Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: mikrobryggerier

St. Peter’s Christmas Ale, St. Peter’s Brewery

Er julen allerede i hus?

Så fandt jeg endelig et sted, hvor man faktisk kunne få et spændende og varieret udvalg af juleøl i Thisted. Stedet var skjult lige for næsen af mig hele tiden, nemlig i den særdeles velassorterede filial af SuperBrugsen, der findes i byen. For første gang har jeg set en øl fra svært savnede Amager Bryghus til salg netop der – deres Winter in Bangalore, som jeg selvfølgelig vil anbefale enhver lokal læser at erhverve sig et eksemplar af. Om ikke andet, fordi Amager Bryghus’ øl er forbandet svære at få fat i i Thy.

Og så var der en masse andre. Willemoes Jule Ale var svært populær, og blev nærmest revet væk … om jeg fatter mennesker, der ikke går op i ordentligt øl? Men det må de jo om. I mellemtiden er der jo rigeligt af de andre øl til mig …

… fx den her. En juleale – Christmas Ale – som den hedder på bryggerens lokale sprog (jeg er som ateist naturligvis SVÆRT skuffet og forarget – rødglødende af raseri faktisk – over, at bryggeriet har formastet sig til den forsmædelighed, at tvære deres religion ud over det hele i titlen. Fy føj! (Ej, not really …)). En kobberfarvet sag med højt, gyldent skum.

Blommer i snaps og tørrede figner på en bagvæg af egetræ udgør bryggets lovende – og afgjort julede – bouquet. Og det endda helt uden, at brygget er tilsat andet end vand, malt, humle og gær. Både bryggets udsøgte duft, og skarpe aroma hidrører fra brygkunst alene.

Mest blødt og rart som marcipan og juleskum på en bund af julesne glider brygget hen over tungen. Men med metallisk klang jager kødkniven ud af skeden og ind i andestegen, hvor det vælter ud med svesker, nelliker, laurbærblade og tyttebær, da brygget når gummerne. Et orgie af julens aromaer skaber en mundfuld fuldendt juleglæde – med en skarp kant af egetræ, som nogen vil finde generende, men som undertegnede glæder sig over, da den effektivt holder en følelse af kvalme og ‘for meget ‘ stangen.

Jeg har fundet min øl til juleaften … indtil videre i hvert fald. Man ved selvfølgelig aldrig, om jeg senere i mine juleølsanmeldelser finder en bedre egnet øl. Men skulle det ske efter at læserne har hamstret denne her, så kan man stadig glæde sig over at man har skaffet sig en sublim juleøl under alle omstændigheder.

At finde noget bedre end dette, vil give en anelse afsmag af hybris.

Holy Hemp Christmas Ale, Svaneke Bryghus

Festligt, nuttet – men næppe julet …

Yay, det er min fødselsdag! Jeg bliver 44 – ja, hvem skulle tro, at jeg havde en sådan holdbarhed. Jeg skal lige straks ud og spise med mine børn, deres mor og Co., men jeg kan lige nå at anmelde endnu en juleøl, sådan som jeg har sat mig for at jeg vil i år.

Svaneke ser ud til at være ude med flere nye juleøl. Ligesom årstidens pynt er de lavet efter en skabelon; de er på dåser og udsmykningen prydes af nogle flotte tegninger. På denne øls etiket kan man fx beundre brygmester Jan Paul kun iført hans ikoniske kasket, briller og lændeklæder i færd med at gøre kunster på skateboard. Festligt, afgjort – og ret nuttet – mææææn … julet ligefrem?

Det samme må man endnu engang spørge sig om, når man går indholdet efter i sømmene. Ligesom med bryggeriets jule-IPA, som var en fortræffelig IPA med knap så meget jule-. Denne gang har brygmester begået en dark ale, kan man vel kalde den. Og ligesom sidst, er der lidt ekstra i godteposen – denne gang hamp – because … why not?

Man kunne ellers forledes til at tro, når man fortæller, at det mørke – snarere brusende end skummende – bryg dufter af svesker og gran, at så må det da også være julet på en eller anden måde. Hvad brygget imidlertid mangler er tyngde. Det føles mest friskt og let, og passer bedre til en fremtittende sol i det spæde forår end midten af det dybeste decembermørke.

Brygget leverer en sømmåtte med bunden i vejret på tungen, hvor hamp og humle kappes om at flå og flænse mest. Siden sætter mildere toner ind; rå figner (men ej de tørrede, som traditionelt spises op til jul), egetræ og koriander. Det er såmænd meget godt – endnu engang. Det er bestemt en øl, der er værd at tage med hjem og nyde. Men endnu engang må issen tage imod et par kradsende negle idet man må kontemplere, hvad det egentligt julede ved brygget er.

Det mest oplagte denne blogger kan få øje på er, at den er lanceret op til jul – og ikke meget andet.

Nicolaus Vinter Bock, De 5 Gaarde/Bryghuset Braunstein

Vinterbryg …

Først nu opdager jeg, at det faktisk ikke fremgår af etiketten på dagens bryg, at det skulle være en decideret juleøl. Den hører ganske vist årstiden til, men selve højtiden nævnes end ikke med et spagfærdigt nissepip.

Min teori – og det er ganske vist, at den  være sand, når den samtidig er så underholdende – er, at fødevarefællesskabet De 5 Gaarde forsøger at trolle højrefløjen til offentligt og aggressivt at boykotte deres varer til gengæld for omtale. Årets første julerelaterede ikke-nyhed ramte som bekendt avisernes hjemmesider her forleden, da Ikea blev beskyldt for landsforrædderi og femte-kolonne muslamistisk overtumling af danskhed, da de formastede sig til at kalde julen ‘vinterfest’. Deres motivation har formentlig været, at nå landets mange etniske og religiøse mindretal på et ligeværdigt niveau. Næppe tvingende nødvendigt idet et religiøst samfund, der var så fromt, at det rent faktisk ville fnyse ad en anden religions fest, forår, sommer, efterår eller vinter, næppe ville blive venligere stemt over for denne fest, blot fordi den skiftede navn.

Til gengæld må man give IKEA, at deres marketingstunt har været ganske underholdende, og effektivt i at afsløre en masse navne og identiteter på nazistiske trolde og sovende højreradikale terrorceller ude i landet. Hvis PET ellers bare gad gøre deres arbejde frem for at overvåge og modarbejde lovligt politisk arbejde for et frit Tibet og Kurdistan, skulle de bare gennemgå de mange og lange tråde, affæren … undskyld ikke-affæren affødte på tabloidpressens facebooksider. Om det kommer til at koste IKEA noget på bundlinjen, har jeg min svære tvivl om. For hvor det måske nok skubber nogle nazister og andre, der stemmer på partierne til højre for SF væk, så tiltrækker de formentlig endnu flere som mig selv, der i IKEAs store centre vil have fundet sig et permanent safe space, hvor ingen der ligger til højre for Uffe Elbæk vil vove at sætte deres fødder.

De 5 Gaarde følte sig vel inspireret af den intense og overdrevne omtale, som IKEA afstedkom, og ville se, om de kunne gøre det samme – om ikke andet for at opnå en helvedes masse gratis omtale af produktet. Jeg har imidlertid ikke læst om brygget på nogen tabloidavisers facebooksider – ej heller på selve hjemmesiderne, så forsøget er åbenbart faldet til jorden med et brag.

Det kræver vel også, at en eller anden starter med at anklage De 5 Gaarde for undergravende muslamistisk, julefjendsk propagandavirksomhed. Så folkens! I læste det her på Kajs Ølblog først! De 5 Gaarde vil med deres Nicolaus Vinter Bock føre krig mod julen, fordi de nægter pure at bruge ordet ‘jul’ om noget, der lanceres ved juletid. ISLAMUSLASTISK KONSPIRATION!

Ironien er tyk som årstidens blodpølser at skære i. Højrefløjen svovler og forbander en mellemøstlig indflydelse, which isn’t, langt ind i helvede. Samtidig kopierer de i højere og højere grad idiotien fra vest. Krigen mod jul findes således heller ikke, men påstanden om den, kan man nærmest stille sit ur efter i USA, hvor den er en af de største årstidsbestemte konspirationsteorier. Nu har også denne lille nugget af amerikansk kulturimperialisme gjort sin entre herhjemme.

Bryggene fra De 5 Gaarde blev indtil for et år eller to siden produceret af Harboe. Nu produceres de af Bryghuset Braunstein, og det mærkede jeg tidligere på året, da brandet lige pludselig sendte en langt fra ueffen IPA på markedet. Nu må vi se, om de gode takter holder.

Brygget er i hvert fald mørkt som vinternatten – ikke mindst når vejret er så miserabelt som det er i øjeblikket. Skummet skuffer på den anden side en anelse – ikke helt højt nok, og lige lovlig lyst, bryggets dunkelhed taget i betragtning. En tung em af svesker og kaffe vælter op ved skænkning. “Og så en kop kaffe med ekstra svesker – min mave roterer som en vinduesvisker” som det kendte musikalske lyrikprojekt Red Warszawa så lystigt poetiserede for efterhånden årtier tilbage.

Men så voldsomt er brygget nu alligevel ikke (øv). Aroma og kaffe med en let antydning af cognac gør godt. Dertil kommer en noget vanskeligt definerbar sødme – for let til at være svesker og alligevel for kompleks til bare at kunne afskrives som sirup eller sukker.

Og det er sådan set fint nok. Det passer ikke bare godt til vinterkulden, men også til det typisk våde vejr forinden. Til vinterbordet vil det også passe fint – ligeså til julebordet, hvis man er old school, men en vigende fylde og en hældning mod det lidt tynde kan brygget heller ikke helt sige sig fri fra.

Brygget er i øvrigt ikke opkaldt efter julemanden. Det er jo ikke en julebock, men en vinter bock (sic). Det er opkaldt efter Greve Niels Mogensen Friis ‘Nicolaus’ af Frijsenborg. Født 1665 og søn af den første greve af Grevskabet Frijsenborg. Det fremgår af bagetiketten, og nu spørger jeg mig selv, om der altid har været sådan en forklaring på bryggets navn, eller om det er noget nyt, de er begyndt på?

Det er det sikkert ikke. Mon ikke det har været der hele tiden. Jeg har bare været så blind, at jeg ikke har opdaget det før nu. Hvorfor kan det ikke undgå at irritere?

Ligesom kvaliteten ikke når IPA’en fra tidligere på året. Gennemsnittet ligger dog stadig vel over det niveau Harboe lagde for serien.

Lounge Lizard Lager, Beard Brew

Dem der gider …

Det er ikke allitterationen, jeg ikke kan få nok af. Allitteration er sådan set et OK kunstgreb ind imellem, hvis man vil have noget til at lyde flot og sejt. Men det kan også meget let overdrives, hvorved det snart bliver søgt og klichéagtigt.

Ikke at jeg vil anklage randrusianske Beard Brew for at bruge allitteration i overdreven og unødigt omfang. Netop i overskrifter, navne, punchlines, sloganer – eller øltitler – fungerer det sådan set fint, og også her, hvor der er hele tre gange L som forbogstav i bryggets navn.

Næh, det er Beard Brews fantastisk fine og fortrinligt festlige forfriskninger i form af formidable flaskeøl, jeg føler mig så forført af, at jeg flot må fjærte på mit forbehold mod forfløjen brug af fesen allitteration. Pyt med det! De fortjener det!

Ikke mindst når talen falder på en øltype, der i sit inderste væsen nærmest skriger generiskhed og industriel almuesprøjt. Lageren – eller pilsneren, som den typisk hedder her på egnen – er den øl, som de store bryggerier typisk er kendt for, som øllen de har. Ikke mindst fordi netop pilsneren gerne deler bryggeriets navn. Carlsberg, Tuborg, Royal [Unibrew], Vestfyen, Harboe – og man kunne blive ved. Også hvis man smuttede til udlandet med Coors, Heineken, [Anheuser-]Busch [InBev] og hvad alt det andet i den uanselige og ensartede masse af kornfarvet industri, giganterne drukner markedet i.

Hvorfor binder kvalitetsbryggerne overhovedet an med en type som pilsneren? For nu selv at komme med et bud på mit åbenlyst retoriske spørgsmål, så forestiller jeg mig, at det må være for at vise, at selv pilsneren kan blive til en rigtig god øl, hvis bryggeriet ellers gider.

Og Beard Brew gider ikke bare, næh, de gider helt sikkert så meget, at man bliver nødt til at skrive det med kursiv. Beviset er nærværende pilsnerbryg.

Dyborange, aldeles uigennemskinneligt, og med en nydelig omend ikke unødigt voldsom skumkrone, udgør en lovende visuel indledning. Næsen begejstres snart af en kæk og frimodig humle, der føles ren og autentisk, men ikke usædvanlig i sin karakter. Jeg havde gættet på Hallertauer, og ramte dermed helt forbi skiven. Vic Secret, Mosaic og Columbus er i hvert fald to typiske IPA-humler (Vic Secret kender jeg ikke), men det er slet ikke IPA’ens krakilske bitterhed man her rammes af.

Og det er det heller ikke i smagen. Det er for all intents and purposes en pilsner – eller lager om man vil – man sidder med. Let glider brygget over tungen, men smagningen bremser hårdt op, så snart brygget rammer tungesider og gummer. Her tårner en bitter mur sig op. Tung, tæt, kraftfuld og bøvlet at komme uden om. Man lader kun brygget sive langsomt forbi en lille åbning ved mandlerne, for at få alle de tunge, bitre nuancer med: Hasselnødder, valnødder, kaffe, bålrøg og kål.

Og som enhver velbygget mur bliver den stående, efter at være blevet møjsommeligt forceret. Bitterheden klinger kun ganske langsomt af, til stor fornøjelse og nydelse længe efter at glasset er tomt.

Jeg kendte godt pilsnertypens potentiale for store oplevelser fra andre mikrobryggerier. Desværre er der rigtig mange, der uløseligt forbinder pilsneren med generisk industri, hvis fremmeste egenskaber er tørstslukning og beruselse. Men der er rigtig meget smag at komme efter …

… I denne pilsner, og i mange andre. Hvis man gider kigge efter.

Brooklyn Hoppy Amber Lager, The Brooklyn Brewery

Rutsjebane!

Man ved aldrig helt hvad man får, når man knapper en øl fra The Brooklyn Brewery op. Nogle gange er de helt oppe og ringe, andre gange not so much. Det er op, ned og også ret tit midt imellem.

Alligevel kommer de med, når jeg ser en ny, for det kan jo være, at der er en optur i vente. Og er der det ikke, har jeg en undskyldning for at sende et par eder og forbandelser af sted i stedet.

Jeg kan ikke tabe.

Brygget her må siges at være en af opturene. Det lægger godt ud med en habil Hallertauerimpression allerede ved åbning, der desværre allerede er aftaget noget efter at det dyborange, ravfarvede bryg er skænket.

Smagen er til gengæld ingenlunde forduftet. Rå, skarp og krydret melder den sig anmassende med en bund af hasselnødder med antydning af muskatnød. Aromaen klæber sig effektivt til gummer og tungesider, så den længe efter at brygget har forladt munden bagtil, stadig er præsent.

Man savner egentlig ikke fylde i brygget, selvom det sikkert for nogen må forekomme lige letflydende nok. Denne blogger finder imidlertid aromaen leverer rigeligt til at brygget ikke bare klarer den trods vigende fylde – den klarer den godt.

Den var jeg bestemt ikke ked af at have taget med hjem. Og i grunden er jeg heller ikke ked af, at den ikke gav mig anledning til at bande. Trods alt foretrækker jeg en en øl, jeg kan glæde mig over frem for en, jeg kan brokke mig over.

1897 American Pale Ale, Indslev

Megen skade har den næppe taget …

Der gemmer sig stadig minder om min tid i Husum på min ølhylde. At der findes minder i det hele taget fra mine år i postnummer Brønshøj undrer næppe, men lige netop ølhylden burde helst gå fri. Med mindre måske øllene er rigtig mørke og tætte, og dermed af typen der ikke bare kan tåle at stå urørt et godt stykke tid, men rent faktisk også har godt af det.

I skarp modsætning til denne lyse American Pale Ale, forstås, der stammer helt tilbage fra en tid, hvor bryggeriet Indslev endnu ikke var gået i betalingsstandsning, endsige var blevet opkøbt af Bryggeriet Vestfyen. Den følgende anmeldelse sker med denne bedagethed in mente.

Tidens tand har nu ikke været mere unådig, end at bryggets ide fortsat kan skues derinde under det langt fra uimponerende gyldne skum, og den tætte, mørkorange grums. Den friske, skarpe humleduft er intakt nydelig og formår at fryde sufficient. På tungen gør den bestemt heller ikke skade med en pikant, prikkende aroma, der dog ikke kan se sig helt fri for en smule oxidering og en antydning af gær.

Nogen aromaeksplosion er brygget ingenlunde – og mens oxidering og gær, der nok er opstået af et lidt for langt ophold i ølskabet (under uproblematiske omstændigheder, forstås – mørkt og ikke for varmt), har fået brygget til at læne sig til den harske side, så er det også efter tidens småforstyrrende indflydelse tydeligt, at brygget heller aldrig har været en sådan – en aromaeksplosion, altså (ja, læserne må undskylde de mange ledsætninger og indskud, men det er nu engang den måde, jeg har valgt at skrive på, ikke også – det kan I jo nok forstå, kan I ikke også – ja, det tænkte jeg nok, så slap lige af, okay …)

Brygget formår aldrig at komme op i nærheden af at ringe hverken helt eller halvt. Det forbliver afdæmpet, mildt fornøjende, men mere end det halvkedeligt og generisk.

Brooklyn Black Ops, The Brooklyn Brewery

Sikken’ fest …

Det er desværre begyndt at være en dårlig vane, det der med at der går lang tid mellem indlæggene. Jeg er begyndt at arbejde igen – i fiskeindustrien, og desværre er jeg ofte så smadret fysisk når jeg kommer hjem, at jeg ikke rigtig orker at arbejde på bloggen. Jeg orker heller ikke at lave videoer for tiden, så det kan jeg heller ikke bruge som undskyldning.

Damned if I do, damned if I don’t – med og uden arbejde får jeg ikke skrevet. Men det skal være løgn, skal det. Nu vil jeg skrive endnu et indlæg, og smøre lidt ekstra tyk glasur på som kompensation for de udeblevne dage.

Sidste prøvesmagning fandt sted natten mellem 28. og 29. september. D. 28 var den sidste lørdag i september – Siløsep – som det forkortes på Rødovre Gymnasium, der holder sin årlige gamle elevfest netop på den sidste lørdag i september under dét navn.

Det er 25 år siden, jeg dimitterede. Så jeg havde fundet vej hele vejen fra Thisted for at slutte mig til en lille hård kerne fra dengang, der havde været vakse nok til at huske os på jubilæet over fjæsen. Det blev til nogle glædelige og hjertelige gensyn. Overraskende lidt pinligt. Der blev spist, drukket (kedelig Royal Pilsner – men så slap jeg da for at tage noterne mellem alle anekdoterne om de gode gamle dage), sludret – blandt andet om, hvordan nogle fra klassen var flyttet til udkanten … Vordingborg fx (*fnys* Vordingborg – udkant … hvor nuttet), danset lancier – et syn det må have været, thi det havde jeg ikke danset siden dimissionen, tror jeg.

Men det gik uden brækkede ankler eller det der var værre, således at jeg efter festlighederne stadig var i stand til at spadsere til mit logi for natten. Min gode ven Marcus’ lejlighed i Valby en halvanden kilometers penge derfra.

Og han stillede selvfølgelig an med både natmad og godtøl. Generøs og storhjertet som han er. Det havde han bestemt ikke behøvet. Min tilstand var faktisk ikke den allerbedst egnede til at prøve øl af aftenens kaliber. Men nu er det jo ikke så tit, vi har lejlighed til at mødes længere, så der var jo ligegodt en dag der skulle gribes.

Om bryggets navn kunne Marcus fortælle, at Black Ops er en forkortelse for Black Operations, et slangudtryk for især hemmelige militæroperationer, som den amerikanske hær ikke står bag, og som i hvert fald heller ikke finder sted. Øllet ser også ud til at have været markedsført som en øl, der ikke findes. Men hvis den fandtes ville den have været en Russian imperial stout med yada yada yada – den sædvanlige selvrosende smøre.

Alt hvad jeg refererer her, er i øvrigt stykket sammen fra en optagelse af min og Marcus samtale på min telefon. Brudstykker af den virker bekendte, men hvor ville jeg have været evigt ude af stand til bare tilnærmelsesvis at rekonstruere noget fra nattens udskejelser, om jeg ikke havde haft min nedslidte, men i situationen trofaste telefon med optagefunktion ved hånden.

Om denne individuelle øl knyttede der sig en noget mere spændende historie, end firmaets skalkagtige markedsføring. Den var medbragt helt ovre fra USA af Marcus tvillingebror, som han kalder ‘klonen’, men som i virkeligheden hedder Joachim. Han har faktisk også været med på bloggen et par gange, men i en noget mindre prominent rolle end Marcus.

Det gode i øllet, kunne Marcus berette, kommer dog fra det bornholmske solskin, idet Joachim angiveligt havde ladet øllet lagre i sin vindueskarm på sit kontor på Bornholm i godt og vel et halvt år.
“Det dårlige i øllet kommer fra …”
“Det bornholmske solskin?” bryder jeg kækt ind på optagelsen med munden fuld af natmad.
“Nej-nej-nej-nej!” forsikrer Marcus ihærdigt, “for en af de andre unikke ting, som Bornholm kan for Danmark …”
“Det er Fiske-Finn …”
Den upassende, småstereotype og aldeles ufølsomme kommentar fra bloggeren leveret på pivfalsk rønnefin bliver prompte ignoreret, idet Marcus returnerer: “baggrundsstråling – suverænt Danmarks højeste …”
“Og Fiske-Finn!”
“Nej, men selvom vi troede, han var død og borte, så kunne det også være, at Krølle-Bølle havde været forbi og dyppe sin pung i det her.”

Herefter bryder kontinuiteten i optagelsen en anelse sammen, da Marcus udtrykker sin højlydte begejstring over bryggets duft. “Det skal siges at Kaj og jeg nød et glas portvin før maden – og det fortsætter vi så med. Det er portvin som øl, det her!”

“Den er i hvert fald sort,” konstaterer jeg tørt ved skænkning, idet det meget hurtigt bliver klart, at brygget ikke er blevet bleget af hverken solskin, baggrundsstråling eller Fiske-Finn. Skummet forlader til gengæld scenen hurtigt – som om det ikke havde noget at gøre der, da duft og kulør opfylder sansernes hunger så aldeles rigeligt.

Lakrids med en tæt portvinsbund og -sødme udgør krop og aroma. I eftersmagen spores friske valnødder – næsten som en forsmag på den jul, der også efterhånden rykker nærmere (og allerede er full blown i visse supermarkeder). Overraskende let er den alligevel i betragtning af den meget tunge olfaktoriske indledning. Og det er ikke usædvanligt for typen.

“Det er som om, at man for at understrege de finere pointer i den, har isoleret det, der ellers ville blive skjult i den. Ligesom hvis man siger: nu spiller vi alene diskanten,” begynder Marcus. Jeg nikker – halvejs i stupor efter en seks timers togtur, fem timers besøg hos min far med familie, så druk på mit gamle gymnasium, lanciers og nu Marcus. Heldigvis blev jeg fri for at fortsætte den begavede ordstrøm. “Hver evigt eneste gang vi optager øl, bliver jeg lamslået over, hvad vi nu finde på at sige af prætentiøst bullshit.”

Og deri havde Marcus evigt ret. Angiveligt er det også det, der gør min ølblog læselig, har mange hævdet. At den ikke kun står på tørre anmeldelser, men også saftige anekdoter.

“Der er en doven chokolade inde over …” i Marcus lette overrislet hed og min fyrre hestes brandert blev der på den over 25 minutter lange optagelse ikke sagt meget mere om denne 11,6 procents alkoholbombe. Begejstringen var imidlertid til at tage og føle på, og brygget skal have en karakter derefter fra mig.

Hvad Marcus ville give den, må jeg spørge om ved lejlighed.

Jeg skylder en særlig tak til mine gamle gymnasiekammerater, der endnu engang kunne mønstre tålmodighed nok til at tolerere mig in the flesh. De havde selvfølgelig også tre års øvelse … der alligevel lå hele 25 år tilbage.

Det er alligevel imponerende.

Home Brew Milk Stout, Beard Brew

Det lover fortsat godt …

Dagens bryg måtte agere stand in for den anden Struer Bryghus-øl, som min storebror havde med til mig, da han overnattede forleden. Venø Bryg, hed den. Den var brygget med sukker og havregryn, men det fremgik ikke af etiketten, hvilken type den skulle forestille at være.

Og det fik jeg heller aldrig rigtig lejlighed til at smage mig frem til, for ved åbning eksploderede brygget nærmest. Sådan lidt ligesom den fejlgærede Disobedience fra Dry & Bitter ikke gjorde i den her video fra min facebook-side. Forskellen er altså, at Struer Bryghus’ bryg … vel, det eksploderede ganske vist ikke. Men der var godt nok dømt både ‘Old Faithful’ og ‘Strokkur’ hjemme i dagligstuen – og i det lille ateistiske hjem føg det ikke kun med eder og forbandelser, men også med højlydte lovprisninger til magter, der ellers kun sjældent anråbes, endsige prises, idet ikke en dråbe havde ramt min temmelig dyrebare PC, der stod placeret få centimeter fra den spruttende geysir.

Jeg var faktisk også blevet advaret mod Struer Bryghus’ øl. Der var vist flere, der havde oplevet inficerede eksemplarer. Flere misfornøjede læsere havde endda udtrykt deres undren over mine rosende ord over Skonnert Stout. Men jeg kunne altså godt lide den, og den fejlede så vidt jeg kunne vurdere intet. Tværtimod.

Til gengæld stod det lige så klart, som de anselige mængder væde på stuegulvet, at dette eksemplar af Venø Bryg vist havde fået noget med fra bryggeriet, der ikke  var meningen. Det lyse bryg var desuden aldeles udrikkeligt – surt som eddike. Og hvad der ikke smagte af eddike smagte af gær. Selvom jeg kan tylle det sureste bryg man kan opdrive i mig som saftevand, er jeg ikke et sekund i tvivl, når jeg får fejlgæret øl i kæften. Det smager surt på en helt anden – ubehagelig – måde.

Men det skulle ikke ende skidt, skulle det ej! En hurtig søgning i køleskabet, og jeg havde fundet en erstatning: En lille gave fra Beard Brew fra da jeg mødte dem til Øllets Dag på Thisted Bryghus. Et eksperimentalbryg, der ikke er helt klar til at komme på markedet endnu, så vidt jeg kunne forstå. Derfor blev det også leveret i en højst uofficiel emballage – en flaske fra Flensburger Brauerei, komplet med logo oven på den for bryggeriet næsten ikoniske patent-prop.

Det var den samme flaske, som mine forældre i min barndom brugte til deres hjemmebryg. Næppe til stor forundring i betragtning af min tyske baggrund, samt den oplagte grund at flaskerne er perfekte, når man skal bruge dem igen og igen, og man ikke ejer udstyr til påsætning af kapsler.

Dejlig mørkt og sejt, næsten som frisksmeltet tjære, skvulper brygget dovent og modvilligt ned i glasset. Den langtrukne affære bliver dog ingen byrde, for undervejs man man nyde den fine bouquet af sød lakrids og kaffe som brygget anderledes velvilligt afgiver.

Brygget er tilsat laktose og holder 7,2%. Jeg lærte til Øllets dag, at man med laktose kan gøre øl sødere uden at gøre det stærkere, fordi mælkesukker ikke omsættes til alkohol. 7,2 er ellers oppe i den tunge ende – men så var det vel for ikke at få den endnu højere op (går jeg ud fra).

Laktose eller ej – det er nu ikke sødmen, der er i højsædet i brygget, Det er til gengæld lakridsen, der uden at være den usødede engelske af slagsen, stadig er mere kraftig end sukret. Til gengæld føles brygget overordentligt velbehageligt på tungen, som det olieagtigt glider hen over den, for på vejen at efterlade sig et nydeligt spor af velsmag og -behag.

Efterhånden melder sødmen sig da også – omend subtilt – i form af mørk chokolade, der aldrig så nydeligt forener sig med lakridsnoterne i en kombi, der også er velkendt uden for ølverdenen.

Smagfuldt og fuldfedt som det skal være. I mine øjne er der ikke nogen grund til at fortsætte eksperimentet. Brygget er fint og klar til lancering som det er. Eneste indvending skulle være, at jeg gerne ville have haft det bitrere og mere lakridset – fordi jeg bare er sådan.

Men det er jo ikke helt meningen med en milk stout – så det må få være …

The Black Cat, Amager Bryghus

Langt fra Amager …

Der var lige endnu en video, der skulle fødes. Jeg ved godt, det begynder at være en slidt undskyldning for, hvorfor der i alt for lange perioder – nogle gange en hel uge eller det der ligner – ikke sker noget på bloggen.

Men 2019 vil jeg i hvert fald gerne huske som dengang jeg gik på YouTube – med de eventuelle ofre det måtte koste. Vil man i øvrigt gerne se mig optræde i videoerne iført lillafarvet skæg, skal man skynde sig at subscribe (som det hedder i dag) hvis man ikke har gjort det endnu. For hvis jeg når op på 1000 følgere inden udgangen af september, vil jeg farve mit skæg lilla, og beholde det sådan indtil min fødselsdag d. 6. november.

Videoen handlede jo ikke så meget om det, jeg har bygget min bloggervirksomhed op omkring, men derimod om den landflygtige bondefanger og kvaksalver Torben Søndergaard, som til gengæld bedst tåles efter et par genstande eller tre.

Men nu videre til dagens øl, en efterhånden vel- (men ikke over-) lagret porter fra Amager Bryghus. På trods af flere måneder i Thisted er Amager Bryghus ikke holdt op med at være mit yndlingsbryggeri. Jeg har fortsat et lille lager af deres lagrede (no pun intended) øl stående bagest i mit ølskab, for turene hele vejen til København efter nye forsyninger kommer ikke til at ske med alt for jævne mellemrum, kan jeg allerede afsløre. Så det er om at få lagrene til at række så længe som muligt,

Det er i øvrigt den sidste af de lagrede øl fra jul, jeg nu anmelder. Heldigvis bliver mørke lagrede øl ikke sådan lige for gamle. Tværtimod har de ofte godt af at stå lidt ekstra. Der er således ikke noget der tyder på, at den her skulle have stået for længe. Aldeles kulsort fylder den glasset – måske lige lidt velvilligt, og bruset peger i retning af en lidt lettere sag end de meget tunge og brutale monstre, serien indtil videre har bestået af.

Skummet står også kun ganske kort, men bouqueten fejler til gengæld intet. Tæt, tæt bittersød em af natmørk og overtæt chokolade, hvor man har været ekstra karrig med sukkeret, behager og beriger næsen med et både velkendt og i sin vigende sødme overraskende element. Lidt kaffe er der også plads til – sådan lidt ved siden af, for det klæder jo altså ligegodt den slags chokolade så fint. Bemærk dog, at der ikke serveres chokolade til kaffen her. Kaffen er i den grad sidevogn til chokoladen.

Og letflydenhed til trods, er der mere end rigeligt til hele aromapaletten. hårdt træ leverer kant, toffee leverer sødme, mens den kaffeforstærkede mørke chokolade leverer et vældigt bittersødt bagtæppe af prægtig varm, blød og kærtegnende aroma, der når ud i alle små hulrum og overflader hvor aroma kan smages, mærkes eller annammes på andre måder.

Ned gennem brystet mærkes brygget også, som det varmer og får ribbenene til at hæve sig en anelse, idet det lægger sig mageligt til rette i kroppen, før det som det næste sniger sig mod hovedet.

Endnu et gedigent mesterbryg fra Tårnby. Sikke de kan, og hvor jeg glæder mig til at kigge forbi hos dem, når jeg kommer til København igen – hvornår det end bliver.

Der vil være meget at følge op på.

Godfather, Darling Brew

Ikke som de andre …

I sidste uge havde jeg besøg af Marcus. Han havde ligget vandret siden han blev ansat i en spritny boghandel i Lyngby i starten af sommeren, så han havde haft nok at se til. Jeg kan selv dårligt forestille mig et bedre sted at tage hen, når man vil slippe for Københavnsområdets stress og jag end min nye hjemby Thisted.

Med sig som værtsgave havde han en stribe øl fra africanbeer.dk, for hvis der er én ting man ikke skal gå ned på, så er det afrikansk øl – bare fordi.

Jeg har taget fat på dem fra en ende af, startende med denne, Godfather eller God Father, hvis man er pernitten og opfatter linjeskift som mellemrum. Det gør jeg selv gerne, men tager også en verdensomspændende tendens til ikke at gøre dette til efterretning, uden dog ligefrem at påskønne den. Ikke desto mindre var jeg faktisk i tvivl om, hvad brygget egentlig hed, indtil jeg slog den op på bryggeriets hjemmeside … ja, at drive bloggeri på et bare nogenlunde seriøst niveau, kræver nogle gange så megen slidsom research at man spørger sig selv, om det mon er det det hele værd, når det kommer til stykket …

Vel, selv googlingen af den slags får en ende. Brygget er allerede anmeldt i videoform, sammen med en kort historielektion og en meget vigtig bekendtgørelse til allersidst, som læserne endelig ikke må gå glip af.

Men en anmeldelse i bogstaver skal læserne selvfølgelig ikke snydes for. Der er næsten tale om en contradition in terms – nemlig en rye IPA, en IPA baseret på rug. Rug er en mørk kornsort, der forekommer at være meget svær at brygge med. De få eksempler på rugøl, jeg har prøvet, er mestendels tynde med en tvivlsom aromaprofil. Hvis man giver den vildt meget gas med rugmalt, kan man få nogle vidunderlige, meget bitre og tætte resultater, som imidlertid stilmæssigt ligger i den diamentralt modsatte ende af friske, skarpe og lyse IPA’er.

Duften ligger ellers fint i forlængelse af typens aromatiske sødme med parfumeret bouquet af rosenblade. Til gengæld er det småt med skum, og bryggets lød ligger så meget i det efterårsfarvede, at P’et i IPA næsten ikke er rimeligt at bruge.

Aromaprofilen afviger også noget. De bitre noter er ganske vist præsente, men de er dybere og mørkere end de skarpe grannåle, typen traditionelt udtrykker. Brygget er heller ikke særlig karboneret – det er næsten dovent, og derved mister det noget af den friskhed, der også karakteriserer genren. Til gengæld afskrækker det mig ikke over for øllet generelt – blot fordi det ikke lige lever op til forventningerne til en IPA, er der vel ingen der hævder, at den diskvalificeres som øl i det hele taget.

Tværtimod. De dybe, bitre noter leverer oplevelsen til fulde, sammen med ledsagende syrlige egetræsnoter og et strejf af nelliker, der giver udfordring til den aktive og nysgerrige smager. Der er nok at gå på opdagelse i, også selvom – eller rettere netop fordi – brygget afviger så meget fra det forventede.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme