Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: markedsføring

Nidstangen …

Som Egil lærte os det …

Som man kunne læse i Ekstra Bladet i går er det fynske bryggeri Munkebo Brewery (tidligere Munkebo Mikrobryg) blevet genstand for en større hetz, som det tyske bryggeri Wacken Brauerei har igangsat.

Hvis navnet Wacken klinger bekendt skyldes det, at det er samme by, hvor der hvert år er en stor Metal-festival. I den længere tirade – for ikke at sige sviner – der følger er det vigtigt at understrege, at alle de grimme ord, jeg kommer til at skrive ingenlunde er møntet på byen eller festivalen, men alene på bryggeriet.

Wacken Brauerei er ifølge deres egen hjemmeside et to år gammelt bryggeri. De profilerer sig stærkt som et lille kvalitetsbryggeri efter ølrevolutionsforbillede i et land, hvor craft-beer-trenden ellers – for at sige det mildt – har ladet vente på sig. Blandt andet skriver de om sig selv: “Wir brauen Biere mit Geschmack. Biere mit Geschichte. Biere, die von den großen Taten der Wikinger und ihrer Götter erzählen, die einst auch hier zu Hause waren.” Eller på dansk – med mine tilføjelser i parantes: “Vi brygger øl med smag (det var da altid noget, men næppe videre originalt). Øl med historie (indtil videre to års historie … et epos er der vist ikke ligefrem tale om). Øl, der fortæller om de store bedrifter af vikinger og guder, der engang også havde hjemme her (men det er i hvert fald mere end to år siden …).”

Det evindelige hult klingende marketingsprog til side, så kunne det jo egentlig være meget godt. Bryggeriet opkalder sine øl efter figurer og gestalter fra den nordiske mytologi, og som forhenværende festhedning (dvs. asatro såfremt lejligheden bød sig til hælde godt med mjød i vommen) skal jeg bestemt ikke klage. Der er saft såvel som kraft i den nordiske mytologi, og faktisk er det påfaldende, hvordan den ellers fremstormende og altinficerende højrefløj kun i meget begrænset omfang har forsøgt at tage patent på asatroen i dens forsøg på at kyse alt fremmed bort.

Munkebo Brewery bruger også den nordiske mytologi i deres ølnavne. Og det har Munkebo Brewery gjort i vel over to år.

Den nordiske mytologi er vores allesammens. Hvis en fjern stamme af indfødte nordamerikanere med hang til gærede humlebryg skulle få lyst til at opkalde deres øl efter de nordiske guder – vel, så skulle jeg være den sidste til at klage. Det samme gælder, om man skulle få lyst til at opkalde næsten hvad som helst andet efter dem også. Landminer og andet lignende djævelskab selvfølgelig undtaget. Pointen er, at ingen skal kunne tage patent på den nordiske mytologi, da den netop er mytologi – en del af den kollektive menneskelige kulturelle bevidsthed og iøvrigt uden en kendt, navngiven ophavsrethaver.

Men det mener Wacken Brauerei tydeligvis ikke.

De har forsøgt at tage patent på en lang række gudenavne, som de eksklusivt vil bruge til deres øl. Det i sig selv er omtrent lige så blæst og hul i hovedet som at ville tage patent på Allah, Muhammed, Krishna, Shiva, Buddha, Jesus eller Jomfru Maria. Men oven i købet prøver de holstenske bryggere også at håndhæve patentet ved at true alle, der også bruger de nordiske mytologiske navne i deres ølproduktion, med retssager og krav om at øllene trækkes tilbage. Uanfægtet, selvfølgelig, af at flere af øllene og bryggerierne har eksisteret i mange flere år end Wacken Brauerei.

Helt generelt er den form for afstumpet forretningsførelse en skændsel, men den er – i hvert fald i denne bloggers øjne – tillige dermed forræderi, en skandale og med vikingernes ord en sand niddingdåd. Både herhjemme og i udlandet er der en vidstrakt tradition for, at de små kvalitetsbryggerier, der som tusindfryd på en forårsdag er myldret frem i løbet af de sidste 15-20 år, samarbejder og støtter hinanden i at producere kvalitetsøl som et reelt alternativ til gigantbryggeriernes industrielle standardsprøjt.

Wacken Brauereis retsforfølgelse af andre mikrobryggerier er en kniv i ryggen på det samarbejde – en niddingdåd i dåden.

Når Wacken Brauerei skal bruge den slags beskidte tricks – vel … så kan jeg skam også. Lad mig endelig blive i den nordisk-mytologiske kontekst, idet jeg hermed udfører et lille virtuelt ritual, frit efter Egil Skallagrimmssons saga:

Her sætter jeg Nidstang op
Og vender forbandelsen imod Wacken Brauerei
Jeg vender forbandelsen imod alle landvætter tillige
som beskytter den plet jord som Wacken Brauerei ligger på
så at de skal fare husvilde omkring og ikke kende deres sted
før de har inficeret Wacken Brauerei med brettanomyces
og gjort deres humle slatten

At jeg ikke har brugt et hestehoved og en træpæl, men derimod et paprør og et øljern med et ansigt, skyldes at jeg for det første ikke ejer et hestehoved. For det andet ville det medføre sådan et farligt griseri i min lejlighed, hvis jeg rent faktisk havde et.

Det er også bare Satans, at jeg egentlig ikke rigtig tror på den slags

… og derfor slipper Wacken Brauerei heller ikke så let. Inden for de næste par dage venter jeg et parti fra Munkebo Brewery – nogle af dem, som Wacken Brauerei kræver trukket tilbage. De vil blive anmeldt efter alle mine egne kunsters regler – dels for virtuelt at kunne tvære min anmeldelser provokatorisk ud i ansigtet på Wacken Brauereis bestyrelse, skulle jeg en dag støde på dem, men også fordi jeg indtil videre slet ikke har fået anmeldt bryg nok fra Munkebo.

Hvilken bedre anledning kunne der være til at få rettet op på det?

Og Wacken Brauerei har jeg kun idel hån, spot og fornærmelser at dele med – indtil de trækker deres forrykte trusler tilbage.

Pistonhead Kustom Lager, Spendrup

2017-08-11 17.47.30Fra for lidt til ingen overhovedet …

Pistonhead-øllene har indtil videre været ganske hyggelige og egentlig også tiden og de ikke voldsomt mange penge (kr. 10,- stykket) værd. Som pilsnere betragtet har de været noget ud over det sædvanlige (det sædvanlige i den genre er som regel også jævnt kedeligt) og så kan man næsten tilgive bryggeriet for at tegne skelethoveder på emballagen, selvom der ikke rigtig var nogen i øllet … eller rettere; der var ikke noget skelethovedagtigt ved øllet. (Yes! Så fik jeg skrevet “skelethoved” endnu engang … og endnu engang. Jeg kunne blive ved hele natten!)

Med denne emballage, sætter Spendrup trumf på. Her har vi ikke bare en øl med et skelethoved på emballagen. Skelethovedets baggrund er også sort … Den her øl  sguda være skelethovedagtig på en eller anden måde – ellers kan man da virkelig ikke … vel … tegne et skelehoved på sort baggrund på emballagen, vel?

Skelethovedet lader imidlertid vente på sig. Brygget er en ganske lys pilsner, og det mest eksotiske ved den, dømt ud fra påskriften, er cascade-humlen. Det lover jo trods alt godt.

Men stor bliver skuffelsen! Ingen duft – vitterlig ingen. Ingen liflig bergamot, hyld eller rose som cascaden ellers er så kendt for. Og aromaen – aromaen … bergamotten, hylden, rosen og den skarpe grannålebitterhed i al sin vælde og vildskab forbliver aldeles fraværende og ude af billedet. Kun samme blanke fornemmelse som sidst, der undgår på næsten provokerende vis at skabe ubehag – lidt ubehag ville i det mindste betyde et minimum af oplevelse.

Vel – giver man det lidt tid viser aromaen sig faktisk så småt og spagfærdigt. Nede bagest ved gummerne melder sig endelig lidt af den eftertragtede aromatiske citrussmag. Det er fortsat meget skuffende i begragtning af emballagens forjættelser (skelethovedet, i ved), men i det mindste hives brygget da op på et niveau en smule over det pinlige.

Den udefra mest lovende øl – både hvad indhold (cascade alene) og emballage (skelethoved på sort baggrund) skulle vise sig at være den absolut mest skuffende.

Selv når markedsføring for en gangs skyld gøres rigtigt, er det stadig helt forkert …

1-en-halv-stjerne

Pistonhead Flat Tire, Spendrup

2017-07-28 18.25.33Eftersøgning lønner sig …

Denne øl stod sammen med to søskende fra det svenske bryggeri Spendrup på hylden i SuperBrugsen Finsensvej på Frederiksberg, da jeg mere eller mindre tilfældigt kom forbi forleden. Det er ikke en vej, jeg normalt tager, så jeg var vel det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Emballagen prydes – som man kan se – af et skelethoved. Det ser ud til at være en running gag i hele Pistonhead-serien, og den slags fungerer når folk som jeg skal overtales til at åbne pengepungen. Det hedder vel ‘fokuseret markedsføring’ eller noget i den henretning, og jeg konstaterer tørt, at det ser ud til at virke.

Alle tre røg i hvert fald med, og den første er hermed åbnet, prøvet og anmeldt.

Alle tre er pilsnere. Denne en bleg en af slagsen, og den deraf forårsagede enorme hænderopkastende begejstring formår på den mest jubel-flikflak-saltomoterende vis overhovedet ikke at indfinde sig. På den anden side – der er jo godt nok et skelethoved på emballagen. Og når der er et skelethoved på,  øllet da have en eller anden form for kvalitet.

Skummet ser i hvert fald fint ud. Det er faktisk imponerende højt og fornøjeligt stabilt. Duften er til gengæld svag – ja, faktisk næsten fraværende og mangler endda den fuseltunge, hovedpinevarslende em, visse industripilsnere kan lugte af, som erstatning for en egentlig bouquet.

Smagen og mundfornemmelsen er først maltblød og rund. Siden melder en hvas ridsekniv sig midt på tungen, der åbner smagsløgene for en ganske detaljeret humle. Grundlæggende smager man den traditionelle Hallertauerhumle, som jeg ikke engang er sikker på, brygget er krydret med, men som pilsnerøl gerne smager af på vore bredde- og længdegrader. Bagom mærker man kække biaromaer af sød syrén og helt friskt forårsgræs.

Nogen karakter, der egentlig retfærdiggør skelethovedet, har brygget imidlertid ikke. Det er meget venligt – faktisk grænsende til det småvandede, men de fine, utraditionelle aromaindslag mere end redder det. Brygget skal dog væltes noget rundt i munden for at man får aromaens fulde effekt. Man kommer til at se ret tåbelig ud, som man sidder der og skærer ansigter for at presse lidt ekstra smag ud af det letflydende bryg.

Men det lønner sig, og på bagkant formår skelethovedet endda at snappe lidt med eftersmag af savsmuld, iblandet citrus, lime og grapenoter.

Man skal lede lidt – men så er oplevelsen der også.

4-stjerner

Linda the Axe Grinder, Amager Bryghus (Det løse II)

2017-07-19 20.22.09Det er så yndigt at følges ad …

Jeg er nået igennem IPA’erne fra årets Amager Bryghus-kollektion. De skulle prøves først, for IPA smager simpelt hen bedst frisk.

Derfor ærgrede det mig en lille smule, at jeg blandt ‘det løse’ – bryg fra sidste år, jeg ikke nåede at prøve da det var frisk – fandt denne IPA.

Men med kom den alligevel. Den rygtedes at være god, og bryggeriet formår med deres etiketter og røverhistorier at slå en markedsføringstone an, der fænger hos mig. Tænk at jeg skulle indrømme, at noget markedsføring faktisk virker på undertegnede. Det er nu ikke noget, jeg kun nødigt gør, for når den slags faktisk fanger min interesse, så har jeg intet problem med at rose et ‘job well done’. Heller ikke når det kommer fra en markedsføringsafdeling.

Historien på etiketten er ellers i dette tilfælde en kende afdæmpet på røversiden til fordel for reel information. Jeg skal ikke beklage mig – begge dele er fint og hvis jeg skal vælge, er den reelle information at foretrække. Der er tale om et – vel … ægteskabsbryg? Den er nemlig tænkt som en opfølgning til Todd, The Axe Man, som denne blogger også har været heldig at stifte bekendtskab med, og det endda på selve brygmatriklen i Kastrup. Todd var brygget til ære for tidligere Surly Brewing-brygmester Todd Haug, der ud over at lave øl også spiller geddar eller – for de arme uindviede, der ikke er bekendt med Red Warszawa-jargon – spade, der i den forbindelse bedst oversættes til Engelsk med ‘axe’.

Og denne øl er brygget til ære for hans hustru, Linda. Som bryggeriet skriver, siges det, at der bag enhver stor mand står en kvinde. Helt i Amager Bryghus’ ånd dementeres denne påstand, idet det understreges, at Linda Haug skam er helt med fremme, når der brygges, og at hun i øvrigt også var det, da dette bryg blev sat over i Kastrup. For Next to every axe man, there’s an axe grinding wife …

Og jeg kan godt lukke øjnene for heteronormativiteten i udsagnet, når jeg samtidig ved, at Amager Bryghus også slår små slag imod den slags – se evt. ovenstående link om bryggeriets ånd.

Linda the Axe Grinder er en ‘Oaked Imperial Red IPA’ – og det er jo mange ting på én gang. At den er ‘oaked’ antyder at den er lagret på træ, og det gør mig mindre bekymret for at prøve en IPA, der er brygget for over et år siden.

Det rødbrune og højt gyldentskummende bryg dufter vidunderligt krydret ved skænkning. Kanel, vanille og allehånde melder sig. Grannålenes friske, karske og stikkende karakter er til gengæld temmelig uventet aldeles fraværende. Her er endelig en IPA med en afgørende anden karakter, end den Amager Bryghus ellers er så kendt for. Men der er rigeligt med bitterhed og karakter i bryggets krydrede bouquet, foruden aromatisk sødme af chokolade og hyld.

Og i smagen er der også rigeligt af det hele. Sikke en fylde, og sikke en aroma – tæt, mørk cognacchokolade mixet med flydende engelsk lakrids, og så ellers bare 1000 tons af begge dele i hver lillebitte mundfuld. Dette er et brygmesterværk i absolut verdensklasse – mærker man ikke bare idet man første gang sætter glasset for munden, men hver gang man tager en slurk – der altid bliver lille. Én ting er, at man ikke nænner andet end små tåre, på grund af bryggets udsøgte og fandenivoldske karakter – en anden er, at man simpelt hen ikke kan, af frygt for at svede smagsløg, ganehule og gummer af. Selv jeg, der ellers synes, jeg har prøvet lidt af hvert efterhånden, er ved at tabe pusten.

Eftersmagen byder på engelsk lakrids sødet med fennikel, så bryggets langtrukne afslutning (det kan sandelig smages længe efter at det har forladt kæften gennem afløbet i svælget) også bliver en lille smule mildere, end den brutale midte, der afløste en ellers sød – men lige kraftfuld – begyndelse af hyldeblomst og chokolade.

Brygget har stået et års tid, og små stikkende antydninger af oxidering melder sig. Men sammen med al kraften og voldsomheden er den lille smule slet ikke nok til at ødelægge noget. Tværtom giver det et ekstra puf til det brutale kaos af kraftfulde, aromatiske smagsindtryk.

Heteronormativ – måske, men også en feministisk øl med både nosser og æggestokke det giver smagsorganerne læsterlige, velfortjente tæsk …

6-stjerner

Icelandic Toasted Porter, Einstök Ölgerð (Shopping Spree 1.0 VII)

2017-07-17 18.29.38Børneporter …

Og nej, undertitlen intenderer ikke at antyde, at denne øl på nogen måde er egnet til børn. Til gengæld husker jeg, at jeg som barn yndede at drikke det tyske fænomen ‘Malzbier’. En alkoholfri øl, markedsført til børn … den var nok ikke gået her i landet, og endnu mindre i Sverige.

Min pointe med at hive Malzbier frem af hukommelsens gemmer er, at denne øl i saft og kraft dårligt nok når op på siden af det, jeg som barn blev budt af alkoholfri kvasiøl. Og det endda på trods af bryggeriets vedholdende understregning af, at det skam er islandsk øl. For at understrege en pointe om noget vild natur, vild historie, og vilde underjordiske svovlkilder, trolde, elvere og whatever – samt den ikoniske wagnerviking på forsiden af etiketten selvfølgelig.

Men i vildskab når den altså ikke op på siden af hint fjernt barndomsminde, endsige de alkoholfattige øl, jeg for tiden bager brød af. Ganske vist indleder den nogenlunde lovende med ristede noter af frisk toasbrød ved skænkning – dertil en krydret snas af anis. Men en god del vand melder sig også lettere ildevarslende.

Det er også en meget letløbende stout. Selvom farven på det dybsorte bryg og det brunlige skum ellers er nogenlunde som det skal være, så skvulper det slet ikke dovent nok i skænkningsprocessen. Ved smagning mærker man snart den vigende fylde og de lidt for gavmilde mængder vand. Den godkendt præsente lakridsaroma forekommer pulveriseret og lidt ‘ved siden af’ som konsekvens af en alkoholvolumen, der med sine 6% kun er en anelse over en regulær guldøl. Den på etiketten nævnte chokolade kan også smages – navnlig hvis man har læst etiketten, så man ved den er der. Har man ikke læst den, har denne blogger sin tvivl om, hvor præsent den er. Det krydrede indslag af anis, som man mærkede i duften giver sig bedre til kende i form af kanel og allehånde.

Det skal retfærdigvis siges, at nærværende bryg samlet set nok formår at gøre sig mere interessant end de føromtalte madlavningsøl. Men i sin forjættede vildskab lader den alt for meget tilbage at ønske. Og den er slet ikke i nærheden af de gode og i øvrigt langt billigere standardstouts, man ellers kan få herhjemme.

3-en-halv-stjerne

Zero Gravity Brett IPA, Rocket Brewing (Shopping Spree 1.0 I)

2017-06-10 17.45.20Ikke meget hestesaddel …

Tid til et tema! Fordi jeg kan, og fordi det er længe siden sidst. Jeg modtog for nylig et gavekort til Magasin. Det blev brugt på øl, primært, som blev hentet i biksens Mad&Vin-shop. Jeg tænker at den slags anledninger, hvor jeg henter et større parti varer til anmeldelse på én gang, vil ryge ind under temaet ‘Shopping Spree’ og jeg har allerede lagt an til, at man kan søge under forskellige shopping sprees, når flere af den slags narrestreger engang har fundet sted …

Nuvel. Udvalget var en smule bedre, end hvad man finder i selv de fine mainstreamsupermarkeder – men så alligevel ikke meget bedre. Priserne til gengæld var meget højere, og selvom jeg havde en god slat moneter på hånden, tog jeg mig alligevel i at søge efter noget, der ikke kostede for meget. Jeg valgte samtidig med at gå efter øl, som jeg var ret sikker på, at jeg ikke lige kunne finde andre steder, og fandt således en række øl fra Rocket Brewing. Den eneste jeg har anmeldt fra deres hånd var Yuri Gagarin – et samarbejdsbryg med Kongebryg, men nu har Rocket Brewing altså debut på bloggen med en øl, de helt selv har lavet. Derudover fandt jeg en enkelt japaner og nogle islandske øl, der var relativt billige. For Rocket Brewing øllene måtte jeg slippe kr. 40 for 0,33 liter. Optrækkeri som kun overklassens kræmmerstande er uforskammede nok til at udøve det.

Rocket Brewing har hjemme i Haslev på grænsen mellem Midt- og Sydsjælland. I gamle dage akkurat uden for Movia/HT-området, men selv det er lavet om med vore dages effektivisering (læs: afvikling) af den kollektive trafik. Denne første er en ‘Brett IPA’. Brett-præfixet skyldes gæren, Brettanomyces Bruxellensis, der nok også var brugt i Yuri Gagarin da den bar undertitlen ‘Brett de Noël. Der er tale om en vildgær, for det meste afskyet og hadet af vinbønder især, mens andre – blandt andet flere belgiske trappistbryggerier, og altså bryggeriet i Haslev – aktivt bruger det i deres bryg.

Gæren skulle give aroma af hestesaddel … Jeg kom sammen med en ridepige engang, og kan også genkende nogle af lugtene fra staldene i visse øl, men ikke i denne, må jeg erkende – og endnu mindre af sadlen. Den dufter let (flueben ud for ‘overensstemmelse mellem markedsføring (Zero Gravity) og oplevelse’) og frisk – syrligt vinøst med et bitter pift af grannåle på en fortrinsvis sød baggrund af appelsin og grape.

Smagen af knastør – næsten sandet, og alligevel let i fylden. Bitterheden føles gæret med grannålene fra tidligere forvist til bagsædet. Men den spinkle fylde gør, at gæren aldrig tager for meget over, men forbliver en del af oplevelsen. Det hele omkranses af en syrlig ramme af lemon og grape – en ganske afgjort let tørstslukker, der alligevel formår at skabe en utraditionel IPA-impression, der ikke desto mindre spiller på de velkendte elementer i stilen – gær, bitterhed, aromatisk sødme og syrlighed, men bare i andre proportioner og kombinationer, end man er vandt til.

Og det fungerer.

4-en-halv-stjerne

Reggae Lager, Svaneke Bryghus

2017-02-04 20.23.29

Bornholmsk perle …

Jeg er ikke sjældent gået uden om Svaneke Bryghus’ produkter på det sidste, mens jeg i bloggens barndom ellers tog godt fat med anmeldelserne af det bryggeris øl. Dengang var det jo altsammen så nyt og spændende, og Svanekes øl var vidt udbredt, samtidig med at de jo var nogle af ølrevolutionens pionerer.

Men på et tidspunkt blev jeg vist lidt træt af dem. Eller i hvert fald syntes jeg, at de store oplevelser næppe blev fundet på den kant, og så valgte jeg at prioritere anderledes. Jeg er således sikker på, at denne ‘Reggae Lager’ ikke er et nyt produkt, men har kunnet fås i årevis med jævne mellemrum. Indtil videre har jeg blot haft andet at lave, end at anmelde lige netop den – samt en enkelt anden, jeg tog med hjem fra Fakta forleden dag. Men nu skal det altså være.

Reggae er jo sådan en slags nymodens rytmisk popmusik, kendetegnet ved en synkopisk markering af off-beatet, der gør musikken både danseglad og en teknisk udfordring at spille. Og som mange vil vide, er stilen udviklet på Jamaica af … hvordan hulen var det? … tilhængere og efterkommere efter den abbeysinske (i.e. ethiopiske) leder Haile Selassie, hvorfor det da også er det gamle abbeysinske flag, der pryder etiketten. Jamaicas flag ser helt anderledes ud. Det ligner så’n lidt det skotske, men med nogle helt andre farver.

Selv har jeg også haft mine reggae-stunder. Jeg var – og er sådan set stadig – stor fan af bandet The Police, og som gammel punker har jeg po-goet til hurtige ska-rytmer, og fået mig nogle blå mærker og bøjede ribben også på den konto.

Hvordan øllet så afspejler reggae-kulturen? Jo, idet den er “krydret duftende som de jamaicanske bjerge” siger bagetiketten. – Da jeg aldrig har været på Jamaica, skal jeg ikke kloge mig på, om de jamaicanske bjerge dufter mest af ostindisk karry eller spidskommen. Videre skriver bryggeriet: “Denne lyse tørstslukker leder tankerne hen til “one love” og de gode rytmer”. Tja – jeg vil vove den påstand, at havde jeg blindsmagt produktet, tror jeg – al ære og værdighed til brygget i øvrigt – ikke det lige var det, jeg var kommet i tanker om som det første. Desværre er det nu, hvor brygget er prøvet og anmeldt, næsten ikke muligt at lave et unbiased forsøg.

Bryggeriet skal ellers have ros for at have tappet brygget i en rigtig grøn flaske. Og ikke de brune, der bruges som standard i dag. Flasken er både hyggeligere og festligere, selvom heller ikke den leder tankerne direkte hen på hverken one love eller nogen gode (eller for den sags skyld elendige) rytmer.

Jeg tænker faktisk mere på vores store nabo mod syd end det fjerntliggende caribiske ørige, når brygget opknappes og skænkes. Det dufter autentisk og gennemført af hallertauerhumle og akkurat den rigtige mængde fusel. Desuden ville brygget være at betegne som en zwickeler eller naturttrübes Kellerbier. Det er tydeligt og forfriskende ufiltreret, tæt orangetåget med fint, dunet og kridhvidt skum.

Og smagen kunne også være sydfra – eller sydøstfra. Humlen lægger sig nok lidt mere i Saaz-hjørnet end Hallertauerhjørnet, hvor det giver mindelser om Prags barokbygninger og flotte broer … dermed er vi faktisk rykket endnu længere væk fra Jamaica, men hvis nogen har været der, og hæftet sig ved de lokale bjerges duft af fusel og humle, så hører jeg selvfølgelig gerne fra jer. Ud over at byde på dejligt tæt, gennemsmagende humle med sød kant, byder brygget også på vanilleblød finish og fyldig lys malttæthed.

Egentlig er det bare en pilsner. En pilsner, der er en pilsner, og samtidig er en hel masse, man ikke forventer af en pilsner. Den byder på en usædvanligt stor øloplevelse, hvor hele tungens arsenal af smagsløg udnyttes, en kraft og karakter så alt trænger godt ind og igennem smagsorganerne samt en fylde der sikrer, at ikke bare tungen, men hele kæften får del i festlighederne.

Og samtidig er den fortsat egnet bare som en læskende mundfuld tørstslukning på en varm sommerdag.

Alt det der reggae, Jamaica og Ethiopien forvirrer egentlig bare, og kunne nemt undlades. Dette er slet og ret en overset bornholmsk perle, der har mine varmeste anbefalinger.

5-stjerner

Cold Hawaii, Thisted Bryghus

2017-01-21 17.31.06Mere Temperament …

Det er snart to år siden, at Thisted Bryghus lancerede sin serie af nye nordiske humlefri øl. Så vidt jeg har kunnet læse mig til (uden at google særligt grundigt, skal jeg indrømme) har humlen ellers været kulturplante i Danmark fra middelalderen til slutningen af 1800-tallet. Grunden til at udelade det i øllet som led i det allestedsnærværende omsiggribende ‘nyt nordisk’-hipsterflip, har altså næppe historisk baggrund, men er vist snarere udtryk for, at man kan.

Min begejstring var da også til at overskue, da jeg kortvarigt stiftede bekendskab med serien ved DØE’s Ølfestival i 2015. Men noget må serien jo have kunnet alligevel, da den gjorde Thisted Bryghus til årets bryggeri dét år. Samtidig fortjener bryggeriet al hæder og ære for at lancere serien kommercielt under navnet ‘Cold Hawaii’, der betegner området omkring Klitmøller (tryk på 2. stavelse, hvis du vil prøve ikke at lyde som en københavnersnude … det er derfor jeg gerne udtaler det sammenbidt og hårdt med et meget stort tryk på 1. stavelse, hvis jeg møder nogle lokale, jeg ikke kan lide. Men det er en anden historie), der angiveligt skulle være et af de bedste steder i hele verden at surfe. Det tredje bedste, skulle jeg have hørt, næst efter Hawaii og et eller andet sted i Australien.

Åbenbart var det først brygget klithede, der blev hældt på flaskerne. I dag er det Thagaard, der er brygget på bygmalt og krydret med havtorn, porse og – rav, åbenbart. Ja, det troede jeg egentlig også var sådan noget, man tog om halsen for at se pæn ud – men ikke i Thy, der putter man det åbenbart i munden … (mærkeligt sted). Nåhr ja – sølv og guld bruges også som fødevareingredienser i et omfang, så de endda har deres egne e-numre; hhv. E174 og E175 – så hvorfor ikke rav? Rav findes til gengæld ikke på listen – men det skyldes måske, at det i sidste ende er harpiks og derfor et vegetabilsk produkt?

I wouldn’t know. Men jeg har tiltro til, at bryggeriet ikke putter farlige ting i bryggene – og selv når de gør, med sulfitter fx – at de så gør det i mængder der ikke er farlige. Mon ikke Thisted Bryghus – nyt nordisk hipsterflip til trods – har styr på, hvad der er sikkert at komme i fødevarer og nydelsesmidler, og hvad der ikke er?

At konkoktionen ikke indeholder humle er relativt tydeligt fra start. Porse brænder med lakridsagtig sødme igennem en bagvedliggende syrlighed af æbleeddike og afdæmpede ananaskirsebær. Dertil kommer essens af tørrede hvidtjørnekviste.

Nytænkningen – hvor hipsteret den end måtte være – gør bestemt positivt væsen af sig. Den ravgyldne farve har man kunnet beundre allerede før brygget er skænket, idet flasken er klar. Det er altid småfarligt, men i det mindste har jeg selv været omhyggelig med at lagre brygget mørkt. Så må man håbe, at supermarkedet har gjort det samme (yeah right …) Smagen er forfriskende tør og autentisk skarp af tjørnekviste og grankogler, der kækt blander sig med den syrligtsøde porselakrids. Havtornen leverer eftersmagen, for det er lige hvad eftersmagen giver – smag af havtorn, hverken mere eller mindre – sådan som havtorn nu engang smager.

Både den lunkne førstehåndsoplevelse fra maj 2015 og de generelt lunkne forventninger til den slags nyskabelser er gjort til skamme. Brygget er vitterlig velsmagende og ukompliceret lækkert. Det fremstår veltilrettelagt, godt gennemtænkt og veludført. Anderledes – men bestemt ikke ulig øl.

Så har man set det med. Men selvom der ikke er nogen missmage, men kun velsmag, så mangler der nu alligevel noget. Ikke nødvendigvis humle, men noget kraft noget vælde og noget styrke. Hjemstavnen er trods alt Cold Hawaii med barske klitter, vild natur og rasende brændinger.

Hvor man nok smager hjemstavnens ingredienser, så kniber det altså noget med hjemstavnens temperament.

4-stjerner

Niels hans øl Hawstok Øl, Trolden Bryghus

2017-01-20 17.42.47Det er da meget nuttet …

Så har jeg endelig fået lejlighed til at prøve Gedveds fødselsdagsgave til mig: Denne øl, hvis type er temmelig drilsk at blive klog på. Untappd siger, det er en pilner, men stort set alt andet peger i modsat retning: Den er brygget på hvede, og forlægget er åbenbart et hjemmebryg fra et vestjysk ægtepar Niels og Sinnes bryggers.

Etiketten fortæller, at netop denne øl blev brygget hvert år i november (om den bliver det længere – og hvad der i øvrigt er blevet af Niels og Sinne – melder historien ikke noget om) i gruekedlen i husets bryggers. Desuden skulle den være god til vestkystmad og særlige lejligheder.

Jeg må indrømme, at jeg ikke fik eller oplevede nogen af delene i går aftes, da brygget blev prøvet. Menuen stod på italiensk, og det mest særlige ved aftenen var, at jeg var alene med mine børn, og at vi flydede ud i sofaen til en dårlig ungdoms-science ficition film. Det var såmænd top-hyggeligt, men ikke ligefrem særligt.

Og vi er stadig ikke kommet øltypen nærmere. I mangel på bedre bestemmer jeg mig for, at det er en art hefe-weizen – for døden skal have en årsag og en art pilsner er det i hvert fald ikke. Så skulle gruekedlen i bryggerset i hvert fald være en temmelig avanceret én af slagsen, blandt andet med indbygget kølefunktion til undergæren.

Måske var det manglen på vestkyst og særlige lejligheder, der ikke fik brygget til at nå samme højder, som den ølhimmel jeg, Gedved og Marcus ellers nåede op i til min fødselsdag. Imidlertid må jeg stille mig stærkt tvivlende over for, om dette bryg ville have gjort sig godt til … mit bryllup – eller min dimissionsfest (som jeg aldrig holdt) eller til min 40-års fødselsdag. Men jeg er nu ret sikker på, at den ved sidstnævnte lejlighed ville forsvinde totalt iblandt alt det andet fine øl, jeg fik ved sidstnævnte lejlighed.

Eller for nu at sige det på en anden måde: Jeg er mægtig glad for Gedveds gave. Jeg ved ikke hvor han fik fat på den, men den ser ganske speciel og limited edition-agtig ud. Dens tilgængelighed er næppe stor, og jeg tvivler på, at jeg selv ville være snublet over den, hvis ikke Gedved havde givet mig den i gave.

Men bare fordi man får en øl i gave fra ens bedste ven, behøver øllet jo ikke være i topklasse.

Og lige fra starten af, er det nemlig lige akkurat, hvad det ikke er. Skænkningen afslører måske nok et ganske flot højorange næsten ravfarvet bryg under matchende gyldent skum – såvidt så godt – men man skal næsten lede efter duften. Man mærker lidt mild humle spædet op med æbleeddike, som samlet giver et fjernt indtryk af ananaskirsebær.

Smagen er fortrinsvis mild og ovre i det søde. Æblerne kan da smages, men både sødme og syre er stærkt nedtonet. Gæren er visuelt tydelig. Brygget bliver næsten plumret hvis man mod anbefalingen tilføjer gærresten fra bunden, og det valgte jeg snart at gøre for at få brygget til i det mindste at smage af et eller andet. Men selv om brygget næsten endte med at være brungrumset, kom det ikke til at smage af meget mere.

Lidt gæret syre var alt. I det mindste bliver syren aldrig så kraftig, at den ligefrem skæmmer. For ølkendere, der tiltales af syrlig gærsmag (og de findes) kan brygget måske endda virke forfriskende og pikant. Selv synes jeg mest bare det er småkedeligt, diffust og uden noget klart sigte.

Det er alt sammen meget sødt med den lokalpatriotiske historiefortælling, etiketgrafikken der vidner om sandstrand, udkantskunstnerisk æstetik og patentflasken, der peger i retning af hjemmebryg. Men det er det, der er i flasken, der i sidste ende tæller mest.

Og det kan slet ikke følge med en ellers gennemført sympatisk markedsføring.

1-en-halv-stjerne

King Goblin, Wychwood Brewery

2017-01-03-18-05-14Ikke igen!

Bryggeriet Wychwood pryder sine etiketter med fine tegninger af noget, der er hentet ud af et AD&D 2nd edition rollespil – og det er jo sådan set også helt i orden. Man får selvfølgelig mistanken om, at det skal lokke gamle rollespillere og andre nørder til, og i den anledning må jeg vel lægge mig fladt ned og skamfuldt mumle “mission accomplished” … Eller … så slemt er det jo ikke, hvis øllet ellers er fint, og det har det egentlig været indtil videre, uden at træerne dog ligefrem er vokset ind i himlen.

Her er der angiveligt tale om en ‘special reserve’ – en særlig udgave af, hvad jeg må formode er Hobgoblin-brygget. Bagetiketten gør et stort nummer ud af, at øllet er brygget ved fuldmåne … som om det skulle gøre en forskel. Ærligt talt troede jeg ikke, at jeg skulle støde på den slags new age-pladder mere end én gang, men så heldig var man åbenbart ikke. Jeg hæfter mig ved, at hin schweiziske ‘Vollmondbier’ scorede snublende nær den absolutte bundkarakter, og mit gæt var dengang – og er det stadig – at brygteknik, viden om brygprocesserne og evnen til at udvælge de rigtige råvarer til hver en tid vil have væsentligere betydning for en øl, end tidspunktet på måneden, hvor den brygges. At det overhovedet er nødvendigt at skrive dette … ja, man fattes ord.

Men øllet skal selvfølgelig ikke udskammes før det er afprøvet. Brygget er ret mørkt, omend klart og med en nogenlunde tæt gylden skumkrone. Brygget er jo ikke desto mindre en konge. Brygget dufter nydeligt og lovende af mørk chokolade sødet med farin, dertil kommer en snert af vanille og en tand lakrids som et mere bidsk modspil.

En bitterhed, der ikke gav sig til kende i duften møder tungen som det første. Det er umiddelbart rart. Der er noter af flødeholdig kaffe, vanille og bitter eftersmag af den nys overståede juls valnødder. Allerede tidligt i processen ærgrer man sig dog over bryggets krop, der til at begynde med lader til at være i god form, men som snart vakler og falder om. Brygget virker mere og mere vådt og spinkelt, og opnår aldrig en tæthed, hvor de i udgangspunktet ellers gode smagsnuancer kan udfolde sig. En klæg fornemmelse af gær ved kinderne giver brygget det sidste puf helt ud af balance.

Også Wychwood Brewery kunne have godt af at have prioriteterne i orden. Der er vist nogle bryggere, der skal læse lidt op på malttyper, humlesorter og brygprocesser, og en marketingafdeling der ud over at give kvajebajer skulle undlade at få fikse ideer om magiske brygtidspunkter, og i stedet skrive noget om øllet, man som konsument rent faktisk kan bruge til noget.

Alternativt kunne de bare finde noget andet at tage sig til.

3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme