Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: musik

Jubilæumsøl Europamester, Raasted

2017-06-06 18.07.38Disse minder …

Jeg har klippet lidt i den fulde titel på dagens øl. Skal man tro etiketten, er det fulde navn “Jubilæumsøl 25 år 26. juni 1992 – 2017 Danmark – Tyskland 2 – 0 Europamester ’92”. Ikke videre mundret efter min ydmyge mening. Men det hele skal jo med. Det er jo jubilæum for noget, der er næsten (men også kun næsten) lige så vigtigt som anmeldelse nr. 900 på Kajs Ølblog, nemlig Danmarks sejr ved Europamesterskabet i Fodbold i 1992 … hvis altså nogen skulle være i tvivl efter at have tygget sig igennem titlen.

Nederst står desuden alle de andre kampe, Danmark spillede ved det, der måske kan kaldes den største sportsbegivenhed nogensinde herhjemme. Vi taler i hvert fald stadig meget om det, her 25 år efter. Men hvorfor ikke? Englænderne taler angiveligt stadig om 1966, hvor de vandt VM. Tyskerne – ja, det er jo rutine for dem, at vinde den slags turneringer, og at de i øvrigt var forsvarende verdensmestre, da vi slog dem i EM-finalen – som vi oprindeligt slet ikke havde kvalificeret os til – gør selvfølgelig ikke historien ringere.

Og lad mig da bruge anledningen til selv at mindes min oplevelse af mesterskabet dengang (så har jeg også en undskyldning for at udskyde anmeldelsen af øllen – og på den måde holde publikum i skak i åndeløs spænding). Det er jo nok en af de oplevelser, der brænder sig fast resten af livet. Ligesom da man hørte om mordet på Kennedy (som jeg så af gode grunde ikke husker), Challengerkatastrofen, eksplosionen på Tjernobyl, 11. september, Lemmys død samt Anders Foghs magtovertagelse efter Nyrup (uden videre sammenligning i øvrigt), så husker alle, hvad de lavede hin junidag i 1992, da Danmark vandt.

Selv var jeg på Roskilde Festival for første gang i mit liv. Jeg boede i lejr med nogle fra årgangen på Rødovre Gymnasium, hvor jeg var startet i efteråret, da jeg med mine forældre flyttede til Sjælland efter at være vokset op i satellitbyen Hjortshøj nord for Århus (det blev stavet med svensk ‘å’ dengang). Nogle af de venskaber jeg knyttede – ikke bare i gymnasieårene, men ved denne konkrete begivenhed, har faktisk vist sig at holde op til nu. Men det har udviklinen af internettet og sociale medier nu nok også en del af skylden for – men det er en anden historie.

Festivalen blev jo sat på pause, da Danmark mod forventning var kommet i finalen efter at have slået Nederlandene i straffesparkkonkurrence (efter at Nederlandene havde slået Henrik Andersen i den grimmeste tackling siden Allan Simonsen ved EM i 1984. Også det er en anden historie). Og at finalepladsen var så overraskende, at festivalen på rekordtid måtte anskaffe en forbandet masse TV-apparater (det var før projektorer og storskærme blev hvermandseje) så gæsterne kunne følge med i finaleopgøret er sådan set også en anden historie, men ikke desto mindre et faktum, der også har brændt sig fast i min hukommelse.

Aftenen oprandt. Som opvarmning spillede det nu næsten glemte band Extreme, der ikke desto mindre stadig leverede en af de bedste koncerter, jeg har oplevet på festivalen. Damn! En dygtig guitarist de har (ja, de findes åbenbart endnu).

Jeg husker ikke hvorfor. Måske gad jeg bare ikke hypen og de alt for mange mennesker omkring de små tv-skærme, men jeg så faktisk ikke første halvleg. Jeg blev nede i lejren, hvor vi, der havde det på den måde drak et par bajere og bare chillede. Et kæmpe brøl flængede på et tidspunkt stilheden, da Tyskland scorede – svenskerne omkring os jublede, slog flik-flak og grinede skinger synkront, fingerpegende og vrængende idet de triumferende erklærede noget i retning af “HA HA – TYSKLAND HAR SCORET DANMARK HAR TAAAAAAAABT …” – på svensk, naturligvis, men jeg kender ikke svensk retstavning, så jeg har leveret en nogenlunde ordret oversættelse. Tyskerne derimod sagde ingenting …

… måske fordi tyskerne bare generelt er mere anstændige end svenskerne – og skandinavere i det hele taget. Eller også var det fordi det allerede på dette tidspunkt var gået op for tyskerne, at der var off side, og målet blev underkendt. Reddet på stregen …

Jeg kan dårligt huske det videre forløb. Danmark scorer, euforien stiger, og på et eller andet tidspunkt i 2. halvleg bliver min nysgerrighed for stor. Så jeg forlader teltpladsen og går ned på festpladsen hvor det lykkes mig at finde en tv-skærm, hvor der ikke er tætpakket foran. Der står jeg måske 10 minutter, og så sker det – Faxe forøger til 2-0. Et brøl af en anden verden lyder for tredje gang, og kort efter tager alle de tyske gæster – og dem der tilfældigvis står ved siden af en af de tyske gæster – hinanden om skuldrene, og begynder at rokke fra side til side, mens de synger …

“Always look at the bright side of life” …

Og jubelen fra de øvrige festivalgæster vil jo ingen ende tage. Måske med undtagelse af svenskerne, der har været underligt tavse siden tyskernes første mål blev underkendt.

Kampen fløjtes af, og støvskyerne hvirvler rundt overalt hvor danskerne jubler, mens tyskerne fortsat synger Always look at the bright side of life. Men stemningen var fantastisk. Jeg gik tilbage til lejren og røg en splif, mens dem, der ikke havde troet på, at vi ville vinde, blev grundigt forhånet og grint ad.

En lejr med tyske punkere, som boede ved siden af os pakkede sammen samme aften og tog hjem. De fik aldrig set Nirvana, der spillede senere på aftenen – et af bandets meget få koncerter i Danmark. Kurt indledte koncerten med at sige noget i retning af “congratulations with that … sports-thingy …” og så spillede de ellers nogle numre fra Nevermind, og gik igen – men at det i det hele taget var noget af et antiklimaks, ikke kun på grund af triumfen tidligere, men simpelt hen fordi det bare var en dårlig koncert, er også en helt anden historie.

En helt anden historie er det også, at Megadeth dagen efter ønskede Danmark tillykke med nej’et ved afstemningen om Maastricht-traktaten en lille måneds tid tidligere, før de spillede “Anarchy in the UK” som ekstranummer. Europamesterskabet nævnte de derimod ikke med et ord – så vidt jeg husker i hvert fald.

Til gengæld hører det med til historien, at der i støvet på alle biler med tyske nummerplader dagen efter var skrevet 2-0. Det var en meget varm festival, hvor der så vidt jeg husker ikke faldt en dråbe regn. – Så der var rigeligt støv at skrive i.

Sådan oplevede jeg den dag, Danmark blev Europamester i Fodbold. Noget har da alligevel sat sig fast, kan jeg konstatere. Og jeg vil bestemt glemme de begivenheder senere end oplevelsen af denne øl.

Jeg tænker, man fra Raasteds side gerne har villet matche de rød-hvide farver i bryggets kulør. Det lykkes, som man vil kunne se på billedet, kun halvt, idet skummet måske nok har den rigtige farve, men slet ikke forefindes i samme mængde som der er hvidt på Dannebrog. Jeg skal dog være den sidste til at brokke mig derover – hvad det hvide kors har at beskaffe i det danske flag, har jeg altid undret mig over – but that’s me, not you.

Duften er jævnt til lidt-over-jævnt pilsnerhumlet med en syrlig kant, der endnu ikke kan vurderes som en ulempe eller en fordel for brygget, hvis bouquet i det hele taget er for svag til rigtig at varsle mere end nogle grødede konturer.

Det samme kan man sige om smagen. Humlen kan såmænd smages, og den ledsages af en syrlig kant, der i første omgang ikke rigtig gør fra eller til. Bagetikettens lange beskrivelse ender til gengæld helt sandfærdigt med at fremhæve bryggets egnethed til at drikke flere af i træk.

Det på trods af, at humlen efterhånden smager lidt mere igennem – det er noget råt, ufint og ikke videre elegant. Til gengæld er det også mere karakterfuldt end gennemindustrialiserede pilsnere. Syrligheden har endda karakter af egetræ, der – om den var noget kraftigere i styrken, ikke ville være uegnet i en belgisk mørk ale, eller en barley wine.

Jeg er ellers blevet advaret fra flere kanter om denne øls karakter af vederstyggelighed hinsides Det Stockholmske Blodbad, billederne i Dr. Sandra Lees journalsamling og Jim Lyngvilds garderobe. Jeg må erkende, at det – ligesom Nirvana-koncerten på Roskilde ’92 er lidt et antiklimaks at konstatere, at så slem er den altså heller ikke.

Men sådan en fest med bulder og brag som der blev efter Danmarks EM-sejr matcher dette bryg over hele hovedet ikke. Den er i sammenligning et sølle, spytfugtigt truthorn fundet i et hjørne under oprydning efter enkebal med Susi og Leo i Rødekro forsamlingshus sidst i november.

Så langt fra en folkefest eller en festival.

2-stjerner

RETTELSE: Det var så Faxe, der scorede først, og Kim Vilfort, der øgede til 2-0. Der kan man se, hvor hullet ens hukommelse bliver på 25 år.

Brooklyn Lager, The Brooklyn Brewery

2017-02-06 19.03.16Lidt for ukompliceret …

Og mens jeg har fedtet med at få skrevet dette indlæg, har Svend Asmussen, efter et langt og smukt liv, startet et nyt band sammen med David Bowie og Lemmy Kilmister – og mon ikke han kan lære Døden et par tricks før den igen skal spille til næste Allehelgen? Tragisk, men måske heller ikke uforventeligt af en mand, der ville være fyldt 101 år i slutningen af måneden.

Anderledes tragisk er der med statistikeren Hans Rosling, manden der kunne forklare verdens sande tilstand som ingen andre ved hjælp af æbler og pærer. Jeg gætter på, at valget af Trump og de gentagne løgne fra dennes stab, fik ham til at opgive ævret. Med folk som Sean ‘Period’ Spicer og  Kill-em-all ‘Alternative Facts’ Con-Job risikerer man at puffe selv den mest hærdede fact-checker ud over kanten.

Må de hvile i fred, helt uden selskab fra ofrene for Bowling Green-massakren. Vi andre bliver og tager endnu én for holdet.

Nogle gange kan man godt bare bruge en ukompliceret pilsner. Sådan én byder The Brooklyn Brewery på; en amerikansk pilsner uden dikkedarer. Dikkedarer på amerikansk, især når det gælder pilsnere, betyder typisk alt for meget vand og alt for lidt øl. Vi kender det fra rædsler som Busch Light og Pabst, mens den amerikanske Budweiser – i hvert fald i mine øjne – ikke med rette kan beskyldes for at være mere tynd end vores hjemlige industrisprøjt.

Den her har jeg alt andet lige lidt større forventninger til. Trods global eksport er The Brooklyn Brewery stadig et mikrobryggeri – i hvert fald efter amerikanske forhold. Mine tidligere anmeldelser af bryggeriets øl rammer relativt højt, så forventningerne er også deroppead. Indledningsvis ser brygget nu gangske tilforladeligt, grænsende til det uanselige ud. Kobberrødt med hvidt skum, der ikke gør noget væsen af sig. Duften lægger sig i det blomstrede hjørne – hyld med et skarpere stik af bergamot, og allerede her blandet op med en kende for meget vand.

Aromaen byder på lige dele søde og syrlige æbler, alternerende med friske paranødder ved gummer og mandler. Et rart, blødt, mildt smagsbillede, hvor en vigende fylde og snigende vandighed alt for hurtigt melder sin ankomst og indflydelse.

En brændende fornemmelse i mavesækken og godkendt eftersmag af løvtræ er desværre ikke helt nok til at rette op på et overordnet pilsnerindtryk, der i sidste ende fremstår mindre fyldigt og mindre bidsk, end førstehåndsindtrykket stiller i udsigt. – Og mindre bidsk, end hvad man ville forvente fra et mikrobryggeri, nota bene.

3-en-halv-stjerne

 

Orval, Brasserie d’Orval

2017-02-05 18.13.33Kaffegrums og mosevand …

Kort efter jeg sidst prøvede en trappistøl, endte jeg i kirke. Ja, man skal passe på med den slags. Men nu var det ikke fordi, jeg havde oplevet en pludselig vækkelse, eller noget lignende fælt, at jeg pludselig frekventerede det lokale tempel. Næh, på det punkt er jeg fortsat den, jeg altid har været (i bloggens levetid i hvert fald).

Det var min søn, Thorolf, der ville høre Jazz. Læserne skal huske, at jeg ikke bor langt fra en af Spelt-segmentets absolutte højborge, København N, og i Blaagaards Sogn finder man Brorsons Kirke, hvor orglet er sparket ud (eller i hvert fald sat i slumretilstand) til fordel for et hipt og i øvrigt aldeles velspillende jazzorkester. At lyden i kirken i øvrigt også er noget af det bedste, jeg har hørt, gør jo ikke oplevelsen mindre.

Det kunne være vildt fedt, hvis man kunne få Slayer til at spille derinde.

Ud over velklingende jazz, var der jo den sædvanlige palaver, der hører den slags steder til. Der var også et lille barn, der blev døbt, og det gav jo lejlighed til at fortælle lidt om, hvad det nu var for noget. Jeg forklarede mine børn, at ritualet skulle sikre, at barnet kom til at betale kirkeskat helt automatisk, når det fik sin første avisrute (eller noget i den henretning), og ved samme lejlighed kunne jeg jo fortælle dem, at det her var noget de ikke havde været igennem. Jeg spurgte så, om det var noget, de kunne tænke sig, hvorefter de begge kiggede på mig med store, forskrækkede øjne og samstemmigt erklærede, at det ville de i hvert fald ikke!

Glade og lettede var de straks jeg fortalte dem, at det ville de heller ikke blive, hvis ikke de selv gad. Og jeg understregede for dem, at de selv skulle sige til, hvis de ville.

Hvad der helt præcis skræmte dem, er jeg ikke sikker på. Men lur mig om ikke det var det der med vand i håret, de syntes var lidt mærkeligt … eller også var det kirkeskatten.

Senere i forløbet var de ligeledes uinteresserede i at spise menneskekød og drikke menneskeblod (selvom det godt nok bare var brød og vin, men folk i kirken legede at det var menneskekød og menneskeblod) – at tænke sig. Jeg havde enten forventet at de begejstret sprang hen i køen, eller at de mere chokeret end før ville afvise på det bestemteste at være med til den slags. Men over for menneskekød og menneskeblod var de underligt indifferente. De rystede bare lidt på hovedet, og sagde ‘nej’, da de fik tilbuddet.

Men lige for at komme tilbage på sporet. Man kan roligt drikke trappistøl uden at frygte trang til kirkegang og salmesang. Har man derimod en seksårig, der kan lide jazzmusik, er det en ganske anden sag.

Nu til brygget, der i anledning af dagens kirkebesøg var endnu en trappistøl købt i Fakta ved juletid. Denne gang for en sølle tier.

Brygget nærmest eksploderer vertikalt ved åbning – det man i mindre sofistikerede kredse kalder en hanbajer. Det er hverken særlig dydigt eller fromt, som det sådan sprutter en kvart meter i vejret med vildt, hvidt skumsprøjt som fra en anden geyser. En fyndig formaning om forsigtighed til forebyggelse af både våde benklæder og upassende syndige tanker er på sin plads før kapslen lettes.

Brygget skummer da også lystigt, når det skænkes, mens afbrusningen ikke er noget, man behøver afvente til dommedag. Snart kan overfladen på det grumsede, brune bryg skimtes under det fnuggede dække. Ifølge Untappd er der tale om en Belgisk Pale Ale. Rent teknisk skal det såmænd nok passe, selvom jeg har set indtil flere brown ales, der var lysere end denne. Den både ligner og dufter langt mere som en Oud Bruin, men som overgæret – og ikke vildgæret – type kan den ligne vildgæret øl alt hvad den vil uden nogensinde at blive det.

Men man kan nemt lade sig narre. Det olfaktoriske førstehåndsindtryk minder i forbløffende grad om Gravøls ‘Biohazard‘, som jeg anmeldte i maj sidste år. Øllet er syrligt for ikke at sige direkte surt med associationer til sildelage og brunkål.

Brygget flyder let henover tungen og er i sin ukomplicerede viskositet forunderligt forfriskende. I smagen blander bittert og syrligt sig elegant, også selvom beskrivelsen af indtrykket måske ikke forekommer således; kaffe brygget på mosevand, tænker jeg – og der er rigeligt med bønner i blandingen, så halvrådne vandplanter og alger aldrig smager for meget igennem, men kun yder en syrlig friskhed, der på uforklarlig vis spiller aldrig så nydeligt op mod kaffens bitterhed.

Et letflydende og forfriskende men ikke just lettilgængeligt bryg. Jeg hører til den slags mennesker, der ser de to første karaktertræk som overvejende positive og det sidste som entydigt positivt. Er man imidlertid ikke til brunkålslage og eddikevand, er det nok ikke dette bryg, man skal kaste sig over som det første.

4-en-halv-stjerne

Reggae Lager, Svaneke Bryghus

2017-02-04 20.23.29

Bornholmsk perle …

Jeg er ikke sjældent gået uden om Svaneke Bryghus’ produkter på det sidste, mens jeg i bloggens barndom ellers tog godt fat med anmeldelserne af det bryggeris øl. Dengang var det jo altsammen så nyt og spændende, og Svanekes øl var vidt udbredt, samtidig med at de jo var nogle af ølrevolutionens pionerer.

Men på et tidspunkt blev jeg vist lidt træt af dem. Eller i hvert fald syntes jeg, at de store oplevelser næppe blev fundet på den kant, og så valgte jeg at prioritere anderledes. Jeg er således sikker på, at denne ‘Reggae Lager’ ikke er et nyt produkt, men har kunnet fås i årevis med jævne mellemrum. Indtil videre har jeg blot haft andet at lave, end at anmelde lige netop den – samt en enkelt anden, jeg tog med hjem fra Fakta forleden dag. Men nu skal det altså være.

Reggae er jo sådan en slags nymodens rytmisk popmusik, kendetegnet ved en synkopisk markering af off-beatet, der gør musikken både danseglad og en teknisk udfordring at spille. Og som mange vil vide, er stilen udviklet på Jamaica af … hvordan hulen var det? … tilhængere og efterkommere efter den abbeysinske (i.e. ethiopiske) leder Haile Selassie, hvorfor det da også er det gamle abbeysinske flag, der pryder etiketten. Jamaicas flag ser helt anderledes ud. Det ligner så’n lidt det skotske, men med nogle helt andre farver.

Selv har jeg også haft mine reggae-stunder. Jeg var – og er sådan set stadig – stor fan af bandet The Police, og som gammel punker har jeg po-goet til hurtige ska-rytmer, og fået mig nogle blå mærker og bøjede ribben også på den konto.

Hvordan øllet så afspejler reggae-kulturen? Jo, idet den er “krydret duftende som de jamaicanske bjerge” siger bagetiketten. – Da jeg aldrig har været på Jamaica, skal jeg ikke kloge mig på, om de jamaicanske bjerge dufter mest af ostindisk karry eller spidskommen. Videre skriver bryggeriet: “Denne lyse tørstslukker leder tankerne hen til “one love” og de gode rytmer”. Tja – jeg vil vove den påstand, at havde jeg blindsmagt produktet, tror jeg – al ære og værdighed til brygget i øvrigt – ikke det lige var det, jeg var kommet i tanker om som det første. Desværre er det nu, hvor brygget er prøvet og anmeldt, næsten ikke muligt at lave et unbiased forsøg.

Bryggeriet skal ellers have ros for at have tappet brygget i en rigtig grøn flaske. Og ikke de brune, der bruges som standard i dag. Flasken er både hyggeligere og festligere, selvom heller ikke den leder tankerne direkte hen på hverken one love eller nogen gode (eller for den sags skyld elendige) rytmer.

Jeg tænker faktisk mere på vores store nabo mod syd end det fjerntliggende caribiske ørige, når brygget opknappes og skænkes. Det dufter autentisk og gennemført af hallertauerhumle og akkurat den rigtige mængde fusel. Desuden ville brygget være at betegne som en zwickeler eller naturttrübes Kellerbier. Det er tydeligt og forfriskende ufiltreret, tæt orangetåget med fint, dunet og kridhvidt skum.

Og smagen kunne også være sydfra – eller sydøstfra. Humlen lægger sig nok lidt mere i Saaz-hjørnet end Hallertauerhjørnet, hvor det giver mindelser om Prags barokbygninger og flotte broer … dermed er vi faktisk rykket endnu længere væk fra Jamaica, men hvis nogen har været der, og hæftet sig ved de lokale bjerges duft af fusel og humle, så hører jeg selvfølgelig gerne fra jer. Ud over at byde på dejligt tæt, gennemsmagende humle med sød kant, byder brygget også på vanilleblød finish og fyldig lys malttæthed.

Egentlig er det bare en pilsner. En pilsner, der er en pilsner, og samtidig er en hel masse, man ikke forventer af en pilsner. Den byder på en usædvanligt stor øloplevelse, hvor hele tungens arsenal af smagsløg udnyttes, en kraft og karakter så alt trænger godt ind og igennem smagsorganerne samt en fylde der sikrer, at ikke bare tungen, men hele kæften får del i festlighederne.

Og samtidig er den fortsat egnet bare som en læskende mundfuld tørstslukning på en varm sommerdag.

Alt det der reggae, Jamaica og Ethiopien forvirrer egentlig bare, og kunne nemt undlades. Dette er slet og ret en overset bornholmsk perle, der har mine varmeste anbefalinger.

5-stjerner

Ærø 90 år Gylden Sommer, Rise Bryggeri

2017-01-20 19.20.45Stadig ikke med på noderne …

Videre til noget nyt-gammelt … et-eller-andet. Den er spritny i mit køleskab, købt for under en uge siden, og når den sådan står og gør sig til i Fakta Husum, forledes man jo på stedet til at tro, at det må være en øl lanceret i anledning af bryggeriets stiftelse i 1927.

På etiketten kan man imidlertid læse, at bryggeriet er stiftet i 1926. Snydt igen! Stadig ikke med på noderne! Laaaangt bagud … Som en anden Thomas Treo med rod i kalenderen, så han først i dag kom til at anmelde den ringeste sang i hele verden nogensinde – den hedder “Insatiable” og er skrevet af den tidligere Savage Garden- (om hvilke der heller ikke er meget – eller … okay; noget som helst – godt at skrive om) -forsanger Darren Hayes i 2002, og om det hersker der ingen tvivl … – at et er verdens ringeste nummer nogensinde, altså.

Men øllet kan jo også godt anmeldes selvom det har nogle måneder på bagen. I modsætning til Savage Garden og Darren Hayes bliver øl jo ikke nødvendigvis ringere med alderen. Og et halvt års tid og lidt mere kan det som regel godt holde sig.

Der er tale om en gylden ale brygget på pale ale-bygmalt og hvede. Desuden er det tilsat ascorbinsyre, så bryggeriet samtidig kan sikre, at de forbrugere, der drikker deres øl i hvert fald ikke får skørbug. Betegnelsen ‘gylden’ lever brygget så nydeligt op. Det er gult som pelsen på en nyudklækket kylling og med det fineste, dunede skum på toppen. Sin spinkelhed til trods er skummet overraskende stærkt og klæbrigt. Bouqueten er til gengæld svag, grænsende til det middelmådighedsvarslende, men ikke desto mindre behageligt sød med et lille pikant prik af eddike.

Glæden er stor, når det går op for nyderen, at aromaen er gemt i smagen. Her oplever man æblesødmen i al sin vælde – varm og rar lægger den sig som en silke- og velourblød hinde overalt på tungen, hvor den først blidt masserer de gule og røde efterårsbebuderes smag godt ind i tunge og gane, for derefter at skifte til en lige så velbehagelig, omend nok mere karakterfuld bitterhed af friske paranødder.

Oplevelsen er ganske formfuldent koreograferet og eksekveret. Det er rart og venligt hele vejen igennem uden nogensinde at blive kedeligt. Især er bryggets finish og fylde en oplvelse, man ikke skal snyde sig selv for. Jeg forestiller mig, at dette er den tilstræbte mundfølelse i cream ale. Her findes den endnu engang i en anden øltype med meget mere velsmag. Fancy that.

Og tillykke med jubilæet til Rise Bryggeri fra Kajs Ølblog – bedre sent end aldrig.

4-en-halv-stjerne

SuperNova, Kabinet

2016-01-12 21.34.45Navnet holder …

Hvis vorherre findes, og det tror jeg som bekendt ikke, men altså hvis han/hun/den/det gør, synes jeg, at vedkommende skulle tage den lidt mere med ro med hjemkaldelserne. Først Jan, så Lemmy og nu David Bowie… Der har sandelig været travlt ved perleporten. Så travlt, at Døden selv ved dette års Allehelgen vist kun kommer til at spille andenviolin.

I skrivende stund ved jeg ikke engang, hvordan jeg skal flette endnu en tragisk begivenhed ind i dagens ølanmeldelse, men jeg har brug for at smide et par ord om det, for Bowie var – ligesom Jan Monrad – en, der formede vores sprog, vores måde at tænke på, og ikke mindst den måde, man lytter til musik på. Basgangen fra “Under Pressure” kender alle, og hvilken melodi kommer du til at tænke på, når en eller anden – hvem som helst – snakker om at danse i gaderne? I modsætning til Jan, nåede jeg i øvrigt at opleve David Bowie Live – på Roskilde Festival i ’96, og det står stadig som en af de virkelig store oplevelser fra de år, jeg frekventerede Dyrskuepladsen ved Vor Frue.

Om David hænger ud i samme værtshus som Lemmy og Jan er jeg dog ikke så sikker på. Jeg tror det er for brunt og mørkt til ham. Han sidder nok i cocktailbaren ved siden af i selskab med Lou Reed og Syd Barret …

[Clean Break]

Dagens øl – ja, jeg fik den til min fødselsdag, og tilgiv mig for ikke at vide af hvem. Brygget afkrævede svar på nogle spørgsmål, først og fremmest hvilket land, det kom fra. Kombinationen af latinske bogstaver i bestemte mønstre mere end antydede noget østeuropæisk, men hvilket land? Der var for få s’er, z’er og c’er til at det kunne være polsk, så det blev lynhurtigt udelukket. Tjekkisk måske? Det var faktisk min første reelle indskydelse, men antallet af diakritiske tegn virkede for lavt. Fraværet af bolle-u og omvendt circumflex over ‘r’ udelukkede endeligt denne mulighed.

Linda søgte lidt på google – og voila – Serbien! Sgu! Jeg har aldrig prøvet øl fra Serbien før, og det er ‘sgu’ nok i sig selv. Endnu mere ‘sgu’ tænker jeg, der kunne ligge i, at bryggeriet har valgt den latinske standardskrift, frem for den serbisk-kyrilliske. Jeg spekulerer på, hvilke politiske statements der mon ligger i dette, subsidiært, hvilke jeg skal lægge i det, såfremt der ikke er lagt nogen i forvejen.

Vel – Sydøsteuropa er ikke ligefrem kendt for øl. Når man har været ung i 90’erne, er Balkan desværre meget mere kendt for etniske konflikter og åben krig. Men udover det, laver de også fantastisk musik – men fantastisk musik kan man jo sådan set finde i alle kulturer. Det samme gælder jo sådan set for øl … eller … jeg mangler faktisk at finde rigtig gode øl fra Østasien, men jeg har nok bare ikke kigget de rigtige steder.

Valget af type lover jo for denne øl godt i sig selv. Jeg elsker IPA, og her er virkelig en IPA, der er en IPA fra start til slut. Brygget er flot, uigennemsigtigt orange med højt, hvidt, stramt skum. Humlen leverer en decideret næsestyver med skarp, hvas humle, der giver en fornemmelse af at sniffe knuste grannåle. Bergamotolie og blomsterindslag er der til gengæld intet af, men grannålene gør det skam også så fint alene.

Og her er et bryg, hvor duft og smag følges ad. Mindst 10 gange ‘sgu’ til skalpelskarp humle. Humle i smag, humle i fylde, humle i luften mellem tunge og gane … Det er humle på alle mulige måder – som en syl, der jages i tungen, som sandpapir i ganen – og som et varmt, blødt og masserende tæppe overalt, hvor det først gør nas. En aromatisk gennemprygling, der samtidig er forunderligt magelig.

Og der er rigeligt af det. Det er et nippebryg, der ikke mister den mindste flig af sin karakter, selvom det nydes aldrig så langsomt. Der er alt humle i hele verden i hver lille mundfuld – så nyd den til en lang film, gerne med gode salte snacks til, hvis man endelig vil give en perfekt bitterhed lidt modspil.

Og jeg har helt glemt at kommentere på bryggets titel i begejstringen. Jo – SuperNova er ikke at tage sin mund for fuld, når man skal beskrive dette brygs kraft. Man skal ellers være forsigtig med den slags navne, der sådan øger forventningerne – men her er det velvalgt.

Velbekomme!

6-stjerner

Grunge IPA, Svaneke Bryghus

2015-09-06 19.54.16Jeg har også altid været mere til NWOBHM …

Svaneke Bryghus har begået en ‘grunge IPA’. Jeg gætter på, det må være en IPA efter amerikansk forbillede – fra den nordlige vestkyst og Seattle-området hvorfra grungemusikken tilbage i de vilde halvfemsere opstod.

Jeg var selv purung dengang – lige startet i gymnasiet, da Nirvana pludselig var på alles læber. Det nye store var tung stoner-rock med tungsindigt-tågede tekstuniverser, fedtet hår, råt tøj (gerne Dr. Marten’s-støvler i kombination med en slidt skovmandsskjorte) samt generelt sortsyn.

For undertegnede var det da også meget sjovt et stykke tid. Jeg havde da min Alice in Chains-periode, og Pearl Jam kan jeg endda stadig sætte på i ny og næ. Nirvana har jeg til gengæld aldrig rigtig forstået det store i. Jeg så dem faktisk på Roskilde Festival i 1992, og har aldrig syntes, at koncerten var mindeværdig. Men her i en moden alder har jeg fået øjnene mere og mere op for det band, Nirvana tit spillede opvarmning til, nemlig Melvins, der i øvrigt stadig eksisterer i bedste velgående.

Men der var en verden uden for det mørke, tunge, deprimerede Seattle – Saõ Paolo fx – for i samme periode fik jeg for alvor øjnene op for Sepultura, der blev mit springbræt til den virkelig hårde metalgenre, som jeg stadig holder fast i. Det var vist noget med tempoet, den forøgede energi og de knudrede riff, der gjorde det, sammen med et tekstunivers der ikke dyrkede stenet smådepressiv selvdestruktion. Tværtimod fandt jeg her et tekstunivers, der rakte ud i verden, en musik der ville kritisere, nedbryde, ændre, revolutionere … og ikke bare krumme sig sammen i et hjørne for blot at blive mere og mere syg for til sidst at blæse knoppen af sig selv med et brag.

Af samme grund har jeg også holdt fast i den amerikanske Speed/Thrash Metal-genre med Slayer, Metallica, Megadeth, Anthrax og alt det andet fine, og naturligvis i The New Wave of British Heavy Metal med navne som Judas Priest, Motörhead og selvfølgelig Iron Maiden.

Men jeg havde – understreger – havde – (okay, bevares, jeg understreger ikke, jeg kursiverer, men uanset hvad så *fremhæver* jeg) min Alice in Chains-periode … Og det er såmænd ikke fordi, jeg synes det er pinligt. Det er faktisk fin nok musik, men det har virkelig ikke vist sig langtidsholdbart i min bevidsthed.

Mon Svanekes øl vil brænde sig fast, eller også glide så småt ud af glemslen ligesom de gamle (omend ikke det ældste) grunge-band?

Det er i hvert fald en mørk (grunget) IPA, som vi har set dem før i både interessante, og ikke helt så interessante udgaver. Det fnuggende skum leverer den visuelle oplevelse, mens de søde små blomster dufter så mildt, hvis man ellers gider bukke sig langt nok ned i retning af dem, for det er ikke meget bouquet, de slipper løs. Nærmest pligtagtigt begrænser duften sig til lidt syrennektar og en fylde af svesker, mens humlen holder sig så meget i baggrunden at den let overses helt.

I smagen folder brygget sig til gengæld lidt mere ud. Det bliver aldrig verdens bitreste (og derfor heller ikke verdens bedste) IPA. Humlen er tilbagelænet og mærkes mest i en for så vidt ikke ueffen eftersmag af ananaskirsebær og tørt løvtræ. Gæren stikker dovent, mens smagen mest byder på glat bergamotessens og sød lakrids – ud over lidt for meget vand.

Så jo, det er i hvert fald ikke amerikansk speed-metal eller brasiliansk thrash-død, der bydes på. Den britiske metalscene har også for længst overhalet brygget – ikke bare med adskillige takter, eller numre – nej, den er skam også flere udgivelser foran.

Tilbagelænet og uengageret, som man gerne er, når man går rundt og er grunge-indbrændt og deprimeret, er dette bryg også. Ikke ringe, men heller ikke noget, der er værd at starte en LP-samling af. Faktisk glider det nok ud i glemslen væsentlig hurtigere end selv grunge-musikken gjorde.

Og så slutter det ikke engang med et brag.

3-en-halv-stjerne

PS. Hjælp en flygtning hvis du kan. De har brug for det.

Trooper, Robinson’s Brewery

2015-07-17 18.08.41Så nåede vi så langt …

Jeg er nået til endnu en jubilæumsøl. Nr. 600 for at det ikke skal være løgn. Med denne øl, har jeg skrevet i alt 600 lange anmeldelser af øl fra hele verden.

I tråd med, hvad stort set alle andre mennesker gør, så synes jeg, det er lidt fint at markere de runde anmeldelser på en lidt mere udførlig måde. Jeg ved selvfølgelig godt, at talsystemer er arbitrære, og at 600 ikke ellers er noget spændende tal rent matematisk. Men lad os glemme det for et øjeblik, og i stedet nyde at alle cifre skiftede på én gang med en …

Iron Maiden-øl. Omsider fik jeg fat i et eksemplar. Jeg måtte betale fuld pris – 36 bobs, så hut hvisker, og det må siges at være i uorden. Det er jo bare for at få metalhoveder som mig selv til at købe øl til overpris, at der er smækket en etiket med motivet fra Singlen ‘Trooper’ på forsiden. Og øllet er jo sikkert bare noget ligegyldigt sprøjt – rent marketingstunt …

… og så måske alligevel ikke helt. Det viser sig, at blandt mange andre spændene og positive træk (såsom at være verdensklassefægter og uddannet operasager) er forsangeren i Iron Maiden, Bruce Dickinson, ligesom undertegnede, ølentusiast. Og øllet er altså ikke bare et arbitrært bryg med en fin etiket – det er faktisk smagt til og approberet af forsangeren selv. Det er næsten – men også kun næsten – lige så vildt som Monrad og Rislunds Pladderballe Bryghus-øl (for en sikkerheds skyld må jeg hellere understrege at ironi kan forekomme på min blog, i fald nye læsere ikke skulle være klar over det).

Det kommer næppe som den store overraskelse, at jeg er stor Iron Maiden-fan. Det bliver man nemt, når man i gymnasietiden har spillet i et Heavy Metal-orkester. Vi hed Manifest, og jeg spillede bas – og med det instrument er vejen til at blive Iron Maiden-fan heller ikke lang. Bandets bassist, Steve Harris, er også i den grad en klasse for sig, ligesom bandets andre musikere. Tænk blot på de flerstemmige guitarsoloer, der måske mere end noget andet er blevet bandets signatur – og trommerne … glem ikke trommerne.

Som live-band er de også uovertrufne. Over alt husker jeg koncerten ved Roskilde Festival 2003, hvor jeg skrålede mig hæs på “Bring Your Daughter to the Slaughter,” der vel næsten betegner den nedre grænse i bandets tekstunivers. Og det står ikke galt til, hvis teksterne aldrig bliver plattere end den, for den noget stereotype titel til trods emmer nummeret af ildevarslende, okkult offerstemning på en måde kun de bedste metalbands kan skabe den.

I den anden ende af spektret finder vi sange på tocifrede antal minutter, inspireret af episke digte fra den engelske guldalder, Science Fiction og moderne musicals. Bandet består af dannede mennesker, der kan skrive flot musik med aldeles vedkommende tekster, også gerne med social indignation.

Så derfor er jeg Iron Maiden-fan. Men nej, det betyder jo ikke automatisk at øllet er godt.

At det immervæk er approberet af en ølentusiast borger selvfølgelig for en vis kvalitet. Min gode ven og hyppige gæsteanmelder, Gedved, til gengæld, fik efter eget udsagn armene ned meget hurtigt og havde lidet andet end hån til overs for den.

Ikke desto mindre er det en af de øl, hvis aroma udløses straks ved åbning. Sød karamel og pilsnerhumle blander sig med en fyldig og markant appelsinaroma. Etiketten melder om citrus-noter, og det er ikke nogen tilsnigelse, selvom det er i form af det bitre og søde fra de orange frugter, og næsten så langt man kan komme fra de håndgranatformede grønne og gule af slagsen. Brygget selv ligner blankpoleret kobber – jeg kunne sagtens tro, at jeg aldrig har prøvet øl, der rammer det grundstofs farve så præcist, og det er jo svært passende, når nu der er tale om et Heavy Metal-orkesters konceptøl. Skummet er til gengæld traditionelt snehvidt og klæbende nok til, at det gør en i forvejen vellykket visuel oplevelse en smule mere spændende.

Smagen byder på en både fyldig og lækker maltprofil. Igen gør karamellen og appelsinen sig gældende, og allerede her bliver der lagt en aldeles nydelig bund. Derefter sætter humlen ind med en behagelig prikken af frisk løvtræ, for i eftersmaget at gå over i et ikke lettilgængeligt besk indslag af hasselnødder, der er blevet for gamle. I øl gør det sig godt i modsætning til, hvordan det gør sig i hasselnødder.

Heavy Metal-karakteren findes nu stadig mest i bryggets visuelle fremtrædelse, mens smagen overordnet set er for rund, mild og – trods den kantede eftersmag – lettilgængelig til helt at fortjene det hædersmedalje (det er jo en Trooper). Men at den skulle være kedelig, eller endda smage grimt er jeg lodret uenig i. Det eneste jeg kan beklage mig over er prisen, der er langt højere end den ellers mere end godkendte kvalitet. Sådan er det jo desværre med konceptøl – der postes sikkert en helvedes masse marketingpenge i brygget, og de skal jo på en eller anden måde hjem.

Glemmer vi for en stund hjemlige Monrad & Rislund (hvis Kakkerlakpuler og Monrad & Rislund [classic] faktisk giver den her baghjul) er denne bestemt den bedste band-konceptøl, jeg har prøvet. Men kigger man udelukkende på store internationale metalbands, har jeg jo faktisk kun prøvet denne og AC/DC fra tyske Karlsberg. Uanset hvad er begge disse øl aldeles udmærkede at tage med til koncert – de er ikke for komplicerede til at nyde til noget hård rock, og det der er tungere, og på den anden side heller ikke så kedelige, at de ikke giver supplement til oplevelsen.

4-stjerner

AC/DC, Karlsberg Brauerei

Mere ren end AC/DC (adj.) …

Jeg har holdt en lille pause oven på Kvicklys Ølfestivalg. Det blev til mange øl på få dage, og så meget drikker jeg slet ikke normalt, så jeg har taget en – synes jeg selv – velfortjent pause. Pausens varighed søger i øjeblikket forlængelse på ubestemt tid i form af en forkølelse, der allerede flere gange har truet med at slå over i influenzaligenende symptomer. Men før det skulle ske vil jeg lige anmelde en enkelt øl, mens jeg stadig har helbred, førlighed og ikke mindst sanserne (navnlig lugte- og smagssanserne) i behold.

Den glade giver – for en sådan er der også denne gang – er Gedved. Han arbejder frivilligt i Amager Bio, hvor der angiveligt spillede nogle AC/DC-coverbands på et tidspunkt. I den anledning fik han fat i denne øl, og advarede om, at jeg ikke skulle sætte forventningerne for højt.

Jeg er stor AC/DC-fan, og så er forventningerne jo gerne lidt høje før brygget er prøvet …

Og for at starte et sted, med emballagen, så er den jo forjættende med sit ‘Black Ice’-tema. Desuden betegnes konceptet som ‘German Beer, Australian Hardrock’. What’s not to like? Sværere er det at finde ud af, hvem producenten er, men leder man længe nok i den ekstremt lange liste af gentagelser af bryggets fire ingredienser (der prales også med, at det er brygget efter Reinheitsgebot – still nothing not to like) finder man omsider bryggeriet: Karlsberg Brauerei Hamburg. Nu er spørgsmålet blot, om Carlsberg har lagt sag an eller ej.

Brygget er også ganske nydeligt korngult, når det skænkes i den stadig gloende aftensol. Vær opmærksom på, at dåsen ikke indeholder en halv liter, men en pint – så den kan ikke være i et halvlitersglas. Skummet imponerer med en ganske udsøgt, tæt cremet- og holdbarhed. Det vrides i sjove former efterhånden som det langsomt daler, og formår endda at efterlade adækvate klatter på indersiden af glasset. Duften gør til gengæld ikke meget væsen af sig. Den består mest af korn, men med en vag krydret kant, der er ubestemmelig, men ikke ubehagelig.

Det ubestemmelige går igen i brygget initiale sødme. Der er nok tale om en sød humletype, som jeg ikke kender, men godt gad vide, hvad hedder. Den kunne måske få en andenplads efter Cascade. Hyldeblomst med en kant af lakrids kan måske tjene som beskrivelse. Dertil kommer en mere end adækvat og markant bitterhed, der især giver sig til kende ved gumme og mandler. Hasselnødder er markante og velgørende bitre, og fortsætter i en overraskende langvarig eftersmag. Fylde er der nok af – men så heller ikke mere.

Det er overordnet godkendt og måske endda en anelse mere. Gedveds advarsler fik mig til at frygte for et meget lavere niveau end det var tilfældet, men man er på den anden side heller ikke ligefrem Thunderstruck over niveauet. Den er for blid og rar til at være en rigtig hårdrocksøl. Vi er meget tættere på noget halvkedeligt Coldplay, eller en småforkølet udgave af U2, end vi er på noget, der lugter ordentligt af Heavy Metal.

Men det skal retfærdigvis også indvendes, at det måske ikke er en russian imperial stout eller en imperial IPA, man har mest lyst til, når man er til Heavy-koncert. Men en pilsner med noget mere smag en gennemsnittet er til gengæld slet ikke nogen dårlig idé.
3-en-halv-stjerne

Flensburger Dunkel, Flensburger Brauerei

– Simpelt hen Qualität!
Det var sandelig godt, at jeg skulle til familie-tamtam på Sjælland før nytårstemaet ‘Det tynde øl fra Fakta’ fik mig til at gå ud af mit gode skind. Det kan ellers være lidt af en logistisk prøvelse med spædbarn, billetbestilling, bagage (inklusive autostol og sækkepibe), ind og ud af skrumlende Solaris-busser, togskift … jo jo, det er sandelig med det hele. Til gengæld fik jeg lejlighed til en smagsprøve på min faders faste udvalg af øl fra det nordtyske Flensburger-bryggeri, og det gjorde jo alt besværet værd. (Og man får selvfølgelig lejlighed til at se sin familie, hvilket man jo gør alt for sjældent.)
Jeg husker især denne øl fra Roskilde Festival 2001, hvor min kære fader gav mig et mindre parti af netop Flensburger Dunkel med. Det siger en del om en øl, at jeg husker den som en nydelse, selvom den jo nok blev drukket ved en temperatur på i hvert fald 20-25 grader. (Det bør nu ikke være nødvendigt at gøre ekstra opmærksom på, at denne øl helst skal drikkes kælderkold eller lunere, så det undlader jeg.) Mens de andre i lejren drak det sædvanlige billige discountsprøjt, havde jeg spændende nordtyske bajerske øl med – som jeg i øvrigt gavmildt delte ud af, til dem der kunne lide den. Til mit held forstod dem, jeg boede i lejr med, sig ikke på godt øl, så jeg havde dem mestendels for mig selv. Der var selvfølgelig et par stykker, der havde rødder i Sønderjylland – dem kunne jeg dele og nyde dem med.
Til gengæld var de på dåse. Og det er selvfølgelig ikke helt det samme, som når man får dem på den berømte patentflaske, der er så kendt, at bryggeriet i sit merchandisemenageri har inkluderet en almindelig ølåbner, der siger som en plop-flaske, når man bruger den. Man skal ikke undvære lyden af en plop-flaske, bare fordi man åbner en anden øl end en Flensburger.
Og netop flasken er med til at understrege denne øls karakter. Med sin mørkebrune patentflaske og marinblå etiket nærmest udstråler brygget dunkelhed allerede før den er åbnet. Øllet i sig selv er nu faktisk ikke så mørkt endda. Det er mørkt dyborange, grænsende til brunt, og jeg vil næsten tro, det er den lyseste undergærede øl af bajer-typen, jeg indtil nu har prøvet her på bloggen. Skummet er også kridhvidt, og synes lidt skrøbeligt, indtil man til sin fryd opdager, hvordan det nærmest klæber sig til glassets sider. Det dufter sødt og fyldigt maltet.
Aromaen giver omgående en fornemmelse af varme og helt fantastisk fylde. Smagen er en blanding af nærmest ufattelig blød malt og humle, nænsomt ristet, så den holdes bitter og træagtigt fyldig, men uden at blive det mindste besk eller harsk. Ikke at der er noget galt med besk, selvfølgelig. Beskhed repræsenterer en skrap bitterhed, der kan være ganske velgørende, men i denne øl er bitterheden kun blød og nænsom som det fineste, nyvaskede fløjl mod babyhud. Eftersmagen er krydret, næsten lakridsagtig – ja, lakrids er det. Men ikke hvilken som helst lakrids. Det er helt specifikt engelsk lakrids – rent og sukkerfrit. Den rene lakridsaroma.
Hele komplekset, udseende, duft, smag og ikke mindst eftersmag er et monument over Flensburgerbryggeriets kompromisløse kvalitet og sans for det ukomplicerede, det simple. Det er rondoen fra Beethovens 3. klaverkoncert. Det er ikke mellemstykket i 2. sats af Bartoks 2. klaverkoncert, fx (lyt fra ca. 4 min. og 50 sek. eller lyt til hele stykket – eller begge stykker … For fa’en hør begge koncerter, de er pragtfulde på hver sin måde!) Men det gør ikke noget, for det kan være helt fantastisk, selvom det måske ikke ligefrem er en øl for øleksperter. Således er hverken bitterhed eller sødme egentlig særlig fremtrædende. Til gengæld er de vel afstemt hinanden og byder på en helt ekstraordinær fylde, der – ikke kompenserer – men underbygger den simple smag og den simple, men høje kvalitet.
Plop! – Skål!

5-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme