Lidt på ondt …
Det kommer næppe som nogen overraskelse, at jeg ikke magter øllene fra Lidl særlig længe ad gangen. Så jeg springer over hvor gærdet er lavest, og smager på nogle af de øl, jeg rent faktisk har nogle forventninger til i stedet. Der er jo de tre … vel, nu er der jo godt nok kun to (og om lidt én) – øl fra Australien, som min gode ven Joachim havde med sig hjem fra kontinentet underneden.
Denne er en pale ale – eller en stillehavsale, som bryggeriet åbenbart ynder at kalde den. Det skyldes – næppe overraskende – at bryggeriet ligger i New South Wales ud til den del af Stillehavet, hvorfra man ikke kan se Great Barrier Reef, der for et stykke tid siden blev samme skæbne til del, som for nylig ramte Chuck Berry, Peter Bastian og Jens Nauntofte.
Alle industrimagnaterne, der varmede atmosfæren så meget op, at det kunne ske, synes sikkert, at det var det hele værd … eller … nåhr nej – den globale opvarmning har jo intet med industriens udledning af CO2 at gøre – mener de vel.
Nå, men øllet … Det er lyst – ganske lyst faktisk – lettåget og med en hastigt vigende skumkrone, der sin korte levetid til trods kan beundres for sin cremethed over det lystigt brusende bryg. Duften er af en ganske særlig karakter. Man genkender lifligheden af citrus og grannåle, der både er udsøgt og pikant – men samtidig også uventet spinkel. Med i indtrykket hører også friskheden af det reneste vand, hvori kvaliteten af øllets bouquet nok glimrer ved sit niveau, mens man undres (og græder lidt) over at mængden – kvantiteten om man vil – slet ikke følger med.
Men det er jo ikke fordi brygget på nogen måde er en pine at drikke. Det er lige så friskt og vederkvægende som den noget tyndbenede bouquet mere end antyder – på godt, og ikke helt så meget på ondt, som man kunne frygte. Humlearomaen er nemlig intakt og af en nydelig kvalitet. Spæde grannåle blander sig elegant med pikant syrlighed af lime, og de danser aldrig så fint den yndigste ballet henover smagsløgene. Så let og blidt, at det knapt mærkes … og det ender også med at blive lige lovligt tyndt – og en smule kedeligt.
Australien er et meget varmt kontinent – og lige som alle andre steder i verden bliver det jo nok kun varmere som årene går. Derfor er det ikke spor overraskende, at det australske ølmarked er indrettet på at slukke tørsten samtidig med at man smager øllet. Smagen må altid vige for øllets tørstslukkende egenskaber – en supervederkvægende øl med overvældende smag er næppe mulig.
Man må ramme et sted midt imellem, og i betragtning af dette sigter Stone & Wood nu heller ikke så dårligt endda, selvom jeg personligt godt kunne have undværet lidt af tørstslukningen …
Seneste kommentarer