mundfuld.

En fyldig bølgebrænding af sødme og humlebitterhed ruller gennem munden. Sødmen mærker man først som blød og venlig mælkechokolade. Der er nødder i chokoladen, og dem smager man efterhånden mere og mere. Et indslag af sød lakrids viser sig også. Det giver brygget en krydret bund, der er helt uden den mundfornemmelse af tørt lakridsstøv, som alt for ofte har ødelagt lakridsindslaget i ellers lovende bryg.

Lars styrer åbenbart brygprocessen bedre end flere kendte bryggerier, der ikke har ordentligt styr på lige netop lakridsindslaget. Måske skyldes det bare, at Lars har brugt enebær i stedet for lakrids … jeg skal ikke kunne sige det. Og det er også ligemeget, for om den gode smag skyldes det ene eller det andet ændrer ikke ved det vigtigste, nemlig at smagen er god.

Godt arbejde!

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme